Syvende Capitel

Man venter Noget, og det kommer; men saa kan man ikke altid kjende det.

De første Dage efter Carnevalet medførte en Fornemmelse af Tomhed og Kulde. Staden var som en sommerlig Skov, der pludselig havde mistet alt sit Grønne og stod med de nøgne Stammer; de farvede Tæpper vare borte af Corsoen, alt Liv forstummet, de tomme Balconer vare som indmurede Ligsteen paa den begravne Glædes Kjæmpehøi. Selve Naturen havde forandret sig, en kold, skarp Vind strøg henad Gaderne; man fik Længsel efter Syden, efter at følge de bortfløine Trækfugle.

Otto greb den Bog, han havde lagt Mærke i, dengang han for et Øieblik vilde gaae ned paa Carnevalet; et Aarhundrede syntes ham at være kommet imellem. Men saa var der igjen de store Kunst- og Digterværker, og ved nøiere Eftersyn fandtes de at staae med uforandret, smilende Ungdom og med en Høihed, der indeholdt en stille Bebreidelse mod dem, som havde glemt dem.

Han vovede knap at gaae ned til Sir James og de Castro, af Frygt for, at ogsaa de skulde være forsvundne Carnevalsbilleder; men han fandt de Castro staaende i Gaarden samtalende med Fra Jacobeo. Munken var ikke at bevæge til at gaae op i et Huus, hvor hans Pligt ikke bød det, og han syntes deelt imellem to stærke Stemninger, en uvilkaarlig Frygt for Huset eller Lyst til at flye det og et brændende Ønske om at omvende de Castro. Begge Stridende havde hurtig opdaget den Side hos Modstanderen, hvor han var svagest; Munken havde mærket de Castros dybe Beundring for Christus-Idealet, og de Castro havde følt Munken gjennembæves af Længsel efter sin Slægt og sit Blod.

Det er slet ikke Jehova, der er Eders Gud! raabte Fra Jacobeo, I har ingen Gud! med den Gjengjældelseslære, I prædiker, behøver I ham ikke; I har forladt Jødedommen, fordi I er bleven oplyst; men I er ikke naaet til Christendommen. Bed til vor hellige Jomfru, at Eders Øine maae oplades! Her er en Bog; den har viist stor Kraft til at omvende Jøder og Hedninger.

De Castro tog venlig imod Bogen og svarede: De siger, ærværdige Broder, at ved Læren om den strenge Orden og Retfærdighed i Tilværelsen forsvinder Gud. Det er, som naar man havde et godt Uhr og roste dets Fortræffelighed, man derfor nægtede, at der var en Uhrmager. Tvertimod; hvis man kunde paavise ringeste Uretfærdighed i Verdens Orden, hvis man følte, at man efter en slet Tanke eller Handling blev lykkeligere eller efter en god Handling ringere, saa burde man troe, at der var ingen Gud.

Ja, det kjende vi godt! Det hedder Pantheisme.

Nei, saadan hedder det ikke; Pantheismen seer en kold Orden; men vi troe paa Kjærligheden, fordi vi føle den. Hvo, der har den, fornemmer ikke Gud som en kold Lov, men som en Personlighed, og han er ingensteds aabenbaret uden igjennem vor Slægt, min Slægt og Deres, ærværdige Broder.

Jeg har ingen jordisk Slægt! skreg Fra Jacobeo med flammende Øine. Vig fra mig, Satan! Vig fra mig med de Ord! Jeg er omplantet i Davids himmelske Slægt, optagen deri ved Daaben. Du har ingen Ret til at dutte mig, Satan! ..... Det er ikke Eder, Signore; han taler kun gjennem Eder, uden at I veed det .... hans Ord ere skarpe, krumme Kløer .... Vogt Jer for at bespotte og tale om Kjærlighed! Hvor tør I understaae Jer at tale om Kjærlighed, da I fornægter Ham, som døde paa Korset, skjøndt han stadig banker paa Eders Hjertes lukkede Dør! Føler I ikke, at i ham og alle hans Helgene og Martyrer er en Magt, I forgjæves aflukker Eder fra? Det er Kjærligheden, at han vil ind! See, ham her, paa dette høihellige Kors! .... Ingen Bespottelse, Satan! .... Han er født af den allerhelligste Jomfrues Skjød, piint og korsfæstet under Pontius Pilatus, opstanden efter at have ligget tre Dage i Graven, han er faren til Himlen, hvor han sidder ved Faderens høire Haand at dømme Levende og Døde! Sku op!

De Castro var blegnet ved denne voldsomme og glødende Tiltale, og han saavelsom Otto saae uvilkaarlig imod Himlen, knap ventende Andet end at see den aabnet; men deres Blik mødte ikke andet Synligt end den gamle Baronesse, hendes Datter og Alfons, der traadte ud paa Balconen, hidkaldte ved den høirøstede Tale. Fra Jacobeo stirrede i nogle Øieblikke paa dem, aabenbart aandsfraværende og uden Sands for det, han saae, men kom derpaa tilbage til Jorden og hilste med geistlig Anstand. Han spurgte blødt: Har Mendoza faaet sin Moder og Søster hertil?

Nei, ærværdige Broder, det er min Tante, Baronesse Mocatta, og hendes Datter.

Baronesse? Er den Jødekone med de hvide Haar engelsk Baronesse?

Ja, og det kan være et synligt Tegn paa, at vor Slægt har en Fremtid og er bestemt til Noget i Verden.

Hvad angaaer mig Eders Titler og Øienforblendelse! udbrød Fra Jacobeo med ny opblussende Lidenskab. I ere bestemte til at vorde førte til vor hellige Kirke, sætter Eder blot ikke imod, lukker ikke Eders Øren! ..... Vil I komme imorgen til vor Klosterkirke? vedblev han mildere. Der skal jeg forkynde Eder Bud fra min Herre. Vil I komme?

De Castro lovede det.

Godt, svarede Munken glad og saae til Afsked endnu engang paa den gamle Baronesse. Han vendte sig i Porten og tilføiede: Jeg vil senere komme her forbi og tale med Eder om min Prædiken .... ikke for at høste Ros eller Smiger; thi det er min Herre, som taler det Gode igjennem mig, naar jeg værdiges at blive brugt af ham.

Næste Morgen var Otto med de Castro i Kirken. Fra Jacobeo prædikede og søgte efter katholsk Skik at gjøre en Tanke anskuelig ved Hjælp af Billede eller Parabel. Talens Kjerne var en Fortælling om en from Eremit, som ikke kunde forstaae Tingenes Gang i Verden og bad Gud om en Aabenbaring. Saa viste Gud ham den Naade at lade ham i Drømme komme op i Himlen, og han saae da, hvorledes Folk kom fra Jorden, hver med to Pakker, en af gode og en af onde Gjerninger, og de bleve veiede med hinanden, og Dommen faldt i Henhold til Overvægten. Endelig kom en gammel Jomfru, bærende en meget stor Pakke gode Gjerninger, og en ganske lille med Synder. De bleve veiede, og Dommen lød paa Fordømmelse. Da skreg Eremiten og gjorde Indsigelse; men Englen, der havde ført ham, bød ham aabne den store Pakke med gode Gjerninger, og see, de vare alle oppustede af »Hensyn til Folk«, og derfor havde de ikke kunnet opveie den lille Pakke Synder. Deraf kunne I see, vedblev Taleren, at det er ikke Eders Gjerninger eller Folks Ros og Belønning, hvorpaa det kommer an, men det rette Sind, den ydmyge Kjærlighed, saadan som vor Frelser har viist den - og nu fulgte en veltalende og glødende Opfordring til Tro, Skriftemaal og Bod.

Om Eftermiddagen kom Fra Jacobeo for at see, hvad Virkning hans Prædiken havde gjort, og for at forstærke den. Men strax da Talen kom derpaa, sagde de Castro: De sagde igaar, ærværdige Broder, at De vilde bringe Budskab fra Deres Herre; veed De, hvorfra Fortællingen om Eremiten hidrører?

Ja, svarede Munken, det veed jeg; thi jeg har selv udtænkt og frembragt den som en Klædning for Sandheden.

Det troer De, fordi De ikke veed, at De erindrer den. Den findes hos os.

Beviis! Hvor? skreg Fra Jacobeo.

Jeg vil hente Bogen herned; den hedder Kidduschin Jeruschalaim, men har latinsk Oversættelse ved Siden.

Gaa, skynd Jer, hent den! sagde Munken bydende og ængstelig.

De Castro bragte snart Bogen, og Fra Jacobeo læste sin Tale næsten ordret trykt i det ældgamle Værk. Han udstødte et Skrig, saae sig vildt om og raabte: Det er Djævlen, som gjøgler for mig med sin Løgn! ..... Jeg kjender Dig, Du gamle Fjende! Husker Du, jeg har tugtet Dig før! Hvordan smagte det? .... Har Du nu opstillet dette Hus og vil bilde mig ind, at det er virkeligt, for at fange mig deri som i et Garn? ..... Men jeg siger Dig: Af Veien, i Christi Navn! Af Veien! Nu vil jeg til Haan og Spot for Dig løbe igjennem Dit Gjøglehuses Kortmure, lige hjem i mit hellige Kloster. Af Veien! Nu farer Christi Stridsmand frem!

