Rom svarer ikke til nogen Forventning; den skuffer alle og overtræffer alle. Naar man kommer fra Øvre-Italien, især fra Venedig, kan man ikke lade være uvilkaarlig at vente, at man i en berømt italiensk By skal see Marmorpaladser, Søilehaller, Arcader, og man trykkes ved at see en By som andre Byer, noget mere alvorlig og trist og tildels fattigere end de, man kjender. Men naar man har Anledning til at gaae ind i de mørke Bygninger, udvide de sig under Ens Trin, blive lyse, mægtige, pragtfulde. Alting voxer, saasnart man begynder at maale det, voxer baade i Betydning, i Rum og i Tid, og hvad der henstaaer brudt og dødt og ikke har nogen Fremtid, drager Sindet med til en stedse dybere og dybere Fortid.

Man voxer selv. Staden, dens Udseende, Alvor, Stilhed, Historie og de mangfoldige aandige Interesser, der vækkes, virke som et Forstørrelsesspeil; man kan ikke være bevæget af alle disse betydelige Anliggender uden at føle sig løftet 263| og udvidet af dem, og de Mennesker, man møder, dele dette Privilegium med En, synes i Rom Mere, end de vilde være andensteds.

Rom tilbyder – ikke i hverdagslig, men i aandig Forstand – det Samme som alle andre Stæder tilsammen. Den er ikke som Paris, Wien o.s.v. en Hovedstad i et Rige, men en Verdensstad, vor eneste Verdensstad; thi den er Centrum ikke blot for den katholske Verden og for hele den virkelig dannede Verden, der troer paa Videnskab og Kunst, men for en historisk Verden, og paa samme Tid smiler den som et Barn i uforlignelig Naturskjønhed, forener som ingen anden Stad det Dødes Høitidelighed med Livets evige Ungdom og Ynde.

Endelig, hvad de daglige Beskjæftigelser og Adspredelser angaaer, kan man vælge mellem det stille beskuende Liv og Selskabslivet eller med Lethed have begge Dele.

I Rom er der endnu virkeligt Salonliv; her ere alle Betingelser tilstede for det. En stor Mængde Fremmede fra alle Lande, tildels betydelige og begavede eller fornemme og rige, mødes her for en Stund; der er ikke Tid til Familieliv og til at falde hen i Vaner; man er bestandig i Bevægelse og bestandig oplagt til at udvexle Tan264|ker, knytte Bekjendtskaber og lade dem fare. Man mødes med alle mulige Interesser; Ingen er aldeles knyttet til en enkelt; den landflygtige Konge og hans Hof slaaer sig mellem Intriguer til Kunststudier; den fremmede Gesandt finder Leilighed til at beskjæftige sig med Antiquiteter og Historie; Damerne befinde sig i en Atmosphære, der befrier dem fra aldeles indholdsløse Samtaler;A den romerske Dandy, der pjatter i Nærheden af Capitolium eller Vaticanet, bliver nødt til at røre ved Strenge, der sende en ideal Lyd ind over hans Pjat. Man mærker selvfølgelig Paavirkning baade af Paris, Wien og London; der er den franske Demokratisme, Flygtighed, esprit og malice; der ere de lange, blonde Engelskmænd, med Haaret omhyggelig vadsket og skilt i Nakken, bagfra at see til som Slagtersvende, forfra som haandfaste gentlemen, og meget exclusive; der er den tydske særegne Blanding af Fornemhed og Romantik; men der er et fjerde Element, som paavirker det Hele, den romerske Grandezza. Ingen Mand i Verden er saa fornemt fin og stolt som en romersk Prælat; han træder frem i Kraft af en Autoritet, der ikke blot er tusind Aar gammel, men støtter sig paa Evigheden; han er ikke blot udnævnt, men 265| salvet i dens Tjeneste; han regerer Sogne, Byer eller Provindser, men han læser ogsaa Messe, det vil sige: han optager det Allerhelligste i sig og bliver helliget derved. Og medens han har al den Tillidsfuldhed, som følger deraf, er han i sin Adfærd tillige saa venlig, saa imødekommende, saa fuldendt beleven, at naar man bliver ham forestillet, er det, som om han hele sit Liv har siddet og ventet paa det Øieblik, da han skulde gjøre dette Bekjendtskab. Han seer paa En som den i Aanden Bekjendte, og i næste Øieblik har han dog glemt Ens Navn, hvis han ikke har særlige Grunde til at erindre det. Hvorsomhelst en saadan Prælat, hvad enten i sorte eller røde Strømper, træder ind, udbreder han en Følelse af Respect, af den Slags Respect, som hører til i en Salon, nemlig for det Conventionelle. Undertiden vækker han ogsaa Respect for sin Personlighed, for det storskaarne, kraftige Hoved eller det fine, gamle Ansigt. De romerske Damer spille unægtelig ikke en lignende Rolle, hvilket vel hidrører fra deres Opdragelse. Som ugifte see de kun Lidet af Verden; som gifte blive de i Almindelighed paafaldende huslige. Det har ofte forekommet mig, at jeg har overrasket romerske Damer i et Blik, der 266| saae sig om i Salonen efter Befrielse, Befrielse fra Pynten og de aandrige Samtaler. Det var, som om de vilde sige: »Ak, hvorfor tale I om alle disse Ting, der kun ere Indledning til det eneste Væsenlige? Hvorfor tale I Allesammen ikke et Ord om Kjærlighed, som I dog Allesammen tænke paa? Fortæl mig om, hvordan I have elsket, levet og lidt, det er dog det Eneste.« Jeg tænker ikke paa de Damer, der have sat sig til Opgave at ind- og afsætte Dynastier, og hvis Saloner kun nødig aabnes uden for deres politiske Venner eller for Eventyrere. I det egenlige Salonliv erstattes den romerske Dame af den fremmede Dame, og ingen anden Stad frembyder et saadant Blomsterparterre samlet fra alle Verdens Dele: Engelske, franske, tydske, italienske, russiske, polske, ungarske, græske, nord- og sydamerikanske o.s.v. Kunstnere benytte sig rigelig af Leiligheden, som her gives dem til at see den store Verden, til at modtage det Befrugtende, som ligger i det store Selskabsliv; thi selv om man ikke faaer Ideer af nogen Enkelt, saa vækkes, idetmindste i nogen Tid, Ens Ideer ved Synet af de Mange og Betydelige og række sig op for at svare til Verdens store Maalestok. Jeg troer, dette gjælder om alle Kunst267|nere med Undtagelse af de nordiske og især de danske. De nordiske Kunstnere leve saa afsluttet indbyrdes som mulig. De klynge sig gemytlig til Hjemmet, dets Aviser og alle dets Interesser af almindelig eller privat Art. De synes at være bange for at skulle voxe bort fra det Gemytlige og det Smaa hjemme. De troe, at Kunstnæring er nok til at blive Kunstner, eller de ville ikke tage anden Næring end den, som kan hjælpe til at frembringe, hvad der kan finde Marked hos Familierne hjemme. Tildels kommer vel ogsaa Afsluttetheden af, at de færreste af dem have lært noget andet fremmed Sprog end lidt Tydsk, og det ville de ikke tale. For de fleste af dem bestaaer Romerreisen ikkun i, at de have flyttet deres Atelier fra Kjøbenhavn til Rom. At de ere komne til en Verdensstad for at tage Del i Verden, og at de kunne gjøre det uden at lide Skade paa Sjælen, synes de ikke at ville indrømme; men saa kan det heller ikke indrømmes, at de behøve at reise udenlands. En Undtagelse dannede en lille Kreds, der havde sagt sig fra den store Verden, men ogsaa fra den lille Verden, fra alle Interesser, der ikke vare rent kunstnerske eller poetiske, og 268| som kun syntes at leve for Lyksaligheden, der er i at indsuge Roms Luft og Solskin.

Hverken Kunst eller Natur eller Selskab er imidlertid istand til at yde et Menneske den egenlige centrale Tilfredsstillelse; til virkelig at nyde Alt dette behøves noget Forangaaende, indre Udfyldende, en levende Magt og Kraft, der stræber mod et Formaal og til Nød kan være sig selv nok. Det var denne, jeg manglede, efter at Gaarden var funden og vunden, og til mine Planer eller Phantasier om dens Ombygning og Udstyrelse blev Alt, hvad jeg saae, meget for stort. Men under den dunkle Uro, som sneg sig paa mig, syntes det mig dog, at jeg bestandig skulde have Mere, og jeg reiste til Neapel for at see Museet, Pompeji o.s.v.

Jeg blev et Par Maaneder i den moralsk hæslige By med dens larmende, tankeløse, frivole Befolkning, men med Havet og Øerne, med Vesuv og Vinene, med Luften, der kjærtegner Øiet og Aandedrættet, med den sjælelige Vellyst, som de udgravede Mindesmærker om antik Livsglæde skjænke Sindet.

Da jeg kom tilbage til Rom, var det, som om den stille, alvorsfulde, høitidelig triste Stad 269| var et Hjem, der havde ventet paa mig og saae paa mig med et uudforskeligt Blik, som kastede mig ind i mig selv og gjorde mig tungsindig. Der laae Breve fra min Søster og Valdemar; de klagede over Veiret og over Forkjølelse. Der er Tider, Omgivelser, Sindsstemninger, da selv Ord fra dyrebare Personer, Ord, der til en vis Grad vække Ens Deltagelse, dog komme uheldig, fordi man selv er i Vaande og Trang, men til noget Større og Dybere, end de Skrivende have Anelse om. En lille Bogpakke var fulgt med, og den første Bog, jeg tog i Haanden, gav jeg mig til at læse, som kun den læser, der længe har sultet efter saadan Føde. Det var Paludan-Müllers »Kalanus«. Jeg veed ikke, om det er et saa stort, usædvanligt Digterværk, som det fra Først af og helt igjennem forekom mig at være. Jeg læste maaskee, som man sjelden læser: med personlig Interesse, med Betagenhed, med Angst, og da jeg kom til Stedet, hvor Indierne lovsynge Kalanus, fordi han har Mod til frivillig at døe paa Baalet, og beklage sig selv, fordi de ikke have et saadant Mod, blev det mig klart, at det ogsaa var min Sang, at jeg ikke havde fundet Noget i Verden at give mig hen for, at jeg hverken havde Mod eller Offer270|beredthed, at mit Liv var en langsom Hendøen. Endelig kom jeg til den sidste Linie, hvor Krigeren Meleager, fuld af Livskraft og Mod, men dybt greben ved at have seet Kalanus's frivillige Martyrdød, udraaber: »Høit leve Kongen og hans Ven Kalanus!« Hvad var der i dette Udtryk? Hvilket særeget, usædvanligt Trylleri i Soldaternes »Længe leve!« for den Døde? Jeg veed det ikke eller kan ikke forklare det. Jeg veed kun, at ved den Linie hændtes mig Noget, der er sjældent for mig, jeg brast i Graad og græd længe, græd bittre Taarer over mig selv, der ikke turde leve og endnu ikke var død, der hvert Øieblik havde Lov til at blive en Helt som Kalanus eller en Anden, men aldrig blev det. Jeg henvendte mig bedende til min døde Fader og spurgte, hvor hans Velsignelse blev af, og om han ikke kunde gjøre Noget for, at jeg kunde fortjene dens Opfyldelse.

Men efter et saadant Udbrud, efter at have været saadan ene med sig selv og de Syner, som en stor Digter kan mane op i Sjælen, reagerer den verdslige Del af Personligheden og siger: Naa, fat Mod, saadan kan Du jo ikke sidde. Der laa paa Bordet et trykt Invitationskort, hvori en 271| nordamerikansk Familie, der førte et stort Hus, men hvor Husfruen selv var hyggelig og elskværdig, indbød mig til en Soirée. Jeg saae efter Datoen, det var den 1ste Marts, denne samme Dag. Naa, lad mig gaae, sagde jeg og gik med Sjælen endnu blød og øm af Uveiret.

Det store Palazzo Barberini, der er bygget omtrent 1625–30, ligger paa den nordostlige Side af Quirinalhøien og er omgivet af en Mur, der tilligemed nogle Huse mod Nord skiller det fra Piazza Barberini, mod Vest fra Via della quattre fontane. Paa den Tid boede den gamle, hendøende Cardinal paa 2den Sal i den midterste Del af Paladset, ovenover Stadsværelserne, hvori de berømte Malerier findes. Høire Fløi var overladt til en fransk Hovedvagt, og venstre Fløi blev leiet ud til Private, d.v.s. til rige, fremmede Familier. Den amerikanske Familie, jeg skulde besøge, boede paa 3die Sal i den venstre Fløi, og man gik op ad den fyrstelige Trappe, hvor den antike Løve er anbragt.

Selskabet var talrigt, og jeg traf snart Bekjendte, der spurgte, hvor jeg havde været, og om Nyt fra Neapel. Medens vi talte, saae jeg i lang Afstand en Dame komme ind ad Døren, og 272| skjøndt Størstedelen af hendes Skikkelse hurtig blev skjult af Mængden, følte jeg en Paavirkning, som jeg ikke var istand til at forklare mig. Den Bevægelse, de Linier, havde jeg seet før og i en Tid, som jeg aldrig havde glemt; men hvordan kom de her, eller hvo havde laant eller lært at efterligne dem? Jeg trængte mig frem, hen i Nærheden af Husets Frue, og idet jeg med Lempe viklede mig ud af Crinoliner og naaede en lille aaben Plads, stod jeg Ansigt til Ansigt med Hende, med Barnet fra den grønne Mur, Astrid.

Jeg bruger for at fastholde dette Øieblik den store Digters Ord, fordi min ringere Natur ikke kunde frembringe lignende; men jeg har hertil den Berettigelse, at Himlen i sin Naade har givet mig at opleve noget ligesaa Høitideligt som han, at see paa en Kvinde med samme Ærefrygt og samme 273| Henrykkelse. Ogsaa Dantes Beatrice var gift, og hvilken Synd det end er at begjære en anden Mands Hustru, saa have Menneskene dog til alle Tider ikke blot undskyldt, men beundret ham, der tog sin Næstes Hustru til at være sin Sjæls Opløftelse og Frelse.

Jeg veed ikke, om der gjennem mit Sind gik en kort Mismodighed ved at huske, at hun var en Andens. Jeg troer det ikke, der blev ikke Tid dertil; thi det Vidunderlige, som syntes mig at være i Tilfældet, og hendes egen Hilsen til mig tog strax Magten over mig. Ja, hvilken forunderlig Hilsen, saa forskjellig fra den kunstlede Damepynt og det kunstlede Selskabsliv, saa simpel og venlig, saa barnlig-tillidsfuld og glad – hvor den Stemme klang, skjøndt saa dæmpet! For hende syntes ikke at være gaaet nogen Tid hen, siden vi saaes i hendes Faders Have, og paa det Punkt, hvor hendes Tanke befandt sig, blev mit Hjerte magisk staaende fast.

Dersom jeg var en af Himlens Udvalgte – hvad der vilde være en Formastelse af mig at tænke –; men dersom jeg var, og dersom jeg havde været sendt ned paa Jorden for at smage dens Sødme og Lyksalighed og aflægge Beret274|ning derom ved min Tilbagekomst, saa kunde der, saavidt min Phantasi naaer, ikke være givet mig Mere end i hint Øieblik, og skjøndt jeg i dette samme Øieblik begyndte at leve (thi alt Forangaaende af min Tilværelse synes mig nu kun en Livets Indledning), saa staaer dog hint Moment og dets nærmeste Eftertid, hvor nær jeg end er ved det, for mig som en Drøm, som et Besøg paa en Ø udenfor Jorderig.

Jeg kan ikke tænke derpaa og ret forstaae, at det er mig, der virkelig har oplevet det. Der siges af Lærde om Solen, at den til visse Tider drager eller suger et vist fint Stof fra Universet til sig og dermed fornyer sig selv og frembringer de store Flammer, der kaldes Aurora borealis. Saadan som hint Stof, naar det bliver draget, maa haste mod Solcentret, saadan suges al min Tanke af Erindringen henimod hint Øieblik og forgaaer deri med et stærkt lysende Blink, hvori der er Svimlen og Sindsforvirring; thi jeg veed, at jeg har oplevet det, og jeg tvivler derom, fordi det ikke er, og jeg griber efter det for at holde det fast som en Virkelighed, og saa er det borte, indtil Erindringen paany kommer til Ro og ad sin egen Vei reconstruerer det og suger Tanken til sig igjen.

275|Talte vi længe eller kort sammen? Jeg veed det ikke. Tydelig husker jeg kun, at hun sagde: »De maa komme og besøge os. Der er en Veninde af Dem, som har hørt, at De er i Rom, og ofte har spurgt efter Dem.«

»En Veninde af mig? Men hvem kan det være?«

»Ja, kom nu og see selv.«

»Men hvor boer De, naadige Frue?«

»Her, i dette Hus, lige underneden!«

Jeg lod mig ganske vist ikke vente længe, og da jeg blev ført ind i Baronesse Panins Værelse saae jeg ved hendes Side: Comtesse Felicia.

»De er velkommen, meget velkommen!« raabte Comtessen, »og tildels, veed De hvorfor? Fordi jeg er grumme nysgjerrig. Jeg hørte, De skulde være i Rom, og saa sagde jeg strax til vor egen søde Baronesse, at der var et Menneske, paa hvem hun maatte anvende sin Magnetmagt, og seer De, De er øieblikkelig trukken til! Nu er De her, og vær saa god, nu at fortælle: Hvordan gik det Grev Fritz paa hans Udenlandsreise? Hvad kom der i Veien med ham? Veed De, at han kommer 276| hertil? Er det aftalt, at De skal træffe ham her? De maa ogsaa fortælle Generalinden .... jeg skal præsentere Dem ... Og sig mig saa allerførst, hvordan man skal titulere Dem? Hvad er De? Er De Cavaliere? De veed, her i Rom er Enhver, som ikke er noget Andet, Cavaliere? Er De altsaa Cavaliere?«

»Naadige Frøken, naar De spørger mig paa Dansk, saa svarer jeg, som sandt er, at jeg er dansk Godseier.«

»Godseier?« sagde hun, idet hun med et spørgendeA Udtryk saae over paa Baronessen, og saa spørgende og tvivlende var dette Udtryk, at det vilde have været fornærmeligt, hvis det ikke tillige havde været saa jovialt, eller hvis Comtesse Felicia ikke havde været en Personlighed, der for at tilveiebringe Morskab gjerne betalte sin Andel.

»Ja,« sagde Hun smilende og med et lille Nik.

»De siger Ja, søde Barn; men hvor kan De sige Ja?«

»Dels fordi vi jo hørte det blive sagt, dels fordi jeg veed det. Jeg hørte allerede som Barn ....«

»Som Barn? Men, Du Fredsens Gud, De 277| har jo aldrig sagt et Ord til mig om, at De kjendte den Herre eller huskede ham! Det var min Ven, min gamle Bekjendt, der skulde gjøres Anstalt for at fange! – jo, jeg er ordenlig bleven ....«

»Hvad er De bleven?« spurgte Hun med et saa kjærtegnende Skjælmeri i Tonen og Blikket, at Comtesse Felicia lystig udbrød: »Holdt for Nar, Barn! Jeg kan jo gjerne tilstaae det; men tilstaa nu, hvorfor taug De?«

Hun svarede smilende: »Det var jo tidsnok at sige det, naar det oplystes, at 'den Herre' huskede at have seet mig som Barn.«

»Um!« sagde Comtesse Felicia og havde vistnok Møie med at tilbageholde det Samme, som jeg tænkte: Som om der kunde være Tvivl om det! – Men i samme Øieblik vendte hun sig igjen livlig til mig: »Ja, det var maaskee ikke ganske rigtigt af mig at tvivle om, at De er Godseier; men jeg troede, at De reiste med Grev Fritz som en Art ......«

»Hovmester, vil Comtessen sige?«

»Ikke just det; men vi vidste aldrig, hvordan det hang sammen; men det er nu det Samme. De er altsaa Godseier. Hvordan skal vi saa kalde dem? Paa Svensk: Brukspatron – det er 278| et snurrigt Navn til saadan en ung Patron; men det er et godt Navn, meget solidt og agtværdigt. Paa Tydsk: Gutsbesitzer, Rittergutsbesitzer. Ogsaa et meget godt Navn. Men det er, ligesom De fik en Allongeparyk paa ved de Navne. Hvad hedder det paa Fransk? Propriétaire. Nei, det gaaer ikke an, det er, som om De gik og søgte Leiere. Men hvad hedder dog Rittergutsbesitzer paa Fransk? Lad os see i et Lexicon .... Seigneur d'une terre, d'une terre noble. Det er for langt, det holder en Franskmand aldrig ud. Seigneur, nei, det siger man ikke i en Salon, undtagen Godsets Navn følger efter med de foran .... Monseigneur, ih nei, saa bliver De Prælat eller Prinds .... Vil De være Baron? Er Deres Gods blot større end en Urtepotte, saa gjør jeg Dem til Baron paa det. Naa, ja, ja – men hvad da? Hør, veed De hvad, De bliver simpelt væk Chevalier, Cavaliere, og saa skal jeg nok hviske Folk i Øret: Seigneur d'une terre ..... Hvad skete saa med Grev Fritz paa hans Udenlandsreise? Var der ikke en Duel i Anledning af en Dame, en Skuespillerinde? Fortæl det; jeg veed da, De kan fortælle, saa man kan høre det.«

Jeg fortalte, ikke just den hele Sandhed, men 279| saa meget af den, som jeg ansaae for rigtigt at give tilbedste; men om jeg saa havde fortalt Alt nok saa omstændeligt, vilde det ikke have været tilstrækkelig piquant, og Comtesse Felicia sagde tilsidst:

»Der er Mere! Søde Baronesse, er De ikke af samme Mening som jeg? Han er en mysteriøs Person; man maa tage sig iagt for ham. Vi vil nu indskrive ham blandt nos intimes, men med et Notabene, indtil han har fortalt Alt. Signor Cavaliere, maa jeg saa have den Fornøielse at forestille Dem for Generalinden – for det er mig, som har anmeldt Dem, dengang vidste jeg jo ikke – ellers kunde Baronessen selv forestille Dem for sin Svigerinde .... Hun er allerede inde i Salonen og tager imod .... Eller veed De hvad? Gaa ud af denne Dør og lad Dem føre igjennem Forsalen ind i Salonen.«

Jeg troede at forstaae, at Comtesse Felicia, for det Tilfælde, at der var Besøgende, ikke vilde komme med mig fra Damernes Værelse, som om jeg hørte til Familien, og at jeg derfor skulde gaae den for Fremmede sædvanlige Vei. Medens jeg gik igjennem Forsalen, skjød jeg Ordensbaan280|det, som jeg sædvanligvis bar skjult, frem i Knaphullet.

Saasnart jeg kom ind, forestillede Comtessen mig ogsaa for Generalinden som Brukspatron; men uden at give mig Tid til at vexle et Ord med denne Dame, trak hun mig strax ved Armen hen i nogen Afstand og spurgte: »Har De mødt Keiseren i Forsalen?«

»Hvilken Keiser?«

»Det er det Samme, hvilken. Keiseren eller Kongen eller Fyrsten af Reuss? De er jo bleven Ridder, siden vi saaes sidst, og det er dog ikke saa længe siden! Naar jeg vender mig om, har De maaskee en Stjerne og er Durchlaucht. Sig mig ligesaa godt det Hele strax: Hvad er De?«

»Men, kjære Comtesse, nu veed De jo Alt.«

»Nei, jeg veed ikke Alt! Man veed aldrig Alt om et Menneske, der saadan voxer ud Stykke for Stykke. Man veed ikke, hvor det kan ende.«

»Men det veed vi jo aldrig om hinanden. Enhver af os er som en lukket Bog, der maa læses ud, inden man kjender den. Den hele Bog staaer aldrig paa første Blad.«

»Jo, den staaer paa Titelbladet, og De er en Bog uden Titelblad .... men nu kan det 281| være det Samme, for en Gangs Skyld er det piquant .... Nu vil jeg betroe Dem Noget: Generalinden seer efter Dem.«

Jeg gik tilbage til Generalinden for at føre den indledende Samtale, som Skik og Brug fordrer. Hun havde i dette Øieblik reist sig for at hilse paa en romersk Patricierinde, og jeg blev forbauset ved at see hendes Høide. Hun var, som jeg senere erfarede, selv undselig over den, og Folk, der i en eller anden Henseende ere undselige, kunne aldrig ret føre en Person, hvorvel jeg langtfra tør sige, at Generalinden, naar det behøvedes, manglede Anstand. Forresten anvendte hun ikke det rette Middel til at skjule Høiden; thi hun holdt sig saa rank, som om hun vilde sige: Siden det ikke kan være anderledes, saa seer da hele Sandheden. Dette gav hendes Væsen noget Energisk og Afmaalt, som ikke svarede til et ret rart, blidt Udtryk, hendes Øine ofte havde, og man foranledigedes til at tage hende for ældre, end hun virkelig var. Hun var omtrent to og tredive Aar. Paa Grund af hendes Høide følte man sig altid besynderlig fjern fra hende og kunde ikke let danne sig en Mening om hende. Efter det forholdsvis ringe Bekjendtskab, jeg gjorde med 282| hende, troer jeg, at hun var en Dame med Hjerte, men kun for sine Egne.

