Den Vægelsindede
paa Graahede

1

De, som have den Forestilling om Heden, at den er nøgen og gold som en Ørken, ville antage, at her skal fortælles om en vægelsindet Mand eller Kvinde, der tilsidst i sin Vaande løb ud i Ørkenen og paakaldte Vinden, Stjernerne eller deslige for at finde Besluttethed eller for at døe nogenlunde uanfægtet. Men Heden er beboet, skjøndt rigtignok svagt beboet, adspredte Gaarde og Huse ligge med Korn- og Græsmarker mellem Lyng, og Fortællingen angaaer en Person, der havde hjemme i en af Gaardene paa denne Hede, Grathehede eller, som Bønderne helst kalde den: Graahede.

Naar man fra det frugtbare Thorning - en stor, vidt spredt Landsby, paa hvis Hovedgade der lige overfor Kjøbmandens endog er et grundmuret Hus paa to Stokværk, hvor Bageren og Uhrmageren boe - kjører lidt mod Sydvest og derpaa mod Syd ad Landeveien, der fører fra Viborg til Veile, er man efter en lille halv Times Forløb næsten umærkelig kommen ud i Lyngheden; men stiger man saa af og gaaer nogle faa hundrede Alen tilvenstre eller østlig, saa træffer man Marker, der tilhøre Graagaardene. Den ene af disse Gaarde ligger paa en bred Bakke, der skraaner jevnt nedad mod det Sted, hvor Svend Grathes Capel engang stod, og hvor endnu en stenet Firkant viser Capellets Udstrækning. Paa Gaarden boede den Bonde, der var krænket af Svend og kom ud og fældede ham med sin Øxe, da han fangen førtes til Kong Valdemar. Paa Stedet, hvor Capellets svage Levninger findes, blev den dræbte Konge jordet, siger man.

Gaarden, der er bygget i Firkant, med Vaaningshuset af gule Mursten lidt skilt fra de røde Længer, er ikke videre anselig, men bærer Præg af Kraft. Bonden, der nu eier den, hedder Anders Almind; men han har kjøbt den for ikkun faa Aar siden, og Historien vedrører ikke ham eller hans Slægt.

Manden, som paa den Tid, vi tale om, eiede Gaarden, havde i sine yngre Aar hedt Træskopeer, fordi han, medens han som fattig Karl drog omkring og handlede med Uld, altid var iført lange Støvler, hvis Nederdel var Træskoe; men han samlede sig Penge ved sin Handel, og tilsidst fik han Datteren paa denne Gaard, hvor han pleiede at tage ind, og Gaarden med. Efterhaanden hørte han da op at hedde Træskopeer og blev kaldt Jakob Graa, efter Gaarden; hans virkelige Navn var Peer Jakobsen. Han havde adskillige Børn, af hvilke den næstyngste, Karen, var fjorten Aar, da Historien begynder.

Hun tegnede til at blive en meget kjøn Pige, og naar det om Sommeren hændtes, at der kom Besøg af lærde Folk, det vil sige Folk, der henvendte sig til Gaardmanden for at faae Anvisning paa, hvor »Capellet« laa, blev hun som oftest sendt med dem. En og Anden kunde da sige til hende: »Du er jo en kjøn Pige«, og give hende en Mark. Hun syntes godt om Foræringen, men var ligegyldig ved Bemærkningen og forholdt sig endnu mere ligegyldig eller sløv til deres Iver for Stedet. Hun kunde der ikke see Andet end nogle unyttige Sten; ligesaa lidt, som der nu pleiede at gaae noget Usædvanligt eller Noget, der vedkom hende, over Heden, kunde hun forestille sig, at der nogensinde havde gaaet noget Saadant. Men engang kom der en Mand med et Følge af flere Personer; de kaldte ham Alle Hr. Professor og syntes at have megen Ærbødighed for ham. Han holdt ved Stedet en Slags Prædiken, syntes Karen; thi hun hørte ikke rigtig efter, da det jo ikke var deres egen Præst, indtil pludselig hans klare, blaae Øine faldt paa hende, og han vedblev at see ind i hendes Øine, som om han talte til hende alene. Hun blev saa forskrækket, at hun kunde have skjult sig mellem Stenene, men kunde dog ikke lade være at see igjen og gjøre sig Umage for at forstaae, hvad han sagde; men det løb i Et. Da hans Prædiken var ovre, gik han hen til hende, strøg hende om Hovedet og sagde: »Kan Du nu ogsaa vise os over til Bækgaard, min rare, lille Pige?« - Mage til blød Haand havde hun aldrig følt; Fornemmelsen trængte helt ind igjennem hende, og han sagde »rare, lille Pige« paa en Maade, som om han kjendte hende og mente det. Hun kunde have gaaet i Ilden for ham, endsige viist ham over til Bækgaard, der ligger hin Side Landeveien, kun nogle hundrede Alen derfra. Det Eneste, der undrede hende, var, at han ikke selv kunde hitte over til Bækgaard, da han dog kjendte den.

De gik da over Landeveien, over Lyngmark og over en Bakke, der førte ned til Aaløbet, som var næsten udtørret. Det gik de over, og de stode nu ved Bækgaard, der er meget uanselig. Lidt bagved Gaarden strækker sig et langt Dige fra Nordost til Sydvest, og hinsides Diget gaaer i Halvbue et Bakkestrøg. Bonden var kommen ud, og Professoren spurgte ham, hvad han kaldte det lange Dige. - »Ja, vi kalder det Knapsdiget«, svarede Bonden. - »Kalder De det ikke ogsaa Koksnapsdiget?« spurgte Professoren. - »Næ, itte det, a vee«, svarede Bonden. - Professoren forklarede da smilende sine Tilhørere, at nogle Lærde havde opdaget, at Diget her paa Stedet hed Koksnapsdiget, og at de udlagde dette som forvansket Udtale af Kongeslagsdiget og derpaa støttede Formodningen om, at Slaget mellem Valdemar og Svend hovedsagelig var blevet kæmpet her. Han tilføiede nu Meget, som Karen ikke forstod; men saa Meget forstod hun efterhaanden til sin Forbauselse, at Egnen engang havde seet ganske anderledes ud, at der havde staaet Skov hist og her, at Riddere vare komne farende imod hinanden, at der etsteds havde staaet Bønder i graae Kofter, som man havde antaget for Mænd i Jern, at Svend var en underfundig Voldsmand, der var bleven slagen, og at der var en stor, herlig, guldskinnende Konge ved Navn Valdemar, som havde seiret.

Da Alt var forbi og de Fremmede skulde bort, strøg Professoren hende endnu engang med den sælsomme Magt om Hovedet og sagde til hende: »Veed Du, lille Karen, at Du boer paa den Gaard, hvor den Bonde boede, som slog Kong Svend ihjel?« - Nei, det havde hun ikke vidst; men nu vidste hun det, og hun kom hjem fortumlet af Tanker, hun ikke kunde raade.

Dette var det Mærkværdigste og tillige det eneste Mærkelige i Karens Ungdomsliv. Samtidig med, at den lille Begivenhed indtraf, gik hun til Præsten, og det forekom rigtignok Præsten, at Karen med Et blev livligere og flinkere; men det fremtraadte dog ikke saa paafaldende, at han skulde lagt stor Vægt derpaa, og endmindre, at han skulde have anstillet nogen Efterforskning i den Anledning. For hende selv svandt den lille Tildragelse efterhaanden hen som en Drøm. Hun blev en rask og dygtig Pige, syntes undertiden en Smule livligere eller mere opvakt end Mængden af de andre, men lignede dem forresten i Et og Alt, udførte sit Arbeide, malkede og gjorde Husgjerning, bandt op i Høstens Tid, langede ogsaa Neg fra Læsset til Ladeloftet, naar det netop skortede paa Karlekraft, var med om at afgjøre, naar den blakkede eller røde Ko skulde til Tyren, drog Omsorg for Koen, der havde kælvet, hørte paa Karletale og Karleskjemt, kort, førte det hele djerve Liv, der hører til en Bondes Gaard, og som de, der ville læse denne Historie, maae have i Øie, for ved nogle Leiligheder ikke at undres for meget.

2

Saadan blev Karen da omtrent to og tyve Aar og havde endnu ikke havt sig en Kjæreste. Ei heller havde hun Veninder - man maa nemlig ikke troe, at det blot er Kjøbstaddamer, der have »Veninder«; overfladiske Venskaber med smaa Fortroligheder og gjensidig Paapassenhed og Skinsyge findes ogsaa paa Landet. Den Eneste, Karen efterhaanden sluttede sig til, var meget yngre end hun, Skolelærerens sytten- eller attenaarige Datter Marie, en opvakt, belæst og skjelmsk Pige, der i Mangel af selv at kunne forlove sig indtil videre havde stor Lyst til at stifte Forlovelser og see, hvordan de gik.

Marie ønskede at see ogsaa Karen forlovet og foreholdt hende en Dag, da hun var kommen op til Byen i Besøg, at det nu var paa Tide. Det mente Karen ogsaa, og Marie gjennemgik nu Rækken af de unge Karle, uden at Karen dog yttrede sig for den Ene mere end for den Anden. Endelig sagde Marie: »Saa er der Jeppe Revls Søn, Jens Uhrmager.« - Han hed kun saadan, fordi han en Tid havde tjent hos Uhrmageren i Thorning, men var forresten Bondekarl, Gaardmandssøn, og hjemme hos Faderen.

»Ham!« raabte Karen; »det va jo hans Faar, der seies om, at den Ti han beilede te Søren Bødkers Birth, saa kom Birth løvnd ind og raut: Hva, ve Do beile mæ? A ka jo ta Dæ mæ jen Haand og wivte Dæ øur æ Hus!«¹

»De siger saa«, svarede Marie; »men han fik dog Birthe og en anden Kone bagefter.«

»Ja, men det var jo ham, der snakkede og lo i Et væk, da han kjørte sin ældste Søn til Kirkegaarden, og da de saa stod ved Graven, sagde han til Degnen, Jens Stisen: Viis mig, hvor a skal ligge, for a vilde nok ligge saadan, at a kunde spænde Ben for Dig.«

»Ja, de siger saa; han er en lystig Mand, Jeppe Revl; men det er godt at have en glad Svigerfader.«

»Ja, med Maade; det er jo en sær lattermild Familie.«

»Da er Jens alvorlig nok.«

»Naa, er han det? Ja, men saa er han kanskee for alvorlig. A vil nok holde Tøilerne.«

»Tag Dig iagt for det!« raabte Marie leende, »ellers kunde det gaae Dig ligesom Marie Daniel.«

»Hvordan gik det da hende?«

»Det har Du da nok hørt. Det var jo hende, den mandige Kvind, der først var Meierske og saa forpagtede Gaarde paa egen Haand og gjorde det saa godt som nogen Karl, og saa vilde den rige Enkemand Søren Prat have hende. Og det var saa vidt, at de skulde til Præsten, og de kjørte sammen til ham. Men da de saa kom ud af

Læserne have vel forstaaet Meningen: at da Jens Uhrmagers Fader, Jeppe Revl, friede til Sørens Birthe, saa kom Birthe løbende ind og raabte: »Hvad, vil Du beile (til) mig? Jeg kan jo tage Dig med een Haand og kaste Dig over Huset!« - For ikke at trætte Læseren, ansees det for rigtigst, ikke i det Følgende at lade Skrifttegnene nøie søge at fremstille den jydske Mundart, med Undtagelse af det aldeles uundgaaelige »a« og »it« eller »itte«. - Man vil bemærke, at Marie, Skolelærerdatteren, undertiden siger »jeg«. Det gjorde hun for at holde sig i nogen Øvelse med at være dannet; men hun turde ikke, undtagen i Enrum og Fortrolighed, fordi »jeg« ansees som Tegn paa nationalt Frafald. Derfor hedder det ogsaa i Laust Skalles Vise om Degnen:

Gaarden, syntes hende ikke, at han kjørte vel nok, og saa tog hun selv Tøilerne. Saa siger jeg Tak for mig, sagde Søren Prat og steg af, og gift er hun da aldrig siden bleven.«

»Ja, a vil dog nok kjøre selv saadan med Maade«, sagde Karen.

»Ja, nu kan Du jo see paa Jens Uhrmager.«

»Ja, vel kan a det«, svarede Karen, »det kan a jo gjøre for ingen Penge.«

Kort Tid efter talte Marie en Dag med Jens Uhrmager og foreholdt ham, at han burde gifte sig.

Da nu slige Ord sjelden siges saa ganske hen i Vind og Veir og Jens desuden havde Agtelse for Skolelærerens Datter, betænkte han sig lidt. Det var en stærk Karl, fem og tyve Aar, lidt over Middelhøide, bredskuldret, blond, med en stor, kraftig Hage, blaae Øine, mørkegult Haar og overmaade smukke, hvide Tænder, som dog sjelden saaes; thi han lo ikke gjerne, og Munden var saa velformet, at Tænderne ellers ikke let kom tilsyne.

Efter at have betænkt sig vel, sagde han: »Med hvem skulde det være?«

»Der er jo Karen Graa; det var da ret en Kone for Dig, Jens!«

»Kanskeesens; men hun er noget strunk af sig, mene Somme.«

»Ja, men desto strunkere Karl er han, der vinder hende«, sagde Marie.

