Anden Deel
Hjemløs
Anden Bog

Første Capitel

Der var hengaaet nogle Maaneder, og Otto havde i denne Tid ført et stærkt bevæget aandigt Liv.

Det var ikke den Slags Tilværelse, hvor Sjælen hviler i stille Ømhed, hvor noget Blidt og Elskeligt, der fylder Hjertet, er ligesom Olie for Aandens rolig brændende Lampe. Om Nogen havde budt ham en saadan Tilstand, vilde han have forkastet den som mat og slap i Sammenligning med den drømmende Lidenskabs Energi, hvori han aandede, og som holdt ham i rastløs Beskjæftigelse, i lyksalig Følelse af Ungdomskraft og uendeligt Haab. Det fulgte skjæbnesvangert af alle hans Forhold, at Phantasien alt meer og meer traadte i Hjertets eller Gemyttets Sted. Men paa den anden Side havde han, som André vilde sige, »ikke snavset sin hvide Vest«. Og denne physiske Reenhed havde ogsaa om Sindet vedligeholdt et Skjær af Sværmeri, der hører den sande Ungdom til; troede han end ikke paa det Bedste, eller havde han ikke nogen tydelig Forestilling om det, saa troede han paa det Skjønneste; opløftet af den Phantasibegeistring, han kaldte Kjærlighed, saae han Virkeligheden som et poetisk Spil af Kræfter, der kun nølede med at tilbyde ham det Herligste og meest Fuldendte, uden at han egenlig spurgte, hvorfor det tøvede.

Skuespillerinden var kun optraadt et Par Gange i Begyndelsen af Saisonen, og senere havde han ikke seet hende paa Scenen. Da hun ikke stod anført som »upasselig«, brød han sig ikke om nogen anden Grund, men var snarere glad over, at hun ikke optraadte: saa kastede dog første Parket ikke Øinene paa hende. Derimod havde han engang mødt hende paa Gaden og var med en hastig, gladoverrasket Hilsen gaaet hende forbi. Det var egenlig en større Overraskelse, end han selv vedkjendte sig; thi det var hende og dog ikke hende. Var Ungdommen ikke saa bange for at miste sine Illusioner, vilde han have sagt sig selv, at han havde omdigtet hende, at det Billede, han bar i sin Sjæl, ikke var Portrait. Men paa den anden Side var der for ham en Umulighed i at opdage dette; thi han havde gjenkjendt det eiendommelige Udtryk, det Særegne om Munden og Øiet, der saa at sige var hendes egenlige Selv eller det, som havde sin Betydning for ham. Ethvert Menneske har en saadan Egenhed, stærkere eller svagere. I noget Ubeskriveligt, som ikke er Form eller Træk, men dog noget Udvortes, synes Sjælen at være udtrykt. Tiden har ingen Magt derover; kun store Forstyrrelser i Characteren udslette Præget; men Matronens Furer og Rynker udslette ikke dette Characteristiske, idetmindste ikke for Øine, der saae, elskede eller hadede det, medens hun var ung. Der er dem, som mene, at Sjælens Legeme er en usynlig Æther, som ved det synlige Legemes Død stiger til Himlen, og at Sjælen i denne Substans bevarer sin Personlighed. Dette er en mystisk Ting; men man bliver tilbøielig til at troe paa den, naar man træffer Mennesker, paa hvis Aasyn der foruden det stærkt Synlige er en saadan, kun for Sympathien fattelig Æthertilværelse, og man ret inderlig bliver tiltalt af den. Den minder om Idealet, i hvis Billede de ere skabte, eller om Idealet, man selv bærer i sit Sind; den svarer paa en eller anden hemmelighedsfuld Maade til Ens dybeste Længsler, og det er derfor, at gjennem den kunne meget forskjellige Mennesker paa en uforklarlig Maade synes os at ligne hinanden. Og derfor er det, at man kan bruge denne Eiendommelighed til i Phantasien at skabe en ny Personlighed, et Portrait, der ligner og ikke ligner.

Det havde Otto gjort, og da han gjensaae hende i Virkeligheden, var det - trods al Forskjel eller Ulighed - som om han fik en ny Aabenbaring af det Magiske, det Vidunderlige, for hvis Skyld han skulde stræbe, og som han skulde erobre i Livet. Han fandt en Tilfredsstillelse i at indbilde sig, at hun altid var ham nær og vogtede paa ham: Hun og den uvilkaarlige Glæde over Erkjendelse vare de to Magter, som fremskyndede ham til Anstrengelse.

Det Fag, der skulde være hans Livsopgave, var imidlertid det, der tiltrak ham mindst. Retsstudiet bliver ikke længe staaende ved det Almindelige, ved de Anskuelser, der ere gyldige i Kraft af den menneskelige Bevidsthed; det vender sig snart til de Bestemmelser, der ere gjældende hos det enkelte Folk og bragte til Herredømme ikke blot ifølge den menneskelige Natur, men ved Magt, Sædvane, Overeenskomst, og hvori man deels kan spore en historisk Udvikling, deels ligefrem maa finde Vilkaarlighed. Det er fastsat saaledes; men det kunde ogsaa være anderledes; man føler ikke sin Aand beriget, men tvinger blot sin Hukommelse til at optage det, og man mærker ved mangfoldige Leiligheder, at det Hele er langt mere indviklet og forvirret, end det behøvede at være - ret ligesom det var indrettet paa at besværliggjøre Examen. Det er altsaa en Tvang, man maa paalægge sig, en Tribut, man betaler Livets Realitet. Og denne Tvang kan være god nok for dem, der nødvendigviis skulle tage Examen for at opnaae en Levevei, men ikke for den, der fortrinsviis tænker paa en »harmonisk Dannelse«, en »skjøn Udvikling«. Men dernæst - siger man maaskee ogsaa til sig selv - hvad Glæde og Tilfredsstillelse er der i at lære denne Mængde Love, naar det siges fra alle Sider, at Staten og Samfundet er usikkert, naar de Gamle ikke troe paa Staten og de Unge anfalde den, naar der kan, ja synes at maatte komme en Forandring, hvorved maaskee i de vigtigste Anliggender et ganske nyt Grundlag gives, en ganske ny Historie oprinder? Hvad sand Erkjendelse kan man komme til, naar man maa troe, at det, man lærer, ikke har anden Varighed end en tilfældig og begrændset?

I denne Retning, hvor han netop skulde havt et fast Punkt for sit Liv, studerede han altsaa lunkent og tvivlraadig og søgte Tilfredsstillelse for sin intellectuelle Attraa ad andre Veie, navnlig efterkom han paa den Maade, som meest behagede ham, den Anviisning, han engang havde faaet af Schiøtt, tyede til Historien og Poesien og fulgte desuden den Hang, han alt havde havt i Skolen til Naturvidenskaben. Den blev paa denne Tid foredraget ved Universitetet med meer end sædvanlig Aand og Livfuldhed. Den fører til uryggelige Sandheder og skjænker en saa dyb, glædefyldt Tilfredsstillelse ved den geniale Sikkerhed, hvormed den navnlig i vor Tid gaaer frem i Stort som i Smaat, ved den overraskende Sindrighed, hvormed den opdager, beviser, construerer, opfinder. Den er ligesaa tiltalende for Phantasien som for Forstanden, og den giver Ungdommen en begeistret Tro paa Menneskehedens uendelige Storhed. Thi det seer jo næsten ud, som om Menneskene have skabt, hvad de opdage.

Men hemmelig var tillige et ganske andet Hensyn virksomt hos Otto: Retsstudiet førte for langsomt til Noget og førte til noget Underordnet og Begrændset; det lovede en Dæksbaad, og han stræbte efter et Linieskib. Ja, var det endda her hjemme som f. Ex. i den franske Proces, hvor Advokaten staaer overfor Jury, Publikum, Nationen, Verden og under den livligste Kamp, hvori hans Personlighed træder fuldstændig frem, lever et alsidig bevæget, dramatisk Liv og hurtig kan erhverve sig Berømmelse og Magt! Der er ogsaa en stor Forskjel mellem at blive Volontair, Copist, Herredsfoged, Byfoged o. desl. - og at blive Præfect, politisk Embedsmand, Hersker i en Departements-Hovedstad, og den Vei synes det jo i Beskrivelser og Romaner, at Folk hurtig gaae histovre; Verden er større der, hver Mands Skjæbne grændser nær til det Uendelige, til den poetiske Lykke. Forholdene her hjemme kunne have deres gode Sider og deres Feil; men Feilene træde især frem for den Ungdom, der af Natur, ved Samtaler og Omgang og ved den Attraa, der indsuges af Tidens Luft, tilskyndes til at søge det Ualmindelige. Derfor havde hans Sind ogsaa vendt sig i en anden Retning, ad hvilken han kunde naae fremad: Han vilde skrive et dramatisk Værk, hvori Hun skulde optræde; det var det »Noget, han havde for«.

Det kan i visse Maader være ligegyldigt, i hvilken Hensigt man bliver Digter, naar man kun virkelig bliver det. Den sande Poesi frigjør sig snart ligesom Videnskaben fra de smaa menneskelige Hensyn, der vare den første Anledning til Bestræbelsen, Fjedren, der lukkede op for den - Arago begyndte jo at studere, fordi en Ingenieur-Uniform stak ham i Øinene, og mangen anden Mand har naaet det Store, fordi han udstrakte Haanden efter en Ubetydelighed. Men Poesiens Forhold til Mennesket er dog et særeget. Det Digt, En frembringer, er, nøiagtig beseet, ham selv, præget af hans Sjæl, Barn af den; det Digterværk, der med Originalitet og ærlig Stræben udgaaer fra en Personlighed, er et Speil, hvori han kan see sig selv, og derfor kan Poesien, forbunden med Selvkritik, blive et væsenligt Middel til et Menneskes sande Udvikling, den uærlige med Galleriet coquetterende Poesi hans fuldstændige Ruin.

Netop fordi Poesien er saa betydningsfuld, og fordi han havde Ærlighed nok til ikke at ville efterligne eller laane fra Andre, bestjæle de offenlige Fonds eller slaae falsk poetisk Mynt, standsede Otto her foran noget Uoverkommeligt og følte sin Afmagt. Han havde fundet et Stof; men det vilde ikke bøie sig og blive en Heelhed, en virkelig Handling, en Composition. Han skrev enkelte Scener og en Romance, som Mendoza satte i Musik; men derved blev det; den Hensigt at faae Hende til at spille en Rolle i Stykket var ikke guddommelig Begeistring nok, skjondt han forresten ikke savnede en poetisk begavet Aand. Han havde ikke Lidenskab nok; han havde paa en Maade havt ganske Ret i at sige, at Lidenskaben er Guddommen.

