Trettende Capitel

Dagen efter var Schiøtt hos Hald for at modtage nogle Oplysninger til en Oppositionsartikel, som Hald ifølge sit Revers naturligviis ikke selv turde skrive. Medens han gjennemsøgte nogle Papirer, blev en Etatsraad, en af hans Chefer, meldt, og for en saa fim Iagttager, som Schiøtt var overfor Mandfolk, kunde ingen Nuance af Indtrykket blive skjult. Hald søgte at lade som Ingenting, men glemte, hvad han skulde søge efter; han turde ikke lade Etatsraaden vente i Forværelset, kunde ikke bede Schiøtt liste sig bort, kunde heller ikke gaae ud og underholde Etatsraaden derude, skjøndt han tænkte derpaa og til den Ende kastede et Blik ud over de Papirer, han maatte efterlade paa sit Arbeidsbord. Den hele Kamp varede et Par Secunder, saa havde han fuldstændig fattet sig og førte Schiøtt ind til sin Kone.

Camilla modtog Schiøtt paa en meget elskværdig Maade, med Venlighed, som en Bekjendt, uden at lade Noget minde om Bekjendtskabets Oprindelse. Men han var i dette Øieblik ikke oplagt til at paaskjønne det; opfyldt af Ironi og Bitterhed mod Hald saae han i Alt, hvad der omgav denne Mand, kun Sminke og Fernis.

De kom til at tale om den foregaaende Dags Folkefest, og for at finde Noget, hvorved han indirecte kunde tage Parti mod hendes og Halds Venner, henledede han især Talen paa Sammenstødet mellem Dalberg og Otto og stillede Otto i et saa gunstigt Lys som mulig

Camilla blev i høi Grad overrasket. Efter den Forestilling, hun den foregaaende Dag af Dalbergs korte Meddelelse havde dannet sig, havde Otto formedelst sit Uheld kastet sig ud i Raaheden, havde stillet sig hadefuld udenfor Samfundet og dets høieste Interesser, og nu hørte hun det aldeles Modsatte. Hvad der især gjorde Indtryk paa hende og overbeviste hende, var Ottos Yttring om Helzen og den unge Pige. Hvorledes kunde et Gemyt, der saadan troede paa Kvinden, der havde saadant Anlæg til sværmersk Begeistring, være raat? Ganske uvilkaarlig kom Schiøtt til at fuldstændiggjøre Virkningen. Da han fortalte Slutningsreplikerne, spurgte hun med et Smiil, som Schiøtt ansaae for frivolt eller tvivlende: Troer De da virkelig, at han vilde have vovet sit Liv? - Schiøtt svarede med Lyst til at drille hende, med hemmelig Vrede imod hende: Ja, Frue, for han havde givet sit Æresord. - Hvor det kan gjøre Virkning, naar et Menneske, der ikke synes at have Tro paa nogen Ting, troer paa et andet Menneskes Æresord! Og især havde det Magt over Camilla, hun, som med længselsfuld Sjæl havde lyttet til den Kraft, der var ude i Folket, som af en enkelt natlig Lyd havde higende og umættelig søgt Forestilling om Folkets Evne til Bedrift og Opoffrelse, hun, som var saa træt af elegante Folks Bedrifter i Ord, af deres opoffrende Taler i comfortable Værelser. Hun sagde, idet hun vedblev at sysle med sit lille Haandarbeide: Det forekommer mig, at De kalder den unge Herre Krøyer; er han maaskee i Familie med den Digter, som nok engang fik et Stykke opført?

Det er ham selv, Frue.

Saa?

I Løbet af en lille halv Time var foregaaet en stor Forandring med Schiøtt. Han havde fuldstændig glemt det Anfald af ondt Lune, hvormed han var kommen, og det var jo desuden urimeligt at ville drille en saadan Dame, der havde en saa smuk Upartiskhed. Istedenfor at staae kold og fjendtlig overfor hende havde han givet efter for det Behag, hun vakte, for den personlige Elskværdighed, der omgav hendes Væsen. Hvor hun dog havde udviklet sig siden Klampenborg Begivenheden! Hvor en Kvinde kan modnes og dog vedblive at være ung! Hvor havde han dog havt sine Øine! Hvor han dog i Grunden havde Meget at lære endnu! sagde han til sig selv. Den Interesse, hans Fortælling om Folkefestscenen umiskjendelig vakte, tilskrev han sig selv, sin Fremstillingsevne, og derved, at han behagede ved sin Skildring af det Kjække eller troede det, opfangede han fra hende en saadan Tro paa det Ridderlige, en saadan bevinget Stræben opad, at han selv ligesom fik Vinger ved hendes Side. Især blev det et virkelig smukt Øieblik for Begge, skjøndt paa høist forskjellig Maade, da han sluttelig skildrede hende Scenen ved Stranden, Naturskjønheden og den ubekjendte Kvindes Sang, Romantiken, der var brudt frem paa en Hverdag.