Han styrtede med disse Ord imod den haarde Muur, tørnede tilbage og blev liggende som livløs paa Steenbroen, medens Blodet piblede ud af ham.

Det varede længe, inden man ved Opbydelsen af alle Midler fik ham bragt til Bevidsthed, og det var et sørgeligt Syn at see ham slæbe sig hjemad - hvis ellers Klostret kunde kaldes et Hjem -; men Ledsagelse vilde han ikke modtage.

De Castro sagde nedslaaet: Jeg bringer ham og han mig Uro, uden at det kan nytte nogen af os, og han er et Menneske, som man ikke faaer endt med paa Halvveien.

Et Par Dage efter, da Fra Jacobeo kom igjen, opsvulmet og grøn i Ansigtet og med blodunderløbne Øine, flokkedes Husets italienske Betjente og modtoge ham ikke som et Menneske, men som en Helgen. Var Paladset styrtet ned for hans Stormløb, kunde de ikke have viist ham dybere Ærefrygt, og det var aabenbart, at det kun havde kostet ham et Ord, for at de skulde have dræbt Herskabet og dets engelske Betjente. Han lod ikke til at give Agt herpaa, men slæbte sig ind i Gaarden, skottede et Øieblik op til Balconen, hvor han havde seet den gamle Baronesse, og vilde gaae igjen.

De Castro kom ned og hilste paa ham, og han var overraskende mild. Han sagde: Herren er god og naaderig og kan forvandle Tornene til Roser, uden at vi have fortjent det. Jeg troede at storme mod Satan, og Han tog mig i sin Favn. Ja, han trykker stærkt, saa at det udvortes seer fælt ud; det fornam alt Jacob, da han blev halt under hans Tag; men indvortes! Siden det Øieblik har jeg været undsat og kunnet bede uforstyrret. Ellers, under Bønnen, kom den Lede altid og hviskede til mig .... ja, I Vantroe vide ikke, hvorledes Katholiken omspændes under Bønnen! hvordan den Lede kommer og hvisker de afskyeligste Tanker! Thi vi have en Sjæl, der er saare kostelig for ham. Men I vide det ikke; thi han behøver ikke at gjøre sig stor Uleilighed for Eder; selve Eders Bøn falder i hans Kram, han lader Eder bede væk. Men nu har jeg det saa stille - - undtagen det skulde være et nyt Fif af ham, at jeg længes efter at see den gamle hvidhaarede Kvinde, der ligner min Moder? Hei, anlægger Du min Moders Skikkelse? .... Jeg maa hjem!

Paa de Castro kunde man i de Dage see Sindslidelse. Han talte ikke om Munken uden i en Tone af den inderligste Kjærlighed, Sympathi og Vemod. Ja, kunde man være Christen som han! sagde han engang. Kunde man blot! .... Men hvad udretter han for sine Medmennesker? Hvad vilde skee, om vi saadan forsagede og gik i Kloster? .... Men hvad udrette vi Andre?

Modsætningen var saa stor mellem de Castro og hans Familie. Medens han droges til Fra Jacobeo af beundrende, smertefuld Sympathi og trængte til at samle alle sine Tanker for at staae imod Munkens Stormløb, vare Baronessen og Mirjam bange for dette urolige og vilde Særsyn, og Sir James affandt sig med ham ved at kalde ham en Sværmer. Baronessens Yndlingsfornøielse var at kjøre om Eftermiddagen op paa la Passeggiata, de store Anlæg paa Monte Pincio, hvor alle Fremmede og Roms store Familier sædvanlig vise sig tilvogns, tilfods og tilhest, og hvor der er en Slags Hærskue over Europas Rigdom og Skjønhed. Efter Carnevalet havde det kun tabt i mylrende Mængde, men ikke i Characteer. Hun indbød Alfons og Otto til at kjøre med, og saa maatte de Castro ogsaa, skjøndt med modstræbende Sind. Otto syntes sig selv at høre hjemme i begge de rige Verdener. Det kom af en hemmelig Samviden, han troede at have med sin Skjæbne om, at den nu endelig tog ham med det Gode og gjennem Lykke vilde føre ham til at blive noget Godt og Stort. Idet han med Øinene optog Passeggiataens Herlighed, forekom den ham at være hans, at blive skjænket hans Sjæl til Næring, og naar han tænkte paa Fra Jacobeo og alt det Øvrige, han oplevede i Rom, og grebes af de stærke Stemninger, vilde den poetiske Livskraft ikke give Plads for Angsten og Smerten, de medførte; det Hele syntes ham i dets Usædvanlighed at tabe i Virkelighed og blive til Billeder, der skjænkedes ham, Stykker af Dommedag. Det gav for ham hele Tilværelsen en dyb, halvdunkel, farvet Baggrund, men stod ikke i directe Forhold til hans Personlighed, saadan som Tilfældet vilde have været i Hjemmet. Thi fra Hjemmet er ingen smilende Udvei og ingen Bortgang uden Døden.

Da de Andre kjørte tilbage, foreslog de Castro ham en Spadseretour ned i Villa Borgheses Have, tæt under Bjerget, udenfor Porta del popolo, og Talen faldt snart paa Fra Jacobeo.

Otto gjorde den Bemærkning, at hvad der hele Tiden stod for ham som noget forunderlig Vældigt, var Munkens Tro paa, at Murene vilde vige tilside; da han saae ham løbe paa og tørne imod, fik han selv et ubeskriveligt Stød indvendig.

Ja, svarede de Castro, det kommer af Katholicismen. Man kan ikke nægte, at den er consequent; som den bogstavelig troer paa Miraklerne i Fortiden, troer den ogsaa paa deres Mulighed den Dag idag. Vi kunne godt her opleve en Kirkefest, hvor Paven erklærer en Afdød for Helgen og støtter sig paa, at han beviislig har gjort Mirakler. Den samme Tro ligger ogsaa i den naive Jødedom, og der er noget Vældigt i den Naivetet .... saa man kunde misunde dem, der have den.

De troer altsaa ikke paa Mirakler?

Efter nogen Nølen sagde de Castro: I een Henseende maa jeg svare Nei, i en anden Jo. Jeg har i mit Liv følt mig saa afhængig af det Usete, saa forunderlig hjulpen, at al mathematisk Forstandighed stod stille. Jeg beklager ethvert Menneske, der ikke har følt noget Lignende. Skulde jeg forklare det i nøgterne Udtryk, maatte jeg først gjentage, hvad jeg har sagt før: at den himmelske Retfærdighed er forskjellig fra den jordiske, der slaaer Hovedet af Synderen. Nemesis tilsigter med al sin Strenghed noget positivt Godt. Der er i Tilværelsen en overskydende Sum af Kjærlighed, som gjør, at vi lønnes lidt mere, end vi menneskelig taget have fortjent, og straffes lidt mindre, end vi have fortjent, og deraf opholdes Verden. Kjærlighedens Fond bliver aldrig tømt, fra alle Veie, selv de forfærdeligste, er der Adgang til det, og dette synes mig Verdens største Under. Men jeg har i den moralske Verden aldrig ved Siden af denne Formildelse - som vi fra den menneskelige Retfærdigheds Standpunkt maae kalde det - kunnet opdage det ringeste Vilkaarlige; tvertimod synes mig Alt, hvad der angaaer vor Sjæls Udvikling, Frelse eller Fortabelse, at beroe paa den uryggeligste Gjengjældelseslov, paa det Ondes Skadelighed for den, der tænker, taler eller handler ondt, og det Godes Gavnlighed. I den Henseende kunne vi aldrig være i Tvivl. Eet kjende vi visselig ikke: Tilblivelsen og dens Modstykke, Døden. Men imellem disse to Yderpunkter er Alt fast og sikkert: en Verden, paa det inderligeste og fineste gjennemtrængt og gjennemvævet af en moralsk Lov. Vi kunne krænke den, den er elastisk og giver efter; vi kunne trænge den tilbage, men vore Kræfter finde engang et Ophør, og da kaster denne elastiske Magt os igjen tilbage, og vi staae fjernede fra vort Udgangspunkt, med tabt Tid og tabt Kraft og maae søge en ny Kraft og en ny Tid, og denne nye Tid eller dette nye Tidsbegreb er Evigheden. Da aabner selve Livet vore Øine for, hvad der var før Tilblivelsen og er efter Døden. Livet er jo Døden, Livet er jo en vedvarende Omsætning af Timelighed i Evighed eller bør være saa, og vor Sjæls Anliggender afsluttes med Livet. En af vore store Lærere, Rabbi Jacob, har sagt: En Time, i hvilken et Menneske gjør Bod og gode Gjerninger i dette Liv, er frugtbarere end hele Livet hiinsides; thi hist er ingen Kamp og ingen Udvikling.

Ja, sagde Otto, det forstaaer jeg nok; men dermed er det egenlige Spørgsmaal ikke besvaret. Det Skrækkelige, der altid, naar man tænker derpaa, manes op for En, er jo, om den Bog, hvoraf vor Salighed skal være afhængig, idet den bringer os Budskab fra »den sande Gud«, selv indeholder Usandhed. Troer De, at Moses forvandlede Nilens Vande til Blod, endsige at Christus gjorde Vand til Viin eller opvakte den døde Lazarus?

