Niende Capitel

Fra en Banke kunde Otto oversee Gaarden, der var en langstrakt hvid Bygning med sort Tag og smaa Spiir; med dens Omgivelser, de lange, regelmæssige Lade- og Staldbygninger, Park og Have speilede den sig i en stor Sø.

Udenfor Stalden traf Otto Forvalteren, der sagde ham, at Herskabet tilligemed Damen var paa en Kjøretour. Otto gjorde sig ingen videre Forestillinger om Ordet »Dame«, der her blev brugt paa saa særegen Maade, men antog, at Forvalteren antog ham bekjendt med hende. Staldkarlen havde taget imod Hesten, aftørrede den omhyggelig og yttrede, at det var godt, den var bleven skaanet lidt under Ridtet, for Damen kunde maaskee faae Lyst til at ride den i Eftermiddag. - Har Du saa bare faaet ny Stigbøile til Damesadlen? spurgte Forvalteren. - Ja, Kors! svarede Staldkarlen. Tonen, hvori disse faa Ord bleve skiftede, vidnede om en saa usædvanlig Tjenstvillighed og Omhu, at Otto antog Damen for en fornem Person.

Forvalteren fulgte Otto op paa Gaarden og ringede paa Tjeneren. - Er der gjort et Værelse istand til denne fremmede Herre, Niels? raabte Forvalteren, da Tjeneren viste sig i et Hjørne af Gaarden. - Ja, strax, svarede Niels og vilde trække sig tilbage igjen. - Hvad har Du saa travlt med, Niels? spurgte Forvalteren. Det viste sig da, at Niels om Morgenen havde hørt »Damen« yttre, at en stor Blomsterbouket vilde tage sig godt ud i Vasen paa Kakkelovnen, og nu ved Hjælp af Meieriforpagtersken skaffede Bouketten tilveie og vilde bringe den op, inden »Damen« kom.

Otto rykkede uvilkaarlig Damen høiere op i Rangforordningen og antog, at hun var Grevinde eller maaskee endog Prindsesse. Han blev mindre nysgjerrig end ængstelig over at skulle være sammen med en saadan Fornemhed.

Forvalteren havde travlt og tilbød Otto istedenfor sit Selskab en Baad til at seile eller roe over paa den anden Side af Søen, til Præsten. Vinden var gunstig, Seilet hang og flagrede for Vinden, snart var Skjødet bundet, og Otto gled for en let Brise henover den blaae Sø, og idet han hengav sig til Beskuelsen af det sommerlige, friske Landskab, af Skovene, der omgave den store Herregaard, af de gulnende Rug- og Bygmarker, der strakte sig ned til Vandet, af Landsbyen, hvor man saae Folk kjøre Hø ind, medens Smedien udsendte Funker af den sorte Skorsteen - sagde han til sig selv: Hvor her er deiligt og frit! Blot her nu istedenfor en adelig, formodenlig aldrende Frue var en virkelig Dame eller slet ingen Fremmede! Hvorfor skal der dog altid være en Slange i Paradiset!

Efter et Par Minutters Forløb var han ovre i Præstegaarden, hvor han, skjøndt ubekjendt, blev gjæstfrit og venlig modtaget. Præsten førte ham strax ud for med Stolthed at vise ham sin Rugmark, der ved god Behandling og Herrens Hjælp var bleven moden før nogen af Landsbyens - om Herregaardens vil vi nu slet ikke tale, tilføiede han. Han fremviste ogsaa sin Humlehave og sin Svinesti, og Hensigten var deels at nyde en berettiget Stolthedsfølelse, deels at fordrive Gjæsten den lille Tid, der maatte hengaae, inden Frokostbordet kunde blive dækket.

Og hvad siger De saa til Gjæsten derovre? spurgte Præsten pludselig, idet han lukkede Svinestien.

Jeg kjender hende ikke, svarede Otto.

Kjender De hende ikke? Ikke kjende hende? Er De da ikke fra Kjøbenhavn?

Vil De saa ikke komme ind og spise lidt Frokost? sagde Præstekonen, der pludselig mødte dem fra Haven.

Men hvem er det da? spurgte Otto efter med Tak at have modtaget Indbydelsen. Paa Gaarden tale Alle om »Damen« - er det da en Prindsesse?

Ja, en Theaterprindsesse! for det er vel Gjæsten derovre, De taler om, kan jeg tænke! sagde Præstekonen. Præsten gjorde en utilfreds Gebærde, men taug.

En Skuespillerinde? raabte Otto. Hvem er det da?

Man nævnte et bekjendt Talent.

O! raabte Otto. Er hun her?

Og Tonen, hvori han sagde dette, forraadte saa ærlig hans Beundring, Overraskelse, Glæde og Beklemthed, at Venligheden paa Præstekonens Ansigt i samme Øieblik blev flere Grader koldere.

Frokosten blev ikke nydt i den Stemning, hvori den var bleven anrettet. Alle Tre tænkte paa samme Gjenstand, men turde ikke yttre sig, og meest Tvang maatte maaskee Præstekonen paalægge sig.

Hun var høi og mager, hendes Ægteherre var en statelig, rødmusset Mand, i hvis Øine Skjemt og Livsglæde møisomt dulgte sig.

Da Præsten fulgte Otto til Baaden og tog Afsked, sagde han: Jeg kommer derover iovermorgen - og hvis Otto ikke havde været en saa slet Iagttager, vilde han kunnet mærke, at Præsten noksaa meget trøstede og glædede sig selv som sin Gjæst med denne Udsigt.

Da Otto seilede tilbage, var han greben af den samme erotiske Epidemi, der syntes at have betaget alt Mandkjøn i og om Gaarden, og hans Hjerte bankede af Angst for det første Møde med denne Kvinde, der uden Tvivl ved Hjælp af sit eiendommelige, dristige, coquette, elskværdige Væsen tog Alle med Storm og var ... Gud veed hvad. Men medens det hos Staldkarlen og Tjeneren ligesaavelsom hos Forvalteren var den dybeste Ydmyghed, en Slags Soltilbedelse, og medens det hos Præsten sagtens var en Beundring blandet med den fuldstændigste Haabløshed, var ingen saadan Skranke sat for ham, hans Hjerte slog med en vis Dristighed overfor Kvinden, der var blevet Actrice, med Sky overfor Berømmelsen og Verdensdamen, - dog, den Tanke nærmede sig ham ikke engang, hvad tænker og reflecterer man vel i hans Alder, naar man er gjennemstrømmet, gjennembævet af usikkre Følelser og Stemninger!

- Endelig hørte han Vognen rulle gjennem Gaarden, hen foran den brede Hovedtrappe.

Den Første, der kom ind ad Dagligstuedøren, var en aldrende, meget pyntet, trind Kone; derefter en stille, bleg, simpelt, skjøndt flint klædt, yngre Dame, som han ikke gav sig Tid til at betragte, saa Fruen og Justitsraaden, og et Øieblik efter Justitsraadens Søn, den unge Hr. Paulsen, der havde været tilstede ved Gildet for Sem. Medens Otto hilste, skottede han til Døren i Forventning om Skuespillerinden, og hvor stor var derfor hans Overraskelse, da han blev forestillet og hørte, at han allerede var sammen med hende: hun var den stille, blege Dame, der var forekommet ham saa ubetydelig. Hendes Hilsen var saa fuldstændig rigtig efter Landsens Skik, en saa nøiagtig afmaalt Blanding af venlig Høflighed og kjølig Tilbageholdenhed, at man kunde have antaget hende for en Gouvernante, en Justitsraadsdatter ... for Alt, undtagen det, hun var. Kun var der, Otto ubemærket, et Secund før Præsentationen hengledet over ham et Blik, et Glimt, der syntes med sær Kunst at snige sig fra de nedslagne Øine ud igjennem de lange Øienhaar. Saaledes nærmer man sig et fast Slot og troer det ubevogtet, men bemærker ikke, at en Kaardespids eller en Hjelm et Øieblik har tindret i en flygtig Solstraale bagved et Skydeskaar; den fremrykkende Styrke er talt, bedømt, Rapport afgivet o. s. v., medens den endnu overveier, om dette værgeløse Slot er værdt at besætte.

Maaskee var det netop de nedstemte Forventninger, hvormed Otto indfandt sig til Middagsbordet, der beredede ham en ny Overraskelse. Han maatte uvilkaarlig, da han saae hende uden Hat og Schavl, tænke paa hine Veteraner, der toge Læderbetrækket af deres Sølvskjolde. For at modtage det rette Indtryk af hendes Personlighed maatte man see den saaledes, som den var vant til at sees af Publikum, som den saa at sige havde udviklet sig under Tilskuernes Blik. Det var her Kunsten, der havde gjennemtrængt Naturen, det var Hovedets og Halsens fuldendte Former, der ved hver Bevægelse paa den meest utvungne Maade frembragte en ny Ynde; det var Haarets Opsætning, Ørets Stilling, Kindens bløde Linier - en ubeskrivelig Enhed af Simpelhed, Formskjønhed og Elegance. Ansigtet var maaskee ikke egenlig smukt og heller ikke udtryksfuldt, idetmindste saalænge hun taug; maaskee hidrørte dets Mangel paa Characteer fra en Træthed eller Mathed, der umiskjendelig hvilede over hendes Træk og Ansigtsfarve, og gjorde det vanskeligt at bedømme hendes Alder, skjøndt hun næppe var over fem og tyve Aar. Derimod var der over Ansigtet udbredt hiint Særegne og dog temmelig Hyppige, som hverken er Fiinhed, Aand eller Ynde, men noget af Alt dette tilsammen, og hvorfor Tjenestefolkene uden at vide det - blot fordi de ikke vilde sige Jomfru - havde havt saa megen Ret i at kalde hende: Damen. Denne Characteer - om man tør sige saa - var ogsaa det meest Fremtrædende i hendes blide, behagelige Stemme, medens hun deeltog i Bordsamtalen; al Lidenskab, al Glæde og Smerte, alle Nuancer af Kvinders Lyst og Lidelse, som hun var vant til at udtrykke, havde upaatvivlelig bidraget til at udvikle den, men vare ikke til at kjende deri. Man skulde, naar man saaledes hørte den, ikke have troet, at den nogensinde var gaaet udenfor, hvad der er enhver Damestemme tilladt at yttre i Mandfolks Overværelse; men Sagen var, at man vidste det om den.

Otto var ikke istand til at forsone det dobbelte Indtryk, hun gjorde paa ham, medens han forsømte at conversere Husfruen, som han havde havt den Ære at føre tilbords. Hvergang hans Øie frygtsomt opfattede et Glimt af Hovedets Skjønhed, hvergang hans Blik gled hen over disse bløde, forunderlige Linier, over dette rolig-yndefulde Spil af Liv, følte han en dyb, beundrende Glæde, en Ærefrygt og Lyksalighed, der vederkvægede hans Sind og Sjæl, sendte en Strøm af Begeistring gjennem hans Tilværelse. Sammenlignet med Husfruen, som dog endnu var en smuk Kone, eller med Fruens Søster, var hun som Repræsentant for en adelig Menneskeslægt mellem Plebeiier, og det var, som om Livets adelig høie Formaal fremskyndende, forædlende hans Tanker, i usikkre Omrids droge forbi ham. Kunde han blot have siddet afsides, langt borte eller været upersonlig tilstede! Men han havde en Personlighed, som skulde gjøres gjældende, tage sig ud, spille en Rolle overfor hende, staae i et Forhold til hende, og den følte sig saa afmægtig, saa nedtrykt overfor Damen, at han med sine Fordringer paa dens Vegne hvert Øieblik fornam Noget, der lignede Vrede.

De havde paa deres Kjøretour været tilstede ved en lille Høitidelighed, ved Grundsteenlæggelsen til en ny Skolebygning. For at hjælpe lidt paa Samtalen spurgte hun: Hvorfor lægger man egenlig Mynter ned under Grundstenen, Hr. Justitsraad?

Aa, jeg tænker, det er saadan gammel Overtro, svarede Justitsraaden.

Det er, for at de, der igjen grave Stenen op, skulle finde en Drikkeskilling, naar de ere tørstige af Arbeidet, sagde den unge Hr. Paulsen.

Hendes Øine hvilede et Øieblik paa Otto som for ogsaa at høre ham tale, og han sagde belærende, med en Stemme, der i Begyndelsen var usikker: Det er, fordi, naar den nuværende Civilisation er forsvunden og Alting ligger i Ruiner, de nye Folkeslag da ved tilfældig Gravning skulle finde Tegn, hvoraf de kunne studere dem til vor Historie, ligesom vi f. Ex. nu af phøniciske Mynter studere Tyrus's Historie.

Saa mener man dog, at Alt skal forsvinde, og selv de store, grundmurede Bygninger, Kirker og Slotte, skulle ikke have været Andet end forholdsviis et Øiebliks Lyst? spurgte hun.

Paa Bunden af hendes Sind laa Glæde over, at Alt i Verden er kortvarigt, hvorimod hans Tanke, medens den foer gjennem Aartusinder, havde følt Verdens Storhed og Uendelighed. Han havde ikke Conversationsevne nok til at opgive sin Tanke og smigrende slutte sig til hendes, skjøndt han gjerne vilde det.

Ja, hvad er vi Alle, hvad er hele Livet? sagde Justitsraaden.

»Et Pust i Sivet«, Hr. Justitsraad, svarede hun smilende.

Fruen saae paa sine Børn og taug.

Otto var glad, da Justitsraaden efter Kaffen foreslog et Parti Billard og en Cigar og senere en Tour ud i Marken.

Næste Morgen, da han tidlig var nede i Haven, saae han hende fjernt i Gangene, og medens han inderlig ønskede at nærme sig hende, var han angst for den Opgave at skulle møde hende og føre en Samtale. Som om hun anede hans Umandhaftighed, maneuvrerede hun saalænge, til han ikke kunde undgaae at møde hende, hvad der var hende let, da han som et Møl flagrede mod Lyset.

Hvad hedder den Blomst? spurgte hun.

Det er en Ranunkel! Hvor den blomstrer usædvanlig sildig her!

O, er det en Ranunkel! udbrød hun beundrende. Det er besynderligt, jeg har saa tidt læst om

men aldrig seet en levende Ranunkel. Jeg troede, det var en ganske lille Blomst med Blade saa store som Bloddraaber.

Han var, som han skulde kvæles. Af alle de uendelige Ting, der kunde siges om Ranunkler, Blomster, Vers, Poesi, Theater, vilde ikke et eneste Ord standse paa hans Tunge; Tankerne randt gjennem hans Hoved som Vandet over et standset Møllehjul eller gjennem et Sold.

Hun fortsatte sin Vandring, og strax efter forfattede han i dybeste Mismod og Fortabthed en fortræffelig Samtale, hvori han gjennem Digte og Oehlenschlægers Tragedier paa en fiin Maade kom til at udtale sin Beundring og Hyldest.

Hans høieste Ønske - for hvis Opnaaelse han i dette Øieblik vilde have givet sin Salighed - var at kunne vise sig for hende som Cavalier, gjøre hende en Tjeneste, bringe hende et Offer, bryde en Landse for hende, ja, om det skulde være, blive saaret for hendes Øine.

Efter Frokosten hørte han hende spørge Husfruen, naar der kom Post til Gaarden. Der var endnu to Dage til, og Fruen sagde: Hvis De venter Brev, kan vi jo sende Stafet.

O, nei, svarede hun, det var altfor megen Uleilighed, især nu i Høsttiden.

Nei, saamæn er det ikke, jeg vil sige det til min Mand ....

Nei, jeg beder Dem, kjære Fru Paulsen, gjør det ikke!

At hun skulde have et Ønske og ikke faae det opfyldt, syntes Otto en større Synd, end - maaskee - om en Fattig ikke fik Brød. Han gik ned i Stalden, sadlede selv Hesten og foer afsted til Kjøbstaden. Det var næsten fem Miles Ridt; men han var paa faa Timer hjemme igjen med to Breve, og bad Niels bære dem op til Damen uden at sige, hvem der havde bragt dem. Niels udrettede sit Ærinde ved at sige: Jeg fik de to Breve af Hr. Krøyer og skulde ikke sige, hvem der havde bragt dem.

