Sjette Capitel

Med den engelske Iagttagelse af selskabelig Høflighed aflagde Sir James og de Castro Besøg næste Formiddag. De havde alt været hos Alfons og bleve af ham ledsagede til Otto. Efter denne Formalitet tog man det mere italiensk og foreslog en Spadseretour.

Otto havde den foregaaende Aften ikke lagt synderlig Mærke til de Castro. Han havde hørt Sir James i Korthed fortælle om sin Søstersøns Reiser og Audiens hos Sultanen, og ved senere at tænke derpaa var han uvilkaarlig kommen til at opfatte de Castro som en selvbehagelig, dannet Jøde, der gik ud paa ved Hjælp af sin Rigdom at spille en Rolle. Men ved nu at gjensee ham fik han en ganske anden Forestilling. De Castro havde i sit Væsen det almindelig Engelske: Sikkerhed og Handlekraft; men hans individuelle Særkjende var et mærkeligt Udtryk af Tænksomhed og Præg af, at han var kommen bort fra en Mængde af Livets Illusioner, medens han enten af naturlig Velvillie eller anstrengt Selvopholdelsesdrift søgte at bevare saa mange som mulig. Dette viste sig i et eiendommeligt, halvt ironisk, halvt melancholsk Udtryk, der tiltalte og greb Otto med hemmelighedsfuld og sympathetisk Magt.

Paa den anden Side var Otto, med Ærgjerrigheden vakt af Pater Benedict, med Udsigten til Alperne, med Henrykkelsen over Damen paa Corsoen og med hemmelig Triumph over at beherske sin dæmoniske Værtinde, ligesom tindrende af en urolig Livskraft, af hiin Energi, der gjør Mennesket egoistisk, idet man under sit Velbefindende, Haab og Længsel finder en Glæde i næsten Alt, hvad der skeer, og uden ret at vide det er paa Veie til at søge et fast Punkt, hvorfra man smilende kan see ned paa Alt.

De vare ad den brede Trappe stegrie op til Ara Coeli og ned paa den anden Side af Capitolium og gik forbi Ruinerne af Concordia-Templet, hvor Dødsdommen blev afsagt over Catilina, forbi Septimius Severus's Triumphbue, der staaer som i en udtørret Brønd, og for dem udbredte sig Forum med de levnede, høitkneisende Søileruiner, med de katholske Kirker og Klostre tilvenstre, tilhøire Palatinerbjerget med det sammensunkne Keiserpalads. En Cicerone kom til dem og sagde, at de mamertinske Fængsler vare aabne, hvis de ønskede at besee dem.

De gik ind igjennem Kirken S. Giuseppe og bleve førte til Nedgangen. Ciceronen forklarede dem, at Dybet, de saae, kun var de øverste Fængsler, og i gamle Dage havde der slet ikke været Trappe, men kun et Hul, hvorigjennem Fangerne eller Forbryderne nedlodes. De stirrede ned i det skrækkelige Dyb, det mørke, fugtigkolde, af Oldtidsmure omgivne Rum. Romere, Eders Badstuer ere kolde, havde Jugurtha sagt, da de kastede ham herned. Otto mindede derom og tilføiede, at nu, ved Synet af Stedet, blev den afrikanske Konges Ironi aldeles forbausende og forfærdende. Dersom en seiglivet Kat kunde tale, meente han, maatte den under lignende Omstændigheder yttre sig saadan.

De Castro svarede: Hans og Romernes Sind ligner Mørket under os; man kan stirre i det, til Haarene reise sig paa Ens Hoved ..... Vanskeligheden er at forstaae en Menneskerace med særegen, vældig Hjernebygning, med de trodsige runde Pander og svære Baghoveder. De havde Evne til at erobre og organisere en Verden, og deres grumme, tvingende Magt var som disse velsammenføiede, sorte Stenmasser .... Skal vi stige ned i det underste Rum?

Sir James og Alfons vilde ikke med, men foretrak at spadsere paa Forum, medens de Castro og Otto fulgte Veiviseren.

Hu, ja, det var et grumt Folk - sagde de Castro - en blodig Svøbe i Civilisationens Haand, Grækenlands, Jødelands, den halve Verdens Voldtager. Da det Fine og Ædle i Stammens Blodmasse var aftappet ved Borgerkrige og Henrettelser, blev kun det Raae tilbage, den dyriske Styrke og den mægtige Nydelsesevne, der ikke ved nogensomhelst Undseelse holdtes i Tømme. Kun hos et saadant Folk kunde opstaae Uhyrer som Nero, Tiber, Sejan .... her ovenfor blev Sejan og hans Familie henrettet! Der krænkede Bødlen i hans Paasyn hans Døttre, fordi Loven forbød at henrette Jomfruer - det var et juridisk Folk .... Hvilken uhyre Smertensgrav vi ere nede i! Kirken staaer som Taarepiil derover.

Otto var ikke vant til at anvende Kritiken paa Fortiden og bedømme den med Nutidens Sympathier. Den var nu engang, som den var, og faldt ikke ind under Begrebene Ondt og Godt.

Lykkeligviis skinner Solen deroppe, svarede han.