Han kunde naturligviis ikke see tydelig i sig selv. Hvilken Definition han end vilde kunnet give af Ordet Poesi, saa stod Poesien for ham som Duften af al skjon Nydelse, Sjælens Vellyst, den fineste Bouquet af Alt, hvad der var attraaværdigt, en Gudinde, som det var onskeligt at beherske, fordi hun gjorde sin Herre til en Gud. Mange see ikke Mere i Poesien, og saare Mange ikke engang saa Meget. Men han vidste dog tillige uklart, at Poesien er noget Høiere, fordi han kjendte de store, ærefrygtbydende Værker. Dette Anliggende blev ham til en Sorg, men dog til en mandig Sorg, fordi han haardnakket forfulgte sit Maal og gjentog sine Forsøg, og da han instinctmæssig følte, at der manglede ham noget Ophøiet, kom han ligesaa instinctmæssig til, i Tankerne alt meer og mere at ophøie Hende, digtede hende alt skjønnere. Men hvad kunde det hjælpe? Det er noget Virkeligt, der skal begeistre til Poesi; man kan ikke digte sig en Muse.

Men under disse Bevægelser og Anstrængelser var hans Sind saa ivrigt og elastisk, saa energisk beskjæftiget og fremstræbende, at han i alle Samtaler med sine Bekjendte vilde behandle ideelle og alvorlige Gjenstande og ikke kunde finde sig i den Slags Conversation, som de satte stor Priis paa under Navnet: gemytligt Vrøvl. Helzen og Paulsen f Ex. vilde hvile, naar de hver paa sin Maade havde været flittige et Par Timer om Dagen; som om de havde anstrengt deres Fornuft ganske overordenlig, gjorde de Fordring paa, at Munden skulde have Lov til at gaae paa egen Haand og »tale surr«. For dem og Ligesindede var Livet alt noget Afsluttet; hver Dag maatte yde sin Deel af den Nydelse, der var at opnaae i Verden; for ham var Livet noget Umaaleligt, som han ikke engang kunde gjøre sig klart, hver Dag kunde medbringe et Underværk. Paulsen var sikker paa, at saasnart han var bleven juridisk Candidat, vilde han gjennem sin Faders Forbindelser indtræde i en behagelig og fordeelagtig Stilling. Helzen havde som Journalist hurtig sat sig ind i alle de Stemninger, der bevægede Tiden, og øste af disse Stemninger og af den stadige Omgang med Ligetænkende sin Kraft til hver Dag at skrive Artikler. Han havde den Lykke at troe paa sine Artiklers Magt; naar han et Par Gange havde udtalt sig imod en Sag, var han overbeviist om, at den var »slaaet ihjel«; Bladets Contoir var for ham det Samme som Olympen for Grækerne, Jordens Centrum, og Bladets Spalter det Samme som den paa Olympen thronende Jupiters Lyn. Men den evindelige Beskjæftigelse med at skrive og læse Artikler standsede hans Udvikling; han var færdig, og han vilde ikke mindes om, at Verden gik videre i Udvikling, om end han standsede. Ottos fremstræbende Energi havde derfor ofte noget Ydmygende for Hine, især da han ikke tog i Betænkning at lade den ved forekommende Leiligheder fremtræde som en Overlegenhed. Helzen hævnede sig paa en eiendommelig Maade. I sin Stilling som Journalist havde han lettere end Otto Adgang til en Mængde Værker baade af den udenlandske og indenlandske Literatur eller idetmindste til at faae en Mening om dem. For Otto omtalte han de gode som slette og ikke værd at læse, de slette som gode og beundrede. Otto lagde ikke Mærke til det ulmende Had og søgte ikke at undgaae det. Til at han skulde vogtet sig i denne Henseende og forebygget de smaa, men uforsonlige Fjendskaber, ringeagtede han Mandfolk altfor meget - med Undtagelse af Schiøtt og Mendoza. Overfor dem forstod han Venskab, nemlig som en Blanding af Beundring, Hengivenhed og ærgjerrig Kappelyst, overfor dem begreb han Muligheden af personlig Opoffrelse, men da under store, overordenlige Omstændigheder. Med en saadan Sindsretning kunde han kun være lidet skikket til det eiendommelige Sammenhold i Godt og Slet, der kaldes Kammeratskab. Men ved Alt, hvad han ideelt optog i sig, følte han sig som adlet, han fornam noget Lyst og Straalende i sin Tilværelse - og Alt dette var til for at tækkes »Kvinden«; ved Kvindens Side var i hans Forestilling den eneste Lykke i Verden.

Han vilde gjerne have betroet sine poetiske Sorger til Schiøtt; men Schiøtt havde altfor skaanselløst spottet over hans Drue-Luer og Lue-Druer. Tanken om Schiøtt, hvad han vilde sige, hvorledes han vilde dømme, var derimod altid nærværende og traadte istedenfor Selvkritik; hvad han forestillede sig, at Schiøtt vilde forkaste eller gjøre Nar af, blev uden Naade tilintetgjort. Schiøtt var imidlertid beskjæftiget med fuldstændig at gjenoprette sin indre Ligevægt efter Campagnen mod Emilie og bar sig ad dermed paa sin sædvanlige Maade. Langtfra at flygte for Tanken sønderlemmede han den; et Øieblik havde han følt Uvillie imod den hele indiske Literatur, fordi den var bragt i Forbindelse med hans Uheld; men derpaa tog han tiltrods fat paa den og besluttede at udarbeide et Værk om Sporene af de indiske Sagn og den indiske Verdensanskuelse i den græske Mythologi. Den videnskabelige Forskning har en for Uindviede utrolig Tilfredsstillelse; hver lille Opdagelse, hvert genialt Glimt, der lyser i Sjælen, er en Vellyst. Og naar Schiøtt saaledes hævede sig op paa »Tankens Himalaya«, saae han med et ironisk Smiil Emilies skjelmske Ansigt, det lille Hofdame-Ansigt, dybt nede i Dalen. Men jo mere han fik Uroen, om ikke forjaget, saa dog tilbagetrængt, desto mere tabte han igjen Lysten til Anstrængelse, til streng Videnskabelighed, til Syslen med de livløse Papirer; saa vilde han hellere tale end skrive om Stoffet, og Otto fandt ham igjen beredt til at lade sig »suge ud«.

Otto kom tilfældigviis til at omtale sit Besøg hos den gamle Greve.

Schiøtt sagde: Veed De vel, at det kunde jeg næsten misunde Dem at have seet? Man kommer dog alt meer og mere til Erkjendelse af, at der blandt Menneskene er et uudsletteligt Kastevæsen; en Mængde Mennesker ere kun noget ved deres »Familie«; hvor skulde man faae Smede og Droschekudske fra uden Kastevæsen, hvad Andet end Fødselen stempler ofte Kvinden til Bayadere? Her gaaer man omkring og glemmer næsten, at der er høiere Kaster, og det er dog smukt at see Exemplarer af fuldkomnere Racer - for den egenlige Adel er en Krigerkaste, den er ikke født til Arbeide, men til Vagttjeneste om Ideerne, og selv naar den er lidt vanslægtet, kan man kjende, at der er kaukasisk Blod i den.

Ere vi Andre da ikke ligesaa gode?

Hvilke Andre? De af os, der hæve sig aandig, ere mere end Krigerkasten, vi ere Brahmaner; men jeg troer næsten, at Brahmanen skal nøies med et beskuende Liv og nyde Jordens Herlighed ligesom et andet Skuespil.

Og ikke stræbe efter det Herlige! Efter »det store Øieblik«!

Hm, jo. »Sid taus og paa Luur!« Og kommer det, saa gribe til i en Pokkers Fart, det forstaaer sig ... men fortæl Meer om Greven.

Otto fortalte videre, men stadig med stor Forsigtighed for ikke at forraade Noget om Ledsagerinden. Han dvælede ved Portraitsamlingen, Parken og Statuerne.

Ei, see, De har faaet Øie for Statuer, De seer med kritiske Briller!

.... Det gjør mig forresten ondt at høre Sligt om den gamle Adelsmand. Billedhuggerkunsten er den adelige Kunst. Enhver sand Adelsmand burde føle sig ved Fødselen beslægtet med den og, naar han ydmyg maatte erkjende, at han ikke var Billedhugger, idetmindste kjøbe skjønne Marmorværker. Genremaleriet er Spidsborgernes Kunst ...

Hvad er da egenlig en Spidsborger? spurgte Otto for at slippe bort fra det brændende Gebeet.

Det er dem, om hvem Sokrates siger, at de efter Døden blive til Myrer, Gedehamse og andre flittige Dyr, og derpaa blive de paany til agtbare, stræbsomme Skatteborgere. Ligeoverfor mig bygger en rig Mand et nyt Huus, der formodenlig, naar det bliver færdigt, tager Lys og Luft fra mig. Det er nu mit sokratiske Haab, at han efter Døden bliver en Bæver, og Guderne give mig at vorde en Bæverfanger i en af Urskovene! .... Der seer De forresten den Aandfuldhed, hvormed Grækerne forstode at tilegne sig indiske Tanker. En Hindu vilde anføre det ganske alvorligt som en Troessag, om Sokrates's Læber seer man spille et ironisk Smiil; han eller Plato troer maaskee nok paa Sjælevandringen, men i en ideellere Forstand, som De kan læse Dem til i Phædrus. Derimod er det tydeligt, at den oprindelige indiske Mythologi i sin Symbolik har været langt grandiosere og skjønnere end Grækernes. Den gamle ariske Stamme har ikke et Øieblik troet paa den klodsede Treenighed, som den sildigere brahmanske Tid fremstillede under Billedet af en Gud med tre Hoveder. Den meente hermed de tre Hovedsider af Naturaandens Virksomhed: den frembringende, ernærende og ødelæggende; men Tanken bøier sig sammen i Ring; thi Ødelæggeren er tillige Fornyeren - alt det Skabte fornyes gjennem Døden. Dette er langt aandfuldere end Tredelingen: Zeus, Poseidon og Pluto. Det svarer ogsaa til en Natursandhed, at Sangens Gudinder ere tre og Sødskende til Talens Gudinder; de kaldes de tre glædebringende Sødskende. Grækerne optoge Tanken uden at tænke derover og forøgede siden Antallet til ni. Inderne forøgede Tallet til syv; men hos dem forstaaer man Grunden til Forøgelsen, Grækerne have kun beholdt Ordet, som antyder Grunden: Rheein er baade flyde og tale. Det er aldeles uforstaaeligt, naar man ikke gaaer tilbage til Inderne; thi hos dem ere de syv Sanggudinder tillige Gudinder eller hellige Benævnelser for Indiens syv hellige Floder og desuden for Musikens syv Grundcadancer.

