Andet Capitel

For Otto var det, som om der havde været Jordskjælv, paa et Øieblik var hans hele Tilværelse med dens Glæder, Udsigter og Forhaabninger styrtet i Ruiner. Det syntes ham ikke muligt, at Livet kunde befrie sig fra det Omstyrtede og gjenopvoxe til en ny, maaskee bedre Lykke. Hvorsomhelst han saae hen, var der Grund til Smerte, Mismod og Fortrydelse. Det, der laa ham nærmest, og hvori han selv havde været den Handlende, smertede ham ikke dybest, men gnavede ham. Han brød sig ikke om, at han havde gjort sig nogle Fjender, Verden var stor nok til at rumme dem, og naar han, som hans døende Fader havde sagt, blev et flinkt og ærligt Menneske, hvad gjorde da noksaa mange Fjender? Dog, »det Tølperagtige«, hans Forseelse som Gjæst i Milners Hjem, var et Nag. Og desuagtet, da han i Tankerne havde skilt Milner fra de Andre og tydelig seet sin Uret imod ham, ville han dog saa nødig gaae op og gjøre Undskyldning, især fordi han frygtede, at det skulde see ud som Feighed med Hensyn til Greverne. Men da han en Dag mødte Milner paa Gaden og Fuldmægtigen hilste med den største Høflighed, gik han rask hen til ham og skyndte sig - ligesom for ikke at komme til at betænke sig - med at sige: Jeg har forseet mig imod Dem, Hr. Fuldmægtig; jeg beder om Tilgivelse.

Milner kunde ikke lide Otto. Allerede da hans Brev havde lagt ham Ord paa Tungen, der havde bragt Uheld, havde han følt en uklar Animositet; men nu var den bleven tydelig og bestemt; thi et Brud paa Form og Høflighed syntes Milner en Slethed, en Forbrydelse, en foragtelig og utilgivelig Synd. Han kunde blot ikke forstaae, hvad Otto havde til Hensigt ved nu at ydmyge sig; men som Diplomat satte han en Ære i at skjule sine virkelige Følelser, og han besvarede derfor Ottos Ord med Venlighed. Og da Otto blev skuffet af denne Venlighed og rørt sagde: Gid jeg kunde vise Dem, hvilken Ven De idag har faaet i mig! - svarede Milner i en trohjertig Tone: Lad os ikke tale mere derom, De skal ogsaa see, at De har en Ven i mig.

De skiltes, Milner fornøiet over, at han saa godt, endog uden bestemt Hensigt, kunde være falsk, Otto med den Følelse, at naar Alt kom til Alt, var Forholdet til Mænd langt solidere end Forholdet til Kvinder - Kvinderne .... o, nu, da hans Smerte ikke var paa anden Maade beskjæftiget, dvælede den fuldstændig ved de bittre Skuffelser.

Hvad kom det ham ved, at Emilie giftede sig? Ganske vist, han havde opgivet enhver Fordring; men det var paa en besynderlig Maade for ham, som om Noget af Emilie, det meest Poetiske, havde været overført paa Kunstnerinden, og da han nu ogsaa tabte hende, blev Tabet pludselig dobbelt.

Men det er Ulykken ved en Dobbelthed i saadanne Forhold, at hverken Glæden eller Smerten er dobbelt saa sand, stærk og ædel, som hvis der havde været en sand Enkelthed, tvertimod, i Afgjørelsens og Regnskabets Øieblikke har man kun Halvheder. Der var i Sorgen saa megen ubehagelig Undseelse; han kunde ikke skjule for sig selv, at han havde udpyntet Hende med sin Phantasi, og han stod for sig selv, som om han havde faaet en falsk Pynt revet af sig. Og dog følte han sig ogsaa virkelig, menneskelig berørt, og især havde han, hvergang han vendte sig til Arbeide, en dyb Fornemmelse af at have tabt noget Skjønt og Elskeligt. Hvorfor, hvortil var nu Alt?

