Sjette Capitel

Medens Bregning hørte til dem, der imod Livets Fristelser opstille Loven, og uden at han just i sin Personlighed havde det Imponerende, som ved ophøiet menneskelig Skjønhed vinder Mennesker for Loven, dog med Alvor stræbte efter selv at opfylde den, hjulpen af sine ydre Forhold og af heldige Naturanlæg - og medens Hald hørte til den større Klasse Mennesker, der selv ikke ere religiøse, men ikke gjerne taale at høre Religionen antastet, selv ikke ere overmaade moralske, men ikke kunne lide, at Moralen angribes, og forresten var udrustet med et lyst Hoved, gode Kundskaber og noget Behageligt, der sikkrede ham Venskab og Agtelse i »Selskabet« - indtog Schiøtt et Standpunkt udenfor Selskabet, idet han uafhængig af alle Hensyn opstillede Skjønheden som eneste Lov for Livets Tillokkelser.

Schiøtt var født med store og lykkelige Evner, og Alt havde tilsmilet ham i hans første Barndomsaar. De første Blik, han med Bevidsthed kastede ind i Verden, mødte Formuenhed og Kjærlighed og det Skjønneste af Alt: en elskelig, øm Moder. Faderen bestyrede et Institut, der gav ham en god aarlig Indtægt, og havde desuden med sin Hustru faaet nogen Formue. Men allerede i Barnets femte eller sjette Aar vare store Uheld komne over dets Hjem; en Fallit i Moderens Familie havde taget deres Formue med sig, og med dette Tab var hos Faderen kommet et mørkt, opfarende Sind, der drog dem dybere ned, fra Uformuenhed i Fattigdom og fra et stille, lykkeligt Samliv til Mismod og Ufred. I Almindelighed sørgede Moderen for at holde Barnet fjernet fra hine smaa, uhyggelige huuslige Scener; men en Aften - han var da en ni, ti Aar - da han sad stille i en Krog og efter at have lært sine Lectier og spiist sin Aftensmad ventede paa at blive bragt tilsengs, kom Faderen hjem i meer end sædvanlig ondt Lune og fandt snart en Anledning til at udøse det. De to Ægtefolk lagde ikke Mærke til Drengen, der ikke vovede at røre sig. Efter at hun længe havde tiet, brast endelig Hustruens Taalmodighed, og grædende afviste hun de urimelige Bebreidelser. Som det ofte gaaer, blev Faderen kun end mere forbittret ved at føle sin Uret, og endelig - slog han sin Hustru. Drengen, der havde hørt til i den dybeste Sjæleangst, udstødte et hvinende Skrig og underrettede derved Forældrene om sin Nærværelse; Moderen kastede sig grædende over ham, kyssede hans Øine, som for at bortkysse det Sete, omsluttede ham med sine Arme, skjulte hans Hoved ved sin Barm, som for at holde Lyden af det faldne Slag borte fra hans Sjæl. Men Slaget var faldet. Det havde sønderslaaet Barnesjælens uskyldige Tro og Tillid og gjort den vidende om Jordens Piinlige; det havde paatrykt ham Bevidstheden om den plebejiske Tilværelse, hvori han hidtil havde levet uden at være hjemme deri, og slaaet en Kløft mellem denne Tilværelse og Sjælens medfødte Sands for det Ophøiede og Skjønne. - Et Aars Tid efter var Moderen død, og Faderen arbeidede med mørk Alvor for sit Barn. Han vilde ved Opoffrelse for Sønnen gjøre godt, hvad han havde forsyndet mod Moderen, satte ham i en lærd Skole, savnede selv paa mange Maader for at bestride Omkostningerne, men var indesluttet, barsk og ulykkelig. I Skolen viste Drengen en overordenlig Flid, og det Lys, den Udsigt over Verden, det Kjendskab til Guders og Menneskers Herlighed, som han erhvervede, og den mægtige Attraa, som i hans yppige Natur fulgte Haand i Haand med Erkjendelsen, stod i skarp Modsætning til det tarvelige, ofte uordenlige eller fattige Hjem. Han levede i to Verdener; hans Legeme spiste ved et Fyrrebord, der var forladt af Kjærlighed og Agtelse, hans Sjæl sad tilbords med Zeus og alle Olympens Guder.

Hans Barndomsskjæbne fulgte ham i Kjærligheden. Han gjorde Bekjendtskab med en Familie, hos hvem der var en fjerntbeslægtet, usædvanlig smuk Pige, et Aar ældre end han, og han var da atten Aar. Det var en Kvinde med en mægtig Natur, med en ubetvingelig Drift til det Store og Dristige indespærret i smaa Forhold - en Drift, der maatte faae fuldstændig Magt over hende, naar den første Personlighed, hun hengav sig til, ikke forstod at betvinge hende. Det vakte Opsigt, men de nærmere Omstændigheder bleve aldrig fuldstændig bekjendte, da hun pludselig forsvandt - Nogle sagde, med en Kunstberider, Andre, med en bortreisende Diplomat. Ingen vidste, at Schiøtt havde elsket hende, og at hun havde efterladt ham den Gaade at gjætte, om hun midt i al den Lidenskab og Lyksalighed, hvormed hun havde beruset ham, havde elsket ham eller ei. Hun hed Ottilie Angelika Damm.

Uheld eller Ulykker, der ramme et Menneske i hans tidlige Ungdom, ere trods al den Indflydelse, de kunne udøve, dog ikke ret betegnende; thi det kommer saa meget an paa den Naturmagt, der modtager dem. Med et blødt og dybt Gemyt kan et ungt Menneske efter saadanne Begivenheder blive tungsindigt eller menneskefjendsk. Schiøtt var altfor livskraftig og livslysten til at forbittre sig Tilværelsen med Melancholi; der var en dyb Trang hos ham til Viden og Erkjendelse, og heri søgte og fandt han den Tankemagt, der hjalp ham til at glemme, hvad han vilde glemme, og til at smykke, hvad Glæde Livet bød ham. Med sin Sands for det Ideelle og det Skjønne dannede han sig et Lyksalighedssystem, en Livsanskuelse med et Ideal, der syntes at føre opad mod det Høieste uden at paalægge for megen Tvang, forstod at lade smaa Nydelser gjøre Tjeneste som store Nydelser og slog en Bro over indtrædende Modsætninger med Ironi. Hvad der under hans langsomme Kamp imod smaa Kaar, under mangfoldige Tilsidesættelser og Skuffelser af Verden, foer imod ham medbringende Smerte, drog han ud af det Pantser, hvormed han lidt efter lidt fik Magt til at omgive sig, og forvandlede det til ironiske Pile, som han sendte tilbage paa Verden.

Hans Fader var for rum Tid siden død, og han var nu sex og tyve Aar. Det ydre Formaal, han næsten ubevidst havde faaet sat for sin Tilværelse, en Adjunct- eller Overlærerpost, kunde han naae, hvis han vilde. Han havde faaet et Familielegat, der i Forbindelse med nogle Informationer sikkrede ham Tilværelsen, og han levede nu sorgløst, studerende efter Lyst, ironiserende, glædende sig ved det Spil af Kræfter, der rørte sig i hans Natur, aandig bevæget, vogtende sig for Sammenstød med den reale Verden, hjulpen i denne Tilværelsesmaade af et urokkeligt Helbred og et godt Humeur.

