Femtende Capitel

Den kongelige Hentydning til Alfons om Reisestipendium var blevet et bestemt Tilsagn; men Opfyldelsen havde ladet vente længe paa sig, og ei heller var Summen bleven saa stor, som man havde antaget, saa at Alfons for at kunne gjøre Reisen paa tilfredsstillende Maade og navnlig kunne studere den gamle Musik i Italien, havde maattet anstrenge sig meget med Underviisning. Endelig var Alt i Orden, han havde sin lille Reisecapital beredt, og nogle af hans Venner og blandt dem især Vilhelm Berg, for hvem han havde sat nogle Digte i Musik, besluttede at give ham en lille Afskedsfest. Foraaret var nylig kommet, Skoven stod i sit fineste Grønne, og man kom overeens om, at Festen skulde holdes i Ermelundshuset. Derfra udsender Danmark sine vordende store Mænd paa Reiser, sagde Vilhelm Berg med Hentydning til den bekjendte Scene i Øehlenschlægers Levnet.

Sem kom til Otto og sagde, at Alfons ikke gjerne vilde have et saadant Gilde, medmindre han var med, og Otto var strax villig paa den Betingelse, at Schiøtt var med. Ja, det tænker jeg da nok, sagde Sem og meddeelte tillige, at de fleste af Deeltagerne vilde være tilhest.

- Tilhest, i Foraarsluft, mellem muntre Mennesker, saa kan man hverken forstaae sin egen eller Andres Sorg.

Man mødtes ved Fortunen. Nogle af Selskabet stod allerede udenfor, paa den af Naturen dannede, mægtige Terrasse, hvorfra man seer ud over Bernstorf Slot til Kjøbenhavns Kirketaarne, til Trekroner og det vidtstrakte Øresund. Havet var saa mørkeblaat, og de foraarsfriske Skovgrupper stode saa deilig dertil; den ligeopadstigende blaalige Røg fra mellemliggende Bygninger blandede Fornemmelsen af menneskelig Hyggelighed ind i Duften af den frie Naturverden.

Man besluttede at gaae til Ermelundshuset ad en Omvei ind igennem den ubanede Skov tilhøire. I denne Skov komme Folk sjelden, og den har Noget ved sig, som om den følte sig mere ugeneert end dens Colleger nær den alfare Vei, voxede mere uforstyrret, lod sine Grene hænge friere og Krattet udvikle sig med mere Naturlighed. Selskabet gik taust; Veien, man tog, tillod ikke at gaae samlet, man hensank i sig selv og opfattede med uvilkaarlig Sands de skjønne Partier. Eftermiddagssolens Straaler spillede gyldent mellem Bøgekronerne og dannede undertiden lange Lysstriber paa den grønne Jord, mellem de ranke hvide Stammer, hvis maleriskuordnede Søilerækker bleve afbrudte af aabne Steder med Krat og Buskads, og over alle lavere Grupper laa en blød, rødlig Tone, et henrivende mildt Farveskjær fra den skraanende Sol. Hist og her rislede smaa Væld, og utallige Fuglestemmer kviddrede, fløitede og pippede, Gjøgen lod langt borte i Mellemrum sine Kuk lyde, og undertiden standsede man lyttende, man troede at høre en Nattergal.

De kom endelig halv trætte og i en stille, men dog kraftig Sindsstemning til Ermelundshuset, hvor Bordet var dækket med Retter, som Mendoza nogenlunde turde spise.

Digteren sagde til Mendoza: De har Held; at faae saadan en deilig Foraarsdag med som sidste Erindring! Danmark tager en smuk Afsked med Dem .... Forresten vil De nok faae Leilighed til at træffe elskværdige Landsmænd og Landsmandinder underveis; jeg har blandt Andre hørt, at Halds reise sydpaa iaar.

Mendoza svarede ganske vemodig: Jeg kan ikke forstaae, hvorfor Folk ville reise bort, naar de ikke have det nødig. Her er dog saa deiligt. Naar man hører Foraarskildevældene risle, synes mig de minde om Middelalderens Musik. De nyere Musikere maae føle en ond Samvittighed, naar de i en saadan Natur komme til at tænke paa deres Værker og paa det Bifald, de vinde. Man burde have Stipendium til at blive hjemme ....

Og tage i Skoven, afbrød Schiøtt ham. Jeg stemmer ogsaa derfor. Det var forresten en ganske rigtig Tanke, hvad Musiken angaaer. Men saa var det ikke nok med Kildevæld, man skulde kunne boe i en Hytte ved Kilden, og naar man havde fældet en Hjort, stege den i Jorden mellem hede Stene og saftige Urter, og saa ingen Thee og Kaffe drikke. Nei, Trællene skulde gaae om som hos Konning Hrolf:

»Øl og Mjød de bar

I Horn og skaarne Bægre, den Drik var sød og klar.«

Mendoza havde kun halvt hørt efter og sagde hen for sig: Ja, jeg elsker Middelalderen.

Saa? Gjør De det? Det er smukt af Dem, svarede Schiøtt. Var det nu Middelalder, saa var dette Selskab formodenlig Klerke eller Kanniker, der droge ud paa en Valfart til Sanct Ermelund eller til Skovbroder Fortunus, og De mødte dem i Kaftan og med langt Skjæg og gik ærbødig bukkende forbi, medens man spyttede ad Dem, istedenfor at man nu gjør Stads for Dem.

Ja, men saa troede vi gjensidig paa Noget, hver paa Sit.

