Ellevte Capitel

Stykket blev opført anden Gang, og fra det Standpunkt, hvortil det nye Liv, Synet af Camilla og Samtalen med hende havde hævet ham, saae Otto tankefuld, ivrig, selvkritiserende ned paa det Arbeide, han nylig havde anseet for et Mesterværk. Det gjorde ham ondt, at det var færdigt; det syntes ham saa snevert i Forhold til den nye, store Verdensfornemmelse, der var i hans Sind, og han frygtede, at det aldeles maatte falde igjennem for hende. Han begreb ikke Publikum, der undertiden yttrede sit Bifald med Noget, som ikke kunde taale den æsthetiske Maalestok, han selv anlagde.

Han tog feil, naar han troede, at Camilla kunde see Stykket fra samme Standpunkt som han og ikke vilde beundre det Skjønne, der virkelig var; men han anede tillige kun svagt en anden Slags Kritik, der opstod hos hende. Medens Stykkets kvindelige Characterer i sin Tid havde været Gjenstand for Beundring ja maaskee Ærefrygt af stakkels Pauline, vare de i Camillas Øine ikke gode nok. Hun hørte ikke til de Fruentimmer, der betragte det som en Slags Skilt for deres egen og hele Kjønnets Fortræffelighed, naar der i et æsthetisk Værk fremføres herlig voxne Møer og Koner, sammensatte af conventionel Dydighed, Maanskin og Forglemmigeier, eller føle sig personlig sigtede, naar svagere Kvinder præsenteres. Men fordi hun aldrig var bleven personlig dragen ned fra den gode Atmosphære, aldrig havde »dukket ned« i den slette, havde hun bevaret Reenhedens Instinct, og fordi hun tillige havde Aand og Interesse, følte hun, at et begavet Menneske havde taget Skade paa sin Tro, og hun hidførte det - ikke ganske med Urette - til den Omstændighed, at Emilie tidlig havde svigtet ham. Sandheden var dog noget Mere: Værket var fremgaaet af den moralske og aandige Atmosphære, hvori han havde levet, af den Virkning, som var gjort paa hans Sjæl. Det Ideal af kvindelig Herlighed, som hans Indre havde baaret paa, var ikke forsvundet, men havde svunget sig udenfor, »fjernt som en Stjerne« og virkede ikke skabende. Hans Handling havde »faaet Deel i ham«, gjennemtrængt hans Phantasi, snoet sig om hans Tanker. Der var Liv og Ild; men naar hans Heltinder ikke strengt og spansk klædte sig i taageagtig Dyd, kunde man med nogen fiin Sands godt mærke, at de ikke vilde være uvillige til et Stævnemøde med en chevaleresk ung Herre. Det er nu engang Sagen: man kan synge lyrisk om en Kvinde i skuffende, længselsfulde, maaskee smertefulde Toner; men man skaber ikke bedre Kvinde end den, man bærer i sit Hjerte.

Kammerherre Hjelmkrone og hans Frue aflagde en af de næstfølgende Formiddage Visit hos Halds, hvor bl. A. ogsaa Milner var tilstede. Man talte naturligviis om det nye Stykke, og Camilla kom halvt mod sin Villie til at yttre, at det saae ud, som om Digteren ikke havde gjort en heldig Erfaring. Maaskee sagde hun det for at blive gjendrevet; men i al dens Simpelhed var denne Yttring for dyb og usædvanlig, Kammerherrindens Replik gled henover den, medens Milner optog og gjemte den for ved Leilighed at anvende den paa egen Regning.

Det er morsomt nok, sagde Hald, nu husker jeg det! Han betroede mig engang, at han gik og bar paa et Drama, men han troede dengang ikke, at det vilde due. Nu har han dog havt Lykken med sig.

Men saa kjender Du ham jo! sagde Camilla. Saa kan Du jo engang indbyde ham.

Ja, det kan jeg gjerne, svarede Hald, skjøndt, nu er der vel stærk Rift om ham.

Den Dumrian! tænkte Milner. Naar man taler om ham til Damer, saa forudsætte, at der er Rift om ham!

Milner havde med sit gode Instinct følt, at Camilla paa en eller anden Maade havde Interesse for Krøyer, og besluttede at blive en Hindring.

Var Du ikke med dengang? spurgte han Hald.

Dengang? .... Aa, naa .... Jo, det var jeg rigtignok, svarede Hald i en godmodig Tone, som om han vilde antyde, at det jo kunde være glemt.

Hvilken Gang? Tør man faae at vide, hvad det var? spurgte en af Damerne.

Milner antydede forblommet, at der havde været en Scene, en Strid med den unge Baron i Anledning af en Dame, og Ordet »Dame« udtalte han paa beundringsværdig Maade, uden Hensyn til, at Damen selv var tilstede.

Jeg har engang seet ham paa Landet; det er et ret vakkert Menneske, sagde Kammerherrinden. I at tale paa »en Maade« var hun langt Milners Mester. Hun forstod at faae Opmærksomheden ledet fra eller til en Gjenstand, netop hvorhen hun vilde have den, men næsten umærkelig som ved vexlende Sollys.

Saa var det maaskee ogsaa der, at han vilde ride en Mand over ....

Jeg veed virkelig ikke; han havde den Godhed at ride til Byen for at vise mig en Tjeneste, det er Alt, hvad jeg veed. Maaskee kom der ham en Mand i Veien - for han red virkelig meget hastig. Saa har Deres Naade maaskee ikke hørt de sidste Begivenheder i hans Liv ....

Jo, det er vel Dramaets Opførelse, sagde Camilla ..... Indbyder Du ham til næste Onsdag, Hald?

Det var aldeles tydeligt, at begge Damer toge sig af Otto; men Milner besluttede, at de desuagtet ikke skulde »faae deres Krig frem«.

Efter sin Sædvane havde Milner Lykken med sig og traf Otto ved Formiddagskaffen og Cigaren hos en Conditor. Han gik strax hen til ham, sagde ham mange Complimenter og tilføiede endelig, at han var glad over at kunne give ham et Beviis paa sit gamle Venskab, han havde skaffet ham en Indbydelse til Halds for næste Onsdag.

Otto var kun lidet glad ved denne Protection og takkede med kold Høflighed.

Det kneb rigtignok lidt, tilføiede Milner.

Saa? sagde Otto og løftede Hovedet.

Ja, Fruen gjorde nogle Indvendinger .... De veed jo nok, der gaaer altid lidt Sladder, især om berømte Folk.

Otto taug.

Milner vidste godt, at den Taushed var møisommelig tiltvungen, og den generede ham: Otto skulde have spurgt for at fremkalde mere Svar. Men enten Otto vilde eller ei, skulde han have Resten, og Milner vedblev: Det var naturligviis intet Ærekrænkende, Gud bevare's! Hun sagde blot, at man kunde mærke, De ikke havde været i godt Selskab ..... naturligviis, jeg overbeviste hende strax om Feiltagelsen.

Otto kjæmpede for at skjule for Milner det dødelige Stik, han havde modtaget; men Milner havde allerede seet det og beundrede sin egen Diplomatik og Menneskekundskab - skjøndt, Dybden af den tilføiede Smerte kunde han ikke maale. Otto havde med pludselig Ydmyghed anerkjendt, at der var noget Sandt deri; men kunde hans Sjæl ikke endnu løfte sig høit? Havde han ikke staaet værdig overfor hende? Havde han ikke netop i hendes Selskab fornummet den Verden, hvor hans rette Hjem var? .... Eller var det under Samtalen med ham, at hun havde gjort denne Opdagelse? .... Ja, han havde maaskee ikke Øvelse i at tale til en saadan Dame. Eller havde Nogen allerede sagt hende .....? Men lige meget, det var for haardt, for blodig uretfærdigt!

Tankerne gaae saa hurtig; efter en kort Pause havde Otto faaet Magt til at svare - efter hans egen Mening aldeles koldt -: Det træffer sig ret uheldig, jeg er allerede engageret for næste Onsdag.