»Vel er han det«, svarede Jens Uhrmager.

Marie vedblev: »Nu bliver der Kratspil paa Søndag i Ilkum Krat; Jens Dyr har sat det i Avisen. Der kommer Du vel. Jeg skal nok see at faae Karen med, og saa kan Du jo see paa hende.«

»Vel kan a det«, sagde Jens.

»Ja, og tale med hende.«

»Det kan a vel ogsaa overkomme.«

Jens Dyr var Thornings Snedker og Mechaniker og desuden Iværksætter, Leder og Istandsætter eller, som det hedder i Kjøbstadsproget, Entrepreneur, Directeur og Restaurateur ved Byens offenlige Forlystelser. Skjøndt han endnu var noget under de Tredive og saae baade livlig og skjelmsk ud, brød han sig i Virkeligheden ikke om Ungdommens Forlystelser, uden forsaavidt han kunde tjene ved dem. Han leiede Musikanter, solgte Brændevin, afbrændte ved høitidelige Leiligheder Raketter, Alt naturligvis imod Betaling.

»Kratspillet« blev ligesom andre Skovballer bekjendtgjort i Viborg Avis.

Om Søndagen mødtes da Karen og Jens og dandsede sammen, og saa mildt havde Karen, som det lod, seet paa ham og talt med ham, at Jens i Løbet af Ugen henvendte sig til Digteren, Seminarist Anders Anst i Kragelund, og af ham fik følgende Vise, som han oversendte Karen:

Nedenunder dette af Anders Anst smukt renskrevne Digt havde Jens tilføiet med egen Haand: »Og det er min aabrigtie Meening.«

Nogle Dage efter sagde Jens Uhrmager til sin Fader Jeppe Revl, at han nok vilde leie et Hus af ham.

»Naa, vil Du det, min Dreng«, sagde Jeppe; »ja, her er Guds Velsignelse, a har Jord som en Konge. Nu kan vi da gaae ud paa Marken, og saa kan Du vælge selv.«

De gik ud paa Marken, mod Vest, og saa langt Øiet rakte, hen imod, ja over Bankerne ved Fjendegrøfterne, var det Jeppes Mark; men Lyng var det rigtignok Altsammen. Jens valgte sig en Strækning, og han blev snart enig med Faderen om Betingelserne.

»Ja, saa kan vi gaae ind og drikke Lidkjøb«, sagde Jeppe Revl, »og mens Du nu tager det i Brug, kan vi ansøge om Bevilling til Parcellering. Det koster saadan en fjorten Daler, og dem betaler Du. Naar Du saa sætter det, Du har fra Din Moder, i Gjødning og Mergel, saa kan det blive ret et deiligt Hus. Stene er der nok af til at bygge med.«

En fjorten Dages Tid senere besøgte Karen Marie og viste hende Digtet. Marie var for erfaren i Læsning til at opholde sig over den første Linie: »Som en Fremmed jeg korn til Dit Hjem.« Hun begreb, at det var, hvad vi Kjøbstadfolk vilde kalde Licentia poetica, anbragt for at faae Rim paa »frem«. Derimod standsede hun ved: »O, mens ømt ved mit Hjerte Du hvilte«, og sagde: »Naa, Du har allerede hvilt ved hans Hjerte«.

»Nei, gu har a ei«, svarede Karen.

»Naa, saa mener han: i Dandsen.«

»Det kan være det, hvis han har Hjertet i høire Side af Vesten. Andet skal Ingen sige mig paa.«

Den fiffige lille Marie beroligede Karen: »Alle Folk veed jo, at hvad der staaer paa Vers, er Løun; det Eneste, der er redeligt, det er det, han selv har skrevet under, og som siger, at det er hans oprigtige Mening. Og det siger da ogsaa alle Folk, at Jens Uhrmager er den knøveste og strunkeste Karl i Sognet.«

»Det kunde jo ogsaa nok hændes, at det it var saa ganske feil endda«, sagde Karen.

De talte nu noget videre om Sagen; men det gik bestandig i Kreds, uden at Marie kunde faae Karens rigtige, tydelige Mening frem. Efter Middagsmaden begyndte de igjen, men med samme Virkning, og det forekom Marie, at Hovedsagen, der stod i Veien, var Familien og navnlig Jeppe Revl, som var »saa latterlig«. Endelig sagde hun:

»Hør, Karen, saadan kan det ikke gaae an i Længden. Du veed ikke, om Du vil eller ikke vil, for Familiens Skyld. Hvad tykkes Dig nu om mit Forslag, at vi strax gaae ned og see paa Jeppe Revl? Saa kan Du selv skjønne.«

»Det kan da aldrig gaae an!« svarede Karen, »a skal da it selv bringe Jens Svar paa hans Brev!«

»Nei, det skal Du jo itte; men for det Første er Jens nu itte hjemme hos Faderen, og for det Andet sover de nu Alle til Middag, saa vi kan gaae ind og see paa Jeppe og kanskee faae ham i Tale, uden at Kvindfolkene har deres Næse deri.«

»Ja, men hvad vil Jeppe tænke ved, at a kommer saadan?«

»Han tænker vel itte saa meget, den Mand, og desuden skal det slet itte være Dig, der kommer, for det er mig, og Du følger med mig. Her er lige tilrede et stort Brev, som Søren Post, det Snøvl, har givet feil ind til os, hvorvel det er til Jeppe Revl, og det kan jeg jo bringe ham. Tykkes Du saa it om ham, saa gaaer vi vor Vei og er lige gode for det, og der er aldrig mere Tale om den Ting, endskjøndt det dog er et sandt Ord, at Du gifter Dig it med Din Svigerfader.«

»Det var jo itte saa ilde det«, sagde Karen.

Jeppe Revls Gaard regnedes med til at ligge »i Byen« ligesom de andre Udflyttergaarde, og den dannede i en vis Forstand Byens Grændse; thi stod man nær ved den og vendte Ansigtet mod Øst, saae man de frugtbare Marker nordfor Præstegaarden, de smukke Stykker Skov eller Krat, der syntes at omgive den høitliggende Kirke, og de grønne Banker, der lige Syd for hævede sig endnu høiere; men vendte man sig mod Vest, saaes den brune Hede strax udenfor Marken, først flad, saa i en Bakke-Bølge, der lukkede for Synskredsen.

Gaarden var ret sælsom at see til; thi den var tydelig nok ikke gammel; men hist og her hang Taget, og Murene svaiede paa samme Maade, som gamle, forfaldne Bygninger pleie van; her og der vare Murstenene boldnede ud og havde afstødt store Flader af Hvidtningen. Midt igjennem den østlige Længe førte en temmelig lav Port; dens Loft var ikke af Bjælker, men af de lange Grene, der bruges til Fagotbrænde, krummede og knortede, nogle lidt tilhuggede, andre helt med Barken paa. Karen saae med Kjenderblik, men sagde Intet; hun skulde jo i alt Fald ikke have Gaarden.

I den rummelige, firkantede Gaardsplads var der dødsstille; hvis der var en Hund, sov ogsaa den i det varme Veir; nogle Høns gik stille paa Møddingen, der laa midt i Gaarden som en Skandse.

De to Piger gik tilvenstre og kom til en aabentstaaende Forstue.

Marie trykkede varsomt paa Klinken i Døren, der førte ind i Stuen, den gav lydløst efter; men derinde sad En vaagen, tæt op til Bilæggerovnen, og der var lagt i Ovnen. Det var en Knøs paa 18 eller 19 Aar, med en noget gullig Ansigtsfarve, svagt røde Kinder og brune Øine. Havde han ikke bevæget Øinene, kunde man troet, han var af Vox eller Træ, saa stille og stiv sad han med en Haand paa hvert Knæ; men de smukke Øine saae med et underligt, dybt Blik, der næsten forskrækkede Karen, paa de Indtrædende.

»God Dag, Christoffer«, sagde Marie sagte og vendte sig hviskende til Karen: »Det havde jeg glemt; det er Jeppes yngste Søn, og han har Brystsyge.«

»Kan han itte komme sig?« spurgte Karen.

»Hvordan har Du det, Christoffer?« sagde Marie til Knøsen.

»Aa!« svarede han med en besynderlig rolig, næsten kunde siges: dødsberedt Tone.

Det var uhyggeligt, men forenet med noget Høitideligt, at det kjønne unge Menneske sad der saa stille og ventede Døden.

»Her er et Brev til Din Fader«, sagde Marie og vilde lægge det fra sig og gaae.

»Han ligger derovre«, sagde Christoffer og pegede paa den modsatte Krog af Stuen, hvor der stod en gammel Strømpevæv; bag denne var en Udbygning, som de to Piger ikke kunde see. Ved Væggen tæt op til Udbygningen stod et gammelt Chatol, og derover hang en gul Fløite og en Violin med brustne Strenge.

»Hvem er det?« lød det inde fra Krogen.

»Skolemesters Marie er her med Brev til Dig, Fa'er«, svarede Christoffer langsomt.

»Nu kommer a«, lød det, og et Øieblik efter kom den lille Jeppe Revl med det lille, spidse, næsten fine Ansigt og det tætte, buskede, graalige Haar, frem i Aabningen ved Strømpevæven.

Hans graae Øine vare strax livlige, da han saae de Fremmede. »God Dag, Marie«, sagde han, »hvem er den go'e, lille Ven, Du har med der?«

»Hun er fulgt med mig for at levere Jer dette Brev.«

»Hille den, det er jo ogsaa et stort Brev, det«, sagde Jeppe og tog imod det uden at aabne det; »hun er kanskee langveisfra? Det er Din Svigerinde, kan a troe.«

»Nei, det er en god Ven, a har, ude fra Graahede.«

»Naa, er det det? Saa er Du vel Datter af Jakob Graa?«

Ja, det kunde Karen da ikke nægte.

»Ja, a kjender godt Din Fa'er og ogsaa Jer Gaard. Der var a mangen god Gang, mens a endnu boede i Revl. Aa, det var en god Tid og en glad Tid, dengang! Nu er a et gammelt Øg og duer ikke til Andet end at skydes.«

»Det maa I ikke sige, Jeppe«, sagde Marie; »I er jo rask og rørig af Jer Alder.«

»Ja, det er mit gode Humør Skyld i. Havde a it havt det, skulde a it have døiet det, a har døiet. To Koner og en Søn har a kjørt ud; Christen er haard ved mig, for han vil det, han vil. Jens vil nu avansere, og det kan a it fortænke ham i, for Gaarden kan han it faae. Der sidder nu min eneste Ven.«

Ved disse Ord pegede Jeppe paa sin dødssyge Søn; hans Mund vred sig, og et Par store Taarer løb ned ad Kinderne.

Det var den lystige Mand, Folk havde fortalt Karen om: han græd.

Hun sagde: »Det kan jo blive godt endnu; Vorherre kan hjælpe endda.«

»Ja, han gjorde rigtignok en god Gjerning, om han hjalp en lille Kjende dennegang«, sagde Jeppe. - »Men vil I it have en Drik Melk? Eller Kaffe?«

»Nei, ellers Tak, vi maae gaae«, sagde Karen og trak i Marie.

De toge Afsked med Christoffer, og Jeppe fulgte dem ud.

»Se«, sagde han, da de stode i Gaarden, »det har a bygget Altsammen med mine egne Hænder. A flyttede selv min Gaard ud, a har selv lagt hver Sten og hvert Stykke Tømmer, saa det kostede mig itte mere end fyrretyve Daler. Jo, a har rigtignok været en rask Mand i mine Dage - men nu skal I da see min Rug.«

Strax vest for Gaarden var Rugmarken, og skjøndt Sæden ikke stod videre godt, berømmede Jeppe den dog som en stor Guds Velsignelse, hvilket da ogsaa kunde være rigtigt i Betragtning af, at det var opdyrket Hede. »Men nu maae I ogsaa see min Havre.«

Veien førte igjennem en meget lang Kartoffelmark; Stien var smal; Jeppe gik foran, saa Marie, saa Karen.

Marie var for ung til at være en rigtig Maren Giftekniv; midt i det alvorlige Ærinde kom Skalken frem, og hun vilde lokke Jeppe til at fortælle om sit første Frieri. Hun sagde: »Var Jer første Kone ikke en Datter af Søren Bødker?«

»Jo, vel var hun det«, svarede Jeppe.

»Folk sige, at I havde noget Besvær med at faae hende.«

»A kunde faaet hvilken Pige, a vilde havt, dengang, og Birthe var it besværligere end de andre«, svarede Jeppe. »Men det husker a grant. Ja, det var den grumme gode Tid, og Birthe var rigtignok en stor, kjøn Pige. Aa, ja, dengang! A spillede til Dands, og saa var det engang, at min Søster Stine var med, og Birthe var i Følgeskab med hende. Saa henad Morgenen sagde Stine, at de vilde gaae hjem, og de vilde med det Samme gaae forbi mit lille Hus, og saa kan vi malke Din Ko, sagde Birthe. Saa da a korn hjem Kl. 10 om Formiddagen, saa stod der en Flæskepandekage paa Ovnen. Det var den første Begyndelse mellem mig og Birthe.«

»Og senere, saa friede I«, sagde Marie.