Ja, hvilken Sol? sagde de Castro. Oppe over os, lidt tilvenstre, i Klostret, som vel nu beskinnes af Sollyset, husere Dominikanerne, dem Rom udsendte at tænde Inquisitionens Baal over al Verden. Deroppe har Paven velsignet dem, som brændte Albigenserne, der har Pius d. 5te skjærpet Bloddommene. Blod! Blod! i Christi Navn!

Den romerske Veiviser havde faaet tændt sin Fakkel og sagde i dette Øieblik: Her sad Sanct Petrus fangen, og paa hans Bøn udsprang denne Kilde.

Man saae en lille Sump, hvor det klare Vand rislede og spillede i Fakkellyset.

Dette simple Syn overraskede Begge.

Otto sagde: Saavidt jeg erindrer, er i det gamle Testamente fortalt, hvorledes man nedsablede Hedninger, og man forgreb sig jo endog paa en Konge og afhuggede hans Tommelfingre og Tommeltæer.

De Castro vedblev at see ned i det rislende Vand og sagde endelig ligesom lyttende: Ja, den lille Lyd taler, som om den kjendte Hemmeligheden i det store Bud: Elsker Eders Fjender.

Otto havde nær spurgt: Hvem var det? Hvo talte? og hans hemmelige Interesse steg for en Mand, der syntes at kunne yttre sig upartisk om Religionen, uden at være betalt for at rose den, som de Franske sige.

Han sagde: Det Ord er jo ganske fra det nye Testamente.

De Castro svarede med et Smiil: Siden De kjendte det gamle Testamente, troede jeg, De huskede dets Bud: at man skal elske sin Næste som sig selv. - Men, vedblev han, Sagen er, at det Folk, som stod om Sinai, var raat og vildt og blev ført af en krigersk Mand, der selv havde begaaet Drab. Menneskehedens Tilstand var dengang ikke gunstig for humane Ideer. Man dræbte sine Fjender, man ryddede Pladsen, hvor man skulde boe. Af denne Praxis, af det bestandige Fjendskab med Omverdenen, udviklede sig en Theori, der foranledigede Jesus til at sige: Det er sagt Eder, at I skulle elske Eders Venner og hade Eders Fjender; men jeg siger Eder, I skulle elske Eders Fjender. Loven havde aldrig paabudt Had, og Christus gjenoptog kun den gamle Lov, gav den rette Fortolkning af Ordet Næste som gjældende ikke blot Venner og Jøder, men alle Mennesker.

De Castro taug nogle Øieblikke og vedblev derpaa: Nei, det var dog Mere. Han tilføiede, at vi skulle elske vore Fjender. Som vi før kunde stirre ned i dette Dyb af Had, saadan er i hine Ord et Dyb af Kjærlighed, man aldrig kommer tilbunds i, og troer man at være paa Bunden, saa møder man Kilden fra Uendeligheden. At elske sine Fjender er den høieste, meest smertefulde og triumpherende Opgivelse af sin egen Personlighed for Guds Skyld. Det er selve Korsfæstelsen. Og det er det evig Beundringsværdige, at Christus ikke blot som Moses var Ordet og Loven, men ogsaa Handlingen. Fortællingen om ham kan aldeles ikke være Digt, Menneskene kunne ikke digte noget Uoplevet, der i den Grad griber med Sandhedens Magt. Har man engang paa rette Maade læst Ordene, saa staaer hans Skikkelse, den skjønneste af alle Skikkelser i Verden, for En som en Virkelighed, man under alle mulige Forhold seer op til og finder Raad hos.

Troer De da virkelig paa Christus? spurgte Otto forbauset.

Nei.

Jeg beder om Forladelse; hvorledes skal jeg forstaae det?

Jeg troer ikke paa ham som Gud eller Guds Søn par préférence. Dersom han ikke var et Menneske, vilde jeg ikke kunne elske og beundre ham. Jeg forkaster alle mysteriøse Dogmer, og jeg hader af ganske Hjerte næsten alle de Steder i Evangelierne, hvor Christus ikke selv optræder talende, simpel, stor, ophøiet over Alle, endog over sine Biographer. Men paa den Maade staaer man saa forfærdelig ene. Ingen Menighed nogensteds i Verden. For dem, der som Børn have lært at troe - thi det maa man vist lære som Barn - er jeg ikke varm nok; for dem, der fra Barnsbeen have lært at forkaste ham, er jeg for varm. Man har ingen Ven; thi man er vænnet til at være sig selv nok, og Venskabet bestaaer deels i Lighed i aandige Midler, deels i, at man bærer den samme Byrde. Man har ingen Elskerinde - thi hvad er det for en Kjærlighed, der ikke troer paa de samme Mysterier! Ene, Ene! Og naar man møder en Anden, hvis Øie og Pande er præget med Ensomhedens Stempel, saa er man ikkun to Ensomme, og saa Mange vi blev tilsammen, vilde vi aldrig udgjøre et Bundt - hvorimod alle elendige Karle i Verden ere lykkelige, dem træffer man bundtviis.

De vare komne op og traadte ved de sidste Ord ud paa Forum, og det lod næsten, som om de Castro ved den sidste, lunefulde Vending vilde udviske den Stemning, der havde hersket over ham i Dybet. Forum med dets Ruiner, Søiler, Buer og Bygninger laa for dem i saadan Solglands, at dette forunderlige Sted var som nyopdaget for dem og gjorde al den Virkning som ved første Syn. Alligevel holdt Otto fast og sagde: Tillad mig endnu et Spørgsmaal og ansee det ikke for blot Nysgjerrighed: Hvorledes kan De arbeide for Jødedommen, reise saadan omkring og anlægge Skoler for den?