Milner og han kom et Øieblik til at see hinanden i Øinene, og han fik pludselig den bestemte Følelse af, at han stod overfor en Fjende, og han tilføiede: Jeg vil være Dem meget forbunden, Hr. Fuldmægtig Milner, om De fremtidig vil lade være at tage mig i Forsvar.

Milner havde naaet sit Maal og svarede høflig undvigende: Som De ønsker det.

Samtalen var bleven ført dæmpet, og da Milner var gaaet hen til et andet Bord, vilde Otto ikke forraade nogen usædvanlig Sindsbevægelse, men tog et Blad og gav sig Udseende af at læse deri, skjøndt det bævede i hans Haand og Bogstaverne svømmede for hans Øine. Men pludselig opfangede baade Øiet og Bevidstheden hans Stykkes Navn, og med hurtig vakt Opmærksomhed læste han nu en Kritik, en stor kritisk Oversigt over den sidste Tids literaire Nyheder.

Hans Arbeides Mangler vare udhævede med stor Klarhed, strengt, men retfærdig. Det Uretfærdige laa i, at den samme Skarpsindighed ikke var opbudt for at udhæve de gode Sider, og i en uventet Sammenstilling. En Digter, om hvem man vidste, at han befandt sig i særdeles smaa Kaar og tillige var hengiven til Drik, havde ikke kunnet faae et Stykke opført, men udgivet det i Trykken. Kritiken dvælede ved »det uudviklede Genies smertefulde Kamp«, ved det vemodige Indtryk, som en saadan Stræben maatte gjøre, med den Agtelse, man skyldte et sligt, af Folkets inderste Kjerne opstaaet, sandt, men ulykkeligt, tragisk Talent, fremfor et, der begunstigedes af Lykken, af Salonerne, af Modestemningen.

Otto havde hørt Noget om, at Schiøtt og Helzen havde gjort en slags Valfart til hiint Talents Kvistkammer, og var alt Menneskekjender nok til at indsee, at dette Angreb var farligt: det gav Anledning til, med tilsyneladende stor og høimodig Upartiskhed at drage den borgerlige Medfølelse ind i Striden paa en for ham ugunstig Maade. Men han sagde stolt til sig selv: Lad os gaae hen og seire i Virkeligheden, medens de angribe theoretisk. Han mumlede trodsig:

Til Seir og Lykke blev Volmer født!

Men der var Noget i Ottos Skjæbne, som bidrog til at gjøre Angrebet praktisk. Naar under saadanne Forhold en Forfatters Navn er blevet bekjendt, maa han have et Parti og ingen energiske Uvenner; thi i Publikum er der et modtageligt Stof. Ved Siden af dem, der ville nyde upartisk, der see op til Poesien og dømme velvillig og umiddelbart, er der Andre, som møde med Uvillie imod Værket, f. Ex. fordi Digteren er Student fra samme Aar som de, uden at de endnu have faaet et Drama opført; derhos er der det »slimede Kryb«, som Schiøtt forhen havde skildret saa nøiagtig o. s. v. Men da har man Venner; de forstaae at fare om som Dæmpere, som Slukkere. Som naar der er Slettebrand og man seer Nogle flittig ifærd med at kvæle Ilden, Andre tænde en modsat Ild for at tage Luften fra hiin forrige, saadan færdes de gode Venner. De ere ikke Idealister, der skarpsindig og dog varmtfølende forske efter, om Værket er stort, en Berigelse for Folket, men gemytlige Realister, der af Iver for Digteren finde Værket »saa godt, som med Billighed kan forlanges«, og spørge Enhver, om det ikke er sandt. Otto havde ikke et Øieblik i Selskabslivet tænkt paa at kjøbe sig Venner og Fordeel paa sin Persons Bekostning, gjøre sig ubetydelig og behagelig - tvertimod! At gjøre sig Umage for at være personlig elskværdig og derved vinde Venner baade for sig selv og Ideen, ansaae han for en personlig Feighed og desuden for en Slags Fornærmelse mod Folk: som om de ikke for Ideens Skyld vilde elske dens Tjener! Han anede ikke, at de Fleste betragte baade Poesien og Poeten som Middel til et behageligt Liv. - Og ude, omkring ham, færdedes nu den unge Løvenhjelm, som ikke havde betalt Fornærmelsen, og som, efter at have læst Kritiken, for sig og Venner leiede en Galleriloge. Andensteds færdedes Bagger, som ikke sagde et ondt Ord, endnu mindre tillod sig en Handling, men bragte Kritiken under Omtale i Selskaber og Familier, citerede den i Klubben og paa Contoiret. Det viste sig snart i Theatret, at der var fremkaldt en Stemning. Den var ligesom følelig i Atmosphæren; Luften var opfyldt af hiin Forventningens, Spændingens Electricitet, som meddeler sig fra Massen til den Enkelte og fattes af ham gjennem Sandser, som kun et Theaterpublikum besidder. Flere Gange blev Bifaldet tilretteviist af Hyssen, en velorganiseret Hyssen, der ligesom kun gjorde Indsigelse mod en altfor stor, partisk Velvillie og forlangte Ro til at nyde og dømme. Endelig, ved Stykkets Slutning kom det til Kamp mellem de to Partier. Den Forfatter lever ikke, som, hvor idealt han end kan bedømme sit Værk, ikke ved en saadan Leilighed vil finde Forsvarernes Iver for kjølig. Han vil ønske at have tusinde Hænder til at forstærke Bifaldets Larm, han vil ønske sig alle Fugles flagrende Hast til at være overalt og passe paa at gribe hiin susende Lyd; den kommer fra flere Sider .... han vil være tilmode som paa et Skib, hvor der springer en ny Læk, medens man standser den forrige. Han tvivler om, at det er Forsvarernes Alvor - hvorfor standse de pludselig? Klappe de maaskee egenlig kun for at udfordre til Hyssen? .... Jo, der ere de dog igjen! Ah, de have kun hvilet og samlet Kræfter! Lyden ruller som en Seirstorden, som Havets stærke Bølger mod en Klippekyst, den stiger, den naaer heelt op til Galleriet, og Hysset drukner! Kvinderne have reist sig i Logerne, halv ængstelige, halv kampbegjærlige see de ud, ned i Tumlen, de deilige Blink hilse en Seirherre - - hvilken ny, forfærdelig, skjærende, haanende Lyd kommer pludselig! En Svøbe, der er saa fiin, at den naaer Sjælen! En Lyd, der saarer og sønderriver! .... Hvem er det, der piber? Hvilken dødelig Fjende kan udsende en saadan Smerte? Hvor er det? .... Det er der inde .... nei, det er hist oppe! .... Hvilken djævelsk Jubel der er i den Lyd! og hvor Folk dog see fornøiede ud, medens de bekjæmpe den! Hvor er det dem muligt? De skulde storme op og kaste ham eller dem paa Hovedet ud af Logen! Sønderslide dem! Hvorlænge skal det da vare? Vil man aldrig høre op? .... Uden Resultat som et Arbeide i Helvede og en Lidelse som i Helvede! ... O, afskyede Frelserlyd! Lægemiddel, der er ligesaa bedsk som Sygdommen! Tæppet gaaer op, og vibrerende Slag byde Klapper og Piber at tie! I Statens Navn forkynder Gongon'en - ikke, at Digteren har seiret, men som Lægen i Inquisitionens Fængsler, at Piinslerne ikke tør udstrækkes længer - o Menneskelighed!

Stykket var langfra tilintetgjort ved denne Kamp, og kyndige Folks Mening var, at det efter nogen Modstand vilde hævde sin Plads paa Repertoiret. Men saaledes saae Otto ikke Sagen. Han saae slet Intet. Hans Sjæl var bleven ramt som af utallige fine Stik og Slag og havde Saarfeber. I flere Timer vedblev Fornemmelsen af, at han var ude i Kampen, det summede og kimede for hans Øre, det faldt som med glødende Øxeslag paa hans Hoved, det omgav ham tirrende, haanende, skoggerleende med glødende Rappierer. Han opdyngede Krudttønder i Theatret og sprængte det i Luften med det hele Publikum; men oppe i Luften foer det Sønderrevne sammen igjen og hvislede ned over ham som funklende Dæmoner.