Efter at have fulgt Etatsraaden tildørs kom Hald, og da han saae Camilla, blev han ganske overrasket ved det Udtryk af Liv og Kraft, som var over hende. Han tænkte: Ja, det er et Pokkers Menneske, og engang imellem, naar her ikke er Andre, vil jeg bringe ham ind til hende.

Da Camilla var ene, vedblev hun at fuldstændiggjøre det Billede, hun havde faaet; af Schiøtts Ord opfangede hun Mere, end han havde fortalt. Med et reent Sind, med dyb Anelse om det Liv, der er det væsenlige, og tillige med Kundskab om Verden, lagde hun Mærke til, at Otto stod ensom og desuagtet bestandig havde Idee eller Ideal for Øie. Blandt Alle, hun kjendte, var der ikke en Eneste, hun tiltroede en saadan Evne. Meer eller mindre lignede de Milner deri, at Folks Dom, Omgangskredsen, Selskabeligheden var en saa paafaldende Deel af deres Samvittighed. De gik i Stime, syntes hende; den Enkelte bliver deri bestemt af det Fælles, bidrager vel selv, men ofte saa lidt, til det store Choc, der driver ham fremad. Om sig selv vidste hun jo ogsaa, hvad det betod at være med i Stimen, ikke kunne komme ud af Strømmen og fare vild. Hvilken Beundring tilkom da ikke den Organisme, der ene, afsluttet, ligesaa trofast som Magnetnaalen viser mod Nord, var vendt imod Idealet! Og saa var han endda ikke ganske ene. Hvis det, Otto kaldte sin Fylgie, havde paataget sig at tale hans Sag, vilde det ikke have valgt heldigere, end Schiøtt gjorde ved at fortælle om Scenen ved Stranden. At det havde sunget til ham fra Skoven, forekom Camilla som et enkelt Tegn paa den Rigdom af Lykke, som var ham nær, og med Kvinderne er det nu engang saa, at, hvor gjerne de end give Almisse, saa bortskjænke de dog ikke gjerne deres Sympathi af Medlidenhed, til den, som trænger.

En Anden, der ikke kjendte ham, havde sendt ham saadan Hilsen og Opmuntring, og hun, hvem han engang havde seet saa mærkværdig tillidsfuldt og troende i Øinene, hun havde forkastet ham. Det nagede hende, ikke egenlig som Uret imod ham, men som Synd mod hende selv, at hun havde været med at lee haanlig over den Fraværende, at hun havde traadt dette Billede i Dyndet. Hun sagde til sig selv, at hvis hun var Mand, vilde det være Feighed, om hun ikke sluttede sig til et saadant Menneske, opmuntrede ham til Kamp for det idealt Menneskelige, hensynsløst bragte Offre for at hjælpe ham. Nu var hun »kun Kvinde«, ei engang hendes Sympathier vare hendes Eiendom, endnu mindre hendes Hjerte, Person, Handling. End ikke det ringeste Tegn paa Deeltagelse turde hun vise undtagen efter sin Mands Opfordring, og det var dog saa besynderligt, at hun ved Emilies Fortælling allerede for lang Tid siden var kommen til at kjende dette Menneske. Han havde stolt afslaaet deres Indbydelse, og det lod jo overhovedet til, at hun aldrig vilde træffe ham igjen. Turde hun da slet Intet gjøre? Ikke engang paa aldeles upersonlig Maade, ganske skjult og til Overflødighed endog skydende et Skyggebillede frem foran sig? Hun mindedes nogle Ord, som Tasso synger om gode Stridsmænds Løn, og tilføiede som meget fri Oversættelse de Ord: Hvo der holder meest af Ideen, faaer undertiden det mindste Stykke af Lykkens Æble.

Angst som ved en Forbrydelse, stolt som ved en Handling, der protesterede mod den feige Taushed og tilfredsstillede en reen Følelse, hastende for ikke at betænke sig, nedskrev hun det og afsendte Brevet.

