© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Arvingen kan, ikke blot ved sin titel, minde om et åndeligt testamente. I en afklaret rolig komposition samler den en anskuelse af skæbnens veje, som synes at være resultatet af et længere liv, end forfatteren faktisk havde bag sig, da den blev skrevet. Han var da 44 år gammel.
En del af forklaringen kan være, at det liv, der var gået forud for romanen, havde været stærkt bevæget; men i øvrigt var forfatteren altid en mester i at tage afsked med sig selv. Kun tre år før Arvingens tilblivelse havde han således sagt farvel til sit liv som dansker og bosat sig i London, besluttet på fra nu af at leve som engelsk forfatter. Og så sent som året før havde han frygtet at være færdig som digter.
Samtidig med at Arvingen rummer alderens overblik, er den dog en kærlighedsroman, og som sådan fuld af styrke. Over skildringerne af samlivet i Rom mellem hovedpersonen Axel og hans elskede Astrid ligger en frydefuld sødme, som er usædvanlig i dansk litteratur. Men at romanen overhovedet blev til, skyldtes også en kvinde, som forfatteren nylig havde mødt og forelsket sig i - i Rom. Hun betød en uventet ny begyndelse i hans liv, et frembrud af kræfter, som han ellers havde troet opbrugt. Hende skylder vi den frodige fase af Goldschmidts forfatterskab, som optager 1860'erne, og som foruden Arvingen tæller Ravnen og Breve fra Choleratiden samt en række af hans bedste noveller og en håndfuld skuespil.
Når Arvingen som ovenfor nævnt virker ved sin afklarede ro, bør det også erindres, at den betegner slutpunktet i en lang kunstnerisk udviklingsproces. Arvingen er ikke den første roman, hvori forfatteren tumler med det særlige problem, det er, at beskrive et menneskes liv fra det fødes, til det som voksent kan overtage sig selv. Den er tværtimod den sidste i en række på tre udviklingsromaner. Den første hed En Jøde og udkom i 1845. Den var samtidig forfatterens skønlitterære debut. Meïr Aron Goldschmidt (1819-87) var på det tidspunkt udgiver og redaktør af det politiske vittighedsblad Corsaren, hvis spalter han stort set alene havde udfyldt siden 1840. Han var desuden ven med den fem år ældre litteraturkritiker P.L. Møller (1814-65) - skønt ven er så meget sagt, når det drejer sig om denne ironiske livsnyder, der ikke tillod nogen at komme inden for en kårdelængdes afstand. Han og Goldschmidt blev fx aldrig dus.
Møller var noget nær legemliggørelsen af den æstetiske type, som lå i tiden, og som Søren Kierkegaard har beskrevet i sine store værker fra 1840'rne - muligvis endda med Møller som model. Hans betydning for Goldschmidt var da også i første række æstetisk, både således forstået, at han lærte Goldschmidt at leve som ironiserende tilskuer til livet, og således, at han satte ham i gang med at skrive romaner.
Goldschmidts familie var jødisk på begge sider, og selv om han i løbet af sin opvækst ikke havde mærket meget hertil, måtte det nødvendigvis få aktualitet for ham, da han som ung skulle til at lægge planer for sin fremtid. Frem til grundloven i 1849 var jøderne i Danmark nemlig udelukket fra militære og civile embeder, ligesom de ikke var valgbare til de rådgivende stænderforsamlinger. Desuden rådede der i befolkningen - også i den oplyste overklasse - en sej antisemitisme, hvis udtryk virker chokerende på en moderne betragter.
Ved en tilfældig anledning, som oven i købet var den eneste, der bragte dem til at tale menneskeligt sammen, betroede Goldschmidt P.L. Møller, hvordan det føltes at være jøde i Danmark anno 1844. Møller lod ham, ganske mod sædvane, lette sin sjæl og forsøgte heller ikke bagefter at bagatellisere det sagte. Idet han tog sin hat og stok for at gå, sagde han blot: »Med sådanne følelser skriver man en roman.«
Goldschmidt greb straks til. Det første kapitel af En Jøde (det, der i bogen står til sidst) blev skrevet endnu samme aften, og i 1845 udkom romanen under pseudonymet Adolph Meyer. At Goldschmidt brugte navneskjul, skyldtes, at han var idømt censur på grund af nogle artikler i Corsaren.
Hovedpersonen i En Jøde, Jacob Bendixen, er godt ti år ældre end Goldschmidt selv, og bogen skildrer de første ca. 25 år af hans liv. Han vokser op i en ortodoks familie i en købstad på Fyn og oplæres i sine fædres tro. Men da han bliver sendt til København for at gå i latinskole, drages han af den lyse, humanistiske ånd, der behersker skolen. Han bryder med sin egen baggrund og stræber fra nu af efter at vinde en plads i det kristne samfund. Efter at være blevet student forlover han sig med en kristen pige, men da han på den anden side ikke vil lade sig døbe, nedkalder han både jøders og kristnes misbilligelse over sit hoved. Idet han fortvivlet håber at kunne vinde omverdenens respekt ved at udmærke sig som soldat, melder han sig først som frivillig til de franske styrker i Nordafrika og deltager derpå i den polske opstand 1830-31. Men i mellemtiden gifter hans forlovede sig med en anden, kristen officer, og da Jacob vender hjem, er han blevet illusionsløs og bitter nok til at træde ind i den identitet, som omgivelserne har stående parat til ham. Han bliver pengeudlåner, ågerkarl, jøde.
Når Jacob Bendixens forsøg på at gøre sig fri af sin herkomst slår fejl, er det efter forfatterens påstand, dels fordi hans barndoms erfaringer af at være en udstødt sidder for dybt i ham, dels fordi omverdenen bestandig føjer nye, lignende erfaringer til. Læseren må dog for egen regning mene, at det kun går så galt, fordi forfatteren vil det. Vel er romanen en grum historie om sjælens ufrihed over for miljøets determinerende magt; men den benytter sig til overmål af uheld og misforståelser for at bringe sit facit i stand. Goldschmidt var på sine ældre dage den første til at erkende dette. Han sagde da, at En Jøde var præget af en »Uordenstro«, som i højere forstand var uretfærdig. Men: »den kom ud af mig, som jeg var.« (Livs Erindringer og Resultater, udg. af Morten Borup, bd. I s. 196 f).
Året efter at En Jøde var udkommet, solgte Goldschmidt Corsaren og drog ud på en langvarig rejse i Syd- og Mellemeuropa. Den umiddelbare årsag til salget var det litteraturhistorisk berømte sammenstød mellem Corsaren, repræsenteret af Goldschmidt og P.L. Møller, og Søren Kierkegaard. Det var et pinligt slagsmål uden vindere - måske bortset netop fra Goldschmidt, der herved fik anledning til at træde ud af den æstetiske kategori og ind i den etiske.
Når dette skridt kunne tages, var det imidlertid kun, fordi det modsvarede en opdæmmet trang hos Goldschmidt til at slippe ud af rollen som vittig hund og negativ ånd. Han havde længe følt, at Corsar-virksomheden hæmmede væsentlige anlæg hos ham selv.
Da Goldschmidt i 1847 vendte hjem fra sin store rejse, grundlagde han et nyt tidsskrift, Nord og Syd, som han stort set ved egen kraft holdt gående i 12 ½ år. Programmet var, som det hed i første hæfte, »at slutte sig til det Nærværende, benytte det Gode, man finder deri, og stadig stræbe til Opnaaelsen af flere Goder« (s. 30). Ordene udtrykker i al deres enkelhed en tro på vækst, orden og fremadskridende humanitet, som vidner om, at Corsaren er et overstået stadium, og tyder på, at En Jøde er en afkastet ham.
Nord og Syd var et tidsskrift for politik og litteratur. I de bevægede år omkring grundlovens tilblivelse, oprøret i Slesvig-Holsten og Treårskrigen 1848-50 var det politikken, der dominerede. Men i årene fra 1853-57 trådte litteraturen i forgrunden, bl.a. således, at tidsskriftet fyldtes af den langt udspundne roman Hjemløs.
Det er et af de mest omfangsrige værker i dansk litteratur, et epos på 1620 sider om købmandssønnen Otto Krøyers liv, udvikling og tidlige død. Værket falder i tre dele, hvis overskrifter i vor tid er blevet formelen for den særlige, optimistiske variant af udviklingsromanen, som man kalder dannelsesromanen. Overskrifterne lyder: Hjemme, Hjemløs, Hjem.
