Ottende Capitel

En tidlig Sommermorgen seilede en Baad over Lillebelt. Hindsgavls Skovkuppel og Middelfarts røde Tage speilede sig i det dybe, klare Vand, hvis stille, svagt glindsende Overflade skjulte den stærke Strøm. Roerfolkene og deres Passageer, Otto, sad baglænds i Baaden med Ansigtet vendt mod Øst, hvor den luerøde Sol begyndte at hæve sig, og hvor smaa Skyer flygtede purpurfarvede, ligesom overraskede i deres Morgensøvn. Alt var stille; fra et enkelt Huus i Middelfart steg en blaalig Røg lodret i Veiret; der hørtes ingen anden Lyd end Aarernes tactmæssige Stød mod Tofterne og en svag Pladsken af Draaberne, der stænkede fra Aarebladene i det friske, grønlige, gjennemsigtige Vand. Otto sad betagen af den stille Fred. Menneskenaturen giver ofte forvirrende Svar, naar den adspørges om, hvad den er; men den store, tause Natur synes at forekomme alle Spørgsmaal, luller al Utaalmodighed til Hvile i sin andagtsfulde Stilhed.

Det er en kort Fart over Beltet, og tidlig paa Formiddagen, efter endnu at have kjørt nogle faa Miil, var Otto hos sin Moder i hendes nye Hjem. Det var hyggeligt og net, men lille; Gulvet var hvidt, men Loftet lavt, Ruderne skinnende klare, men Vinduerne smaa. Nogle af Meublerne, som han saa godt kjendte, syntes ham at staae indsnevrede og vemodig minde ham om en større Plads og en større Tid. Bygningen var en Deel af det store Huus, som Moderens Søster og Svoger beboede; en beskeden Havepart og et Stykke Gaardsrum var afhegnet til Mdm. Krøyer; men man behøvede kun at gaae gjennem en Laage, saa var man inde i hele Kjøbmandsfærdslen, mellem Stalde, Brænderi, Skure - der tilhørte en Anden. Det var Otto klart, at hans lille Broder, der muntert og kjærtegnende var sprungen ham imøde, med Hensyn til mange barnlige Fornøielser var afhængig af en fremmed Mand, og den manende, smertelige og tillige styrkende Tanke reiste sig hos ham, at han dog egenlig var dette Barns Værge.

Saasnart han havde hilst paa sin Tante og hendes Mand - der modtoge ham med aabne Arme - gik han med Broderen ind i deres egen lille Have og udspurgte ham om, hvordan de nu levede, hos hvem han gik i Skole, hvad han lærte, og sluttede endelig med, om han ikke havde Lyst til at studere. - Moder har ikke Raad til at koste saa meget paa mig, svarede Drengen med en Tone, hvori der var en saadan Ydmyghed og Kjærlighed til Moderen, at Otto følte ligesom Samvittighedsnag over at være bleven ham foretrukken.

Haven var kun slet bearbeidet, og Otto fik strax Lyst til at gjøre Anlæg, indrette den med Smag og især opdyrke et Stykke, der henlaa ubenyttet, bevoxet med Græs. Broderen gik ham tilhaande, og han anvendte i nogle Dage Morgentimerne paa dette temmelig besværlige Arbeide, fornøiet over, at han udførte noget Nyttigt. Da Gravningen var færdig, blev Spørgsmaalet, hvad han skulde plante eller saae paa denne Aarstid, og han valgte Ærter. Saa kan Moder og Vilhelm, sagde han til sig selv, spise Grønærter i September eller October. At kunne arbeide paa saadan Maade og med et saa nært Formaal for Øie, var Noget saa nyt og behageligt for ham, tilfredsstillede ham saa inderlig, at det pludselig faldt ham ind, om ikke en saadan Livsvirksomhed var langt at foretrække for al Beskjæftigelse i Tankeverdenen. Imellem de praktiske Arbeidstimer saae han sig selv som sin Broders Lærer og Beskytter, det tilsmilede ham saa sundt og skjønt - medens han kun høist utydelig forestillede sig, hvilket Arbeide det skulde være, om det altid skulde være Sommer og han altid Gartner.

