Anden Deel
Hjemløs
Tredie Bog

Første Capitel
Brev fra Otto til Schiøtt

I tyve Graders Kulde kjørte jeg inat over Bjergene og fandt her et ganske velsignet Hotel med det stolte Navn »Zum Fürsten Metternich«. Et deiligt varmt Værelse med en stor hvidgardinet Him melseng og belagt med Brüsselertæpper stod beredt til at modtage mig, som om jeg havde været Fyrsten selv, og imorges satte Opvarteren et stort Sølv-Kaffeservice for Sengen, og da jeg spurgte efter Cigarer, bragte han det herligste Udvalg af Havannacigarer, spanske Cigarettoer, dito med tyrkisk Tobak m. M. paa et Sølvfad. Endelig antog jeg dog, at jeg maatte op og gjøre en Gang ud i Isen og Sneen, og da jeg kom til Vinduet - laa det adriatiske Hav blaat og solbeskinnet ved Hotellets Fod. Jeg var kommen sovende til Italien! Til det adriatiske Hav! Adria! Hvor det lyder, naar man har det for sig!

Da faldt det mig ind, at jeg dog efter saa lang Tids Forløb burde skrive Dem til og sende Dem en Stump Liv, et Stykke Lyksalighed. Thi jeg er lykkelig. Hvis den persiske Schach, der søgte et lykkeligt Menneske for at faae hans Skjorte, skulde komme og spørge sig for hos Dem, saa viis ham til mig. Gjør det dristig. Thi jeg er lykkelig, jeg er det! De naadige Guder have villet det saa. Men hvor skal jeg begynde med at berette Dem om en Lyksalighed, af hvilken en meget stor Deel bestaaer i at have Hovedstæder til Studeerværelse og Europa til Spadseregang, at have hjemme overalt, hvor Himlens Stjerner skinne og Menneskenes Børn have reist et Tag, at være paa Vandring, gaae bort hver Morgen for ikke at vende tilbage, ud til ny Skjønhed og nye Skjæbner.

I Postvognen, der skulde gaae fra Dresden til Töplitz og Prag, sad tre Damer; Klokken slog, idet jeg steg ind; en høi, militairisk udseende Herre, der havde staaet ved Vognslaget, og hvis Plads jeg et Øieblik troede at have taget, fordi der i Nettet under Loftet laa en Sabel og et Par Pistoler, tog Afsked i et mig ubekjendt Sprog, Postillonen blæste, og Vognen rullede afsted. Damerne sad tilslørede og tause, ligesom hensunkne i Afskedens vemodige Tanker; jeg saae ud af Vinduet, ud i det graa og tungsindige Veir. Efter en Stunds Forløb begyndte en lille, dæmpet Samtale mellem Damerne, og de sloge Slørene tilside, men jeg fandt ingen Leilighed til at tale; thi det forøgede min Tilbageholdenhed, at en af dem var paafaldende smuk. En skjøn Kvindes Ansigt synes at fordre Underkastelse og Hylding som en Tribut af alle veifarende Mænd; man aner ogsaa, at Mange have knælet og tilbedet, og det maaskee Saadanne, der ville stille den Nysankomne i Skygge. Eller maaskee ligger det i, at vi blive desto ydmygere, jo større Skjønheden er. Endelig kom dog en Samtale igang paa Tydsk - jeg troer, et Vindue, man ønskede lukket, gav Anledning - og Talen blev livligere og mere ligefrem, end jeg havde ventet. Jeg erfarede, at de to Damer, der sad overfor mig (hun ved Siden af mig var nok deres Kammerjomfru), vare Søstre og Mailænderinder; det blev ikke sagt tydelig, men skimtedes i Løbet af Samtalen, at deres Familie-Eiendomme i Lombardiet vare confiskerede, og imod deres Ønske skulde de tilbringe Vinteren i Wien eller Omegn. Den ene af dem, den meget Smukke, talte til mig med en særegen Interesse; men det vil med Tiden blive Dem tydeligt, at egenlig ikke jeg havde den Lykke at være Gjenstand for bemeldte Interesse. Hun fortalte Træk af Østerrigernes Adfærd i Lombardiet under sidste Opstand, aldeles forfærdelige Historier, saa blodige, at man begriber, hvad fjendtlig Nationalitet er, men ikke forstaaer, hvorledes der kan være Stilstand. Hendes sorte Øine funklede, medens hun talte om Østerrigerne, hun blev ligesom ældre eller som et Væsen, der ikke har Alder, fordi hun med saadan Alvor og Lidenskab talte om Ting, der ikke pleie at ligge unge Kvinder paa Hjerte, og saa betragtede hun dog tillige mig med hiin besynderlige Velvillie. Søsteren, der med kjendelig Angst havde hørt hende tale saa frit, gav Samtalen en anden Retning og spurgte, om jeg havde været i Töplitz. Saa talte hun om Badestedet med saadan Interesse, at jeg troede, de vilde opholde dem der, og jeg erklærede, at jeg vilde blive der i nogle Dage.