Schiøtt blev overrasket eller gjorde sig Umage for at see saadan ud, idet han udbrød: See, der har vi igjen en Reflexion! En christelig Musiker som Dem vilde jeg uden Videre give Plads i Categorien lyrisk, umiddelbar, og være sikker paa, at han ligerviis som en god Skildvagt aldrig fjernede sig et Skridt fra sin Post. Men det Folk springer ud af alle Categorier - og duer heller ikke til Skildvagter.

Hr. Schiøtt er endnu vittig, blev der sagt længere nede ved Bordet.

Schiøtt lod, som han ikke hørte det, og sagde: Naa, Mendoza, jeg vil prise Middelalderen og gjøre Dem god igjen .... Det er en fortræffelig Viin, og mens jeg kiger gjennem Glasset, seer jeg Skoven derude tindre i røde Luer! jeg vil drikke et Glas af dette Drueblod langsomt og med Glæde paa Middelalderens Velgaaende ....

Der havde et Øieblik været noget Forceret i Schiøtts Munterhed; men det lod til, at en stærk Livsglæde slog op i ham, idet han vedblev: Stille, Begeistringen kommer, og jeg vil tale, mulig bliver det endog et Melodrama. Altsaa jeg siger: Leve Middelalderen! Da var der Liv i Verden, Ridderen traadte i Dandsen med Guldsporer, Jomfruen rødmede saa tugtig derved; Væbneren stod udenfor med hans Sværd og Skjold og skottede ind, og Tærnen smilede saa listelig dertil. Da var der Engle i Himlen og en utallig Mængde blaaøiede Engle paa Jorden, og der var Spøgelser, Nisser, Underjordiske og Skovtrolde. Ved Solnedgang mylrede det frem, eia, hvor sælsom en Dands! Men paa Sletten stander Klostret med den høie, hvide Muur, faldera de rødeste Roser! Og Rødviin er der i Klostrets Kjelder! Faldera de rødeste Roser! Da gik Munken i Enge den lange Sommerdag. Og Munken bad Nonnen give sig et Kys - nei, Fa'er, det er forbudt! - Aa, Snak, sikken en Sludder! Her har jeg fundet en herlig Plads! - Da sad Kjøbmændene ikke som nu bag en Pult eller nøiedes med at see deres Skibe gaae ud af Bommen, men droge, lig Østerlænderne endnu, i Karavaner, og Borgherrerne lurede paa dem for at plyndre dem med vaiende Fjerbuske. Den Vægter raaber høit, naar Toget kommer: Nu faae vi Vinterpels og Vams til Sommer! - Og da var der Elverpiger, der lurede paa Vandreren - thi vogt Dig, o Mendoza, for Elverpigen seer Dig!

Naa, mine Herrer, vil De ikke synge med!

Det lod man sig ikke sige to Gange, men sang med Glæde Omkvædet af den deilige Sang.

Nei, raabte Otto, det bør dog ikke være Elverpiger, som lokke Mendoza! De er hule bagtil som Deigtrug - er det Noget for En, der selv er saa lidt huul som Mendoza? Jeg foreslaaer, at de etsteds i Udlandet komme og drage ham til sig, som Hylas, der blev bortført af Nympherne. Jeg har seet en Tegning af Gibsons Gruppe. De ere komne bagefter Hylas, da han gaaer bort fra Kilden; den Ene har lagt Armen om hans Liv og drager ham tilbage; men den Anden, hun, som meest har forelsket sig i ham, og hvem han rimeligviis skal tilhøre i de krystalklare Grotter, berører ham kun svagt, sin Kind har hun blidt lagt op til hans Haar, og idet Hylas bøier Hovedet tilbage for at see, hvor den Følelse kommer fra, som gjennemrisler ham, møder han hendes Blik - og dette Blik bortfører ham fra de levende til de udødelige Gudinder!

Mendoza saae halv undselig, halv fornøiet over til Otto; men Otto havde over Hylas og Billedet alt glemt Den, han sammenlignede med Hylas. Fra det Øieblik, da Schiøtt havde sunget »Munken gaaer i Enge«, vare Minder om Barndommen, de stærke Længsler efter Lykke vaagnede hos ham; men formedelst den Skjæbne, der var kommen over ham, flagrede de som Fugle over et Hav, øinede ikke noget Punkt i Hjemmet, hvor de trygt kunde tage Plads.

Samtalen blev lidt efter lidt ført mere afbrudt og høirøstet mellem Enkelte. Schiøtt sad imellem Otto og Kjobmanden og lod sig af denne give en Fremstilling af, hvorledes han havde ordnet Mendozas Pengeanliggender og Reiseroute. Saa kom de til at tale om Kjøbmanden selv, om hans Skjæbne, siden de sidst havde været samlede, og han fortalte, at han længe havde været i England for at grunde et Filialhuus. Det var interessant at lægge Mærke til, hvorledes han var voxet, hvorledes han havde faaet en stor Udsigt over Verdensbegivenhederne, forsaavidt som de stode i Forbindelse med Handelen, og hvilken stille Selvtillid der var i ham, støttet paa store Midler og Kjendskab til deres Brug.

Pludselig bemærkede Otto, at Schiøtt var heelt borte, han stirrede frem for sig, medens et besynderligt, smertefuldt Smiil var om hans Mund. Men i næste Øieblik havde Schiøtt følt, at man bemærkede ham, tog sig sammen og spurgte livlig om de engelske Damer. Saa geraadede Kjøbmanden i Ekstase; han kunde ikke finde Ord nok til at prise dem, baade de blonde og de mørke, de vare saa smukke og saa kraftige og saa venlige, naar man først var bleven forestillet dem. Saa dan at faae en Hilsen paa Gaden, hvor det er deiligt! raabte han. Det er heelt Solskin, man uforvarende faaer over sig .... for De veed jo, at i England hilse Damerne først, det er ikke som her, at enhver Griis har Lov til at hilse en Dame .... Ja, De skulde see .... kom engang over til os, Hr. Schiøtt.

