Andet Capitel
Brev fra Otto til Schiøtt

Kan De sige mig, hvilken Guddom der talte igjennem mig, da jeg hjemme pludselig satte Alfons Mendoza Stævne paa Capitolium? Uden anden synlig Grund end dette Ord er jeg bleven ført hertil i lige Linie, og naar jeg underveis var fristet til at følge en anden Kalden, drog det mig som en Forjættelse.

Her er Meget ganske anderledes og dog forunderligt nøiagtigt, som jeg har drømt det. Jeg drømte mangen Gang underveis, at Vaticanet var et Palads paa Marmorsøiler, og at en umaadelig lang Gade med Søilegange førte dertil. Den lange Gade er her; men Søiler og skjønne Bygninger ere vanskelige at finde. Jeg blev meget skuffet og troede, at Beundringen ogsaa her skulde flyve hjemløs omkring; men efterhaanden, ved at komme ind i Tingene, saae jeg, at hvad man her snarere kunde mangle, var Evne til at beundre og erkjende. Jeg blev saa lille som i en Dal mellem skyhøie Bjerge. Men alt eftersom man med stor Anstrengelse stiger op og faaer Udsigt og betvinger Skjønhedsmassen, kommer en vidunderlig Glæde. Man taber sin forrige, urolige Natur; man er som hjemkommen til et Rige, der er udenfor Verden, hundrede Mile under Havet, høitidelig tyst og stille. Alle Tider mødes her, og alle forgangne Ting indfinde sig her, uforkrænkede. Æneas skal have vandret her, da han kom fra Troia efter at have seet Achilleus og forladt Dido, og Apostlen Peter har været her og kaldes Stadens første Biskop. Her staaer endnu Porta salaria, hvor Jupiter steg ned i Torden og Lynild for at forsvare sin Stad imod Hannibal, og i en Kirke vises den Søile, hvortil Christus blev bunden for at hudflettes. De have ført Jerusalem hertil; men Athen og Korinth have ogsaa maattet indfinde sig, Phidias s og Praxiteles's Kolosser, de to hellige Ynglinge med Hestene, staae paa Monte cavallo, og Vaticanets og Capitoliums Indre lyser af Marmorskikkelserne fra Hellas og Øerne.

Der er i Vaticanet en rund Hal, som maaskee ikke rummer netop det Skjønneste, men noget for mig Mærkeligt. Der staae de ni Muser i Kreds med Apollo som Chorfører. Imellem dem, i passende Afstand, staae Portraitbuster af Sokrates, Bias, Demosthenes, Sophokles, Alkibiades, Perikles o. s. v.

»Af dem, jeg elsker, men aldrig saae«.

Jeg har engang i et sært Øieblik bedet til Gudinderne og blev bønhørt, skjøndt jeg selv knap vilde troe det, og da jeg nu kom ind og saae dem lyslevende, blev jeg saa høitidelig tilmode, at jeg ganske stille vilde gaae bort igjen og nær var falden ved Udgangen; thi jeg troede, at der var Trapper at gaae ned ad, jeg troede, jeg havde været oppe paa Olympen. Her staaer ogsaa Antigone, som hun gaaer ud at bringe fromme Offre paa Graven; efter hellig Skik er Gevandtet kastet over Hænderne, saa at man fornemmer Ærefrygten og Sorgen - ja, her ere Personerne, hvorom der er sunget og fortalt i de gamle Skrifter, og saa levende bliver her alt det Døde, at engang, da jeg gik op paa Bibliotheket, havde jeg nær bedet om de Tragikere, som ere gaaede tabte ..... husker De, De har engang lovet mig dem i Paradis?