Samtalen var hans Styrke; det var under den, at han blev skabende virksom og undertiden med sin Aandfuldhed, Viden, Phantasi og dybe Skjønhedssands uhindret virkeliggjorde sit Skjønhedsideal, lod det fremtræde for Andre, satte dem i Stemning og udøvede en vækkende Indflydelse enten ved Idealet eller ved Ironien over Verden. Naar man hørte ham, skulde man troet, at han egenlig var Digter; men Digtekunstens Ideal er ikke Skjønheden, uagtet Poesien skal være skjøn. Den Livfuldhed, hvormed han talte, gav ham en vindende Magt, og det syntes, at hans Skikkelse og Ordene, Ideal og Natur, smeltede sammen til Et. Brast det, saa kom han let, næsten uvilkaarlig, til at slaae en Bro over Kløften med Ironi og Satire; thi Satiren fører Opmærksomheden bort fra selve den Talende, og man forudsætter uvilkaarlig, at han selv er udmærket i det Punkt, hvor han angriber Andre.

Paa det Standpunkt, hvor han stod, var han sanddru og oprigtig, ligesom meget Uforfalsket og Velvilligt havde bevaret sig i hans Natur - en Velvillie, om just ikke for Menneskene, saa for deres »Idee« - og han troede i mange Henseender ærlig, at leve for Ideen; han var en skarp Iagttager, bedømte mange Forhold med træffende Sikkerhed, udtalte en Mængde slaaende Sandheder; men naar han skulde omfatte hele Livet i en Anskuelse, kunde Sandheden ikke rummes deri. Ved saadanne Leiligheder var det imidlertid vanskeligt at opdage, naar hans Tanker og Tale afveg fra det Rette; thi det Skjønne og det Sande ere saa nær beslægtede, og Tilhørernes egne Tilbøieligheder hjalp til at kaste et Slør over Afvigelsen. Ofte hændtes det desaarsag, at man stærkest bekjæmpede ham, naar han havde meest Ret, naar han med Aand, Vid, Sands for det Skjønne og dulgt Følelse bedømte Verden.

Han talte næsten aldrig om sig selv. Det Eneste, han paastod om sig selv, var, at han ikke havde Lyst til at føre Ordet eller »holde Foredrag«, og det syntes virkelig saa, eftersom han sædvanligviis indtog en Stilling som adspredt Tilhører ved de Andres Samtale og kun kastede enkelte korte Bemærkninger ind i Discussionen. Men af saadanne Tirailleurfægtninger udviklede sig som oftest en Bataille; man vilde gjerne høre ham, holdt fast ved hans henkastede Ord og tvang ham til at opbyde al sin Magt for at gaae seirrig ud af Striden.

Han sad en Eftermiddag i Foreningen ved en Bunke Aviser og en Kop Kaffe; i Værelset befandt sig syv eller otte Medlemmer, blandt dem Hald og Bregning, Nogle læsende, Andre førte en Samtale, hvori der ikke ret vilde komme Liv. Mendoza traadte ind og spurgte efter Otto; han blev hilst med Venlighed, og En bød ham en Cigar, som han takkende afslog.

Mendoza er saa overmaade skikkelig, bemærkede En; han ryger ikke og drikker ikke Viin, hvor tidt man end siger ham, at Ingen er Digter eller Kunstner, der ikke elsker Bacchi Druer.

Mendoza svarede: Druerne kan jeg godt lide, og hvis Vinen smagte som Vindruer, vilde jeg gjerne drikke den.

Uden at see op sagde Schiøtt: Ja, den har undergaaet Reflexionens Gjæring, og derfor smager den naturligviis ikke et saa umiddelbart, reflexionsblottet Gemyt.

Da har jeg dog gjort den Reflexion, at hvis det ikke stod hos Digterne, at man skulde være begeistret for Vinen, saa vilde Mange ikke være det. Krøyer har lært mig et Vers af Euripides's »Bacchantinder«:

Var der ikke saadanne Digte, vilde Mange ikke tvinge sig til den sure Drik.

Ei, hvor De er veltalende idag ... men det er sandt, De taler for To. Men forresten tager De vist feil, Høistærede; Digterne anprise ikke Eddike, og det lader til, at De taler om Viineddike.

Mendoza er i Grunden en Naturmærkværdighed, vedblev Schiøtt og saae paa ham med sit lunefulde Blik; han fatter ingen af Nuancerne mellem Sødt og Suurt, ingen pikant Blanding af Lifligt og Berusende, Spøg og Alvor; der er noget Elementarisk ved ham, i den Grad, at han ikke er kommen langt ud over Elementarunderviisningen.

Dette saarede Mendoza, der satte en høi Priis paa, at han var Student. Han forsøgte at smile og sagde: Det var nu blot, fordi jeg ogsaa kunde citere, at De blev saa satirisk og følesløs!

Ja, see! Hvor kan De nu selv være saa følesløs at pine to forskjellige Begreber ind i een Categori? Holdt De Deres Categorier i en Smule Orden, saa vilde De vide, at Satiren er en omvendt Lyrik, en sand Følelse, der for ikke at blive sentimental yttrer sig negativt og undertiden istedenfor at rose en Gjenstand angriber dens Modsætning.

De, som kjendte Schiøtt nøiere eller bedømte ham opmærksomt, vidste, at i disse Ord laa en Afbigt eller en Velvillieserklæring til Mendoza. Det var imod hans Vane og i dette Øieblik tillige imod hans Selvfølelse at udtale sig tydeligere; men Mendoza forstod ham ikke, og de Andre tænkte ikke paa at skaane ham meer, end han skaanede dem.

Hald kom Mendoza tilhjælp og sagde: Ja, det klinger godt nok; men jeg troer, man kan snarere sige, at Satiren er en huusvild Lyrik, et Tilløb til Følelse eller, om De vil, en sand Følelse, der ikke finder sin faste Grund inde i Personligheden og derfor flagrer udenfor og skjuler den Mismod, den ved nøiere Betragtning vilde føle med sig selv, ved idelig at angribe sine Modsætninger, og disse Modsætninger ere maaskee Alverden.

Ved dette kraftige Angreb studsede Schiøtt; men Hald, der mærkede, at han talte godt, og nu gjerne vilde vedblive, tilføiede: Derfor duer Satiren ogsaa kun til Angreb; hjemme i sin egen Stue mangler den Fodfæste og kan ikke forsvare sig. To Satirikere vilde strides som to Konger, der gjensidig førte deres Armeer i hinandens Land og gjensidig ødelagde hinandens Eiendele.