Schiøtt gik videre og talte endnu lærdere, og Otto var en ganske anderledes taknemlig Tilhører end Emilie. Hans Naturvidenskab var nærved at blegne overfor denne poetiske Natursymbolik, og han spurgte ivrig: Hvor staaer det?

Noget af det kan De finde i Çatapata-Brahmana, svarede Schiøtt henkastende.

Ottos utaalmodige Attraa maatte standse foran denne Jernport, hvortil Schiøtt havde Nøglen; det var ham umuligt at naae Schiøtt, skjøndt han følte en umaadelig Begjærlighed efter at indhente, ja, overgaae ham. Saa begav han sig igjen til sit hemmelige, rastløse Arbeide; det skulde bryde ham en ganske ny Vei, gjennem Jernport og Kobbermuur, ind til Fortryllelsen. Hans Barndoms Leg blev leget om igjen, indenfor stod kun en ny Prindsesse.

Milner havde efter sin mankerede Affaire ingenlunde slaaet sig fra Verden; men han var ved Omgang med Dalberg tillige bleven ærgjerrig. Naar han hørte Eider-Theorien udvikle, forekom den ham saa simpel og let, at han syntes, han selv kunde have frembragt den. Hvad kunde overhovedet være klarere og smukkere end at udskille Holsteen, indlemme Slesvig i constitutionel Forbindelse med Danmark og med den ene Sætning bøde paa Aarhundreders Uret, gjøre Danmark frit, stolt og lykkeligt! Ideen tiltalte ikke blot hans Forstand; men tilfredsstillede ham ogsaa paa anden Maade. Som enhver smuk, almindelig Tanke, hvori der er Hjertelighed, greb den om sig; en Mængde dygtige eller dannede Mennesker vare trætte af det Gamle baade i Staten og i Kirken; de trængte til Begeistring, kastede sig med Iver ud - om just ikke i Kamp for - saa i Længsel efter et nationalt Friheds-Ideal; Nationaliteten begyndte at blive den almindelige Religion. Ved at slutte sig til denne Retning fandt en Mand som Milner ogsaa sit Selskabsinstinct tilfredsstillet: han nærmede sig til de Fleste. Men han vilde tage sig af Sagen som Gentleman, han vilde være Diplomat. De allerhøieste Kredse vare lukkede for ham; det var rigtignok ikke vanskeligt at deeltage i de store kongelige Fester og Baller; men der var han kun en ubetydelig, overseet, borgerlig, sortklædt Person uden saa Meget som et Baand i Knaphullet. Men Diplomat! Diplomat! Rosen- og Jasminduft, Es-Bouquet af det høieste Selskabsliv!

Hvilken Slags Diplomati han skulde besørge, hvilken Plads han skulde indtage, hvilke Anliggender han skulde lede, det vidste han ligesaa lidt, som Otto vidste, hvorledes han skulde erobre Skuespillerinden eller »Kvinden«, eller som Dalberg vidste, hvorledes han skulde udskille Holsteen og incorporere Slesvig.

Dalberg bestyrkede naturligviis Milner i de ubestemte Forhaabninger, der utydelig udtalte sig. Han havde Brug for Milner, der kjendte Alverden og var gode Venner med Alverden; det var en Bro, over hvilken man undertiden kunde komme til at paavirke Folk -og Dalberg havde den Overbeviisning, at de fleste Mennesker vare for svage til, at ikke personligt Bekjendtskab og Venskab skulde veie ligesaa meget som Principer. Endog i Udlandet, meente han, var dette af stor Betydning: Uden Talleyrands personlige Forbindelser vilde Bourbonnerne aldrig igjen have besteget Frankrigs Throne, uden det franske Salonliv vilde Thiers aldrig være bleven Minister og følgelig Quadruppelalliancen ikke være bleven sluttet; uden Abigael og Masham vilde Bolingbroke ikke have styrtet Marlborough. Det Sidste foregik rigtignok kun i »Et Glas Vand eller liden Tue vælter stort Læs«; men der laa en dyb politisk Tanke i dette Værk.

Kjender De den næstældste Grev Løvenhjelm? spurgte Dalberg, da han engang besøgte Milner.

Aa, ja, jeg har truffet ham i Selskab og spillet Kort med ham; vi have ogsaa engang redet sammen. I hvad Anledning spørger De derom?

Han er bleven Amtmand.

Det var hurtigt! Han er knap sex og tyve Aar!

Ja, hvad skal man sige? Adelen var i gamle Dage den erobrende Race; nu erobrer den vore Embeder. - Jeg vilde forresten gjerne træffe sammen med ham ligesom tilfældig. Den Slags Folk kan bearbeides; gjør man personlig et godt Indtryk paa dem, saa berøver man dem idetmindste Evne til at hade politisk.

Milner misundte Dalberg denne Sætning; den laa saa nær, var ligesom tagen ham af Munden; men hans Tid kunde ogsaa komme. Han sagde: Jeg kan indbyde ham, hvis De en Aften vil gjøre mig den Fornøielse.

Tak, med Glæde, Milner! ... De er i Grunden uvurdeerlig. Deres sociale Stilling ligner Fasanøen i Floden Bidassoa, hvor Mazarin og de Haro kom sammen og sluttede Pyrenæerfreden. - Men da Dalberg følte, at han selv tog Broderparten af den Compliment, han gav Milner, tilføiede han: Jeg veed virkelig Ingen, der ved sit kloge, diplomatiske Forhold til hele Selskabslivet har mere Fremtid end De. Glem ikke mig, naar De er i Deres Paradiis.

Milner smilede og spurgte: Det er vel bedst, at jeg indbyder Mange, for at det ikke skal see ud som et Arrangement?

Det er sandt! Det havde jeg ikke tænkt paa! ...

Og saa vil jeg ogsaa indbyde hans Fætter ...

Er han ikke en Laban?

Jo, han er noget grøn; men enfin, han er Grev Løvenhjelm.

Men sig mig, Milner, veed De, om den nye Amtmand arver noget af Godserne?

Er det Dem af Vigtighed at faae det at vide?

Ja, for den Adelsmand, der ikke har stor Privatformue og indtræder i Embedsstanden, er ganske simpelt Bureaukrat; den adelige Embedsmand, der tillige har Godser, staaer langt nærmere ved Slægtens Tradition og føler mere Tilbøielighed til politisk Uafhængighed, til at tage sin Deel af Magten.

I dette Øieblik kom Otto for at bede Milner om en Bog, som tilhørte Schiøtt.

Han blev forestillet for Dalberg, og Milner spurgte ham, hvor han havde tilbragt Ferien. Otto nævnede Stedet.

Saa har De jo opholdt Dem ganske nær ved Grev Løvenhjelms? sagde Milner.

Ja, jeg var nogle Gange ovre og besøgte Greven, svarede Otto ikke uden Vigtighed. Saa? Saa veed De formodenlig, om den næstældste Søn har Expectance paa noget af Godserne?

Ja, jeg hørte sige, at han skulde have Aastrup.

Er det en stor Gaard?

Det veed jeg ikke; jeg tænker, paa nogle hundrede Tønder Hartkorn.

Hr. Krøyer, har De noget Engagement for Onsdag Aften i næste Uge?

Nei, svarede Otto efter saa lidt Betænkning, at Milner smilede over denne Uskyldighed, der forraadte, at han ikke kom meget i Selskab.

Vil De saa ikke gjøre mig den Fornøielse at tilbringe Aftenen hos mig? De træffer gode Venner.

Otto havde forstaaet Smilet; det var nærved at forstyrre ham Glæden over at være bleven indbuden.

Da han var gaaet, sagde Dalberg: De har en for politiske Mænd høist væsenlig Egenskab, Milner, De har Held. Hvad De søger efter, banker paa hos Dem. Benyt den Egenskab. Shakespeare siger: Der er Ebbe og Flod i hver Mands Liv; benytter han sig af Floden, hæver den ham til Lykken.

Og efter sin Sædvane gik Dalberg efter at have sagt en smuk Sætning.

Et Par Timer senere mødte Milner Schiøtt paa Gaden og indbød ham til et Parti Piquet.

Piquet? sagde Schiøtt, hvad er det? Er det ikke en tête-à-tête mellem to Mandfolk?

Jo, forsaavidt; men det er dog et fiint Spil.

De veed jo nok, at jeg aldrig spiller Kort.

Saa kom hjem en Aften og slaa en lille Passiar af.

Altsaa en tête-à-tête uden Kort? Troer De, jeg vil have, at De næste Morgen skal findes kvalt af Kjedsommelighed, og at Drengene skulle raabe paa Gaden: »Hvem var det, der myrded Milner?«

Det var »Peter Schiøtt i Barndoms Alder«, svarede Milner smilende.

Meget godt, Hr. Fuldmægtig! See, nu have vi Begge opbrugt al den esprit, hvormed vi skulde more os en Aften. Milner svarede meget høflig: Saa kan jeg jo indbyde nogle Flere til at underholde Dem.

Dette Svar, der tog sig ud som en Parade, forfeilede ikke sin Virkning paa Schiøtt; han svarede i en forandret Tone: Der har De en Plan, som jeg ofte har tænkt paa at foreslaae Dem. De i Deres sociale Stilling kunde jo udrette endeel Godt; De har Formue, et smukt Hjem, en ypperlig Tjener; velan, opgiv en Spilleaften om Ugen eller blot hveranden Uge og indbyd nogle dygtige unge Mennesker, gjør Salon. De vil blive en berømt Mand derved. Præster, Jurister, Læger ville senere, naar de ere spredte om i Verden, huske den Tid, da de kom i Milners Salon.

Ja, det kan jeg jo nok, hvis De vil gjøre Honneurs med esprit.

Nu misbruger De Beskedenheden, Hr. Fuldmægtig.