De Castro svarede: Naar jeg skal tale om den Slags Ting, maa De finde Dem i, at jeg tager Sagen paa min Maade. Biblens Ord udgaae fra den Vished, som f. Ex. Goethe har udtrykt i Stropherne:

Den omtaler ikke Miraklerne, de usædvanlige og blændende Begivenheder, som Noget, der udelukkende kommer fra en Guds Vilkaarlighed. Derfor kunde de ægyptiske Vise gjøre endeel saakaldte Mirakler, og samtidig med Christus var der en Anden, som uddrev Dæmoner, d. v. s. forrettede underlige og store Ting ved sin Personligheds Magt. Det gaaer igjennem Biblen, det staaer urokket: Forsøg at blive en stor og hellig Aand, saa behersker Du den verdslige Verden, staaer uafhængig over den; Alt faaer en anden Betydning og en anden Skikkelse. Men man maa personlig prøve det. Biblen er bleven til gjennem menneskelige Organer og er, hvad en vis Dannelse angaaer, præget af disse. Dens Opgave har ikke været at lære os Geologi, Mathematik, Geographi eller desl., der rigtignok hører til vor Aands Frihed, men hvori dog et Menneske kan tage feil uden Ulykke. Den har skullet meddele os det, hvori man ikke uden Skade kan have en falsk Mening, og overlader det Øvrige til vor frie Culturudvikling. Biblens Sandhed skal prøves ved det indre Livs Erfaring.

Men hvis det nu er sandt, hvad der paastaaes, at man ikke kan prøve det, medmindre man troer?

Saa maa svares: Prøv, om dette er sandt, prøv at prøve det og see, hvad Tro det fører til.

Ja; men der er noget Udmarvende i at gjøre den Slags Prøver som et chemisk eller physikalsk Experiment inden i sig. Jeg har forsøgt at hengive mig til Kirkens personlige Gud; saa begyndte Billeder at see paa mig og give mig Vink, fra hver Krog syntes mig det Urimelige at ville springe frem, den store Trang til Forsken og Erkjendelse for Sandhedens Skyld, syntes mig en Barnagtighed, nedlagt i os blot for at give os et Legetøi, jeg selv forekom mig som et Fnug, bevæget af underlige Vindpust, jeg kunde ikke finde, hvad der var mig, og hvad der ikke var mig, og naar jeg vaagen seer tilbage paa den Tilstand, synes mig, at jeg hellere, naar der var en Djævel, vilde være Djævel og fri end Engel og ufri, Skjødehund hos en Personlighed.

Det lyder godt nok, svarede de Castro; men tænk nu blot Tanken ud og forestil Dem, hvad en Engel vilde være, hvis den var til: Det frieste Væsen, hævet over al Ureenhed, lyksalig ved kun at føle og erkjende det Gode, hvilket er det Samme som Guds Villie. Men De har Ret i, at man ikke kan gjøre Prøven som et physikalsk eller chemisk Experiment. Religionen er ingen theoretisk, men en Erfaringssag, en stedsevarende indre Om- og Opbygning. Livet byder Materialierne. Vi skulle have en Ruin eller et Tempel; Salomons Tempel bygges ikke mere paa Moria Bjerg, men i Hjerterne, en Befæstning mod Hedningedommen. Intet Land er Landflygtighedens Land; ingen Slægt er forkastet, om end min Slægt, saa troer jeg, er som den ældre Broder i Familien, Kjærlighedens Førstefødte. Gjennem os er den høie Intelligens, som hemmelighedsfuldt i Skaberøieblikket blev nedlagt i Menneskeheden, kommen til Aabenbaring.

Efter en Pause sagde Otto; De talte før om et Kjærlighedens Fond. Naar det ikke er opsparet eller samlet udenfor Verden, saa maa det da være i Virksomhed i Verden.

Ganske vist; og det er paa det eneste Sted, hvor det kan være i synlig Skikkelse: i Menneskene. Det kan f. Ex. sees i Forholdet mellem Forældre og Børn, i den Arvegang af Godt og Ondt, Lykke og Ulykke, der stadfæster de bibelske Ord. De samme Egenskaber, hvormed Forældrene gjøre Godt eller synde mod Omverdenen, have Magt over deres Væsen og betinge derved den Opdragelse, Børnene faae. Det er næsten umuligt at lægge sig imellem og fuldstændig forhindre det; den moralske Consequens eller, som man hyppigere udtrykker sig, Skjæbnens Traade ere vævede saa stærkt og fiint, at en total Sondring er umulig. Men vi Andre virke desuagtet paa Børnene og ere medbestemmende ved deres Opdragelse og Fremtid. Den forløsende Gud lader Andre, med høiere Erkjendelse, komme Børnene tilhjælp, og det er Naadegaven af at leve i et religiøst-oplyst Samfund, at dette Samfunds frelsende Magt griber ind og lidt efter lidt løfter Forbandelsen, som blev nedarvet i Slægten.

De Castro faldt hen i Tanker, ligesom bøiet sammen i Tilbageskuen paa den Erfaring af Smerte og Glæde, hvorfra hans Ord udgik. I samme Øieblik kom et let Vindpust og slog blidt en Green imod Ottos Kind; han saae op: det var en Laurbærgreen. En Stund havde han næsten glemt, at han var i Italien; han vaagnede op til Fornemmelsen deraf og til Skuet af Solnedgangens Farver, der nu straalede paa Himlen. Det milde Slag af Laurbærgrenen forekom ham som venlig Hilsen fra Skjæbnen om Ære og Herlighed til Gjengjæld for det, hvormed hans Sjæl i dette Øieblik var fyldt - thi han troede, at fordi han havde sandset og fattet det saa godt, levede det nu i ham. Det kostede ham Møie at betvinge sin Lyksalighedsfølelse. Han sagde dæmpet: Hvilken Aften! hvilke Farver!

De Castro vaagnede op og sagde smilende: Vore gamle Rabbinere have sagt, at naar der er Tale om Gud, og En siger, det er smukt Veir, skal han være forbandet - kan De løse den Gaade?

Ikke strax ..... maaskee med Tiden, svarede Otto muntert, idet de gik hjemad.

- Midt i disse ideale Sorger og Beskjæftigelser kom pludselig noget ganske Nyt. Da Otto en Aften besøgte Familien, saae han paa alle Ansigter noget Usædvanligt. De Castro modtog ham med de Ord: Der er Revolution i Paris.

Hurra! raabte Otto som ude af sig selv.

Hvorfor bliver De saa glad derover? spurgte de Castro.

Jeg veed ikke .... tilgiv mig .... men det er .... det forekommer mig som et Basunstød til Dommedag!

De Castro fortalte nu, at de havde faaet Coureer om, at man havde kjæmpet hele Dagen den 23de Februar, og at Kongens Tropper overalt vege. Imorgen, tilføiede de Castro, vente vi nyt Bud med Dampskibet fra Marseille; jeg reiser om et Øieblik til Civita Vecchia for at modtage vor Coureer ved Landstigningen.

Han læste et Ønske i Ottos Øine og tilbød ham en Plads i Vognen, hvad Otto med Glæde modtog og skyndte sig blot hjem for at hente sin Kappe og Vaaben til den natlige Reise.

Imod Sædvane førte de kun liden Samtale. Hvad der beskæftigede Begges Sind, var for ensartet, for stort og ubekjendt, til at ikke Enhver med overveiende Hang skulde hengive sig til Tankerne.

Efter nogen Tids Forløb var de Castro falden i Søvn og vaagnede ved en gjennemtrængende Piben. Otto sad med sine Pistoler i Haanden og havde opslaaet Klappen for de Castros Reisevaaben, saa at han kun behøvede at gribe til. Ottos Kinder vare røde og hans Næsebor udvidede, det ubedragelige Tegn paa et Sind, der stod over Faren.

Det viste sig snart, at Pibningen kun kom fra endeel Gedehyrder, der havde leiret sig om et stort Baal ikke langt fra en Osteri, hvor Kudsken strax efter holdt for at bede. Der kom samtidig Reisende fra en anden Side, og man bemærkede, at idet de gik igjennem den store Forstue, hvor en Mængde Almuesfolk, Hyrder og Vetturiner vare samlede, bød man dem Viin med Opfordring til at istemme Raabet: Leve Frankrig!

Saa hurtig forplanter et saadant Rygte sig, sagde de Castro, da han hørte Raabet.

Da Otto kom ind i Stuen, sprang en Karl hen imod ham, rakte ham et halvfuldt Glas med Raabet: Leve Frankrig!

Hvorfor? spurgte Otto.

Selve Spørgsmaalet og Maaden, hvorpaa det blev gjort, imponerede Folkene, saa at de raabte til Opfordreren: Ha ragione! Dice bene! Perché? He!

Men en ældre Mand reiste sig og sagde: Den unge Excellenza ønsker maaskee at raabe: Leve Østerrig?

Der blev Dødsstilhed, alle Blik hang ved Ottos Læber som for at gribe Svaret, før det blev udtalt.

Otto tog Glasset og sagde de italienske Stropher:

Jublen og Tumlen kjendte nu ingen Grændser, og da Otto og de Castro igjen stege tilvogns, fulgte man dem med luende Brande fra Caminen og under Raabet: Evvivano i due milordi!