Jeg kjendte den romerske Dame, der i dette Øieblik talte med Generalinden, og hun mindedes at have truffet mig hos den østerrigske Gesandt. Dette, troer jeg, gjorde et godt Indtryk paa Generalinden, der langt mindre brød sig om at »modtage« en af Comtesse Felicias Landsmænd end En, der hørte til »Selskabet« i Rom, og da jeg vilde trække mig tilbage, spurgte hun, formodenlig som venlig Hentydning til, at jeg ikke burde forlade Huset endnu, om jeg havde seet Udsigten. Salonen var et meget stort Værelse i den svære, næsten kæmpemæssige, men dog smukke romerske Stil med et Loftmaleri fra Urban den 8des Tid. Der var tre Fag Vinduer, meget høie og høit anbragte, saa at man for at see ud maatte gaae op ad en Estrade med flere Trin, der tillige benyttedes som en Slags Orangeri. Man stod deroppe som i et Haveparti, og Udsigten, som Generalinden havde ment, var vel værd at henvise til; thi fra det mægtige, høitliggende Slot var Byen næsten skjult, Forgrunden dannedes af Passeggiataens Ege, Cypresser, Blomsterpartier og Springvand, og udenfor den løftede sig i tin283|drende Klarhed de blaae Bjerge saa pludselig, saa overraskende nær og tilsyneladende i en saadan Bevægelse, at Ingen lettelig kunde for første Gang see dette Syn uden at studse og fristes til at træde tilbage for Bjergbølgen. Men ved et sært Spil af Sollyset og af fine Skyer, der samlede sig mod Øst, var Udsigtens Glands i det Øieblik, jeg kom derop, bleven trylleagtig forøget; thi medens Bjergtoppene imod Nord skinnede i intensiv Snehvidhed, var den blaae Bjergbue mod Øst belagt ligesom med et Brystværn af tindrende Guld. Rom syntes at have faaet nye Kæmpevolde, forarbeidede i Himlen. Jeg studsede ikke; man kan være i en saadan Sindsstemning, at selve det Overnaturlige, og netop dette, synes En at høre naturlig til; jeg var paa denne Dag første Gang i Hendes Hus, og Verden kunde ikke klæde sig i Lys og Farver, der overgik Straalebrydningen i mit Hjerte. Og idet jeg efter et kort Skue, henrykt over den kjærlige Naturs sympathetiske Hilsen til mig, vendte mig om mod Salen for at gaae ned, havde jeg et Syn, der var endnu langt skjønnere, uden Sammenligning skjønnere: Hendes Blik, der fra en Kreds af Damer og Herrer, hvor hun var Dronning, tilfældig mødte mit. 284| Hvert Skridt i denne Stue blev mig en Lyksalighed. Da jeg kom nær, forestillede hun mig, og idet Hun sagde Chevalier, var det som et Ridderslag.

Den Dame, der sad hende nærmest, var en tydsk Fru v. Hönck, Enke efter en høi Embedsmand. Hun var omtrent fire og tredive Aar, med smukke, sorte Øine, hvori der var et Udtryk, som jeg troer, vi Mandfolk have Instinct for: hun havde elsket stærkt, eller hun havde havt Evne til at elske stærkt, og enhver Kvinde, om hvem dette kan siges, bliver derved ikke uden Idealitet, endog om hendes eget Kjærlighedssavn gjør hende bitter eller urolig. Hendes Læber havde noget Tilsvarende; men naar man saae nærmere til, blev man usikker og vidste ikke, om deres Form og Bevægelse betød, at de kunde have givet et oprigtigt varmt Kys, eller om de kunde suge som en Vampyr, eller om de kunde bryde ud i heftig Indignation. Forresten var hun let og elegant bygget, og hendes Stilling var i dette Øieblik ret besynderlig; hun sad og saae op til Hende med en Slags andægtig Beundring og tillige med sær Agtpaagivenhed. Senere erfarede jeg, at hun var meget religiøs, og endnu senere erfarede jeg, at 285| hun kun var en simpel Natur med isprængt Idealitet, at Religiøsiteten væsenlig tjente hende som en Forhøining, hvorfra hun kunde gjøre Fordringer til Andre.

Kjærlighed gjør En besynderlig klog. Jeg begreb instinctmæssig, jeg læste det ud af Hendes Haandbevægelse, da hun præsenterede mig, at jeg skulde søge at behage Fru v. Hönck, og jeg troer, det lykkedes mig; men det er jo heller ikke vanskeligt i en første Samtale, og medens man endnu ikke har ladet Vedkommende være Vidne til Ens Samtale med en Anden. Saasnart Fru v. Hönck en eneste Gang havde seet mig tale med Astrid, var hun aabenbart paa det Rene med mig.

Blandt de andre Personer, jeg ved samme Leilighed blev forestillet, var en Friherre v. Hompesch, en høi, aldrende Herre, med et indtagende, venligt Væsen, og med en Anstand og Adfærd, som om han var Hofmarschal ved Baronessens Hof.

Der kom og gik saa Mange, at Scenen bestandig skiftede; men da jeg vilde tage Afsked, var der et Øieblik, da jeg var ene med Hende og Comtesse Felicia, det vil sige: Ingen var nær paa 286| et Par Alens Afstand. Hun sagde til mig: »Hvis De ikke har noget Bedre for imorgen, saa gjør os den Fornøielse at spise her til Middag. Jeg kan ikke svare for Maden; men De skal faae god Kaffe, jeg laver den selv.« Jeg havde visselig intet Bedre for, og hun tilføiede: »Vi spise Kl. 6; men kom lidt tidligere, saa skal De gjøre Bekjendtskab med mine Børn.«

»De veed vel, at Baronessen mener sin Neveu og sin Niece,« sagde Comtessen.

En let Rødme foer over Hendes Ansigt; men jeg er overbevist om, at jeg ogsaa blev rød.

Jeg fik strax Kjærlighed til Børnene, da jeg næste Dag gjorde deres Bekjendtskab. Jeg vilde ganske sikkert have elsket dem, hvis de havde været Hendes, elsket dem af Instinct og med sorgblandet Ømhed; men nu forekommer det mig, at jeg, forsaavidt Kjærlighed kan give en Grund, elskede dem, fordi de ikke vare Hendes, men af hendes Slægt, og fordi de syntes at være hende saa dyrebare. Dertil kom, at de selv vandt mig; de syntes at drages uvilkaarlig til mig, og det gjør En saa glad og taknemlig, især naar det er smukke Børn.

Jeg havde hidtil uvilkaarlig forestillet mig, at Baron Panin, siden jeg ikke saae ham, var fra287|værende fra Rom paa en eller anden lille Udflugt, men erfarede nu, at han slet ikke boede her. Han havde havt en diplomatisk Mission til de mindre italienske Hoffer, og da de vare blevne forjagne, fulgte han dem saa godt han kunde, medens han lod sin Familie tye til Rom. For Øieblikket var han i Wien.

Jeg saae nu ogsaa, at der paa en Maade var to regerende Dronninger i Huset: Baronessen og Generalinden. Generalinden var Enke med en uafhængig Formue og repræsenterede desuden sin Broder, Baron Panin. Baronessen saae op til hende, ikke just som en Duenna, men næsten som en mandlig Beskyttelse, hvilken Generalinden ogsaa ved sin Høide syntes at kunne afgive. Under Generalindens Departement lod til at henligge Alt, der kunde besørges ved Penge eller Determinerthed; alt Andet, hvad der kunde afgjøres ved Smil og godt Humeur, gik efter Baronessens altid ligelige Sind. Salon og Spisestue vare fælles; til den ene Side boede Generalinden med Kammerjomfru, til den anden Baronessen med Børnene, Bonne og Tjenestefolk samt Comtesse Felicia. En aldrende svensk Tjener, der lod til 288| at være meget tro og paalidelig, fungerede som Hushovmester.

Der var ingen Overgang, ingen begyndende og derpaa stigende Forelskelse; jeg var strax og ganske i Paradis, ja i Paradis: helt og fuldstændig betagen af en Lyksalighed, der ikke lod mig kjende Verden igjen. Det var en Kjærlighed, jeg strax kunde have talt lydelig om til alle Mennesker, saa naturligt syntes det mig at maatte være for Alle, at man ikke kom Hende nær uden at elske hende, og saa absolut ren, hæderlig og hellig var selve min Følelse. Jeg vidste, at hun tilhørte en Anden, jeg vidste, at jeg ei alene ikke havde nogen Ret, men at den blotte Tanke om at ville skaffe mig en Ret, vilde være forkastelig; men jeg behøvede den heller ikke, jeg vilde og attraaede intet Andet end, at det nærværende Øieblik skulde blive evigt. Og saa naiv gjør en saadan Kjærlighed det Gemyt, der endnu ikke har taget egenlig Skade i Verden, at jeg troede, alle Folk vilde kunne forstaae den, at jeg ganske aabent kunde erklære mig for hendes Ridder, Tilbeder, Elsker, uden at forarge Nogen, end ikke hendes 289| Ægtefælle. Alle, syntes mig, maatte ved at see hende føle, hvad Slags Kjærlighed det var, hun indgjød; de skulde ikke troe mig, men overbevise sig ved Synet af hende. Naar jeg desuagtet taug, saa var det, dels fordi enhver skjøn Følelse, selv hos dem, der mere end jeg ere vante til at tale, tillige er undselig, dels fordi jo den Eneste, der kunde give mig Ret til at omtale en Dame paa saadan Maade, var Damen selv.

Men et Spørgsmaal om slig Tilladelse kan ikke gjøres, fordi det aldrig kan forstaaes efter Ordenes egen Mening, og fordi det i samme Øieblik, som det blev gunstig besvaret, selv vilde forlade sin Beskedenhed og voxe til et nyt. Havde jeg kunnet stille det, troer jeg næsten, hun vilde have fundet Ord til at give Tilladelsen; thi det var det fuldendt Skjønne i Forholdet, at hun fra Først af syntes mig at tage mig som sin Eiendom, som en Gjenstand, hun havde tabt for mange Aar siden og fundet igjen, som en Ring, hun igjen satte paa sin Finger, men at denne EiendomsretA ogsaa var af en særegen Art, tilhørende Barnet fra Østerbroes Have og ikke Damen, Baronessen i Rom. Havde der fra hendes Side været det ringeste Coquetteri, den ringeste Lunefuldhed, det mindste Forsøg paa enten 290| at lege Skjul eller at virke piquant ind paa mig, saa vilde vistnok det Lavere i min menneskelige Natur have kjendt sin Slægt og steget frem. Men fordi hvert af hendes Aandedrag, hvert af hendes Hjertes Slag var ærefuldt, talte hendes Personlighed med magisk Magt kun til min Sjæl i dens Følelse af Ære og Høihed.

Jeg troer, at en saadan gjensidig Følelse mellem To kun er mulig i Rom. Man skal blive meget vant til at færdes i Vaticanets høie, hvide Sale med deres Marmorskikkelser, i Villa Farnesina's og Villa Ludovisi's ideale Kunstherlighed, Sta Maria in Pace's klare, gjennemskuelige, skjønne Mystik, la Cancelleria's Søileharmoni, under Himlens Lys og Farver og mellem Bjergenes Linier, før saadanne Omgivelser ophøre at virke paa Sindet som en Kalden fra Aandens, Lysets og Renhedens Verden, og desuden er der, troer jeg, i Roms Atmosphære en Æther, der virker forfinende paa Nerverne, stemmer Sjælen barnligere, end den føler sig noget andet Sted – indtil der kommer Torden i Luften.

Men man er saa blind, naar man kun seer Et, og Himlen maa vide, hvor længe jeg kunde have gaaet om uden at fornemme Andet end Lyk291|saligheden ved at være hende nær, og begaaet den Synd, kun at betragte hende som en Kvinde, der kunde være Kjærligheds-Gjenstand, og ikke i hendes egen menneskelige Individualitet, hvis Ingen havde talt til mig og tvunget mig til at tænke, og selv da tænkte jeg saa ufuldstændig, at jeg kun efterhaanden gjorde mig Forholdene klare.

En Søndag – det var vistnok den første Søndag, efter at jeg havde gjenseet hende – mødte jeg Comtesse Felicia paa Monte Pincio. Hun var fulgt af en Tjener, hvem hun strax, da hun saae mig, sendte hjem.

»Det er rigtig rart, jeg møder Dem,« sagde hun; »Søndagen er mig en sand Pønitensdag, især denne – sig mig, er De ogsaa religiøs?«

»Jeg tør ikke rose mig deraf, især hvis Comtessen mener kirkelig.«

»Naa, Gud ske Lov! saa skal De ikke nu op paa Capitolium.«

»Nei; hvad er der paafærde paa Capitolium? Museet er jo lukket om Søndagen.«

»Velsignede Hedning! Der er Kirkegang, protestantisk Kirkegang. Der skal være en Krog deroppe, i Nærheden af det fæle Sted, hvor Manlius blev styrtet ned, og der holdes tydsk protestantisk 292| Gudstjeneste. De maa ikke troe, at jeg er ugudelig; men jeg kan ikke, det er mig umuligt at være med i det Sværmeri, som Hr. v. Hompesch fører an.«

Det var mig i Sandhed overraskende, at Hr. v. Hompesch førte an ved noget Sværmeri; men Comtesse Felicias Maneer at fortælle paa var at forudsætte, at man vidste, hvad hun hentydede til, og naar dette havde sin behagelige Side, havde det dog ogsaa den Mislighed, at man kun erfoer Brudstykker, og spurgte man directe, undveg hun Svaret.

Friherre v. Hompesch staaer stedse for mig som en af de nobleste og behageligste Personligheder, jeg har truffet paa, og det fuldendt Elskværdige hos ham blev næsten endmere fremhævet ved nogle Tilbøieligheder, der faldt lidt i det Latterlige. Han roste sig af at høre til den Familie, der gav Johanniterordenen dens sidste Stormester; men han gjorde ikke dette Krav uden for at erkjende, at han havde et stort Navn at vise sig værdig, og noget Rent i hans Physiognomi syntes at sige, at han aldrig havde gjort Noget, der ikke sømmede sig for en Hompesch. Han var vistnok over de Tredsindstyve, men saae noget 293| yngre ud, og han havde den Egenhed, at han aldrig gav et photographisk Visitkort, der var taget af ham selv, men et Photographi af et Portrait fra omtrent hans 35te Aar. Paa dette var han unægtelig særdeles smuk, og hans egenlige Mening hermed var, at hans nuværende Physiognomi vidnede usandt om hans Sjæl. Han vilde leve i ægte sjæleligt Forhold til Menneskene, især til Damerne, og uden at han vidste det, havde Baron Panin paa Grund af denne Tilbøielighed samt paa Grund af hans Alder og hele oprigtige Natur valgt ham til at være Baronessens Cicisbeo. Han var hendes erklærede Elsker, sørgede bestandig for at træffe sammen med hende uden egenlig at følge hende; han var hendes Sjæls Elsker, og udviklede gjerne en Theori om Sjælenes seraphiske Slægtskab. Hans inderligste Tilhængere vare Generalinden og Fru v. Hönck.

Men var Astrid med i dette Conventikelvæsen? Nei, det lod dog ikke dertil ifølge Comtessens Yttringer; »men De veed jo nok,« sagde hun, »at idag er det hendes Søsters Dødsdag, og saa ere baade Børnene og hun med i Kirke. De veed jo nok: den Søster og de Børn! Han kunde saamæn lade hende reise hele Verden om med dem 294| alene, og hun behøvede ingen anden Garde – og hvad hjælper Garde?«

Dette var nu Comtessens Maade at udtrykke sig paa, og mig blev dette Nøglen til at finde, hvad sjæleligt Tilhold Hun havde havt i de tre eller fire Aar, siden hun havde forladt sine Forældres Hus. Et Offer havde hun bragt, det troede jeg, og det vilde jeg troe; men det var – det følte man ved at see hendes Aasyn – bragt under et sjæleligt Opsving, foranlediget ved et Forhold til den afdøde Søster, som jeg nogenlunde kunde forstaae efter mit Forhold til min salig Fader. Og hvor var Lønnen for hendes Offer? I selve Offret, som det syntes, i Kjærligheden, det havde frembragt til de to Børn. Forsynet har villet, at vi komme til at holde af dem, vi have bevist en Velgjerning, og især den fine, ædle Kvindenatur kan hæve sig til et kjærlighedsfuldt Sværmeri for dem, der have fordret SelvopoffrelseA af hende; hendes egen Lykke er udsat paa dem som en Capital, hvoraf hun trækker Renter.

Hr. v. Hompesch var Digter og forskjønnede ikke blot Fødselsdage, festlige Leiligheder, landlige 295| Udflugter o. desl. med en Sonnet, men havde ogsaa udgivet som Manuscript for Venner en Digtsamling, hvoraf han bestandig førte et nitidt indbundet Exemplar med sig, og hvoraf han gjerne læste op. Skjøndt han derved unægtelig kom til Grændsen af det Latterlige, var der dog i hans Holdning saa megen Anstand og i hans Foredrag noget saa Elskværdigt, at han i Regelen kom godt derfra, især da han virkelig valgte med Skjønsomhed og hans Digte ingenlunde vare aandløse. Han havde den Artighed at indbyde mig til sig og oplæste i en Række Aftentimer en endnu utrykt Samling Digte, de fleste til eller om Hende. Han belønnede mig kongelig for min »Taalmodighed«; thi i den Tid, disse Oplæsninger stode paa, lod han mig jevnlig tage sin Plads hos Hende. Det forekom mig mærkværdigt: Han følte instinctmæssig, at han herved viste mig en stor Gunst; men saalænge hans Digte fandt mit Bifald, mærkede han ingen Fare ved at lade mig nyde denne Gunst. Dog, maaskee hidrørte det ogsaa fra, at vi bedømme Intensiteten af Andres Følelser efter vore egne. Hans Specialitet var Colosseum; en for alle Gange havde han paataget sig at lede og bekoste Besøget i den store Ruin ved Maaneskin 296| og Fakkelskin. Dermed forbandt han det Privilegium, at Damerne samledes hos ham og drak The; ofte var Selskabet saa stort, at Herrerne stode paa Trappen eller ventede paa Gaden. Første Gang jeg var med, hændtes det, da vi skulde ordne os til Toget, at jeg stod ved Siden af Generalinden og Hende. Hr. v. Hompesch kom for at føre an – bød Generalinden Armen, og jeg kunde da byde Astrid min, for første Gang! Hvilket Tog, over Quirinalet, hvor Kolosserne hæve sig over den skjønne Fontaine, der pladsker med en Musik, som om den var i Slægt med det klare Maaneskin – gjennem de høitidelig tause, dunkle Gader – forbi Colonnaernes Haver – over Trajans Forum, hvis Lund af brudte, hvide Søiler lyste i et magisk Skjær – og ind paa det alvorsfulde Forum Romanum, hvor mellem Ruiner christne Kirker staae paa begge Sider ligesom Vagter for at holde den mægtige, døde Hedningedom fra igjen at røre sig. Tusinder vilde give Aar af deres Liv for at kunne opleve en saadan Vandring – og for mig var al denne Herlighed kun som Coulisser om den ulige større, eventyrlige Herlighed, at jeg gik ved Hendes Side og hørte hendes Stemme! Hvad hun underveis talte med 297| mig om, gjorde paa en forunderlig Maade baade godt og ondt. Hun vilde vide, i hvad Øiemed jeg var kommen til Rom, hvad jeg søgte der, og hvordan kunde jeg sige hende, at jeg havde fundet Noget, jeg ikke havde søgt! Ei heller kunde jeg sige, at foruden det almindelige Formaal, som alle Mennesker have ved at gaae til Rom: at udvikle deres Bevidsthed og Sands, havde der hos mig været det ringere Hensyn at finde Mønstre til at forskjønne min Gaard! Det havde været; men det var allerede kastet tilside for større Tanker og Formaal, især i hendes Nærhed – men hvilke vare de? De svævede ubestemte og formløse for mig.

Men hun udfyldte paa sympathetisk Kvindevis min Taushed. Hun havde ikke glemt min tidlige Ungdom, og hvad jeg dengang syntes at love, og ligesom min Søster havde hun store Forestillinger om mig og antog, at jeg nu kun var beskjæftiget med Forberedelse, hvorefter jeg vilde indtage min Plads blandt de Bedste hjemme, og skjøndt hun ikke sagde det directe, traadte det frem af hele Maaden, hvorpaa hun talte. Og saa spurgte jeg mig selv, hvor gammel jeg da var, om der endnu var Tid til at retfærdiggjøre de Forhaabninger, som to 298| ædle Kvinder satte til mig, og jeg følte ved hendes Side, at der var Tid og Kraft og Villie, og det skulde skee – paa en eller anden Maade.

Og medens hun spurgte, kan jeg dog ikke sige, at hendes Interesse overveiende eller udelukkende syntes at angaae mig. Jeg var for hende en Del af Hjemmet, det traadte ved mig tydeligere frem for hendes Erindring, og samtidig bragte hun Alt, hvad der havde staaet dyrebart for mig fra min første Bevidstheds Tid, men som i de senere Aar var blevet fordunklet, frem i ny og inderlig Klarhed. Jeg huskede, hvorledes jeg havde bragt hendes Billed hjem med som en Fremmed i Huset, hvorledes de vare komne mig imøde paa Stentrappen, og deres Billeder blandede sig med den vidunderlige romerske Nat og syntes manede op af Feen, den gode Genius ved min Side.

Paa Trajans Forum, hvor Selskabet, betaget af det Blandede, Sælsomme, Gribende i Scenen – det magiske, kjølige, tindrende Lys paa den brudte Marmorlund omkring den store Søile, de takkede, sorte Skygger fra Husene – trods al sin Tilbøielighed til let Livsglæde talte dæmpet, havde Hr. v. Hompesch ved Generalindens Arm nærmet sig os og sagde: »Hvilket Syn! Er det ikke, som 299| om Keiser Trajan og alle store Romere laae derude i Maanelyset og hvilede deres trætte Sjæle og lyttede til os! Der er noget Tilfredsstillende ved at tænke sig, at vore egne Elskede, der ere døde i Herren, omgive os i Atmosphæren og holde Øie med os.«

Hun sagde, da han havde fjernet sig: »Der er dog ikke megen Tilfredsstillelse ved at tænke sig Sjælene hvile for et Øieblik i en fredelig og lysende Atmosphære og maaskee om kort Tid blive drevne om af Storm og vaagne til Erindringen om Alt, hvad de have lidt paa Jorden af Had til hinanden. Den Tanke gjør det deilige, blide Maaneskin klamt eller melancholsk, især naar man har Nogen derude. Men hvad skal man troe? Det er umuligt at tvivle om det Evige og vanskeligt at forestille sig Personlighederne mødes og kjende hinanden hisset.«

Jeg svarede, hvad jeg i Øieblikket følte, at denne romerske Nat syntes mig at bringe den store Gaades Løsning nærmere til vor Bevidsthed: Deroppe vilde vi mødes, ikke med vore Lidenskaber, men med vore Sympathier, og derfor vilde de gamle Fjender ikke have nødig at begynde Striden 300| forfra, og ei heller behøvede man at ligge ubevidst ventende i den kolde Atmosphære.