De Castro svarede overrasket: Hvad skulde jeg da gjøre? Man arbeider med de Midler, man har, og for den Kreds, hvortil man er henviist af Verden og af sin Kjærlighed, og som troer at have Krav paa En. Naar jeg, den engelske Jøde, kommer til Palæstina, Syrien eller Tyrkiet, gaaer imellem Paschaerne og mine Troesbeslægtede, skaffer Retfærdighed, bringer Brød, bringer Oplysning, holder Familierne sammen, frier de Fattige fra at sælge sig til græske, romerske eller lutherske indbyrdes stridende og hadske Secter, aabner Udsigt til, at den nye Slægt kan blive fri og kraftig, saa modtages jeg som en Frelser, sendt af Herren vor Gud, Livskraft, Haab og Tro paa vor Slægts Høihed og Uforgængelighed og paa Herrens Tilværelse skyder op som Blomster om Foraaret. Paa ingen andre Mennesker kunde jeg gjøre en saa dyb og velsignelsesrig Virkning, alle Andre ville takke mig personlig, mit Folk tager min Gave og vender sig mod Østen til ham, der sendte mig. Er det ikke nok?

Otto fandt ikke Ord til at svare herpaa. Der klang Noget i de Castros Ord, som kaldte paa det Bedste i hans Sjæl.

Desuden, vedblev de Castro og hævede Stemmen lidt, idet de nærmede sig hans Onkel og Alfons, desuden har De vist ingen rigtig Forestilling om, hvilken sjælelig Klarhed og Tilfredsstillelse Jødedommen byder sine Bekjendere. Har De f. Ex. nogensinde hørt om Schechina?

Alfons vendte sig hastig, og Sir James, hvem det, de Castro vilde sige, næppe var nyt, sluttede sig dog til dem med den stille Alvor, Jøden sædvanligviis iagttager, naar Religionen nævnes.

Otto tilstod, at han ikke kjendte den omtalte Gjenstand. Alfons gjorde samme Tilstaaelse.

De Castro sagde smilende: Jeg seer, jeg kommer til at holde en Slags Foredrag; men det skal have den Fortjeneste at være kort. Lad os gaae op i Villa Mills.* Der staaer et Mandeltræ; Custoden meente igaar, at hvis Foraarsveiret vedblev, vilde det snart blomstre. Jeg holder af Træet, det bringer mig til at tænke paa Arons Stav, som grønnes paa det Sted, hvor Cæsarernes Palads stod.

Og mig bringer De til at tænke paa Sokrates, der indbød Phædros til at gaae med sig over Ilissos og sætte sig under Platanen for at føre Samtale om Kjærlighed, sagde Otto.

Ja, her kan man let faae et klassisk Forbillede, svarede de Castro; men Tilfældet har bragt mig i en altfor smigrende Sammenstilling. Forresten bliver Talen ogsaa her om en Slags Kjærlighed. Oldtidens Jøder antoge tildeels, at Gud var allestedsnærværende, men troede dog tillige, at han fortrinsviis var tilstede hos dem. Han havde som Sky- og Ildstøtte viist dem Vei ud af Ægypten, havde taget Bolig i Tabernaklets Allerhelligste og senere i Templet. Denne Gudspersonlighed, der boede hos dem og var ligesom en Deel af Jehovah, kaldte de Schechina. Paa Pintsefesten, kort før det andet Tempels Fald for Titus, traadte Præsterne en Aften ind i Templet og fornam her først en utydelig Larm, saa et Raab som af tusinde Stemmer: Lad os drage bort herfra! og Templets store Malmport, som tyve Mand knap kunde bevæge, gik op af sig selv. Det var Schechina, som forlod den til Undergang viede Helligdom. Propheter og Lærde havde imidlertid opfattet Schechina paa en aandfuldere Maade. Den var Menighedens hellige Aand, en særegen Midler mellem Gud og Menneskene. Det kan bedst forstaaes ved et Exempel. Rabbi Jonathan siger, at enhver Dommer, som dømmer retfærdig, foranlediger Schechina til at boe i Israel, og en uretfærdig Dommer jager den bort. Da David havde syndet med Bathseba, veg Schechina i sex Maaneder fra ham. Schechina er altsaa deels

* Anlagt paa et Stykke af Keiserpaladsets Ruiner.

Retfærdigheden, de gode Gjerningers Løn, de ondes Straf, den høie Nemesis, deels det Ideale, som Menneskene frembringe i deres Sjæl og omkring sig ved virksomt Samliv med Gud.

Ja, men, sagde Alfons spændt, er deri Noget om Udødelighed? Fra Jacobeo paastaaer, at vi ingen Tilsikkring have om et Liv efter Døden!