Det dramatiske Værk, han havde havt for, blev ligesom Valpladsen, hvor alle Stemninger mødtes. Det ene Øieblik afskyede han det og følte en vild, trodsig Lyst til at opgive al Stræben og drukne sin hele Bevidsthed i et eller andet Hav; til andre Tider gjenkjendte han deri Tanker, som stode i Forbindelse med Noget, der var ophøiet over den enkelte Kvinde. Da kunde hans Sjæl i Følelsen af, hvad den havde rakt sig efter, af al Magt begjære noget Opløftende og Styrkende, da syntes den, tørstende efter et uendeligt Reenhedens og Herlighedens Rige, kun at behøve en Haandsrækning til at svinge sig op.

I en saadan Stemning greb han engang pludselig Biblen og slog op i den. Han traf paa Høisangen, og han glædede sig over det heldige Træf, der bragte ham til den høitberømte, bibelske Poesi. Der stod: »Guds Kirkes Længsel efter Messias«, og han sagde vemodig eller følsomt til sig selv: Der er ogsaa en Kirke inden i mig, som længes efter sin Messias. Han læste; men lidt efter lidt blev det ham umuligt at fastholde de to Tanker og Stemninger: Længselen efter Guddommen og Billedet af en ung, deilig, østerlandsk Kvinde, hvis Ynde saa omstændelig og saa glødende blev beskrevet. Disse to Attraaer, den ene, som hans Sjæl søgte at fastholde i den største Aandighed, den anden, som uvilkaarlig, mod hans Villie, bragtes til at strømme gjennem hans Aarer, frembragte en Blanding, der tilsidst forekom ham vederstyggelig, og han kastede forbittret Bogen tilside.

Medens han var saaledes beskjæftiget, kom Mendoza og forstyrrede eller befriede ham.

Det er saa længe, siden jeg har seet Dig, sagde Alfons; jeg troede, Du havde været i Theatret iaftes ... men hvad feiler Dig? Du seer saa underlig ud. Har Nogen gjort Dig Fortræd?

Aa, nej ... ja, i visse Maader er det da Salomon, der har gjort mig Fortræd.

Salomon? Hvilken Salomon?

Kong Salomon.

Kong Salomon? Mener Du Heibergs Vaudeville?

Ih, nei, den rigtige Kong Salomon! Han skriver et Kjærlighedsdigt, og vi Andre skal læse det som en Psalme!

Hvad er det for et Digt?

Høisangen.

O, naar en Konge som Salomon, hvem Gud selv gav Viisdom, siger et Ord, saa har det en ganske anden Betydning end andre Menneskers Ord. Det er som en Kirke, der er en lille Bygning af Steen og Træ og dog rummer Herren.

Saa? Hvilken Betydning rummer det da? Kjender Du den?

Ja, vi synge hver Fredag Aften en Sang om at gaae Bruden imøde. Den Brud, der kommer tilsløret og med Perler i Haaret, er Sabbathen. Men Høisangens Brud er den høie Glædesdag, som vi bede til om Paasken, den store Tid, da Elias skal komme tilbage. Der staaer skrevet hos Jeschaia: Retfærdighed skal være hans Belte og Trofasthed om hans Hofter; en Ulv skal gaae fredelig ved Siden af et Lam, en Parder ved Siden af et Kid, og en Kalv ved en Løve, og et Barn skal drive dem. Da skal Alt være Hellighed og Kjærlighed.

Naa, det er Din Messias?

Ja, hvem anden?

Vil Du nævne mig Noget i Høisangen, der taler om hellig Kjærlighed?

Lad mig see ... ja, der staaer: Mange Vande kunne ikke slukke Kjærligheden, ei heller Strømme overskylle den. Om Nogen vilde give alt sit Huses Gods for Kjærlighed, man skulde dog aldeles foragte ham.

Ja, det lyder smukt; men jeg kan rigtignok ikke finde nogen dybere, hellig Betydning deri.

Hvor er det ogsaa muligt? De danske Ord og Bogstaver kunne jo ikke danne de hemmelighedsfulde dobbelte Tegn som de hebraiske! Naa, saadan! Men hvad siger Du da om disse Ord: Du, min Veninde! er skjøn som Thirza ... vend Dine Øine om fra mig; thi de, de gjøre mig heftig -?

