Tredie Capitel

Otto mødte en Morgen Alfons paa Monte Pincio, under de eviggrønne Ege, i hvis Nærhed Roserne endnu i Vintermaanederne blomstre, og hvor man seer saa vidt ud over Rom.

Hvorfor gaaer Du her saa dybsindig? spurgte Otto. Kom med! Min Værtinde, den værdige, tykke Donna Theresa, har mistet sin Svigersøn og maa gjøre Plads i sit Huus for Enken; derfor skal jeg ud. Kom og hjælp mig at finde Logi .... kan Du huske, engang i Kjøbenhavn gik Du ogsaa saadan med mig ....

Otto drog Mendoza med sig, indtil han standsede udenfor en Dør, hvor et lille ophængt Brædt angav, at der var Værelser tilleie. Der var to store Værelser, af hvilke det ene vendte til Gaden, det andet til en Have med Citrontræer. Der var Jerngitter for Vinduerne og en jernbeslaaet Dør til det ydre Værelse, hvilket Værtinden forklarede af, at en rig Engelskmand engang havde boet i Huset. Værtinden gav denne Forklaring i en kold, ligegyldig Tone og saae ud, som om hendes Tanker vare andensteds. Hun kunde været kaldt smuk, hvis ikke hendes Ansigt havde været saa blegt og koldt som Marmor, og hvis hendes mørke Øine ikke havde havt hiint fraværende Udtryk. En gammel sort Silkekjole sluttede engt og foldeløst om hendes Figur, og skjøndt denne var smækker, rank og kjøn, gjorde den ogsaa en Slags Kuldevirkning.

Du skal ikke leie her, i Dalen, sagde Alfons paa Dansk; her er Feberluft, det kan man føle, og man kan see det paa Værtinden.

Ja, men her staae Citrontræer for Vinduerne! svarede Otto.

Værtinden sagde som en Slags Anbefaling: Her er kun faa Skridt til Kirken Maria del neve. Men da hun havde sagt det og mærkede, at de vare Kjættere, kom efter et Øiebliks Udtryk af Had den forrige Kulde tilbage.

Hører Du, sagde Otto, hun kalder den Maria del neve! hun giver Maria Maggiore det poetiske Navn! Fordi man engang fandt lidt Snee der, reiste man en Basilika! Man bør boe nær Steder, hvor Sydfrugter skyde op af Jorden, og hvor Sneen fra Himlen bliver til Marmorsøiler og Spiir.

Da han havde leiet, foreslog Otto en Spadseretour paa Passegiataen; men Alfons saae paa sit Uhr og sagde, at han, da de mødtes, netop havde paatænkt en anden Tour. Det blev ikke Otto paafaldende, at Alfons syntes tilbøielig til at gaae ene, og han sagde: Naa, saa gaaer jeg med Dig, efter Din Hu og Villie. Man kan jo aldrig vide, hvad man oplever, naar man lader Skjæbnen føre sig.

De gik forbi Maria Maggiore, gjennem hele denne Deel af Byen, ud gjennem Roms Mur og ad den appiske Vei. Her fik Egnen et aldeles særeget Udseende. De kom ud mellem Ruiner og lave Mure om Urtegaarde og Viinhaver, hvor Solen skinnede varmt og Luften var usædvanlig luun og krydret. Selve Veien, de gik paa, var totusinde Aar gammel og syntes at lede tilbage til Verdens Oprindelse, medens Ensomheden og Ruinerne og de enkelte tause Huse vakte en Følelse, som om de vare i en bibelsk Stad. De gik over en lille Bæk; den kunde være Kedrons Bæk. Med Et saae de tilvenstre en lille, uanseelig Kirke, en Basilika med hvide Mure og rødt Tag, næsten som en Lade at see til. Det var Domine quo vadis, opbygget paa det Sted, hvor ifølge Sagnet Christus mødte Peter og forkyndte ham Martyrdøden ved at svare paa hans Spørgsmaal: Domine quo vadis? (Herre, hvor gaaer Du hen?): - Vado Romam iterum crucifigi (Jeg gaaer til Rom for atter at korsfæstes). Kirken hedder ogsaa Maria della pianta, Fodsaalskirken; thi udenfor ligger den store Steen, som Christus paa sin Smertensgang traadte paa, og som beholdt Indtrykket af hans Fødder. Da Otto saae Stenen, blev han i første Øieblik høilig greben. Hjertet standsede af Længsel efter den ideale Skikkelse, der lige syntes at være gaaet forbi, og som dog ikke kunde indhentes. Alfons var aldeles overvældet. Han berørte Stenen paa jødisk Viis og kyssede Haanden, der havde rørt den, og Taarerne svulmede i hans Øine.