Nei, oprigtig talt, Schiøtt, hvis De vil komme og være saa elskværdig, som De kan, naar De vil, saa kan jeg dog idetmindste gjøre Forsøget for en Aften. - Men hvem skal jeg saa indbyde? ... Lad os see ... Hvad mener De f. Ex. om Vilhelm Berg?

Jeg kjender ham kun flygtig; men han er jo ifærd med at faae et betydeligt Navn som Digter. Saadant Noget gaaer som en Lavine: En lille Fugl i de høiere Regioner river med sit Næb en Fnug Snee løs, og saa ruller det ustandset og bliver stort, forfærdeligt. Jo, lad os faae ham. En Digter er en Acquisition for en Salon.

Foreslaa De nu Nogen.

Lad mig see ... Krøyer.

Er han ikke noget grøn?

Jo; men den Feil har vi Alle lidt af. Men veed De vel, at Krøyer er begavet med den største Idealitetslængsel eller Stræben, som jeg endnu har truffet paa?

Jeg troede ikke, De interesserede Dem saa meget for ham. De pleier dog at gjøre betydelig Nar af ham, naar De er sammen med ham, synes mig.

Man darf die Kinder nicht merken lassen, wie lieb man sie hat, som Goethes Fader sagde.

Saa De holder ordenlig af ham?

Aa, saadan holder man jo heller ikke af Mandfolk. Men det er interessant at lægge Mærke til, hvad Ideen kan have til Hensigt med en slig ung Person. I mange Retninger er han heelt barnagtig, i andre mere reflecteret end De og saa indesluttet, at endog jeg ikke kan blive rigtig klog paa ham. Og saa er han i den Alder, hvor man lærer med Lidenskab, man har Fornøielse af at see ham udvikle sig, man kan næsten see Græsset groe.

Ja, sagde Milner, han er alt indbuden.

Med en Forundring og Overraskelse, der i høi Grad tilfredsstillede Milner, sagde Schiøtt: Hvad for Noget! ... Hm, veed De hvad, Milner, De er allerede i det Smaa, hvad Talleyrand var i det Store ... De er en Diplomat af Rosinas Skole?

Rosina?

Ja, husker De ikke? Da Figaro beder hende om en Billet til Almaviva, har hun alt skrevet den ... De skal ikke tage det fortrydeligt, den høieste Diplomati er dog den kvindelige, tilføiede Schiøtt, da der trods Milners Selvbeherskelse kom et ondt Glimt i hans Øine.

Hvem foreslaaer De saa?

Saa er der Krøyers Ven Mendoza; han spiller smukt, og De har jo et Fortepiano. Musik hører til i en Salon.

Vel, meget vel. Mener De, vi skal tage Helzen med?

Ih, ja, han er jo en Magt i Staten, og ganske uden Aand er han heller ikke ... Men veed De hvad? Indbyd nogle pæne Folk af det andet Parti; det vil bidrage til en god Tone i Literaturen, at der finder personlige Sammenkomster Sted.

Aa, ja, hvad mener De om Grev Løvenhjelm?

Et adeligt Navn pryder i en Salon ligesom ... ligesom en Lysekrone.

Og saa Justitsraad Roed og Kammerjunker Billing?

De talte lidt videre herom; endelig sagde Milner:

Vel; saa er der jo et ganske anseligt Selskab. Skulde jeg huske paa et Par Andre af mine Bekjendte, saa kan jeg jo paa egen Haand indbyde dem. Er der Nogen, De har Noget imod, saa sig til.

Nei, er der Nogen, jeg har Noget imod, vil jeg helst være sammen med ham.

Milner besluttede i sit stille Sind at gjemme dette Ord og engang anvende det for egen Regning. Foreløbig nøiedes han med at tilføie: Det er sandt, Bregning er kommen herind, ham maa jeg da indbyde .... og saa har jeg endnu en Gjæst, en Udlænding.

Hvem er det?

En livlig, gammel Herre, en Franskmand!

Ih, hvem er det? spurgte Schiøtt og lod meget nysgjerrig.

Min Chambertin.

O, jeg hædrer en saadan Vært, der har en saadan Gjæst!

- Salonen var constitueret. Milner havde to smukke Værelser, hvori det temmelig talrige Selskab bevægede sig. Schiøtt kom noget sildig og samtidig med ham Digteren, Vilhelm Berg. Denne standsede ved en lille Gruppe af Bekjendte, der snart tiltrak flere, og fortalte, at han kom fra Volden, hvor han ved Solnedgang havde havt et usædvanlig smukt Syn. Han sagde: Søndermarken laa indhyllet i en let, skuffende Vintertaage, der gav Skoven Udseende af en sortblaa Bjergkjede, medens Solnedgangens stærke, rødlig-gyldne Skin faldt paa Skyer bagved og over Skoven. Det var i sig selv smukt; men jeg blev paa det Behageligste overrasket, da jeg ved en Bøining af Volden pludselig saae ind paa Kjøbenhavn. Byen var omgiven af et flint Taageslør, gjennem hvilket de nærmeste Bygninger og Petri Kirkespiir fremragede i bløde, violette, eventyrlig forskjønnende Farver og med en Forstyrrelse af det sædvanlige Perspectiv. Jeg kunde bilde mig ind, at det var en fremmed Stad, en Stad dukket op mellem Sierra Nevadas eller Apenninernes Høider. To nydelige smaa Børn stode Haand i Haand og saae derpaa og hørte andægtig paa Klokkeringningen, der begyndte. Lidt efter lidt gav Farverne Plads for den kolde, mørke Nat.

Jeg veed ikke, hvorledes det gik til, vedblev Berg; men jeg fik en Idee til et underligt Digt, som jeg næppe magter at udføre.

Aa, fortæl Ideen, bad man.

Ja, det kan jeg da i Grunden gjerne; hvis Nogen af de Tilstedeværende vil optage og behandle den, afstaaer jeg den med Fornøielse. - Det var en Dag ligesom andre Dage. Der blev kogt Mad paa de fleste Skorstene, et Stykke skulde opføres i Theatret, Kjøbmændene solgte, kjøbte, sluttede Contracter og udstedte Vexler; Skibe afseilede og assureredes; Sagførerne indstævnede Folk, toge Anstand og indlode Sager til Dom; Proclamer bleve udstedte paa tolv Uger og et Aar; Creditorer bleve anmodede om at komme igjen næste Dag; Studenter læste til Examen; Regeringerne udgave Forordninger sigtende til deres Undersaatters Sikkerhed og deres Herredømmes Varighed; Grundstenen blev lagt til nye Bygninger; Romaner begyndte i Bladenes Feuilletoner - kort, det var en Dag ligesom andre Dage.

En lille Pige, der stod i en Have udenfor et Landsted, var beskjæftiget med at betragte Solskiven og anstrængte sig for at see, hvorledes den fine Skygge bevægede sig; hun vidste, at den bevægede sig, men hun kunde i intet Øieblik opdage, at den rørte sig. Pludselig saae hun, at den rørte sig; den løb meget hastig, baade frem og tilbage, den dinglede som en fuld Mand. Hun klappede af Glæde i Hænderne og raabte: Moder! Moder! Den løber rundt!

Men Moderen og alle Husets Folk vare allerede komne ud med heelt bestyrtede Miner og gave sig til at see op imod Himlen, men de dvælede ikke længe herved; de søgte hen til Træer og holdt sig fast; thi Alting svinglede. Det er Jordskjælv! raabte de.

Oppe fra Stadens Taarne, hvor Astronomerne sad, blev der raabt: En mærkelig Revolution paa Himlen! Endeel Planeter have revet sig løs! Men næppe havde de raabt, saa styrtede Taarnene omkuld.

Da lød en Stemme, saa stærk, at den overdøvede de faldende Taarnes Larm: Idag er det Dommedag! Idag forgaaer Verden!

Det er Ideen. Nu skulde beskrives, hvorledes Folk ere tilmode ved denne ufattelige Begivenhed. Nogle ville i Hast gjøre Testamente og huske ligesaa hastig til deres uendelige Forbauselse og Rædsel paa, at der er Intet efter dette Øieblik, og kunne dog ikke rigtig forstaae det. Elskende Par, Forældre og Børn, Ægtefolk, Venner ville tage Afsked med hinanden og standse ved den Tanke, om det er et Secunds eller en Evigheds Skilsmisse. Dødsangsten er fremherskende iblandt Mængden, og skrækkelige Skrig opfylde Luften; thi Menneskenaturen staaer i sin fuldeste Livskraft overfor den umaadelige, knusende Overmagt, og man seer sig om efter Steder at frelse sig til, skjøndt Frelse er umulig og hvert Glimt af Haab bringer ny Fortvivlelse. Folk sidde ved Spillebordet og Dagenes Ende kommer over dem midt i den Tanke, om de skulle sætte Beterne i Krøllen. En theologisk Candidat har faaet et Embede, som han har søgt om i femten Aar, og han kommer ud af Cancellibygningen med Kaldsbrevet i Lommen, og netop i det Øieblik er Verden forbi. Et ungt Menneske har paa denne Aften sit første Stævnemøde, ude ved Grønningen, og fastholder et Øieblik den Trøst, at Petri og Rundetaarn ikke falde derud over. En Kjøbmand staaer og betaler sine Arbeidsfolk, og idet han hører, at det er Dommedag, er hans første uvilkaarlige Bevægelse at putte Pengene i sin Lomme, Arbeidsfolkene gribe efter hans Haand, i næste Øieblik fare han og de med Rædselsskrig fra hinanden. Kongen sad og skulde underskrive en Dødsdom. En Kone bliver saa altereret og fortvivlet ved at høre, det er Dommedag, at hun hænger sig selv. En Mand faaer Brev, at han har vundet det store Lod, han kalder paa Kone og Børn og meddeler dem sin Henrykkelse. En Digter veed, at den Aften skal i et af Bladene komme en Kritik, som grundfæster hans Berømmelse ..... ja, Alt Saadant kan jeg sætte sammen; men jeg kan ikke selv rumme den hele Tanke, og Compositionen opløser sig i Genrebilleder. Den maatte forresten kunne gjøre Lykke, om den blev behandlet paa Vers; men man blev ikke færdig - før Dommedag.

Helzen sagde: Skulde Digtet være lyrisk, episk eller dramatisk?

Det har jeg virkelig ikke tænkt paa; man kunde maaskee gjøre det til en Slags Drama i een Act.

Ja, men »een Act er for lidt til den hele Menneskeslægts Ødelæggelse«, som Trop siger.