Schiøtt udbrød: Alle Lignelser have Privilegium paa at halte; men der bør være Maade dermed, Høistærede. Jeg tager derfor den uforholdsmæssige Skjævhed, hvormed Deres Lignelse optræder, til Indtægt. To Konger, der føre Krig i hinandens Land, maae engang vende sig imod hinanden, og en af dem maa seire i et positivt Feltslag. Hvad Satiren imidlertid har ødelagt, groer frodig op igjen til Seirherrens Glæde. Vi ere altsaa ved alle Deres Ord ikke komne videre end til at sige, at Satiren maa have en positiv Baggrund, og det tog jeg mig den ærbødige Frihed at sige først. De derimod taler egenlig, som om det var muligt, at Deres to stridende Satirikere slet ikke vare Andet end Satirikere, kun fyldte med Satire, ligesom i visse yndede Tragedier een Mand træder op og er fyldt med lutter Heltemod, han kan ikke aabne Munden uden at sige en Heltegjerning, en Anden er fyldt med Fromhed, en Tredie med Uskyldighed o. s. v. Men saadan forholder det sig ikke i den virkelige Verden; vi ere kunstig sammensatte Væsener, kunstbegavede Væsener, der f. Ex. lave Bue og Piil og Skjold og dække det, vi elske, snart med Skjoldet, snart med Vittighedspilen, der udsendes mod Angriberen.

Det vi elske! Ja, hvad elske vi? ... Hvad skal forstaaes derved? Hvad mener De? Mener De Dem selv? ... Ja, Vittighedspiil! Hvo ynder ikke Vittighed!

Saaledes raabte man paa engang.

Schiøtt sagde: Hvo ynder ikke Vittighed? Prægtigt Ord! Vittigheden er en Kaarde; hvo der holder Fæstet og støder til, elsker den; hvo der faaer Stikket, ynder det ikke, men skriger paa, at slige satiriske og følesløse Vaaben burde forbydes.

Men lad os komme bort fra slige subjective Bestemmelser som den, om vi ynde eller ikke ynde Vittigheden, og istedenfor anvise den sin rette Plads. Jeg tænker, at baade Hr. Mendoza og hans Ridder ere enige med mig om at henføre den under det Comiskes Categori. Men hvad er det Comiske, meine Herrschaften?

Schiøtt standsede et Øieblik, og da Ingen bød sig til at svare, tog han atter Ordet: Det er det Guddommelige! .... o, De behøver ikke at fare op, Hr. Bregning .... Hvad er da det Alvorlige? - Det Alvorlige er det Menneskelige, det af Jorden Tyngede. De kunne see det i Livet. Jo mere de menneskelige Beskjæftigelser fordybe sig i det Materielle, det Ikke-Guddommelige, desto mere fjerne de sig fra det Comiske. Intet er alvorligere end Kampen for Spise, Drikke og Huusly, ingen Mand forstaaer Spøg, naar det gjelder derom. Det Alvorligt-Ophøiede, fra det Lyriske indtil det Tragiske, er Menneskets Opløftelse eller Opstigen fra Jorden til Idealet eller det, man kalder Guddommen. Den sublimeste alvorlige Digter udfolder sine Vinger, Jorderigets Smerter bærer han ved sit Bryst som Nattens Gudinde de to Børn, svinger sig op for det Guddommeliges Throne, og badet i Taarer raaber han: See, Fader! Saaledes er Din Jord! Og der græder han sig mæt, og senere seer man et blidt, svagt Smiil om hans Mund, en mat Afglands af, hvad han saae. Thi Guddommen - tænkt som Personlighed - Guddommen, han i Phantasien besøgte, er det intensiv Glade og Skjønne, det over al Sorg og Møie Ophøiede, det, som hviler i sig selv, Idealet. Men fra Guden kommer en Straale, et Glimt, til den comiske Digter. Da fyldes hans Sind af den intensive Glæde, det blinker i hans Øine, hans Læber krumme sig som Apollos Bue og udsende Pile mod Idealets Fjender. Ingen arbeider sig op til at blive comisk Digter, det kommer fra Guden som ved Aabenbaring; thi det Comiske er det Guddommeliges Nedstigen til Mennesket, og naar det viser sig, juble Alle, uden at kunne angive Grund; Unge og Gamle, Konger og Spekhøkere, Sunde og Syge rystes af homerisk Latter og glemme i det Øieblik Alt, hvad der hører Jorden til. Det Comiske bryder frem af Sindet som en umiddelbar Lykkens Gave og beundres - med Forsigtighed. Kleon beundrede ikke Aristophanes; men vore Professorer geraade endog efter to tusinde Aars Forløb i Ekstase over ham, udlægge og commentere ham og opfordre ved deres Begeistring os Andre til at efterligne ham ..... om to tusinde Aar.

Og lad det saa engang for alle blive sagt - vedblev han, idet han reiste sig, og hans Stemme blev kraftigere - vi leve ikke i en ideal Verden. Vi gaae ikke omkring i Paradiset, hvor man kunde hengive sig til Kjærlighed og omfavne alle Mennesker, fordi man kun var To, og det en Mand og en Kvinde. Det var saare viselig indrettet, at Folk maatte ud af Paradiset, inden de bleve Flere; var der først blevet nogle Mænd og nogle Kvinder, vilde Paradiset af sig selv være gaaet ud af dem. Vi ere Mange; den Ene synes, at den Anden gaaer ham i Veien; men den Ene behøver den Anden, det er Civilisationens og Instinctets Lov. Følgelig slaaes vi ikke som i en Rytterfægtning, hvor Enhver hugger paa egen Haand og søger at skaffe sig Luft. Der er en langt mindre mandhaftig Kamp, en feig Kamp i Vrimlen, hvorover er udbredt den sødlige Høfligheds og den hyklerske Følsomheds tunge Luft. Men der er Plads nok, naar blot Atmosphæren bliver renset - slaa Funker, stød til med den glimtende, fine Kaarde, der gjennemborer uden at dræbe!

Der blev en dyb Pause.

Indrømmer De da ikke - spurgte endelig Bregning - at i den stille Fredsommelighed dog ogsaa er en sand og kraftig Tilværelse?