Han kunde ikke lade være i Samtale med sin Moder at antyde noget Saadant; men hun udbrød strax: For Guds Skyld! Du tænker da ikke paa at forlade Studeringerne! Skulde Din Fader have den Sorg i sin Himmel! ... Bryd Dig ikke om os; vi kommer nok ud af det, vi kan saamæn godt indskrænke os lidt mere, førend Du skulde mangle.

Hvilken uopløselig Modsætning der kan ligge skjult i en kjærlig Ordvexling! Om han vilde forsage for hendes Skyld og hun for hans, kunde de to Forsagelser ikke mødes.

Otto bemærkede ikke strax, hvilken Modsætning der havde udviklet sig; men lidt efter lidt traadte det virkelige Forhold bestemtere frem. Hun følte, at han var voxet, at der hos ham var en Viden, en Tankefylde, en Anskuelse om, hvad der var Skjønt og Stort, som hun ikke kunde bedømme. Hans Tanker fløi fra hende, op i hende ubekjendte Egne. Hun var Arving til hendes døde Herres og Husbondes Magt over ham; men til at udøve dette Herredømme manglede hun Myndighed, og Fornemmelsen heraf gav hende noget Vaklende, idet hun det ene Øieblik var ydmyg, det andet Øieblik pukkede paa, at hun dog var hans Moder. Men det var netop denne Myndighed, denne Evne til Herredømmet, som Otto meest savnede hos hende; den instinctmæssige sønlige Kjærlighed og Ærefrygt hævede hende høit, og hans Tanker maatte bukke sig for at naae til hende; hans Forestillinger om en elsket Moder søgte hen til Gracchernes Moder, Coriolans Moder, en romersk Matrone - og hun var en jevn, borgerlig Kjøbstadkone. Hun forstod ikke hans Ydmyghed, den Kjærlighed, hvormed han havde gravet i Haven; men hun forstod heller ikke hans Stolthed, og imod hans utaalmodige Planer og Længsler, der utydelig brøde frem, stillede hun et ganske andet stolt Maal: at blive Byfoged - netop det Samme, som Emilie vilde ført ham til. Og medens det, idetmindste et Øieblik, havde forekommet ham let at forlade Studeringerne og leve stille med og for Sine, var det ham ubehageligt og frastødende, ikke just at arbeide for et saadant Embede, men at hans Person og Tilværelse blev betragtet som Værktøi for en lille Familie-Ærgjerrighed.

Efter ganske faa Dages Forløb begyndte Otto desuden paa andre Maader at blive trykket af Livet i Familien, af den evindelige Tale om praktiske Smaating, og især af sin Tantes Mand. Han var foruden Kjøbmand og Byens Brandcapitain tillige en skikkelig Mand, der blev pleiet med overordenlig Omhu af sin Hustru. Morgen, Formiddag, Middag, Eftermiddag og Aften bleve Kjøkkenets og Kjælderens Kræfter opbudte til at styrke og glæde denne Husherre, og hvert Øieblik blev Otto hentet ind, for at han skulde spise med »Fatter«; men der blev altid tilføiet, at han endelig maatte komme strax; thi »Fatter« var saa præcis med at indfinde sig til sine Maaltider som det Bornholmske Stueuhr med at slaae paa Klokkeslettet. Ved alle Maaltider troede den gjæstfrie Mand tillige at burde tractere sin Gjæst med de nyeste Anecdoter og Bonmots fra Kjøbenhavn; for Otto vare de saa gamle og forslidte som Avisen paa Postgaarden, og til det Utaalelige at skulle høre Sligt fortalt med Selvtilfredshed og ofte gjentaget, kom det endnu Ubehageligere, at de Andre, hans Moder medindbefattet, stadig fandt det morsomt.