Det kom til Otto som en lille Lue til et Fad med Viinaand: den tænder, Luen glider frem i Tunger, i Bølger, det Hele er et Flammehav. Og i Ottos Sjæl blev der et Flammehav af Liv og Lykke. Saa fik han altsaa dog Verden, Byen, at see, som den virkelig var! De Marmorpaladser, der stode bag de graa, gule eller rødlige Mure, sendte Hilsen, ei blot i en Slags Havfrusang, men de skrev. Det Brev, som paa den magiske Sommeraften var forjættet, var kommet! Han havde tilfældigviis rørt ved en af Klokkestrengene, der gik ind til Lykken. Og ved den blotte Lyd af Trin, fra dem, der vilde lukke op, blev han saa rig, at han ikke kunde forstaae, at han i nogen Tid ikke havde været det. Men Livsprincipet i denne Sjælerigdom, det, som gjorde Verdens Lys gyldent og fyldte den med dæmpet, frydelig Klang, var den Person eller det Væsen, som havde skrevet Brevet. Hvo var det? At det var en Kvinde, saae, følte han. Man siger, at onde Ting kunne meddeles ved Papiir, og derfor røger man sommetider Breve. Men ganske modsatte, skjønne, liflige Kræfter kunne følge; et overordenlig fiint Stof, svarende til vort Væsen, en Udstrømning af det, kan snige sig med, trænger ind i Porerne, ind i Blodet, naaer hele Systemet. Derfor fornam han, at Brevet var fra Kvindehaand, og en Anelse om Kjærlighed fulgte med - en Kjærlighed, der var opadstræbende, hemmelighedsfuld og rig som Marmorpaladserne. Han saae store, klare, venlige Øine! Et fornemt, ophøiet og tillige saa mildt og varmt Blik! - Men hvo var det? Noget i Ordene lignede paa saa paafaldende Maade Emilie; men han var overbeviist om, at det ikke kunde være Emilie; maaskee havde han især Overbeviisningen, fordi han ikke ønskede det, fordi hun stod saa særegen for ham. Al Poesi, der var i hans Sjæl, havde sin første og fornemste Kilde fra hende; men Floden vilde ikke vide af den i Fortidens Dæmring tilhyllede Kilde. Ja, hvis hun endnu var Barn eller næsten Barn, hvis den Skikkelse, der havde siddet i Lysthuset hiin Morgen, havde løsnet sig fra Emilies Navn og Skjæbne og uden at blive ældre svævede som Fee i Luften - den samme Fee, som havde sunget og svaret i Skoven - den samme Fee, der havde staaet ved hans Side i Skuespillerindens Lignelse hiin magiske Sommeraften og atter senere paataget sig Billedet af Camilla Hald i det korte Øieblik, da hun lyste paa ham som det Hellige i Correggios Nat - hiin Fee, alle hans Længslers Gjenstand, Hende selv, Kvinden, Idealet. Hvor var hun? Ja, for ham maaskee ingensteds, men dog overalt, idetmindste forsaavidt, at han ingensteds var sikker paa, at hun ikke var der. Hun kunde see ned paa ham fra hvilketsomhelst Huus, han gik forbi, hun kunde sidde i en Loge i Theatret, hun kunde kjøre forbi i en hastigrullende Kareth, ja i hans eget Værelse var han ikke sikker paa, at hun ikke hørte og saae ham, at ikke Muren kunde aabne sig og hun stige ud .... han stirrede paa Muren og sagde: Ja, hun kommer maaskee ikke strax!

Men enten hun kom eller ei, visselig, Opfordringen skulde ikke være spildt paa ham! Han følte sig indviet, som om han havde faaet de tre hellige Slag af Sværdet.

Hvordan skal de To forsones? spurgte Schiøtt, idet han stak Hovedet ind ad Døren.

Hvem? vi To?

Nei, de To, de store Kræfter udi Politica.

I dette Øieblik, da han saae Schiøtts aandfulde, halv spottende, halv venlige Ansigt, huskede Otto ydermere sin Bøn til Muserne og Gratierne. Miraklet var skeet! Om det egenlig var dem, der havde gjort det, vilde han hverken benægte eller indrømme - hans Sjæl kastede et forborgent, taknemligt Sideblik til Noget eller Nogen, der mulig havde den sande Magt, men som han dog ikke var traadt i officielt, blindt Anerkjendelsesforhold til. Henrykkelsen i ham blev mere stille; det syntes ham, at hans Moders hemmelighedsfulde Spaadom var gaaet i Opfyldelse, at han havde lært at bede: han havde jo lært at faae opfyldt.

Det kostede ham Umage at dølge dette umaadelige indre Liv. Schiøtts Spørgsmaal kom som en Afleder, han fik et Stof, der kunde modtage al hans Begeistring, en Plads, hvor hans Kræfter kunde tumle sig og søge et Formaal.