Staaer det der?

Ja, see selv.

Men det er en Bagvaskelse mod Kongen! raabte Mendoza. Der staaer: Hirhivuni, og det er ikke: de gjøre mig heftig, men: de gjøre mig stolt. Naar man husker de hebraiske Ord, er det Hele ogsaa noget ganske Andet, de lyde som Musik, der fryder, uden at man bryder sig om, hvordan Noderne see ud. Hvorledes synes Du om det? spurgte Mendoza og citerede hele Sætningen: Hoseibi Einajich o. s. v.

Ja, jeg kan rigtignok ikke høre noget Mærkeligt, sagde Otto.

Det lyder ogsaa smukt paa Spansk, vedblev Mendoza og gjentog Ordene paa Spansk.

Ja, jeg kan stadig ikke høre Noget.

Kjære Otto, i hvilket Sprog skal Gud tale til Dig, for at Du kan høre?

Der laa en lille rabbinistisk Spidsfindighed i Mendozas Ord, men Tonen og Meningen var saa kjærlig, at Otto blev slaaet af dette Spørgsmaal.

Efter en Pause sagde han nølende og med nedslagne Øine: Sig mig, Alfons, hvad anseer Du for Synd?

Hvad jeg anseer for Synd? Det Samme som Du!

Naa ... ja ... men saa sig mig: Hvad anseer Du for nødvendigt til at leve lykkelig?

At gjøre, hvad der er Ret?

Ja, men hvad er Ret?

Der er Noget i Dine Spørgsmaal, som gjør ondt. Du spørger som med en Tang. Veed Du ikke nok selv, hvad der er Ret? Det staaer jo i Loven.

Ja, men naar er Du saadan rigtig lykkelig? Har Du ikke Tider, da Du er lykkelig?

Jo, Gud skee Lov, f. Ex. om Sabbathen, naar vi sidde hjemme hos Bedstefader ...

Hvad er da egenlig Sabbathen? Hvad er nødvendigt til at holde den? Ja, det kan kun forstaaes af en Jøde, af En, der aldrig har spiist Ureent og virkelig kan hvile i Sjælero paa Sabbathen.

Og naar Du spiste, hvad Du kalder Ureent, vilde Du ansee det for Synd og føle Dig ulykkelig?

Ja.

Herregud! - Hvor Du er lykkelig, Alfons! ... Men hvor det er en besynderlig, skrøbelig Lykke, som beroer paa saadanne ydre Ting, paa et Stykke Smørrebrød!

Skrøbelig? Ydre Ting? Hørjeg skal fortælle Dig en Historie: En Konge gav en Mand en Fæstning at bevogte. Da kom En og sagde til Manden: Der staae alle disse Pallisader udenfor Voldene til ingen Nytte; de høre dog i Grunden ikke til Fæstningen, lad os tage dem til Brændsel. -Ja, lad os gjøre det, sagde Manden. - Da kom en Anden til ham og sagde: Voldene og Gravene ere dog kun ydre Ting, og Du skal kun bevare Fæstningen selv uskadt for Din Herre; lad os forvandle dem til skjønne Spadseregange med Løvhytter og Buskadser, hvor vi Alle kunne finde Glæde. - Ja, lad os det, sagde Manden. - Da kom Fjenden en Dag og gik lige ind i Byen, for den var ikke længer Fæstning. Vore Skikke og Ceremonier ere Fæstningens Pallisader og Volde.

Men der er dog saa Mange af Eder, som ikke bryde sig om dem.

Saa bør de gaae til de Christne.

Tilstaa det, Alfons, Du anseer os Christne for ringere end Dine! Den Messias, Du venter, skal kun komme til Jøderne og ophøie dem!

Alfons svarede undvigende: Jeg veed, at han vil komme, og at jeg skal berede mig paa ham; hvad han da i sin Kjærlighed vil gjøre, tilkommer det ikke mig at udgranske.

Saa du troer virkelig, at han vil komme?

Hvorfor skulde jeg ikke troe det?

Du er dog Student.

