Fjerde Capitel

I Dalen nedenfor Maria Maggiore staaer et ensomt Morbærtræ og indbyder med sin store Krone og sine tæt sammenslyngede Grene Folk til Hvile paa den raae Bænk, som er anbragt under det. Der sad Otto og Alfons en Dag og havde glemt hele den øvrige Verden, idet Alfons havde faaet Otto til at fortælle om Roms Historie og paa Bordet med Blyant betegne Stederne. Han afridsede Murene, angav, hvor de vare blevne stormede, skildrede Kampene, saaledes som de rimeligviis var foregaaede, kom saa til at tale om de enkelte store Mænd i forskjellige Tider og forbausede Alfons ved den Blanding af historisk Nøiagtighed og vilkaarlig poetisk Magt, hvormed han gjorde Alt levende.

Men hvordan kan Du saadan kjende dem! hvordan kan Du saadan afmale dem? udbrød endelig Alfons.

Otto svarede: Formodenlig fordi vi ere i Slægt.

Alfons sagde med venligt Skjælmeri: Kan Du huske, da Du sagde, at Du var i Familie med Schiøtt?

Otto svarede: Ja, dengang! Her kan man formedelst Wahlverwandtschaft blive adopteret i de høieste Familier.

I det Samme stod Fra Jacobeo for dem og spurgte, hvad saa livlig havde sysselsat dem. Da han havde faaet den sidste Yttring oversat, udbrød han: Ja, man kan her blive adopteret i den høieste Familie, i Guds egen! Vi skulle Alle lade os afhugge fra Naturstammen og lade os indpode paa det Træ!

En ung smuk Pige af Almuen med Sølvnaalen i det rige, kulsorte Haar havde fulgt ham og vedblev at gjøre Knix foran ham. Hvad vil Du, Pige? raabte han. Ah, det er Dig, Matthea! Hvorfor løber Du her paa Gaden?

Hun sagde: Philippo har slaaet min Søster.

Hvorfor?

Fordi han er skinsyg.

Naa, og saa?

Saa slog jeg ham en Sko i Hovedet - jeg havde ikke Andet ved Haanden, og saa jog han mig bort.

Og saa?

Saa gaaer jeg her. Jeg skal dog ikke gaae hjem til fremmede Signori?

Pige, spøg ikke med Djævlen. Han er altid tæt bag ved Dig, han rækker sig over Dit Hoved og seer gridsk ned paa Dig.

Hun vendte sig forfærdet til alle Sider.

Gaa hjem, Matthea, og sig til Philippo, at han skal komme til mig i Klostret en Time før Ave Maria.

Hellige Fader! Blot Djævlen ikke har rørt ved mit Haar, jeg syntes, jeg mærkede det! Læg Eders Haand paa mit Hoved og velsign mig!

Han sagde med en Stemme, der var saa blød, at den lød som Musik: Den Velsignelse giver jeg Eder, at I skulle vide, hvorledes I ere velsignede. I forfærdes, naar I spilde Salt og træde paa det, og I træde paa hinanden! Er en Hustru og en Svoger ikke større Guds Gave end Salt? Gaa hjem, Matthea, og husk dette! Spild ikke Saltet!

Da han var gaaet, stod Fra Jacobeo en Stund med lukkede Øine som fordybet i Billeder af den Lykke, Andre havde og ikke paaskjønnede. Pludselig foer han op og sagde forfærdet: Beder! Han ilede afsted saa hastig, at Otto og Alfons havde Møie med at følge ham, og tog Veien mod den gamle Kirke Santa Prassede. Der ilede han op foran Altret og kastede sig paa Knæ med en Voldsomhed, saa at det gjenlød i Kirken. Otto og Alfons vidste ikke, om de skulde gaae eller blive; men efter at have staaet lidt i piinlig Forventning, bleve de opmærksomme paa Helgeninden, hvem de først uvilkaarlig havde antaget for en Dame, der knælede midt paa Kirkegulvet. Ved at betragte Skikkelsen nøiere saae de, at den var af Steen eller Træ, med blaat malet Gevandt og holdende noget Rødt mellem Hænderne. Det forestillede, hvorledes Helgeninden havde opsamlet Martyrernes Blod i en Svamp og afvred Svampen i et Kar.

