Femte Capitel

Hvor vanskeligt det end er, at et menneskeligt Forhold kan unddrages den Tanke, hvormed det blev til, saa var det dog et smukt Forhold, der nu opstod mellem Pauline og Otto. Hos et østerlandsk Folk omtaler Religionsbogen sex Slags Kjærlighed, af hvilke een kaldes »den himmelske Musiks Kjærlighed«; men trods det skjønne Navn er denne Art dog kun den tredie i Rækken: høiere er sat den Forening, som stiftes for at vedligeholde en ædel Familie, og høiest den, hvis Formaal er at hædre en Gud. Seer man nøiere til, opdager man maaskee, at Forskjellen mellem alle tre Arter hovedsagelig er den første Tanke, den Aand, den Duft, hvori Kjærligheden fødtes: under opløftende, rene, himmelstræbende Stemninger, eller mellem en kraftig, stolt Families hæderfulde Traditioner, eller under en Concert, paa Bal eller overhovedet slige tilfældige Møder, hvor Sindet var halv romantisk, halv sandselig sat i Stemning. Denne tredie Art kan en Tidlang være saare smuk - ja, de Fleste gifte sig paa den. Den kan være som deilig Musik; den gynger og bølger gjennem Blodet syngende og klingende som Fuglekvidder i Skoven, den sætter Sjælen i glad og stærk Bevægelse, saa at den rummer mere Liv end forhen, bliver oplagt til skjøn Idræt, skuer paa hele Livet som paa en underfuld Have og glæder sig over alle Blomsters Duft. Poeterne fremstille den gjerne som Menneskelivets virkelige »himmelske Musik«, forstaae at lade den menneskelige Lidenskab og Smerte bruse med stærke Orgeltoner og røre Tilhørere og Tilhørerinder, og lade saa sædvanligviis Tæppet falde ved Brudekamrets Dør eller ved en brat Død.

Der kom virkelig noget Smukt imellem Otto og Pauline. Den begavede, ensomme Ungdom stræber saa ivrig opad, har en saadan Sands for det Lyse og Rene, at den kun behøver en Anledning for at løfte sig ud og op fra de nedtyngende Magter, det Voldsomme, Fortærende, den bærer paa. Anledningen var givet ved Aftenens Samtale, og hvergang de senere mødtes, adløde Tanker og Ord uvilkaarlig denne Impuls. Han omtalte aldrig sine ungdommelige Planer, Forhaabninger, ærgjærrige Tanker; deels vare de ham selv for uklare, deels havde han formegen Smag til at ville glimre for saa billig Priis; men det mærkedes gjennem Alt, hvad han sagde, at han begjærlig stræbte efter noget Stort og Skjønt. Og skjøndt hun dunkelt følte det og beundrende saae op til ham, sagde hun det ikke. Hun var overhovedet taus, naar det kom an paa at udtale Følelser eller af hende selv frembragte Anskuelser; men desto mere foranledigede hun derved Otto til livlig Tale. Han bragte hende sin Sjæls poetiske Attraa, Udbyttet af sin Læsning og Erfaring, det Skjønneste og Bedste, han eiede. Endskjøndt en Moder vilde have taget meget i Betænkning at overlade sin Datter til en saadan Omgang, kunde hun dog for Øieblikket ikke have ønsket hende en renere, kydskere. Han havde et særeget Talent til at udfinde og fortælle saadanne Begivenheder, hvori der paa opløftende Maade viste sig en Kamp, enten smertefuld eller seirrig. Saaledes fortalte han om Bernard de Palissy, der i det 16de Aarhundrede havde udtænkt en Maade at brænde Glasmaleri og en Slags Terracotta paa: Han anvendte sin hele Formue paa frugtesløse Forsøg, og tilsidst var han saa fattig, at han brændte sin sidste Stol for at gjøre et Forsøg endnu, og saa -lykkedes det! Pauline mødte det dybe Udtryk i hans Øine med et Blik, hvori han troede at læse den hjerteligste Interesse for Bernard de Palissys Terracotta og Glasmaleri.

En anden Gang fortalte han hende Begivenheden mellem Rubens og Klosterbroderen: Paa en Reise blev Rubens overfaldet af Uveir og søgte Ly i et Kloster. Da han næste Morgen før Afreisen kom ind i Refectoriet, blev han overrasket ved Synet af et Maleri, som hang paa Væggen, og som syntes ham et uovertræffeligt Mesterværk. Han spurgte Prioren, hvem der havde malet det, hvortil ligegyldig blev svaret, at det blot var Noget, som en af Munkene havde faaet Lov til at sysle med i sine Fritimer. Men hans Navn? udbrød Rubens og saae sig om i Kredsen. - Han har intet Navn, han er Munk, lød Svaret. - Jo, raabte Rubens, han maa, han skal have et Navn; thi han er et af de største Genier, Gud har skabt ..... ja, smiil ikke, Mand, det er mig, det er Rubens, der siger det! - Og ved at høre Dommen udtalt af dette Navn, styrtede en ung Munk ligbleg om og døde kort efter.