I første del følger man Otto, som er på alder med Goldschmidt selv, fra den tidlige barndom i en dansk provinsby frem til studentereksamen i København. Barndommen er skildret som et trygt lille paradis, hvor Otto selv er Adam og naboens datter Emilie har rollen som Eva. De elsker hinanden på barnlig vis og er uden at vide det i harmoni med hele tilværelsen. Med pubertetens indtræden får de imidlertid bevidsthed om sig selv og bliver fremmede for hinanden. Emilie lader sig betage af en ung adelsmand, og Ottos verden styrter sammen.
Anden del begynder med en skildring af studieårene i København, der for Otto er rige på spekulationer over livets mening - og for læseren på diskussioner om moral, politik, kunst, kærlighed m.m. Den vigtigste biperson er her ironikeren Schiøtt (et idealiseret portræt af P.L. Møller), der prædiker skønhedens og den frie erotiks evangelium. Otto tager ved lære, men får netop derved lejlighed til at se, hvilket dyb af jammerlighed og tvang - fattigdom, åger, prostitution - der åbner sig som virkelighed under de fagre ord. Forfærdet river han sig løs og rejser udenlands for at finde et ideal, som er værd at leve eller dø for. Han vikles ind i kamphandlinger i Italien og Paris (det er i revolutionsåret 1848), men finder ikke hos de kæmpende motiver, som er rene nok til at tilfredsstille hans længsel.
I Rom kommer Otto en tid lang under indflydelse af missionsivrige katolikker. Det bliver dog ikke dem, men en oplyst engelsk jøde ved navn de Castro, der formulerer den fortolkning af tilværelsen, som Ottos sind (og forfatteren) til sidst finder hvile i. Ifølge denne fortolkning hersker der i livet en altomfattende åndelig orden, retfærdig men også kærlig, som sikrer, at ethvert menneskes handlinger og tanker vender tilbage til dette menneske selv i form af skæbne. Man kan med grove ord tale om belønning eller straf, men ordenen er først og fremmest lagt an på erkendelse, indsigt. Sin fuldkommengørelse når den, idet mennesket erkender, at den er til, og indretter sit liv i overensstemmelse med den.
Ottos indsigt er langt fra øjeblikkelig. Men begivenhederne begynder at give de Castro ret, idet Otto fra nu af møder en række mennesker, som han før har kendt, og som han i sin blinde trang til selvudfoldelse har forvoldt ondt. Med en gryende erkendelse af at stå i gæld til livet vender han ryggen til den store verden og drager hjem for at betale.
I tredje del er det afgørende spørgsmål blot: hvordan? På hvilken måde skal betalingen falde, hvordan kommer han igen i overensstemmelse med verdens orden? Selv tror Otto først, at han skal være digter, men forandrer det siden til at blive politiker. Begge planer falder dog til jorden som forfængelige illusioner, da han til sidst indser, at forsoningen må finde sted i det stille, i det afsides. Da beslutter han at slå sig ned som skolelærer i Jylland.
Men heller ikke hermed tør forfatteren være tilfreds. Skønt Otto synes at være blevet ydmyg nok, lader Goldschmidt ham på bogens sidste sider dø af de kvæstelser, som han har pådraget sig ved at redde to kvinder ud af et brændende hus. Ved Ottos dødsleje sidder, foruden hans moder, Emilie, der nu er gift med en landsbypræst.
Under arbejdet med Hjemløs har Goldschmidt tydeligvis orienteret sig efter den klassiske tyske dannelsesroman, der florerede i slutningen af det 18. århundrede. Han har ligefrem lånt motiver fra den bedste i sin art, Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96).
Også Goethe fortæller om en købmandssøn, der skuffet i sin første, barnlige kærlighed drager ud i verden for at realisere sig selv. Men verden synes ham overalt for lille. På sin vandring igennem forskellige miljøer desillusioneres han gang på gang, dog således at han også bliver klogere på sig selv og indser, at det nok så meget er hans egne fordringer til verden, der har været forkerte. Da romanen slutter, er han i stand til at træde ind i en begrænset, praktisk virksomhed, med udsigt til at få brugt sine kræfter, men også med udsigt til at kunne øve en gavnlig indflydelse på samfundets udvikling.
Men netop ved sammenligningen med Wilhelm Meisters Lehrjahre bliver det særlig klart, at der er noget utilfredsstillende ved den måde, hvorpå Hjemløs slutter. Goldschmidt ender som Goethe i den optimistiske tro, at der er en orden i tilværelsen, og lader som han sin helt bringe sig i orden. Men hvor Goethe udpeger et fremtidigt virkefelt for Wilhelm Meister - ja endda skitserer en jordreform, som ikke er uden slægtskab med de samtidige landboreformer herhjemme - dér lader Goldschmidt Otto Krøyer dø. Forsoningen er først fuldbyrdet, idet helten i en alder af knap 35 år løftes ud af det jordiske liv. For den tempererede læser må det imidlertid gælde som et vidnesbyrd om, at der ikke kan leves på den orden, forfatteren har ladet sin helt erkende.
Hvis En Jøde bar præg af en uordenstro, der i højere forstand var uretfærdig, så kan man omvendt sige om Hjemløs, at den præges af en ordenstro, som i menneskelig forstand er utroværdig. Den orden, hvorpå der troes, er i højere grad en vision, en længsel hos forfatteren, end en bæredygtig erfaring.
Goldschmidt brugte navnet på den græske gudinde for gengældende retfærdighed, Nemesis, som betegnelse for verdens orden. Og Nemesis kunne det ligne, at han selv, få år efter at have sendt Otto Krøyer hjem så at sige uden dækning, befandt sig i den hjemløses rolle.
Årsagerne hertil var flere. For det første kom Goldschmidt omkring 1860 i modsætning til det politiske flertal i Danmark. Alle kunne se, at det trak op til en ny krig mod Tyskland, og Goldschmidt var stemt for at tage den hurtigt, mens den nationalliberale regering ønskede at vinde tid. Regeringen havde stort set folket bag sig og vandt tid - indtil 1864, da Bismarck var kommet til magten i Preussen.
For det andet gennemgik Goldschmidt en religiøs krise. I 1857 havde han ladet Otto Krøyer dø i en genfunden tro på Kristus, og året efter forsøgte han selv, under indflydelse af sin barndoms lærer P.C. Berg, der nu var præst, at blive kristen. Men det viste sig umuligt for ham.
For det tredje havde Goldschmidt efter Hjemløs en følelse af, at hans digteriske inspiration var opbrugt. Som altid i sådanne situationer greb han til tanken om at rejse ud. Endelig opstod der i 1860, da han ikke længere havde kraft til at udgive Nord og Syd, svære økonomiske problemer.
I England havde Goldschmidt en fætter, der var både rig, gæstfri og hjælpsom. Det var diamanthandleren Benjamin Rothschild (1810-84), som med rørende stolthed og omhu promoverede Goldschmidt på det engelske bogmarked. Da hans værker blev vel modtaget, og da fætteren ydermere indbød ham til at komme og bo hos sig, fattede Goldschmidt håb om at bryde sig en ny bane som engelsk skribent. I august 1861 forlod han Danmark på ubestemt tid.
Tilværelsen i England virkede dog ikke i sig selv befordrende på Goldschmidts inspiration. Derfor tilbød den altid generøse fætter ved årsskiftet 1862/63 at bekoste en rejse for ham til Rom. Goldschmidt skrev til familien i Danmark, at dette var hans sidste chance for at komme igen som digter.
Og så skete det store. I Rom forelskede Goldschmidt sig i en kvinde fra Danmark, og hans følelser blev gengældt. Kvinden var den 12 år yngre Christiane Stilling, født Kirchhoff (1832-1903). Hun var gift med filosoffen og godsejeren P.M. Stilling, der var syg af tuberkulose og dybt afhængig af hendes pleje. Ydermere havde hun to børn i ægteskabet, så på noget seksuelt, endsige borgerligt forhold til Goldschmidt ville hun ikke indlade sig.