Snart efter deres Ankomst til Civita Vecchia indtraf Dampskibet, og da de Castro aabnede sine Depescher, laa hele Begivenheden for ham: Republiken proclameret, Lamartine i Spidsen for den provisoriske Regering, »Frihed, Lighed og Broderskab!«

Ja, sagde Otto, nu skal Digteren regere; thi nu skal Poesien vorde Sandhed!

Han bad de Castro om at tage Budskab med hjem til Alfons for at faae sine smaa Anliggender ordnede og sit Tøi sendt efter sig, og da de Castro overrasket spurgte om Grunden, erklærede han at ville strax reise til Paris.

Hvorfor? raabte de Castro.

Hvorfor? Fordi det har Hast med mig! Kan jeg ikke blive en Fra Jacobeo paa den ene Maade, saa kan jeg paa den anden!

O, sagde de Castro, er det i hans Navn, De vil gaae, er jeg fristet til at sige: Gaa med Gud, tørn imod Mure eller Bajonnetter, det er Lyksalighed.

Men - vedblev de Castro, idet han tog Otto under Armen og førte ham med sig langs Havet - betænk dog et Øieblik det Fornuftige. Hvad vil De i Paris?

Sætte Livet ind for at vinde det!

Ja, ja, jeg troer, der er en Magt i Dem. Men husk paa, at Franskmændene ere i politisk Henseende det meest skinsyge Folk paa Jorden. En Fremmed kan nok svinge sig op, men dog altid indenfor visse Grændser og maa saa hæves enten ved de hemmelige Selskaber eller ved Kvinder. Men saavidt jeg kan skjønne, kommer De ene og ukjendt, uden Evne til at gribe ind i Noget og blive Andet end en Draabe i Oceanet. Bliv, hvor De har Venner, der ikke formaae saa lidt endda. Jeg og Mine have Arbeide for, hvori en Mand kan deeltage; prøv det! Og vær forresten ganske rolig: De behøver ikke at reise til Revolutionen, den kommer til Dem, hvor De saa er paa Fastlandet.

Dette var saa fornuftigt og overbevisende, at Otto gav efter, skjøndt med modstræbende Sind.

Han sagde: Jeg kan ikke takke Dem nok for Deres Venskab! Jeg tager imod det og vil lyde Dem. Men jeg kan ikke nægte, at en Følelse indvendig er i Opstand. Det er første Gang i mit Liv, at jeg ikke følger min Villie.

Saa begynd De kun Revolutionstiden med at betvinge Opstanden indvendig. Kom, lad os nu faae lidt Frokost, og saa hjem! .... Hør, nu vil jeg dog gjøre Dem opmærksom paa, at da man inat raabte Hurra for Frankrig og Revolutionen, havde man dog ligesaa megen Ret som De hjemme hos os: De kunde heller ikke sige, hvorfor.

Ja, men jeg forlangte ikke, at Andre skulde raabe med, og jeg vil ikke lade mig beherske af Pøblen.

Og De vilde med i en Revolution! sagde de Castro leende.

Ja, det kan jeg ikke give Grunde for, udbrød Otto; men det bæver inden i mig, jeg kan knap holde fast paa mig selv af Utaalmodighed. Jeg har halv barnagtig famlet ved Alt dette før. Jeg har, saa langt jeg kan erindre, havt Forestilling om en Tid, da Jorden skulde blive som en Have for den frie og lykkelige Menneskeslægt, da vi Alle skulde faae Brug for vore Kræfter, arbeide med Iver og Glæde. Saa skulde vi om Aftenen samles om Æbletræet og i Græsset finde de Guldbrikker, hvormed vi i Tidens Morgen have leget. Nu er Signalskuddet faldet - jeg kan ikke begribe, hvorfor det varer saa længe, inden Alle reise sig!

Ak, det er Poesi! sagde de Castro; den enkelte Lykkelige finder det paa Livets Aften.

Men jeg har ikke Tid at vente saalænge! raabte Otto. Lad Træet ikke staae der, blot jeg troer det og faaer Lov at kjæmpe derfor, mod hvemsomhelst. Jeg kan ikke længer holde ud at gaae om og nære skjønne Følelser. Tag det ikke som Utaknemlighed; men menneskelig bærer De et Ansvar for at have holdt mig tilbage.

Velan, jeg tager imod Ansvaret, og jeg lover, efter bedste Overbeviisning at føre Dem til Virksomhed.

For alle Mennesker i »den evige Stad« tog det sig ud, som om der var skeet en ny Aabenbaring. Selv de, der saae paa det Indtrufne med Frygt og Bekymring, opfattede Revolutionen som en stor Straffedom, som et Udbrud af Ideens længe tilbageholdte Uvillie mod en Konge, der ved Uret var kommen paa Thronen, og mod Samfundsklasser, der havde tænkt som den rige Bonde i Parablen. Desuden udøver det Seirrige en stor Magt over de fleste Menneskers Sind; man blev tilbøielig til, i Folkemassen, der havde viist sig med saa pludselig og uimodstaaelig Vælde, at anerkjende noget hemmelighedsfuldt Berettiget, i dens Røst at høre Guds Stemme. Man kunde være bange for Udbredelsen af det Nye, som for Viin rakt svagere Organismer; men man troede, at det var Viin. I korte, paa hinanden følgende Mellemrum lød Budskab om umaadelige Folkeoptog, om forskjellige Nationaliteters Procession gjennem Paris, under Raabet: Frihed, Lighed, Broderskab! og det bølgede da henover Menneskene som hiin »Røst af venlige Vinde«, hvori Gud havde talt til Propheten - men, besynderlig nok, man greb paa samme Tid efter Vaaben, sleb Dolke og Sabler, dannede frivillige Compagnier, og undertiden maalte de hinanden med et Blik som vordende Fjender. Men med alle de Forjættelser, som bølgede i Luften, medens Nogle grebes af det Haab, at Rom paa vidunderlig Maade atter skulde blive Verdens Hovedstad, medens de Fleste fik Tro paa Menneskehedens uendelige Kraft og Styrke og uvilkaarlig forkastede det Venskab, de hidtil i Følelse af Svaghed havde holdt med Gud, og »fordred ham til Kamp, den Gamle, Blinde«, medens Alle ventede Alt, men Ingen endnu noget Bestemt for sig selv, var det, som om hele Verden var bleven forvandlet til Corso og Carnevalsglæden kun betænkte sig paa at vise sig.

Otto traf paa den tydske Kunstner, som havde talt for Friheden og Hellenismen.

Naa, raabte han, ved hvilket Regiment staaer min Broder Danmark?

Otto vidste ikke af, at der blev dannet pavelige Corpser, hvori Fremmede kunde indtræde, og spurgte sig for.

Kunstneren svarede: Det er ikke Regimenter under de gamle Faner og med de gamle Fordomme, som nu dannes; det er netop det, vi skal forhindre! Vi holde iaften Møde for at danne en Cohorte mod Despotiet under alle Skikkelser og overalt. Jeg har talt om Dem; vil De være med? Taushedsløfte? Haandslag? Godt. Feltraab: Brutus.

Otto mødte om Aftenen paa en Villa udenfor Rom. Da han gav Løsenet, blev han indladt i en stor Sal, smykket med Grønt og rigt oplyst. I Salens ene Ende stod et Bundt af saa mange Nationers Faner, som man havde kunnet overkomme, og over dem hævede sig et stort trefarvet Flag med Indskrift: Frihed, Lighed, Broderskab. Foran Flagene stod en Pallas-Athene og i nogen Afstand fra hende den medicæiske Venus, Bacchus, den vaticanske Silen med Bacchusbarnet og den capitolinske Faun. Der var en temmelig talrig Forsamling, baade af Tydske, Franske og Italienere, og En traadte frem og holdt en Tale, hvori han sagde, at, som denne Sal var klædt i Grønt, anlagde Menneskeheden nu sine rette Farver: Haabets, Sindet reiste sig mandig, afrystede al Mystik og anerkjendte sine Guder, den hellige Naturs Symboler, den frie Livsglæde over Jorden, Menneskenes Jord, deres fælles Eiendom og hulde Moder.

Derpaa foregik en symbolsk Handling. En Munk blev ført ind med tilbundne Øine. Man spurgte ham, om han ønskede at see og anerkjende det sande Menneskelige, og da han svarede Ja, blev Bindet taget ham fra Øinene, og man viste ham Athene, Aanden, og Venus og Bacchus, Legemet. Han kastede Hætten tilbage, gik hen til Bacchus, saae med lystent Blik op til hans Druer og lod, som om han plukkede deraf og spiste med stor Tilfredsstillelse. Derpaa gik han videre, gjorde et meget dybt Buk for Athene og gav Venus, idet han gik forbi hende, et obskønt Kjærtegn. Det lod til, at de Forsamledes Sind vaklede et Secund; men efter denne korte Taushed udbrød man i Latter og Bifaldsklap. Otto havde været saa fordybet i Ceremonien og saa fuldstændig taget Guderne for Virkelighed, at han uvilkaarlig havde ventet, at Venus skulde have bevæget sig og Athene med sit Spyd slaaet Munken over Ryggen; ved Latteren vaagnede han til den hele Virkelighed, reiste sig og gik.