Damer ere dog en velsignet Slags Mennesker, ikke blot i Almindelighed, men især at reise med. Jeg viste dem underveis nogle smaa Opmærksomheder, som glædede mig selv, og de gave mig til Gjengjæld deres Venlighed og Ynde, de skjænkede mig en deilig Reise. Da vi kom til den første bøhmiske Landsby, spurgte den smukke Comtesse, om jeg kjendte den bøhmiske Kaffe, og da jeg benægtede det, sagde hun, at saa vilde hun gjøre Honneurs. Vi fik et lille, net Værelse, den blaaøiede Sachserinde, deres Kammerpige, dækkede Bordet, den blonde Comtesse sørgede for Brødet, hun traktede og skjænkede Kaffen, og da gik det op for mig, at Kaffen er en ambrosisk Drik; men hvordan Andre have opdaget det, forstaaer jeg ikke.

Da vi kom til Töplitz og jeg vilde hjælpe Damerne af Vognen, viste det sig, at de skulde lige til Prag, og der stod jeg! Om jeg ogsaa vilde have gjort mig latterlig og strax taget Billet videre, havde det ikke nyttet mig; thi en tyk Töplitzer tog med væbnet Haand (dvs. med Billet) min Plads. Til Afsked svarede de mig dog, at de tog ind i Prag »zum blauen Stern« og blev der et Par Dage. Men saa, da de vare borte og jeg for første Gang, siden jeg havde seet hende, opløftede Øinene, hvad saae jeg da? O, det gjør De Dem ingen Forestilling om! Jeg saae Bjerge! For første Gang i mit Liv! Jeg var pludselig kommen ind i en Dal, midt i Erzgebirge, Rübezahls Fødeland, og da jeg fik Øie paa denne stolte, bølgende Verden, Jordens Adel, saa løb jeg derind, og da jeg endelig havde et Bjerg for mig og var vel alene, kastede jeg mig ned og kyssede det og trykkede mig tæt dertil. Og det undrede mig, at jeg var saa lille og ikke kunde omfavne det. Og medens jeg saa gik videre, ind ad en Bjergsti, mellem store Egetræer, kaldte jeg paa Rübezahl, gav ham hædrende Navne og takkede ham, hvis det var ham, der paa skjøn Maade havde gjækket mig ved at lade mig see den mailandske Comtesse. Thi skjøndt hun var borte, var det dog en Glæde at tænke paa hende. Medens jeg gik videre og begyndte at stige op ad den anden Bjergbølge, hørte jeg pludselig Klokkeklang og strax efter Sang: Der kom en katholsk Procession med Fakler stigende ned ad Bjergstien. Hvor Jorden dog er deilig! I Sandhed, det synes mig, at den hele Jord lever et trylleagtigt Liv, og hvorsomhelst man paa rette Maade banker og kalder, vil det Herlige stige frem. Blot man saa kan være betænksom og vælge det rette Øieblik og fremkalde det Allerherligste!