Men det fandt Goldschmidt god mening i. Sagen var, at han selv 20 år
forinden, i sin æstetiske ungdom og efter P.L. Møllers forbillede, havde
indledt et frit forhold til en skibsførerdatter fra Christianshavn. Med
hende, som han fik uden nogen sinde at have elsket, havde han et eller
to børn (hun sagde to, han et). Under en Nemesissynsvinkel fandt han det
i orden, at når han nu omsider mødte kærligheden, var det sammen med en
kvinde, som han ikke kunne få. Men den bølge af lidenskab, der rejste
sig i ham, kunne han fastholde som digterisk inspiration. Da Christiane
Stilling oven i købet under en af deres samtaler ytrede, at han trods
alt var dansk digter og burde blive det igen, mærkede han de engelske
planer skrumpe ind til intet. Få måneder senere var han tilbage i
København (juli 1863) og allerede i færd med at skrive Arvingen. I sin
autobiografi sammenfatter han diskret de romerske oplevelsers betydning
i følgende ord:
»formedelst Noget, som var i Sindet og udenfor, timedes der mig en stor
Lykke, en stor Lysglans, hvortil hørte en tilsvarende Gjæld, og jeg gik
ind i Glansen og Gjælden. Alt det Nævnte eller Antydede tilsammen førte
til, at samtlige Poesiens Muligheder vaagnede i mig; ideal Løftelse og
Bekymring, glade og tunge Forestillinger om Verdens skjønne Orden og
Strenghed, stort Haab og stærk Selvdom stege frem og fik tilnærmelsesvis
Form, maaske mest kjendelig i »Arvingen« og »Bjergtagen«.« (Livs
Erindringer og Resultater, Morten Borups udgave, bd. I s. 202.)
Under læsningen af Hjemløs bemærker man, at den konflikt, der bar En Jøde, er rykket ud i periferien. Raceproblemet er flyttet over på en sidefigur, den jødiske komponist Alfons Mendoza, der lider af ulykkelig kærlighed til sine landsmænd. Helten selv er derimod så dansk, at han deler efternavn med komponisten til »Der er et yndigt Land«.
I Arvingen er denne udviklingstendens bort fra forfatterens subjektive problemer ført endnu videre. Der optræder ikke en jøde i hele persongalleriet, og selv i de romerske skildringer er det, som om ghettoen aldrig har eksisteret.
Helten, Axel, er dansk uden tvivl. Han er født på en jysk herregård i 1832 eller -33. Det siges ganske vist ikke direkte, men er hvad man kan slutte ud fra de tætte og præcise dateringer, som findes især i romanens sidste halvdel. Da Axel rejser ned til slottet i Sondrio, året før den italienske frihedskrig bryder ud, dvs. i 1858, er han således 26 år gammel (s. 120).
Overhovedet gælder det, at romanens handling er lagt ind i historisk og
geografisk genkendelige rammer. I detaljer vil det fremgå af udgavens
noteapparat, så her skal blot nævnes enkelte mærkepæle:
Da Axels fader mister sin gård, kæmpes der i Slesvig; Treårskrigen er
brudt ud (s. 61 f). Da Axel i sin studietid i København følges med
student Andreasen hjem fra Det kongelige Teater, har de lige set J.C.
Hostrups stykke Drøm og Daad, der gik over scenen i 1854, og
Andreasens efterfølgende tale indeholder hib til professor H.N. Clausens
udtræden af Rigsdagen samme år (s. 65-68). Efter sin deltagelse i
kamphandlingerne i Lombardiet i foråret 1859 rejser Axel til Venezia,
som efter slagene ved Magenta og Solferino stadig var østrigsk
territorium (s. 130). Og i Rom, hvor han den 1. marts 1860 genser
Astrid, forbliver de sammen til kort efter påske samme år. De færdes i
gader med virkelighedens navne, beundrer de kunstværker, som utallige
Romafarere før og siden har set, og hører den berømte kastratsanger
Domenico Mustafa synge. Da Astrid dør i efteråret 1860, sker det i den
libanesiske bjerglandsby Ehden; landsbyen findes stadig på kortet under
navnet Ahdan.
Om det så er navnene på de hoteller og restauranter, hvoraf personerne gør brug, så findes de i romanen: Royal i København, Vachette i Paris, Muntsch i Wien. En kontrol i samtidige årgange af Baedekers rejseførere viser, at Goldschmidt ikke selv har fundet på dem.
I en vis forstand er alt dette ligemeget, for Arvingen er hverken en historisk roman eller en rejsebeskrivelse. Det væsentlige er historien om Axels indre udvikling, og som det siden skal ses, er den i sine bærende træk almen eller mytisk. Alligevel har det sin værdi at iagttage, hvorledes Goldschmidt kan fælde en historie om intet mindre end skæbnens veje, kærlighedens væsen, Paradis og syndefald ind i en ramme af offentligt genkendelig virkelighed. Det vidner om rækkevidden af hans talent og kan fungere som et værn mod hurtige rubriceringer af ham som enten »romantiker« eller »realist«.
Det er i denne forbindelse også værd at nævne, at Arvingen rummer meget selvbiografisk stof. Læser man Livs Erindringer og Resultater (1877), vil man uden besvær kunne se, at Goldschmidt har løftet en række fænomener fra sin egen barndom over i Axels. Det gælder guldranken i den fædrene have (s. 10), legekammeraten Valdemar (s. 19 f), planerne om natlig patrulje efter Campes Robinson Crusoe (s. 15) og historien om ridderen for den hemmelige ret, som faderen fortæller (s. 17). Men det gælder først og fremmest hele billedet af faderen, det bedrageri han er udsat for (i virkeligheden var det en assurancesvig for et fragtskib), og de følelser det fremkalder i drengen.
Læser man videre i Goldschmidts breve og rejsedagbøger, som er blevet udgivet efter hans død, vil man kunne fortsætte rækken af »parallelfænomener« ud over barndommen. Den omfatter dels en masse topografiske detaljer à la udflugten til Stolzenfels (s. 98), dels mere væsentlige elementer som proforma ægteskabet mellem Axel og Sophie (s. 85 ff). Det sidste er skabt over Goldschmidts eget ægteskab med den christianshavnske skibsførerdatter, der dog først blev opløst efter fire år (1848-52). Men af størst betydning er naturligvis samlivet i Rom mellem Axel og Astrid, som med ofte forbløffende troskab genspejler Goldschmidts samliv med fru Stilling. (For god ordens skyld bør det siges, at baron Panin ikke genspejler den virkelige hr. Stilling; han og Goldschmidt var tværtimod venskabeligt forbundne. Samtidig kan det oplyses, at efter hr. Stillings død forelskede J.P. Jacobsen sig i fruen. Det skal have præget fru Boye i Niels Lyhne).
Imidlertid er der et stykke vej fra at gøre disse iagttagelser til at sige, at Arvingen ikke kan forstås uden den biografiske baggrund (som Morten Borup siger i Meïr Goldschmidts Breve til hans Familie, bd. I s. 56). Det skulle gerne fremgå af det følgende.
Vi har ovenfor antydet en definition af udviklingsromanen som den romantype, der beskriver et menneskes liv, indtil det formår at overtage sig selv, og af dannelsesromanen tilsvarende som den optimistiske variant, der hævder, at selvovertagelsen kan ske i et harmonisk forhold til omverdenen. Ud fra denne bestemmelse er Arvingen en dannelsesroman. Den handler som alle af sin art om, hvordan den voksne med klar bevidsthed genvinder barnets fortrolige forhold til verden. Som også markeret af overskrifterne i Hjemløs.
Arvingen har ingen overskrifter, men falder alligevel tydeligt - også typografisk - i tre hovedafsnit. Det første (s. 9-60) beskriver Axels liv frem til studentereksamen ca. 1850. Det andet skildrer hans studietid og den store Europarejse, delvis i selskab med den unge greve Fritz, frem til ankomsten til Rom i 1859 (s. 61-133). Tredje afsnit omhandler livet i Rom sammen med Astrid og de dramatiske begivenheder, der fører til hendes død i Libanon sidst i 1860 (s. 134-207).
Inden for rammerne af denne trefløjede romanopbygning gennemgår Axel en udvikling, der handler om tab og generhvervelse på mindst tre niveauer.
På det mest håndgribelige niveau drejer det sig om herregården, hvor Axel er født, og som han i banal forstand er arving til. På grund af et bedrageri - og måske uagtsomhed fra faderens side - glider gården Axel af hænde, kort før han bliver student, og han er dermed henvist til selv at skabe sit eksistensgrundlag. Umiddelbart drømmer han om at genvinde gården med våben i hånd, som røverbaron, og selv da disse barnlige fantasier toner bort, bliver forestillingen om soldatermæssig bedrift tilbage. Den bestyrkes af mødet med den ældre holstenske greve, der bl.a. henviser til Eugen af Savoyen, som skabte sin lykke i krig. Axel rejser udenlands med grevens søn, men af den overfladiske og hovmodige måde, hvorpå denne unge kavaler forholder sig til livet, vendes Axels sind umærkeligt fra hans kastes ideer. Adelens leg med liv og død, som bl.a. fører til den unge de Potters selvmord, får Axel til at søge i retning af mere åndelig virksomhed. Han vælger sig en videnskabelig opgave, som skal udføres i slotsbiblioteket i Sondrio, og da krigen indhenter ham her, opdager han, at hans personlighed ikke længere engageres af den. Netop da modtager han et brev med underretning om, at bedrageren hjemme i Danmark er død og har testamenteret ham gården. Som en slags kvittering til skæbnen forsvarer Axel nu slottet og biblioteket mod ødelæggelse - blot for at få bekræftet sit nye, desengagerede syn på krigen, og måske for at vise læseren, at dette syn ikke udspringer af fejhed, - hvorpå han rejser til Rom.