Jo, jeg kjender den, det er den negative Honnethed .... Hvad jeg mener dermed? Nu, en positiv honnet Mand er en saadan, der ikke blot har en Anskuelse, et Princip og tør være det bekjendt, men ogsaa har Kraft og Mandemod til at kjæmpe for det og hengive sin Person, sin Tilværelse dertil. Kjende De en saadan? Vi have ikke Mangel paa dem, der have heist en Menings Fane, men mene noget Andet, end de sige, eller kun elske Principet, saavidt det vil lyde deres Villie og Hensigter. Vi have ogsaa nok af dem, der ganske smukt og vakkert erkjende Sandheden og ikke for nogen Priis i Verden vilde løfte deres Haand imod den. Men bliver Sandheden morderisk overfalden udenfor deres Gadedør, saa gribe de ikke det første, det bedste Vaaben for at ile ud og slaaes og maaskee falde for og med den; men de sige til Tjenestepigen, at hun skal see efter, om Gadedøren er vel lukket i Laas, at for Guds Skyld Kampen ikke skal vælte sig ind i deres Huus og deres Navn skal blive blandet i en Skandale. Og var det deres Venner, der gjorde Anfaldet, ville de sige, at den Overfaldne dog vist gav Anledningen. Her er Mænd, der have alle mulige Anlæg til at blive Martyrer: Mildhed, Sandhedserkjendelse, Lærdom, og kun lide af een Mangel: Mangel paa Mod, og derfor ville de aldrig kunne udrette Noget, og de begjære det da heller ikke, de ville kun leve i Fred inden deres fire Vægge. Hvo der iøvrigt er sund og for sin egen Persons Skyld ikke vilde være bange, har Børn; der skal tages Hensyn til dem og til deres Fremtid. Man er Fader; Børn, der i Naturens Tanke ere en Velsignelse, blive under Samfundets Stilling til Ideen en Forbandelse. Men saalænge Tilstanden er, som den er, og Betingelserne for Samfundslivet ere, som de ere, er Ironien det Eneste, der varetager Ideens Tarv. Kom til en saadan Bayard sans reproche et avec peur, tal til ham om alle mulige Ting, og I ville finde ham fast, rolig, smilende indenfor sine blanke Staalplader, sin negative Honnetheds Harnisk. Han roser mildt det Ene, han trækker paa Skuldrene ad det Andet, han dømmer klart og kjækt som Radamanthos, medens han sidder i sin bløde Sopha. Ja, han vil tale med besindigt Mod, skjønt og opbyggelig, indtil I begynde at see paa ham med det ironiske Blik, der Intet bebreider ham uden det, han med stille Samviden erkjender hos sig selv, at han ikke har Mod; han stiger da ned i sin Tilværelses Kjelder, gaaer vaklende ned ad Trappetrinene og holder med bævende Haand Lyset og seer, at der er tomt og mørkt dernede. Og at I have tvunget ham til at gjøre denne Gang, at Eders ironiske Blik saaledes bragte ham til at søge indvendig, det tilgiver han Eder aldrig, og derfor skulle I ikke vove et sligt Blik, hvis I selv ere feige. At tale ved en saadan Leilighed er ulige vanskeligere; thi dertil hører en i høi Grad sikker Personlighed; men kommer Ordet, da er det som en Svøbe. I, vi have nu engang ikke en saadan Myndighed overfor de Bosatte, Agtværdige, Solide, med en eller flere Ordener eller idetmindste med en Titel Bedækkede - lad Svøben derfor blive svunget mellem de Unge, for god Tugts Skyld.

Det bølgede mellem Tilhørerne; Nogle vare revne med, Andre søgte efter Argumenter til at bekjæmpe Schiøtt.

Otto var kommen til og sagde ivrig: Det burde være som i den antike Tid, da man uhindret kunde slutte sig til de Bedste og omgaaes med dem i Stoa og Academiets Søilegange. - Og ved disse Ord kom han uvilkaarlig til at kaste et beundrende Blik paa Schiøtt.

Er De da bedre? spurgte Bregning Schiøtt. Og tør De forlange Sandhedens ubarmhjertige Tribunal sat over Dem?

Bedre Hvad? Bedre Philolog, Jurist, Pottemager? Det Eneste, der kan paahvile mig, idet jeg kritiserer Folk, er at være en god Kritiker, eller skal jeg bringe Præsteattest for god moralsk Vandel for at have Lov til at sige, at en Hare er en Kujon?

Men De har ikke Lov til at tale, som om alle Andre vare Kjeltringer! sagde Hald.

Hald, Hald! Maa De nu pidske Deres Bag med Overdrivelser for at faae Styrke til at springe imod mig? spurgte Schiøtt. - Han saae Tilhørerne betvungne til den vante Lytten og sin nærmeste Modstander irriteret og blev nu selv roligere. Han tilføiede: Jeg siger desuden ikke, at vi ere slettere end Folk andetsteds, tvertimod ere vi vel endog gemytligere og godmodigere.

Naa, ja!

Ja, endelig hørte De den rosende Floskel! Det lettede, hvad? Den gjør saa godt! Den burde anbringes ved Slutningen af enhver Forestilling ligesom Engelskmændenes God save the King.

Men De indrømmer jo selv Rigtigheden!

Ja, men erkjend De saa Prisen, hvorfor den Herlighed er kjøbt - mod den tilsvarende Portion Svaghed - saa gjøre vi Regnestykket om og faae samme Facit. Den Deel af Folket, som bærer vort aandige Liv, er en Embedsverden paa 1500 Rbd. aarlig Gage i Gjennemsnit .....

Men ubestikkelig og agtværdig!

Ih, ja! Og huuslig og net og velklædt .... Har De flere Dyder at anbringe, inden Cataloget sluttes? - Jeg nævnte forresten ikke Sagen for at antyde Andet, end at i en Stand, der ikke kan føre stort Huus, indretter man sig saaledes, at Salon- og Familielivet smelter sammen, Altsammen ad majorem Gemytlighedens gloriam.

Kalder De det da en Feil?

Nei, men anseer De en Feil, som jeg maatte begaae i Talens Løb, for en Klump Guld?

Nei, hvorfor?

For De seer saa begjærlig ud, som om De med en af mine Feil kunde vergilde runde Thurm og hele det polerede Liv.

Naa, hvad vil De da sige om denne Embedsverden?

At vi i aandig Henseende kun have den ene Verden, det ene Selskab, og det er, som vi bleve enige om, en Embedsverden, en Hensynsverden. Man kjender hinanden, kommer i utallige Berørelser, skal være gode Venner, skal hilse og hilses venlig paa Gaden, der maa ingen Skyer komme paa Behagelighedens Himmel. Følgelig trækker man saa meget som mulig alle Kanter ind paa sin Personlighed og bliver i den høieste Fuldkommenhed et behageligt, elskværdigt, bøieligt Siv.

Aa! respecterer man da ikke den kraftige Mand?

Jo, i sin Samvittighed! I sit stille Sind eller under fire Øine hvisker mangen Mand sin kraftige Protest mod Modemeningen.

De veed meget godt selv, at det er uretfærdigt eller bizart ....

Og De veed ligesaa godt, at den almindelige, sande Regel altid lyder uretfærdig, naar man ikke kan nævne Undtagelserne og ikke vil gjøre det, for at Andre ikke over Undtagelserne skulle oversee Reglen. De vide, De føle Alle meget godt, at Særkjendet for vort Liv er denne behagelige Slaphed. Og deri kan ingen original og kraftig Characteer trives! I vor officielle Verdens Luft opvoxer baade en Literatur og en Kunst, hvor det egenlige Ideal synes at forsvinde og Alt kun tragter efter noget Underordnet-Skjønt, Nethed og Pænhed. Egen falder og bliver erstattet af Ellekrat; istedenfor Dramaet faae vi Vaudevillen, istedenfor den store historiske Stiil med ædel ophøiet Ynde fremskyder Genremaleriet, Kufferters og Kaalstokkes Idealisering, de ubetydelige Menneskebeskjæftigelsers og Sindsbevægelsers Eviggjørelse. O, Svaghed, Dit Navn er .... Mandsperson! - og ved disse sidste Ord gjorde Schiøtt en Haandbevægelse, som om han vilde betegne Alt, fjernt og nær, og sig selv med.

