110|Tiden mellem det 18de og 23de Aar bliver i Reglen kaldt en lykkelig Alder, og det er muligt, at man har Ret; men jeg finder, at den tillige er en meget uklar Tid, endog mere uklar og famlende end den nærmest forangaaende. I det 15de til 18de Aar kan man vistnok ogsaa være dunkelt paavirket og bevæget; men det synes mig alligevel, at en Dreng i den Alder, naar han ellers er sund, er mere solid og paalidelig, fordi han hovedsagelig drages imod et enkelt, begrændset Formaal og er under uvilkaarlig Paavirkning af Autoritet. Saa er man pludselig forandret. Man har med Anstrengelse naaet en Tinde; Folk see op eller antages at see op til En; noget Vidt, Storartet ligger for En; men man kan ikke faae Udsigten til at staae fast; en Mængde Forestillinger fra den antike og den nyere Tid, som man har optaget i sig til Examensbrug, træde frem og ville anvendes paa Livet; man føler mangfoldige Attraaer og Formaal, forkaster Autoriteten og søger den, og overfor de nye Fordringer, der baade med Rette og Urette stilles til En, bliver man ofte mere barnagtig end før. Med den Intelligens og Længsel efter det Usynlige, man har i den Alder, kunde man taale en spartansk Tugt i et spartansk Øiemed; men man faaer Frihedens tveæggede Sværd givet sig blottet i Haanden, og Faa komme igjennem uden at have saaret sig paa det.

For mig begyndte Rusaaret herligt; selve Rusgildet var mig en Slags Indvielse; Studenterforeningens Seniorat havde arrangeret og forestod Gildet og bevirkede allerede derved, at vi Nye kom sammen med Respect for Noget, der var ældre og dygtigere. Der omdeltes trykte Sange, forfattede i Anledning af Festen, nogle pathetiske, andre lunefulde, alle freidige. De gjorde mig Studenterstanden poetisk: vi vare dog den hvide Gudindes Sønner. Tiden var stærkt bevæget i politisk Henseende, og der udbragtes paa smuk og poetisk Maade, uden (saavidt idetmindste jeg kunde skjønne) Præg af Partihensyn, Skaaler for Kongen og Forfatningen o.s.v. Jeg troer, at jeg med Hensyn til Politik og offenlige Anliggender var mere Frisk og naiv end de fleste af mine Jevnaldrende. Katastrophen paa vor Gaard og min Faders Død var indtruffen, medens der blev kæmpet i Slesvig, og endskjøndt man af Luften indsuger visse Forestillinger, der tilhøre det Almindelige, er det dog mærkværdigt, hvor ubestemte Indtrykkene kunne være, naar man ikke med egne Øine seer Begivenhederne, og naar man er beskjæftiget langt afsides fra de Kredse, hvor de med Iver discuteres. Det er næsten en Skam at tilstaae, at jeg bedre kjendte Seirherrerne ved Philippi end Seirherren ved Isted, og jeg var ganske sikkert mere fortrolig med Harmodios og Aristogiton, med Brutus, Winkelried, Vergniaud, Camille Desmoulins o.s.v., end med Førerne for vor egen politiske Udvikling. Imellem de Cadetter, jeg omgikkes, havde jeg ikke hørt Meget og i alt Fald ikke meget Godt om den. Men idet vi nu Alle reiste os for Kongen, for Forfatningen, for Fødelandet, og raabte Hurra, kom der pludselig Liv i mine usikkre Forestillinger - i mit eget Fædrelands Jord groede de hemmelighedsfulde exotiske Planter, hvis Blade jeg havde seet opbevarede i Bøger, og jeg kom hjem med Hovedet endnu mere fuldt af Ideer end af Vin, og med et umaadeligt, tindrende Haab om, at noget Usædvanligt vilde skee, at Rolands Horn vilde blive hørt, at Holger Danske vilde reise sig under Kronborg, at Valkyrierne vilde flyve igjennem Luften og kalde os - thi noget Saadant var blevet antydet af Talerne. Og skjøndt Dagslyset kommer nøgternt dæmpende ovenpaa en saadan Gildesaften, bleve de romantiske Forestillinger dog siddende fast, hvilket vel dels laa i mit Ubekjendtskab med en vis Side af Virkeligheden, men ogsaa i, at min Skjæbne nu engang havde stillet mig i et mindre sædvanligt Forhold. Jeg holdt af Mange, især af Valdemar, men var ikke bestemt knyttet til Nogen undtagen til min Søster, og selv denne Kjærlighed var ikke af den jevne, almindelige Art, fordi Fader med sine sælsomt gribende Ord ikke blot havde forøget den og gjort hende sacrosanct, men ogsaa bestandig syntes mig at være nær og tænke paa Bistand. Hvad jeg forøvrigt udelukkende havde for Øie: at erhverve vor Gaard og Hende, var i sig selv ikke af almindelig Art og lod sig ikke opnaae ad sædvanlig Vei, saa at der af mig selv fordredes noget Usædvanligt, og hvadsomhelst der kaldte til store Anstrængelser og lovede en eventyrlig Løn, forekom mig derfor at være det Naturlige. Og nu syntes jeg pludselig at befinde mig midt i Alt det, jeg trængte til, og høre det tale, som om det havde ventet paa mig. Der var store Tanker, stor Fare og enthusiastiske Kammerater. Naar der blev sagt, at Noget truede os, hvorved vor nationale Fremtid vilde gaae tabt for evig, at Fjenderne vare ikke blot udenlands, men iblandt os, og at de sugede Blodet af vor Moders, Fødelandets, Bryst, saa greb jeg paa egen Haand ind i Historien for at finde Hjælp, og den franske Revolution med sin Velfærdscomitee, med sit Opbud en masse, med sin Sang, der »havde Knebelsbarter paa«, med sin Guillotine, der blev anvendt baade imod Forrædere og imod de Lunkne og imod Generaler, der ikke havde seiret, syntes mig det Mønster, der nøiagtig kunde efterlignes. Det var ingen Phantasi; jeg gik ikke omkring i Drømme derom, som om Skygger, der havde bevæget sig eller kunde bevæge sig paa en anden Tid og et andet Sted, men søgte at komme til Kundskab om Virkeligheden for at finde Midlerne til Virkeliggjørelse. Ved at see paa Samfundet, der bevægede sig og summede uforstaaelig omkring mig, betragtede jeg det som en uorganiseret Masse, der paa en besynderlig Maade drev om for tilfældige Stemninger, men som skulde organiseres til at tænke, føle, handle for et eneste Formaal: det heroiske. Alt, hvad der stillede sig i Veien, skulde kappes af som visne Grene. Det var latterligt, fra een Side betragtet; men det har dog en Side, hvorfra det endnu bestandig tiltaler mig. Der er i vor Cultur en Tendens til at slappe Livet ved at gjøre det tilsyneladende sikkert; man har en blid Agtelse for Andres Vel, men gaaer noksaa vidt i Omsorgen for sit eget og for alle de Formaal, der kunne naaes lempelig, i Tryghed, med liden Anstrengelse og uden Fare. At leve længe, ikke at leve stærkt og fyldigt, er Opgaven, og deraf følger, at man har smaa Interesser, og det endnu mere Frastødende: at man betragter store Anliggender fra et lille, smaaligt Synspunkt, og Ungdommen, der hvert Aar tilføres Samfundet med Varme i Hjertet og med Evne til store Tanker, vænnes snart til at nyde Livet atomvis og selv døe atomvis.

Forresten mener jeg ikke, at det er nok at have hin Sands for store Ting og Drift til at handle og stride for dem, og jeg er langtfra at rose mig selv, fordi min tidlige Ungdom var fyldt med disse Forestillinger og denne Higen; thi der manglede noget Væsenligt. Det var dog, naar Alt kommer til Alt, kun en romantisk Egoisme, og jeg vilde dog i Grunden bruge det Hele til at tjene mig; jeg troede om mig selv, at jeg var saa fuldkommen, saa forudbestemt til lyksalig Storhed, at Aander i Luft, Jord og Hav maatte komme og hjælpe mig, hvis Mennesker ikke vilde, og maaskee troede jeg virkelig mere paa Aanders Bistand end paa Menneskers - jeg kan ikke længer med Tydelighed sætte mig tilbage i den ildfulde, tindrende Tid. Maaskee vilde det ogsaa være nøiagtigere at sige, at jeg troede paa en Blanding af begge Dele, en Slags Areopagus eller hemmelig Ret eller usynligt Selskab, der havde Øie med Alt og i rette Tid vilde give mig Feltraab eller Ordre, saa at jeg kunde følge den dybe Trang, der ved Siden af al Egoisme dog var i mig: til at tjene med Hengivenhed. Men naturligvis vilde jeg ligesom Sct. Christopher kun tjene det Allerstørste.

Saadan omtrent var jeg tilmode, og det er en Selvfølge, at jeg snart maatte møde stor Skuffelse; thi i den Kreds, hvor jeg bevægede mig, blev det kun til Gjentagelse, og det en mat Gjentagelse, af det første Gilde. Der blev stadig sagt med Bekymring, at Noget truede vor nationale Fremtid, at det Onde kunde forebygges, at Noget burde gjøres; men naar der var blevet talt om, sunget og drukket paa, at Noget skulde gjøres, gik vi hjem hver til Sit. I visse Maader var det saare naturligt: For hver Enkelt bestod Handling i at studere; i den Retning stræbte man mere eller mindre energisk efter at blive selvstændig og udrette Noget; Talen om politisk Handling var et uselvstændigt, men velsindet Bidrag til den »offenlige Mening«, et Tilsagn om, at man vilde bifalde enhver Bedrift i en vis Retning, hvis den blev udøvet. For mig bestod Handling ikke i at studere, jeg havde aldrig kunnet øine mit Maal ad den Vei; der var ind i min Tilværelse blevet kastet en eventyrlig Hang og Trang til at virke, og den Slags Ro, der for Andre vilde være kvægende, var for min Natur en Pine. Da jeg paa samme Tid læste saadanne Værker som Bernal Diaz del Castillos Historie om Cortez og de andre »Erobrere«, om deres Bedrifter, Lidelser og Seirsløn, kom jeg i en utaalmodig og fjendtlig Stemning til Adskilligt omkring mig, navnlig til Sangerne. Det forekom mig, at der var Sange, som ikke burde synges, undtagen naar man som de gamle Barder havde Sværdet i Haanden og Fjenden foran sig. At en Krigssang blev gjort til en Slags Concertnumer, var mig ulideligt. Det syntes mig ogsaa, at Sangerne ved at frembringe Toner, skaffede sig af med Driften til Daad, og at de, hvis man kunde stoppe deres Syngen, vilde blive nødte til at give Sindet Luft paa kraftigere Maade. Plato har proskriberet Digterne fra sin Republik; jeg vilde udelukke Sangerne fra min, og skjøndt jeg nu godt kan indrømme det Paradoxe i min Stemning, har jeg dog i en senere Tid faaet en Bestyrkelse for min Mening i det Factum, at man ikke kan faae en Franskmand til at synge Marseillaisen for Spøg eller Tidsfordriv; den betyder og bebuder Noget, naar den synges, og istemmes kun, naar man vil gjøre dens Tanke til Handling.

Jeg opgiver iøvrigt ikke den Tro, at mange af mine Jevnaldrende og af Ungdommen i Almindelighed, naar man kunde tage hver Enkelt for sig og faae hans Hjertes Trang udfoldet, vilde sees at nære lignende, om end ikke netop de samme Aspirationer som jeg, og at de kun ved at blive en Mængde blive paavirkede af en eiendommelig Atmosphære og føle sig i en Strømning, som de troe maa følges. Jeg erindrer en Scene med en Enkelt og de Mange.

Der var en noget ældre Student ved Navn Andreasen, en lille Fyr med et opvakt og skarpsindigt Ansigt, hvem jeg jevnlig talte med, men aldrig ret kunde omgaaes paa Grund af hans særegne Art Dannelse, der syntes hentet mere fra Bøger end fra menneskeligt Selskab, eller nøiagtigere: han syntes at betragte andre Mennesker som Bøger, han uden videre kunde slaae op i, og gjorde derfor aldeles hensynsløse, nærgaaende Spørgsmaal og Bemærkninger. Han havde en eiendommelig, bitter Skarpsindighed, der vistnok kom af, at han var født poetisk-ærgjerrig, men opdraget i smaa, trykkende Forhold og tidlig havde lært, at han for sit eget Vedkommende maatte begrændse sit Haab og blive prosaisk. Derfor gjorde han ofte ved sine Yttringer et pinligt Indtryk. Fordi Poesien var døende inde i ham, saae han helst Tegn paa dens Død overalt, og han forstod i Samtaler af den Art at have Ret paa saadan Maade, at man hellere vilde holde med Uretten.

Jeg stødte paa ham en Aften ved Bortgangen fra Theatret, hvor der var blevet opført et Stykke, som man enten for Forfatterens eller for dets egen Skyld tog sig meget af i Studenterverdenen. Det omhandlede, saavidt jeg erindrer, en Fiskerdreng, der kom i stor Yndest ved Keiserens Hof og udførte Bedrifter, som man ikke skulde ventet af ham, og fik Keiserens Datter tilægte.

Andreasen og jeg vare enige om at misbillige Stykket netop paa Grund af den Egenskab, der, som det syntes, tiltalte Andre: at Helten var ung og ikke Andet end ung, uden nogensomhelst indre Dygtighed eller noget Tegn paa, at han var en fin Natur, der berettigede ham til at blive saa høilig begunstiget af Skjæbnen.

»Det undrer mig forresten,« sagde Andreasen, »at De er enig med mig. Jeg troede, at De vilde have overseet den Mangel for Handlingens Skyld.«

»Det har jeg dog ikke.«

»Ja; men det undrer mig. Det forekommer mig, at jeg har mærket, at De kunde drømme om at spille en saadan Fiskerdrengs Rolle. Men De er vist født rig. Er De ikke?«

Jeg gav et undvigende Svar.

»Ja, ja,« sagde han; »men De troer dog om Dem selv, eller De føler Dem selv som en fin Natur, gjør De ikke? Bilder De Dem ikke Noget ind netop af den Grund?«

»Det er muligt,« svarede jeg leende, for ikke at svare uhøflig paa dette Vridtbor-Spørgsmaal.

»Ja, saa gjør det mig ondt for Dem.«

»Hvorfor?«

»Fordi, naar man vil gjøre Lykke i vor Tid, skal man kunne associere sig med de simple Naturer.«

»Ja, men saa bliver Lykken vel ogsaa simpel.«

»Aa, 1000 à 3000 Daler aarlig - mein Lieb, was willst Du noch mehr?«

Under denne Samtale fulgtes vi ad til Foreningen, hvor Stykket igjen kom paa Tale med Andre, og der blev en ret livlig Discussion ved et »Sold«. Da Andreasen vedblivende udhævede, at Heltens Ungdom var indholdsløs, sagde en ældre Student, som denne Aften syntes at have den Opgave at lede Discussionen i god Aand: at man naturligvis maatte forudsætte det som Digterens Mening, at Helten var national.

»O!« raabte Andreasen, »forudsætte! Nationalitet skal ikke forudsættes, men træde frem! National er jo ogsaa et indholdsløst Begreb, naar det ikke bliver nærmere bestemt!«

Nogle hørte ikke rigtig, hvad Andreasen sagde, og det blev opfattet, som om han havde gjort sig skyldig i det Kjætteri at kalde Nationalitet indholdsløs, hvorfor han blev sat irette.

»Saa beder jeg om Ordet, saa vil jeg holde en Tale, udbringe en Toast!« raabte han, livlig af Punsch, idet han sprang op og strøg Haaret fra Panden.

Man vidste, at der vilde komme noget Livligt, og som for end mere at anspore det, drillede man ham med Afbrydelser og paastod, at han havde drukket for meget til at kunne tale sammenhængende.

»I skal faae at høre, om jeg kan tale sammenhængende!« raabte han med en Stemme, der ved sin skarpe, energiske Klang skaffede ham Lyd. »Hvad jeg skal tale om, er om Nationalitet og Indhold. Er Drik national? (Ja! Kornbrændevin!). Ja, vel, Brøndums fuselfrie Commenaquavit er national. Det glæder mig at blive husket derpaa. Men er det nationalt at drikke den? (Ja, natyrlig!). Naa, ja, ja, saa er Drik national. Er Tyveri ogsaa nationalt? (Nei!). Hvorfor ikke? Hvis jeg, som er Dansk, stjæler en Pot af Brøndums nationale Aquavit, er jeg saa ikke national? (Jo! Bravo! En national Tyv!). Er Utugt national? (Ja! Nei! Hvordan mener De?) Jeg mener, om vi ved at drikke og ved at stjæle Vorherres Tid og ved at gaae paa Østergade ere nationale? (Ikke saa nationale, som vi burde være!). Godt! det er altsaa ikke nok, at man sætter sig et Par Timer om et Bord og spiser og drikker, og naar Nationalitetens Skaal udbringes, lader Vin eller Punsch løbe igjennem sin Hals. (Nei!). Og den første, den bedste Flab, der veed, at vi gjerne ville skylle Vin eller Punsch gjennem vor Hals paa Nationalitetens Velgaaende, bliver ikke nogen national Helt, fordi han reiser sig og i forslidte Floskler udbringer Toasten! (Nei!). Godt, det lader altsaa til, at det rette Nationale er noget Smukt og Alvorligt eller, for at tale pathetisk, noget Idealt, der fordrer Hengivelse og Opoffrelse, men at vi bruge det til triviel Fornøielse. (En Stemme: Vi bruge det ikke til triviel Fornøielse; men det er tilstede selv ved vore trivielle Fornøielser). Meget vel, vi tage det altsaa forfængelig. Vi gjøre os familiære med det, og istedenfor at gjemme de store Tanker til passende Tid og Sted, ligge vi og famle paa dem og jaske med dem og bringe os selv til at troe, at naar vi have raabt Hurra for dem, have vi udført en Bedrift. (Snak, Overdrivelse!). Overdrivelse? Godt, saa sig mig da: Er Feighed national? (Sludder! Nei!). Er det, ikke at ville vove sig selv under en national Fare, Feighed eller ei? (Feighed! Men vi sloges godt ved Slesvig, Nybel, Dybbel, Isted!). Vi? Lad gaae, det var os eller Nogle af os. Men sæt, at Nogen af os var bleven Professor og stod i Fare for at blive afskediget og fattig, hvis han imod Regeringen vilde forfægte det Nationale, og han saa trak sig tilbage og sagde, at i et saadant Tilfælde maatte de Folk, der ikke havde Professor-Embeder at miste, udføre den Gjerning, vi havde paataget os - var det nationalt, eller var det feigt? - Ja, se, nu tier I, Godtfolk, for I veed, hvad jeg sigter til. Og nu er jeg kommen til det, jeg er dum nok til at ville sige. En saadan Vending har Civilisationen taget, at det at miste sit Embede uden Haab om Erstatning er Livets høieste Ulykke, en saadan Ulykke, at Ingen kan anmodes om at paatage sig den. At blive Embedsmand er vort Livs Ideal, at miste Embedet er sindsforvirrende. Vi have ingen Professorinde Arria, der kunde gaae forud for sin Husbond, Professor Pætus, og efter at have tilføiet sig selv Embedsafsættelsen kunde sige til sin Husbond: Mein Pætus, es schmerzt nicht. Men det kommer Altsammen af, at vor Krop efterhaanden og bestandig vænnes til at faae Magten over os. Den skal have det godt, den skal i Vei, den skal have Gage og Udsigt til Pension, og Alt, hvad vi tænker og føler, Alt, hvad vi begeistres for, naaer ikke i Høide ud over Gage og Pension. Vi udaande en Atmosphære, hvori »Hakon Jarl« ikke vilde kunne digtes, og derfor digtes det Pøit, vi har. (En Stemme: Snak, vi har gode Digtere!). Ja, een Undtagelse, og forresten adskillige Digte, der ret smukt og doctrinairt besynge det Nationale, men ikke give os Nationalitetens Indhold. Lad os udaande en bedre Atmosphære! Lad os istedenfor at raabe paa Nationalitet beflitte os paa nationale Dyder, lad os uden at blive Munke forene os om Udøvelsen af de tre Hoveddyder: Kydskhed, Fattigdom og Lydighed, lad os staae hinanden bi i Forsøg paa at hærde os! (Her var jeg saa uforsigtig at udraabe: Ja vel, lad os!). Saa, der er nu strax En, som gjerne vil stille sig i Spidsen for os og blive vor General og erhverve sig Storhed og Rigdom. Jeg er vis paa, at der ikke er en Eneste blandt os Allesammen, som ikke med Fornøielse vil være General. Men Soldat, ringe, ubetydelig, selvforsagende i det daglige Liv (En Stemme: Jeg er med!). Ja, men det er heller ikke nok at være ubetydelig (Latter). Man skal være Noget - jeg havde nær sagt: religiøs, ja vel, religiøs - og jeg beder om Forladelse for, at jeg sagde det. Vi skulle ikke see op til Folk, hvis Studier have ført dem bort fra Troen paa Gud og Sjælens Udødelighed, som Helvedes Karle - jo, netop som Helvedes egne Karle, for det er den rette og dybe Grund til Nøgternheden og Tørheden; der er intet andet Middel derimod end (En Stemme: Drik!) ... Nei det er jo ogsaa sandt! Lad os drikke, i Fandens Navn! Jeg vil være fuld iaften! Skaal for Nationaliteten! Skaal for Skandinavien! Skaal for Friheden! Skaal for vort Selskab! Skaal for mig!...« (Hurra! Skaal for Andreasen!).

Noget efter var han beruset, og da jeg vilde gaae, stødte jeg paa ham, medens han var ifærd med at give Beviser paa sin Rus.

»Det er Idealiteten, jeg kaster op!« raabte han, »saa kan jeg igjen omgaaes Folk.«

Denne Yttring og det besynderlige, pinte, halvvilde og dog endnu aandfulde eller skarpe Blik, hvormed han saae paa mig, fuldendte det mismodige, nedslaaende Indtryk, Aftenen havde gjort. Enhversomhelst Stræben syntes forkastelig: at begrændse sig til det Jevne, Hverdagslige, var ikke tilstrækkeligt, og at ville Mere var latterligt. Jeg søgte at komme til Ro ved at høre Collegier og læse; men det var ikke nok til at udfylde min Tid og dæmpe min Uro, og saa søgte ogsaa jeg en Rus: kastede mig over Spil for at glemme og for at sløve den Intelligens eller den Længsel, der pinte mig. Det er rimeligt nok, at jeg kunde have fundet flinke og vakkre Studenter, hvis Omgang vilde have været mig til Nytte; men jeg søgte nu engang Intet ad den sædvanlige Vei. Det Eneste, jeg virkelig søgte eller længtes efter, Hende, hvis Billede var som Symbol paa alt Formaal og al Lykke, troede jeg ikke at kunne møde, før Noget var hændt mig til Erstatning for det, der var gaaet af; min Søster var langt borte; Valdemar beskjæftiget med at tage Officiersexamen. Jeg behøvede just ikke at tvinge mig til Spillet; thi jeg havde en naturlig og heftig Tilbøielighed dertil og blev snart helt greben deraf. Det betog mig med en Magt, der ikke stod i Forhold til den synlige og haandgribelige Indsats. Der var et Symbol i Vinding og Tab; et Kort for eller imod mig kunde være ligesom Afsending fra Noget, der var skjult tilstede og tillige herskede i andre Retninger. Hele den Verden, jeg nylig havde villet erhverve ved Bedrift, var nu en ubestemt, drømmeagtig Existens, der flød i Atmosphæren og kunde komme tilsyne ved Tilfælde, ved en elektrisk Funke fra den hemmelighedsfulde Lykke. Den Forstand, der kan anvendes ogsaa i Hazard, kunde jeg ikke bringe tilveie, fordi jeg efter mine Omstændigheder maatte gjøre Regning netop paa det, som var allermindst sandsynligt. Naar et Kort var kommet saa mange Gange paa een Side, at der var al Chance for, at det skulde komme paa den modsatte Side, sagde jeg til mig selv: »Jeg faaer vor Gaard, hvis - -« og holdt imod Chancen. Tidt vandt jeg; men naturligvis tabte jeg ogsaa. I det Øieblik jeg vandt Penge, vare de en forunderlig Skat; naar jeg fik dem i Haanden, vare de forvandlede til en Ubetydelighed, men saae dog ikke ud som andre Penge. Rübezahl havde drillende forvandlet dem fra Guldmasser til tyndt Sølv; men Rübezahl havde dog rørt ved dem. Denne Spillets Poesi kunde dog heller ikke vare ved; undertiden tabte jeg saa følelig, at et Par Rigsdalers Gevinst vare mig en Slags Skjæbnens Velgjerning, en Almisse, den kastede til mig i min Forladthed, og endskjøndt jeg da mærkede, at en smaalig Begjærlighed fulgte med de store Drømme, kunde jeg dog ikke rive mig løs; thi er man først kommen ind i Spil, udøver det en særegent forstandssløvende Magt, en blodhidsende, dæmonisk Tiltrækning.