Saadan hengik den halve Nat, og henad Morgenstunden kom med Trætheden en Slags kold Ro. Han skrev til Theaterdirectionen og tog sit Stykke tilbage, og saa syntes han sig selv lettet og helbredt.

Dog »ingen Mand i uheldige Kaar nyder fuldstændig Sundhed«, og over Otto kom den Tanke, nu at kaste sig selv bort, at hævne sig paa Verden ved at gaae tilgrunde. Men der var noget i denne Tanke, som lignede den, hvormed han i sin Faders Bryghuus havde afskudt Pistolen paa sig selv: lige forbi Hovedet. I samme Øieblik var der paa Bunden af hans Sjæl en noksaa glødende Længsel efter at hævne sig paa Verden ved at blive til Noget, ved at naae den Herlighed, hvoraf Fru Hald maaskee kun var en Prøve, ved at realisere det hele uendelige Haab, som for Øieblikket kun krøb sammen, fordi det var blevet ublidt berørt. Ja, det krøb sammen, hans hele Sjæl krympede ind under Erindringer; han huskede med mærkværdig Tydelighed hver lille Feil, Svaghed eller Fadaise, han forhen havde begaaet, om det saa var, at han som Barn havde med Humlestang ageret Ridder. Hvor han havde været svag, hvor det laa i ham, og hvor man ogsaa havde misbrugt det, som Hun paa Ballet - thi nu gjennemskuede han hende; hendes hele Adfærd havde staaet udenfor hans Bevidstheds lukkede Døre, nu bleve de aabnede. Hvor hun havde været snild, og hvor lidet det dog var værdt at kjæmpe imod hende med lige Vaaben. Nei, erobre Verden i det Store ved at holde sig borte fra den, fra alt det svage, elegante, leflende, falske Liv! Opgive det, lukke alle Dørene, der vare blevne aabnede for ham, lukke sig selv sammen i kraftig Trods, engang med Tiden skaffe sig en ny Selskabskreds istedenfor den forrige, ligesom man skifter Klæder. Fremfor Alt - sagde han, idet han reiste sig og aftørrede sin vaade Pande - skal Pøblen ikke see, hvordan et Menneskes Lidelse seer ud. Naar de høre, at et Menneske er kommet i Kast med Ulykken, at han er bleven Krigsfange, saa strømme de til med begjærlignysgjerrige Øine, som naar Fangerne i Rom maatte kjæmpe med de vilde Dyr eller indbyrdes som Gladiatorer. Og da vee den, som synes at give efter for Smerten! Da bøie de Tommelfingeren til Tegn paa, at han skal have Dødsstødet.

.... Der er noget Ubarmhjertigt ved dem Allesammen - formodenlig ved mig med. Men da Fader stod i Døren og saae paa mig, da gjorde jeg uden at vide det Bekjendtskab med min sande Slægt. Denne mageløse, vemodige Mildhed, hvormed han opoffrede sig og slæbte sig ene til Vognen, for at end ikke een Skoletime skulde tages fra min Fremtids Lykke, den hører ogsaa til min Natur, ja, det vil sige, den er i mig som en Brønd uden Spand og Vinde, og hvoraf der aldrig bliver øst. Men jeg fornemmer dog altid Muligheden af at kunne elske upartisk, elske som de Bortdragende, de Døende. Men de Andre! .... Hun har formodenlig følt en grum Vellyst ved at see mig gaae under i dette Hav af Fjendtlighed, det var jo pikant, hun kjendte mig personlig! ....

.... Velan! Det er endda godt, at jeg i Forveien fik skrevet til Hald og afslaaet hans Indbydelse. Tabula rasa! Vi stryge Fortiden ud! Fremtidig kun hele Venner og hele Fjender, snarest mulig af med de halve Venskaber og ikke mindst Schiøtts!

Da han havde taget denne Beslutning, lagde han sig rolig til at sove, ligesom paa Jordens yderste Rand, med Ryggen til Uendeligheden.

Under den store literaire Tournering havde Schiøtt ikke Tid til at skjænke dem, der faldt for hans Haand, stort Meer end »et Blik og en Grav«. Men med Hensyn til Otto følte han dog, saavidt det i Hast kunde skee, nogen Misfornøielse. Det Daarlige i hans Natur, som den nye Virksomhed havde kaldt tillive, var for Ottos Vedkommende blevet rigelig mættet. Det var den sugende, smertefulde Uvillie, som En, hvis Udvikling for dette Liv er standset, uvilkaarlig kan komme til at fornemme overfor den, hvis Tilværelse udfolder sig, hvis Lykke stiger og kan stige høit. I denne Henseende var Schiøtt endog for Øieblikket bleven mere beroliget, end han ønskede; han var en af de Faa, hvem Otto virkelig kunde have ærgret ved at gaae tilgrunde.

Han havde ventet at see Otto modfalden, bleg, sentimental, og blev derfor lidt overrasket, da de mødtes og han i hans Væsen saae en stille Trods, ja da Otto endog hilste ham med umiskjendelig Ironi.

De seer saa lunefuld ud, sagde Schiøtt, De er nok i godt Humeur.

Hvorfor skulde jeg ikke være det ved Synet af Dem? Jeg tænkte paa den honnette Mand, som De engang skildrede, han, som har Mod til at tale skjønt og opbyggelig om Retfærdighed, Sandhed o. s. v, indtil I see rigtig stivt og fornøiet paa ham ....

.... Saa indrømmer han, at han taler bedre, end han handler, ligesom Præsten. Ja, den Erfaring vil De ofte gjøre i Verden, og jeg har udtrykkelig gjort Dem opmærksom paa Forskjellen mellem Ideal og Natur.

Er det da en Fuldkommenhed, er det Noget at prale med, at Ens Natur begaaer Frafald fra Idealet?

Aa, nei; men ved Regnskabsopgjørelse vil det findes, at man med Idealet har virket paa Andre, ført dem ....

Ja, ført dem, Gud veed hvorhen! ....

Hvad for Noget? De vil dog ikke paastaae, at jeg har ført Dem paa Afveie? Vil De maaskee løbe hjem til Deres Moder og klynke og sige: Hr. Schiøtt forførte mig, Moer!

Nei, De har nok belyst Veien for mig, men ikke anderledes end som Lygterne paa Karethen. Jeg skal altid erkjende, at jeg selv kjører Vognen, og at min Skjæbnes Heste trække mig.

Vel, og en af Deres Skjæbnes Heste havde forleden Aften en Pibe i R-pen.

Ja, svarede Otto leende, og De soufflerede, De blæste i Piben.

Meget godt; tildeels gjorde jeg det, jeg nægter det naturligviis ikke. Men jeg har fra Deres Side forgjæves ventet paa Tak for den Compliment, jeg gjorde Dem, ved at anlægge Idealets Maalestok og tage haardt fat, som man gjør paa dem, der er Krummer i.

Jeg har den Ære at takke; jeg haaber, De undskylder den Prosit, som kom seen....

Jeg be'er, gjør ingen Omstændigheder. Og læg forresten Mærke til, at her i Kjøbenhavn er en lille Ydmygelse ofte en Vinding; De faaer maaskee netop derved Venner. Her er det overhovedet ikke Skik at vise sin Rigdom formeget og udfordre med den; vore største Capitalister føre et borgerligt Huus, de bygge ikke Huse, hvor »Marmorbilder stehen und sehen Dich an«, og ogsaa i Selskabslivet kan De see noget Lignende; man holder sig lidt fra Damerne, siger dem ikke for mange smukke, vellydende Complimenter, for saa gjorde man strax »Cour«. Nei, Faermin, jevnt og forsigtig, saa kommer man vidt, og bedre er det at falde nede end høit oppe paa Linien.