Det er sandt! udbrød man. - Men det kommer af Absolutismen! .... Det kommer af vort Maskepi med Tydskheden og Nationalaandens Fortrykthed! ....

Hald sagde: Jeg giver forsaavidt Schiøtt Ret, som jeg erkjender, at baade det Gode og Slette maa vise sig svagt eller med forholdsviis ringe Styrke i en lille Nation.

Ere vi da en mindre Nation end Athenerne?

O, havde vi som Grækerne at kjæmpe mod et Anfald af Barbarerne, saa vilde vor Civilisation ogsaa under og efter Kampen udfolde herlige Blomster! Men vi ere overalt omgivne af Civilisation, og det er Naturkraft, som vi behøve!

Hvor skal vi da tage den fra? Skal vi maaskee gjøre Matroser og Bønder til Professorer, Eovgivere og Kunstnere? Skal Skjønheden trædes ned, eller skulle disse blive civiliserede og ligesaa fordærvede som vi?

Hald svarede: Jeg gaaer ikke til nogen Yderlighed og forguder ikke Nationaliteten paa Civilisationens Bekostning; men vi skulle udvide os med det Naturbeslægtede og danne een Nation med Normænd og Svenske! Den Civilisation, som er hos os, skal kaldes til en større Virkekreds, finde et større Fædreland, have Bevidsthed om mere Kraft og Betydning i Europa.

Ja, raabte En, leve Skandinavien! Engang i Tiden vorder det heelt -

Schiøtt sagde: Jeg tør uden Ubeskedenhed antage, at mine Herrer vide, jeg forstaaer mig ikke paa Politik. Derfor tør jeg maaskee spørge, hvordan det skal gaae til.

Aa, gaae til! - raabte En - saadan spørge Dødbiderne, men de er af Hels Slægt! Det er gaaet saadan til, og det er ikke for Intet, at der fra Odins Ring Drypner hver niende Nat drypper otte nye Ringe og vedligeholde den historiske Kjæde! Forfædrene have faret med hinanden paa Vikingetog og drabelig blandet Blod sammen og sjunget deres Seirsdrapa, enten det gik til Seir eller Nederlag. Forfædrene havde Løvehoved og Hjertespeil, og det bør vi ogsaa have!

Ja, jeg er nu fornøiet med mit Hoved, som det er, sagde Schiøtt.

Det ligner Dem!

Unægtelig; hvem skulde mit Hoved ellers ligne?

Aa, med Loke kunde selv Aserne ikke disputere fornuftig!

Nei, men var det Lokes Skyld?

Helzen raabte: Jeg skal sige Dem, hvordan det skal gaae til: Der er en Logik i Instinctet ...

Glem ikke, hvad De vilde sige, Hr. Helzen; men naar De vil kjøbe Korn paa Torvet, vil De saa gaae efter Instinct eller efter en Anskuelse om Kornets ...

Aa, det er en anden Sag!

Naar De vil gaae til Skandinavien, vil De saa see efter, om - naa, Mendoza er gaaet - om Moses har lagt Bjælker under Isen ...

Aa, det er en ganske anden Ting end det, jeg dengang sagde om Kunst!

Hvorfor?

Fordi der er Forskjel mellem et Skjønhedsideal og Noget, der kan naaes uden Genialitet, ved Folkets Villie.

Folket er selv et Geni, og Geniet er sin egen Lov! raabte Otto.

Hald sagde: Forklar mig, Schiøtt, hvordan det gaaer til, at ofte, naar De taler, henpeger De paa et fjernt, maaskee uopnaaeligt Ideal, men naar Andre have et Ideal, saa udhæver De saa bestemt dets Uopnaaelighed?

Det skal jeg sige Dem, svarede Schiøtt koldblodig: Naar De taler om Deres Ideal, staaer jeg paa Naturens Standpunkt, men jeg tillader Dem, naar jeg taler om mit Ideal, ligeledes at stille Dem paa Naturens Standpunkt, og naar De bedømmer min Natur, dømmer De ikke efter Deres Natur, men efter Idealet; det er den menneskelige Natur ... Desuden har jeg Autoriteter for mig baade i den nyeste Literatur og i den antike.

I den antike?

Ja, der var engang en Mand, som hed Aristophanes, og han har skrevet et Lystspil, som hedder »Fuglene« ...

Aa, et Lystspil! ...

Ja, ja, De veed da nok, at den gamle Comedie var overordenlig politisk; deri behandlede man Statssager næsten ligesaa grundig som heroppe.

Hvad er da Indholdet af »Fuglene«? spurgte En.

To skandinaviske Athenere ved Navn Raadkjær og Godthaab komme til Fuglene og raade dem til at emancipere sig fra Zeus og Menneskenes Børn, minde dem om den Tid, da Fuglene selv vare guddommelige som Hugin og Munin - hvor blev min Ven med Løvehovedet af? Naa, han gik, men han vender fyrgterlig tilbage - altsaa Hugin og Munin, de to Ravne, fra hvem Odin fik al sin Viisdom; de opfordre Fuglene til at tage Magten tilbage, saadan som den var i Odins Tid, og til Ende erklære den Luft, hvori de leve og flyve, hvor deres Forfædre have fløiet, for deres retmæssige Eiendom, befæste det Hele til en uindtagelig Borg, men først og fremmest give Borgen et herligt, velklingende Navn, nemlig Nephelekokkygia, hvilket, som enhver Hellener veed, er næsten ordret oversat, Luftkastellenborg. Da tillader en enkelt Fugl sig den næsvise Bemærkning angaaende deres forehavende Kamp mod det Bestaaende, at Udfaldet kunde blive noget betænkeligt:

Ja, den næsvise Fugl! Men vi er ikke Fugle! ... Nordens Folk have i alt Fald Næb og Kløer! blev der raabt.

Tillad mig endnu at fortælle en lille Smule. Da Fuglene have fundet paa det Omtalte og sendt en Herold til Menneskene med Budskab om, at de bygge deres Luftkastellenborg, kommer Herolden tilbage og melder, at Ideen har vakt almindelig Enthusiasme blandt Studenterne:

og berede sig til at indtræde i Selskabet, hvisaarsag der requireres 20,000 Vinger. - See, det er Vinger, man altid maa tænke paa at give Folk, der ville bekjæmpe det Bestaaende fra Luftkastellenborg.

Aa, vær De kun rolig! Vingerne medbringe de selv, det er den fælles Fortid og de fælles Minder, Haabet og Troen. Gud skee Lov, ikke Alle gaae som vingeløse Tvivlere!

»Ja, ved Ord bevinges Alle«, siger ogsaa netop Aristophanes.