Begivenhedernes rækkefølge antyder, at Axel får gården igen som en belønning fra højere magter, fordi han har kultiveret sin umiddelbare, krigeriske trang og ledet den i åndelig retning. Selv lægger han også sammenhængen ud i sådanne baner med følgende ord: »Alt var, medens hele Verden forholdt sig taus og ligegyldig, blevet bevist, paadømt og exequeret gjennem en Procedure udenfor Jorden« (s. 126).
Imidlertid har Axel intet hastværk med at komme hjem og tage gården i besiddelse. Han lader foreløbig sin søster og svoger rykke ind i sit navn og rejser selv videre sydpå, drevet af en dunkel magt. Dette hænger sammen med, at tabet af gården i mellemtiden er blevet indlejret i et større, tabet af Astrid.
Han ser hende første gang en forårsmorgen, da hun er 11 år gammel og han ca. 14. Det sker i haven til justitsråd Bryggers hus i København, hvor Axel bor af hensyn til sin skolegang; men denne have er omhyggeligt sat i forbindelse med og så at sige spændt ud mellem to andre, nemlig herregårdens og Paradisets haver. Alle planter, siger Axel, så denne morgen på ham med tusinde øjne fra hjemmet, og guldranken virkede som en tro ven, der var fulgt med ham til byen. Han nød »den smilende Lyksalighed«, der havde hvilet over hans barndomshjem, men følte sig samtidig hensat til Paradis: »i den Stund var jeg fuldstændig borte i hint Land, som vi aldrig skulle betræde, min Sjæl levede et kort, energisk Øieblik i tillidsfuld, absolut Tro paa det skjønne Ubekjendte« (s. 33). I samme øjeblik ser han gennem hækken til nabohaven Astrid, der forekommer ham som et overjordisk væsen. Da han lærer hende nærmere at kende, beholder hun dette overjordiske; Axel føler sig hævet i hendes selskab og overbevist om, at ved hende kan han blive salig.
Så er det, Axel bliver berøvet sin fædrene gård og flytter fra Bryggers hus. Undseelse ved den nye situation afholder ham fra at opsøge Astrid, og da han efter studentereksamen overvinder sig til at gøre det alligevel, er hun bortrejst. Det næste, han erfarer om hende, er, at hun er blevet forlovet med en svensk baron Panin - ikke af kærlighed, men fordi hun har overtaget ansvaret for sin afdøde søsters to børn og øjner en mulighed for at få dem forsørget. Denne disposition prøver forfatteren at gøre mere sandsynlig ved at lade Astrid tro, at Axel, som hun virkelig elsker, allerede er forlovet med en anden, fordi hun på Charlottenborgs kunstudstilling har set et glimt af ham med en ung pige (nemlig hans søster) under armen ...
Hvorom alting er: Meddelelsen om Astrids forlovelse slynger Axel ud i et stort mørke, og i sin fortvivlelse giver han sig hen til Sophie, som han ikke elsker. Foregik hans møde med Astrid i Paradis, så er dette hans syndefald.
Da Axel rejser udenlands, er hans kærlighedsdrift således spaltet i to: en længsel efter at genfinde det overjordiske billede, som han bærer i sig, og en sjælløs eros, »Blodets Magt«. Der foregår mellem disse to længsler en kamp, hvis kritiske punkt nåes i Paris, da Axel kommer under indflydelse af en berømt skuespillerinde. Denne erfarne dame med de »flammende sorte Øine, hvori der ikke var anden Sjæl end den, Mænds Phantasi vilde lægge deri« (s. 105), tager imod liggende i sin seng og er lige ved at fordreje hovedet på Axel. Men så bliver han i et billedgalleri stillet over for Ary Scheffers maleri af Paolo og Francesca da Rimini, hvis kærlighed var stærkere end døden, og erindres derved om sin egen kærlighed til Astrid. Det bærer ham igennem krisen (- skønt kun fordi han selv eller Goldschmidt glemmer, at Paolo og Francescas kærlighed også var af den vellystige slags og bragte dem i Helvede, jf. note til s. 109). Da de Potter, som også var forgabt i skuespillerinden, kort efter skyder hovedet af sig selv, rykker Axel definitivt uden for fare. Han forbliver nu urokket i tjeneste hos sit paradoksale håb om på en eller anden måde at genvinde Astrid.
I Rom begynder håbet at gå i opfyldelse. Netop som Axel beklager, at virkeligheden ikke tilbyder hans åndelige trang nogen genstand at give sig hen til, står han ansigt til ansigt med hende.
»Der var ingen Overgang, ingen begyndende og derpaa stigende Forelskelse; jeg var strax og ganske i Paradis, ja i Paradis: helt og fuldstændig betagen af en Lyksalighed, der ikke lod mig kjende Verden igjen. [...] saa absolut ren, hæderlig og hellig var selve min Følelse« (s. 146).
Man bemærker, at Axel ikke nærer noget ønske om at besidde Astrid hverken seksuelt eller borgerligt. Det fremgår bl.a. af, at han, foruden i Paradismyten, indtolker deres kærlighed i historien om Dante og Beatrice. Da han møder Astrid i Palazzo Barberini, citerer han for sig selv de vers fra Den guddommelige Komedie, hvori Dante efter sin vandring gennem Skærsilden befinder sig i Det jordiske Paradis, ansigt til ansigt med den kvinde, som han har elsket siden sin barndom (s. 139). Axel fremhæver selv, at også Dantes Beatrice i mellemtiden var blevet gift med en anden, så at deres kærlighed foldede sig ud i sjæleligt-åndelige former. Hun blev hans sjæls opløftelse og frelse (sst.).
Kan man således mene, at Axels gensyn med Astrid er skæbnens belønning, fordi han har formået at rense sit plumrede kærlighedsliv, fordi han har evnet at rette sin længsel opad mod de tilfredsstillelser, som er af varig art, - ja så er det rigtigt, men stadig ikke nok til at sende ham hjem i borgerlig forstand. Mens han i Rom nyder den himmelske lyksalighed i en situation, hvis jordiske uholdbarhed dog ikke i længden kan skjules, længes han efter at få udpeget tanker og formål, som skal give hans liv en retning ind i fremtiden. Han fornemmer, at de er »i hendes Nærhed - men hvilke vare de? De svævede ubestemte og formløse for mig« (s. 151).
Med dette problem fører Arvingen sin læser videre fra selve kærlighedshistorien op til sit eget højeste niveau, hvor bogen ikke længere handler om at genvinde gård eller kæreste, men om livets mening.
I barneårene havde Axels liv, som de fleste andres, en mening, der var givet: af forældrene, af tyendet på gården, for hvem han netop var arvingen, og af hele tingenes solide orden. Som en slags metafysisk symbol for denne umiddelbare mening fungerer den historie, faderen fortæller, om en ridder, der er indstævnet for en hemmelig ret og i tillid til sin uskyld aflægger sin rustning, således at retten kan fælde ham (s. 17). Historien, der stammer fra Goldschmidts egen fader, er egentlig ikke særlig moralsk, men for Axel som for Goldschmidt glider ridderens bevidsthed om sin uskyld i ét med selve den hemmelige rets eksistens, således at historien bliver dem et pant på, at der findes en højere retfærdighed.
Troen på højere magter vedligeholder sig i Axels sind bogen igennem, men med skiftende styrke og konsekvens. Det er karakteristisk, at da han og greve Fritz rejser ud i verden, taler de efter Wilhelm Meisters forbillede om at opsøge »det hemmelige Selskab«, men ordene bliver siddende udenpå som et skilt, der ikke gælder (s. 97). Dette beror bl.a. på, at hverken Axel eller greven er parat til at gå ind under nogen lov, nogen forpligtelse. Svarende til Axels splittede sindstilstand anskuer han nu den højere eller skjulte verden som to: dels en glimrende skønheds- og lyksalighedsverden, dels en mørkere, mere alvorlig, som kræver ofre, han ikke vil bringe (s. 96).