Skulde Vorherre have forandret Verden, fordi jeg tog artium?

Aa, det er ikke paa den Maade, jeg mener det!

Der blev atter en Pause, og atter rykkede Otto frem med et Spørgsmaal: Sig mig, Alfons, hvad troer Du om .... om Mandens Forhold til Kvinden?

Alfons svarede docerende som en gammel Mand: Der staaer skrevet: Glæd Dig med Din Ungdoms Hustru! Min Søn, hvorfor vil Du vandre omkring med en Fremmed og omfavne en Ubekjendts Barm!

Ordet »Din Ungdoms Hustru« var som et Knivstik for Otto. Han spurgte: Hvor staae de Ord?

Dem har Kong Salomon sagt.

O! raabte Otto forbittret, Salomon, som selv havde syvhundrede Hustruer og trehundrede Maitresser! Et heelt Harem fuldt af Hedningepiger!

Derfor tog Gud ogsaa Riget fra hans Slægt og lod den kun beholde Juda og Benjamin.

Derfor?

Ja, Gud sagde det selv til ham.

Troer Du det?

Men troer Du det ikke? Det staaer jo i Biblen!

Deres Samtale var som Olie og Vand, der ikke kunne flyde sammen.

Otto gjorde en Sidebevægelse med Tanken og spurgte: Har Du nogensinde lidt af Intolerance?

Nei, jeg kan ikke sige det, svarede Mendoza. Engang imellem, naar jeg har et lille Held, saa hører jeg nok en Lyd; men hvis jeg var Christen, gav vel den samme Følelse sig Luft paa anden Maade. Og i min Barndom mærkede jeg heller ikke Meget ... Jo, jeg husker dog en lille Historie.

Hjemme hos os? spurgte Otto.

Ja.

Otto lyttede med Opmærksomhed.

Jeg var engang gaaet udenfor Porten med mine to halvvoxne Fættere - Du husker dem vel nok, de to Tyksakker? Der kom en Byge, og vi skyndte os hjemad. Regnen blev alt stærkere og stærkere, og vi løb, alt hvad vi kunde. De holdt mig ved hver sin Haand, og jeg løb oppe paa de store Stene midt i Gaden, mine Fættere trampede i Pytterne. Ligesom vi saa løb forbi Major Holm ... kan Du huske, hvor han boede? I det hvide Sted paa Hjørnet ... kom en Dreng ud i en Dør og skreg: Æh, Jøder, kan I spise Flæsk og Fløde! Min ene Fætter og jeg vedblev at løbe; men den anden løsnede sig fra os, foer hen til Drengen, slog ham ned i en Vandpyt og kom tilbage til os. Vi talte ikke et Ord derom. Men da vi kom hjem, gik vi ned i Folkenes Kjøkken og listede os til at spise et Stykke koldt stegt Flæsk og drikke Fløde til, og saa saae vi paa hinanden uden at sige et Ord.

Hvilken underlig lille Historie! ... Men saa har Du jo spiist Ureent!

Ja; men jeg fik streng Straf derfor, da det blev opdaget, og jeg maatte faste en Dag. Naar vi synde af Uagtsomhed og gjøre Bod, bliver Synden os tilgivet.

Da Alfons var gaaet, sagde Otto sørgmodig til sig selv: Han er et godt Menneske, og det er jeg ikke. Han hører hjemme i det gamle Testamente, hvor de boede i Pauluner; jeg hører hjemme ... i det nye Testamente! Lad os slaae op i det nye Testamente!

Han slog op, og hans Øine faldt paa det Sted i Matthæi Evangelium:

Men vil Du indgaae til Livet, da hold Budene.

Han sagde til ham: hvilke? Men Jesus sagde: Dette: Du skal ikke ihjelslaae; Du skal ikke bedrive Hoer; Du skal ikke stjæle; Du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; ær Din Fader og Din Moder, og: Du skal elske Din Næste som Dig selv.

Da siger den unge Karl til ham: Det haver jeg holdet Altsammen siden min Ungdom, hvad fattes mig endnu?