Det Bestaaende, taler De om - sagde Hald - men er det Bestaaende da virkelig Noget, der staaer fast, eller er det egenlig det Luftige, Omskiftelige, som i næste Øieblik er blevet et andet Bestaaende, bygget paa Mands Villie?

Det Bestaaende! raabte Helzen; hvo veed, naar en Storm kan komme og rive det omkuld som et Korthuus! Der er dog some thing rotten i det!

Aha! sagde Schiøtt, nu begynder jeg at faae Respect. De vil realisere ... Deres Bo.

Ja, vel, realisere, gjøre virkelig! udbrød En. Realisere Friheden! Naar den kommer, saa kaldes Folkets ædleste Kræfter, al dets Intelligens, Mod og Fædrelandskjærlighed til at styre. Da skulle vi see Folkets Majestæt sidde paa Thinge! Da svinder hele Parykvæsenet, al Smaaligheden og Egenkjærligheden, alt det tørre Formvæsen! Baldur træder ind i Hels Hal, og alle de blege Contoirsjæle krybe sammen, føle Smerte og flygte bort ved Synet af hans Guddomsaasyn. Da er det Gjenopstandelsens Tid, Højsindets, Sanddruhedens, Samdrægtighedens Tid! Og skal den vindes gjennem Sværdtid og Øxetid, skulle vi end gaae frem i Stormskridt og tage den, saa velan:

Ja, leve Friheden! raabte en Anden. Leve Danmark og Broderrigerne! Leve Friheden i Norden! Da gaae vi samlede mod Østens Despot. Fra Østen blæser Dødskulden, i Østen vogter man skinsyg paa, at ikke Norden vorder frit. Men Friheden skal formæle Danmark med Broderfolkene, og, som en udmærket Taler har sagt, medens vi faae Slesvig, bringe vi Sverrig Finland i Morgengave!

Det er Naturkraft, sagde B regning halvhøit.

Theologen protesterer! raabte Helzen.

Hvad skal det betyde? spurgte den sidste Taler.

Jeg sagde blot, at det var Naturkraft ....

Naa, og hvad har De derimod?

Velan! Jeg troer at være saa dansk som Nogen og anseer Fædrelandskjærlighed for en forholdsviis hellig og skjøn Ting; men, medens De talte, stod den Tanke klart for mig, at den styrkende Gjenfødelse, hvorom her er talt, maa skee gjennem Religionen ....

Aa, aa! Maae vi nu være frie! .... Der kan vi da slaae Dem med Deres egne Vaaben. En ordineret Præst og en Mand, for hvis Navn hver Dansk tager Hatten af, har offenlig og uimodsagt erklæret, at Folkenes Politik har Intet at gjøre med Religionen, og at man ikke kan anvende christelig Moral paa politiske Forhold. Maae vi saa være frie! Modersmaal er en hellig Lyd, og Asa-Thor skal nok vide at skjærme det!

Helzen sagde docerende: Den philosophiske Erkjendelse paa den ene Side og Nationalitetsfølelsen paa den anden Side har ført Folkene ud af de gamle Fordomme og viist dem, at »Religionen« kun er et Bolværk, bagved hvilket de Herskende krybe i Skjul. Folkeslagene vaagne af den Dumphed og Slaphed, som de med christelig Resignation havde hengivet sig til! Man vil have sin Ret! Og det maa man indrømme endeel Geistlige baade her og i Tydskland, at de ikke ere døve for Folkets Røst, ja de gaae forud i Kampen, og naar det kommer til Stykket og de for et Syns Skyld bære Korset, saa skal vi nok see, at det er blevet Thorshammeren, og der voxer ikke Græs, hvor Slaget falder!

Hald gik.

Der maa komme et Uveir, vedblev Helzen; Alt er for lummert og trykkende; Alt er gispende mat fra det Største til det Mindste. Gaaer man i Selskab, saa er det, som om Ens Kjole talte istedenfor En selv. Den pæne sorte Kjole converserer med Damernes pæne Kjoler, og hele Samtalen gaaer som mellem tørt Tøi ...

Ja, vi burde Alle gaae nøgne, sagde Theologen, saa førte Klæderne ikke Ordet.

Det var en ægte præstelig Yttring! raabte Helzen; det var ret at lokke den værste Tanke ud af Ens Ord for at kunne korse sig over Menneskenes Ugudelighed! Vil De ikke holde en Prædiken derover og slutte med en Takkebøn for, at De er bedre end jeg stakkels Tolder?

Jeg maa have ramt godt, siden det gjør saa ondt, bemærkede Bregning.

Bravo Hr. Satyricus! raabte Schiøtt, idet han gik.

Ja, sagde Helzen, jeg under ham den Triumph; han greb min Tanke, men gav den en hæslig Form ....

Jeg klædte den nøgen af....

De gjorde den til noget Andet, end den var hos mig! De Fromme have saa god Forstand paa Sligt! Naar Andre ikke vare syndige, kunde de ikke slaae sig for Brystet, deres største Sorg vilde være, om Alle vare ligesaa ærbare som de!

Hvorfor gjør De da ikke de Fromme den Sorg? spurgte Bregning.

Otto var fulgt strax efter Schiøtt og havde indhentet ham paa Trappen. - Hvorfor gaaer De? spurgte Schiøtt.

Efter et Øiebliks Nølen svarede Otto: Oprigtig talt, jeg vilde gjerne følges med Dem.

Høist forbunden.

Men hvorfor gik De?

Hm, engang skal vi Alle gaae ... forresten maa jeg, siden De giver mig Æren af Deres Ledsagelse, takke Dem for den udmærkede Floskel, De kom med: »Folket er selv et Geni, og Geniet er sin egen Lov« - var det ikke saadan? Den sidste Deel af Værket havde De da paa anden eller tredie Haand fra Aristoteles ...

Paa første ... Vel, lad gaae; første Deel havde De vel fra Thiers's Revolutionshistorie. Er det Danton eller Vergniaud eller hvilken anden af Deres Helte, som tilraaber Pøblen: »Folket er selv et Geni!« og bliver lønnet med enthusiastiske Bifaldsklap? Skammer De Dem ikke ved at bruge saadan en Floskel og drive Politik ligesom min Ven med Løvehovedet?

Otto svarede forlegen og forvirret: Han er dog en godmodig og ærlig Fyr.

Ærlig! Ja, han er unægtelig en Blanding af Ærlighed, Forfængelighed og middelmaadig Begavelse, en sammenpidsket Blanding af Øl, Suttungs Mjød og Pærevælling; han veed ikke, naar han lyver, og ikke, naar han siger sandt, han forholder sig til et Menneske som Ølskum til klar Viin, men Børn og barnlige Sjæle sige om ham: See, hvor ærlig han skummer! Han har rigtignok derhos den Værdi, at han er en tydeliggjørende Caricatur af dem, der hver Dag give Forestillinger i Skumning.

Men hvad har De da imod Politiken?