Otto tilføiede: Han havde bundet sig for Livstid, da Anerkjendelsen, Livet, Berømmelsen viste sig for ham i al sin Herlighed! Have det saa nær og ikke kunne naae det!

Den stakkels, stakkels Munk! sagde Pauline.

Det indtraf dog ogsaa snart, at hans smaa Fortællinger fik et mere praktisk Formaal. De gik en Vinteraften sammen paa Blegdamsveien; han bøiede sig over hende og ikke synderlig meer end Sløret skilte Ansigt fra Ansigt. Da fortalte han hende om de to Børn, som legede ved Rhinen; de havde skjult sig i en Viinstok, og der var et Viindrueblad mellem hans Mund og hendes, og han kyssede Bladet; da sagde hun: Tag Bladet bort og kys mig. - Paulines Slør blev taget bort, og hun gav, eller han tog det første Kys. Sneen laae reen og hvid for deres Fod, og Stjernerne tindrede over dem.

Hvilken lykkelig Tid! Han havde forhen i Samliv med Mendoza prøvet det fredelige, inderlige Liv, der var rigt i sin Halvdunkelhed, det Liv, hvorfra han saae ud paa den virkelige Verden som noget Fjernt, Uforstaaeligt, skjøndt Poetisk. Nu var Forholdet omvendt, han havde al Rigdommen, Verden Ingenting, eller han tænkte ikke over, hvad Verden havde. Endnu omgaves han af den uskatteerlige Halvdunkelhed; men det var Morgenens, uendelige Forjættelser laae deri, fine, dulgte som Solstraalerne i Sommermorgenens friske Farver. Tilværelsen havde for ham hint deilige bløde Skjær, som vi beundre paa Morgenduggen, paa Ferskenens Lød eller endnu mere: paa den Elskedes Kind. Ja, saa blød som Paulines Kind, som hendes Læbe med de fine Duun, syntes Tilværelsen ham.

Livet var saa stærkt hos ham, enten han var sammen med hende eller ene. Det forekom ham, at hele Verden skulde fremad, og han behøvedes dertil; den havde Hast og ventede dog paa ham. De lykkelige Stemninger gik igjennem hans Bevidsthed ligesom Hærskarer af skjønne Billeder, af poetiske Skikkelser, som det ikke faldt ham ind at tvinge og fastholde - dertil var han midt i den drømmende Ro for urolig, dertil havde han ogsaa altfor meget Tiden for sig! Fornemmelsen af en ham forbeholdt aandig og sjælelig Lykke gjennemstrømmede ham med en saadan Klarhed og Skjønhed, at der syntes at blive meddeelt hans hele Existens Uforkrænkelighed. Ligesom der af Ægypterne blev fundet en legemlig Substans, der ved at indblandes i det døde Legeme befriede det fra Opløsning, saaledes synes der at være en sjælelig Balsam og Krydderduft, der meddeler sig til hele Personligheden og trods al Sandsynlighed bringer den til at føle sig hævet over Tid, Forkrænkelighed og Død.

Undertiden mærkede han, at Pauline ikke kunde følge med, skjøndt hun gjorde sig Umage for at see ud, som om hun forstod ham og deelte hans Tanker. Som saa mange unge Piger betragtede hun ikke den aandige Verden, det Fjerne, Store, som Noget hende personlig vedkommende. Uagtet hun havde talt om, at hun vilde være Kunstnerinde, saae hun op til Digtere og Kunstnere med en ængstelig Ærbødighed, ligesom i plebejisk Afstand, medens han med al sin Ærefrygt og Enthusiasme dog altid følte sig dragen til dem som ved Slægtskab. Meget af, hvad Otto omtalte, havde kun Værd for hende, fordi han omtalte det, medens det kostede hende Anstrængelse at lytte. Derimod havde hun øieblikkelige, overraskende Glimt af Intelligens, forenet med Elskov, en dyb, dulgt lidenskabelig Natur. Og saa var hun saa smuk og frisk! Det var fuldstændig Tilgivelse for hver lidet Øieblik, da han ved hendes Side mærkede sig ene med sine Forestillinger eller Længsler.