»Det var godt, De sagde det,« svarede hun og tilføiede: »Der er noget høist Inciterende i en Aften som denne, og det beroliger at høre Dansk.«

Saa gik vi over det tause Forum, hvor de antike Søiler kastede deres lange, sorte Skygger paa den lysende Jord, gjennem Titus's Triumphbue, ind i Ruinens Kæmpeskygge og mellem dens kolossale Grundpiller ind paa den skjønne, næsten runde Plads, hvor hemmelighedsfuldt Lys og anelsesfuld Stilhed, omfattet af Amphitheatrets Stenmasse, laa omkring Korset. Vi vare uvilkaarlig saa tause, som om vi kunde forstyrre Nogen. Faklerne bleve tændte, og vi stege op mellem Kæmpemurene til de øverste Gallerier, med brudte Buer og Vinduer saa store som Porte, til den ene Side den dybeste Nat, til den anden Side Maanens Sølvglands paa de takkede Ruiner, at see til som et Bjerglandskab med hvide Tinder, dybe Afgrunde og de fjerne Fakler som Bjergmandslys. Dernede var Menneskers og Dyrs Blod flydt i Strømme under et grumt Folks Jubel; der blev talt derom; men jeg kunde ved Hendes Side ikke bringe det levende for min Phantasi, jeg kunde ikke af Livets 301| Gang opfange Andet end dets Fryd. Paa et rummeligt Sted greb Hr. v. Hompesch Leiligheden til at oplæse Brudstykket af Byrons »Manfred« om Colosseum; men Ordene gik meningsløse forbi mit Øre, eller jeg brød mig ikke om dem; thi det er en Mand, der aldrig har elsket og derfor har sagt:

Livet skulde ikke have noget Nærværende, en Tid, en Stund, et Øieblik, hvori man hverken har Fortid eller Fremtid, et Lyksalighedsøieblik, der er sig klart bevidst, men tillige saa fast hvilende i sig selv, at man ikke engang har Sands for det Uundgaaelige, for den Stund, da man ved Adskillelse og Tab skal bøde for, at man har fundet!

»Sig mig,« sagde Comtesse Felicia en af de næstfølgende Dage hos Baronessen, »sig mig engang, hvordan det kan være, at da jeg havde den Fornøielse at træffe Dem i Holsten, da var De unægtelig ogsaa et meget høfligt Menneske; men her er De bleven ganske anderledes høflig imod mig, ja jeg kunde næsten sige, at De gjør Cour 302| til mig. Sig mig, er jeg i de tre eller fire Aar bleven yngre?«

»Det tør jeg ikke paastaae; men, hvis der er skeet nogen Forandring, saa antager jeg, det er den, at jeg er bleven ældre og nu bedre forstaaer og anerkjender Comtessen.«

»Det et frækt, det er ligefrem frækt! De mener ikke et Ord af, hvad De siger! Troer De virkelig, at jeg ingen Øine har i Hovedet, og at Nogenting kan skee ved Siden af mig, som jeg ikke seer? De gjør Cour til Baronesse Panin, ja til Baronessen her ved Siden af mig – se kun saa uskyldig! – og fordi jeg er med Baronessen, faaer jeg som Skjærmbrædt min lille Andel. Forsøg paa Bestikkelse, paa at holde mig for Nar – oh, jeg er meget for klog for Dem!«

»Velan, hvis den Følelse ... den Beundring, jeg nærer for Baronesse Panin, og som jeg er meget lykkelig ved at vedkjende mig – hvis Comtessen vil kalde det at gjøre Cour – –«

»Vist vil jeg kalde det at gjøre Cour og intet Andet! Og naar det saadan bliver sagt høit og ærlig, saa har De Lov til det. Men De skal blot ikke troe, at De har gjort en Opdagelse, at De er den Eneste, der finder Baronesse Panin elsk303|værdig. Jeg vil blot fortælle Dem, at paa Carnevalet i Milano, da vi en Eftermiddag kjørte ud, saa var der tolv unge Herrer, der omringede vor Vogn og hyldede hende, og der var en Rytteroberst – hvad var det nu, han hed, søde Barn?«

»Della Rocca.«

»Ja, Della Rocca .... naturligvis husker De hans Navn bedre end jeg .... og hvad det var for en smuk Mand! Og han gjorde Cour! Han drog med sit hele Regiment gjennem Gaden og lod Standarten sænke udenfor vore Vinduer! Jeg skrev det til Panin, og han var meget fornøiet over, at hans Gemalinde blev saadan beundret. Kan De gjøre noget Lignende eller helst noget Større, skal jeg skrive om Dem med.«

»Jeg skal gjøre mit Bedste, Comtesse Felicia,« sagde jeg med et lille Buk.

»Gjør det. – Kommer De i Eftermiddag i Peterskirken? Det skulde De. Der skal opføres en Concert – aa, jeg mener naturligvis en Messe – og der skal blæses paa de berømte Sølvtrompeter, og Mustapha synger. Baronesse Panin tager derhen – er jeg ikke god imod Dem, at jeg lader Dem det vide og gjør Dem det til Pligt at komme og være vor Cavalier?«

304|I det Øieblik, da Comtesse Felicia sagde, at jeg gjorde Cour til Hende, fløi en hurtig Rødme over hendes Ansigt og Pande; men i næste Secund var der intet Spor af Sindsbevægelse, og ei heller behøvede der at være nogen, eftersom hun jo godt vidste Alt, og eftersom hun selv ikke havde noget forskende Blik at frygte. Jeg tør vist ogsaa rose mig selv for, at jeg tappert skjulte de Følelser, som Comtessen vakte, og ikke mindst den heftige Skinsyge imod denne Rytteroberst Della Rocca og de tolv unge Herrer.

Den Ulykke har jeg ikke havt, at jeg i noget Øieblik kunde tvivle om Hende. Jeg har ikke i min Tilbedelse anvist hende Plads ovenfor Dødelige; men jeg har følt – og Enhver med nogen Sands, som saae hende, vilde føle det Samme – at hun ikke kunde forelske sig paa en lille og flygtig Maade, og havde hun nogensinde elsket, saa vilde hun ikke efter et Brud have bevaret et saadant Blik, et saadant Jomfru-Blik – thi det havde hun. Hvordan Forholdet var til hendes Ægtefælle, var et Mysterium, som min Tanke nærmede sig saa lidt som mulig. Men det, at Andre end hendes Mand havde beundret og hyldet hende, gjorde mig nagende ondt, skjøndt det samtidig syntes mig saa 305| naturligt, ja, medens Kjendsgerningen smertede mig, bidrog den om mulig til at stille hende endnu høiere end før og til end dybere at lade mig paaskjønne den Hjertelighed, som hun skjænkede mig.

Jeg havde knap sagt de sidste Ord til Comtesse Felicia, før Generalinden kom med Fru v. Hönck. Generalinden undlod aldrig, efter sin svenske Skik, at neie, naar hun hilste, og dette i Forening med de svenske Taleformer: »ydmygste Tjenerinde« o. desl. gav hende noget Koldt og var tillige et Skjul for, hvad hun bag Høfligheden tænkte. Fru v. Hönck fæstede strax sine bløde, mørke, ildfulde Snogeøine paa Hende og mig med et Udtryk af Venskab; men i dette Venskabs-Udtryk spillede Noget ligesom Snogetunger.

Da jeg efter en Stunds Forløb gik fra Paladset, traf jeg en romersk ung Herre af »Selskabet«, der strax begyndte at tale om Damerne. Han havde den foregaaende Dag seet en ny Skjønhed paa Monte Pincio og satte hende høiere end de Smukkeste, vi kjendte. Han talte dem op paa Fingrene, og iblandt dem kom ogsaa ligesom i Forbigaaende Baronesse Panin. Hun var smuk, sagde han, ja, unægtelig, men hun var kold. Jeg havde kunnet kysse ham for det Ord. Jeg 306| tog det som en fælles Dom fra Alle dem, der havde hyldet, maatte have hyldet hende.

En Omstændighed foraarsager, at Kjærligheden ikke kan holde sig som fri, glad, lyksalig Beundren, men faaer en Tilsætning af Smerte og bliver en Lidenskab, og det er dels de Andres Beundring, dels Trangen, Ønsket, Længslen efter, paa en eller anden Maade, om end nok saa svagt og indirecte, at lade Beundringens Gjenstand erfare, hvad man føler. Med den stærke Længsel efter at tale blander sig Angsten for at sige Mere, end man tør og bør; under dette Tryk synes Kjærligheden at stige; men det er kun dens Flamme, der blusser uroligere.

Det var Comtesse Felicia, som ogsaa i denne Henseende, uden at vide det, var bleven Anledning og havde givet Vink.

Efter Besøget i Peterskirken skrev jeg til Astrid:

»Naadige Frue!

Endog Comtesse Felicia, som paastaaer at have Øie for Alt, hvad der foregaaer i hendes Nærhed, vil maaskee paa Forespørgsel findes uvidende om de Kampe, der igaar bleve leverede i 307| Trastevere, og da De, naadige Frue, ikke gjør Fordring paa at see saa skarpt som Comtessen, tør jeg haabe, at min Beretning for Dem vil indeholde noget Nyt – om tillige Interessant, er et andet Spørgsmaal.

Vi vare To, som gik derud sammen. Min Ledsager er nok egenlig, hvad Philosopherne vilde kalde en mystisk Person, og ifølge en Theori, som vor fælles høitagtede Ven, Hr. Friherre v. Hompesch, udtaler og ofte bestyrker med sine Haandbevægelser, maa jeg antage, at denne mystiske Person boer eller logerer – thi fast Bopæl har han ikke i denne Tid – i min venstre Side. Han har intet Navn, hvorunder han kan vise sig i Verden; men formedelst hans Hengivenhed for en Person, han har kjendt som Barn, og hvem jeg vil kalde X, hvilket jo er den mathematiske Betegnelse for det Ubekjendte, vil jeg kalde ham Y.

I Førstningen, medens vi gik i Vaticanet, mente Y, at det var en meget god Maade at fordrive Tiden paa, og han syntes en Stund ret tilfreds; men jeg mærkede dog, at han blev alt livligere og gladere, jo mere Tiden nærmede sig, da vi skulde gaae. Kl. 3¼; vare vi ude paa Pladsen; jeg satte mig paa en af Afviserne og 308| røg en Cigar, medens Y løb omkring paa Piazza Rusticucci og kiggede ind i enhver Vogn for at see efter X. Endelig, da Y mente, at X maaskee allerede var kommen, gik vi ind i Kirken, og Y fandt stort Behag i det skyggefulde og dog lyse, mægtige Rum, ja, han sagde, at paa et saadant Sted, der var rummeligt og dog hyggeligt og værdigt udstyret, var det saare velvalgt at møde Xhi>, hvis hun blot kom. Pludselig opdagede han Xhi> siddende ved Foden af Baldachinen, og han gjorde et Sæt i Luften, som om han havde Vinger, medens jeg gik hen og gjorde et sømmeligt Buk for de tre Damer. Y faldt fra sit Luftspring ned imellem Xhi> og Lieutenanten – saaledes kalder han en vis høi Dame og vil gjerne for ikke at vise Mangel paa Ærefrygt, lade det være: Gardelieutenant –, saae paa Sidstnævnte og sagde klynkende til mig: Hun er mig for stor, hende havde jeg ikke ventet. – Kjære Ven, sagde jeg, hvad er det nu for Snak, at hun er for stor? Nylig fandt Du jo, at selve Peterskirken var netop stor nok, og hun kan dog magelig staae under en af de smaae Engle, der forsvinde ved Indgangen. – Ja, svarede Y, det kunde jeg nok forklare, hvis jeg var i Humeur dertil; men i Skyggen af 309| hende bliver jeg mismodig. – Imidlertid fulgte vi med X, talte med hende om Sibyllerne i Sta Maria in Pace, om Canova og Thorvaldsen, medens vi gik forbi deres Værker, og Y slog sig forsaavidt tiltaals, at han blot engang imellem ved at rykke i mig og gjøre en eller anden Bemærkning om X's Øine fik mig til at tale forkert. Men saa blev det med Et meget slemt. Lieutenanten vilde staae lige ved Indgangen til Capellet; andre Lieutenanter med og uden Skjæg indfandt sig, og Y, der havde faaet Smag paa at lytte til X's Stemme og ikke længer kunde være ved Siden af hende, blev saa balstyrig, at jeg fandt mig foranlediget til at sige ham: Husk paa, Høistærede, at vi ere dannede Mennesker; riv og slid ikke saadan i mig, men lad mig tale med Damerne og gjøre mig saa behagelig som mulig; det vil mishage X, hvis hun seer, at jeg ikke efterkommer Reglerne. – Men ulykkeligvis gav Sergeanten Hornsignal til X om at trække sig tilbage fra Vedetkjeden og slutte sig til Bataillonen i Anledning af, at en stor General nærmede sig til Inspection, og medens Blodet steg Y til Hovedet, begyndte Musiken og gjorde ham aldeles uregerlig. Tonerne tumlede med ham som Vind og Bøl310|ger med et Skib uden Ror, og endelig klyngede han sig til mig og sagde: Kan Du da ikke mærke, at jeg er aldeles tilovers, aldeles uden Hjem og Tilhold her? Se Dig om, se paa dem, og se paa mig! Er jeg ikke imellem dem som en Otaheitier, en Nyseelænder, en Nyfoundlænder? Ingen af dem kan forstaae mig, og hvis de kunne, have de dog deres Grunde, hvorfor de ikke ville. – Sniksnak, Passiar, svarede jeg; det at være uforstaaet er en saa gammel Geschichte, at man ikke taler om den i Selskabet. – Ja, vel, svarede Y; men læg nu Haanden paa Hjertet og svar mig: om ikke Hun hører til Selskabet, har en god Del af sin Tilfredshed og Lyksalighed baseret paa, afhængig af Selskabet? – Jo, svarede jeg truffen. – Vel, vedblev Y sørgmodig, hvad er saa den consequente Slutning? Saa dyrebar hun end er mig for Nutids og Fortids Skyld, ja netop fordi hun er mig saa dyrebar – vilde det da ikke være bedre for os Allesammen, om Du og jeg gik bort og aldrig kom tilbage? Sergeanten tilføiede da et Par Navne paa Listen over Fluerne, der ere komne Lyset for nær, og Fru v. H. vilde faae hende canoniseret, ja med Tiden gjort til Capitain-Vagtmester. – Vel, sagde jeg; men saa 311| burde vi reise strax, øieblikkelig gaae til Gesandten om Pas, – Ja, strax, paa Øieblikket!

I dette Øieblik hørte Musiken op, og det bragte os Begge noget ud af vor romantiske Flugt; men Ordet var nu engang gjensidig givet, og vi gik.

Lige ved Udgangen mødte vi Hr. v. Hompesch, og denne høflige Herre lod os ikke slippe forbi uden en Conversation og en Forespørgsel om, hvor DamerneA vare, hvorledes de havde moret sig o.s.v. Men ligesom vi saa vilde gaae, stode vi overfor X. Saasnart X smilede, havde Y glemt baade Gesandt og Pas, og da Lieutenanten saa meget venlig spurgte, om jeg kom om Aftenen, følte jeg heller ingen Hast, men mente, vi kunde reise idagA.

Da vi saa iaftes gik fra X og jeg spurgte Y, om vi nu skulde reise næste Morgen, havde han, som Comtesse Felicia vilde sige, den Frækhed at nægte, at han nogensinde havde tænkt paa at reise, og han bebreidede mig i næsten fornærmelige Ord, at jeg kunde paadutte ham et saadant Vanvid.

Ja, naadige Frue, hvad jeg døier med den Knægt!«

312|Den utrættelige og eiendommelig behændige Comtesse Felicia bragte en af de nærmest følgende Dage, da jeg var sammen med Baronessen og hende, det samme Thema paa Bane.

Hun sagde pludselig: »Sig mig, Baronesse Astrid, De maa have faaet en grulig Mængde Digte og Billetter! Er det sandt, at man i Kjøbenhavn, naar De kjørte fra Theatret, har kastet Digte ind i Vognen til Dem?«

»Ja, det er,« svarede Hun.

»Og hvad gjorde De saa med dem?«

»Naar der var Aand i dem og de ikke vare sentimentale, gjemte jeg dem.«

Comtesse Felicia vendte sig til mig og spurgte mig med utrolig maliciøs, skjæmtende Fripostighed: »Har De Aand?«

»Det Spørgsmaal vilde jeg nok have besvaret af Baronessen.«

»Naa, Tak! – – Nu ja, hvad mener De, Baronesse Astrid? Troer De, han har Aand?«

»Ja, det troer jeg,« svarede Hun.

»Ja, Troen er en Overbevisning om de Ting, man ikke seer!« raabte Comtesse Felicia triumpherende.

313|»Tillad mig, Comtesse, at sige Dem den Compliment, at det var en virkelig Vittighed.«

»Det veed jeg nok! Jeg veed godt, hvad jeg siger.«

»Ja, vist!« tænkte jeg og tog Afsked for ikke at forlænge en Situation, der næsten blev uholdbar.

Der er endnu et Brev fra den Periode:

»Y ønsker, at Ingen maa have talt til X om Scenen i Formidags paa Monte Pincio, og jeg beroligede ham med, at Ingen kan have fortalt det Egenlige og Væsenlige, saa at den bliver lige ny, naar jeg ifølge hans Ønske gjør mig til dens Historiograph.

Sagen er, at Y i det Indtrufne seer en Bestyrkelse paa sin Theori om Skjæbnen; som alle slige mystiske Gemytter troer han paa Skjæbne og Stjerner.

Vi havde jo imorges mødt X med Børnene, og saa havde Y, siden det var Søndag og der skulde være en privat lille Cirkel, som Y og jeg ikke vare værdige til, opgivet Haabet om at opleve noget Videre paa denne Dag.

Kl. 4 holdt Sciroccoen pludselig op, og vi 314| gik ud for at see Solen skinne, det vil sige: den almindelige Sol, alle Menneskers Sol. Vi gik igjennem Franske Akademi, ind i Egelunden og op paa Høien med den store Udsigt. Da vi kom ud derfra, vilde vi gaae hjem; men saa mødte vi det vandrende Taarn, Professor Krantz, der altid saa omhyggelig udtyder for X Archæologiens Hemmeligheder. Hvis der kom Ild i den Mand, vilde han blive en Baun, der lyste over Landene. Han vilde, besynderlig nok, hen paa Promenaden og høre Musiken, og det er dette, paastaaer Y, som kun Skjæbnen, vor Skjæbne, kan have sat i ham. Han fik os med; men ligesom vi kom hen til Pladsen, foer Y afsted og rev mig med. Det er Hendes Børn, eller det er Carl og Henriette! raabte han og havde strax efter begge Børnene ved Haanden, og det var virkelig, som om alle Omstaaende mærkede, at her var et Møde og en Glæde, der ikke hver Dag spadserer paa Monte Pincio. Børnene sluttede sig til ham, Bonnen skilte sig fra en Bonne med andre Børn, og vi gik ind i Skyggen nærmere til Musiken, der i dette Øieblik begyndte paany, som om Y havde betalt den for at feire hans »Skjæbne«. Forresten er Y ganske et Barn, og 315| havde ikke Carl været den Alvorligere og Forstandigere, havde de begyndt at lege. Y foreslog Carl at ride paa min Stok; men Carl foretrak at tale om Stokkens Hoved, der er et Hestehoved af Elfenben. De kom saa vidt i Hippologi, at Y sagde, at der er en Hest, der kan flyve, og, tilføiede han, Din Moder veed dens Navn. Carl spurgte Y om hans Navn, og Y sagde det og fik det indprentet fast baade hos Carl og Henriette. Jeg fylder Luften om Hende med mit Navn – sagde han listig – og hvilken Forpligtelse der tillige er ved at lade disse Barnestemmer overbringe Navnet!

Saa gik vi ned paa Spanske Plads og hentede Noget til Børnene, hvori en Tredie maaskee vilde mærke en Tanke om sig, og da vi gik derfra var det mærkeligt at see den lille Mand, hvor han var taknemlig i Sind og Villie og gav sine Følelser Luft, medens den lille Pige kun forraadte sin Stemning ved noget Magnetisk i Blikket. Ligesom vi satte Foden paa Spanske Trappe, fik Carl den forunderlige Idee at sige: 'Jeg troede, Du var min Fader.' Ved dette Ord fik Y Taarer i Øinene, troer jeg; han knugede Carl til sig, trak Henriette nærmereA og ønskede, at Trappen 316| maatte stige helt op i Himlen, for at vi med Et kunde gaae hen, hvor vi Alle skulle mødes i Uforkrænkelighed.«

Comtesse Felicias Bebudelse om, at Grevens vilde komme, gik i Opfyldelse. De havde gjort en lang Reise. Grev Fritz's Sind og Nerver havde ikke kunnet komme sig efter Stødet, de fik ved de Potters Selvmord, og da han virkelig havde opgivet Spillet og derved mistet et Incitament, havde han været nedsunken i en Sløvhed og Ligegyldighed, som Intet kunde overvinde. En berømt Læge, der consuleredes, og som i Sygdommen fandt en uovervindelig Modstand, havde nok besluttet, idetmindste at skaffe sig selv af med den, eller han havde ærlig troet at opdage en legemlig Sygelighed som Grundlag, og havde tilraadet et Vinterophold i et sydligt Land. Saa havde baade Greven og Grevinden med et tilstrækkeligt Tjenerskab ledsaget Sønnen til Ægypten og tilbragt et Par Maaneder ombord i en Dahabieh, en af de store Baade, lette, svømmende Huse, hvori Familier gjøre Nilreisen fra Alexandrien eller Cairo til Katarakterne. De havde overværet Ramadanfesten 317| i Cairo, havde seet Gizeh og Pyramiderne, Philæ og Klippetemplerne, Thebæs Ruiner, Sphinxerne og Katarakterne, og Intet havde gjort Reisen taalelig for dem undtagen Jagten, som undertiden rigelig frembød sig, naar man lagde til Land. De ægyptiske Ruiners gigantiske, triste, høitidsfulde Alvor havde ligesaa lidt som Landets og Flodens idylliske Ynde kunnet behage Mennesker, der i saa høi Grad vare vante til social Virksomhed og Omgang og saa lidt bekymrede sig om anden Historie end Nutidens. Det havde været en skrækkelig kjedelig Tid – »en stor Medicinflaske, som vi Alle maatte drikke af for min Søns Skyld,« sagde Greven. Grevinden havde naturligvis ikke kunnet gaae paa Jagt, men havde fristet Livet ved at see paa de mange engelske Dahabiehs med deres excentriske Navne og Flag og Damernes ligesaa excentriske Dragt. Men da hun var en dannet Dame, havde hun dog ogsaa faaet endel Tid tilbragt ved Læsning, hvorhos Nilen fremkalder mange religiøse Betragtninger, saa at hun i Øieblikke, hvis de ikke netop havde havt et Grevskab i Holsten, som det var deres Pligt at passe, kunde have ønsket at efterligne de antike christne Eneboersker i Ørkenen om Thebæ. En saadan Kvinde, klædt i 318| Haardug, og som maaskee levede af Honning og Græshopper ligesom Johannes den Døber, var dog et Mønster, der lokkede Sjælen. Imidlertid, man kunde ikke følge det, blot sende et Suk efter det, og baade hun og Greven kom til Rom med sand Tørst efter Selskab. Hun havde den Tilfredsstillelse, at de Kjoler, hun paa Udreisen havde kjøbt i Paris, tiltrods for den Evighed, hun havde tilbragt paa Nilen, nu først vare begyndende Mode i Rom. Derved fik hun Rom kjær, og da hun kunde vise sig efter sin Smag og til sin Tilfredshed i Museerne og Kirkerne, paaskjønnede hun ogsaa som virkelig dannet Dame deres Indhold. Greven gav sig til at skrive Breve; han gjentog med Glæde, at han nu kun var fire Dage fra Holsten. Det Eneste, der trykkede ham, var og blev naturligvis hans Søn, hans Grevskabs Arving. Blot han kunde leve op, faae livlig Interesse for Noget, om det saa skulde koste det halve Grevskab at erhverve det! Det syntes ogsaa, at Grev Fritz i Begyndelsen fik nogle Interesser. Af de store Huse, hvortil hans Stand aabnede ham Adgang, lod han til at finde et særligt Behag i dem, hvor nogle aldrende, fornemme Damer arbeidede for den fordrevne Konge af Neapel og for 319| Kirken. Man var der vistnok klogere end hans Fader og saae, at det, han søgte, var, ligesom Manfred, Forglemmelse; der var en Skygge, han vilde have bort fra sin Erindring, og da man formodenlig ikke directe vilde sige den protestantiske Grevesøn, at der i Katholicismen var en Magt til at løse Alt og tage Alt bort af et Menneskesind, nøiedes man foreløbig med at vække hans Tilbøielighed for »det gamle Princip«, der havde sin Rod i Tidernes Nat, det sande Mysterium, hvorfra Adelskab og legitimt Kongedømme (og Kirke) var udgaaet. Han blev Bourbonnist, subskriberede til Fordel for politiske Missioner ind i Neapel, Indkjøb af Vaaben og af Uniformer til de pavelige Zouaver, og tog Sedler i de Lotterier, hvis Overskud skulde erstatte Paven Indtægterne af de tabte Provindser. Det var dyrt; men Greven betalte med Fornøielse, fordi Sønnen endelig begjærede Noget, og det var i alt Fald billigere end Spillet.