Udenfor stode Cypresser og Pinier beskinnede af Maanen, og i et Marmorbassin stod en Triton, næsten overgroet af Epheu, og opsendte et Springvand, der spillede i det hemmelighedsfulde Lys og melodisk pladskende faldt ned i Kummen. For et stærkt bevæget Gemyt, der troede Tiden kommen, da Menneskene skulde løse alle Gaader og udtale Ordet, som førte Jorden ind i Himlen og bragte dem uden at døe over i Udødeligheden, var der noget Sindsforvirrende i denne Stilhed, i denne Natur, der syntes at have indgaaet Forening med den antike Hedningedom, men stod med sit kolde Marmorsmiil, uden at give Vink om Aanden og uden Uvillie mod dem, som haanede den.

Tiden var for livlig og kampberedt, til at man skulde behøve at vente længe paa en Slags Modsætning. Trods Taushedsløftet var Adskilligt blevet fortalt om den afholdte Fest, og allerede næste Aften holdtes en Forsamling efter Indbydelse af en unitarisk Præst, som Otto havde seet hos de Castro.

Unitaren traadte frem og sagde:

En vis Philosophi siger, at der er en Natur, som i og for sig er uskyldig og hellig, og en af denne Natur fremgaaet Nødvendighed, som hersker over Menneskene. Ifølge denne Lære er der ingen Synd, følgelig heller ingen Anger, Syndsforladelse, Naade, og der er da i Verden ingen styrende, aandig Magt. Paa det Sted, hvor vi staae, har denne Lære hersket for to tusinde Aar siden. Man tilbad Venus, Bacchus o. s. v., og først da man begyndte at tvivle om, at de virkelig vare Guder og ingen anden Guddom fandt - d. v. s. da al menneskelig Undseelse forsvandt af Lidenskaben - kom den store Fordærvelse. Men saalænge man troede, saa længe man ikke vidste bedre, var denne Natur uskyldig, Begrebet Synd var langt mere indskrænket i Oldtiden, man syndede mindre.

Man vil nu vise Menneskeheden den Velgjerning at gjøre den mindre syndefuld - just ikke ved at afskaffe Synden, men ved at indskrænke Bevidstheden, ved at afskaffe den Viden om Loven, den Samvittighed, hvorefter vi forbyde os selv eller Andre Noget og i Overtrædelsestilfælde udtale: Skyldig. Menneskene skulle ifølge denne Lære ikke være mere uvidende f. Ex. om Mathematik, Maskinvæsen, Krigskunst o. desl. - tvertimod, kun nogle faa af Sjælens Vinduer skulle igjen blændes, og derved skal Aanden netop blive lysere, friere, stærkere.

Gjør man Indsigelse, saa svare de: at naar man absolut vil være Synder, saa ville de ikke forhindre det. Men saaledes ville vi ikke optage Kampen med dem, vi ville ikke være saa ukloge at gjøre Krav paa Synd, men ville paa egne og andre Menneskers Vegne fordre: Intelligens.

Vi gjøre Fordring paa, at ligesaa lidt som Veien til Amerika maa tilkastes og Columbus's Opdagelse gjøres uskeet, ligesaa lidt maa den moralske Verden, hvor Moses og Christus ere de store Opdagere og Veivisere, blive afskaffet. Ja, da Naturen virkelig er noget Godt og Skjønt, saa forlange vi at beholde den heel, og især gjøre vi naturligvis Fordring paa den moralske Natur, der er saa mægtig, at den kan tvinge den »hellige« physiske Natur til at gjøre det Modsatte af, hvad »Hs. Hellighed« vil.

Dette er en Kunst, som nogle Mennesker kjende og ved deres Liv kunne aflægge Vidnesbyrd om, og at alle Mennesker kunne lære denne Kunst er Beviis paa, ligesom den er en Følge af, den simple Sandhed: at det aandige Liv ikke er fremkommet ved en vis Sammenblanding af chemisk virkende Kræfter, men at netop omvendt alle materielle Kræfter kun ere til som Symboler for Aanden, kun skabte for Lovens Skyld, kun bestemte til at være Retfærdighedens Tjenere. Verdens største Smerte er det, naar man fjerner sig fra denne Sandhed og der indtræder Disharmoni, og Verdens største Fryd er det, naar man igjen vender tilbage til den, naar der igjen kommer Harmoni mellem Menneskesjælen og den store Grundtone, naar Sjælen under denne Samklang aabner sig i Hellighed og fatter, elsker det Guddommelige.

Dette udviklede Præsten videre og sluttede sin Tale med at opfordre de Forsamlede til at istemme en unitarisk Hymne; men nu optraadte en Franskmand og sagde, at han haabede, de fleste Tilstedeværende vilde være enige med ham i, paa alle Folkeslags Vegne at udtale Mistillid til Præsterne, der kun havde Veltalenhed til at berolige de Svage, men ikke til at betvinge de Mægtige og med deres smukke Phraser gjorde sig til Politibetjente i Despoternes Tjeneste. Deres Gud var ikke Andet end Politiminister, og man havde dyb Mistillid til ham. Hvad Menneskene skulde have, var ikke Ord, men velbetalt Arbeide og godt Brød. De Fattige havde længe nok sultet og arbeidet for de Rige, de havde derved erhvervet Medeiendomsret til Rigdommen, og den skulde gjøres til fælles Eiendom.

En Tydsker optraadte og talte, ligeledes paa Fransk, »Menneskehedens Sprog«; han sluttede sig ganske til den sidste Taler og opfordrede sine Landsmænd til, istedenfor en Hymne at synge Herweghs Sang:

Den kunde gaae ved Siden af Frankrigs Marseillaise.

Man brød stormende op med forskjellige Sange, skaffede sig Fakler og drog forbi Quirinalet for i Forbigaaende at hilse den liberale Pave i den Forudsætning, at han vilde afskaffe Pavedømmet.

- Det var dog et Glimt! sagde Otto til de Castro, da Faklerne sluktes og Sangen tabte sig.

Aa, ja, saamæn, svarede de Castro. - Hvad synes Dem om Præstens Tale?

Jeg veed ikke .... den gjorde mig melancholsk som noget Velmeent-Magtesløst.

Ja, vel; jeg følte ogsaa dens Mangel. Den udtalte den Aand, hvori alle Religioner bør mødes; men med det, som den byder, kan man hverken feire et Barns Fødsel eller forrette en Vielse eller begrave en Død, endsige standse et Vandfald som det, Sluserne nu ere aabnede for.

Men hvad siger De, Hr. de Castro, om Franskmandens Tale?

Derom tillader jeg mig at have en aldeles bestemt Mening; thi min Onkel og jeg ere selv Arbeidsgivere; vi have Jordegods i England og industrielle Anstalter i forskjellige Lande og Skoler med Huusflid og Handel i Orienten. Om vore Arbeidere toge vor Formue og deelte den, bleve de dog ikke rigere; thi det er Capitalen i kløgtig og velsindet Haand, der aabner Vei til de store Markeder og giver stor Beskjæftigelse. Ligesaa godt kunde en fattig Bonde dræbe sin eneste Ko for med eet Slag at komme til Melkens Kilder. I den Henseende - maaskee ogsaa i andre - venter De Dem for Meget af Revolutionen. En Revolution er kun en pludselig og stor Fremtoning af den Nemesis, der stille og ubemærket sysler hver Dag og i alle Forhold. Den høie og strenge Nemesis kan faae Udseende af at slaae vildt om sig som en drukken Mand; men vær vis paa, den veed, hvor den slaaer, selv om den rammer dem, som have paakaldt den. Og i de Kaldendes Tone synes mig alt, jeg sporer en ukydsk Begjærligheds Aand, hvormed aldrig nogen lysende menneskelig Bedrift er bleven indviet.

Ak, Herregud, skulde vi see det Hele slukkes som et Stjerneskud! sagde Otto.

De Castro vedblev: Jeg har lovet Dem Andeel i vor lille beskedne Virken, til en Prøve eller Mundsmag. Hvis De vil, skal De inden mange Timer blive Deeltager i en lille Expedition, som maaskee dog ikke er uden verdenshistorisk Interesse.

Otto spurgte spøgende, hvilke Vaaben han skulde anskaffe sig til Toget, og Svaret var: En Hammer.

Skal jeg agere Thor, og er Fjenden Midgardsormen?

O, ja, svarede de Castro efter at have faaet Ordet udtydet, o, ja, en stor Orm, der ligger om os, skal overvældes.

En af de næste Aftener blev der kastet Smaastene mod Ottos Skodder - det sædvanlige venskabelige Signal, naar man ikke vilde gaae op - og da han aabnede, saae han de Castro, Alfons, Fra Jacobeo og et Par Fremmede, ledsagede af Tjenere, der bare Fakler. I et Par Skridts Afstand saae han en Skare opmarscheret i Geledder, og med Vaaben, der funklede i Fakkelskinnet.

Otto var alt vant til meget Usædvanligt; men dette romantiske røde Blus om hans Venner i Forening med krigersk Magt forekom ham som en Drøm.

Her er Expeditionen, raabte de Castro, har De Deres Hammer?

Det Bedste er ikke for godt, sagde Otto til sig selv, idet han gik ned ad Trapperne; men den Drøm er rigtignok meget smuk.