Alfons, Alfons! sagde Otto blidt.

See, Stenen blev blød, Stenen havde Barmhjertighed .... Hvem der kunde høre til ham, hvem der havde revet sig løs og tømt den umaadelige Sorg!

Jeg kommer nok til at passe paa Dig, Hr. Hylas, at Nympherne ikke tage Dig!

Kan Du da virkelig gaae ligegyldig forbi? Troer Du ikke?

Naar Du spørger mig saa ligefrem, om jeg troer, at Christus har traadt det Mærke, saa svarer jeg: Nei.

Troer Du da ikke paa den, I kalde Christus? Jo, som Tegn paa Naturforyngelsen, saadan som Oehlenschlæger har besunget ham:

eller som Symbol paa hver ny Idee, der bringer Menneskeheden fremad; jo dygtigere og sandere Tanken er, desto høiere raaber Pøblen over dens Bærer: Korsfæst ham! Da bliver Stenen blød af Medlidenhed, men Pharisæerne og Pøblen ikke, og naar saa den herlige Mand har udstridt, stiger Tanken tilhimmels og lyser over Jorden.

Ja, ja! Men det forekommer mig, at der ogsaa er noget Andet og Dybere, en hemmelighedsfuld Smerte i Verden. Her i Rom synes mig altid, den svæver om mig, og her ved denne Steen troede jeg endnu for et Øieblik siden, at jeg kunde gribe den.

Her i Rom? svarede Otto. Her, synes mig netop, forkyndes den evige Glæde. Første Gang jeg i Tydskland saae et Nonnekloster, kom Noget af den Smerte til mig. I det Øieblik en hvid Skikkelse forsvandt i Klosterporten, var det, ligesom jeg selv, min Barndom, min Sjæl, var gaaet derind og for stedse skilt fra Glæden. Men her kan jeg slet ikke troe paa, at det er Alvor med Klostret og den Slags Ting. Naar de synge de deilige Messer, saa er det ikke til Christus, Du kan troe mig! Det er til Zeus. Og Christi Moder er Aphrodite, og Johannes er den lille Bacchus. Her, under den vidunderlige Himmel, føle Menneskene meget godt, at de ikke behøve den Gud, som er til for Lidelsen; men her er nu engang Oplagsstedet, og de holde Udsalg af ham for Fordels Skyld. De ere Apothekere, der ikke ere forpligtede til selv at nyde deres Medicin.

Ja, men Du selv?

Jeg - nu skal jeg sige Dig Noget, som Du ikke behøver at troe, naar Du ikke vil. Ude i Luften om os er der noget Levende, som lytter til os og bringer vore Ord videre til Skjæbnen. Dets Liv og Opmærksomhed voxer ved Livet i os; derfor er Forbindelsen med denne Aandeverden størst paa berømte Steder, der sætte vor Sjæl i stor Bevægelse. Forleden, da jeg en Nat var i Colosseum og fik mig selv ligesom gjenfødt, troede jeg at mærke, at man hørte mig. Siden den Tid kan jeg studere med større Sikkerhed; hver Bog jeg tager i Haanden, synes mig rakt, hver Ting, jeg faaer at see, synes mig forudbestemt, jeg er tilmode, som Jorden maa være om Foraaret, naar dens utallige Blomster berede sig til at spire frem.

Hvad begjærer Du da egenlig?

Et kraftigt Liv og en rask Død, inden man kommer saavidt, at Aanderne i Luften ikke længer bryde sig om En.

Alfons sagde efter en Pause: Mig synes, der er noget Galt derved.