Det kunde ikke være Grev Fritz rigtig behageligt at see mig igjen, og endskjøndt Velopdragenhed altfor meget ledede ham ligesom et andet Instinct, til at han skulde vise Misfornøielse, var der dog en himmelvid Forskjel mellem vort 320| Gjensyn og den freidige Ungdommelighed ved vort første Møde. Jeg troer heller ikke, at Greven fandt stort Behag i Gjensynet. Jeg er overbevist om, at havde han mødt mig i trykkede Kaar, vilde han ikke blot paa en smuk Maade have tilbudt mig Bistand, men baade under fire Øine og i Selskab have behandlet mig med størsteA Forekommenhed. Men den Omstændighed, at jeg stod aldeles uafhængig, uden at han ret begreb hvordan, at jeg virkelig socialt var hans Lige, uden at han behøvede at løfte mig op dertil, var upaatvivlelig en Dæmper paa hans Venskab. Grevinden var uforandret. En Dame af høi Stand, ja enhver virkelig Dame, kan indtage en Stilling overfor en ung Mand, hvoraf det er umuligt at slutte, hvad hun egenlig mener med den beskyttende Gunst, hun viser ham. Hun kan være nedladende baade mod en Prinds og mod en Borgerlig, og den Borgerlige veed ikke, om det er Nedladenhed eller Anerkjendelse. Jeg havde aldrig i denne Henseende været paa det Rene med Hensyn til Grevinden og var det heller ikke nu. Men noget Særeget, en Mangel paa Et eller Andet, var der i Forholdet mellem de tre Mennesker og mig, især for dem, der enten som Comtesse Felicia tilforn 321| havde seet os sammen eller som Astrid havde faaet den Forestilling, at jeg stod paa intim Fod med dem.

Paa en af de Udflugter tilfods eller tilhest, hvor jeg undertiden kunde faae Leilighed til at være et Par Minutter alene ved hendes Side, spurgte hun mig, i hvilket Forhold jeg egenlig havde staaet til Grevens.

Jeg fortalte hende det nøiagtig og forklarede hende Anledningen deraf, at der paa et vist Punkt havde været noget Forstyrrende i mit Liv, og da hun tilfældigvis kom til at spørge om Tidspunktet, da dette havde ført mig til Grevens, kunde jeg jo ikke sige, at det var hendes Forlovelsestid; men hun kunde vel ikke undlade at blive opmærksom paa, at begge Aarstal faldt sammen. Hun førte Samtalen fra denne Gjenstand. Et eller Andet, som vi havde seet sammen i Rom, kom paa Bane, og fra et af Museerne sprang Tanken, som den saa ofte gjorde, hjem, og idet hun talte om en Kunstner hjemme, førtes vi til Charlottenborg, og pludselig sagde hun: »Der mødte jeg Dem engang. De gik med en Dame.«

»Ja, med min Søster.«

»Deres Søster?!« udbrød hun.

322|»Ja, det synes at overraske Dem.«

»Det gjør det ogsaa. Det er aldrig faldet mig ind, at De havde Sødskende.«

Selv om Andre ikke vare komne til, var vor Samtale dog standset her. Min Tanke fløi ud efter de let henflagrende Ord og greb efter dem med Anelse om, at de skjulte en Mening, som jeg dog ikke turde gribe og endnu mindre give Udtryk.

Med Grev Fritz havde jeg kun en eneste Gang en Samtale i Enrum, og den var endda baade tilfældig og lidet betydende. Jeg stødte paa ham en Aften, da vi Begge vilde gaae op ad Quirinalhøien og ind i Palazzo Barberini. Han var ikke vant til at gaae med lakerede Støvler paa en Gade uden Fliser, stødte haardt imod en Sten og fik sin ene Støvle skaaret itu. Der boede paa venstre Haand en Skomager, til hvem vi gik ind for at faae Skaden repareret. Grev Fritz kunde næsten slet ikke Italiensk og deltog derfor ikke i Sam323|talen, som Skomageren strax begyndte. Han formodede, at vi skulde til et Aftenselskab, antog, at det var i Palazzo Barberini, og spurgte, om det var hos Principezza Panin, og da jeg svarede Ja, raabte han: »Den Engel!« Jeg vilde dog nok vide, hvorfor han brugte dette Udraab med en tilsvarende Haandbevægelse som overfor et Billede af Madonna, og næst efter at prise hendes Deilighed og paastaae, at hun ifølge Navnet maatte være en Italienerinde, en Venetianerinde, fortalte han, at hun pleiede at gaae med sine Børn over i Quirinalets Have, og saa havde hun seet en meget smuk Hund, en Sjeldenhed i Rom, der tilhørte Grønthandlerens paa Hjørnet af Via Rasella. Hendes Børn havde forelsket sig i Hunden, og hun var gaaet ind hos Grønthandlerens og havde for gode Ord – hvo kunde sige Nei? – og mange Penge kjøbt Hunden. Men da hun saa vilde tage Hunden med sig, havde Grønthandlerens Børn kastet sig om dens Hals og kysset den og grædt. Saa forærede hun dem Hunden; men saa begyndte hendes egne Børn at græde. Hun talte til dem i et fremmed Sprog, som Ingen kunde forstaae; men man kunde forstaae, at hun talte godt, som en Engel, og sagde, at de vare rige 324| Børn og ikke maatte tage fattige Børns Glæde fra dem. Og saadan talte hun, at hendes egne Børn tilsidst smilede og gave tilkjende, at Grønthandlerens Børn maatte have Hunden. Eccellenza, hun er en Engel!

Da Støvlen var færdig og vi gik, sagde Grev Fritz: »Det synes mig, at der blev talt om Baronesse Panin.«

Jeg frygtede, at Historien vilde synes ham ubetydelig, og svarede: »Aa, det var en Historie om en Hund.«

»Hedder en Hund paa Romersk panin? Jeg troede, den hed cane,« sagde han adspredt.

Vi vare et Selskab, der besøgte Keiserpaladsets Ruiner.

Der er baade Meget og Lidet at see, det vil sige: for det archæologiske Øie overordenlig Meget, for det almindelige Øie en forvirret Masse og svage Spor. Da vi delte os med forskjellige Førere, bestemte Generalinden en almindelig Samlingsplads til bestemt Tid. Nogle vilde stige ned i de dybe Murhvælvinger, Andre vilde først og fremmest søge det Sted, hvor man af nogle Sten an325|tager, at Romulus's Borg laa, atter Andre tænkte fortrinsvis paa Porta Mugonia, hvoraf der heller ikke er tydeligt Spor. Jeg fulgteA med den Afdeling, hvortil Astrid hørte; vi fik et almindeligt Overblik, saae den saakaldte Bibliothekssal og Badet, og kom tidligst til Mødestedet. De franske Damer og Herrer, vi vare med, spredte sig. Derved bleve vi ene. Nedenfor os laa Forum; vi vidste det, men kunde formedelst Høiens Brede ikke see det; lidt tilhøire ragede Colosseums mægtige Masse op, tilvenstre saaes Senatorernes Palads paa Capitolium. I nogen Afstand foran os laa endel af Rom, noget længere borte viste sig Monte Pincio's Anlæg og Pinierne hinsides det franske Akademi; derpaa kom den grønbrune Campagne, og uden om den trak sig som en Tryllekreds de blaae Bjerge, fra det snedækte Monte Soracte i Nord til Albanerbjergene. Og nedenunder os, i Høien vare Værelserne, hvor Verdens Keisere havde holdt Hof. Himlen hvælvede sig uden en Sky; Solskinnet laa som fastnaglet; ingen Lyd afbrød den store Scenes Stilhed; Verden syntes at tage Hvile efter den kæmpende, opbyggende, nedstyrtende, tusindaarige Historie, der buldrende var gaaet forbi.

326|Det er en tankesvanger Jordbund og Atmosphære at staae paa og aande i. Man bliver taus for ikke at sige noget Forhastet, Trivielt eller Uværdigt; man føler Respect for den Stemning, man optager i sig blot ved at aande paa et saadant Sted. Og for mig maatte Respecten være saa meget større, som jeg paany følte det som Vidunder, at jeg skulde være her ved Hendes Side. Hvert mærkeligt Punkt i Rom blev jo for mig hundredfold forunderligt ved den Tanke: Du er her med Hende!

Men der var dog en Tanke, som langsomt og med Magt opstod ud af selve Stedets Natur. Det fremtraadte som et besynderligt, men uafviseligt, historisk Symbol, at man fra Keiserpaladset eller fra Roms fornemste Kvarter, som det var før Keisertiden, havde en saadan Udsigt, et uhyre Panorama indesluttet af skjønne blaae Bjerge. Vare ikke disse Bjerge ligesom Tegn paa det rette Maadehold, paa den Grændse, som Skjæbnen afstikker for det menneskelige Begjær? Var det ikke forklarligt, at saalænge Herskerne kunde nøies med at finde sig indenfor en saadan Grændse, var de kraftige og velsindede, men saasnart Sindet kom ud over denne Grændse og saae Verdens 327| Uendelighed og vilde gribe den, saa blev det selv grebet af Afsind?

For dog at tale, medens det var saa vanskeligt at tale paa et saadant Sted, sagde jeg hende dette eller noget Lignende.

Hun takkede mig for Bemærkningen og tilføiede, at det var en Lykke, som hun kunde misunde mig, at formaae at see saadan. Jeg kunde med Sandhed have svaret hende, at hvis der var Aand i min Opfattelse af Stedet, saa havde jeg den kun af hendes Nærhed, og at der var et vemodigt Symbol ogsaa med Hensyn til mig selv og Hende, i det, jeg havde sagt om den rette Begrændsning. Jeg vovede ikke at sige det, fordi jeg i samme Øieblik vilde have overtraadt den rette Grændse; men jeg havde næsten Feber af Driften til at tale og af Anstrengelse for ikke at gjøre det.

Maaskee kom ogsaa en Del af denne Feberfølelse af Nordenvinden, som gjorde Himlen klar, men som var følelig kold paa dette høie Sted. Hun traadte et par Skridt tilside bag et Stykke Mur, hvor der stod en Bænk. Her vare vi i Solskin og uden at føle Nordenvinden, og vi satte os.

328|Jeg havde nu kun Et, som jeg tænkte paa: Hende. Idet vi vare traadte tilside fra Udsigten til Bjergene og ind i det stille Solskin, var hele Verden forsvunden for mig, og jeg saae ikkun Et: Hende. Jeg følte Ensomheden, hvori vi sad, endskjøndt Arbeidere gik om i nogen Afstand, og jeg forbausedes og var henrykt over, at Lykkens Solgunst faldt saa rigt paa mig, at jeg var ene med Hende. Men jeg turde ikke sige det, jeg var mere frygtsom med mundlige Ord end med Breve, og jeg kunde ikke tale om nogen anden Gjenstand, og da jeg ikke turde tale om hende som Helhed, som det udelukkende Ene, søgte jeg dog idetmindste at tale om en Del af hende og fandt i den hurtige Tankehvirvel Historien om Hunden og Børnene. Jeg veed ikke, hvordan jeg fik det indledet; men jeg fik sagt: »Jeg har hørt en Historie om Dem; den lader til at have givet Dem et stort Navn i Egnen om Via Rasella.«

Hun svarede: »Ja, den lille Begivenhed har været mig en sand Velsignelse, fordi den bragte mig i et venligt og godt Forhold til nogle Mennesker af den Slags, som vi kalde 'Folket', og saa fik jeg Leilighed til at lære Noget. Jeg har 329| aldrig kunnet lide at give Almisse. Dersom det er en Feil, saa er jeg født med den. Det har altid forekommet mig, at den, der giver Almisse, derved sniger sig fra Betaling af en større Gjæld, og paa samme Tid, i de fleste Tilfælde, for at have denne Tilfredsstillelse, nedværdiger et andet Menneske. Jeg mener, at man skal lindre de Syges og Hjælpeløses Lidelser; men de Sunde skal arbeide; det er til Velsignelse for dem selv.«

»Ja, ganske vist; men hvordan skal man faae dem til det eller give dem Leilighed?« spurgte jeg, mindre af Interesse for Sagen end for at faae Leilighed til at høre hende.

»Det er undertiden vanskeligt; men det kan heller ikke godt skee, medmindre man personlig gaaer dem lidt tilhaande og især opmuntrer dem.«

»Ja!« tænkte jeg, »naar Hun opmuntrer!«

»De skal en Dag faae Lov til at gaae med til min Modehandlerinde i Via Frattina. Hende har jeg etableret, uden at det har kostet mig det RingesteA. Det var en ung Pige, som tilfældigvis blev mig recommanderet. Hun var meget fattig; men hun vilde kun sye og arbeide i Hemmelighed; hun ansaae Arbeide for en Skam og 330| stolede paa, at hendes Gudfader var en Prælat, der nok vilde hjælpe hende til en Pension af 25 Scudi om Aaret. Men hun syede fortræffelig, og endnu mere, hun var et sandt Geni til at forstaae Mønstre og Moder. Jeg behøvede slet ikke Andet end vække hendes Ærgjærrighed og vise hende, at hun ved Arbeide kunde blive uafhængig, forsørge sin Moder, give andre unge Piger Arbeide, blive agtet af alle Mennesker og faae store Ruder i sin Boutik. De store Ruder gjorde Udslaget. Nu er hun allerede paa Vei til at blive Roms første Modehandlerinde. De skal faae Lov til at see, hvilken Glæde der er, naar jeg kommer. Det er Behageligheden her i Syden, at Folket er saa taknemligt eller forstaaer at vise Taknemligheden paa en smuk Maade. Folket her har ogsaa mere Ærefrygt end i Norden, troer jeg, og det er en stor Ulykke, naar de Fattige og lavere Stillede ikke føle Ærefrygt. Vi Andre kunde jo ikke leve uden Ærefrygt. Hvor høit man end er stillet, finder man enten i Livet eller i Literaturen eller Kunsten eller Historien Personligheder, man seer op til, og som hjælpe til at styrke En i gode Forsætter og blive ligesom en Del af Ens Samvittighed. Hvorfor skal da det lavere Folk, 331| der ikke paa samme Maade kan vælge sig Idealer, ikke vænnes til at see med Ærefrygt paa de høiere Stænder?«

»Oh, Fru Baronesse, hvilken Aristokrat De er! Hvordan kan De vente, at der i vor demokratiske Tid skal blive Plads for saadanne Anskuelser?«A

»Jo, ganske simpelt,« vedblev hun med blussende Kinder, »derved, at vi indgyde Ærefrygt.«

Det Ord forandrede for mig hele Samtalen. Jeg havde hidtil lyttet som en Elsker, henrykt over at kunne uforstyrret høre hendes Stemme, og kun betragtet de blide Ord som naturligt Accompagnement til den deilige Lyd. Men det sidste Ord var saa stort, at det ligesom jog min Forelskelse bort som ikke værdig nok, ikke ærefrygtsfuld nok, og satte en ny og større istedenfor, uagtet jeg faa Secunder i Forveien vilde have anseet det for umuligt, at jeg kunde elske hende høiere.

Jeg kunde ikke sige Andet end det dumme eller tankeløse: »Ja, men, hvordan?«

»Jeg troer ikke, at det er saa vanskeligt. Hvordan det end gaaer, saa have de, der ere formuende og bære et fornemt Navn, et stort 332| Privilegium. De behøve kun at gjøre ganske Lidt, uforholdsmæssig meget Mindre end en simpel, uformuende Mand, for at man skal paaskjønne dem og see op til dem. Omendskjøndt Rigdommen efter Naturens Orden medfører store Pligter, ere de Fattige blevne saa vænnede til at see de Rige kun have Rettigheder, at man blot behøver at gjøre sin simple Pligt, for at det skal tage sig ud som noget Usædvanligt. Det er dog virkelig sandt! En rig Dame behøver kun at vise menneskelig Følelse overfor et Par Børn og en Hund, saa priser man hende som en Engel. Det er jo en mærkværdig stor Magt, og den maa kunne anvendes over hele Verden. Baron Panin har et betydeligt Gods. Hvad kunde ikke udrettes der, hvis vi vare hjemme, ved at gaae Folk lidt tilhaande, give dem Sands for Sparsommelighed, vække deres Kappelyst, tage Del i deres Fornøielser og Sorger, leve med dem som en Familie, man havde faaet anbetroet! Det er mit store, fjerne Formaal – og nu maa De ikke smile – at jeg en Dag kan tage Carl og Henriette ved Haanden og føre dem ud paa Balconen og lade dem hilse af en flittig, velsindet, velstaaende Befolkning som Herskab og tillige som 333| troe Venner – Carl som den, der i Nødsfald ogsaa skal føre Godsets unge Mænd i Krig for Landets Forsvar – og det gjør mig kun ondt, at det Land ikke er Danmark.«

Ved de sidste Ord sprang jeg op, greben af en Sindsbevægelse, som det vilde tage mig Timer at forklare. I den evige Stad, paa Keiserpaladsets Ruiner, havde jeg truffet det hemmelige Selskab, eller hvad jeg egenlig havde forstaaet under dette Navn, den Magt, der bydende skulde anvise mig mit Livs Formaal. Af Skjæbnen havde jeg begjært at faae vor Gaard tilbage og gjenfinde Hende; jeg havde faaet begge Ønsker opfyldte, for at Hun skulde vise mig, hvad de betøde – thi det, hun udpegede som Fremtidsmaal for sig, var jo ogsaa mit! Jeg var jo det Barn, min Fader vilde have taget i Haanden og ført ud paa Balconen! Han skulde bygge Huset, jeg skulde kappes med ham om at fortjene det! – Men som Roms Herskere ved at faae Blik paa den uendelige Udsigt hinsides Bjergene vare bleven grebne næsten af Vanvid, af en umaadelig Kraftfølelse og en ligesaa umaadelig Afmagtsfølelse overfor det Dulgte, saaledes blev ogsaa jeg greben samtidig baade af Henrykkelse over at erkjende mit Maal og af Forsagthed 334| overfor den Tanke: Har Du Magten i Dig selv dertil? Og endelig, men ikke sidst, indflettet i alle de andre Tanker, gik en vemodig Medfølelse med Hende, den danske Kvinde, hvis Hjerte var med Fædrelandet, men ikke kunde faae det anbragt i sit Fremtidshaab. Hvor utaknemlig syntes jeg selv at være, jeg, som havde Fædrelandet ubeskaaret og kunde hellige mig det, men ikke gjorde det! Hvor Dansk blev jeg i det Øieblik igjen!

De Andre kom tilbage, og jeg fik ikke svaret hende et Ord. For første Gang, siden jeg havde begyndt at deltage i det Selskabsliv, hvor hun færdedes, var det mig umuligt at være opmærksom og beleven. Tankerne havde en uovervindeligA Magt, enhver Gjenstand, der blev bragt paa Bane, var ikke blot for lille, men incommensurabel med den Verden, som hun havde oprullet for mig, og som var gjennemstraalet af hendes huldsalige Væsen. Jeg veed ikke, hvad de Andre tænkte i Anledning af, at vi havde været ene, og at jeg nu var saa taus; men jeg kunde ikke tænke paa, hvad de mulig tænkte.

335|Denne samme Dags Aften var der Soirée i Palazzo Barberini, og Astrid sang en Sang af Lopez de Vega, som jeg havde forskaffet hende. Sangen var digtet i Anledning af, at Prinds Carl, senere Kong Carl den 1ste af England, reiste incognito og paa temmelig eventyrlig Maade til Spanien i Følge med Buckingham for at frie til Infantinde Maria. Musiken var kun componeret til Omkvædet:

Sangens Romantik og et deiligt, simpelt Cithar-Accompagnement passede forunderlig til hendes Stemme, og hele Selskabet lyttede med en ganske anden Interesse end den, der pleier at følge Dilettant-Musik. En romersk Dame raabte »Ancora!« og Selskabet stemmede i paa hin smigrende, bønfaldende Maade, der skiller et da capo Raab i en Salon fra et i Theatret. Blandt de Raabende bemærkede jeg med nogen Forundring 336| Grev Fritz, der i dette Øieblik syntes ganske at have opgivet den tungsindige Ligegyldighed, hvormed han ellers færdedes imellem os. Friherre v. Hompesch stod ved hendes Side, straalende af en Glæde og Stolthed, som om det var ham selv, der havde sunget eller idetmindste digtet Sangen, og rakte hende paany Noderne. Jeg undte Alle den Fornøielse, de gave tilkjende! Thi foruden at jeg rigelig delte den og var henrykt over, at Hun, hvem jeg elskede, frembragte noget saa Skjønt, var Luften om mig magisk varm og duftende ved Forestillingen om, at medens de deilige, klare, romantiske Toner udgik til os Alle, vare hendes egne Tanker maaskee, rimeligvis, om end kun i Øieblikke, hos mig, fra hvem hun havde Sangen. O, at faae et saadant hemmeligt Budskab, eller troe at faae det, igjennem Toner og Ord, der for alle andre Tilhørere have en anden Mening! Men medens hun gjentog Sangen, bemærkede jeg, at Grev Fritz stirrede paa hende med et Udtryk, der ikke var til at misforstaae. Han havde glemt. Han havde, hvad jeg ikke kunde fortænke ham i eller idetmindste ikke undres over, fundet noget Nyt, der tog hans Tanker helt og udelukkende i Beslag. Men der var tillige i dette Blik noget 337| ubeskrivelig Fordringsfuldt og Hensynsløst – ingen Tro paa Hindring og ingen Respect for den. Knap den, der ikke elsker, men blot ynder en Kvinde, kan taale, at et saadant Blik kastes paa hende. Og vi vare i fremmed Land, mindre beskyttede og hindrede af Livets faste Sædvaner, end Selskabets Ydre skulde lade formode. Jeg mindedes hurtig, at jeg selv ingen Ret og intet Krav havde; men ei heller skulde nogen Anden gjøre et utilstedeligt Krav! Pinen, som det Blik foraarsagede mig, sagtnede ikke, før jeg kom til at tænke paa, hvilken Magt den har, der vil give sit Liv og, naar det skal være, vil tage Liv. Ad den Tankevei mødte jeg hendes Vogter, fandt ham paalidelig og blev rolig. Sangen var endt. Hr. v. Hompesch kyssede charmeret hendes Haand, uden at ane, at et Uveir trak op i faa Skridts Afstand, der først vilde hvirvle ham til Side.

Hvad der nu skete i de nærmeste Dage, undrede mig ikke. Den Lise, som Grev Fritz følte i hendes Nærhed, den nye Livlighed hvortil han vaagnede, gjorde det forklarligt, at hans Fader og Moder til en vis Grad begunstigede hans Ønske om at være sammen med hende. Jeg skulde være den Sidste til at nægte, at man med uskyldigt 338| Sind kunde nærme sig hende, eller at idetmindste Forældre i al Uskyldighed kunde have Sønnens Vel for Øie og netop derfor gaae desto mere aabent frem. Den massive holstenske Villie bortskjød uden Complimenter den blide, høflige Hr. v. Hompesch. For første Gang saae han hende kjøre bort og være borte en hel Dag, uden at der blev sagt ham et Ord – ham, der altid pleiede at tage Pladsen ved hendes Side som hendes Gemals alter ego! Der var kun Plads i Vognen til Greven, Grevinden, Hende og Grev Fritz. Generalinden gjorde ingen Indsigelser; hvorfor skulde Baronessen ikke kunne tage ud med en Familie, der endog var beslægtet med Baronen? Endog Fru v. Hönck gav hverken ved ord eller Miner tilkjende, at der var Nogetsomhelst, som stødte imod den strengeste, mest religiøse Sædelighedsfølelse. Den, der først og snart gjorde Modstand, var Astrid selv. Hun forstod at indrette det saadan, at der enten ingen Udflugter og ingen selskabelige Sammenkomster fandt sted eller ogsaa saadanne, hvori hendes tidligere Omgivelser deltoge. Men ogsaa da optraadte Grevens saa hensynsløst, sluttende sig saa tæt om hende som Garde, at jeg ikke længer kunde forstaae dem; thi at Gre339|ven og Grevinden ligefrem vilde beskytte Sønnens Forelskelse i en gift Dame, syntes mig urimeligt at antage.