Ja, svarede Schiøtt, og Otto saae igjen et Øieblik det smertelige Smiil bæve om hans Mund, men strax blive afløst af Skjemt.

Vilhelm Berg havde skjænket flittig i Mendozas Glas og faaet ham meget snaksom. Han talte om mange Ting, men kom igjen tilbage til, hvor tungt det var at reise bort, og hvor meget han holdt af hver Plet her hjemme.

Berg rykkede nærmere til ham og sagde: Det interesserer mig, for jeg troede dog virkelig, at De ikke betragtede Landet her som Deres rette Fædreland.

Mendoza studsede, men svarede strax efter med et fiint Smiil: Betragter De det som Deres rette Fædreland?

Det er endelig ogsaa sandt .... man skulde jo ikke.

Efterhaanden var kommen en urofuld Stemning i Selskabet; Enhver følte den og gjorde sig Umage for at betvinge den, men bidrog paa sin Maade til at nære den; Vinen slukkede den ikke. Den kom af Tanker om Afsked og Reise, af Foraarsaftenen, hvis Farver udenfor døde hen, medens Vinden bevægede Træernes Grene, men vel især fra Tilstedeværendes Sind og Skjæbne.

Vilhelm Berg havde vendt sig til Otto, og deres Samtale dvælede et Øieblik ved deres første Møde og Planen til Dommedagsværket. Derved blev Berg mindet om den Lykke og Storhed, han engang havde haabet paa som Digter, medens han i Virkeligheden var naaet til en behagelig Samfundsstilling. Digtersindet hævede sig, slog med Vingerne og stræbte at afryste Virkeligheden som noget Fjendsk, medens Digterens Person elskede den.

Han talte om Selskabslivet og den Magt, det faaer over En. Det synes at ville give En Alt uden at forlange Noget, sagde han, og i Virkeligheden tager det Alt uden at give Noget. Det tager Ens Freidighed. Det er afhængigt af Noget udenfor, stoler ikke paa sig selv og lader dog saa. Det skal hver Dag erobres udenfra, og Seirherren, der drager ind og griber efter Elverpigen, faaer som oftest fat i - Taage.

Ja, sagde Schiøtt, det er den Hemmelighed, som altid gaaer igjen. Friherrinde v. Stein sværmede for Goethe; men han maatte gifte sig med sin Husholderske. Meer end een dygtig Kvinde æsthetiserer med Geniet og kysser sin - Mand.

Man lo over Slutningsordet, der for Nogles Phantasi kom uventet.

Otto sagde: Blandt Søfarende gaaer det Sagn, at naar man kommer gjennem Nordpolisen, træffer man under selve Polen aabent Vand og en sommerlig Ø med Frugter og Blomster ....

Naa, og De mener?

Jeg mener, at vi Alle ere ude paa den Expedition og nære os af Haab om Noget, som maaskee ikke er.

Ja, svarede Digteren, idetmindste maae vi bilde os det ind.

Endskjøndt, vedblev Otto uden at agte paa Bergs Ord, hvad er, og hvad er ikke? Der er Indbildninger, man har, og som ere tusinde Gange mere værd end al saakaldt Sandhed. Jeg troer, at faa Ting have gjort et dybere Indtryk paa mig end Ordene i Voluspa, at efter Ragnarokr kommer en fornyet Jord, og da finder man i Græsset de Guldbrikker, hvormed Aserne i Tidens Morgen have leget. Jeg har i Tidens Morgen havt en Græsplet, hvor vi legede med Guldbrikkerne omkring et Æbletræ, og jeg troer, de skulle gjenfindes, ja naar den synkende Foraarssol skinner paa Grønsværet, troer jeg, det er en Forjættelse ..... endskjøndt det er saa forbandet urimeligt, veed jeg nok.

En raabte: Guldbrikkernes Skaal! Kjærlighedens Guldbrikker! Blot man vidste, hvor de var!

Jeg veed, hvor de er, sagde Kjøbmanden.

Hvor da?

Aa, der er sgu mange inde i Kjøbenhavn!

Aa! .... Nei, saa veed jeg det dog bedre, udbrød Vilhelm Berg. De ere ude i den store, skjønne Verden! De ere i Syden, i Bjergdalene, under Viinløvet, ved Carnevalsfesterne, paa Vendome, »hvor Støtten kneiser«, ved Arno og ved Donau. Der ere de! Der, hvor man er Fremmed, hvor man har Vandrerens lette Sind, hvor man om Aftenen, naar Lygterne tændes, kommer til en By og en guldlokket Mø seer ud af Vinduet og man siger med Heines Ord: Ich gehe morgen fort, komme nie wieder! De ere imellem Capitoliums Søiler og Vaticanets Antiker, under de gothiske Kirkers Hvælvinger, paa Basilikaernes Fliser, naar der ringes til Ave Maria .... Hvergang en Postvogn kjører ud af Kjøbenhavns Port og Postillonen blæser i sit Horn, klinger det af Guldbrikkerne, uden at han veed deraf; nei, han veed ikke, hvad han blæser, stakkels Karl, klædt i Amors røde Liberi. Han kalder os til at blive Mennesker, komme ud og suge Lykke og Skjønhed i os og komme hjem idetmindste med Erfaring om dem, med Brænde til Ovnen for hele den følgende Vinternat - men naar han blæser og kalder, maa jeg op paa Contoiret .... Men De skal bort, lykkelige Mendoza! Lykkelige, reis lykkelig!