Det gjorde et ubehageligt Indtryk paa Begge. Fra Jacobeo havde endt sin Bøn og kom tilbage med et Udtryk af feberagtig Ekstase i Øinene. Det var aabenbart, at han paany ved Opbydelsen af den meest glødende Andagt og hemmelighedsfulde Sjælekræfter havde erhvervet en stor Seir og var reven bort fra Jorden. Man skulde troet, at han med et eneste Blik opdagede, hvad de To havde staaet og tænkt om Santa Prassede, og idet han vendte sig til Helgeninden og paany faldt paa Knæ, raabte han: O, Du Høihellige, hvis Forbøn jeg i dette Øieblik saa mægtig har fornummet! O, Du Salige, som opfanger Martyrernes Blod! O, Du herlige, strenge Jomfru, der selv gjennem Martyrdøden steg op til Guds Throne! Tilgiv, om profane Øine skue Dit Billede og ikke kunne see Dig selv! O, jeg seer Dig sidde der, og Alle de, hvis Blod Du har opsamlet, sidde om Dig, indsuge Dit kjærlige Blik, fornemme Din varme Aande, mærke Duften af Dit deilige Haar, røre ved Sømmen af Din himmelblaa Kjortel, hvor Gud til Tegn paa Din Reenhed har sat Himlens deiligste Stjerner. O, hellige Blod, som drypper fra Dine Hænder! Hellige Jomfru, værdiges at give mig Tegn, naar Du vil modtage mig! ...... Af Veien, gaaer tilside! ...... Hun vrider Svampen! Blodet drypper! ...... En, To ......

Han gav sig til at tælle, som om han virkelig saae Blodsdraaber falde, og selv for Otto svimlede det, han var nærved at troe, at hun rørte sig.

Fra Jacobeo vedblev at tælle, indtil han kom til Ti.

Om ti Uger! sagde han med stille Jubel, reiste sig og gik ud af Kirken uden at lægge Mærke til de To.

Af mere ublandet Natur vare fornyede Sammenkomster med Jesuiterne. Pater Dauw var utrættelig i at fortælle smaa Historier om de Personer, han havde omvendt, og med det Samme give en tiltrækkende Forklaring af Katholicismen. Paa denne Maade gjennemgik han Messen, forklarede alle Ceremonierne, indblandede Historier om Martyrerne og Kirkefædrene, hørte paa alle Indvendinger, tog intet Udbrud fortrydeligt op, men fremkaldte det snarere, idet han med fiin psychologisk Kløgt gjorde Regning paa, at Otto, hvergang han havde sagt noget Hensynsløst, vilde i sit Indre fortryde det og komme det Angrebne desto mere imøde. Saaledes dvælede Otto engang ved Katholicismens æsthetiske Uskjønhed. Han omtalte ikke Sta. Prassede, men et Billede i Sakristiet i Kirken Sta. Agnese in Piazza Navona, forestillende en Henrettelse, hvor Blodstraalen synes at springe ud paa Tilskueren, samt forskjellige pyntede Madonner med Dolk i Brystet eller med brændende Hjerter.

Pater Dauw sagde: Det er jo ikke en Feil ved Katholicismen, men ved nogle katholske Kunstnere.

Men Otto meente, at det laa meget dybere og hørte til den katholske Bevidsthed. Han anførte, at Dante i Vita nuova drømmer, at Herren holder Beatrice i sine Arme og saa giver hende Dantes brændende Hjerte at spise, og hun spiser det.

Ja, vistnok er dette katholsk, sagde Pater Dauw, vor hellige Messe er jo en Spisen af Christus, og dette gjør Dantes Drøm ophøietskjøn.

Men da han bemærkede, hvilket uhyggeligt Indtryk Ordet gjorde paa Alfons, hvis jødiske Sands ikke var undertrykt, vedblev han: Dog, jeg vil ikke forsvare en Poesi, der er saa mange Aarhundreder gammel; i den nuværende Katholicisme kan De da ikke paavise Spor af Sligt - eller i alt Fald geneer Dem ikke, lad os blot tale frit.

Naar det endelig skal være, svarede Otto, saa vil jeg sige, at der i den katholske Stiil er en ganske egen Salvelse, forskjellig fra den protestantiske. Jeg kan ikke beskrive den paa anden Maade, end at den synes at komme af, at man paaklæder, kysser og klapper Christusbarnet, kysser Sømmen af Jomfru Marias Kjole, flytter de hellige Kar og Bøger, røger, kysser dem o. s. v. Denne kjælende Omhu gaaer over i Tanke og Tale, og undertiden kan man i Stilen mærke Smasket.