Har Du maaskee faaet Arvefæstebrev paa Livet? Veed Du, om Døden ikke sidder hjemme i Din Stue og venter paa Dig? Men det er jeg sikker for! Jeg veed, jeg kan ikke døe, før jeg har været paa Alperne. Der har min Lykkes Blomst eller Palmetræ sat mig Stævne, og det vilde ogsaa være en Ubillighed, som jeg ikke tiltroer Skjæbnen - thi den er ærlig og honnet - om den vilde lade mig, som har seet dette Lys, langsomt falme i de blege Farver og den klamme Taage hjemme!

Men saa lad os hellere blive her begge To! sagde Alfons; lad os tage Bopæl her for bestandig. Men da han saae, hvilken Virkning dette Forslag frembragte paa Ottos Ansigt, brød han af og spurgte med en pludselig Tankevending: Hvorfor har Du saa lidt Tro til Livet?

Jeg?! Jeg ikke Tro paa Livet?!

Ja, hvorfor kan Du ikke tænke paa Lykken uden med det Samme paa Døden?

Det vilde Otto ikke frem med, eller han kunde ikke gjøre sig klart, at Noget af hans foregaaende Tilværelse laa i ham som Modsigelse mod den fuldstændige Lykke, medens den store Ungdomskraft holdt denne Følelse dybt nede.

Han svarede med et Contra-Spørgsmaal: Hvorfor vil Du tage Ophold her? Hvorledes kunde Du bringe Dig selv til det? Har Du ikke en Søster hjemme?

Alfons blegnede, saa at han blev ganske blaa under Øinene.

Ja, sagde han, det er jo Smerten; men han, som traadte disse Mærker i Stenen, sagde jo ogsaa, at man skulde forlade Alt.

Men saa er det jo Alvor! Saa have vi spaaet Dig rigtig med Hylas-Navnet uden at vide det! raabte Otto. Hvad drager Dig saadan hen? Er det Viraken og Messerne og Musiken?

Alfons svarede halvt undvigende: Du kan da ikke nægte, at der er en mageløs Andagt og Høihed i Messen.

Jo, det kan jeg; for ogsaa inden i mig ligger en Anelse om, at man kunde hengive sig og søge Stilhed; men det er ikke der, at Tilfredsstillelsen er. Man kan aldrig rigtig blive betagen og hvile i de Krusedoller.

Hvad er det, Du kalder Krusedoller?

Aa, f. Ex.: Tre Præster staae ved Messen. Den ene svinger Røgelseskarret mod den Andens Ansigt og bukker; den Tredie gjør ligesaa ved den Første; en Chordreng beviser en Tredie samme christelige Tjeneste. De Tre stille sig i forskjellige Positioner: ved Siden af hinanden eller bagved hinanden; den Ene løfter bagtil Fligene af den Andens Messekaabe; de forandre igjen Position eller gjøre Knix; de flytte Bøger, gaae omkring hinanden, skiftes til at læse et Par Ord op. Chordrengene vimse om dem, stille sig i Position, flytte Lys, bringe Smaakasser, svinge Røgelseskarrene snart mod den Ene, snart mod den Anden, hente ny Røgelse, gjøre Knix ....

Maa jeg blot fortælle Dig, afbrød Alfons ham alvorlig, at som Barn saae jeg min Fader forrette den Ceremoni, hvormed man slutter Sabbathen, og bl. A. samlede han Fingrene saaledes, at han kun saae Neglenes Overflade. Jeg husker godt, at det uvilkaarlig stødte mig. Da jeg var bleven tretten Aar, lærte jeg Betydningen: Fader tænkte slet ikke paa sine Negle; men der er et Sted i en hellig Bog, hvor den ydre Side af Fingrene omtales som Symbol paa det ydre Lys, i Modsætning til det indre, aandelige Lys. Fader gjorde Tegnet og tænkte paa Betydningen. Saadan er det ogsaa ved Messen. Naar de f. Ex. løfte Præstens Messekaabe, saa er det, fordi han i det Øieblik har nydt Offret, og der betegnes, at han er helliget og ligesom har faaet Vinger derved.

Ja, Tak! Men det seer ud som i Bournonvilles Balletter, og det feiler kun, at der skulde sluttes med en Pirouette.