Man raabte Hurra og lykkelig Reise for Alfons.

Medens Berg talte, havde Otto igjen hos Schiøtt bemærket det stirrende Blik og det sære, overordenlig smertelige Smiil, og det traf sig, at da Schiøtt hastig og pludselig kom til sig selv og for at deeltage i Skaalen rakte sig over efter Viin, kom han i en saadan Stilling, at Otto saae ned paa ham og opdagede, at han ingen Skjorte havde paa. Schiøtt følte Ottos Blik, og deres Øine mødtes stirrende. Det varede kun et Secund, saa slog Otto Hænderne for Ansigtet, reiste sig, men sank strax med en Stønnen eller et Skrig ned paa sin Plads. Schiøtt bøiede sig ned over ham og hviskede: Betænk, hvor De er; lad Pøblen Intet mærke.

Man saae paa Schiøtts Ansigt, at Noget maatte være foregaaet mellem de To, men begreb ikke hvad eller hvorledes. Man raabte mellem hinanden for at erfare, hvad der var i Veien.

Otto reiste sig, gik hen til Mendoza og tog ham om Hovedet. Du er det eneste Menneske her, sagde han sagte; bliv ikke vred, at jeg tager bort.

Men hvad er det da, kjære Otto?

En Ulykke. Bliv siddende.

Som om de havde gjort Aftale, fulgtes han og Schiøtt.

De gjorde Uret, sagde Schiøtt, De hilste ikke Selskabet til Afsked. Men denne Stoicisme var kunstlet hos Schiøtt; hans Læber bævede, og han kunde ikke see Tøilerne, som Staldkarlen rakte ham.

De red længe uden at tale.

Endelig brød Otto overtvers og sagde: Hvorfor har De ikke ladet mig vide, at jeg kunde være Dem til Nytte?

Hvorfor kom De ikke af Dem selv?

Jeg var engang hos Dem; men De var flyttet. Jeg troede ikke, at der var noget Alvorligt i Veien - eller jeg veed ikke, hvordan det er kommet imellem os, men vi have jo været saa bange for at være sentimentale.

Hm, ja.

De maa have lidt meget, Schiøtt.

Aa, ja, som man ta'er det. Men først vil jeg dog berolige Deres Hjerte med Hensyn til det Synlige: Der skete først imorges Execution hos mig.

Execution?!

Ja, det er en lang Historie, men egenlig interessant; saasnart den er overstaaet, vil mit Menageri være blevet betydelig forøget. Seer De, da Katastrophen skete og jeg var afsat fra alle mine Embeder og Værdigheder, tænkte jeg, det var bedst at blive Overlærer eller foreløbig Adjunct. Saa gik jeg op til Grev Løvenhjelm; han sagde mig Complimenter for Deres Breve og skattede mit Talent overmaade høit; men han havde ikke Mod til at skaffe mig Ansættelse. Man er utrolig feig - dog, afbrød Schiøtt sig selv og vaandede sig eller skar Tænder, det har jeg jo vidst i Forveien! Jeg, som selv holdt Foredrag derover! - Foredrag! Naa, vedblev han tvingende sig selv, det begyndte da at knibe lidt for mig. Jeg skulde reise Penge deels for at leve, deels fordi en temmelig stor Vexel, jeg havde udstedt til min Ven Hr. Samuel, var forfalden. Jeg henvendte mig ..... ja, det er nu ligegyldigt ..... det var ogsaa frugtesløst - nok er det, Tiden forløb, og Hr. Samuel kom imorges.

Naa?

Ja, De kjender nok saa meget til Deres Jus, at De veed, hvor død man er, naar Gribbene komme med en protesteret Vexel. Han lod skrive Alt, hvad jeg eiede, og da der manglede tyve Daler i Gjældens hele Beløb, vilde han lade mig føre i Slutteriet derfor; men pludselig fik han den diabolisk-ironiske Idee at ville tage min sidste Skjorte for 20 Daler. Min Karl var ude paa Gangen med mit Tøi og holdt sig snildelig derude, og saa tænkte jeg: Lad gaae! Alt er tabt undtagen Overtøiet, og det er dog det vigtigste. I Frakke og Beenklæder kan jeg endnu oprette mine Sager, men ingenlunde i bar Skjorte.

Hvor De dog forholdsviis er lykkelig, at De har saa let Humeur! Jeg troer ikke, at jeg kunde have taget det saadan .... især i det første Øieblik.

Ja, det kunde jeg kanskee heller ikke; men siden vi dog iaften ere sentimentale, vil jeg betroe Dem det; der var en nydelig Pige, som den samme Aften havde lovet mig det første Stævnemøde, og med hende, der var saa uvidende om Stormen, glemte jeg den.

O, ja, det er begribeligt, sagde Otto. Kvinderne blive altid længst troe. Det var ogsaa en Kvinde, som holdt ud hos Alkibiades, da Barbarerne vilde indebrænde ham, og hun salvede hans døde Hoved. Gud velsigne hende for det!

Ja, sagde Schiøtt - og den henkastende Tone, hvori han en Stund havde stræbt at tale, gav pludselig Plads for en Bitterhed, som Otto aldrig havde hørt Mage til. - Ja, det har De Ret i. Og bed saa Deres Gud fordømme det Fruentimmer, jeg tænker paa!