Au! jeg tænkte ikke paa, at Trop allerede har havt Ideen.

De er en Strik, Helzen! sagde Schiøtt.

Helzen søgte at see alvorlig og beskeden ud; men en selvtilfreds Glæde spillede over hele Ansigtet.

Bregning sagde med en Værdighed eller Myndighed, han tidligere ikke havde havt i sit Væsen: Jeg kan ikke forstaae, hvorledes man kan gaae med en saadan Tanke og dog stille sig koldsindig udenfor den og tænke paa, hvorvidt den kunde gjøre Lykke.

Jeg forstaaer Dem ikke, sagde Digteren; det er jo et Digt og bør altsaa dog trykkes, naar det duer.

Nei, det er ikke et Digt i almindelig Forstand. Blev en Mand sandfærdig, ethisk greben af denne Tanke, saa synes mig, han maatte sønderrive sine Klæder og gaae ud blandt Folket og prædike Dommedag og ikke æsthetisk tænke paa at »gjøre Lykke« og behage.

Tænke da Præsterne paa Dommedag? spurgte Helzen.

Bregning svarede: Jeg trøster mig til at vidne for mine Embedsbrødre: Ja, det gjøre de visselig.

Gaae de da ud med sønderrevne Klæder eller komme de i meget smuk Kjole paa Prædikestolen og ere behagelige?

De er en veine idag, Helzen, sagde Schiøtt; men De glemmer, at Hr. Bregnings Ideal rimeligviis er en Mand i sønderrevne Klæder, med indfaldne Kinder og langt Skjæg, en Mand i Haarskjorte, og som lever ethisk af Græshopper, men at hans Natur er en net, velstaaende Mand i en æsthetisk net Præstegaard.

Grev Løvenhjelm, der ikke vidste, at disse Punkter vare en stadig Turneringsplads, og at Landserne ved den hyppige Brug havde tabt meget af deres Braad, troede at burde hjælpe paa det, som han forstod ved Conversation, og begyndte en Samtale med Vilhelm Berg, sagde ham en Compliment for hans sidste Digtsamling, spurgte, hvormange Exemplarer, der bleve trykte af en saadan Bog - Folk, der staaer udenfor Literaturen, have omtrent samme Interesse for denne Slags Smaating som for Theatrets Coulisser - yttrede sin Forundring over, at Oplaget af et saadant Værk, som man saae overalt, ikke var større o. s. v. Digteren gjengjældte de Complimenter, Greven gjorde ham, paa en indirecte Maade. Han førte Talen over paa de Forhold, der vare gunstigst for Poesi og Kunst, og yttrede, at de blomstrede bedst under Konge- og Adelsmagt, i det fine, høiere Selskabsliv, i den over Hverdagstilstanden hævede Mennesketilværelse, som hørte dertil. Han nævnte Mediceerne i Florents, Frants den 1ste og hans Venskab for Leonardo da Vinci og Benvenuto Cellini, Paverne og deres Venskab for Raphael og Michel Angelo.

Otto stod nærved og hørte til; medens halv behagelige, halv ubehagelige Erindringer fore forbi ham, fængsledes han af de Billeder, som Digteren oprullede, og bifaldt i sit Hjerte hans Yttringer om, at det saakaldte Demokrati altid bragte Raahed, og at under et Folkeregimente kunde Poesi og Kunst ikke trives.

Dalberg og Justitsraad Roed havde nærmet sig, og da Dalberg hørte Noget af Samtalen, gav han Digteren Ret, men tilføiede med en snild Vending: Vistnok skulle vi have Kongedømme og Aristokrati til at beskytte Kunsten, men Folket og Friheden til at frembringe den. Uden Republikens kraftige Liv havde Keiser August og Mæcenas ikke havt Digtere at beskytte, og man kan da heller ikke nægte, at Phidias, Sophokles og Euripides blomstrede under et Demokrati.

Otto blev frapperet ved, at det næsten var hans egne Ord til den gamle Greve. Imidlertid sagde Digteren: Ja, men Phidias døde i Elendighed og Euripides i Landflygtighed.

Vi ville haabe, at det moderne Demokrati skal blive opdraget til at være erkjendtligere imod, hvad der er Smukt og Godt, sagde Dalberg; vi tilsigte en passende Blanding af Ligevægt af Kræfterne.

Dermed var Veien aaben til en politisk Samtale mellem ham og Greven, medens Justitsraad Roed - en af de Folk, der tilbede Alt, hvad der er paa Moden - drog Digteren tilside, sagde ham en Mængde Complimenter og indbød ham til sin Soirée næste Aften.

Det var ikke let at finde en større Modsætning mellem to unge Mænd end mellem Dalberg og Greven. Grevens medfødte Evner vare ikke over det Almindelige; men Faderen havde givet ham en alvorlig Opdragelse, saa at han var kommen i Besiddelse af gode Kundskaber; de strakte sig ikke langt ud over hans Fag, men saavidt de rakte, vare de grundige. Dalberg var et langt lysere og hurtigere Hoved, havde lært mangfoldige Ting, men ingen tilbunds. Greven havde faaet sine politiske Anskuelser næsten uvilkaarlig, ved Opdragelse. I Monarken saae han Staten, og skjøndt han havde hørt og tilegnet sig adskillige liberale Sætninger, betragtede han Folket som noget Underordnet, som Noget, der tjente Statsbegrebet, men unægtelig burde behandles godt for Statens Skyld; Adelen var Monarkens naturlige Allierede. Dalberg havde studeret Thiers, Mirabeau o. desl.; han saae i Folket Staten; Monarken var en diplomatisk og ingen organisk Nødvendighed; Folkets Intelligens var den sande, berettigede Regeringsmagt. Greven nærede Velvillie mod sine Venner og Bekjendte og var forresten en beleven Egoist; Dalberg havde et varmere Sind; uden at være gjennemtrængt af den store, ophøiede Kjærlighed, der bringer Menneskene til ydmyg Selvopoffrelse, havde han blandet sin Tilværelse saaledes sammen med de almindelige Interesser, at han fuldelig troede at elske dem og idetmindste altid var ivrig.

Og desuagtet fandt Dalberg et Punkt, hvor de kunde mødes i Samdrægtighed. Han udviklede for Greven, hvorledes Kongens Magt tilsyneladende vilde indskrænkes, men i Virkeligheden styrkes ved en Forfatning, hvori den store Grundeiendom og navnlig Adelen fik en passende Indflydelse gjennem et Overhuus, medens den folkelige Magt gjorde sig gjældende i Underhuset, og hvorledes en Tilknytning af Slesvig vilde give Adelen Styrke. Fik man derimod Holsteen med, saa vilde den mægtige og kloge holsteenske tilligemed den slesvig-tydske Adel have en farlig Overvægt.

Greven var overrasket ved at høre saadanne Yttringer af en Mand, hvis Parti for ham var skildret som jakobinske Demokrater; han fandt ogsaa det Billede, som Dalberg udkastede, meget smukt og tillokkende, og uden at føle ringeste Lyst til selv at arbeide for dets Virkeliggjørelse, var det ham dog kjært at komme i venskabelig Berørelse med en af denne Fremtids-Muligheds Bærere. Han vogtede sig imidlertid vel for en hastig Imødekommen og udhævede Vanskelighederne, navnlig Slesvigs tractatmæssige Stilling og Hensyn til udenlandske Magter.

Herimod fremførte Dalberg sin personlige Tractatfortolkning, henpegede paa »Tydsklands Afmægtighed«, de folkelige Sympathier o. s. v.

Greven vilde ikke ret troe paa Sympathiens eller Antipathiens Magt, og Viggo Gram, der havde nærmet sig og i nogen Tid hørt til i Taushed, udbrød: Vist er der Vanskeligheder at løse! Men Somme ville vide, at Holger Danske endnu sidder under Kronborg, og naar Tid er og lydsken gjør Knuder, vil han hugge dem over med Sværdet. »Tiden maa tilsidst som Herren ville!«

Ja, hvilken Herre? spurgte Greven smilende.

Viggo Gram var alt borte, og Dalberg sagde med et Skuldertræk: Ethvert Parti har sine Enthusiaster.

De vare begge tilfredse over at være blevne afbrudte, Dalberg gik tilbage i den anden Stue, medens Milner kom og sluttede sig til Greven.

Helzen kom Dalberg imøde og sagde med behagelig Skjemt: Er det sandt, hvad Gram fortæller, at De har lovet Greven et Overhuus? Hvad vil De svare, naar vi Republikanere engang constituere Revolutionstribunalet? Dalberg tog ham i Øret, som Napoleon pleiede at gjøre med sine Marschaller, og svarede: Har De seet Fiskere fange Fisk?

Nei ... ja ... nei!

Saa værsgo kjønt at være fornøiet med den, naar den staaer paa Bordet!

Otto havde følt en ideel Smerte over at være bleven usikker i sig selv, reven hen baade pro og contra, og stræbte uvilkaarlig efter at finde Noget inden i sig, der stod paa fast Grund, og hvorved han kunde dvæle med Tilfredsstillelse. Vilhelm Bergs Dommedags-Fortælling havde vakt en saadan Tanke hos ham, og han nærmede sig nu Digteren og sagde, næsten bly: Troer De ikke, at De kunde udføre Deres Idee med Dommedag paa en Maade, som vilde gjøre baade Nytte og Opsigt, De kunde indflette alle de Resultater, hvortil Videnskaben nu er kommen.

Ja, det er meget godt, svarede Digteren; men jeg har desværre ikke studeret Astronomi, Geologi o. desl.

Det gjør ikke Noget, sagde Otto ivrig; der er adskillige populaire Skrifter, De kan høre nogle Forelæsninger, og om tvivlsomme Ting kan man spørge sig for hos Professorerne. De vil i kort Tid kunne skaffe Dem en tydelig og bestemt Oversigt ...

Men i hvad Retning mener De da? Kan De ikke omtrent give mig en Forestilling om Deres Idee?