Paaskedag vare vi et talrigt Selskab, der tidlig kjørte ned til Peterskirken for at overvære Høitidelighederne. Som sædvanlig vare Grevens tæt om hende. For ikke at komme i Trængsel opgav man at benytte sig af Billetterne, man havde til Tribunen, og hvorved Damerne desuden vilde være blevne skilte fra Herrerne. Vi optoge næsten det hele Rum i et af Capellerne tilvenstre, og fra dette Sted saae og hørte vi i Grunden meget godt – saa godt, som Lidenskaben hos nogle af os vilde tilstede. Men da vi vilde ud for i god Tid at faae Plads udenfor til at see og høre Paven give Velsignelsen fra Loggia'en, var vor Tanke samtidig med mange tusinde Andres, og vi mærkede os pludselig i en Strøm, der intet Hensyn kjendte og rev os afsted. Jeg troer, at Grevindens Hensyn til hendes Dragt blev en Hindring for hende og Greven; hvilken god Aand der tog sig af Grev Fritz, veed jeg ikke – sønlig Kjærlighed var det næppe –; men den samme gode Aand, der hildede ham, lod de Fire af os, der helst vilde være sammen, Hende, Comtesse Felicia, 340| Hr. v. Hompesch og mig, blive revne tilsammen ud med Strømmen. Den gamle, brave Friherre kæmpede ridderlig for Hende paa den ene Side, medens jeg paa den anden Side værgede for hende og min Bliven hos hende, og Comtesse Felicia i Trængselen holdt fast i mine Kjoleskjøder. Ved Udgangen var det Værste; der blev ikke blot Trykket næsten overvældende; men der var det tunge Tæppe og Dørens skarpe Kant – endnu et voldsomt Stød – saa vare vi i den frie Luft, paa den brede Trappe, og skyndte os ned for at skjule os, ja ligefrem for at være saa lykkelige som i fordums Dage, uden Grevens. Ingen af os sagde det; men det laa i hvert Blik og i hver Tone, hvormed vi spurgte efter vort Selskab, som vi saa uheldig vare komne fra. Vi gik til yderste venstre Fløi af et af de franske Regimenter, der stode opstillede i brede Rækker over hele Pladsen med Front mod Kirken. Ogsaa her blev snart Trængsel; men en fransk Officier, som vi kjendte, bød os ind paa Pladsen imellem Geledderne, og her, ligesom beskyttet af en Armee, nød vi Fire vor Frihed, saa lykkelige som Børn over at kunne tale sammen. Comtesse Felicia havde gjort en dygtig Rift i mit ene Kjoleskjød og be341|talte det – om med eller uden Hensigt, veed jeg ikke – ved at underholde Friherren paa det Elskværdigste. Hvad sagde jeg til Astrid? Man behøver ikke at tale om den Lyksalighed, man føler, dens Udtryk kan være tilstede i hvert Ord, man siger om uvedkommende Ting – skjøndt, var det, som omgav os, uvedkommende? Kan jeg nogensinde faae ud af min Bevidsthed, at Skjæbnen for at lade mig tage et dybt Drag af Lykkens Bæger stillede mig der, med Hjertet fyldt af en stor Kjærlighed, med dens usædvanlig yndefulde, elskelige Gjenstand ved min Side, medens Roms Aprilsol skinnede paa de uoverskuelige Rækker af Bajonnetter, paa Ryttere og Kanoner, Tusinder og atter Tusinder af tause Mennesker, der forventningsfulde saae op til Peterskirkens Loggia med den hvide Baldachin, hvor den verdensberømte Scene skulde foregaae. Det var saa stort, at jeg et Øieblik forknyttet følte, at det var for stort til at være Symbol for to Mennesker, idetmindste for deres Lykke. Det kunde ikke betyde Andet end, at de To, selv om de holdt sammen, her ogsaa tilsammen kunde see den Verdens Magt, imod hvilken de Intet formaaede. Men er der da Intet, som er stærkere end denne factiske Verden 342| med dens Heste og Ryttere, Vogne og Mandskab? spurgte Hjertet, idet det stolt af sin store Kjærlighed søgte at løfte sig – da tordnede Kanonerne, Trommerne hvirvlede, alle de lange Rækker sank paa Knæ, og den gamle, hvidklædte Mands mærkværdig stærke Røst fyldte Pladsen med sin Velsignelse.

»Troer De paa den pavelige Velsignelses Magt?« spurgte jeg Astrid, da det var forbi.

Hun svarede: »Om ogsaa Velsignelsen for os har en Mangel ved sig, langt bort fra det Bedste kan den dog ikke gaae.«

To DageA senere var det Girandola-Aftenen og som til fuldstændig Erstatning eller Bod for Paaskedag vilde Grevens have Hende med til et Hus paa Piazzo del popolo, hvor de havde leiet et Vindue. Men hun vilde ikke gaae, eller hun havde en for hende selv og for dem, som kjendte hende, tilstrækkelig Undskyldning i, at det ene af Børnene ikke var vel. Jeg var deroppe om Formiddagen og beklagede, at hun skulde gaae glip af det store, smukke Syn. »Saa kan De beskrive mig det,« sagde hun.

343|Hvorledes havde hun ment det? Mundlig eller skriftlig? Jeg forklarede det, som jeg helst vilde, og skrev:

»For det Første var der megen Trængsel trods Pladsens Storhed; man mener, at der var over 50,000 Mennesker tilstede. Men i en saadan Trængsel kan man netop være ene og tænke paa dem, som ikke turde komme med, og medens jeg stod nærved Ripetta og saae hen imod det mørke Bjerg, hvorfra nu saa Meget ventedes, sagde jeg til mig selv, at saadan, saa tæt foran mig, saa fuldstændig mørk, men maaskee saa fyldt med kommende Lys og Gnister, staaer Fremtiden – men lidet Haab er der om, at det instinctmæssige Behag, hvormed jeg venter paa, hvad i næste Øieblik skal skee paa Bjerget, ogsaa skal have Ret overfor Fremtiden. Dog Et veed jeg: Der er Ild i Mørket.

Da faldt pludselig Skud, og i næste Øieblik hævede sig majestætisk den store Blomsterbouquet eller det store Ildspringvand eller det store Ildneg, la Girandola. Saadan har en Skikkelse hævet sig for mig. Saadan opgik, da der var dunkelt i og om mig, en rig, fin, yndefuld Natur for mig og kastede Dagglands ind i min Sjæl og paa alle 344| Gjenstande rundt omkring mig; men helt forskjellig fra dette 'Kunstværk', der snart er slukt, besidder den Unævnte en hemmelighedsfuld Magt til at virke paa Sjælen, saa at den føler, at over det Væsenlige af Hende har Tiden ingen Magt, og ved denne Følelse faaer Sjælen Tro paa sin egen Uendelighed.

Saa blev der et kort Mørke, og under hvislende Larm voxede en stor og høi Bygning frem paa Bjerget. Den var af mangefarvet Ild. Dens nedre Del syntes gothisk med Taarne ved Indgangen; dens øvre Del viste to Fløie med græske Tempelfacader forbundne ved et italiensk Palads næsten som Farnese. Jeg gjenkjendte Slottet; det var et af dem, jeg har bygget i Luften. Indenfor dets Vinduer og gjennemsigtige Mure saae jeg Skikkelser, mine egne Drømme, flygtig-dristige Tanker, jeg havde havt, men altid maattet slippe i næste Secund, ja i samme Secund som de bleve til: nu stode de her og havde Skikkelse, og Portalen stod aaben, det lyste som af utallige tjenende Aander, der bare Fakler – hvad var til Hinder for, at Aladdin sendte den stærkeste af dem til Vezirens Palads og lod Gulnare hente? – slet intet Andet end, at medens Aladdin spurgte, om 345| han ogsaa virkelig var Aladdin, og om Gulnare var Gulnare, forsvandt Slottet. Det kommer der af at maatte tvivle!

Nu hørtes mange Kanonskud, som om der blev leveret en Træfning, og Hjertet hævedes derved; thi alle vi Mænd eller Mandfolk have en hemmelig Længsel efter Kamp; i en Tid af vort Liv ere vi Helte, beredte til at kæmpe og døe for det, vi elske; men mest bliver det ligesom paa Piazza del popolo med løst Krudt. Det gjør ondt at tænke sig, at man mest har levet i Phantasien og holdt sit Heltemod som sjelden eller aldrig dragen Sabel; man skammer sig over, at naar man endelig har fundet den Ubekjendte, Unævnte, Livets store, skjønne X, er det saa Lidt, man har at byde. Men se, efter Skuddene følge farvede Lys, der stige høit mod Himlen, udfolde sig oppe under det dybe Blaa og sprede sig i en gylden Regn, der synes aldrig at naae Jorden. Dette kan man idetmindste! Sindet løfter sig, løfter sig høit, udfolder sig i den rene Æther, det kommer til at indaande, og skee, hvad der vil, kan aldrig synke igjen.

Derpaa kom en Mængde Sole, Ildpyramider o.s.v., der eventyrlig oplyste Cypresserne, 346| som staae paa Bjergets Afhang. De syntes en utilgængelig Ø, et kjøligt Fristed hinsides Ilden; det glimtede fra dem som af Bajonnetter, der vilde beskytte fire Flygtninge, hvis de vovede Forsøget paa at komme derover – huis-is-is, da kom det, slog op og ud i Luften med utallige Raketter og med 'Sværmere', der krydsede hinanden, hviskede og hvislede. Et Øieblik saae de ud som smaa Fisk, et andet Øieblik som haleløse Høns, men endelig som det, de virkelig vare: som Crinoliner, hver med et funklende Øie, der tillige tjente som Tunge. Hvor det bevægede sig, suste og hvislede! Der var en meget lang Fisk eller Crinoline, som meget alvorlig sagde: Huis-is-is, hvordan gik det til? – En anden, der paafaldende mindede mig om Fru v. H., svarede: Huis-is-is, Deres Naade, huis-is-is, det er græsseligt, jeg beder for hende, huis-is-is. – Huis-is-is, jeg beder med, huis, og med det Samme for min Stedsøn, sagde en Tredie. – En Fjerde, som, med min naadige Frues Tilladelse, virkelig lignede Friherre v. Hompesch, der til min Overraskelse havde faaet Crinoline paa, ilede urolig om, sigende: Huis-is-is, det smerter mig dybt, huis-is-is! Hvad er det egenlig? Jeg havde aldrig troet det! Huis-is-is! – 347| Da foer en Raket, der, hvis den ikke havde været saa smækker, vilde have mindet mig om Comtesse Felicia, tæt forbi Friherren og sagde: Surr, De var jo selv med! – Saa sprang det Hele med et stort, lystigt Knald, som om det vilde proclamere: Det er kun Paaskedag een Gang i Livet! – Sværmerne sluktes, og der blev et Øieblik en liflig, kvægende Stilhed.

Jeg ventede paa, hvad Slutningen vilde blive; det syntes mig, jeg skulde kunne uddrage en Spaadom deraf; men der blev, underlig nok, ingen Slutning. Thi efter at et nyt Slot havde viist sig paa Bjerget, fore pludselig mange Lys hen imod Obelisken og tændte underveis en Mængde smukke, røde Blus over hele Pladsen. Nu, troede jeg, skulde der skee Noget – nei, nu var Alt forbi, de røde Blus vedbleve at brænde som usædvanlige Lygter i en lang Gade. Det betyder en Vei og et Vand, lang Vandring, sagde jeg; men der behøves ikke megen Kunst til at spaae Vandring, naar man allerede er paa Reise og boer i et Luftslot.«

348|Hentydningerne i Slutningen af Brevet hidrørte fra, hvad Comtesse Felicia havde fortalt mig om Indignationen hos Nogle i Anledning af, at vi vare blevne borte i Peterskirken. Men jeg skulde snart erfare noget Mere derom. Thi da jeg næste Dag mødtes med Greven i Paladset, fulgte han med mig ned ad Via Felice og sagde underveis:

»Nu troer jeg, vi have fundet Medicinen for min Søn.«

Dette var enten forbausende oprigtigt eller meget dunkelt, og jeg nøiedes med at svare: »Det er jo heldigt; men, som Greven veed, er Rom ikke berømt for sine gode Apotheker.«

»Det gjør Intet,« sagde han; »vi ere af den Slags Folk, at naar vi søge, hvad der kan frelse Fritz, saa taales ingen Hindring, og ingen Vanskelighed er for stor.«

Det blev alt mere ligefrem og hensynsløst; man hyllede sig ikke engang i Ord, der tilstedede en dobbelt Mening, og jeg kunde dog ikke faae Andet ud end, at et Ægteskab med en Anden virkelig frembød en alvorlig Vanskelighed for en Tredie, hvis man ikke kunde og vilde sætte sig ud over alle Love. Jeg svarede: »Ja, Hr. Greve, 349| jeg er jo hverken Læge eller Pharmaceut og kan ikke dømme; men maa jeg spørge: Har De sendt Bud til Tydskland?«

»Hvorfor til Tydskland? Hvorledes falder De netop paa at spørge, om vi have sendt Bud til Tydskland?«

»Naar de italienske Apotheker ikke ere gode, saa veed jeg ikke rettere, end at De maa henvende Dem til nærmeste Land, Østerrig – eller ogsaa Frankrig, det er sandt.«

»De synes at nære nogen Tvivl.«

»Hvis jeg uvilkaarlig skulde have talt, som om jeg tvivlede, saa ligger det i, at Greven selv sagde, at der kunde være Vanskeligheder, og man veed jo aldrig, hvor stor en Vanskelighed kan blive selv for store og stærke Folk.«

»Ja, men jeg gjentager, for at berolige Dem i Deres Omsorg for os, at for den, der veed Besked og har Magt til at ville, er der ingen Vanskeligheder, og en Hindring, der tilfældig stiller sig os i Veien, taale vi ikke.«

Naar man gaaer ved Siden af hinanden, behøver man under en Samtale ikke at see hinanden i Øinene, og man fristes derved mindre til at bryde ud med, hvad man tænker. Jeg vidste, 350| at jeg ikke kunde gaae tilside, hvor meget end Greven vilde tilraade mig det; den Sikkerhed, hvormed han talte, syntes mig enten kunstig, paataget for at imponere mig, eller saa brutal, diabolisk, at jeg ved Faderens Side tænkte paa Sønnens Død.

En neapolitansk Officier, der boede paa 2den Sal i samme Hus som jeg, gjorde et Herreselskab. Jeg kom temmelig sildig og saae i et indre Værelse Grev Fritz sidde og spille Schack – thi skjøndt han nu havde opdaget sin Medicin, var han dog i ledige Øieblikke undergiven en rastløs Trang til en Slags Erstatning for det gamle Spil. Jeg havde ikke seet ham siden Paaskedag og nærmede mig for at hilse paa ham; men da han syntes fordybet i Beregning af et Træk, ventede jeg lidt. Det blev mig snart tydeligt, at han nu aldeles ikke tænkte paa Spillet; han stirrede paa een Brik, og medens han søgte at holde sig ubevægelig, var der en nervøs Dirren i hans høire Haand. Med et Sideblik, der ikke naaede helt op ad mig, sagde han pludselig: »Hent mig et Glas Vand.«

351|Jeg troede at forstaae ham; han vilde gjøre sin Adel gjældende imod den, han nu formodenlig vilde kalde sin forrige Hovmester; men han havde, just ikke meget mandig, indrettet sin Adfærd saadan, at han i sidste Øieblik kunde sige, han havde taget feil og troet, det var en Tjener. Men jeg fandt Situationen god til at modtage Kampen og vilde ikke lade nogen Tvetydighed komme i Veien for en fuldstændig Afgjørelse; jeg gik ned, tog min Uniform paa, spændte Kaarden om mig og var efter faa Minutters Forløb paa min forrige Plads.

Han syntes at kjende mine Skridt; thi igjen uden at see op sagde han bydende: »Jeg tænkte, De var gaaet for at –«.

Men i samme Øieblik opdagede hans Sideblik Uniformen, hans Øine løftede sig helt op til mit Ansigt, og med voldsom, nervøs Lidenskab sprang han op og raabte: »Det er falsk! det er skjændig Maskerade! Herud! Herud!«

»Hvad er falsk? Hvad er Maskerade?« spurgte en af de Herrer, der stode nær.

»Den Uniform! Den Person i den Uniform!« raabte han.

En Attaché ved den østerrigske Legation sagde:

352|»Hr. Greven tager feil; jeg kan til Overflødighed – thi jeg antager, at her kun er een Tvivler tilstede – afgive det Vidnesbyrd, at det ikke er en Maskerade, at der ikke er noget Falsk fra denne Herres Side.«

Den gamle Greve trængte sig igjennem Kredsen, spurgte og erfarede i Hast, hvad der var foregaaet, og raabte: »Mine Herrer, De vide Alle, at min Søn er syg! De maae tilgive ham! Denne Uniform maatte, jeg nægter det ikke, overraske ham ..... De vide, at vi for nogle Aar siden i Holsten havde østerrigsk Occupation .... og et ubehageligt Tilfælde ..... Jeg haaber, at De« – vedblev han, idet han vendte sig til mig – »i Betragtning af min Søns Sygdom og af det gamle Venskab mellem Dem og vor Familie vil modtage min fuldstændige Undskyldning – mine Herrer, endnu engang, ret meget om Forladelse!«

Med disse Ord bukkede han til alle Sider og drog Sønnen med, skjøndt ikke ganske uden Modstræben fra dennes Side.

Jeg overlod til to Herrer at afgjøre, om denne Undskyldning var tilstrækkelig, og at forberede det videre Fornødne; jeg var vel tilfreds 353| med at være en règle overfor »Selskabet« og lade dets absolute Magt føre Grevens og mig.

Men næste Middag kom den ene af dem og meddelte mig, at Greven og hans Søn vare afreiste; de havde taget Pas til Wien.

Derimod var Grevinden bleven, og da jeg traf hende i Palazzo Barberini, var der i hendes Adfærd imod mig ikke ringeste Tegn til, at hun vidste noget om det Forefaldne; hun var indtil den fineste Nuance lige venskabelig paa sin store, fornemt-høflige Vis. Men hun havde i Anledning af, at hun saa pludselig og paa Grund af uventede Efterretninger var bleven efterladt saagodtsom alene, søgt et Tilhold hos sine »Nærmeste«, Baronessen og Generalinden, og hun var bleven modtaget med en Hjertelighed, der svarede til hendes Tillid.

Jeg betragtede hende som en Besætning, Fjenden havde efterladt, og det Sikkre i hendes Adfærd forklarede jeg af, at hun ikke følte Meget. Hun holdt ikke saa meget af Stedsønnen, at hun vilde tage sig det videre nær, om han mødte Hindringer for sine Ønsker; men hun havde heller ikke saa Meget imod ham, at hun ikke med en vis mechanisk Troskab skulde tjene Grevens, hendes 354| Herre og Husbonds Planer. Men hvilke vare disse? Jeg havde Ingen at spørge og tale med derom. Paaskedag, under Paavirkning af det Pludselige og Usædvanlige, i en Trængsel, der næsten var livsfarlig, og overfor en Scene, der fængslede Øie og Sind, havde Astrid barnlig glad levet i Øieblikket; men det var en Undtagelse, Reglen var – og det var netop en af hendes fortryllende Egenskaber – at hun paa sin eiendommelige, harmoniske Maade forenede det Barnlige i Blik og Sjælsudtryk med en blid Ro og Sikkerhed, der hørte den store Verden til. Med de Følelser, jeg nærede for hende, vilde det været mig umuligt at fortælle hende om Scenen med Grev Fritz uden at berøre den sande, dybere Grund, og hvad Ret havde jeg da? Vilde ikke mine Ord overskride den Grændse, hun magisk havde trukket mellem sig og mig? Vilde jeg ikke nøde hende til at træffe en Afgjørelse, der blev dicteret, om ikke af hendes Hjerte, saa af hendes Stilling og Pligt? Saasnart hendes Forhold til mig blev saaledes, at Verden virkelig tog sig af det, havde hun jo kun Et at gjøre.

Paa den anden Side kunde jeg dog ikke holde Sagen skjult for hende, og jeg fortalte der355|for Comtesse Felicia, at der havde fundet et Sammenstød Sted mellem Grev Fritz og mig, foranlediget ved, at han pludselig saae mig i østerrigsk Uniform.

»Ja,« sagde hun, »jeg har advaret Dem; man skal ikke give sig stykkevis.«

Men imod Sædvane spurgte hun ikke meget og rystede blot paa Hovedet. De følgende Dage saae jeg Astrid lidt alvorligere end sædvanlig, men uden Spor i det skjønne Ansigt af, at hun følte nogen Uro eller troede at have Noget at bebreide mig. Netop derfor forskede jeg endnu ængsteligere end før i mit eget Sind efter, om jeg havde Noget at bebreide mig, om jeg kunde have undgaaet det Indtrufne. Jeg kunde ikke finde andet Svar end Nei. Jeg stræbte ogsaa efter at udfinde med min Tanke, hvad dog Grevens Hensigt kunde være. At han og hans Søn ikke vilde løbe til Baron Panin i Wien og klage som Skoledrenge eller føre borgerlig Sladder, var mig klart nok. Men at de ikke havde opgivet Spillet, var mig ligesaa klart, skjøndt jeg tillige her mødte en uigjennemtrængelig Dunkelhed.

Længe skulde jeg ikke gaae omkring i denne Slags Uro. Fra Baron Panin i Wien kom et 356| Ønske om, at Familien vilde begive sig til Neapel, og der blev strax truffet Forberedelser til Afreise. Grevinden og Fru v. Hönck syntes at betragte sig som medindfattede i »Familien«; Comtesse Felicia var derimod bestemt ikke indbuden, men besluttede at reise med alligevel. »Ingen kunde forbyde hende at reise til Neapel.« Selve Baronens Ønske havde intet Paafaldende: det var den Tid, da »Selskabet« forlod Rom og gik sydpaa. Jeg havde hele Tiden vidst, at min Samværen med Hende var paa Tid, et kort Laan mod store Renter, et Stykke Himmel, der var faldet ned til mig og skulde bødes for ved Savnet, naar det forsvandt; men der er Ting, man kan vide og dog ikke have fuldt optagne i sin Bevidsthed. Jeg forstod ikke, hvorledes jeg nu, efter at have prøvet, hvad Livet var, skulde kunne leve uden det, der var Livsbetingelsen. Jeg tænkte paa, ogsaa at reise til Neapel, men indsaae, at det ikke kunde gaae an uden Hendes Tilladelse, og hvorledes kunde hun give den? Og selv om hun vilde begaae den besynderlige Uforsigtighed at give mig den, hvorledes kunde jeg saa med Ære benytte mig deraf, da det, som Verden kaldte hendes Ære, kunde sættes paa Spil der357|ved? Ja, truede der hende en Fare, saa var det en anden Sag; men hvad Fare, navnlig overfor Greven, kunde fornuftigvis antages at true hende, naar hendes egen Ægtefælle ledede hendes Bevægelser?

Det Uundgaaelige, det Unaturlige, maatte da skee: Jeg maatte være, hvor hun ikke var. Jeg udbad mig en Gunst, en forholdsvis stor Gunst, men dog næsten berettiget efter Alt, hvad der var skeet, efter Aanden, der havde hersket i vor Samværen: at den officielle Afsked, jeg tog med hende, ikke maatte være den sidste, men at jeg maatte see og hilse paa hende paa den nærmeste Station; jeg vilde ikke træde nær, hun skulde blot vide, at jeg var tilstede, og dertil gav hun sit Minde.