Hvor Du taler underlig! Bournonville og alle Balletmestre have ja laant deres Stillinger, Optog og Tableaux fra disse Kirkefester, ligesom Operaerne ere udgaaede fra Kirkemusiken, og det Hele er lige nedarvet fra Tempelfesterne i Jerusalem! Ja, jeg takker endnu engang; men en Gudstjeneste skulde imponere ved stor og høi Simpelhed, ikke ved en saadan Mængde Brudstykker og Løierligheder.

Ja, en Bonde, der saae flint Selskab, vilde tale ligedan om dets Manerer, fordi han ikke forstod dem.

Hør, Alfons, Du taler Ord, som ikke komme fra Dig selv. Hvor har Du været? Hvor gaaer Du og lærer?

Efter nogen Nølen tilstod Alfons, at han kjendte nogle Munke i et Kloster.

Du Gudernes Yndling! Du gaaer og falder over de Mærkværdigheder, en Anden søger efter og ikke kan finde, og hvor man banker og ikke kan blive oplukket!

Paa Ottos indstændige Anmodning lovede Alfons, engang at gjøre ham bekjendt med disse Mennesker; men han maatte dog først anmelde det og bede om Tilladelse.

Broder-Portneren, en gammel, aldeles skaldet, snaksom Mand, der med sin Livlighed tog sig ud for Otto, som om han kun bar Kapucinerkutten ligesom en Skildvagtkappe, sagde dem, at nu var det snart Spisetid, og de maatte helst komme igjen en anden Gang, eller han kunde ogsaa føre dem op i Refectoriet, og der kunde de see Bordet og Anretningen, og saa kunde de skynde dem bort og vente i Pater Benedicts Celle, til han fik spiist og holdt Bøn, hvis de foretrak det.

Vil Du det? spurgte Alfons.

I et Refectorium og i en Celle! sagde Otto; ja, det vil jeg rigtignok!

Broder Ambrosio, saaledes hed Portneren, ventede ikke, til Svaret blev oversat; han sagde, at skjøndt han ikke havde lært det fremmede Sprog, kunde han godt forstaae, at den unge Signore sagde Ja, og førte dem nu gjennem Forgaarden og en bred hvælvet Gang ind til en firkantet Cortile, til alle Sider omgiven af Buegange, der dannedes af smækkre, parvis ordnede Søiler, hvis Capitæler vare lidt beskadigede, men hvor man dog tydelig saae en rig, kunstfærdig Ornamentik: udhuggede Vinranker slyngede sig opad Skafterne og endte i Druer, som fra en anden Søile Satyrer greb efter eller Fugle vilde hakke i, eller vævre Dyr sprang ud og forfulgtes af Jægere, og det Hele blev derved bundet let og yndefuldt sammen.

Ja, Ja, sagde Broder Ambrosio, det skal være meget smukt; men vort Kloster er fattigt og har ikke Raad til Reparationer; see blot derude: er det ikke Skade?

Ude paa den af Buegangene indhegnede Plads laa en brudt Søile omstyrtet og ved Siden af den en Solskive; Græsset voxede frodigt og havde næsten bedækket Søile og Skive. Solen faldt i dette Øieblik saadan ind i Cortilen, at Skyggens Grændse netop skar dette Sted; Halvdelen af Cortilen prangede i det rige Lys, medens den anden Halvdel laa i høitidsfuld Skygge. Stedets dybe Stilhed passede forunderlig til denne Belysning, og i samme Øieblik opdagede Otto en ærværdig, graaskjægget Munk, der sad lydløs i en Krog, med Hætten næsten heelt nede over Ansigtet.

Men det er jo rigtigt! udbrød han; her bør Soluhret ligge omstyrtet; thi her staaer Tiden jo stille, og Evigheden er begyndt!

Rigtigt? svarede Fra Ambrosio, en deilig Rigtighed, naar man ikke kan betale Haandværkere og de Ugudelige ikke ville gjøre det for Intet!

Han førte dem nu videre ad en bred, raa, halvmørk Trappegang op til en stor Sal eller Hal med Vinduer som Skydeskaar og med hvælvet Loft. Hallen var kjølig og halvdunkel; i dens hele Længde stod et Bord, dækket med en grov Dug, som netop skjulte Bordpladen. Hver Couvert bestod i en Træbakke med en Haandfuld Castanier og et Bæger med Vand.

