Ottende Capitel

Man kan blive saa vant til at fornemme Tilværelsen som en Række af oplivende Begivenheder, der endog under Sammenstød og Forvirring bære Ens Lykke over Bølgerne, at man modtager en ny, uventet Glæde som en Selvfølge, en Tribut til Ens gode Genius. Det gik Otto saaledes, da han den første Formiddag paa en Spadseretour langs den skjønne Rhone-Quai i Genf pludselig stod overfor Comtessen og hendes Søster. Med Undtagelse af, at hun nu traadte over fra Geniustilværelsen i Virkeligheden, svarede hun ganske til Forventningen. Med ham var derimod foregaaet en Forandring, som han ikke selv mærkede; man færdes ikke i den Slags Omgivelser og Begivenheder, som han kom fra, uden at faae mere Personlighed. At de mødtes paa et andet Sted og tidligere, end de havde ventet, var snart forklaret, idetmindste forsaavidt, at Damerne hentydede til de nye Begivenheder, der gave dem Haab om at faae deres mailandske Familiegodser tilbage, endskjøndt efter Maaden, hvorpaa det blev sagt, dette ikke engang syntes det største Formaal.

Byen er saa lille, De træffer os nok igjen, sagde hun til Afsked.

Det troer jeg ogsaa, sagde Otto ved sig selv med stille, dyb Tro paa sin Lykke.

Et Par Skridt derfra saae han i et Vindue, i det store Hotel ved Floden, Hald staae og læse en Avis. Han hilste op, og Hald raabte ud til ham: Ih, er det Dem! Skal vi træffes igjen! Kom op!

De vare komne den foregaaende Aften i næsten uafbrudt Reise fra Neapel og endnu noget anstrængte af Reisen. Man spurgte hinanden om Nyt hjemmefra, men Ingen vidste Noget, undtagen at den nye Konge havde bebudet en Forfatning, og at der var nogen Splid; men det saae saa fredeligt og ubetydeligt ud i Sammenligning med det, som foregik rundt omkring dem.

Camilla var angst og nedtrykt af Forstyrrelsen, af alt det Truende, Vilde og Usammenhængende, som havde omgivet hende.

Hald sagde: Her er sgu virkelig Fare rundt omkring; det er dog afskyeligt; man risikerer at see blodige Lig paa alfar Vei. Og ogsaa her ere Menneskene blevne ubændige og væmmelige. Om det saa er Opvarterne, ere de storsnudede.

Otto svarede: Jeg har seet noget Lignende; men det er dog kun, fordi der er nyt Foraar i Menneskeslægten og al Naturen, og dets Sundhed mærker man først ret, naar man kommer til den stærke Race paa denne Side af Alperne.

Ja, grønt er det, sagde Hald.

Der skal skabes noget Nyt og Stort. Men ifølge alle gamle Myther skal der Menneskeblod til de store Menneskeværker.

Ja, Tak skal De sgu ha'e, svarede Hald, man mærker nok, at De ikke er gift. Men forresten, Gud bevare's, man tør ikke være Egoist i den Grad, at man foretrækker sig selv for det Store, naar man virkelig forstaaer det; men hvad skal skee? Sig De mig det! Veed De det? For jeg veed det saamæn ikke.

Jeg heller ikke, svarede Otto. Skillerummet mellem os og Uendeligheden er taget bort, der er aabnet en saa umaadelig Udsigt, at man maa misunde de Børn, der nu fødes, hvad de skulle see og opleve! Men naar jeg skal sige, hvad det synes mig at gjælde om, saa er det, at i mange hundrede Aar have Menneskene nu levet for Nødvendighedens Skyld, for at leve kummerlig og døe kummerlig; nu skulle de leve for Livets egen Skyld, frit udvikle deres sande Menneskenatur, og saa skal den moderne Verdensbevidsthed gjøre sig gjældende i Skjønhed ligesom den græske; hele Jorden skal gjennemstrømmes af Aand; der skal ikke være nogen By saa ringe, at den jo har Bygninger i ædel Stiil og Marmorstatuer.

Bah, bah, holdt, sagde Hald; Phantasier, min gode Ven. Tro De mig, jeg har ogsaa sværmet engang; men jeg veed det: et velindrettet Fattigvæsen er i social Henseende det Høieste, man kan komme til.