Politiken som Videnskab om Stæder og Riger har slet ikke gjort mig Noget; men det, som i Almindelighed kaldes Politik, bestaaer i »begeistret« Tale uden Erkjendelse, Sværmen for en Taage, der beæres med Titlen Ideal. Hr. Bregnings Christendom ere de lykkelig komne ud over; men en af Gud Thors Bukke vilde gjøre styrtende Lykke imellem dem og blive dyrket som Apis.

Men er man da ikke berettiget og forpligtet til at være begeistret for Fødelandet, og tilkommer det ikke især os Studenter?

Jo, men den nye Matrikel?

Den nye Matrikel?

Ja, kjender De ikke nok Forskjellen mellem den gamle og den nye Matrikel?

Nei, men hvor falder De paa at tale om Matrikel?

Fordi, naar jeg særlig vilde interessere mig for mit Fødeland og bedømme dets Politik, saa vilde jeg begynde med at studere det.

Aa, naa, saadan! .... Ja, men der er dog visse almindelige Anskuelser og Principer, som man kan have uden cameralistisk Specialstudium; de grundes paa Kjendskab til Historien og Folket og, jeg troer næsten, paa den blotte Egenskab af Ens Fødsel i et bestemt Folk og Ens fornuftige, oplyste Kjærlighed til det. Oplysning? Kjendskab til Historien? Hm, kjender De Indholdet af den Tractat, som 1603 blev afsluttet mellem Danmark og den kielske Hertug - hvad var det nu, han hed?

Det veed jeg ikke.

Jeg heller ikke; naar jeg skal være oprigtig, troer jeg, at der 1603 ikke blev afsluttet en Tractat og ikke existerede en kielsk Hertug.

Jeg skal ikke længe være saa uvidende.

Ja, det er godt nok; men De behøver ikke at være stødt paa mig, fordi jeg lægger Grundlaget til Deres fremtidige store Viden.

Hvordan da?

Jo, ved at vise Dem, at De Intet veed. De vil dog vel ikke nægte, at dette er den uundgaaelige første Betingelse for al Lærdom, saa at, hvis De engang bliver Professor og rager op fra Kathedret som en Pyramide, op over alle Matrikler og Tractater og Rescripter, saa er jeg Deres Fundament.

De har Ret, og jeg takker Dem virkelig for den Sandhed, De har sagt mig, skjøndt den smagte bittert.

Det er den pure Menneskenatur. Sig De til en Provst, at han ikke forstaaer sig paa Medicin, saa bliver han vred over den bittre Sandhed, skjøndt det er den rene Sandhed. Vi ville Alle have vor Uvidenhed respecteret ligesom Muselmændene deres Koner, Ingen maa løfte Sløret. - Men hvis De nu vil arbeide og læse, saa lad mig da, siden jeg er i Stemning dertil, bede Dem have Agtelse for Guderne og ikke læse til Embedsexamen .... Hvorfor studerer De Jura?

Otto huskede i dette Øieblik paa, at hans Studium dog egenlig var blevet bestemt ved, at Emilie engang havde sagt til ham: Saa studerer Du til Byfoged. Et andet Studium var aldrig faldet ham ind.

Han taug, og Schiøtt vedblev: Naa, det gaaer Dem som saa mange Andre. Jeg siger ikke, at De ikke skal tage Deres juridiske Examen, tvertimod, det kan være godt at have et fast Holdepunkt i Livet, og i alt Fald er det nu engang nødvendigt. Men gjør dog ikke som Mængden. De fordybe sig i Brødstudiet, bestandig med det skjønne, runde, fyldige Brød for Øie, og imidlertid slaae de om sig med begeistrede Floskler, der intet Hold have. Den Enthusiasme sprutter bort, og naar de blive Embedsmænd, ere de indsnørede i et Specialstudium, have til Brug for Livets skjønnere Interesser kun nogle vage, sentimentale Erindringer, og en Titel, et Baand, et Kors er Gjenstanden for deres Sjæls Tragten - jeg vil ikke sige, at de i Grunden sætte Priis paa det Legetøi; men det hører nu engang til Mandarinværdigheden, og hvad er en Mandarin uden den hvide Knap og Paafuglefjeren? Og saa bliver lidt efter lidt deres Ideal en Hverdagshistoriehelt med Brysseler Gulvtæpper ..... hørte De ikke engang Milner? - Man maa ikke fortabe sig. Man maa itide skaffe sig et almindeligt Overblik, almindelige Livsinteresser grundede paa nogen sand Erkjendelse; De kan studere Deres Jura, men De maa gaae videre end Forelæsningerne og omfatte en Mængde Sidegrene; til de tørre Lovsamlinger hører Retsbevidstheden, til Retsbevidstheden Historien, til Historien Poesien; til Bedømmelsen af et enkelt Folk hører Sammenligning med andre Folkeslag, og først naar Blikket saaledes udvides og en alsidig Erkjenden kommer, hører man op at være Barbar, da har man den oplyste, erkjendende Fædrelandskjærlighed, ligger ikke nærende sig af Meninger og givende dem fra sig som Ænderne i Gadekjæret. Hm, det er mærkeligt, som jeg er veltalende iaften. Men det kommer af, at jeg dog virkelig havde en vækkende lille Kamp derinde. Den har ordenlig sat mig i Stemning.

Otto var greben af Schiøtts Ord og optog de givne Raad med sit hele Sind. Netop fordi de vare saa gode, syntes de ham saa lette at følge, og han følte paa samme Tid Beundring for Raadgiveren, for et Menneske, der kunde bringe de skiftende, flygtige Stemninger til at krystallisere sig og selv betragte dem udenfra med kunstforstandigt Blik.

En høi, smuk, aldrende Mand gik dem forbi. See, sagde Schiøtt, han er ikke overordenlig begavet; men han har gjort Lykke i Verden, han har staaet i Kjærlighedsforhold til de elskværdigste Damer og selv med Klogskab og Elskværdighed vidst at forandre hver Liaison til Venskab, og alle disse Venskaber have hævet ham til den Plads, hvor han staaer. - Schiøtt sagde dette med en Tone, der var en besynderlig Blanding af Ironi og Beundring.

Otto svarede: Det forstaaer jeg ikke. Efter Kjærlighed, synes mig, maa følge Had.

Det maa komme af, at De ikke er elskværdig, sagde Schiøtt. Jeg synes ogsaa, det er uværdigt at lade sig hæve ved Kvinder, vedblev Otto; man skal gjøre sig Plads ved sin egen Dygtighed.

Saa skal De pro primo være Pokkers dygtig, og pro secundo bliver De let en Arnold v. Winkelried.

Hvordan det?

Jo, for mod den Dygtige, Ensomme, Alvorlige, Trodsige, stiller Verden sig med fældede Landser. Alle Middelmaadige og mindre Dygtige staae i første Geled med Misundelsens skarpe Landser. Alle Fornemme og Indflydelsesrige forlange, at den Kommende skal være elskværdig; de staae bagved og styrke første Geled blot ved at staae der. Saa skal han bryde sig Vei, saa omfavner han Landserne, optager dem i sit Bryst og - falder.