Det vil De da ikke sige f. Ex. om Pascal og Bossuet? sagde Pater Dauw blidt.

Nei, svarede Otto, med en Stemme, der gjorde Afbigt, det er sandt.

Han tænkte ved sig selv: Jeg maa være mindre skjødesløs i mine Ord jeg maa stræbe at blive af med den danske Studentermaneer at strides paa, ellers kan jeg ikke beherske de Folk.

Pater Dauw sagde, da han var gaaet: Han maa betvinges.

- Pater Benedict kom engang til Otto. I denne Munks Væsen var bestandig Noget af den store, verdslige Verden, saa at Otto ikke kunde tage feil og antage hans Komme for Andet end et Besøg, han høflig aflagde for at gjøre Gjengjæld.

Samtalen, Pater Benedict førte, var ogsaa aldeles forskjellig fra Jesuiternes og Fra Jacobeos. Han yttrede Intet om Religion, men bragte almindelige Anliggender paa Bane, bedømte som Kjender nogle smaa Kunstsager, Otto havde kjøbt, førte Talen over paa historiske Begivenheder og tilbød Otto adskillige sjeldne Værker tillaans.

Det var varmt i Veiret, og Pater Benedict bad om et Glas Vand. Otto sagde: Ærværdige Fader, tør jeg ikke byde Dem et Glas Viin? Jeg har en Flaske med et helligt Navn, det er Lagrimi Christi.

Pater Benedict svarede: Baade af Navn og af Indhold er den Viin meget agtværdig; jeg vil med Fornøielse drikke et Glas.

En gammel Ingenieurofficier - tilføiede Pater Benedict efter det første Glas - aflægger ikke let den gamle Adam ganske og aldeles.

Har De været Ingenieurofficier! udbrød Otto og fyldte igjen Glassene.

Ja, vel, som jeg siger, svarede Capucineren, og da han hos Otto mærkede en særlig Interesse, tilbød han strax at skaffe ham Leilighed til at være med ved nogle Skydeøvelser og Maneuvrer i Campagnen, hvad Otto strax modtog, idet han tænkte: Det forpligter da ikke til Kirken.

- En Tid efter sagde Pater Benedict: Min unge Ven, jeg har nu saa tidt været Deres Gjæst; skjænk mig den Fornøielse at gjøre Gjengjæld og spise tilaften med mig - ikke i Klostret, men hos Falcone, veed De, hvor det er, nede ved Piazza di S. Eustachio? De spørger blot efter mig, saa viser man Dem ind i et særskilt Værelse.

Otto var meget forundret over denne Indbydelse og blev det endnu mere, da han traf Pater Benedict ene, i verdensgeistlig Dragt, hvidt Halstørklæde, sort tilknappet Vest, sort Frakke og Støvler, hvis stive Skafter vare udenpaa Benklæderne.

Da han hørte, at Bordet var dækket, opfordrede han jovialt Otto til ikke at gjøre Complimenter og skyndte sig tilbords, uden at han dog et Øieblik ophørte at være høflig og opmærksom. Efter Suppen skjænkede han Velletrivin, der, som Nogle mene, er den gamle Falerner, tømte sit Glas og stirrede et Øieblik hen for sig med alle Tegn paa en mægtig sandselig Naturs Velbehag.

Under denne Deel af Maaltidet talte Pater Benedict kun lidt og stødvis. Hvad der blev sagt, angik meest selve Maden, og alt som den første Sult blev tilfredsstillet, tog Talen samme Vei som Civilisationen, inddrog meer og mere det Aandige i det Nødvendige. Samtalen gik til de forskjellige Nationers Kogekunst og standsede pludselig ved Muhamed, idet Pater Benedict med alle Tegn paa dyb og alvorlig Interesse spurgte Otto: Kan De forstaae, at en saa stor Mand kunde forbyde Viin?

Og De kalder ham en stor Mand!

Ja, ganske vist! Har han ikke forstaaet det Vanskeligste af Alt: at bringe Menneskene, Millioner Mennesker til at troe paa uendelig Nydelse efter Døden, saa at de uforsagt satte Livet ivove?

Ja, men det skulde jo beroe paa, hvilken Sandhed han fik dem til at troe!

Min kjære, unge Ven, det gaaer ofte saa, at man ved at tale om, hvad Andre skulde have gjort, kommer til at opstille Fordringer, som man i Praxis aldrig vilde stille til sig selv eller sine fortrolige Venner. Derved fremkommer en Dobbelthed i Livet, en poetisk eller drømmeagtig Tilstand, der forhindrer En fra at være en sand praktisk Mand.