»Ja, og saa sagde hendes Fader til mig: Hvad bilder Din lille David Dig ind? Du kan jo knap titte over Lyngtoppen. For Birthe havde 700 Daler, skal a sige. Men han maatte gi'e sig i Længden, og a fik hende, og a var en lykkelig Mand, dengang!«

Karen undrede sig over, hvor forskjelligt dette Frieri tog sig ud, naar det blev fortalt af Jeppe selv, og naar det blev fortalt af Rygtet.

»Jo, a kjender godt Jer Gaard«, sagde Jeppe, idet han vendte sig og saae paa Karen og igjen gik frem; »i de Tider kom a der tidt. Det er en berømt Gaard; men Revl, som a er fra, er ogsaa berømt. Der boede Fru Mette, som de friede til, baade han paa Palstrup og han paa Aunsbjerg. Saa henvendte Fru Mette sig til Præsten i Thorning og spurgte ham tilraads om, hvem af dem hun skulde vælge. A tykkes, svarede Præsten, at I skulde heller vælge mig, og det tyktes Fru Mette ogsaa. Men saa noget efter ragede Præsten i Klammeri med ham fra Palstrup, og Præsten sagde: Der ligger nu min Kjole, og saa fik de Sabler, og saa jog Præsten ham fra Palstrup Sværdet i Livet. Saa maatte Præsten flye Landet; men han blev tydsk Capitain, og Fru Mette fulgte efter ham derud sydpaa, og Somme sige, at de fik hinanden.«

Den velbelæste Marie bemærkede: »Jo, de fik hinanden; men det var Fru Mettes Datter, siger Blicher.«

»A er tilfreds, hvem der siger det, saa er det Løun«, sagde Jeppe; »men er det nu itte et deiligt Stykke Havre?«

De beundrede pligtskyldigst, og da Jeppe nu vilde følge dem tilbage, mente han, de kunde skyde Gjenvei lidt længer nordpaa. Der kom en Lyngbakke, og da de stode paa Toppen, saae de i nogen Afstand, oppe paa en anden Bakke, en Mand, der i den vide Egn, med intet Andet end Himlen som Baggrund, tog sig kæmpemæssig ud, og det syntes, at han gjorde Kæmpearbeide; thi det var vældige Slag, han slog med en Hakke.

»Hvem er det?« spurgte Karen.

»Det er min Søn, Jens«, svarede Jeppe og skraaede over imod ham.

Karen vendte sig for at undløbe; men i det Samme raabte Jeppe over til sin Søn: »God Dag, Jens; se, hvad Fremmede a har faaet!«

Det foer maaskee Karen gjennem Hovedet, at hvis hun nu løb og Jens løb efter hende, saa vilde der blive leet af hende, og hun var dog kommen for at lade sig fange, vilde Folk sige. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gjøre, og fulgte Bevægelsen, de to Andre gave hende.

Jens havde ladet Hakken synke og hvilede sig paa den, indtil de kom over til ham. Han hilste begge Piger lige alvorlig mildt. Jeppe, der stadig gik med Brevet uaabnet, sagde: »Dette Brev er nok om Udparcelleringen, det bragte Marie og hendes Ven der, Karen Graa. Saa nu er Du da sikker paa, at Du faaer Dit Hus, og Du kan flytte ind, naar det skal være. Der staaer det henne«, vedblev Jeppe til Karen og Marie, »ja, det vil da sige, Noget staaer der, Andet ligger her.«

Denne Bemærkning blev gjort forstaaelig ved Egnens Udseende. Der strækker sig en Stenrevl, sine Steder vel tusinde Alen bred, fra Finnerup mod Syd, forbi Skræ og videre ud i Heden. Bønderne sige, at den fortsættes mod Vest under Jorden og Havet lige over til Skotland; de Lærde sige, at den formodenlig gaaer sydpaa, og at den vel engang var Havstok, Landets vestlige Strandbred. Denne Stenrevl, hvori der er Stene af alle Maal, saa store som en Dragkiste og saa smaa som et Dueæg, skar over en Del af den Mark, Jens Uhrmager havde kjøbt af Faderen. Han udgravede de større Sten og brugte dem til Grund for sit Hus; andre slog han istykker og opførte deraf Husets Mure; Huset stod nu i Omrids, omtrent en Alen høit; fast og lunt tegnede det til at blive.

Jens fulgte dem derhen og viste dem, hvordan Huset skulde deles og indrettes.

»Gjør Du Alt det selv, Jens?« sagde Marie.

»Ja, han slægter sin Fader paa!« raabte Jeppe.

»Der skal ingen Vind komme til at blæse paa Nogen derinde«, sagde Jens.

»Ta'er I fra Graagaard paa Onsdag til Sjørup Marked?« spurgte han Karen.

»Det er vel muligt«, svarede Karen.

»Vil Du saa dandse med mig, Karen?«

Hun svarede: »Ja, om der it kommer Andet i Veien.«

»Det gjør der vel it. Hvad skulde det være?« sagde Jens.

»Nei, det gjør der vel it«, svarede Karen.

»Saa skal a vist ogsaa til Sjørup Marked«, sagde Jeppe og plirede med de graae Øine.

3

Sjørup, hvor Markedet blev holdt, ligger ved den nordlige Spids af den store Plantage. Selve Plantagen, bestaaende af de tre Hovedstykker, Haurdals-, Stendals- og Ulvedals-Plantage, strækker sig fra Nord til Syd, temmelig nær den østlige Rand af Heden, hvor denne berører Leerjorden. Vest for Plantagen ligge Ahlhedens Colonier; dens sydlige Spids naaer ind paa Graahede.

Det var ikkun Krammarked og derfor ikke nær saa livligt som de blandede Markeder eller et blot Kvægmarked. Folk gik op og ned, meget alvorlige og kjedelige, næsten som Borgerfolk en Søndag paa Klampenborg, givende Agt paa hinandens Pynt, og større Hjertesorg er ikke paa de elysæiske Marker i Paris eller i Boulogneskoven eller ved den botaniske Haves Blomsterfester i London, end her var, naar f. Ex. en Kone fra Aarestrup saae en Gaardmandskone fra Thorning; thi de Thorning Koner sætte Meget paa Stadsen, deres Jorder ere merglede. Der var ogsaa Koner fra Vrouw, simpelt klædte i sort, men fint Kramklæde dvs. ikke Vadmel; de kjendtes paa denne sorte Finhed og paa deres rige Halstørklæder; thi deri sætte disse deres Stolthed. Naar man var gaaet hinanden forbi, faldt sagte Bemærkninger om, hvor Hver havde det fra. Bemærkningerne lignede ikke dem, som tidt falde i Boulogneskoven; thi hver Kone havde Sit fra sin Ægtemand; men man spurgte, hvorlænge han kunde taale det. Stor Opsigt vakte en Snedker- og Husmandskone fra Ilkum; hun var paa nyeste Thorning-Mode og lidt derudover; men man vidste, at Manden var forgjældet; hun havde allerede ved sin Stads bragt ham fra hans Faders Gaard, og skjøndt han arbeidede som en Hest, vilde hun, mente man nu, bringe ham ogsaa fra Huset. Hun havde imidlertid en lykkelig Dag, Alle misundte hende, d. v.s. Alle, som havde Øine at see med. Jeg saae hende, og, til min Skam være det tilstaaet, bemærkede Intet.

Fire Veie, næsten efter Compassets fire Hovedstreger, mødes i Sjørup eller tæt vesten for Byen, og fra dette Overskjæringspunkt strakte Markedet sig sydlig, ned til Plantagen. Imellem dennes Fyrretræer var en lille aaben Plads, hvor Jagtjunkeren havde tilladt Jens Dyr i Anledning af Dagens Høitidelighed at indrette Dands, og de Markedsgjæster, der kom østerfra, f. Ex. fra Graahede og Thorning over Hvam, hørte derfor hinsides Markedets Summen en svag, men veiledende Lyd. Graagaardsfolkene fulgte den ligesaa vel som Jeppe Revl og hans Slægt, og de to Familier kunde derfor ikke længe undgaae at træffe sammen. Sammenstødet skete som mellem to fjendtlige Hære paa Marchen: Fortravene mødtes først og stillede sig overfor hinanden, saa indtraf efterhaanden de Øvrige, dannede først en Knude, saa en lige Linie paa hver Side. »God Dag, Jakob Graa!« - »God Dag, Jeppe Revl!« - »Naa, er Du ogsaa til Marked?« O.s.v. Paa den ene Side bestod Linien af Jeppe, hans Søn, Jens Uhrmager, hans to Døttre og et Sødskendebarn; paa den anden Side af Jakob Graa, hans tre Sønner, Karen og Marie. Begge Familiefædre vare Enkemænd. De stode saadan og samtalede med stor Anstand om Ting, der vare dem ligegyldige; Karen og Marie vare egenlig tilovers; de stode lidt bagved deres Linie. Jens gjorde ikke et Skridt og saae ikke op; han var saa sikker i sin Sag, fordi hun havde løbet til ham, syntes Karen maaskee. Det skete da, mulig ikke uden Karens Villie, at de To, Karen og Marie, bleve førte lidt sydlig af en tæt Klynge, som drog forbi. De vare ikke tyve Skridt fra Hovedstyrken, da de kom forbi en Karl, som stod ene og saae sig om. Det var en smuk Karl, med en meget regelmæssig Profil og blaae Øine; hans Hoved sad en Smule skjævt tilvenstre; men det vanheldede ham ikke. Karen kastede et forskende Blik ind i hans Øine; han opfangede det og saae ind i hendes. »God Dag, Karen Graa!« sagde han.

»God Dag, Christen Reus - er det it saadan, Du hedder?«

»Jo, saadan hedder a rigtignok, og det skal Du ha'e Tak for, Karen, at Du husker det. Du var it mere end sexten Aar, dengang Du var ovre i Haurdal, og a har været vidt om siden.«

»Naa, Du er en Tydsker«, sagde Marie.

Ved Ordet Tydsker blev ikke i fjerneste Maade tænkt paa en fremmed eller fjendtlig Nationalitet; der mentes kun, at Christen Reus nedstammede fra Colonisterne, hvad baade hans eget og Byens Navn antydede; thi Haurdal er den største af Colonierne paa Ahlheden.

Christen svarede derfor venlig: »Ja, vel er a en Tydsker.«

Marie rykkede Karen i Skjørtet og hviskede til hende: »Lad os ikke staae her nu og tale med ham; han har saa mange Kjærester.«

»Har han det?« sagde Karen.

»Har Du ikke hørt om ham og Maren?«

»Er det sandt, Christen, hvad Folk siger, at Du har havt saa grumme mange Kjærester?« spurgte Karen.

»Løun er det itte«, svarede Christen; »a har havt saa mange, som der kan staae paa en Tønde Land.«

Han sagde dette imødekommende og livlig, men uden Spor af Praleri, som en simpel, historisk Kjendsgjerning.

»Hvad var det saa, Du havde for med en Pige, der hed Maren?«

»Karen!« sagde Marie og rykkede hende stærkt i Skjørtet, men uden Virkning.

»Ja, det er en lang Historie og itte saadan at fortælle«, svarede Christen.

»Andre fortæller den vist it nær saa godt, som Du selv«, sagde Karen.

»Nei, det er vist nok!« sagde Christen leende.

»Narrede Du hende eller hun Dig?« spurgte Karen.

»A veed sgu itte saa lige, hvem der blev mest narret«, svarede Christen polidsk; »men, siden Du nu vil, kan Du jo selv skjønne. Men skal vi itte sidde ned?«

De fulgtes ad et lille Stykke til Siden, hen til et fældet Fyrretræ, og satte sig.

»Hvor hørte Maren til?« spurgte Karen.

»Ja, hun kom østerfra og var Gaardmandsdatter; men hun tjente paa Ulvedalsgaard sammen med mig, det vil da sige, det var mig, som recommanderede hende, for a havde altid godt kunnet lide Maren. Men det var først den Aften, da Kammerjunkeren gjorde Bryllup for en af Gaardens Piger, da blev vi rigtig gode Venner, og a var Marens første Kjærlighed.

Ja, saa gik der en Stund, og a tænkte nok Et og Andet; men hun sagde, hun tænkte det itte, og hun var fæstet til en Gaardmand et Par Mil borte, og der tog hun hen ved Skiftetid. Men saa et Par Maaneder efter mærkede hun det selv og skrev mig til; men der var jo it Noget ved den Ting at gjøre. I Marts Maaned tog hun hjem til sin Faders Gaard, og den 16de April om Morgenen fik hun Barnet, lige paa samme Tid, som a havde været til Dandsegilde i Haurdal og fulgte min Baldame hjem. Det vidste a nu itte i det Øieblik; men saa fik a Brev, og da hun saa mærkede, at a itte vilde skrive -«

»Hvorfor vilde Du itte skrive?« spurgte Karen.

»Hvad skulde a skrive? Saa skrev hun mig igjen til og sagde, at naar a vilde sende hende fem Daler, saa skulde hun aldrig forlange Noget af mig mere nogensinde. Dem sendte a da; men saa, efter nogen Tid, skrev hun alligevel igjen om, at a skulde komme og besøge hende og see hendes Faders Gaard, for den kunde vi faae. Men da a saa itte vilde komme, saa skete det en Dag, da a stod ude i Gaarden ved Kjøkkenet og snakkede med Pigerne, og saa saae vi En komme henad Veien og dreie af ved Engen og gaae lige mod Gaarden. Det er Maren! sagde Pigerne. De kunde kjende hende paa Gangen. For en strunk og stolt Pige var hun altid.