Hun havde seet ham ride bort og fattede nu fuldkommen, hvorledes det stod til med ham. Det generede hende, at der saaledes kom en Hemmelighed imellem dem, og han var hende for ligegyldig til, at hun vilde have en Tjeneste af ham uden at takke.

De mødtes i Dagligstuen lidt før Spisetid, og hun sagde ligefrem: Jeg maa ret takke Dem for den Artighed, De har viist mig.

O, jeg mødte Postbuddet lige herudenfor, svarede han. Den Lectie havde han lært for paakommende Tilfældes Skyld; thi han frygtede og ønskede lige meget, at hun skulde vide, hvem der havde hentet hendes Breve.

Lidt senere paa Eftermiddagen gav et af Børnene sig til at lege med en lille, særdeles smukt indbunden Bog, som tilhørte hende. Fruen bød Barnet at lade Bogen ligge; men Hun tog Bogen og forærede den til Barnet.

Nei, det er Synd, sagde Moderen; hvorfor vil De berøve Dem selv et saa smukt indbundet Exemplar; her bliver det jo strax ødelagt.

Den har, sandt at sige, intet Værd for mig; det er en anonym Foræring. Saa synes mig netop, den skulde have Værd! udbrød Fruen.

Nei, den er formodenlig fra en Herre, og Artigheden taber sin Betydning, naar Vedkommende ikke har Anstand til at være den bekjendt.

Fruen taug og tænkte; hun vidste ikke af, at i samme Øieblik blev En dybt saaret tæt ved Siden af hende.

Han var bleven ramt paa det føleligste; thi Intet gjør mere ondt paa et ungt Menneske end en kvindelig Kritik, der er overlegen og uden Lidenskab. Schiøtts Lære om Kvindens Evner til at kritisere viste sig her feilagtig; men derpaa tænkte Otto ikke i dette Øieblik. Hun havde havt Ret, hun havde ramt saa rigtig og villet ramme uden Skaansel, det var Hovedsagen. I hans Natur laa saa megen uvilkaarlig Agtelse for Sandheden og Retfærdigheden, at han ikke kunde blive vred, men blot følte sig ydmyget. For ham, der i Grunden vilde være Alkibiades, var dette et af de haardeste Slag. Men den samme Følelse, som trykkede ham ned, var tillige lettende og befriende; han opgav hende, som man afstaaer fra det Umulige. Fra det Øieblik, han havde hørt hendes Navn, indtil nu havde han været som en Drage, Børn sætte op; tiltrukket af hende, bundet til hende var hans Sind steget tilveirs og havde boltret sig for en Mængde Stemninger; det skarpe Ord havde overskaaret Baandet, og han sank ned, befandt sig paa Jorden som et andet Menneske.

Som om Verden strax vilde anerkjende den Plads, hvorpaa han nu satte sig selv, spurgte Forvalteren ham, da han kom ned, i al Venlighed, om han ikke vilde age ud med i Marken paa en Høvogn, og han tog imod Tilbuddet, trøstet over, at der dog var Velvillie at møde, om ikke i Stuen, saa i Gaarden. Skulde hun see ham fra Vinduerne, saa kunde hun see, at han tog Sagen som Philosoph, og det endda af Diogenes s Skole. Og virkelig sad han paa Vognen og philosopherede over, hvor langt det jevne, djærve Folkefærd dog egenlig var at foretrække for det forfinede Publikum, ikke at tale om dets endnu mere raffinerede Skuespillerinder.

Ude paa Marken søgte han at deeltage i Høhøsten; men han stak sig paa Tidslerne, og Pigerne spottede over, at han tog for smaa Taver. Forvalteren forhøiede med passende Tiltale deres Munterhed, og en kjæmpestor Malkepige, der havde Favnen fuld af Hø, skjulte pludselig Otto deri og bar ham bort i sin Favn, medens man under skraldende Latter lykønskede hende til den nydelige lange Patteglut og anbragte anden landlig Skjemt, som hun hørte paa uden at rødme. Ja, da Otto spruttede Hø ud af Munden, og en anden Pige, der kom til, forbarmede sig over ham og aftørrede hans Mund med Bagen af sin Haand, sagde Kjæmpepigen: Min Unge er et Pigebarn, Du kan gjerne kysse Tøsen, og rakte Otto frem til et Kys, der i Grunden blev blødere, end de, der ikke følte det, vidste af.

Det smager ham bedre oppe paa Gaarden, sagde Pigen, idet hun fjernede sig, og Malkepigen lo høit; men nu blev Forvalteren vred, befalede dem barsk at passe deres Arbeide, og saasnart det med Anstand kunde skee, forlod Otto Marken i en Sindsstemning, der var saa blandet som Indholdet af en velrystet Medicinflaske.

»Det smager ham bedre oppe paa Gaarden«, vedblev at klinge i hans Øre, og medens han saa godt vidste, hvilken bitter Ironi Pigen var kommen til at udtale, dvælede han ved det underlige rige Indhold, der laa i disse Ord. Han tænkte paa Schiøtts Yttring om det fine Blik, man kan møde, selv hos ganske simple Kvinder, tænkte paa Schiøtt, længtes efter Byen, efter Ro og Studier. Men væsenligst var det ham i Øieblikket, ikke at komme hjem til Theetid for dog at lægge en Nat mellem denne Dags Ydmygelse og Gjensynet. Næste Dag kunde han begynde et ganske nyt Liv overfor hende.

I disse Tanker vedblev han at gaae, tversover Marken, gjennem Ellekrat, over Mosejord, og da han i det Fjerne hørte Kirkeklokker ringe, vidste han ikke, fra hvilken Kirke Lyden kom. Endelig maatte han dog hjemad, og hvor tilfreds blev han, da han hørte, at de vare seilede over til Præstegaarden for at drikke Thee, og da Husjomfruen efter forgjæves at have bragt ham Hilsen om at komme derover, dækkede Aftensbordet for ham alene. Han fik Lyst til at studere, gik op paa sit Værelse og fremtog nogle af de Bøger, som Studenter altid tage med paa Landet, men sædvanligviis bringe jomfruelig uberørte tilbage. Han blev ogsaa snart kjed af den alvorlige Læsning og fremtog en Bog, som Børnene havde leget med og afrevet Titelbladet, og som indeholdt Breve og Meddelelser om Wilh. Humboldt, om hans dygtige Studier og stadige Omgang med udmærkede Mænd og Kvinder, om ham, som blev Lærd, Digter og Statsmand - »en Statsmand af perikleisk Høihed« - og som i sin sildige Alder kunde sige, at han havde havt den Lykke i sin Ungdom ikke at nære en eneste Følelse, som han senere behøvede at skamme sig ved. Der var bl. A. fortalt hiin lille Begivenhed med Grev Schlaberndorf, der en Aften lyste Humboldt ud, men om Morgenen tidlig endnu stod paa samme Sted og samtalede med ham. Denne Dygtighed, dette Held, denne Stræben efter Lys og disse rige Frugter af den alsidige Stræben greb Otto med længselvækkende Magt; med Bogen i Haanden lagde han Planer til alvorlige Studier - i dette Øieblik var Bogen hans begeistrende Omgang, ved dens Hjælp var han i en ædel menneskelig Kreds, og han tog atter fat paa en alvorlig Bog.

Han havde siddet saaledes en Times Tid, da han hørte hurtige Trin paa Trappen, og et Øieblik efter traadte den unge Paulsen ind.

Naa, saa er det dog sandt! Du sidder alene og kukelurer! Og Du læser ..... hvad er det for en Bog? .... Folkeret .... Nu har jeg aldrig seet saa galt! .... Er Du maaskee kommen paa Kant med Nogen? ..... Aha, maaskee med »Damen«? Vil Du kanskee lære at behandle hende efter Folkerettens Grundsætninger, fordi hun ikke behandler Dig efter Naturretten? .... Ei, det var s'gu en Vittighed! .... Ja, for jeg idetmindste var forelsket i hende en Dags Tid; men saa lod jeg den Fugl flyve, her er saa megen anden Jagt.

Saa? sagde Otto temmelig ligegyldig.

Du skulde see min lille Møllerpige! vedblev han.

En Møllerpige? sagde Otto.

Ja, Møllerens Datter. Gaa imorgen ned til Veilaa Mølle, det er knap en halv Miil herfra. Bed om et Glas Melk og tag hende i Øiesyn, jeg er slet ikke jaloux. Paa Tirsdag er der Hestemarked inde i Byen, Møllen staaer, alle Folkene tage til Marked, hun bliver ene hjemme. Paa Tirsdag! om tre Dage! O, Montani Fæstemø Lisbeth havde Ret, da hun spurgte sin Fader, hvorlænge er der til imorgen? Og saa studerer han Folkeret!! ..... Men hvad var det nu egenlig, jeg vilde sige? Ja, jeg kom da egenlig for at holde en mathemathiskantiquarisk-historisk Forelæsning for Dig. Du husker jo nok, at der i Mathematiken er Grundsætninger og Læresætninger. Grundsætninger ere saadanne, som ikke behøve at bevises. Det er en Grundsætning, at ude paa Landet er man ugeneert og morer sig, som man kan bedst. Derfor har Du nok seet, at jeg gaaer min egen Vei - og min Stedmoder seer mig nok ogsaa helst, naar jeg er borte. Men Du kan have besynderlig godt af at lære Noget, det er Læresætninger ... Hvad var det nu, bi et Øieblik .... Du maa vide, for at kunne sætte Dig paa det rette Standpunkt, at jeg i Eftermiddag opdagede nogle Flasker gammel Nuits-Bourgogne i min Faders Kjelder. Forvalteren har drukket med mig; vi vilde havt Dig med; men Du var uudforskelig som Forsynets Veie. Du skulde ellers seet ham; først var han taus, saa sukkede han, saa blev han glad, saa reiste han sig op og udbragte »Damens« Skaal, saa holdt han en Tale og blev ved at udbringe hendes Skaal, syv, otte Gange, og saa vilde han banke mig, og saa faldt han i Søvn .... Det var ellers Noget om Antiquiteter, som jeg forberedte mig paa at holde Foredrag over, da jeg løb op til Dig .... Aa, ræk mig den anden Sophapude, Du bruger den dog ikke .... Ja, seer Du, denne Gaard her var i gamle Dage en Borg, en ægte Ridderborg med alle mulige Herligheder. Den havde bl. Andet jus primæ .... Drag af din Sko! Juridisk have vi mistet denne Ret; den er en os ved Tidernes Ugunst frareven Pertinens. Men moralsk existerer den, fordi Retten dog altid er Magt. Der gives ufortabelige Rettigheder; der gives en Magt, en moralsk Magt i Livet. Uden den moralske Magt var det ikke værdt at leve en Time. Det er indpodet i Slægterne, at saaledes som deres Mødre elskede Herremandens Forfædre, saaledes skulle de elske Herremandens Søn. De ere moralsk incorporerede! Og en Afglands af vor Herlighed falder altid paa vore Gjæster, og gjæstfrie er vi! Paa hele dette store Revier kan man hver Høst skyde Snepper, Høns, Ænder, næste Aar bringer nye igjen -

sang Paulsen med en pludselig musikalsk-erotisk Reminiscens af »Don Juan«.

De faa Tacter havde langt mere Magt over Ottos Sind end hele Paulsens Tale, skjøndt den heller ikke var uden Virkning.

En Møllerpige! sagde han, da Paulsen var gaaet. For hans Indbildningskraft stod Møllerinden i Goethes Digt om Edelknabe und Müllerinn, hun, som gav ham et Stævnemøde, hvorved han blev pryglet af Moderen, Fættere, Tanter, Broder, Onkel, og jaget halvnøgen ud i Sneen, men som senere kom forklædt som Zigeunerpige og undskyldte det og endelig sagde:

Det var forgjæves, at Paulsen havde givet ham Anviisning paa hele Revieret, ham lokkede nu intet Andet end Møllerpigen i VeilaaMølle. Forestillingen om noget Romantisk var saa stærk, at han hverken tænkte sig en virkelig dansk Vandmølle eller gjorde sig rede for sin egen Stemning. Han bævede af Længsel og følte en besynderlig Medynk med den smukke Pige, der stod i Begreb med at hengive sig - til Paulsen.

Den næste Dag var Søndag, og man tog til Kirke. Otto kom just ikke vel forberedt til Guds Huus, og om end ikke Tanken om Møllerpigen var bestemt nærværende, saa var han dog underlig stemt ved at see Hende, »Damen«, i Kirken. Hvor tilbageholden og streng hun end havde været imod ham, var det ham dog ved Synet af hende umuligt at afvise den Forestilling, at hun sad der, en Slægtning af de græske Guder, tvungen til at tilhylle sin sande Natur, men at i hvilket Øieblik hun ansaae for gunstigt, kunde hun slaae Sløret tilside, og om det saa var den brægende Degn, vilde han blive greben og istemme en Offersang.

Men hun vedblev at sidde alvorlig, uden Andagt, men med Anstand, og lidt efter lidt hørte han op at see paa hende og beredte sig med stille Sind paa at høre Prædiken. Det Tilvante fra Barndomstiden, Familien, med hvem han var kommen, den geistlige Dragt, Psalmesangen og den indtrædende Taushed udøvede sin Magt, og det var desuden sagt ham, at Præsten var en god Taler. Men ved Præstens første Ord gjenkjendte han strax Stemmen, der havde viist ham Rugmarken, Humlehaven, Svinestien og yttret Længsel efter at komme over til Gaarden: Messe og Prædiken var en ny Side af Mandens Vindskibelighed. Hans Tale var meget stærkt blandet med Citater og forresten af den almindelige Slags, som under en Mængde høitidelige Ord skjule en mat Følelse og en nøgtern Tanke og kjendelig ere en Frugt af Pligten og en god prosaisk Villie. At Talen heller ikke gjorde stort Indtryk paa Andre, fik han et Beviis paa, idet Forvalteren, medens Herskabet efter Gudstjenesten stod og gav en Slags Cour paa Kirkegaarden, nærmede sig ham og sagde: Idag fik vi mange Korender paa Suppen. Hvoraf kunde sees, hvis man ikke vidste det i Forveien, at hvorsomhelst der er literair Production, er der ogsaa Kritik.

Præsten gjorde et behageligere Indtryk ved sin jevne, landlige Fremtræden, da han efter Gudstjenesten kom i verdslig Dragt op paa Gaarden med sin Ægtefælle, og Otto var nu nysgjerrig efter at see, paa hvilken Maade han forstod at behandle »Damen«. Men alle Forventninger i denne Henseende blev skuffede; thi Præsten talte slet ikke til hende; derimod var der en kongelig Skovrider, hvem hun, uden at Nogen havde seet, hvordan det var gaaet til, havde faaet til at tale; han fortalte om Forst- og Jagtvæsenet og syntes især ved sine mangfoldige Jagthistorier at fængsle hendes udeelte Opmærksomhed.

Da de efter Kaffen kom ned i Billardstuen, sagde Præsten, idet han med Vælde blokerede en Ball: Det er Satan til Fruentimmer! Skovrideren var kommen i en saadan Bevægelse over sin usædvanlige Veltalenhed, at han nu slet ikke kunde tale og aldrig vidste, med hvilken Ball han skulde støde.

Otto holdt fast paa at opgive hende; han bandt sine Tanker til Møllerpigen, som Odysseus lod sig binde til Masten, da han seilede forbi Sirenernes Ø - ikke ganske saadan, men omtrent.

Næste Dag efter Middagsmaaltidet begav han sig paa Vei til Vandmøllen. Man saae den ikke, før man stod paa en Sandbakke, og i Modsætning til de omgivende golde Høie tog den dybe, ensomme lille Dal med sine Frugttræer og sit Grønsvær, med Brombærbuskene og Pilene langs Møllebækken, sig ud som et Alferige, idetmindste syntes det saaledes for den, der her formodede en Alf.