Ja, Tak, det er meget godt, Schiøtt, og i alt Fald, nu, da jeg taler med Dem, bærer jeg ikke Nag. Men jeg anseer det for min Pligt at sige Dem, at De fremtidig bør vogte Dem for mig. Der er noget Særeget ved min Skjæbne, de engang udsendte Ønsker gaae paa egen Haand, og med eller imod min Villie maa jeg komme til at gjøre Dem Fortræd.

Maa jeg saa blot bede om, at det bliver med Deres ærede Villie! sagde Schiøtt irriteret.

De skiltes.

Det havde ramt Ottos Bevidsthed, at Schiøtt hos ham forudsatte en magtesløs Villie, og han, som netop behøvede Energi til den store Forladtheds Kamp imod Verden! Han kom atter tilbage til Opgjøreisen af dette Regnskab. Han begyndte at anklage Digtekunsten: den udmarver, den overfører i Phantasien, hvad der burde tilhøre Virkeligheden. Det manglede blot! At ogsaa Andre skulde kalde ham svag og characteerløs, at han skulde hjemfalde til virkelig Ydmygelse! Han vendte sig fra alle ydre Anliggender til denne indre; den første Tanke var at foreslaae Schiøtt en voldsom Handling; men overfor Schiøtt kunde man paa saadan Maade let blive latterlig. Man hærder blødt Jern til Staal ved Hjælp af Ild og Kul, men hvor ere i en stille Tid slige Midler til at staalhærde Villien? Han mødte Lieutenant Holm med en anden ung Mand. Hvor disse Mennesker dog førte en ganske anderledes kraftig Tilværelse end han, syntes ham. Hvor de holdt sig livlige, i Øvelse, beredte til at tage Lykken djærvt om Livet! De slog dem unægtelig lidt løs; men hvilke djærve Ord lader ikke Goethe Hercules sige overfor den forfinede Dannelse: Bei meines Vaters ewigem Bart o. s. v.

Han hilste imødekommende paa Lieutenant Holm som en Mand, der havde Nøglen til Livets Sundhed, og Lieutenanten havde Interesse for Otto som et ungt Menneske, der skrev Dramaer, forførte Piger og red stridige Folk over. De fornyede hurtig Bekjendtskabet og fulgtes ad til en Conditor, hvor de bl. A. traf den unge Baron Løvenhjelm. Lieutenanten præsenterede; Begge lod, som om de mødtes første Gang.

Otto blev hurtig optaget som Medlem af denne aabne Forening, og der opstod, hvad man kalder Venskab, mellem ham, Lieutenant Holm og Baron Løvenhjelm. Der var Noget ved Baronen og Officieren, som imponerede ham, og det var den uforstyrrelige Tro paa dem selv, den Selvtillid eller Arrogance, der ikke udtalte sig i Systemer eller Theorier, men laa i deres Personlighed, i deres Tone, Holdning og Ansigtstræk. Hvad der forbittrede adskillige Andre, nemlig den Mine, de havde, som om hele Verden hørte dem til, optog han med sit poetiske Gemyt som Udtrykket af en skjult, ufattelig, men virkelig Berettigelse. Bestemtest syntes dog Venskabet mellem ham og Baronen. Løvenhjelm var hverken et ædelt eller uædelt Menneske, men en »skikkelig Fyr«. Han havde hævnet sig og meente nu, at det kunde være nok, skjøndt han ydermere sagde, at han vilde drikke Otto fordærvet; men det var kun Plagiat efter en Officier, der paa saadan Maade sagdes at have dræbt sin Kones Elsker. - Otto havde faaet at vide, at Løvenhjelm havde pebet, og fandt det efter Omstændighederne i sin Orden; han gik udenfor sig selv og maalte med en Alen, der var gjældende i Verden. Han havde nu engang Interesse for Løvenhjelms Væsen, studerede det; der var i alt Fald intet Plebejisk deri, ingen Misundelse, og i Almindelighed var der dog hos ham en vis fri Udsigt over Verden, Frugten af en adelig Opdragelse. Men hiin Kjendsgjerning forhindrede ogsaa enhver sand Venskabsfølelse fra Ottos Side; han betragtede sine nye Venner som Midler eller Redskaber, Skjæbnen i rette Øieblik havde ladet ham finde. Den Forudsætning, hvori de modtoge ham, bidrog til at præge Forholdet; han gik ind paa, at han skulde være kold, hensynsløs, determineert. Dette udviklede sig til en næsten frygtelig Øvelse især mellem ham og den unge Baron. Naarsomhelst der var noget Voveligt eller Farligt, satte Otto Begges Liv ind for at føre det igjennem. Det var en evindelig Duel, hvis Hovedformaal for Otto var at hærde sin Villie, den af Verden udfordrede og af Schiøtt haanede Villie. Han fortalte Løvenhjelm om hiin romerske Hærfører, der for at seire lod Legionens Ørn kaste ind mellem Fjenderne; saaledes, sagde Otto, kaster jeg mit Æresord ind og henter det hvergang tilbage. Løvenhjelm blev reven med og fandt, at det var en ganske morsom Leg, enten det nu var tilvogns, tilhest eller tilsøes, at de vildeste og voveligste Ting bleve foreslaaede, men kunde sjeldnere føre det igjennem; han havde ikke Ottos Overmaal af Kraft og poetiske Energi, hans Phantasi saae ikke Ørnen blive kastet ind imellem Fjenderne.

Baade han og de Andre misforstode Ottos Udtryk og den Sindstilstand, hvortil de hørte. De troede, at han ved »Fjenderne« forstod Samfundet og Publikum, at han nærede Nag, og at hans hele Adfærd var en Slags fortvivlet Trods. Havde han givet ringeste Tegn paa Følsomhed, vilde de have viist ham en virkelig Medlidenhed og tillige en kunstig, krænkende, vilde have taget Magten over ham. Nu ansaae de ham for ulykkelig, men for en »Pokkers haard Hund«. Men Sandheden var, at han selv aldeles ikke følte Ulykken, saasnart han blot kom til at søge efter Lykken. Der var i hans Sind en besynderlig klar Følelse af, at Hadet var en Gift, der skadede ham selv meest. Dette kom vel af Skjønhedssandsen: Det Skjønne, han havde seet, stod ham høiere end han selv, om det end stillede sig fjendtligt til ham; det kunde ikke falde ham ind at ville drage den Verden, hvortil Camilla og Grevens hørte, ned. Men han havde paa en eller anden, ham selv uklar Maade baaret sig feil ad; den sædvanlige Vei var nu bleven ham spærret; men ved hver voldsom Ting, han paalagde sig, ved hvert Forsøg paa med sin hele Personlighed at spille Plat eller Krone om Lykken, syntes det hans uendelige Ungdomshaab, at han nærmede sig til »det store Øieblik«, til en umaadelig Skjæbne, og paa sær Maade bestyrkede han sig heri ved ivrigt Studium af store Mænds Historie, af Maaden, hvorpaa de vare blevne store; det gav Anledning til uendelig Glæde, stor Angst og ny Stræben efter at holde sig beredt.

Fordi under Alt dette hans virkelige barnlige Væsen dog stadig var virksomt, fordi der paa Bunden af hans Sjæl var Poesi, Skjønhedssands og Livsfriskhed, faldt ikke Andet ham ind, end at Alfons og Sem maatte kunne mærke det, medens i Virkeligheden hans Adfærd ogsaa overfor dem var afsluttet, kold og ubøielig. De bleve frastødte og søgte ham sjeldnere. Den Eneste, der trolig holdt ved ham, medens hun viste ham samme Kulde som han hende, var den lille Birgitte. Han havde nu engang sagt, at hun skulde komme og læse med ham hver Søndag Eftermiddag, og saa lod han hende aldrig gaae forgjæves. Naar hun havde læst med ham, havde hun Lov til at blive en Times Tid og gjøre Opvartning, hente Maskinen og skjænke paa Theepotten til ham, og om saa »de Andre« gik til Fredriksberg eller Assistenskirkegaard, kunde det ikke falde hende ind at opgive den Lyksalighed. Han vilde ikke tilstaaet sig selv, at hun for ham repræsenterede en lille, afsluttet Verden, at hun knyttede ham til hans Barndom: han havde jo engang, da han ret var sorgfuld, seet sin Barndom i hendes Øine. Ei heller kunde han bekvemme sig til at tale kjærlig til hende, det vilde jo let have seet ud, som om han trængte til kjærligt Svar. Saadan sad han taus, medens hun sad i Krogen og hendes Øine som en trofast Hunds vogtede paa ham. En Søndag Eftermiddag var Sem kommen. Otto fortalte ham om et stort »Sold«, og Sem, hvis Tænder løb i Vand, talte advarende om Drukkenskab, hvorpaa Otto meente, at man aldrig kunde forfalde til et saa foragteligt Svineri, - Da reiste Birgitte sig i sin Krog og sagde: Det maa De ikke sige, Hr. Krøyer, for min Moder drikker.