Saaledes gik det med stigende og forringende Magt over mig indtil en Nat, da vi vare Mange samlede, og jeg sad i stort Held. Jeg havde Banken og lod overmodig min Gevinst staae; desuden blev der holdt Betydeligt »paa Randen«. Tag nu hjem, eller tag det Halve hjem, raadede En mig og nævnte Summen, som stod ude. Netop fordi det blev raadet mig, vilde jeg ikke og sagde, at jeg lod det Hele staae; men just som jeg havde sagt det, kom jeg ved tilfældig at støde paa Taillen til at see, at jeg ved at trække vilde tabe. En tanke foer mig igjennem Hovedet: enten nu at tage hjem eller at gjøre Noget for at trække et andet Kort! Men lykkeligvis er der et stort Skridt fra Tanke til Villie og et endnu større fra Villie til Handling. Er man først i Vane med at være honnet, saa lyder man Vanen, idetmindste til et vist Punkt. Jeg trak og tabte. Men samtidig med, at Spændingen ophørte og Spillet i Tabets første Øieblik var mig ubehageligt, kom en Reaction af anden Art. Ligesom i Følge med en stærk Blodstrømning til Hovedet, fremsteg Billedet af Fader, af Ritmesteren, af Hende, og syntes at spørge, om det var mig, der havde tænkt paa at gjøre Uret, begaae Svig, at trække et andet Kort end det, jeg skulde. Jeg sad som en Forbryder, forfærdet over mig selv, forbauset over, at noget Saadant var fundet i min Organisme. Ved en besynderlig Tankebevægelse kom jeg samtidig til at huske paa Salling og ligesom følge Sporet hen til ham. Blodet trykkede saa stærkt i mit Hoved, at jeg virkelig befandt mig ilde og uden Hensyn til de Andres Spørgsmaal og Bemærkninger gik. Da jeg kom ud i den stjerneklare Vinternat, var det, som om Luften levede. Larmen oppefra, der endnu lød i mine Ører, forvandlede sig til Ritmesterens ærlige, trohjertige Latter, en stor Stjerne blinkede som Hendes uskyldige Øie, det Hele blev stille, alvorsfuldt, sindsbetagende som min Faders Dødsstund. Det kaldte mig, stødte mig fra, trykkede mig til sig, tumlede med mig, spurgte, om jeg ikke var for god til det. Fortrydelsen over mig selv havde ingen Ord. Jeg gjorde intet tydeligt Løfte; men i mit Indre reiste sig med Magt, ligesom en Jernmur, en Beslutning, en Villie, der afgjorde, at jeg aldrig i mit Liv skulde spille mere.

Allerede i sin tidlige Barndom, ved den første Religionsundervisning, lærer man Meget, som man dog ikke veed, før man ved Erfaring tilegner sig det næsten som noget Nyt, man selv opdager. Hertil hører navnlig Erkjendelsen af det Onde som saadant, af Straffen, som det medfører allerede derved, at det existerer i En. Men Erfaring i een Retning forebygger rigtignok ikke, at man jo snart efter kan behøve til sin Skade at gjøre Erfaring i en anden, nærliggende.

For mig gik det pludselig op, at Livet trues af at blive ormstukket, at Veien til vore Idealer kan blive brudt af, og at selve Idealerne kunne forsvinde og efterlade os i den klamme Realitet, hvis vi sjælelig eller aandig faae Noget ind, der gjør os uværdige. Jeg var skræmmet og ydmyget over, hvad jeg havde forefundet i mig selv; men den Beslutning, jeg strax havde sat som Dæmning, bidrog til at give mig Selvfølelsen tilbage forenet med mere Ro. Nu var jeg glad ved at kunne aspirere til en saa hæderlig Stilling som Officier og besluttede at gaae den jevne Vei og tage Adgangsexamen til Høiskolen. Det varede unægtelig ikke længe, inden den stærke Længsel og de høitflyvende, eventyrlige Planer kom igjen. Jeg fik ny Næring for dem ved at læse om et Par franske Officierers Ophold i Persien, og jeg blev saa greben af den raske, kraftige Lykke, de havde gjort, at jeg tog Undervisning i Persisk; men selv dette beroligede, som alt Studium og solid Forberedelse gjør.

Jeg havde Ingen at tale med om mine Planer; thi Valdemar, som dog var den Nærmeste, var saa lykkelig i sin Stilling som Lieutenant, saa tilfreds med sine Udsigter og saa harmonisk i sin hele Væren, at han ikke kunde forstaae min Uro, tilmed da jeg ikke kunde omtale dens inderste Aarsag og i det Hele ikke kunde gjøre det forklarligt for Nogen - knap for mig selv - at jeg vilde bort, fordi jeg længtes efter En i Kjøbenhavn, at jeg maatte blive, fordi jeg ikke kunde reise fra min Søster, at jeg med Taalmodighed maatte erhverve mig en Stilling, men at jeg ikke havde Tid, ikke Tid!

Den Eneste, jeg kunde tale med, ikke af virkelig Fortrolighed, men af Vane til at tale, var Sophie. Det var den uheldigste Slags Fortrolighed, fordi hun erfarede Noget, men ikke Alt, og allermindst det Vigtigste, Motiverne til mine Tanker og Planer. Hun sagde, at hun forstod mig meget godt, meget bedre, end jeg antog. Hun vidste godt, at jeg var ærgjerrig og vilde frem i Verden, og det var jo ingen Skade, det var tvertimod meget honnet. En eneste Gang rørte hun paany - det var en Aften i Tusmørke - ved den gamle Gjenstand. Hun sagde: »Husker Du endnu, at der var Nogen, Du var forelsket i, eller har Du glemt det?« - Jeg svarede: »Tal ikke derom, Sophie, det glemmer jeg aldrig.« - »Naa, sagde hun, saa er der jo Ingenting i Veien; gaa da til Høiskolen; bliv Officier; hun finder sig saamæn nok i at blive Lieutenantsfrue, indtil Du bliver Capitain.«

Min Søster var nu en voxen Pige og kom i denne Periode, tilligemed vor Cousine Julie, et Par Gange til Byen i Besøg. Endskjøndt jeg ikke længer boede hos Dr. Hilders, stod jeg dog paa en saa venlig Fod med dem og kom der saa ofte, at jeg førte min Søster til dem næsten som til fjernt Beslægtede, hun skulde gjøre Bekjendtskab med. Det gik ogsaa fortræffelig med Doctoren; han sagde strax, at hvis han havde kjendt min Søster, havde han aldrig ladet sig nøie med mig, jeg var ligefrem bleven paalistet ham som Original, endskjøndt jeg dog kun var en daarlig Copi. Deri havde han mere Ret, end han selv vidste; thi det Gode af vor Slægt og det Skjønne i vore Barndomsforhold, der hos mig var blandet med urolige og forstyrrende Bestanddele, var levendegjort i hende, og hvad hun havde prøvet af Sorg, havde givet hende et særeget klogt og bestemt og dog blidt Udtryk. Jeg forstod det ved at see det; men paa Andre, der ikke havde Kundskab om Fortiden som Nøgle, virkede Udtrykket i hendes Ansigt maaskee ligesaa hemmelighedsfuldt og trylleagtig som Astrids paa mig. Enten det nu var den stærkt og jovialt udtalte Beundring eller Doctorens hele sunde, livlige Natur og det sande Venskab, han havde viist mig, saa behagede han min Søster; men til Sophie kom ingen Tilnærmelse, endskjøndt hun fra Først til Sidst var Venligheden selv og ikke paa nogen Maade syntes at ville mærke, at hun var og blev Fremmed. Mig gjorde det lidt ondt for Sophie, eller jeg anerkjendte med nogen Sympathi, at hun godt holdt Contenancen; men da jeg talte til min Søster derom, fik jeg selvfølgelig Uret; thi jeg kunde ikke gjennemføre et eneste Bevis for, at Sophie ikke var bleven behandlet med al mulig Høflighed. Det blev endogsaa indrømmet, at hun var en net, en meget net og huslig Pige. »Hvoraf kommer det,« spurgte Marie sluttelig, »at Du og hun ere Dus?« - Det havde jeg knap lagt Mærke til, og det var da let at forklare.

Anden Gang, min Søster kom ind, var i Mai, og en Dag da vi gik oppe i Kunstudstillingen paa Charlottenborg, mødte vi Astrid. Jeg hilste, naturligvis. Havde jeg været ene, havde jeg talt til hende. Jeg kunde, hvis jeg havde været ældre, mindre greben, have gjort det ogsaa nu og forestillet min Søster. Men Øieblikket gik tabt, og et andet kom ikke. Alle Billederne dandsede for mine Øine. Min Søster spurgte, idet vi gik videre: »Hvem var den Dame?« og tilføiede, da jeg havde sagt hende det: »Det Ansigt kunde jeg godt lide!«

»Det troer jeg nok!« tænkte jeg og søgte i mit Hjerte at tilgive hende, at jeg ikke havde været ene.

En smuk Septemberdag blev der gjort en Skovtour. Vi vare ti unge Mennesker, alle tilhest, og den livlige, kraftige Cavalcade satte mig undertiden helt tilbage i de lykkelige Tider, da Ritmesteren førte an. Hvergang min Barndomstid saaledes ved udvortes Omstændigheder blev ført stærkt og levende frem for min Erindring, havde jeg en Fornemmelse, som om Noget skulde hændes mig, som om man andensteds var beskjæftiget med mig, og vort Ridt igjennem den dybtgrønne Skov, ofte udenfor alfar Vei, blev ved denne Følelse særegent poetisk for mig: overalt speidede jeg efter det Ubekjendte. Men de nysgjerrig-frygtsomme, mørkøiede Dyr, der undertiden pludselig kom tilsyne og i første Øieblik syntes Andet, end de vare, udgjorde omtrent det Eneste, der mødte os i Skoven.

Da vi henad Middagstid vare ved Fursøen, besluttede vi at ride over til en Kro ved Frederiksborgveien, der var bekjendt for sit gode Kjøkken, og Huset viste sig ogsaa beredvilligt til at beværte os paa det Bedste; men, da der allerede var et Par Selskaber, kunde man ikke give os andet Værelse end den ene Gjæstestue, hvor vi dog, tilføiede man, vilde være ganske ugenerte; thi henad Aften kom der sjelden Nogen. Vi fandt ogsaa, at vi vare meget uforstyrrede, og da efter Kaffen en god Bolle Punsch kom paa Bordet, blev der foreslaaet en Bassette. Man vidste, at jeg ikke spillede, og indbød mig med skjæmtende Undskyldning til den Morskab at see til.

Medens man var fordybet i Spillet, kom der en Reisende, hvem Ingen gav videre Agt paa, da han beskedent og stille tog Plads i en Krog og lod sig bringe en Kop The. Snart syntes dog Spillet, Udraabene »Paroli!« »Attention!« »Jeg gjør en Sept leva!« og desl. at tildrage sig hans Opmærksomhed, eller rettere: han blev dragen, først med Hovedet, saa med hele Legemet, og nærmede sig, men paa en Maade, der ikke generede. Det var en kraftig bygget Mand, paa omtrent halvhundrede Aar, med kroget Næse og et klogt Ansigt og med et venligt Udtryk, som om han fornøiede sig over, at Ungdommen morede sig. Idet han kom nærmere, syntes han at medbringe en Atmosphære, hvori der var Lykke; de, han var nærmest, vandt, og en gjensidig god Følelse opstod, saa at han med en vis overlegen og dog behagelig Frihed i Manerer kunde vexle enkelte Ord med de Spillende, gjøre enkelte Spørgsmaal, uden dog at tillade sig noget Overgreb, give Raad eller desl. Der var en fremmed Accent i hans Tale, omtrent den, man engang kaldte Hof-Accenten, og som ansaaes for fornem.

Jeg troede at høre Hestene slaaes ude i Stalden og reiste mig for at gaae ud. Derved fik den Fremmede Øie paa mig, og da vi kort efter mødtes udenfor, spurgte han mig med en let Hilsen, om jeg ikke hørte til Selskabet derinde, og da jeg svarede Jo, vedblev han: »Og De spiller ikke?« - »Nei.« - »Aldrig?« - »Nei.« - »Det var mærkværdigt!« raabte han.

Man bliver altid let tiltrukket af den, der viser En Beundring, og den Fremmede havde desuden en stor Evne til at indlede og fastholde en Samtale, saa at vi et Kvarters Tid gik frem og tilbage udenfor Døren i Maaneskinnet. Det blev i Samtalens Løb berørt, at vi havde gjort Touren tilhest, og han udbrød: »Men jeg er ogsaa ridende! Kunde vi ikke gjøre Følgeskab ind til Byen?« - Jeg troede ikke at begaae nogen Uhøflighed mod mine Venner, der nu vare beskjæftigede og maaskee vilde holde ud til Morgenstunden, ved at modtage denne Opfordring, og gik ind og sagde dem Godnat. Da jeg kom ud, saae jeg, at den Fremmede havde Rideknægt med. Jeg mærkede da, at det var en fornem Person, og fik yderligere Bekræftelse herpaa, da han i Talens Løb berørte, at han havde opholdt sig en Dags Tid paa Slottet i Frederiksborg. Inden vi skiltes, navngav han sig - han var en holstensk Greve - og bad mig besøge sig i Hotel Royal, »eller,« sagde han, »lad det ikke være en ubestemt Aftale, nævn mig en Dag, De vil komme og spise Frokost med mig.«

Saaledes begyndte vort Bekjendtskab, og det varede ikke længe, inden han fortalte mig, hvorfor han fra Først af var bleven tiltrukken af mig: Han havde en Søn, lidt yngre end jeg, en fortræffelig Fyr; men han spillede ivrig, noget for ivrig, og det var denne Modsætning, der havde slaaet ham.

»Men,« sagde jeg, »kan Greven da ikke faae ham til at lade være?«

»Hvordan skulde jeg bære mig ad med det?«

»Ved at lade ham vide, at De ikke vil have det.«

»Hm, ja; men saa spillede han alligevel og tabte Freidigheden overfor mig. Jeg har ikke Lyst til at miste en Ven i min Søn.«

Nogen Tid efter bad Greven mig at gjøre en Tour med til Roeskilde, og jeg greb med Fornøielse Leiligheden til at see Domkirken, hvor jeg, sandt at sige, aldrig havde været. Der var Marked i Byen, og da vi kom fra Domkirken, saae vi en Gruppe Mennesker, der i en Krog af Pladsen syntes ivrig beskjæftigede med Noget, der laa paa Jorden. Vi gik nærmere og saae, at der inde i Kredsen sad en Mand paa Huk og lagde tre Bunker Kort ved Siden af hinanden. En for en løftede han Bunkerne og viste det nederste Kort. De vare: Kløver To, Spader Otte og Hjerter Konge. Efter at have viist dem frem lagde han atter Bunkerne ned og sagde: »Nu har De Alle seet, hvor Hjerter Konge er; men jeg holder en Daler mod en Mark, at Ingen alligevel kan pege Bunken ud!«

»Men jeg saae det jo!« sagde Greven, »Her er Marken! Det er den midterste Bunke!«

»Værsgo og vend den,« sagde Manden.

Greven vendte den, og det var Spader Otte.

»Endnu engang! Jeg holder to Mark!« raabte Greven.

Saadan blev det ved, bestandig »dobbelt op«, indtil Greven havde tabt alle de Penge, han havde hos sig, omtrent 170 Rdl.

Hverken da vi gik derfra eller senere paa Hjemtouren, sagde Greven et Ord om denne Scene, men overlod det formodenlig til mig at forklare mig, hvem hans Hr. Søn slægtede paa.

Han var aabenbart selv en lidenskabelig Spiller, jeg saae senere flere Exempler derpaa; men han var tillige en Mand med store Interesser, Spillet kom kun over ham som pludselig, voldsom Afbrydelse, eller: han var en solid Bygning, hvor Spillet kunde fare ind ad de aabentstaaende Vinduer, men ikke rokke Grunden. Han havde mange Egenskaber, der maatte paavirke mig, idetmindste for en Tid. Han var den første virkelige Adelsmand, jeg havde truffet paa, og skjøndt jeg hverken fra min Barndom var vant til at føle mig lavt stillet eller i mine Ungdomsdrømme fandt Nogetsomhelst for høit til mig, maatte jeg dog uvilkaarlig see op til hans af Verden anerkjendte, arvede Stilling og være nysgjerrig overfor et saadant i min Omgangskreds sjeldent Exemplar. Han havde besøgt saagodtsom alle europæiske Hoffer, og hvad jeg derfor især forskede efter hos ham, var Tegn paa det høiere eller »allerhøieste« Omgangsliv, og jeg følte Tilfredsstillelse ved at mærke, at dette var noget Overkommeligt, at det væsenlig svarede til Noget, jeg vidste i Forveien og havde Sands for: at den rette Fornemhed er den rette Simpelhed.

Der var et Punkt, hvor jeg, curiøst nok, blev ligesom fornemmere end han eller følte en Overmagt over ham og tildels virkelig udøvede den. Det var ved Sproget. Han havde begyndt med at tale Dansk til mig, og det holdt han ved med, dels af Høflighed, dels fordi jeg instinctmæssig følte, at der var min faste Borg. Han talte fortræffelig Dansk, men med Hindringer, og medens hans Sprog i en lang Række af Sætninger kunde være saa rent som hos vore Classikere, kunde der komme en Yttring, en Vending, en Tone fra Christenbernikovstræde, hvilket rimeligvis hidrørte fra, at han i sin Barndom havde lært Dansk af Bøger og af Tjenestefolk, og at han i sin Ungdom under Opholdet i Kjøbenhavn havde talt Tydsk med de fleste dannede Folk og Dansk paa Kneiper. Han havde selv en usikker Fornemmelse af, at der var en saadan Mangel, og bad mig om at corrigere ham; men hvad enten han af denne Bøn haabede, at jeg skulde komme ham imøde og tale Tydsk, eller han oprigtig mente den, saa huskede jeg paa Erkebispen, der bad Gil Blas om at kritisere hans Prædikener, og lod være.

Jeg vilde gjerne høre ham tale om Politik; det forekom mig ulige grundigere og interessantere, hvad en Mand sagde efter Kjendskab til de handlende Personligheder og deres Omgivelser, end hvad Bladene fortalte; men jeg undgik at tale med om vor egen Politik eller blot bringe ham ind derpaa, fordi jeg havde faaet den Mening, at Dansk og Holstensk vare hinanden fjendtlige Elementer, og fordi jeg i et behageligt Bekjendtskab helst vilde glemme dette. Han mærkede det, eller han forudsatte efter sit Kjendskab til os Danske, at det var saa, og medens han ikke directe søgte at overbevise mig om, at jeg tog feil, greb han dog enhver Leilighed til at lade mig mærke, at han netop satte den rigtige Pris paa de Danske, ja, at hans Opfattelse af den danske Politik var den egenlige, rette og velsindede.
Da han stod i store politiske Forbindelser og deltog i Datidens betydelige Forhandlinger, havde hans Ord til mig formodenlig ofte en Anledning, jeg ikke kjendte, eller sigtede til Noget, han netop havde oplevet. Saaledes sagde han engang:
»Det er et prægtigt Folk! Det er kun Skade, at det ikke samtidig kan have Skjønheden af at være et gammelt Folk og Fordelen af at være et ungt Folk. Den store Fortid vil formodenlig til Tidernes Ende forhindre de fleste Danske fra at betragte deres politiske Samtid og Omgivelser med den fornødne Nøgternhed. Jeg kjender intet andet Land, hvor der er saa megen Poesi i Politiken, og undrer mig aldeles ikke over, at Bladene saa ofte behandle Politiken paa Vers. Snarere undrer det mig undertiden, at de ledende Statsmænd ikke tale paa Vers.«

En anden Gang sagde han:
»Det er ganske sikkert et prægtigt Folk, med en Livlighed og en Cultur, som maaskee finder sin Forklaring i, at Landet er saa lidet, men som andre Folk kunne misunde det. Det er dog virkelig Tegn paa Cultur og Humanitet, at den absolute Konge har kunnet afgive næsten hele sin Magt og omgive sig med et folkeligt Parlement, mest valgt af Bønder, der for halvfjerdsindstyve Aar siden vare Trælle, og at det gaaer saa ordenlig til i det Indre. Jeg tilstaaer, at jeg ikke er nogen Ven af demokratiske Tilstande og ogsaa i dette Land seer betænkelige Symptomer; men det Tegn paa Cultur maa jeg tage Hatten af for.«

Engang mødte jeg ham paa Slotspladsen, og uden Indledning brød han frem med en Tanke, som rimeligvis i det Øieblik havde sysselsat ham: »Det er svært, som de her løbe efter Dingeldangel! Jeg har seet et Væddeløb mellem to store Mænd. Vi Andre vil ogsaa nok have en Orden; men vi kan undvære den; vi pynte den ligesaa meget, som den pynter os.«

Imidlertid var hans Opgave med mig en ganske anden end at gjøre mig til Fortrolig for sine politiske Stemninger, Skuffelser o.s.v. Medens jeg naivt troede, at han saagodtsom havde forelsket sig i mig, havde han den Hensigt at anvende mig til bestemt, praktisk Brug, men vidste længe ikke, hvordan han skulde gribe Sagen an. Da han hyppig reiste bort, var jeg snart vænnet til at betragte ham som et forbigaaende Bekjendtskab, og selv om dette ikke havde været, vilde jeg dog næppe have talt synderlig til ham om mine personlige Forhold. Vel var jeg for ung og for lidet verdensklog til at vide, hvilken Fordel det er at kunne tie; men jeg havde ingen Trang til at tale; hvad jeg egenlig bar paa, var mig for kostbart til at give hen. Han maatte derfor føle sig for og rykkede kun med største diplomatiske Forsigtighed frem med det, han havde paa Hjerte. Hans Søn skulde gjøre sin store Tour i Europa, og han søgte et Menneske, der kunde reise med ham, ikke som Lærer, ikke som Hovmester, men som Ven, En, der kunde paavirke den unge Herre, om mulig modarbeide hans Spillelyst, skaffe sig Autoritet over ham, føre ham ind i andre Interesser. At finde et saadant Menneske var jo yderst vanskeligt. Sønnen havde Venner nok; men dem burde han netop bort fra. Et ungt Menneske af den Slags, som man kunde ønske, som selv havde en Fremtid og Noget at opgive, var det jo vanskeligt at byde en Erstatning. Hvad skulde man gjøre? Hvor skulde man søge en saadan Fugl Phønix?

Dette var Grevens Grundtanke, og inden jeg ret mærkede den og dens Forbindelse med hans Venskab for mig, havde han saa omhyggelig som mulig søgt at udfinde, hvad jeg egenlig eftertragtede i Verden, hvor det Punkt var, hvorfra jeg kunde fristes.