Klokken var over sex, og Eftermiddagssolen, der i dette Øieblik gjennembrød en omvankende Sky, kastede et saa mildt Skjær henover Træerne i den lille Dal, over Røgen, der hævede sig fra Skorstenen, over Vanddraaberne, der sprang fra Møllehjulet, at selv den Koldsindigste kunde have følt sig tillokket og greben af denne Plets Ynde. Dette er Lykken, sagde Otto til sig selv, idet han følte sit Hjertes Banken. Ja dette er Lykken! Alle Sjælens og Legemets Kræfter føle Livet. Guderne have været naadige og give Skjønhed. Man burde døe i et saadant Øieblik, medens man længes efter og frygter for det Ubekjendte. I Guder og især Du, kypriske Aphrodite, giver mig at tjene Eder trofast, med Løn eller uden Løn, som det behager Eder, og lader mig engang indgaae til Eder med Dagens sidste Solstraale!

Under denne Paakaldelse var han kommen til Møllen, gik over den skrøbelige Bro og kom gjennem Frugthaven, forbi en gjøende Hund, ind i Kjøkkenet eller Bryggerset med Bryggerkjedlen i Midten. Der stod en Pige ved et Deigtrug og lagde Brød; paa den ene Side af det store, mørke Kjøkken, var Døren aaben for Ovnen, hvor der brændte en stærk Ild. Man hørte ikke Andet end den knurrende Hund, Hjulets fjerne Susen og den skrattende Lyd af Pigens Træsko mod det brolagte Gulv, naar hun under Arbeidet skiftede Plads.

God Aften, kan jeg faae et Glas Mælk?

Ja, det kan Han vel, hvis Han vil give lidt Tid, svarede hun langsomt.

Hvor er de andre af Husets Folk?

De er i Marken.

Tjener Du her?

Nei ikke just det, ikke.

Er Du da Datter af Huset?

Ja, saadant Noget vel.

Hvormange Døttre har Mølleren?

Ikke uden mig, det jeg veed af.

Saa?

Hun havde imidlertid strøget Deigen af Arme og Hænder og kom nu frem i Lysningen, der faldt ind ad Døren.

Hun var lille og trind, rødmusset, havde brune Øine og et Haar, der hverken var blondt eller mørkt. Det var bundet op i en Krands, og man saae det runde Baghoved og de temmelig store Ører. Hendes Dragt var en Slags Negligé. Det mørke Skjørt var snøret om Livet og blev baaret af to røde Axelstykker, der lignede Seler; den øverste Deel af Legemet skjultes af den grove Blaarlærreds Særk, som sluttede tæt om Halsen.

Han, hvis Øine havde hvilet paa Hendes græskformede Hoved, og hvis Tanker vare fyldte med Goethes »Müllerinn«, og som var traadt ind under Paakaldelse af den kypriske Aphrodite, følte sig høilig skuffet. Mandfolks Hu er imidlertid vanskelig at beregne; det kan maaskee være, at han vilde have taget tiltakke med »de tørre Jyder«; men, hvis han ikke forstod at hævde sig som Elsker overfor Skuespillerinden, forstod han næsten endnu mindre at gjøre Cour til den deigæltende Møllerpige. Man skal fremfor Alt vide bestemt, hvad man ønsker, før man kan fordre eller bede, og han havde hidtil ikke kjendt det Raae. Hvis Sandseligheden var vakt i hans Sind, saa var det skeet under Skyggen af Ømhed, den var en Plante, som havde snoet sig om Hjertets bedste Blomster, men ogsaa var næret af deres Saft. Og dog var der Noget i hans Sind, som ikke vilde, at Veien skulde være gaaet forgjæves; det kjæmpede i ham, det forsøgte at holde Romantikens Slør fast og tildække Virkeligheden, og da hun bragte ham Mælken, lagde han bly og bævende Haanden paa hendes runde Arm. Den var ru af tørret Deig, og hun brød sig slet ikke om denne Berørelse. Saa brast ethvert Forbindelsesled imellem dem; han drak for et Syns Skyld af Mælken, lagde Betaling paa Trugets Rand og gik.

Da han igjen kom op paa Bakken, var han mismodig og skamfuld over den Stemning, hvori han nys havde staaet der; men han syntes dog ogsaa, at der var noget Smukt og Godt hos ham selv, som havde været medvirkende til Udfaldet. Dog, den Trøst vilde ikke forslaae. Naar man er bleven skamfuld og er ene med sin Samvittighed, er man tilbøielig til at gaae videre i Bedømmelsen af sig selv og give Sandheden Æren. Otto hviskede til sig selv, at der i Grunden var noget Uhæderligt i, at han saa flygtig havde vendt Tankerne fra Skuespillerinden til Vandmøllen, og selv i den hurtige Opblussen for Skuespillerinden erkjendte han Noget, der gjorde et Brud i hans Bevidsthed. Men Herregud, sagde det saa inde i ham, hvorfor skal jeg være udelukket fra al den Glæde og Livsnydelse, som Andre have? Noget banker saa længselsfuldt hos mig, der er saamegen Rigdom derinde, saa megen Varme og Begeistring, som jeg vilde hengive til Den, som ... til Hende, som dog maa være at finde i Verden, til Hende, som kun forlanger en heel Hengivelse, den hele Personlighed sat paa Spil, for at skjænke ... o, min Gud, hvad Salighed har Du ikke skabt og skjult etsteds! - - Men jeg skal nu engang ikke have det!

reciterede han efter Schiller. - Nei, det er falsk! vedblev han. Hvis Schiøtt hørte mig i dette Øieblik, vilde han sige, at jeg var sentimental! Det er ogsaa sandt. Jeg vil af med denne Sukken og Klynken ... hvor her dog er frisk og deiligt!

Han var kommen ind i Skoven. Dens Svalhed og Duft gjød Freidighed i hans Sind. Han saae paa hvert enkelt Træ, paa de ranke hvide Bøgestammer eller de knudrede Ege med deres kraftige Løvvæxt; han havde Øie for Skjønheden i det Samlede og i det Enkelte; hidtil havde Naturen kun været Coulisser for hans Stemninger. Da han kom dybere ind i Skoven, blev den etsteds mindre tæt, og den synkende Sol sendte sine Straaler derind; de spillede mellem Grene og Blade og gjød sig som gyldne Lysflager hen over den mørkegrønne Bund mellem de hvide Stammer, der stode som Søiler i en Kirke. Hans Sind blev gjennemstrømmet af Glæde over Tilværelsen, og han gav sig til at synge af en fremvældende Fryd, der bortjog de sidste piinlige Stemninger, han sang Toner uden Ord, Skabningens Lovsang over at være skabt.

Han blev afbrudt ved et uventet Syn. Paa et Sted, hvor den smalle Sti, som han havde fulgt, udmundede i en mere betraadt Fodsti, stod en halwoxen, kjøbstadklædt Pige og holdt i den ene Haand en Leerkrukke ind til Brystet, med den anden Haand søgte hun med et blandet Udtryk af Glæde og Ængstelighed at afværge en stor Hund, der kjærtegnende var sprungen op ad hende, havde lagt den ene Pote paa hendes Skulder og sat den anden ned i Krukken. Idet hun fik Øie paa den Syngende, der formodenlig føiede en ny Overraskelse til den, hun allerede havde havt, saae hun bedende paa ham, som om hun vilde sige: Skaf mig af med Hunden, men gjør den ikke Fortræd! Otto havde snart hjulpet hende, optog, medens Hunden gjøende af Glæde sprang omkring dem, hendes Straahat og satte den paa hendes Hoved, og spurgte: Men hvorfor seer Du saa bedrøvet paa den Krukke? Hvad har Du der, min Pige?

Det var Hindbær, jeg skulde bringe op til Fru Paulsen, sagde hun næsten grædende og aftog de grønne Blade, hvormed Krukken var dækket; see bare!

Naa, der er jo ingen stor Skade skeet! sagde Otto trøstende; lad os blot pille de knuste Bær fra, saa skal vi nok finde nye Skræppeblade at lægge over. Kom, sæt Krukken her ned i Græsset, saa skal vi hjælpes ad!

Hun saae med sine store blaae Øine taknemlig paa ham og fulgte hans Raad.

Men hvor hører Du egenlig hjemme, min Pige? spurgte Otto.

Paa Tjørnelund, svarede hun; min Fader er Forpagter paa Gaarden og hedder Sandberg.

Naa, og hvad hedder Du selv?

Marie Elisabeth.

Marie Elisabeth! raabte Otto og foer næsten heelt op, da hans Moders og Skibets Navn mødte ham i den grønne Skov, i det smukke Barns Skikkelse. Og der var en saadan Glæde og Ømhed i hans overraskede Tone, at den halvvoxne Pige forundret saae paa ham.

Og hvor gammel er Du? spurgte han videre.

Fjorten Aar, sagde hun; jeg skal confirmeres til næste Aar.

Ei, saa gammel! Saa skulde jeg nok egenlig sige De.

Nei, det behøver De ikke ... ikke endnu.

Men til næste Aar?

Ja, det er en anden Sag.

Naa, men hvor kommer det, at Du skulde bringe den Krukke Hindbær til Fru Paulsen? For det er dog en lang Vei.

Ja, men vor Vogn kjørte mig lige til, hvor Veien dreier af til Vandmøllen, for vi skulde have Sæd paa Møllen, og den kommer siden og tager mig med. Det har jeg bedt Moder saa meget om, at jeg maatte bringe de Hindbær, og nu - vedblev hun paany bedrøvet - nu er det dog galt, man kan see, der mangler nogle. Man kunde næsten troe, jeg havde spiist dem. Vær Du kun rolig jeg skal nok fortælle Fru Paulsen, hvordan det er gaaet til.

Hun troer mig nok selv, sagde Marie Elisabeth tillidsfuldt og uden at tænke paa at give Otto den Irettesættelse, som han følte, han modtog. - Men saa er De vel i Besøg oppe paa Gaarden? tilføiede hun.

Ja, og nu kan vi følges ad derop, og lad mig nu bære Krukken; Hunden lader Dig dog ikke i Ro.

Nei, han skal selv bære den; han er afrettet ... Trofast, kom hid! ... Saa! ... Vil De nu see, hvor alvorlig han gaaer. Skulde man ikke troe, det var en gammel, adstadig Mand? Hvem skulde troe, naar man saadan seer ham, at han springer op paa Folk og stikker Poten i Hindbærrene? Ja, man skal ikke skue Hunden paa Haarene! - Hun sagde dette med høi Stemme, meest henvendt til Hunden, der vendte sig om, saae paa hende og, da hun taug, atter med Alvor satte sig i Marsch.

Otto taug. - Efter en Stunds Forløb sagde han: Marie Elisabeth, min Moder hedder ligesom Du.

Saa? sagde hun og rødmede, maaskee for første Gang i sit Liv, af en hende uforklarlig Følelse, af en stille, reen Glæde over at være ligesom beslægtet med dette smukke unge Menneskes Ømhed.

Og, vedblev Otto, vi havde et Skib, som ogsaa hed Marie Elisabeth.

Hvor er det Skib henne? spurgte hun.

Han nænnede ikke at sige til hende, at det var forliist, og svarede: Det er langt borte.

De kom op paa Gaarden, hvor Marie Elisabeth blev modtagen af alle Mennesker med en saadan glad Venlighed, at man skulde troet, det var en Alf, der aflagde sit aarlige Sommerbesøg. Pigerne kom til Vinduerne og nikkede til hende, Børnene ilede hende imøde, bragte deres Legetøi og vilde forære hende det, Trofast glammede som for at gjøre opmærksom paa, at det var ham, der havde hentet hende; Fru Paulsen tog med større Taknemlighed imod Hindbærrene, end den lille Gave syntes at fortjene, og vilde, at Marie Elisabeth skulde blive paa Gaarden om Natten; men da hun sagde, at hendes Moder ventede hende hjem med Vognen, blev der ikke talt mere derom. Hun var frank og livlig, lige til »Damen« kom og venlig spurgte: Hvad hedder De, min rare Pige? - saa blev hun tvungen og taus.

Fruen indbød Marie Elisabeth til at komme en af Dagene og være en heel Dag paa Gaarden. Da Otto fulgte hende tilvogns, sagde han, at han skulde nok komme næste Dag til Tjørnelund for at fornye Fru Paulsens Indbydelse for hendes Moder. Han var saa glad ved hende, som om han havde fundet en Søster.

- Det gik Otto, som det saa ofte gaaer Ungdommen: Han gjorde sig i Almindelighed enten for store eller for smaa Forventninger om Menneskene. Da han den følgende Morgen begav sig til Tjørnelund, var Tanken om det, han skulde møde, afpasset efter de sædvanlige Forestillinger om en Forpagterfamilie, skjøndt der ogsaa er store sociale Forskjelligheder i denne Klasse. Han blev just ikke skuffet ved Synet af Sandberg. Det var en høi, kraftig bygget Mand, temmelig blond, med et solbrændt Ansigt, ligefrem og aaben, en Mand med Præget af en uforstyrret, jevnt henglidende Livsskjæbne, saa at man, naar man havde talt med ham i ti Minutter, syntes man havde kjendt ham, saalænge man kunde huske. Desto større var Overraskelsen ved at see hans Kone. Skjøndt hun var klædt huuslig og simpelt efter sin Stand, modtog man øieblikkelig Indtrykket af, at hun havde hørt til de høiere Samfundsklasser; i hendes Ansigt var Noget saa flint, at man skulde troe, hun var en adelig Pige, der - maaskee ved en Feil - havde forvildet sig til en Mesalliance. Men denne Tanke om Feil og Forvildelse forsvandt øieblikkelig, naar man saae den Sjælero, den Fredens Forherligelse, der var udbredt over hendes Aasyn. Hun var vel temmelig høit oppe i de Fyrretyve, og det blege Ansigt havde allerede faaet denne Alders smaa Furer; men de skjønne blaae Øine havde en overraskende Klarhed, og bag de lange Øienhaar vare de den evige Ungdom paa dette Ansigt, ligesom hun selv syntes at være Ungdommens evige Poesi i dette Huus. Det var vanskeligere at tænke sig nogen skjønnere Mildhed og kvindelig Zarthed forenet med Sundhed og hjemlig Simpelhed; men i Grunden var dog det samlede første Indtryk af de to Ægtefolk ikke aldeles behageligt; den glade, kjærlige Ærefrygt, som hun uvilkaarlig frembragte, saae sig spørgende om. Thi i det daglige Liv gjør det Usædvanlige let samme Virkning paa fiintfølende Gemytter som en Dissonans, og man behøver lidt Tid for at overbevise sig om, at der virkelig er Harmoni.

Mo'er, det er ham! - Goddag, Hr. Krøyer, sagde Marie Elisabeth; dermed var Otto indført i Familien.

Sandberg skulde i Marken, men indbød Otto til at blive og senere deeltage i Middagsmaaltidet, hvad han med Glæde modtog - saa behøvede han desuden ikke at være paa Gaarden til Middag.

Marie Elisabeths Moder var ikke meget talende; Værdien af det Lidet, hun sagde, laa i hendes Personlighed, i den ubeskrivelige Følelse, som hun vakte om noget Elskeligt, Mildt og Sikkert. Det behagede især Otto, at hun ikke gjorde ham Spørgsmaal; saadanne Naturer ville hellere forlade sig paa deres uvilkaarlige Forestillinger og mulig udsætte sig for at blive skuffede, end søge Underretninger om Navn, Slægt og andre Forhold, som, naar Alt kommer til Alt, heller Intet oplyse. De faae derved for Nogle et Udseende af Tryghed, idet de synes at vide Alt; Andre, der bedre forstaae dem, paalægge de en Forpligtelse, idet deres Taushed er et Tegn paa Uskyld og Tillid.