De Castro forespurgte sig først angaaende Broder Jacobeo og omtalte dernæst de Bibelsteder, hvor Udødeligheden fandtes forudsat. Hvor afgjort den Sag var for de Gamle, vedblev han, kan sees af deres Lære om Sjælen. Man paaviste hos Mennesket tre Slags Sjæl. Den første, Nephesch, Livsprincipet, faae Alle ved Fødslen, og den have Dyrene ogsaa. Der staaer i 3die Mose Bog 17de Cap., hvor det forbydes at æde Blod: Thi Kjødets Sjæl er i Blodet. Den anden Slags Sjæl, Ruach, er Muligheden til det Guddommelige, Pustet af Guds Aande. Den udvikles ved Opdragelse efter Loven og ved den Villie, som tidlig vender sig til Gud. Endelig, den tredie Slags, er den egenlige, i Livets Kamp hærdede og prøvede Sjæl, Neschamah, og hvo, der erhverver sig den, er udødelig. Følgelig er Udødeligheden vort eget Værk udført efter guddommelig Anviisning; vi beholde efter Døden den Sjæl, vi selv have skabt.

Otto vendte sig forbauset til Alfons og sagde paa Dansk: Livet stiger om os i alle Maader, Alfons. Dette er meget vældigere end det, Din Bedstefader engang fortalte om Ormen ... hvad var det, den hed?

Schamir.

Aa, Schamir! sagde de Castro og trak paa Skuldrene.

Ja, vedblev Otto til Alfons, saadan trækker Tilværelsen her paa Skuldrene over vort lille Liv i Kjøbenhavn.

Men, sagde han efter en Pause og vendte sig til de Castro: I den Lære er ingen Naade.

O, udbrød de Castro med Spor af dyb Sindsbevægelse, er Retfærdigheden ikke Naade nok - ikke den Retfærdighed, som Menneskene kjende, og som bestaaer i at hugge Hovedet af Synderen, men den mageløse, høie Retfærdighed, som gjennemtrænger al Verden, og hvorved Intet gaaer tabt! Den Spise, hvoraf vi næres, efterlader sit Spor i vor Organisme, og saaledes ogsaa hver Tanke, hvormed vi have næret Sjælen. Hver god Handling bringer Schechina til at voxe i os, og hver ond Gjerning er ikke blot en udsendt Piil, der engang farer tilbage paa os selv, men i selve Tilblivelsens Øieblik gjør den os ringere. Mennesket staaer til Ansvar, ikke blot for hvert overflødigt Ord, det haver talt, men for hvert overflødigt Ord, det haver hørt; men at staae til Ansvar er det Samme som at være forringet eller straffet. Der gives end ikke en ligegyldig Ting : en Ting, der hverken skader eller gavner. Selve Hvilen, der ikke har det Formaal at styrke os til ny Virksomhed, er et uerstatteligt Tab af Tid. Og i en saadan Verden, hvor i Sandhed hvert Hovedhaar er talt og lyder Retfærdighedens Lov, er det ikke Naade nok at være kaldet til at leve i den?

Ja, men - sagde Otto, som i dette Øieblik mindedes et af Schiøtts Foredrag, der havde gjort saa dybt Indtryk paa ham - er der i den Henseende ikke Forskjel paa Mand og paa Kvinde, lyser ikke Idealets Stjerne for Manden, naar han kommer op efter at have fornægtet den, medens Kvinden slukker sin Stjerne i Faldet?

Ja og Nei, svarede de Castro. I det Væsenlige er Forholdet eens. Efter hver Begivenhed, hvorved Naturen er gaaet sin egen Vei skilt fra Idealet, svækkes Evnen til at naae det; det lyser nok, men i større Afstand, og man er mere tynget paa sin Vandring. Læs 2den Mose Bog 19de Cap. 14de V, hvorledes Mændene maatte forberede sig, blot for værdig at kunne høre Guds Bud! Og nu at opfylde dem!

Er da ingen Frelse mulig?

Jo; efter Feil og Synd bestaaer Naaden i, at Alt omkring En er saa velordnet og grundet paa Retfærdigheden. Paa Grund deraf kan man ikke befinde sig vel med sin Daarlighed, og man drives fra alle Sider frem mod det Bedste. Bestandig sidde vi ubarmhjertige Mennesker til Doms over En eller Anden, ere ofte, uvilkaarlig førte af selve Retfærdigheden, uretfærdige imod ham, og pludselig ere vi selv ude af Dommerkredsen og sidde paa de Anklagedes Bænk. Selv bidrage vi ved vor Strenghed mod Andre til, at den høie Retfærdighed voxer; vi slaae Andre, og Slaget rammer senere vor egen slettere Natur, indtil det gaaer op for os og vi komme til at elske den skjønne Retfærdighed, der tugter. I denne Kjærlighed er Naaden. Som den sande Bøn er sin egen Bønhørelse, saadan er Naaden Sjælens yderste, anstrængte Opsving mod Gud, Tilkaldelsen af Schechina ..... for dem, der kunne svinge sig op og kunne kalde.