Det var i den livlige Samtale, som nu kom, en forudanende, digtende Omformen af Virkeligheden, som han forsøgte. Ligesom han selv havde istedenfor Hverdagsmurene faaet Marmorpaladser, saaledes vilde han ogsaa, at andre Mennesker skulde opnaae det Bedste og Skjønneste, og saa kom hvert Øieblik Spørgsmaalet om, hvad der menneskelig var det Bedste. Otto tyede til sin Erfaring og dvælede ved den Hjerternes Haardhed, som han kjendte i Samfundslivet, hvordan Menneskene lode hinanden gaae for Lud og koldt Vand, hvordan de nedtraadte eller overlistede hinanden, saadan som André havde fortalt med Hensyn til Bankactierne, eller hvordan de sank hen, saadan som Peter Krølls Kammerater eller mangen Student, der kom til Universitetet og af Professoren hørte deilige Ord, og lidt efter skred Professoren kold og fornem forbi ham. Man skulde forhindre Menneskene fra at betale Fattigskat og give Almisse og drive anden Afladshandel; man skulde tage Magt over dem, føre dem ud og lade dem med deres Personer staae ved deres Ord; der burde være saadanne Kjærlighedsmaaltider som i gamle Dage. Hvilken Storhed vilde ikke en Stat faae derved, hvilken Evne til Bedrift, og hvilken Friskhed i Poesi og Kunst! - Man burde stifte et hemmeligt Selskab for at gjennemføre det, vedblev Otto. Der er dog iblandt os mangfoldige lyse Hoveder og kraftige Sind, som føle det Samme og stønne efter det Samme; men lidt efter lidt betvinges de af Samfundets Dødhedskraft.

Alle store Religionsstiftere, svarede Schiøtt, have gjort saa; den berømte Muhamed indrullerede i sit hemmelige Selskab først sine Nærmeste. Til hans Slave Said kan hos Dem Hr. Sem eller Hr. Krøll svare, og til at repræsentere hans Kone Kadischa har De jo den lille .... er det ikke Birgitte, hun hedder? Jeg vil være Deres Svigersøn Ali, naar De engang faaer en kjøn Datter og jeg bliver en ærbar Frier.

Kan De huske, sagde Otto smilende, at jeg engang ganske fortvivlet spurgte Dem, hvorfor man læser? Troer De nu ikke, at man læser og lever for en Idee, hver har sin Idee, sin Fane .... eller det er i Verden ligesom med Bataillonerne, mange hundrede Mand ere om een Fane - og lad dem Alle falde, blot Fanen er plantet seirrig!

Hvilken er da Deres Fane? Har De maaskee faaet een tilsendt broderet?

Ja, svarede Otto og knugede Billetten i sin Haand, skjøndt De ikke kan see den, holder jeg den i min Haand, og skjøndt den er sammenfoldet, flagrer den dog for mig! ....

Jeg forstaaer mig ikke paa Gaader og Kjeldermænd, svarede Schiøtt, men hvad Deres Ideer og det hemmelige Selskab angaaer, saa er i vor Tid Offenligheden det bedste hemmelige Selskab, og jeg tilbyder Dem, at hvis De vil udvikle Deres Ideer i Breve til mig, saa skal jeg efter ringe Evne tjene Dem som Juno Lucina og befordre dem til Pressen.

Det var en Tanke, som foreløbig aldeles tilfredsstillede Otto. Lade Noget trykke! Hvis Hun, den Ubekjendte, var overalt og ingensteds, saa var jo det trykte Ord netop Budet at sende hende! Og arbeide under hendes Øine, behandle saa store Anliggender under Paakaldelse af hende og i hendes Navn, male Billeder, hvorom slyngede sig Arabesker og Hieroglypher, frembydende Mængden af Læsere een Mening, men hende tillige en anden! Hvilken lyksalig Opgave for en Poet at gjøre dette paa skjøn Maade, saa fiint, at ikke engang Schiøtt ret skulde mærke, at Nogen havde tilskrevet ham og fik Svar!

- Da Schiøtt havde faaet det første Brev, benyttede han en Leilighed, som Hald gav ham, til at vise Camilla det, ikke just som Otto Krøyers, men som bestemtere Udvikling af et af de Anliggender, som sidst havde været omtalte. Camilla blev yderst ubehagelig berørt ved denne Fortrolighed og var et Øieblik kun betænkt paa, hvorledes hun fremtidig skulde blive fri for alt Lignende; men hun mærkede snart, at Schiøtt handlede i god Tro, at hun var indhyllet i det fuldstændigste Mørke, medens de To stode for hende i det fuldeste Dagslys. Sjelden vil vel en Kvinde under saadanne Omstændigheder modstaae Fristelsen til at modtage Hylding som en Mands Genius og fornemme Duften af sin Magt, som Guderne fornam Røgelse og Brændoffer. Paa sær Maade vedblev det at have Magt over hende, hvad Schiøtt havde fortalt hende om Otto, at hvadsomhelst han gav sit Æresord paa at udføre, det vilde han forsøge, om end Livet stod paa Spil. At faae dette Æresord, at blive saadan tjent, adlydt som den »Gamle paa Bjerget«! Hun havde intet Hverv at give! hun vilde ikke have noget personligt Forhold! hun vendte Tanken bort.... som fra et Vandfald, der fængsler Blikket og Tanken.