Da han saae, at jeg havde faaet Øinene op for hans Plan, rykkede han endelig helt frem med den. Han sagde:
»Jeg troer, at jeg flere Gange har havt Leilighed til at udtale mig saadan for Dem, at De ikke kan tvivle om den virkelige Agtelse, jeg nærer for Deres danske Folk, og i visse Maader vilde jeg rose mig af, selv at være en god dansk Mand, skjøndt jeg veed, at de, som kalde sig egenlige Danske, ikke vilde være saa høflige at nøies med at smile ad en saadan Paastand af en Holstener. Men det ville vi nu ikke tale om. Hvad i den Henseende feiles eller forskyldes, kommer ikke os To ved. Jeg talte om min Agtelse for dette Folk. Jeg behøver ikke tilføie den Forsikkring, at jeg ogsaa anseer det for et modigt Folk. Men det er ikke noget krigersk Folk. Det er ikke stort nok dertil; at være krigersk er det Samme som at være ærgjerrig og have store Planer. Alt er her indrettet paa Forsvar, og den militaire Organisation er bleven gjennemtrængt af den civile, borgerlige, hyggelige Aand, der maaskee i andre Henseender er en Prydelse for Nationen. Det er her ligesaa stor en Ære for en Søn af en adelig eller anden betydelig Familie at blive Student som i andre Lande at blive Officier og gjøre et Felttog med. I andre Lande, f. Ex. England, Preussen, Østerrig, seer Staten og den oplyste offenlige Mening helst, at store Familiers Sønner hellige sig til Militairstanden, dels vistnok fordi Soldaterne derved komme i Hænderne paa en Classe, der har Noget at tabe, men ogsaa fordi man ønsker, at Officiererne skulle være uafhængige gentlemen, og at Familierne skulle bevare en ridderlig Tradition, at der i det høiere Liv skal være, hvad Engelskmændene kalde pluck. Seer De nu, med al Respect for de danske gentlemen-Officierer: Aanden her er og maa være en anden. Man bliver Officier, som man bliver Embedsmand, for at komme i en anstændig Vei og gifte sig. Adgangen er aaben for Alle, ligesom Enhver kan blive Guds Ords Forkynder, blot ved at tage Examen. Alle ere naturligvis Kammerater, og da Formuen i dette Land er meget delt, er Majoriteten ikke meget formuende, og den herskende Tone er derfor præget af et vist borgerligt Sparsommeligheds Hensyn. Jeg kritiserer ikke dette; det er upaatvivlelig meget agtværdigt og demokratisk; mais ce n'est pas la guerre, det er ikke krigersk. Der er for megen Idyl og for lidt Eventyrlighed. Saavidt jeg har kunnet lægge Mærke til Dem, er dette ikke Deres Formaal og Opgave. En anden ældre Mand vilde maaskee sige, at De er en Sværmer; men jeg kan endnu huske min Ungdom saa godt, at jeg blot kalder Dem ung og romantisk. De søger Krigen som en Metier, som et Middel til usædvanlig Udmærkelse. Jeg vil ikke sige Dem den Compliment, at De er for stor til de smaa Forhold; thi ingen Mand er for stor til sit Land. Men De behøver at komme ud og tumle Dem og finde en Chance. Savoyarden Eugen og Lieflænderen Loudon søgte og fandt en saadan Chance til at blive østerrigske Feltmarschaller, ikke at tale om Moritz af Sachsen! Jeg bruger disse Navne som store Exempler, og jeg siger ikke, at De skal have netop samme Held; men De skal have en Chance for at bruge Dem selv. Det er Grunden, hvorfor jeg efter samvittighedsfuld Overveielse kan rykke frem med mit egennyttige Forslag: reis med min Søn. Jeg troer, at medens De gjør mig en ubeskrivelig Tjeneste derved, kan det føre til Deres egen Lykke. De vil komme i Forbindelser, hvoraf De kan drage Nytte, og skulde De efter nogen Tids Forløb finde, at jeg har taget feil, saa - ja, saa haaber jeg, det dog skal vise sig, at De ikke har taget feil.«

Saa meget dette end i visse Maader svarede til mine Reisedrømme, stødte det dog paa Hindringer, dels i min Uafhængighedsfølelse, dels i de Forhold, der bandt mig til Hjemmet. Desuden kan jeg heller ikke sige, at jeg fæstede Lid til Grevens Ord om, at jeg kunde gjøre min Lykke i en anden europæisk Stat; Forholdene syntes mig ikke længer at være som i Prinds Eugens og Loudons Tider, og de eneste Lande, hvor en pludselig og usædvanlig Lykke kunde naaes ved et dristigt Greb, forekom mig stadig at være i Orienten, især i Persien, eller ogsaa i Afghanistan, hvor man tillige kunde komme til at staae imod Jordens store Prosafolk, Engelskmændene. Ved nøiere Eftertanke stødte jeg ogsaa paa det Factum, at Greven vilde bruge mig og jeg Greven i Formaal, der vare aldeles uforenelige; thi ved ham haabede jeg netop, naar jeg nu fik taget Examen og kunde vise mig i nogenlunde værdig, selvstændig Skikkelse, at blive paa engang indført i de Kredse, hvor jeg kunde vente at møde Hende, og altsaa blive hjemme, hvis ikke Hun sendte mig bort.

Jeg husker godt, hvor vanskeligt Forholdet til Greven begyndte at blive mig, fordi vore Interesser saadan stode imod hinanden, uden at jeg kunde forklare mig - da jeg gjennem ham fik en Efterretning, der vel i Førstningen ikke gjorde et overmaade dybt Indtryk, men snart fik en afgjørende Indflydelse paa mig.

En Dag, da jeg havde mødt ham paa Gaden og gik op med ham i Hotellet, kom Tjeneren og bragte ham et meget elegant lille Brev, og da han havde aabnet det, sagde han ligesom hen for sig og i en halvt skjemtende Tone: »Ei, ei, jeg gratulerer.« - Han vendte sig til mig og sagde: »Det er en svensk Baron Panin, lidt i Familie med os, der er bleven forlovet - kjender De den Dame?« tilføiede han, idet han rakte mig det modtagne Kort pour faire part.

Det var Hendes Navn!

Det var en overraskende, skarp, smertelig Fornemmelse af, at det Yndefulde havde glemt mig, vendt sig fra mig, svigtet mig, og da man ikke tilstaaer den Slags Smerter, fornægtede jeg hende og svarede Nei. Men vi havde dog saa længe staaet hinanden altfor fjernt, til at jeg kunde føle denne Forlovelse som en aldeles personlig Skuffelse; det var mindre Hjertet end Phantasien, som led; hvad der hidtil paa deilig, men ubestemt Maade havde fyldt Livet med Lys, blandet sig ind i mine Forhaabninger og givet dem Farve, hvad der mysteriøst havde sammenslynget sig med Troen paa, at jeg skulde faae Gaarden tilbage og alle Barndomsforjættelser opfyldte - dette Glandsfulde, denne Sol, blev pludselig berøvet mig, tog sin egen Flugt ud i Universet og slukkede Lyset for mig i min Tilværelse.

»Hun skal være smuk, jeg har hørt hende omtale,« sagde Greven i den Tone, hvori man taler om en fremmed Gjenstand, medens mit hele Sind irriteret ønskede at udskrige en Protest imod det uforskammet utilstrækkelige Ord smuk. Han tilføiede, igjen i halvt skjemtende Tone: »Det er tredie Gang.«

»Har hun været forlovet to Gange før?« spurgte jeg, og Himlen forlade mig det, jeg troer næsten jeg ønskede, han skulde svare Ja.

»Hun? Nei, jeg mener min Halv-Cousin, den Skjelm Panin. Han har været gift to Gange før. En af hans Koner er død, en anden er han skilt fra. Det var mærkelige Damer, begge To; han samler paa Mærkeligheder.«

»Saa er det dog besynderligt, at den unge Dame har villet tage ham,« sagde jeg.

»Ja, men man kommer jo heller ikke saadan og fremlægger sit hele Vita anteacta uden Indledning. Man siger ikke til en Dame: Min Deiligste, vil De være den Tredie? Man erhverver hende som den Nr. l, man altid har søgt.«

Greven sagde dette i usædvanlig oprømt Tone; det var ellers ikke hans Maneer at tale saadan.

Jeg vilde gaae; men inden jeg fik taget Afsked, kom en Herre af Staldetaten.

»Har De hørt den nye Forlovelse?« var hans første Ord.

»Jeg har endnu Kortet i Haanden - hvis det er den, De mener.«

»Ja. Og er det ikke skammeligt: den deilige Pige til Sverrig!«

»Det veed jeg dog ikke,« svarede Greven, »Skandinavismen er fashion; saadanne Alliancer ville bidrage til at styrke Baandet mellem to Monarker og tre Folk.«

Hofcavalieren gjorde en lille Grimace og vedblev: »Men har De hørt, hvorfor hun tager ham?«

»Hvorfor?« svarede Greven; »dersom der er endnu en Grund foruden den ved slige Leiligheder sædvanlige, nemlig Forelskelse, saa vil jeg, hvis jeg tør være meget stolt, gjette paa, at det er, fordi Baron Panin er min Halvfætter.«

»O, jeg beder om Forladelse!« sagde Hofcavalieren.

»Aldeles ingen Forseelse!« vedblev Greven, stadig oprømt; »Halvfætterskabet er ikke til ringeste Hinder for, at jeg faaer Grunden at vide. Hvad var Grunden?«

»Hendes Søster er nylig død og har efterladt forældreløse Tvillinger. Hun har gjort det til Betingelse for sit Ja, at Baronen skal adoptere dem som sine egne!«

»Ja, saa!« sagde Greven.

Der blev endnu vexlet nogle Ord om samme Gjenstand, om Baron Panins Rigdom, Stilling og Indflydelse, og Hofcavalieren, der vilde besøge en anden Herre paa Hotellet og var bange for, at han skulde gaae ud, skyndte sig bort.

»Det har min Hr. Halvfætter gjort Ret i at modtage! Det er første Gang, han gifter sig fornuftig!« raabte Greven næsten overgivent.

Jeg gik. Det generte mig, at jeg havde hørt Fremmede tale paa deres Maade, verdslig, halvfrivolt, med Ligegyldighed selv i deres Interesse, om en Begivenhed, der angik Astrid saa nær. Jeg vilde dog hellere, for at mit eget Billede af hende skulde vedblive at være skjønt, antage, at Staldetaten havde Uret, og at hun af Kjærlighed havde valgt sig en Husbond. Naar jeg nu erindrede det usædvanlige, velsignede, ømme, næsten vemodige Udtryk, der saa besynderlig havde været blandet ind i hendes lykkelige, friske Smil, saa forstod jeg vel, at hun med særegen Hengivelse kunde bringe sig selv som Offer; men jeg begreb ikke, hvorledes Tilværelsen havde nænnet at benytte denne Evne og dens Udtryk, der kun burde bruges som Skjønhed, til at udføre en Pleiemoders reale, huslige Nyttesgjerning.

Verdens Liv syntes mig ubarmhjertigt og smaaligt; Atmosphæren lagde sig trang og klam om mig; men jeg sagde nøgternt til mig selv, at man maatte see at finde Noget at trøste sig med. Jeg spurgte mig selv, om jeg ikke hidtil havde seet paa Livet med naragtig Høitidelighed. Om Opgaven var Andet end at skaffe sig Spise, Drikke og Klæder og Penge til at kjøbe sig en Kone? Om jeg ikke kunde holde dette fast i Øie og med Sindsro sige til alle Illusioner, naar jeg mødte dem: Jeg kjender Jer, tag kun Masken af.

Men jeg tog aldeles feil i min Tro paa, hvad jeg kunde gjøre ved en Illusion, naar jeg mødte den paa Gaden. Skjæbnen vilde, at jeg skulde møde netop Hende, og saa blev Begivenheden ikke blot ny, men kom op i en anden Potens.

Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af April, med klar Himmel og let Frost. Der var faa Folk paa Gaden; jeg saae hende i lang Afstand i Bredgade. Jeg kunde ikke tage feil; den Ynde i Form, Bevægelse og Gang havde kun En. En indre Sands kjendte hende, før Øiet havde faaet Overbevisning. Hun gik med en høi, anselig Mand under Armen. Ham kunde jeg ikke faae fast Øie paa og see, om han var ung og smuk eller ei; det eneste Indtrykjeg beholdt, var, at han havde mørkt Overskjæg og Pelskrave paa Frakken, og at de samlede To saae lykkelig-fornemme ud. Der var i hendes usigelig lette, kjække Gang Noget, der paa engang betog mig med den gamle Henrykkelse og gjorde mig fortvivlet. Jeg kom saa nær, at jeg kunde see hendes Ansigt, gjenkjende Mundens mageløse Smil, og i de faa Secunder, der hengik, kom jeg til Bevidsthed om, at jeg havde elsket hende fra første Øieblik af, at denne Kjærlighed var mit Liv, at jeg burde springe til og frelse hende fra den umaadelige, usalige Feiltagelse, hun var ifærd med at begaae, ved at sige hende Alt, Ord, som hin fremmede Mand aldrig kunde tænke - og medens min Sjæl var saaledes vanvittig, var mit Legeme af Vane med at færdes i det polerede Liv forstandigt og dreiede om ad Dronningens Tværgade for at undgaae Mødet.

Men mit Hjerte, mit Sind, min Sjæl hang ved Synet, som jeg havde seet, fornam intet Andet, bebreidede sig at have ladet det gaae forbi uden at medtage det sidste Glimt, uden at have seet ind i hendes Øine og læst en Erindring deri - kunde de ikke have sagt Noget? Var det ikke Tid at vende om endnu? Burde jeg ikke, selv om hun i et Blik kunde see min Fortvivlelse, lade hende see den? Kunde jeg ikke, idet jeg kom hende nær, lade hende mærke, at jeg i mit Hjerte ønskede hende Himlens Velsignelse og forbandede min Skjæbne? - Jeg velsignede og forbandede, og gik videre, fyldt af det Deilige, Elskelige, Henrykkende, og sønderrevet af, at det var tabt.

Jeg mødte Kammerater, og da jeg ikke kunde tale om, hvad jeg tænkte og følte, talte jeg om alt Muligt og blev lystig. Vi spiste til Middag sammen, sad længe ved Bordet, og jeg drak meget. Saa skulde hver af dem etsteds hen, jeg fulgte med den, der gik den længste Vei; men tilsidst blev jeg dog ene, og i Ensomheden var jeg pludselig som falden ned fra Skyerne og bævede endnu af Faldet. Mechanisk gik jeg ud paa Østerbro til Dr. Hilders. Sophie modtog mig med Udraabet: »Hvor Du seer ud! Er Du syg?«

Jeg troer, jeg svarede i en lystig Tone: »Seer jeg ud? Det skal Du ikke bryde Dig om!

»Men er Du fra Forstanden, Axel? Synger Du til Bryllup eller til Begravelse?«

»Til Bryllup, Sophie! Til Dands, til Dands, til Lystigheder og Fester!«

»Hvem er det, der skal have Bryllup?«

»Det Deiligste, der er i Verden! Spørg saa ikke mere. Hvor er Din Onkel?«

»Han er i Theatret med Moder. Hvem er det, der skal giftes? Og hvad kommer det Dig ved?«

»Hvad det kommer mig ved? Det er Hende!«

»Hvilken Hende?«

»Hende jeg altid tænkte paa - altid!«

Sophie blegnede, og store Taarer begyndte at komme hende i Øinene.

»Ja, Sophie,« sagde jeg. »Du har bestandig villet hjælpe Folk med at bære denne Verdens Sorger - nu har jeg en, Du nok ikke havde ventet. Jeg burde ikke have sagt det, jeg burde have tiet; men jeg kan ikke, jeg kan ikke! Det er ikke til at udholde!«

Sophie sprang til med Udraabet: »Græd ikke, Axel! Jeg kan ikke taale at see det!... Du veed ikke selv, hvad Du siger!... Glem hende!«

Hun lagde Armen om min Nakke og trykkede mig op til sig, og det var første Gang, at jeg blev trykket til en ung Kvindes Barm.

En Følelse, som jeg forbander, kom ved denne Berørelse, en vild, usalig Henrykkelse over hendes Deltagelse, over hendes Taarer, som faldt paa mine Læber, og som bleve aftørrede af et blødt, svagt, henglidende Kys - et Ryk af Sjælens dybe, men vildfarende Trang til Kjærlighed, den moralske Spændkraft vigende for Blodets Magt - og maaskee en lignende uberegnelig og ureflectert Omvæltning i hendes Sind -

kunde jeg sige, hvis ikke Synder af denne Slags overveiende burde lægges paa Manden.

Et Par Dage hengik, saa fik jeg et Par Linier fra Sophie, hvori hun bad mig komme ud til hende; men jeg var saa ulyksalig, saa nedtrykt og demoraliseret, at jeg opsatte det fra Dag til Dag.

Saa fik jeg en Morgen Besøg af Dr. Hilder, og det blev mig snart tydeligt, at Sophie havde talt til sin Moder og Moderen til ham.

Dr. Hilder sagde: »Naturalia non sunt turpia.* Det er naturligt, og hvis vi levede i Ørkenen Gobi mellem Kalmukker eller Mongoler, vilde jeg sige: Godt. Men det gjør vi ikke, og nu ligger der et Hus. Naar saadant et Pigebarn gaaer med en skjør Flaske, som hun skal passe paa, og taber den, hvad gjør hun saa? Hun staaer stille og tudskraaler. I Gobi kunde det være det Samme; men her kan man riskere, at Folk høre det. Jeg bebreider Dig ikke videre end Din Part; Moderen skulde have passet paa, hun selv skulde have passet paa, og jeg burde ogsaa have passet paa. Nu maae vi Alle være enige om at gjøre det godt igjen. Vi maae have Jer klappede sammen, Børnlille,« tilføiede han, idet han lagde Hænderne paa mine Skuldre og saae paa mig med en Høitidelighed, hvori der paa komisk Maade var noget Medlidende.

»Hvad mener De?« spurgte jeg, vistnok snarere for at sige Noget og samle mig, end fordi jeg ikke forstod.

»I maae gifte Jer. Det er jo noget tidlig for Dig; men for det Første skal Du ikke behøve at plages med de prosaiske Sorger ved at sætte Bo og ernære en Kone, Alt kan jo omtrent blive som hidtil; vi flytte blot lidt om i Værelserne.«

Det var et velvilligt-frygteligt Forslag, i visse Henseender en yderst blid Maade at afgjøre min store Skyld paa, i andre Henseender tillige en forfærdelig Straf. I Ungdommen anseer man ofte Ægteskabet for et utaaleligt Fængsel, hvad det ogsaa er lige til det Øieblik, da man bliver greben af sand Kjærlighed. Saa er det hele Tilværelsen eller et Paradis, der ligger i Virkeligheden og dog ikke tager Plads op. Men at gifte sig uden Kjærlighed, som en Straf - det er ikke blot at føle Straffen, men ogsaa at forgribe sig paa Paradistroen, og mig forekom det ved dette Forslag, som om jeg skulde sige mig løs fra alle gode Aander og fra det Haab, som, uagtet mit Haab til Hende var bristet, endnu stod med et sælsomt Skjær ude i den Horizont, man vilde lukke for mig. Han kunde vel omtrent see paa mit Ansigt, hvorledes jeg var tilmode, og sagde: »Hvad er det? Du seer jo slet ikke lykkelig ud! - Hør nu, jeg er, naar jeg selv skal sige det, en honnet gammel Karl, og Du er en honnet ung Karl; lad os nu tale alvorlig *Det Naturlige er ikke skammeligt. sammen. Lad mig faae det Hele at vide. Du holder dog af hende? Du maa dog have sagt hende det.«

Det var jo pinligt at sige Nei; men der var ikke Andet at gjøre end nogenlunde at møde Ligefremhed med Oprigtighed.

»Det er dog en Helvedes Historie!« sagde Dr. Hilder; »men der er sgu ikke Noget at gjøre alligevel, min Ven. Siden der nu engang er blevet snakket, saa maae I for Præsten, om I saa skal skilles paa Stedet.«

Det faldt ham maaskee ud af Munden; men det blev »Basis for Underhandlingerne«.

Dr. Hilder stod i Venskabsforhold til en Præst, der omsider paatog sig at forrette Vielsen, umiddelbart før Ansøgningen om Skilsmisse skulde underskrives. Det var ikke lovligt, sagde Præsten, og han vilde kun paatage sig det Ansvar at begaae en saadan Uret, fordi det kunde være en større Uret at undlade det. Han havde en Samtale med mig og, som jeg antager, ogsaa med hende, men var formodenlig i Forveien overbevist om, ikke at kunne udrette Noget, og udrettede derfor intet Andet end at faae en kort Bestyrkelse paa, hvad Dr. Hilder havde sagt ham.

Vi mødtes hos ham for at vies og skilles. Jeg kan ikke huske, om der var Vinduesgardiner i Værelset eller ei; men det staaer for mig, som om Alt, hvad der hørte til menneskelig Pynt og Prydelse, var borte fra denne Ceremoni.

Præsten brugte ingen anden Indledning end den, at han var ifærd med at foretage en Handling, der maaskee var rigtig, men ikke god, og han bad Gud være dem naadig, der forlangte den. Han brugte saa lidt af Liturgien som mulig; men der var dog høitidelige Ord, som ugjerne bleve sagte, og som ugjerne bleve hørte.

Omendskjøndt jeg havde foresat mig at gaae igjennem Ceremonien som en Statue, med al Følelse og Tanke standset, ligesom man kan holde sit Aandedræt standset en Stund, og omendskjøndt jeg udførte det, var der dog et Øieblik, da de hellige Ord, som her bleve brugte uden at skulle have Betydning, gjorde Indtryk paa mig eller vakte en Fornemmelse af den hele Begivenheds store Syndighed, og havde i dette Øieblik Nogen fundet et heldigt Ord, eller havde hun, idet vore Hænder bleve lagte i hinanden for ikke at sammenføie os, givet min Haand et Tryk - hvad jeg indrømmer, at hun ikke kunde, krænket som hun var - saa havde jeg givet efter, maaskee for at fortryde det og gjøre os Begge elendige; men mit Liv vilde være blevet slaaet fast paa dette Punkt og fremtidig have dreiet sig derom.

Det skete ikke; vi vare Alle mere som Automater end som Mennesker. Ingen Velsignelse blev lyst, Præsten sagde intet Ord, som ikke var strengt nødvendigt, og efter Ordene: »Saa erklærer jeg Eder for rette Ægtefolk«, gjorde han uvilkaarlig en Bevægelse for som at lade hende gaae hen til Bordet og underskrive Ansøgningen om Skilsmisse.

Men med et flammende Udtryk af Had, som jeg ikke havde ventet fra de fromme Dueøine, vendte hun sig til mig og sagde: »Jeg be'er at hilse min Svigerinde!« og gik med sin Moder.

Vi tre, Præsten, Doctor Hilder og jeg, bleve staaende et Øieblik ubevægelige; derpaa lo Doctor Hilder.

»Om Forladelse! For Himlens Skyld, misforstaa mig ikke!« raabte han og greb begge mine Hænder; »men jeg kunde ikke lade være at tænke paa, at Marcelline dog nu har vundet Processen med Figaro; men Du maa ikke troe, at jeg er Dr. Bartolo! Jeg er en ærlig Karl og kan ikke gjøre ved det!«

Der var ikke Noget at gjøre. Jeg var narret, og jeg har aldrig i mit Liv følt et saadant Had som til hende - et Had, der var saa stort som min Uret.

Det var en af de næste Dage, da jeg sad hjemme, udygtig til at foretage mig Noget, betagen af min ulykkelige og falske Stilling, at Valdemar kom til mig i Galla-Uniform.

»Hvor Du er pyntet, Valdemar!« sagde jeg.

»Ja, saadan gjør man jo, naar man skal til Audiens. - Jeg har et Ærinde til Dig. - Du husker vel nok den Gang, da vi havde Historien ude i Sundet, og da jeg paastod, at Din Fader havde viist sig for Dig i Drømme, for at jeg kunde give Dig Bevis paa mit Venskab!«

»Ja.«

»Ja; men jeg er kommen i Tanker om, at det var maaskee ikke af den Aarsag, han viste sig, men for at Du skulde give mig Bevis paa Dit Venskab.«

»Naa, ja, det har jeg jo altid paastaaet, at jeg egenlig reddede Dig. Men det er silde, Du falder derpaa.«

»Ja, vel; men Sagen er, at jeg gjerne vilde have, Du skulde mene, at naar de oppe i Himlen tænke paa Dig, saa tænke de paa mig med.«

»Men hvad mener Du, Valdemar? Jeg synes, Du leer med det ene Øie og græder med det andet.«

»Ja, det er nok muligt, for jeg veed, Du kan ikke godt sige Nei til det, jeg vil bede Dig om, endskjøndt jeg agter at tage det Bedste, Du har, fra Dig.« Og idet han rettede sig militairt, vedblev han: »Jeg anholder hos Dig som Familiens Chef - og det Ord er det mig paalagt at bruge - om Din Søsters Haand. Kan Du sige Ja med et godt Hjerte?«

Ak, hvor han gjorde mig lykkelig, og hvor han trykkede mig ned! Han kom, forherliget ved ren, lykkelig Kjærlighed, og hilste mig med et idealt Navn, som jeg ikke længer følte mig værdig til at bære: vor Families Chef.

Men da jeg af ganske Hjerte og Sjæl havde ønsket ham og hende Guds Lykke og Velsignelse, var ogsaa det eneste Baand overskaaret, som bandt mig til Hjemmet, og jeg sendte Greven en Billet, hvori jeg meldte, at jeg modtog hans Opfordring. Han svarede strax, at han betragtede det som en sand Venskabstjeneste fra min Side, og at han ansaae det som en Æressag for sig, at jeg, saavidt det stod i hans Magt, aldrig skulde fortryde min Beslutning.