Otto taug. Camilla sagde med nedslagne Øine, at det syntes hende, at naar et Menneske havde en saadan Tro, maatte han slaaes med.

Otto svarede: Ja, Forandringen er maaskee ogsaa, at nu skal hver Mands Liv være en Orlogsmands.

Da han gik fra dem, havde han med Styrke den Følelse, der havde udtalt sig i hans Ord. I end høiere Grad end før var han ved de to Kvinder bleven opløftet til Livets stærke Alvor. Ved en uvilkaarlig, ham selv uforklarlig Tankebevægelse kom han til at mindes det grevelige Bal, da han havde ønsket To at forelske sig i. Det greb ham et Øieblik og fremkaldte paany hiin dunkle Fornemmelse af, at Noget i Livet er en hemmelighedsfuld Gjentagelse, en Omsætning i høiere Potens. Men dennegang, følte han, var det ogsaa i alle Henseender en høiere Potens, han stod ikke nede i Lidenskab og Attraa, hans Sjæl var over Attraaen og blev baaren opad af to Genier.

Der blev af Dilettanter givet en Concert til Fordeel for de i 1846-Revolutionen Saarede og de Faldnes Efterladte. Under de forhaandenværende Omstændigheder, da kun eet Parti viste sig offenlig og dettes Tilhængere vare Stadens Seirvindere og ligesom indbyrdes beslægtede, var der ikke Tale om en sædvanlig Concert, Alt havde snarere Udseende af et Familieselskab, hvor Halds og Otto og nogle faa Andre syntes de eneste Fremmede. De vare komne med andægtig Tro paa musikalsk Nydelse og sad nu tilligemed et Par ubetydelige Landsmænd udenfor den Glæde, der omgav de Andre. Men endelig, til Ottos glade Overraskelse, optraadte ogsaa Comtessen, og da hun havde sunget, gik Otto hen og hilste paa hende. Han vidste ikke af, at Camilla havde vakt Opsigt i Selskabet, og at tiltrods for Verdens Revolution var Øieblikkets Hovedspørgsmaal for ikke faa Personer: hvem af de To, Comtessen og Camilla, der var den smukkeste. Han befandt sig uden at vide det mellem to fjendtlige Leire, og Comtessen, der ved Siden af sine store Planer fandt Tid til at være Kvinde og betragtede ham som bærende Camillas Farver, modtog ham med forøget Venlighed, ja næsten Ømhed, saa at det var, som om en duftende varm Sky af Virak pludselig omgav ham. Hun forestillede ham for nogle Herrer, en General og en Oberst, hvis Navne utydelig flagrede forbi ham, og efter et Par Minutters almindelig Samtale lod hun ham tage Plads ved Siden af sig og spurgte, hvor han vilde hen. Nu skulde De følge os, sagde hun; nu samles vi for at gjøre Italien frit.

Da han kom tilbage, spurgte Hald, hvem den Pokkers smukke Dame var, og hvor han kjendte hende fra.

En Grevinde!? udbrød den kongelige danske Embedsmand; og hende har De saadan uden Videre gjort Bekjendtskab med paa Reisen? .... Ja, saadan skal man reise!

Lidt efter lidt, deels ved den Ynde og Bestemthed, han ikke kunde undlade at beundre, deels ved den Frihed, som til alle Sider omgav ham, følte Hald sig ogsaa fri og sagde til Otto, idet han tog ham under Armen: Hør, De kunde forestille mig for Grevinden, jeg havde dog Lyst til at høre hendes Stemme .... naar hun taler.

Otto følte, at Hald begik en utilgivelig Tactløshed, men kunde ikke unddrage sig.

Comtessen modtog Hald, som om hun vilde sige til Camilla: Din Elsker har jeg taget for fuld Valuta; men Din Mand tager jeg kun for halvhundrede Procent. Hald fik Alting halvt: Hun vendte sig halvt til ham, hendes Smiil maatte han dele med Otto, og selv Ordene, hun henvendte til ham, giede tilligemed hendes Blik tilbage paa Otto - og tilmed talte hun paa fransk Viis til ham i 3die Person.