Saa kunde hun smile med femtenaarigt Skjelmeri ved Tanken om, hvorledes Schiøtt holdt Lyset, og hvilket Held Digteren uden at vide det havde med at faae sine Breve besørgede, og naar hun saa igjen bebreidede sig det, naar hun saae sig i Speilet og mødte Damen, svarede hun, at dette dog var den eneste Glæde, hun, den Lykkelige, Misundte, havde, det Eneste, som bragte Electricitet i Luften, og som, medens det havde en fuld, livlig Virkelighed, tillige i hvilket Øieblik hun vilde, kunde forsvinde som Noget, der aldrig havde været.

Saaledes var Samvirken og Samliv bragt tilveie mellem tre Mennesker, der aldrig samledes. Jo bestemtere og fuldstændigere Otto gav sig ifærd med sin Opgave, desto større og glædeligere følte han den. I Førstningen havde han overveiende tænkt paa de skjulte Allusioner, der skulde naae til Hende. Men det varede kun kort, inden selve Gjenstanden tog Magt og Maal og Middel smeltede sammen. At komme til Erkjendelse, klart skue ind i store Anliggender, optage Sandheden i sig, frembragte i hans Sjæl en musikalsk Harmoni eller ogsaa kraftig Uro, og saa Haabet, Længslen efter at see sig belønnet med et nyt Brev, med en heel Fremtid .... i saadanne Øieblikke havde hans Tilværelse Fylde, Glæde, Selvfølelse - det forekom ham, at Menneskehedens og hans Fødelands Faner flagrede om ham.

Schiøtt var ogsaa optaget og mættet af sin Virksomhed, men paa en anden Maade. Han nød sit Parties, sine Venners Anerkjendelse, og var Gjenstand for mangfoldige Menneskers Smiger og Hylding. Han beherskede et stort Blads Kritik over Literatur og Kunst, og hvad vil det ikke sige! Naar et Menneske kan bringe en trykt Linie hjem, kan fremstille sig laurbærkrandset for den unge Pige, han elsker, eller for den Moder, der har sparet fra sin egen Mund for hans Skyld, eller for den Mæcen, der mulig har Magt over Reisestipendiet, Nøglen til Reiselivets Eventyr og Lyksalighed! Tænk, hvad de ofte ville gjøre for at opnaae dette eller for at undgaae det nedtrykkende, forkastende Ord, der fremkalder Tvivl i Elskerindens Øie, Graad i Moderens og en utrolig bitter Fornemmelse - o, en Følelse, der ligner den traadte Orms - i Vedkommendes eget Hjerte.

Haab og Frygt - hvo der har Magt herover, hersker, og mindst kunne disse Kræfter undværes i Partitjeneste. Schiøtt gjorde uden ringeste Anstrengelse Erfaringen om, hvordan man med allerstørste Ærlighed anvender dem. Ved at leve sammen med dem, han nu hørte til, ved at være Gjenstand for Behagelighed og Opmærksomhed, kom der Velvillie og Gemytlighed i Sindet, og hvordan kunde det saa gaae an at saare og fortørne Vedkommende? Og det er utroligt, hvordan Aandens Evner skjærpes ved slige Følelser eller deres Modsætning, saasnart man har ophørt at faae dem skjærpede blot af Sandheds- og Skjønhedsbegeistring. Hvor en Vens Feil bliver lille og tilgivelig eller endog elskværdig! Hvor en fjendtlig Persons hele Maade at være paa er uskjøn, forkastelig, selv det Gode og Skjønne, der kommer fra ham, er præget af noget vist .... Forkasteligt. Alt dette kommer af sig selv, saasnart man i den mylrende, »gemytlige« Omgangskreds har mistet den høie Sandheds Fyrtaarn af Sigte og Hjertet ikke har Kraft til i ædel Vrede at søge fri Luft og Ensomhed.