Min Søster kunde ikke troe det muligt, da hun erfarede, hvad jeg stod i Begreb med at gjøre. Som saa mange unge Piger havde hun i sin ældre Broder seet et Ideal og knap kunnet tænke sig en Fremtid, der var mig glimrende nok, og det Forhold, hvori vi havde staaet til hinanden som Børn, hvad vi havde oplevet sammen, kunde jo saagodtsom berettige hendes Phantasi til at tage en saadan Flugt. Og nu vilde jeg gaae i privat Tjeneste! Hverken Udenlandsreisen eller det grevelige Navn skinnede hende saa stærkt i Øinene, at hun jo kunde see, hvad der var paa Bunden. Mig gjorde dette ondt nok. Ved indirecte eller tilsløret at erfare, hvilke Forventninger jeg skuffede hos en anden, dyrebar Person, blev jeg kun desto stærkere mindet om, hvilke Forventninger jeg selv havde næret, hvilken Pris jeg havde sat paa mig selv, og hvorfor jeg havde maattet slaae af. Men i min hurtige Beslutning overfor Greven havde ligget et Sæt af Tanker, der langsomt udfoldede sig. Lige siden de ulykkelige Underhandlinger med Dr. Hilder vare blevne nødvendige og jeg egoistisk havde stridt for min Frihed, havde jeg følt en Braad vendt imod mit Bryst. Det stod halvdunkelt for mig, at jeg kun oplevede noget Gammelt paa ny Maade. Engang havde jeg gjort Uret mod en Enkes Søn; nu gjorde jeg end større Uret mod en Enkes Datter, og nu kunde jeg ikke engang udrette Noget ved at bede om Forladelse. Det var igjen et Forhold imellem Himlen og mig, Menneskene havde intet Krav paa mig; men det, som var fornærmet, maatte sones. Jeg var noget Mindre end før, havde mindre Ret i Livet, i Universets Orden; mine store Drømme nærmede sig mig vel, men anerkjendte mig ikke længer fuldelig, ventede ikke at blive helt virkeliggjorte af mig. Jeg havde ikke Mod og Kraft til at gaae ud i Verden paa egen Haand og søge Lykken og Herligheden; men Forsoningen kunde opnaaes, naar jeg ydmygede mig og tog Grevens Tilbud som en Art Straf. Og aldrig saasnart var denne Tanke opkommen, saa medførte den ogsaa et glædeligt Haab: Jeg vilde ligesom en Oedip blive ført til Eumenidernes hellige Lund, hvor mit Offer vilde blive modtaget.

Vi Mennesker ere saa besynderlig indrettede, at vi ligesom i forskjellige Lag af Sjælen kunne opbevare forskjellige, ja hinanden modsatte Stemninger. Det er ganske vist, at jeg baade var sørgmodig og glad over min Sorg. Jeg kunde ikke have udholdt Tanken om min nye Stilling, hvis jeg ikke havde seet ud over Greven og hans Søn mod et fjernt Punkt, hvor jeg skulde møde min Fortids Haab igjen, finde Guldbrikkerne, hvormed jeg i Tidens Morgen havde leget.

Jeg lod mig ikke fratage min Ret til, ved at sælge min aarlige Indtægt for en betydelig Sum, at optræde endnu engang som Familiens Chef og give min Søster Udstyr, og efter at have efterkommet andre Forpligtelser havde jeg endda en lille Sum tilovers, hvorved jeg i et givet Øieblik kunde for nogen Tid staae uafhængig. Men denne Operation var tillige noget Mere: jeg brændte mine Skibe. Og da de vare brændte, da Alt var færdigt, og de, der bekymrede sig om mig, kunde see, at jeg for Alvor vilde bort og blive borte, fik jeg Ansøgningen om Skilsmisse tilsendt - underskreven.

Da jeg kom med Greven hjem til hans Gods, blev jeg et Øieblik imponeret; thi denne Mand, der havde gaaet saa jevnt omkring i Kjøbenhavn, logeret paa et Hotel og adskillige Gange siddet hos mig aldeles studentikos, blev modtaget som en Konge: Der syntes paa hans Gaard ikke at være Tjenere, men Undersaatter. Der var en taus, statelig Ærefrygt, som jeg ikke før havde været Vidne til, da vi kom ind i Forstuen eller Forhallen og alle Tjenere stode opmarcherede med mange Lys, og Ingen vovede at sige blot et Velkommen, og en galloneret Kammertjener traadte frem med en trearmet Lysestage i Haanden og lyste for Greven, medens en sortklædt Tjener med hvidt Halstørklæde ligesaa prompt og med ligesaa sikker Mechanik traadte til foran mig og gaaende halv baglængs drog mig ligesom magnetisk til mit Værelse. Først da jeg vilde gaae ind, lagde jeg Mærke til, at Greven var fulgt med. Han bød mig Velkommen og forlod mig. Mindre imponeredes jeg af dette Værelses solide Pragt: Toiletspeilet og en Mængde andre Gjenstande af Sølv, Sengegardiner og Sengebetræk af Silke o.s.v., skjøndt det var mig nyt. Høitidelig anmeldtes Middagsmaden (Klokken var rigtignok blevet henved Ni). Jeg havde i Hast taget sort Kjole paa og opdagede ved min Indtrædelse i Salonen, der stødte op til Spisestuen, at min Forsigtighed ikke havde været overflødig; thi Greven var i sort Kjole, og de to Damer, han forestillede mig for, hans Gemalinde og en Comtesse Felicia, vare i fuldstændig Selskabsdragt. Samtalen var naturligvis kold; der var fire Tjenere til os fire Personer, og under saadanne Omstændigheder føres ingen livlig Bordsamtale. Jeg erfarede, at den unge Greve ikke var hjemme og først ventedes om nogle Dage; jeg fandt Damerne saa stive, at jeg frøs, og ønskede, at jeg aldrig var kommen der.

Næste Dag var det allerede meget anderledes. Der blev bragt mig Kaffe og Chocolade paa Sengen og spurgt, hvad Tid jeg vilde spise Frokost, og hvor. Jeg ansaae det for høfligst at ville spise med de Andre. Da jeg kom ind i Frokost-Salonen - som jeg nok maa kalde den - var kun Comtesse Felicia tilstede, og hun sagde strax paa Dansk: »Det er Deres Skyld, at jeg kom ned. Grevinden spiser aldrig Frokost udenfor sine Værelser, og Greven er beskjæftiget. Her i Huset har Enhver sin Frihed indtil Middag.«

Jeg gjorde Undskyldninger for at have forstyrret hendes Morgen; men hun svarede: »Slet ikke; vi skal dog gjøre Bekjendtskab.«

Hun var en Dame paa omtrent fyrretyve Aar, lidt trind og, som det viste sig, mere jovial, end ugifte Damer i hendes Alder pleie at være. Hun gav mig paa meget behagelig Maade endel Oplysninger om Familien; thi hun fortalte mig Intet directe, men syntes at forudsætte, at jeg vidste Alt, og kom ligesom tilfældig til at berøre det. Blandt Andet erfarede jeg, at Grevinden var Stedmoder til den unge Grev Fritz, som vi ventede.

Comtessen selv lod til at føre et frit og selvstændigt Liv; hun var her paa et længere Besøg, vilde besøge et andet Gods og tænkte paa at reise udenlands, helst til Italien.

Greven kom ind og gjorde Undskyldninger for, at han efter sin lange Fraværelse havde fundet uopsættelige Forretninger at varetage. Han førte mig om i Huset og spurgte, hvad jeg nu kunde ønske at tage mig for en Times Tid, til han var fri: gjøre en Ridetour eller Kjøretour, læse i Bibliotheket, eller hvad jeg blot kunde tænke mig. Jeg valgte at ride ud og see lidt af Egnen i det smukke Veir, og kort efter var jeg tilhest, fulgt af en Rideknægt. Naar nogen Kjørende saaes foran os, red han forbi mig med Hatten i Haanden og gjennede dem af Veien; de kjørte hen til Grøfteranden, holdt stille og toge Hatten af, medens jeg red forbi. Den Høihed, hvori jeg saaledes syntes at svæve, var mig behagelig og ubehagelig. Det kunde ikke undgaaes, at jeg følte mig ligesom af Silke overfor Vadmel; men det generede mig, at Silken dog ikke var min egen, og i nogle Øieblikke stod dette Laan af menneskelig Underdanighed saa pinligt for min Bevidsthed, saa skjærende forskjelligt fra den sande Ære, jeg eftertragtede, at jeg for at holde det ud, betragtede denne Modsætning imellem, hvad jeg var, og hvad jeg syntes at være, som første Afdrag paa min Straf. Men det er en Straf, som man i Længden finder sig i.

Med Grevinden kom jeg snart paa en ret behagelig Fod. Overgangsleddet var, at vi kom til at tale Fransk, hvilket hun gjerne talte, maaskee for at vise sin usædvanlige, elegante Sikkerhed deri. Hun var »endnu ung«, d.v.s. noget over tredive Aar, meget from og meget pragtlysten eller, som hun selv ønskede det opfattet, smagfuld i sin Klædedragt. Dette omtalte hun som en Pligt, hun skyldte sin Stand; men vi kom rigtignok ikke strax til at tale om Sligt; thi i Førstningen var hun, skjøndt meget høflig, ogsaa meget afmaalt. Men da hun engang kom til at tale med mig om Religion og mærkede, at jeg havde religiøse Forestillinger uden at være sand Troende, fandt hun Tilfredsstillelse i at forsøge at faae mig paa rette Vei og talte da med et ringeagtende Suk om den hele Verdslighed, hvori hendes »Pligt« bød hende at leve. Havde det staaet til hende, var hun som Jomfru gaaet i et protestantisk Kloster og havde levet for at pleie Syge og Forladte; nu var hun blevet en Greves Hustru og maatte passe den Pligt, som Himlen havde paalagt hende. »Hver har sit Kors i denne Verden,« sagde hun; »for os gjælder det om at blive salige trods Rigdommen, og det er meget vanskeligt.« Jeg troer virkelig, at hun var religiøs, skjøndt ikke i den Forstand, at hun vilde nægte sig selv noget Alvorligt for Guds Skyld; men hun holdt sig saavidt mulig i en saadan Sindsstemning, at hun med en vis blid Lyrik kunde vise Vorherre Opmærksomhed. Hun betragtede sig som Familiens Gesandt hos Vorherre.

Comtesse Felicia, der stadig vedblev at komme ned og gjøre Honneurs ved Frokosten, var derimod den personificerede Verdslighed. Det, hun beskjæftigede sig med, var Verden, som den var, og aldeles ikke, som den skulde være. Hun fortalte gjerne og vilde gjerne høre fortælle om Virkeligheden, om personlige Forhold og Tilstande, og hændte det sig, at Talen førte hende til Begivenheder eller Forhold, som en Dame ikke gjerne dvæler ved, saa fjernede hendes Ord sig med let Anstand ved Døren og havde dog bragt min Tanke indenfor. Man fik uvilkaarlig en Følelse af, at der var noget Bravt og Sundt i hendes Natur; men hun var med alle sine Begreber, Forestillinger og Sympathier begrændset af sin Stand, af »Selskabet«. Ved sin Opdragelse og ved sit talrige Bekjendtskab kunde hun føle saa at sige gjennem Fingerspidserne, hvad »man« vilde dømme om en Handling, og denne ubestemmelige Codex, hvorefter »man« dømte, var hendes Bibel. For et ungt Menneske, der skal ud i Verden, er Omgangen med en saadan Dame i høi Grad gavnlig; jeg lærte saa Meget af hende, at jeg i Øieblikke faldt paa den, vistnok aldeles ugrundede Mistanke, at hun tog mig i Lære. Hvad jeg ved hende fik Øiet op for og derpaa af Omgivelserne end mere lærte, var Kundskab om den aristokratiske Opfattelse af Livet: En naiv Tro paa deres Slægt, der væsenlig erstatter Evighedstroen; Selvfølelse uden Selvkritik; en yderst behagelig Evne til at kunne gaae ind i sit Hus og af Stamtræet hente en begrændset Pligtfølelse, der ikke fordrer mere af Egoismen, end den holder af; en næsten mystisk Tro paa Grunden, Jorden, Familiejorden, der holder dem i særligt, afsluttet Forhold til de ældste Tider, medens andre Mennesker kun have Adkomst til sex Fod Jord paa den almindelige Kirkegaard. Dette Sidste, Tilknytningen til Grunden, kunde jeg især godt forstaae; en lignende Følelse havde ligget i mit Sind, før vi mistede Gaarden; nu var jeg løsreven derfra, rodløs, og naar jeg theoretisk kunde trøste mig selv med, at jeg da havde den almindelige Opgave: at slaae Rod i Evigheden, saa var det mig dog praktisk til meget liden Trøst, og jeg følte mig ofte i en besynderlig Tilstand: jeg gik omkring som i et Fata Morgana; vor Gaard var forstørret og forskjønnet kommen tilstede, og jeg var landflygtig i den.

Efter nogle Dages Forløb kom Grev Fritz hjem, og Huslæreren hos Valdemars Familie vilde vistnok havt sin Tilfredsstillelse, hvis han havde været tilstede og kunnet see ind i mig med Erindring om de Ord, han havde brugt: at jeg var en dæmonisk Natur. Thi medens den virkelige Opgave og Hensigt jo var, at jeg skulde tjene den unge Adelsmands Formaal, saae jeg paa ham som det Redskab, Skjæbnen havde valgt til at tjene mig, til at bringe mig bort, ud til det, som ventede mig. Jeg kunde ikke rigtig føle, at det var mig, der skulde reise med ham, men ham, der skulde bære Lygten for mig.

Alligevel var det første, det afgjørende Øieblik heldigt; jeg troer, der var gjensidig Sympathi tilstede.

Han var temmelig høi og smækker, med blondt Haar, et ungt blondt Skjæg og graablaae Øine, der, idet de ved hans Indtrædelse fore hen over mig, glimtede ligesom en Høgs eller Gribs. Der var en adelig Rovfugle-Natur i ham, en stor personlig Sikkerhed, trods hans Ungdom, en Selvbevidsthed om, hvad hans Venlighed var værd, og hvorvidt han i Uvenlighed turde gaae; men det var en Selvbevidsthed uden Reflexion, en Følge af Fødsel og Omgang med Mennesker. Hans Fader talte Dansk, idet han forestillede os for hinanden, og den Umage, hvormed den unge Mand talte sit overordenlig correcte Dansk, som dog ikke var Dansk, men en Tydskers Forsøg paa Høflighed mod Sproget, gav hans Væsen i Øieblikket noget mere Slebet, end det virkelig havde. Af den Omstændighed, som jeg kjendte fra de første Samtaler med Faderen: at han var en Spiller, havde jeg uvilkaarlig forestillet mig, at der vilde være noget Raskt eller snarere Vildt, forenet med noget Dulgt, en Mangel paa god Samvittighed i enkelte Punkter og en haardnakket Utilbøielighed til at holde, hvad han i gode Øieblikke kunde love. Men der var intet Saadant; han var frank og freidig som den, der aldrig havde tvivlet om, at han bevægede sig indenfor sin Ret.

Faderen tog Sagen omtrent, som om han vilde have skaffet sin Søn en Brud. Han vilde i saa Tilfælde ikke befale ham at forelske sig, men føre ham sammen med vedkommende Udvalgte og vente Sønnens Samtykke, eftersom det jo var et Anliggende, der ikke burde afhænge af Lidenskab, men af Fornuft. Det gjaldt om, at Sønnen skulde have en fuldstændig fri Villie uden at komme til Sammenstød med Faderens Villie. Sønnen havde havt en Anelse om, hvem det var, han skulde træffe ved sin Hjemkomst, og tilstod mig senere, at han havde ventet at møde en Pedant. Han vilde føle sig for med Hensyn til mig og foreslog efter den første Middag, ganske i en Tone, som om jeg var en af »hans Egne«, at vi skulde spille Billard. Han overvandt mig rigtignok, men i dette Spil er det Maneren og ikke Udfaldet, der beviser Noget. Selv brød han sig efter de første Partier ikke om Spillet og hans Fader heller ikke; thi for Begge fik det først den rette Interesse ved at vædde, og Begge betvang sig.

Næste Dag efter Frokosten foreslog Grev Fritz, i samme Tone, som en Ting, der fulgte af sig selv, at vi skulde turne, d.v.s. fægte og hugge. Der kom det mig tilgode, at jeg, takket være Ritmester Hemming v. Buch, havde en Evne, der svarede til Lidenskaben for Vaabenbrug. Jeg følte hans Forundring, da jeg kjendte hans Feinter, uden at han kjendte alle mine. Han var det eneste Menneske, jeg har truffet, der ligesom jeg havde Glæde af et godt Stød eller Hug, selv om det gik ud over ham selv. Altid, naar jeg forhen havde mærket, at mine Kammerater i lignende Tilfælde bleve misfornøiede, medens jeg ikke blev det, havde jeg med hemmelig Tilfredshed sluttet, at der hos mig var en pur, misundelsesfri Fornøielse over menneskelig Dygtighed, og jeg lod nu i mit stille Sind samme Ros vederfare Grev Fritz.

Nu gik han et Skridt videre og foreslog en Eftermiddag, da vi vare sammen i hans Værelse, at vi skulde spille Tærninger.

»Dertil har jeg ikke Raad,« svarede jeg.

Dette ligefremme Svar - der forresten ikke kom umiddelbart; thi jeg havde forberedt mig paa det og tvunget mig til det - viste ham pludselig og tydelig, at jeg var den, han fra Først af havde antaget, og forvirrede ham; men med en Finhed, som han havde fra sin tidlige Omgang med Verden, forstod han at komme bort og bringe en Samtale igang i en ny Retning. Han spurgte om Studenterlivet i Kjøbenhavn, hvad man fornøiede sig med, hvorledes man holdt sammen imod Philistrene, og blev især forundret over, at man ikke duellerede. Han ansaae dette for en Mangel, ikke fordi Slagsmaal i og for sig var noget Godt, men fordi Personligheden fik Plads og blev fremhævet og agtet, og fordi selve Maaden, hvorpaa et »Paukerei« kom istand ved et tydsk Universitet forudsatte Aand. »Det er først, naar man ved Vid og Ironi har drevet sin Modstander saa vidt, at han maa sige Dummer Jung, at man griber til Kaarden - og saa bedækker man sig ganske godt med Bind, for at Fader og Moder ikke skulle faae et sørgeligt Budskab,« tilføiede han leende, som for at komme mig imøde og ikke rose det Tydske for meget. Han saae hen til Kjøbenhavn med en egen Længsel. Ulykkelige politiske Forhold vare nu til Hinder for, at man kunde reise derhen og begynde en diplomatisk Carriere. Man havde nu som dansk Tydsker intet Fædreland og kunde kun reise ud i Verden for at studere Landvæsen og blive en god Forpagter.

Her bøiede han af med samme Lethed, som han havde begyndt, og forslog mig at tage med til nogle unge Venner paa et Gods et Par Mile borte; men jeg antog, at han helst vilde være ene - eller rettere, at han vilde spille - og undskyldte mig.

Han blev borte et Par Dage, og ved Hjemkomsten opsøgte han mig strax. »Tillad mig at være ligefrem og gjøre Dem et Spørgsmaal,« sagde han; »har min Fader talt til Dem om min forestaaende Udenlandsreise?« - »Og,« vedblev han, da jeg bejaede det, »tør jeg antage, at det Spørgsmaal er berørt, om De vil have den Godhed at ledsage mig?« - Jeg svarede Ja. - »Lad mig saa takke Dem,« sagde han og rakte mig med et trohjertigt Udtryk Haanden, »jeg skal bestræbe mig for, at vi skulle have en behagelig Reise. Jeg vil nu bede Fader om at formaae Dem til at tage med; det er Formen.« Nu var det, han tilstod mig, at han havde frygtet for at møde en Pedant.

»Hvad er da en Pedant?« spurgte jeg.

»En, der kjender og bedømmer Livet theoretisk,« svarede han rask.

»Men eftersom dog Ingen af os kjender Livet helt, maae vi da ikke have Theorier om vort Forhold til det Ubekjendte, vi mulig kunne møde, og maae vi ikke søge at anlægge et Princip eller anvende en Kunst for at bringe et vist Udbytte ud af Livet?«

Jeg stillede dette Spørgsmaal ligesaa fuldt til mig selv som til ham; thi jeg havde, i Sandhed, intet færdigt Princip og kjendte ikke den rette Kunst, der hører til at behandle Livet. Men da han svarede:»Aa, jo, vistnok,« blev jeg af mine egne Ord nødt til at gaae videre og søge i mig selv efter et Princip, som endnu var skjult, og som han spurgte efter.

Dette afgjorde fra Først af hele vor gjensidige Stilling; thi uden at opgive et ungdommeligt, næsten kammeratligt Forhold kom han uvilkaarlig til, i mig at anerkjende en selvvalgt Fortrolig paa det aandelige Omraade, og en Fortrolighed af underordnet eller letfærdigere Art blev derved udelukket, medens jeg følte mig mere menneskelig draget til ham og forpligtet overfor ham ved hans egen tillidsfulde Spørgen, end jeg vilde have følt mig ved det ubestemte Hverv, som hans Fader ønskede at overdrage mig.

Men med hans Spørgen og mine Svar gik det dog til paa en egen Maade. Jeg var jo i den Alder - og er ikke ganske voxet fra den endnu - da en Fugls Sang, en Silkekjoles Raslen, en Kaardes Klirren, kunde vække en stærk, anelsesfuld Strømning i mit Indre og med et Glimt ligesom slaae Tæppet tilside for en skjult Skjønheds- og Lyksalighedsverden, som kunde naaes, naar man vovede Noget for den. Men medens jeg haabede og troede paa en saadan Verden, havde jeg dog, naar jeg ret forskede efter den, ikke fuld Tillid til den. Livet havde rørt ved mig idetmindste med saa megen Alvor, at jeg skimtede en skjult Verden af en anden Art; bagved den farvede Horizont med de deilige gyldne Billeder trak den op, alvorlig og mørk, og der var Øieblikke, da denne Alvor syntes mig at drage mere end alt Andet i Verden. Men ret tage den i Øiesyn og nærme mig vilde jeg ikke, fordi den tillige syntes at ville beherske mig og forlange Offre, som jeg ikke var villig til at bringe.

Men jeg vidste, at den var til, og naar jeg talte om den skjønne Verden, kom jeg sluttelig næsten mod min Villie til at hentyde ogsaa til hin. Jeg sagde, hvad jeg troede sandt; men jeg gav Mere, end der var levende Sandhed i mig selv; mine Ord stillede sig op udenfor mig selv, saae paa mig og gjorde Fordringer. Det har desaarsag sikkert skortet mine Ord paa Logik; men jeg var ung, og der er en magisk Magt i Ord, naar Ungdom taler oprigtig til Ungdom. For mig var det en eiendommelig indre Tilstand, en besynderlig Ballancering, der holdt, fordi jeg havde det godt.

Fordi Grev Fritz jo ogsaa havde det godt, tog han disse Samtaler mest som behagelig Sysselsættelse, skjøndt han dog ogsaa mente at have Nytte deraf. Han takkede mig engang, fordi det Alvorsfulde, som jeg fremførte, blev udviklet ud af Tingenes natur, af Historien, af vor egen Sjæl, og ikke var religiøst, indklædt i Formler som dem, Præsten kastede ud i Verden. De religiøse Sætninger, sagde han, vare som en Barricade, Præsten kastede op, for at man ikke skulde komme ham selv paa Livet. Han sagde Præsten, men jeg troer, han mente Degnen, det vil sige, hans Stedmoder.

I de Øieblikke, da vi Begge vare alvorlige - ikke bekymret alvorlige, men sysselsatte med Opgaven som noget agtværdigt Menneskeligt - fandtes det imidlertid, at baade han og jeg følte, at der behøvedes en Autoritet, Noget at støtte alle Fordringerne til, et Exempel, levende Bistand, og jeg sagde da, hvad jeg ærlig troede, at dette var ude i Verden. Jeg kunde ikke sige ham, hvad jeg selv hemmelig tænkte paa og ventede at møde i Eumenidernes Lund, naar han blindt havde ført mig dertil; men naar jeg oversatte det i Ord, der kunde gjælde for os Begge, var det et Udvalg af særlig begavede og gunstig stillede Mennesker, ikke just et hemmeligt Selskab, men et begrændset Samfund, der gav Agt og vidste Meget, men ikke gav sig tilkjende før i store Øieblikke og stode hinanden og Andre bi til Opnaaelsen af store og skjønne Formaal.

»Saa vil vi reise for at opsøge dem og blive Medlemmer af Selskabet!« raabte han.