Da han var kommen ned, forestillede de Castro ham i Hast for de Fremmede, et Par pavelige Embedsmænd, og fortalte ham derpaa, medens Toget rask skred frem ad Veien til den lavere Stad ved Tiberen, at Paven havde givet Tilladelse til, at Ghettos Mure og Porte bleve nedbrudte. Vi have valgt denne Aften, tilføiede han; thi det er vor Paaskeaften; nu sidde Jøderne over al Verden og festligholde Udgangen af Ægypten og paakalde Befrielsen.

Og Fra Jacobeo er med! udbrød Otto med dæmpet Stemme, idet han saae hen til Munken, der gik noget afsides og som en Drømmende.

Ja; men jeg kunde ønske, at han ikke var med. Det Menneske lider.

Hvorfor? Er noget Nyt hændt ham?

Ja, det Nye! Denne Revolution i Verden og Paven, der selv byder Jøderne Frihed! Og han er lænket for Tid og Evighed - tænk Dem ind i hans Sind .... Naa, nu kan det ikke nytte at hengive sig til Melancholi og Medfølelse. - Min Onkel gaaer det modsat. Han har faaet den Idee, at nu skulle alle Nationaliteter adskilles og Jøderne tilbage til Palæstina; men selv vil han dog hjem til England.

Men hvad vil Pøblen sige, naar den opdager os?

Vi have Folket med os; Sagen er vel forberedt; Fra Jacobeo har idag holdt en tolerant Tale i Sta. Maria in Trastevere, og Ciceroacchio vil møde os med Hjælpere. Hvis der skulde samle sig en fjendtlig Pøbel, saa have vi jo Sappeurerne til at skræmme den med - har De taget Vaaben med?

Da jeg troede at see Bajonnetter og Øxer i Fakkelskinnet, tog jeg de eneste Vaaben, jeg eier, et Par Pistoler.

Vil De gjøre mig den Tjeneste at kaste dem eller udtrække Ladningen? Selv hvis her er Fare, vil ingen af os udgyde Blod. Det er et stort Fredsværk. Mulig indvie vi inat alle Folkeslags Broderlighed, en ny Tid af menneskelig Kjærlighed og Tolerance, under selve Pavens Velsignelse! Det er i Sandhed en hellig Nat.

Alle Omgivelser svarede til de Castros Ord. Aftenen var saa uigjennemtrængelig mørk som nogensinde en italiensk Aften; Luften hang stille, man kunde troe, lyttende. Der var i Atmosphæren hiin Duft, som er særegen for Rom; den kommer fra Orangehaverne, Fontainerne, Ruinerne, Kirkerne, er baade af legemlig og sjælelig Natur, tiltaler blidt Sandserne og vækker skiftende Forestillinger om deilige og umaadelig store Ting. Faklernes Blus og de tactfaste Trin blandede sig heri, og medens de stege nedad, var der et Øieblik, da selv de Castro, som bestemt kjendte sit Formaal, havde en Følelse, som om de skred udenfor Verden til usædvanlige Begivenheder. Otto betvang sin Begeistring, sit urolige Sinds Forestillinger ved at sige sig selv, at han var paa Prøve, Verdens store Aand lod ham alt komme nærmere, nu gik han under en Andens Commando, det beroede paa, hvordan han bestod, om han engang selv skulde faae Commando.

For at der ikke skulde afstedkommes Forstyrrelse og Sammenstød, naar Jøderne pludselig hørte Larm fra Port og Mure, gik de Castro, Alfons og Munken fra Huus til Huus, bankede paa Skodderne og gav efter jødisk Hilsen en kort, venlig Beretning om, hvad der forestod, og bad dem forholde sig rolige. Nogle tvivlede eller saae betænkelige ud; men de fleste Steder kom der efter et Øiebliks Forbauselse et lidenskabeligt Udbrud af Velsignelser over den fremmede Jøde, som bragte Glædesbudskabet.

I den høieste Sindsbevægelse standsede Fra Jacobeo de Castros Haand, da han paany vilde banke paa, og bad om Tilladelse til at bringe Budskabet. Indenfor var Familien netop naaet til det Sted i Festens Ceremonier, da Viin og Brød er indviet for Messias og Husets Døre og Vinduer aabnes for at modtage ham. Indenfra blev Skodde og Vindue slaaet op, medens Familien høit kaldte paa Frelsen, og i samme Øieblik stak Fra Jacobeo Hovedet ind med Udraabet: Op, Israels Børn! Frelsen er kommen! Murene falde! ....

Med et Rædselskrig foer Familien op ved Synet af Munkehætten. Alle Minder om pludselige Overfald, anførte af Munke, vaagnede med Lynets Hast, en gammel Kone faldt hen som død, en lille Pige styrtede over hende og udbrød i ustyrlige, krampagtige Skrig; Moderen kastede sig paa Knæ og anraabte om Skaansel, Huusfaderen stod i sin hvide Høitidsdragt med Ansigtet fordreiet af Raseri og Forfærdelse. Det varede længe, inden de Castro kunde gjøre dem deres Feiltagelse indlysende og forklare dem Sammenhængen.

Munken havde trukket Hætten ned for Ansigtet og gik taus tilbage til Porten. Der var Alt Forstyrrelse, idet Folk vare strømmede til, og Nogle sagde til Arbeiderne: Hvilket Vanvid! I nedbryde Muren, der beskytter Jøderne, nu vil al Slags Pak uhindret kunne anfalde dem! - medens Andre sagde: Ere I afsindige? Skal Jøderne nu boe iblandt os eller have Lov til at være ude om Natten? Ere I sikkre paa, at det er Pavens Villie?

Fra Jacobeo! blev der raabt fra Arbeiderne. Hvor er Munken? .... Det var ikke Fra Jacobeo! .... han er borte! .... Bedrageri!

I det Samme kom han tilbage og steg taus op paa Muren, medens Masserne trængte sig sammen i Porten og udenfor. Som altid i Rom ordnede det Hele sig saa malerisk, som om det blev ledet af bevidst Kunstforstandighed; Munken belyst af Fakkelskin nedenfra, det Øvrige, de gamle Huse, Murene, Mængdens Hoveder, Alt halvmørkt, omflagret af rødligt Skin. Han slog sin Hætte tilbage, og saa overordenlig var Lidelsen i hans magre Ansigt, saa forunderligt Udtrykket i det Blik, han sendte udad eller opad, at den upaalidelige, theatralske, men yderst modtagelige Mængde et Øieblik hengav sig til den Skuffelse, at den saae Ordenens Helgen, og halvt bifaldende, halvt tilbedende raabte: San Francesco! Han begyndte at tale om Jødernes ældste Fortid, skildrede Abrahams Hjemstavn i Mamre-Lund i Hebron, beskrev Landet, hvor han vandrede og blev velsignet af den Høiestes Ypperstepræst, gjorde Beskrivelsen i korte, store Træk, laante Billederne baade fra Indien og fra den romerske Campagne. Der var Sol og Deilighed i disse Billeder og en usigelig Blidhed i Stemmen. Saa skildrede han, hvordan Israels Børn kom til Ægypten, hvorledes Hungersnød havde drevet dem fra den store Frihed i Sichems Dale, og hvorledes de nu bleve slagne i Trældom. Hans Stemme forandredes, saa at den bragte Mængden til at bæve, da han beskrev, hvordan Børnene bleve dræbte eller tagne fra Forældrene. Saa forlod han Historien og sagde: Jeg skal beskrive Jer en enkelt Familie, og han fortalte da, hvordan en Dreng var borttagen, var opdragen blandt Ægypterne og deres Guder og engang en hellig Nat kom hjem og vilde forkynde sig Folk Frelsen; men da kjendte man ham ikke - Forbandelse! skreg Fra Jacobeo pludselig som en Vanvittig - Forbandelse over Eder Alle, I Umenneskelige, Letfærdige, Blodtørstige! Du forbandede Race, Japhets Afkom, for hvem intet Skuespil er stort nok! Forbandelse over Eder og Eders Børn! Tredobbelt Forbandelse over Eders Guder! Jeg river mig løs fra dem og Eder! Jeg spytter dem og Eder i Øinene! Der - - han sønderbrød Crucifixet og kastede det med et Hyl ned over Mængden.

Den svarede efter sin første Forbauselse med et Hyl, et Brøl, man saae Vaaben, et Par Skud knaldede, Fra Jacobeo styrtede til Jorden.

Han var truffen af et Skud i Brystet, og en anden Kugle havde knuust hans Haand. Men hans Lidelser vare korte, Døden kom hurtig, og i sidste Øieblik reiste han sig op, saae stivt paa de Omstaaende og sagde: Ti Uger! Santa Prassede!

Otto havde holdt den Døende i sine Arme, men blev bragt til at see op ved Lyden af en Stemme, der bydende spurgte: Hvor er den Skyldige?

Det var Capucineren, Pater Benedict.

Hvor er den Skyldige? Har man grebet ham? vedblev han myndig, mere som en Hærfører eller Politichef end som en Munk.

Allerhelligste Fader, der ligger han jo, sagde en Mand af Folket.

Han? Fra Jacobeo? Hørte Du ham ikke i dette Øieblik døe med Paakaldelse af Santa Prassede? Vil Du beskylde ham, denne fromme Martyr, for Gudsbespottelse? Svar: Vil Du? Vil Nogen? Svar! Nu, hvor er da han, som talte, og for hvis Skyld vor Broder blev dræbt ved en Feiltagelse? Hvor er han? Hundrede Scudi til den, som bringer ham! - Værer sikkre paa, Børn, det var en af Religionens og Statens Fjender! Giver Agt, det var en Protestant eller en Englænder; men vogter Eder dog for at gjøre en Uskyldig Fortræd!

