Første Deel
Hjemme

Første Capitel

I Haven var en stor grøn Plads, og midt paa denne stod et ensomt lille Æbletræ, bugnende af det tætte Løv og halvmodne Æbler. Emilie havde fundet et Æble, der var blevet for tidlig modent og faldet ned fra Træet; strax stimlede Skaren af de legende Børn sammen, men bydende som en Dronning sagde den otteaarige Pige, idet hun holdt Æblet høit: Artig, vær stille, I skal Alle faae et Stykke. Hun tilføiede med et Sideblik: Hvo der holder meest af mig og artig venter tilsidst, faaer det største Stykke. Ved Siden af hende stod en jevnaldrende Dreng, med gule Haar og nøddebrune Øine; han gik øieblikkelig ud af Kredsen og ventede i Afstand, medens hun skar Æblet istykker og deelte det ud. Pludselig raabte hun: Saa, nu er der ikke Meer! og rakte leende de tomme Hænder i Veiret. Den lille Dreng fik Taarer i Øinene, og hans Læber dirrede, som om han med Møie holdt sig fra at briste i lydelig Graad, medens de andre Børn gave sig til at lee ad ham, fordi han var saa slikken og var bleven narret. Han vilde taus gaae bort, da nærmede hun sig og hviskede, idet hun gik ham forbi: Jeg smagte jo heller ikke Æblet, Otto; vi To var de Eneste, der ikke fik Noget. Ved disse Ord bredte der sig en overordenlig Glæde over Drengens Ansigt; uden at see paa hende sprang han tilbage mellem de Andre og anførte den vilde, jublende Leg i hans Faders Have, mellem Ribs- og Stikkelsbærbuskene og ned i en Lund af Popler, der hørte til Haven.

Emilies Forældre, Agent Theilmanns, boede skraasoverfor. Agentens Familie havde fra Arilds Tid boet i Byen. Hans Gaard hed Theilmanns Gaard, en Gjenvei, man kunde skyde mellem Haverne, hed Theilmanns Gang, gamle Begivenheder vare foregaaede paa Theilmanns Bedstefaders Tid, og da Familien, saa langt man kunde mindes, havde været formuende, vare Byens Beboere saa at sige fødte med Agtelse for Christian Theilmann, Agenten. Han havde fortsat og udvidet, men ikke forandret sine Forfædres Virksomhed. Han var Kjøbmand og havde Krambod, men eiede megen Jord, drev en stor Handel med Stude, som han tildeels fedede ved Hjælp af Brænderiet, udskibede Korn, førte de saakaldte grove Varer o. s. v. Det var en stor Virksomhed, som han passede med kraftig, stille Flid, vant til Lydighed i alle sine Omgivelser. Hans Hustru af andet Ægteskab, Emilies Moder, var Datter af en afdød Ritmester ved Landsenererne, og skjøndt hun ikke havde nydt en udmærket Opdragelse, medbragte hun dog til Huset og sine næsten voxne Steddøttre en dannet Sands og navnlig Smag for Musik og Blomster, hvad hidtil kun havde været lidet kjendt hos Agentens. Om hun havde havt Tilbøielighed til større Reformer, er ikke let at sige; ethvert Forsøg var i alt Fald strandet, og istedenfor at skabe en ny, moderne Epoke var hun indtraadt som nyt Hjul i Husets store, maskinmæssige Orden. Agenten saae gjerne, at der herskede Munterhed i den talrige Familie - paa denne Tid var den ældste Datter forlovet med en ung Kjøbmand -; men hvis en Dag en god Kunde, f. Ex. en formuende Bondekone, i egen Person kom til Byen, saa maatte, om der end havde været Englemusik i Stuen, Musik og Glæde været standset, for at man kunde modtage Bondekonen med en Kop Kaffe og conversere hende paa det opmærksomste. Thi saa havde det været Skik i Agentens Faders Tid. Og gammel Skik, ligesaa urokkelig som det store Chatol, var det ogsaa, at Dagligstuen var Spisestue og Forretningsværelse tillige. Man vidste, at det skulde være saa, eller endnu mere: man faldt aldrig paa den Tanke, at det kunde være anderledes, og som naturlig Følge af denne Aand herskede i Huset med de smukke voxne Døttre, trods Rigdommen, ja trods Titlen, en simpel, utvungen Livlighed - om det end maa tilføies, at man næppe gjorde Agenten Regnskab for alle moderne Tanker. Om Aftenen kom jevnlig nogle af Byens unge Mennesker, Byfogdens, Amtstuens, Toldkassererens Fuldmægtige o. desl., og saa morede man sig med Samtale og Sang. Men til sine Tider var der store Selskaber, alle Byens og Omegnens Honoratiores vare tilstede, og da var det Agentens Villie, at Huset skulde udfolde sin Pragt, da saae man ved Bordets Anretning, hvilken massiv Rigdom der var gaaet i Arv i den gamle Familie. Et Barn saae Meget og lærte Meget i dette Huus, om just ikke af Bøger.