Thi - tilføiede de Castro i en lavere Tone - man medbringer i Verden visse Betingelser, man ikke selv er Herre over; man har en Naturbund, og man giver sig ikke selv sin tidligste Opdragelse. Man er afhængig af den Samfundstilstand, hvori man fødes, og man er Deel af sin Fader og Moder, deres Liv fortsættes i En. Derved viser Erfaringen det Mærkværdige, at en ond Slægts Afkom efter faa Generationer kan vise sig forædlet, medens det tager overordenlig lang Tid, inden en ædel Slægts Blod ganske fordærves. Det er, som der staaer skrevet: Jeg straffer Fædrenes Brøde paa Børnene i tredie og fjerde Led, paa dem, som mig hade, men gjør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig og holde mine Bud. Vi ere afhængige af vore Organer, af vort Forhoveds og Baghoveds Bygning, af vort Blods Bestanddele; det er arvet, og det er præget ved Opdragelsen. Ved at betragte denne Kjendsgjerning kunde man ad physiologisk Vei komme til samme frygtelige Resultat som Calvinisterne og den anglikanske Kirke: at der er en Prædestination, at visse Mennesker ere forudbestemte til Salighed, andre til evig Fordømmelse, idet ikke blot Evnen, men ogsaa Villien til det Gode kan være afhængig af Hovedets Bygning. Naar jeg møder en forfalden Kvinde, en i Usselhed nedsunken Tigger eller en kold, hensynsløs Vellystning, staaer dette Problem for mig i sin Rædsel, jeg seer Summen af Fædrenes og egen Brøde, og jeg begriber ikke, hvorledes en saadan Sjæl skal leve. Men vi kjende ikke Hemmeligheden i det Indre, kunne hverken maale et andet Menneskes Kvaler eller dets Samviden med Schechina. Vi blive vildfarende ved det Enkelte, der er udenfor os selv; men i det Store see vi en bestandig Fremgang, en Udvikling af alle Livsbetingelser, en Forædling af Organer og Samfundstilstande. Og Menneskene af første Klasse ere de, som staae i Fremgangens Tjeneste og bidrage til, at Schechina voxer i Verden.

Alfons sagde med glad Malice: Jeg skal nok ikke blive Katholik.

Otto udbrød: Saa De troer ogsaa, at der er Klasser, og at man kan svinge sig op i øverste Rang!

Ja, naar man ved hver Handling tænker paa at udbrede Schechina. Virkningen bliver maaskee endog desto større, jo mere Fristelse man har overvundet i sin Natur. - Nu vil jeg slutte mit Foredrag, som dog blev temmelig langt med en lille Historie om Djævlen. Vi troe ikke paa Djævlen som en Personlighed; det Onde er kun Mangel paa Godt, ligesom Kulde er Mangel paa Varme; men alle Livsbetingelser, der omgive os, frembyde Mulighed af Misbrug, og ved ikke at staae i Aandens Tjeneste blive de onde. Dette have Oldtidens Jøder poetisk udtrykt ved, at Djævlen er nødvendig. Engang fangede de Vise Djævlen ved at faste i tre Dage. De vilde dræbe ham; men da han raabte, at saa vilde Verden forgaae (thi saa var der ingen Kjønsdrift), prøvede de det ved at holde ham aldeles afspærret i tre Dage. De lode forespørge i Landet, og see! i de tre Dage var ikke engang lagt et Æg. Saa gave de Djævlen fri, men stak først hans Øine ud: Naturmagten er blind, vi have Øine.

Klokken ringede paa Capitolium og kaldte til Carnevalet. Uvilkaarlig fornam Otto denne Lyd som en Ubehagelighed, som fredsforstyrrende; Noget i hans Natur holdt ham fast her; men i næste Øieblik følte han, at hvor sympathetisk han end droges til disse Mennesker, havde han dog ikke ganske hjemme imellem dem, de knyttedes til hinanden indbyrdes paa anden Maade end til ham, og inden Klokken havde afringet, lød den til ham med Poesiens og Eventyrets Magt, med Kaldelse til hans egen Skjæbne.

Han tog Afsked, efter at Sir James først havde hilst fra Baronessen med Indbydelse til Middag næste Dag og temmelig fiint givet et Vink om, at han der vilde træffe Roms store Verden.

Hvilket forunderligt Liv, sagde han paa Veien til sig selv, at gaae fra den ene Herlighed til den anden, og den ene aldeles forskjellig fra den anden! Hvad skal det betyde? Jeg er som omtaaget af Lykken!

Carnevalet var alt i fuld Gang og end rigere og fyldigere end den forrige Dag. To Rækker Vogne indtoge næsten hele Corsoens Længde og arbeidede sig langsomt frem, omgivne af Maskerede og Umaskerede, af Latter, Skrig, nedregnende Confetti og Blomster, mellem Husene, der som ved Trylleri vare blevne fyldte med Liv, med Verdens skjønneste Kvinder i farvede og funklende Dragter og i den rigeste Livslyst. Det gik end mere op for Otto, at Menneskene her vare, hvad han saa tidt havde ønsket, at de skulde være: Coulisser for Øieblikkets Henrykkelse, poetiske Skikkelser uden Krav paa Forbindtlighed, lyslevende Væsener i en Dag uden Fremtid - saadan som det især maatte tiltale et Gemyt, der var blevet vant til at miste og ikke ret troe paa noget Forholds Varighed.

En var der dog, til hvem han stod, om ikke i Fremtids-, saa i Fortidsforhold, Hun fra den forrige Dag, og han var spændt paa, om han skulde gjensee hende, som naar man af et Øiebliks Held eller Uheld vil spaae sig selv sin hele Fremtid.