Saadan gik det til, at Schiøtt blev en stor Kritiker, yndet af Venner, frygtet af Fjender. Men saadan gik det ogsaa til, at Schiøtt ganske umærkelig blev Tjener for dem, der syntes at tjene ham, at han aldrig tilfulde kjendte sin Mening om et Værk, før han kjendte Forfatteren, men at han da med stor Dygtighed og Aandfuldhed kunde udhæve enten de gode eller de slette Egenskaber og bibringe Publikum sin Mening, der ligesom hans tidligere »Foredrag« altid havde et yderst skuffende Skin af Sandhed. Og ligesom dengang troede han i Grunden i hvert Øieblik det, han sagde, og kneb det engang imellem, saa slog han Bro over Spaltningerne med Ironi og gik rask over. Den Lykke har man nu engang ude i Bevægelsen; der plager man sig ikke med Selvkritik, men handler i Kraft det det, der er i En, føres af Tidens Luft og Veir.

Ved Samtale med to saadanne Mennesker som Camilla og Otto, der ikke begreb, at man i hans Stilling kunde have anden Angst end at forfeile Sandhed og Skjønhed, kom Schiøtt snart til forynget Fornemmelse af det mandig Retfærdige, men trøstede sig stadig med, at der var to Idealer, et, som gjaldt i Theorien, et andet, som var anerkjendt i Praxis, som de fortræffeligste Mænd af Partiet ikke unddroge deres Agtelse. Men med ironisk Fornøielse imødesaae han dog den Tid, da de Breve, som Otto, hans Discipel, havde skrevet, kunde udkomme og pirre visse Folk med det allerbedste Ideal. Vilde han selv aabent paatage sig slig Uleilighed for Ideens eller Idealets Skyld, saa - det sagde han næsten skjemtende til sig selv -vilde han blive skilt fra Personliggjørelsen deraf, Fru Hald - thi det var hun blevet for ham; han, som havde sagt, at Kvinden behøver at see Ideen indklædt i en Personlighed, behøvede det netop selv, og var nu kommen i den særegne Stilling, at han maatte opgive den ene for den anden, hvis han ret vilde klare sig Stillingen. Men det raske, bevægede Liv friede ham fra slig »slappende Alsidighed«; Livets Virksomhed og Fornøielse bankede i ham, og ikke mindst lod han med Glæde staae til, netop siden det blev et af hans Formaal at holde sig i Nærheden af Camilla, at paavirkes af hendes Elskelighed. For at hun ikke skulde mærke Noget, stræbte han desto ivrigere at underholde hende literairt, og havde han ikke Breve fra Otto at forevise hende, saa nedskrev han selv smaa Afhandlinger over Kunst, Poesi, Videnskab, smaa Mesterværker i Henseende til Omhu, Klarhed og Lune, eller han benyttede paa andre Tider Ottos Breve til Omskrivning og Fuldstændiggjørelse.

Camilla kunde godt lide ham. Men for hende var det i ethvert Tilfælde en ganske anden Ting at staae i romantisk, aandeagtigt Forhold til en Digter, der aldrig kunde falde paa at nærme sig, end at blive Gjenstand for en Kjærlighed, som hendes Mand engang imellem lukkede ind til hende, og som hun lidt efter lidt blev opmærksom paa. Istedenfor Samtalerne i Enrum sørgede hun for, at Schiøtt blev modtagen som en anden Gjæst, og viste ham da en personlig Agtelse og Høflighed, der ganske skjulte for ham, at Døren var lukket.

Forholdet mellem Schiøtt og Otto var uregelmæssigt. Otto kunde ikke saadan som før føle sig underordnet og tillidsfuld, og dog udøvede Schiøtt stadig en sympathetisk Magt over ham, og han ligeledes over Schiøtt. Et eget Sving blev givet alle deres Samtaler ved den ene Ting, Camillas Brev. Otto vilde gjerne slaae paa, hvad der opfyldte hans Tanke, vilde frembringe Klang fra den mysteriøse Verden, han var kommen i Forbindelse med, men vilde ikke forraade det Lidet, han vidste, eller udsætte det for Skjemt. Paa den anden Side var Schiøtt saa forskende skarpsindig og saa lunefuld opmærksom, at Otto ofte midt i sin dunkle Tale maatte søge at bringe ham paa Vildspor, og saaledes faldt Schiøtt paa, at der var en bekjendt Familie, i hvis Datter Otto var hemmelig forelsket, at det var hende, der tilfældigviis havde sunget de faa Stropher ved Stranden, og at Otto havde opdaget det. Og aldeles sikkert turde Otto jo ikke engang nægte det for sig selv; det gik ham med Kvinderne som med Husene; ogsaa hver deilig ung Pige eller Kone kunde bag det ligegyldige, hverdagslige Ydre skjule Feetilværelsen, Marmorpaladset.