Jeg vil just ikke sige, at det uafbrudt er saa stille og fredeligt. Der kommer sære Uroes, ja Fortvivlelses Øieblikke, især i Regnveir. Da kan det synes En, at Rom er en Ligkiste og Himlen Laaget, og da kan man længes efter Alperne og Juli Maaned, saa Bryst og Hoved er nærved at sprænges. Forleden kom jeg i det tydske Bibliothek tilfældigvis til at see i »Oberon« de første Linier om at sadle Hippogryphen og ride »ins alte romantische Land«, og da stode Alper og Erzgebirge for mig med saadan Magt, at det kostede mig otte Dage. I den Tid faldt jeg paa alskens Blasphemi; jeg sagde til mig selv, at Rom, der ligger saa ene baade i Tid og i Rum, uden Naboer, uden at være knyttet til Nutiden, endog uden at have en Befolkning, der er egenlig romersk, men med evig barnløse Fyrster, egenlig er hjemløs paa Jorden, og det forekom mig symbolsk, at Keiser Napoleon, den daadrigeste Mand, aldrig kunde komme hertil, til Skyggernes Stad. Og saa syntes mig, at jeg i visse Maader hørte til denne By, fordi jeg er bleven saa besynderlig løsreven ..... men nu bliver jeg nok følsom jeg seer alt Deres Smiil.

Af Nyt veed jeg intet Andet at melde Dem, end at Hjelmkrones ere her og føre et ret gjæstfrit Hus. Der har jeg hørt, at De skal giftes eller være gift. Er det Andet end Bagtalelse?

I Nærheden af Piazza Barberini ligger en Osteri, som i Reglen kun bliver besøgt af simple Almuesfolk. Simpelheden pleier ikke at afskrække Fremmede, især Kunstnere, der opholde sig i Rom; men Osterien havde nu engang ikke havt det Held at vinde deres Gunst. Otto holdt af Stedet, tildeels for et ubetydeligt Tilfældes Skyld. Bag den skumle Stue var en Slags Skuur, og fra dette førte en forfalden Hvælving ud til en lille Plads, der sagtens om Sommeren var en virkelig, skjøndt meget simpel Pergola, raat brolagt og rundt omgiven af temmelig lave Mure. Over de tynde Tremmer, der dannede det gjennemsigtige Tag, slyngede sig om Vinteren de bladløse Viinrankestengler; men naar Solen om Middagen skinnede derind, frembragte den en herlig Duft fra Buxbom og Epheu, der rakte sig opad de halvt forfaldne Mure og vandedes af en lille Fontaine i en Marmorkumme, der saae ud, som om den havde hørt til en sønderbrudt Søile. Og dersom Solen brændte for stærkt, fandt man Skygge under den naturlige Baldachin, som den uklippede Buxbomhæk udrakte. Otto havde opdaget denne lille Pergola, da han engang forgjæves søgte efter Folk i Stuerne. Idet han kom derud, saae han en lille, halvnøgen, femaars Dreng ligge ubevægelig, bøiet ud over Kummen, med Ryggen mod Indgangen. Han laa saa smukt, beskinnet af Solen, at den, der hver Dag færdedes i Roms Kunstverden, kunde tænke paa en lille Faun. Med Et sagde den Lille ned i Vandet: O, Du hellige Aloysius, giv mig en ny Skjorte og en Skralle til Befani-Festen, saa vil jeg tjene Dig en Maaned! - I Otto laa det Princip, kun at give til de Smukke - det Stygge skjæmmede Verden - og han listede sig til og lod en Sølvmynt falde over Drengens Hoved ned i Vandet. Drengen greb den og sagde, stadig ned i Vandet: Tak, Sct. Aloysius, Du rare Hellige! Du er en god Mand! - Han sprang nu op, og da han saae Otto, troede han, at det var S. Aloysius, og kunde ikke bringes derfra, men aflagde senere sit barnlige Regnskab for, hvorledes han tjente ham. Men Otto havde desuden bemærket, at det Huus, som Hjelmkrones beboede, vendte ud mod denne Side, og skjøndt han ikke lagde Vægt paa at see hende eller blive seet af hende, medens han holdt Maaltid, følte han en særegen, oplivende Behagelighed ved at vide sig hende nær.

En Dag, der var saa mild som en nordisk Sommerdag, bad Otto Værtinden om at lade ham faae Maaltidet ud i »Haven«, og for den lille Drengs Skyld fandt den ellers gnavne Kone sig i dette Brud paa Husets Skik. Han tog Plads ved det plumpe Bord under Træet og fordrev Tiden inden Anretningen med at stirre paa Fontainen og lytte til Vandets Rislen ud af Blyrøret og melodiske Fald i Kummen.