Da det allerede var hedt om Dagen, havde de valgt at reise med Aftentoget, og medens jeg ventede i Stilheden, stod Fuldmaanen op. Stationshuset var ved Gjennemskjæringen af en Høi, og dets skraanende Tag naaede næsten helt ned til TerrainetA, saa at jeg stod i Skygge, og følte mig selv som optagen i Skyggeriget eller paa dets Tærskel, medens det endnu stod tilbage for mig at gjennemgaae Hjertets sidste Slag. Det bankede af Længsel og af Angst for at faae sin Læng358|sel opfyldt. Toget, jeg med saa pinlig Utaalmodighed saae imøde og var bange for, kom endelig; langsomt nærmede det sig; paa det sorte Uhyre stode to røde Øine, Ild glødede under dets Bug, Fuldmaanen fra Colosseum stod i uforandet smilende Herlighed og Glands høit over det. Det gled forbi mig, langsomt fulgte Vogn paa Vogn, og endelig kom Hendes, og saa gunstig var endnu Skjæbnen, at hendes Vogn standsede foran Stedet, hvor jeg stod, og at hun havde sin Plads paa den Side, der vendte ud imod mig. Overfor hende sad et af Børnene, Henriette, og jeg troer, at Barnets Øine fulgte samme Retning som Hendes, men alligevel taug den lille Pige, som om et kvindeligt Instinct sagde hende, at der i de faa Secunders dybe Stilhed var en Hemmelighed, som et Barn turde vide, men ingen Voxen, om to Mennesker, der havde hinanden kjær og maaskee saaes for sidste Gang. Jeg stod med blottet Hoved, rørte mig ikke, sagde Intet og kunde Intet sige. Idet Toget igjen satte sig i Bevægelse, saaes en hvid Haand ved Vinduet, og en Blomst faldt ud. Jeg sprang til for at tage den op; en Betjent troede, at en Reisende havde tabt Noget; men, da han saae, at det var en Blomst, traadte 359| han med militairisk Høflighed et Skridt tilbage; Toget var borte, opslugt af Natten.

Cola di Rienzi, Roms Tribun, brugte den Kumme, hvori Constantin den Store var bleven døbt, til Badekar. Det skete paa en stor Festdag og for Høitideligheds Skyld, men tilregnedes ham dog som Profanation. Efter at have i Begyndelsen af mit Ophold i Rom nydt Stadens Storhed med stille og andagtsfuldt Sind, havde jeg derefter en Tidlang brugt det Hele som Coulisser for min Lyksalighed, og det mærkedes ved min Tilbagekomst, at Staden tilregnede mig det som Profanation og vilde lade mig føle, hvorledes det var at gaae imellem Coulisser, hvor Spillet var endt. En saadan Død havde jeg ikke taget med i Regningen; thi den var ikke blot Berøvelse af Livet, men evindelig tilbagevendende, aandedrætstandsende Minden om, hvor Livets Lyst og Lyksalighed havde været. Alle Steder, der havde skaffet mig Fryd, vendte sig til at være min Kval, og det rige Indhold, de endnu havde for Andre, blev Tomhed for mig. Jeg kunde ikke see og føle nogen Forskjel mellem Peterskirken og hvilkensomhelst Ruin, 360| og jeg havde ikke længer Sands for den Historie, som Ruinen fortalte. Overalt havde Hun været og var der ikke længer; min Sjæl greb efter det flygtende Billede, strakte sig ud efter det, som om den skulde skilles fra Legemet. Jeg kunde ikke reise derfra; thi hvor skulde jeg reise hen? Det var dog det eneste Sted, hvor hendes Tanke endnu kunde finde mig, hvis den søgte mig.

Ved en Illusion, jeg ikke var Herre over, tillagde jeg hende nu i Afstand mere Delagtighed i mine Følelser, end jeg havde Ret til, eller en Forpligtelse til at lade mig vide, at det Hele ikke havde været en Drøm, og næppe havde jeg faaet den Forestilling, at hun mulig vilde skrive, før Haabet, et ængstende Haab om, hvad næste Øieblik kunde bringe, traadte istedenfor Savnet af de svundne Øieblikke – men ikke til nogen Lindring; thi hver Dag blev kun til en ny Skuffelse, et ihjelslaaet Haab, der gjenopstod som ny, urimelig Længsel. Og medens jeg kun altfor vel vidste, at hun var borte, skaffede Phantasien sig samtidig en forbiflyvende Trøst og Glæde ved den Indbildning, at i en Vogn, der kjørte forbi, eller ved et Vindue, der lukkedes op, sad hun. Men naar jeg da tog Magten over mig selv, bortviste de 361| skuffende Billeder og tvang de urimelige Forventninger ind under Fornuften, saa kom Spørgsmaalet om, hvordan hun selv nu havde det, om hun var lykkelig og tryg? En velgjørende Reaction strømmede da til Hjertet; da mærkede jeg, at jeg elskede hende med Ømhed, som en Søster, som en Slægtning, som et Barn, og dog tillige med en Mands Kjærlighed til en Kvinde. Jeg erkjendte, at jeg selv intet Mere havde at fordre; noget usædvanlig Skjønt og Elskeligt havde viist sig for mig, fyldt mit Hjerte, givet mig en stor sjælelig Eiendom – og hvad Ret havde jeg til Mere? Var ikke dette, endog forbundet med Lidelse, bedre end den Tid, da jeg Intet havde følt?

Jeg gjennemgik min Kjærligheds hele Historie, dvælede ved hvert Ord og hvert Blik ligefra Østerbro til Jernbanestationen ved Casa Campini, og naar jeg da undertiden overrasket spurgte mig selv, hvad Fornuft der var i at gaae saadan i Kreds og lukke mig sjælelig inde i et Forhold, der var uden Fremtid, maatte jeg svare mig selv: Jo, det var altoverveiende for mig, om de forløbne Maaneder vare Del af to Menneskers Evighed eller 362| ei, og jeg havde derfor intet Vigtigere at tænke paa.

Men samtidig fik jeg et andet vigtigt Anliggende at tænke paa. Min Søster havde, som det lod til, skrantet hele Vinteren, og nu havde Lægen raadet til, at den længe omtalte Reise mod Syd skulde gaae for sig snarest mulig, hvis blot intet Tilbagefald indtraadte. Jeg levede i Angst for, at dette mulig kunde være en Forbereden paa værre Tidender, og jeg begyndte at ansee det for min Pligt at drage nordpaa for at møde hende og Valdemar enten paa Reisen eller i Hjemmet.

Da var det, at jeg i Rom havde det Møde, der forekom mig som det besynderligste, jeg havde oplevet; thi vel havde jeg mødt Mennesker af ganske anderledes Betydning, men Ingen, hvem det efter Omstændighederne var mig saa curiøst at see. Som jeg en Dag kom fra Via Sistina for at gaae ned ad Spanske Trappe, saae jeg i Afstand to Personer komme op ad Trappen, og den ene af dem, der i samme Øieblik tegnede sig paa den fjerne, blaae Peterskirke som Baggrund, i brun Liberikjole med store hvide Metalknapper og i høie Støvler, syntes mig paafaldende at minde om Salling, og da jeg saae rigtig til og hørte 363| Stemmen, var det ogsaa Salling. Salling i Rom! Salling tegnende sig som Silhouette paa Peterskirken! Det var saa urimeligt, og medens jeg følte det som sælsomt, komisk, havde jeg tillige ved at see denne Skikkelse stige op over Randen af Spanske Trappe en mysteriøs, overtroisk Fornemmelse, som om min Fortid, min Barndom synlig viste sig for at møde mig og kalde mig til Afgjørelsen af min Fremtid.

Hans Overraskelse ved at see mig var omtrent ligesaa stor som min, og han var tillige overordenlig glad. Efter de første Udbrud af Fornøielse og Undren bad han mig oversætte Noget for den italienske Leietjener, hvem man havde medgivet ham under det Paaskud, at han forstod Tydsk, hvilket Salling selv antog at forstaae, fordi han aldeles ikke forstod Italiensk.

»Det, som jeg beder ham om, men som han ikke kan forstaae,« sagde Salling, »er, at han vil skaffe mig et godt Stykke Surbrød med røget Lax og et Glas Øl.«

»Ja, men Salling, selv om han kunde forstaae det, vilde han dog næppe kunne skaffe Dem Surbrød og røget Lax. Men jeg vil gaae med 364| Dem til et tydsk Bryggeri, som er her i Nærheden.«

»Saa er Wien dog en anderledes By! Der fik jeg Rugbrød!«

»Har De været i Wien, Salling?« spurgte jeg, medens jeg førte ham ned ad Capo le case til Via dei due Macelli. »Men hvad betyder den Dragt, De har paa? Er De bleven Berider eller Kudsk?«

»Kudsk, hos et Herskab. Det gik ikke i Længden med Hestehandleriet. Mine Karle havde det bedre end jeg; de fik deres Føde og Løn, hvor jeg saa skulde tage det fra. Mens de laae og sov paa deres grønne Øre, laa jeg vaagen og speculerede for dem med. Saa tænkte jeg: Hvorfor skal jeg ikke ogsaa have det godt, naar jeg kan faae det? Nu sidder Mutter hjemme med Børnene og lever af, hvad jeg faaer tilovers.«

»Naa, saa Deres Kone har det godt; det fornøier mig. – Har De kjørt Deres Vogn hertil fra Wien? Det er en lang Vei.«

»Nei, saa gale var vi nok ikke. Hvor der var Jernbane, kom Heste og Vogn op at kjøre ligesom andre Mennesker, og saa kom de paa Dampskib tilligemed Prindsessens.«

365|»Hvad er det for en Prindsesse?«

»En italiensk. Hendes Fader regerede her etsteds i Italien, men maatte nok gaae fra Gaarden ligesom jeg. Men de er styrtende rige og fornemme alligevel.«

»Er De Kudsk hos ham eller hos Datteren?«

»Hos ingen af dem. Mit Herskab er en svensk Baron.«

»Hvad hedder han, Salling?«

»Han hedder Baron Panin. Og det var i Grunden løierligt, som jeg fik den Ansættelse. For der var et Par jydske Hopper, som en Herre havde i Commission at kjøbe til ham, og saa kom han til mig og sagde: Salling – for han kjendte mig godt og har tidt staaet i Handel med mig og altid bleven reelt behandlet – Salling, sagde han, hvor skal vi faae en Kudsk til de Hopper? ...«

»Og saa gik De selv med i Kjøbet? – Sig mig, Salling, er Baronen her alene?«

»Ja, det vil sige, vi reiste en Del af Veien i Følge med Prindsessen.«

»Bliver han længe her i Rom, eller skal De snart til Neapel?«

»Nei, vi kom for to Dage siden og reiser imorgen tilbage til Wien. Reisen er nok, 366| saavidt jeg kan forstaae, i Anledning af mit Herskabs Giftermaal.«

»Men Baron Panin er jo gift!« raabte jeg.

»Naa, saa De kjender ham? – Ja, vel er han gift,« sagde Salling med et Udtryk i Øiet som en Ræv, der mærker, at den har været nærved en Fælde. »Ja, vel; det er en Reise i Anledning af, at han er gift.«

Om jeg ogsaa vilde have udspurgt Baron Panins Kudsk videre, var der dog ingen Udsigt til, at jeg kunde faae Mere at vide, og jeg fandt det ogsaa nødvendigt at beherske mig selv, for at ikke Salling, der upaatvivlelig vilde staae paa en god Fod med sit Herskab, skulde faae Anledning til at tale til Baronen om mig. Jeg fandt mig derfor taalmodig i, at han, medens han drak sit Øl, henvendte Spørgsmaal til mig, og jeg svarede ham bl. A., at jeg tænkte paa at reise til Danmark. Han bad mig besøge sin Kone og sige hende, at jeg havde seet ham i Rom; »det vil more hende.«

Jeg slap endelig fra ham som ud af et Fængsel. Min Beslutning var fattet: jeg vilde til Neapel. Der var noget aldeles Urimeligt i, hvad Salling havde sagt eller antydet. Var der nogensomhelst 367| Fornuft deri, saa maatte det være, at Baronen vilde giftes med en Prindsesse; men hvor kunde det være muligt for en Mand, der eiede Astrid, at ville skilles fra hende? Imidlertid, jeg havde ikke glemt Grevens Ord i Anledning af hans Halvfætters Forlovelse. Ord kunne staae paa Erindringens Grund og blive overkalkede, men slaae igjennem. De fik nu paany Mening og hentydede til, at det Urimelige dog kunde blive muligt. Var Astrid sendt bort fra Rom, for at Prindsessen ikke skulde træffe sammen med hende? Søgte Prindsessen Dispensation hos Paven til at ægte en Protestant? Hvilken Masse af Urimeligheder eller Rimeligheder! Men saa Grev Fritz? Og Faderens Ord om, at Medicinen var funden, og at de, som vidste og vilde, kunde skaffe sig den tiltrods for alle Vanskeligheder! Der gik et blændende-usikkert, skjærende, forfærdende Lys op for mig. Og selv om nu Alt dette var Indbildning, om Salling i denne Sag var ganske uvidende og blot havde paa sin Herres Forhold til en fornem Dame anlagt et Tjenestetyendes plebejiske Opfattelse, hvorfor skulde jeg da ikke reise til Neapel, som jeg kun var en halv Snes Timer fra? Hvorfor ikke endnu engang see Hendes Aasyn? Kunde 368| jeg ikke ligesom Comtesse Felicia sige, at Ingen skulde forbyde mig at reise til Neapel? Var der nu ikke hengaaet saa megen Tid, at den Anstand, som Selskabet forlanger, var skeet Fyldest? Og var ikke i ethvert Tilfælde den blotte Anelse om, at Noget kunde true Hende, en tilstrækkelig Grund for, at jeg ikke blev staaende ligegyldig?

Det blev umuligt at komme afsted samme Dag; men næste Morgen forlod jeg Rom. Blandt de Reisende var Friherre v. Hompesch. Han havde fundet, at der nu var hengaaet saa lang Tid, at Discretionen tillod ham at reise til Neapel – den gamle, skikkelige Ridder.

I det Hotel, hvor jeg tog ind, mødte jeg Comtesse Felicia paa Trappen. Det var dog strax et Held. Hvor alt det Forbigangne blev tilforladeligt ved Synet af hendes Ansigt! Men jeg erfarede næsten ligesaa hurtig, at Astrid ikke længer var i Neapel; de vare for ikkun to Dage siden reiste til Wien.

»Kom ind hos mig,« sagde Comtesse Felicia; »er der skeet Noget? Har De hørt Noget? Fortæl mig Alt!«

369|Jeg fortalte Alt, hvad jeg vidste, og spurgte, om hun Intet havde hørt.

»Nei,« svarede hun, »der er ikke blevet sagt mig et Ord. Men Noget er der i Veien! Det har jeg mærket, ikke blot her, men ogsaa i Rom, da De endnu ikke mærkede Noget. Mig har man endogsaa holdt borte fra Baronesse Astrid i den sidste Tid.«

»Saae hun ud til at være bedrøvet?«

»Bedrøvet? Vilde De, hvis hun skulde skilles fra Baronen, ønske, at hun var bedrøvet? ... Ja, vel, maa hun være bedrøvet, indigneret – det er jo en skammelig Historie! Men jeg troer slet ikke, at det er Hovedsagen. Den store Vanskelighed er Børnene. Dem har han adopteret, og De kjender Astrid daarlig, hvis De troer, at hun opgiver Børnenes Ret!«

»Blot De kunde være reist med!«

»Tak! Det er Høfligheden i Anledning af, at De træffer mig! ... Men om jeg ogsaa havde villet – for jeg havde aftalt at reise til Palermo med et Selskab; men det havde jeg gjerne opgivet – saa havde jeg ikke kunnet; man lod mig aldeles tydelig forstaae, at jeg ikke kunde reise med 370| til Wien. Stakkels Astrid! Ganske alene! – Hvad vil De nu gjøre?«

»Jeg reiser nu til Wien.«

»Til Wien?! De? – – Naa, ja, det vilde jeg ogsaa gjøre, hvis jeg var Mandfolk. – Men vær forsigtig, det raader jeg Dem! De veed ikke, hvilke Mennesker De har at gjøre med. Naar reiser De?«

»Tillad mig at ringe for at faae at vide, naar der gaaer et Dampskib nordpaa.«

Opvarteren kom og sagde, at Dampskibet gik om en halv Time.

»Saa Farvel, kjære Comtesse Felicia!«

»Farvel! – Hør, De veed, at jeg ikke er from, og det er, som Fru v. Hönck engang spidst sagde om mig, sjeldent, at jeg uleiliger Himlen. Men kanskee vil jeg netop være vel seet, fordi jeg kommer sjelden, og nu vil jeg bede Himlen velsigne Dem og Deres Reise. Kom ganske tæt hen til mig – jeg er en gammel Pige. Der! Lad det komme til, at De kan aflevere dette Kys til Astrid! Det vil jeg bede om.«

Og med disse Ord gav hun mig et hjerteligt Kys og stødte mig ud af Døren.

371|Jeg veed ikke, om jeg reiste med Haab – thi hvad Skikkelse kunde Haabet tage? – men jeg var freidig og glad, fordi jeg kom i Virksomhed, fordi nu hvert Minut vilde bringe mig nærmere til Hende, og fordi det uvilkaarlig syntes mig, at den Side af Sagen, hvor jeg stod, vendte imod Lyset. Men dette var rigtignok kun Tilfældet, saalænge jeg betragtede den ubestemt; saasnart jeg begyndte at tænke paa Enkelthederne, stillede de sig meget vanskelig.

Jeg kunde ikke i dette Anliggende henvende mig til mine Venner i Wien; jeg kunde ikke betroe mig til Nogensomhelst; men hvad kunde jeg ene vente at udrette? At være hende nær, uden at Nogen vidste det, og – om det skulde være nødvendigt – ogsaa uden at hun selv vidste det, at skaffe mig al den Underretning om Forholdene, som var mig muligt, og hvis hun kom i en saadan Situation, hvor en Kvinde behøver en paalidelig Mands Haand eller Hoved, saa – ja, saa handle.

Men allerede ved det første Skridt, ved at søge Underretning om, hvor hun boede, mødte den Vanskelighed, at jeg ikke kunde løbe om i Wien og spørge efter hende. En Anden kunde jeg ikke 372| sende, følgelig var der ikke Andet for end at skjule, hvem jeg var, dølge mig paa en eller anden Maade.

Samme Aften som jeg kom til Wien, kjøbte jeg mig et Tjener-Liberi og gik til en Friseur, hvor jeg fik en rød Paryk og lod mit Skjæg farve Rødt. Friseuren fandt, at det var en Farve, som Folk ellers helst vilde af med, men føiede sig efter min Smag.

Hun var ikke i noget af de større Hoteller, og endelig erfarede jeg, at der i Hotel Muntsch, et Øieblik før jeg kom der anden Gang, var pr. Telegraph bestilt en Suite Værelser for hende, og at hun vilde ankomme med Selskab og Følge om Aftenen Kl. 10. Hvergang man i de forskjellige Hoteller havde spurgt mig, fra hvilket Herskab Forespørgselen skete, havde jeg givet et forskjelligt, opdigtet, italiensk Navn og tænkt paa den Maade at handle meget klogt. Under disse Efterspørgsler, hvorved jeg fik Leilighed til at see Tavlen med Reisendes Navne, opdagede jeg, at Greven og hans Søn boede i et stort Hotel i Kärthnerthorstraße, men at Baron Panin boede afsides ude i Josephstadt.

Det var et anstrengt Dagsarbeide; men Kl. 10 fik jeg Lønnen; jeg stod faa Skridt fra 373| Vognen, hvoraf hun steg ud; jeg saae Gaslygteskinnet falde paa hendes elskede Skikkelse, og hele det Trylleri, som den besad for min Sands, virkede paa mig; jeg følte den dybe Tilfredsstillelse over at vide, at hun ikke var i den fremmede By uden et fuldtro Menneskes Nærhed, at medens hun gik ind i Hotellet, var der En udenfor, der vilde vogte hende som en Hund – jeg bad stille min afdøde Fader tilgive og bifalde, at der var en Anden, men en Værdig, paa hvem jeg havde overført den Troskab, han havde paalagt mig mod min Søster.

Fem Minutter efter var jeg arresteret. Jeg havde ikke taget med i min Beregning, at Wien ikke er en By, hvor man kan forklæde sig. Der blev optaget et kort, foreløbigt Forhør over mig, og saa blev jeg lukket inde i et mørkt Værelse, hvor Alt var af Sten, og hvor Gulvet var belagt med Saugspaaner – et sært, men ret passende Symbol paa megen Strenghed og liden Naade eller Formildelse. Hvis det var sandt, at et Menneskes Haar kunne blive graae paa en Nat, maatte mit Haar have graanet under denne Nats Fortvivlelse.

Lykkeligvis var den Forbrydelse, hvorfor jeg 374| mistænktes, af politisk Art, og man havde Hast med at komme tilbunds i Sagen. Kl. 10 næste Formiddag blev jeg ført til Forhør, og til min glade Overraskelse var den Embedsmand, som skulde optage Forhøret, ingen Ringere end Hr. v. Hradziwick. Med en Brutalitet, som jeg ikke havde ventet hos denne fine, blide Selskabsmand, tordnede han mig imøde: »Hvordan kommer Han til det Pas? Hvor har Han stjaalet det?«

»Det er mit eget, Hr. von Hradziwick.«

»Hvad?« raabte han i en ganske anden Tone og sprang op og saae stivt paa mig, »Er det Dem? Er det virkelig Dem? – Men hvad skal det betyde? De er jo god keiserlig! Hvad er der hændt Dem? Hvorfor gaaer De ind hos en Friseur og lader Deres Skjæg farve rødt? – Bah, saa naiv er da heller ingen af Mazzinis eller Kossuths Agenter!«

Jeg kunde ikke svare Andet end, at det var en Hjertesag og Livssag, der havde bragt mig i denne falske Stilling.

»I det 19de Aarhundrede, en pleinA dixneuvième siècle!« raabte Hr. v. Hradziwick.

»Hvorfor ikke? Det er dog det yngste Aar375|hundrede,« svarede jeg med Forsøg paa at skjemte ligesom han.

»Ja, men man er attenhundrede Aar gammel ved sin Fødsel. Naa, men saa vil De vel nødig blive her?«

Det kunde jeg ikke nægte.

»Ja,« vedblev han, »De skal komme fri; men jeg havde stor Lyst til at sætte Dem under Politiets Tilsyn og forlange, at De skulde melde Dem hos mig hver Dag – hjemme hos mig selv og ved Middagstid. Spise vi sammen hos de Potter, saa gjælder det for en Melding.«

Jeg bad ham fritage mig og tillige bevise mig den Velvillie, enten ikke at omtale mig til de Potter og hans Compagnon eller at undskylde mig, saalænge denne Sag stod paa.

»Vel, jeg giver Dem Ret. En Kjærlighedens Soldat tør ikke sove – er det ikke Ovid, der siger det? Gjør da, som De vil. Men endnu Et, tag imod et godt Raad: Indlad Dem ikke i Klammeri, hvis De har Rivaler. De har faaet Foden indenfor hos Politiet, benyt Dem deraf; kom til mig, hvis det kniber; De veed ikke, hvad Politiet alt kan gjøre. Og husk paa, jeg har engang for 376| alle tilbudt Dem mit Venskab. Det kan ogsaa gjøre Noget.«

Saasnart jeg var gaaet fra ham, stødte jeg paa en ny Vanskelighed. Da jeg nærmede mig Hotel Muntsch, stod Portneren i Porten og sagde til mig: »Den Baronesse, Du spurgte om igaar, er kommen.« Nu skulde jeg altsaa enten udrette et Ærinde eller ogsaa blive fra Hotellet. Hvad der var hændt mig, gav mig en Idee, og jeg svarede: »Ja, nu er det ligegyldigt; mit Herskab blev arresteret iaftes.« – »Hvorfor?« spurgte Portneren i lav Tone og traadte nærmere. – »Italiener,« svarede jeg og trak paa Skuldrene. Portneren fløitede til Tegn paa, at han forstod. Jeg vedblev: »Min Herre vilde tage her ind. Jeg har nu ikke Andet at bestille end vente ham. Kunde jeg imidlertid fortjene Noget her, vilde jeg gjerne, ligegyldig ved hvad.«

»Det troer jeg om Dig, Rødskjæg,« mumlede Portneren og gik ind. Det var aabenbart, at Rollen trods sin Lidenhed var mig for vanskelig, og jeg blev derfor glad ved Tanken om, at jeg havde en Hjælper, der idetmindste i en vis Udstrækning var mægtig: Penge. Næsten ligeoverfor Hotellet lykkedes det 377| mig at faae leiet et Værelse tilgaden, og jeg leiede en Cabriolet til hele Dagen at holde udenfor. Saaledes paasede jeg paa, men opdagede Intet, ikke engang Hendes Vinduer. Sildig om Aftenen besluttede jeg at gaae et Øieblik hen i Kärthnerthorstraße og see, om der mulig var Noget at opdage.