Pludselig opdagede han paa en Balcon en ung Dame, hvis Ansigt syntes ham bekjendt, uden at han ret kunde gjøre sig Regnskab derfor. Hun var aabenbart ingen Romerinde, men sad mellem Romerinder og var i Albanerindedragt, som end mere udhævede hendes fine Teint. Medens hun deeltog i Glæden havde hun hiint forunderlige Smil, halv barnligt, halv vemodigt, der vidner om, at Sjælen, hvor meget den end hengiver sig til Glæden, dog »haver andensteds hjemme«. I hendes Belte var en Bouquet, hvori Otto henrykt troede at gjenkjende sin Blomst, og han blev fuldkommen overbeviist ved det Udtryk af Gjenkjendelse, der kom i hendes Øine, da han tilkastede hende en Bouquet. Men hun gjorde ikke Gjengjæld med at kaste nogen til ham, saa at han ikke forstod, om hun mulig var ganske fremmed og ukjendt med romersk Skik eller fandt Noget i hans Adfærd stødende. Maaskee har jeg seet for glad ud, tænkte han.

Da han en Times Tid efter kom tilbage efter at have deeltaget i den barnlige, særegne Lyksalighed, der her overalt kom ham imøde med aabne Arme, var hun ikke længer paa Balconen.

Det er vel bedst saa, tænkte han; det Allerdeiligste maa være kostbart, og her har man godt af, at Lykken engang viser sig lidt sparsom. Jeg vil gaae hjem og være ene.

Men da han nærmede sig sin Værtindes Hus, var det med en ubehagelig Fornemmelse: Han havde nu mødt noget Større, Skjønnere og Renere, næsten noget Saadant, som han i Colosseum havde bedet om, og han vilde nu ikke gjerne anerkjende det Afdrag, han paa egen Haand havde taget. Naar Sjælen saadan bevæges, kan et Minde hastig fare forbi, som Duften af en Blomst eller Tacter af en Melodi. Det syntes ham, at han havde oplevet noget Lignende før. Da han i sit første Studenteraar gik hjem fra Baggers paa Fredriksberg, hvor han havde hørt Musik og gode Menneskers Tale, havde det været noget Saadant. Alt var nu større, hævet i anden Potens, men egenlig det Samme - og dengang var han med en ømfindtlig Reenhedsfølelse, han nu havde Vanskelighed ved at forstaae aldeles tydelig, flygtet bort fra sin Værtinde. Det syntes ham i dette Øjeblik, at Livets Gaade som en Sphinx blinkede til ham.

Næste Dag var det Søndag, og tidlig om Morgenen indbød Otto sin Værtinde og en af hendes Slægtninge til en Kjøretour. Han førte dem først ud til St. Pauls Kirke, der alt stod med sine herlige Søilerækker næsten fuldført efter Branden; saa til S. Lorenzo fuori le mure, til Jesuiterkirken ved Via di S. Ignazio, og til andre store Helligdomme.

Han vilde sætte hende af hos hendes Gud.

I Førstningen var hun stille tilfreds med Kjørslen i den smukke Vogn og andægtig i Kirkerne; men lidt efter lidt syntes Tingen at blive hende paafaldende, især da Otto hverken bød hende Vievand eller vædede sine Fingerspidser ved hendes Fingerspidser, ei heller knælede ved nogen Messe, de overværede, men blot alvorlig og stille viste Ærbødighed. Hun blev alt blegere, medens han fordybede hende i den Religiøsitet, hun havde villet vinde ham for; hendes kvindelige Instinct opdagede Kulden i hans Indre, begyndte at stave og lægge sammen og forudsætte en Carnevalsforelskelse og vilde have brugt alle Roms Kirker til Baal for Rivalinden. Deres Ledsagerske udtalte med eensformig Pligtskyldighed sin Beundring over alt det Opbyggende, de saae, og irriterede hende desto dybere. Jo mere hun igjen fik sin Marmorbleghed og de koldt glødende sorte Øine, desto mere antog han, at hun paany blev greben af den katholske Askese, og lod endelig Vognen kjøre til Nonnesangen i Kirken Trinità del monte. Men den bløde, hengivelsesfulde Sang af Christi Brude dannede en saa skjærende Dissonans til hendes Sindsstemning, at hun pludselig forlangte at komme hjem, og underveis opfangede Otto et Sideblik, der viste ham, at hun havde gjættet rigtig, men at han havde regnet feil. Det var ikke blidt eller bebreidende, men forbausende skarpt og uveirsvangert. - Ja, saa faaer komme, hvad der maa, tænkte han.

De to Italienerinder takkede høflig for Touren, og han begav sig til Selskabet. Der var adskillige Personer af større Fornemhed og Indflydelse end Aand, men ogsaa endel Mænd af virkelig Betydning, baade Romere og Fremmede. Otto blev blandt Andre forestillet for et Medlem af Regeringsraadet i et Schweitzercanton, en fransk Greve og Medlem af Deputeretkamret og et engelsk Parlementsmedlem. Mellem disse og nogle store Kjøbmænd eller Banquiers udspandt sig en politisk Samtale. Denne havde noget høist Vækkende og Tiltalende derved, at de ordførende Mænd ikke blot havde Forstand paa det, de talte om, men ogsaa Indflydelse paa det i Europa og i deres Personligheder repræsenterede visse betydelige Interesser. Saa frastødende, som disse ere, naar de fremtræde i deres Egoisme, saa tiltrækkende blive de, naar de forenes med overskuende Ideer, og naar det mærkes, at om de end ere forskjellige, staae de ikke absolut fjendtlige mod hinanden, men have Udsigt til en høiere Forsoning. Naar de bevæge sig, føles det jordiske Livs Realitet og Sundhed, og Sindet fornemmer en styrkende Alvor, medens det tager Parti og hengiver sig til varm Sympathi eller faaer Lyst til Kamp mod det, som staaer i Veien for det Rette.