Desuagtet var Hald henrykt over at have gjort Grevinde Belgardes Bekjendtskab og over at have vovet en Smule Usædvanligt.

Hald kom strax efter i Samtale med et Par fremmede Herrer og fandt en stor Tilfredsstillelse ved at tale med Fremmede, tale Fransk og tale om Grevinden. Otto gik tilbage til Camilla, og der var i hendes Stemme, da hun henvendte sig til ham, noget saa paafaldende Blidt, en saa beskeden Kvindelighed, at Otto ved denne Tone og de danske Ord blev ganske rørt og vendte sig til hende som til Hjemmet efter at have været det utro.

Hun gik en lang Omvei, spurgte først om nogle af de Musicerende, dernæst om de Herrer, han var bleven forestillet, og endelig, da hendes Stemme lidt efter lidt var bleven munter, om han havde faaet behagelige Efterretninger fra Rom, da han talte med den italienske Dame.

Ja, paa en Maade, svarede han. Comtessen har rigtignok ikke selv været der; men hun gjorde mig det Forslag, at jeg skulde drage med at erobre Italien.

Camilla taug. - Altsaa det, hun fra sin Barndom af havde anseet for Livets høieste Formaal, at være en Mands Genius og sende ham til store Gjerninger - det saae saadan ud, det oplevede en Anden!

Otto troede, at hun taug af Misfornøielse, at hun havde anseet hans Ord for Praleri, og begyndte at minde hende om Verdensforholdene, og hvad hun selv havde sagt Dagen i Forveien. Han blev afbrudt ved, at en ung Mand optraadte og spillede Violin.

Hvad er Deres Mening om ham? spurgte Camilla, da det var endt.

De vil smile, naar De hører min Dom, svarede han, for jeg kan ikke bedømme Musik jeg hører altid den Musicerende.

Nu, hvad synes Dem da om den Musicerende?

Jeg troer, at der mangler noget Betydeligt i hans Liv; han har ikke kjendt gode, elskelige Kvinder, hans Talent har ikke faaet Indvielse - for den behøves til den poetiske Magt.

Ja, sagde hun, overrasket over selve Ordene og over at skulle høre dem fra ham, hvem hun engang havde bedømt paa næsten tilsvarende Maade. Ja, det er sandt, at der mangler Noget i hans Spil; men troer De virkelig, at Sligt kan gaae over i Violinen?

Jeg troer, det gaaer over i Alt. Jeg troer, at Mænd, der vare en bedre Skjæbne værd, blot ved den ene Mangel sygne hen og døe som Græs i Tørke, medens et livsaligt Blik fra en god Kvinde vilde være som Foraarsregn og Sommerdug.

Han vidste ikke, at han sagde Ord, som drog stærkere end hine fire og tyve Heste, der vare spændte for Guerickes Halvkugler.

Alfons optraadte.

Ogsaa han var bleven greben af disse heftig bevægede, haabfyldte, friske Omgivelser; med hele sin musikalske Sjæl havde han optaget de stærke Stemninger og kom uvilkaarlig til at componere dem sammen med sin Slægts Tradition. Han spillede som Thema Mirjams Sang, først denne store, grandiose krigersk-religiøse Hymne, og varierede den derpaa, omsatte den i Tidens Stemning. Det slog an, det forenede alle Tilstedeværende i en festlig, ideal-krigersk Tanke, endog i en Slags Følelse af Guddom og Religion, men en krigersk Selvstændigheds Religion. Spillet blev modtaget med en Begeistring, der ikke lignede en sædvanlig Musik-Enthusiasme; thi man opfattede Musiken som en Art Virkelighed, Kampen, den afmalede, var for Døren, og da næsten umiddelbart efter de sidste Tacter lød skingrende Krigsmusik fra Republikens Artilleri, der kjørte forbi til en Maneuvre, og man hørte den svære, stridbare Rumlen tilligemed Hestetramp, forenedes Begeistringen i et eneste umaadeligt Raab for: Republiken og Friheden!