Hvad har hun da gjort? Hun er den Eneste, der temmelig nøiagtig kjender det hele Forhold; men hun er selv gaaet med og har overværet Klapjagten!

Hvem er det da? Kan De ikke nævne hende? Thi man skylder da kun at være discret med den Gunst, man nyder.

Det er Fru Hald.

Hun! udbrød Otto og huskede paa, hvor deilig hun havde staaet for ham, hvor ophøiet hun efter Milners Beretning havde kritiseret ham, og hvor ydmyg han havde bøiet sig derfor. Han blev væmmelig ved Alt, hvad han paa saadan Maade havde hædret og tilbedet; han skammede sig over sin følsomme Tilbedelse af den Ubekjendte, som rimeligviis ikke var en Smule bedre eller trofastere end de andre Damer .... vilde han da aldrig begynde at troe paa sin Erfaring, men altid paany troe paa noget Godt, der ikke var? .... Intet i Verden syntes ham at være sandt og alvorligt uden den Fattigdom, den bittre Lidelse og Forladthed, som han havde haandgribelig for sig, og som gjorde ham svimmel af Forbittrelse. Han sagde: Jeg vil gjøre Dem et Forslag, Schiøtt, og jeg giver Dem mit Æresord paa, at det er Alvor, saa stoler De vel paa mig?

Ja.

Vel; lad os ride ind til Byen og endnu i denne Morgenstund skyde Helzen og Milner og hvem vi ellers i vor Samvittighed ansee for vore Fjender, og saa falde kjæmpende!

Schiøtt svarede: Det er en daarlig betænkt Hævn; le jeu ne vaut pas la chandelle. Man maa ganske anderledes betale Samfundet med dets egen Mynt. Man maa see at blive kold. Vær en for alle Gange sikker paa, at der ikke er et eneste Menneske, som for Ideens Skyld gjør det Allerringeste for en Anden, opgiver Noget af sit Velvære. De have fundet paa Religionen for at gjøre sig tilgode med kjønne Stemninger og kjønne Phraser. I Virkeligheden ligner den Laws Mississipi-Bank; naar de skulle betale, give de Anviisning paa Jorderne og Strækningerne hiinsides, men skulle de have Betaling, saa forlange de Valuta.

Jeg kan ikke holde det ud! raabte Otto; kan jeg ikke vælge Døden, saa vælger jeg Livet! Saa vil jeg ud at blive Menneske, ud i den vide Verden .... ja, ud at blive til noget Dygtigt og Kraftigt, faae Gavn af den Sjæl, man bærer i sig .... søge og finde Guldbrikkerne .... reis med, Schiøtt! - Jeg har endnu en lille Fædrenearv. Hm, svarede Schiøtt, det er næppe behageligt at færdes To paa een Hest eller paa een Reisepenning .... jeg eier ikke engang saa Meget, at jeg kan betale Leien for den Hest jeg nu rider paa ....

Og da han havde sagt det, da han hørte sine egne Ord, da først forstod han sin fuldstændige Elendighed, sin haabløse, tilintetgjorte Tilværelse, og idet han uvilkaarlig standsede Hesten og vendte sig ud mod Søen, hvor nedenfor den stjerneklare Himmel sorte Skyer stode i uformelige Skikkelser, udbrød han stønnende i en forfærdelig Forbandelse over Alt, som nu hvilede eller om Dagen havde Glæde; han forbandede Skyerne, fordi ogsaa de vare bedragerske, fordi de skuffede med Udseende af onde Aander, som ikke vare til, som ikke vilde tage imod et Menneskes Sjæl for en Haandfuld Penge og en Haandfuld Hævn.

Han havde kastet Tøilerne, og Hesten strakte Hovedet langt frem og udstødte en huul, sukkende Lyd.

Stille, Schiøtt! sagde Otto; man bliver tagen paa Ordet. Husk, her i denne Egn sagde De engang til mig:

Aa, dengang legede man med Livet, nu er det Alvor! Jeg er kjed af al Verdens Citater og Poesi! ..... Rid De; De har Hjem at søge til, jeg skal ingensteds hen.

Rid idetmindste tilside, der kommer en Vogn meget hastig! Kom, skynd Dem!

Schiøtt greb uvilkaarlig efter Tøilerne, men samlede dem galt, og idet han trak til og gav Hesten Sporen, begyndte den at gaae rundt. Den kom i Veien for det hastig farende Kjøretøi, Vognstangen stødte paa dens Bagdeel, den gjorde et vældigt Spring, saa Saddelgjorden brast, og Schiøtt blev kastet paa Hovedet ned i Grøften.

Kudsken vilde kjøre videre; men Otto red til, greb en af Tøilerne og truede med at ride Vognen i Grøften, hvis man ikke standsede.

Hvad er der paafærde? spurgte en kvindelig Stemme fra Kaleschen.

De har maaskee dræbt et Menneske, svarede Otto; skynd Dem og hjælp. Ih, Gud bevare os! raabte Damen, aabnede selv Slaget og steg ud.

Hun var omtrent tredive Aar, hendes Ansigt var rundt, Munden stor og fyldig, Haaret rigt; hun var endnu kjøn, men saae især bestemt ud.

De fandt Schiøtt; han laa besvimet; fra et Hul i Hovedet randt Blodet ned over ham.

Otto hentede Vand i sin Hat, Damen badede Schiott med sit Lommetørklæde, bøiede sig over ham og tog hans Hoved i sin Arm.

Efter en Stund aabnede Schiøtt Øinene, stirrede paa hende og sagde: Ottilie!