Men som rejsen skrider frem, går glansen af de glimrende syner. Efterhånden som Axel gør sine erfaringer og skiller sig af med greve Fritz og hans idealer, viser pligten sig desuden at have sin egen velsignelse. Da han er på vej til sin opgave i Sondrio - i et jernbanetog på tredje klasse - kan han således love sig selv, at nøjsomhed og tarvelighed endnu skal føre ham til det rette hemmelige selskab (s. 120).
Forjættelsen går i opfyldelse en sommerdag i Rom, da Axel sidder sammen med Astrid på Palatinerhøjen. De taler om en romersk sypige, som Astrid har hjulpet i vej, men Axel er kun halvvejs til stede i samtalen, fordi han nyder selve den gyldne stund. Indtil Astrid pludselig siger, at efter hendes mening er det de menneskers pligt, der står højt i samfundet, at blive personligheder, som de lavere stillede kan se op til. De privilegerede klasser må leve således, at de kan indgyde ærefrygt.
»Det Ord forandrede for mig hele Samtalen. Jeg havde hidtil lyttet som en Elsker, henrykt over at kunne uforstyrret høre hendes Stemme, og kun betragtet de blide Ord som naturligt Accompagnement til den deilige Lyd. Men det sidste Ord var saa stort, at det ligesom jog min Forelskelse bort som ikke værdig nok, ikke ærefrygtsfuld nok, og satte en ny og større istedenfor, uagtet jeg faa Secunder i Forveien vilde have anseet det for umuligt, at jeg kunde elske hende høiere« (s. 167).
Astrid bestemmer sin tanke nøjere ved at fortælle, hvordan hun på sin ægtemand, baron Panins gods, ser det som sin opgave at leve med folkene som med en familie, hvis velfærd er blevet hende betroet. Det er hendes håb, at hun en dag kan føre sine (eller rettere søsterens) to børn frem som arvinger, ikke blot til godset, men også til opgaven: at indgyde ærefrygt. Kun gør det hende ondt, at hun ikke kan lægge sin indsats i Danmark.
»Ved de sidste Ord sprang jeg op, greben af en Sindsbevægelse, som det vilde tage mig Timer at forklare. I den evige Stad, paa Keiserpaladsets Ruiner, havde jeg truffet det hemmelige Selskab, eller hvad jeg egenlig havde forstaaet under dette Navn, den Magt, der bydende skulde anvise mig mit Livs Formaal. Af Skjæbnen havde jeg begjært at faae vor Gaard tilbage og gjenfinde Hende; jeg havde faaet begge Ønsker opfyldte, for at Hun skulde vise mig, hvad de betøde - thi det, hun udpegede som Fremtidsmaal for sig, var jo ogsaa mit! Jeg var jo det Barn, min Fader vilde have taget i Haanden og ført ud paa Balconen! Han skulde bygge Huset, jeg skulde kappes med ham om at fortjene det!« (s. 168). Den sidste sætning refererer til et ordskifte, som fandt sted mellem Axel og hans fader, endnu inden gården var gået tabt, og hvori faderen gjorde det til Axels opgave at danne sig selv således, at han med ret kunne have andre mennesker i sit brød (s. 40). Idet nu Astrid med sine ord knytter den brudte eller snarere glemte tråd tilbage til faderen, giver hun samtidig Axels liv meningen igen. Og læseren, der har fulgt ham hele vejen, ved, at opgaven allerede halvvejs er løst.
Hvad der sker denne sommerdag på Palatinerhøjen, er, at Axel pludselig ser en sammenhæng mellem de enkelte faktorer i sit jordiske liv: faderen, gården, Astrid, rejsen - og i forlængelse deraf sin egen fremtid. Som Knud Wentzel har udtrykt det i sin fortrinlige analyse af Arvingen, får en fortolkning magt i Axels bevidsthed, og dermed har han mødt sin skæbne (Fortolkning og Skæbne s. 14 og 30).
Nu kunne Axel sådan set rejse hjem til gården. At han stadig ikke gør
det, har kun delvis sin grund i, at der inden for romanens fiktionsramme
ligger et uopgjort regnskab mellem ham selv, Astrid, baron Panin og
greve Fritz. Dette regnskab udløses i en række begivenheder, som hører
til de mest kulørte i romanen, men som uanset deres urimelighed (hvorom
nedenfor) fører til Astrids død i Libanon. Og her åbenbares de dybere
grunde til, at bogen ikke kunne slutte før:
Netop som Astrid af begivenhederne er løst fra sin forpligtelse over for
baronen og kan veksle det første kys med Axel, rækker døden ud efter
hende. Axel gør op med sig selv, at dette er en straf, der rammer ham,
fordi han i sin ungdom syndede mod kærligheden ved at hengive sig til
Sophie, som han ikke elskede. Samtidig gør Astrid op med sig, at det er
en dom over hende: »Hvis jeg ikke havde giftet mig, men havde ventet,
til jeg kunde elske, saa havde vi To faaet hinanden. Men saa er det ikke
vist, at vi vare blevne saa rige i vore Hjerter som nu« (s. 205).
Hvad rigdommen består i, forklarer Axel under sit selvopgør:
»Det gav mig en Slags Trøst at have denne historiske Dom over mig selv;
thi medens den paa den ene Side vakte Anger, viste den paa den anden
Side hen til den store, ledende Magt, der er i Tilværelsen og virker
udover den« (sst.). Det er m.a.o. Nemesis, den højere retfærdighedsorden
i tilværelsen, der her åbenbarer sig for de to elskende, opsuger døden i
sig og gør den meningsfuld. Barndommens »hemmelige ret« er vendt tilbage
i altomfattende - voldsomt forløsende, men også voldsomt forpligtende -
form.
Ét er dog at være fælles om sådanne tanker; et andet er at stå alene tilbage med dem, som Axel gør, da Astrid er død. Da er sorgen alligevel så stor, at den truer med at slå ham ud. Det fremgår af det lille afsnit på kun to sider, som står for sig selv til sidst i romanen. Axel føler sig da fristet til at vige af fra den skæbne, som Astrid og faderen har udstukket for ham; han vil slå sig ned i ørkenen og vente på, at døden også indhenter ham.
Men han forløses igen, denne gang af en gammel araber, som i et landskab, der gløder af mytologi, passerer forbi ham med ordene: »Fred med Eder! Nu kommer Duggen« (s. 208). Denne simple hilsen river stenen løs fra et væld af følelser og tanker, fordi den indfrier et gammelt løfte, som faderen gav Axel umiddelbart før sin død. Han sagde: »Himlens Velsignelse [skal] komme til Dig som Dug den Aften, Du mindst venter det« (s. 47). Axel opfatter araberens ord som en slags tegn fra det hemmelige selskab, en hilsen fra faderen og Astrid, der skaber nærvær hen over døden og bekræfter den éngang sete skæbnne. Nu kan han rejse hjem som den i enhver forstand retmæssige arving.
Oven i købet medbringer han Astrids to søskendebørn, for hvem han selv har påtaget sig faderens rolle. Forude ligger den dag og lyser, da han på sin herregård kan træde frem med disse børn og præsentere dem for befolkningen som arvinger, både til godset og til opgaven: at indgyde ærefrygt. Hvormed han altså vil forene, hvad Astrid ønskede at kunne gøre for dem, og hvad hans egen fader ville have gjort for ham. Således kan ringen på én gang sluttes og begynde på ny.
I modsætning til Hjemløs, hvor Goldschmidt måtte lade sin hovedperson dø for at bringe orden i Nemesis-regnskabet, klinger Arvingen ud i et »Lev!« (s. 209). Man kan naturligvis spørge, her som dér, om slutningen er holdbar, men noget definitivt svar får man ikke, bl.a. fordi romanen afstår fra at følge Axel ind i den fremtid, som den selv anviser ham. Og indicierne peger ikke alle i samme retning. Hvis man vil tillade, at der drages psykologiske slutninger, hvor det drejer sig om romanfigurer, kan man måske sige, at en eksistentiel mening eller fortolkning, som er stærk nok til at indoptage så stor en sorg som den elskedes død, også har udsigt til at kunne indoptage det daglige livs mindre sorger. Netop den prøve, som romanen sætter sin hovedpersons fortolkning på i det sidste afsnit, kunne tyde på, at den må tages alvorligt.