Her er jo ingen Knive og Gafler og ingen Skeer, sagde Otto.

Knive, Gafler og Skeer? Hvad skulde vi med Knive, Gafler og Skeer? spurgte Fra Ambrosio. Kan man ikke spise Castanier med Fingrene og drikke Vandet uden Skee?

De faae ikke Andet idag, det er Fredag, sagde Alfons.

Otto gjorde sig Umage for at troe det, for ikke at faae Stedets Poesi forstyrret; men Tvivlen var haardnakket i hans Sind.

Fra Ambrosio, hvis smaa sorte Øine vare henvendte paa Ottos Ansigt, sagde: Om Morgenen drikke vi Melk, hvis fromme Mennesker bringe os nogen, og sommetider findes i Tiggerposen hvidt Brød, ja Oliven! .... Men nu ringer Klokken, lad os skynde os, inden de hellige Brødre komme!

Han førte dem ad en Vindeltrappe ned til en Celle, et temmelig stort, hvidtet Værelse med tilgittret Vindue, med en Seng, hvorover hang et sort Crucifix, og med et Bord og et Par Stole, Alt af yderste Simpelhed.

Ved Vinduet stod, idet de kom ind, en Franciskaner og læste i en lille Bog. Han gjengjældte høflig deres Hilsen og vedblev derpaa at læse.

Efter et Øiebliks Forløb udbrød Otto forfærdet og hviskende: Men, Gud forbarme sig, der løber jo Blod ned i hans Sandaler!

Ja, sagde Alfons med bævende Ansigt, nu har han igjen hudflettet sig selv, og Saarene ere brudte op paa Veien herhid.

Kjender Du ham da? spurgte Otto og betragtede opmærksomt Munken, der øiensynlig var ung, havde et kulsort Skjæg, en fiin, kroget Næse, meget lange Øienhaar og en Ansigtsfarve som bleget Vox; i dette Øieblik perlede store Draaber paa hans Pande og Kinder, skjøndt Værelset var koldt. Han vedblev ubevægelig at læse eller stirre.

Ja, svarede Alfons; han kaldes Fra Jacobeo. Han er af jødiske Forældre og født i Indien. Som ganske lille blev han ført til England af en protestantisk Præst og døbt; men der var det ham for koldt og vantro, sige de, og saa blev han Katholik og kom hertil.

Sig mig, Alfons, hvorfor hudfletter han sig? .... Har Du ikke spurgt derom?

Jo.

Naa, hvad har man svaret?

Fordi hans Legeme er stridigt.

I dette Øieblik aabnedes Døren, og to Jesuiter kom, i deres lange, sorte, snævre Dragt og med den sexkantede sorte Hue under Armen. De havde været i Begreb med at gaae bort, men inde hos Portneren seet Otto og Alfons komme og vendte nu tilbage igjen for at knytte et Bekjendtskab med disse unge Mennesker; men det tog sig ud, som om ogsaa de ventede paa Pater Benedict. Otto begyndte at blive tilmode, som om han for Spøg havde manet Aander, men nu saae dem nærme sig for Alvor. Disse Skikkelser kom fra en Verden, han hidtil havde betragtet som Poesi, og som nu antog sin hele besynderlige, hans Natur fremmede Virkelighed.

Tausheden blev uafbrudt, indtil Pater Benedict endelig kom. Det var en anseelig Mand med et fast, brunet, fyldigt Ansigt, der ikke vidnede om Spægelse ved Vand og Castanier. Han var uden Skjæg, havde graalig-sorte Haar og et Udtryk i Øie og Ansigtstræk, som Otto ikke kuride forklare, ja end ikke tydelig opfattede enten som tiltrækkende eller frastødende. Alfons nævnede ham Ottos Navn, og Pater Benedict præsenterede øieblikkelig alle Tilstedeværende for hinanden. De to Jesuiter hed Pater Hahn og Pater Dauw og indledte strax en Samtale med fuldendt Høflighed og Venlighed. Alt dette gav Otto Sikkerhed; den fremmede Verden tabte endeel af sit Trylleri ved at bevæge sig i de bekjendte Former. Efter et Øieblik at have været betvungen fik han igjen en Slags overskuende Magt, stod halvt udenfor Scenen og spurgte i Tillid til sin Mission, til det, der hemmelig tog sig af ham: Hvad har man nu til Hensigt med mig, hvorfor skal jeg opleve dette?