Jesus sagde til ham: Vil Du være fuldkommen, da gak hen, sælg, hvad Du haver, og giv Fattige det, og Du skal have et Liggendefæ i Himlen; og kom og følg mig.

Men der den unge Karl hørte det, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.

Det var ikke den Slags Kjærlighed til jordisk Gods, der ligner Gjerrighed, som trykkede Otto, og under Indtrykket af det Rene, Smerteligluttrende, som aandede til ham af Evangeliet, kunde han ikke forstaae, hvorledes den unge Karl kunde være gjerrig og ikke med Fornøielse opgive Alt for at leve i Selskab med saadanne Personligheder som Christus og hans Disciple og drage om med dem i Jødeland. Han blev reven hen i en Slags Begeistring for det Fuldkomne; i det Sidste og Høieste, indsaae han, maatte der være Fred og Lyksalighed, og det var det Eneste, der var værdt at stræbe efter; thi flere Slags Fuldkommenheder var der jo ikke, Christus havde ikke villet oprette hinduiske Kaster. Men da han ret begyndte at anvende det paa sig selv, da han tænkte paa, selv at gjøre Alt, blev det ham umuligt. Han havde et Øieblik været som i Himlen, og ved Betragtningen af sig selv kom han tilbage paa Jorden og følte Afstanden mellem Himmel og Jord som en uforligelig Modsætning. Det kan ikke nytte, sagde han, de ere uforsonlig adskilte, og vil man tilhøre Himlen, maa man tage Livet af sig - og saa modtage de En jo ikke deroppe. Om jeg nu forlod Alt og gav Alt, hvad jeg eier, til de Fattige, saa kom jeg under Fattigvæsenet, paa Ladegaarden. Jeg kan ikke indsee, at jeg derved blev et bedre Menneske. Ja, levede man i Østerland, hvor der hverken er Universitet eller behøves Brænde i Kakkelovnen, og gik Christus der omkring endnu! - - Det passer dog virkelig ikke til vore Forhold. Sagen er, at man maa indrette sig, som man kan bedst. Og med disse Ord lagde han Biblen hen og havde en uvilkaarlig Glæde over, at den ikke var praktisk. Han, som var bleven forarget, fordi Hald glædede sig over, at han ikke kunde frembringe noget Skjønt, var nu selv glad over, at noget Idealt forsvandt af Verden.

I næste Øieblik gik det ham, som det - ham uafvidende - var gaaet Hald: Det gjorde ham ondt. Han fremtog igjen Biblen og sagde: Lad os da see, hvad Christus tog sig for, da han var paa min Alder. Han bladede frem og tilbage, læste underveis om Kvinden, der bliver ført for Christus, og om hvem han siger: Den, der er reen, kaste den første Steen - dvælede ogsaa lidt ved Kvinden, der salvede ham; men det, han søgte, kunde han ikke finde, for det staaer der ikke.

Det begyndte at løbe surr for ham; den ærlige Stræben var ved at forsvinde, og verdslige Tanker kom imod hans Villie. Det var en temmelig let forklarlig Reaction af den lavere Menneskelighed, der bryder frem, naar man theoretisk har beskjæftiget sig med det Høieste, og deraf komme formodenlig de Sagn, man har om, at Djævlen netop frister de Fromme midt i deres Studier og Andagt, saa at endog en from Mand har troet at see Djævlen lyslevende for sig og kastet Blækhornet efter ham. Det var nærved Tusmørketiden; for Otto var det, som om med de kommende Skygger Billeder mylrede ind i hans Phantasi, Billeder af Kvinder, dannede efter de mangfoldige Samtaler, han havde hørt, og efter hvad han havde seet, oplevet og følt. Jo mere han gjorde sig Umage for at fæste Tankerne paa den hellige Skrift, desto mere smilede alle disse Billeder til ham, opfordrede ham til Glæde, til at huske paa sin Ungdom og lade Violen sørge. Vær dog glad engang, vær ung som andre Mennesker, kryst Livet i Din Favn! saaledes sang det for hans Øre, og jo mere Tusmørket faldt paa, desto mere syntes ham, at der inden i ham blev tændt Kjærter, ja, han hørte Musik ... det begyndte næsten at lyde som et Orgel ... han lyttede, det var virkelig Orgeltoner, i dette Øieblik hørte han ganske tydelig en mægtig, høitidelig Brusen.