Idet jeg bøiede om et Hjørne, hørte jeg i faa Skridts Afstand foran mig Dansk med tydsk Accent: Det var Grev Fritz, der talte, og jeg kunde ikke tage feil af den lille Person, han gik med: Salling. Enten det nu var rigtigt eller ei, gik jeg saadan, at jeg kunde lytte – i Krig og Kjærlighed ere alle Midler tilladte. Greven talte langsomt og just ikke dæmpet; Dansk syntes ham vel i og for sig paalideligt i den fremmede By. Jeg hørte ham sige: »Tag nu ikke feil. Iovermorgen Formiddag præcise Kl. 11, om ogsaa De faaer en anden Ordre. Baronessens Kudsk bliver syg, og De kjører.«

»Ja, vel, Hr. Greve,« sagde Salling.

»Men De kjører ikke, før i det Øieblik, jeg sætter mig op paa Bukken. De vil nok kunne kjende mig, om jeg ogsaa er usædvanlig paaklædt. Men i det Øieblik kjører De strax.«

378|»Ja, vel, Hr. Greve.«

»Og saa pas paa ved Hitzing! I det Øieblik Bonnen og Børnene ere ude af Vognen, og De seer mig springe ind, saa kjører De afsted, som om Djævlen var efter Dem, og hundrede Gylden for hver Mil i et Kvarter.«

»Ja, vel, Hr. Greve. Jeg skal tage de jydske Hopper.«

»Ja. Lad mig nu høre, om De har forstaaet det.«

Salling gjentog det og behøvede kun faa Rettelser.

Hvad var nu det? Complottet var tydeligt nok; men vilde Grev Fritz bortføre Baronessen med eller uden Baronens Vidende? Hvor dyb var den Afgrund af Nederdrægtighed, jeg var kommen til at see ned i?

Trods Vreden, der kogte i mig, søgte jeg at overveie, hvad jeg fornuftigvis kunde gjøre. Det eneste Øieblik, da jeg kunde gribe ind, var, naar der forelaa et Attentat, naar Greven vilde springe ind i hendes Vogn. Skulde jeg saa brydes med ham eller dræbe ham? Hvad vilde i heldigste Tilfælde Udfaldet blive for Hende? To Mandfolk havde været i Slagsmaal om hende paa alfar 379| Vei! Jeg var ikke bange for at dræbe Greven; men der er stor Forskjel paa at dræbe og paa at myrde, især naar Mordet, hvor berettiget man end kan forestille sig det, kun er den yderste Fortvivlelses Handling og ikke kan føre til Andet end Ulykke.

Hvor lidet jeg end yndede at tye til Politiet, tænkte jeg dog paa Hr. v. Hradziwick, hans Raad og hans Tilbud og besluttede at opsøge ham i hans Bolig og spørge ham som Ven.

Jeg forklarede ham Sagen uden at nævne Navnene.

Han svarede strax: »Intet er jo simplere. Der har De strax Nytten af at følge mit Raad. Det er jo ligefrem en Forbrydelse, der skal forhindres, og jeg vil efter Omstændighederne være tilbøielig til at lade Dem gjøre det. Se her!«

Han skrev et Par Linier og rakte mig Papiret:

»Man arrestere det af Foreviseren betegnede Individ og føre det øieblikkelig til mig.

Hradziwick.«

Han tilføiede: »Der er Gensdarmer nok i Hitzing, og der skal være endnu et Par Stykker iovermorgen.«

Jeg takkede ham af ganske Hjerte. Jeg holdt 380| Hendes Frihed og Ære indelukket i min Haand! Idetmindste foreløbig!

Men idet jeg vilde gaae, sagde han: »Hør nu, jeg har været discret, det vil De indrømme mig. Jeg har ikke spurgt og ikke gjort nogen Betingelse. Men lad mig ligesaa godt vide nu som siden: hvem er den Mand, De vil lade arrestere?«

Jeg nævnede ham.

»Ham?!« raabte Hradziwick, »ham, Greven, der er vaad af de Potters Blod? Giv mig Papiret!«

Jeg vilde nødig, jeg var bange for ikke at faae det igjen.

»Giv mig det kun! Der skal ingen Skade skee!«

Han tilføiede blot et Tegn, som jeg ikke kunde udtyde, og sagde smilende: »En Arrestant kan undslippe; men en Arrestant, der er saadan betegnet, kan vanskelig undslippe.«

Længe før Kl. 11 den følgende Formiddag holdt min Cabriolet, forspændt med to Heste og ventede. Præcis Kl. 11 kjørte Salling frem med en stadselig, lukket Vogn. Hun, Børnene og deres Bonne kom ned og stege ind. I næste Øieblik kom Grev Fritz, paaklædt som Herskabsjæger, med grønne, vaiende Fjer i Hatten, og sprang op paa 381| Bukken hos Salling; i samme Nu kjørte de, og jeg efter.

Det kneb for mine to Leieheste at holde Skridt med Sallings prægtige Hopper; men Drikkepenge gjøre Meget, og Veien var lykkeligvis ikke for lang. Jeg naaede op ligesom Vognen var standset foran det store Gjæstgiversted, og idet Grev Fritz sprang ned fra Bukken. I samme Øieblik raabte en skingrende Stemme, Værtindens, inde fra Forstuen: »De Potter, De Potter, kom ud og modtag Herskabet!« – og i samme Nu styrtede Grev Fritz til Jorden.

Fra Vognen havde man ikke kunnet see, hvad der var forefaldet; Astrid rakte sig ud, spurgte om Noget og nævnede et Navn, Navnet paa den Familie, hun skulde besøge; man svarede og pegede paa et Hus i nogen Afstand; Salling sad som forstenet, og da der blev raabt til ham: »Der er det! Der henne! Kjør til!« adlød han mechanisk. I dette Øieblik saae Astrid igjen ud, hendes Øine mødte mine – og i næste Nu vare vi skjulte for hinanden.

Det Første, jeg nu fæstede Opmærksomheden paa, var det store Skilt med Navnet Depotter, Forklaringen paa det mysteriøse Raab, der havde 382| fældet Grev Fritz. Derpaa saae jeg til ham; han laa i et epileptisk Anfald. Da Værtinden nu gjorde nogle Bemærkninger i Anledning af, at hans Herskab saa ligegyldig havde forladt ham, forklarede jeg hende, at jeg hørte til Herskabet. En Læge blev hentet, og en Gensdarm kom tilstede, undrede sig over de mange Penge, man fandt paa den syge Jæger, og spurgte mig pludselig: »Siden Du hører til Herskabet, hvad er saa denne Tjeners Navn?« Jeg nævnte det rigtige, som jeg kunde gjætte, at Gensdarmen havde opdaget; men han vedblev at see mistænksomt paa mig, og jeg var ret glad, da jeg efter et Kvarters Tid Forløb saae Astrid kjøre tilbage til Wien. Saa steg jeg ind i min Cabriolet, stadig fulgt af Gensdarmens yderst forskende Blik og vistnok meget nær ved at blive arresteret igjen. Det er i Sandhed ikke let for en ærlig Mand at spille en falsk Rolle; selve Ærligheden stikker af og vækker Mistanke. Men let om Hjertet, som jeg nu var, morede jeg mig paa Tilbageveien med den Tanke, hvad Gensdarmen vilde have sagt, hvis han havde faldet paa at arrestere mig og jeg saa med Hr. v. Hradziwicks magiske Linier havde slynget ham som Arrestant til Wien?

383|Luften syntes mig nu meget renset. Jeg opdagede, at saavel den gamle Greve som Baron Panin kort efter Sallings Hjemkomst vare kjørte bort. Grev Fritz blev bragt hjem til Hotellet, og jeg hørte uden Sorg, at Lægen ansaae det for et alvorligt Tilfælde. Naar Vorherre tog sig af Grev Fritz, hvad havde jeg saa at frygte eller kæmpe imod? Forhindre Baronen fra at blive skilt fra Astrid? Visselig ikke!

Jeg var saa veltilmode, at jeg med stor Ro og Velbehag holdt Middagsmaaltid, drak Kaffe og henad Aften røg min Cigar paa Gaden, spadserende op og ned overfor hendes Vinduer. Portneren stillede sig bredt i Hotellets Port og saae paa mig; jeg lod ham see; Muligheden var for, at to andre Øine kunde hvile paa mig, og selv om de ikke kjendte mig, saa var jeg dog indenfor deres Straalevidde.

Næste Dag, henad Mørkningen, da jeg igjen spadserede op og ned, kom en Pige ud fra hotellet, gik lige hen til mig og leverede mig et Brev. Det havde med store Bogstaver Udskrift til en Dame i Wien; men underneden stod paa Dansk: »Aabnes og læses af Y.«

Med hvilken Hjertebanken jeg aabnede det! 384| Med hvilken Dirren i mit hele Væsen fra Isse til Fodsaal! Ak, at faae Bud fra den, man elsker! At mærke, at hendes Tanke har søgt En, at føle den nærme sig, uden endnu at vide, hvad den indeholder! Hvilken salig ængstelig Spænding!

Der stod: »X beder, paalægger Y at reise. Æren er det feireste Træ i Skoven.«

Det var første Gang, at hun anerkjendte sig og mig at være X og Y, og i samme Øieblik sendte hun mig bort!

Der var ikke Andet at gjøre end at adlyde, og den eneste Trøst var i Lydighedens Fuldstændighed.

Jeg aftog min Hat for de dunkle Vinduer og gik bort, til Hr. von Hradziwick, for at tage Afsked og levere ham Arrestordren tilbage. Men han var ikke hjemme, og da jeg saaledes blev nødt til at vente til næste Formiddag, søgte jeg at dulme mine Tanker ved at lede dem hjemad, skrev til Valdemar og min Søster og satte dem ved Poste restante Breve Stævne i Genf, hvis de vare paa Udreisen.

Jeg havde ikke længer nogen Grund til at være forklædt; jeg gik til Hr. v. Hradziwick i Uniform. Da jeg kom ind, raabte han mig imøde: 385| »Nu har jeg Noget, jeg kan fortælle Dem! Det kan maaskee interessere Dem, om ogsaa jeg ikke nævner Navne. En fornem, fremmed Herre vilde skilles fra sin Kone for at gifte sig ind i en souverain Familie. Der var Vanskeligheder for Skilsmissen, fordi han har adopteret Børn, som hun havde af første Ægteskab eller paa anden Maade. Den fornemme Herre stræbte at faae Magten over Børnene ved at tillade en ung Herre at forsøge paa at bortføre Damen og skille hende fra Børnene; men det mislykkedes, fordi den unge Herre, som det synes, imod fornuftige Folks Raad fik et Slag i det afgjørende Øieblik. Hvad siger De til det? Er det ikke interessant?«

Jeg indrømmede det.

»Ja, men det Interessanteste, og hvad der maaskee mere vil overraske Dem, og hvad jeg betroer Dem som en dyb Hemmelighed til Gjengjæld for, hvad De har betroet mig, staaer dog tilbage. Den fornemme Herre er bleven kjed af Hindringerne og har anvendt det sidste Middel, som han havde i Baghaanden. Ifølge et allerhøieste Rescript, som han har erhvervet, er han bleven skilt fra sin Gemalinde. Hun er med al mulig égard, men med største Fasthed, i denne Morgenstund 386| bleven tvungen til at reise ud af Keiserstaten hjemad, og hendes Børn blive af hendes forhenværende Ægtemage i denne Eftermiddag bragte til Salzburg for at anbringes i et Kloster. Hvad siger De til det? Jeg er en Bøhmer, god Katholik, men af gammel Hussiterfamilie, og har endnu Interesse for den Slags Ting.«

Saa længe jeg lever, vil jeg takke Skjæbnen for, at min første Impuls var at følge efter Baronen og om mulig frelse Børnene. De vare i en Fare, som, naar den ikke strax kunde forebygges, vilde rive dem afsted for bestandig. Hun stod for mig, men rækkende sig efter dem, raabende om Hjælp. Senere, underveis kom der Vaklen, Fortrydelse, Længsel efter Hende, men dog uden Magt til at standse mig; thi det var det Rette. Det vilde dog være en feig Lykke, jeg maaskee kunde opnaae ved strax at følge efter hende selv og lade det eneste mulige Øieblik til Børnenes Redning gaae tabt. Desuden førtes jeg vel ogsaa af den Jagthundenatur, der er i os, naar noget Ondt kan indhentes og tugtes.

Jeg stod med Arrestordren i Haanden og rakte den mechanisk til Hr. v. Hradziwick, idet jeg 387| sagde: »Jeg kom for at tage Afsked og takke Dem. Jeg reiser strax.«

»Sydpaa eller nordpaa?« spurgte han.

»Sydpaa.«

»Hør, veed De hvad, kjære Ven, det bæres mig for, at De ikke oftere med Deres gode Villie vil komme til Østerrig. Lad mig saa sige Dem for Alvor Farvel og Levvel – og gjør mig en Tjeneste. Behold det Papir. De kunde mulig etsteds træffe en stor Kjæltring, og send mig ham. Om ogsaa det bagefter opdages at være en Feiltagelse, naa, Herregud, saa vil jeg betroe Dem det: Politiet kan ogsaa tage feil.«

Da jeg kom til Jernbanestationen, kjørte Salling stolt derfra med de jydske Hopper, og da jeg havde taget Billet og naaede Vognene, saae jeg Børnene stige ind i en Coupé og gjenkjendte derved Baronen. Jeg hørte ham sige, at han skulde til Bruck an der Mur, og jeg kunde selvfølgelig stige af paa samme Sted, uagtet jeg havde taget Billet til en længere Vei.

Ved Ankomsten i Bruck an der Mur holdt der en Postvogn, formodenlig bestilt pr. Telegraph, som han strax steg ind i med Børnene. Medens jeg saae mig om blandt Kudskene paa Pladsen, 388| opdagede jeg et Ansigt, jeg kjendte, en af mine Steyermarkere fra Slottet i Sondrio; han gjenkjendte ogsaa mig og var strax beredt til at gjøre en usædvanlig Tour med sin tospænder Droschke og følge efter Postvognen.

Den Aften kom vi ikke langt; han undte Børnene Ro, og vi sov i samme Gjæstgiversted. Max lovede, at hans Heste næste Morgen godt skulde holde ud at gaae igjen.

Jeg fulgte atter Baronen. Min Plan var foreløbig kun at lade ham fjerne sig saa langt som mulig fra Jernbaner og Telegrapher, før jeg lod det komme til Afgjørelse. Hvorledes denne skulde være, havde jeg ikke fast bestemt, fordi jeg havde to stærke, men forskjellige Vaaben, Kaarden og Arrestbefalingen, og ved Valget skulde han, hvis han ønskede det, dog ogsaa have en Stemme.

Hele Dagen kjørte vi langsomt, op og ned ad Bjerge. Det syntes en Tidlang at forurolige ham, at han blev fulgt, og da Max og hans Kudsk samtalede op ad Bakke, spurgte han, hvem der var bagved; da han hørte, det var en østerrigsk Offcier, blev han ganske tryg. Max fortalte Lidet eller Intet om mig, men bragte mig Underretning om, hvor Baronen vilde holde Nattekvar389|ter. Det var i St. Gilgen, og derfra var der saa kort til Salzburg, at her maatte Afgjørelsen finde Sted.

Vi toge igjen ind i samme Gjæstgiversted, og efter et Kvarters Forløb gik jeg til hans Værelse, bankede paa og fik et høfligt »Kom ind!«

Han saae skarpt paa mig og bøiede sig saa meget frem, at han halvt reiste sig, idet han spurgte: »Med hvem har jeg den Ære? ....«

»Jeg er en dansk Mand, der kommer for at tage de to danske Børn fra Dem, som De har stjaalet.«

Han greb i Klokkestrengen og ringede saa voldsomt og vedholdende, at Værten og hele Tjenerskabet ilede til.

»Kast den Karl ud!« raabte han.

Men i Østerrig er der endnu Respect for Uniformen, og Ingen bød sig til at røre mig.

»Hent Politiet!« skreg han da.

»Ja, naadige Herre, her er Politistation i Huset,« sagde Værten og skyndte sig bort.

Et Øieblik efter viste sig to Gensdarmer i Døren.

»Arrester det Individ!« raabte jeg.

390|»Den uforskammede Karl! Det er ham, der skal arresteres!« raabte Baronen.

Jeg fremviste Arrestordren og pegede paa Tegnet.

Øieblikkelig trak Gensdarmerne deres Sabler og lagde Haand paa ham.

Naturligvis kom han næsten ud af sig selv af Forbauselse og Vrede og protesterede, hvorpaa Gensdarmerne truede med at kneble ham. Saa skjeldte han mig brutalt ud paa Svensk, hvilket Gensdarmerne ikke forstode og jeg ikke brød mig om.

»Er der videre Ordre?« spurgte Gensdarmerne, »for vi maae strax marchere af med ham.«

»Nei, ingen, uden selvfølgelig den, at han ikke maa tale med Nogen underveis og hverken skrive eller telegraphere. Og,« tilføiede jeg, da jeg troede at kjende lidt til østerrigske Embedsmænd og gjerne vilde, at det skulde vare saa længe som mulig, inden han kom til Wien, »I faae hver fem Gylden daglig Diæter; lad mig skrive paa Ordren, at jeg har betalt Eder tre Dage forud.«

I sidste Øieblik, lod det til, kom han til fuld Bevidsthed om, hvor alvorligt det Hele var ment; thi nu forlangte han at faae Børnene med. Gens391|darmerne saae paa Arrestordren. Jeg sagde, at Børnene vare ikke hans, men stjaalne; jeg skulde nok tage mig af dem; Ordren lød paa hans Arrest og ikkun den. Det var Gensdarmerne indlysende nok. Han skreg som en Rasende, at det var hans Børn – hvad jo rigtignok juridisk var sandt – hvorpaa de toge ham hver under sin Arm og førte ham afsted.

Saasnart de vare borte med ham, gik jeg ind til Børnene. De skreg høit af Glæde og spurgte, om jeg vilde føre dem til deres Moder. Visselig, der var Ingen i Verden, som hellere vilde.

Hele Spørgsmaalet var nu, om jeg kunde naae ud af Østerrig og det nærmeste, katholske Naboland Bayern, inden Sagen blev oplyst i Wien og Telegrapherne bragte Lynbud efter mig. Foreløbig gjaldt det om at naae den nærmeste bayerske Jernbanestation.

Jeg spurgte Max, om han kunde kjøre strax, og han var villig, hvis han maatte tage nye Heste. I Løbet af en halv Time vare de skaffede tilveie; ved Morgengry kjørte vi igjennem Salzburg, og henad Aften hørte vi en Jernbanepibe.

»Nu,« sagde jeg til Max, da jeg tog Afsked 392| med ham, »har Du gjort mig en stor Tjeneste, og der er endnu en, Du kan gjøre mig.«

»Jeg troer næsten, jeg veed, hvad det er,« sagde han med det rolig-kloge Blik, som kun Jægere og gamle Soldater have.

»Og hvad er det da?«

»At jeg kommer saa sent som mulig tilbage til St. Gilgen og lader dem spørge saa længe som mulig, inden jeg svarer.«

»Det er rigtigt, Max! og Tak skal Du have!«

»Saa ønsker jeg Dem og Børnene i Vor Frues Varetægt.«

»Ja, leve Vor Frue!«

Jeg naaede Bodensøen, kom ind i Schweitz, gjennemilede det saa hastig som mulig paa Postvei, Jernbane og igjen Postvei, og den 5te Juli om Middagen, alle Tre hvide af Støv og brune af Sol, kjørte vi ind i den længselsfuldt attraaede, protestantiske Stad Genf. Vognen raslede henad Quaien langs Søen, da jeg pludselig saae det Syn, der af alt det Skjønne og Herlige, hvorfor jeg er blevet Skjæbnens Skyldner, har virket heftigst og dybest paa mig: Min Søster og Astrid stode og talte 393| sammen. De kjendte mig Begge og løb efter Vognen. Børnene kjendte hende, raabte og udbredte Armene efter hende. Jeg glemte at lade Kudsken standse, jeg var ellevild, fortumlet, ude af mig selv. Folk paa Gaden saae, at der var noget Usædvanligt paa Færde, og standsede Vognen, da jeg allerede var ude af den. Jeg veed ikke, hvordan vi kom til Hotellet. Paa Trappen stod Valdemar, og da jeg gjensaae ham uforandret efter saa lang Tids Forløb, var det, som om mit hele Liv var en Drøm, en mageløs skjøn Drøm.

Det Lykkelige er snart fortalt og hurtig fattet. Paa to Minutter vidste de Alt, hvad der var hændt mig, og i ligesaa kort Tid erfarede jeg, at Astrid og Marie, faa Øieblikke før jeg kom, havde mødt hinanden paa Quaien, havde seet hinanden i Øinene og gaaet forbi hinanden – Marie forbauset over den dybe Melancholi i det Ansigt, hvis ungdomsglade Skjønhed hun endnu saa godt erindrede – havde Begge vendt sig, standset og Begge spurgt, om det ikke var – og saa nævnt hinandens Pigenavne. Det er sandt, Meget blev udeladt i de gjensidige, hastige Fortællinger; men 394| Meget blev ogsaa gjættet. Min Søster begreb, at trods al Kjærlighed til Børn har man dog en særlig Grund til at tage sig saa særdeles ivrig af en ung, smuk Dames Børn eller Adoptivbørn. Hun kunde da ogsaa stave og lægge sammen og forstaae mange, hidtil dunkle Yttringer i mine Breve fra Rom. Kort, baade hun og Valdemar betragtede det som en afgjort Sag, at vi nu Alle skulde blive sammen og gjøre Reisen sydpaa, og at »Familiens Chef« om føie Tid vilde holde Bryllup.

Jeg troede ganske ligefrem det Samme, og da jeg tilfældigvis erfarede, at Astrid traf Forberedelser, som tydede paa en særskilt Reise, antog jeg, at dette kun hidrørte fra, at jeg ikke endnu havde fundet det rette Øieblik til at begjære, hvad nu kunde see ud som en Løn, eller ikke i tydelige Ord udtalt mit Haab – endskjøndt jeg paa samme Tid maatte sige mig selv, at det lignede hende ikke, og ved at tænke derover blev ængstelig og ikke vidste, hvordan jeg skulde tale.

Det var saa vanskeligt at komme til at tale ene med hende; men en Dag, da vi vare i den fælles Salon, gik min Søster ud med Børnene, og jeg spurgte Hende med en Beklemthed, der var desto større, jo sikkrere jeg havde troet mig.

395|Hun sagde: »Der har altid været et godt Forhold imellem Dem og mig; vi have været oprigtige mod hinanden. Jeg vil ogsaa nu sige Dem Alt. Jeg har taget Skade ved det, som i den sidste Tid er hændt mig, og kan ikke magte det. I forrige Tider følte jeg hos mig selv Noget .... det forekom mig .... jeg var i min Stolthed vis paa, at jeg kunde erhverve Kjærlighed, saa fuldstændig, som jeg selv maaskee kunde føle den. Jeg er blevet mishandlet, og har taget Skade, jeg har tabt denne Tro, og naar De siger, at De elsker mig, troer jeg, at det er Medlidenhed. Det er en Ulykke .... jeg vilde saa gjerne troe; men jeg kan ikke .... De har ikke Forestilling om, hvad det er ....«

Jo, jeg kunde forestille mig det, skjøndt selve Synet af hende i samme Øieblik gjorde det hartad ubegribeligt; thi hvis hun kunde speile sig i mig, hvis hun kunde see det livsalige Billede, min Sjæl havde af hende, den Henrykkelse, som mit Indre fornam ved at rumme det, saa vilde hun ikke tvivle. Men hvorledes skulde jeg overbevise hende? Hvilken Fortvivlelse ved Tanken om at have opnaaet Alt, at vide mig selv betagen af udødelig Kjærlighed til hende, at ane og næsten vide, at den blev gjengjældt, at have al den Salig396|hed, som Jorden kan give, saa nær, lige til at gribe, og see den forsvinde mellem Hænderne!