Medens han sad saaledes, hørte han ganske tæt ved sig, bag den grønne Buxbom, hvor han formodede en Muur, blive talt Dansk. I Førstningen overraskede det ham ikke, fordi han uden at vide det var langt borte med sine Tanker, maaskee hjemme i Danmark; men pludselig vaagnede hans hele Bevidsthed, og da var det, som om de foregaaende Ord vare blevne liggende udenfor hans Øre og nu fik Adgang til Sjælen og bleve opfattede i Sammenhæng.

Kammerherre Hjelmkrone og hans Moder havde i nogle Øieblikke stiklet paa en tilstedeværende tredie Person, fordi han eller hun i et Selskab hos Torlonia havde havt Uheld i Samtale med en Principe.

Pludselig svarede denne tredie Person, blidt, ydmygt, afværgende - og det var Hende, Skuespillerinden, Kammerherrinden!

Aldrig havde en blid og ydmyg Stemme gjort et saa dybt og smerteligt Indtryk paa Otto som denne. Hun var altsaa ikke lykkelig, anseet i sin Kreds, gav ikke Tonen an, tvertimod, man saae ned paa hende, irettesatte, piinte hende. Han forstod ikke, hvorledes den fornemme Frue og hendes Søn kunde lade deres onde Lune gaae ud over den værgeløse Kvinde, med hvem denne Søn havde indgaaet Mesalliance, eller hvorledes de overhovedet i Rom kunde være saa irritable og lægge Vægt paa, om en italiensk Compliment var bleven besvaret meer eller mindre godt. Han tog saa ivrig og indigneert Parti, at det ikke faldt ham ind, at han lurede; han lyttede til hendes Stemme og forstod ikke, hvorfor hun var den Ydmyge.

Men hun var ydmyget, netop ved det fornemme Liv, som hun saa ivrig havde attraaet. Ved en af de Uforsigtigheder, som en fornem Dame saagodtsom ikke kan begaae, var hun kommen til at yttre noget Latterligt, og skjøndt man i Selskabet med Lynets Hurtighed var gledet hen derover, betragtede hun og de to andre Danske sig som prostituerede - og de To kunde slet ikke holde op igjen.

Men da foregik en Forandring med hende. Hendes plagede Sind tyede til Nogen eller Noget, det havde kjært; hun tænkte paa en Begeistring, hun tidligere havde været Gjenstand for, paa Skuepladsen, og idet hun samlede mangfoldige Minder og styrkede sig i en skjøn Følelse, fik hun Kraft til paa uventet Maade at vælte de to Mennesker bort. Først bad hun med bitter Ironi »Hendes Naade« om Forladelse for den store Skam, hun havde tilføiet hendes Huus - og det forekom Otto, at han kunde høre, hvorledes Kammerherrinden blev bleg og guul - derpaa vendte hun sig til Kammerherren og erklærede ham med stigende Energi, at siden hun ikke hørte hjemme i hans fornemme Verden, og siden det altid og evindelig blev sagt hende paa en Maade, hvorved hun skaanselløst stilledes udenfor alle Love og Regler, saa bad hun kun om een Gunst, havde kun een Villie og Attraa, havde urokkelig besluttet at sætte det igjennem: vende tilbage til Theatret, hun vilde beredvillig opgive hans Navn; Theatret, Kunsten skulde ikke indgaae nogen - Mesalliance.

Det klukkede i Otto af Jubel over dette Feltslag, han havde nær høit tilkjendegivet sin Glæde og Sympathi med det frie og ideelle Livs seirrige Gjennembrud, og ikke mindst med Ordene, hvori hendes mærkværdige Stemme i hendes eget Hjertes Tjeneste udfoldede sin hele Magt uden et eneste Øieblik at overskride Skjønhedens Grændser, skjøndt kvindelig Bitterhed altid er piinlig at høre.

Det lod til, at Kammerherren og hans Moder bleve imponerede eller idetmindste alvorlig bange for »Skandale«. Hendes Naade slog pludselig om i en kjærtegnende Tone, undrede sig over, at man kunde tage Tingen saa overordenlig heftig, der var jo ingen Ulykke skeet, i en Familie kunde let falde et haardt Ord o. s. v. Hun brugte endogsaa Ordet; min bedste Svigerdatter, og overlod derpaa Marken til Kammerherren, maaskee for ikke officielt at deeltage i hver af Fredslutningens Paragrapher. Kammerherren antog en ærbødig Tone, talte som Mand af Verden, beroligede, bad om Undskyldning, gav Løfter, ja lovede, at ved første, passende Leilighed skulde de To leve ene, kyssede endelig hendes Haand og forlod hende, for at man gjensidig kunde komme til Ro efter Sindsbevægelsen og mødes i godt Lune til Maaltidet hernede i Lysthuset.