Et andet indicium i samme retning er den tætte samhørighed, der findes mellem romanens hovedperson og forfatteren. Selv om Arvingen er udformet som en fiktiv autobiografi og alt, hvad den indeholder, således må stå for Axels regning, ikke uden videre for Goldschmidts, så benytter Goldschmidt ikke den oplagte mulighed for at lægge luft mellem sig og hovedpersonen. Dels udstyrer han som allerede nævnt Axel med en række omstændigheder fra sit eget levned, dels er hele den livsanskuelse, som Axel når frem til, identisk med forfatterens. Det sidste fremgår både af Hjemløs og af de senere Livs Erindringer og Resultater. I det omfang den moderne læser måtte være tilbøjelig til at anskue Arvingens hovedperson i et ironisk lys, kan han være sikker på, at anskuelsen ikke er forfatterens, men eftertidens. Goldschmidt selv har været solidarisk med sin hovedpersons fortolkning; og når alt kommer til alt, kan en roman jo også bære autobiografiens form, netop fordi dens indhold på alle måder står forfatteren nær.
At dette har været tilfældet med Arvingen, får man på næsten overrumplende vis besked om, når man læser de udkast til Livs Erindringer og Resultater, som ikke kom med i den endelige redaktion, hovedsagelig fordi de røbede for meget. I et af disse udkast, der omhandler Goldschmidts erotiske skæbne, står der: »Hvad det Hele angaaer, henviser jeg til Arvingen og navnlig til Pg 409« (Morten Borups udgave, bd. I s. 265). Henvisningen, der i denne udgave ville være til s. 204 f, gælder Axels dom over sig selv, og det må i det mindste tages som et fingerpeg om fortolkningens værdi, at Goldschmidt i en alder af ca. 50 år kan referere til den som dækkende for sit eget vedkommende.
Til gengæld er der argumenter at hente imod slutningens troværdighed, når man betragter romanen som kunstværk først og fremmest. Som antydet er især de hændelser, der fører Axel fra Rom til Libanon (s. 182-203), højst usandsynlige og nær ved at forvandle bogen fra dannelsesroman til knaldroman. I andre passager er det den stærkt moraliserende tone, der støder læseren (se fx Axels refleksioner på togrejsen fra Wien til Venezia s. 120 f). Man undgår ikke at mærke det villede og konstruerede, der kommer over Axels skæbne, da den unge de Potter er død og det i stigende grad gælder om at få brikkerne på plads. Her viser Nemesislæren sig at være en god tjener, men en streng herre: Kan den på den ene side udgøre fundamentet under et harmonisk og velordnet romanunivers, så kan den på den anden side blive et nøjeregnende og utålmodigt tabelværk, der kræver enhver post betalt til tiden og tvinger forfatteren ud i banale romantricks for at få regnskabet til at gå op.
En del af de tricks og moraliserende passager, som findes i Arvingen, må ganske vist skrives på tidens konto. Hvis man læser Balzac eller Dickens, må man indrømme, at heller ikke mestrene var kræsne med den slags virkemidler. Men ganske bortforklares kan det ikke, at Arvingen stedvis er et ulødigt kunstværk, for det meste på grund af sit ængstelige forhold til Nemesis.
Dette kan nu skyldes, enten at Goldschmidt ikke har haft den nødvendige sikkerhed i sin egen livsanskuelse, eller at han ikke har troet på samtidens evne til at opfatte og forstå den. I Livs Erindringer og Resultater taler han åbent om sin mistro til samtiden desangående. Men under alle omstændigheder må man have lov til at tyde de kunstneriske brist i Arvingen som udtryk for et misforhold mellem den harmoniske livsanskuelse, der fremlægges i bogen, og den virkelighed, som var at få, da bogen blev skrevet.
Til sidst et par ord om den vision, der udgør romanens slutning. Det kan ikke nægtes, at billedet af godsejeren, der fra sin balkon præsenterer de to unge mennesker for befolkningen som dennes førere og venner, er uhjælpelig aristokratisk. Men på den anden side handler hele romanen om nødvendigheden af, at aristokratiet fortjener sin plads ved at udvikle sig personligt. Og dette krav er idéhistorisk set af borgerlig oprindelse.
Det aristokrati, som Axel i bogens løb kvalificerer sig til, er et dannelsesaristokrati, hvis bærende værdier er selvopdragelse, åndelig vækst, humanitet og arbejde under ansvar for andre. Man kan også sige, at den adel, han erhverver sig, er af indre art.
I modsætning hertil står det gamle aristokrati, repræsenteret især af de holstenske grever (Fritz og hans fader) og baron Panin. Ligesom dets oprindelige eksistensberettigelse og erhverv var krigen, er dets holdning til andre mennesker aggressiv og hensynsløs. For greve Fritz er det: at indgyde respekt, ensbetydende med at turde herske, som fyrst Metternich, der først og fremmest var kavaler (s. 103 f). Og såvel den ældre greve som baron Panin gemmer bag deres glimrende titler og slebne form en menneskelig råhed, der ikke tøver med at reducere andre (in casu Astrid) til midler for deres egoisme. For denne »ydre adel« er skæbnen ikke - som for Axel og forfatteren - noget man fortjener, men nærmest et lune, et spil af tilfældigheder. Det er for så vidt karakteristisk, at både greve Fritz og hans fader drages voldsomt af hasardspillet, hvor man kan vinde eller tabe alt, også livet, uden nogen indsats af personlighed.
Arvingen slutter altså nok i en vision, hvis form er aristokratisk, men har selv forinden fyldt formen ud med borgerlige værdier. Heri røber den dog ingen originalitet; det er tværtimod et karakteristisk træk ved megen litteratur fra perioden 1830-70, at den kroner borgerens dannelsesproces med en ydre position, som ligner den fortrængte eller fordærvede fødselsadels. Goldschmidt ligger her på linie med forfattere som fru Gyllembourg, Carl Bernhard og H.C. Andersen.
Da Goldschmidt i 1863 vendte hjem fra Rom, begyndte han udgivelsen af en række Fortællinger og Skildringer, hovedsagelig med romerske motiver. De to første bind, der indeholdt mindre (og mindre betydelige) stykker, udkom henholdsvis 1863 og 1864. Hertil føjede sig i slutningen af 1864 Arvingen som tredje og sidste bind. Efter datidens skik bar den det nye år på titelbladet, ligesom i øvrigt bind II.
Allerede inden nytår fremkom de første anmeldelser. Den 18. december bragte det populære ugeblad Illustreret Tidende en usigneret omtale, der efter bladets sædvane var holdt i meget knappe vendinger. Arvingen kaldes her en interessant, åndfuld og vækkende roman, i sin livsanskuelse mere harmonisk end En Jøde og i sin opbygning mere velformet end Hjemløs. Anmelderen mener dog samtidig, uden at give nogen grund, at der over kompositionen er noget vist uoplagt, som sætter Arvingen i en lavere klasse end Goldschmidts øvrige romaner. En mere indgående behandling fik romanen i den nationalliberale avis Dagbladet, ejet og redigeret af folketingsmanden C.St.A. Bille. Dagbladet anmeldte Arvingen den 20. december under standardoverskriften »Literatur«.
Anmeldelsen, der er usigneret, karakteriserer først Goldschmidt som digter. Den anbringer ham blandt de interessante, dvs. dem, hvis styrke ikke ligger i den storslåede opfattelse af helheder, men i den åndrige opfattelse af enkeltheder. Goldschmidts romaner i almindelighed menes at have noget mosaikagtigt over sig, som om de er frembragt ved en sindrig kombination af detaljer. »Dette er ikke ubetinget en Mangel, men det er et Særkjende«, forsikrer anmelderen, idet han dog samtidig hævder, at Arvingen har sin styrke i noget andet og mere end det interessante. I første halvdel virker Arvingen let uklar og forvirrende, fordi de mange åndrigt opfattede enkeltheder ikke peger noget bestemt sted hen. Læseren kan her mene at stå over for et sidestykke til Hans Egede Schacks Phantasterne (1857). Men i anden halvdel samles trådene, idet kærlighedshistorien mellem Axel og Astrid giver romanen holdning og form. Kærlighedshistorien er sjælen i Arvingen, og den er beskrevet med en lidenskab, der dog samtidig er ren, en kraft, der samtidig er behersket, som hos elskeren, der holder vejret i beundring for sin elskede. Efter anmelderens mening er det denne skildring, der giver Arvingen en dybere ro og fylde, end man ellers er vant til i Goldschmidts værker.
En fuldstændig modsat (og æstetisk rimeligere) vurdering af forholdet mellem romanens dele fremkom den 24. december på forsiden af den ligeledes nationalliberale avis Fædrelandet. Anmelderen var Clemens Petersen (1834-1918), velnok den førende pen i dansk kritik mellem Heiberg og Georg Brandes.