Otto var maaskee dybere betagen end de fleste Andre; thi denne Musik hørte til hans Barndom og første Ungdom, havde grebet ind i hans Liv, to Gange kaldt det Bedste og Idealeste i hans Sind til Kamp, og nu syntes den ham at strømme luttrende gjennem hans Sjæls Inderste og forene det med Verdens største og skjønneste Stræben. Aldeles bestemt forekom han sig hemmelighedsfuldt udvalgt og forudbestemt til at færdes med det Mægtige, som ordnede sig i Tiden.

Camilla havde Vanskelighed ved ikke at græde. Hun fandt det Hele saa mægtigt og skjønt; men paa hende næsten uforklarlig Maade var hun stillet udenfor det; det saae paa hende hartad fjendtligt. Ikke en eneste Begivenhed var forefalden, siden hun traadte ind i Salen, og dog var hun bleven ydmyget, viist tilside, hen i en Krog.

Men hun vedligeholdt Dametonen, og for dog at sige Noget, sagde hun til Otto: Hvad synes De om den Musik? Kan De heller ikke bedømme den?

Han svarede: Mendoza er min bedste Ven, og Musiken, han spillede, hører saagodtsom til mit Liv, naar den lyder til mig, hændes mig Noget. Men De vilde ret gjøre mig en Tjeneste ved at sige mig, hvad De synes om den.

Camilla sagde, idet Taarerne pludselig traadte hende i Øinene: Det er deiligt Altsammen her; men det er, ligesom Danmark blev heelt borte. Det er, ligesom Danmark var ude mellem Vognhjulene.

Det er sandt, sagde Otto bevæget, vi høre ikke hjemme her.

Hun vedblev: Hvad kan Danmark byde sine Sønner, naar den store Verden saadan aabner sig for dem! Men husk paa, at naar de Bedste ikke komme hjem, saa ville vi Andre føle os hjemløse.

Deres Øine mødtes. Hun lod ham et kort Øieblik see sig ind i Sjælen; saadan forekom det ham, og han drak Livets Nectar i et dybt Drag. Han vidste, at hun enten Intet havde sagt eller næsten for Meget; men han opfattede det, som om hun, ikke personlig, men paa Danmarks Vegne viste ham Kjærlighed, som om hun havde viist ham den høieste Fortrolighed, der nu fra hans Side maatte gjengjældes med den høieste Ridderlighed. Han sagde det ikke reflecterende til sig selv, det kom ud af hans Sjæl, at nu, efter saadan Gunst, efter saadanne Ord, maatte han gaae bort fra hende, ikke føie nogen ny Dag i hendes Nærhed til denne Dag, aldrig søge hende igjen, men tjene hende og Fødelandet trofast til sidste Stund.

Han sagde: Det er det Herlige ved vor Verden, at Alt, hvad der er godt og skjønt, mødes og er sammen, om end tusinde Mile blive lagte imellem.

Han saae Hald komme tilbage og vedblev, idet han reiste sig: Har De Budskab at udrette hjemme i Danmark, Frue?

Hun forstod ham mageløst godt. Hun forbausedes over, at der endnu var Saadant at møde i Verden, hun kunde have smilet og grædt af mangfoldig Sindsbevægelse, og Alt laa i hendes Stemme, da hun sagde: Naar reiser De?

laften eller imorgen tidlig, Frue!

Hvad er det for Historier? Hvorfor vil De reise saa pludselig? spurgte Hald. De har jo Venner, De skal træffe her om nogle Dage, og saa kunde vi jo Alle reise sammen. For vi tage bort om nogle Dage ..... vi vil ligge en Maanedstid paa Rigi, blot man snart fik gode Breve hjemmefra.

Ja, det er rigtignok en Aftale, at jeg skulde gjøre en Bjergreise og komme tilbage hertil igjen og møde mine Venner; men det er da ikke absolut nødvendigt, og i alt Fald kan det saa strax gaae nordpaa.

Naa, saa følg da idetmindste med hjem og drik et Glas Viin til Afsked .... eller skal vi gaae over paa Rousseaus Ø? ..... Ei, Mendoza, Tak for Musiken, kom, gaa med os Andre!

Den lille, saakaldte Rousseaus Ø ligger i Rhonen, imellem Genf og dens Forstad; en Bro fører dertil.