Jo. Først kunde De skildre den naturlige Anledning til Katastrophen, f. Ex. Cometen af 1770; men De behøver ikke at lade indtræde et Sammenstød, Cometen gik blot saa nær forbi, at den trak Jorden ud af sin Bane. Tænk Dem, hvilken Skildring De kunde give af Cometen, som kommer ansættende med en Fart af halvhundrede Mile i Secundet, hvilket Væddeløb en Stund mellem den og Jorden, der i almindelige Tider løber fire Mile i et Secund, men nu fik en ganske anderledes Fart! Der kunde De lade Menneskene staae paa den svinglende Jord og halv bedøvede betragte den luende, fnysende Ganger eller Drage, der i forholdsmæssig ringe Afstand farer forbi, bedækkende næsten hele Synskredsen og dragende Jorden efter sig, indtil Solens Nærhed og Tiltrækningskraft faaer Overhaand over Begge, ligesom Malstrømmen sluger to kjæmpende Skibe, der uforsigtig have nærmet sig.

Det var interessant! Videre, videre! sagde Berg.

Opmuntret af dette Bifald fortsatte Otto: Saa gaae vi over til at betragte Maanen. Den er imidlertid reven aldeles ud af sin Bane og kommer nu farende, paa det Voldsomste tiltrukken af Jorden, og slaaer ind som en Bombe. Maanen er fem Gange mindre end Jorden. De kunde lade den slaae ind saaledes, at en stor Deel gik i Atlanterhavet, men dens ene Segment traf ... f Ex. det nordvestlige Afrika, Spanien, Frankrig, endeel af Tydskland og Italien. Hvilken Ligtale at holde! Hvilken Revue over Historiens store Mænd og Begivenheder, Alt knuust i et Secund! Og nu Larmen af Sammenstødet, et Bulder, der overgaaer Alt, hvad man har erfaret eller drømt! Havet sprøiter op i milehøit Skum, Jorden slaaer Revner, saa den underjordiske Ild bryder frem. Jorden farer imidlertid afsted med stedse voxende Hastighed imod Solen. Den indvirker med sin Masses Tiltrækningskraft paa Mercur og Venus og fører dem med sig. Alle de andre Planeter, der gaae udenfor, have alt tabt Ligevægten og fare nu fra deres fjerne Baner allesammen ind mod deres Systems Midtpunkt, Solen. Det var en Hær, et Anfald at male! Digteren staaer i Røg og Damp paa den brændende og hvislende Jord, i det sønderrevne Solsystem; hist flyver et Stykke af Saturns Ring, her en af Jupiters Drabanter, paa den svinglende Uranus seer man Kjæmpeskikkelser. Da gjøres Bekjendtskab idetmindste paa Afstand mellem alle Planeters Beboere, og naar man saa kommer til Solens Atmosphære, Ildhavet, faaer man endelig at vide, hvoraf dette Ildhav bestaaer, hvad det er, hvoraf det næres.

Jo vist, afbrød Digteren ham, troer De, Nogen staaer og gjør Iagttagelser i et saadant Øieblik!

Ja, hvorfor ikke? Jeg er aldeles vis paa, at Ørsted og Forchhammer ikke lade sig anfægte mere, end om der var Ildebrand paa Jagtveien. Men det forstaaer sig, de maae ogsaa døe, naar vi nærme os Ildhavet. Igjennem dette Hav farer den vilde Jagt, de brændende Kloder, mod deres sidste Maal, ind i Sollegemet som Kanonkugler i et Skibs Sider, og saa er Alt almindelig Brand, en uhyre Kugle, en Vælling af Damp, Gas, flydende Metaller og Mineralier, og næste Dag staaer der i Bladene paa en af Melkeveiens Stjerner, at der om Natten har været et usædvanligt stort Stjerneskud paa Himlen - thi Andet er den hele Begivenhed ikke for de Fjerntboende.

Guds Død! sagde Digteren.

Ja, og den store Dampkugle fortsætter det forrige Solløb som Deel af et andet Planet- eller Stjernesystem, indtil Bevægelsen gjør, at Kuglen bliver for stærkt indtrykt ved Polerne, svulmer for meget ud under Æquator, at Ringe løse sig af, briste, slynges ud i Rummet, danne Kugler eller Kloder og saa vort gamle Planetsystem kommer igang igjen med nyformede, smeltede Kloder, der lidt efter lidt afkjøles.

Det er jo en heel ny Kosmogoni!

Aa, ja! Det organiske Liv udvikler sig, altsom Betingelserne indtræde. Naar Dampen afkjøles og Atmosphæren bliver reen, bryder Lyset igennem og Planter voxe op. Dermed er Betingelsen given for det dyriske Liv, og saa komme Dyrene frem o. s. v. I Førstningen er der overalt et tropisk Clima formedelst den indre Hede. Vore Eftermænd paa den nye Jord, de nye Danske, der besidde Colonien Grønland, finde her Palmer, Sukkerrør, Brødfrugttræer, saaledes som det allerede har været i Grønland paa den Jord, som vi for Øieblikket ere paa, for 98 Millioner Aar siden. Saa sluttes Billedet med Beskrivelsen af dette Paradiis i Polaregnene, i Grønland eller i Patagonien, eller hvor det nu skal være. Alting maatte tørne sammen, fordi Verden var bleven gammel og kjedelig. Verden maa engang imellem, hver hundrede Millioner Aar, neddyppes i sin egen Ild og gjenfødes! - Den Tanke kunde De jo gjøre til Indledningen ... Og det, jeg har omtalt, er kun Skelettet; Alt, hvad jeg har paapeget, skulde kun være ligesom Landskabet i Digtet ... o, naar man havde Ordet i sin Magt, saadan som De! Der er Tanker, som ligge ufuldbaarne inde i Sjælen og ikke kunne bryde frem, man kan kun gjøre usikkre Tegn, tale et Fingersprog!

Men De har jo Ordet, De er en heel Digter! raabte Vilhelm Berg.

Man kan endnu faae Ære af Dem, sagde Schiøtt.

Otto hvilede efter sin Iver, glad over den Begeistring, som havde luet i ham, og smigret ved Digternavnet, skjøndt en sagte Stemme erindrede ham om, at han ikke fortjente det.

Nei, jeg kan ikke, sagde Vilhelm Berg; det uhyre menneskelige Drama, der maatte høre til en saadan Epopee, hvis den ikke skulde blive abstract Videnskab paa Vers, vilde overstige mine Kræfter ... Men hvis man kunde behandle endeel deraf som Fragment?

Det var det Nemmeste, sagde Schiøtt; men selv i Fragmentet skal man jo mærke Heelheden. At ville digte et Fragment er omtrent det Samme som at bygge en Ruin.

Ja, det er sandt, sagde Digteren. Og saa maatte man da ogsaa være meget begeistret for Videnskaben og dens Resultater for at udsætte sig for alt det Kjævleri, man vilde komme i ved at støde an mod en Mængde Anskuelser - hvad mener De, Hr. Pastor Bregning?

Bregning svarede, idet han lidt fornemt og ironisk trak paa Skuldrene: Aa, man bryder sig vel ikke saa meget om visse »Anskuelser«. Men siden De spørger om min Mening, vil jeg svare, at det, vi før hørte, dog tillod, at man fornam Stemmen fra Himlen; i den nye, fortræffelige Kosmogoni, der omfatter Mars og Jupiter og Ildhav og Aviserne paa Melkeveien, lader det til, at der for bare Rummelighed ikke er Plads til Vorherre, endsige til hans eenbaarne Søn, den Herre Christus, saa at man knap tør spørge, hvor de ere blevne af?

Ottos Sind var med en Blanding af Begeistring og Selvkjærlighed saa dybt inde i Videnskaben om det Beviislige, at han, tirret ved denne Ironi, udbrød: Aa, det veed jeg ikke! Naar Deres Gud ikke kan komme ind i Videnskaben, maa han blive udenfor!

Men han følte strax sine Ord idetmindste som en Uhøflighed mod Bregning og tilføiede: Der er dog noget Urimeligt i, at Theologerne ikke give os nogensomhelst Vished, men alligevel gjerne ville tage den Vished fra os, som Videnskaben giver! De forlange, at man skal troe, hvad der ligefrem viser sig som Umulighed.

Ja, svarede Bregning i samme ironiske Tone, den Feil have vi rigtignok, at vi forlange, man skal troe. Men tør jeg ellers spørge om et Exempel?

Exempler, dem er der da nok af! Hvorledes forklarer De, hvad der staaer skrevet om, at Døden kom ind i Verden ved Synden, ved de første Menneskers Synd? Havde Legemerne en anden, udødelig Constitution før Synden, eller havde Gud alt ved Skabelsen gjort alle Levende dødelige, det vil altsaa sige syndige, saa at Synden laa i dem?

Det forklares saaledes, svarede Bregning mere imødekommende, at der foregik en Forvandling med al den levende Natur; Alt maatte bøde for eller ordne sig efter Menneskenes Synd og dens Sold, Døden, hvilket ogsaa er ganske naturligt og billigt, eftersom Mennesket er Skabningens Herre.

Vel, lad det være billigt, skjøndt det synes høist ubilligt. Men hvad siger De til, at Døden var i Verden før Synden? Man finder Forsteninger, talløse Exemplarer af forstenede Dyr, der ere døde mange tusinde Aar før Adams og Evas Tid og Syndefaldet. Slægt paa Slægt have afløst hinanden, og de forstenede Lig ligge ovenpaa hinanden, med aldeles utvetydige Spor af Aartusinders Mellemrum.

Der gives ogsaa en anden theologisk Forklaring jeg troer, oprindelig af en engelsk Geistlig, sagde Bregning, og den er, at Døden, hvorom Biblen taler, ikke er at forstaae om selve det Factum at gaae bort, men om Maaden at gaae bort paa, og denne Forklaring bestyrkes ved de Ord: »Thi paa hvilken Dag Du æder deraf, skal Du døe Døden«. Menneskene begyndte altsaa at døe, i samme Øieblik som de syndede. Uden deres Synd vilde den Kjendsgjerning, vi nu kalde Døden, have været en salig Hensynken, en Bortgaaen uden Angst, Smerte, moralsk Lidelse.

Ja, det er smukt; men vi kjende netop den Uskyldighedstilstand, saaledes som den var Aartusinder før Syndefaldet. Dyrene havde de samme Organer som nu, de aad Planterne og fortærede hinanden indbyrdes; der var »Angst og Smerte«, Rædsel og Drab i Verden. Hvad De siger, er poetisk, men svæver i Luften. Til daglig Brug kan man lade sig nøie med en Poesi, der tager sig adskillige Friheder og »lader Bøhmen være omflydt af Vand«; men det kan ikke gaae an ved saadanne Ting, som skulde være meer end Poesi, som ved noget Simpelt, Fyndigt og Tilforladeligt skulde være Grundlaget for vor Tilværelse, men nu hvert Øieblik støder vor Bevidsthed. Man kan føle sig ganske uhyggelig tilmode derved.