Som indledning holder Clemens Petersen Arvingen op mod en roman af Dickens (forfatteren af Fædrelandets egen føljeton) og mener, at sammenligningen falder ud til ugunst for Goldschmidt, hvis bog virker bleg og fattig. Dette dog kun, fordi Goldschmidt ikke holder sig inden for de grænser, som afstikkes af hans eget talent. Goldschmidt er en eminent skildrer af stemning og en glimrende stilist. Hvor stilen sættes i tjeneste hos stemningen, når han det ypperlige, således i første halvdel af Arvingen, hvor han dybt og rigt har formået at gengive det stemningsliv, som findes i en barnesjæl. Anden halvdel af bogen finder Clemens Petersen derimod pinlig. Her har Goldschmidt villet skildre hovedpersonens berøring med det, man kalder livet, men ikke kunnet. Arvingen lider af samme grundskade som En Jøde og Hjemløs, idet den ikke formår at føre sin helt længere end til tyveårsalderen. Hvad der kommer derefter, er kun et fyrværkeri, som skal skjule tomheden, et virvar af begivenheder, der skal illudere som livet. Enkelt udtrykt består Goldschmidts fejl i, at han lader sine helte rejse udenlands. Det er et ødelæggende greb i en udviklingsroman (hvorved Clemens Petersen ignorerer den kendsgerning, at udenlandsrejsen er en fast ingrediens i genren), for en rejse lader kun hovedpersonen stifte bekendtskab med brudstykker af livet, aldrig med dets samlede magt og alvor. Goldschmidts helte kommer aldrig i livets vold, og hans romaner forvandler sig på et vist punkt til brudstykker af en rejsebeskrivelse.
En anden indvending, som Clemens Petersen retter både mod Arvingen og Goldschmidts romaner i øvrigt, er, at heltene er holdningsløse. Axel føler sig fx først liberal, men træder så i tjeneste hos en greve. Derefter begejstres han for den italienske frihedskrig, men kæmper alligevel på østrigernes side. Denne ustadighed, der grænser til sindsforvirring, har efter Petersens mening sin rod i forfatterens sind. Goldschmidt er selv en holdningsløs natur, der aldrig har forladt det æstetisk sværmende forhold til ideer og standpunkter. Han er et levn fra Christian VIIIs æstetiske tid, og anmelderen slutter patetisk med at nedbede Guds nåde over ham på dommens dag.
De øvrige anmeldelser fremkom efter årsskiftet. Den 15. januar 1865 fik Arvingen en længere omtale i det nystartede politisk - æstetiske ugeskrift Enhver Sit, redigeret af Michael Giørup (1830-1915). Anmeldelsen er usigneret, men skyldes formentlig redaktøren, der foruden at være militærmand skrev populære sange og noveller samt anmeldelser i flere blade.
I første halvdel af omtalen argumenteres der for, at Goldschmidt er den betydeligste blandt de nulevende danske romanforfattere. Der lægges særlig vægt på prædikatet dansk, netop fordi man så ofte har villet hævde, at Goldschmidt som jøde ikke kunne være nogen national digter. Men hvor det drejer sig om skønhed, er nationaliteten eller herkomsten underordnet. Overhovedet, fortsætter anmelderen, idet han løfter sig til en almen betragtning, er man herhjemme tilbøjelig til at overvurdere det nationale, hvorved man risikerer at ende i forfængelig egenkærlighed.
Dette var måske hårde ord efter 1864, men de udtrykte en følelse, som rørte sig i konservative kredse af befolkningen - kredse, der samledes i den såkaldte Augustforening (1864-69), for hvilken netop Enhver Sit gjorde sig til organ. Augustforeningens mænd var tilhængere af helstaten, ligesom Goldschmidt altid havde været, men i modsætning til det nationalliberale flertal, og foreningen kunne med nogen ret give De Nationalliberale skylden for katastrofen i 1864. At Goldschmidt bliver rost i Enhver Sit, har altså også en politiske baggrund.
I anden halvdel giver anmelderen en kort, men sikker fremstilling af Arvingens idé. Han lægger vægt på den opadførende tendens i kærligheden mellem Axel og Astrid, på Axels karaktermæssige dannelse og på hovedpersonernes afsluttende dom over sig selv. Anmelderens eneste indvending er, at dommen - døden og adskillelsen - måske virker lovlig hård i forhold til den synd, Axel og Astrid har begået mod kærligheden. De skulle næsten have haft hinanden!
Politisk på linie med Enhver Sit lå dagbladet Flyveposten, redigeret af Gottlieb Siesby og Jacob Davidsen. Det var et organ for stærkt antiliberale synspunkter, men dårligt skrevet og på vej mod sin egen lukning, som fandt sted i 1870. Flyveposten anmeldte Arvingen den 22. april 1865.
Anmeldelsen er usigneret, men viser i sin terminologi et afhængighedsforhold til den hegel-heibergske skole. Den lægger ud med at beklage, at man ikke entydigt kan bestemme Arvingen enten som en fiktiv »Fortælling« eller som en »Skildring«, nemlig af noget selvoplevet. Skønt den i anlægget er en fiktiv autobiografi, er stilen så umiskendeligt Goldschmidts, at man har svært ved at opfatte helten som et selvstændigt væsen. Men det beror efter anmelderens mening på, at Goldschmidt ligesom Jens Baggesen og H.C. Andersen hører til den subjektive digtertype, der egentlig kun kan beskrive noget, som har passeret igennem hans egen livserfaring.
Dernæst koncentreres opmærksomheden om romanens stof, »uden Hensyn til Formen og Indklædningen«. Goldschmidt roses, fordi han er i stand til at opfange hele den samtidige virkelighed, ikke blot med alle detaljer, men også med den poesi, som den rummer. I denne forbindelse (men temmelig umotiveret, synes man) lufter anmelderen den mulighed, at børnene, som Axel i romanens slutning tager til sig, i virkeligheden ikke er Astrids søskendebørn, men hans eget afkom med Sophie. En sådan sammenhæng ville gøre romanens titel helt forståelig! På den anden side kan anmelderen også tænke sig, at Axel måske er en søn af ritmester von Buch og jægermesteren således kun hans åndelige fader. Dette ville passe med bogens idé om den åndelige kærlighed og gøre den lange barndomsbeskrivelse forståelig!
Efter disse strejftog i fantasien tager anmelderen stilling til påstanden om, at Goldschmidt ikke skulle være nogen national digter. Ligesom Enhver Sit mener Flyveposten, at den er ganske urimelig, for hvad er en national digter? Er det ikke netop en, der skriver sit modersmål med den lethed og friskhed, som præger Goldschmidts værker?
Dansk Maanedsskrift, redigeret af Mathias Steenstrup, anmeldte Arvingen i bd. II, 1865. Anmelderen var juristen og litteraturhistorikeren Carl Rosenberg (1829-85), hvis politiske sympatier var delt mellem skandinavister, grundtvigianere og forsvarsvenner.
Anmeldelsen har ikke meget at sige om Arvingens kunstneriske kvaliteter. Romanen krediteres dog for en fin og ren stil, mens både tankegang og handling forekommer løs. Hovedsagen er for Rosenberg at forholde sig til den kritik, som Clemens Petersen har rejst mod Goldschmidt i Fædrelandet. Rosenberg forstår godt, at man må opfatte Goldschmidts romanhelte som afspejlinger af forfatteren, men beskyldningen for ustadighed og vaklen kan han ikke underskrive. Goldschmidt har tværtimod været meget konstant i sin opposition mod den herskende, nationalliberale mening. Han har altid haft et skarpt blik for halvhed, magelighed og svigtende idealisme, og netop disse egenskaber har præget den nationalliberale bevægelse siden 1848. Med dem må der nu gøres op.
Imidlertid finder Rosenberg ingen tegn på, at den kaste, som Goldschmidt i Arvingen gør til mønster, nemlig aristokratiet, kan hidføre sundere tilstande. Med en forbløffende frejdighed hævder anmeldelsen, at Arvingen forherliger den adel, som kæmper for paven, Francesco II af Neapel, Habsburgere, Hohenzollere og det gamle autoritetsprincip. »Han synes at tage Skallen for Kjernen, det Glimrende, Stolte i den ydre Fremtræden for den indre sande Adel.« Grunden til denne fejltagelse - altså hos Arvingens forfatter og hovedperson - ligger angiveligt i, at de forholder sig æstetisk til idealerne. De bruger dem som midler til at forhøje deres subjektive livsnydelse i stedet for at hengive sig til dem i personligt forpligtende forhold. Overalt i Goldschmidts romaner mærker Carl Rosenberg den æstetiske refleksion »som et lammende, om end skjult Saar i Vingerne«. På dette punkt er han enig med Clemens Petersen.