»Men er det da virkelig muligt, at vi igjen kunne skilles?« raabte jeg, da alle Ord stødte afmægtige mod denne værste Hindring af alle. »Skal virkelig en Kudsk og Heste føre Dem til een Side og mig til en anden Side af Verden .... det vil jo være at slide mig istykker .... det er imod Tingenes Natur – – husker De da ikke de Breve, jeg skrev Dem til i Rom?«

»De Breve, jo, de glædede mig meget dengang. Deri var altid i det rette Øieblik en aandfuld eller spøgende Vending, og selve Ømheden deri syntes mindre at gjælde mig end Barnet, De engang havde kjendt. Og det var jo ogsaa correct dengang. Nu kunde jeg ikke bygge mit Liv derpaa.«

Der var endnu et Argument; men det kunde jeg ikke berøre: den Tjeneste, jeg nys havde viist hende. Men i samme Øieblik vare hendes Tanker ved Gjenstanden, og hun sagde: »Saa mat er jeg bleven, at jeg ikke engang tilfulde kan paaskjønne den store Tjeneste, De har viist mig. Jeg er vis paa, at jeg aldrig kunde have tilgivet Dem, hvis De havde havt Magt til at frelse Børnene og ikke 397| havde gjort det; men – er det ikke forunderligt, og kan De nu tilgive mig: hvis De havde elsket mig, synes mig, De maatte have begaaet den Feil, den Synd at reise efter mig.«

Jeg var tilmode, som om jeg skulde synke i Afgrunden og end ikke havde et Straa at gribe efter –

»Vent,« raabte jeg, »der er endnu et Middel – vil De troe Fortiden, naar den staaer op og taler? Vil denne forunderlige, mig ubegribelige Mangel paa Selvtillid, denne Ydmyghed – hvad skal jeg kalde det? – forsvinde hos Dem, naar jeg kan bevise Dem, at den Kjærlighed, jeg siger, at jeg nu føler for Dem, er saa at sige ligesaa gammel som jeg selv, er paa det Nøieste sammenvævet med min Skjæbne, at De fra min Barndoms Tid har været mit Ideal, at jeg aldrig kan faae et andet, at langtfra at skjænke Dem Medlidenhed er jeg den Tørstige, der kun kan lædskes ved at see Dem og maa vansmægte som i en Ørken, hvis De nu, efter at Bægret er blevet bragt saa nær til mine Læber, tager det bort! To Gange har jeg været meget ene, først i Sondrio, saa i Rom, da De havde forladt Byen, og begge Gange har jeg nedskrevet, hvad der stod tydeligst i Erindringen om 398| mig selv. Her er det Bevis, jeg tilbyder at føre!«

Jeg læste for hende, hvad jeg engang havde skrevet om det første Syn af hende eller den første Lyd, da hun var en Fugl eller Fee, der sang i Guldranken, og saa læste jeg om den Aften i Rom, da hun pludselig igjen stod for mig.

Det var vistnok en besynderlig Situation, at en Elsker læste op for at bevise sin Kjærlighed; men hvilken Hjertebanken, hvilken Angst for, at ogsaa dette skulde slaae feil, hvormed jeg læste! Og da jeg endelig læste:

og kom til Ordene:

blev min Mund lukket med et Kys – o, jeg hilser og velsigner Dig i Din Himmel, Du store Digter, fordi Du var medvirkende til, at et Brudstykke af Saligheden faldt ned til mig her paa Jorden!

Min Søster kom tilbage med Børnene. Jeg løb dem imøde, tog dem op i mine Arme og spurgte Carl: »Kan Du huske, da Du paa Spanske 399| Trappe i Rom sagde, at Du troede jeg var Din Fader?«

Nei, det kunde han ikke; men jeg svarede: »Det gjør ikke noget, Carl, husk blot fra idag af, at jeg er Din Fader! Og Din med, Henriette! Og Du er Tante, Marie; hils paa Din Svigerinde.« Men det behøvede jeg ikke at sige, de To holdt hinanden i Favn.

Ak, hvilken Lykke! Folk tale om Reiselivets Poesi, om Bjergvandring, Naturskjønhed, frisk Luft og let Sind. Men hvo har prøvet Reiselivet uden den, som har reist med sin Elskede! Da er det ikke os, der med mere eller mindre Besvær skifte Sted – thi paa hvert Sted er det Hele, det Væsenlige, al vor Eiendom, al vor Lyksalighed – men Naturen, der drager op i store Skikkelser, hilsende, bøiende sig, tjenende, overraskende os, udfoldende al sin Ynde for pludselig at sige: Det er dog Intet imod Hendes! Den Aroma, der fylder Luften, den liflige, dæmpede Klang, der gjennembæver hele Tilværelsen, kommer fra Hende. Hun er inde i Vognen; Bjergene staae tause, speidende, nysgjerrige efter at see hende. Hun stiger 400| ud, hendes lille Fod berører Jorden, hendes friske Kind lyser under Hatten, hendes Øies varme, smilende Straale møder mit – og den hele Alpeegn lyser deraf og synes at løfte sig for at bære Hjemmets Guldranke triumpherende høit mod den blaae Himmel.

Saadan stege vi over Mont Cenis. Jeg var bleven overstemt, da jeg foreslog, at vi skulde fra Marseille gaae med Dampskib til Neapel eller Malta og derfra til Lilleasiens Kyst og Libanon. Damerne vilde undgaae det Stykke Søvei – mellem Marseille og Genua – og hellere paa et fransk Dampskib seile langs Italiens Kyst. Saa gjorde vi det, og var der vel Grund til Klage? Vare Dagene, Aftenerne og Morgenerne paa det blaae Hav med de lune Vinde og med Italiens skjønne Bjerge tilvenstre ikke lyksalige nok? Var det ikke som en Lystfart i Elysium? At kunde gaae bort fra hende og vide at kunne træffe hende igjen om et Øieblik! At sove ind med Visheden om at kunne gjensee hende, høre hendes Stemme om Morgenen! Var det ikke en saadan Tilværelse, at Hjertet i Øieblikke blev bange for den Salighed, det følte, og troede at gribe ind i Vorherres eget Himmerig?

401|Saadan kom vi til Neapel. Jeg havde haabet, at vi i Havnen skulde finde et Dampskib beredt til at afgaae; jeg længtes instinctmæssig efter at komme bort fra Europa. Men der var intet Skib, og vi maatte gaae iland for at vente et Par Dage.

Det var den anden Dags Formiddag, da vi samlede vilde gaae ned ad Trappen for at kjøre til Camaldoli, da pludselig en skarp, vred Stemme raabte paa Italiensk: »Det er mine Børn!« og i næste Nu saae jeg, at vi havde Baron Panin, Generalinden, Fru v. Hönck og en Mængde Folk for os. Baronen havde grebet efter Børnene, og jeg havde uvilkaarlig kastet mig imellem. Vi trak os hastig tilbage for Flokken, der trængte ind paa os, og kom ind i Hotellets store Spisesal, hvor en Mængde Familier, mest Engelske, holdt deres Frokost ved adskilte, mindre Borde.

»Det er mine Børn! De ere stjaalne fra mig!« raabte Baronen og trængte paa, og hans Følge istemmede med lignende Udraab. Det gjaldt aabenbart for ham om i en Hast at udføre et Coup og komme i Besiddelse af den attraaede Gjenstand; bagefter kunde man vinde eller tabe en Proces. Jeg følte mig i det Øieblik besynder402|lig trykket; jeg kunde holde ud mod Overmagten, til den betvang mig, men Intet svare paa Baronens Raab; thi Verden saae paa mig, og jeg troede ikke, at jeg som Hendes Elsker vilde blive hørt med Tillid. Men i dette farefulde Øieblik traadte Valdemar op med uventet Aandsnærværelse og Sikkerhed. Han vendte sig til Selskabet i Salen og sagde paa Engelsk: »Mine Damer og Herrer, jeg er en dansk Søofficier; dette er min Hustru, min Svoger, min Svigerinde og hendes Børn. Børnene ere protestantiske som vi; man vil paa Grund af særegne Familieforhold, men uden Ret, tage dem fra os for at gjøre dem til Katholiker. Vi bede om Deres Hjælp til fair play.«

Ved disse Ord reiste Damerne sig og toge Astrid, Marie og Børnene imellem sig. Herrerne traadte frem og stillede sig ved vor Side; Flokken veg lidt tilbage, og der blev et Øiebliks Stilhed. En engelsk Søofficier i Uniform gik hen til Børnene og spurgte paa Fransk: »Hvor er Eders Moder?« De klyngede sig betegnende nok til Astrid. – »Hvor er Eders Fader?« – De pegede paa mig. – »Kjende I til Helgene?« – Nei. –

I dette Øieblik traadte Fru v. Hönck frem 403| af Flokken. Hendes Snogeøine flammede, og om hendes Mund var stærkt fremtrædende hint besynderlige Udtryk af Indignation blandet med det Vampyragtige. Hendes Blik søgte Astrid, hun løftede Haanden og sagde paa Engelsk: »Mine Damer! – han deres Fader! – hvis det ikke var en Løgn, saa forestil Dem – –« Men hvad enten det blev hende for vanskeligt i en offenlig Tale at samle sine Tanker og med tilstrækkelig Indignation udmale, hvordan Forholdet maatte have været, hvis Børnene sagde sandt, eller hun overvældedes af sin egen Lidenskab, saa brast Traaden, og hun blev staaende, snappende efter Veir. Efter et kort Blik paa hende gik Søofficieren til Vinduet og raabte et Par Ord ned, og faa Øieblikke efter trængte tre eller fire britiske Matroser i deres blaa Skjorter med bredt udslagne Kraver og med deres glindsende sorte Hatte, som Stormvæddere ind igjennem Flokken.

»Clear the room from that rabble«*F3, bød Søofficieren, og i næste Øieblik vare Dørene lukkede mellem os og vore Fjender.

404|Valdemar og jeg gik hen til ham, takkede ham og gav ham vore Kort.

Han sagde: »Opholdet her kan blive Dem ubehageligt. Jeg tilbyder Dem Tilflugt ombord paa Hds. britiske Majestæts Skib Salamis, som seiler om et Øieblik.«

Faa Minutter efter vare vi med vore Effecter, escorterede ikke blot af britiske Sømænd, men af hele Selskabet, ude af Hotellet og ved Havnen. Der laa Capitainschaluppen med det britiske Flag, og i næste Secund vare vi under det, beskyttede mod den hele Verden, hjertelig hilsede til Afsked af mange Mennesker, som en halv Time tidligere vare os aldeles fremmede. Men Astrid var saa bleg, saa bleg!

Jeg har seet hende i Glæde og i Lidelse. Jeg har aldrig kjendt Nogen, paa hvem legemligt Ildebefindende havde mindre Magt over Sjælens Udtryk, over Øiets trøstende Ømhed og Stemmens melodiske Ynde. Skjøndt kjærtegnet fra sin Barndom, vant til Rigdom, ubekjendt med Modgang indtil den sidste Tids heftige, korte Vindstød, var hun fordringsløs som det fattigste Barn, og det var, som om enhver af Skibets Besætning ved at see det deilige Ansigt saa blegt, men smile saa freidig-405|blidt, blev greben af Sympathi og Hengivenhed. Chefen lod oppe over Hytten berede en Hvileplads for hende, en lille Salon under Sydens Himmeltelt. Han var en ægte engelsk gentleman, omgav os med sin Omhu, medens han var personlig tilbageholden. Vi skiltes fra ham, uden at han havde faaet noget Nærmere at vide om den Begivenhed, som havde ført os sammen.

Udpaa Eftermiddagen blev Astrid bedre. Vi saae de calabriske Bjerge, violette med hvide Toppe, og henad Solnedgang bemærkede vi næsten ligefor os, fjernt paa det dybtblaae Hav, en tindrende hvid Kuppel, der syntes at svæve i Luften paa et blaaligt Underlag og efterhaanden syntes at udstraale en forunderlig fin, men intensiv, rødlig Glands. Det var Ætna. Et Par Skibe mødte os og syntes at svømme i Ild; vort eget Skib efterlod et funklende Kjølvand.

Al Naturens mageløse, imponerende Skjønhed, som omgav os, kunde dog ikke holde vor Samtale fra det, som nys var hændt.

Hun sagde: »Saa længe Mændene traadte frem og vare hidsige, gjorde det ikke noget overvældende Indtryk paa mig; jeg var ikke bange, de kunde kun sige, hvad jeg havde handlet; men 406| da hun traadte frem, var det, som om en Orm stak mig i Siden; hun kunde, syntes mig, sige, hvad jeg havde følt.«

Da vi nærmede os Malta, sagde Chefen, at han, hvis vi ønskede det, kunde sætte os iland der; men der var et usundt Sted om Sommeren. Han var beordret til Tarablus (Tripolis) paa Kysten af Syrien, og han vilde raade os til hellere at gaae derhen og tye til Bjergene. Skibslægen raadede os det Samme og tilberedte for Astrid et lille Apothek, som hun kunde tage med, endskjøndt hun, som han sagde, mest behøvede Ro. Han gav os ogsaa omhyggelig Underretning om et sundt og behageligt Sted i Bjergene, hvor vi kunde tilbringe Sommeren.

Da vi efter en hjertelig og taknemlig Afsked fra den hæderlige og fortræffelige Capitain, hans Officierer og Mandskab droge videre fra Tarablus, var Astrid dog saa svag, at vi maatte have en Bærestol til hende. Vi andre Tre vare tilhest, skjøndt vi saa meget som mulig gik ved hendes Side. Børnene bleve anbragte hver i sin Kurv paa begge Sider af et Muldyr; de legede Skjul i Kurvene, og deres klare Latter og Kalden gjorde 407| den fremmede Egn hjemlig og syntes at varsle Glæde.

Fra Tarablus har man et Ridt af sex Timer, først over en bølgende Slette med Marker, Skove og Bække, saa op ad Bjerge, ad steile Stier, der hyppig føre forbi smaa Vinbjerge, Haver, Bomuldsmarker, Cypresser og Cedre, over Kildevæld og Smaabække, indtil man naaer et høitliggende Plateau med en stor Landsby omgiven af mægtige Valnøddetræer. Lidt udenfor Landsbyen med Udsigt mod Vest til Middelhavet, mod Syd til Bjergskrænter bedækkede med Haver og skjønne Trægrupper, mod Nord og Øst skjærmet af mægtige Bjerghøider, er en aaben Plads mellem skyggefulde Valnøddetræer ved et Kildevæld. Dette Sted hedder Ehden, og skjøndt en tilfældig Navnelighed jo ikke berettiger til at tænke, at Edens Have laa her, saa er det dog et Sted, der i Almindelighed vilde bringe Menneskene til at tænke paa Paradiset. Det har ogsaa den Egenhed, at man i Reglen ikke døer her; thi formedelst den store Høide, ca. 4,700 Fod, bliver Landsbyen forladt om Vinteren; man boer her ligesom tilsæters, for Valnøddehøstens Skyld, og naar det bliver koldt, stiger man lidt længere ned ad Bjerget og venter 408| i Varmen, til i Foraaret Ehden atter bliver beboelig. Kun i det græske Kloster, der ligger høit paa Bjerget ikke langt fra Landsbyen, blive Beboerne ogsaa om Vinteren.

Alt, hvad Mennesket vil forlange af et jordisk Paradis, findes her: Fred, en uskyldig, flittig, smuk Befolkning, et tarveligt og dog nydelsesfuldt Liv, en Natur, der i storartet Skjønhed overgaaer Alt, hvad vi Europæere have Forestilling om, og navnlig er det især Lysets Rigdom, enten naar det om Morgenen i forbausende Farvepragt gyder sig ud over de store Bjerge og svinger sig ned i Dalene, eller naar det om Aftenen langsomt forlader Dalene, efterladende bløde, blaae Skygger, og concentrerer sig paa Bjergenes Toppe i en uendelig farverig Tindren og derpaa som en Sjæl stiger fra Jorden til Himlen. Tilværelsen her frembringer hvert Øieblik en Idealitetsfornemmelse. Den fritager Sjælen for det Tryk, som i Civilisationens Kampe lægges paa den, og man holdes i stadig, uvilkaarlig Forestilling om, at det Aandige, Skjønne, Rene, Ophøiede, er Livets sande Virkelighed.

Men Astrid blev bestandig svagere.

Jeg red til Tarablus, og imellem de engelske 409| Familier, som bestandig ankom der for at sprede sig paa Bjergene, opdagede jeg en berømt Læge og fik ham bevæget til at drage med til Ehden. Han sagde det Samme som Skibslægen: Ro. Men fra det Øieblik, da han sagde Ro, kom Anelsen om, at det vilde blive den store Ro.

Naar man har en stor, en mægtig Sorg af ædel Art, saa kan Sindet undertiden ligesom for at hvile sig fra Sorgen, hæve sig ud over den og dog præget og gjennemtrængt af den fortælle sig sin egen Historie fra et vemodigt-idealt Standpunkt. Jeg havde i de Dage ikke Magt til at dvæle ved nogen enkelt Begivenhed i mit tidligere Liv; min Historie begyndte med hvert Øieblik, da jeg igjen saae Hende. Men Betydningen af det Forbigangne stillede sig for mig i store Omrids. Jeg sagde til mig selv, eller det lød til mig: at jeg ved Fødselen havde været bestemt til sand og ideal Kjærlighed, til al den Lykke, den giver, og den Kraft, den vækker. Men paa en Tid, da jeg ikke var mig min Livsopgave bevidst, skjøndt jeg burde været det, og da jeg blev prøvet, havde jeg syndet imod Kjærligheden, og derfor var 410| den Straf mig bestemt, at jeg ligesom den store Prophet aldrig skulde betræde det forjættede Land, men kun see det i Afstand. Mindre stærkt udrustede Hjerter, der synde paa lignende Maade, straffes tilsyneladende mindre – tilsyneladende, thi selve det at have et lidet Hjerte er en Straf, skjøndt Vedkommende ikkun momentvis vide det –; men vi, som have de store Følelser og de store Pligter imod dem, skulle ogsaa bære det store Ansvar.

Det gav mig en Slags Trøst at have denne historiske Dom over mig selv; thi medens den paa den ene Side vakte Anger, viste den paa den anden Side hen til den store, ledende Magt, der er i Tilværelsen og virker udover den, og saa aabnedes Evigheden for mig som Gjenfindelsens og Uforkrænkelighedens Sted. Østens uendelig rige Lys, hvorunder jeg skulde tabe hende, malede sig for mig som Symbol, som et Landskab, hvor jeg igjen skulde vandre med hende – og da, saa hurtig farer vor Sjæl fra Pol til Pol, kom en Tanke om at dræbe mig selv ved hendes Lig for strax at være med hende i Landskabet. Hvilke Øieblikke af sort, fortærende, sindsforvirrende Fortvivlelse! Hendes Lig!

411|Og hvilken Forvandling, naar jeg igjen kunde see hende, naar jeg havde tvunget Ansigtet i sorgløse Folder, og naar da det huldsalige, velsignede, ubeskrivelige Lys fra hendes Øine og hendes Læbers Smil faldt paa mig. Alverdens Lyksalighed var jo til endnu! Jeg følte mig selv helliget ved, at det var mit!

Hun sagde en Dag: »Det er min Skyld. Jeg har syndet imod Kjærligheden, skjøndt jeg ikke vidste det dengang. Hvis jeg ikke havde giftet mig, men havde ventet, til jeg kunde elske, saa havde vi To faaet hinanden. Men saa er det ikke vist, at vi vare blevne saa rige i vore Hjerter som nu.«

Hun vilde kjende saa meget som mulig af mit tidligere Liv og forlangte, at jeg skulde læse for hende af det, jeg havde nedskrevet. Det blev en sælsom Opgave at kalde saa megen Lykke ind i dette Telt, der truede med at tage al Lyksalighed bort. Det var ogsaa vanskeligt; thi jeg havde skrevet Alt meget uregelmæssig. Begyndelsen var ikke skeet med Begyndelsen, men med min Afreise til Sondrio, og det Øvrige var fulgt, altsom Tanker og Erindringer vare komne, først i Ensomheden 412| der, saa i Rom, da Hun var borte. Imedens hun sov, maatte jeg ordne og skrive til, og jeg maatte vogte mig for at lade noget Ord indskyde, der viste Angsten, som hvilede paa mit Sind. Hun fik sit Ønske opfyldt og sin Villie adlydt; vi gjorde Reisen gjennem Livet sammen, fra min Barndom og næsten helt til dette Sted med det forunderlige Navn: Ehden. Besynderlig nok, ikke en eneste Gang har jeg havt det Ønske, at hun ogsaa skulde fortælle om sig. I hvert nærværende Øieblik var hun for mig sit hele Selv.

En Dag sagde hun: »Du skal vide Alt; der maa ingensomhelst Hemmelighed være imellem Dig og mig. Tag den lille Palisanderkasse henne paa Matten og luk den op.«

Hun tog et Brev ud, der laa paa Bunden, og sagde: »Læs det. Det skrev jeg i Wien, dengang Du stod forklædt udenfor mine Vinduer. Jeg skrev det, en halv Time før jeg skrev det andet, der bad, befalede Dig at reise bort.«

Brevet lød saaledes: »Mød mig imorgen Eftermiddag Kl. 6 udenfor Augustinerkirken. Hold Heste og Vogn i Beredskab. Jeg kommer, om det saa er Jordskjælv.«

Jeg sad ubevægelig. Jeg turde ikke see op, 413| for at mit Blik ikke skulde bebreide hende Noget, ei heller forraade det sære Spil i Sjælen: lidenskabelig Henrykkelse og uendeligt, kvalfuldt Savn.

Hun tog min Haand saa blidt, ak saa blidt, og sagde:

»Se paa mig, og hør mig. Jeg har overveiet, om jeg ikke vilde gjøre Dig Fortræd ved at lade Dig see ind i min Fristelse og Kamp. Men sig nu selv, min egen Y, om Du troer, vi vare blevne saa lykkelige som nu, hvis Du havde havt en bortløben Kone til Elskerinde? Er det ikke bedre, som det er?«

»Jo – jo! – og det er jo heller ikke slemt nu .....«

»Brænd nu Brevet .... brænd det strax, hører Du? Det vilde ikke gjøre Dig godt .... senere.«

Nogle Dage efter syntes hun at komme sig; hendes Kinder havde den hele Tid ikke tabt deres blide Rødme og Øinene ikke deres Glands; men nu kom der ligesom mere Tilforladelighed i Farven og Glandsen, og Stemmen blev fyldigere, mindre ætherisk. Hun beskjæftigede sig meget med hint Brev og dets Virkning paa mig og vilde have mig til at tale derom.

414|»Siden Du nu bliver saa velsignet rask, kan jeg sige Dig det. Hvis Du gik fra mig, vilde hvert af Brevets Bogstaver staae som en glødende Søile, og min Erindring vilde vandre deri som i en Skov og brænde sig.«

»Jeg tænkte det!« svarede hun. »Men saadan maa det ikke være; det vil heller ikke blive saadan. Du skal vide og huske, at ved det andet Brev, hvorved jeg skilte os ad, blev jeg i Sandhed Din Hustru. Det gav mig Ret til at mødes med Dig hisset. Der mødes vi med vore Sympathier, ikke med vore Lidenskaber; det har Du engang selv sagt – kan Du huske: paa Veien til Colosseum?«

– Selvsamme Eftermiddag, ved Solnedgang, da jeg sad ved hendes Side og hendes Øine dvælede paa mig med en Blidhed og Inderlighed, som denne Verden ikke har Ord for, sagde hun pludselig: Løft mig op til Dig – og da jeg holdt hende i mine Arme, var det skjønne Legemes Sjæl i Himlen.

4