A gik ind i Vognskuret, og saa kom Maren, og Pigerne bød hende Velkommen og bød hende indenfor, og saa raabte de til mig: Christen, her er Maren!

Saa maatte a da ud. Men sidst a havde været i Viborg, havde Kjøbmanden givet mig en Halvflaske med Brændevin, og det skal a itte nægte, den tog a et Drag af, for a tænkte nu nok, det vilde blive strengt.

A gik ind og sagde: Velkommen, Maren! - Ja, enten a er velkommen eller ei, saa er a kommen, sagde Maren.

Saa taltes vi ved, lidt; men da det itte tyktes mig værdt, at de andre Piger skulde høre Alting, saa gik vi ind i mit Kammer. Saa sagde Maren til mig: Du skulde dog komme og see Barnet; de siger Alle, at det ligner Dig grangivelig.

Det er da Løun, svarede a, hvor kan de sige det? de kjender mig jo itte. - Jo, sagde Maren, de har seet Dit Billede. - For a havde ladet mig fotografere og givet Maren det i en rigtig kjøn Ramme, og det Billede har Maren endnu.«

»Men,« sagde Karen, »hvorfor sagde Du, det var Løun? Kunde det it være Dig det Samme, enten Kvindfolkene deroppe havde seet Dig eller Dit Billede?«

»Nei, det var nu slet itte det, Karen Graa; men a skal sige Dig, a vidste itte, naar a vilde mærke Slyngen om Halsen, hvis a blot een Gang sagde Ja. Og a vilde nu itte sige Ja og love Nogenting.»

»Men hvorfor vilde Du itte det, Christen?«

»Det skal a sige Dig, Karen, og det er, fordi a itte lover, hvad a itte holder. Det stod fast, at a it kunde love Noget, saalænge a it havde været til Session. Men saa spurgte hun, om a vilde komme op og see Gaarden, hvis a itte blev taget i Efteraaret, og det lovede a.«

»Har Du da holdt det?« spurgte Karen.

»Ja, nu skal Du høre. Hun skrev et Brev, og a skrev et til Svar; men saa hørte det op. Hun gik og brølede og græd, hørte a sige, og saa sagde hun, at hun aldrig vilde gifte sig. De Andre raadte hende til at sagsøge mig og lade mig betale en svær Mængde Penge eller mindst fjorten Daler om Aaret; men det vilde hun itte. Hun havde nu altid været en flink Skræderske, og nu vilde hun lære at væve for at ernære sig og Barnet. For hun troede vel, at a blev taget ved Sessionen, eller at a itte kom alligevel.

Saa var der en Gaardmand østerpaa, han havde syv Børn, og hver af dem havde han givet 1,000 Rdl., og den ene af dem bestyrede Gaarden; men Faderen tyktes, at han var doven, og kunde itte lide hans Kone, og saa søgte Faderen en Pige til at styre Huset. Og saa kom han rent af en Feiltagelse ind til Jens Hjørup, Marens Fader, og der saae han Maren og spurgte, om det var hende, der søgte Tjeneste. Nei, det var det da itte. Om hun da itte vilde tjene hos ham. Nei, det vilde hun heller itte, for hun vilde nu lære at væve. Saa, to Dage efter, kom Gaardmanden ridende og beilede til Maren; men hun sagde Nei. Tre Dage efter kom han kjørende i sin bedste Vogn og sine bedste Heste for, og saa fik han Faderen op at see paa Gaarden, og hende med, og han lovede hende, at Barnet skulde faae det som i Abrahams Skjød, og saa sagde hun Ja, og Løun er det itte blevet, for den Gamle gaaer og leger med Barnet den udslagne Dag og kan itte taale at afsee det.«

»Saa har Maren det jo godt nu«, sagde Karen.

»Ja, hun skrev herned til Pigerne og meldte, at de havde fire Heste, ti Køer, Ungnød, Faar og Svin. Og der var en Efterskrift, som a itte skulde læse; men den lød paa, at hun bad Vorherre bevare mig i Medgang og i Modgang og itte lade mig gaae igjennem Mage til, hvad hun havde gaaet igjennem for min Skyld, og hun bad Vorherre, at hun maatte være mod sin Mand, som hun burde.«

Karen sagde: »Ilde gik det og vel var det.«

»Ja«, sagde Christen, »der er jo itte Noget i Veien. Og nu har a ogsaa tænkt paa, at a vil til Efteraaret op at tjene der østerpaa.«

»Men saa vil Du da itte gaae ind til Maren?«

»Hvorfor skulde a itte det?«

»Nei, Christen, det maa Du dog paa ingen Maade! Bare a kunde holde Dig derfra! A veed itte, hvad a vilde gjøre for det.«

»Ja, naar Du vilde være min Kjæreste, Karen?«

»Det var da itte værre end det Andet«.

»Karen dog!« sagde Marie.

»Kan det it være Dig det Samme, hvem det bliver, bare det bliver?« sagde Karen til Marie.

»Skal vi saa dandse?« sagde Christen.

Marie blev siddende ene paa Fyrrestammen, noget forlegen og raadvild, og vidste ikke, som hun selv sagde senere, om hun skulde lee eller græde. I nogen Afstand tilhøire saae hun de to Familier endnu staae og vente paa det Øieblik, da de kunde sætte sig i Bevægelse med Jens Uhrmager og Karen imellem sig, og imidlertid dandsede Karen tilvenstre med en splinterny, uventet Kjæreste. Det var saa usædvanligt. Vel var det Marie noksom bekjendt, at man slog op og skiftede Kjæreste; men paa den Maade, i den Skikkelse, det havde hun ikke troet muligt, mindst om Karen.

Hun blev imidlertid og ventede, til Karen kom ud af Dandsen. Saa var der nogle flere Par, som fulgte med, og nu var Karen bleven ligesom vild. Hun vilde have det Digt, som Jens havde sendt hende, sunget høit og lydelig. Hun gav det til Christen; men Marie rev det til sig og sagde: »Hvis I synger det, bliver her et fælt Slagsmaal«. De Andre saae sig nu om og lagde Mærke til de to opstillede Familier, og da Rygtet rimeligvis i Forveien havde mumlet Et og Andet om Jens Uhrmager og Karen, begreb man omtrent, hvad der var paafærde. Man spredte sig, Pigerne fniste, Christen og Karen dandsede igjen. Marie gik hen til Familiegruppen. Ingen spurgte hende om Noget; man havde seet Karen anden Gang begive sig til Dandsen med en og samme Karl; men hvad Betydning man end tillagde det, og hvad Sindsbevægelse det end foraarsagede, saa viste man det ikke. Eftersom man under hele den lange Samtale ikke havde med Ord eller Miner forraadt, at Mødet var andet end tilfældigt, kunde man ogsaa sige Farvel med Rolighed og være ligesaa gode Venner som før.

Jakob Graa og hans Sønner nærmede sig Dandsepladsen, og her kom efter en Stunds Forløb Karen til dem med Christen Reus.

Hun sagde til sin Fader: »Det er Christen Reus«, og hermed syntes Christen at være tilstrækkelig forestillet som Brudgom. Han blev vel modtaget af Faderen og Brødrene; kun sagde Jakob Graa: »A tyktes, Du saae anderledes ud for lidt siden.« Dette var den eneste Hentydning til, at man misbilligede eller undrede sig. Naar det blot ikke gjælder Eiendom, har Personligheden en stor Frihed. Karen havde ingen Fordring paa Gaarden, og Gaarden stillede ingen Fordring til hende. Hun var Pige for at tjene sit Brød ved at tage ud til Andre og havde desaarsag ligesaa megen Raadighed over sig selv som nogen anden Pige paa Gaarden. Vel var der faderlig Myndighed; men den viste sig ikke uden paa stærk Anledning, og det var vistnok meget mindre af Træghed end af Agtelse for den selvstændige Personlighed eller af den Frygt, som Bonden har for at gaae et Hanefjed ud over sin bestemte Ret.

Udpaa Aftenen kjørte Christen hjemad med dem og sad hos Karen. Ved Skræ steg Marie af for at gaae østpaa, hjem, og efter en lille Betænkning steg ogsaa Christen af her for at gaae vesterpaa, til Ulvedal, hvor han tjente.

Hvordan Jens Uhrmager kom hjem den Dag eller Aften, vidste Ingen, ikke engang Jeppe Revl; men næste Morgen var han ved sit Arbeide som sædvanlig.

4

Marie mente rigtignok, at Karen ikke havde opført sig ganske vel imod hende, dels ved den Yttring, hun havde ladet falde, dels ved at tage en Anden end Jens Uhrmager til Kjæreste; men det er dog ikke den Slags Ting, der stifte egenligt Uvenskab mellem Fruentimmer, og Marie var desuden nysgerrig efter at see, hvordan det nu gik. Hun greb derfor en Leilighed til at komme ud paa Heden, og underveis udtænkte hun mange smaa, nysgjerrige Spørgsmaal, hun vilde gjøre, og søgte at gjætte sig til Svarene.

Vaaningshuset stod aabent, men tomt; alle Mandfolkene vare i Marken, lod det til. Alle indvendige Døre vare aabne, og Marie kunde see ud i Kjøkkenet, hvor der ogsaa var tomt; Brostenene, hvormed det var belagt, vare vaade, og der stod en let Damp over dem som af varmt Vand, der fik Lov at skjøtte sig selv. Hun gik derud. Den aabentstaaende Dør lukkede for Vinduet, saa at hun indenfor Tærskelen stod i Skygge, og da hun havde Sko paa, kunde hun heller ikke høres. Hun troede, at der var Nogen hos Karen, at Kjedlen var bleven glemt og falden omkuld, at hun skulde overraske, og hun blev derfor selv overrasket, da hun ved at vende sig til Siden saae Karen inde i Bagerset, i stærkt Lys ved Vinduet, beskjæftiget med at ælte Deig. Marie var ikke Iagttager; saa lidt som nogen syttenaars Pige eller især Bondepige - og synderlig Mere var Skolelærerdatteren dog ikke - opfattede hun paa anden Maade end i Hast, pleiede ikke at betragte; men ved denne Leilighed var der dog Noget i det overordenlig stille Liv foran hende, som bragte hende til at dvæle og see. Karen havde ikke Andet paa end Særk, Skjørt og Træskoe. Hendes lysebrune Haar var bagtil bundet op i en skjødesløs Knude; det var sværere end Bønderpigers i Almindelighed. Hvad der imidlertid i det korte Øieblik var Marie mere paafaldende, var Karens Nakke. Paa Landet seer man sjelden eller aldrig Formerne, og hvorvel Marie havde læst endel Bøger, havde hun dog ingen Forestilling om Formskjønhed. Men uvilkaarlig fandt hun den Nakke smuk eller kunde sige sig selv, at den vistnok var smuk, og følte et sælsomt Mishag ved at see den - formodenlig et Mishag nøie svarende til det Behag, hvormed en Mand vilde have seet. Hun kunde ønsket et Tørklæde at skjule den med. Men saa var det underligt for hende, da hun fra den saae paa Karens Ansigt; thi Ansigtet var ikke blot ifølge Naturens Orden vendt den modsatte Vei; men det saae ud, som om det slet ikke hørte til samme Person. Det var hverken sørgmodigt eller fornøiet, Læberne vare halvtaabne og lignede et Barns, Øinene hvilede saa fast, som om de aldrig havde seet enten Jens Uhrmager eller Christen Reus, paa Deigen, det Hele var saa grundskikkeligt at see til, og den i Arbeidet fordybede Skikkelse i det tomme Hus virkede saadan paa Marie, at hun i dette Øieblik for Alvor kom til at holde af Karen og selv blev ligesom et bedre Menneske ved oprigtig og uden Bitanke at holde af en Anden.

»God Dag, Karen!« raabte hun.

»Kors, er det Dig, Marie«, sagde Karen og gav sig til at stryge Deigen af Armene.

»Ja, man skulde dog see til Dig i Din nye Stand!«

»Ja, den er jo rigtignok ny«, sagde Karen.

»Naa, hvordan er Du saa fornøiet med Christen Reus?«

»Aa, nu er a ganske godt fornøiet med ham.«

»Nu? Har der da været Noget i Veien med ham?«

»Ja, men nu er det jo overstaaet.«

»Naa, er I saa rigtig enige?«

»Ja, ligesaa enige, som vi kan blive.«

»Det var Meget, det.«

»Ja, ligesom man tager det.«

»Kan det da tages paa mere end een Maade?«

»Nei, a tænker da itte, han tager feil - nu itte mere.«

»Tog han da feil?«

»Nei, efter sin Mening tog han vel rigtig nok.«

»Hvordan var det da?« »Aa, han troede nok, a hed Maren; men det skal vi it have Noget af.«

»Naa, da! Hvordan er det da nu?«

»Ja, nu er det jo overstaaet.«

»Overstaaet? Er det ovre?«

»Ja, og a tænker itte, han tager feil af det, hvordan han saa ellers tager feil.«

»Saa er Du itte forlovet mere, Karen?«

»Nei, vel er a itte det.«

Efter nogen Betænkning sagde Marie: »Hvad mon Folk vil sige til det?«

»Ja, hvad mon?« sagde Karen.