Hun var allerede overvunden i det Væsenlige, overvunden af sin egen Seir. Overfor denne Eftergivenhed, disse Løfter, fik hun Følelsen af, at hvad hun havde sagt i Øieblikkets Alvor som yderste ideal Beslutning, kunde tjene som Trusel til at forskaffe hende et behageligt Liv som Kammerherrinde, og saa kunde hun ikke længer holde Beslutningen fast.

Hvergang Kvinden paany maa ud af Paradis, fælder hun nogle Taarer, der falde mildt som Foraarsregn. Hun græd over, at Idealet, der var hende saa nær, fløi bort igjen, at hun havde følt noget Skjønt og Stort, men ikke kunnet personlig tilegne sig det.

Hun troede sig fuldstændig ene og gav sine Tanker Luft i afbrudte Sætninger, af hvilke nogle naaede gjennem Buxbomhækken, medens Otto ikke turde gjøre nogen Bevægelse og hørte med sin Lyst og mod sin Villie Ord, der syntes at indeholde Erindring om deres Møde paa Herregaarden.

.... Hvad kunde det hjælpe, om ogsaa han elskede mig ..... I Ungdommen knytter man sig til den, man vil, naar man bliver ældre, til den, man kan .... Hvor en saadan ung Kjærlighed, der er ængstelig og keitet og ikke veed, hvorledes den skal tjene En, dog er smuk! ..... Hvad kunde det hjælpe? Han vilde ogsaa snart være fortæret! .... eller jeg!

Samme Dags Aften var Otto indbuden til i Forening med Kammerherrens og endeel Fremmede og Italienere at besee Vaticanets Antiksamling ved Fakkelskin. Da man kom ind i Paladset, gjennem den lange Corridor, hvor de skjønne Rækker af Candelabre, Vaser og Stridsvogne staae, deelte Selskabet sig i smaa Grupper, der hver fulgte sin Fakkelbærer. Det røde Lys, der i Mørket pludselig faldt paa Marmorstatuerne, paa Sophokles's og Demosthenes's bekjendte Træk, paa Achilleus, Athene og Faunen med Bacchus, gav for Otto deres forgangne Tilværelse en større Virkelighed end nogensinde før og rykkede dem i al deres store og skjønne Pathos nærmere til Livet. Hvad der var blevet talt og handlet i hine Tider, det Mythiske og det Heroiske, det Rørende og det Ophøiede, trængte frem for hans Erindring og skred forbi i store Skizzer, i samme Forhold som selve Marmorverdenen gled bort fra det røde Lys til Mørke og igjen opdukkede af Mørket - og samtidig gik Kammerherrinden ved hans Side, hans Øre opfangede snart hendes Stemme, snart hendes Kjoles Raslen paa Marmorfliserne, hans Arm kom undertiden til at berøre hendes Arm, og fra de antike Skikkelser gled engang imellem hans Blik ned paa hende. I saadanne Øieblikke, medens Aanden fatter og nyder en stor Herlighed, har Hjertet en dyb Higen efter en lignende Lyksalighed. At kunne gaae her ved Siden af en Kvinde, man elskede og blev elsket af] Han havde Trang til at forelske sig og i hende see Personliggjørelsen af de ideale Forestillinger, som svævede om de kolde Marmore, og Noget i ham fristede ham til at slaae af og glemme, hvad han vidste; men hvergang de paany stode foran en af de store Skjønhedsskikkelser, der ved Faklerne fik et forunderligt Liv, syntes han at fornemme Budskab og Varsel om, at han ikke skulde behøve at slaae af Hun blev alt alvorligere. Hun begyndte først nu at lære ham at kjende. Ved at bemærke den Andagt, den stille Begeistring, hvormed han hang ved denne Marmorverden, fik den Liv for hende, og hun begreb pludselig, at der var Mere deri, end hun hidtil i Selskab havde anet. Og da hun fik et Glimt fra Idealets Verden, da hendes Sjæl begyndte at lyse og varmes, saa hun kunde havt Lyst til at udbryde i glad Lovtale, kastede Tanken sig pludselig anerkjendende, rørt, beundrende over ham, som havde havt Evne til at paavirkes paa egen Haand, og som syntes saa fuldelig at høre hjemme i denne Skjønhedsverden - ja, han havde hjemme hos Idealet, nu forstod hun, hvad de første Ord, hun havde hørt af ham, paa Herregaarden, havde bebudet, og nu saae hun kun paa Marmorværkerne for hans Skyld, for hemmelig at læse deres Betydning i hans Blik og i hans Ansigtstræk.

