M.A. Goldschmidt
Hjemløs (1853)

Udgave: Johnny Kondrup 0.1


M.A. Goldschmidt (1819-87) har sit særlige præg blandt det 19. århundredes store fortællere. Hans forfatterskab tager udgangspunkt i realistiske samtidsskildringer, bl.a. af jødisk miljø, og løfter sig til en gennemtænkt tilværelsesforklaring. Hans største værk, den brede tidsroman Hjemløs (1853-57) genudgives nu for første gang siden 1918. Den har med sin treleddede komposition – »Hjemme«, »Hjemløs«, »Hjem« – dannet mønster for senere dannelsesromaner.

Goldschmidt var købmandssøn. Som ung slog han sig på kritisk journalistik; kendt og berygtet blev ugeskriftet Corsaren (1840-46), som bl.a. bragte ham i karambolage med Søren Kierkegaard. Efter debutromanen En Jøde (1845) foretog han en Europarejse i årene op imod februarrevolutionen 1848. I tidsskriftet Nord og Syd (1847-59) offentliggjorde han Hjemløs, en frugt af hans færden i Tyskland, Østrig, Italien og Schweiz. Heri er oplevelserne samlet om købmandssønnen Otto Krøyer og hans deltagelse i tidens åndelige og politiske kampe. Men slutningen er en individuel afregning med de store livsmagter, sammenført i ideen om den universelle gengældelse.

Udgivelsesår: 1853
Sprog: yngre nydansk