Fra det nærliggende Hotel havde Hald ladet bringe Aftensmaaltidet, og det lille Selskab sad under ungt Løv tæt ved de stærkt strømmende, grønlig friske Flodbølger. For de Tre var Floden ligesom symbolsk Virkeliggjørelse af Tankernes Strøm; de lyttede til den og indadtil. Alfons var endnu betagen af den Sindsbevægelse, hvori han havde spillet, af den store lyksalige Forsoning, der uvilkaarlig syntes ham tilveiebragt mellem hans Race og Tiden, og til hvis Fuldbringelse det var blevet givet ham at være medvirkende. Han mindedes sin Ven og Stamfælle, der urolig, lidenskabelig og dybt havde søgt et lignende Maal, og for hvem det første Øiebliks Enighed strax havde medført et Brud og derpaa Døden. Saa gik Tankerne til dem, der havde været tilstede, til de Castro, Sir James, Baronessen og deres Datter - sødtbetagen gled Tanken med Strømmen.

Camilla tænkte paa sin tidligste Ungdoms Idealer og paa Livet, der senere prosaisk eller uskjønt fristende eller smertebringende havde skilt sig fra disse, saa at hun en Tid havde troet, at Idealet var som et Speilbillede af Landet i en Sø eller som Skyerne ved Solnedgang. Nu havde det mødt hende; ridderlig havde en Yngling knælet for hende og var gaaet til Kampen med hendes Handske skjult paa Brystet. Virkeligheden og dens Forhold bleve forherligede ved, at Idealet virkelig havde berørt dem og lyst derover; hun kuride nu bedre finde sig i dem, syntes hende. Den rene Tilbedelse og Lydighed - en Lydighed, der hævede hende selv op til Fordringen - var hende som en Strøm fra Paradiset, der jo udsendte fire hellige Floder. Hun syntes at sidde ved en af dem og lyttede, til den og til Ottos Stemme.

Stærk og mægtig i sit Sind ved at have været det Skjønneste nær, grebet det og gjemt det i sit Bryst, sad Otto og talte fornuftig med Hald om Ting, han knap tænkte paa. Det var for ham, som om Floden var Livets store Strøm og Øen hendes og Halds Baad. I et andet Fartøi skulde han selv seile og mødes med hende i Evighedens Ocean, og i denne Forestilling var en Følelse, saa stor og reen, saa usigelig lyksalig trods en stille Smerte, at det nu syntes ham, uagtet det faldende Mørke, at fjernere ude maatte Bredden staae med Lys og Blomster, og at Flodens Vande skyndte sig afsted dertil. Han længtes blot efter at faae Offret fuldbragt.

Den Eneste, for hvem Floden var Rhone og Øen ret faststaaende, var Hald, der paa en Opvarters Autoritet forsikkrede Otto, at der næste Morgen ikke gik noget Dampskib over Søen, ligesom der ingen Diligence var før næste Aften.

Da de skiltes og Otto med et hjerteligt Haandtryk havde taget Afsked med Alfons, gik han ned til Quaien og leiede en Seilbaad, der strax skulde bringe ham over Søen. Klokken var ti, Himlen var mørk; Skyerne hang ubevægelige i den milde Foraarsnat. Næppe vare de komne ud, før de ovre mod den savoyiske Kyst, i det dybe Mørke under Alpebjergene, saae Blus, og strax efter kom en Lyd af Instrumenter, der paa feeagtig Maade kastedes tilbage fra Klipperne, saa det lød, som om Bjerge, Jord og Sø gave sig til at klinge paa det lifligste og paa en Maade, som intet Menneske syntes at kunne frembringe.

Efter en Stund at have lyttet fornøiet sagde Baadføreren: Jeg gad vidst, hvad det er for et Selskab, der har alle de Instrumenter med sig! Skal vi ikke gjøre et Slag derover?

Otto svarede: Hold Coursen! Den Musik følger med os; det er et Menneskes Tanker!

Skipperen saae forbauset paa ham, men holdt Coursen, og Musiken fulgte dem, om mulig end deiligere, men svagere, end mere aandeagtig.

Endelig standsede den.

Nu faldt hun i Søvn, sagde Otto til sig selv.