Schiøtt gav sig engang til at tale om Familien og hentydede til, at det kunde være vanskeligt at faae fast Fod der; han talte om det virkelige Huus. Otto fandt aldeles ikke Sagen vanskelig; han tænkte paa Marmorpaladset. Men endelig gik han ind paa Schiøtts Ideegang og sagde: Aa, troer De ikke, at jeg nogenlunde veed, hvordan det gaaer til? Hvorfor skulde det være vanskeligt at komme godt ud af det med dem, ja endogsaa beherske dem? See et Menneske som Milner!

Ja, De skulde ikke saadan kaste med Hovedet, naar De taler om »et Menneske som Milner«. For en opmærksom Iagttager er Milner en stor Mand, en meget stor Mand paa sin Tallerken. Han er correct.

Correct? Hvad er det?

Kjære Sjæl, det er det, som Du slet ikke er. Correct, det er kort sagt at være som Milner. Man fødes dertil ligesom til at være Geni. Man maa ogsaa have en Position, være materielt nødvendig for en Samfundskreds. Jeg har gjort Bekjendtskab med en Mand, der har to Husholdninger ude i Byen foruden sin rigtige, og som forleden i et Selskab erklærede, at han altid tager Billet til Pricernes D ands, »fordi de føre saadant et net Familieliv«. Alle fandt, at han havde et godt Hjerte. Han havde en Position.

Otto sagde smilende: »Der hører Lykke til Livet«, som De pleier at sige. Ja, enten har man ved Formue- eller Familieforhold hjemme derinde, eller ....

Eller?

Eller man tjener sig op, avancerer. Saa vil det hjælpe betydelig, om man paatager sig at være Asyllærer og ved passende Anledning skriver et lille religiøst Digt, f. Ex..... vent lidt .... anch io sono pittore .... f. Ex.:

Otto lo. Men ved disse Ord havde Schiott, om end ikke tilintetgjort hans Drømme og Forhaabninger, saa dog blottet det uhyre Svælg, der var mellem Haabet og Opfyldelsen. Han saae et Øieblik sin Stilling ganske nøgternt, han erkjendte, at hans Fødsel, Fortid, Historie ikke svarede til de deilige Fremtids-Forestillinger. Og dog kunde han ikke anerkjende en absolut Umulighed, en virkelig Kasteforskjel mellem sig og Haabets Skikkelser. Da fik pludselig Hun, den Ubekjendte, en ny Betydning. Ved hendes Gunst skulde en særegen Forsoning komme. Hvad der var uheldigt og ugunstigt i Fortiden, skulde vorde forvandlet; hun vilde igjen lade høre fra sig, hun vilde træde frem, og paa samme Tid vilde Noget skee i Verden, hvorved man imod at indsætte Alt kunde vinde Alt.

Han er maaskee allerede forlovet med hende, tænkte Schiøtt, da han saae Luen i Ottos Blik.

Til andre Tider kunde derimod Talen falde saaledes, at der hos dem kom en stærk Fornemmelse af at være »samme Aands Børn«, skjøndt deres Sinds Dyb var forskjelligt, og naar Otto da brød frem med det, der stræbte og kjæmpede i ham, kunde Schiøtt blive heelt imponeret.

En smuk Vinterdag havde Otto løbet paa Skøiter, og Schiøtt, der tilfældigviis passerede Broen, havde seet ham og var kommen ned til ham. De fulgtes ad derfra, og lidt efter lidt kom Ting paa Bane, som tilsyneladende laae langt borte fra deres personlige Forhold og Skjæbne. De talte om hiin norske Skiløber, der førte de Svenske i Afgrunden, om Cimbrernes Nedgliden over Alperne, om Historien og de upaalidelige og uretfærdige Domme, der ikke sjelden gaae i Arv igjennem den, og Schiøtt udhævede, hvorledes dette stod i Forbindelse med en menneskelig Svaghed, som endog de Stærke ofte led under, hvorledes man navnlig havde Vanskelighed ved at frigjore sig fra en Floskel, der engang gjennem det levende eller det trykte Ord havde listet sig paa En.

Ja, sagde Otto; men værst af Alt maa det dog være, naar Ens egne Ord blive til Floskel for En, naar man bilder sig selv og Andre ind, at man er en Pokkers Karl, fordi man kan tale med en Slags Begeistring om et Formaal, hvortil man ikke tør anvende de rette Midler, og som man maatte tie om, saasnart man skulde tale klart!