Han lukkede dem igjen, og hun sagde: Han phantaserer.

Men han saae strax efter op paany, stirrede og sagde: Ottilie Angelika, er Du kommen hjem igjen?

Han kan ikke blive liggende her! raabte hun; jeg vil tage ham ind i Kaleschen, jeg boer tæt herved .... Mit Navn er Fru Vandamme ....

Van Damm? sagde Schiøtt.

Vil De hente en Læge? vedblev hun til Otto.

Og mit Tøi, sagde Schiøtt og sank paany hen i en dyb Besvimelse.

Otto havde forstaaet ham. Han hjalp dem med at faae Schiøtt op i Vognen, anbefalede Kudsken hans Hest og red bort.

Schiøtt havde aldrig talt til Otto om sin første Kjærlighed, og Otto havde heller ikke af Andre hørt noget Bestemt derom. Ei heller forespurgte han sig videre om Fru Vandamme, medens Schiøtt laa heftig syg derude; kun hørte han engang en Bemærkning om, at hun nylig var kommen hjem fra Udlandet, og en dunkel Hentydning til, at hun havde særegne store Forbindelser.

Det var alt ud paa Sommeren; Schiøtt var Reconvalescent og spadserede i Skyggen udenfor den Pavillon eller Havestue, der i Hast var bleven indrettet til ham. Otto var kommen for at tage Afsked; men de talte ikke synderlig sammen. I Schiøtts Ansigt var kommet en Forandring - næsten syntes det Otto, at han som hiin Mand i Eventyret havde faaet andre Øine. Før havde de været livlig blaae, nu vare de matte med et grønligt Skjær, enten det saa kom af Sygdommen eller ei. Ogsaa Schiøtts Holdning var forandret; der var noget Tørt, men Sikkert som hos en Mand, der har kastet overflødige Tanker overbord.

Skriv engang imellem, sagde han, idet han rakte Otto sin Haand, der var bleven spinkel og meget hvid og saae fornem ud.

Otto var med al sin Tanke og Villie bøiet sammen over Reisen; med en Slags Andagt forberedte han sig paa sin Pilgrimsgang til Lykken. Han sagde til Afsked: Endnu engang, Schiøtt, vil De reise med, eller skal vi mødes, skal jeg vente paa Dem nogensteds?

Nei, ellers Tak, svarede Schiøtt med et tørt Smiil. Men jeg vil, til Gjengjæld for Deres Tilbud og for andet Godt, paa nordisk Viis give Dem Heldraad.

Og det er? sagde Otto.

Det er, vedblev Schiøtt, og Noget af hans forrige Væsen spillede i hans Øine, det er, at den ene Side af Deres Ansigt er et Barns, den anden en erfaren Mands; pas nu altid at vende den rigtige Side ud.

Ja, men hvilken er hvilken? spurgte Otto leende.

Det veed jeg ikke, svarede Schiøtt; Nordens Heldraad ere altid dunkle. Lad det være et godt Tegn, at vi skilles leende - kom leende hjem!

Før Otto reiste udenlands, vilde han tage Afsked med sin Moder, og hun havde sat ham Stævne i hans Fødeby, hvor han skulde være hende behjælpelig med at søge Oplysninger under den store, lange Proces, og hvor hun desuden havde Ærinde, da Agent Theilmann ganske nylig var død.

Da han saae hende sysle med disse kjedelige Papirer og saa alvorlig og ivrig fordybet, med Brillerne klemte paa Næsen, undersøge hver lille Enkelthed, sagde han vemodig til sig selv, at hun jo ikke gjorde det for sin egen Skyld, men var som en Høne, der værgede for sine Kyllinger. Og han vilde ud i den store, rige, glade Verden - han fik Hjemvee, som om han alt var ude - men hvad saa? spurgte han sig selv. Han ordnede det lempelig saadan med hende, at der af hans Arv blev saa meget hos hende, at hvis Processen tabtes, hun dog intet Tab led, og da han havde gjort dette, syntes ham, han havde kjøbt sin Sjæl fri, nu havde han Lov til at gjøre med den, hvad han vilde, sætte den ind for at vinde eller tabe Alt.

Og saa tager Du dig jo af den lille Birgitte, sagde han, og skaffer hende en god Tjeneste ikke langt fra Dig? Hun vil være Dig trofast.

Otto, udbrød hun pludselig med Taarer i Øinene, jeg troer dog, Du har et godt Hjerte.

Hvordan falder Du nu paa det, Moder?

Jeg har altid troet, vedblev hun, at Du ikke havde Noget tilovers .... jeg troede - nu maa Du ikke blive vred, min kjære Dreng - at Du ikke kunde holde af Nogen uden .... uden i Lidenskab.

Men, Moder, sagde han ganske forvirret, naar jeg vilde gifte mig, saa maatte jeg jo dog holde af min Kone med Lidenskab.

Hun følte, at de ikke forstode hinanden, og efter nogle indre frugtesløse Forsøg paa at klare sine Tanker for at gjøre ham dem ret anskuelige, sagde hun: Det Bedste er, at hvad der saa skeer, det gjør Vorherre, og hvorsomhelst Du gaaer hen, er det ham, der fører Dig.

Han var altfor alvorlig og kraftig stemt til at afvise disse Ord; men atter vakte de en dyb, hemmelig Vrede hos ham som Forsøg paa, nemt at slippe fra det Uforklarlige i Verden.

Hun tilføiede: Jeg vilde saa nødig have, at Du skulde reise saa langt bort; men før Du blev født, har jeg drømt det.