Der var Skovbal, alle Byens velhavende Familier deeltoge, og da han kom derud, ind i den hvælvede Sal, hvis Tag var grønne Grene, og hvis aabne Vægge vare smækkre Søiler omviklede med Gran og behængte med Lamper, syntes det ham, at nu skulde han dog endelig opleve Noget af det, han havde Anelse om og Krav paa. Som i Dæmring mindedes han Knud Gjedde og Skovballet, og med Mindet fulgte en triumpherende Tanke om, at nu kunde han selv være Knud Gjedde, naar det lykkedes. Men det var, som om Byens »unge Herrer« kunde læse Tanken ud af ham, tydeligere end den stod for ham selv. Der var Noget ved hans Skikkelse og Klædedragt, som gav dem Skinsygens skarpe Blik, og at han var Student vidnede desuden om en aandig Overlegenhed, som de vare saa lidet tilbøielige til at hylde, at de tvertimod speidede efter enhver Leilighed til at hævne sig paa et Fortrin, som de ikke selv besad. Hver Enkelt af dem vilde ene og forladt været saa bøielig som et Siv; i Masse dannede de en Tjørnehæk. Otto var kommen for sildig til at engagere, og for at deeltage i den Dands, der i Øieblikket blev opført, maatte han »gaae paa Rov«, som det hedder i Kunstsproget, laane en Dame hos en Cavalier. Dette er en anerkjendt og temmelig yndet Skik i Kjøbenhavn; men her følte man sig viet og givet til hinanden, saalænge Dandsen varede, og kunde ikke lide Forstyrrelse i Samlivet og den trygge Besiddelse. Næppe var han dandset ud, før Musiken standsede. Han troede, det var tilfældigt, førte meget artig sin Dame tilbage til hendes Plads og bemærkede ikke de Øiekast, som man vexlede. Næste Gang, da det atter syntes Smaamagternes Coalition, at han dandsede for meget med en af Byens Skjønheder, indtraf det Samme. Han anede endnu ikke, under hvilket mistænksomt Polititilsyn han stod, og under hvilken tyrkisk Despotisme Damerne befandt sig, men vilde dog ikke anden Gang lide under det ugunstige Tilfælde, gik altsaa til Musikanterne og bad dem spille videre; men Byens Balinspecteur, en Hattemager, hvis Søn var paa Byfogdens Contoir, gjorde ham med majestætisk Mine opmærksom paa, at her var det Skik, at Balinspecteuren ledede Ballet, og Hattemagerens Søn, der var paa Byfogdens Contoir, maalte ham med et Blik, hvori der var saa megen Skadefryd og udfordrende Trods, at Otto følte baade Vrede og den uhyggelige Fornemmelse af at have seet ned i et inderlig smaaligt og raat Gemyt. Knud Gjedde vilde upaatvivlelig have behersket den hele Situation, især fordi han havde Noget udenfor sin Personlighed, der hjalp ham; men Otto blev behersket af den. Havde han blot havt eet Menneske at støtte sig til! Havde han havt Schiøtt ved sin Side! Hvor de vilde kunnet hævne dem alene ved Schiøtts Blik - hvis de ikke Begge havde faaet Prygl. Thi der hører en vis Grad af Civilisation til, for at et Publikum skal underkaste sig Ironien; den er til ingen Nytte, hvor man lever et kraftigt Naturliv og er mandstærk nok til at spørge: Hvad mener De med de Øine, De sætter op? - Otto følte, at han var udenfor den Verdensdeel, hvor han hørte hjemme.

Ganske tæt ved ham sad maaskee en Dame, hvis Samtale vilde kunnet glæde og berige ham; thi hvorsomhelst man kommer i Verden, i store som i smaa Stæder, er der nok imellem Kvinderne en eller anden, der har havt Sorg, der i det stille Samliv med sin Sorg er bleven klog paa Verden og sig selv, og hvis Hjerte midt i den omgivende Smaalighed er blevet stort. Men de sidde som Klipper, og de give ikke Kildevæld for den første, den bedste Stav, der berører dem. Eller der sad maaskee en eller anden ganske ung Pige med dyb Længsel efter det Bedste i Livet, med store og glimrende Idealer i Sjælen, en af disse friske Naturer, der kunne blive til Alt og saa ofte blive til slet Intet. Hun behøvede maaskee kun et Par lykkelige Ord fra en mandlig Natur for at gjemme dem, klynge sig til dem og voxe ved dem som Vanillen paa en afsides Green. Men i sit 19de, 20de Aar har man ikke Ordet, og naar man vender tilbage med Ordet, er hun maaskee visnet.