I sin theologiske Iver som Biblens Advokat overhørte Bregning disse Ord og svarede: Med alle Deres videnskabelige Forsteninger kan De dog ikke paavise Spor af, at der har været Mennesker før det Øieblik, Biblen antyder!

Nei; men Kranielæren overtyder os om, at der har været idetmindste fem forskjellige Skabelser; alle Mennesker kunne ikke være af een Race. Og forresten, vedblev Bregning, endnu medens Otto talte, er det urimeligt at strides om, hvad der dog maa henhøre til Sagnverdenen. Den egenlige Troeshistorie begynder med Abraham.

Ja, saa forkaster De blot lidt færre Sider end Andre, der forkaste flere Sider af Biblen.

De talte om Abraham, sagde Schiøtt. Har De lagt Mærke til, at Abraham eller Abram med hans Kone Sara lyde paafaldende som Brahma og hans Kone Sara-svati, og at den Historie, som Abraham havde med Sara i Ægypten, formodenlig er en jødisk Misforstaaelse af et indisk symbolsk Sagn?

Det skulde først bevises, svarede Bregning.

Naa, og saa Historien om, at Solen engang stod stille, for at Israeliterne kunde see at vinde et Slag og nedsable andre Guds Børn paa Flugten! vedblev Otto. Det fortælles saadan Mir nichts Dir nichts, som om det, at Solen standsede blot et Secund, ikke forudsatte en heel Dommedags-Revolution i Verdenssystemet!

Ja, er det ikke underligt nok, svarede Bregning, at Grækerne dog have en lignende Historie om, at Solen engang bevægede sig paa usædvanlig Maade? Det er Sagnet om Phaeton. Og Ægypterne fortalte Herodot, at Solen pludselig engang var staaet op i Vest.

Og det indkasserer De Altsammen til Ære for Josva? spurgte Schiøtt. - Ja, hvor mange Poesier ere ikke fælles! vedblev han. Og hvert Folk udlægger Begivenheden til sin private Ære og som Beviis paa sine allerhøieste Connexioner. Congonegrene fortælle, at Verden blev dannet af Engle; men Congolandet blev dannet af Gud selv, fordi det var hans Yndlingsland. Og med Indbyggerne gjorde han sig stor Møie, for at de skulde blive rigtig sorte og smukke. Da han var færdig, strøg han dem kjærtegnende ned over Næsen, og derved blev Næsen flad paa dem og deres Efterkommere ... Jøderne har han nu paa anden Maade taget ved Næsen.

Ja, svarede Bregning, Guds Haand har maaskee rørt ved nogle Menneskers Organer, saa at de paa særegen Maade opfatte det Synlige og Usynlige, det Nærværende og Forbigangne.

Otto udbrød: Ja, man kan dog ganske vist ikke see, høre og fornemme med andre Organer end de almindelige menneskelige ...

Men siden De formodenlig har prøvet at læse Biblen med geologiske Øine - sagde Bregning, idet han med mere dæmpet Stemme og udelukkende henvendte sig til Otto - har De da prøvet at læse Geologien eller Historien med Troens Øine? De ere ogsaa menneskelige, og maaskee i høiere Forstand!

Med Troens Øine? sagde Otto og tilføiede, da han saae, at de i dette Øieblik vare ene: Sig mig Pastor Bregning, sig mig paa Ære og Samvittighed: Troer De? Troer De paa Miraklerne, paa Himmelfarten og alt det Mystiske?

Bregning studsede ved dette uventede og nærgaaende Spørgsmaal, men fattede sig og sagde: Hvo tør sige, at han troer fuldkommen, at han ikke anfægtes? Men hvis De spørger mig, om jeg troer paa Gud Herrens uforklarlige Magt til at gjøre Mirakler i Naturen som i Menneskenes Hjerter, paa hans eenbaarne Søns Offer og Død for vor Frelses Skyld, paa Guds uendelige Kjærlighed og Naade, saa svarer jeg i Guds Navn: Ja.

Og ved disse Ord tænkte Bregning paa Emilie, paa den Kvinde, han elskede af Hjertensgrund; ved dette uforklarlig Lyksalige blev alt andet Uforklarligt i Verden beslægtet med hans Lykke.

Men hvad er da meest - spurgte Otto - Handling eller Tro?

Der er i Virkeligheden ingen sand Handling uden Tro; det Gode, der ikke skeer i Jesu Navn, er uden Betydning.

Vel - sagde Otto, og en trodsig Begeistring luede i ham - jeg troer paa den hellige Frihed, paa Sandheden og Lyset, paa Aandens Kraft og Styrke! Og dersom hele Verden brød sammen, vilde jeg dog troe, at det var Lov og ikke Mirakel, og at vi foer til Fornyelse, aldrig til en Evighed, hvor Mennesker pines evindelig!

Den evige Fordømmelse behøver De maaskee heller ikke ganske at troe paa, sagde Bregning. Det turde være, at der efter Døden er en Mellemtilstand, gjennem hvilken alle menneskelige Sjæle føres tilbage til Gud.

Næppe havde Bregning sagt dette, før Viggo Gram, der ubemærket var kommen til, med Heftighed udbrød: Den Lære kjender vi nok! Det Kjætteri har Kirken alt fordømt paa Origenes's Tid! Nu spøger det igjen; det skal saa net forsone »de Dannede« med Kirken! Vi skal snart have Helvede afskaffet, fordi det ikke smager Dannelsen! Nei, maae vi be'e om den strenge, rene, uforfalskede Christendom med den evige Ild! Den er forkyndt, og den er tændt, og den slukkes ikke af dogmatiske Sprøiter. Det var den national-krigersk-orthodoxe og den moderne danske Theologi, der her tørnede sammen.

Bregning søgte igjen at paatage sig en fornem, ironisk Mine; men Gram fandt en sær Fornøielse i at holde ham til Ilden, anføre Skriftens udtrykkelige Ord imod hans usikkre Mystik, der ophævede Jordelivets Betydning for Salighed og Usalighed, undergravede Forestillingerne om Dom og Straf og derved gjorde Retfærdigheden til en sødlig Vælling - og gav endelig ikke utydelig tilkjende, at Ilden brændte især for dem, der lære vrangt i Kirken. Schiøtt sluttede sig til Gram, gav ham fuldstændig Medhold og tilføiede kun den Mening, at Ilden maaskee endog udelukkende var bestemt for Geistlige. Jeg som Lægmand, sagde han, vil formodenlig for mine Synders Skyld blive sat til at trække Blæsebælgen.

Gram mumlede:

og vendte sig bort.

Mendoza havde paa Milners Bøn sat sig til Pianoet, og hans Spil sysselsatte snart den almindelige Opmærksomhed.

Hvoraf er det? spurgte Vilhelm Berg ivrig, da han standsede. Der var noget overordenlig Smukt deri! Der var noget Blødt og Yndigt .... hvilken deilig, enfoldig Melodi! Og saa lød det rundt omkring saa mørkt og truende, sommetider vildt - hvad var det?

Det var Deres lille Pige, der legede med Solskiven paa Dommedag.

- Mendoza gik strax efter; Bregning og Viggo Gram ligeledes.

Otto havde lyttet til Musiken med sin hele Sjæl og fulgte endnu, længe efter at den var forstummet, de Stemninger, den havde vakt, da Hald nærmede sig ham, slog ham venlig paa Skulderen og sagde: Naa, hvordan gaaer det med Jus?

Aa, saa saa!

De burde skynde Dem! Man maa, medens man er ung, arbeide uafladelig. Man maa arbeide, til man er Halvtreds, og saa trække sig tilbage og nyde Livet i Ro. Det er en engelsk Skik, og den burde vi efterligne her.

Nyde Livet i Ro, og naar man er halvtredsindstyve Aar - det var atter en Yttring, som Otto ikke forstod.

Men, vedblev Hald, det, som nu for Tiden mangler de fleste unge Mennesker, er Villie, en alvorlig Villie til at arbeide mod et fast Maal.

Otto svarede, at han arbeidede, han skrev paa et Drama.

Saa? spurgte Hald opmærksomt.

Men, vedblev Otto spagfærdig, det duer ikke.

Ikke? sagde Hald med et umiskjendeligt, skjøndt dæmpet Udtryk af Glæde. Denne Forretningsmand fandt dog, at der i Poesien var noget Høiere end i Embedsacter, og følte en Slags Trøst ved, at en Yngre ikke var heldig paa denne Vei. Han fortrød maaskee denne Glæde strax efter; men Otto havde hørt den. Et saadant lille Ord kan gjøre klog, han saae i enhver Mand en skjult, misundelig Fjende, og hans Tanke vendte med desto større Inderlighed tilbage til Hende, som vilde blive glad, hvis han udmærkede sig - hvor hun vilde blive forundret og henrykt, naar hun fik at vide, at det var i hans Stykke, hun havde spillet! ... Hendes Budskab til ham, maaskee hendes Brev ... Men det var saa vanskeligt, det blev maaskee aldrig til Noget, det duede jo ikke!

Men han fik ikke Tid til at fordybe sig i sine Drømme; thi Dalberg nærmede sig, gjenkjendte ham og gav ham med en venlig Hilsen Haanden, hvorved Otto blev høilig smigret. Og han blev nu undselig-stolt Vidne til, at hans Hemmelighed gik videre, idet Hald sagde: Han skriver et Drama.

Dalberg nikkede bifaldende og sagde: Med det Æsthetiske have vi jo Alle meer eller mindre begyndt. Om det saa er Guizot og Thiers, have de givet sig af dermed, inden de optraadte i Journalistiken. Den er Europas aandige Valplads, og paa den erobrede de Ministertabouretter og Gesandtskabshoteller. Det er vor Tids sande Poesi, for det er selve Livet forarbeidet til Skjønhed, Frihed og folkelig Storhed. Tiden kalder alle gode Kræfter ind paa Turneringspladsen, og det vil ikke mangle paa Krandse! Glem ikke det! Husk paa, at Deres astronomiske Revolution kun er en Omvæltning af Materien uden Resultat, hvorimod der i Folkeslagenes Revolution er Aand og Sjæl! Og efter denne Tiltale forlod Dalberg dem for at gaae til en anden Gruppe.