Ved Dagens Frembrud fortsatte han Reisen tillands, og alle Mennesker, han kom i Berørelse med, viste ham en besynderlig Velvillie, som om de instinctmæssig mærkede, at han var et Menneske, der af ideale Magter bares hen over Virkeligheden. En aldrende Mand, en fransk Schweitzer, sluttede sig især til ham og fortalte i Korthed sin Historie. I en Alder af femten Aar var han kommen i Lære hos en Juveleer og havde arbeidet anstrængt for engang at blive ligesaa rig som sin Mester og saa komme ud og nyde alt det Skjønne og Store i Verden; men det havde taget Tid, det ene Aar var fulgt efter det andet, og nu, da han endelig var bleven rig og havde trukket sig ud af Forretningen og vilde reise om i Verden, var han bleven gammel, paa denne Dag fyldte han sit fem og halvtredssindstyvende Aar. Kjørte de forbi Piger paa Landeveien eller i en By, saa saae de Alle op paa hans unge Sidemand. Det gjorde ham godt, at Blikkene dog kom i hans Nærhed, han nød den tabte Ungdom gjennem Otto og gav at forstaae, at han gjerne vilde reise sammen med ham, hvad dog ikke kunde skee, da han vilde kjøre ad Landeveien, men Otto gaae ind i Bjergegnen. Udenfor St. Maurice indbød han Otto til et saa festligt Middagsmaaltid, som var at tilveiebringe, og saa skiltes deres Veie. Otto mærkede knap, at han var bleven ene. Hele Verden, Bjerge og Floder saavelsom Byer og Mennesker, syntes ham at være en eneste, af Lysglands overgydt Allee, der strakte sig rundt om Camilla, uendelig fjernt og uendelig nær. Først da han vaagnede næste Morgen i et Værtshuus inde mellem Bjergene og havde lagt Søvnen mellem sig og Afskedsøieblikket, følte han, at han virkelig var fjernet, men havde dog endnu sit Indre fyldt af den store, glade Vished om at have oplevet noget forunderlig Skjønt og viist en Adfærd, der var det værdig. Men da han i en lille By paa Alpernes Afhang mod Nord blev overfaldet af Uveir, af Regn og Hagel, der pidskedes ned af den vrede Stormvind, huskede han paa, hvor langt afsides han havde begivet sig hen, og imellem de tause, tvære, uskjønne Mennesker fik han en knugende Følelse af at være ene, afskaaret, medens Camilla rimeligviis reiste fra Genf til Zürich, ikke at tale om, at Comtessen maaskee snart med en heel Hær drog mod Italien!

Hvorfor har jeg begivet mig ud af Verden? spurgte han sig selv. Hvorfor skal jeg ogsaa strax tage enhver Ting heroisk, strax op paa Kothurnen! Jeg kunde være bleven og have gaaet fornuftig og kløgtig mellem de to deilige Kvinder, nydt deres Selskab med taknemligt Sind, indsuget Musik og Poesi og saa maaskee fulgt med Halds til Zürich! Ja, i Guds og alle Engles Navn, hvorfor har jeg ikke gjort det? .... Det forstaaer sig, det var nu engang saadan bestemt, Planen var nu engang lagt og vedtagen i mit eget Sind - ak, men det er saa tungt! Havde jeg vidst, at det vilde blive saa tungt .... aa, jeg kunde ikke gjøre Andet! .... Naar hun nu reiser, er der ikke en Opvarter eller Kudsk paa hele Veien, som jo kan faae Lov at see hende og maaskee række hende Haanden, naar hun stiger ud eller ind. Men hvorfor ere vi Adelsmænd, som Herluf Trolle sagde, hvorfor staae vi i første Klasse uden for at opleve større Glæder og større Smerter! De høre hendes Ordjeg hendes Sjæl! De see hende, og mig følger hun! Overalt er hun nær, kalder mig til snart at udrette Noget, der kan glæde hende. Hjemmet, Danmark, der før var saa tomt, er nu oplyst af hendes glædebringende Skikkelse, og som ved Guds Dommedagskalden reise sig alle gode Mennesker og fylde Landet og tillige mit Sind med Kjærlighed. ..... Men de ere

dog lykkelige, som ere hende nær!