Blev Otto greben af det Stærke og Mandige, saa havde han tillige en Følelse, som om denne Verden ikke var bleven aabnet for ham, hvis han ikke ved Indgangen havde rystet sin Kappe - som Schiøtt engang havde sagt, og hvormed han troede Alt afgjort. Han behagede ved det Udtryk af Energi og Fremstræben, der var over ham, ved det særegne Præg af Ungdom og Erfaring og ved den poetiske Evne, strax at opfatte en Person fra den ideale Side og hengive sig til denne - en Evne, der gjør det første Møde saare behageligt, de senere desto vanskeligere.

Af Carnevalet vare endnu fem Dage tilbage, og de hengik eller snarere forsvandt som Flodstrømmen, der farer ned ad et Vandfald; Formiddagen sædvanligviis med en eller anden lille Udflugt, Eftermiddagen paa Corsoen, Aftenen i et Theater eller en Soiree eller i en Osteri, hvor livlige dramatiske Folkescener opførtes.

Otto bemærkede ikke, at en tilhyllet Skikkelse ofte fulgte ham paa Corsoen og holdt Øie med alle hans Bevægelser. Det syntes, at Skikkelsen lidet bekymrede sig om hans ubekjendte Dame; thi, skjøndt hun hver Dag sad en Stund paa samme Sted, undlod hun stadig at besvare hans Opmærksomheder, saa at han tilsidst ophørte dermed. Derimod mødte han en Dag den Hjelmkroneske Familie tilvogns, og da der var en Standsning, kaldte Kammerherren med usædvanlig Venlighed paa Otto og spurgte om det store Selskab hos den engelske Baronet, hvor man havde erfaret, at han havde været Gjæst. Kammerherrinden tog af en eller anden Grund Leilighed til at vise sit meest smilende Ansigt, medens den formummede Skikkelse fulgte hvert Blik og hver Mine og gjennem Larmen lyttede til det fremmede Sprog.

Endelig kom den sidste, den store Dag. Otto vidste, at naar denne Dags Sol gik ned, vare alle Carnevalsbekjendtskaber glemte, den Dame, man her kunde tilkaste Blomster og Haandkys, ja tiltale, hvis man havde Mod og kunde naae til hende, vilde næste Dag være aldeles fremmed og staae under de strengeste Formers Beskyttelse, om ikke paa Reisen mod et af Verdens fire Hjørner. For sidste Gang vilde han nærme sig den Ubekjendte og idetmindste tage Afsked med det deilige Syn, der for ham var blevet Carnevalets Sol. Ganske bly og ydmyg nærmede han sig hendes Balcon og tilkastede hende den smukkeste Blomst, han havde kunnet skaffe sig. Da rørte Skikkelsen sig; som om hun havde ventet ham, fremtog hun hastig Noget og tilkastede ham det. Næppe havde han grebet det, saa førte Menneskestrømmen ham ustandselig videre. Det var en Laurbærkrands, hvortil var bundet en lille Medaillon i Emaille med den belvederiske Apollos Hoved. Hans eget Hoved svimlede af Henrykkelse ved denne Lykkens Gave. Et Øieblik vilde han forsøge at vende om for at byde hende Noget til Gjengjæld; men hvad skulde det være? Var dette ikke en venlig Tak og Afskedshilsen, en Afslutning, som Eventyret sendte ham? Var det ikke hans Skjæbne, som nu sendte ham den sidste, yderste Opmuntring og ikke ventede andet Svar, end at han skulde fortjene den?

Han blev stille, mættet af Glæde, og da Strømmen nu havde drevet ham op mod Piazza del popolo, mærkede han, at Carnevalets store Slutningsscene nærmede sig. Han havde læst nok derom til at vide, hvad der forestod, og gik med forstandig æsthetisk Beregning op til Obelisken paa Piazza'en for derfra at oversee Corso'en i dens hele Længde, naar der blev tændt Lys. Ved det første Tegn paa, at Solen var ved at forsvinde, viste sig først enkelte Lys, og strax efter, da Natten korn med Sydens Hast, bredte de flammende Ildpunkter sig ud overalt, mylrede paa Gaden, steg opad Husene, strakte sig paa lange Stænger i Veiret fra Tagene, saa at det var vanskeligt at skjelne, hvor Jordens Lys ophørte og Himlens Stjerner begyndte. Otto stirrede med bævende Fryd derpaa som paa den pludselige og fuldstændige Opfyldelse af en Forjettelse i hans Barndomsaar, da de dandsede med Lys og i Stjerneskin over den gamle Gade.