Marie tænkte adskilligt Mere og kunde godt ladet Karen høre, hvor ufornuftig hun havde baaret sig ad paa Markedet; men det var jo ikke til nogen Nytte, og saa taug hun. Derimod vilde hun nok vide mere nøiagtig, hvordan Karen egenlig havde affærdiget Christen Reus; men Karen undveg med en eiendommelig tung Behændighed. »Hvad sagde Du da, Karen?« - »Ja, a sagde det, a har sagt.«

De Andre kom hjem til Nadver, og imens de sad og spiste, drog et stærkt Tordenveir op. Regnen blev saa stærk og vedholdende, at Marie efter Alles Mening ikke kunde komme hjem den Aften. Anstanden fordrede, at hun skulde vægre sig ved at blive, især fordi de ventede hende hjemme; men der blev seirrig svaret, at de hjemme jo hørte Tordenen og mærkede Regnen og altsaa forstode hendes Udeblivelse, og desuden skulde Thomas, Karens næstyngste Broder, ud ad den Kant, og han kunde sige Besked. Han tog et Par store Støvler paa og et Tørklæde om Halsen og travede afsted. Henved Kl. 10 saae man det blusse stærkt mod Nord; men det var østligere, end Skolelærerboligen laa, og da Veiret nu sagtnede, gik man tilsengs.

Næste Morgen ved Davren fortalte Thomas, hvilket Hus der var brændt om Natten, og tilføiede, at han havde truffet Jens Uhrmager ved Brandstedet.

»Hvad sagde han for Godt?« spurgte Jakob Graa.

»Han sagde itte Andet end Godt, han! Han sagde, at han havde været paa Skive Marked og tjent fem og fyrretyve Daler med eet Par Stude.«

»Ja«, sagde Jakob, »iaar er der Foer nok, og saa kan der tjenes paa Studene. Men han er en flink Karl alligevel, Jens Uhrmager.«

»Vel er han det«, sagde Thomas; »og saa gav han mig et bitte Ærind med til Dig, Karen.«

»Hvad var det?« spurgte Jakob efter en Stunds Forløb, da Karen taug.

»Skal a sige det, Karen?«

»Det maa Du spørge ham om, som gav Dig Ærindet.«

»Ja, det var da hverken Mere eller Mindre end det, at han bød mig sige Dig, at nu er hans Hus snart færdigt, og saa kan I jo flytte ind, naar det skal være og Du har Hu dertil.«

»Man kunde faae værre Hilsen«, mente en af Brødrene.

»Ja«, vedblev Thomas, »det tykkes ogsaa mig et godt Tilbud, at han vil tage Dig til Naade efter al den Hurlumhei med Tydskeren. Det er Mere, end a vilde gjøre for nogen Pige.«

»Det siger a ogsaa, saa gammel a er«, sagde Jakob Graa.

»Hvad siger saa Du, Karen?« spurgte Thomas. »A svarede ham og sagde, at hvis Du vilde, saa kunde Du følges med mig til Krattet paa Søndag, og saa vilde a lade ham det vide. Vil Du følges med mig, Karen?«

»A faaer vel«, svarede Karen.

Marie udbrød fornøiet: »Der er Førsteprædiken i Thorning paa Søndag. Kom saa ned til mig, Karen, efter Gudstjenesten, saa kan Thomas hente Dig hos os.«

Det blev Aftalen, og Marie begav sig hjem, og snart spurgtes det i Sognet, at den lille Kurre paa Traaden mellem Jens Uhrmager og Karen Graa var forbi, og de skulde have hinanden.

Søndag Formiddag, efter Gudstjenesten, da Præsten kjørte til Lysgaard, Annexkirken, var der et Gab i Tiden. Der var endnu en god halv Time til Middag, og Marie mente, at siden de vare saa nær, kunde de gaae fra Kirkegaarden lige ned til Jens Brabjerg, Snedkeren, og spørge, hvordan det var, at Skolelærerens ikke havde faaet de to Manglestokke, som han saa sikkert havde lovet dem til Løverdag. De gik da det lille Stykke Vei nordpaa, nedenfor Ilkumgaard, til en Bondegaard med høie Træer omkring og en temmelig stor Have, paa hvis østlige Rand Jens Brabjergs Hus laa. Jens var i Værkstedet, med den gamle Læderkaskjet paa og Skjødskindet for; men eftersom det var Søndag, arbeidede han ikke mere end nødvendig for ikke at være ledig, medens hans Ven og Jevnaldrende, den gamle Søren Smed, sad i en Krog og pratede med ham eller rettere: gav Anledning til, at Jens talte, mens han høvlede fint; thi Søren var faatalende og Jens meget snaksom. Saasnart gamle Jens saae Pigerne, raabte han: »Død og Kritte, der har vi Fjenden!«, sprang saa vever som en Kat hen i Krogen, greb en Manglestok, præsenterede, skuldrede, gjorde Ladegrebene og lagde an. I saadan Krigsstilling sagde han: »A skyder Dig, Marie, hvis Du siger et Ord! Den anden bli'er færdig imorgen. Men føl nu, hvor fin hun er.« - Ja, den var da deilig rund og blød trods sin Haardhed, og Jens fortalte, hvorledes han havde forundret Præsten (den næstforrige), der mente, at kun en Dreier kunde lave Manglestokke. »Ja, hvordan vil Du bære Dig ad, Jens?« havde Præsten spurgt. »Jo, det viste a ham da, for først gjorde a den firkantet, saa ottekantet, saa sextenkantet, og saadan videre, og saadan var a da klogere end Præsten, hvilket ellers ikke er tilladeligt. Men nu skal I see noget endnu Skjønnere!«

Jens hentede en Kaffebakke af Træ, hvorpaa der var et Maleri. Det forestillede en norsk Klippeegn med Graner og en Fos, og paa Randen af Fossen var der en dødelig Kamp mellem en Bondekarl og en Bjørn. »Den skal Mikkel Thomsens Kone have«, sagde Jens.

»Aa, hvor det dog er deiligt!« sagde baade Marie og Karen i oprigtig Beundring af de stærke Farver og den stærke Begivenhed; »hvem har lavet det?«

»Ja, Bakken har a lavet«, svarede Jens, »det Andet har Skuespilleren sat til.«

»Hvem er Skuespilleren?« spurgte Karen.

»Det veed Du da nok«, svarede Marie, »det er ham, Frederik Støie, der malede vor Vogn.«

Nei, det vidste Karen ikke; men det gjorde da heller ikke Noget.

»Hvordan har han det ellers?« spurgte Marie.

»Aa, jo; om Sommeren gaaer det jo an, naar der er Arbeide; om Vinteren kan han vel have det tyndt nok, endskjøndt han itte vil være ved det.«

»Vil han itte?«

»Nei. A troer, han fryser og sulter mangen god Gang; men saa ta'er han stramme Buxer paa og puster i Næverne, tænker a, for knye gjør han it.«

»Det er ellers Skade for saadan en Karl, der kan male saadan«, sagde Søren Smed.

»De siger, at han er af stor Familie, bare han kunde finde den«, tilføiede Jens Brabjerg; men om han mente det alvorlig eller ei, maa staae hen.

»Men nu maae vi hjem«, sagde Marie.

»Tøv lidt og tag mig med«, sagde Smeden, »a skal ogsaa hjem og have min Middagsmad, og I har ligesaa nær der østenom.«

»Vil Du hamle op med Pigerne, gamle Smed?« raabte Jens.

»A kunde it altid i min Ungdom; men nu la'er de Naade gaae for Ret«, svarede Smeden, idet han satte sig i Gang.

Veien gik igennem det Egekrat, der strækker sig langs med Bakkehanget og ved en moset Eng er skilt fra Præstegaardens Krat. Efter nogle Minutters Forløb udmundede Stien paa en aaben Plet, hvor der laa et Hus. I det nordlige Hjørne af dette Hus var indrettet en ensom Stue, hvorfra der var en besynderlig, romantisk Udsigt mod Øst over Engen ind i det modstaaende Egekrat. Døren til denne Stue var lukket med Hængelaas, som en Mand i dette Øieblik var ifærd med at aabne, og denne lille Omstændighed, at hans Hjem lukkedes af med Hængelaas, gav Manden, skjøndt det øvrige Hus vidstes beboet, et sært Præg af Ensomhed, Forladthed eller Væren sig selv nok.

»Det er ham, Støie«, sagde Smeden, idet Manden gik ind.

Veien gik lige forbi, og de to Piger, især Karen, kunde ikke lade være at kaste et langt, nysgjerrigt Blik ind i Stuen. Manden hilste dem og kom frem i Døren. Han var klædt omtrent som en Bonde, i brunstribet Vest knappet helt op i Halsen og sorteblaae Vadmels Trøie og Benklæder, og det Hele var meget lappet; men der var den Forskjel mellem ham og en Bonde, at Klæderne, hvor gamle de end vare, fik Figur indvendigfra. Han var høi og smækker og kunde være noget over de halvtreds; Haaret var graaligt, men kort klippet og sad ungdommeligt. Ansigtet var godmodigt og vilde blandt Kjøbstadfolk ikke blevet anseet som overmaade kløgtigt; men det havde dog ligesom faaet Farve og Form af Tanker.

»God Dag, Støie; vi talte for lidt siden om Dem. Har De noget Kjønt at vise Pigerne?«

»Værs'go at komme indenfor«, sagde Støie med et Buk.

»Ja, De kjender jo Skolelærerens Marie; det er Karen Graa fra Graagaard«, sagde Smeden.

Støie gav den Ene efter den Anden Haanden, og Karen blev sælsomt paavirket af dette Haandtryk, hvortil der for hendes Vedkommende ogsaa kunde være Grund. Haanden var lang, smal og blød, og den havde fra forgangne Dage bevaret Evne til at udtrykke en indsmigrende eller høiagtelsesfuld Forbindtlighed.

»Jeg har for Øieblikket slet Ingenting uden dette«, sagde han og nedtog fra Væggen sit eget Portrait, malet paa en Metalplade nogle og tyve Aar tilbage.

»Hvor det dog ligner!« sagde Karen.

»Synes De?« raabte Skuespilleren fornøiet og lagde knap Mærke til, at Smeden sagde Farvel og gik. »Ja, det blev malet i de lykkelige Dage! Dengang reiste jeg med et Selskab, og der var Ingen i Byen, der vilde gaae paa Komedie uden de Aftener, jeg spillede; men saa stod de helt ude paa Trappen. Jeg var som en Konge. Der var Bal i Klubben, og da jeg kom derop efter Theatret med min Forlovede, en Frue, som ogsaa var Kunstnerinde, blev Fløidørene slaaede op, Alle holdt op at dandse, Baldirecteuren kom hen midt i Salen og complimenterede mig og min Forlovede og førte min Forlovede til Sæde, og da Cotillon begyndte, fik jeg saa mange Bouquetter og Sløifer, at jeg tilsidst maatte stikke dem i Baglommen. Ja, det var den Tid! Nu er det forbi, Altsammen. - Synes De virkelig, at det ligner mig endnu?«

Karen gjentog sin Forsikkring.

Marie vilde gjerne gaae og stod allerede i Døren. »Har De seet Lars Therkildsens Stue, som jeg har malet?« spurgte Støie hende.

Jo, det havde hun, og den var rigtig kjøn, indrømmede hun, og gik et Skridt videre, udenfor.

»Ja«, vedblev han til Karen med et Skuldertræk, »saadant Noget maa jeg male her. Kunde jeg komme til en stor By og gjøre mig gjældende ....«

»Hvorfor kan De itte det?« spurgte Karen. »De kunde jo tage til Holstebro eller Skive.«

»Aa, ja; men nu er jeg jo ikke ung længer, og bryde op fra mine Venner, ganske ene ....«

»Ja, men hvorfor skulde De være ene?« spurgte Karen og satte sig ned.

»Fordi jeg Ingen har at tage med«, svarede Skuespilleren aldeles naturlig. »Ja, var jeg gift!«

»Hvorfor gifter De Dem da itte?«

»Jeg?« sagde Støie forundret; »der er vist Ingen, der vil have mig.«

»Ja, hvorfor itte det?«

Skuespilleren blev opmærksom; han kastede et hurtigt Blik paa Karen og sagde formodenlig samtidig til sig selv, at naar Alt kom til Alt, var han dog endnu en smuk, beleven og begavet Mand, og han svarede med Betoning: »Jeg vilde naturligvis ikke tage den Første, den Bedste; det skulde da være en vakker Pige. Troer De, at en vakker Pige vilde gaae ud i Verden med mig?«

»Ja, hvorfor itte det?« svarede Karen.