Tak, Moder, det var Heldraad for Reisen! udbrød han og tog det som det Uforklarliges nye Varsel om, at det vilde skjænkes ham at leve, lide og glædes meer end Andre.

Lad det være saa, jeg under Dig det, Otto, sagde hun uden at vide, paa hvilke Tanker hun svarede.

Lidt efter gik han ned ad Gaden for at hilse paa sit Fødested og tage Afsked, og atter traf han Dr. Siemsen ifærd med at gjøre Ronden til sine Patienter.

Ih, god Dag, Krøyer, Otto Krøyer! nei vil man see! raabte Doctoren. Hvor dog Tiden løber! Det er, ligesom det var igaar! .... Ja, jeg bli'er nu i Grunden gammel, saadant et gammelt Kræ skulde egenlig skydes. Men hvordan har De det? Naar var Ankomsten? ..... Nei, det er dog, ligesom det var igaar! Kan De huske, da vi gik bag om Haverne? Ja, nu er det vel glemt og dødt og begravet ....

Ja, sagde Otto smilende.

Saadan gaaer det altid. Tro De en gammel Practicus .... Hun var ellers her endnu iforgaars, der kunde De have seet hende .... det var Skade, De ikke kom til Begravelsen - skjøndt, den var sgu ikke videre fornøielig.

Ja, naar er en Begravelse vel det?

Meget sandt, Hr. Kjøbenhavner! Det var nu ikke saadan meent. Nei, seer De, man var snaus stemt -ja, De har vel hørt det Hele?

Og da Otto svarede Nei, tog Doctoren ham under Armen, førte ham op bag Haverne og lod sine Patienter ligge.

Da Agent Theilmann havde ombygget sin Gaard og holdt Emilies Bryllup og ved den Leilighed, især ved sin geistlige Svigersøns Mellemkomst, var bleven gode Venner med den nye Byfoged, kom hans Sind tilbage i den forrige Ligevægt; han fik ydermere en ny Theilmanns-Gang officielt anerkjendt, saa at han hjertelig udsonede sig med Caroline Amalies Gang og hele Kongehuset. Men imidlertid havde en ny Magt begyndt at udbrede sig: De andre Kjøbmænd gik frem med Tiden ogsaa i politisk Henseende og vare blevne liberale. Det stod dem maaskee i nogle Maader temmelig uklart; fleer end een, der omtalte vore egne Bønder høist despecteerlig, fik ved det blotte Ord om en norsk Odelsbonde et straalende Ansigt, som om han pludselig lugtede til en deilig duftende Blomst. Men dersom man end undertiden kunde blive bragt i Tvivl og Ængstelighed med Hensyn til de reent politiske Spørgsmaal, saa forjog man alt Sligt derved, at man tillige eller hovedsagelig var national. Hvor dette Ord virkede! Hvor de paa næsten vidunderlig Maade kom til at betyde Noget for sig selv og Andre! De vare nationale! De havde aldrig forhen lagt Mærke dertil, ligesom Molieres gentilhomme bourgeois aldrig havde vidst, at han talte Prosa; men de glædedes nu dobbelt og fik en hidtil ukjendt Selvtillid ved at fornemme, at de havde denne Evne, dette Talent, som man ovre i Kjøbenhavn satte saa stor Priis paa. De kunde blot ikke ret føle denne Evne, medmindre de fik Nogen for sig, som de ansaae for Fjender. Men saa skjøn er den sande Nationalitet, den sande Begeistring for Folkets Ære, det sande Mod til at hævde den - at den ligner hiin philosophiske Steen: blot ved at eie det Sandskorn, der havde siddet paa den, blev Jochum hævet betydelig op. Det var nu engang saa og maatte være saa, at Agent Theilmann kom til at staae imod det, de Andre, de Yngre broutede med, og hos dem var kun altfor megen Lyst til at faae ham som Modstander paa et Gebeet, hvor noget Ubekjendt, Noget i selve Luften, stred for dem. Agenten var ikke uden Snuhed; han betvang dem i Assembleerne med Kongens Skaal; den maatte de drikke, endog med ni Hurraer, og saa behøvede han ikke at sige et Ord mere den Aften. Men Hovedmanden for Oppositionen udbragte engang Danmarks Skaal med ni Hurraer, og derved kunde nu Agenten gjøre, hvad han vilde, det var en fjendtlig Toast, og han, som ikke elskede noget andet Land end Danmark og ikke kunde andet Sprog end Dansk, følte sig i sit stille Sind fristet til at ønske Danmark, idetmindste Oppositionens Danmark, Pokker i Vold. Det havde man et saare skarpt instinctmæssigt Blik for og indsaae godt den Fordeel, som lod sig drage deraf; man kaldte sig selv »national« i Modsætning til Agenten og hans »Parti«. Og Agenten lod sig saa meget paavirke deraf, modtog saa uvilkaarlig den Stilling, man anviste ham, at han efter adskillige frugtesløse Forsøg paa at faae Orden i sine Følelser og ret klare, hvad der var i Veien, endog betragtede »Danmark deiligst Vang og Vænge« som en fjendtlig Sang. Modpartiet vandt alt meer og mere Terrain. Læste man om en ufolkelig eller unational Beslutning, Foranstaltning eller Gjerning af Regeringen, saa henvendte man sig til ham og spurgte, hvordan han da vilde forsvare det, og i sit Sinds Bitterhed gjorde han virkelig Forsøg paa at forsvare Noget, han hverken havde Forstand paa eller Sympathi for.