Ottos Hjem var beskednere uden at være fattigt. Kjøbmand Krøyer og hans Kone havde foruden ham kun eet Barn, en toaars Dreng; de levede stille og deeltoge kun sjelden i den rige Gjenboes muntre Lag og gjorde endnu sjeldnere Gjengjæld. Krøyer var oprindelig fra Kjøbenhavn, men havde arvet Kjøbmandsgaarden efter sin Svigerfader, og skjøndt han holdt Boutik og efter Tidens Skik havde Jord o. desl., beskjæftigede han sig meest med Kornhandel. Han eiede endog et Skib, en Jagt, som han selv havde ladet bygge og kalde »Marie Elisabeth« efter sin Kone. Dette Skib var Husets Yndling; i Ottos Forestilling hørte det til Familien ligesom Hunden Charmant, eller endnu meget mere, thi det bar jo Moderens Navn, og det syntes ham at have menneskelig Forstand; der blev saa ofte sagt: Nu er Marie Elisabeth i Bergen! - Gud veed, hvor Marie Elisabeth nu er? - I Løverdags otte Dages gik Marie Elisabeth fra Lübeck - blot Marie Elisabeth har hyttet sig i Nat! - Og det havde hyttet sig; det kom hjem, og naar det saa kom hjem, havde han Lyst til at klappe det; men han kunde ikke, de tjærede Sider svarede ikke ganske til Forestillingen; men han elskede det alligevel og klappede det i Tankerne. Naar Krøyer lod Marie Elisabeth faae en ny Maling, var det næsten for ham, som om han havde foræret sin Kone en ny Kjole. Men man vidste ogsaa, at hvorsomhelst Marie Elisabeth var, saa blev der ombord St. Hansdags Morgen - Madam Krøyers Fødselsdag - affyret to Kanonskud, et Skud med hver af de smaa Svingbasser, og Mandskabet heisede Flaget, og alle tre Mand raabte Hurra. Egenlig maatte det vel have været underligt, hvis man havde kunnet see det ensomme Skib og høre de ensomme Mennesker pludselig gjøre sig lystige paa Havet; men i deres Forestilling var hele Byen nærværende. - En anden Ting var der ved Huset, som især gjorde det kjært for Ottos Kammerater, og det var den store Have med den grønne Plads og Lunden, der bedre end noget andet Sted i Byen egnede sig til Leg. Det var en Frugt- og Kjøkkenhave; med Undtagelse af Belliser paa Randen af Urtebedene var der ingen Blomster - man skulde troet, at Madam Krøyer paa ingen Maade vilde concurrere med Agentens -; men desto friere kunde Legen gaae.