Saa Du er næsviis, sagde Otto og kastede hende ud.

Men han tilbragte otte Dage i stor Vaande og Angst for, at hun ikke skulde komme igjen, og da hun saa kom næste Søndag, antog han vel øieblikkelig den kolde Holdning; men hun havde alt seet ham ind i Øinene.

Man kan i Almindelighed ikke benytte et Middel uden ogsaa at blive benyttet af det, eiheller forsøger man at betvinge sin virkelige Natur, uden at den ad Omveie tager Magten. Hvad der bidrog betydelig til at drage Otto ud i Kammeratlivet, var det poetiske Haab om at gjøre Erfaring og at møde Guden. At Træets Sjæl er en Dryade, som under overordenlige Omstændigheder kan vise sig, og at Havets Sjæl er en Havfru, som ligeledes Nogle have seet, er en Tro, man just ikke bærer paa i det daglige Liv, men som intet poetisk Gemyt ganske kan løsrive sig fra. Otto søgte ude blandt sine nye Venner Lunets, Uafhængighedens, Frihedens Aand eller Genius. Ofte var den ham nær, men netop paa en saadan Maade, at den aldrig kunde gribes. Ved Hazardspillet følte han den; naar han tabte, syntes det ham, at deilige, lyse Kvindeskikkelser stode velvillige og hjælpende bag de Vindende, og derfor hedder jo ogsaa det bedste Tærningekast jactus Veneris, det af Venus beskyttede; men naar han vandt, var det dog kun noget mat Sølv eller halvsnavsede Sedler, han strøg til sig, og de deilige Genier fulgte ikke med. - Det var ogsaa hans Fornøielse ved Drik, at saa kom de ganske nær. Under Lystigheden blev der fortalt saa mange Historier om Soldets Helte, som nu vare bortgangne, om bedre Tider og særegen Lykke, som Heltene havde havt - thi ogsaa i denne Verden gaaer Sagn om et tabt Paradiis. Og naar Otto da om Natten gik hjem, syntes det ham i de tause Gader med største Bestemthed, at der blandt Husenes Klokkestrænge var en eller anden, som førte ind til Lykken, og Hun vilde komme og lukke op, hvis man trak - blot man vidste, hvilken af dem det var. Engang vilde han virkelig trække i en, som med sit Messinggreb tindrede saa mærkværdig i Maanskinnet; men saa sagde Løvenhjelm, at det var schofelt, det var kun fulde Skrædersvende, der saadan ringede Folk op.

Videre end til denne Grad af tilsløret Bevidsthed kunde Løvenhjelm ikke bringe Otto, skjøndt han selv ofte overskred den. Otto var saaledes organiseret, at paa et vist Punkt tabte han Sands og Smag for Nydelsen; hans Natur var uden Hjælp af hans Villie Raaheden fjendsk. Men Tilfældet vilde, at Løvenhjelm opdagede en særegen Punsch, som han og Otto pludselig bleve lige forelskede i. Man lagde et stort Stykke Sukker paa en Rist over en Kasserolle, gjød lidt Arrak derpaa og antændte den og lod nu under fortsat langsom Paagydelse Sukkeret brænde, indtil det smeltet var faldet ned i Kasserollen; deri gjød man da hed Rhinskviin og Champagne. Løvenhjelm sagde: Formodenlig af Brændingen har denne Drik en deliciøs, tør Eftersmag, der bestandig fordrer meer Drik.

For endelig at faae Otto drukket under Bordet gjorde han engang et sandt Mesterstykke med Tillavningen, og Selskabet sad om den store, hede Bowle.

Ja, er den ikke extra idag? spurgte Baronen og udbragte en Skaal.

Da Ottos Glas var fyldt paany, holdt han det imod Lyset, kvægede sine Øine og sagde endelig til Baronen:

See, Ægypterne troede paa Sjælevandringen, og der er vist ogsaa Noget i det. Har De aldrig mærket, at en Hund eller Kat pludselig og uden Grund viste Dem en underlig Kjærlighed? Det var maaskee en af Deres Forfædre, som i ustandsmæsssig Skikkelse vilde meddele Dem en Hemmelighed, f. Ex. om en nedgravet Skat ....

Jo, Død og Pine, sagde Løvenhjelm, saadan en Hund har jeg kjendt! Bare man dog kunde lære Hundesproget og faae Pengene!

Ja, der seer De, vedblev Otto; men det var forresten ikke det, jeg vilde sige. Nei, seer De, ligesom nu nogle Sjæle gaae ind i Dyr, saadan gaae naturligviis andre Sjæle ind i Planter. Det oversaae Ægypterne ganske og Pythagoræerne ikke mindre, da de for ikke at æde Sjæle besluttede at leve blot af Planter. Men de uskyldige Barnesjæle gaae i Lilier, Jomfruerne, der døde tidlig, gaae i de hvide Roser, de deilige Hustruer blive røde Roser ....

Guds Død! sagde Baronen, saadan en rigtig Provencerose! Det falder mig ind: jeg har kun een stor Synd paa min Samvittighed. Det var saadan en nydelig lille Kone med store, mørke Øine, og jeg gjorde ikke Cour ..... jeg kunde saa godt lide hende. Men nu gaaer hendes Mand og praler af, at jeg har villet forføre hans Kone - hun har pralet til ham! Uf, jeg er et slet Menneske!

Vel; de aandfulde Sjæle, see, de gaae i Viinstokken og Sukkerrøret, de vandre over til Vestindien, og saa komme de frem i Rommen. En eller anden kjærlig Sjæl ønsker at bevise mig noget Godt og titter til mig udaf Perlerne paa denne liflige Punsch - derfor føler jeg denne uimodstaaelige Wahlverwandtschaft, derfor higer denne Drik efter mine Læber og gjør saadan en mærkværdig behagelig Virkning, bæver i alle mine Nerver, lokker mig endog om Middagen, naar det er schofelt at drikke Punsch. Den gode Sjæl veed, at jeg har faa levende spirituelle Venner .... hvem kan det egenlig være? Sjæl, hvo er Du? Geist, Esprit, værdige Slægtning, hvor have vi seet hinanden før? Hvi elsker Du mig? ....

Pludselig blev Otto bleg og taug. Han kjendte ingen andre Døde end sin Fader, og i dette Øieblik saae han Faderens blege Ansigt, som det havde viist sig for ham sidste Gang i Skolen. Han satte Glasset fra sig.

Hvad er det? sagde Baronen; De faaer dog ikke allerede ondt? Drik! Skaal! Damernes Skaal!

Jeg drikker ikke mere Punsch, sagde Otto; er der Nogen, som rider med ud til Bellevue?

I det Mørke! i det Veir! ..... Drik nu, Krøyer!

Dersom De endnu engang opfordrer mig til at drikke, sætter jeg Dem Punschebollen over Hovedet.

Gjør De?

Otto standsede foran ham og sagde: Ja, paa Ære!

Veljeg....

Nei, sagde Lieutenant Holm og trak Baronen tilside, vil Du have Hat paa, saa vælg hellere en Blyhat ..... Kom, skal vi spille Tærninger paa Bellevue? Eller skal vi have en Bank? .... Velan, allons, messieurs, courage, courage!