Naar man faaer forklaret i Enkeltheder, hvorledes et Menneske udøver Indflydelse paa et andet, kan man i Hovedsagen forstaae det, endskjøndt der altid bliver noget Uforklarligt tilbage; derimod for den, der seer Indflydelsen foregaae, uden at faae alle Enkeltheder forklarede, kan den synes meget mysteriøs. Den gamle Greve kunde slet ikke forstaae, hvordan det hang sammen med, at Sønnen saa pludselig og stærkt sluttede sig til mig, og sagde til mig i Enrum: »Ja, jeg tænkte nok, at De vilde komme i Sadlen paa Bucephalus; men rid ham ikke i for stramme Tøiler.«

Det er vistnok sandt, hvad Grækerne sagde: at en Guddom undertiden taler af et Menneskes Mund. Hint Ord om, at vi skulde opsøge det hemmelige Selskab, var jo ikke kommet tilfældig, det reiste sig som Stemme fra en Aand frembragt af os Begge, og man omgaaes ikke Aander af nogensomhelst Art uden at paadrage sig en Forpligtelse. Men vi efterkom ikke Forpligtelsen; Tanken skulde have ledet vor Reise som et Flag, men blev siddende udenpaa som en Veirhane. Tildels havde dette sin Grund i, at Reiser i Almindelighed ikke ere af god Indflydelse paa Menneskets Indre, medmindre de have et bestemt, overskueligt Formaal. De sprede Sindet; ingensteds træder man ind i Forhold, som man ikke kan gaae fra; man fjerner sig ligesom fra sin Gud, idet man fjerner sig fra dem, hvis Dom man er vant til at underkaste sig. Hertil kom, at Grev Fritz, uagtet han virkelig beholdt Tanken om, at vi skulde søge noget Idealt, ikke troede, at det kunde være til Hinder, at han spillede. Det var og blev hans Lidenskab, og det var i denne Henseende, som om han reiste paa en Profession. Jeg havde jo ikke den Opgave at forhindre ham derfra; der maatte ingen Tvang lægges paa ham; Spørgsmaalet, der egenlig blev stillet, var, om jeg ligesom magisk, ved indirecte Paavirkning kunde udrette Noget paa ham, og et saadant Middel kunde jeg ikke finde, allermindst i Førstningen, da Reiselivets Behagelighed betog mig. Hvorsomhelst vi kom, fandt vi det bedste Selskab, det vil sige: unge, rige Mænd af fornem Slægt, der modtoge os med den største Opmærksomhed og førte os til alle Forlystelser. De lignede i Reglen hinanden i et charakteristisk Træk: de bleve aldrig mere Ven med Nogen end, at de i paakommende Tilfælde kunde give ham et Kaardestød. Men dette gav dem, for en Tid idetmindste, noget Piquant, formedelst Blandingen af Determinerthed og tilsyneladende abandon. Det behagede mig at gaae Arm i Arm med denne gyldne Ungdom, at hamle op med dem i det, der syntes Gjenstand for deres Ærgjerrighed, at lade mig beundre af Mængden, der i Afstand beundrede dem. Men jeg maatte ogsaa paa en Maade betale derfor, ved Lidelse; thi Hazardspillet drog mig dæmonisk til sig. Jeg kunde med nogenlunde Lethed, modstaae Lidenskaben, naar jeg var Tilskuer ved Bassette, Lansquenet o. desl. i en privat Kreds; men anderledes vanskeligt blev det, da vi efter et kort Ophold i Hovedstaden - hvor det paa Grund af Sommeren ikke var fashionable at blive - i Selskab med nogle Gardeofficierer gjorde en Udflugt til Rhinen. Naturpragten og Vovespillets Aand grebe paa den særeste Maade ind i hinanden, gjorde Hjerne og Blod udfordrende overfor Livet, Skjæbnen. Vi vare en Morgen paa Stolzenfels, seilede derfra i Baade over Rhinen med den Hensigt at lade os roe ind i Lahnfloden og være ved Roulettebordet i Ems om Aftenen. Medens vi glede hen over den brede, glatte, glandsfulde, grønlige Rhin, mellem Skove, romantiske Klipper og Borgruiner, kom et Tordenveir hastig dragende op, forvandlede Egnen til en stor Kjedel fyldt med Bulder og Gnister, var storartet, voldsomt og netop saa meget faretruende, at Livet i os reiste sig imod det ligesom for at forlange Mere. Og da saa det mørke Uveir ligesaa hurtig drog over og gjorde Plads for nyt Solskin, var det, som om vi leende havde betvunget det. Fra Oberlahnstein toge vi Vogne, kjørte igjennem et blidt, romantisk Bjerglandskab, hvis Skove og Marker duftede efter Tordenregnen og glimrede i Millioner Diamantdraaber, gjækkende Henvisninger til uendelig Rigdom. Efter en Middag, hvis Yppighed blev holdt indenfor de rette Grændser af Hensyn til, at Hovederne skulde være klare, gik vi til Spillesalen, og det var, som om vi betraadte en Helligdom. Spillet var ikke begyndt, i Salen befandt sig kun et Par Croupiers, der modtoge os med yderste Høflighed og talte Fransk i dæmpet Tone. Vore egne Skridt vare dæmpede paa de bløde Tæpper, og vore Stemmer rettede sig derefter. En dæmonisk-høitidsfuld Forventning laa i Atmosphæren, især vistnok for mig; thi underveis havde den Tanke flere Gange nærmet sig mig, at jeg dog kun havde forsaget at berøre Kort, men Rouletten var ikke Kort. Jeg vidste, det var ikke rigtigt, og jeg var attraaende angst som maaskee en ung Pige, der begiver sig til et første, ensomt Stævnemøde. Jeg blev afholdt fra at gjøre det første Skridt ganske simpelt derved, at de Andre idet de toge Plads, syntes at forudsætte, at jeg ikke vilde være med - thi jeg havde allerede faaet Navn for at have den Mangel at være »dydig«. Forfængelighed eller Stolthed forhindrede mig fra at sige: Nei, jeg vil dog! Men medens jeg stod og saae til, var jeg længe tilmode som en Skoledreng i Skammekrogen eller som en Fange, der seer et Stykke blaa Himmel, eller som hin Notar i »Paris's Mysterier«, der bliver saa raffinert straffet. Det grønne Bord forvandlede sig til en Flod, der strømmede med Guld; under eller over dens Vande sad i Skjul Lureley eller Venus selv, i alt Fald en deilig, fristende Kvindeskikkelse, og hun gav Held eller Uheld som Tegn paa kommende Gunst eller paa Mishag med den, der ikke var dristig troende, hensynsløst vovende nok. Roulettens Raslen i de dybe Pauser forenede sig med Blodets Hamren i mine Tindinger til en Torden. Min Lidelse og Selvovervindelse syntes mig saa stor, at en skjult Magt burde mærke sig den og beslutte at sende mig Erstatning. Men efterhaanden blev selve denne Tilstand forvandlet til en Slags Nydelse; min Phantasi fik Magt til at behandle Billederne og lede dem, og med Et mærkede jeg, at Feberen var overstaaet. Netop da sagde en af vort Selskab til mig med Forundring: »Saa De spiller virkelig ikke?«

Paa denne Tid blev Spillesalen Vidne til en interessant Scene. Et ungt, smukt Menneske, sund, livlig og frank, som Ungdommen skal see ud, kom rask ind fulgt af en noget ældre Mand. Senere, da vi kom i Selskab med ham, erfarede vi, at han var Søn af en belgisk Banquier ved Navn de Potter, og at han reiste med sin Hovmester. Han fremtog en Rulle Napoleond'ors og lod den trille henad den Del af Bordet, der var inddelt i Carreer med Tal og Farver. »Skal den blive liggende?« spurgte en Croupier, da Rullen lagde sig til Ro over Tallet 3. Det unge Menneske nikkede fornøiet, som om hans Rulle lig en afrettet Hund var ifærd med at gjøre et Kunststykke. Rouletten snurrede og raslede - 3 kom ud, Rullen blev aabnet og talt, og Banken udbetalte det 30-dobbelte Beløb. Encore! sagde den unge Mand, rullede sine Napoleond'ors sammen og lod dem trille; de faldt paa Tallet 17, og - 17 kom. Endnu engang, for alle skjønne Piger paa Jorden! raabte det unge Menneske, som om han var ene i Salen, Tutten rullede igjen og faldt atter paa Nr. 3. Dennegang spillede Ingen med, Alle sad i aandeløs Forventning; der var Noget i Situationen, som vakte Tro paa, at det Urimelige, Utrolige maaskee dog vilde skee, og - det skete: 3 kom og blev hilst med et almindeligt Udraab.

»Nu er det nok!« raabte det unge Menneske, idet han lod sin Ledsager hjelpe til med at bære Guldet, »jeg har lovet kun at gjøre tre Kast!«

»Han vil bringe det vidt,« sagde en aldrende, fintklædt Herre.

Da den unge de Potter var gaaet, troede jeg ikke længer, at Skjæbnen var i Gjæld til mig for noget Miskjendt eller Upaaskjønnet i mig. Det syntes mig, at jeg stod langt tilbage for ham, at saadan som han maatte det unge Menneske see ud, der skulde være Skjæbnens Yndling - uden at jeg kunde give anden Grund derfor end den Kjendsgerning, at han i nogle Minutter var ble ven begunstiget af Tilfældet.

Jeg gik ud af Salen, nedad Promenaden og til Lahnbroen. Der stod jeg længe og lyttede til den sagte Rislen af de hurtige, friske Flodbølger og søgte Noget at støtte mig til, men opnaaede intet Andet, end at mine Tanker fulgte det ilende Vand og tabte sig i det Ubestemte. Overhovedet, i en skjøn Natur, med fornøiet Selskab, legemlig Sundhed og verdsligt Velbefindende, hengiver en menneskelig Sjæl sig ikke til »Griller«.

Vi gjorde en behagelig Bjergreise, underkastede os Strabadser, fordi de gave Appetit og godt Humeur, og kom i Efteraaret tilbage til Hovedstaden med fornyet Lyst til selskabeligt, fornemt og kunstlet Liv. Naar det for mit Vedkommende snart tog en brat Ende, var det ikke paa Grund af nogen Collision eller Katastrophe, men fordi vor Sjæl i enkelte Øieblikke kan være mere øm og mere modtagelig for Indtryk og deraf folgende Beslutninger end til andre Tider. Thi selv gjorde jeg egenlig Intet, men mente, at min Natur nok, naar det var paa Tide, vilde redde sig selv ligesom forhen.

Vi havde deltaget i en splendid Ungkarle-Diner og skulde om Aftenen til Bal i et fornemt Hus. Vor Vært ved Middagsgildet foreslog, at vi skulde tilbringe Tiden, inden man anstændig kunde vise sig ved Ballet, med at gaae i Operaen, og saa kunde vi gaae ind mellem Coulisserne og hilse paa Dandserinderne. Jeg havde aldrig før været mellem et Theaters Coulisser og fik ved denne Udsigt ligesom en let Feber af Romantik. Jeg vilde vistnok have havt en saadan Fornemmelse ogsaa i ganske nøgtern Tilstand; men nu havde en fortræffelig Vin virket paa mit Sind og draget hin farverige, trylleagtige Atmosphære, som Ungdomshjertet aner ude i Fremtiden, ganske nær - ved vor Værts Ord blev det mig endog klart, at jeg nu skulde betræde den. Vi kom derhen, jeg betraadte Feerigets Grund, og ligesom paa et pludseligt Vink af en ond Troldmand forsvandt Landet; jeg saae i en forvirret Blanding af malet Træ og Lærred endel Kvinder halvt afklædte med Hensyn til Dragt og helt afklædte med Hensyn til Romantik. Det var som den blodigste Ironi, at man turde omfavne dem, naar man blot skaanede deres Vinger. Jeg troer, at jeg glemte, at jeg pro tempore hørte til Adelen, og gik aldeles borgerlig og »hang med Næbbet« over min tabte Illusion. Vi toge til Ballet, og der var virkelig nette unge Piger og Damer; men idet jeg saae mine Venner fra Operaen tage paa dem, følte jeg en sorgblandet Væmmelse over den hele Tilstand og kjørte snart hjem til Hotellet. Da jeg kom ind paa mit Værelse, skinnede Fuldmaanen ind saa klar som et deilig dæmpet Dagslys, og jeg kunde ikke bekvemme mig til at lade tænde Lys, men gik længe op og ned ad Gulvet, uden at tænke eller uden at kunne samle mine Tanker i en bestemt Retning afhængig af min Villie. I Vinduet laae en Bog med Træsnit, som jeg havde læst i om Morgenen, og idet jeg et Øieblik standsede nær ved Bogen, syntes det mig, at der var tegnet et hvidklædt Barn, og pludselig stod Hun, Barnet bag Guldranken og den grønne Mur, Jomfruen, Kvinden, for mig og saae paa mig med sine store, brune, sjælfulde Øine, der bragte alle Hjemmets og Ungdommens Sindsstemninger til at røre sig i mit Hjerte. En uendelig Fortrydelse, som over en tabt Fortid og tillige en tabt eller truet Fremtid, greb mig, og i samme Øieblik reiste sig igjen hin længe glemte, faste, jernhårde Magt inden i mig - jeg vilde Noget, eller min inderste, skjulteste Natur bød mig at ville. - Hvilket? - Ikke at gaae tilgrunde, ikke at være feig og gaae under falsk Flag, ikke at bære mig ad som en ung Herre af Stand og Familie, men som et Menneske, der havde en Sjæl at vogte paa og en Fremtid at erobre.

Jeg maatte arbeide, planmæssig og for Alvor, slutte mig til det Aandige i Tiden og blive dygtig i Noget. Et egenligt Brødstudium kunde der ikke være Tale om, men desto mere om fri og sand videnskabelig Stræben, og den store intelligente Stad, hvor vi befandt os, gav mig kun, som de Franske sige, l'embarras du choix. Jeg gik op paa Universitetet for at blive bekjendt med Forelæsningerne, og i det første Auditorium, hvor jeg kom ind, stod en lille, skaldet Mand paa Kathedret og holdt med stor Grundighed og Iver et Foredrag om Oldtidens Ingenieurvidenskab. Den krigerske Iver, hvormed den lille Mand skildrede Beleiringer, i Forening med den pedantiske Nøiagtighed i Angivelsen af Kilder o. desl. kunde fremkalde et Smil; men hans umiskjendelige Sagkundskab vakte Agtelse og forøgede Sindets Længsel efter at mættes paa lignende Maade. Her var Noget at begynde med, som passede til mig: interessant Historie, hvortil kunde slutte sig et praktisk Studium af den moderne Ingenieurvidenskab. Selve Reisen og de Bekjendtskaber, jeg med Lethed kunde stifte, vilde give mig Leilighed til Udvikling i denne Retning. Det kostede mig kun ringe Umage at gjøre Professorens Bekjendtskab, og han tog Sagen, som om det var mig, der gjorde ham en Tjeneste, og ikke omvendt. Med en Iver og en Kjærlighed, der er de ægte Videnskabsmænd egen, tilbød han mig sin personlige Hjælp, Adgang til sit Bibliothek, Bekjendtskab med sine Venner, Ingenieurer, Architekter o.s.v., ja anticiperede min Bortreise og lovede mig Breve til den halve Verden. Snart var jeg, ved daglig kun at gaae et Par Skridt, inde i en helt ny Tilværelse, mellem arbeidsomme og higende Mennesker, lyse Hoveder, halsstarrige Sind, rivaliserende Mænd, hvis svage Sider jeg kunde bære over med, fordi jeg kun var Gjæst, og som gjorde mig uendelig Godt derved, at de Alle vilde Noget, der hørte Idee eller Ideal til, og skjøndt jeg endnu ikke var nær det »hemmelige Selskab«, vi havde talt om, saa følte jeg mig dog i den indadvendte, centrumsøgende Retning, der maatte føre til det, hvis det existerede.

Det var iøvrigt Grev Fritz, der mindede mig om denne Tanke, idet han med et særeget Smil spurgte mig, om jeg nu snart kunde angive Selskabets Adresse. Det skulde være et skjemtende Smil; men der var Noget ved det, som om det skjulte et Øiebliks alvorlig Bekymring. Som tidligere bragte han mig til at frembringe Tanker jeg ikke vilde have havt uden ham. Jeg svarede, at ved det sjælspredende Liv, vi førte, kunde vi ikke vente, at det Gode personlig skulde nedlade sig til at møde os, det var allerede Meget, om det vilde møde os upersonligt, i flagrende Form, som Ideer og Stemninger. »Alvorlig talt,« sagde han, »troer De, at det personlig Gode i os selv, hvis det herskede, vilde som en Magnet føre os til sligt ..... hvad skal jeg kalde det .... Hemmelighedsfuldt, Eventyrligt og dog Positivt?« - »Ganske vist,« svarede jeg, »Tilværelsen gjemmer paa noget Saadant, skjøndt jeg ikke veed, i hvilken Form.« - »Og naar skal man finde det?« - »Ja, hvo veed det! Men jo længere Tid, der, indenfor en fornuftig Grændse, hengaaer, desto intensivere vil det maaskee blive.« - »Det Hele vil altsaa simpelthen være et Regnestykke, en Finansoperation: ved at opspare min Ungdom og sætte den paa Rente, skal jeg faae den fordoblet, hvis den ubekjendte Banquier eller Tontine eller Assurance ikke imidlertid gaaer fallit eller arver mig?« - »Men den Banquier er De selv!« - »Saa maa jeg studere Bogholderi! Jeg maa lære at være Kasserer og Regnskabsfører .... Men jeg maa dog sige Dem, at jeg i de sidste Dage har gaaet og tænkt paa at tage et Cursus i Statsret.«

Det fandt jeg baade heldigt og passende, og han begyndte ogsaa med en Alvor og Intelligens, der beviste, at han kunde blive noget Dygtigt; men pludselig sagde han en Dag til mig: »Der er Noget ved dette Studium, som kan gjøre En fortvivlet. Det indeholder Theorier, som ingen Statsmand i Praxis vil bryde sig om. Verden regeres ikke efter Regler, og ikke af lærde Folk. Metternich var i Grunden uvidende, men kom til sin store Betydning, fordi han var Cavalier.« - Jeg maatte indrømme Muligheden af, at det var saa, men gjorde ham opmærksom paa, at i vor Tid var der en Magt, som Metternich, da han steg, ikke havde havt at tage synderligt Hensyn til, den offenlige Mening om en Mands Værd og Evne til at udrette noget Godt for det Almene. - »O, den offenlige Mening!« raabte han, »der er dog Intet, som er mere skadeligt i vor Tid end den saakaldte offenlige Mening, som er overfladisk og bæres af Stemninger og bliver smigret af dem, der ville beherske den. Skal Noget frelse vor Tid, saa maa det være sandt uafhængige, adelige Gemytter, der lære den offenlige Mening Respect - thi Respect mangler overalt.«

Det kunde jeg ikke sige meget imod, men jeg fandt nu Anledning til at hentyde til Hazardspillet og tilføie, at ved det blev man ikke istand til at indgyde den offenlige Mening Respect.

Han svarede: »Que voulez vous, mon ami, das Leben bedarf Cayennepfeffers um geniessbar zu werden.« Efter et Øiebliks Pause tilføiede han: »Desuden maa De vide, at naar jeg taler om Mænd, der skulle lære Mængden Respect og herske i Landet, saa tør jeg ikke tænke paa mig. Jeg har intet Fædreland. I Tydskland er og bliver jeg en Holstener, min danske Fyrstes Undersaat, og i Danmark er jeg en Tydsker. Gik det efter mit Hoved, saa skulde det komme til en Revolution imorgen - - men om Forladelse, De er Dansk, skjøndt De saa overbærende bringer mig til at glemme det ..... Nei, Spillet - velan, det er min Lidenskab, det er mit Liv, jeg tilstaaer det. Men, siden vi ere paa det Capitel, vil jeg dog en for alle Gange bede Dem troe, at det hverken er Vinding eller Tab, der egenlig virker paa mig. Jeg kan have min Glæde af et heldigt, genialt eller inspireret coup, selv om det gaaer ud over mig selv. Der er Noget i den djævelsk skjønne Lykke, som hver Aften er mig lige nyt. Hvilken anden Kvinde er en saadan Hex?«

Dette var den mest uforbeholdne Samtale, vi nogensinde havde havt om ham selv, en Samtale, der viste mig ham baade som begavet og ærgjerrig og i visse Maader zerrissen. Men, sært nok, det skulde vise sig, at den Mening, han vistnok med fuld Oprigtighed havde udtalt om sig og sit Forhold til Spillet, netop ikke var rigtig, og at en Katastrophe derved blev foranlediget.

Udpaa Foraaret gjorde vi igjen en Bjergreise og tilbragte Efteraaret og Vinteren i et Par sydtydske Residens- og Universitetsstæder, og først det følgende Efteraar kom vi til Paris. Hvad fra vort Ophold der overveiende paatrænger sig min Erindring, er Grevens Forhold til den unge de Potter, med hvem vi her fornyede Bekjendtskab.

Overfor ham bekræftede det sig ikke, at Grev Fritz havde Glæde af et heldigt, genialt eller inspireret coup, selv om det gik ud over ham selv. De to unge Mænd kom strax i et spændt Forhold til hinanden som Rivaler overfor Lykkesgudinden. Der blev svagt ymtet om, at de Potter levede paa en større Fod, end hans Faders Midler tillode; men saalænge en Fremmed i Paris bevarer Skinnet og betaler sin Æresgjæld, har et saadant Rygte Intet at betyde. Desuden bar de Potter, skjøndt han ikke længer var saa frisk, som da jeg første Gang saae ham, et umiskjendeligt Præg af en loyal, aaben Charakter. Han og Grev Fritz lignede egenlig hinanden noget, maaskee især formedelst deres fælles Forskjellighed fra Franskmændene. Begge vare blonde, de Potter lidt mere foncé, med et gyldent-brunt Skjær i Haaret. Ogsaa var hans Haar krøllet, medens Grevens var glat, hans Pande var idealere og mere poetisk, og ved Siden af ham syntes Grev Fritz's mere methodiske, tydske Natur at træde frem. Dette hidrørte vistnok tildels fra, at Greven overfor de Potter blev fornem og viste en aristokratisk morgue; thi det lille de foran hans Rivals Navn blev ikke anerkjendt som adeligt, og dette syntes undertiden at trykke de Potter og forcere ham frem.

Efterhaanden antog deres Spil Udseendet af en Duel, en langvarig Duel, omkring hvilken man sluttede Kreds, og en saadan seig, dyb Lidenskab omhyllede Begge, at, som en Franskmand sagde, Døden syntes at ligge ved Enden af den korteste Pung. Jeg kunde Intet gjøre for at afværge en mulig Fare og var selv saa dæmonisk dragen til, at jeg ikke havde min Dømmekraft til fuld Raadighed. Sandt at sige, var Lykkesgudinden tillige repræsenteret af en jordisk Kvinde, en af Datidens berømte Skuespillerinder. Hun tillod sine »udvalgte Venner« at spille i hendes Salon, og hun var saa langt fra at gjøre sig nogen Fordel deraf, at hun endog satte sig i store Omkostninger ved sin Gjæstfrihed. Men hvo der vandt, gjorde hende en betydelig Foræring, og den Tabende vilde ikke lade hende mærke, at han havde lidt Skade paa sin Evne til at være opmærksom. De store Summer, hvorom Grev Fritz og de Potter spillede, kunde gaae frem og tilbage imellem dem med ligelig afvexlende Lykke og dog efterlade en Formue i hendes Hænder.

Hvis nogensinde en jordisk Kvinde kunde synes at repræsentere Lykkens Gudinde, saa var det hende med hendes Marmorbuste, overordenlig skjønne Arme, blege Teint og flammende sorte Øine, hvori der ikke var anden Sjæl end den, Mænds Phantasi vilde lægge deri. Saaledes dømte jeg, naar jeg saae paa hende; men anderledes var det, naar hun saae paa mig. Hvorfor skal jeg nægte det? I Førstningen var jeg forelsket. Den Slags Hvirvel, hvori et Menneske ikke bryder sig om næste Dag, betog mit Sind. Hun indbød mig til at besøge sig en Formiddag. Hun laa endnu i Sengen, laa ligesom til Stads, i et rigt udstyret Værelse, og var paa en Maade pyntet; jeg seer endnu tydelig det pragtfulde Armbaand paa hendes venstre Haandled. Hun bragte mig under sine Øines Magt, lod mig sidde ned og fortælle om mig selv som et Barn, og da en Prinds blev meldt, sagde hun til mig: Tenez, à Paris la vie est une affaire;pour vous autres hommes du Nord c'est un sentiment. Soyons amis. Hun forestillede mig for den indtrædende Prinds som un poête du Nord, et Udtryk, der, som jeg senere tænkte, betød et uskadeligt Menneske, og efterat jeg havde vexlet saa mange Ord med hende og Prindsen, som Anstanden udkrævede, gik jeg bort med Følelsen af, at dette franske Fruentimmer med eet Blik havde seet igjennem alle de Lag, jeg havde lagt paa mig, siden jeg gik i min Faders Have, og saaledes afklædt stillet mig for Speilet som et Barn og ladt mig gaae.