Der var i den raske Maade, hvorpaa Dalberg optraadte, noget overordenlig Fristende for Otto. Hvergang han kom i denne Mands Nærhed, var han som en Baad i et stort Skibs Kjølvand. Denne Personlighed, der gjaldt for noget Betydeligt, og som aldrig sagde et Ord, uden at det tjente noget Praktisk, havde for ham en Livlighed og Fylde, der trængte Schiøtts Theorier i Baggrunden. Han var som selve Livet, der vinkede og kaldte, hans Hilsen og Haandtryk, hans Vink om Ideerne, om Kamp og Berømmelse havde noget Magisk. At følge en saadan Mand, kæmpe under hans Banner, blive hædret med hans Venskab! ... og var det ikke en langt hurtigere og mindre besværlig Vei til at nærme sig Hende!

Der aabnede sig pludselig en ny, livlig og herlig Udsigt. En Mængde Ting, han havde læst om i Bladene, fik Fylde for ham, og det syntes ham, at han maatte kunne skrive de skjønneste Sætninger og Artikler om Folk og Frihed, ja Digte derom! Han saae sig alt i Aanden optaget blandt Dalbergs Venner, tænkte sig dem som Landets Ypperste, Rigets Blomst, forestillede sig deres Selskabsliv overeensstemmende med det Salonliv, hvori Guizot og Thiers færdedes, og hvorom han havde læst saa meget i franske Romaner, og som Hun havde hentydet til.

Imedens hans Sind gled hen paa disse Stemninger, imellem disse tillokkende Billeder, var han halv adspredt Tilhører af en Samtale, der end mere ved dens Besynderlighed forøgede det stærke Ungdomsliv, den ubeskrivelige Tro paa egen Kraft og Styrke, den poetiske, triumpherende Trods mod Frygt, Fare og Tilintetgjørelse, som han fornam i sit Sind.

Kammerjunker Billing havde sat sig i en Krog af Sophaen og saae meget alvorlig ud. Schiøtt, der ved at være sammen med Bregning var kommen i en særegen, opvakt Sindsstemning, satte sig hen hos ham og spurgte: Tænker De paa Paradiset i Grønland, eller har Hr. Grams Helvede forfærdet Dem?

Nei, svarede Kammerjunkeren; men det er saamæn over ti Aar, siden jeg hørte en religiøs Samtale ... man kan dog ikke nægte, at Saadant Noget gjør et vist Indtryk. Saa? Virkelig?

Ja, forstaa mig ret, Hr. Candidat! Om man er nok saa oplyst, saa har dog de gamle Skriftsprog, disse Historier om Skabelsen og Syndefaldet og Døden, der kom ind i Verden, et vist je ne sais quoi ... man har dog været Barn engang ... man husker paa gamle Tider ... som sagt, jeg blev virkelig et Øieblik ganske underlig tilmode ... Men det maa komme af, at jeg ikke er vel iaften, jeg har virkelig et Par Dage følt mig ilde ... jeg beder Dem om Forladelse for, at jeg har bragt saadan en Ting paa Bane.

Aldeles ingen Forladelse! Det er jo en Ting, Folk ofte tænke paa.

Virkelig?

Ja, engang skal vi dog uundgaaelig afsted.

Troer De? ... aa, hvor jeg taler! Ja, naturligviis. Men man bør slaae sig de Tanker af Hovedet, man bør adsprede sig.

Ganske vist, det bør man ... Er De bange for Døden?

Bange? Jeg kan ikke sige bange ... men, oprigtig talt, jeg kan ikke begribe, hvordan man kan komme ud af at døe. For et Par Dage siden døde Portnerkonen i vort Huus, og de sige, at hun døde ganske rolig og fornøiet. Jeg har saa tidt mødt hende i Porten og aldrig seet hende an for det. Men hun havde nok heller ikke Meget at forlade, stakkels Kvind.

Det er sandt. Man maa forlade Alt, Embede, Titel, Uniform, Baller...

Ja, men det har god Tid endnu, sagde Kammerjunkeren med et tvungent Smiil.

Jeg be'er om Forladelse: Man er dog i Grunden ikke noget Øieblik sikker.

Aa, der er dog en vis Regel, hvorefter Folk døe.

Unægtelig; men Reglen har saa mange Undtagelser. De kan gaae herfra, faae Sporen ind under et af Trappetrinene, De falder og støder Dem maaskee saa haardt, at De maa afsted. De kan komme lykkelig ned ad Trappen, udenfor falder en Tagsteen Dem i Hovedet, og De maa afsted. De rider imorgen paa Langelinie, tager Dem godt ud for Damerne, Hesten gjør Caprioler, falder, kaster Dem mod et Træ, og De maa afsted. De dandser, spiser Iis, kommer hjem, faaer Typhus og maa afsted. Hvo veed, om jeg ikke døer, medens De sidder her i Sophaen og seer paa mig, eller De, medens jeg seer paa Dem? ...

Men Gud forbarme sig, saa maatte man jo i Grunden altid gaae med en Præst ved Siden af sig.

En Præst? ... hm, ja, saamæn. Hvad skulde han ellers?

Han skulde sige, hvordan det virkelig og sandfærdig er fat!

Naa, Sandheden! ... Har De læst Lenaus »Albigenser«? Kan De huske de Ord:

Schiøtt reciterede Versene saa æsthetisk-begeistret ved Kammerjunkerens Angst og med en saadan trodsig Livsglæde, at Kammerjunkeren, der i dette Øieblik hverken havde Mod til at leve eller til at døe, i sin Kvide og Forvirring udbrød: Ja, kunde man altid have saadanne Folk ved Siden af sig! ... eller var der En, som havde opgivet Alt og gik omkring og prædikede - jeg troer, jeg i saadanne Øieblikke kunde gjøre, jeg veed ikke hvad!

Grev Løvenhjelm havde under de sidste Ord nærmet sig og sagde: Ja, det er et Fortrin, som Katholicismen har med sine omvandrende Prædikanter, og overhovedet er den i mange Henseender egnet til at regere Folkene ...

Katholicismen ... Italien ... o, ja, hvo, der kunde komme til Italien, til Rom, Venedig, Florents! udbrød Kammerjunkeren, hans Tanker ilede afsted som en løsladt Hund fra den Kreds, hvor Schiøtt havde holdt dem indesluttede, fra Døden ud i Livet.

Vilhelm Berg var traadt til, og i den Tanke, at Talen var om de to Theologer, sagde han nogle Ord om Bregning og tilføiede: Han skal nok snart holde Bryllup; han faaer mange Penge siger man.

Hvem skal han giftes med? spurgte Kammerjunkeren.

Der blev svaret: Med en Frøken Emilie Theilmann, Datter af en Agent Theilmann i R-. Otto hørte sin Fødeby, sin Agent Theilmann, sin Barndoms Emilie blive nævnt. Men i samme Øieblik forefaldt en Samtale paa hans anden Side. Den yngste Grev Løvenhjelm havde ført en livlig, ofte af Latter afbrudt Conversation med Milner og Helzen; den angik Damer, var ikke fuldt saa elegant, men mere factisk end de Schiøttske Taler af denne Art. Ved at høre, hvad der blev omtalt næstved, afbrød han pludselig sig selv med: Apropos, De veed da, hvem der har Bryllup iaften?

Og paa det benægtende Svar hørte Otto, at hans »Dame«, hans Skuespillerinde holdt Bryllup med Kammerherre Hjelmkrone.

Er det virkelig sandt? udbrød Milner. Hvor det er gaaet stille af] og hvor det Bryllup kommer pludselig!

Ja, man siger ogsaa, der var Periculum, sagde den unge Greve letsindig og med et frivolt Smiil.

Det var æreløst sagt! skreg Otto.

Hvem er den Herre? spurgte den ældre Greve, idet han holdt Lorgnetten for Øiet og saae paa Otto.

Det kunde De spurgt Deres Fader om, da jeg var hans Gjæst og De en Tølper!

Hys ... tys ... Menneske! sagde Milner forbauset til Otto.

Otto var ude af sig selv af Smerte og Vrede og raabte: Tys heller paa den adelige Hovmod, der hverken agter borgerlige Mænd eller Kvinder!

Selskabet var fuldstændig forstyrret.

Dalberg nærmede sig Otto og sagde: Jeg venter, De gjør Afbigt...

Saa? For hvad? Jeg har sagt Mit og venter ... hvad det skal være!

Og ligegyldig for Alt uden for de Følelser, som stormede i ham, forlod han Selskabet.

Da han kom til sin Bopæl, var han ikke istand til at gaae op for at sove, men vedblev at gaae frem og tilbage paa Gaden med et forstyrret og piint Sind. Medens han vandrede saaledes, kom Schiøtt gaaende, maaskee i den Hensigt at aflægge ham et lille Besøg.

Naa, sagde Schiøtt, det gjorde vi jo godt!

Ja, det fortryder mig blot, at jeg lod det blive derved!

Det vil ogsaa fortryde Deres store Lærer, Hr. Sem. Han strøg dog Ærmerne op og fik Paulsen paa Døren; men han har slet ingen Glæde af den Opdragelse, han har givet Dem.

Gjør dog ikke Ondt værre, Schiøtt! De veed dog, at jeg har lidt Uret!

Har De lidt Uret? De? Ja det maa De rigtignok sige! Et ungt Menneske lader falde et mistænksomt Ord om Skuespillerindedyd, og saa giver De en Forestilling i guddommelig Lidenskab og lader Deres tause Luer blusse mod Loftet i hvirvlende Flammeglød. Veed De hvad, De kan bestemt faae Ansættelse ved Theatret som alle Actricers, Choristinders og Figurantinders Don Quixote. Det bliver just ikke noget Sinecure; men De seer vel ikke saa meget paa Løn som paa en god Omgang.

Otto blev forbauset ved at see Sagen betragtet fra denne Side; han maatte erkjende, at hans Adfærd ikke var forklarlig paa nogen anden Maade.

Efter en lang Pause spurgte han: Hvad sagde man, da jeg var gaaet?

Ja, det vil jeg sige Dem, De kan lære Noget deraf. Man var mere skikkelig imod Dem, end De fortjente; man meente, at De var nær beslægtet med den Dame, der var bleven omtalt; Greverne befandt sig ikke vel derved. Men paa den anden Side var man enig om, at De var gaaet ud over alle Grændser for civiliseret Folkeret, at De var, for at bruge en æret Samtidigs Ord, en Tølper. Godnat, sov vel, og drøm behagelig!