Otto sang:

»Wohlauf, Kammeraden, aufs Pferd, aufs Pferd!« o. s. v.

Han følte godt, at denne Maade at leve paa førte ham en ganske anden Vei, end han vilde. De smaa Formaal med stor Betydning forsvandt, og af uvilkaarlig Trang omdigtede han Livet. Han havde læst om hiint engelske Officiersregiment, som dannede sig af landflygtige Adelsmænd, da Jacob den 2den var forjaget, og som for deres Konges Skyld og til Tak for den Gjæstfrihed, Ludvig d. 14de viste ham, udgjød deres Blod paa alle franske Valpladse og taalte den bittreste Tilsidesættelse og de haardeste Savn uden at knye. Til Modeller for de Helte, han skildrede, havde han brugt Løvenhjelm og Lieutenant Holm. Af en Sabels krigerske Klirren, et flygtigt smukt Udtryk i Løvenhjelms Ansigt eller en af de smaa forvovne Bedrifter havde han frembragt staalhaard Klang, stridbare Cavalierskikkelser og vilde Krigsscener, og var en Stund tilfreds dermed, troede, at det skulde sende Samfundet det rette Bud fra ham. Men en Dag, da Alfons var hos ham og paa hans Anmodning spillede hiin krigersk-religiøse Sang, følte Otto aldeles tydelig, at den Loyalitetens, Ridderlighedens og Opoffrelsens Aand, den vemodig skjønne Sjæl og Duft, der havde aandet ham imøde af Fortællingen, og som han netop havde villet gribe og personliggjøre, ikke var tilstede, men flagrede udenfor ham, og dette udenfor Flagrende syntes ham hans eget virkelige Væsen, der havde mistet sit Hjem.

Ved at see den dybe Sørgmodighed, som malede sig paa Ottos Ansigt, tog Alfons Mod til, ad en Omvei at forebringe en Advarsel og begyndte at tale om Schiøtt, om den Kritik, han havde skrevet, og om det Lykkelige, hvis Otto aldrig havde kjendt ham.

Nei, sagde Otto, det kan jeg ikke indrømme, for jeg holder af ham. Jeg holder saa meget af ham, at jeg kan tilgive ham, at han altid har været min Overmand! Overfor ham har jeg aldrig været rigtig fri ....

Ja, Du er tidt bleven tyranniseret af ham, skjøndt Du er meget bedre end han.

Nej jeg er ikke! Og i alt Fald, naar jeg har seet hans Ansigt, har det altid gjort noget af den livsalige Virkning, det havde paa mig første Gang .... kan Du huske første Gang, vi saae Schiøtt? .... vi to Børn! .... Naa, det hjælper jo ikke at tænke tilbage ....

Ja, allerede dengang opstillede han falske Theorier!

Nei, Du gjør ham Uret. Schiøtt er oprindelig af god Slægt og født med Anskuelse af Skjønheden. Han har paa underlig Maade savnet Evne til at troe paa de æsthetiske Idealer, han opstillede; men han har vakt dem hos mig og bragt mig til at troe paa dem, fordi vi ere i Slægt.

Men, i Guds Navn, hvad vil det sige: i Slægt? Du er jo ikke i Familie med Schiøtt!

Otto svarede lidenskabelig: Jo! Jeg er aldeles vis paa, at den indiske Verdensanskuelse er den rette! De have jo staaet ved Tilværelsens Kilder, hvorfor skulde de da ikke vide bedst Besked om vor Naturs Mysterier? Jeg er overbeviist om, at der er og bliver fire Kaster, og at Forskjellen aldrig udryddes. Der er først Menneskene med adelig Sjæl og adelig Skjæbne, gjennemtrængte af Skjønhed, udstraalende den, beherskende Alle med magisk Magt. De ere naturligviis faa; Naturen er ikke ødsel med det Bedste. Hvis Dit Folk var frit og havde en stor Skjæbne, vilde Du høre til dem, Alfons; paa Dig kunde hjælpes blot ved at vi erobrede Jerusalem og gav Jer den tilbage. Den anden Kaste ere de, der have en adelig Sjæl, men Skjæbne af lavere Art. En Moder seer vidunderlig dybt, eller hun taler prophetisk om sit Barns Skjæbne uden at vide det. Hun sagde saa tidt om mig: Gid han var et Grevebarn! Med min Skjæbne ligner jeg det Menneske, som paastod, at hans Pande ikke var høi nok for hans Tanker; de vare i Fængsel; saasnart de reiste sig i deres Mægtighed, fik han en forsmædelig Hovedpine. Schiøtt har det paa en anden Maade, hos ham, troer jeg, er Skjønhedstanken distrait. Den næste Klasse ere de, som udføre endog det Gode paa uskjøn Maade - f. Ex. de, der gjøre Vel imod En, fordi de hade en Anden -eller de, som udføre det Slette, men paa særegen, smuk, elskværdig Maade, der vidner om, at deres Sjæle ere Bastardsjæle. Endelig den sidste Klasse udgjøre Plebejerne, der hverken udvendig eller indvendig have Skjønhed. Jeg har seet Folk med et saadant Udtryk af Misundelse, Uforskammethed, Begjærlighed, dyrisk Vellyst, ja med noget saa Dyrisk, at jeg paa det Bestemteste protesterer imod at være i Familie med dem, at nedstamme fra samme Menneskepar som de. Rødt Skæg eller flade Næser, Svineøine, tykke Pander eller desl. - Alt er Mærke paa, at deres Slægt nylig er avanceret fra Dyreriget ind i Menneskeriget, de staae paa Rangforordningens sidste Trin, og gjennem Slægterne, troer jeg, kan det stadig af den Opmærksomme skjønnes, om Nogen, endog en Smuk, har Blod i sig af den Race, hvis Natur er det Schofle og Sandselige, og imellem Folk af forskjellig Race indtræde da de værste Mesalliancer - for vi Andre kunne ogsaa synke ned, men have ikke hjemme der.

Men, sagde Alfons, naar de lære Noget, gaaer det over.

Ikke altid, Naturen er for stærk. Nu skal jeg fortælle Dig et Exempel. Blandt dem, jeg skal sammen med iaften, er en af vore unge Digtere. Han skriver alle mulige Slags, leverer Noget i enhver Genre, der er paa Moden. Han er stærk bygget, har svære Hænder og Fødder og store Ører. Han skjuler sin Sjæls Lurvethed og Plebejisme under et paataget, djærvt Væsen; han forstaaer at smigre, idet han tilsyneladende skjælder Dig ud. Han kom til mig, da han havde hørt, at jeg havde været paa et stort greveligt Bal; saa skulde vi være Venner. Han ansaae mig for En, der forstod at svinge mig op ved Brugen af de meest gudsforgaaende Midler, og for at smigre mig sagde han engang: De er maaskee en af disse Blegnæser, der »troe«; men der er, Gud straffe mig, ingen Gud!

Hvad sagde Du saa?

Jeg sagde: Jeg kommer ikke mere hos Grevens.

Efter en Pause sagde Alfons: Ja, men Du kan troe, at et Menneske kan blive ligesom forgiftet, naar han er sulten og ikke har at spise.

Tanken om Nødvendighedens Magt over en Menneskesjæl var nærved at bringe Taarer i Øinene paa Otto; men han betvang sig ligesaa hastig og sagde: Jeg vilde nødig gjøre ham Uret! Men det er ikke saa! For Brødets Skyld bliver intet Menneske Hund, naar der ikke er en hundsk Natur i ham. Nei, Du kan troe, denne Forskjel er given skjæbnesvangert. Ingen Sjæl svinger sig op over det Punkt, som er den bestemt ved Fødselen. Maaskee efter titusinde Aars Forløb griber den et Glimt af Gudernes Tog. Men her paa Jorden er ingen Fremgang og Udvikling, og det er i Grunden latterligt at kjæmpe - ja, man kjæmper jo stadig, af naturlig Drift, og for ikke at falde ned i tredie Klasse .... Det er en Fortvivlelse, der grændser til Vanvid at skulle troe, at man ikke hører til 1ste Klasse - at skulle troe Keiser Napoleon af en anden Race, ikke være beslægtet med ham eller Perikles eller Sophokles! Det var dog den skrækkeligste Ulykke! Jeg vil heller ikke troe det! Men der er kommet noget Ondt over mig, og lad det nu dynge sig op i større og større Mængde, tilsidst sprænger jeg det - og jo større Massen var, desto høiere bliver det slynget op.