Mangen Aften, naar Legen var forbi og hver gaaet til Sit, og man dæmpet kunde høre Lystighed ovre fra Gjenboens, sad Otto ensom i en Krog og lyttede og længtes efter Emilie, indtil Moderen kom ind fra sin Huusgjerning og Faderen fra Contoiret. Saa blev der tændt Lys, Skodderne lukkede og Aftensbordet dækket; undertiden indfandt sig en enkelt velkommen Gjæst, hyppigere var Familien ene, men fornøiet. Dog er det vanskeligt at sige, hvorfor og hvormed man fornøiede sig, uden at det var, fordi en dyb gjensidig Kjærlighed havde hjemme i dette Huus. Naar Faderen laa i Sophaen eller endog paa Gulvet og legede med de to Børn og Moderen skjemtende søgte at lokke dem fra ham, kunde Ingen uden Otto høre den fjerne, dæmpede Glædeslyd; han hørte den eller troede at høre den, fordi hans Sjæl ikke var heelt hjemme, fordi hans Tanker og Længsler med uvilkaarlig Magt bleve dragne til Emilie. Moderen læste noget Skjult og Dunkelt i sit Barns Øine, og engang, da Emilie om Eftermiddagen glædedrukken og stolt havde fortalt ham, at de skulde ud at seile om Aftenen med Musik, og at Christian Foss, Byfogdens Søn, skulde seile med, var der et saa tungsindigt og sørgmodigt Udtryk i hans Ansigt, medens han legede, at Moderen pludselig slog Biblen op, tog ham paa Skjødet og læste med ham deri.

De læste om Skabelsen og Edens Have og om Træet, som stod midt deri, og Otto tænkte paa Æbletræet midt i hans Faders Have paa den grønne Plads. Og da de læste om Æblet og Syndefaldet og om Adam og Eva, som skjulte sig i Lunden, tænkte han paa Poppellunden, og det forekom ham at Alt maatte være foregaaet i hans Hjem. Med hellig Sky syntes det ham, at han og Emilie vare Adam og Eva, og at Gud var nede i Haven.

Næste Morgen gik han med Faderen gjennem Haven, og da de kom forbi det lille Æbletræ, hvis Frugter hang lavt, sagde Faderen: Otto, Du maa ikke plukke nogen af disse Æbler (thi det var et Yndlingstræ). For barnet var det, som om han havde faaet denne Formaning før, eller som om den hørte til Stedet; han havde en Følelse af, at han nu blev sat paa den Prøve, der skulde falde saa ulykkelig ud, og dog var det med den bedste Villie til at adlyde, at han svarede: Ja, Fader. Men samme Dag kom Emilie over, og da de havde leget en Stund, sagde hun: Jeg er tørstig, jeg troer, jeg vil spise et Æble. - Du maa ikke, Emilie! raabte Otto angst, Fader har sagt, vi maae ikke. - Hun tog alligevel et Æble og gav sig til at spise deraf og tog et til ham, og han gav sig ogsaa til at spise, ikke fordi han havde Lyst, men fordi der var en Magt over ham. Men næppe havde han bidt, før han til sin store Rædsel hørte sin Faders Stemme. Der kommer Gud, Emilie! raabte han. Sikken Snak! raabte hun og gav sig til at løbe; han fulgte hende, og de kom aandeløse til Lunden. Otto! Otto! hvor løber Du hen? hvor er Du? raabte Faderen. Drengen var nærved at blive afmægtig af Angst for Gud og Faderen; han havde kastet sit Æble bort og vilde krybe ind i et huult Træ. Emilie skjulte sit Æble ved at holde Hænderne paa Ryggen. GGOtto! Emilie! vedblev Faderen at raabe; kom op, vi skal ud at kjøre, Emilie kan tage med, hvis hun maa for sin Moder!