Mængden havde adspredt sig som Skyerne efter et Uveir. Man saae hist og her smaa Grupper; men ogsaa de forsvandt. Arbeiderne og de, som havde paataget sig at vaage over dem, fortsatte deres Værk i Taushed. De Castro stødte sammen med Otto og Alfons; han saae ud, som om han i de faa Minutter var bleven Aar ældre, og bad dem med dæmpet Stemme, som om Liget endnu var tilstede, at gaae hjem; han selv maatte blive for at ordne forskjellige Ting med de Ældste i Ghetto.

Han kaldte dem endnu engang tilbage og sagde: Gjører mig den Tjeneste at gaae gjennem Corsoen for at see, om vort Huus ikke brænder.

De bleve grebne af samme Frygt for, at Ulykkens Sluser vare aabnede paa vid Gab og overalt, og skyndte sig afsted.

Paa Corsoen var Alt stille. Paladset, som Sir James beboede, stod mørkt; Begge kom til at tænke paa den Dag, da de havde kaldt det Sorgens Huus, og kunde ikke komme af med de tunge Anelser. Men da den Ulykke, de vare blevne bragte til at frygte, ikke var indtraadt, vendte Tanken tilbage til det Indtrufne, og den skrækkelige Begivenhed, Fra Jacobeos Skrig, Folkets Hyl, hans blodige Lig stod for Begges Phantasi. Ingen af dem havde endnu overværet en voldsom Død, endsige en saa forunderlig og saa kjær Persons; Sjælens Strenge vedbleve at bæve af det voldsomme Greb.

Otto sagde: Jeg kan ikke sove, jeg vil holde Vagt her paa Gaden inat.

Jeg er forkommen af Tørst og Kulde, sagde Alfons; men jeg synes næsten, det er Skam at nyde Noget nu, selv om jeg kunde faae det.

Nu maae vi holde Liv i de Levende og lade de Døde sove, svarede Otto. En romersk Martsnat er ikke at spøge med. Der er Lys i Café nuovo; lad os see at faae Isvand.

Der var endnu mange Folk i Palazzo Ruspoli eller Café nuovo, og istedenfor at gaae ind i den store Sal, søgte de sig en ensom Plads i den lille Have eller Terrasse nedenfor Vinduerne paa den Side, som vender fra Gaden. Med Lædskedrikken kom Livsaanderne tilbage, og de begyndte at tale om alle Enkelthederne ved den mørke Begivenhed, den Ene fuldstændiggjorde, hvad den Anden ikke havde seet eller hørt. De udtalte sig uforbeholdent, fordi de talte Dansk, det Sprog, der ikke pleier at finde Forrædere.

Men i Vinduet tæt over deres Hoveder var et Hoved bøiet frem, halv skjult af de store Gardiner; det var Kammerherrindens, Skuespillerindens. Hun lyttede forbauset til, hvad disse to Landsmænd havde oplevet, og pludselig faldt det hende ind, om det ikke mulig kunde bruges. Du har luret paa mig! sagde hun sagte.

De reiste dem og gik ud paa Gaden. Henad Morgenstunden kunde Alfons ikke længer holde sig paa Benene; men Otto vedblev at patrouillere til den lyse Dag, idet han sagde til sig selv: Jeg er sat paa Post jeg maa øve mig i at være Soldat.

Om Formiddagen var Rygtet om en stor natlig Ulykke, om en Munks Drab, naaet over hele Rom; men alle Biomstændigheder vare forvanskede til det Eventyrlige; Nogle sagde, at det havde været et Complot mod Paven, Andre, at Munken var østerrigsk Spion, atter Andre, at det kun havde været en forklædt Munk.

Kammerherrinden vidste, hvor Otto logerede, og kjendte en Familie, som boede i samme Huus. Hun besluttede under et Paaskud at besøge Familien for at erfare Noget eller gjøre Noget, hun vidste ikke selv, hvad.

Udenfor Ottos Dør standsede hun et Øieblik og saae paa hans Visitkort, der var heftet paa Døren. Hans Værtinde, der havde seet en Vogn holde udenfor og en ung Dame stige ud og gaae op, aabnede pludselig Døren og fandt sig Ansigt til Ansigt med den Dame, ved hvis Vogn hun havde seet ham paa Carnevalet. Med eet Blik havde Skuespillerinden gjættet det Meste af Forholdet; hun kunde ikke tage feil af Udtrykket i de Øine, der saae en ung Dame ved Ottos Dør.

Boer ikke Hr. Krøyer her? spurgte hun.

Jo; men han sover.

Han kom sildig hjem inat.

Ja.

Veed De, hvor han var?

Nei.

Sig ham fra En, der interesserer sig meget for ham - og Skuespillerinden borede disse Ord som en Dolk i Italienerindens Bryst - at det er opdaget, man veed, hvem der kom til at skyde Munken. .... Men det er en Hemmelighedjeg betroer Dem, vaag over ham!

Italienerinden svarede ikke, og Skuespillerinden skyndte sig bort fra disse Øine, sikker paa at have udskudt en Piil; hvor den nu ramte, blev ikke hendes Sag.

Nogle Minutter efter gjenlød Nabolaget af et vildt Skrig: Fra Jacobeos Morder! Jeg har ham! Kommer hid!

Otto vaagnede ved, at der voldsomt blev slaaet og sparket paa hans jernbeslaaede Dør, og i første Øieblik troede han, tynget af forvirrede Drømme, at han havde en Forbrydelse paa sin Samvittighed, og at det var Rettens Folk. Fuldt paaklædt, som han var, sprang han til Vinduet og saae ude paa Gaden en Mængde Mandfolk og Fruentimmer, der med vilde Miner truede op, raabte paa den hellige Jacobeos Morder og ved Synet af ham søgte efter Stene. Udenfor Døren, der trodsede alle Anstrængelser, brølede det: Død! Død over Sanct Jacobeos Morder!

Han greb til sine Pistoler; de vare uladte, og han havde ikke flere Kugler. Med rivende, hvirvlende Hast foer Tanken gjennem hans Hjerne, søgende efter Midler til Forsvar, men fandt ingen. Han var som i en Hule, beleiret af vilde Dyr; Brølene trængte sindsforvirrende til ham, han kunde have skreget med af Raseri over at være vaabenløs, givet i Raahedens Vold. Pludselig blev der en Slags Taushed, og han hørte sin Værtindes Stemme: Døren giver ikke efter! Denne Vei, brave Folk, gjennem mit Værelse!

Den Dør, vidste Otto nok, gav efter for den svageste Kvindehaand. Men i dette Øieblik var det ikke Faren, der meest sysselsatte ham, det var den dybeste Forbauselse over at blive forraadt af en Kvinde. Det havde han ikke troet muligt paa den Maade, det var ligesom hans Natur imod, en dræbende Fornemmelse at blive forvisset derom, og med en særegen, ideal Uvillie syntes det ham nu, at hans Liv maatte være fortabt, at alle gode Aander svigtede ham, at der ikke var Andet at gjøre end med Foragt møde Forræderiet og modtage Stødet. Sidedøren aabnedes, og Mængden standsede et Øieblik, enten for, som Tigre, at samle sig til Spring eller studsende ved at see et ganske andet Udtryk hos Offeret, end den havde ventet. Hvad nu skete, foregik i rivende Hast. Værtinden var blandt de Forreste og foer frem med en Kjøkkenøxe; en Karl ved hendes Side kastede paa romersk Viis sin Stilet, den fine spidse Klinge ramte Otto i Brystet, stødte paa et Ribbeen, dirrede et Øieblik og faldt ved sin egen Tyngde ud af Saaret; i samme Nu havde Værtinden seet ham ind i Øinene, naaede hen til ham, og med Udraabet: Det er ikke ham! Morderen er sprungen ud af Vinduet, ned i Haven! dækkede hun ham mod de Fremstormende. Man ilede til Vinduet, og skjøndt der var Jernstænger for, troede man dog i sin Hidsighed Værtinden, vendte om og foer afsted, ud af Værelset og ned gjennem Haven. Der glemte Mængden, hvad den løb efter, og fulgte en anden Impuls, mod Sir James's Huus.

Otto begreb Intet af Alt dette.

Han havde uvilkaarlig grebet til Brystet og faaet Haanden fuld af Blod. Ved at see det sprang Værtinden til og aftørrede Saaret; men da hun formodenlig troede at see, at det ikke var dødeligt, forandredes Udtrykket i hendes Ansigt, som om hun fortrød at have ladet Mængden fare bort. Hun satte sig nærved Døren, dødbleg, med fastlukket Mund og bævende Næseboer og med de funklende Øine stivt fæstede paa ham.

Der er Oprør i Byen! raabte Alfons, idet han kom farende op ad Trapperne. De vil dræbe alle Fremmede! Lad os komme ned til Sir James's!

Ja, sagde Otto og tog sin Hat.

Værtinden reiste sig og greb igjen Øxen.

Gud forbarme sig, hvad er det for skrækkelige Forhold, Du er kommen ind i? raabte Alfons, der afvexlende saae paa Værtinden og Ottos blodige Klæder.