Ja, men hvad troer Du, Folk sige, naar Du saaledes lader det »dynge op«?

Folk! sagde Otto henkastende og med et tvungent Smiil.

Ja, Din gamle Rector f. Ex. talte igaar om Dig.

Naa, hvad sagde han?

Ja, han sagde, at Du havde opgivet Timerne og nok slog Dig løs.

Saa? Ikke videre?

Jo. Han sagde Noget, som jeg formodenlig skulde sige Dig.

Naa, hvad er det da? Er det ondt, saa lad mig faae det hurtig!

Han sagde: Der gaaer nu igjen en Menneskesjæl ad Helvede til. Efter en Pause sagde Otto tankefuld: Ja, der kan man see; han troer, at jeg ligger i Vandet; men han tager ikke engang en Baadshage for at fiske mig op.

Ved det Gilde, som holdtes om Aftenen, var Samtalen lidt efter lidt bleven overveiende literair. En af de unge Forfattere sagde: Det gaaer med de klassiske, »skjønne og gode« Værker som med Beethovens Musik; Alle beundre, men Ingen forstaaer den, og naar Dandsemusiken kommer, smile alle Ansigter, man føler sig befriet fra den grandiose, værdige, skjønne, store Kjedsomhed; men man siger naturligviis, at det er kun Dandsemusik. Hvad Menneskene søge og have ubetinget Ret til at finde i Literaturen, er Adspredelse, Morskab, Glemsel; Literaturen skal være pikant; den skal være omtrent som en livlig Conversation, hvori en fiin Equivoque ikke skader. Saadan vil man have det, forsaavidt man ikke hykler og er affecteert. Man gjør nok officielt, koldt, beundrende Knix for de Store, der tale om det Høie og det Dybe; det hører nu engang til i et Samfund, som holder Præster; men man elsker os Andre, der ikke ville uleilige eller ydmyge Folk med at hæve dem op imod Naturens Orden, ikke anstrenge dem med Ideal og Æsthetik og saadan humbug.

Han med de store Ører var af samme Mening og tilføiede kun, at Literaturen mindre burde være pikant end djærv. Det er ganske vist, sagde han, at al den Snak om fremmede Klassikere har fordærvet og udhulet os.

Samtalen gik videre, og i Anledning af et Beriderselskab, som da gav Forestillinger, blev opstillet den Paastand, at Beriderne egenlig ere det sande chevalereske Element i Tiden.

Ja, sagde Otto, og Beriderskerne repræsentere altsaa Tidens sande Kvindelighed!

I den Disput, som nu paafulgte, kom Otto trods sin Høflighed til at vise en Hovmod, imod hvilken den Adelsstolthed, som Løvenhjelm undertiden forraadte, faldt aldeles igjennem; thi Adelsmanden Løvenhjelm anerkjendte dog Borgerfolk for virkelige Væsener og vilde, hvis han havde tænkt derover, ikke have nægtet dem Himlens Salighed, hvorimod det fremgik af Ottos Ord, skjøndt han ikke udtalte det directe, at han nægtede dem Udødeligheden, at med Undtagelse af saadanne Folk som Napoleon, Goethe, Thorvaldsen, Øehlenschläger var alt det Øvrige ikke Andet end Affald, bestemt til at gjøde Jorden omkring Blomsterne.

Der blev fra den anden Side antydet, at de Folk, hvis Stykker bleve udpebne, da heller ikke vare Andet end Gjødning.

Maaskee, svarede Otto; men det Tilfældige er ikke det Afgjørende. Forskjellen imellem os er, at jeg vilde være glad, om hver af Eder var en Øehlenschlager, medens I vilde være glade, om jeg ikke blev til Andet end Gjødning.

Herpaa blev ikke svaret; men der var en treven, irriteret Stemning, da man gik sammen ned ad Gaden.

Ottos Sind blev tungere og tungere; det var som et Skib, der er nærved at synke, og fra alle Sider strømmede sørgmodige, længselsfulde, lidenskabelige Tanker ind, medens han gik taus og med bøiet Hoved. Han kunde igjen ikke rigtig forstaae, at det virkelig var ham, som gik her, at han, hvis Sjæl anede og længtes efter saa megen Skjønhed og Storhed, i Virkeligheden ikke saae Andet end disse trevne Skikkelser og de halvmørke Gader. Saa syntes ham dog, at der i det Liv, han havde opgivet, var en ganske anden Mulighed til Lykke. Den havde han forsømt, Blodet steg ham til Hovedet ved Tanken derom. Han sagde: Det kan ikke nytte at bede til Gud, det har jeg prøvet! Hvis han end er til, er han kun Aanden i Verdensloven og kan Intet give. Men I Muser og Gratier, som selv have levet blandt Menneskene og kjende det varme, bankende Liv, til Eder vender jeg mig bedende! I vide, at jeg aldrig har krænket Skjønheden og Sandheden! I vide, at jeg elsker Eder, at hvorsomhelst Noget, som er Eder værdigt, fremstaaer, der hylder jeg det med Glæde. I kjære Gudinder, hører min Bøn, og jeg skal til Gjengjæld dyrke Eder trofast alle mit Livs Dage: Frelser mig af dette Helvede! Giver mig, I Gudinder, hvad jeg er værdig til: igjen at opnaae aandfuld Samtale som med Schiøtt, og at en skjøn Kvinde elsker mig, om end kun een Dag; lader mig derhos være med i en virkelig stor Handling og hævde en stolt, kraftig Personlighed, og lader mig da, som min gamle Rector sagde, og om saa skal være, gaae ad Helvede til, især hvis det er sandt, at I nu opholde Eder dernede! Man hørte Sang fjernere i Gaden og mange tunge Trin som af en stor Trup.

Det er Haandværkssvende, sagde En, lad os bøie om til Lille Kongensgade.

Min Vei fører ligefrem, jeg gaaer ikke tilside for Nogen, sagde Otto.

Uden at anvende mange Ord, som man dog vidste vare frugtesløse, skiltes man fra ham og lod ham gaae ene.

Det er de Bedrifter, man faaer Lov at udføre, sagde Otto til sig selv; det er Livet! - Og saa veed man ikke engang, hvilken Ulykke der kan skee, for slaaer En mig, maa han jo slaae mig ihjel, ellers drikker jeg hans Blod. - Men naar jeg saa er kommen forbi dem, hvad saa? Saa er der slet ingen Ting!

Truppen, der kom Arm i Arm og spærrede hele Gadens Brede, var allerede nærved at støde paa Otto - da pludselig En rev sig løs og med Udraabet: Til Høire og Venstre bryd af, gjør Plads! kastede sine Kammerater tilside og aabnede en bred Vei for Otto.

Peter Krøll! raabte Otto ved Lyden af Stemmen. Er det Dig, Peter Krøll? Kommer Du hjemmefra?

Kjender De mig igjen? sagde Peter.

I et Nu aftalte de at sees, Peter fik Ottos Adresse, og hver gik sin Vei.

Hjemmefra!

Der hjemme, paa den Plet, hvor Vuggen stod, svæve endnu usynlige, uendelig smaa Genier omkring. Maaskee bliver deres Flugt med Aarene alt langsommere, maaskee forlader hver Fødselsdag en af dem Kredsen, stigende op til Udspringet, saa at i vor sidste Stund Bevægelsen ogsaa ganske ophører hist og den sidste Genius følger vor Sjæl, hvor langt den end var kommen fra Hjemmet.