De kom op, og Moderen kunde ikke see paa sit Barn, hvilket Syndefald der var foregaaet; at han havde overtraadt et Bud og ikke længer troede, at Gud var i Haven, eller at det var sandt, hvad der stod i den hellige Bog; thi det var jo ikke gaaet saaledes til. Og dog kjæmpede det i Drengens Sind, og han vilde gjerne have sagt sin Moder Alt; men han vidste ikke, hvad han skulde sige, og det kan ogsaa gjerne være, at han spurgte sig selv, barnlig-forundret og tillige dæmonisk-trodsende: Hvorfor veed hun det ikke?

Saaledes hengik Tiden. Moderen mærkede ofte, at noget Fremmed, Særeget, hvis Oprindelse hun ikke kjendte, havde sneget sig ind i hendes Drengs Sind og satte en Skranke mellem dem, saa at hun ikke ret kunde oversee ham. En Aften havde hun seet ham staae længe med en Humlestang i Haanden foran et Lysthuus, og da hun bragte ham iseng, bad han om, at Døren til det lille Værelse maatte blive lukket, skjøndt han ellers var bange for at ligge i Mørke, naar Døren til »Ammestuen« ikke stod aaben. Paa alle hendes Spørgsmaal fik hun intet tydeligt Svar, og da hun kom op i Stuen og hendes Mand forelæste nogle Folkesagn, sagde hun pludselig: Der er en Nisse i vort Huus; ligesom Du der læser om, at Nissen vælger sig den bedste Hest i Stalden og rider, strigler og fodrer den ved Midnat, saaledes er der Noget, der har at gjøre med vor Otto. Han er ikke saa naturlig, saa glad og djerv, som saadan en Dreng skulde være. Der er Noget i hans Stilhed, som jeg ikke holder af. - Hvor falder Du paa det? - Hun fortalte ham, hvad hun havde lagt Mærke til. - Du er en lille Nar, sagde Faderen og læste videre. - Men lidt efter vedblev hun: Man kan ikke skille Drengen fra hans Legekammerater, og dog vilde jeg ønske, at han var langt borte fra Emilie. - Hvad har Du imod Emilie? spurgte hendes Ægtefælle og lagde Bogen tilside. - Jeg har nu engang Noget imod hende. - Du er skinsyg paa hende, sagde Faderen leende, tog sin Kone om Livet og kyssede hende; en Svigermoder kan sjelden lide sin Svigerdatter, men Svigerfaderen forkjæler hende; det er en gammel Sag. Jeg holder meget af Emilie, det er dog et deiligt, kjækt lille Pigebarn, og hvem veed, om Otto og hun ikke engang faae hinanden? Man har før seet, at der er blevet Alvor af saadanne Barnestreger. - Ja, det kan saamæn blive Alvor .... Vilde Du ønske, at Emilie var Din Datter? spurgte hun. - Min Datter? vor Datter ..... hm, nei, rigtig betænkt maa hun helst være Theilmanns Datter. Men hvis hun var en voxen Pige og jeg ikke var gift med Dig og ikke kjendte Dig ..... hm, nei ..... hør, veed Du hvad, Mutter, vi To er større Børn end Otto og Emilie, lad Børnene lege og lad os være fornuftige. - Hun svarede: Ja, ja, tro Du mig, Otto burde ud paa Landet til en Præst eller til Kjøbenhavn. - Strax? spurgte Faderen og tog atter til Bogen.

Sagen var, at i den senere Tid havde Emilie faaet fat i et Par Ridder-Romaner, som tilhørte hendes Søstre, og dem læste hun og Otto tilsammen. Pludselig, som de sad i Lysthuset og læste om en Ridder og hans Elskede, havde hun taget ham om Hovedet og kysset ham og var derpaa taus gaaet bort. Da havde Otto stillet sig som en Ridder med Landse ved Lysthuset, og paa ridderlig Viis havde han gjort det Løfte at ville vaage en Nat i Mørke, hvilket han dog forandrede til at sove i Mørke.