Det var Otto en Lyksalighed, paa denne og andre Maader, gjennem Dagens ubetydelige Begivenheder, gjennem det Velbehag, han undertiden svagt kunde mærke, at han vakte, at føle det Bedste i sin Natur beslægtet med disse Mennesker. Det var uvilkaarlige Fornemmelser; han reflecterede ikke, bemærkede ikke engang, hvorledes Dagen gik, eller hvor lykkelig han var imellem disse to kvindelige Væsener, Matronen og Barnet, der for ham ikke vare Kvinder.

Sandberg var kommen hjem til Middag, og den stille Kjærlighed, som Hustru og Datter viste ham, den milde Aand, som var udbredt over det hele huuslige Forhold, havde udslettet eller betydelig formildet det første Indtryk af noget Disharmonisk; men først da Sandberg henad Aften fulgte ham et Stykke paa Vei og med et kraftigt Haandtryk skiltes fra ham, syntes det Otto, at han et Øieblik havde bedømt og følt altfor skarpt og fiint, at en saadan Virkelighed havde han aldrig forhen nydt, at han aldrig før havde været hos Noget saa skjønt-menneskeligt - det gik op for ham, at han havde tilbragt en usædvanlig Dag, og han frygtede næsten eller legede med den Frygt, at Huset skulde være som hiint i Eventyret, der ikke var at finde, da man kom igjen.

En Fjerdingvei fra Gaarden saae han Præsten komme kjørende fra en Sidevei. - Hvad! raabte Præsten, er De gaaende? Kom og sæt Dem op, saa skal jeg kjøre Dem næsten til Gaarden.

Nei, Tak, Hr. Pastor, det er Synd at kjøre paa en saa dan Aften.

Aa, ja! Jeg troer næsten ogsaa, det kunde være godt at faae en lille Motion ... Prrr! Du kan kjøre hen til Korsveien ved Bakken og vente paa mig ... Aa, ja, det kan gjøre godt at faae rørt de gamle Been ... maa jeg ta'e Deres Arm?

Hvor kommer De fra, om jeg ellers maa spørge? vedblev Præsten, da de havde gaaet lidt.

Fra Forpagter Sandbergs.

Fra ... fra Sandbergs, her paa Tjørnelund? raabte Præsten og standsede. Hvor kommer De til Sandbergs? ... ja, det vil sige, det kommer jo ikke mig ved, vedblev han og fortsatte Gangen.

Otto fortalte ham Anledningen til Besøget.

Naa, saadan! ... Naa! Saae De ellers Noget til Mdm. Sandberg?

Ja; det er dog en mærkværdig rar Kone.

Ja, hun! sagde Præsten, det troer jeg sgu nok!

Hvorfor? spurgte Otto, greben af det Usædvanlige i Præstens Tone.

Fordi hun er saagodtsom en Engel! svarede Præsten næsten heftig ... Herregud, naar jeg tænker tilbage paa Alt det, som hun har gaaet igjennem! Kan man ikke endnu see det paa hendes Øine? ... Jeg seer hende nu sjelden eller aldrig ... Er det ikke, naar man seer ind i hendes Øine, ligesom man hører en sød, liflig Musik?

Hun har rigtignok meget smukke Oine.

Kalder De de Øine smukke? ... Smukke? Nei, de er de deiligste Øine - de er den væneste Sjæl, nogen Modersjæl vil skue ind i, det er de!

Her taug Præsten og faldt mod Sædvane i Tanker.

Efter en Stunds Forløb spurgte Otto: Hvad har hun da egenlig gaaet igjennem? Hvor stammer hun fra?

Præsten svarede: Hendes Fader var en rig Kjøbmand i Kjøbenhavn. Hun blev opdraget næsten som en Prindsesse, og Smigrere havde hun nok af, allerede som Barn, Alle vare forgabede i hende, enten hun saa talte eller sang eller dandsede, eller man bare saae paa hende; men især sang og spillede hun saa overmaade deilig. Jeg spiste der i Huset som fattig Student og sad tidt om Aftenen i en Krog ... naa, det var nu de lykkelige Dage ... Er det ikke løierligt, nu har jeg tredsindstyve Tønder Land at dyrke og et godt Kald foruden, og jeg vilde give alle tredsindstyve Tønder Land ... eller en god Deel deraf, troer jeg idetmindste, det er jo ikke min Eiendom, deels høre de til Kaldet, deels har jeg forpagtet dem - om jeg igjen kunde sidde saadan i Krogen og være Skumpelskud, men høre hende eller bare endnu engang see, hvordan Faderen strøg hende om Haaret, og saa, hvordan hun kunde see op paa ham. For de To holdt af hinanden ganske anderledes end andre Mennesker, man skulde troet, at de havde en Hemmelighed om noget Godt, som vi andre Mennesker slet ikke faaer at see. Men rige Folk kan ogsaa bedre end vi Andre, fattig Folks Børn. Der er saa mange Slags Tanker, de aldrig kjender til, Kilden bliver aldrig plumret. Saa var jeg der en Aften. Der skulde være stort Selskab, alle Lysene i Lysekronerne vare tændte, og det saae saa høitideligt ud i de store Stadsstuer. Jeg var kommen for tidlig og sad og maabede - for jeg kunde aldrig tale til hende, og hun sad ved Klaveret og legede med Tangenterne, saa kom Faderen ind og var saa bleg som et Lig. Hun saae op, og jeg veed ikke, men jeg troer, jeg kunde mærke paa mig selv, at hun kom til at ryste. Men hun reiste sig og gik hastig hen til ham. Han tvang sig til at smile og sagde: Min lille Lise, her bliver intet Selskab iaften.

Hvorfor ikke, Fader?

Bryder Du Dig meget derom? ... Nei, nei, min lille Lise, det veed jeg jo nok, Du ikke gjør.

Blot Du ikke var saa bleg, Fader.

Min rare lille Lise, min egen kjære Datter, bryder Du Dig meget om, at Du nu ikke længer er en rig Pige? ... Nei, nei, jeg Nar, at jeg ikke veed det, hvor kan jeg nu ogsaa spørge saa taabelig! sagde han og lo; men mit Hjerte var færdigt at briste af Angst og Medynk med den Latter.

Der er hændt en Ulykke, fortæl mig Alting, Fader, sagde hun saa rask og bestemt, at jeg ordenlig blev lettet derved. Engelskmændene har taget mine Skibe, mine og Dine Skibe, Lise.

Men hvor kommer Engelskmanden til at tage Dine Skibe, lille Fa'er? Han giver Dig dem nok igjen, vær Du kun rolig. Du har jo ikke gjort Engelskmændene noget Ondt - vel, lille Fa'er!

Nei, jeg har ikke gjort Engelskmændene Ondt! Ingen har gjort dem Noget! Himlen veed, at det er den sorteste Plet, som nogensinde et Folk har sat paa sit Flag! Overfalde værgeløse Kjøbmandsskibe, rolige Borgeres surt erhvervede Eiendom, Familiers Lykke og Velfærd, Døttres Medgift, Enkers Nødskilling og Faderløses Brød, Faderløses Brød! Gud Herren straffe dem! Han ene har Magten! O, han vil det! han vil det! Gud fordømme de Røvere og Mordere!

Fader! Fader! sagde hun.

Vi faae Krig, min Datter, der er en engelsk Flaade i Sundet, den har taget mine Kjøbmandsskibe uden Krigserklæring, den har taget Alting fra mig, min Datter, Din Fader er en fattig Mand ... om ikke Noget endnu værre.

Værre, Fader? Hvad Værre?

Lise, Din Fader er en ærlig Mand.

Fader! Fader! skreg hun.

Ja, min Datter, Du har aldrig tvivlet, sagde han og tørrede Sveden af Panden; men naar der kommer Folk, naar der kommer en Enke med Børn her paa Trappen og skriger udenfor: Giv mig mine Penge - mine Børn sulte ... mine Døttre ... Pengene stod i min Handel, Engelskmanden har taget dem.

O, Fader, nu forstaaer jeg, at der er hændt en stor Ulykke, sagde hun og bøiede sit Hoved mod hans Bryst.

Ja, min lille Lise, den er meget stor, større end ...

End?

End Dit lille Kjøbmandshoved kan forstaae, sagde han og klappede hende og kyssede hendes Hoved.

De talte meget sammen, hun trøstede og kjærtegnede ham, Moderen kom ind i stram Stads, og der blev stor Jammer, som De vel kan tænke, og hvor det var skrækkeligt med de mange festlige Lys ... jeg turde ikke blive og ikke gaae og ikke røre mig - kort at fortælle - han døde pludselig.

Gud frie og frels os! Hendes Fader?! Ja, han gjorde.

Præsten vedblev efter nogen Tids Taushed: Jeg har tænkt og reflecteret meget over den Aften. Man har dog altid en lille privat Philosophi ved Siden af det, som er Troessagen. Og mig har det syntes, at hvert Menneske fra Først af er et Orgel ... har De seet et Orgel, et stort Orgel? Det har baade Hovedværk og Mellemværk og Nederværk; der er Bas og Fløite og Klokker, der er Fagot og Trompeter, men Registrene skulle trækkes ud og holdes udtrukne, ellers høres de ikke, om man ogsaa slaaer paa Tangenterne ... Den Aften, synes mig, blev de fleste af Registrene paa mit Orgel skudte ind. Jeg var dengang næsten ligesaa voxen, som jeg er nu, vel ikke fuldt saa svær, men ligesaa høi, og dog forekommer det mig, ligesom jeg dengang var et lille tyndt Væsen, der sad paa Stolen, med Hovedet trykket ned, med Verdens Ulykke ridende paa min Nakke, og jeg kunde ikke gjøre det Ringeste, for jeg var fattig og ussel, og jeg kunde kun luske mig bort, og fra den Tid af - det har jeg bestandig senere følt - var det afgjort med mig, at jeg ikke kunde blive Andet end et jevnt Landsbyorgel, der kan snøvle med til Bøndernes Psalmevræl. Ellers havde jeg sagtens disputeret for Doctorgraden og var maaskee bleven Biskop, for Hoved havde jeg, og til Nød kan jeg da ogsaa endnu holde en Prædiken for dannede Folk, og Enhver skal lade mig, at jeg stræber for mine Børn saa godt som Nogen, de skal komme net og pænt gjennem Verden, med Guds naadige og miskundelige Hjælp og Bistand. Saasnart man har Børn, er det dog egenlig forbi med En selv.

Men hun? spurgte Otto.

Ja, see, der er Ting i Verden, man slet ikke kan forstaae, uden at det er, som der staaer skrevet, fordi Herren er stærk i de Svage. Kan man begribe, at et saadant Pigebarn beholder Liv og Forstand og er lige smuk og deilig? - De veed jo, at saa kom Bombardementet; jeg var næsten glad over, at jeg havde en Slags Undskyldning for, ikke at gaae til dem, for hvad kunde jeg trøste dem med? Men jeg løb hver Morgen og mange Gange om Dagen hen i deres Gade og takkede Gud, hvergang jeg saae Huset urørt. Senere, da de havde maattet flytte ud af deres Hjem, tog jeg endelig Mod til mig og besøgte dem .... Hvor det kan gjøre ondt, saadan at see rige Folk i Fattigdom! Jeg var undselig over at skulle see paa det. Da hun saae mig, blev hendes Øine fyldte med Taarer, jeg var vel saadan en Slags Paamindelse; men det var strax forbi, og hun takkede mig saa venlig, fordi jeg kom og saae til dem. Moderen laa syg og talte ikke et Ord. Hendes tre smaa Søstre sad og arbeidede flittig .... de havde et Par Kvistværelser; men der var saa net, saa reent og blankt, jeg veed ikke, jeg syntes, der var paa en Maade lige saa smukt som i den store Gaard; men man kunde græde sine modige Taarer over Smukheden. Ja, at see de sortklædte Smaapiger sidde saa stille og arbeide! - Naa, saadan gik det hen. De fik Moderen rask; men de led skrækkelig med hende, for hun talte altid om salig Fader, og havde hun været ude paa Gaden og mødt forrige Bekjendte, saa gik hun tilsengs og laa og græd og blev syg. Lise havde det Hele paa sig, arbeide, skaffe Brød, opdrage sine Søstre, holde Moderen opreist og bære sin egen svære Kummer .... Herregud, hvilke Scener der maa have været imellem dem, ja, at saadan en stakkels Pige kunde beholde sin Forstand! Engang, husker jeg, sad jeg hjemme og tænkte paa dem, og saa faldt det mig ind: Naar nu hele den rædsomme Sorg bryder løs over dem og man kommer og finder dem alle vanvittige! Jeg var selv nær bleven gal af Angst og løb derop; de sad Alle og arbeidede, blege og daarlige saae de ud; men det holdt dog sammen.

Endelig fik hun af Boet udleveret sit Klaveer. Det var nok den værste Tid, for da hun saae det og begyndte at spille paa det, tabte hun Modet, og saa maatte Moderen trøste hende. Men da det var overstaaet, blev Alting venligere og bedre. Saa begyndte hun ogsaa at give Information i Musik og Sang. Paa den Tid tog jeg Attestats og blev Hovmester herovre hos Greven. Da jeg tre Aar efter kom tilbage til Kjøbenhavn, var hun forlovet.

Med hvem? spurgte Otto.

Med hvem? Med Sandberg.

O, med sin nuværende Mand! sagde Otto; han havde ventet noget mere Romantisk.

Han var allerede dengang et godt, ærligt Stykke Karl; men jeg kunde ikke forstaae, hvor han havde faaet Mod fra til at begjære hende. Men han havde nu heller ikke kjendt hende i gamle Dage, saadan som jeg. Seer De: Naar man er ung, er man altid lidt Poet, og jeg havde bestandig gaaet i den Forestilling, at hun maatte komme tilbage i den gamle Glands og Herlighed, Engelskmændene vilde en Dag tilbagesende Lises Skibe, eller der vilde komme en Prinds fra Morland; men hvem der kom, det var Sandberg.

Ja, men saa holdt hun vel af ham.

Det gjorde hun sagtens.

Det siger De saa underlig.

Aa, ja, vist! .... De har jo seet Sandberg - ja, men De har sgu ikke seet Lise, hendes Faders egen Lise! De kan slet ikke forstaae det. Men Sagen er, seer De, at ogsaa paa hendes Orgel vare Registrene blevne lukkede. Sandberg var af net Familie, de kom igjen ind i Verden, der blev aabnet Vei for hendes Søstre, og hun var Trappetrinet. Hun havde tabt Modet til at haabe paa Lykke for sig selv. Det Mod har jeg saa tidt lagt Mærke til, at Folk tabe, og det er sørgeligt at see paa, naar det kommer saa uforskyldt og over saadan en Pige som Lise. Men saa giver den Herre Christ dem Styrke til at resignere; hvad han gjør, er dog velgjort.

For Otto havde Styrke til Kamp for Lykken Noget langt mere beundringsværdigt end Styrken til at gjøre Afkald, og Talen om den Gud, der udenfra opfordrede Folk til at opgive Livet, frembragte hos ham en Følelse af Irritation: Der var i hans Øine skeet en svag Pige en Uret, som han for sit Vedkommende ikke vilde taale. Han sagde: Ja et Fruentimmer maa vel sagtens resignere; mig skulde man først binde Arme og Been paa! Den Dag jeg skulde give efter, vilde jeg hellere døe.

Ja, De er ung og løs og ledig, sagde Præsten, og idet han med uvilkaarligt Velbehag betragtede Ottos smekkre, ranke og smukke Skikkelse, fik han Tro paa Ungdommen, Styrken og Modet - Livets »uovervindelige Armada« - og tilføiede: Ja, De kan sagtens! Om det saa var Hende deroppe, saa sagde hun forleden Aften, da de vare ovre hos os, at De var vist et af de unge Mennesker, der have en Fremtid; man kunde see det paa Deres Øine.