»En vakker Pige, ligesaa vakker som De selv?«

»Aa, a er da it saa vakker endda.«

»Jo, det er De rigtignok! Troer De, at en saadan Pige vilde?«

»Ja, hvorfor itte det?«

»Men De selv da? Vilde De?«

»Det var da it saa umuligt.«

»Vil De virkelig, Karen? Vil De tage imod min Haand og Hjerte?«

»Aa, der kan jo tales ved derom.«

»Naar, Karen? Er det Alvor? Naar maa jeg komme til Dem paa Graagaard?«

»De kan jo hente mig om en Times Tid oppe nærved Skolelærerens og følges med derud.«

»Men, Karen, hvad er dog det?« sagde Marie, da hun endelig fik Karen bort, hvilket kostede Møie; thi Skuespilleren holdt saa fast i Karens Haand, at han syntes at skulle følge med. »Hvad er dog det!«

»Ja«, sagde Karen og havde igjen noget Vildt ved sig, ligesom da hun vilde have Visen sungen, »ja, det er nu det!«

Ved Middagsmaaltidet hos Skolelæreren blev Intet talt derom, og efter en Times Forløb gik Karen. Støie stod selvfølgelig i Nærheden af Huset og ventede hende, i Frakke, med store, hvide Handsker paa og med Pibe i Haanden; han bød hende sin Arm, og de gik som Kjøbstadsforlovede ad Heden til. Der var Folk, som saae dem, og medens Jens Uhrmager beredte sig til at gaae op i Krattet og møde Karen, udbredte sig allerede Rygtet om, at hun havde forlovet sig med Støie. Det syntes urimeligt; men Karen havde allerede forberedt Folk paa at vente det Usædvanlige af hende, og da Marie blev spurgt, kunde hun heller ikke modsige Rygtet.

Imidlertid vandrede Karen og Støie til Graagaard, hvor Jakob og to af Sønnerne vare hjemme. De bleve høilig forundrede, da Karen indførte sin Nyforlovede; men de holdt sig saa meget mere fra at sige Noget, som Karen sagde: »Vi ta'e bort«. Hun dækkede Bordet med det Bedste, Huset formaaede, og de Fire holdt et meget venskabeligt Maaltid. Derpaa bleve Piberne tændte, og efter Støies Ønske gik man ud og besaae Gaarden, Kvæget og de nærmeste Marker. - »Ja, det er en god Gaard«, sagde Jakob Graa.

Det var endnu høi lys Dag, da Karen fulgte sin Elsker lidt paa Vei hjemad.

»Hør nu, min rare, søde Pige«, sagde Støie, »Du sagde, at vi toge bort. Men det mener jeg dog, at vi ikke skulde bestemme os til for hastig. Det var dog bedre, om det kunde arrangeres saadan, at vi fik Gaarden.«

»Nei, det kan det itte«, svarede Karen.

»Man har dog hørt det før, at en Gaardmandsdatter har faaet Faderens Gaard, om ogsaa der var Sønner.«

»Ja, det har man.«

»Ja, saa kunde vi jo ogsaa prøve det, min Pige.«

»Nei, det kan vi itte. Baade a og Du har bedre af, at vi tage til Holstebro eller Skive.«

»Sandt at sige, min søde Karen, det vilde jeg meget nødig. Og hvad vilde Du i Holstebro eller Skive?«

»Ja, a kan jo ogsaa lade det være.«

»Det var da velsignet sagt af Dig, min Elskede! Du er saa mageløs rar og føielig, at Du skal see, at naar vi bær os fornuftig ad, saa faaer vi enten Gaarden eller ....«

»Ja, saa siger a Dem Farvel«, sagde Karen og tog Armen til sig.

»Dem? Mig? Karen ....«

Men Karen havde allerede vendt sig og gik hjemad.

Støie blev staaende ubevægelig, først af Forbauselse; men derpaa har vel Bevidstheden om hans Hensigter og om hans Alder forhindret ham fra at løbe efter Pigen. Med et sørgmodigt »Herregud!« gik han ad Thorning til.

Karen fortsatte sin Vei. Fra Høiden, hvor hun gik, kunde hun have seet Heden ligge i uoverskuelig Udstrækning, ikke som i Almindelighed brunrød, men overgydt med en rødlig-gylden Glands fra Solen, der som en glødende Kugle stod paa Synskredsens Rand. Men Karen saae ikke udad, og blev ikkun opmærksom paa en lang, smal Skygge, der pludselig faldt ligefor hendes Fødder paa den lysende Mark. Det var en Karl, der kom skraaende over vesterfra, og som et Øieblik efter hilste Karen Godaften. Karen hilste igjen: »Godaften, Mads.«

Mads Vistesen tjente paa den anden Graagaard og var Søn af en Mand, der for ikke meget længe siden var kommen fra et andet Sogn og havde kjøbt en Gaard vesterpaa. Mads havde kun et Øie, det andet havde han mistet ved Vaade; men naar han talte med En ad Gangen, kunde han altid vende det rigtige Øie til. Han saae i øvrigt stærk og godlidende ud.

»Det var da et prægtigt Veir«, sagde Mads, »og det tegner godt nu. Har I havt Regn her idag?«

»Nei, vi har itte. Er Du it længer paa Egnen? A troede, Du tjente Jeppe Graa.«

»Det gjør a og; men a har været hjemme vesterpaa fra Morgenstunden og seet til min Fader.«

»Naa, saa Din Fader er syg.«

»Nei; men Du har vel nok hørt, at han er saadan noget underlig.«

Noget havde Karen hørt om Visti Madsen, og hun huskede det, for det var jo sælsomt nok. Han var en skikkelig Mand, idetmindste kunde det Sogn, han nu boede i, ikke klage paa ham, og han gjorde Ingen Fortræd, uden paa visse Tider, et Par Gange om Aaret, saa blev han saa uregerlig, at fem, sex Mand knap kunde holde ham i Sengen. Dette berettede Mads nu nøiagtig og tilføiede: »A troer nu, det er, naar der er svær Torden oppe; for sidste Gang, han fik det, var i Tirsdags Aftes, da det tog saa haardt paa og slog ned i Elias Hansens Hus østerpaa, Du veed nok. Men saa hentede de Præsten, og han troede nu, han kunde styre min Gamle ganske alene; men det blev sgu Løun, for hvad magter Præsten imod Tordenveir? Alligevel, træt blev Fader dog tilsidst, og saa gav Præsten ham en Andagtsbog med et deiligt Billede i af den Præst, som har forfattet den, og det sidder nu vor Fader og seer paa og læser i Bogen den udslagne Dag, og saa duer han jo it til at passe sin Gaard, og se, saa har vi nu tænkt, at a skulde have Gaarden og de Gamle gaae paa Aftægt, hvis han ellers vil være rimelig, og blev det saadan, saa kom a til at skifte til November. - Se, det var nu langt og kort om mig. Hvor kommer Du fra, Karen? Har Du været i Krattet med Kjæresten?«

»A har ingen Kjærest«, svarede Karen.

»Det kommer mig vel tilpas, hvis a nu ellers kunde belægge mine Ord vel og finde Naade for dem hos Dig, Karen«, sagde Mads.

»Hvordan det?« spurgte Karen.

»Jo, for i mine Øine har Du altid været det første Fruentimmer paa Graahede, nei paa det Lav! fra Thorning til Karup, fra Viborg til Holstebro, veed a Ingen saa faur og fin som Dig, Karen, og naar a nu faaer Gaarden og de Gamle gaae paa Aftægt hos mig, saa veed a Ingen, a hellere vilde byde Velkommen som min Kone for Gud og i Æren, end Dig, Karen, hvis Du vil tage tiltakke med mig og mit ene Øie, det a it har mistet i Slagsmaal, men efter Herrens uransagelige Villie, og nu nedlægger a mit Spørgsmaal for Dig og venter Dit Hjertes oprigtige Svar.«

Karen svarede med usikker Stemme: »Jo, Mads, naar Du vil tage tiltakke med mig, saa kan Du en af Dagene komme hjem til os henad Aften.«

»Saa er Du min Fæstensmø!« raabte Mads og kyssede hende.

Derpaa skiltes de; Karen gik hjem og ind i sit Kammer og græd.

5

Naturligvis vidste man i Thorning den næste Dag, at Karen havde været syv Timer forlovet med Frederik Støie, og morede sig inderlig godt derover; men man vidste endnu ikke det ulige Morsommere, at Solen dog den Søndag ikke var gaaet ned over Karen, uden at hun havde faaet sig en ny Kjæreste.

Næste Onsdag eller Torsdag, noget udpaa Eftermiddagen, fik man uventet Besøg paa Gaarden: Jens Uhrmagers Sødskendebarn, Sidse. Eftersom paa Landet ingen vederhæftige Folk aflægge Besøg uden efter Indbydelse eller i et Ærinde - til vederhæftige Folk hører ikke Ungdommen, ei heller Præsten, som er meget mere end vederhæftig - begreb man godt, at Sidses Ankomst betød Noget, og skjøndt det var næsten utroligt, at Jens Uhrmager endnu kunde holde fast, var der dog ikke Andet at troe end, at hun havde Ærinde fra ham. Men ligesaa lidt, som hun faldt med Døren ind i Huset, viste man nogen Overraskelse eller gav nogetsomhelst Tegn paa, at hendes Komme ansaaes for Andet end et Besøg. Der blev bragt Kaffe, derpaa bagt Pandekager og derefter lagt Dug paa Bordet til Nadver; Karen var saa vims og vedblev saa utrættelig at anrette og dække op, at hun ikke havde et Øieblik tilovers til at sidde og tale med Sidse.

Et Øieblik før man skulde sætte sig til Nadveren, medens Karen endnu var ude i Kjøkkenet, kom Mads Vistesen og sagde Goddag til Alle Stuen rundt.

»Sid ned, Mads«, sagde Jakob Graa; »hvem vil Du ellers tale med?«

»A vil tale med Karen.«

»Naa, det vil Du.«

»Ja, a og hun er bleven enige om, at vi er Kjærestefolk, om I itte veed det.«

Ingen svarede; men i det Samme kom Karen ind.

»Goddag, Karen«, sagde Mads og rakte siddende sin Haand frem.

»Goddag, Mads«, svarede Karen og gav ham et dygtigt Haandtryk og dækkede saa ogsaa til ham.

Ingen gjorde Indvending; men der blev rigtignok heller ikke talt Meget ved Bordet, undtagen af Karen, som nu havde god Tid til at underholde Sidse og ligeledes efter Nadveren gav Gjæsten al Leilighed til at fremkomme med et Ærinde, om hun havde noget; men nu var det Sidse, der havde saa travlt, som Sømmeligheden tilstedte, og snart tog bort. Lidt efter gik Mads og Karen ud sammen, og det skal ikke nægtes, at imidlertid gave Jakob Graa og hans Sønner med stærke Eder tilkjende for hinanden, hvor forundrede de vare over denne nye Forlovelse, hvorvel de ikke havde Noget imod Mads Vistesen; thi han var jo Søn af en Gaardmand og i alle Maader en flink og kjøn (dvs. skikkelig) Karl. Men det var Karens Beisen¹, der vilde gjøre dem til en latterlig Familie.

Da Karen kom tilbage, sagde Faderen efter en Stunds Taushed: »A tykkes nu, Karen, at der har været Kjærester nok her paa Gaarden, og skal Du ha'e flere, saa skjønner a it rettere end, at det it bliver paa Graagaard hos Peder Jakobsen Graa.«

Dertil svarede Karen Intet, men gik ind iseng.

I Thorning vakte Efterretningen om den allersidste Forlovelse en saadan Munterhed, at der blev sagt en Vittighed. Byens gode Hoved, en Karl, der tjente hos Lars Therkildsen, sagde nemlig til Pigerne: Nu faaer vi leie Post til Graahede, og det kan itte være som til Viborg Tirsdag og Løverdag, men hver Dag; for ellers, naar a ta'er en Karl i Haanden og siger: Til Lykke, min Bro'r, til Din Forlovelse med Karen Graa! saa er det feil, og det er ham fra igaar eller fra iforgaars.

Den Eneste, der blev Karen tro, skjøndt hun ikke kunde forsvare hende, var Marie. Hun havde en Følelse af, at Karen hverken handlede af Letsindighed eller af Letfærdighed; men hvordan det egenlig hang sammen, var hende ubegribeligt, medmindre hun skulde antage, at den Mads Vistesen, som der nu taltes om, havde været Karens oprindelige Kjærlighed; men saa var det endda en underlig Vei, Karen var gaaet. Imidlertid, Marie vilde ud og see til Karen, og da hun saa kom og de vare ene, spurgte hun, om det var sandt, at hun var forlovet med en Karl ved Navn Mads Vistesen. Jo, det var da sandt nok, og nu talte de noget om hans Slægt og om, hvordan han saae ud.

»Troer Du nu, at det vil vare?« spurgte Marie.

»Ja, det troer a, for de siger her paa Gaarden, at her it maa være mere Kjæresteri, og det har de jo for den Sags Skyld Ret nok i, og

saa desuden har Mads beilet selv, og a svarte selv, saa det kan a it gaae fra.«

»Naa, Gud ske Lov!« sagde Marie.

»Ja, der er da Andet at sige Gud i Himlen Lov og Pris for end for det.«

»Det er der ogsaa; men jeg mente nu paa Dine Vegne, Karen; nu er Du da lykkelig?«

»Ja. - Hvordan har han det, Christoffer, Jeppe Revls Søn?«

»Nu har han det godt, Stakkel; han døde igaar.«

Karen brast i Graad, og Graaden blev saa stærk, at den høilig forundrede Marie; thi man pleier ikke at tage saa stærkt paa Vei for et Dødsfald, og mindst for En, man knap har kjendt. Hun spurgte: »Men hvad er der paafærde? Er det for Christoffer, Du græder?«

»A veed it. A er det ulykkeligste Kretur paa den hele, vide Jord.«

»Gud forbarme sig!« raabte Marie, »hvad er i Veien?«

Og da Karen taug, vedblev Marie med Rædsel for, hvad hun skulde faae at høre: »Hvad er der da skeet? Hvad har Du da gjort, Karen?«

»A har it gjort Noget,« svarede Karen.