Men for at opdage og forstaae Sligt skulde man Skridt for Skridt have fulgt Børnene og med dybtskuende Blik vogtet paa deres Leg. Legen blev ikke holdt i Skjul og var støiende nok; men hvo kunde have iagttaget den Sjæleglæde og Lyksalighed, de simple, men stærke Sindsbevægelser, der flettede sig som usynlige Blomster i den! Naar de havde dannet den store Kreds og legede »Munken gaaer i Enge« og Emilie »bredte ud sin Kappe saa blaa«, ventede Otto med Haab og Angst, at hun skulde vælge ham. Hun gjorde det kun sjelden; men han valgte altid hende. Tidt blev han vred, og saa forekom det ham, at han skulde tage Mod til sig og vælge en anden Pige; men i det afgjørende Øieblik blev han bange for at tilsidesætte Emilie og gjøre hende vred. Og naar hun saa en enkelt Gang havde valgt ham, »naar Munken bad Nonnen at hvile sig lidt« og de knælede overfor hinanden; naar »Munken bad Nonnen at rede sit Haar« og hun strøg ham om Haaret; naar »Munken bad Nonnen at give sig et Kys« og hun kyssede ham, saa var al Sorg slukt, og fuldstændig glad sprang han op med hende - »og see, hvor lystig de dandse de To, som om de havde stjaalet baade Strømper og Sko!«

Andre Lege frembød lignende Anledninger til Sindsbevægelse. De sluttede Kreds og sang:

Inde i Kredsen stod en Pige, hun var indespærret i Klosteret, og udenfor stod en Ridder. Sangen beskrev, hvordan han nærmede sig for at befrie Jomfruen:

og saa forsøgte Ridderen at bryde Kredsen, men blev i Almindelighed kastet tilbage. Nu kom det store Øieblik, de sang med forstærket Stemme:

Saa bryder han ned den store Jernport -

og Otto kunde aldrig bryde igjennem, undtagen naar Emilie stod indenfor. Det forekom ham da, at hun virkelig var indespærret, og at han maatte frelse hende, og han var ikke stærk nok uden denne Angst for hende.

Byens Politibetjent hed Green; det var en gammel, høi, mager og bleg Mand, og naar han paa Festdagene bar sin lange, røde, grønkravede Frakke, saae hans Ansigt ud som en Dødnings. Saadanne Festdage var navnlig Markedsdagene; da holdt Bøndernes Vogne i Række langs Byens Gade fra Torvet til begge Portene, og eftersom Bønderne trods alle Paalæg aldrig spændte Skaglerne fra, naar de forlode Heste og Vogn, gik Green i Embeds Medfør fra den ene Vogn til den anden og skar Skaglerne over. Han udførte ikke dette som en Pligt, men med Lyst og Lidenskab; hans graa Øine funklede, medens han mumlede Forbandelser over de »skjødesløse, fordrukne Slyngler« og overskar Skagler. Han tilføiede aldrig Folk Ondt, tvertimod var han ivrig for Borgernes Sikkerhed og Byens Ro; men han var altid vred og bidsk i sit Embeds Gjerninger; han var Enkemand og barnløs og kunde ikke lide, at Børn legede og larmede, jog dem gjerne fra hinanden, naar de legede paa Markedet eller til andre Tider samledes paa Torvet efter Skoletiden, og skjøndt han aldrig slog, undtagen maaskee de fattigste Børn, gjorde hans høie blege Skikkelse, forbittrede Miner og haarde Ord samme Virkning, som om man kun med hurtig Flugt kunde undgaae hans Tugt. Denne Bussemand kom Otto og Emilie til at angribe i hans eget Hjem. Green boede i et ensomt liggende Huus bagved Ottos Faders Have og havde i sin lille Gaard et stort Dueslag. Han elskede Duer; han eiede et halvt hundrede Par, hvoriblandt nogle meget smukke, og en Sommer-Eftermiddag havde Børnene seet ham sidde oppe i Dueslaget, klappe og kysse dem og kurre som en Turteldue. Det undrede dem, at den strenge Mand kunde sidde der og være saa kjælen. De fik Lyst til ogsaa at krybe op og lege med Duerne, og da Green saa sjelden var hjemme om Dagen, syntes det dem en let Sag. Med forenede Kræfter flyttede de Stigen til Duehuset, slog Skodden fra og krøb ind. Emilie udsøgte sig et Par Unger og legede med dem, medens Otto med en Stok holdt Moderen borte; men engang slog han for haardt, saa at Duen laa som død. Forfærdet sagde han: Nu har Ungerne ingen Moder! - Saa ta'er vi dem med! raabte Emilie, og de skyndte sig bort med Ungerne. Men om Aftenen, da de ikke havde kunnet finde Noget at made dem med og de smaa Stakler skreg, og de ikke turde betroe sig til Nogen, tog Otto Ungerne, og for at forkorte deres Lidelser stak han dem ned i en Sump. Emilie græd, men han ikke, skjøndt han var forfærdet over sig selv og sin Gjerning.