En Ting af praktisk Betydning kom for og beskjæftigede alle de kjæmpende Kræfter. Byens Havn blev alt mere opfyldt, og under Forhandlingerne om en Muddermaskine kom det paa Bane, at der med stort Held og ringe Bekostning lod sig foretage en betydelig Forandring, ja, man kunde faae en ny og langt bedre Havn, naar man inddigede et Stykke Land og byggede en Bro; man fik da et dybt Bassin med et temmelig bredt, fortræffeligt Indløb, hvis Retning svarede til de herskende Vinde. Agenten antog sig med Iver denne Reformplan, deels vistnok af Hensyn til det Almindelige, deels ogsaa fordi det Land, der skulde inddiges, stødte op til hans Vænge, saa at hans Skibe kunde lade og losse saa at sige paa hans egen Grund, istedenfor, at han nu maatte føre Alt en stor Omvei til og fra Skibene. Men netop af denne Grund var Oppositionen imod Forandringen og vilde beholde den gamle Havn. Der opstod en haardnakket Strid. Byfogden holdt sig neutral; en ung Toldassistent var ivrig paa Agentens Parti og skrev anonyme Artikler i en Provindsavis. Modpartiet indsendte en Fremstilling af Sagen til den kjøbenhavnske Oppositionspresse, og en Morgen bragte Posten et Blad, hvori der var talt om den personlige Egoisme, der vilde lede Byen ind i hazarderede Foretagender og formodenlig haabede ved Hjælp af en hyklersk Servilisme at naae sit Maal hos vedkommende Autoriteter. Agent Theilmann var nævnt, han stod i Bladet! Dette skaffede Modpartiet en fuldstændig Seir; Communalbestyrelsens Indstilling gik ud paa at faae den gamle Havn opmudret, og den blev approberet af Cancelliet.

Fra den Tid, Agenten havde staaet i Bladet, var han knækket; han gik sjelden eller aldrig ud, var sky for ethvert fremmed Ansigt, ja blev sløv i sin Handel, saa at Alting snart gik, »som det kunde bedst.« Da han selv begyndte at mærke det, lod han sin ældste Svigersøn flytte fra en Naboby og gaae i Compagni med sig; men han - sagde Dr. Siemsen - han var ham for klog, for da Agenten nu døde, saa var der ikke Andet tilbage end Sølvtøiet og Møblerne. Stakkels Agent! vedblev Doctoren, han led meget til Slutningen. Sidste Gang, jeg saae til ham, tænkte jeg: Han har dog domineret denne By i mange Aar. Men hvad er vi Mennesker? Man siger et lille Pu, som om man vilde puste et Lys ud, og saa er man selv slukt.

De vare komne til Stenten, hvorover man fra Gangen bag Haverne steg ud til Byens Gade. En Equipage kom kjørende; deri sad en Dame med tre nydelige Børn, alle rigt og smagfuldt klædte; en Jæger med Sølvgehæng stod bagpaa.

De har været til Besøg hos Byfogdens, sagde Dr. Siemsen og hilste ærbødig.

Hvem er det? spurgte Otto.

Naa, jeg tænkte det nok, der kommer han selv tilhest .... De kjender ham da? Det er Knud Gjedde.

Rytteren var en statelig ung Mand, sund og fornøiet at see til, brunet af Solen; han red en Hest af ædel Race; den havde ikke nødig at blive ført af Tøilerne, men syntes at gaae selvbevidst og stolt af sig og sin Herre. Alle Folk hilste og saae op med en beundrende Tilfredsstillelse. Equipagen, Moderen med Børnene, Rytteren med hans Hest, Alt vakte en Forestilling, som om man her fik Prøve af Jordens rette Mennesker, de øvrige vare en ringere Slags Skabninger. Man saae intet Spor af, at hiin Mand var »bleven bleg i Paris«, at han havde leget bl. A. med Emilie og grebet saa dybt ind i Ottos Skjæbne.

Otto betvang sit Hjertes Slag og skyndte sig ned til sit Fødested, gik gjennem Porten og Baggaarden ind i Haven. Det lille Æbletræ var der ikke, og Græsplainen var tagen til Kjøkkenhave.

Ja, sagde Otto, vi have jo ikke Stamgods, min Have er fremmed Eiendom, jeg har ikke engang Ret til at staae her. - Er det da sandt, er jeg en Plebejer? Hører jeg til dem, som intet Krav have paa at faae deres Følelser, Længsler, Haab til Virkelighed? Er mit og mine Liges Liv enten af lavere Art eller blot Phantasi? Venter ved mit tredivte Aar Smaaligheden, Misundelsen, Hadet paa mig for at modtage mig som i mit rette Hjem, i mit Stamhuus? - O, hvis man som han havde Magt over Menneskene ved sin blotte Fødsel, hvor man saa kunde have anvendt den, hvor man kunde gjort en saadan By stærk, dristig og høimodig istedenfor smaalig! ..... Moder talte om Lidenskab, Kjærlighed; men det, som jeg begjærer, er jo netop et kraftigt og kjærligt Samliv med Mennesker, der ville noget Stort, hos hvem man føler den menneskelige Herlighed; jeg byder gjerne mit Liv derfor ..... Har jeg virkelig ingen Ret dertil? Hvorfor føler jeg da denne Uro, denne Begyndelse til umaadelig Jubel og umaadelig Smerte? Mig synes altid, for at det skal blive til noget Vældigt, behøver jeg kun Skjæbnens Imødekommen, et fast Punkt udenfor mig selv! - det er derude! det er derude! det skal være der!