Greben af Tonerne, villieløs baaren paa disse Bølger, lyttede han som til et Mirakel, og det varede en Stund, inden han kunde forklare sig det naturlig: Vinden bar paa fra Trinitatis Kirke, i hvis Nærhed han boede, og der var for Øieblikket ganske stille paa Gaden.

Er der Noget, der kalder mig? sagde han. - Jeg troer, Himmel og Helvede ere ude at spadsere iaften. Velan, jeg kommer, hvad det saa er, der kalder!

Det var hverken Himmel eller Helvede, skjøndt Muligheden til begge Dele, der kaldte paa Otto, nemlig en Vielse.

I det Øieblik han kom, blev Bruden ført hen foran Præsten, medens Brudgommen nærmede sig fra den anden Side. Brudgommen var Hald, Bruden Camilla Sander. Hun tog sig overordenlig godt ud i den hvide Dragt, og - hvad der er et vigtigt Formaal ved en Kirkevielse, blev opnaaet - hun vakte Beundring. Men for Otto var her noget Mere; i den festlig oplyste Kirke var det for ham, som om han saae noget Bekjendt, Hverdagsligt, Menneskeligt ifærd med at blive forenet med noget Engleligt. Han saae paa Brudefølget; det bar tydelige Præg af at høre til de høiere Klasser. Alt var alvorligt, høitideligt; men det var den Slags Høitidelighed, hvori Andagt og Glæde ere forenede; det var et Skuespil af Jordelivets Lykke, der blev opført for ham. Tætved ham stod Student Lind med en ung, nydelig Pige under Armen; al deres Sjæl var i Øine og Øre, mens Vielsen gik for sig.

Da den var forbi, bød Hald sin Brud Armen, førte hende til hendes Plads og satte sig hos hende: Hun var hans.

Orgelspillet begyndte igjen, Brudetoget satte sig i Bevægelse, Folk trængte sammen for at see Bruden endnu engang, Kirkedøren blev slaaet op, man hørte Heste trampe udenfor, der var Larm af Karether, af Folk, af Politi, der holdt Orden, Orgelet sendte sin sidste Hilsen, Lind og hans Forlovede, samtalende med et talrigt Selskab, gik forbi Otto, og hvor Lind saae lykkelig ud!

Han misundte ikke Hald hans Brud og ikke Lind hans Forlovede. Hvad der stod levende for ham i dette Øieblik, var den lykkelige, poetiske Hjemlighed, en Familiekreds, der var rig som Grevens, inderlig som Sandbergs og aandfuld som Hun, Skuespillerinden. Han attraaede kun at turde være Gjæst, om end kun et Øieblik at høre hjemme i en saadan Kreds, at turde stige op i en af disse Karether og følge med .... den raae Aftenluft slog ham imøde, Karetherne fore afsted i største Hast, Lykken havde travlt og glemte ham.

Der kom ham en dyb, bønlig Klage paa Tungen. Han skyndte sig afsted for at være ene og bede, han ilede op paa Volden.