Dette gjorde Indtryk paa Otto, som altid bebreidede sig selv, at en Drømme- eller Følelseshang forhindrede ham fra fuldstændig at tage Livet med Kraft og Behændighed.

Han taug, og Pater Benedict fortsatte: Man maa for sig og Andre opstille et bestemt, opnaaeligt Formaal, og det høieste Formaal er: at beherske Menneskene - det vil sige, at beherske og lede dem til deres eget Bedste. See, Menneskene ere i Grunden meget ulykkelige Skabninger. De ere langfra saa lykkelige som Dyret at kunne tilbringe Livet i bestandig, sorgfri Nydelse. Menneskene ere en frygtelig Slags Dyr, som vilde aldeles ødelægge hinanden, hvis der ikke var en Magt, der indgjød dem Frygt og Haab, satte Love, Skranker og Synd og efter Omstændighederne lettede deres Synd og Usalighed, kort: kunde tage Formynderskabet over dem og saaledes nogenlunde taalelig befordre dem fra Vuggen til Graven.

Det var da endelig Praxis, en Tanke, som ikke naaede ud i det Abstracte og Uendelige, men tog fat paa Jordelivet, og en Mand, som ved Livsstilling virkelig svarede til Ordene.

Mere Følelsen heraf end af selve Ordenes Sandhed bragte Otto tankefuld til at svare: Det er sandt.

Pater Benedict mærkede, at de dog kun halvt vare enige, og vedblev: Dermed skal slet ikke være sagt, at Mænd med dyb Andagt og Følelse saadan som vor Ven Fra Jacobeo ikke ere i høieste Grad agtværdige og nødvendige. Det er nu engang deres Natur, deres Organisme, deres Maade at være paa som Instrumenter i det umaadelige Orchester, vi kalde Kirken, den hellige Kirke ....

Og Pater Benedict korsede sig uvilkaarlig.

Otto havde troet at holde sig kold og agtpaagivende; men hans Øine havde luet af Intelligens og Sindsbevægelse, hvorimod de sidste Ord, om Kirken, vare som Vand over gloende Kul. Pateren læste i hans Sjæl som i en aaben Bog.

Han vedblev: De har været paa det øverste Galleri i Peterskirkens Kuppel? Vel, saa har De seet, hvor Billederne af Apostlene paa Kuplens indre Flade toge sig skjævt ud. Men nede fra Gulvet, ved Høialtret, derfra see de ud, som om de staae i Kreds og udgjøre Himlen. Saadan gaaer det med vor hellige, almindelige Kirke. Den maa sees fra Centret, ikke fra Galleriet. See, her er et Papir undertegnet af vor hellige Fader. Det aabner mig i Italien, Frankrig, Tydskland og Ungarn Adgang til alle Klostre. Naar jeg kommer, staae Munke og Nonner i Rækker paa begge Sider af min Vei indenfor Klosterporten, som Soldater en haie for en Fyrste. En halv Time efter min Ankomst ere Egnens Præster tilstede som Embedsmændene om en Konge. Atter en halv Time efter kjender jeg hver betydelig Familiehemmelighed i Egnen; et Ord af mig afgjør Lykke og Ulykke; en Eg har staaet længe, den falder pludselig som en vildtvoxende Blomst paa en Grøftevei for Barnets Kjæp. Jeg gaaer til næste Land, hvor et ganske andet Sprog tales: samme Scene, samme Magt. Den verdslige Konge holdes indenfor sit Riges Grændser, jeg ikke. Hans Undersaatter finde Modstandere, maaskee Fjender, i nærmeste Land, jeg ikke; jeg er altid mellem Venner, i min Hær, under vore Faner, og der er knap en af Soldaterne, hvem det ikke ved Synet af dette Papir fra den hellige Fader risler ned ad Ryggen af Begeistring, Andagt eller Sentimentalitet, og hvem jeg ikke i det Øieblik ved vel valgte Ord kan sende til en livsfarlig Gjerning. Hvor i Verden finder De en saadan Fyrstemagt, og betænk vel, at jeg er en ganske ringe Tjener og dog større end nogen Konge. En Konge, det er i Sandhed en høist ubetydelig Person! Er han end Noget ved sin Magt, saa kan han ikke faae den af sig. Hvor han gaaer og staaer, er han Majestæten, Kronen, Midtpunktet for al Ærgjerrighed og Havesyge, faaer sjelden eller aldrig et ærligt Ord. Jeg gaaer ind i Husene, og strax aabnes mig Familiens inderste Hemmeligheder; man betroer mig det Dyreste, man har, sin Skyld og sin Synd. Mig aabner man Hjertet indtil dets hemmeligste Folder, den ringeste Usandhed medfører ikke blot Fordømmelse, men gjør ogsaa den hele Bekjendelse unyttig; man trænger netop selv til at tale med yderste Oprigtighed, Mænd og Kvinder, gifte Koner og unge Piger, det Deiligste, Verden har frembragt, kommer saaledes og hengiver sin Sjæl tillidsfuld til mig, søger Trøst og Beroligelse og lader sig ved min Haand blidt føre til Saligheden. Nu, velan, hvad om De kunde faae Andeel i dette Hele, Store og Gyldige?