Eller maaskee ere de paa deres Maade dødelige, og af hver Synd, vi begaae, dræbes een.

Der hjemme, i den Have, hvor Legen gik, der svæve luftige Smaavæsener af en lettere Art. De tumle dem endnu i den Luftstrøm, hvor Barneglæden foer afsted; om Sommeren, i Solskin, mylre de i Luften, leende - var man der nu, kunde man høre dem! Om Vinteren boe de luunt under den hvide Snee og aande Liv i Vintergjækken, svinge sig op over de første Foraarsblomster. Hvo som kommer derhjemmefra, har maaskee gaaet igjennem Sværmen, og nogle af dem have hængt sig fast i hans Haar og Skjæg eller Klæder - derfor bringer Den, der kommer hjemmefra, saa deilig Duft med sig.

Men naar man taler til dem og han svarer, eller man ikke har Mod at spørge dem, saa de kunne tale! Da gjør man kun igjen den gamle Erfaring, Hjertet, der aabnede sig for at modtage Vidunderet, som det tørstede efter, lukker sig igjen sammen om sit Haab.

Peter var tilbageholden og bange for at være for simpel til Otto, hvorimod Otto efter at have trængt Erindringer og Følsomhed tilbage fik en ny Beskjæftigelse. Han saae paa sin Barndomsvens Høvl, Saug, Øxe, med en Kjærlighed eller Beundring, som denne ikke forstod. For Peter vare de uden reflecteert eller sygelig Misfornøielse Tegn paa Nødvendighed og Trældom; for Otto vare de Symboler paa Haandværkslivets Frihed og robuste Livspoesi. Og Peter oplevede jo netop Noget. Allerede hans simple Fortælling om den Aften, da de havde truffet sammen, vidnede derom. Han havde været med at holde Afskedsgilde for to Bortreisende. Den Ene var en Skrædersvend paa nogle og tredive Aar, der havde en Kjæreste ude i et Landsogn og havde begivet sig derud for at arbeide; det turde han ikke uden Bevilling, og han havde ansøgt om en saadan; men i den nærliggende Kjøbstad havde man virket derimod, og pludselig var han bleven requireret og transporteret til sit Forsørgelsessted, Kjøbenhavn. Paa Veien havde en Herredsfogeds Hund bidt ham i Benet; men han maatte marschere videre alligevel, og da han kom til Kjøbenhavn, erklærede Politiet strax, at han kunde gaae, hvorhen han vilde, kun ikke i den Retning, han var kommen fra, altsaa ikke ud til Kjæresten og hente sit Tøi eller til Herredsfogden og faae Erstatning for Hundebidet. - Den Anden var et mechanisk Geni, der ikke havde lært nogen Profession paa Lauget, men i Alt, hvad han tog sig for, leverede det Fortræffeligste. Men han kunde ikke faae Arbeide i Værkstederne, eftersom han ikke var Laugssvend, og han turde ikke arbeide for egen Regning. Saa »sagde man«, at han havde for en anden Mand forarbeidet en Plade til at trykke Rigsdalersedler med, og han havde været under Tiltale, men var bleven frifunden.

Peter fortalte dette som noget Hverdagsligt og Naturligt, uden Bitterhed og uden Tanke om, at det kunde forhindres; Folket syntes ham født til Sligt ligesom til Udskrivning; men man kunde trække sig fri. Otto fik heller ikke Følelsen af Bitterhed, men dvælede ved de to Menneskers Udsigter: Ude i Verden kunde de føre et frit og lykkeligt Liv, de havde lært Noget, som gjaldt overalt, og for dem og deres Lige syntes Verden kun en Anstalt, hvori det Skabte saa godt som mulig nød sin Tilværelse, blomstrede, visnede og sank hen. Nu kunde han ikke længer eftertragte Sligt, som da han havde gravet i Haven med sin Broder; nu følte han saa tydelig den evige Aands Ørnevinger saagodtsom dens smertebringende Klo. Men -det svimlede et Øieblik for ham - hvor var Formaalet? Hvor skulde han og hans Lige finde Lykken?

Men han udtalte sig ikke mere paa barnlig Viis, saadan som han følte. Han sagde til Peter: Det synes jeg forresten godt om, at I Svende saadan tager Jer af dem, der lide under Laugsvæsenet.

Men denne Tanke var Peter næsten uforstaaelig; thi selv var han stolt af at være Laugssvend. Nei, sagde han, Han, Skræderen, var nede fra vor Egn, og den Anden var fra Taasinge; derfor var nogle Taasinge Skibstømmermænd med ved at hjælpe dem afsted, og da vi saa havde fulgt dem bort, saa drak vi sammen.

Otto mærkede den særegne Aristokratisme og taug.

Peter vedblev lidt efter: Det er ellers Synd for ham Rigsdaler-Fabrikanten ....

Men Du sagde jo, at han var bleven frifunden, hvorfor giver Du ham saa det Navn?

Ja, det er sandt nok, svarede Peter; men Folk siger det nu engang, og saa er det jo ligesaa godt, som han havde gjort det. - Det var Synd, han skulde i den Forlegenhed, for han var rigtignok flink! Han vilde finde Cirklens Quadratur.

Hvad er det, Peter? raabte Otto forbauset, hvordan kjender Du det Ord? Har Du lært Mathematik?

Lidt, svarede Peter med uforandret Tone og uden at see op fra Træet, han borede i. Han lærte mig lidt.

Ja, men Cirklens Quadratur kan ikke findes! Du maa da ikke troe derpaa!

Nei, men hvorfor har de saa udsat en Præmie for den, som finder det ud?

Hvem er det, som har udsat Præmien?

Ja, jeg kjender naturligviis ikke de lærde og fornemme Herrer; men der skal være sat en styrtende høi Priis ud, og ogsaa for et Perpetuum mobile.

Det tænkte I da ikke paa at gjøre!

Jo, sagde Peter og blev ganske rød.

Naar?

Sidste Vinter boede han jo hjemme hos os, og saa arbeidede vi derpaa, og saa blev vi begge To saa fattige. Jeg fik nu Arbeide her i Byen; men han kom i Fidtefadet, stakkels Fyr. - Her kan De see, tilføiede Peter og nedtog fra en Hylde nogle smaa Maskiner udførte i Træ og Jern.

Sig nu ikke De, Peter!

Her kan Du see, rettede Peter og forklarede Otto Mechanismen, hvori der kun manglede en Ubetydelighed, saa gik den og kunde aldrig standse.

Troer Du nu virkelig, at den Umulighed kan gjøres? spurgte Otto, hvis Forstand og Phantasi kjæmpede med hinanden.

Nei, det er jo rimeligt nok, at den ikke kan; men det var dog saa fiffigt, om man kunde det! .... Men her skal Du see, den har jeg selv fundet paa.

Det var en Maskine, hvorved der kunde spares en betydelig Arbeidskraft, og Peter viste, hvor godt og bestemt den udførte sin Forretning. Otto sagde: Blot jeg kunde Mechanik! Jeg vil studere det! For naar man troer derpaa, saa henvender man sig til hele Verden ....

Ja, hvad kan det hjælpe her hjemme! sagde Peter. Nei, jeg har hørt, at der er et Sted i Udlandet, hvor de strax, naar man kommer med saadan en Opfindelse, siger: Her er Penge! Lad os see, hvad den duer til! Jeg vil tage den med udenlands.

Naar vil Du da reise, Peter?

Ja, nu skal jeg først iovermorgen ud paa Landet og arbeide for min Mester en fjorten Dages Tid, og saa gaaer vel Sommeren her hjemme..... Bare man havde lært Noget!

Naar Du kommer tilbage, vil jeg gjerne lære Dig, hvad jeg kan .... Men iovermorgen er det jo Søndag, saa skal Du da ikke arbeide?

Nei; men jeg havde tænkt at være med, for der skal nok være Folkefest dernede.

Skal der være Folkefest? Ja, saa tager jeg med, saa følges vi ad!