Desuagtet kunde jeg ikke blive fra hendes Salon og vilde ikke. Jeg gjennemgik hvert Ord, jeg havde sagt til hende, og fandt, at jeg ikke directe havde givet mig blot. Det forekom mig, at der var saa megen Aand og Energi i mit Indre, at jeg endnu ved at optage Kampen fra en ny Side kunde beherske hende, og da - jeg troer næsten, at en dunkel Stemme i mit Indre sagde: Og da ve hende! Hvad kan det nytte at dølge det, at der er en Slags Kjærlighed, som kommer i Følge med det Onde. Jeg var forelsket, jeg følte en Slags Ømhed for hende, mit Hjerte kunde ikke have fundet sig i at gjøre hende Fortræd, og dog anede Hjertet, at det kunde gjøre sin Triumph til en Hævn. Jeg vidste, at hun ikke følte nogen sand Interesse for de to unge Mennesker, der for hendes Øines Skyld og for Spillets gaadefulde, sindsforvirrende Bliks Skyld rykkede hinanden nærmere og nærmere paa Livet. Jeg følte, at hun saae paa dem omtrent som en romersk Dame i Oldtiden vilde seet paa to fremmede Gladiatorer; men det Elektriske i Atmosphæren betog mig, saa at der hverken var Kraft eller Klang i de Advarsler, jeg gav Grev Fritz, og heller ikke kunde noget Menneske have udrettet Noget paa ham, medens baade han og de Potter dreves frem af fortærende, dobbelt Jalousi.

Det var den værste Tid jeg har oplevet, den Periode, da jeg stod lavest, uden Villie. Forgjæves søgte jeg at faae Kraft til at mane gamle, kjære Billeder eller betydningsfulde Øieblikke frem: den Aften, da vi Børn sad tilbords med Fader og vi Alle skaanede Smørret; den Dag, da Fader døde; de Øieblikke, da jeg kiggede gjennem den grønne Mur og saae den hvidklædte Pige - det havde ikke sin fulde magt, og jeg opnaaede kun at tilveiebringe ligesom et Glimt af blaa Himmel, medens hele den øvrige Atmosphære var svanger med Uveir.

En Dag kom jeg dog saa vidt, at jeg fik Lyst til at tage fra Paris for i Ensomhed at see Versailles, og derude, i Billedgalleriet, overfor de Malerier, hvorfra den mandige, krigerske franske Aand vifter, hvor Fanen kalder til Hæder og Død, aandede jeg endelig igjen en Luft, hvori der var Begeistring og Vemod, blev mig selv igjen og fik mine Minder tilbage til fuld Eiendom. Da jeg efter halvanden Dags Forløb kom tilbage til Paris, følte jeg mig besynderlig rig og fri, og jeg greb mig selv i en eiendommelig Glæde, da jeg skulde betale Kudsken og tilfældig kom til at see ham i Øinene. Jeg saae saa fast, som om jeg vilde bevise, at jeg kunde see hele Verden i Øinene.

Idet jeg vilde gaae ind i Hotellet, saae jeg ovre paa den anden Side af Gaden de Potter komme gaaende. Der var et besynderligt Forhold imellem ham og mig. Hvergang jeg saae ham, blev jeg behagelig berørt og havde en Følelse af, at vi To ret kunde tale sammen, og det syntes, som om han nærmede sig mig med en lignende Følelse; men efter et Haandtryk blev det altid dog kun til almindelige Bemærkninger, enten fordi vi ikke kunde finde et Tilknytningspunkt, eller vel snarere fordi de Forhold, hvori vi levede, strax stillede en eller anden Betragtning eller Stemning hindrende imellem os. Min Stilling til Greven maatte vel give de Potter en Fornemmelse af, at jeg var ligesom Secundant paa fjendtlig Side, og saalænge jeg var dragen til Skuespillerinden, kunde selve det Velbehag, som hans Blik og Skikkelse indgød mig, dog ikke holde Stand mod en skjult Fornemmelse af .... ja, rent ud sagt, Jalousi. Det er altsaa forklarligt, at vi kunde drages sympathetisk til hinanden og dog behandle hinanden koldt. Men i hint Øieblik, befriet som jeg var, havde min Hilsen og mit Blik vel noget anderledes Frit og uforbeholdent Hjerteligt end sædvanlig, og de Potters Ansigt skiftede pludselig Udtryk: istedenfor det sædvanlige, kolde, smilende, staalklingeagtige en-garde-Blik, den afsluttede, i sig selv hvilende »Løve«-Holdning, kom et Udtryk, der mindede om Hilsener fra Studenterdage, og skjøndt han, medens han uvilkaarlig gik over til mig, hurtig betvang sig, blev der dog, idet vi gave hinanden Haanden, noget Hjerteligt tilbage. Der var i hans Træk Noget, der antydede Træthed eller Lidelse, og som ikke engang Øieblikkets venlige Livlighed kunde skjule. Havde han været styg, vilde jeg maaskee have tænkt: Der have vi Følgen af Spillerliv; men fordi han var saa smuk, bragte det ikkun nogen Sørgmodighed ind i min Sympathi.

»Jeg hørte iaftes, at De var taget fra Byen,« sagde han.

»Ja, jeg var i Versailles.«

Han havde ogsaa været der, og fra dette Udgangspunkt begyndte en Samtale, som vi fortsatte Arm i Arm, op og ned ad Boulevarts des Capucines, des Italiens og Montmartre, i flere Timer. Jeg har senere gjort mig megen Umage for at huske Enkeltheder i Samtalen, men forgjæves, og det hidrører maaskee fra, at vi, uden at komme ind paa Spørgsmaal og Svar af personlig Art, berørte Alt, hvad der gjensidig hørte vor aandige Tilværelse til.

Det gaaer næsten altid saaledes mellem Mennesker, der føre en første Samtale og interessere sig mere end almindelig for hinanden. Man glider fra Gjenstand til Gjenstand, man ligesom sikkrer sig et almindeligt Omrids, og de fleste senere Samtaler blive kun en Dyberegaaen, ikke en Udvidelse af den første, der forsaavidt kan siges at have indeholdt Alt. En medvirkende Grund til, at Samtalen, da jeg længe efter vilde huske den i Enkeltheder, stod temmelig ubestemt, var vel den, at vi væsenlig samstemmede. Han udtalte ikke nogen for mig ny Tanke, men havde kun en anden, behagelig, undertiden overraskende Form, fordi han var kommen til Sit paa en anden Maade end jeg. Desuden er det nok muligt, at jeg talte mest, fordi jeg efter Omstændighederne maatte komme tilstede med mere Indhold end han, der ved Spillelidenskaben, og hvad dertil hørte, fik meget aandigt Liv trængt tilbage og glemte saa Meget. Uden at gjøre ham Uret kan jeg tilføie, at han, som det syntes, undertiden ligesom lyttede til sine egne Ord, fornøiet over, at han endnu ikke havde glemt at tænke og tale saadan. Hvad der laa paa Bunden hos os Begge To, skjøndt paa forskjellig Maade, men tillige kun kom frem indirecte, var Misfornøielse med det nærværende Øieblik og Længsel efter et kraftigere, ærefuldt Liv, medens vi Begge vare i Baand - Baand af den Slags, som man ikke kan løse, men kun skjære over, naar man har Sværdet. Vi grebe saa at sige efter Sværdet, ikke blot i hine Versaillesbilleder, men i alt det Aandige, der paa saa elektrisk Maade rører sig i Paris. Vi sagde ikke, hvortil vi vilde bruge de Følelser, som vi snart antydede, snart hentede frem; men dette Slør, som vi bestandig kastede over vort eget personlige Indre, gav Samtalen noget desto mere Tiltrækkende og forhindrede derhos al Sentimentalitet.

To Yttringer husker jeg dog fra denne livlige Samtale, der ved Omgivelserne stadig fik nyt Stof eller ny Anledning til at følge den engang angivne Vei. Paa Boulevart des Italiens var en Udstilling af Malerier, som vi Begge havde seet, og hvor bl. A. fandtes Ary Scheffers berømte Billede af Paolo og Francesca da Rimini, der svæve forbi Dante og Virgil, med Underskrift: Amor noi condusse ad una morte.

»I en saadan Kjærlighed,« sagde de Potter, »selv om den var dødbringende, vilde der være en Frelse fra Meget .... sig mig - thi det tør man dog spørge hinanden om: Har De nogensinde været forelsket, i Sandhed og Ærlighed forelsket, eller er De det? Thi De synes mig at være lykkelig.«

»Nei,« svarede jeg, »men i min tidligste Ungdom, havde jeg en Følelse, der lader mig forstaae, at Francesca og Paolo flyve sammen efter Døden ...«

»Jeg ogsaa, jeg ogsaa!« raabte de Potter; »det synes, at vi lære Kjærlighed ligesom Biblen i vor Barndom; men senere -«

»Kunne vi komme tilbage til begge igjen. Jeg har Haabet.«

»Det er det, jeg føler; De er lykkelig ... Har De,« vedblev han, idet vi gik forbi Rue Lepelletier, hvor den store Opera er, »nogensinde hørt Jenny Lind?«

Jeg bejaede det.

»Den Dame,« sagde han, »skylder jeg Meget, især naar hun sang sine svenske Folkesange. Der var i disse Viser et Haab, et romantisk Haab, og medens hun sang, levede Haabet i Tilhørerens Hjerte. Det er Forskjellen, synes mig, mellem Sydens og Nordens Musik. Italieneren synger som en Fugl, det er den naturlige, sandselige Verden, der lyder til os; i Nordboens Sang er der en Sjæl, jeg kunde næsten sige: en Sjæl i Vaande.«

Saadan vedbleve vi at samtale og spadsere indtil Spisetid, og da vi befandt os udenfor Vachette og vare sultne, gik vi derind og fortsatte ved et Maaltid, der i Forhold til den Maade, hvorpaa vi Begge ellers levede, var tarveligt, men dog mere behageligt end de sædvanlige. Kl. 6frac12; besluttede vi at gaae i Théâtre français og havde endda Tid til forinden at spadsere lidt i Palais Royal's Have, drikke Kaffe og ryge en Cigar.

»Det er jo aldeles, som jeg havde drømt mig, at man kunde leve i Paris,« sagde de Potter naivt, idet han saaledes mærkede sig stegen ned fra det Kunstlede, Overforfinede og Overkryddrede til det, som tusinde andre Reisende ansee for Paris's egenlige Nydelser.

Da vi skiltes, sagde han, at denne Dag vilde være ham som en Drøm. Jeg svarede, at naar han vilde som jeg, kunde vi have mange saadanne Drømme og finde, at de vare vaagen Virkelighed.

Jeg havde nu sat mig i Hovedet, at Versailles indeholdt en Slags Medicin, og søgte at faae Grev Fritz med derud. Han var ogsaa villig, men opsatte det fra den ene Dag til den anden, og i den Uges Tid, der saaledes hengik, troede jeg at mærke, at Spillet tog alt større Dimensioner og vakte en saadan Spænding, at hverken han eller de Potter havde Sands for Andet. Endelig en Dag, da han klagede over Hovedpine, førte jeg ham med mig næsten med Magt; men Intet var istand til at overvinde den feberagtige Uro, som var over ham. Jeg foreslog, at vi med det Samme skulde blive derude i nogle Dage, og han svarede adspredt Ja. Medens vi spiste til Middag i et af de smaa Hoteller, gjorde jeg halvt om halvt Aftale om Logi; men pludselig trak Greven sit Uhr op og sagde, at han nu maatte tilbage. Jeg søgte spøgende at holde ham fast; men han erklærede med stor Alvor, at han maatte, de Potter ventede ham hos Skuespillerinden. »Men om han nu ventede forgjæves?« spurgte jeg.

»Vente mig forgjæves!« svarede han, og det Rovfugleagtige traadte markeret frem i hans ophidsede Øine.

»Sig mig, Greve, hvordan er Forholdet mellem Dem og ham? De vil ikke misforstaae mig, hvis jeg med nogen Bekymring spørger derom.«

»Det Menneske har traadt op ad mig ... men jeg har vixet ham ... og jeg har lovet ham Satisfaction.«

»Satisfaction?«

»Ja, men se ikke saa alvorlig,« raabte Greven med høi Latter; »Kuglerne ere Esser.«

Medens vi i Taushed kjørte tilbage paa Jernbanen, begyndte Noget at bryde frem i mit Sind, som længe havde ulmet: Følelsen af min Afhængighed. Det var ikke Afhængigheden i den Forstand, at jeg nu engang havde paataget mig en Stilling hos Greven, at jeg maatte reise, naar han vilde reise, blive, hvor han vilde blive o.s.v. Det havde ingen Magt havt over mig, saalænge jeg troede, at han ikke førte mig mere, end Postheste og Dampvogn førte mig: paa min egen Skjæbnes Bud. Men Troen herpaa var lidt efter lidt bleven svækket, og jeg savnede dens Styrke. Jo mere han optraadte som Heros i Tilværelsen og indhyllede baade sig selv og et andet Menneske, jeg sympathetisk droges til, i en tordensvanger Sky, desto mere følte jeg Lyst til at maale min Skjæbne med hans og faae det afgjort, hvem af os To der sad i Vognen, og hvem der var Posthest.

Som om Atmosphæren meddelte ham en Fornemmelse af lignende Art, vendte han sig pludselig til mig og sagde: »Jeg kunde have stor Lyst til engang at spille med Dem.«

»Det vilde blive et underligt, høit Spil,« svarede jeg.

»Ja, det har jeg tænkt mig.«

»Jeg kan kun tænke mig eet Tilfælde, hvori De og jeg kunde komme til at spille,« vedblev jeg, »og det var, at jeg efter en Ulykke maatte tage et andet Menneskes Kort.«

Greven saae et Secund paa mig og svarede: »Jeg kan gjentage for Dem, der er ingen Udsigt til en Duel imellem Hr. Potter og mig.«

Jeg lod Forsikkringen i den tilspidsede Form gjælde for en Beroligelse. En anden Tankerække gjorde sig gjældende. Han havde dog Ret til at føle sig stødt, hvis jeg aldeles glemte ham og hans Fader over en Anden, der intet absolut Krav havde paa mig. Selv den gamle Greve vilde ikke lægge Hindringer i Veien, naar Sønnen ved sit Ord var bunden til at give Satisfaction ved Spillebordet eller med Kaarden. Hvad havde jeg da at raisonnere over? Jeg maatte tage Situationen, som den var, og lade hans beroligende Forsikkring gjælde, og naar der alligevel i mit Sind var en urolig Anelse, jog jeg sluttelig de fortrædelige Tanker bort med det Raisonnement, at hvad man venter og forbereder sig paa, i Reglen ikke kommer.

Denne Fornemmelse blev til en vis Grad bestyrket, da vi igjen befandt os i det glatte, fintklædte, høflige Selskabsliv. Alting var saa smilende og silkeblødt, at man kunde glemme, hvad man vidste: at Tigerklør skjulte sig bag Silkepoterne. Grev Fritz havde ved Indtrædelsen i Salonen ganske faaet sit muntre, sorgløse Ansigt igjen, de Potter syntes ligeledes oprømt, og de hilste paa hinanden med et cordialt Haandtryk. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg ikke mellem hele dette Folkefærd med haarde Hjerter skulde spille min Rolle, siden jeg havde en, og lægge Mærke, være beredt paa, hvad der forefaldt. Jeg vilde med den Agtelse, jeg nu havde for Selskabet, ikke have valgt det; men det kunde i Tiden være interessant at have været med. Og forresten gik det her som i Almindelighed: Naar man er paa Pladsen, man frygtede, holder Phantasien op med at udmale den, og man bærer sig ad som de Andre. Endelig kom jeg ganske til Ro og Glemsel i en Samtale med en dramatisk Forfatter, der tilfældigvis ikke spillede, og som fortalte mig, at han engang havde havt en meget behagelig Aften i Kjøbenhavn - den eneste Aften, han havde tilbragt der. Han var kommen med Dampskib fra Petersborg og havde nogle Timer til at see Byen, og da de havde vandret endel om, besluttede han og hans Venner at gaae i Theatret, hvor der skulde opføres en Ballet »Napoli«; men alle Billetter vare solgte. I den Formening, at i Kjøbenhavn ligesom i Paris en Theaterdirecteur altid havde nogle Pladser i Behold for Fremmede, søgte de at komme ind ad en Sidevei og traf Portnerkonen, for hvem de dog paa ingen Maade kunde gjøre sig forstaaelige. Medens de forgjæves anstrengte sig hermed, kom en ung Dame hastig ned, øiensynlig fra Scenen og i Forlegenhed for at faae Noget besørget. Hun forstod Fransk og lovede at ville tale til Balletmesteren. Strax efter kom denne ned, en særdeles høflig og elskværdig Mand, der talte paafaldende godt Fransk og gjorde Undskyldninger for, at han ikke kunde tilbyde de franske Gjæster anden Plads end en Loge under Loftet, hvor Damerne, der denne Aften dandsede i Balletten, pleiede at have Plads. Da Balletten skred frem, opdagede de pludselig til deres store Fornøielse, at den unge Dame, der var kommen ned til Portnerkonen, havde Hovedrollen. Det var, som om de havde en Bekjendt, og det en udmærket Bekjendt, paa den fremmede Scene, og de deltoge enthusiastisk i Publicums Applaus. De sendte Bud til Balletmesteren, hvem de efter hans Navn og Sprog betragtede næsten som en Landsmand, og bade ham bevise dem den Ære og Glæde at deltage i en Souper inden deres Afreise, hvilket han modtog. »Jeg glemmer aldrig den livlige Aften,« sagde Fortælleren - - netop i det Øieblik, da et forfærdeligt Knald rystede Salen, medens Ruder eller Speilglas faldt klirrende ned og endel Lys sluktes. Da jeg sprang frem gjennem Krudtrøgen, saae jeg paa Stolen overfor Grev Fritz, istedenfor de Potter, i halvt liggende Stilling et Lig med den øverste Halvdel af Hovedet bortskudt. I min moralske Rædsel blandede sig med uudslettelig Tydelighed den physiske ved at see det aabne Rum ind til Forhjernens to Hoveddele. Hvad enten Tiden gik med rasende Hast eller Politiet havde et Instinct og en Hurtighed lig Gribbenes i Ørkenen, naar en Kamel styrter eller et Menneske døer, saa kom det tilstede, inden Noget, jeg kan huske, forefaldt. Grev Fritz var dødbleg, men afgav den Forklaring, som Politi-Officieren afæskede ham, med Ro og Fatning. Den Dynge af Guld og Banknoter, som laa foran ham, vaad af Blod, var hans, sagde han. Hr. de Potter havde tilbudt at holde en lignende Sum imod ham. Det var ikke Sædvane imellem dem at spille anderledes end contant, og Hr. de Potter havde sagt: Naar Kortet er trukket, betaler jeg, hvis jeg taber. Han havde tabt, og inden han, Greven, havde seet op, havde han hørt Pistolskuddet.

De Tilstedeværendes Navne bleve opskrevne, og Politi-Officieren var ifærd med at gaae, da han endnu engang standsede overfor Grev Fritz og pegende paa hans venstre Skulder spurgte: »Hvad er det?« - Der sad en hvidlig Plet saa stor som et Dueæg. - »Ah,« vedblev Officieren, idet han svarede sig selv, »det er, min Tro, et Stykke af Hr. de Potters Hjerne.« Ved disse Ord styrtede Grev Fritz afmægtig omkuld.

I et Par Uger laa han bevidstløs i Feber, og da han endelig vaagnede, stod det Første, han yttrede, i umiddelbar Forbindelse med den ulyksalige og skrækkelige Scene. Han sagde til mig: »Jeg beder Dem modtage mit Æresord paa, at jeg aldrig mere vil spille.« Derpaa sank han igjen hen i en lang Døs.

Jeg havde naturligvis strax saa blidt og forsigtig som mulig underrettet Faderen om det Passerede. Han sendte en Læge og bebudede, at han vilde komme selv, hvis der skulde vise sig Fare. Da jeg havde meldt ham Sønnens Yttring, svarede han, at Resultatet var tilfredsstillende, uden at dvæle ved Maaden, hvorpaa det var kommet. Og da Sønnen endelig var Reconvalescent, bad han os reise til Wien, hvor der var »en anden Luft og andre Omgivelser«, og hvor han vilde komme og møde os.

Imidlertid var Indtrykket af de Potters Dødsscene dybt og langvarigt ogsaa paa mig. Der hengik Maaneder, inden jeg kunde see paa Mennesker uden at tænke mig deres halve Hoved bortskudt. Hermed forenede sig en trykkende Fornemmelse: at Livet var en Mechanisme, der skjulte en sindrig Kunst, men ingen skiøn eller dyb Hemmelighed. Jeg kunde ikke faae ud, at de Potter havde havt en udødelig Sjæl, og ved bestandig at huske paa, hvad dette smukke, unge Menneske var blevet til: et Lig i sine sorte Klæder og lakerede Støvler, blev Alting i Tilværelsen farveløst og trist, og min egen Livskraft kunde kun hæve sig ironisk og trodsende, uden Fodfæste. Underlig nok var det samtidig ved at see Grev Fritz, at en Følelse af Livets store Aandemagt holdt sig dunkelt fast i min Sjæl; thi bagved ham, syntes mig, laa sammenrullet som en mørk Sky Noget, der var krænket. Jeg havde Møie med at behandle ham som forhen, og han selv var, trods den Umage, han vistnok gjorde sig, ogsaa forsaavidt forandret, som han undertiden viste Arrogance istedenfor den tidligere ungdommelige, ureflecterte Selvfølelse. Jeg fandt det naturligt; han vilde skjule en Følelse af Ydmyghed, en Frygt for, at han ikke skulde have samme Ret og Krav som forhen, og netop derfor gjorde han Kravet.

Da vi kom til Wien, var Grev Fritz saa nervøs og menneskesky, at han ikke vilde aflægge noget Besøg, og jeg havde stor Møie med at faae ham fra en Idee, han havde sat sig i Hovedet: at han tilsyneladende, men ikke virkelig kunde vise sig i Verden derved, at jeg gik under hans Navn. Det eneste Sted, jeg paatog mig at gaae paa hans Vegne, men med hans skrevne Fuldmagt, var til det Banquierhus, til hvilket Faderen havde anbefalet ham, og hvor han skulde have Penge.

Saasnart jeg havde fremvist Creditivet med Grevens Navn, reiste Kassereren sig og bad mig gaae ind i et Sideværelse, og her indfandt sig strax en aldrende Herre, der under mange Complimenter bad »Hr. Greven« opholde sig et Øieblik og søgte at indlede en Conversation. Det Udtryk, hvormed Kassereren havde reist sig, og Tonen, hvori den aldrende Herre - aabenbart en af Cheferne - talte, var meget forskjellig fra den sædvanlige Contoirhøflighed og Opmærksomhed, og Forskjellen blev mig endmere paafaldende, da en anden aldrende Herre, en temmelig lille Mand, næsten skaldet, med et særdeles velvilligt og tillige klogt Physiognomi, kom til. Der behøvedes ikke stor Menneskekundskab for at see, at han var i en Sindsbevægelse, enten det var Sorg eller Angst, som han gjorde sig Umage for at overvinde. Min første Tanke var, at Noget var tilstødt den gamle Greve, og at disse Herrer skulde meddele mig Efterretningen. Men i næste Øieblik følte jeg instinctmæssig, at det ikke kunde være noget Saadant, som forelaa; thi i saa Fald vilde den velvillige gamle mand have grebet min Haand og viist mig Deeltagelse, hvorimod han nu øiensynlig skyede at komme mig nær og, skjøndt man havde bedet mig vente paa ham, syntes at ville træde bag den Anden. Men det Gaadefulde begyndte at klares, da den første aldrende Herre forestillede den sidst Indtrædende med de Ord: »Hr. Greve .... tillad mig .... Hr. de Potter, min Compagnon.«

Samtidig med, at jeg følte et personligt Choc, lykønskede jeg Grev Fritz til, at han ikke selv var gaaet herhen. Det polerede Liv hjælper En ud over mange Vanskeligheder; min egen Drift var at omfavne den gamle Mand, selv om han vilde støde mig fra sig; men jeg gjorde et Buk, der kunde sige og skjule, hvad det skulde være. Banquieren tilføiede: »En Broder til Hr. de Potter i Brüssel.« Det var altsaa ikke Faderen, kun en Onkel; jeg følte mig lettet for saa vidt, som jeg nu var stedt i mindre Kamp mellem Hjertelighed og Anstand, og gjorde et nyt Buk.