Men jeg vil være kort og fortælle Hovedsagen. Jeg kom da til Prag og spurgte naturligviis strax efter de mailandske Comtesser, men traf dem ikke før ved table-d'hôte. Det Første, Hun siger, da jeg har hilst paa dem, er: De glemte nok Deres Sabel og Pistoler i Vognen. - Sabel og Pistoler? sagde jeg. - Ja, de laae i Nettet. - Det var ikke mine. - Jeg troede det, de saae ud til at være Officiersvaaben. - Jeg er ikke Officier. - Ikke?

Det »Ikke?« sagde hun med en saadan Kulde, at jeg ikke kan beskrive det, og fra det Øieblik var jeg saagodtsom død for hende - det vil sige, hun var høflig nok, men har man prøvet Hjerteligheden, saa er Høfligheden kun Liget deraf. Al Hjerteligheden havde gjældt Vaabnene, Forestillingen om, at jeg var Soldat!

En Maaned efter, det vil sige: for fire Dage siden, reiste jeg om Aftenen fra Wien. Det var meget uhyggeligt, da vi paa den mørke Banegaard steg ind i Vognene. Vinden tudede og peb, Betjentenes Lygter tjente kun til at vække en Forestilling om den Hyggelighed, vi kunde have ved at blive. Det begyndte at snee, og da vi havde kjørt en halv Time, vare vi i det vildeste Sneefog. Kl. 10 rykkede det pludselig i Toget, som om der var skeet en Ulykke, og saa stod det stille; Conducteuren kom og sagde, at vi vare kjørte ud af Sporet, og at Dampvognen stod i en Sneedrive. Der blev stor Angst. De maa nu vide, at Vognene her rumme over fyrgetyve Mennesker; vi vare en Snees i vor; Alle vare triste; en Rude blev slaaet itu, og Sneen føg ind til os. Der sad en aldrende Dame med en Datter paa omtrent femten Aar; de krøb sammen; den Lille græd. Jeg var saa urimelig glad ved, hvad der var skeet; et Øieblik havde jeg sagt til mig selv: Nu skulde Hønen vide, hvordan Kyllingen sidder i det - men saa var der pludselig i mit Indre udbrudt en ubeskrivelig Lyst og Glæde. Jeg gik hen til Damerne og begyndte at trøste den Lille med den Bemærkning, at nu sad vi saa luunt og godt og sikkert; vi kunde ikke komme til Skade ved Hastigheden, og Ingen kunde kjøre paa os; engang vilde vi blive udgravede ligesom Syvsoverne og med stor Pragt førte til Keiseren og beværtede paa det herligste. Det Eneste var, om Provianten imidlertid skulde slippe op for os. Det nydelige Pigebarn havde med stor Fornøielse hørt paa min Skildring af Gjæstebudet i Keiserborgen, og da jeg nu talte om Muligheden af manglende Proviant, hviskede hun til Moderen: Moderjeg er ganske sulten. Men min herlige Værtinde i Wien havde medgivet mig en lille Kurv med fiint Brød og Wiener-Würste og en halv Flaske Ruster. Det hentede jeg frem og nødte baade hende og Moderen til at spise, og vi levnede Intet. Nu var jeg kommen i Gang og fortalte en Mængde Historier, Gud veed, hvor jeg fik dem fra. De øvrige Passagerer flokkede sig om os og bleve ogsaa muntre. Der var en Mand med stort Skjæg og lodden Hue - en Kroat, sagde han selv - og en Kjøbmand fra Dalmatien; de gav sig til at synge deres Folkesange for os, jeg sang Kjæmpeviser, og et Par Overøsterrigere jodlede meget kjønt. Snart vare vi Alle som gamle Bekjendte og Venner. Klokken blev mange, og jeg maa formodenlig være falden i Søvn. Da jeg vaagnede, laa mit Hoved i Moderens Skjød, og Datteren havde deelt sin Kaabe med mig. Jeg kan ikke sige Dem, hvor denne kjærlighedsfulde, kvindelige Omhu i fremmed Land rørte mig; hver Gang jeg er nærved at blive mismodig, behøver jeg blot at tænke derpaa, saa bliver jeg igjen glad og synes, at hele Verden maa gaae af Veien for mig.