»Men hvor kan Du da være saa ulykkelig? Der maa jo være skeet Noget, noget Forskrækkeligt.«

»Nei, Ingenting; der er it Andet end Jens.«

»Jens? Jens Uhrmager? Hvad har han da gjort?«

»Han har it gjort Noget, den stakkels Karl; han har it gjort mig Andet end Godt, og gid bare Vorherre vilde lønne ham og gjøre ham rigtig lykkelig, saa lykkelig, at der ingen Ende er paa det!«

»Men hvad er det dog, Karen? Holder Du af Jens?«

»Det maa Du aldrig sige til nogen dødelig Sjæl, Marie, for saa gaaer a i Jorden; men sandt er det; a har været Jens god mere end noget andet levende Menneske, og a veed aldrig den Tid, a it var ham god.«

»Men Gud forbarme sig, Karen; han friede jo til Dig og friede tidt nok.«

»Ja, han har ingen Skyld, han, det er a, der var taavelig.«

»Men hvorfor var Du da saadan? Nu har jeg da aldrig hørt Mage.«

»Ja, det veed a it.«

»Veed Du det itte?«

»Nei, a var besat. A har gaaet og grubiet og grubiet; men naar a fik fat i det, var det borte, og Dig var det jo Synd at bebreide Noget.«

»Mig? Jeg gik jo imellem Jer og vilde gjøre Alting rigtig godt.«

»Ja, vel gjorde Du det.«

Efter et Øiebliks Taushed udbrød Marie: »Men hvordan kunde Du da ogsaa saadan forlove Dig med Støie, lige et Øieblik før Du skulde ned i Krattet til Jens?«

»Ja, det veed a it. A vidste det it dengang.«

»Hvad vidste Du itte? Vidste Du itte, at Du dog holdt af Jens?«

»Nei, it dengang.«

»Jeg er færdig at blive tosset, Karen. Naar vidste Du det da?«

»Aa, a veed it den Tid, a it holdt af ham; men a mærkede det først, dengang Mads kyssede mig, og dengang vor Fa'er sagde, at nu skulde det have sit Forblivende.«

Marie betænkte sig lidt og sagde: »Naa, det gaaer vel itte saa slemt, som Præsten prædiker, Karen. Du kan jo endnu gjøre ved Mads, som Du har gjort ved de Andre, og jeg kan jo sige til Jens ....«

»Nei«, sagde Karen med et umiskjendeligt Udtryk af Skræk, »nei, Du maa da aldrig være en Judas imod mig.«

»Ja, men ....«

»Nei, a er ræd for Jens, a har gjort ham mere Spee, end han kan tilgive.«

»Aa, det giver sig kanskee endda.«

»Nei; og den Hævn skal Sidse og hans Søstre ikke have, at a gaaer Tiggergang. Og Mads er en ærlig Karl, og a vil være ærlig imod ham; og saa er det min Trøst, at a vel it er den første Pige, der satte hende selv høit og dumpede, og a bliver vel heller it den sidste; skjøndt det er en tynd Trøst.«

Marie sagde: »Saa veed jeg rigtignok Ingen, der kan hjælpe Dig, uden Vorherre.«

»Aa, han har vel Andet at bestille end hjælpe saadant et stakkels Kræ som mig.«

Nu gik der nogen Tid, og Mads talte om, at de snart skulde til at skrive Aftægtscontracten, og saa kunde han og Karen holde Bryllup i November.

Men en Dag bragte en Uldhandler et besynderligt Rygte til Graagaard: Visti Madsen skulde have bekjendt, at han havde sat Ild paa den Gaard i det andet Sogn, som han forhen havde eiet.

Karen lod Gaasedrengen løbe over til den anden Graagaard og spørge efter Mads; men Mads var tagen hjem, hed det.

Nogle Dage hengik, saa kom Mads lidt efter Nadvertid. Han hilste og blev hilst som sædvanlig, fik sin Pibe stoppet med Jakob Graas Tobak, tændte den og satte sig hen paa sin sædvanlige Plads.

Karen sad og kartede, men lagde efter en Stund Hænderne i Skjødet og sagde til Mads: »Du har vel hørt, Mads, hvad de siger om Din Fader?«

»Ja, vel har a det, Karen.«

»Hvad veed Du om det? Det er da it sandt.«

»Jo, a skal it lyve for Jer; sandt er det, Gud bedre.«

»Det var dog en stor Ulykke«, sagde Karen og gik over og satte sig ved Siden af Mads. »Hvordan er det gaaet til?«

»Det gik nu saadan til«, sagde Mads og lagde Piben fra sig, »at Præsten havde givet ham den Andagtsbog med Billede i, og den gik han da altid og grubliserede over. Og saa var det forleden Dag, vor Mo'er havde sendt min yngste Søster over til Nabogaarden for at laane Ild, og Fader var ude i Stalden, og saa kom min Søster med Ildpotten lige forbi Stalddøren, og Vinden tog i Gløderne, saa de blussede, og saa skreg Fader med Et: Aa, Herre Jøsses, a har sat Ild paa min Gaard derovre, der brændte! Og saa løb han ind i Stuen og raabte det høit og lydt, gjentagne Gange, saa Karle og Piger hørte det. Saa sendte de Bud til Præsten, og Præsten kom og sagde: Det er jo en stor Synd, Du har bedrevet, Visti Madsen, og nu er der it Andet for end, at Du maa bøde for Din verdslige Dommer. Men naar Du nu selv gaaer til Herredsfogden og bekjender sanddru, saa vil Dommen vist blive mild, og saa kan Du kanskee slippe med et Par Aar. Ja, det mente vor Gamle ogsaa var bedst, og han og Præsten enedes om, at de skulde kjøre sammen op til Herredsfogden næste Formiddag, og saa blev der sendt Bud efter mig. Saa næste Formiddag kom da Præsten; men saa vilde den Gamle it, og han sagde, det var Løun Altsammen; men saa sagde Præsten, at der var saa mange Vidner, og vilde han nu it gaae selv, saa kom Sognefogden og hentede ham. Saa gik vor Fa'er ud; men da han saa kom udenfor, løb han ind igjen, og saa sagde Præsten Farvel. Paa den Tid kom a, og a mødte Præsten, og Præsten sagde til mig: Vor Herre Jesus gi'e Jer Taalmodighed Allesammen til at bære Jert Kors, og se nu at faae Din Fader godvillig til Herredsfogden. Saa gik a ind; men den Gamle vilde it, og vi satte os til Middagsmaden. Saa saae vi Sognefogden komme, og saa blev vor Fa'er balstyrig og løb ad Aaen til. Men vi begreb, hvad han vilde der, og saa løb vi en Gjenvei til det dybeste Sted, og der standsede vi vor Fa'er, og saa kom Sognefogden til og lagde Haand paa ham. Saa havde vor Gamle Noget i sin knyttede Næve, og Sognefogden sagde, at nu maatte han it gjøre Fortræd, og saa vristede vi Næven op paa ham. Men der var it Andet end det Billede af den Præst, som havde forfattet Bogen. Vor Fa'er sagde: Han har gjort al min Ulykke, og han skulde været druknet med mig, om a maatte raade. Og saa trak Sognefogden af med ham. Og det var nu en stor Ulykke, at han it havde ladet mig faae Gaarden og gaaet paa Aftægt; for nu vil de begribeligvis sælge Gaarden til Branderstatning og Procesomkostninger, og nu staaer vi nøgne, vi Andre. Og derfor er a kommen til Dig, Karen Pedersdatter, for at give Dig Dit Ord tilbage, for nu reiser a ad Syden eller ad Norden til, og Gud Fader i Himlen og hans Søn og hellig Aand være med Jer Allesammen.«

Med disse Ord reiste Mads sig og gav Alle Haanden til Afsked. Karen lagde Arme og Hoved paa Bordet og græd. Jakob Graa og hans Sønner fulgte Mads ud lige til Markskjellet.

6

Det vilde være urigtigt at nægte, at Befolkningen paa denne Egn jo anseer det for en stor Forbrydelse at stikke Ild paa et Hus eller en Gaard, især hvis det er en anden Mands, og selv det at stikke Ild paa sin Eiendom for at faae den nyopbygget paa Brandkassens Regning opfattes som meget urigtigt, skjøndt næppe som en saa skammelig og foragtelig Gjerning som Tyveri. En Tyvs Søn eller Datter kommer vanskelig til Agtelse, hvorimod Bonden ikke betragter den Synd at have svedet sin Gaard af som gaaende i Arv eller smittende ved Berøring. Derfor led Karen heller ikke i den almindelige Mening noget Skaar, fordi hun havde været forlovet med Visti Madsens Søn, men vandt snarere: hun var bleven tugtet ved at miste en Gaard, og da hun saaledes ved en høiere Styrelse havde faaet Løn som forskyldt, var der ikke længer Noget at gjøre Nar ad. For hendes eget Vedkommende var det øiensynligt, at hun baade græmmede og skæmmede sig; men det stadige, sunde Arbeide har upaatvivlelig en opholdende og forfriskende Magt; thi hvorvel Karens Kinder bleve mindre runde og rødmussede, var hun dog endnu en smuk Pige, ja i Kjøbstadfolks Øine var hun maaskee end kjønnere end før.

Vil man forestille sig, hvordan hun saae ud f. Ex. paa en smuk Decemberdag, da hun havde været i Thorning hos Skolelærerens, saa maa man først forjage Tanken om noget paafaldende Bondeagtigt som ved sjællandske Hedebopiger eller deslige. Hun var klædt i en fin, sort, tætsluttende Klædes Kjole, Sko og spættede, røde og lyseblaae Strømper, og kom hun eller Vinden til at løfte Kjolen lidt, saaes aristokratisk hvidt Undertøi. Paa Hovedet havde hun en hvid og rød, strikket Kyse, der sluttede nydelig om Ansigtet. Hun var over Middelhøide, gik rank, med faste Skridt, men rigtignok ikke saa let som Piger, der ikke maae arbeide strængt. Thorningfolk, der saae eller mødte hende, vidste, men kunde ikke see, at det var den Pige, der var løbet efter Kjærester og havde havt fire.

Det var som sagt en smuk, næsten blid Decemberdag, en af de faa Undtagelsesdage, som i det sildige Efteraar kunne hvile over Landet. Egekrattet ved Thorning stod sort og nøgent paa nogle rødlige Blade nær, der hang hist og her saa sælsomt fremmede med deres Farve som Tjauser af Stadskjoler, som Noget, Skoven havde lukket sine Øine for og ikke vilde kjendes ved; i Øieblikke kunde man see et enkelt af dem give slip og falde træt ned, og hvo der saae Faldet, fik en Fornemmelse som af et Tegn paa, at hele Naturen var mødig og længtes efter at komme under det hvide Liglagen. Men saasnart man kom op over Bakken mod Syd, saaes intet tydeligt Mærke paa, at Aaret var ved at døe. Vel var der stubbede Agre; men baade over dem og over den brune, tætte, fugtige Lyng laa en af fine Dunster svagt dæmpet Klarhed, som om det var imod Foraar. Der var uendelig vidt og uendelig stille, en Ro, som om Alverden lyttede; selv Solen, der allerede var i Sydvest, havde ikke hint Glimtende ved sig, der ligner Fugleblik, men stod nær Jordranden saa alvorlig og fast med sin noget stikkende Klarhed, som om den ikke vilde gaae ned.

Eftersom Karen havde Solen næsten lige i Ansigtet, bemærkede hun ikke, at Nogen kom hende imøde, før atter en Skygge faldt paa hendes Vei; men dennegang var Skyggen tredobbelt, og da hun holdt Haanden for Øinene, saae hun to Stude for en Vogn og en Mand siddende paa tvers paa Bunden af Vognen; thi der var ingen Fjæller.

Det var ikke til at tage feil af: det var Jens Uhrmager; langsomt nærmede de sig hinanden i den store Ensomhed og Stilhed.

»God Dag, Karen«, sagde Jens og holdt.

»God Dag, Jens.«

»Kan Du huske, hvor vi saaes sidst, Karen?«

»Ja, a kan, Jens; men det er vel it værdt at tale derom.«

»Nei, det er it, Karen; men der var dog en Tid i Sommer, da det saae ud, ligesom Du var mig god.«

»Ja, det saae vel saadan ud, Jens; men Du tykkes vel, at der er løbet Adskilligt imellem.«

»Ja, vel er der det, Karen. Men eftersom det nu er saa, at vi mødes Aasyn til Aasyn, saa vil a sige Dig, at siden a var en Purk, itte høiere end en Tørveskrue, har a været Dig god.«

»Har Du det, Jens?«

»Ja, og a er saa endnu - og lidt til.«

Der blev et Ophold.