Ikke af Pletten! skreg Værtinden.

Nei, tag Dig iagt! sagde Alfons, da Otto gik imod hende.

Slip mig! - Signora, sagde Otto, er det virkelig de udlovede hundrede Scudi, der friste Dem? dem kan jeg selv betale - gaa tilside!

Hun udstødte et Skrig og vendte sig bort.

Otto, Otto, hvad var dog det? sagde Alfons, da de gik ned ad Trapperne.

Spørg ikke; tal ikke!

- De kom ned paa Corso og trængte sig saa langt som mulig frem i Menneskemængden, som de langt borte havde hørt larme, men nu stod i pludselig Taushed, alle Blikke fæstede paa eet Punkt. Det var et Vindue i Paladset, hvor to Mænd brødes, de Castro og en af hans Tjenere, en Kamp om, hvem der skulde ud over Balconen, et forfærdende Tegn paa, hvad der rasede indvendig i det store Huus. Kampen blev afgjort, Italieneren foer paa Hovedet ud og ned, medens Mængden opløftede et skrækkeligt Raab og veg tilside. Der hørtes Hestetramp, de pavelige Dragoner kom ansættende. Mere saae og hørte Otto ikke; Nattens Anstrængelser, Blodtabet, den overordenlige Sindsbevægelse overmandede ham, og han sank ned ved Mendozas Side.

- Da Otto vaagnede, laa han i en Køie og kunde af Bevægelsen ikke tage feil af, at han var paa et Dampskib; han hørte, at der nærved ham blev talt Tydsk. En Mand, aabenbart en Læge, forsikkrede en Anden, at der var aldeles ingen Fare. I Førstningen, blev der sagt, var der Feber og Phantasier; men den Søvn, som nu varer paa sextende Time, er ganske i sin Orden og kun Beviis paa en usædvanlig sund Natur, der helbreder sig selv efter Overanstrængelse.

Jeg troer Dem gjerne, blev svaret, og denne Stemme var de Castros.

Otto udstødte et Glædesraab.

De blev altsaa ikke dræbt! sagde han, da de Castro traadte hen til Køien. Men hvorfor er jeg bragt ned paa Tiberen?

De er ikke paa Tiberen, men paa Middelhavet, paa Vei til Genua.

Ja, saa! svarede Otto, og da Lægen lidt efter lod dem ene, spurgte han: Hvad er skeet?

Det skal jeg fortælle med faa Ord. Dragonerne ryddede Gaden og havde nær redet baade Dem og Mendoza over; men Alfons holdt trolig ud, skreg: En Fremmed! En Saaret! og saa blev De bragt op til os. Vor Stilling var bleven mislig i Rom; Capucinere og Jesuiter, der ikke vove at føre Folket directe mod det Nye, bruge Fra Jacobeos Død til at naae Maalet ad Omveie. Vi skadede Sagen ved at blive og efterlode blot en paalidelig Agent. Men saa vidste vi ikke, hvad vi skulde gjøre med Dem. Jeg gik med Dragoner op i Deres Logi for at hente Klædningsstykker, og der traf jeg en Pater Benedict, som for det Første erklærede, at endeel Værker, der laae paa Deres Bord, vare hans Eiendom, han havde staaet i Forbindelse med Dem, og dernæst i en ung Enkes, en Donna Agneses Navn, gjorde Fordring paa Deres Person og forlangte, at De skulde ægte hende paa Grund af Ægteskabsløfte. Jeg veed, hvordan Romerne og især Geistligheden ere i det Punkt, og turde ikke overlade Dem til maaskee at blive viet i bevidstløs Tilstand. Er De forpligtet, kan De vende om, naar De er bleven rask; men foreløbig lod jeg Dem i en Bærestol bringe til Civita Vecchia, og da der ikke var tilstrækkelig Plads paa det Dampskib, som bringer min Familie til Marseille, saa indskibede jeg mig med Dem og Mendoza paa det Skib, hvor De nu er, og hvor jeg var saa heldig at træffe paa en tydsk Læge.

Otto greb de Castros Haand og trykkede den taknemlig. Efter en Stunds Forløb sagde han: Jeg maa takke Dem saa meget mere, som jeg i den Sag ikke er forpligtet.

Det var hans Natur imod at sige Mere. Han forudsatte, at de Castro enten vilde troe det Bedste uden Forklaring eller ogsaa tvivle om selve Forklaringen; men det piinte ham, at der baade i dette og i Forholdet til Pater Benedict var Noget, som kunde trænge til at stilles i et gunstigt Lys for en Anden som Skjønsmand - at ikke Alt, hvad der angik ham, stod blankt. Det fjernede hans Sind med en besynderlig Smerte fra de Castro; thi det forekom ham, at denne let kunde sige sig selv, at han havde viist ham Venskab under Forudsætning af, at han var en Anden, end han var.

Alfons kom ned og bragte ved sin milde Glæde og Deeltagelse Fred over Ottos Sind.

Om Eftermiddagen tillod Lægen, at Otto kom op paa Dækket. Der var kjøligt; en let Modvind kom fra Norden; Middelhavet rullede sine mørkeblaa Bølger mod Skibet; Himlen stod derover som en blaa, sleben Staalhvælving, kold, men uden en Sky. I Sydvest skinnede Solen i farveløs Klarhed; dens Straalers Varme mærkedes knap under Pustet fra Alpernes Sneetoppe. Men altsom den sank, begyndte Farverne at komme og give Vidnesbyrd om, at man endnu var i det pragtfulde Syden.

Hvad er det, hist foran, lidt til Venstre, det Blaalige? spurgte Otto Capitainen.

Det er Elba. Imorgen tidlig kan De drikke Kaffe i Livorno.

Elba!

Hvo kan høre dette Navn og see Øen uden pludselig i Tanken at see de gamle Grenaderer gaae ombord og følge Ham, »Skjæbnens Mand«, tilbage til Frankrig, til Begeistringen ved Grenoble og Lyon, til Ligny, til Waterloo og St. Helena. I ethvert sundt Gemyt vedligeholder sig en Cultus for den mageløse Naturmagt, den overordenlige Personlighed og tragiske Skjæbne. Hjertet bæver og svulmer af Vemod og Begeistring og skuer op efter det Store, hvis synlige Fodspor det har truffet paa.

Otto vendte sig bort fra de Andre, ud mod Elba, og sagde ved sig selv: I store Magter, tager mig dog engang heel og holden! Jeg har begyndt at mærke, at man maa betale. En saadan Skjæbne som Han kan jeg vel ikke faae; men giver mig paa min Viis mit Austerlitz og sender mig saa kun mit St. Helena!

Paa Skibet blev ikke talt om Andet end Revolutionen, og Otto, hvis Forestillinger for et Øieblik havde været utydelige og drømmeagtige, kom derved paany til Erindring om, at Verden var ude af Fugerne, at ingen gamle Skranker længer stod, men at Enhver ligesom i Menneskehedens Ungdomstid kunde gribe ind, virke og skabe, alt eftersom han kunde gjøre sin Personlighed gjældende. Men blandt Passagererne vare Meningerne ved Lidenskab, Frygt og Haab saa forvirrede, at det ved deres Omtale af Forholdene tog sig ud, som om Fastlandet var en vaklende, svømmende Bygning og Skibet et fast Punkt, hvor Nogle for Øieblikket hvilede. Pludselig huskede Otto paa, at hans Reise nu uden hans egen Medvirkning, ført af selve Skjæbnen, gik imod Nord, til Schweitz og Alperne, hvor Comtessen havde sat ham Stævne - og Comtessen var nu ved Afstanden, ved den digtende Erindring og selve Skjæbnens Indgriben bleven ligesom Kvindelighedens Incarnation, hendes Billede opsteg i hans Phantasi som Indbegrebet af de Personligheder, der havde tiltalt ham; hvad saa forunderlig dybt havde grebet ham i hans Barndom fra Emilies Aasyn, hvad der virkede paa ham fra Camilla Hald, syntes ham ogsaa at være optaget i Comtessens Fuldkommenhed; hun var Virkeliggjørelsen af hiint »ewig Weibliche«, der indtil Dødsstunden lokker de poetiske Mænd. Men hun var ogsaa det første Herlige, der havde mødt ham i Europa, den Første, der havde bragt store Begivenheder paa Bane, og nu voxede hun ydermere, blev næsten en Genius, om hvis Gjenkomst der kunde været Tvivl, hvis ikke hele Verden havde antaget Skjær af det Vidunderlige. Blodet skjød ham saa stærkt til Hjertet, at Lægen, der ikke begreb Aarsagen til et uventet Tilbagefald, lod ham gaae tilsengs.

Da man endelig nærmede sig Genua, spurgte de Castro Otto, om han følte sig stærk nok til at reise videre tillands. Otto beroligede ham i denne Henseende, og de toge nu en bestemt Aftale. De Castro skulde hente sine Slægtninge i Marseille og vilde i Løbet af fjorten Dage komme tilbage og over Genua reise til Genf, i hvis Nærhed, ved Coppet, Familien alt tidligere, før Revolutionen forstyrrede dens Planer, havde leiet en Villa for Sommeren. Otto skulde efter et lille Ophold i Genf gjøre en Bjergreise enten ene eller med Alfons og saa vende tilbage og træffe de Castro, hvorpaa de Alle skulde følges ad videre.