»Hr. Greve,« sagde endelig den gamle Mand med usikker Stemme, »jeg vil ikke minde Dem om en Ulykke, som De havde den Smerte at ... at overvære, og det vilde maaskee have været rigtigere, om vi ..... vor Kasserer er en gammel Ven af begge Huse og har hørt, hvad vi ofte have talt om ..... Mødet kan dog ikke for Nogen af os være behageligt, frygter jeg ..... tilgiv, Hr. Greve ..... Men vi bære ikke Nag, nei, vi bære ikke Nag - Guds Villie skee, Amen!«

Den gamle Mand kunde ikke tale videre for Graad. Efter en kort, yderst pinlig Pause fattede han sig og sagde: »Et er der dog, som vi gjerne vilde vide nu, siden Tilfældet fører Dem til os .... De reiste med en Ven eller en Lærer, vi vide ikke ret hvad, og om ham skrev vor stakkels Maurice med stor Kjærlighed - De vil forstaae, at vi gjerne vilde møde ham - hvor er denne Mand?«

Jeg skyndte mig at oplyse ham om, at jeg rimeligvis var den, han spurgte efter. Da foregik der en pludselig Forvandling: den blodige Skygge, der havde staaet mellem den formentlige Grev Fritz og de to Banquierer, var forsvunden - den gamle de Potter sprang til og kyssede mig.

Saa overraskende Scenen end var, havde jeg dog tildels Nøglen til den i den hjertelige Sympathi, jeg fra Først til Sidst havde følt for den unge de Potter; jeg forstod, at jeg for hans gamle Slægtning var ligesom en Reliquie, et kjærligt Minde om ham, der var død i Fortvivlelse mellem Fremmede, og den factiske Omstændighed, hvorved jeg var kommen i en saadan Stilling til hans Efterladte, blev mig forklaret, da Hr. de Potter citerede Breve, som Maurice havde skrevet. Han havde bl. A. omtalt vort Møde efter mit Besøg i Versailles, og i Ord, som først bleve forklarlige efter Katastrophen, havde han hentydet til, at der var en Frelse fra meget ondt, at jeg havde aabnet ham Udsigten, at hvis han blot kunde følge mig, vilde Alt være godt; »men medens vi talte sammen, var der dog tusinde Mile imellem os.« I et andet, vildt-lunefuldt Brev, havde han sammenlignet alle sine Omgivelser med Bræmse, der under fine, sorte Vinger skjulte den spidse Braad, og han kaldte mig det eneste Menneske i den store By. Uden overdreven Beskedenhed kunde jeg gjøre opmærksom paa, hvor meget Tilfældigt der var heri, og hvorledes hans ulykkelige Stilling havde ladet ham føle en enkelt Persons Velvillie langt dybere, end den fortjente. Det havde imidlertid ingen Virkning; den pludselige Ombytning af Grev Fritz, »Morderen« - de sagde det ikke; men de følte det - og mig, Vennen, den Deltagende, forhøiede alle de tidligere Følelser, hvormed man havde tænkt paa mig, til en saadan Grad, at jeg ligesom blev selve Maurice for dem. Jeg begreb, at der var en blid Selvskuffelse heri, men kunde dog ikke unddrage mig den Godhed, hvormed man overøste mig. Jeg blev indført i begge Banquierers Familier og gjort bekjendt med deres nærmeste Venner. Der var noget næsten Høitideligt i den stille Hjertelighed, hvormed jeg modtoges ; den unge, smukke Selvmorder, hvis Haar, Pande og Øine i levende Live havde lyst af Poesi, gjød efter Døden et tragisk-poetisk Skjær ind i deres Hjerter, som havde kjendt ham, og gav deres Forhold til mig noget Ætherisk, der passede underlig til de Livsstillinger, hvori Vedkommende befandt sig. Saaledes var en af Familiernes intimeste Venner en temmelig ung, høitstaaende Politiembedsmand, en Hr. von Hradziwick; han nøiedes med at trykke min Haand og sige med Inderlighed, at naar jeg nogensinde skulde behøve en Ven, vilde jeg finde en saadan i ham; men medens han syntes at være meget talende overfor Andre, var han bestandig senere taus overfor mig og betragtede mig kun med et Blik, der lignede en Poets mere end en Politiembedsmands. Der var virkelig Øieblikke, da jeg troede at have mødt det hemmelige Selskab, og at det kun ventede paa et Tegn fra mig for at føre mig til dets rette Forsamlingssal.

Jeg vilde ikke gjøre nogen Hemmelighed af mit nye Bekjendtskab for Grev Fritz, men naturligvis heller ikke fortælle ham Alt, og nøiedes derfor med at sige, at jeg havde truffet Slægtninge af den Afdøde og var bleven vel modtaget af dem. Han sagde Intet; men af et usædvanligt Udtryk i hans Øine begreb jeg, at vort Venskab fra nu af stod paa meget svage Fødder. Han kunde ikke finde sig i, at jeg ikke stod absolut fjendtlig til de Erindringer, der vare ham fjendtlige, at jeg ikke følte mig bunden til ham som en Clansmand til sin Chef, og jeg erkjendte, at saasnart der fra den ene Side, om end ikke i tydelige Ord, blev gjort en saadan Fordring, som fra den anden Side ikke kunde opfyldes, saa burde Forholdet løses snarest mulig. Selve Løsningen blev mig imidlertid pinlig af en anden Grund. Jeg havde »brændt mine Skibe«, da jeg tog hjemmefra. Greven havde rigtignok lovet mig, udtalt det som en Æressag for ham, at jeg »aldrig kom til at fortryde det«; men hvordan jeg end betragtede det, vilde hvilketsomhelst, som jeg opnaaede ved ham, efter at hans Søn havde ophørt at spille, være en Slags Blodpenge, der betaltes mig som Følge af stakkels de Potters Død.

Jeg maatte erkjende, at jeg ikke havde benyttet Reisen vel, ikke opnaaet nogen af de Forbindelser, som, naar man staaer hjemme og seer ud i Verden, synes saa lette at knytte derude under gunstige Forhold. Tanken om at reise tilbage og begynde forfra efter tre spildte, forvænnende Aar var ikke meget behagelig, især da jeg næsten var flygtet fra et Forhold, der syntes mig at ville ved min Gjenkomst træde mig imøde i hver en Gade. Desuden bar jeg bestandig i mit Sind et uforklarligt, rigt Haab, en Fornemmelse af, at noget usædvanlig Skjønt var i Gjemme for mig ude. Jeg søgte at stille mig koldsindig raisonnerende op imod dette Lykkeshaab. Naar Alt kommer til Alt, sagde jeg til mig selv, saa har jeg jo ikke faaet Brev og Segl paa Lykke - og hvad har jeg gjort for at fortjene den? Men at komme i en saadan Stilling, at man kan fortjene Lykke, er jo allerede Lykken, er en Naadegave - - og hvorfor skulde jeg ikke troe paa den for mit Vedkommende? - Haabet laa i mit Sind som et uudslukkeligt Lyspunkt, frembragt ved min Fødsel og Barndom og næret af Synet indenfor den grønne Mur ved Guldranken.

Forretningsfolk have skarpe Øine og see igjennem det poetiske Skjær, hvoraf En troer sig omgiven, eller som Andre lægge om ham, lige ind i Realiteten. Skjøndt Hr. de Potters Compagnon en Stund havde deltaget i den ætheriske Opfattelse af Maurices Ven, kom han dog en Dag og spurgte mig ganske ligefrem, om jeg var formuende. »Tag mig det ikke ilde op,« tilføiede han, »vi Forretningsfolk see paa det Reale; vi vide, hvor lidet selv glimrende Egenskaber nytte i Verden uden et godt Rygstød.« Jeg blev ganske angst for, at de Potters Familie skulde gjøre mig et pecuniairt Tilbud, men vilde heller ikke sige en Usandhed til den venskabelig sindede Banquier og svarede derfor, at jeg vel kunde i mit Hjem finde et tarveligt Udkomme og blive tilfreds.

»Et tarveligt Udkomme,« gjentog han; »er det en Stilling, hvorved De i Tilfælde af Sygdom eller paa Deres gamle Dage faaer Pension?«

Jeg havde hverken tænkt paa Sygdom eller paa gamle Dage; saa ung var jeg, at den Tanke at blive gammel ikke havde indfundet sig hos mig, og saa idealt stillede under Banquierens Spørgsmaal min hele indre Tilstand sig til Livet, at hine Hverdagsbekymringer syntes mig at være en Slags Død, hvis man for Alvor skulde nære dem, og jeg svarede med virkelig Sorgløshed: Nei.

»Men,« vedblev han, »siden De altsaa ikke gjør store Fordringer, vilde De da ikke tage imod en forholdsvis smuk og behagelig Stilling her? Jeg siger ikke, at den er saa stor, som jeg kunde ønske Dem den; men den kunde vi vel overkomme at faae til Dem. Hr. von Hradziwick kom tilfældigvis igaar til at tale om den, og saa faldt det mig ind: Sæt, at vor Maurices Ven vilde skilles fra Greven og kunde bekvemme sig til at blive i Keiserstaten? Foreløbig kan jeg kun sige, at der er 800 Gylden fast Gage; men med Aarene kommer Mere, og det skulde dog være som Pokker, om ikke en saadan ung Mand, en keiserligkongelig Embedsmand, skulde finde et godt Parti. Og veed De hvad, en smuk lille Kone med en smuk lille Formue er en kjøn Ting i denne Verden.«

En Mængde Tanker reiste sig hos mig under den hjertelige og ivrige Banquiers Ord. Skjøndt den Udsigt, han aabnede for mig, var langt rigere end det mulige »tarvelige Udkomme« hjemme, følte dog - saadan er den menneskelige Natur - min Stolthed eller min Forfængelighed sig stødt over, at Andre ikke vurderede mig høiere, eller at de ansatte mig til en endelig Værdi. Og saa velvilligt det end var tænkt, at jeg skulde finde en kjøn Kone med en kjøn Formue, tager det sig dog ganske anderledes ud, naar en Anden foreslaaer det, end naar man selv under Søgen efter ideal Kjærlighed havner i en saadan Realitet. En anden Fornemmelse var, at jeg ved at modtage et saadant Embede dog vilde komme i Gjæld til stakkels de Potter for hans Død eller idetmindste blive altfor rigelig belønnet for mine Følelser imod ham, medens han levede. En tredie Betænkelighed opkom ved, at Tilbudet syntes mig at ligne det Løfte, Greven engang havde givet mig. Skulde jeg antage, at han nu stod bagved Banquieren, at han af stor Delicatesse ikke selv vilde tilbyde mig Belønningen, men lod den tilflyde mig gjennem sin Correspondent? Jeg kunde ikke godt spørge Banquieren, eftersom Spørgsmaalet vilde lyde: Er den Godhed og Deltagelse, De viser mig, ikkun en Forretningssag, som er bleven Dem overdraget? Eller er det halvt Deres egen Følelse og halvt en Opgave, De løser for den gamle Greve?

Der var flere Betragtninger, navnlig ogsaa den, at jeg ved at modtage Tilbudet skulde blive Borger af et fremmed Land; men uden at nogen enkelt i og for sig var afgjørende, frembragte de tilsammen i mit Sind en bestemt Utilbøielighed, og jo mere tydelig de forstandige Hensyn til fremtidigt Livsophold vare traadte frem, desto mere reiste sig i mit Indre en næsten leende Trods imod dem og et uovervindeligt Ønske om at forsøge at tage Livet saa uafhængigt og saa sorgløst som mulig, at aftvætte i Frihed, hvad jeg maatte have paadraget mig ved at tjene. Denne Længsel efter Frihed, efter at være Herre idetmindste over mig selv, at lade de underlige, ubrugte Kræfter, jeg troede at føle i mit Indre, komme til selvstændig Leven og Udvikling, at klynge mig til min egen Individualitet, at være ene efter den megen Leven med Andre, blev altoverveiende og forenede sig med hin ubestemte Fornemmelse, hint uudgrundelige Haab om, at der etsteds var en Rigdom opbevaret til mig. Denne Fornemmelse tilslørede Fremtiden, skjulte alt Truende, som den kunde have for en nøgtern Betragtning, men berøvede mig ikke en vis Forstandighed: Tage Randslen paa Nakken og vandre ud i Verden saa freidig som en Haandværkssvend, men uden at kunne et Haandværk, vilde jeg dog heller ikke.

En pludselig Tanke sprang frem, og uden at dreie og vende den skyndte jeg mig med at udføre den, saasnart min venskabelige Banquier, efter at have bedet mig vel betænke hans Forslag, var gaaet. Jeg havde den foregaaende Aften i hans eget Hus truffet en Videnskabsmand, med hvem jeg var kommen i Samtale om en Opgave, der interesserede os Begge høit, og over hvilken jeg troede at være Herre. Jeg gik nu til ham og spurgte, om han kunde og vilde bruge et Arbeide i den Retning, om han vilde skaffe mig det solgt. Jeg sagde det saa ligefrem som mulig og havde en overordenlig Tilfredsstillelse af at byde mig selv, min Eiendom, tilsalg for dens virkelige Værdi i Handel og Vandel. Han var maaskee noget overrasket, men gik beredvillig ind paa mit Forslag. Saa havde jeg altsaa den nærmeste Fremtid beskjæftiget og sikkret. »Bi lidt,« sagde han, »der er et fortræffeligt Bibliothek med en sjelden, fuldstændig Samling af Værker i dette Fag. Jeg kjender det ikke selv; thi det er temmelig langt borte; det er paa et Slot i Landskabet Sondrio, som en lombardisk Adelsmand, der for nylig er død, har testamenteret til Keiseren. Jeg kunde vist skaffe Dem Tilladelse til at boe i nogen Tid paa Slottet og benytte Bibliotheket.« Intet kunde træffe heldigere eller behageligere, og fri som en Fugl, flere Aar yngre, syntes mig, end den foregaaende Dag, forlod jeg ham for at fortælle min Ven Banquieren Alt og bringe ham til at undskylde og bifalde min Adfærd, hvilket ogsaa, som det lod til, lykkedes mig.

Faa Dage efter var allerede Tilladelsen udvirket, og omtrent samtidig ankom den gamle Greve. Han kunde ikke forstaae og, jeg troer, heller ikke godt lide den Uafhængighed, som jeg havde valgt, men sagde dog med stor Cordialitet, at jeg maatte huske, at han bestandig vilde betragte sig som min Skyldner. Saa var der nu Intet tilbage uden at tage Afsked og gaae til Syden.

Hvis Livet paa Jorden er bestemt til Glæde - hvilket er tvivlsomt; thi det synes snarere bestemt til en Udvikling gjennem Kamp og vexlende Lykke - men hvis en frisk, sorgløs og kraftig Livsglæde er Tilværelsens egenlige, rette Hensigt, saa maa Himlen smile tilfreds til et Menneske paa sex og tyve Aar, saadan som jeg var, da jeg tiltraadte Reisen til Italien, fri, fuld af ubestemt, lykkeligt Haab, og uden anden Lidenskab end den, som ikke brænder, den begyndende Manddoms Higen efter at udrette Noget i og ved sig selv. Der er store Lidenskaber, som vistnok forøge vor Sjæls Kraft og bringe den sin Bestemmelse nærmere, Lidenskaber, der ere ligesaa ædle som nødvendige; men de forstyrre Harmonien, de træde frem og bemægtige sig Sindet i pragtfuld og mægtig Ensidighed, og selv naar man har følt dem og været lyksalig i deres vidunderlige Favntag, kan man paaskjønne den Freidighed og Friskhed, som var paa et Stadium, da man bar alle Muligheder i sig sammenfoldede som i en Knop og var lykkelig i den harmoniske Spændkraft.

Alt, hvad der omgav mig, blev mig symbolsk, det Livløse saavelsom det Levende. Jeg gik paa tredie Plads, men traf der behagelige, ret dannede Mennesker, og jeg udlagde det til: Ved Nøisomhed og Tarvelighed skal Du endnu blive ført til den rette Menneskehed. Da Toget begyndte at stige op ad Sömmering, var jeg bleven ene i Waggonen, og det tog sig ud for mig, som om denne storartede Jernbanetog-Stigen opad en Alpekjæde var gjort for mig alene eller med særlig Betydning talte til mig: Saadan som nu Bjerg efter Bjerg blev overvundet og førte alt høiere op til Toppe, hvorfra et uendeligt Landskab malede sig, saaledes skulde jeg, om end langsomt og kæmpende, naae en forholdsvis stor Skjæbne, og som nu Brystet physisk udvidede sig og fyldte sig med den friske, kraftige Bjergluft, skulde jeg faae Hjertet udvidet og mættet. Etsteds ludede store, mørke Masser over os til den ene Side, medens jeg paa den anden Side ligesom fjernet fra Jorden saae ned i et svimlende Dyb, hvor der stod en Kirke i Fugle-Perspectiv. I store Magter, sagde jeg, som have skabt dette, og som holde min Fremtid uoprullet i Eders Haand, giver mig at møde den værdig, selv om den fører fra flere Høider ned i dybe, trange Dale, hvor Guds Hus staaer!

Jeg standsede ved Marburg blot for at see Floden Drau og gaae nogle Timer ved dens Bredder. Det syntes mig fast en Synd at gaae uopmærksom forbi noget frisk og livligt Levende, og den historiske, hurtige Flod med dens solbeskinnede, grønne Vande talte mysteriøst til mig om Orienten, hvorhen den skyndede sig, som mine Tanker saa tidt havde søgt til og ikke opgivet endnu.

Saa kom jeg til Venedig. Dette skal man takke Skjæbnen for, hvis man har de to Evner, som høre til: en romantisk Ærefrygt, saa at man knap nænner at træde haardt paa Marcuspladsens Marmorfliser, og under Hvælvingerne, paa Canalerne, mellem Paladserne føler Fortidens Aand sælsomt-fornemt vifte om sig - og en Sands for Kunst og Menneskelighed, saa at man forstaaer, at den særegne, feeagtige Skjønhed, der er i Form og Farve, er Frugt af Daad og Bedrift og storartede Længsler hos en Slægt med stærke og fine Nerver. Saa vandrer man omkring i Stemninger, der ikke ere religiøse, men som man dog, efter det græske Ord, bør bringe Guderne Takoffer for; thi Sjælen vil i en anden Verden føle, at de have bidraget til dens Vingers Væxt.

Min Vei gik over Milano og Bergamo, derpaa en Strækning langs Como-Søen og bøiede derfra af mod Nordøst ind i Landskabet Sondrio, det ligger tæt under Alperne; hele Landet skraaner, gynger og bugter sig i utallige Høie eller Bjerge, ofte smilende Afbildninger af de gigantiske Masser, hvorfra de nedskyde.

Slottet laa paa en Høi mellem Høie, og jeg veed ikke, om det med sin lyse, forstandige Architektur mest forstyrrede eller udhævede Egnens Romantik. Det vendte mod Sydvest, var lysegult, med to høie Etager, og Hovedbygningen med de to korte fremskydende Fløie omgave en Gaard, der paa den fjerde Side var indhegnet med et Jerngitter. I Gaarden og foran den vare Haveanlæg, der saae temmelig forsømte ud, og Fontainer, som ikke sprang. Men en eiendommelig Ynde fik den lyse Bygning ved, at en yppig Skovgruppe, mest af Ege, dannede dens Baggrund mod Øst og tildels mod Nord og Vest og strakte sig ned ad Høiens Sider. Paa den sydlige og sydvestlige Side, ad hvilken Opkjørselen var, var der ingen Vegetation med Undtagelse af Espaliers, der stode i Afsatser fra Dybet op til Slottets Fod og prangede med Aprikoser, Ferskener og Vindruer. De havde paa den Tid - det var i September - al deres Pragt, og det saae i nogen Afstand ud, som om Slottet var bygget paa en mægtig Piedestal af Bronze, Guld, Purpur og grønne Ædelstene. Ved Høiens Fod gik Veien til Slottet paa en af Klippeblokke dannet Bro over en smal, men dyb, skummende Bjergstrøm, der i sit larmende, bratte Løb skilte Slotshøiens nordre Side fra et høit Vinbjerg, en kegleformig Top, hvor Vinen stod i Terrasser paa Jord, der med uendelig Besværlighed var bragt op og vedligeholdtes paa Klippegrunden. Dog var det næsten udelukkende den sydlige Side af Høien, som var Vinbjerg; de tre andre Sider vare enten bevoxede med Græs eller ganske golde. Saaledes var det med alle de andre omgivende Høie: saae man dem fra Nord, vare de tørre og kolde, mod Syd bare de Præg af livsaligt Solskin og Menneskers vedholdende Flid. Men til selve Menneskene eller deres Boliger saae man Intet; de boede alle i en lille By længere nede ved Flodløbet. Omendskjøndt man ved første Øiekast ikke var istand til at opfatte alle Enkeltheder, gjorde Helheden dog et bestemt, ubeskriveligt Indtryk: Her var baade en Ørken og et Paradis, og som en fuldendt Skuespiller skiftede Landskabet Physiognomi, var ved en lille Bøining af Veien snart hint, snart dette.

I Slottet var man forberedt paa mit Komme, og desuden forefandt jeg en Ordre til mig fra det keiserlig-kongelige Hofcancelli om, at jeg, saalænge jeg opholdt mig der, eller indtil der blev anderledes forføiet, skulde under mit Ansvar føre Tilsyn med Bibliotheket. Der var herfor tillagt mig »tre Rationer«, som Castellanen vilde have at udrede til mig, foruden »mulige andre Emolumenter«. Jeg troede her at mærke mine wienske Venners Omsorg, men fandt dog ved nøiere Eftersyn, at der var en anden fornuftig Grund for denne Foranstaltning.

Hele Hovedbygningens Stueetage var delt i to ligestore Afdelinger: Et »Museum« tilhøire, og Bibliotheket tilvenstre. Museet, som det af Folkene kaldtes med Ærefrygt, indeholdt endel mærkelige Misvæxter, nogle store Coraller, endel japanske Vaser samt lakerede og Elfenbenssager af Værdi, adskillige kostbare Smykker og Vaaben, der havde tilhørt berømte Personer, en ægyptisk Mumie, en Talisman, d.v.s. et Stykke grønt Silketøi med arabisk Indskrift, som Lord Byron havde baaret, Cranier, tildels i Gibs, af berømte Mænd eller Forbrydere m. M.; desuden nogle udmærkede moderne Vaaben, Gaver fra fyrstelige Personer til den afdøde Fyrste, og to særdeles smukke, blanke firepundige Kanoner paa Lavetter og med alt Tilbehør, ligeledes en Gave til ham fra et Kanonstøberi, som han havde beskyttet. Omkring Kanonerne stode Standarter, som Fyrstens Forfædre havde baaret i Slag, eller endog taget. Det hele Museum var en Blanding, der vidnede om en dannet, fornem Persons Dilettanteri. Den eneste Samling, der syntes nogenlunde fuldstændig, bestod af udstoppede Dyr og Fugle, der repræsenterede Sondrio-Districtets Fauna. Desto fortræffeligere var Bibliotheket. Det indeholdt ikke blot en saavidt mulig fuldstændig Samling af Værker i flere Videnskabs-Retninger med kostbare Kort og Tegninger, men ogsaa en politisk Literatur, bl. A. den franske Moniteur complet fra dens Begyndelse, en velordnet Række af Flyveskrifter og Blade fra den første franske Revolution og Manuskripter henhørende til Øvre-Italiens Historie i det forrige Aarhundrede. Næsten alle Bøgerne vare massivt og pragtfuldt indbundne - en borgerlig Formue var anvendt derpaa - og stode i store, blanke Glasskabe, hist og her forsynede med Læsepulte og andre Bekvemmeligheder. En særskilt Række Skabe, der stod midt i Salen indenfor fire Søiler og et stærkt Messinggitter, indeholdt indbundne Manuskripter henhørende til den fyrstelige Families Historie, og en enkelt, temmelig lang Hylde bar den egenlige Helligdom: den afdøde Fyrstindes Dagbøger. Hun havde fulgt sin Gemal paa hans Gesandtskaber til forskjellige Hoffer, og den gamle Castellan, der viste mig om, men forresten ikke kunde læse, forsikkrede hviskende, at her var Ting af Vigtighed for selve Keiserhoffet, hvorfor der ogsaa altid blev holdt Nattevagt udenfor Bibliotheksalen. Jeg forstod nu, at man ikke havde kunnet give mig Adgang til denne Sal uden at paalægge mig et Ansvar, og jeg erfarede ogsaa senere, at Hr. de Potter og hans Compagnon Begge vare gaaede i Caution for mig. Derimod forstod jeg ikke, hvorfor man ikke havde flyttet Samlingen fra en saadan Udkant af Riget til Hovedstaden. Castellanen sagde, at Fyrsten nylig var død, og hans gamle Intendant og Bibliothekar havde de ogsaa ikkun for kort Tid siden jordet, og desuden, tilføiede han stolt, det er jo Keiserens Eiendom, hvem vilde vove at forgribe sig paa den? For en Sikkerheds Skyld er der kommet en halv Snes steyerske Soldater hertil for at passe paa i de mørke Nætter og holde Brandvagt.