Samtalen blev strax religiøs; den kunde i dette Selskab ikke tage anden Retning, og især gik Jesuiterne bestemt ud paa at hævde Katholicismen, og det ikke blot for at skaffe den en theoretisk Seir. Men alle Former bleve iagttagne, Samtalen fik paa den letteste og naturligste Maade dette Sving. Pater Dauw, en undersætsig, blond Mand paa nogle og tredive Aar, med nogle Kopar, men forresten med Friskhed og Sundhed i det brede Ansigt, spurgte om de to Herrers Reise, og da det mærkedes, at baade han og Pater Hahn vare af tydsk Fødsel, blev gjort et Gjenspørgsmaal med Hensyn til deres Reise. Pater Dauw svarede: Vi ere komne sammen hertil. Pater Hahn bliver af vor hellige Fader sendt til Thibet, hvor hans Broder, som ogsaa var af vort Selskab, nylig er bleven henrettet for Troens Skyld. Jeg faaer en Mission til Frankrig.

Det blev fortalt saa simpelt som en Hverdagssag, og baade Otto og Alfons kom uvilkaarlig til at see med beundrende Interesse paa Pater Hahn. Han var en Mand, hvis spinkle Legemsbygning og fine, lange, aristokratiske Ansigt kun lidet syntes at svare til en saadan Lidelsesopgave; men i de store, brune Øine var hiint besynderlige Udtryk, som kun findes hos Sværmere eller hos dem, der ere bestemte til at døe en voldsom Død.

Det er jo en frygtelig Reise, sagde Otto.

For os er Intet frygteligt, vi lyde vor General, der befaler i Christi Navn.

Ja, hvo der bliver godt commanderet, han kan sagtens! mumlede Otto.

Frygtelig Reise! - udbrød Franciskanermunken ved Vinduet, med en Stemme, hvis skjønne, dybe, bløde Klang overraskede Otto - forsynd Jer ikke! Misund ham, at han er kaldet og udvalgt! Mig er det nægtet; thi jeg er ulydig og begjærer de store Kampe, fordi jeg ikke kan seire i de smaa. Hellige Jomfru - - hans øvrige Ord tabte sig i Mumlen.

Pater Dauw sagde til Otto: Har De i Protestantismen seet en saadan Kappelyst?

Og da Otto taug, vedblev han: Blandt Protestanterne hører man ofte Tilstaaelsen om, at den egenlig ingen Religion er; den forstaaer ikke at forene Livet med Gudstanken; den er i sin forstandige Nøgternhed blottet for Alt, hvad der gjør Indtryk paa Sjælen og Phantasien, har ingen Ceremonier ....

Otto udbrød: Ja, det er ganske rigtigt! Protestantismen er de Intelligentes Religion og behøver ingen udvortes Ceremonier; i Frankrig var det den dygtige Landadel og den høiere Borgerstand, som først modtog den, i Tydskland var det de Lærde og Fyrsterne, medens Katholicismen er ....

Otto standsede forlegen; han var paa Veie til at sige en Uhøflighed, og de Andre vare saa høflige!

Tal kun ud, sagde Pater Dauw smilende: De mener, at Katholicismen er de Dummes og Uvidendes Religion. Maa jeg først i den Anledning fortælle Dem en Historie om Cardinal Pallavicini. De veed, det var ham, der gjorde sig berømt ved at forfatte den tridentinske Kirkeforsamlings Historie. En Engelskmand, der var kommen hertil og ønskede at see ham, blev overrasket ved, at han boede i en Celle som denne her, og udtrykte sin Forbauselse over, at en saa berømt og klog Mand boede saaledes. Klog? sagde Pallavicini, jeg vil fortælle Dem, at den mindste Djævel i Helvede har mere Kløgt og Forstand end noget Menneske!

Otto svarede: Ja, det er nu Pallavicinis Mening; men vi Andre have en Mand som Goethe, der siger i Wilhelm Meister: Menneskepakket er ikke saa bange for Noget som for Forstanden, men for Dumheden skulde de være bange!