Du Gud! - udbrød han, saasnart han havde forvisset sig om, at han var ene - Du kjære Gud! .... eller egenlig det Begreb, den Forestillingjeg havde i min Barndom. Min Barndoms Gud, hvem jeg engang skjulte mig for ... hvor det var lykkeligt at troe saadan! Nu kan jeg ikke ret finde Dig. Men hvis Du har en materiel, selvstændig Tilværelse - hvad der er saa vanskeligt at fatte - saa veed Du, i hvilken Sindsstemning jeg nu befinder mig, idet jeg søger Dig uden at troe paa Dig, griber efter Dig med lam Haand. Du veed, hvor ynkelig jeg er tilmode ved at have seet Livets Lykke og Varme. Hvorfor er jeg udelukket, medens saa Mange, der ikke ere bedre end jeg, ja knap saa gode som jeg, ere lukkede ind? Hvorfor gaaer jeg her i den raakolde Aften alene, forladt, uden Hjem, uden inderligt Tilhold? Hvis jeg kastede mig ned paa et Gadehjørne og græd og sagde, jeg var sulten, vilde man give mig Brød; men, hvis jeg sagde, at jeg vilde ind til en lykkelig Arne og varme mig ved dens Luer, saa vilde man lee af mig. Af Menneskene er Intet at vente. Vil Du da ikke hjælpe mig? Vil Du ikke gjøre Noget for mig? Kan jeg ikke henvende mig til Dig som til en velgjørende, rig, fremmed Mand, der giver uegennyttig, og uden at det er en Ydmygelse? Kan Du ikke, siden Du seer mig i Vaande, gjøre det første Skridt? Troen paa Dig gjør maaskee det Meste, giv mig da Tro. Kan Du ikke sende mig Noget, hvorved jeg mærker Din Haand? Jeg beder ikke om Rigdom; jeg forlanger ikke, at Manna skal falde ned til mig; men giv mig min Arvepart af Livets Lykke. Bliv ikke vred, Du kjære, gode Gud; men jeg bilder mig ind, mig synes det naturligt, at man kun gjennem Lykken kan komme til at blive et godt Menneske og troe. Giv mig da Lykke. Jeg er dog saa ung, og Du veed, hvis Du ellers materielt beskjæftiger Dig med os, at mit Hjerte er frisk og sundt. Hvorfor skal det staae stille? Hvorfor skal Lys være tændt i saa mange Vinduer bag de nedtrukne Gardiner og jeg gaae udenfor mellem de kolde Huusrækker, som om Livets Hyggelighed ikke var til for mig? Ja, der er nok nogle Mennesker, jeg kjender; men det er dog ikke de rigtige! Vil eller kan Du ikke hjælpe mig? Ak, jeg taler til Dig og mærker saa godt, at jeg ikke faaer Svar. Aftentaagerne ligge lige klamme over Bastioner og Grave, og jeg gaaer ene. Ikke et eneste Menneskes Fodtrin høres i det visne, fugtige Løv. Jeg vil lytte, og blot Løvet rasler under Mennesketrin, vil jeg troe at høre Bud fra Dig. - - Nei, det er stille, og om det nu ogsaa havde raslet - nei, man er forladt! Man maa selv bryde Lykkens Dør op, »Lykken hjælper den Kjække« ... Ja, vidste man blot, hvor den var! ... Der er en Comedie, hvor han hører hende synge indenfor ... hørte man saadan en Stemme og saadan en Sang, blev man kaldet og begeistret, blev man elsket! Men jeg - - Min Gud, min Gud! hvor Alt er klamt!

Naa, iaften har jeg da bedet, og jeg er lige mistrøstig .... for jeg veed nok jeg har slet ikke bedet! .... Hm, Moder sagde engang, at jeg skulde lære det. Hun sidder vel nu ved sin Bibel, den er nu engang hendes Verden .... og jeg kan ikke fatte, at jeg skal opgive, hvad jeg ifølge Livets egen Magt begjærer, det vilde dog blive til et skrækkeligt Hykleri! .... Nei, jeg kan ikke, og jeg vil ikke! Jeg er stærk, det føler jeg. Lad Lykken engang komme mig nær, og lad os saa see, om jeg ikke griber til »i en Pokkers Fart«, som Schiøtt sagde ... Ja, jeg har godt ved at true med at gribe til! Hvor er den? .... Ak, jeg er saa ene .... Schiøtt - lad mig gaae op til ham! Nei, han er naturligviis ude ... Gud veed, hvordan han er tilmode, naar han er ene! - Lad mig gaae hjem og sove eller læse ... Læse? Hvorfor læser man egenlig? ... Ja, for Pokker, hvorfor læser man egenlig? - Schiøtt har sagt mig saa mange Ting; men jeg har dog aldrig faaet nogen Heelhed. Imorgen tidlig vil jeg gaae til ham, og det skal komme til en afgjørende Samtale imellem os!