Det vilde jeg gjerne, sagde Otto mismodig, saa var det forbi.

Ja, men husk paa, at jeg talte figurlig. Landserne vare ikke virkelige Landser, men Knappenaale.

Er det virkelig Livet? spurgte Otto.

Ja, det er det virkelige gamle Liv, hvor de gamle Sæbekjælderfolk boe, og den anden Sæbekjælder er ogsaa den gamle Sæbekjælder.

Saa var et Pistolskud det bedste.

God Nat, Hr. Werther! Hils Lotte!

Nei, hør nu, De talte et Øieblik saa alvorlig, bliv nu ved blot et Minut endnu. Sig mig, er der da aldeles ingen Plads i Livet, hvorhen man kan bryde sig Vei? Kan De aldeles ikke vise mig et Punkt, hvor det er værdt at naae hen, hvor man lever og føler Tilværelsen i en skjøn og anseet Stilling?

Anseet Stilling? Jo, slaa Dem til et Parti.

Hvilket?

Ja, det maa jo komme an paa Dem selv og Omstændighederne. Men det maa dog ogsaa komme an paa, om De af Naturen er en god Kammerat. Alle Partier ville herske, enten i Staten, i Kirken, i Kunsten, i Klubben, eller hvor det saa er, og for at herske maa man feie Andre tilside. Hvert Parti er en sammenbunden Kost, hvori hvert enkelt Riis maa feie løs, naar Kosten feier. Kosten ligger ikke indeni Sandheden, men Sandheden i Kosten og maa følge dens Bevægelser. Man maa, endog om man er et skikkeligt Menneske, have den mærkværdige kammeratlige Evne, at man for Ideens Skyld hylder Sandheden og paa samme Tid er overbeviist om, at Sandheden kan ikke trives uden Partiet, selv naar det lyver.

Men man maa dog have en Idee at troe paa!

Ja, men De skal have Medtroende, De maa have Deres Medtroendes Tro eller altid lempe Dem lidt efter den. Og hvormange af de Medtroende troer De, bryder sig om Tro paa Ideen?

Hvordan kan Verden da hænge sammen?

Ved Centripetalkraften, Centrifugalkraften, Tyngdeloven og Ligevægtsloven, ved Interessernes Balance. Om enhver ideel Tanke sætter sig et vist System af Interesser, ligesom Skaldyrene sætte sig paa en i Havet nedsænket Gjenstand. Paa den bedste ideelle Tanke sætter sig den største Sum af vægtige, grove Interesser, det er en Naturlov, og derved faaer den meest Vægt og er seirrig, indtil tilstrækkelig mange Skaldyr sætte sig paa en modsat Idee og vippe den første op. Verden bevæger sig fremad til uendelig Fuldkommenhed ved Skaldyrenes Tyngde.

Verden er dog herlig.

Ja; men vi have af al den Herlighed,

See paa det Hele med Kløgt og livfuldt Blik, holde os fjernt fra Misundelsen og Hadet, nære os af Skjønheden og blive stærke ved den ....

Ja, men Handling, Handling!

Hvad kalder De Handling? De veed, eller De veed sagtens ikke, at Goethe var med paa det Felttog, som Preusserne og Østerrigerne under Hertugen af Brunsvig foretoge ind i Frankrig 1792.

Var Goethe med der?

Ja, De kan selv læse det i hans Værker. Da Tydskerne bombarderede Verdun, stod Goethe om Natten ved et af Batterierne og saae paa, hvor smukt det tog sig ud: Kanonaden, Branden i Byen o. s. v., og saa gav han sig til at spadsere op og ned bag en Viingaardsmuur med Fyrsten af Reuß og udviklede ham sine Theorier om Farverne efter en Iagttagelse, han havde gjort om Morgenen ved et Kildevæld.

Hm, det synes jeg ikke rigtig om.

Hvorfor ikke? Skulde han maaskee have været sentimental og jamret?

Jeg veed ikke .... jeg synes, der er en Mangel paa Mandighed deri.

Mandighed? De har da læst om Slaget ved Valmy eller Kanonaden ved Valmy?

Ja, der, hvor Dumouriez tvang de Allierede til Tilbagetog?

De kan Deres Kofod næsten ordret. Det er ganske rigtigt. Der blev affyret omtrent tyvetusinde Kanonskud, og midt under Bataillen, da Goethe holder bag en Høi, faaer han Lyst til at prøve paa sig selv, hvad Kanonfeber egenlig er, og saa rider han op paa Høien, midt ind i Regnen af Kanonkugler, og bliver holdende der, indtil han tilstrækkelig har iagttaget sig selv. Kalder De det Mandighed eller ikke?

Men er det ogsaa ganske sandt?

Stabsofficiererne mødte ham jo paa Høien, og det Ridt blev senere med stor Forbauselse omtalt ved Kongens Taffel.

Det er rigtignok mærkværdigt. Men hvad saa?

Hvad saa? Saa mener jeg, at dette er den sande Maade at tage Livet paa: »skjønt at udvikle sin Menneskelighed«, som Giulio Romano siger i »Correggio«, under alle Omstændigheder at give Agt paa og vedligeholde Skjønhedens rolige, stadopbyggende Magt, blive Noget i sig selv, vorde en Personlighed, der staaer uafhængig med Sind og Villie, beredt til at gribe og beherske det store Øieblik, naar det kommer.

Men hvis det ikke kommer?

Det kommer! Men det lader sig ikke melde, det kommer med Vælde eller yndigt og blidt, maaskee naar man engang tankeløst staaer i Borggaarden, saa kalder en Stemme:

»Hør Ungersvend, sig ikke Nei, leg Tavlbord med mig!«

Schiøtt nynnede den deilige Melodi, og ved denne Lyd blev det saa varmt for Otto, saa vemodig og dog ønskelig, saa duftende, bly og dog lokkende laa Verden, saa kjærlig syntes Fødelandet at aabne ham sin Favn, at han udbrød: Tak, Schiøtt! nu gjorde De igjen Alt godt!

Ja, svarede Schiøtt adspredt, nu har jeg fortalt Dem om Pantheisten Goethe med hans Farve-Forelæsning under Verduns Beleiring og om Stoikeren Goethe paa Høien ved Valmy. Men han var derhos en godmodig Patron, der bestandig gav efter for den »herrische Gewohnheit, jüngern Männern meines Alters in Herzens- und Geistesnöthen beizustehn.« Det Samme gjør jeg i min Godmodighed. Men nu maa jeg sige Dem Farvel; der gaaer Nogen, jeg skal tale med. Gaa nu hjem og læs Goethe.

Otto fortsatte sin Vei uden at vende sig for at see, om det var Mand eller Kvinde, Schiøtt skulde tale med. En uendelig Attraa opfyldte ham. Farver, Sang, Videnskab, Herredømme, en deilig Prindsesse i Borggaarden, de meest forskjellige, skjønne Billeder foresvævede ham, og han tænkte i dette Øieblik ikke paa, hvorledes de skulde naaes, selve Aftenens Skjønhed var en Lyksalighed.