Men, vedblev han, det er ogsaa saa forfærdelig vanskeligt, ude i den nuværende Virkelighed at finde en Sag, man med selvstændig, klar Erkjendelse og af ganske Hjerte kunde hengive sig til. Og det er dog Hovedtingen. Ingen Mand er bleven stor og berømt, uden fordi hans Sjæl fandt Hvile i en Sag, troede paa den, vovede Livet paa den. Hvor dog Fredrik d. 3die var lykkelig! Man har gjort Væsen af, at han vilde »døe i sin Rede« - som om det var et Offer! Da han sagde det, nød han jo Jordens høieste Lykke, at have en klar Sag at sætte Livet paa! Eller Vilhelm af Oranien, hvilken mageløs stor Skjæbne! At føre de frivillige, protestantiske Hollændere mod Philip d. 2den og Alba! Var det ikke Umagen værdt at betale den Skjæbne med Balthasar Gerards Kugle! Man kommer aldrig ud over det Middelmaadige, ja Ynkelige paa anden Maade, det var sikkert i dyb, stønnende Anskuen heraf, at Schiller sang:

Ja, sagde Schiøtt, det er idetmindste interessant at tænke saadan; gjør det til Gjenstand for et af Brevene til mig.

Det kan jeg vel, svarede Otto, for det var netop det, der dunkelt foresvævede mig, da jeg stredes med Dalberg. Men, vedblev han, har De lagt Mærke til det Betydningsfulde og høist Mærkværdige ved Gustav Adolph? Han havde dog tydelig den Plan at grunde en protestantisk Politik, en skandinavisk-nordtydsk Alliance, og ved Siden af ham synes vor Christian den 4de dog heelt spidsborgerlig og smaalig. Og det var Noget at optage nu! Man skulde have en stor, omfattende Begeistring, som betvang de smaa Mennesker og udjevnede de store Fordomme!

Aa, ja! Men hvad er Protestantisme? Hvem troer De, bryder sig i vor Tid om Protestantismen?

Ja, hvad er Protestantisme? gjentog Otto, pludselig tankefuld og usikker. Sagen havde staaet for ham i ubestemte Træk, men skjøn og stor, og ved det bestemte Spørgsmaal blev den hyllet i Taage. Troer De ikke, vedblev han lidt efter, at den er det Samme som Erkjendelse og Skjønhed? Troer De ikke, at Menneskeslægten stadig gaaer fremad, at det skal lykkes den at finde alle Gaaders Løsning, og pludselig kommer det store Øieblik, de have fundet Ordet, der fører hele Jorden ind i Himlen, og saa gaae vi uden at døe over i Udødeligheden? Kan De huske en Aften, da vi vare i Selskab hos Milner, da blev Dommedag omtalt. Jeg var dengang saa ung, og jeg troede, at det Hele vilde være en Naturrevolution; Dalberg vilde have den opfattet som Symbol paa politiske Revolutioner; men Sandheden er dog vistnok, at naar Menneskene have naaet det høieste Punkt af Erkjendelse og Skjønhed, saa er Maalet naaet ....

Ja, idetmindste som Phantasi kan det være kjønt nok. Tracteer det i Breve, det hører til de Spørgsmaal, som interessere Mange. De husker jo nok: Die Menschen scherzen und bangen sich an den Lebensräthseln herum; wenige kümmern sich um die auflösenden Worte.

Ja, ja, men det er netop Opløsningen, jeg gjerne vilde have fat i, for jeg veed, at der underneden pusler en Aand ....

Ja vist pusler det! Bah!

Sig ikke Bah! Jeg kan lade Dem vide, at De selv engang eller flere Gange ikke har været Andet end Brevdrager for den.

Jeg Brevdrager? Hvad mener De? udbrød Schiøtt, idet han blev ganske rød.

Da De første Gang, efter at vi havde truffet hinanden i Skoven, kom op til mig, da troede De, at De kom frivillig; men bag Dem stod Noget, De ikke saae, og det gaaer maaskee bag Dem endnu.

Det er endda godt, at det er lyst, for ellers fik De mig endnu til at troe, at der dandser Mandslinger omkring mig. - Lad os hellere tale om andre Ting, og sig mig: Kjender De Noget til .... staaer De i nogen Forbindelse med Assessor Halds Familie?

Nei, svarede Otto kort.

Schiøtt var beroliget og gav sig til at tale om, hvorledes Brevene nu skulde udgives. Han havde ved sit Forhold til Camilla, ved Maaden, hvorpaa han havde meddeelt hende Brevene, samt føiet til og taget fra, saadan viklet sig ind i dem, at han ikke kunde lade dem heelt gjælde for Ottos, og dog vare de ikke hans, og navnlig havde han ingen Andeel i den ledende Tanke. Otto fandt sig gjerne i, at de udkom anonymt - Hun kunde jo ikke tage feil - og for Anonymitetens Skyld vilde Schiøtt ydermere lade Sem afskrive det Hele og besørge det til Trykkeriet.