Otto taug en Stund for ikke at forraade sin Henrykkelse; endelig sagde han med en Stemme, som han troede passende afkjølet: Saa, sagde hun det?

Ja, det gjorde hun rigtignok.

Otto vilde nu gjerne have ført Samtalen bort fra alle andre Ting for at erfare hvert Ord, der hiin Aften var blevet sagt; men Præstens Tanker havde faaet et overveiende Fald mod hans egne Erindringer, og han vedblev: Vi havde Alle glemt, at Lise kunde synge og spille anderledes end saadan en Smule for at informere Børn og tjene en Nødskilling; men saadan gaaer det, naar Folk blive fattige, saa beundrer man dem ikke meer. Jeg husker nu ikke rigtig, hvordan det var med Sandberg; i den gale Tid gik Alting op og ned, baade Mennesker og Penge, og Sandberg var taget paa Landet til en Onkel, der saa smaat holdt sig paa et Gods. Det var sølle Tider for Landmændene. Men just mens Sandberg var borte, blev det opdaget, at Lise var et stort Geni. Det var naturligviis ikke noget Fruentimmer, der gjorde Opdagelsen; men det var en ung Franskmand ved Gesandtskabet, en Officier, der havde været med ved Austerlitz og Jena. Saadant et Menneske har jeg aldrig seet før eller senere! Det var den deiligste Karl, noget Menneske kunde see for sine Øine, og saa sang han og red som en Djævel, og saa havde han været med ved Austerlitz. Det rislede i mig af Beundring, da jeg første Gang kom ham nær, og saa kan De da tænke, hvordan Fruentimmerne vare efter ham.

Ja, sagde Otto med en Tone, der overraskede Præsten. Han saae Knud Gjedde for sig; han troede at staae overfor en afdød Smerte, der var bleven Gjenganger.

Naa, og han? spurgte Otto.

Han var en Aften i et Selskab, hvor de havde faaet hende til at synge, og han blev ligesom ude af sig selv og paastod, at Catalani hende har De jo nok hørt tale om, hun var i Kjøbenhavn for endeel Aar siden - var i Grunden slet Ingenting i Sammenligning med Lise, Catalani sang for Øret, men Lise for Hjertet, og saadant Noget. Hvor han blot kunde komme til, fik han Lise til at synge og sang med hende, og see, dengang var der en fjorten Dages Tid, hvor Lise var lykkelig. Hun fik ordenlig Huld paa sig igjen - for hun var bleven mager og bleg, den stakkels, stakkels Lise. Jeg troede, det skulde ende med en Forførelse; vi er nu altid saa kloge paa det Onde.

Jeg kunde slet ikke blive klog paa Lise. En Aften var jeg hjemme hos dem, og den Aften kom jeg til at tænke paa Fristelsen i Ørkenen: Alt dette giver jeg Dig, sagde Fristeren. Der faldt nogle Ord om Fremtiden, og Lise sagde, at naar man igjen blev rig, kunde man kjøbe den gamle Gaard og betale Faderens Gjæld. Moderen sagde: Oplevede jeg det, saa maatte de gjerne næste Dag bære mig ud. Men det var i een Hurlumhei, de talte; hun skulde ud den Aften.

En anden Gang kom jeg midt i deres Samtale, og de generede sig ikke for mig. Moderen sagde, at det var bedst at skrive til Sandberg, de kunde holde Bryllup og saa reise sammen.

Og der kunde jeg see - eller bagefter har jeg været aldeles vis paa, at jeg saae - at Lise lige til det Øieblik ikke havde tænkt paa Sandberg. Men det forholdt sig nok saa, at med ham kunde hun ikke synge, og med den Anden kunde hun ikke reise. Og nu veed De jo, at hun sidder der og er gift med Sandberg.

Otto var ikke fristet til at spørge om, hvad der var foregaaet i Mellemtiden; han følte det. Han kunde see det uhyre Offer, der var bragt en tør Pligt, og beundrede det uden at forstaae dets Mulighed.

De vare blevne staaende paa Bakken, hvorfra de kunde see Veien til Præstegaarden, og i nogen Afstand Herregaardens Allee og Spiir.

Min Vogn holder nok dernede ved Svinget, sagde Præsten. - De skal forresten ikke tale om det, hører De?

Nei, men sig mig, Hr. Pastor, hvor kan det være, at De aldrig seer Lise,.... Mdm. Sandberg? De boe dog saa nær ved hinanden.

Præstens Ansigt mistede det Skjær af Ungdom og Poesi, som hans Erindringer havde udbredt derover. Han sagde: Da jeg kom hertil, havde Sandbergs allerede boet her i femten Aar. Første Gang jeg saae hende igjen, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulde tale, see, gaae, staae. Det var galt at være glad, og det var lige galt at lade sig mærke med Noget og lade ganske fremmed. Og saa var der andre Grunde, hvorfor det var bedst at holde sig tilbage - kort sagt, man er et Kyllingehjerte, og desuden høre de til et andet Sogn.

Otto blev staaende nogle Øieblikke og saae efter ham og sagde endelig med et Blik op til den tindrende Stjernehimmel:

Jeg takker Guderne for, at jeg ikke er blevet en Kvinde!

Den følgende Dag kom Marie Elisabeth op paa Gaarden. Præstens Børn vare hentede over, og der var stor Leg og Lystighed. Otto var i Førstningen kun Deeltager for saa vidt, at han ordnede og ledede; han søgte at vedligeholde en alvorlig, værdig Overlegenhed; men snart var han reven med og legede med desto større Fornøielse, jo værdigere han søgte at see ud. Under en af Pauserne vilde han lære Marie Elisabeth at fægte. Hun var villig dertil med stor Iver, men om hun end hurtig lærte at falde ud, var det umuligt at faae hende lært at parere; hun sænkede hvergang Kaarden eller det, som skulde betyde Kaarden - et yndigt Symbol paa Kvindeligheden, der bedst afvæbner med sin Forsvarsløshed.

Ud paa Eftermiddagen fandt man paa at roe omkap, og Otto gik kun med i en af Baadene for at paasee, at der ingen Ulykke skete. Den unge Paulsen kom tilstede, opmuntrede de Roende, gav Raad og Formaninger og fik endelig Lyst til, selv at prøve en Aare imod Otto. En af Præstens Drenge tog Roret i hans Baad, Marie Elisabeth styrede for Otto.

Partiet er altfor ulige, sagde Otto smilende, da han saae Forskjellen paa Styrmændene; thi den smukke Pige med det opløste Haar, de røde Kinder og de blaae Øine var som selve Eros paa Kaproning.

Aa, Du vil da ikke prale med, at Du er saa meget stærkere end jeg! raabte Paulsen. Vent med at broute, til Du har vundet.

Saa var det vel netop, man ikke skulde broute, svarede Otto og lagde Aarerne ud.

Man stod oppe i Gaardens Vinduer og saae til, saa det gjaldt om Noget.

Paulsen kom strax en halv Alen forud, og efter lang Anstrengelse havde Otto ikke vundet en Tomme tilbage. Iver og Angst stod malet paa Marie Elisabeths Ansigt.

Otto vendte Hovedet og saae Maalet rykke truende nærmere. - Marie Elisabeth! raabte han for at opmuntre sig selv til den yderste Anstrengelse. Hans Barndom, Skibet med de tjærede Sider, Peter Krøll og den lille Emilie, hans Fader og Moder - Alt fløi i et rivende Nu forbi ham, foran sig havde han den virkelige Marie Elisabeth, det smukke Barn, og i det Fjerne Hende.

Baaden skjød en piilsnar Fart under et vellykket Aaretag, endnu et og et endnu. Med en Triumph og Glæde, som hun ikke kunde gjøre sig fuldstændigt Regnskab for, saae Marie Elisabeth Baaden flyve forbi Paulsen, der kun havde sine Arme og intet Feltraab.

Det vidste jeg jo nok - sagde Otto, da Baaden var ved Maalet -at med det Navn maatte jeg seire.

Paulsen raabte, idet han ankom: Du havde ikke vundet, hvis jeg ikke havde havt den klodsede Dreng med mig! Han veier sine to Lispund meer end Marie!

Hvor Otto stod himmelhøit i Marie Elisabeths Øine ved disse Ord af Paulsen! Den Ene veiede hende paa Bismervægt, den Anden -

Paulsen gik. Strax efter kom Fruen, hendes Søster og Skuespillerinden spadserende gjennem Haven og nærmede sig Pladsen, hvor Baadene laae. Børnene løb dem imøde, klappede i Hænderne af Glæde og vilde have dem med ud at seile. Fru Paulsen sagde: Det gaaer ikke an, Børn, vi blive for mange. Hvo skal roe os?

Krøyer! Krøyer! Og vi hjælpe ham! raabte Børnene.

I maae skaane Hr. Krøyer lidt, Børn, han har havt en meget anstrengende Dag, sagde Damen.

Hun var klædt i en simpel hvid Kjole, der gav hendes deilige Figur noget Ætherlet uden at dølge dens skjønne Fylde. Hovedet var bart; hun saae meget ung ud, og den hvide Silkeparasol og de hvide franske Handsker tilføiede hertil den fuldendte Elegance. Otto fornam næsten Smerte ved atter at komme under Paavirkningen af denne Magt; han kunde ikke holde fast ved Barneverdenen, dertil var han for gammel, og han følte, at han overfor hende var for ung. Men han følte ogsaa, at der under hendes venlige Formaning til Børnene laa en Spot over ham - men hvad laa under Spotten?

Vi kan tage Seilbaaden, hvis Damerne ville betroe Dem til mig, sagde han.

For Guds Skyld, nei, her er Kastevinde paa Søen! sagde Fruen.

Kastevinde paa en saadan Eftermiddag, Frue, det er umuligt! raabte Otto; desuden kan vi seile med løse Skjøder.

Man lod sig overtale til det, man gjerne vilde.

Imedens han gjorde Seilbaaden istand, gik der Bud op efter Schavler, og man seilede ud for en sagte Sidevind.

Den svage Vind døde snart hen; Seilet blev strøget, og Otto lagde Aarerne ud og begyndte at roe, idet han nynnede nogle Tacter af en Sømandssang. Nogle af Børnene begyndte at synge med, Fru Paulsen stemmede i og ordnede Sangen, og snart tog ogsaa Hun Deel i de simple Melodier. Men hvilken Forvandling der foregik, da Hendes Stemme blandede sig i Klangen! Hvilket særeget Liv og Udtryk der kom i det Gamle, Bekjendte! For ham lød det, som om hendes Sjæl hidtil havde været indespærret og nu fik Lov til, i Sang om andre Tider og andre Gjenstande at udtale sin egen Lyst, Længsel, Vemod, Begeistring. Da de sang:

syntes det ham, at naar en Krigshær hørte den Sang af Hende, saa maatte den enten gaae frem og seire over alle Fjender eller falde til sidste Mand.

Dette underfulde dramatiske Udtryk, som hun lagde i de simple, trohjertige Ord, denne Maade, hvorpaa hun meddeelte dem Noget af sin Personlighed, havde en Troldoms-Magt over ham. Sang hun om Kongen i Thule, heelt trofast til sin Grav, var det, som om hun var »Fæstemøen hiin feire«, hvem Kongen aldrig kunde glemme, og den mandige Trofasthed blev saa begribelig. Sang de om Dannevang:

saa fortalte hendes Stemme, hvad Kjærligheden var; der var noget Gjækkende og Skjemtende deri, men det syntes at være tilstede for at tilsløre Udtrykket og gjøre det endmere bedaarende. Al Danmarks Herlighed, al den Lykke, som det hemmelighedsfuldt bærer i sit Skjød og skjenker sine udkaarne Børn, syntes ham at reise sig af de gamle Sange og svæve i Luften, baaren af hendes Toner, afhængig af hendes Hu og Villie.

Solen var ved at gaae ned, og over Himmel og Jord var gydt en Rigdom af Lys, som Sproget ikke mægter at beskrive, fordi det ikke har Farve-Nuancer nok. Den vestlige Himmel stod i gylden Purpurbrand, medens fine Skystriber, der strakte sig hen under Hvælvingen, havde en Svaneduuns Hvidhed indvævet med gjennemsigtig Forgyldning og Rødme. Himlen, hvorpaa de svævede uden synlig Bevægelse, var af en tindrende Blaahed og ligesom inddrukken af en Glands, hvis Ynde man først ret følte, naar Øiet vendte sig mod Nord, til de Skyer, der stode dybt nede i Horizonten som blaalige Bjerge og ved deres stille melancholske Alvor fordoblede Lysglæden. Hvad der ellers pleier at forstyrre og true, tjener paa en saadan dansk Sommeraften til at forhøie Skjønheden. Lyset aftog, men saa langsomt, at det syntes at dvæle og kun tiltage i Fiinhed, medens Skov, Sø og Jord, de grønne Kupler, den speilblanke Flade, de gulnende Marker vare hensunkne i andagtsfuld Stilhed, i sagte aandende Nydelse af den tindrende Fredelighed, der gjød sin milde, fortryllende Glands over dem. Alt mere trak Lyset sig mod Vest, alt finere bleve Farverne, medens Menneskene, der saae til, syntes at føle deres Væsen i alt større Aandighed følge det Forsvindende. Endnu en kort Stund, og Lyset glimter kun i en Stribe mod Vest, Naturen lukker sine Øine; men dens Kinder tabe ikke Friskheden, den bereder sig til en sund Søvn - det bliver en smuk Dag imorgen, siger Landmanden og stænger sin Port efter Dagværket.

Marie Elisabeth havde, bøiet over Reilingen, stirret ned i Vandet, hvis blanke Flade dannede et magisk Speil for Aftenhimlen og syntes at trylle det til Fasthed og Virkelighed, hvad ovenover kun var tryllende Skjær. Den særegne Klang og det Udtryk, der var i Skuespillerindens Stemme, og som henrykte Otto, foraarsagede hende ondt i Hjertet; i en ubevidst dyb Antipathi ønskede Barnet sig bort, medens de deilige Melodier, hvortil denne Klang sluttede sig, syntes hende at lyde fra den vidunderlige Verden, hun stirrede ned i, at fylde baade Luft og Vand. Hvergang Barnet hørte Otto, der engang imellem, lydløst roende, stille beundrende sluttede sin Stemme til Hendes, var hun fristet til at briste i Graad; men Barnets Øine kunde ikke græde Jomfruhjertets Taarer. Hun ene syntes ikke at høre hjemme i den Glæde, der sang og klang i Baaden, hun ene var tilovers; men udenfor, nedenfor var saa stille, saa reent og lyst som hendes Barnesjæl. Det lokkede og kaldte hende med Tonernes Magt; hun vilde ryste disse Tanker eller disse Billeder fra sig, reiste sig i Veiret, saae op og saae, at ovenover var ikke saa smukt som dernede. Hun bøiede rask Hovedet nedad, det gav Legemet et pludseligt Ryk - og hun styrtede ud i dette magiske Rige, i Søens kjølige Favn.

Hun kom et Øieblik igjen over Vandet, og de Seilende, hos hvem pludselig al Lyd var forstummet, saae hende forsvinde paany, dragen ned af hendes egne Bevægelser. Ligesaa hurtig var Otto sprungen op, havde kastet Frakken og styrtet sig ud. Efter nogle Øieblikkes Anstrængelser rakte han det bevidstløse Barn op til Hende, der resolut havde holdt Orden i den gyngende Baad og nu efter at have modtaget Barnet rakte ham en Haand, den yderste Nøds Hjælp i det ferske Vand.