De vare komne ind i den cortile, hvor rundt om et Springvand i Marmor staae otte af Verdens Mesterværker, hvert i sit afsluttede Værelse. Et af disse Værker er den belvederiske Apollo. I det Øieblik, da Fakkellyset faldt paa Gudens Ansigt, saae Otto i aldrig før bemærket Tydelighed Udtrykkets Høihed, det smertefulde og dog saa skjønne Uvilliens Smiil, hvormed Guden har sendt sin Piil mod Idealets Fjende, mod Alt, hvad der er ondt, raat eller bespottende.

Det gik saa mægtig gjennem hans Sind, at han i dette Øieblik udelukkende tilhørte hiin Verden, og hun, der fulgte hvert Udtryk i hans Ansigt, forbausedes og grebes ved at see, at der om hans Mund kom et Træk, der lignede Gudens. Da fik Kunsternaturen fuldstændig Overhaand i hendes Sind; hun fik Ømhed for ham, hun kunde i dette Øieblik have fulgt ham for at være hans Verden nær og have hjemme deri. Noget Usandt var der endnu tilbage; thi hun glædedes over sin egen Begeistring; men Lidenskaben i hendes Sjæl var vaagnet. Hun satte sig paa den lille Steenbænk og sang sagte, med et lille Smiil, den sidste Skildvagt, som endnu sikkrede et Tilbagetog:

En Dag tidligere vilde denne Lyd have beruset Otto. Nu, foran Apollo, vakte hendes Sangstemme pludselig Erindring om Scenen bagved Osterien, om hende som den Irettesatte, om Aftenseiladsen paa Søen, om Marie Elisabeth, der faldt i Vandet, om den alvorlige Mdm. Sandberg, om Gangen til Vandmøllen, om Pigerne, som havde stoppet ham Hø i Munden, og han vendte sig fra alle disse Erindringer som fra en Tid, hvor han havde været af en lavere Natur, han vilde bortkaste alt Foregaaende, og klyngede sig til Gudens Marmorhjem. Den italienske Betjent, der næppe forstod Tydsk, syntes at forstaae den dæmpede Sangs og hele Scenens Betydning langt bedre end Otto; han vedblev ubevægelig at holde Faklen høit foran Apollo, medens den fremmede Signora sad i Mørke paa Steenbænken, og medens han fra Øienkrogene betragtede det fremmede unge Menneske, der formodenlig syntes ham af Steen.

Hun reiste sig og sørgede for, at da hun igjen kom i Fakkelskinnet, var Damens lette Smiil paa hendes Ansigt, og hun sagde, idet de gik ud til Bassinet, hvor i dette Øieblik de Øvriges Fakler kom nær og kastede deres stærke, flagrende Skin: Jeg veed ikke, hvordan det var, at jeg kom til at tænke paa Schillers Tragedier, da jeg saae den deilige Statue belyst.

Denne Sammenblanding af den tydske følsomme Romantik med den klassiske Billedstøtte gjorde ham utaalmodig, og han svarede: Mig forekommer det, at der intet Hold er i de schillersk-romantiske Figurer. Hvis Thekla havde faaet Max Piccolomini, havde de vel blot fortært hinanden og været lige umættelige.