Denne Slags Følelser vare for meget Personlighedens inderste Eiendom, til at Otto kunde have udtalt dem til Andre, og han hørte heller ikke meget til de Characterer, der behøve en Fortrolig. Om hele Kjærlighedsforholdet var han taus mod sine Bekjendte eller Venner; de, han nærmest kunde have meddeelt sig til, nemlig Schiøtt og Mendoza, syntes ham hver paa sin Maade ikke egnede til romantiske Sympathier, og engang da han i en usædvanlig meddeelsom Stemning sagde til Sem: Der burde være opreist Altre, hvor man kunde offre Hekatomber - svarede Sem med tænksom Mine: Ja, men var det hundrede Øxne eller hundrede Been, altsaa fem og tyve Høveder, de offrede? Eller deriverer Du det af Hekate?

I sjælelig Henseende havde Forholdet i Løbet af et Par Maaneder forandret sig overordenlig; men i ydre Henseende var det endnu som ved det første Gjensyn: de mødtes hemmelig, paa alfar Vei. Saa kjær og lokkende end det Hemmelige er, saa kunde Modsætningen dog ikke undlade ved flere Leiligheder at gjøre sig følelig. Som Alle, der ere udgaaede fra et godt Familieliv, følte Otto en uvilkaarlig Trang til at nyde sin Lykke paa huuslig, hjemlig Maade. Han trængte til et hjerteligt Tilhold, og det blev alt mere uadskilleligt fra Pauline; men saa Meget og ikke mindst Tanken om Moderen og hendes Adfærd hiin Aften traadte gjennende i Veien. Pauline slog aldrig paa Sligt, og de Ord, hvormed hun ofte afbrød en Spadseretour: Gudjeg maa hjem, hvad vil Moder sige! - havde forsaavidt noget Behageligt for ham, som de syntes at antyde, at hun betragtede Forholdet som skilt fra Moderen og Hjemmet; men - det kunde han dog heller ikke synes rigtig om, uagtet Theorierne om den frie Kjærlighed og den græske Skjønhed laae i hans Sind med halvt tillukkede, blinkende Øienlaag, gjemte meer end glemte. Hun syntes ikke at have Bevidsthed derom. Hun fulgte hans Villie, uden at tænke derover, uden at gjøre sig sin Stilling eller sin Attraa klar og kunde saa meget lettere blive i denne naive Tilstand, som Kvinden jo altid føres af Mandens Arm, jomfruelig venter, til hun bliver engageret, og, naar hun skal inclinere, ofte bruger Leiligheden til at skjule sin virkelige Inclination.

Otto kunde ikke forklare sig dette Tilslørede, Halvbevidste, der undertiden forekom ham som en Selvmodsigelse, men sagde da med besynderlig Alvor og bankende Hjerte til sig selv, at han ridderlig havde at vaage over dette Barn, der var lidt uforsigtigt, men af Kjærlighed til ham. Til andre Tider syntes det ham, at der i hendes Taushed, i det Uforklarlige af hendes Væsen, netop laa Noget, som beherskede ham eller var som et Skjold imod ham: en Antydning af, at han ikke, paa den Maade som han ønskede at møde hende, havde Ret til alle hendes Tanker.

Engang vilde han have hende med paa en Kanetour - han vilde lade en lukket Vogn sætte paa Kjelker - og hun sagde, at hun vilde gjerne; men det var umuligt at være hjemmefra. Saa sagde han:

Schiøtt kunde ikke have citeret rigtigere, og Pauline hørte derpaa med et uigjennemtrængelig roligt Ansigt; men han selv følte, at han var nærved at blive comisk ved sin Pathos; thi hvo stod dem i Veien? Vilde hendes Frænder begjære noget Bedre end at faae Lov til at give deres Tilladelse?

Man tænker saa uklart, naar man tænker med Følelsen eller endog med mange Følelser. Han ønskede just ikke at forlove sig; men det syntes ham, at Alt burde gaae ærlig til, Paulines Forældre burde vide det. Og lidt efter lidt gav da Phantasien efter for Villien til at finde Mdm. Bille elskværdig: Hun var dog en net og brav borgerlig Kone, og selv den Aften, da hun havde været slem, var det jo egenlig skeet af moderlig Omsorg for Datteren. Bille var Handelsbogholder - havde hans egen Fader ikke været Kjøbmand? Og, underlig nok, Billes Stilling blev forskjønnet ved, at i flere Romaner, som han havde læst, vare Handelsbogholdere fremstillede som særdeles retskafne. Det forstaaer sig, man kan ikke saadan rette sig efter Romaner; men det er dog af Literaturen, at man i Almindelighed erfarer Folks Anskuelser, hvad der ansees for Skik og Brug, rigtigt og urigtigt. Og i adskillige Comedier er det jo Studenters høieste Attraa og Lykke at ægte Kobbersmeddøttre o. desl. Der var endnu en Bevæggrund, maaskee ikke engang den svageste, men som han for ingen Priis vilde have tilstaaet sig selv: Ved hiin Scene hos Milner havde det Selskabsliv, der var ham nærmest, lukket sig for ham; ogsaa mellem Grevens og ham var en nedslaaet Bom. Han maatte i Virkeligheden tage tiltakke med noget Ringere, skjøndt han ideelt stedse bevarede Fordringen og Troen paa det Allerherligste, især Muligheden af at kunne leve sammen med de meest udmærkede og elskværdige Mennesker. Endelig gjenkaldte han sig sit Ophold der i Huset, i det hyggelige Værelse; af Solskinnet, Violerne, Sems Disputer, Mendozas Musik og Paulines Ansigt vævede han sig en Tilværelse, der drog ham med alt stærkere Magt.