Denne kvindelige Sjæl, som med medfødt Sands og Længsel efter store Ting, kun havde dem til daglig Omgang i Phantasien, medens Virkeligheden, som omgav hende, var smaalig og gold eller utilfredsstillende, blev bevæget og henreven af denne lille virkelige Bedrift, af dette Øiebliks virkelige Følelser af Dødsfare, Opofftelse og Seir. Den stille Aften med dens Farveskjær paa Himlen og Vandet blev hende pludselig en romantisk Aften, hvor hun maaskee savnede en eller anden Skikkelse, som passede til den og hende. Men baade Nydelsen og Savnet var hurtig Gjenstand for hendes Reflection, hun vidste, at det var Skuffelse, og holdt dog Skuffelsen fast, og som om Otto virkelig var hiin Savnets Skikkelse, viste hun ham al den bløde Omhu, al den tause Beundring, som det var hende, Skuespillerinden, saa let at udtrykke paa skjøn Maade i Miner og Bevægelse - maaskee uden at tænke paa, hvilken Tryllemagt hun samtidig udøvede over hans Sind, hvilken skuffende Lyksalighed hun beredte ham.

Marie Elisabeth var hurtig bleven bragt tilsengs og befandt sig under Fruens kjærlige Iver udenfor al Fare. Otto skiftede Klæder og indfandt sig snart i Dagligstuen, hvor Hun stod ved Theebordet og beredte ham en varm Drik. Fruen kom i det Samme, spurgte deeltagende efter hans Befindende, priste endnu engang hans Raskhed og takkede Gud for, at Alt var gaaet saa godt. Justitsraaden havde været i nogen Sindsbevægelse og bandet paa, at al Seilads skulde ophøre ved Gaarden, men havde derpaa, da Posten kom, rolig sat sig hen at læse Aviserne. Den alvorlige, prosaisk beskjæftigede Mand, den hjertelige Husmoder, det interessante fremmede Væsen, Heltinde fra Scenen, Dronning i det æsthetiske Rige, Hun, som nu huslig skjænkede Thee, medens Maanens Lys faldt ind i Stuen og blandede sig med Lampens Skin - Alt dette dannede et Tableau, der i Forbindelse med det nys Oplevede forekom ham som noget Drømmeagtig-Lyksaligt, en bizar og dog skjøn Blanding af Tilværelsens Bestanddele.

Ja, men, sagde hun med et Smiil til Fruen, er De ogsaa vis paa, at det var den lille Marie Elisabeth, der faldt i Vandet?

Om jeg er vis derpaa? spurgte Fruen og gjorde store Øine; saae De det ikke selv?

Jo, jeg saae det Samme som De; men jeg er ikke vis paa, at det ikke var Undine, der gjorde Forsøg paa at drage Ridderen til sig, men da det mislykkedes, paatog sig menneskelig Skikkelse. De kan troe, den rigtige Marie Elisabeth er hjemme og iseng.

Det er jo ganske spøgelseagtigt, sagde Fruen. Hvem skulde det saa være, jeg har rullet og rystet og faaet tillive og i Søvn?

Naturligviis Undine. Imorgen følge vi hende paa Vei hjem, og midt i Skoven løber hun hen bag et Træ, og den anden, den virkelige Marie Elisabeth kommer frem bag Træet, ligesom Fru Heiberg i »Alferne«.

Aa! sagde Fruen leende; nu skal De til Straf for Deres Spøgelsehistorie være saa god at fortælle os Fouqué's Undine.

Hun vilde nødig, men tog det Parti at vise sig beredvillig, og med tilsyneladende Aandsfrihed fortalte hun Indholdet af Digtet.

For Fruen opgik pludselig et Lys, som Hun egenlig slet ikke vilde havt til at brænde klart. Paa Otto gjorde Fortællingen en ganske anden Virkning. Han mærkede nok, at der var en Hentydning; men han havde ikke været forelsket i Undine og kunde derfor med ublandet Fornøielse lægge Mærke til, at Berthalda havde opdaget Undines Forelskelse, medens hun selv troede at have Ret til Ridderen. Dersom Nogen havde sagt til ham: Du har været coquet og leget med den lille Marie Elisabeth for Skuespillerindens Skyld, saa vilde han med dyb og inderlig Uvillie have afviist Beskyldningen. Men havde man sagt: Du har været ganske barnlig og slet ingen Bitanker skjult, saa vilde han have slaaet Øinene ned. Sandheden laa i Midten, i det Ubestemte og Ubestemmelige, hvormed man er paa Vei til det Urette, men ikke er naaet dertil. Men alle Spørgsmaal om Ret og Uret vare forresten langt fjernede fra ham; han befandt sig i den for Sjælen farlige Situation, hvori det Pikante, Fristende, Gottende har en saadan Magt over Personligheden, at alle andre Personligheder tabe i Værdi, uden forsaavidt de smigre og tjene Ønskerne. Om det forholdt sig rigtig eller ei med Marie Elisabeths Forelskelse, var aldeles ligegyldigt; Hovedsagen var Skinnet af at have gjort en »lille Erobring«, der prydede ham i Hendes Øine.

Hendes Sind var kommet lidt ud af Ligevægten, medens hun saaledes indirecte skulde tale om en Forelskelse og en Jalousi, og det var maaskee Noget af denne Usikkerhed - maaskee Natur, maaskee lidt Kunst - der gav hendes Blik et eiendommeligt Udtryk, da hun sagde ham Godnat. Men dette underlige, halv skjelmske, halv smægtende Blik fuldendte Betvingelsen af hans Sind og Tanker. Da han var kommen op paa sit Værelse, kunde han ikke gaae tilsengs; i den stille, lune Sommernat vedblev han at stirre over til hendes Vindue; han saae hendes Skygge paa Rullegardinet, han saae snart hendes Arm, snart hendes Hoved i forstørrede Omrids glide hen over den hvide Flade, indtil pludselig Lyset sluktes. Men han vedblev at stirre efter den forsvundne Skygge; histovre, syntes ham, var den Kvinde, hvorom han havde hørt saa Meget - hun var funden ... og var Charles ikke lidt yngre end »Dandserinden«?

Men medens hans Sind fløi vildsomt efter en Skyggeverden, modnedes en Barnesjæl i Værelset ved Siden af ham. Marie Elisabeth laa og bad til Gud, bad atter og atter om Tilgivelse - ikke for, at hun var falden i Vandet; thi deri var hun dog uskyldig nok - men for de forstyrrende Tanker, hun havde havt og ikke kunnet magte. Fra de vildsomme, taageagtige Følelser, der som Aander omgave hende og ikke fuldstændig vilde forsvinde, søgte hendes Sind hjem til hendes Moder og fandt Ro. Hun bad til Gud om Lykke og Velsignelse for Otto, bad ogsaa med barnligt Sværmeri om Velsignelse over Hende, som hun ikke kunde lide, og faldt i en tryg Søvn.

Da Otto den næstfølgende Dag red ned for paa egne og hele Gaardens Vegne at spørge til Marie Elisabeth, modtog hendes Moder ham ikke med den Slags Velvillie som før. Hun takkede ham næsten lidenskabelig, fordi han havde reddet hendes Datter, og der var Hjertelighed i denne lidenskabelige Tak; men der manglede Noget, eller der var for Meget; thi saaledes var Forholdet blevet ved de faa Timers Ophold under hendes Tag, at han ikke havde ventet andre Ord derom end dem, en Moder kunde sige til sin Søn, naar han havde hjulpet Søsteren af en Fare. Men hun havde mærket paa Marie Elisabeth, at der var foregaaet Noget. Hun havde ikke faaet et tydeligt Svar; thi for at faae et saadant skulde man spørge rigtig, og naar man ikke havde seet Situationen, kunde man ikke let komme paa at stille Spørgsmaalet rigtigt. Dog, det følte hun ud af sin Datters Væsen, at der var tilføiet hende noget Usædvanligt, som ikke var godt, og at det var kommet fra Otto. Hendes Natur var altfor gjennemsigtig til, at Otto ikke skulde mærke en Forandring, og det er desuden det Særegne i Forholdet til gode og elskelige Mennesker, at man faaer en finere Sands og føler hver enkelt Nuance i deres Sindelag. Maaskee bidrog en hemmelig Samvittighedens Stemme til, at han opfattede skarpere; men i alt Fald følte han, at der var en Forskjel mellem Velvillien før og nu. Men denne lille Forskjel var det Hele, det var netop, hvad der havde udgjort det Særegne, Poetiske, Usædvanlige, hvori han et Par Dage tidligere havde været saa lyksalig. Og Marie Elisabeth kunde han heller ikke finde igjen. Skuespillerinden havde vel ikke ved sin Fortælling fuldstændig omdigtet hende for ham til en Undine; men et Undineskjær, hvortil hun i Virkeligheden ikke svarede, var kastet over hende. Hun vilde saa gjerne, saa uendelig gjerne have viist ham en inderlig Taknemlighed; men hun kunde ikke, Noget, der var stærkere end hun, gjorde hende tilbageholden; hun troede imidlertid, det fulgte af sig selv, at Otto maatte kunne føle hendes Erkjendtlighed, selv om hun taug. Kun Sandberg sagde med hele sin Naturs Freidighed Otto Tak for den gode Haandsrækning; men netop derved blev hele Huset stillet i Linie med Sandberg, eller Otto følte i dette Øieblik ret tydelig, hvorledes Noget hos Moder og Datter havde trukket sig tilbage fra ham, og da han red derfra, var den Frygt, hvormed han havde leget, bleven virkelig: Huset var der ikke længer.

Dog var der vel tillige en anden Grund til, at det ikke var der længer: Han søgte det ikke med den Inderlighed og Sindets Enhed som tidligere. Livet oppe paa Gaarden havde antaget en ny Skikkelse; istedenfor at flye det fandt han nu deri al den Tilfredsstillelse, som Omgangen med Hende, under venlig Opmærksomhed fra hendes, frembrydende Lidenskab fra hans Side kunde byde.

Han red fra Tjørnelund i Tusmørket og red først meget rask; derpaa sagtnede Hesten paa egen Haand sine Skridt, og han mærkede det ikke, fordi han havde hengivet sig til Tanker, der ikke vare Tanker, halv glade, halv mismodige Forestillinger, halv tillokkende, halv advarende Fornemmelser, saa at han var som deelt imellem to Villier. Han red op ad Bakken, hvor han sidst havde staaet og talt med Præsten. Da skete Noget, som han ikke lærte at forstaae før mange Aar efter. Det forekom ham, at han var gaaende istedenfor ridende, og at pludselig Marie Elisabeth var bagved ham, berørte hans Arm og kaldte ham tilbage. Ham syntes, at han følte Berøreisen, at Luften om hans Øre blev sat i Bevægelse af hendes Kalden, uden at det gav Lyd; han vendte sig om, vaagnede af Tankerne, fandt sig paa Hesten, sporede den til skyndsomt Løb hjemad.

Men hvorfor kaldte Skyggen, han saae, ham ikke tilbage? Fordi den kun var en Skygge og Intet formaaede mod de Magter, der vare nedlagte i hans Sind, og som droge ham til det, han hastede imøde. Det bør sig os Alle at fuldkomme vor Skjæbne, den, som tvindes af vor Villie, vor Natur, af alle Traade, hvormed vi ere fæstede til Tilværelsen. Den ender, saa er vor Tro, i det, der er det Bedste eller det Bedst-Mulige.

Naar der mellem to Mennesker er en Følelse, som ligger over det Hverdagslige, saa virke de paa hinanden ved Midler, der ere udenfor de sædvanlige Sandser. I de klare, skjønne Forhold føler den Ene den Andens Bedrøvelse, om den end skjules dybt i Hjertet; Alle de, der oprigtig elske hinanden, ere som gjennemsigtige for hinanden, om de end have Øinene nedslagne. Og hvorsomhelst der er Lidenskab imellem To, lægger den et magisk Fluidum imellem dem, og hvo der har meest Lidenskab, har meest Sands for disse Paavirkninger ad ukjendt Vei.

Hans Adfærd tog Form efter hendes Villie. I den Leg, hun legede med ham, var der saa meget Honnet; hun havde faaet Interesse for ham og vilde virke paa ham. En lille, næsten umærkelig Bøining af hendes Hoved anviste ham den Plads, han skulde staae paa, naar han nærmede sig hende; hans Holdning blev præget af hendes Fordringer til en Cavalier; hans Udtryksmaade og Ordføining rettede sig efter den Elegance, som udstrømmede fra hende. Det blev ham let, fordi Høfligheden og dens Former dog i Grunden kun ere Udtryk af Velvillie og Skjønhedssands. Vel følte han undertiden, at han var en usikker Blanding af Elsker og Skoledreng; men denne Skole havde et Trylleri, han ikke vilde eller kunde unddrage sig. Endog hans smaa Forsøg paa Rebellion og Undertrykkelsen deraf, havde for ham en Nydelse, fordi hun anvendte sin Magt derpaa, viste sin lette, elskværdige Overlegenhed og, medens hun beseirede ham paa den ene Maade, hævede ham paa den anden Maade.

Fruen og hun sad en Formiddag ved den aabne Havestuedør, beskjæftigede med Haandarbeide. Hun var iført en Morgendragt, der ved sin rige Simpelhed stadig tiltrak sig Fruens Sideblik; paa Hovedet sad en lille Kappe, saa løst, som om den i Hastværk var bleven glemt der, men saa yndefuldt, at Tilfældet syntes at være blevet genialt af lutter Hastværk. Otto, der havde taget Plads i nogen Afstand med en Bog i Haanden, forsøgte at læse; men Oine og Sind vendte uophørlig tilbage til hende, indsugende et ubeskriveligt Velbehag.

Fru Paulsen havde talt om det Ceremoniel og den stive Tone, som hersker paa Landet mellem en Mængde Familier og især mellem Damerne. Otto gav sin Skjærv ved at hentyde til, hvor meget dog den ærlige Naturlighed var at foretrække for Forfinelsen, og hvor ulykkeligt det var, at Anstød mod ubetydelige Former kunde nedsætte et Menneske, der dog meente det godt. Fruen gav ham Ret, men meente alligevel, at nogen Form var nødvendig. Ja, saa kommer jo Ceremoniellet, sagde han.

Det vilde blive et besynderligt Selskab, sagde Hun, hvor Folk kom sammen for at være ærlige imod hinanden. Hvordan skulde det saa gaae, naar man kom sammen med sine hemmelige Fjender?

Man trodser sine Fjender, sagde Otto.

Ja, men saa maa der være Politibetjente tilstede for at holde Orden, og hvorledes blev saa Selskabslivet muligt? Nei, Enhver som vil deeltage i Selskabeligheden, maa have tilegnet sig den gode Tone, Høflighed og Belevenhed. Saa har man hjemme overalt, i alle Klasser. Men saa er jo Selskabslivet egenlig en Tvang istedenfor en Behagelighed!

Det antager jeg dog ikke. Der er en Behagelighed ved selve Iagttagelsen af en Mængde Regler og noget Ubehageligt ved Overtrædelsen. Prøv De f. Ex. at indtage den Stilling, hvori De tidt seer Dandserinder eller Dandsere: med Armene oprakte over Hovedet, Legemet lidt forover. Lad nu venstre Arm være foran og paa samme Tid høire Fod, saa vil De have en ubehagelig Fornemmelse. Lad venstre Fod og venstre Arm være fremme, kom i den rette Stilling, saa føler De ligesom en Accord slaaet an. Saadan er det ogsaa med Høfligheden; den er sin egen Glæde; men de Folk, som gjøre den keitet efter, komme i Disharmoni med dem selv og bringe Forstyrrelse.

Det var en smuk Bemærkning! sagde Otto; det ligner jo Læren om den Musik, som Himmellegemerne siges at frembringe under deres harmoniske Bevægelse i Solsystemet.

Virkelig? Saa har jeg været ganske lærd uden at vide det!

Men, tilføiede han, Moden er dog en Tvang og Vilkaarlighed.

Ja, det kan De da ikke nægte, at der er noget Vilkaarligt ved de Moder, vi hvert Øieblik faae sendte, sagde Fruen.

Jeg er dog vis paa, Fru Paulsen, at De ikke tager imod Moden, ganske som den bydes Dem, men sørger for at faae den noget afpasset efter Deres Smag.

Det er sandt, sagde Fruen smigret.