Pater Dauw studsede et Øieblik ved, at Schiøtts Elev kunde citere saa heldig, men sagde hurtig: Nu, hvad Slutning drager De deraf?

Ingen anden, svarede Otto, end at Goethe der udtalte et stort protestantisk Ord; thi i Protestantismen er Enhver sin egen Skriftefader, sin egen Pave, og dertil hører en aandig Udvikling, en Tankemagt ....

Visselig, og paa den Maade bliver Protestanternes Antal saare ringe. Men troer De da ikke, at det Samme er Tilfældet i Katholicismen? Der er kun den Forskjel, at Katholicismen er af saa umaadeligt Omfang, ligesom et Claveer med en uendelig Mængde Octaver. For den Svage og Uvidende har den Andres Veiledning; jo friere og stærkere, mere oplyst og erkjendende en Mand bliver, desto mere udvider Katholicismen sig for ham, hilser med Kjærlighed hans Storhed ....

.... For Ex. Savanarola!

Ja, den Storhed anerkjende vi ikke, som gjør Oprør ....

Mod hvem? Mod Sandheden eller mod Prælater og Paver?

Hvor er Sandheden? I den hellige Skrift! Men hvo kan udlægge den hellige Skrift uden Hjælp af Traditionen, som er repræsenteret i Kirken? Forkast Traditionen, saa har De med det Samme forkastet al Kirke....

Ja, sagde Otto, jeg forkaster ogsaa al Kirke og alt Kirkevæsen. Hver Sjæl er sit eget Tempel.

Gjennemfør det, saa kommer De til os!

Otto smilede.

Pater Hahn tog Ordet: Hvad troer De da paa?

Paa Phøbus Apollo, saaledes som han staaer i Vaticanet og med sit mageløse, skjønne Vredens Smiil udsender Pilen mod Idealets Fjender!

Pater Hahn svarede: Ja, da læg Mærke til, at Apollo udskyder sine Pile og er skjøn derved, men at vor Frelser optog Pilene i sig og var skjøn i sin egen Lidelse!

Alfons sagde paa Dansk til Otto: Hvor det dog var deilig sagt!

Ja, svarede Otto ligeledes paa Dansk og dæmpet, det er smukt; men det er, ligesom de ville lægge mig en Grime om Hovedet dermed.

Man bad gemytlig om at faae det oversat, og idet Otto gjorde Undskyldning for, at de havde været uhøflige og talt et fremmed Sprog, tilstod han, hvad han havde sagt.

Man valgte at tage det som en Yttring, man ikke havde videre Ret til at kjende. Kun syntes det Otto, at der viste sig ligesom et Smiil om Værtens, Pater Benedicts Øine; men om dette Smiil betød Uvillie eller Bifald, kunde han ikke afgjøre.

Pater Dauw henvendte sig igjen til Otto og sagde: Det forekommer mig, at der i en Yttring, De før brugte, laa en Miskjendelse af det katholske Skriftemaal. Vor Kirke forlanger, at Livet skal være rettet paa det Ethiske; den tilgiver en uethisk Handling, forsaavidt Personligheden ikke var heelt tilstede i Handlingen. Den trøster de Syndige og Angrende og giver dem tilbage til Livet, og den kan gjøre det, fordi den har Myndigheden af selve vor Herre og Frelser. Myndigheden er gaaet uafbrudt i Arv, og vi Alle føle det med Sikkerhed; men den Sikkerhed er ikke i Protestantismen. Protestanten maa bære sit Liv og sine Synder som en Pukkel, Katholiken bærer dem som en Randsel. Derfor kan ogsaa kun i Protestantismen opkomme Systemer, der søge at indsætte Sandserne i deres saakaldte Ret ....

Om Forladelse, den Slags Systemer, f. Ex. Fourierismen, hidrører jo netop fra Katholiker ....

Ja, saa er det slette Katholiker.

Otto fandt sig ikke tilfredsstillet ved denne Maade at disputere paa, og det blev ham ogsaa tydeligt, at der i Grunden ikke fandt nogen Discussion Sted; thi Pater Dauw udgik fra det, han netop skulde bevise: sin hellige Kirkes Ret og Ufeilbarhed. Han følte, at hver kun gav sit Vidnesbyrd, og han gav efter Evne sit. Han sagde: Der er i Skriftemaalet en Svaghed og Ufrihed, som synes mig utaalelig. Hvis jeg kom til at skrifte for Nogen, maatte jeg hade ham.