»Og saa vil a da nu sige Dig, Karen, at mit Hus staaer rede; men der er Ingen deri, og heller itte skal a boe deri, for a har soret en dyr Ed paa, at enten bliver Du min Ven og boer der med, eller a ta'er til at reise om og handle. Det har a soret, Karen, og« - tilføiede Jens med tungt Aandedræt og saa sagte, at Karen ikke kunde høre det - »og lidt til.«

Han vedblev:

»Og siden a nu har faaet Leilighed til at sige Dig dette, saa vil a bede Dig betænke Dig paa det til imorgen inden Solnedgang. Det kunde jo hænde, at Du fik en Indskydelse fra Himlen, enten fra eller til, saa a har it mere med den Ting at gjøre. Det spørger a Dig nu om, saasandt Du er en ærlig Pige: vil Du lade mig faae Svar imorgen? Mere vil a itte sige nu, for naar a seer paa Dig, Karen, saa er a itte - saa veed a itte, om a skal ønske mig død eller levende.«

Det var et Frieri, der passede til det hvidlige Sollys paa den mørke Lyng; men Karen fornam ikkun Lyset, og i sit eget Indre havde hun den tilsvarende Varme, saa at det udenfor hende ogsaa syntes skjærsommervarmt. Maaskee laa Svaret allerede i hendes Blik; men i alt Fald bemærkede eller greb Jens det ikke; thi han sagde alvorlig eller sørgmodig: »Ja, saa imorgen inden Solnedgang«, og dermed skiltes de.

Næste Dag bad Karen sin Broder Thomas, om han vilde bringe Bud til Jens Uhrmager.

»Nei, D- fløite i min Hals, om a vil! A har været Nar een Gang«, svarede han.

Saa bad hun sin yngste Broder Laust derom, og han spurgte, hvad det var for et Bud.

»Du skal it sige ham Andet end Ja.«

»Naa, skal a? Ja, vil Du gi'e mig det skriftlig, for ellers vil a it.«

Karen søgte efter Blækhus og Pen og gik ind i sit Kammer, og efter en halv Times Forløb kaldte hun Laust derind og leverede ham en Tilstaaelse, saalydende:

At dette er min Mening

til Vitterlighed

Karen Pedersdatter Graa

»Men,« sagde hun, idet hun gav Laust den: »Saa har a Noget at bede Dig om, Laust, og det maa Du it nægte mig, saa vist som vi er komne af samme Mo'ers Liv.«

»Ja, hvad er det, Karen?«

»Det er det, Laust, at naar Du nu kommer op til Jens, og Jens, det første Du seer ham, er i Skygge, saa skal Du it sige ham Noget, men er han i Solskin, saa skal Du sige Ja og flye ham min Tilstaaelse.«

Laust betænkte dette grundig, stak derpaa Papiret i sin Brevtaske og Brevtasken i Brystlommen og svarede: »Ja, det skal a.«

Og saa traf Laust da, rimeligvis, Jens i Solskin; thi samme Aften kom Jens til Graagaard og talte strax til Faderen om Brylluppet; det blev bestemt til Marts. Der var stor Tilfredshed paa Gaarden; thi Jens var den Brudgom, Alle havde foretrukket; men der var ingen støiende Glæde, vel især fordi Jens selv var alvorlig. Karen fulgte ham ud, og da han vedblev at tie, sagde hun kjærtegnende: »Jens, det var en stor Synd af mig paa Markedet, at a vilde synge Din Vise. Men Du havde da heller itte gjort den selv.«

Jens svarede: »A vilde gi'e min venstre Haand til, at det it var gjort, som er gjort; men nu er det gjort.«

Efter en Skik, som er temmelig almindelig, begav Jens sig næste Dag med to Forlovere til Præsten for at anmelde Forlovelsen og lade den indføre i Kirkebogen. Da han et Øieblik var alene med Præsten, spurgte han: »Maa man holde Alt, hvad man lover, Hr. Pastor?«

Præsten fandt dette Spørgsmaal noget underligt af En, der lige anmeldte sin Trolovelse; men da han antog, at der hos Karlen kunde være nogen Usikkerhed med Hensyn til Ægteskabsbetingelserne, mente han at burde styrke ham og svarede høitidelig: »Ja, visselig maa man det, Jens Jepsen!«

Jens lod Hovedet synke, men rettede sig strax igjen alvorlig og fast.

Folk sagde Intet om Forlovelsen til Jens; men Jeppe Revl sagde: »Prosit!«

Tiden led, Martsmaaned kom, og Brylluppet blev holdt, og nu var der hos Ingensomhelst Noget at spore af, at man nogensinde havde leet ad Karen og beklaget Jens eller leet ad ham med. Alt jevnedes og glattedes under den Anstand, Høitidelighed og Glæde, hvormed et Bryllup forberedes og holdes. Fra alle de mange Indbudne kom rigeligt »Send«, det vil sige: Bidrag af Smør, Æg, Mel, Fjerkræ o.s.v; thi saadanne Fester ere jo egenlig Gilder paa Sammenskud, og ved dem holder man sig skadesløs for den Tarvelighed i Levemaade, der til daglig Brug er Reglen. Jeppe Revl satte Strenge paa sin Violin og gik mange Dage før Brylluppet og trak Benene op under sig »for at gjøre dem linde til Dands«. Han kjørte spillende til Brudehuset og raabte ved Indkjørselen Vivat for 2det jydske; thi det Regiment havde han staaet ved, og det havde Prinds Wiljelm sagt, at han foretrak for Sjællænderne.

Saa kjørte det lange Tog med Musik i Spidsen fra Graagaard over Heden til Kirken. Marts havde sendt en af sine elleve Sommerdage, og Solen skinnede paa Pigernes mangefarvede Baand, der flagrede lange som Vimpler fra Orlogsskibe. Da man kom ind paa Bymarkerne og hinsides Jeppe Revls Gaard kunde see Jens's lille, faste Hus paa den vestlige Hedes Rand, blev der paa Jeppes Anstiftelse sendt det et vældigt Hurra, og saa kjørte man stille og ærbart op igjennem Hulveien til Kirken.

Præsten holdt en smuk Tale. Han havde i den senere Tid saa hyppig viet unge Karle til gamle Koner og gamle Mænd til unge Piger, og mere forekommet sig selv at forene Gaarde eller Huse end Menneskehjerter, saa at han var glad ved atter engang at have et smukt, ungt Par at sammenføje. Han talte om, at Ægteskaber sluttes i Himlen, og han kunde jo ikke sige, at hine andre, saakaldte Ægteskaber sluttes andensteds, tvertimod: han sagde, at Himlens Villie var altid tilstede, og uden at vide det, ofte mod deres egne Hensigter og ad Veie, der syntes at føre bort derfra, maatte Menneskene tjene den, men kunde saa ogsaa komme til at mærke, at de tjente den paa anden Maade, end de ønskede.

Ved disse Ord saae Jens op, og Præsten, der nu med sin Tanke kom til ham og Karen, udtalte, hvor tilfredsstillende det var, naar et Ægteskab, der skulde indvies, fra et menneskeligt Standpunkt syntes ret at have Himlens Villie med sig o.s.v. Hvad han saaledes sagde af naiv Hjertensgodhed og i Kraft af sin Stilling, udlagde Folk som tilfredsstillende Forklaring af Alt, hvad der var gaaet forud mellem Jens og Karen, ansaae Brylluppet for meget lykkeligt og svirede tre Dage i Rad paa Graagaard, hvad de dog, ærlig talt, vilde gjort alligevel.

Det er en Selvfølge, at Marie var Brudepige, og det er heller ikke at undres over, at hun meget snart efter Brylluppet vilde have en fortrolig »Praat« med Karen og overbevise sig om, hvor lykkelig hun var i sit Hjem.

Fortrolighed skortede det heller ikke paa, men desto mere paa Lykke, lod det strax til. Karen var ene; Jens var i Marken. Hun saae forknyt ud, og da Marie begyndte at fritte, tilstod hun snart, at hun var bange for Jens. Derpaa fulgte en meget dæmpet Samtale, som endte med, at Marie udbrød: »Men Kors, saa er Du jo it hans Kone!« - »Hys«, sagde Karen; Jens kom.

Han hilste venlig paa Marie, saae ikke til Karen og satte sig taus hen paa Bænken. Ligesaa taus bar Karen Nadveren ind. Den bestod af Brød, Smør, et Stykke salt Kjød eller rettere et stort Ben med Kjød paa, og et Par store, tykke, kolde Pandekager.

Jens spiste i Taushed. Han skar Smørrebrødet i regelmæssige, firkantede Stykker, som han paa Spidsen af Tollekniven stak i Munden. Han pillede Benet saa rent, at en Fugl ikke kunde pikket et Næbfuld deraf. Med Pegefingeren samlede han Krummerne fra Bordet og sugede dem til sig, og i Fadet blev endelig ikke andet Spor af Pandekagerne end en svag, fedtet Glands.

Denne Nøiagtighed og Ro, hvormed den alvorlige, tause Mand spiste, gjorde, efter det hun havde hørt, en saadan Virkning paa Marie, som dog ellers ikke var nervøs, at hun fik Trykken for Hjertekulen. Hun kunde ikke lade være at stirre paa Jens, og i Tausheden gled han ud i Afstand og blev saa stor, tyngende og truende som den ludende Side af en Mergelgrav, naar man stod paa Bunden. Saasnart hun blot kunde, sagde hun Farvel, og Karen fulgte hende ud.

I den friske Luft kom hun sig snart, og for dog at sige Karen noget Trøstende sagde hun: »Det gaaer vel over«.

»Nei«, svarede Karen; »a troer it, det gaaer over; her skeer nok en Ulykke en af Dagene.«

»Vorherre bevare's! Hvor kan Du nu sige saadant Noget, Karen! Tal venlig til ham, saa bliver han nok god.«

»Det har a prøvet; men jo venligere a er, desto grammere bli'er han. Nu faaer det da gaae, som Vorherre vil.«

»Aa, det gaaer nok over«, sagde Marie og løb hjemad.

Da Karen kom ind, var Jens gaaet. Hun sad længe og ventede; men da han ikke kom, gik hun iseng, nemlig i et af de to lukkede Skabe, som dannede Stuens nordlige Væg. Karen havde havt Ret i at sige, at der vilde skee Noget, og det noget Voldsomt; men om hun end paa en Maade vidste eller anede det, kunde hun dog ikke ret fatte det. Der maa vel ved Siden af Angst eller Rædsel for det Truende gaae en saadan Tvivl om det, især hos nervestærke Folk, siden man f. Ex. veed, at en Kone forudsagde, at hendes Mand vilde slaae hende ihjel, og dog blev i Huset og ventede Slaget. Hvis og en enkelt Gang Tanken om at undflye var ubestemt faret Karen gjennem Hovedet, hvor skulde hun da gaae hen - selv om hun ikke havde elsket Jens og derfor haabet paa en bedre Tid. Paa den anden Side var det naturligt, at det, som kogte i Jens, inden føie Tid maatte koge over, og maaskee var netop Maries Besøg det Lidet, der behøvedes til at samle alle Minder og Tilskyndelser i et Brændpunkt.

Det var endnu ikke ret Dag, da Karen vaagnede ved, at Jens havde hende i Haarene. Han trak hende ud af Sengen og gav hende knap Tid til, saa fortumlet som hun var, at tage de nødvendigste Klædningsstykker paa; saa greb han igjen fat i hende, trak hende ud paa Marken og spændte hende for Ploven ved Siden af den ene Stud.

Hun var ør af Forfærdelse; men hun foldede Hænderne, saa godt hun kunde for Seletøiet, og sagde: »Aa, Herregud! Der skeer mig Ret.«

Ved denne Bekjendelse, der syntes at skjule Mere, end den udtalte, lod det til, at Jens blev tirret til det Yderste. Han tog Pidsken paa Midten og vendte den svære, tykke Ende til.

Karen lukkede Øinene og sagde: »Ja, nu maa Du gjerne slaae mig ihjel, Jens, saa gaaer a lige ind til Vorherre.«

»Gjør Du det?« sagde Jens og lod Pidsken synke.

Karen stod og rystede; Jens blev staaende usikker. Endelig sagde han: »Du sagde jo, at Du skeer Din Ret.«

»Ja, for a syndede haardt imod Dig paa Sjørup Marked, da a vilde have Din Vise sungen.«

»Det er it det alene!« skreg Jens. »Du rendte med Christen Reus og saa med Støie, den Benrad, og saa med Mads Vistesen, og hver Gang soer a en dyr Ed; men den sidste var den dyreste, da Sidse kom hjem! A soer og bad den Lede tage mig paa, at Du skulde gaae for min Plov! Og nu maa Du!« »Farvel, Jens«, sagde Karen, da han gik tilbage for at styre Ploven.

Han holdt Tøilerne, og idet Pløiningen nu skulde til at begynde, saae han vel, hvor gruligt Forspændet var.

Han sagde: »A har soret det, Karen; men vil Du gaae frivillig?«

»Næ, det vil a it.«

»Naar a nu slaaer Dig ihjel, gaaer Du saa lige til Vorherre? Trøster Du Dig til det, Karen?«

»Ja, nu maa Du gjerne slaae.«

Jens blev alt mere usikker; han lod Pidsken falde og tørrede Sveden af Panden. »Karen«, sagde han, »hvis Du vil gaae frivillig, bare tre Skridt, saa maa Du gjerne bagefter spænde mig for.«

»Næ, det vil a it«, svarede Karen.

»Ja, min sorne Ed skal holdes! Der er it Andet for!« raabte Jens, sprang til, spændte Oxen fra, kastede den af Veien og stillede sig selv ved Siden af Karen.

»Vil Du gaae nu, Karen?«

»Ja, vel vil a det«, sagde Karen, »i Jesu Navn!«