Jeg formoder, at Moden kommer af Noget, hvorved elskværdige Personer vække Beundring, og smagfulde Folk efterligne deres Ideer med Skjønsomhed, og derved kommer Ideen lidt efter lidt ned til dem, der blot efterabe; de bøie sig under Aaget, fordi de ere fødte Slavinder.

Fruens Søster var kommen til og sagde: Man er saamæn ikke Slavinde, fordi man ikke er fri som Fuglen i Luften.

Nei, svarede Hun, det var maaskee ogsaa et stærkt Ord ... Men det var herligt, De kom! Jeg skal nu til at udfylde Bunden her - skal jeg sætte hvid eller sort Bund?

Gud, De maa sætte sort Bund!

Det antog jeg i Grunden ogsaa for det smagfuldeste.

- En anden Gang talte de om en af Universitetets Professorer. Hun sagde: Hvorledes han er paa Kathedret, kan jeg ikke bedømme; men i Selskab staaer han paa Kathedret. Man kan ikke spørge ham om Noget, uden at han holder en Forelæsning derover.

Ja, men det er jo netop interessant, sagde Otto.

Aa, ja; men i Selskab er det bedre, at en lærd Mand benytter sine Kundskaber til aandrige Bemærkninger for at holde Samtalen igang. En Herre skal tale for at give Damerne Anledning til at sige Noget.

Justitsraaden, som sad lidt afsides og læste, mumlede: Han skal være Accoucheur for Damernes Vid.

Otto skyndte sig med at sige: Paa den Maade forlanger De, at den meest udmærkede Videnskabsmand skal gjøre sin Aand til Tjener i Selskabet ...

Ja, svarede hun, han skal være elskværdig; han skal ikke være Fagmand.

Men hvorfor hørte De da med saa øiensynlig stor Fornøielse forleden paa Skovrideren?

Paa Skovrideren? Hvad var det med ham?

Han sad saamæn og talte hele Tiden om sig selv og sin Skov og sine Dyr og Bøsser og Hunde!

O, ja! nu husker jeg det! O, den prægtige Skovrider! Ja, det var en Mand, Manden, som han bør være!

Hvorledes skal jeg nu bringe det i Harmoni med Deres Kritik af Professoren? spurgte Otto mismodig.

Med et pludseligt Udbrud af Munterhed raabte hun: Jeg veed det ikke!

Han følte i denne Munterhed Skjemten over hans Mismod, og idet han hurtig bragte sit Ansigt i gladere Folder, sagde han: Lær mig da Hemmeligheden i at være Manden, som han bør være; thi De maa dog indrømme, at jeg ikke har let ved at forstaae, hvorfor Tale om Forstvæsenet og Veterinairskole er mere selskabelig end Tale om Historie eller Astronomi.

Hun sagde: For det Første dufter Forsten eller Skoven behageligere end Bøgers skimlede Blade eller Messingkikkerter.

Ja, raabte han, det kalder man en subjectiv Grund!

Hvad mener Hr. Professoren med det?

Jeg mener, at man kunde træffe paa Andre, som sagde: Aa, lad mig være fri for Forstvæsenet, jeg elsker de gamle Krøniker, fortæl mig lidt af Saxo Grammaticus eller om Stjernehimlen.

Ja, det er ganske vist, sagde hun.

Det siger De saa ubekymret og fornøiet, som om Deres Paastande ikke derved vare styrtede sammen.

Vil De høre, Frue, hvor det er ham om at gjøre at faae Ret som en Erasmus Montanus! Løfter han ikke sit rethaverske Sind endog mod en Dame? Knæl, Misdæder, knæl for Fruen og mig og gjør Afbigt for det hele Kvindekjøn.

Han knælede; men i samme Øieblik skiftede ogsaa hans Tankers Retning, hans Sind og Sandser knælede, hans Blik hyldede hende, og idet hun med stille Fornøielse saae dette Ungdomsblik, greb hun smilende en Reseda, berørte tre Gange hans Skulder og sagde: Vær lydig, vær elskværdig, vær Skovrider!

Han sagde: Hil sidde I ædle Dannekvinder, Fruer og Møer! Her sværger jeg at knæle, indtil jeg faaer at vide, hvorfor Skovrideren er elskværdig.

Det hører til de Ting, som ikke kunne udtales i Ord. Det maa læres i Omgang. Gak til Skovrideren! Gaa i Lære hos ham! Tag Time-Information hos ham! Bevæg ham til at aabne et Cursus for Studenter!

Ved de sidste Ord reiste Otto sig uvilkaarlig, glemmende sin Ed; thi de frembragte for hans Phantasi Billedet af Diplomater og Officierer i første Parket, de élégants, overfor hvilke Studenten maa træde i Skygge.

Maa jeg bede Dem, Frue, at De udøver denne Borgs Politimyndighed og holder ham knælende!

Vil De ned! sagde Fruen med opløftet Strikkepind.

Jeg vil, klagede han, idet han atter sank ned; men, Fru Justitia, vil De saa ogsaa byde, at man giver mig Forklaringen.

Vil De værsgo at forklare! sagde Fruen.

Ak, Frue, De har Uret, han bliver altfor viis. Men velan da: - Skovrideren gav Os sine Blomster, for at Vi kunde gjemme dem, pynte Os med dem eller plukke dem istykker og kaste dem for Vindene, hvorimod Professoren fremtager sine Blomster, fletter dem til en Krands, sætter den paa sit Hoved og speiler sig i vort beundrende Blik. De har ganske Ret, saaledes skal det være; de ere Alle fødte som tributpligtige, sagde Fruen - og sukkede.

Dette sagte Suk, der lød, idet Otto reiste sig, forandrede ganske Scenen; han blev Symbolet paa den »tributpligtige« Slægt, der reiser sig fra sin korte Knælen til Herredom; hendes Suk var de Betvungnes hendøende Krigsmusik, det berørte Otto med Bebudelse om Erobringens Vellyst, og enten det nu var af Natur eller Kunst, Hun havde i samme Øieblik sænket Blikket og tillod Phantasien at indsuge Anelsen om, hvad kvindelig Forjættelse der laa under de lange, silkebløde Øienhaar.

Justitsraaden havde imidlertid betænkt sig, forlod Bogen eller Brevene og sagde: Mig synes, jeg hørte Dig sukke, Mutter. Maa jeg spørge, om jeg ikke ærlig har betalt min Tribut?

Nei, Hr. Justitsraad, udbrød Hun hurtig, De har lovet mig, at jeg skulde faae Grevens Have at see.

Naa, der har jeg nok siddet i en Regn af Skoser uden at mærke det! Det var det, man meente med Pligt og Tribut! ... Niels! raabte han ud af Vinduet, Niels! lad Vienervognen blive spændt for og kjøre for Døren. - Skal vi paa Veien tage Præstemadammen med, mine Damer?

O, ja, det var ypperligt! sagde Hun, som om hun ikke mærkede, at med dette Tillæg til Selskabet hævnede Justitsraaden sig for det Paatvungne ved Kjøretouren.

Da de kom udenfor Slottets Park, meente Præstekonen, Fruen og hendes Søster, at der kunde spares Tid, naar de, medens Hun, Justitsraaden og Otto besaae Anlæget, aflagde et Pligt-Besøg i den nærliggende Præstegaard; de havde dog seet Parken, Haven og Drivhusene saa tidt, og Grevens Skatkammer var der ikke Haab om at faae at see. De skiltes altsaa. Man havde imidlertid sendt Tjeneren op for at forespørge, om Adgangen var tilladt; der kom et høfligt bejaende Svar, og efterat de havde gaaet lidt omkring, kom den gamle Greve selv for at vise dem om. Præsentationen fandt Sted, og den gamle Herre udtrykte med saa megen Overraskelse, som den fuldendte Belevenhed tilsteder, sin Glæde over dette Besøg og yttrede nogle Ord, hvori en hjertelig, aandfuld Anerkjendelse syntes at paalægge sig selv Maadehold for ikke at faae Udseende af hverdagslig Smiger. Det Behagelige og Vindende ved Grevens cavaliermæssige Anstand forøgedes ved den Ærefrygt, hans Alder indgjød, ved de Fordringer, han syntes at kunne gjøre paa, snarere at være Gjenstand for Opmærksomhed end at yde den.

Hun befandt sig her under Iagttagelsen af alle Regler for Høflighed, Fiinhed og Ynde fuldkommen i sit Element, idetmindste syntes det Otto saa. Hans Øie var ikke øvet nok til at see, at hun tildeels spillede, hvad der var Grevens anden Natur, at hun, uden just at være theatralsk, medbragte, hvad der var Scenens Erindringer eller udviklet ved Lampeskinnet, medens han gav, hvad der var Tradition i hans Slægt. Hendes eneste Feil var, at hun for Alvor vilde forestille den fornemme Dame, og denne Feil kunde Otto ikke see. Han studerede ivrig disse smaa Artigheder, denne lette Tone, der ligesom legende bar det Besværlige: at tale om Intet, at variere Udtryk af Fornøielse, medens Gjenstandene næsten stadig vare de samme, at have Sindet eller idetmindste Ordet livlig beredt for den Andens Skyld, og paa samme Tid gaae rigtig, vende sig rigtig o. s. v. - og imidlertid begik han selv smaa Anstød, da Greven under sin Opmærksomhed for hende ikke tabte ham af Sigte, men behandlede ham med ligesaa megen Høflighed, som om han var en Prinds i en Prindsesses Følgeskab.

De kom til en rummelig Plads i Parken, hvor en Samling af sydligere Træer stode tæt omgivne af beskyttende Bøge, Aske og Graner, og imellem hvilke den varme Zones Blomster vare henplantede i foreløbigt Sommerophold paa Flader af fløilsblødt Grønsvær. Det var saa skjønne Farver og en saadan Duft, at hun med Sandhed kunde sige: O, dette seer ud som Miklagards Hof mellem Væringevagten!

Greven sagde: I Sandhed, større Løn kunde jeg ikke ønske for Aars Arbeide ved dette Anlæg end en saa skjøn Lovtale! Men det er ikke færdigt endnu, her ere vi endnu ifærd med at arbeide.

Bagved det Sted, hvor de stod, overfor en Udsigt mod Syd henover et usædvanlig smukt, bakket Landskab, var en halv færdig Bygning; adskillige Marmorfliser og en Søile laae i Græsset.

Det vil tage lang Tid, min Søn kommer nok til at gjøre det færdigt, sagde Greven.

Der var i disse Ord en Aande, om just ikke af Udødeligheden, saa dog af den stolte jordiske Slægts Uendelighed; Sjælens Horizont syntes at udvide sig overfor denne gamle Herre, der ufortrødent byggede og virkede, overladende Fuldførelsen til Efterkommerne.

Men kunde det ikke gjøres hurtig færdigt? spurgte hun.

Jo, naar vi vilde anvende Mere, end hvad hvert Aars Indtægter tillade os.

O, her tager man da ikke de Hensyn, som tynge andre Dødelige!

Hvorfor ikke? Vi leve af vort Arbeide ....

Hun smilede.

.... Ja, af Capital, Paapasselighed og Orden og af den Lykke, Vorherre giver os - er det ikke sandt, Hr. Justitsraad Paulsen?

Jo, Hr. Greve; især uden Capital nytter det ikke at være Godseier. Men der er dog Forskjel paa Driftscapital og Rigdom.

Ja, unægtelig; men hvad er Rigdom? Jeg kan huske, i min Ungdom, da jeg kom til Paris og blev forestillet ved Hove, bildte jeg mig ind at skulle vække Beundring med mine Ædelstene. Men den unge duc de Noailles overstraalede mig ret som Solen en stakkels Lygte, og da jeg saae Majestæten ved et Hofbal, bar han kun en enkelt Diamant, men i Forhold til denne vare duc de Noailles' saavelsom mine kun at ansee som brugelige til Indfatning om den - som det jo ogsaa bør være; thi om Kronens Glands ere Adelsmændene Brillanterne .... Adelen og Geniet, tilføiede den gamle Greve og vilde gjerne, da han følte sig reven hen, have tilføiet af Høflighed: Adelen, Geniet og Justitsraad Paulsen.

Han vedblev: Alt hvad der er adeligt, som vi sagde i gamle Dage, eller, som vi nu sige: ædelt, stort og smukt i et Rige, bringer sin Tribut til Thronen, og deraf fremkommer Kronens Ædelsteen, hvo der end i Øieblikket bærer den, ligesom den herlige Diamant i Naturen synes sammensat af al den Glands, der er i Himlen og Havet og paa Jorden og gjort uforgængelig.

Otto sagde: Men i Athen var der dog ingen Throne, som Genierne bragte Tribut til.

Nei, min unge Ven, det var der ikke; men hvorlænge varede ogsaa Athens Herlighed? Kronen forestiller det Uforgængelige, og til Gjengjæld for, hvad man offrer den, giver den Fasthed og Varighed .... dog, tilgiv en gammel Mand hans forældede Anskuelser.

Tilskyndet af hendes Blik til at have Aandsnærværelse svarede Otto: Behøver den Ældre at bede om Undskyldning, fordi han lærer Ungdommen?

Smukt sagt, min unge Ven, sagde Greven og lod, som han trykkede hans Haand. Men som sagt, Ædelstenen er det beundringsværdigste Naturproduct. Hvilken forunderlig Farve og Glands kan der ikke være i den røde Rubin eller i Smaragden! Og hvilken Fornøielse at see det mysteriøse Spil i Diamantens Vand!

Og saa bebreider man os, at vi holde saa meget af Ædelstene! sagde hun.

Man roser Dem for denne gode Smag og beklager ofte Ædelstenen, at den er udsat for at fordunkles, berigtigede den galante gamle Herre.

Greven mener, at vi misbruge den til Pynt istedenfor at sætte Priis paa den for dens egen Skjønheds Skyld.

Sandelig, min charmante Frøken, det vilde jeg knap vovet at tænke!

Tilstaa det, Hr. Greve, tilstaa, at De ikke engang troer en Dame istand til en upartisk Vurdering af Diamanter!

O, jeg er istand til strax at afvælte denne skrækkelige Mistanke, jeg vil anholde om, at De skjænker mit »Skatkammer«, som vi for Spøg kalde det, et Øiebliks Opmærksomhed.

Med et muntert triumpherende Øiekast til Justitsraaden modtog hun Grevens Arm, og de gik op imod Hovedbygningen gjennem Alleer i gammelfransk Smag, med udskaarne Nischer, hvori stode Gibsstatuer i Hyrdestilen. Disse Statuer vare tildeels temmelig smagløse, tildeels beskadigede, og Otto, der var betvungen af Stedet, vovede vel ikke at vedkjende sig en Kritik, men saae med Forundring paa denne Pynt. De kom ind i en meget stor Havestue, hvis Vægge vare tæt behængte med Familieportraiter, som Otto strax gav sig til at betragte, medens Greven fjernede sig og Hun efter et hurtigt Blik over det aabenbart nylig forladte Sybord tog Plads i en Lænestol; Justitsraaden spadserede op og ned ad Gulvet.

Greven kom tilbage med en Kasse, som han aabnede. Hun havde Møie med at skjule sin Skuffelse; thi hun havde ventet Diademer, Halsbaand, Ørenringe, Brystnaale, og det var enkelte Stene, uden Indfatning, ordnede symmetrisk paa grønt Fløil, i Størrelse fra en stor Bønne til en Ært. Men da Greven saae sin Yndlingsskat, tindrede hans matte blaae Øine, og han lagde ikke Mærke til, at hendes inderste Tanker vare andetsteds, medens hun pligtskyldigst beundrede.

Og see, sagde han endelig, med et eneste Haandtag kan man stikke det Hele i Lommen og gaae bort.

Og gaae bort?

Ja, hvo borger for, at der ikke igjen kommer en Tid, da Slottene stormes og Pøblen henretter Konger og Herrer eller jager dem i Landflygtighed og confiskerer deres Godser som Nationaleiendom?

Aa, her hjemme har det ingen Nød! sagde Justitsraaden.