Kl. 8 om Morgenen blev der meldt os, at et Tog var sendt os imøde; vi vadede ud, og en Times Tid efter bleve vi modtagne i Gloggnitz med al den kjærlige Omhyggelighed, som skyldes Brandlidte, Oversvømmede, Indsnete og Andre, der have været i Dødsfare. Jeg fik et Værelse til at skifte Tøi, Damerne, som vare blevne baarne igjennem og vare forholdsviis uskadte, bleve førte ind i en Sal, hvor der brændte en vældig Kaminild. Her traf de to andre Damer, og enten de nu vare gamle Bekjendte, eller den mærkelige Begivenhed, hvori Moder og Datter havde deeltaget, hurtig tilveiebragte et Bekjendtskab, nok, det lod til, at man hastig fortalte, hvilket mageløst ungt Menneske man havde reist med, og da jeg lidt efter kom ind, sagde den Lille: Da ist er. Jeg saae op - de to nye Damer vare mine mailandske Comtesser! Den Smukke kom hen til mig, saa venlig, som om Sablen og Pistolerne dog havde været min Eiendom. Saavidt jeg kunde forstaae, havde de været i Besøg paa et Gods og skulde nu med Toget til Wien. Jeg var saa lyksalig over dette Møde, at det forekom mig, som om alle Himlens Hærskarer deels geleidede mig, deels ilede forud som Stafetter og Courerer for at anordne min Reise. At see ind i det Ansigt, naar hun var venlig eller smilede! Man kan ikke tænke sig noget mere Livsaligt, Vindende, Bedaarende.

Skal vi nu igjen drikke Kaffe sammen? spurgte hun og fortalte derpaa de Andre, at hun havde været min Værtinde i Böhmen.

Hvor jeg sad godt mellem disse fire Væsener, kun angst for det næste Øieblik, der kunde komme og puste dem bort.

Og vil De troe det, den Lille havde et saadant Instinct, at hun var skinsyg. Jeg havde gjort »en lille Erobring« og tænkte paa Christian Winthers Digt:

Men veed De, hvad jeg troer? Det hænger ikke ganske rigtig sammen. Det, vi kalde Virkelighed, er slet ikke til. Jeg har oplevet noget Lignende før; Ligheden kan kun ikke bevises. Nu faaer jeg Lov til at leve om igjen, og de forrige Skikkelser komme paany, næsten ukjendelige, have det gamle Bekjendtskabs Hjertelighed uden at tilstaae Bekjendtskabet - thi saa maatte de ogsaa udhæve de Feil, hvormed jeg i vort forrige Samliv har forspildt Hjerteligheden.

Men hvad tænkte jeg ikke paa i det Øieblik! Al Verdens Poesi syntes at være lagt om mig, jeg havde for mig den elskværdige Matrone, det elskende Barn, den besynderlige Ungmø med de store mistænksomme Øine, og Hende selv, Kvinden, Skjønheden.

Hun reiste sig og gik til Vinduet for at see efter Toget. Jeg gik hen til hende og sagde ..... Gud veed, hvad; men jeg vilde da sige, at jeg var glad ved at gjensee hende. Hun bragte mig til at tale om min Reiseplan og lod falde et Ord om, at ogsaa hun mulig kom til Schweitz i Sommer. Da glimtede det for mig som utallige Stjerner: om jeg kunde møde hende igjen! Toget peb, man kunde høre det komme. Der var ingen Tid tilovers. Hun tog et Kort, stak med en Knappenaal deri og sagde: Kommer De i Juli eller August næste Aar til Bern, saa giv Værten i Hotel Faucon dette Kort. To Minutter efter var hun borte, og et Øieblik senere kom en Vogn og hentede Moder og Datter.

Hvor Stedet blev tomt og forandret! Salen havde nøgne, hvide Vægge; Kullene laa og ulmede i Kaminen, Opvartningspigen gik med tunge Trin og sløve Øine gjennem Stuen. Men Hun havde sat mig Stævne paa Alperne! Om otte, ni Maaneder! Jeg kan ikke døe før den Tid! Jeg er uforgængelig, Ild og Vand have ingen Magt over mig, ingen italiensk Dolk kan saare mig, og hvis en Bataillon fælder Gevær mod mig, gaaer jeg paa - skjøndt, Sligt skulde man ikke sige.