Otto var i høieste Grad greben og tiltalt. Der var jo Tilhold, og der var Storhed. Han følte sig som i et Capel, hvor en hemmelighedsfuld og dog klar og fri Viisdom blev meddeelt de Indviede, og hvori en forunderlig, dæmpet Sang stræbte at bryde frem. Var det Himmerig eller Helvede, der sang? Han vidste det ikke, men var som svævende mellem Begge.

Men det synger jo virkelig! udbrød han og lyttede. Hvad er det dog?

I dette Øieblik blev Lyden stærkere, som om et høitidsfuldt Tog drog ind paa Pladsen. De gik til Vinduet, og det viste sig, at fra en Sidegade kom et stort Tog dragende. Natten blev lys af Voxkjærter, som omgav en Ligbaare dækket af hvide og røde Tæpper. Foran Baaren gik otte Chordrenge, og efter kom et langt Tog af Mænd, parviis, i lysegraa Kutter, med Hætten dragen ned for Ansigtet og med stort rødt Kors for Bryst og Ansigt, og Alle med Kjærter og dæmpet syngende en af den katholske Kirkes deilige Dødspsalmer. I dette Øieblik aabnedes for Toget Gitteret og Hoveddørene til Kirken S. Eustachio. Man saae Høialtret tindrende med utallige Lys, som om det var Himlen selv, der aabnede sig for den Kommende, og en mægtig, høitidsfuld Sang af dybe Mandsstemmer begyndte, medens Toget udenfor, fortsættende sin dæmpede Klagesang, langsomt drog ind og fyldte Kirken med end mere Lysglands.

Pater Benedict sagde: Og saadan handle vi med selve Døden!

Taarerne vare traadte Otto i Øinene og vædede hans Kinder. Men aldrig saasnart var dette skeet, Tributen betalt til Poesi og Følelse, før Sindets Stræben efter Sandhed, Daad, Herredømme, Manddom kom til Magt. Han troede ikke paa det, han saae, saa fuldstændig og barnlig, at han kunde være Middel i en Andens Haand. Han fornam, at det Altsammen var Middel for Personligheden til en uhyre Virken, og han vilde selv være Personligheden. I denne Blanding af Begeistring og Villiekraft, med overordenlig Følelse af, at her kunde han tage fat og sætte Livet ind for at leve fuldstændig indtil det Umaadelige, vendte han sig om for at modtage Tilbudet.

Pater Benedict opfattede ham strax, begreb dette Udtryk. Han vilde vel have Otto, men i betvungen Stand, han vilde ikke ganske accordere som med en Ligemand, han vilde, at Otto ganske anderledes skulde komme og ønske eller bede om Optagelse, og han sagde derfor: Nu, jeg seer, De behøver Tid til Overlæg, tag nogen Tid til at betænke Dem. Jeg troer, De bliver en af Vore.

- Vinteraftnen var saa mild som en Foraarsaften i Norden. Maanen var staaet op og beskinnede Halvdelen af Gaden, hvor Otto gik, medens han i den anden Halvdeel var i Mørke, saae Stjerneskinnet paa Himlen og de forunderlige bløde, varme Toner, som Maaneskinnet gjød over Husene, forvandlende dem til feeagtige Steder. Paa et Hjørne nær ved hans Hjem brændte foran et Madonnabillede en Lygte, og det røde lille Lys saae ud, som om det hang der med stille andægtig Bevidsthed om, hvor forskjelligt det var fra det hedenske lyse Maaneskin. Paa det andet Hjørne sprudlede en Fontaine ud af Muren; Straalen saae ud som tindrende Sølv, som noget Levende; den stille Pladsken var den eneste Lyd i den brede, tomme Gade, og til hvert Øiebliks Lyd kunde man lytte, som om det var muligt at oversætte den i Ord. Et lille Stykke længere frem kunde han over en Muur see ind i en Have med Orangetræer, og det forekom ham, at han i det grønne og sølvglindsende Løv saae den røde, svulmende Frugt. I samme Øieblik hørte han fjernt i en Tvergade Citherspil. Aldrig føler man sig saa forladt, som naar man hører Andre kalde med Tillidsfuldhed. Da syntes det ham, at han kjendte Stedet: det var hans Drømmes Land; Serenaden, der blev sungen, var hiin:

Der var Vignen! Hans Skjæbne voxede med hans Aar, Alt blev større, mægtigere, skjønnere, men dog i Hovedsagen det Samme. Hvo svarede, hvis han sang og kaldte? Hvem havde han at synge til? Dag ud og Dag ind arbeidede han sig bort fra Savnet, stræbte efter den fjerne blaa Blomst, der i dette Øieblik syntes ham en vissen Spøgelseblomst sammenlignet med den varme Bebudelse om Øieblikkets Livslyst. Han havde betragtet Rom som en hellig Stad, hvor han var bleven gjenfødt til et nyt og høiere Liv, og den var dog kun en verdslig Samling af Huse, der skjulte de sædvanlige menneskelige Lidenskaber. Jeg Nar! sagde han. Man gaaer med den Evighed i sig! Kunde man endda sælge en Stump deraf for at faae Øieblikket! .... Hm, jeg Nar dengang, deroppe ved Apollo!

Da han kom ind i sit Værelse, saae han Værtinden staae ved Lampen ifærd med at tænde den; det ene Blus var tændt; men hendes Haand rystede saa stærkt, at hun ikke kunde faae det andet Blus i Brand. Da han kom nærmere, var det, som om ved et Underværk Marmorstatuen var bleven levende; over Kinderne var bredt en let Rødme, og efter at hun havde seet op paa ham med et kort, hastigt Blik, sank Øienlaagene med de lange sorte Øienhaar dybt ned, medens hun selv blev staaende ubevægelig; ogsaa hendes Dragt var en anden, istedenfor den sorte, slidte, tørre Atlaskes Kjole var hun i hvid Klædning, og ham syntes, han kunde see Marmorskikkelsen aande. Han lagde Armen om den - Blusset sluktes.

Du skal vide, sagde hun bittert grædende og med alle Tegn paa Sønderknuselse, at min Skriftefader havde talt om Dig og sagt, at der laa Vægt paa Din Omvendelse. Jeg var gaaet ind til Dig for at lægge en Medaille, der er indviet af den hellige Fader selv, under Din Hovedpude, det havde han raadet mig ..... ak, her er den! raabte hun, afbrydende sig selv, og kyssede den lidenskabelig. Men som jeg havde lagt den, hørte jeg Dig komme og vilde skjule mit Forehavende ved at tænde Din Lampe, og jeg var saa angst, og da, midt i min Angst, kom Djævlen til mig og holdt Dit Ansigt for mig ligesom i et Speil og gjorde Luften hed om mig ... O, jeg Synderinde! Englene i Himlen vride deres Hænder over mig! Men blot jeg redder Din Sjæl, vil det være Gud velbehageligt, og jeg vil engang finde Naade! ... Du maa lade læse Messer for mig ... ak, Du er værre end en vantro Tyrk, Du troer slet ikke, Dine Øine smile over min Anger og Dødsangst .... jeg vil aldrig see Dig mere, jeg vil gjøre Bod i Sæk og Aske jeg vil flye Dig som Helvedes Yngel, som Djævlens eget Kjød og Blod! Vig fra mig! Forbandet være Fristeren! Herren være mig Usalige naadig!

Med saadanne Udbrud forlod hun ham, flyttede Meubler for Døren ind til ham, og var igjen i nogen Tid den kolde, marmoragtige, fanatiske Bodfærdige ... for atter en Stund efter at begynde forfra.

Af det Udtryk, der undertiden kom i hans Ansigt, begreb hun tilnærmelsesvis hans urolige, smertefulde Higen efter Virken, Handling, Berømmelse, eller antog idetmindste, at Ærgjerrigheden var den Side, hvorfra han kunde vindes. Fra nu af hørte hun op med directe Opfordringer og fortalte ligesom tilfældig Anecdoter om Paver og store Prælater, især med Hensyn til deres ubekjendte eller fattige Herkomst og den Herlighed, hvortil de havde svunget sig op. Sommetider, naar hun var i den anden Sindsstemning, dvælede hun ogsaa ved, at Mange just ikke i Ungdommen havde ført det ærbareste Liv, men dog vare blevne Helgene. Sligt sagde hun med den italienske, særegne Frivolitet, der kun er en dyb Anerkjendelse af Naturmagten og forbeholder sig Hellighedens endelige Seir gjennem Skrifte og Bod. Men i dette som i hendes hele Væsen, enten hun var kold eller flammende, var Noget, der i høi Grad greb Phantasien og ligesom bragte den Bud fra en Verden af anden Art end de to, Menneskene ellers anerkjende: Himmerig og Helvede.

I Samtale med hende kom han engang til, fjernt at antyde Muligheden af, at man kunde gaae over til Katholicismen. Da sprang hun op, kastede sig ned for ham, omfavnede hans Knæ, kyssede hans Fødder, trykkede dem mod sit Bryst og raabte, at saa var Alting godt, saa vilde hun tjene ham som Slavinde, saa skulde han stige til den høieste Ære, og hun brød sig ikke om sig selv, om hun saa skulde gaae i Kloster, hun havde frelst ham, det vilde Vorherre lønne hende!

Otto skrev til Schiøtt:

Der er noget Skjæbnesvangert i mangt et Ord, De har sagt til mig. De talte engang om Pygmalion og sagde omtrent, at det, vi elske i Ideernes Rige, maa engang faae Form og blive levende i vor Favn og lønne os. Tænkte De, at det nogensinde skulde blive den fuldeste Virkelighed, at en Marmorstatue skulde blive levende i mine Arme! At Guderne anden Gang skulde gjøre et saadant Underværk!

En skjøn Gave af Guderne er ogsaa en vild Hest, som aldrig har prøvet at lyde, men som man bringer det til at ride i Silketøiler. En saadan Hest var det vel, Kong Didrik af Bern red den Dag, da han red saa langt, at man aldrig saae ham mere. Og paa hans Gjenkomst ventede dog mangfoldige Venner og Tjenere.

- - - De har engang sagt: Der hører Lykke til Livet. Og en anden stor Mand, Bettina, har sagt: Mein Glück ist meine Heimath. - Jeg troer, jeg har ogsaa fundet Hjemmet og Lykken! Thi hvad er Lykken vel Andet end Livets mægtige Styrke, Ungdommen, der har Nok i sig selv!

Man kan ikke godt lege med Ild. Medens Otto troede, at han oversaae og beherskede sin Stilling, havde hiin Duft af Virak, Caprifolier og Elskov lagt sig om hans Sind. Det faldt ham ikke saa vanskeligt at opgive en Tro, han aldrig havde havt, som at antage en, han heller ikke havde. Det stod som høit Bolværk. Han kunde sige: Naar man stiger høit i Katholicismen, saa naaer man jo til den egenlige Protestantisme, til den frie Intelligens, som er hævet over Fordommene. Lad mig tjene i nogen Tid - hvad er til Hinder for, at jeg saa naaer det Høieste, ja jeg kan blive - hvo veed! En Hyrdedreng er jo alt bleven Pave! Det er den eneste Souverainetet, som ikke afhænger af Fødsel, men af Geni og Villie. Det er aldeles ingen Feberphantasi: selv som Fremmed kan man blive idetmindste Cardinal, en af Roms og Italiens Herskere. Det er dog Noget at leve for - eller at døe for.

Men hvergang han ved saadant Raisonnement havde bortskaffet Hindringen, reiste den sig igjen af hans Sjæls Dyb lige høi.

En Dag var han i de Tydskes Casino tilstede ved en Discussion mellem nogle preussiske Theologer og Kunstnere, der i høi Grad interesserede ham. Den lignede dem, han hjemme havde hørt mellem Bregning, Gram, Schiøtt og Hald, men var mere omfattende og tankekraftigere. Han forholdt sig taus for uforstyrret at nyde den styrkende Luftning fra Norden. Man talte om de nazarenske Malere og om Muligheden af, i vor Tid at frembringe religiøse Malerier, og En mente, at uden Religion kunde man aldeles ikke male. En Anden sagde, at for at komme til Religion i christelig Forstand og bøie sig under Troen maatte man først knækkes; kun som menneskelig Invalid, som lemlæstet paa Idealitetens, Lykkens og Haabets Organer, kom man saavidt, og saa havde man ingen kunstnersk Freidighed og Kraft.

Dette slog Otto; thi det var en Anskuelse, han jo selv meget tidlig var falden paa, da han sagde til sin Moder, at Biblen kun var for gamle Folk.

Taleren var en undersætsig, kraftig Personlighed og gjorde godt ved sit Udtryk af Sundhed og kunstnersk Frihed.

Hans Mening blev bestridt, man nævnte store Navne, der havde staaet i Kirkens Tjeneste, og den forrige Taler svarede dertil: Ja, den christne Kirke! Skal man hengive sig til den, slaae Forstanden ihjel, synke hen i Følelsens og Troens Hav, maa jeg saa bede om den, som fuldstændig befaler, tager Magten og har Traditionen. Men derfra bevare mig alle gode Guder! Hvis vi ikke havde faaet den græske Verden gjenopdaget, vilde vi aldrig været komne ud af Middelalderens Barbari. Christendommen selv havde ingen Kraft dertil. Hvis vi vilde være Christne og elske hverandre, vilde al Fremgang høre op og Alt blive en communistisk Vælling.

Hertil svaredes igjen, at den hele Tradition ikke var nødvendig for Christendommen; man kunde reformere, hvad der var Menneskeværk, saaledes som Luther havde gjort, og gaae videre. Der var visse christne Sætninger, man ikke kunde hævde overfor de Radicale, og man skulde derfor enes om nogle, der kunde forsvares, og derpaa begrunde en ny Kirke. - Ved at høre denne Indrømmelse af, at man ikke havde fuld Tro, at man ikke var sikker overfor Fornægterne, at man uden Begeistring, men forstandig vilde skaffe ny Olie paa Menneskehedens Lampe, syntes det Otto, at det katholske Rom udenfor stod med kjæmpemæssige Skikkelser, der voxede himmelhøit ved deres imponerende Fordring paa, at man skulde troe dem heelt og holdent, fordi de havde Sandheden og havde bevaret den uden Afbrydelse ligefra det Øieblik, da Stenen smeltede udenfor Domine quo vadis. Det var maaskee ikke sandt; men der var dog Enhed, Sammenhold og Hvile. Og hvordan det end monne forholde sig med hans Geistlige, Jesuiter og Værtinde, saa var der dog Varme; døde man her, blev man ikke lagt ned i klam, forstandsfrossen Jord, men i sommervarmt Muld, hvorfra Spirer kunde udgaae, om ellers Spiren var mulig.

Otto nærmede sig den Kunstner, der havde ført Ordet for Friheden, og fandt en rask Imødekommen. Han blev indbudt til at gaae hjem med i Atelier'et, og her saae han kraftige Skikkelser og store Udkast, men en paafaldende Mangel paa Skjønhed i Farve og Form og ideal, høi Simpelhed i Compositionerne.

Det var altsaa Friheden!

Han gik hjem med den Beslutning at bortkaste al anden Reflexion end den, som hørte til at gribe saa megen Viden som mulig, forberede sig paa Afgjørelsen, paa det Maal, hvorhen han vilde blive ført af Strømmen, som Skjæbnen havde bragt ham ind i.

Uden at han blev det tydelig vaer, fik han lidt efter lidt en Følelse, som om han havde Forpligtelse mod Kirken. Jo mere han blev indviet i Ceremoniernes Betydning og forstod dem, desto mere tiltalte de ham som en Slags Videnskab, som en stor og fiin Symbolik, og han overraskede sig undertiden i, næsten at føle fanatisk Had mod Fremmede, som stode i Kirken og loe. De Helgene, hvis Billeder han saae, syntes ham, ombølgede af Sang og Virakskyer, at betragte ham med en hemmelig Samviden, at have Noget tilovers for ham, ja det var undertiden, som om de kun ventede paa et Ord fra ham for at blive levende og fuldføre Vidundere. Med altbeherskende Magt levede i hans Sjæl Tro paa Lykke, paa at være udvalgt, og paa at komme til Forening med noget Stort; deri blandede sig det dæmonisk Lokkende hos Donna Agnes, hendes afvexlende Lidenskab, Sønderknuselse og Tro paa at være Redskab til hans Frelse; deels syntes det ham noget Særeget og uforklarligt Farverigt, dels noget Forbigaaende, som han skulde opleve for at vinde i Erfaring og Magt.