Man veed aldrig, hvad der kan skee, svarede Greven med et Skuldertræk.

Det holder nok, Hr. Greve, vær De kun rolig!

Har De ikke lagt Mærke til - sagde Greven, medens Hun syntes beundrende at sammenligne Ædelstenene - at her hjemme er en besynderlig, uforsonlig Splid mellem det Gamle og det Unge? - Vi havde forleden her Besøg af en engelsk Baronet, og derved blev jeg ret bragt til en Sammenligning. Hvad der gjør den engelske Politik saa interessant, er det faste Grundlag, hvorpaa alle Partier befinde sig. Man kan Alt, hvad man fornuftigviis vil, og derfor er det constitutionelle System til Velsignelse; hver Ministerforandring betyder i Grunden ikke Andet, end at Skibet under sin Krydsning mod det uforrykkede Maal skal gjøre et Slag. Men seer De, Hr. Justitsraad, her hjemme er der intet fast Grundlag. Jeg anerkjender hæderlige Mænd i Oppositionen; men man mærker altid paa dem, at de ikke selv troe, at de kunne, hvad de ville.

Ja, hvordan da, Hr. Greve?

Grevens ridderlige Høflighed blev sat paa en haard Prøve, idet han skulde vedblive at forsømme Damen for at svare Justitsraaden og behandle et Yndlingsthema.

Men hun saa spørgende op paa ham med et ypperligt Udtryk, som om Interessen for at høre ham tale gjorde selve Gjenstanden interessant for hende.

Jeg mener det saaledes, vedblev Greven. Man taler om Nationalitet, og der er to Nationaliteter; man taler om Frihed, og der er i Staten to Partier, der vilde bruge Friheden til at overvælde hinanden. En dansk Statsmand skal af bestemte Modsætninger danne en Enhed, sammentømre Skibet af modsatte Elementer, før han kan føre det, og derfor, troer jeg, har enhver dansk Politiker - en ærlig, Notabene - en hemmelig Følelse af, at hans Styrke kun er Ord, men naar han skal handle, er han fristet til at begynde der, hvor Lord Castlereagh endte.

Hvormed endte Lord Castlereagh, Deres Excellence? spurgte hun.

Han anbragte en Barbeerkniv paa en funeste Maade, svarede Greven.

Min Gud! ... Saa er Politik jo virkelig en skrækkelig Ting!

Ja, min elskværdige Frøken, vi maae Alle bede Gud om at skjænke Kongens Raad Viisdom og Lykke. Vi Andre maae hver i vor Kreds gjøre det Gode, vi med vore ringe Midler formaae, og forresten være forberedte paa, at Intet er sikkert. Jorden udhules daglig under det Helligste og Ærværdigste, Folkene kaldes til at løse den gordiske Knude, og de ville løse den med Øxehug og med Hammerslag, de ville slaae Porten ind og styrte Fortidens Erindringer ud af Vinduerne, fordi de ikke kunne befrie sig fra Fortiden.

O, sagde hun med et besynderligt Blik.

Otto havde, medens han opmærksomt lyttede, seet paa Familieportraiterne: Mændene i Rustning ved Siden af deres Hustruer i mørk Dragt og krusede Halskraver, Mændene med Allongeparyk og Hustruerne i lyse, nedringede Kjoler og med det opsatte, pudrede Haar. Han forstod nu først tilfalde denne Gaards og denne Slægts Storhed, hans egen Personlighed svandt ind, og medens han beundrede, var det næsten for ham, som om han selv ingen Forældre eller Forfædre havde. Grevens Ord løde som Beretning om en Vanhelligelse.

Det kalder man altsaa Ahner! sagde han, da der indtraadte en Pause; det er den ridderlige Adel!

I vor Tid adler Talentet, sagde Greven med en zirlig Bøining henvendt til hende: Roscius, Mars, Talma, Phidias, Shakespeare ere dets Ahner. Det er det Eneste, som man ganske sikkert veed, vil overleve enhver Forandring.

En Tjener bragte Forfriskninger og hviskede nogle Ord til Greven. Min Kone befinder sig desværre ikke vel, sagde han let henglidende, idet han skjænkede Viin.

Der blev endnu vexlet nogle smukke Ord, og man brød op.

Hun var meget munter, da hun atter traf de andre Damer, og fortalte, hvad de havde seet.

Vare De oppe paa Gaarden? spurgte Fruen med et Blik paa sin Mand.

Ja, vist var vi paa Gaarden, det hører Du jo!

Hvad sagde Grevinden for Godt? spurgte Præstekonen.

Hun var ikke vel, svarede Skuespillerinden ligegyldig.

Men den unge Grevinde og Comtessen?

De vare nok tagne i Besøg paa Aastrup, sagde Justitsraaden.

Nei, det veed Gud, de ikke var! sagde Præstekonen; vi saae dem ved Vinduerne, rigtignok kun et lille Øieblik, og lige som De gik.

Det er sgu sandt, lad mig ikke glemme det! raabte Justitsraaden; Greven sagde, at der var faldet Resolution i Sagen med Forstanderskabet, og Deres Mand har faaet Uret. -

En lille Holzsneppejagt, hvori Grevens ældste, gifte Søn, en yngre Søn og en Neveu deeltoge, gav Anledning til, at Otto og den unge Paulsen bleve indbudne til Grevens. Den gamle Grevinde var paa denne Dag virkelig upasselig og viste sig kun et Øieblik, og den unge Grevinde gjorde Honneurs. Da man skulde gaae tilbords, betragtede Otto det som sin Ret og sin Pligt at føre Husets Dame; saadan havde han seet, at det var Skik hos Justitsraaden s, naar der var Fremmede, noget Lignende havde han seet paa Theatret, og saadan havde han indsuget af Hendes Lærdomme, at det maatte være. Da han lidt ængstelig og med alle Sandser skjærpede for en mulig Kritik bød den unge Grevinde Armen, sagde hun, idet hun modtog den: O, Tak! - i en Tone, som om hun vilde tilføie: De er altfor artig, eller: Altfor megen Ære.

Han vidste ikke rigtig, om han havde været saa ulykkelig at begaae en Fadaise, eller om det var hende, der ikke havde sand Dannelse nok til at erkjende, at Reglerne for god Opdragelse havde hjemme ogsaa udenfor hendes Kreds; i alt Fald troede han gjennem de faa Ord og deres Tone at mærke den kvindelig-adelige Hovmod. Alkibiades-Naturen var krænket og tyede hemmelig til en Tanke eller faldt uvilkaarlig paa at mindes Goethes Ord:

Den gamle Greve var derimod nu som forhen den høflige Verdensmand og behandlede de to unge Mennesker med sin Alders Værdighed, men tillige som sine jevnbyrdige Gjæster. Efter Kaffen, medens de Yngre spillede Billard, gik han en lille Spadseretour i Haven, og da Tusmørket faldt paa, bad han Gjæsterne om Undskyldning for, at han som gammel Mand fulgte sin vante Skik og tidlig trak sig tilbage. Otto vilde nu tage bort; men Paulsen forlangte at blive. Man samledes i Havestuen, Tjenerne bragte Lys og lukkede Skodderne, de to Damer fremtoge Albums og søgte at indlede en Conversation med Gjæsterne, de unge Grever lode bringe et Spillebord og satte sig til at spille Whist en trois. Otto, der havde givet saa nøie Agt paa Alt, hvad der vedkom det høiere Selskabsliv og nærede en saa stor Længsel derefter, vidste ikke, om han var en Vild eller en Overciviliseret.

- Af de Svar, som han gav paa Spørgsmaalene om, hvordan han havde moret sig hos Grevens, mærkede Hun, at der var Noget i Veien, og ønskede at have ham ene. Henad Aften, da Børnene skulde tilsengs, foreslog hun Fruen en Spadseregang; Fruen undskyldte sig med Børnene og bad hende gaae med Krøyer, hun vilde komme efter om en halv Times Tid.

Hører De ikke, hvilket ærefuldt Hverv Borgfruen giver Dem? - sagde hun til Otto, der søgte at holde sig ligegyldig for ikke at forraade sin Glæde - Deres Arm, Hr. Marquis! ... figurlig talt, naturligviis.

De havde ikke gaaet langt, før han havde fortalt Alt. - Er det nu mig, der tager feil? spurgte han, eller ere de Mennesker virkelig raae?

Hun kunde have svaret: Nei; men ofte forstaae de ikke det Menneskelige; de troe, at visse Former og Hensyn udelukkende høre deres Kaste til, og at man slet ikke gjør Fortræd ved at undlade dem mod Folk, som efter deres Mening ikke forstaae sig derpaa.

Hun svarede: Ja, hos dem er Alting kun Fernis, og i ubevogtede Øieblikke bryder altid det sande Indre frem. De har jo nok hørt Historien om den adelige Dame, der sagde: Vi havde iaar en saadan Mængde Frugt i Haven, at saagar Huuslæreren fik Lov til at spise saa megen, som han vilde. - Hvad sagde den unge Hr. Paulsen til den Ting?

Han brød sig ikke om Noget. Han sad og talte med Comtessen og vilde partout blive at spise.

Paulsen er et fornuftigt ungt Menneske .... har ikke Greven Præstekald at besætte?

Paulsen studerer Jura.

Besætter han da ikke Herredsfoged-, eller hvad kalder man det, Birkedommer-Embeder?

Jo.

Ja, seer De, man skal tage Verden, som den er, altid sætte et mildt Ansigt op, saa kan man gjøre Lykke i Verden.

Sagen er dog ikke at gjøre Lykke, men at blive lykkelig, sagde Otto med et sværmerisk Blik.

Hvo har lært Dem det? Kan man blive lykkelig uden at gjøre sin Lykke? Maa man ikke staae sig godt med Menneskene for at kunne lede og beherske dem?

O, De hersker uden saadanne Anstrængelser!

Jeg? .... det er en anden Sag.

De hersker ved Geniet, og fordi De er ...

Nu, hvad er jeg? Havde De en vellykket Compliment paa rede Haand?

Nei, ingen Compliment! Jeg vilde sagt: fordi De er smuk og elskværdig.

Min Ven, De tager feil. En Kvinde hersker aldrig. Naar en Mand udmærker sig, har han Venner og Tilhængere, Mændene danne strax Parti for hinanden. Kvinderne tage aldrig Parti for hinanden; hver maa gaae paa egen Haand, skinsyg bevogtet, hemmelig misundt og hadet af de andre Kvinder. Og medens Manden, der bliver berømt ved sit Geni, ved hvert Skridt finder Kvinder, der af Beundring hengive sig til ham, finder Kvinden kun Beundrere, der ville besidde hende.

Dette Udbrud ramte og forvirrede ham; men tillige blev her atter aabnet en af de trylleagtig fristende Udsigter. Naar en Kvinde selv sagde det!

Han sagde efter en Pause: Mig synes, at hvorsomhelst den begavede Kvinde kommer, bøier Gammel og Ung, Fornem og Ringe sig for hende. Selv den stolte Adel rækker hende Æreskrandse.

O, ja, svarede hun. - Men, tilføiede hun strax efter, den Enkelte, hvem Sligt hændes som en Undtagelse, maa ikke derover glemme Reglen. Reglen er, at de sætte et falsk Diadem paa hendes Hoved og byde hende Complimenter, der forholde sig til en sand Anerkjendelse som forgyldte Kobbermynter til Guld. En uadelig Kvinde tør ikke concurrere med de adelige Damer, ikke engang i Dyd.

Der laa en frygtelig Medisance i Tonen, hvormed de sidste Ord bleve sagte.

Nei, vedblev hun, en Strækning Ager, Eng og Skov, hvor Ens Forfædre beviislig have trampet omkring, er en stor Herlighed!

Ak, sagde han forknyt, naar De vilde opnaae noget Saadant, saa kunde De sagtens.

Jeg? Men hvorfor taler De bestandig om mig? Og mener De, at jeg vilde bortgive en eneste vellykket Rolles Lyksalighed, en eneste Skabning af det, man høflig kalder mit Talent, for en Comtesses Stamtræ og hele Arvegods?

Otto svarede naivt: Nei.

Hun sagde lidt efter: Der er vist et medfødt Fjendskab mellem Adelen og Talentet, maaskee fordi de egenlig skulde høre sammen, men næsten altid ere adskilte. Men Talentet har Fortrinet, det kan altid opnaae Adelens Herlighed. See f. Ex. Victor Hugo, han er bleven Pair af Frankrig, og da han havde den Ubehagelighed i Anledning af Madame Biard, lagde Kongen sig imellem og fik Sagen dysset ned. Vil Alexander Dumas gjøre en Tour i Middelhavet, saa faaer han et Linieskib at seile i. Den talentfulde Mand behøver blot at ville! Alle de Fordomme og Former, der ligge som Jernringe om os Andre, blive for ham til Vidskelæder. For ham aabner sig den hele vide Verden og tilhører ham. Med sin Aand og Uafhængighed løsner han Lænkerne, der tynge Andre, ja man føler sig frigjort blot ved i Tanken at følge hans Aand. O, naar jeg saadan ret tænker mig om, kan jeg ikke begribe, hvor der kan gaae saa mange daarlige Mandfolk omkring! Dersom nogensinde et ungt Menneske følte sig løftet op udenfor Jorden og kun behøvede et fast Punkt paa Jorden for at rokke den i dens Grundvold, saa var det Otto i dette Øieblik.

Han sagde med bævende Stemme: Det var ingen Sag at blive en udmærket Mand, naar ....

Naar? spurgte hun og saae paa ham med sit Fløilsblik.

Naar man blev opmuntret af en udmærket Kvinde.

Man kan altid være sikker paa, at de udmærkede Kvinder bifalde, at man vil udmærke sig.

Ja, saadan!

Hvordan?

Han kunde ikke svare, og hun vidste det. Hun tilføiede et Øieblik efter: Har De ikke hørt Historien om den franske Digter, som hvergang han havde udgivet et Værk, modtog et Brev med en saa aandrig, fiin og kjærlig Beundring, at den ubekjendte Brevskriverinde blev ligesom en Genius for ham. Efter flere Aars Forløb var han en Aften i en Salon, hvor en Dame, han talte med, pludselig brugte en af de Vendinger, som vare Brevskriverinden egne, og saa kjendte han hende, og saa blev hun, troer jeg, hans Kone.

Den samme Aftenklarhed, det samme lysende Skjær paa Himlen med det lette Farvespil over Jorden, som havde tryllet Marie Elisabeth, laa nu om Haven, gjød sig gjennem Løvet ned for deres Fod, lyste ind i de aabne Gange, smigrende Sandserne, og hendes Stemme var som en Musik til denne Scene, kjærtegnende og gjækkende, som Aftenskjæret vilde tale, hvis det kunde, naar man greb efter det. Ham forekom det under Indflydelsen af denne Magi, at han elskede hende, og at hun var Indbegrebet af Alt, hvad han attraaede: Det forsvundne Barndomsbillede, den romantiske Møllerpige, den fuldendte aandfulde Dame, den ømme, deeltagende Kvinde. Saa mægtig var Phantasiens og Sandsernes Magt, at han hos hende ikke engang savnede en Ungdom, som svarede til hans, og ei heller mærkede, at han ikke kunde sige til hende: Jeg har Dig kjær. Men han kunde have sagt: Jeg tilbeder Dem! og han søgte efter Ord, der vilde gaae over Læberne, da hørtes Fru Paulsens Trin i Gangen.

Næste Dag reiste hun. Og da hun havde fjernet sig, var Skjæret borte af Gaarden; men Otto mærkede ikke, at Skjæret ogsaa var borte af ham, at under sine Bestræbelser for at erhverve hendes Kjærlighed havde han forsømt at erhverve sig de Andres Velvillie. Det faldt ham ikke ind at lægge Mærke dertil eller bryde sig derom, hans Tanker vare hævede op i en Verden, der laa høit over eller udenfor de almindelige Samfundsbetingelser.