En Dreng, der handlede med Voxlys, skreg ham i Øret: Senza moccolo! (Uden Lys!), og uvilkaarlig kjøbte Otto en Stabel, som Drengen ivrig tændte for ham. Men næppe brændte den, før Drengen pustede den ud for ham og skreg: Senza moccolo! Først var det en ubehagelig Fornemmelse, som om Drengen næsviis tiltog sig Noget over hans Stand; men hastig blev det afløst af Glæde over Syden, hvor den fattige Dreng ikke er kuet ved sin Næringsvei, men strax er med i Legen. Dette Skjelmeri og denne Glæde, som ophævede al Forskjel i Stand og Formue, som forenede de Tusinder uden Hensyn til Alder, Kjøn, Nationalitet og Religion i en eneste uhyre summende Jubel, betog Otto paa det fuldstændigste. Han bad en ung Pige paa en Vogn om at turde tænde sit Lys ved hendes, fik Tilladelsen, pustede hendes Lys ud, og medens man fra Vognen leende kaldte ham scelerato, Forbryder, styrtede han sig med Skriget: Senza moccolo! ud i det mylrende Glædeshav. Strømmen førte ham til Stedet, hvor han havde seet Albanerinden sidde. Derudenfor var en Samling Cavalierer, der formodenlig aldrig havde seet hinanden før, men vare forenede om at storme Balconen. Den blev forsvaret af endeel Herrer med Staaltraadsmasker for Ansigtet og med lange tynde Stokke. De havde hidtil afslaaet ethvert Angreb, nedkastet de Stormende og slukket deres Lys, og hvergang dette var skeet, hævede sig en Række af Damer bagved dem, løftede Lysene høit i Veiret og raabte med bacchantisk Jubel og hoverende Triumph ned til de Stormende: Senza moccoli! Her var Alt, hvad der kunde friste Otto: Kvinder, Kamp og Lys; han kom i Spidsen for de Stormende, afparerede de mangfoldige Hug, der leende bleve uddeelte, blev løftet op af sine Stridsfæller og kom ind, idet han svingede sit Lommetørklæde til alle Sider og med hvert Lys, han slukte, skreg som besat: Senza moccolo! De Andre fulgte efter, Forsvarernes Kjæde vare sprængt, Damerne flygtede ind i et Sideværelse; men Otto fulgte en af dem, og det var Albanerinden, slukkede hendes Lys, som hun søgte at dække med Haanden, og tordnede sit glædedrukne: Senza moccolo!

O, nu slukkede han mit Lys! udbrød Damen paa Dansk, og i samme Øieblik kjendte Otto hende: Det var Camilla Hald.

Lyden af hendes Stemme havde samme henrykkende Magt over ham som forhen og forøgedes om mulig i dette Øieblik ved det Hjemlige, der saa pludselig aabenbarede sig. Han kunde selv Intet have udtænkt eller digtet, der for ham saa fuldstændig kunde overgaae Glædeslarmen, som denne bløde, klare, danske Kvindestemme, der var som Sang i Kamptumlen, som et stille, kvægende Lys midt i Fyrværkeriet. Saa lidet voxer man, trods Alt hvad man oplever, fra det, af hvilket Sjælen engang dybt er bleven greben.

O, Frue, jeg beder om Forladelse, sagde Otto, idet han ganske faldt ud af Rollen.

Hvad F-, det er jo Otto Krøyer! sagde Hald, der nu kom tilbage fra Vinduet, hvor han havde slaaet haardt og faaet de andre Stormende, efter velforrettet Sag, drevet ned. Ih, hvorfor har man ikke seet Dem her i Rom? .... Min Kone .... Ja, De har jo seet hende i Kjøbenhavn? Men her havde De vel ikke let ved at kjende hende; vor Værtinde og hendes Døttre fik hende klædt ud, ikke sandt, meget net? .... Vi kom Dagen før Carnevalet .... Imorgen tage vi til Neapel ..... tag med. Det er saa rart at være Landsmænd i Følge.

Otto gav et høfligt Afslag paa Opfordringen, som knap var videre meent. Han vilde gjerne have sagt Noget til Camilla; men det var for ham, som om det, der var forefaldet imellem dem, kun havde Værd som en Hemmelighed; og hun sagde heller Intet.

Hald vedblev: Vi kommer til Schweitz i Sommer; maaskee mødes vi der. Kommer De til Schweitz?

Maaskee, svarede Otto, ønskede dem en lykkelig Reise og tog Afsked.

Idet han kom udenfor, lød Kanonskudet. Alle Lys forsvandt som ved et Trylleslag, al Jubel forstummede, Mennesker og Vogne fjernede sig taust og hurtig gjennem Sidegaderne som fra en Ligbegængelse. Carnevalet var dødt, Fasten begyndt. Otto vendte sig om mod Balconen, den var tom og mørk. Det var, som om Alt havde været et Eventyr, som om han havde havt den magiske Nøgle og lukket sig ind i et af Paladserne, hvorom han i Hjemmet havde drømt, og nu havde mistet den.

Uden at han kunde gjøre sig Rede for, hvorfra Følelsen kom, sagde det inden i ham: Nu er Ungdommen forbi; efter denne mageløse Tid faaer jeg intet Mere forært af Skjæbnen, men maa vriste det fra den som Mand. Fremtidig vil den staae alvorlig og taus som dette Mørke.

Ligesom hele Nationer i store Øieblikke kunne spaae sig selv, saaledes er det ogsaa med enkelte Mennesker. Enhver med poetisk Gemyt har oplevet det.