Rosenberg var mærkværdigvis ikke ene om at forstå Arvingen som en hyldest til den reaktionære fødselsadel. Samme misforståelse optræder i det, man må kalde outsideren blandt anmeldelserne, en kort, usigneret omtale i Tilskueren. Bladet var kun et af de mange med dette navn siden Joseph Addisons Spectator, det udkom med 36 numre i 1865 og ophørte så. Redaktøren var en ellers ubekendt F.W. Thomsen, der tillige drev et lejebibliotek og en papirhandel på Vesterbrogade i København.
Tilskueren bebrejder i sit nr. 2 forfatteren af Arvingen, at han så begejstret hylder det »at være født«. I Danmark, hvor der ikke er nogen værdifuld adel eller adelig tradition, gør det nærmest et komisk indtryk. - Dernæst fremhæver Tilskueren det faktum, at alle Goldschmidts romanhelte går til grunde eller bliver ulykkelige, og forklarer det som en naturlig følge af Goldschmidts egen »Zerrissenheit«. En mand, der skriver sådanne romaner, minder anmelderen om en ædel violin, hvis klang er god nok, men som mangler en streng og derfor kun kan spille et begrænset repertoire. Den streng, der mangler i Goldschmidts tilfælde, er den, hvorpå i sin tid Corsaren spillede sine hymner til friheden! Idet anmelderen således overser, at Arvingens hovedperson hverken går til grunde eller bliver ulykkelig, markerer han samtidig sit eget standpunkt i den ungdommelige radikalisme, som Goldschmidt forlod efter 1846.
Det bør nævnes, at Goldschmidt på foranledning af Clemens Petersens kritik udsendte en lille pjece om sit forhold til Fædrelandet og dets redaktør, digteren Carl Ploug. Pjecen - Nogle politiske Bemærkninger og Notitser, 1865 - berører kun med let hånd Clemens Petersens læsning af Arvingen og skal derfor ikke omtales nærmere her. Den har sin interesse som et bidrag til tidens politiske historie og som vidnesbyrd om Goldschmidts stilling heri.
Arvingen udgjorde som ovenfor nævnt det tredje og sidste bind af Goldschmidts Fortællinger og Skildringer og udkom sidst i 1864, men med 1865 på titelbladet. Imidlertid udsendte forlaget, Chr. Steen & Søn i København, samtidig dette tredje bind i et »særskilt Aftryk«, hvis eneste særkende var et selvstændigt titelblad. Dette aftryk blev solgt separat, mens Fortællinger og Skildringer ellers udkom hæftevis i abonnement. Se s. 5-6.
Anden udgave, også hos Chr. Steen & Søn, udkom i slutningen af 1866, men med 1867 på titelbladet. Der er tale om et uændret optryk af originalen; endog samtlige trykfejl går igen.
I 1896-98 udgav Goldschmidts søn, dr.med. Adolf Goldschmidt, sin faders Poetiske Skrifter i otte bind. Sjette bind, der udkom 1897 med undertitlen Fortællinger og Romaner, optages i alt væsentligt af Arvingen (s. 49-396). Udgaven, der som den første er sat med latinske typer og har en let moderniseret retskrivning, kom på Gyldendals forlag.
To år senere, i 1899, udsendte Gyldendal et uændret optryk af teksten fra Poetiske Skrifter for så vidt angår Arvingen. På titelbladet præsenterede det sig, noget misvisende, som romanens tredje udgave.
Fra 1908-10 udgav rådhusbibliotekar Julius Salomon otte bind M. Goldschmidt i Folkeudgave på Gyldendals forlag. Femte bind, 1909, domineres helt af Arvingen (s. 33-266). Udgiveren hævder at have revideret teksten, men oplyser hverken principper eller enkeltrettelser. Stikprøver tyder dog på, at revisionen har været ret vilkårlig og især sigtet mod at lette læsningen for et ikke bogvant publikum.
I 1915 udsendte Gyldendals Bibliotek Arvingen som selvstændig bog, optrykt efter udgaven fra 1899. Dog mangler her Goldschmidts originale forord, dateret november 1864.
1916 besluttede Gyldendal at realisere restoplaget af Julius Salomons folkeudgave. Der var fem bind tilbage, og de blev solgt under navnet Udvalgte Skrifter uden årstal. Det bind, der domineres af Arvingen (s. 33-266), er nu rykket frem til at være bd. III, selv om der stadig på arkene står »M. Goldschmidt i Folkeudgave V«.
På Heinrich Matthiasens utraditionelle forlag Danmark redigerede forfatteren Cai M. Woel i 1950'erne et skønlitterært bibliotek. Her udgav man i 1953 Arvingen, dog uden det originale forord. Da Matthiasen ikke anerkendte Forlæggerforeningens samhandelsregler, blev udgaven solgt uden om boghandlerne.
I 1969 udsendte forlaget Gyldendal Arvingen i sin billigbogsserie Gyldendals Trane-Klassikere. Udgaven var nysat efter originaludgaven, dog således at nogle trykfejl var rettet og nye føjet til.
Ingen af de nævnte udgaver er kommenterede.
Efter alt at dømme eksisterer manuskriptet til Arvingen ikke længere. Undersøgelser foretaget på Det kongelige Bibliotek, på Frederiksberg Kommunebiblioteker, i Rigsarkivet og i Goldschmidtsamlingen på Sydsjællands Museum har alle vist et negativt resultat. Heller ikke de to Goldschmidtforskere Morten Borup og Mogens Brøndsted er bekendt med noget manuskript.
Grundlaget for teksten i nærværende udgave er derfor alene den trykte førsteudgave i Fortællinger og Skildringer bd. III (1864/65). I forhold til grundteksten er der foretaget følgende rettelser:
30,8:
emeritus < eremitus
77,33:
mine < mi
89,27:
var < var var
96,24:
mig < mig mig
116,32:
Slægtninge < Slætninge
124,19:
Castellanens < Capellanens
135,9:
Samtaler; < Samtaler:
141,5:
spørgende < pørgende
147,16:
Eiendomsret < Eiendomret
149,27:
Selvopoffrelse < Selopoffrelse
157,30:
Damerne < Damerene
157,34:
reise idag < reise som idag
162,3:
mig med største < mig største
163,9:
and < aud
164,18:
fulgte < fuldte
166,27:
Ringeste < det Ringeste
167,13:
skuelser?« < skuelser?
168,34:
uovervindelig < uovervindeligt
172,30:
Dage < Dag
180,2:
Terrainet < Trainet
188,6:
plein < plain
Endelig bemærkes, at replikker, som i grundteksten sluttes med anførselstegn og komma, i denne udgave sluttes med komma og anførselstegn.
Goldschmidts romaner og fortællinger er ikke medtaget.
Brøndsted, Mogens: Meïr Goldschmidt. Gyldendals Uglebøger 1965.
Brøndsted, Mogens: Goldschmidts Fortællekunst. Gyldendal 1967.
Goldschmidt, Meïr: Breve fra og til Meïr Goldschmidt, udgivne af Morten Borup, bd. I-III. Rosenkilde og Bagger 1963.
Goldschmidt, Meïr: Meïr Goldschmidts Breve til hans Familie, udgivne af Morten Borup, bd I-II. Rosenkilde og Bagger 1964.
Goldschmidt, Meïr: Livs Erindringer og Resultater, udgivet med et Efterslæt ved Morten Borup, bd. I-II. Rosenkilde og Bagger 1965.
Goldschmidt, Meïr: M.A. Goldschmidts Dagbøger. Udgivet af Kenneth H. Ober under medvirken af Uffe Andreasen og Merete K. Jørgensen, bd. I-II. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab / C.A. Reitzel 1987.
Kondrup, Johnny: Levned og tolkninger. Studier i nordisk selvbiografi. Odense Universitetsforlag 1982 (specielt om Nemesis, heri også videre litteraturhenvisninger).
Kyrre, Hans: M. Goldschmidt, bd. I-II. H. Hagerup 1919.
Læssøe Müller, Paul: Goldschmidt, Meïr i: Dansk biografisk Leksikon, 2. udgave bd. VIII s. 203-213. J.H. Schultz 1936 (et unikum af en leksikonartikel og derfor som den eneste af sin art medtaget her).
Mylius, Johan de: Dannelsesromanen i Danmark - en traditionshistorisk skitse i: Udviklingsromanen - en genres historie, redigeret af Thomas Jensen og Carsten Nicolaisen, s. 157-170. Odense Universitetsforlag 1982.
Wentzel, Knud: Udvikling og påvirkning. Goldschmidts vej fra korsar til skriftklog i: Kritik nr. 10, Fremad 1969.
Wentzel, Knud: Fortolkning og Skæbne. Fremads Fokusbøger 1970 (første kapitel er en analyse af Arvingen).