Op til Bibliotheket stødte et Læseværelse med et Haandbibliothek og to mindre Værelser, som jeg strax udvalgte til min Bolig. Paa denne Side var nemlig Slottets Mur overordenlig tyk og bar Præg af, at det i gamle Dage havde været en Borg; de dybe Vinduer vare udvendig forsynede med stærke Jernkurve, og dette i Forening med Værelsernes solide, simple Elegance frembragte en usædvanlig Hyggelighedsfornemmelse, en saa behagelig, fuldstændig Afsondringens Ro, som man kan ønske, naar man er ivrig for aandigt Arbeide. De lette, luftige, falmet-forgyldte Stadsværelser i Etagen ovenover lod jeg til Castellanens dybe Tilfredsstillelse forblive i ukrænket Hellighed.

Her tilbragte jeg en fredelig og dog ikke aldeles stille og ensformig Tid; thi flere af Steyermarkerne vare ivrige Jægere og veiledte mig paa en Jagt, hvor min danske Erfaring ikke strakte til; der var »Storvildt«, Ørne, Ulve og Vildsvin. Af Alt, der er kommet indenfor min Erfaringskreds, er det Formidableste en anskudt Orne, der beslutter sig til at gaae løs paa Jægeren, og sædvanligvis gjør det saa hastig, at han ikke faaer Tid til at lade igjen. Det sorte, compacte, hurtige Dyr søger lige imod ham med en taus Vrede, der er saa energisk og vildt truende, som om Naturen i Uvillie over, at Mennesket har leget med Døden, vil lade ham see dens Fjendskab udtrykt i en levende Skabning. Dyrets Børster have reist sig, dets blodige Øine, der formedelst nedhængende Haar ikke kunne see lige ud, have et skelende, ondt Sideblik, Fraaden drypper paa Jorden, og med Hugtænderne, der ere saa skarpe som en Knivsod, giver Dyret et Stød til Siden og opad, der sender en stor Hund fem, sex Alen i Veiret med opsprættet Bug - en anden Hund slipper forbi og faaer fat i Ornens Øre - saa ender Hirschfængeren Kampen.

Efter Nytaar begyndte vi at høre foruroligende Rygter om Krig; men naar man selv lever afsondret, i Fred og Tankefuldhed, har man Vanskelighed ved at troe Andre for Alvor ifærd med forstyrrende og ødelæggende Handlinger. Ud paa Foraaret blev der imidlertid Uro i selve Egnen omkring os.

Der blev talt om, at vi sikkert kunde vente, at Befolkningen i Omegnen vilde forsøge at tage Slottet og plyndre Museet, og jeg indsendte derfor en Beretning, hvori jeg henstillede, om man ikke enten vilde flytte Bibliotheket eller sende Militair til Slottet, da den halve Snes udtjente, tildels gifte, Soldater, som vare her, vel vare tilstrækkelige i fredelige Tider som Politistyrke, men ikke vare en Garnison imod et væbnet Overfald. Forresten beskjæftigede jeg mig ikkun løst med denne Sag; jeg var fremmed i Landet, fremmed for Slottets Herre, en ubetydelig Gjæst, der havde faaet Lov til at læse i Bibliotheket, og naar jeg til Tak derfor gav et godt Raad i rette Tid, var det vel Alt, hvad man ventede af min Ubetydelighed. Jeg holdt med Italienerne forsaavidt, som jeg af ganske Hjerte forstod og delte deres Smerte over at maatte see fremmede Soldater som Herrer i Landet, at maatte give deres Børn hen til fremmed Krigstjeneste o.s.v. Ei heller var det muligt at komme til en italiensk By og see den skjønne Architektur, uden at faae en næsten instinctsmæssig Overbevisning om, at dette Land gjemte ædle Kræfter, der fortjente at komme frem i Frihed og Uafhængighed. Men jeg gjorde forgjæves Forsøg paa at agte det levende Folk i den Grad som dets alvorlige, disciplinerede Overvindere af mere nordisk Race. Det havde endnu ikke viist, at det var dets Alvor at vove det Høieste for at vinde det Høieste, eller at det kunde underordne Individualiteten under Ideen, saa at Massen blev forvandlet til en Organisme. Saalænge jeg lever, vil jeg beholde Antipathi mod den uordnede Masse, hvori den ædle menneskelige Personlighed saagodtsom sporløst forsvinder, og føle Sympathi med Bataillonen, der sluttende sig om sin Fane bliver en ny Slags Personlighed. Og i alt Fald kunde jeg ikke indrømme Befolkningen i Egnen Ret til tage og plyndre Slottet; hvis dets Forsvar havde været betroet til mig, vilde jeg have anseet det for min Pligt under lignende Omstændigheder at forsvare det imod mine egne Landsmænd. Men medens jeg var misfornøiet over, at man forsømte at sikkre Slottet, betragtede jeg mig selv som en Person, der skulde beskyttes, ikke som En, der havde Noget at gjøre med at beskytte. Jeg kunde gaae omkring og besee Positionen og ligesom drømmende forestille mig, hvorledes man, hvis man havde den Opgave at forsvare Slottet, kunde udføre Hvervet, hvor man kunde anbringe Skandser, fra hvilke Punkter Fjenden kunde genere, og hvorfra han derfor maatte fordrives. Det interesserede mig som en Phantasi, som en Leg, hvori jeg anvendte mine Kundskaber, men hvori min Personlighed ikke var tilstede.

Det var paa en af de Dage, der saaledes hengik i Uvished og Forventning, at jeg modtog et Brev, som med eet Slag forandrede hele min Skjæbne. Det var hjemmefra og indeholdt den officielle Meddelelse, at den Mand, som havde taget vor Gaard, han, hvem jeg havde bragt min døde Faders Stævning, var død og havde testamenteret mig Gaarden.

Jeg troede ikke mine egne Øine; jeg har virkelig prøvet, hvad det er at tage sig til Hovedet og føle paa sig selv, om man er vaagen eller ei, og hvergang man har bevist sig selv, at man er vaagen, igjen tvivle, fordi man erindrer, hvor overordenlig skuffende man kan drømme. Men naar man ikke skal blive vanvittig, holder det snart op, Livskraften eller Bevidstheden finder et Punkt, hvor den midt i det Bølgende faaer Fodfæste, og saa først bliver man modtagelig for det hele Choc af Følelser og Tanker, der høre den overraskende Virkelighed til. Jeg var forbauset; men i Forbauselsen blandede sig - hvad skal jeg kalde den Følelse? - en Slags hellig Rædsel; thi det var min Faders Værk, det var, som om hans Haand i dette Øieblik kjærtegnende, skjøndt død, strøg mig om Haaret. Han havde dog efterladt mig Gaarden med Moders Have, jeg var dog Arvingen alligevel, Arving til hans Ret og hans Ære og hvad han saa dybt og bittert havde lidt for, og Alt var, medens hele Verden forholdt sig taus og ligegyldig, blevet bevist, paadømt og exequeret gjennem en Procedure udenfor Jorden.

Men saa kom Glæden, Henrykkelsen over at være i Besiddelse! Det Første, jeg foretog mig, var at skrive til »vor Cousine«, Frøken Julie, hvem jeg saa længe ikke havde undt Plads i Huset, men som alligevel saa trolig havde taget den Plads ved min Søsters Side, som jeg ikke kunde udfylde. Jeg bad hende betragte min Gaard som sit Hjem, og jeg tilføiede, at hun kunde være sikker paa, det var ikke blot mig, som indbød hende, men at det var overensstemmende med salig Faders Villie. Til Valdemar og min Søster skrev jeg en lignende Indbydelse, men spurgte tillige, om vi ikke kunde ordne det saaledes, siden jeg nu engang var i Udlandet, at de ogsaa gjorde en Udenlandsreise, f. Ex. til Rom og Neapel og maaskee Ægypten; saa kunde vi følges ad og vende hjem til Danmark sammen.

Endelig skrev jeg et kort Brev til Wien, hvori jeg anmeldte for vedkommende Autoritet, at da jeg nu ikke længer behøvede Bibliotheket, takkede jeg for den Velvillie, der var bleven tilstaaet mig, gjorde Afkald paa enhver videre Gunst og betragtede mig løst fra ethvert Ansvar, som var forbundet med mit Ophold paa Slottet.

Da dette var skrevet, gik jeg ud for at tage Afsked med Luften og Jorden og Menneskene paa dette Sted, uden nøiagtig at vide, hvor jeg først vilde hen.

En af Steyermarkerne kom mig imøde og sagde, at der var kommet en Trop Friskarer til Landsbyen, og at Slottet upaatvivlelig denne Nat vilde blive taget og plyndret.

Jeg kunde ikke sige til den gamle Soldat, at jeg nu vilde reise, og det stillede sig ogsaa i samme Øieblik klart for mig, at naar jeg ved at boe paa Slottet og spise dets Herres Brød havde paataget mig et Ansvar, saa var jeg ikke løst derfra i samme Øieblik, som jeg skrev et Brev, hvori jeg lagde Ansvaret fra mig. En Time tidligere vilde maaskee den Tanke have forekommet mig gyldig, at jeg var en civil Person, der ikke behøvede at udsætte mig for Fare; men nu, nu laa min Fader som Riddersmand i sin Grav jeg havde arvet ikke blot et Gods, men en Familieære trods den bedste Adelsmands, jeg var gaaet ud af mit Værelse saa stolt som en Keiser - skulde jeg nu krybe i Skjul for Fare og fremtidig slæbe mig gjennem Verden med Bevidstheden derom som en personlig Ydmygelse? Jeg saae omkring mig, og hvad jeg hidtil havde gaaet og drømt om Skandser og Forsvar, hvad der havde været en Phantasi, som en lykkeligere, friere Mand kunde udrette, det blev nu en Virkelighed, jeg selv kunde magte.

Jeg kaldte Karlene sammen og spurgte dem, om de havde Lyst til at forsvare Slottet, indtil der kom Undsætning, eller indtil de ikke kunde mere, og de svarede med et Hurra. Saa oplæste jeg det Brev for dem, hvori det af det keiserlig-kongelige Hofcancelli var blevet mig paalagt under mit Ophold at føre Tilsyn med Bibliotheket, og tog i Henhold dertil Befalingen over dem i deres Keisers Navn. Tre Gange »Hoch« for Keiseren, og saa gik vi til Arbeidet. Opkjørselen til Slottet var fra Sydvest, og ved en Bøining mod Vest var Broen over Bjergstrømmen. Denne Bro var for massiv til, at jeg kunde sprænge den, og jeg valgte derfor et Sted paa Opkjørselen, hvorfra jeg i 200 Alens Afstand kunde beherske Broen. Her lod jeg trække en Grav tversover Veien, og af det indvundne Grus dannedes et Brystværn med et Skydeskaar. Da Fruentimmerne paa Slottet hørte, at vi vilde forsvare os, kom de ilende til og tilbøde at arbeide. Eftersom vi formedelst den stenede Grund manglede Jord, lod jeg dem fylde alle Slottets Sække med Sand og med Jord fra Haven og dannede deraf paa Veiens høire Side en høi Dækning for det Tilfælde, at Fjenden besatte Vinbjerget, der dominerede os. Tilvenstre laa Egnen dybt nede under os. Den ene Kanon fra Museet lod jeg bringe ned til os, og da vi ikke havde Kartætscher, lod jeg i Hast forfærdige Poser fyldte med Knapper og Smaasteen. Ved det ene af Bibliotheksvinduerne, der vendte mod Vinbjerget nordligt for os, lod jeg Jernstængerne bryde fra og anbragte inde i Stuen den anden Kanon. Til den havde jeg sex Kugler, og med Krudt vare vi temmelig vel forsynede. Foruden Alt dette havde hver af Steyermarkerne sin Riffel, og da jeg endelig efter nogle Timers anstrengt Arbeide oversaae det Hele og i den ensomme Egn fornam mig selv ligesom Chef paa et Skib, der ude paa Oceanet venter Fjenden, som Herre over Liv og Død i en ærlig Sag, saa havde jeg den særegne, dybe Tilfredsstillelse, som kun den kan føle, der endelig engang i sit Liv føler sig stillet overfor en Opgave, som Natur og Drift kaldte ham til. Det var tillige saa besynderligt, at netop som jeg havde faaet vor Gaard igjen, skulde Ritmesteren leve op i mig, og flere Gange var det, som om jeg med mit indre Oie saae hans Ansigt og saae ham smile.

Kl. 7 blev det mørkt, og vi ventede i Spænding et Par timer uden at see eller høre Noget. Det var en ubehagelig Venten; Sindet svingede stadig frem og tilbage imellem det Heroiske eller Martiale, som behøvedes til at modstaae et Overfald, og Nedstemning ved Tanken om, at vi mulig havde gjort saa store Anstalter uden Grund. Men henved Kl. 9 hørte vi Lyd af mange Mennesker, der kom hurtig, men i skjødesløs, uregelmæssig Marche. Vi kunde ikke see dem; men da jeg efter Lyden formodede dem nær Broen, raabte jeg til dem. De syntes overraskede ved at blive anraabte fra et Sted nedenfor Slottet, og medens Alt blev stille hinsides Floden, hørte vi et Par Mennesker komme imod os. De spurgte, hvem der var paa Veien. Der blev svaret: Slottets Besætning. De sagde: »Vi vide, at Slottet ingen Besætning har; vi ere komne for at tage Museet og Bibliotheket i Besiddelse; men enhver af Eder kan beholde sin private Eiendom.« Jeg svarede: »Vi have ingen Ret til at udlevere Eder Noget; gaae I over Broen, bliver der skudt paa Eder.« De vendte om, og et Øieblik efter begyndte langs Floden en heftig Geværild, der var rettet mod Stedet, hvor vi stode; men de kunde ikke see os, og vi vare desuden godt dækkede. Da der i Løbet af et Kvarterstid ikke blev svaret med et eneste Skud fra vor Side, troede de formodenlig, at vi vare dræbte eller havde trukket os tilbage, eller at der fra Først af kun var gjort et tomt Forsøg paa at skræmme dem, og ved Ilden fra deres egne Geværer, som de stadig vedbleve af afskyde, saae vi pludselig en mørk Masse bevæge sig over Broen. I samme Øieblik blev vor Kanon afskudt paa dem. Den sprang og dræbte en af Vore; men Virkningen paa Fjenden var kun desto større. En pludselig og uventet Decharge af en Kanon har i sig selv en overvældende Virkning paa uvante Folk; men Nattens Mørke og den forfærdelige Larm af vor Kanon, der formodenlig sprang af at være bleven for stærkt ladet, jog hele Skaren tilbage i vildeste Flugt, og Rædselen blev forøget ved, at adskillige af de Flygtende faldt paa Flugten og i Faldet kom til at afskyde deres Bøsser paa dem, som løb foran, saa at de selv overtoge, hvad vi ikke formaaede: Forfølgelsen. Men Nogen, der forstod sig paa Krig, var iblandt dem; thi efter en Stunds Forløb havde en Hob besat Vinbjerget og skjød derfra ned paa os, ikke blot med Kugler, men med Smaastene omvundne med Hamp for at stikke Ild paa Slottet. Vi havde Kanonen i Bibliotheksvinduet rettet paa Vinbjerget; men det var en hæslig Opgave at afskyde den: hvis den sprang, vilde den rimeligvis sprænge baade Væg og Loft. Der var imidlertid ikke Andet at gjøre end at vove Forsøget efter at have undersøgt Ladningen endnu engang - og det løb lykkeligt af. Kuglen traf formodenlig i de forholdsvis løse Stene, hvorpaa Vinbjergets Jord overalt hvilede, og gjorde det utilraadeligt for Fjenden at oppebie flere Skud. I den Overbevisning, at der ad uforklarlig Vei var kommet en Garnison til Slottet, trak man sig bort, og næste Dag var hele Landsbyen forladt. Næste Dag kom ogsaa et Compagni marcherende for at besætte Slottet og lade det Vigtigste af Samlingerne føre bort, og den commanderende Officier afgav en Rapport, der synes at have vakt nogen Opmærksomhed; thi der blev fra Hovedkvarteret affordret ogsaa mig en Beretning om det Passerede, og kort Tid efter fandt jeg mig udnævnt til Ridder af Jernkroneordenen med Tilladelse til at bære Uniform og Felttegn som Officier i det Jægerregiment, hvortil mine ti Steyermarkere havde hørt. Jeg reiste til Mantua for at stedes til Tak-Audiens hos Keiseren; men inden min Uniform blev færdig - og den skulde jeg have paa - var Keiseren taget bort, og da jeg næste Gang var i samme By som han, nemlig i Venedig, havde han tabt Slaget ved Solferino, og en af hans Adjutanter mente, at det ikke var værdt for Øieblikket at minde Hs. Majestæt om Slottet i Sondrio, der nu var tabt tilligemed hele Provindsen. Iøvrigt var jeg ikke reist til Venedig netop for at opsøge Keiseren med min Tak, men paa Grund af et Saar, som jeg havde faaet i venstre Skulder hin Aften, og som jeg i Førstningen ikke havde ændset. Jeg blev nødt til at ligge i nogen Tid og maatte derpaa Størstedelen af Sommeren bruge Søbade i Chioggia.

Jeg havde nu oplevet Noget og havde opnaaet en Æresbevisning af den Slags, jeg altid havde tørstet efter; men det gaaer ofte i Livet saaledes, at naar man faaer det længe Eftertragtede, har det dog ikke ganske det Indhold eller den Form, som man egenlig havde ønsket, eller der er en Omstændighed knyttet til det, som berøver det en stor Del af dets Værd. Jeg satte meget mindre Pris paa Østerrigerne end paa deres Overvindere, Franskmændene. En Decoration given af dem, som vare blevne overvundne ved Magenta og Solferino, syntes ikke at kunne gjøre Krav paa at blive agtet udenfor Østerrigs Grændser, var ikke universal. Fra Først af fik jeg desuden Tilbøielighed til at skjule den, fordi jeg var i Venedig. I denne Stad vil Østerrigernes Herredømme aldrig synes berettiget. De kunne med deres Batailloner og Artilleri fylde Marcuspladsen og Piazetta; men deres Faner, Musik, Uniformer og Kanoner ville aldrig tage sig ud og aldrig imponere med krigersk, ridderlig Magt, men bestandig have noget Plebejisk ved sig, fordi Slavindens Physiognomi er uendelig ædlere end hendes Herres. De kunne trampe paa Havenes Forhenværende Dronning - hver Lidelse gjør hende kun adeligere og yndefuldere i vore Øine. Det levende venetianske Folk kan have lidt skade i sin Afhængighed; men hvor en saadan Befolkning af store Døde skuer ned, hvor hvert Vindstød vifter i heroiske nationale Minder og tørner imod nationale Skjønhedsværker af den usædvanligste Art, der synes en fremmed Herre kun en tilfældig, brutal Gjæst, hvem et Vindstød vil jage bort. Uagtet jeg havde kæmpet indenfor Ærens Enemærker, var det dog, som om jeg ikke havde nogen god Samvittighed, naar jeg gik mellem Østerrigerne i Venedig, og alle mine tidligere Forestillinger om, at man i hvilkensomhelst fremmed Krig kunde tilfredsstille sig selv ved at vise Mod og indlægge sig Ære, undergik en fuldstændig Forvandling: ingen Krig syntes mig hæderlig uden den, hvori et Folk værger for sit eget Land, og min tidligere Ungdoms ærgjerrige Tanke om at kunne ligne Eugen og Loudon, der vare blevne Feltmarschaller uden at bryde sig om, hvem de strede for, blot de vare i Krig, syntes mig nu barnagtige.

Besiddelsen, Bevidstheden om, at jeg var vor Gaards Eier, gjorde ogsaa Noget i denne Henseende. Man bliver ikke ustraffet rig. Livet byder En et nyt Formaal: Bevarelse og Forskjønnelse af det, man har. Lidt efter lidt mærkede jeg, at jeg ikke saae paa Architekturen, Billedstøtterne og Malerierne paa samme Maade som før. Forhen havde de været mig en Eiendom, som jeg tog med i Sjælen; de udstraalede en Skjønhed, hvorpaa enhver Beskuer kunde mætte sig, og der blev ligesaa Meget tilbage til alle følgende Menneskeslægter. Nu vilde jeg selv eie Sligt og tænkte paa, hvad jeg kunde kjøbe, og hvad jeg kunde lade efterligne hjemme paa Gaarden, hvorledes jeg skulde bygge den om, hvorledes mit Bibliothek, min Fægtesal, min Havestue o.s.v. skulde være. Jeg elskede ikke længer Gaarden for det, den var eller havde været, men for det, den skulde blive, for det Skjønhedsliv, jeg skulde kunne føre paa den.

Imidlertid fik jeg Breve fra Valdemar og min Søster, der meldte mig, at de paa mine Vegne havde taget Gaarden i Besiddelse, og at de bestræbte sig for, at jeg ved min Hjemkomst skulde finde den uforandret som i gamle Dage. Det var mig unægtelig et Bevis paa kjærlig Villie; men det lod mig mærke, at jeg igjen, og paa ny Maade, var voxet fra Gaarden. Jeg kunde ikke finde Ord til udtrykkelig at tilkjendegive dem, at jeg havde andre Planer, og lod derfor Sagen foreløbig gaae sin Gang. Da Sommeren forløb, uden at jeg kom hjem, begyndte de at optage min Plan om, at vi skulde mødes i Udlandet og tilbringe en Vinter sammen i Italien; men de kunde ikke angive en bestemt Tid, og jeg udkastede nu en stor Reiseplan; jeg vilde mætte mig fuldstændig med Syden og Østen, inden jeg tog hjem for at blive hjemme og realisere alle Planer paa min Gaard. Rom, den evige Stad, der sælsomt og gaadefuldt lokker de fleste Menneskers Sind, skulde være mit Udgangspunkt, og det maatte beroe paa Efterretninger hjemmefra, om jeg der skulde vente min Søster og Svoger for at følges med dem til Ægypten, eller om jeg ved Tilbagekomsten fra Afrika og maaskee fra Lilleasien skulde mødes med dem i Rom og saa gjøre Honneurs for dem paa en mindre Tour i Italien.

Saa seilede jeg da fra Venedig til Ancona og reiste derfra over Foligno, Terni, Narni og Civita Castellana til Rom. Jeg husker ikke, hvilken Høi det var, hvor Kudsken pludselig standsede og pegende ud mod det Fjerne raabte: Eccolo, Signore, San Pietro! Se, Herre, Sanct Peter! Han selv havde vel seet den tidt nok og brød sig ikke om at holde og nyde Skuet. Men han vidste, hvilken Overraskelse og Glæde det er for alle Mennesker, hvilken storartet Accord ved dette Syn slaaes an som Indledning til Livet i Rom.

Hvorledes vilde vi mon opfatte den skjønne blaae Kuppel, hvis vi uden at vide Noget om den saae den staae ensom paa Horizonten? Hvad Indtryk vilde den gjøre paa os? Derom er man ikke istand til at have en Forestilling, fordi ingen af os nærmer sig uden at vide saa Meget. Idet Postillonen raaber: Eccolo, San Pietro! er det ikke blot en Kirkes Form, som vi see, men en mægtig historisk Bygning, der staaer paa et endnu mægtigere historisk Sted. I samme Øieblik er vort Sind ikke alene; det er den sidste i Skaren af de Millioner, der i Tidernes Løb drevne af det forskjelligste og heftigste, ofte skjønneste og inderligste Begjær have hastet mod dette samme Maal; vi ere inde i en af de mest storartede Strømninger, som Verden har seet, og bevæget af en romantisk Sympathi fornemmer vort Hjerte Luften opfyldt af henfarne Skikkelser og Begivenheder. Den skjulte Egn hist, hvor kun Kuplen rækker sig op, bliver i Sandhed

Det var den 1ste October. Sydens korte Tusmørke var begyndt, da jeg ad Via Flaminia kom til Porta del popolo. Lige ved Porten maatte Kudsken holde, fordi i dette Øieblik en Procession havde sat sig i Bevægelse fra Kirken Sta Maria del popolo, der er tæt indenfor Muren, og langsomt bevægede sig henover Pladsen. Igjennem den mægtige Porthvælving saae jeg den lange Række af Lys, der parvis gled hen som gule Stjerner, og i den bløde, blaalige Skumring hævede sig i afbrudte Satser en besynderlig, deilig, høitidelig Melodi. Efter den lange Reises Støv og Træthed var dette forunderlig kvægende. Jeg stirrede og lyttede og kunde ønsket, at den Venten aldrig maatte faae Ende. Endelig forsvandt Processionen, Kudsken smeldede med Pidsken, Hestene sprang frem, da knak en Axel. Med en Aandsnærværelse som en antik Romers raabte Kudsken, saasnart han saae, hvad der var skeet: »Hil Dem, Herre! Det betyder, at Rom vil holde fast paa Dem! Lev længe og lykkelig i Rom!«