Da Natten kom, velsignede han den, fordi den tvang Alle i Huus og forhindrede Afstanden mellem hende og ham fra at voxe, og da Dagen brød frem, velsignede han Lyset, fordi det var fælles for hende og ham. Hver af Dagene, som nu gik, var sludfuld, tung og trist; men den foregaaende var ham altid kjærere end den nærværende; thi den var nærmere ved hende.

Nogle Morgener hævede de runde, tunge, hvidgraae Skyer sig som fra et Natteleie, stege op ad Bjergenes Sider for igjen at komme dragende ned i lange Masser og indhylle Dalene i Regn. Andre Morgener gik Skyerne ud af Dalene, i Rækker som udrykkende Escadroner; en enkelt Sky kunde løsrive sig et Øieblik som en urolig Hest, der igjen bliver tvungen ind i Geleddet. Man saae ikke, hvor de bleve af; Himmelrummet syntes at optage dem i sin Uendelighed, og saa var det pludselig klart Solskin, og de høie Tinder stode lysende med deres Snee, medens der over de lavere Bjerge var gydt en blaalig Duft. Da kunde man henad Eftermiddagen fra en Bjergtop pludselig see Masserne bryde frem som ud af Smuthuller, hvor de listig havde skjult sig eller været inde og hentet Artilleri, og som i barsk Fryd over at have skuffet de tankesnilde, men svage Mennesker udsendte de Tordenen, der i mangfoldigt Eccho blev kastet tilbage, medens Solen skinnede oven over og lidt efter lidt i truende mørkerød Glands syntes at indgaae Forbund med de fjendske Magter og skjule sig i dem.

I den mægtige Natur var en sund og mandig Oplivelse, og Otto begyndte at oversee sig selv, holde Regnskab med, hvad han vidste og hvad han vilde, digte Sange og lægge rolige Planer.

Saadan kom han, efter at have passeret Furca-Gletscheren og steget over Andermatt og Djævlebroen nedad mod Vierwaldstättersø, til Altorf, og da han efter Skik og Brug havde indskrevet sig i Fremmedbogen, hændte det sig, at Værten saae i Bogen og udbrød: Fra Danmark? Saa kunde De maaskee tale lidt med en syg Haandværksvend, som vi have liggende her, og som vi ikke vide, hvad vi skulle gjøre med; han giver sig ogsaa ud for Dansk.

Værten førte Otto ud i en Slags Skuur, og da de fik den Syge til at vende sig om imod dem, gjenkjendte Otto Peter Krøll.

Peter! Er det Dig? raabte Otto.

Den Syge stirrede i første Øieblik stivt og ligegyldig paa Otto, men kjendte ham pludselig, og efter at have gjort frugtesløse Forsøg paa at reise sig og vise sin Glæde, vilde han kysse Ottos Haand. Det Første, han yttrede, var at bede om en Kop Kaffe.

Har man virkelig været saa ubarmhjertig mod Dig, Peter? spurgte Otto.

Ikke saadan ganske ubarmhjertig, svarede Peter; men det er en Skurk af en Doctor og en gjerrig Hund af en Vært. Moder gav mig altid Kaffe, naar jeg var syg.

Saa skal Du ogsaa have Kaffe trods hele Altorfs Facultet!

Otto Krøyer! Dem sender Vorherre mig.

Ja, det kan nok være, Peter; men der er dog en anden Person, vi nærmere have at takke. Nu maa Du over i mit Værelse, og saa skal Du strax faae Kaffe.

- Det lod altsaa ikke til, at Peter Krøll nogensteds havde fundet det, han var reist ud efter, den rige Person og den Frihed, ved hvis Hjælp hans Opfindelser kunde blive til Virkelighed. Hvilken Forskjel imellem dette Øieblik og det korte Samliv i Kjøbenhavn, da Haandværksvendens Frihed havde forekommet Otto saa skjøn og misundelsesværdig! Selv havde han ikke blot fundet og nydt saa Meget, men endog havt Raad til at opgive det Største.

Nu troer jeg, at Din Lykke er gjort, Peter, sagde Otto næste Dag; hvis Du blot snart kan vinde med til Genf, saa skal jeg der gjøre Dig bekjendt med en Mand, som har baade Villie og Evne til at udføre Noget. