Femte Capitel

Otto havde i den Grad hengivet sig til sine Stemninger og Studier, at Carnevalet syntes ham en barnagtig Forstyrrelse.

Han havde den katholske Kirkehistorie for sig, og Nydelsen ved snart at see dybt ind i dette Liv af Lidenskab, Hengivelse og Kløgt, snart at føle sig hjemme i den store Verden, blive bekjendt med alle Anliggender, der hørte til Herredømme, snart finde en Skikkelse, der uvilkaarlig tog Plads i hans Dommedag, var saa mægtig udfyldende, at han, da Kanonskuddene forkyndte Senatorernes Tog, tænkte: Aa, de Narre! de Børn!

Men da Stilheden igjen blev saa dyb, da Menneskene saa fuldstændig vare beskjæftigede med sig selv, at de ikke engang forstyrrede ham, læste han med mindre Ro. Gjennem den umaadelige Stilhed syntes det ham pludselig, at han hørte fjern Musik, og som ved et Trylleslag troede han at fornemme Bjergluft. Han sagde da til sig selv: Komme til Rom uden at see Carnevalet! Hvilken Urimelighed! Nei, see et Øieblik paa det, maa man dog. - Han vendte Bogen, som man gjør, naar man strax vil tage fat igjen, og gik ud.

Via Felice var saa stille, at han tydelig hørte det lille Vandsprings Pladsken paa Hjørnet; Februardagens Solskin laa mildt og varmt, men som urokkeligt, fasttryllet til Husene og Brostenene; en Duft af Caprifolier strømmede fra en solbeskinnet Mur ned over ham. Den hele øvre By syntes ham forvandlet til Forgaard i en Helligdom. Han gik nedad den brede Trappe til spanske Plads; ogsaa den var ganske stille; men da han saae ned ad Via Condotti, opdagede han en hvidklædt, maskeret Kvindeskikkelse, der ilede tversover Gaden og forsvandt i et Hus, og i det Fjerne hørte han en Lyd som af Havbølger. Hans Hjerte bankede næsten hørlig. Hvor Via Condotti skjæres af Corso'en, stod over hele Gadens Brede en Klynge Mennesker, Mandfolk og Fruentimmer, alle i simpel eller fattig Dragt. Men det var dem, der handlede i Forgaarden, med opsamlede Blomster, Confetti eller med Brød og Frugt. Da han var trængt igjennem denne Klynge, laa til begge Sider Corso'en, til begge Sider Carnevalet i al dets Herlighed: i Gaden en leende, jublende, legende, maskeret eller umaskeret Menneskemængde, snart samlet i Mylren, snart adskilt af Kjørende, der enten nysgjerrige saae til eller med Raab og Latter deeltoge i Legen, kastende Blomster, indhyllede i Regn af Blomster og Confetti; langs Gaden Rækker af Kvinder, paa Stole og Stilladser, paa Balconer, i Vinduer, heelt op ad Husene, omgivne af de lyse, mangefarvede Tæpper, hvormed Husene vare pyntede. Saa hjertelig og glad var Latteren, saa rettelig begrændset den rigeste Livslyst, saa umaadelig og uoverskuelig Mængden, at man, betagen og opløftet, uvilkaarlig kunde opfatte det, som om Menneskeslægten var bleven Barn igjen og Vorherre saae til ved dens Leg. Trods det Fremmede og Pludselige var det Hele saa overensstemmende med Ottos Natur, at han følte sig som hjemme, i noget Gammelt, men Nyopdaget. Han havde kun Sky for at tilkaste en Dame en Blomst, især en af de simple, ganske smaa Bouquetter, som bleve solgte hist og her. Paa et Hjørne stod en Kone med et lille Træ i Urtepotte, og paa Træet var kun en eneste, men deilig, hvid Blomst. Hun forlangte en Scudo for Blomsten; Romerne lo, da de hørte Prisen. Hvad lee I af? sagde hun; et Menneskes Lykke er maaskee i denne Blomst. Otto kjøbte den; men nu gjaldt det om at finde en Dame til den deilige Blomst. Smaa og store Piger rakte ud efter den, tilkastede ham Confetti og Blomster og forlangte den alvorlig eller leende; men desto større Værd fik den Ubekjendte, der skulde have den, og han skjulte den under sin Kappe.

I den anden Ende af Corsoen, ikke langt fra Palazzo Venezia, var et gammelt Palads, der syntes ganske ubeboet og øde. Ingen Tæpper prydede dets graa Mure eller de stærke Jerngittre, der lig Skandsekurve stode om Balconerne. Selv udenfor, paa Fortouget, syntes Paladset ugjæstfrit, idet ingen Stole vare anbragte. Med Sydens fine Sands skyede man Stedet, som om det var koldt og glædesfjendsk. Der traf Otto pludselig Alfons staaende ganske ene, bleg og yderst sørgmodig at see til.

Men hvorfor staaer Du her som Sorgens Skildvagt midt i Glæden? udbrød Otto. Hvorfor lader Du dette Steds Skygge falde paa Dig?

Jeg var tilfreds, det vilde aabne sig og gjemme mig!

Men hvad feiler Dig da, Alfons?

Efter nogen Tøven fortalte Alfons, at han havde havt til Hensigt, ikke at gaae til Carnevalet, men dog villet see Høitideligheden paa Capitolium, og der var han gaaet hen.

Naa, ja, det var der, Scipio gik hen at takke Guderne .... betænk dog, Menneske, vær glad, her kan man sige: »Jeg har været paa Capitolium«, og det er maaskee ikke en halv Time siden.

Nei, ikke stort mere.

Naa, men hvad er der da hændt Dig? Frisk Mod, Du haver intet Ondt bedrevet, det er jeg vis paa .... Nei, kom nu, sig mig, hvad der er i Veien.

Ikke Andet, svarede Alfons modstræbende, end at der kom de gamle Jøder fra Ghetto og maatte knælende bede om Tilladelse til at blive her et Aar endnu imod at betale Omkostningerne ved Hestevæddeløbene.

Naa, hvad saa? Gammel Formalitet, der ikke betyder Noget!

Nei, ikke Andet, svarede Alfons med pludselig Energi, end at de paa Veien til denne Fest have sat Foden paa min Nakke! .... O, jeg er saa ene! Jeg troede jeg var de Christne saa nær, og nu er jeg hundrede Mile fra dem. .... Jeg veed ikke, hvor jeg skal gaae hen; det er, ligesom jeg ikke mere havde Hjem paa Jorden ..... det drog mig herned, blot fordi han havde sagt, jeg ikke skulde gaae hertil, troer jeg ..... og saa tænkte jeg jo nok jeg vilde træffe Dig. Men Du vil vel ikke gaae hjem med mig?

Jo, men lad mig blot først kaste denne Blomst.

Til hvem?

Ja, det er netop det, jeg ikke veed. Til min Skjæbne!

Saa kan det vare længe; saa vil jeg hellere gaae ene.

Nei, Alfons, bliv det Øieblik. See, der kommer saa mange Vogne, hun maa være i en af dem. Du kunde desuden gjøre Meget til, at hun kom.

Jeg?

Ja, nyn blot en Melodi .... Du har selv godt deraf, og for mig maner Din Sang hende frem, eller jeg faaer den rette Stemning som Cajus Gracchus ved det græske Fløitespil.

Jeg kan ikke, Otto.

Naa, saa kan jeg da endelig selv! Jeg maner Norden frem til at være med ved Afgjørelsen:

Den tredie Gang Guldtærningen ad Tavlbordet randt, Den Jomfru hun tabte, den Ungersvend han vandt!

Nu, skjøn Jomfru, nu kaster jeg Runer!

I dette Øieblik kom en Vogn hastig; baglængs sad en Herre med Staaltraadsmaske paa, overfor ham to Damer, af hvilke den ene var hvidklædt, yderst smagfuldt, med noget ubeskrivelig Yndefuldt i Skikkelsen; et Gazeslør var trukket for Ansigtet; men man saae to mørke Øine, der tindrede af Livsglæde.

Idet Otto slog Kappen tilside og greb ind efter Blomsten, blev hun angst og vilde bøie sig til Siden; men hendes Blik havde endnu ikke ganske forladt ham, da Blomsten kom tilsyne, og ligesaa hurtig bøiede hun sig frem igjen - Blomsten var alt kastet, den faldt i hendes Skjød, og inden hun kunde tage den, var Vognen bøiet om Hjørnet; men man saae tydelig hendes Hensigt at kaste en smuk Bouquet til Gjengjæld.

Hvor det var smukt at see! sagde Alfons. Hvor Du altid har Held, Otto! .... Vil Du nu blive og vente, til hun mulig kommer igjen?

Nei, nu har jeg gjort Mit, nu faaer Skjæbnen gjøre Sit; imorgen er der atter en Dag. Lad os nu kun gaae. - Og han tilføiede ved sig selv: Lad Skjæbnen selv vise, om jeg skal være Pave eller -.

Han tog Alfons under Armen og sagde: Kom, vi vil gaae op til S. Onofrio! der fandt jo endogsaa Tasso Ro. Der vil vi see ud til Bjergene og bestemme, hvor vi skal ligge paa Landet i Sommer, eller hvor vi skal seile hen - for hele Verden staaer os jo aaben!

Alfons svarede lidt efter: Ja, jeg synes ordenlig jeg bliver høiere og faaer frisk, vid Udsigt, naar jeg saadan gaaer med Dig.

Hør, Alfons, vedblev Otto, jeg spørger ikke gjerne; men noget Aparte maa der være hændt Dig. Hvordan er Du fra først af kommen i Bekjendtskab med Munkene, og hvad trykker Dig, som ellers altid var saa tilfreds, saa harmonisk - for det var Du, det er bedst, Du hører Din Ros for igjen at kunne fortjene den.

Efter nogen Taushed svarede Alfons: Det var fra Florents, at jeg blev anbefalet til Pater Benedict.

Saa? Fra Florents? Men det var sagtens en Geistlig, som derfra anbefalede Dig?

Ja, en Skriftefader i en Familie.

En Skriftefader?

Ja.

Naa?

Jeg vil sige Dig det Hele, Jeg havde hjemmefra Anbefalingsbrev med til en Professor i Musik, og han havde en Datter.

Og hende forelskede Du Dig i?

Nei. Men hun fik Godhed for mig.

Du Gudernes Yndling! Var hun smuk?

Du skal faae hende at see.

Hvor?

Jeg har hendes Billede her, sagde Alfons og tog til Brystet; men lad os vente, til vi ere ganske ene; jeg kan ikke lide, at en Forbigaaende skulde see derpaa.

Jeg har aldrig truffet noget Menneske med en saadan musikalsk Sands som hun, vedblev Alfons. Hver Bevægelse var rhytmisk, hvert Ord, hun sagde, var Musik, hvert Blik af hendes Øine var som en deilig Melodi.

Sig mig Alfons, hvordan vil Du tale om en Dame, naar Du virkelig bliver forelsket?

Jeg veed ikke; maaskee tie stille. Jeg var ikke forelsket, fordi det aldrig faldt mig ind, at vi kunde høre sammen. Men da jeg mærkede, at man begyndte at troe det, reiste jeg, og ved Afskeden gav Skriftefaderen mig Bud med til Pater Benedict.

Naa?

Og saa bragte Pater Benedict mig engang en Pakke fra Florents. Deri laa Portraitet; nu kan Du see det -

En Nonne! raabte Otto. - O, Gud, hvor hun er deilig! Og en saadan Madonna er gaaet i Kloster for Din Skyld!

Anseer Du det for noget Stort, at en Pige er bleven ulykkelig ved En?

Nei .... ja .... jeg veed ikke! Den storste Lykke og Fortjeneste i Verden er at blive elsket af noget Deiligt, Fuldendt .... ikke for Kjærlighedens Skyld, men fordi en saadan kvindelig Personlighed ikke kan tiltales uden af noget Herligt i Ens Natur. Hun mærker det, enten det er blevet til Bedrift eller ei, og det er Erstatning for dem, som ikke komme til at udføre Bedrifter, skjøndt deres Sjæl havde Anlæg dertil. Det er min Tro. Den Kvinde, man vinder, er Afbilledet af Ens Sjæl! Derfor vandt Du denne Madonna! Havde hun behaget at forelske sig i mig saa mægtig, at hun blev Nonne for min Skyld, saa vilde jeg have gaaet i Kloster -

Otto greb sig hurtig i det; han fik pludselig en Forestilling om Alfons's Sjælstilstand. Eller, vedblev han, jeg vilde gjort som Dante, der lovede, at ingen Kvinde i Verden skulde blive besungen som hans Beatrice - Menneske, efter det Ansigt at dømme er Du Verdens største Musiker! Har ikke allerede Schiøtt spaaet det? Tænk Dig, om han saae os her udenfor S. Onofrio - og der ligger Rom! Og derude, det Blaa, er Sabinerbjergene! Og det Røde, det Violette, det Guldfarvede deroppe i Euften - der kjører Apollo sin Solvogn hjem, nu opslaaes Himlens Porte for at modtage ham, og derfra strømmer al den Glands og Farve ud over Verden! Men see dog op!

Jeg er bleven saa sørgmodig og saa tung, sagde Alfons. Jeg veed ikke, hvordan det gik til, at jeg fik en saa uendelig Eængsel efter hende, og saa syntes mig, jeg vilde være hende nær, om jeg fandt et rigtig stille, fromt og renligt Kloster. Men nu, da jeg kom op og saae hendes Landsmænd træde mine Slægtninge paa Nakken, gik det over, og nu er det, ligesom jeg havde en Klump Taage i Brystet, ikke Hjerte. Jeg kan slet ikke begribe, hvorfor jeg er her, eller hvor jeg skal hen.

Havde Du bare sunget nede paa Corso ligesom jeg, saa var der kommet En og havde kjørt med fire Heste ind i Hjertet og lukket Taagen ud.

Hvor kan Du nu spøge?

Det er min ramme Alvor, Alfons. (Bare jeg kunde faae ham til at synge). Hør, Alfons, kan Du huske Din Seirssang, den, Du og Din Søster sang hjemme ved vort Børnebal, og som I en Aften sang hos Din Bedstefader? Den betyder altid Noget, naar den bliver sungen - syng den nu!

O, den! sagde Alfons og istemmede den uvilkaarlig, da Otto nynnede de første Noder.

Otto saae ind i Solnedgangens Pragt og Glød og holdt ved dette Syn alle Tanker borte, som vilde trænge sig frem ved Alfons's Sang. Det Andet skal være afkastet, sagde han til sig selv, det derude skal være Fremtiden. Og saagodtsom medens han talte, skiftede alt Farverne, og Sydens Nat drog frem paa Himlen. Med alle Kræfter søgte hans Sjæl at stemme imod, at Glandsen blev overvældet, følte sig selv paa Spil derude, men anstrengte sig forgjæves. Pludselig saaes Solens halve Skive ganske ene og rosenluerød paa den blegblaa Horizonts yderste Rand, og Alfons sang i det Samme den forunderlige Seirshymnes Ord: Vogne og Heste begrov han i Dybet! og næsten saa hastig som Ordene bleve sungne, sank Solens sidste synlige Rand, glimtende i sidste Øieblik som en guldrød Stjerne. I det Samme hørte Otto, at man talte til Alfons.

Medens han havde sunget, var bagved dem, opad Høien, kommet en aldrende Herre og Dame, en yngre Mand og en ung Pige, Alle med tydelige Tegn paa Forundring og ligesom magnetisk tiltrukne af Sangen. Den yngre Mand havde nærmet sig Alfons og sagt et Par Ord, og øieblikkelig var han som en gammel Bekjendt for dem Alle. Det var i dette Øieblik, at Otto vendte sig, og betagen af sine Forestillinger opfattede han det, som om det gamle Testamentes Skikkelser i moderne Dragt havde ladet sig mane op af Seirshymnen fra det røde Hav for at trøste deres Efterkommer. Saa uvilkaarlig og fuldstændig hengav han sig til denne Phantasi, at han vilde vende sig bort, tilbage til Solnedgangen for at see efter Stjernen; men da var den slukt, og Natten kom hurtig, ligesom med brede Vingeslag, over Himlen. Han benyttede et Øieblik til hviskende at spørge Alfons: Kjender Du dem?

Nei; men de ere engelske Jøder, af spansk Herkomst ligesom jeg, og de kjendte Melodien, den bliver sungen i deres Synagoge, og de blev saa overraskede ved at høre den her ved Klostret.

Troer Du?

Hvorfor skulde de lyve?

Menneske, de ere jo Sangen selv! De ere manede op, og om et Øieblik, naar S. Onofrio ringer til Ave Maria, maae de bort igjen!

Den sidste Tid havde altfor meget ophidset Alfons's Phantasi og spændt hans Nerver, til at han ikke skulde være modtagelig for en saadan Forestilling, og idet han holdt sig tilbage hos Otto, stirrede han paa sine nye Venner i det indbrydende Tusmørke.

Man spurgte ham, hvad der var i Veien, og han sagde: Hvis I komme fra Fædrenes Grave, saa sig det!

Der blev en uhyggelig Pause; de Fremmede syntes nu ogsaa at blive betænkelige og antage de to unge Mennesker for sindssvage, og ind i denne Dissonans brød den pludselig begyndende Klokkeklang.

Otto havde kun været poetisk greben af sin Phantasi og havde Magt til at beherske den, idetmindste for ikke at forspilde Alfons gode Venskaber. Han gjorde et Skridt frem og sagde paa Fransk: Mine Herrer og Damer, hvis her er en Misforstaaelse, saa kommer den af, at jeg for lidt siden bad min Ven Mendoza om at synge sin Slægts Seirssang og forsikkrede ham, at den vilde mane Noget op til ham. Knap sang han, saa kom De, og derfor paakom os den Forestilling, at De ere Aander. Vi bede meget om Undskyldning, hvis vi tage feil, og hvis der er noget Uhøfligt i vor Adfærd.

Odd fellows, you are! raabte den gamle Herre og vedblev paa Fransk: Der, tag min Haand, ryst den og føl, om jeg er en Aand! Mit Navn er Sir James Israel Mocatta, Baronet. Og De hedder?

Jeg hedder Otto Krøyer, svarede Otto, idet han gjengjældte Haandtrykket.

Jeg er ogsaa levende, her er min Haand, sagde den ældre Dame venlig ..... Hr. Otto ..... min Datter, Miss Anna Mirjam .... giv hende kun Haanden, efter engelsk Skik, og for at overbevise Dem.

Den yngre Mand traadte frem og sagde: Jeg kan ikke nægte, at jeg kommer fra »Fædrenes Grave« i Østerland, men har ikke hvilet i dem. Jeg er Sir James s Søstersøn og hedder de Castro. Her er min Haand.

Og saa har jeg ude paa Landeveien staaende en virkelig Vogn med et Par virkelige Heste! raabte Sir James. Ville De gjøre os den Fornøielse at kjøre med hjem og drikke en Kop Thee?

- Mørket var alt indtraadt, og Carnevalet var for den Dag forbi paa Corsoen. Man mødte det hist og her i smaa Selskaber, der kom maskerede, med Fakler og Musik, for at opføre en Serenade eller give en scenisk Forestilling i en eller anden Osteri, som var oplyst med mangfoldige farvede Lygter i alle Størrelser, og hvorfra den romerske Folkeglæde lød, altid harmonisk. Naar et saadant Optog med Lys og Strengeleg pludselig dukkede op i Enden af en bælgmørk Gade, eller man langt borte saae Osteriens Glands, tog Alt sig feeagtigt ud; men Otto og Alfons bleve ikke længer overraskede af det Eventyrlige, det syntes dem at høre til Dagens Orden, de havde jo selv faaet Roller deri.

Vognen kjørte til Corsoen. En Port blev slaaet op, Tjenere i Liberi stode ved Foden af den brede Steentrappe; man gik op ad Trappen og kom gjennem en stor hvælvet Forhal, hvor der i den kjæmpemæssige Kamin blussede en lystig Ild, til et Værelse, hvis Vægge vare af udskaaret Træ, brunligt og med Spor af Forgyldning, og over hvis Marmorfliser var lagt Tæpper. Der var dækket et Theebord, hvor Sølvmaskinen snurrede over en Spirituslampe.

Den fuldendte engelske Gjæstfrihed gjorde det let for de To at føle sig vel og hjemme i det Uvante. Man faldt dem ikke besværlig med personlige Spørgsmaal, men forstod at spørge saaledes, at man selv gav Meest.

Den gamle Baronesse havde, hvad der er sjelden blandt Jødinder, ganske sølvgraat Haar; hendes Teint var bleget af Alderen, maaskee ogsaa af Sorger, skjøndt hun forresten var livlig og bar det umiskjendelige Præg af en sikkret, behagelig og anseet Livsstilling. Hun havde ingen høi Dannelse, men megen sund Sands og et godt, mildt Gemyt. Hun var mere forundret over Rom end glad over det og klog paa det og overraskede Otto ved sine naive Udtryk af Forundring, idet hun oftere efter at have omtalt f. Ex. Vaticanet, Ruinerne, Kirkeceremonierne spurgte: Kan De forstaae det! Otto vidste ikke, om hun spurgte saaledes for at prøve ham, eller om hun virkelig var en saa jevn aldrende Dame, som hun gav sig. Han vogtede sig for at ville synes lærd; men paa hans Øine kunde man nok see, at han forstod. Naar han en enkelt Gang gav en lille Forklaring med den venlige Omhyggelighed for at udtrykke sig rigtig, som i hans Stilling var saa naturlig, blev hun meget tilfreds og sagde, at saadan talte hverken Sir James eller de Castro, for de havde altid deres egne Ting i Hovedet.

Miss Anna var omtrent atten Aar og ikke egenlig smuk. Hun var let, men kraftig bygget og syntes en sund, selvstændig Natur, der ved en omhyggelig Opdragelse og en fornuftig kvindelig Aristokratisme strax gjorde et godt og behageligt Indtryk. Hun lod til at være ligesaa greben af det nys Oplevedes Poesi som enten Otto eller Alfons og kunde i Førstningen ikke tale, uden at Stemmen bævede af den tilbageholdte Bevægelse. Over Otto gled et Par Gange hendes Blik med dyb Nysgjerrighed, næsten med ængstelig Forsken, og hun lyttede nogle Øieblikke til hans Stemme, som om hun hørte med særegne Sandser. Mod Alfons var hun mere freidig og hjertelig, og dersom den poetiske Bevægelse en Stund vaklede ved, hvem den skulde slutte sig til, saa kom snart et Øieblik, der blev afgjørende.

Sir James havde en Kjæphest, som han red til sin private Rigmands-Fornøielse: Geologien. Hvorsomhelst han kom, undersøgte han Jordlagene og samlede fra Italien en heel Skibsladning til sit Cabinet i London. Men ved Siden af at udforske, hvordan Jorden havde seet ud i dens forskjellige Perioder før Syndfloden o. desl., kom han paa denne Maade til sikker Kundskab om vedkommende Landes Hjælpekilder og Producter, Evne til at modtage Bjergværksdrift, Industri o. s. v. Snart var Otto beskjæftiget med at give Oplysninger om Danmarks Jordlag, om Jyllands Heder, om deres Evne til at opdyrkes, om Vanddragene ved Himmelbjerget, og derfra gik Samtalen igjen til de forskjellige Jordperioder. Det var netop, hvad der tidligere saa livlig havde beskjæftiget ham og var brudt frem i Samtaler hos Milner og andre Steder; men her var den Forskjel, at Baronetten ikke i ringeste Maade lod det indvirke paa sin Bibeltro, hvad han opdagede om Jordens Ælde. Imellem Biblen og Videnskaben var for ham ingen Forbindelse; han havde ikke forestilt dem for hinanden, og de toge ingen Notits af hinanden. Den fornemste Grund for hans Reise til Italien var iøvrigt hverken Geologi eller Orangernes Clima, men det praktiske Formaal at hjælpe til Jødernes Oplysning og Frigjørelse. Hans Søstersøn, de Castro, havde nys mødt ham paa Hjemveien fra Østerland, hvor han i Jerusalem, Cairo og Alexandrien havde oprettet Skoler og Hospitaler og i Constantinopel havt Audiens hos Sultanen.

Baronetten gav at forstaae, at hans Søstersøn ventede Audiens hos Paven. Først, sagde han, vil vi have den Skik afskaffet, at Jøderne paa den første Carnevalsdag maae knæle paa Capitolium og kjøbe sig Tilladelse til et Aars Ophold. For den Skiks Skyld vilde vi idag ikke være tilstede ved Carnevalet, men holdt vort Huus lukket - og derved kom vi til den Fornøielse at træffe Dem, mine unge Venner.

Altsaa, dette var Paladset, Alfons havde staaet udenfor! Han og Otto saae paa hinanden ved denne Fuldstændiggjørelse af det Eventyrlige; men for ham var det langt mere end en skjøn, poetisk Begivenhed. Hans stedse vandrende Slægt, hvis Sind det saa ofte blev formeent at fæste sig til et Fødeland, havde nu fundet stærke Hvilesteder, havde mægtig Klippegrund at standse paa, havde Hjem paa Jorden, og han blev kjærlig modtaget deri. Det meest uforbeholdne, høieste Udtryk af menneskelig, vemodig, taknemlig Glæde, viste sig paa Alfons Ansigt og fyldte hans Øine med to store, tunge Draaber. Da han atter kunde see, bemærkede han, at Anna Mirjams Øine stode fulde af Taarer. Disse Mennesker sad stille og ubevægelige; men sjælelig vare de i hinandens Arme.

Da Otto nærmede sig sit Hjem eller sin Værtindes Huus, var det, som om han vendte tilbage fra en lang Reise. Han var træt, overvældet af Dagens mangfoldige Indtryk; ligesom et flint Slør laa om hans Bevidsthed, og han vedblev kun at sige sig selv: Hvor jeg dog oplever Meget! Jeg staaer paa mange Heste, der fare afsted!