Maaskee sad der saadanne Kvinder, kun var det naturligviis ikke dem, til hvem Otto henvendte sig. Eller maaskee traf han heldig, og de turde ikke tale - thi han havde atter overtraadt en Regel. I Mellemrummet mellem Dandsene gik nemlig de unge Herrer ud til Conditoren, og det var ikke ærbart nok, naar en Enkelt blev for at tale med Damerne. Otto fik lutter Enstavelsesord til Svar, hvergang han artig bestræbte sig for at indlede en Conversation. Ærgerlig søgte han hen til en Kreds af ældre Damer, i hvis Nærhed hans Moder og Tante sad. Her gjorde man beredvillig Plads, og her var Intet i Veien for en Samtale. Han kom til at sidde mellem en ung Dame paa tredive Aar og hendes Moder, og lidt efter lidt kom Talen paa de Tilstedeværende. Under Beskyttelse af den igjen begyndende Musik og Dands blev Talen alt dristigere, der blev hentydet til alt flere og flere Skandaler, de Dandsende dandsede Spidsrod. Om det saa var Pigebørn paa 17 Aar, bleve de ikke skaanede, man havde opdaget idetmindste Anlæget til en Skandale. Den unge Dame paa Tredive og hendes Moder fjernede sig, et Par andre Damer kom i Stedet, og Intet forandredes i Talen, uden at de to Bortgangne havde »efterladt deres Rygte«. Ind imellem de Talendes Stemmer trængte Musiken, indblandende snart en erotisk, attraavækkende Melodi, snart en skrigende falsk Tone, ligesom i det ene Øieblik protesterende for Byens Uskyldighed, i det andet dæmonisk-bifaldende, tænderskjærende-fornøiet.

En kort Stund havde det moret Otto, at den fjendtlige Skare saaledes maatte løbe Spidsrod; men snart blev det ham inderlig ubehageligt. Thi naar de, der tale med Kjærlighed om Menneskene, hos Tilhørerne vække en Fornemmelse af noget Fast, Sikkert og Hyggeligt, ligesom en Arne, hvorpaa brænder en venlig Ild, saa er derimod Bagtalelsens Ord lig skrigende Fugle, hvis Reder ere ødelagte, lig herreløse Hunde, der anfalde Forbigaaende, og har man nogen Tid været i denne Støi, saa er det tilsidst for En, som om Alle, de Talende saavelsom de Bagtalte, flød imellem hinanden, som om hele Verden holdt Flyttedag og ikke havde Huse til at flytte ind i.

Det var især Skandaler af erotisk Natur, som bleve omtalte eller rettere antydede med en skadefro Ærbarhed, der undertiden glemte sin Rolle, og det skulde synes, at de ikke kunde være synderlig ubehagelige for en ung Student. Men, medens Otto selv begjærede, forlangte han, at Gjenstanden skulde være hævet over Attraaen, og skjøndt han ikke bar Ærefrygt, blev dog Noget i hans Indre saaret, naar man bortstrøg den poetiske Uskyldsduft af Livet. Det var ham imod at høre det Uskjønne, og paa samme Tid listede dog ved det, han hørte, den Fornemmelse sig paa ham, at imod i Samfundet at betale sin Penge til Bagtalelsen kan man freidig dandse videre. Til andre Tider var han sammen med Byens Honoratiores: Byfogden, Provsten, Rectoren, Toldinspecteuren. Medens han da gjerne vilde tage sig ud og mulig overgaae dem, forlangte dog den anden Side af hans Natur at møde noget Overordnet, Belærende, Dygtigt. Men selv med begavede Mænd, der ere komne fra Kjøbenhavn til Kjøbstæderne, foregaaer i Almindelighed en sær Forandring. Deres aandelige Capital holder op at bære Renter, og de tære aarlig paa den. De kunne ikke være med om at frembringe nye Tanker andetsteds end der, hvor det synes givet, at Rigets Tanker voxe; alle deres Anskuelser ere som en Flaske Viin, der har været optrukken: Kjendere kunne mulig mærke den gode Jordbund, hvor Vinen er voxet, men Bouketten er borte. Til desuagtet at føle sig vel mellem disse Mennesker, behøves den Mildhed, der kommer af Erfaring, eller en Pietet, hvorfor sjelden er anden Grund end den, at de boe i Ens Fødeby. Otto længtes undertiden efter at kunne føle denne Pietet, han snappede efter sin Fødebyes Luft; men han var skilt fra den ved meer end Tid og Rum. Een Mand var der, hvem han ikke kunde vrage; det var Overlæreren ved Skolen, en Mand paa nogle og tredive, og som havde Ord for at være meget religiøs, meget stille og flittig i sit Kald. Hans dybe blaae Øine havde engang hvilet forskende paa Otto, det var, som om han gjennemskuede al hans Uro, og Otto kunde eller vilde ikke gjøre sig klart, om den hemmelige Uvillie, han havde fattet mod Manden, kom af, at der havde været Hovmod i dette Blik, eller af, at han havde følt sig lille under det. Paa denne Maade søge vi i Livet; vi forlange det Bedste og attraae det Behageligste.

Hvergang Otto kom hjem »fra Byen«, gik han uvilkaarlig ind i den store Gaard, hvor det var Svogeren, som herskede, og han skulde ind i det lille Sidehuus, der forekom ham som en Aftægtsbygning, men hvorfra han blev hentet ind til sin Frænde og Beskytter, til hans Mad, Anecdoter og Vittigheder. Otto kunde af al denne Mæsk ikke uddrage en Draabe af Ironiens Spiritus og maatte nøies med at ærgre sig og lidt efter lidt gjøre Svogeren usikker i Troen paa, at han var elsket af sin Kones Søstersøn.

En Søndag maatte han med den øvrige Familie i Kirke. Han havde et Par Aftener i Forveien spillet Kort med Provsten og deeltaget med ham i et Aftensmaaltid, hvor der var mere Kjød end Aand, og enten dette nu virkede paa ham, eller den geistlige Hyrde virkelig talte slet, saa fandt han kun liden Opbyggelse ved hans Tale, hvori gjentagne Gange forekom Udfald mod Rationalisterne og salvelsesfulde Forsikkringer om de Rettroendes Salighed i Abrahams Skjød.

Ved Middagsbordet var Familien enig om at rose den deilige Tale, og endelig begyndte Ironien at prikke i Ottos Indre, og han spurgte: Hvad sagde da egenlig den ærværdige Mand?

Her kalder vi ham ellers Høiærværdig, sagde Svogeren.

Naa, hvad sagde da den høiærværdige Mand?

Her siger vi: Hans Høiærværdighed.

Om Forladelse, hvad sagde da Hans Høiærværdighed?

Det siger vi heller ikke her.

Naa, hvad sagde da den geistlige Mand, der idag stod paa Prædikestolen?

Han sagde det, vi Alle kan have godt af.

Men f. Ex.?

For Exempel? Ja, lad mig see! ... Ja! han sagde: Fornuften er en Lygtemand, der fører ind ... fører ud ...

... Der fører ud i Vantroens Morads, tilføiede hjælpende Mdm. Krøyer.

Ja, Fornuften er en Lygtemand, der fører ud i Vantroens Morads; saadan var det! Det var dog deilige Ord!

Man føler sig saa sikker ved saadanne Ord, sagde Otto.

Det gjør man, svarede Svogeren uden at forstaae Spotten; men han havde mærket Uraad og tilføiede: Hvorfor spørger Du ellers? Du var jo selv med og burde forstaae og forklare saadant Noget bedre end vi.

Jeg troer ikke, at det var indrettet til at forstaae.

Hvorfor ikke, maa jeg spørge?

Fordi, naar man forstod, kom man jo ud i Vantroens Morads.

Aa, Fixfaxeri! Studenterkneb! Jeg forstod dog det, at naar jeg holder fast ved Troen, skal jeg ikke savne Mutter hos Vorherre! sagde Svogeren, saae ømt paa sin Kone og tog med det Samme en god Mundfuld.

Her brast det for Otto, det var, som om Schiøtts Aand fuldstændig foer i ham, og han udbrød: Ja, han sagde, at naar vi bare ville troe, hvad han siger, saa skal vi hiinsides blive fedede som Kapuner, med Frokost, Klokken-Ti-Mad, Middags-, Vesper- og Aftensmad.

Svogeren gav et Sæt, saa at hans velbesatte Tallerken sprang i hans Skjød; men hans Vrede var saa pludselig og stærk, at han ikke kunde frembringe et Ord, især da han i samme Øieblik havde Munden fuld af Mad.

Mdm. Krøyer havde reist sig, Vilhelm saae forfærdet paa Otto, Søsteren var sprunget op og gav sig til med Servietten at aftørre sin Mand, Manden arbeidede paa at faae spiist af Munden, Alt tydede paa et frygteligt Uveir, da, i det kritiske Øieblik, bankede det rask paa Døren, og en Herremand fra Omegnen traadte ind.

Undskyld, at jeg forstyrrer Dem i Deres Søndag og Middag, sagde han; det er dobbelt Helligbrøde, men -

Ja, det maa nok undre Dem at see mig i den Positur, Hr. Justitsraad, sagde Svogeren med et pludseligt mildt Aasyn og et Blik nedad sine Beenklæder; men det lider jeg for Guds Skyld.

Saa gi'er han Dem nok til et Par nye igjen, sagde Justitsraaden i en saa tør Tone, at det var umuligt at opdage, om der underneden laa Alvor eller Spøg.

Det gjør han nok! Med Guds Hjælp! Ha, ha, det gjør han nok! sagde Svogeren.

Justitsraaden forebragte sit Ærinde, og da han af Kjøbmanden havde modtaget det meest tilfredsstillende Svar og vilde til at gaae, vendte han sig til Otto og sagde: Naa, Hr. Student, De lovede os forleden et Besøg - kommer De nu snart? Nu skulde De ellers komme, for vi har Fremmede.

Otto svarede: Det er saa vanskeligt at slippe bort fra denne Byes Herlighed, at De maa tage mig med strax, hvis det skal blive til Noget.

Ja, det kan jeg sgu ikke, saa gjerne jeg vilde; De skal bare see, hvor Vognen er belæsset; der er ikke engang Plads til at hænge paa underneden som en Tjærekande. Men nu skal jeg sige Dem Noget: Jeg faaer imorgen Arbeidsvogne til Byen; jeg kan med det Samme lade en Ridehest følge ind; saa lader De Deres Tøi gaae tilvogns og rider selv - hvad? ... Det var Ret; men husk paa, at vi spiser Kl. 4. Kom ikke for sildig! Farvel! Farvel lille Madam, Farvel Hr. Capitain! Farvel Mdm. Krøyer! Ved Justitsraadens Bortgang var den forrige Scenes Hidsighed sagtnet, men ikke glemt. Den indbyrdes Uvillie var blot istedenfor acut bleven chronisk. Otto gik ind og gav sig ifærd med sit Tøi. Han havde en stille Angst for det Øieblik, da Moderen vilde komme hjem; men med en Blanding af Husvalelse og Mismod bemærkede han, at hun rolig hentede hans Linned frem og uden Spor af Vrede vexlede de faa Spørgsmaal og Svar med ham, som denne lille Beskjæftigelse udfordrede. Hun var ikke mild og ikke vred; det saae ud, som om hun i den mellemliggende korte Tid var kommet til et Resultat, havde lukket sig inde i sig selv og lod ham staae udenfor. Han undrede sig over denne Sikkerhed og følte sig nedstemt.

Er Du vred, lille Moer? spurgte han.

Vred? Nei, jeg er bedrøvet.

Der er dog ikke saameget at være bedrøvet for! - Hvad sagde Din Svoger, da jeg var gaaet?

Han sagde, at Du under ham ikke Maden i hans Mund.

Otto smilede.

Uvillien blev synlig paa hans Moders Ansigt, og hun sagde: Jeg er en simpel Kone og kanskee ikke klog nok til Dig. Du er voxet fra min Tugt. Men tag Dig iagt, Verden vil tugte Dig. Der falder ingen Spurv til Jorden uden Herrens Villie, det er min Trøst, ellers vilde jeg gaae i Jorden af Angst.

Det er haarde og store Ord for en lille Ting, Moder!

Ja, ja! jeg seer Meer, end Du maaskee troer.

Hvad seer Du da, Moder? Jeg er mig ingen Skyld bevidst uden den, at jeg ikke kan lide Din Svoger.

Ja, ja, jeg veed nok, hvad jeg veed. -

En saadan Samtale fører ikke til nogen Overeenskomst. - Næste Morgen tidlig, da Ridehesten stod for Døren, gik Otto ind og tog Afsked med Svogeren og Søsteren. Uden Spor af Vrede bød Svogeren ham Haanden og ønskede ham Levvel; der var kun intet Tryk og ingen Varme i Haanden og ingen Klang i Ordet. Otto beundrede næsten denne Adfærd, der kunde gjort en Diplomat Ære. Søsteren sagde ham med grædende Stemme Farvel og tog Forklædet op til Øinene; men det var utvivlsomt, at Forklædet ikke blev vaadt. De fulgte ham Begge ud.

Farvel, Vilhelm, sagde Otto kjærlig og bøiede sig ned mod sin Broder, men undlod at kysse ham, fordi Partiet om Munden i dette Øieblik ikke var ganske reent.

Farvel, Otto, sagde Broderen med alle Tanker fæstede paa Hestens Bidsel, som han gjorde sig Umage for at faae fat i.

Farvel, Moder, sagde Otto.

Farvel, min Søn, Vorherre være med Dig! svarede Mdm. Krøyer.

Han standsede et Øieblik, inden han satte Foden i Stigbøilen, og vendte sig om; Svogeren stod øverst paa Trappen med Hænderne i Lommerne og med et uigjennemtrængelig roligt Ansigt; Søsteren aftørrede paany det ene af sine taareløse Øine; Moderen drog blidt Vilhelm bort fra Hesten, medens hendes Øine hvilede paa hendes ældste Søn. Han følte sig tiltrukken og frastødt; han vilde gjerne have sagt Noget, men Sproget havde ikke Ord, der vare fælles for dem. Ved Moderens Side manglede den Personlighed, der kunde knytte ham til det stille Liv, sætte ham et Formaal ved Siden af hendes Tilværelse, gyde en sand Livsens Poesi over de Forhold, som nu frastødte ham. Manden skal forlade sin Fader og Moder, for at gaae ud i den vide Verden. En saadan bitter-travesterende Tanke foresvævede Otto, idet han svang sig i Sadlen, endnu engang hilste og red bort.

Et Kvarteers Tid efter var han udenfor Byen paa en Brink; han holdt Hesten an og vendte sig om. Solen skinnede venlig paa Byens røde Tage og grønne Haver; Stranden var blaa, lidt ude saae man en Baad, hvis Aarer glimtede i Sollyset. Alt saae stille, fredeligt og lykkeligt ud.

I dette Øieblik syntes det Otto, at Moderens simple, alvorlige Afskedshilsen havde havt Noget ved sig, der mindede om en romersk Matrone; hendes Søster, syntes ham, var en rar lille Kone, og Svogeren forekom ham som en skikkelig, uskadelig og i mange Henseender agtværdig Mand. Broderen kunde han - saa forekom det ham - i dette Øieblik have kysset, hvor snavset han end maatte være. Han vidste ikke, hvordan det var, at han i dette Øieblik ordenlig holdt af dem Allesammen; han vidste ikke af, at han i dette Øieblik elskede med Phantasien istedenfor med Hjertet.