Munken ved Vinduet vendte sig om, saae stift paa Otto og sagde: Og jeg forkynder Dig, at Du skal komme til at længes efter Skrifte som en Velgjerning, som efter svalende Dug og lædskende Drik! Beder for ham, at han da ikke maa længes forgjæves!

Fra Jacobeo vendte sig igjen til Vinduet, efter Udseende i sagte Bøn. Pater Dauw sagde: Min Forbøn skal ikke mangle. Men jeg maa dog fortælle Dem, at et lignende Ord blev sagt mig af en ung Mandjeg engang forberedte i Cöln. Skriftemaalet gjorde ham betænkelig, han var ganske nær ved at ville gaae tilbage til Protestantismen. Saa tog jeg ham en Aften med paa en Spadseretour ved Rhinen. Vi talte om vor Barndom og Ungdom, og han kom til at tale om sit Universitetsliv i Bonn, fortalte sine gale Streger og sine Eventyr og betroede mig endelig et slemt et, han havde havt med en Pige. Da han var færdig, sagde jeg: Saa, nu er altsaa det overstaaet; nu behøve vi blot iaften at gjentage det i Skriftestolen. Det overraskede ham lidt; men han gjorde, som jeg sagde, og saa var Alt i Orden. Hvor mange Protestanter løbe ikke paa Spadseretoure eller sidde i Værtshuse og skrifte jasket for hinanden, ere ikke sikkre paa Taushed og faae ingen Syndsforladelse!

Aa, ja, saadanne Protestanter!

Ja, der kan De see! Før saae De ganske uvillig ud, da jeg desavouerede de slette Katholiker.

Der var igjen en umaadelig Sophisme, som Otto vilde tage fat paa; men Pater Dauw vedblev med sin Fortælling: Det samme unge Menneske, husker jeg, havde ogsaa Meget imod at anraabe Helgene. Han troede, at vi tilbad Helgene; men Sagen er jo, at vor hellige Kirke hverken siger, at vi skulle tilbede dem, eller at vi skulle anraabe dem, men forbyder at betvivle, at det er godt og gavnligt at paakalde deres Forbøn. Naar man troer paa den personlige Udødelighed og de Helliges Samfund hos Gud, hvad er der saa i Veien for at troe, at de kunne fornemme Bønner fra Jorden, hvor de have levet og virket? Og hvor tidt føler man ikke, at man ikke er livlig og stærk nok til at tale til selve Gud, men at man opløftes ved at paakalde dem, der have lyst ved store Exempler! Der er f. Ex. St. Aloysius, som her paa Jorden udmærkede sig ved sin rene Vandel. Er det ikke smukt, at unge Mennesker paakalde ham og fæste deres Tanker til ham, og hvad han menneskelig har udrettet? Den unge Mand, som jeg talte om, blev et ivrigt Medlem af den St. Aloysius-Forening, jeg stiftede. Og hvad skal jeg sige videre, hvad Vidnesbyrd gjøres mere Behov: Vi her Tilstedeværende ere næsten Alle omvendte. Jeg er født i Lutherdommen, Pater Hahns Familie er reformeert, Fra Jacobeo er Jøde, og vor ærværdige Vært er oprindelig af den græske Kirke. Hvad vidner ikke dette!

Ja, tillad mig, svarede Otto, hvad vidner det?

Nu?

De maa ikke tage det ilde op, hvis min Lignelse er dristig; men Muhamedanismen dannede jo sine bedste Tropper, Janitscharerne, af christne Ynglinge, som bleve bortførte og opdragne i Islam.

Vi maae tales ved en anden Gang, sagde Pater Dauw og gav ham Haanden til Afsked; Pater Hahn ligesaa. Om Pater Benedicts Øine var igjen kommet det lille Smiil; Fra Jacobeo stod ubevægelig ved Vinduet og vendte Ryggen til. Det var tydeligt, at han havde et Ærinde til Pater Benedict, og Otto og Alfons toge ligeledes Afsked.