- Videre er der i Grunden ikke at fortælle, hvorvel jeg finder en Glæde i at lade Tankerne dvæle ved ethvert Punkt af denne Reise. Jeg kom til Cilly, som ligger i den sydlige Spids af Steyermark mellem Kroatien og Illyrien. Her var det et besynderligt Syn fra den ensomme Banegaard at see Jernbanetogene ile henad den vide, sneebedækkede Slette og forsvinde mellem de sneedækte Bjerge. Ved Solnedgang var der saa smukt og hyggeligt i denne af Alpebjerge begrændsede Vinterstilhed, med det røde Sollys paa Klippevæggene og lange blaa Skygger i Dalen, at jeg ikke kunde bekvemme mig til, strax at reise herfra, og først her faldt det mig tungt paa Sindet, at jeg i Virkeligheden fjernede mig fra de Væsener, i hvis Nærhed jeg havde været saa lykkelig. Hvorfor havde jeg forladt dem?

Jeg laa nok og tænkte omtrent saadan i det daarlige Kammer i det daarlige Værtshuus, og det var blevet silde paa Natten. Da aabnedes Døren, og den skjæggede Kroat traadte ind med en Lygte i Haanden. - Hvad, er det Dem, den lystige Fyr i Sneefoget? spurgte han. - Ja, svarede jeg. - Hvorfor ligger De saadan for aabne Døre i fremmed Huus? spurgte han. - Ja, det maa De nok sige, sagde jeg. - Du skulde lukke Din Dør af, min lille Broder, sagde han med sin besynderlige Dialect og traadte nærmere. - Aa, drei da Laasen om og tag Nøglen af Døren; det er saa koldt at staae op, sagde jeg. - Jeg? udbrød han. Naa, lad gaae; god Nat! - Og saa lukkede han brummende for mig. Senere er det faldet mig ind, at han maaskee, muligviis var kommen for at plyndre mig. Det var dog morsomt, om den Magt, i hvis Nærhed jeg havde været, tvang ham til, selv at være min Vagt.

To Nætter efter kjørte jeg i Diligence, ene med Conducteuren, over de juliske Alper, der rage op over Istrien, og hvorfra den frygtede Borra, formodenlig Boreas, skal have Vane at fare ned over Adria. Men da vi kjørte derover, syntes selve Vinden frossen fast til Bjergets Sider. Oppe paa Toppen skiftede vi Heste. Passet var en uhyre Rift i Klippen, til den ene Side aabnede sig et bredt Svælg, og herigjennem faldt Fuldmaanens Straaler ind. I dens Lys fik Sneen et magisk, mildt, guult Skjær, og de skarpe, takkede Klippetoppes Skygger laae blaalige. Hvadsomhelst der kom i Maanens Straaler, syntes at blive omgivet af et gyldent Fluidum, Diligencen saae i ringe Afstand ud som en Feevogn, og al Lyd, Tale, Trin af Mænd og Heste, syntes hurtig at forgaae, blive grebet af Luften, som om Natten skinsyg vogtede paa, at Dianas Henskriden over Jorden blev uforstyrret. De oplyste Vinduer i det noget fraliggende Vaaningshuus syntes i Modsætning til Maanens Lys mørkerøde, blodrøde; man kunde antage dem for uhyre Karfunkler i Bjergets Væg.

Saaledes ere mine Ønsker og Længsler af Nødvendigheden tvungne ind i kold, stivnende Ro, medens der over det Oplevede er gydt en magisk Belysning, som om jeg var skredet igjennem en eventyrlig Verden. Men til Sommer kommer Solen; da smelter Sneen, og den trylleagtige Glands er borte; men istedenfor spire Planter og dufte Blomster, Opfyldelsen kommer og bringer Dagens og Livets og den friske Bjerglufts Karfunkler - Alperoser.