Da Green kom hjem, mærkede han, at der havde været Fremmede i Slaget, og besluttede at holde Vagt og lægge en Snare. Han behøvede ikke at vente længe; thi Emilie og Otto plagedes af Samvittighedsnag og vilde gjerne vide, om ikke idetmindste Moderen skulde være kommen tillive; ledsagede af Christian Foss, Byfogdens Søn, begave de sig til Slaget paa den Tid, da Green ikke kunde formodes hjemme. Otto steg først op, men ligesom han var kommen ind i Slaget, begyndte Stigen at bevæge sig, rykkede til Siden og styrtede om; i samme Øieblik saaes Green ved det aabne Vindue, og ved dette Syn tog Christian Foss Flugten. Green blev staaende nogle Øieblikke ved Vinduet og nød forud sin Triumph, ligesom en Gourmand dvæler lidt, inden han spiser af sin Yndlingsret. Men denne raffineerte Nydelse rev Green den virkelige Seir af Hænderne. Med sikker Haand greb Emilie det Toug, Green havde bundet til Stigen, rykkede det fra ham, foer hen til Døren og satte Krogen paa - thi i Gaarddørene er der som oftest Kroge udvendig, for at man, medens man gaaer ud i Gaarden eller Haven, kan lukke for Høns og Ænder - og Politibetjent Green var saaledes Arrestant. Han forsøgte at komme ud ad Vinduet, men det var for lille, og han var for stiv. Medens han i stor Hidsighed gjorde allehaande Forsøg og rev et Par Urtepotter med Geranium ned, reiste Emilie med Anstrængelse af alle sine Kræfter den raae, af Green selv forfærdigede Stige, fik Hænderne iturevne paa Sømmene og fyldte med Smaasplinter, men befriede Otto. Green havde imidlertid i sin Forbittrelse faaet det ene Been halvt ud af Vinduet; men Hovedet stødte imod Loftet, hvormeget han end krummede sig, og han kunde umulig komme ud; da han saae Forbryderne i Frihed, skreg han med halvkvalt Stemme: »I Kongens Navn arresterer jeg Jer, I Tyvetøi!« men Ordene havde ikke den magiske Kraft, som han ventede, Otto og Emilie flygtede kun desto hurtigere.

Emilie havde skjult sine blødende Hænder paa Ryggen og skyndte sig strax hjem. Først Dagen efter, da hun gik med forbundne Hænder, blev det Otto klart, hvad hans Befrielse havde kostet hende, men de talte ikke til hinanden derom; om Børn gjælder det nok saa meget som om voxne Mennesker, at »enhver sand Følelse har sin Undseelse«. De følte sig knyttede inderligere til hinanden; hos Emilie forøgede det den ubevidste, skjelmske Sikkerhed, hvormed hun stolede paa hans Hengivenhed, paa Otto virkede det, som om han havde faaet en Trylledrik, man skulde sagt, at hun var bleven Lys- og Varmeprincipet i hans Tilværelse.