Deres Møder vare blevne afbrudte i flere Dage, og da de igjen saaes, fortalte Pauline undskyldende, at hendes Onkel fra Middelfart havde været i Besøg; de havde været ude et Par Aftener og en Aften havt Lhombreselskab hjemme, deels i Anledning af Onklen, deels fordi hendes Fader var bleven valgt til Secretair i et Selskab. Det stillede sig strax for ham som en hyggelig og glad Familiekreds; Huset blev ogsaa hævet betydelig høiere, og Tanten fra Middelfart kastede sin poetiske Glands over det. Noget vedblev endnu haardnakket at stride imod i hans Indre - thi hvilken Rang eller Anseelse var saa høi som hans Drømme og Idealer? - men en Dag, da han gik taus ved hendes Side, tvang han sig pludselig til en hurtig Beslutning og sagde: Hør, Pauline, jeg synes dog, det er bedst, at Dine Forældre faae Alt at vide; jeg vil gaae hjem og sige dem det.

Vil Du det, min Ven? svarede hun blidt, næsten koldsindig. Var det, fordi hun vilde dølge sin Glæde, eller gjorde det hende et Øieblik ondt, at et frit, poetisk, gyldent Forhold endelig skulde føres ind i hendes Hjem? Eller var der i Formen, i Maaden, hvorpaa han yttrede sig, Noget, der stødte hende? Ottos Beslutning vaklede allerede ved denne Mangel paa Imødekommen; det slog ham, at hun maaskee var mindre spidsborgerlig end han; men inden han fik udtænkt, tilføiede hun: Kommer Du imorgen Formiddag?

Mdm. Bille modtog ham med stor Hjertelighed og svarede for sit Vedkommende, at hun samtykkede i Paulines Forlovelse; men hun bad ham komme igjen om Aftenen og tale med Paulines Fader og med det Samme drikke en Kop Thee i sit nye Hjem. Mdm. Bille kunde efter sine Anskuelser ikke svare anderledes paa hans Andragende; thi hun kjendte kun to Kategorier af Forlovelse, den hemmelige og den offenlige: om hiin talte man lidt mere hviskende end om denne. Otto udførte mekanisk, hvad han følte maatte være Skik og Brug, kyssede Pauline i hendes Moders Nærværelse og fandt det Kys næsten syndigt. Pauline var alvorlig og taus, og da han var gaaet, forsvandt ogsaa Glæden og Hjerteligheden af Mdm. Billes Ansigt, og hun satte sig til at græde. Hun havde beredt sig paa en ganske anderledes høitidelig Handling med Jubel og Rørelse, naar hendes Datter engang skulde forloves. Her var kommet et ungt Menneske, der i alle Maader syntes hende et godt Parti, naar han engang kom i Vei; men hvor ung og kjøn han end var, havde han kastet en saa underlig stor Skygge i Huset og havde meldt hende det store Øieblik som af Naade eller »paa saadan en besynderlig Maade«. Havde han blot sagt et kjærligt Ord, skulde han have følt, at hun kunde være hans anden Moder. Men efter en kort Stund tørrede hun Øinene og sagde: Naa, det bliver nok godt! Nu er Du da en forlovet Pige, min Pige!

Om Aftenen blev Sagen betragtet som afgjort. Den gamle Bille kom Otto imøde, trykkede hans Haand og sagde: Gud velsigne Jer, Børn! Saa talte Mdm. Bille om Ringen og hvilken Guldsmed han skulde gaae til, og endelig gav han de mange personlige Oplysninger, man gjerne ved saadanne Leiligheder spørger om, naar man ikke har kunnet spørge tidligere.

Da han var gaaet, sagde Mdm. Bille med et forskende Blik: Det er vist et rart stille Menneske, Din Kjæreste.