Disse Ord vilde have gledet nogenlunde forbi, hvis han ikke i dette Øieblik havde seet paa hende og overrasket hende ved det Hentydende, han mod sin Villie havde i Blikket. Man er saa agtpaagivende og mistænksom, naar Noget berører det svage Punkt i Ens Liv. Kort efter kjørte de hjem, og hun gik ned i Haven, undersøgte Stedet, hvor hun havde siddet, og saae, at der var Aabning ind til et fremmed Sted, en Osteri. -

Han længtes efter Selskab med Noget, der svarede til den i hans Indre kjæmpende Uro, og efter at have kjørt med til Egnen af Piazza Barberini gik han til Forum og steg op i Ruinerne af Colosseum. Maanen skinnede med sin italienske Klarhed, saa at han knap tænkte paa, at det var Nat, og det magiske, hemmelighedsfulde Lys passede desuden saa godt til Sindets Stemning.

Han steg opad en Trappe, der snoede sig som en Klippesti mellem Buskads, og hvor han mellem de uhyre Ruiner flere Gange kunde troe, at han gik i en Bjergverden. Saa kom han op i Nærheden af et Vindue, stort og forvittret som et gammelt Bjergslots Port, og ad vaklende Steen naaede han saa høit, at han kunde see ud over Rom, og ved at vende sig havde han Bygningens Indre, den store runde Kampplads for sig.

Alt laa næsten ligesaa lyst som en nordisk Dag, men saa blødt, saa eventyrlig dæmrende, og saa stille! Kuplerne og Spirene histinde, Bygningerne paa Capitolium, Kirken paa Bjerget, og i det Fjerne Sletten, der syntes at tabe sig i sorteblaa Skyer, Alt var saa høitidelig tyst, og Skyggerne saa mørke, saa indholdstunge! Og han var ene i denne Verden, ene med sine Anelser og Længsler, ene i Rom. Længe søgte han at samle sig, at gribe sig selv, men forgjæves. Hvor var det ogsaa muligt paa dette Sted, hvor Historien med saa umaadelig Storhed var dragen forbi! Snart syntes ham, at det blev levende nedenfor, at de kjørte paa via sacra, at de vilde Dyr eller en Gladiator foer over Arenaen, eller at Cæsar i ensom Majestæt gik ud mod de oprørske Legioner, der vare samlede paa Sletten, og betvang dem ved at give dem Afsked fra Fanerne - snart var Colosseum ham som den i overnaturlig Ensomhed staaende Verdensthrone, den sidste Levning efter Dommedag.

En Tanke vedblev at staae for ham: Selv Apollo var Tegn paa Bedrift, selve Guderne vare kun ved yderste Kamp og Anstrængelse blevne Guder. Og han, hvad skulde han i denne Verden, hvor var der Plads til ham, hvad skulde han udrette? ..... Et nyt Tog af Minder brød frem som ligesaa mange Tilskyndelser.

O, sagde han endelig, man er afspærret fra Handling, Nerven er overklippet, Hjernen tænker og phantaserer, men Haanden er slappet og kan ikke gribe Verdens Hank, og hvor er Hanken?

Han havde uvilkaarlig lagt sig ned som for at tye til den moderlige Jord og trykkede sin glødende Kind mod det ældgamle Theaters klamme Muur.

Hvorledes skal jeg blive til noget Virkeligt, til en Cæsar eller Napoleon eller blot en Goethe! - - Ja, var jeg, som Moder sagde, et Grevebarn; de Folk staaer hele Verden aaben, blot de have Talent. Dem rækkes Hanken; hvad byder Verden mig! .... Det er sandt, Napoleon og Goethe arbeidede meget .... Jeg vil ikke spilde en Dag, ikke en Time! ... Og jeg maa see til, ikke at forelske mig saa hastig, men være tro imod det store Billedejeg har, Hende paa Alperne!

Han reiste sig for at gaae ned, og atter greb ham Scenens overordenlige Majestæt, Nathimlen med den store gyldne Maane, der saae ned paa den store Oldtids Ruiner. Det faldt ham ind: At synge Menneskene en Sang derom, at hente fra dette tause Dyb de rige Tankeperler, at see ind i Skjæbnen, holde Dom over de Døde og gjøre Fremtiden klar. Holde Dommedag ..... Ja, den Tanke havde han jo havt før, skjøndt paa anden Maade, og han vilde dog hellere nyde Livet handlende end besynge det. Men det var en stor Sang, og den krævede Meget. Jeg vil arbeide, sagde han, og kommer der Omstændigheder, som forlange et Menneskeliv til Indsats, saa vil jeg stræbe at være rede. Hører det, I Aander, som svæve om disse Steder!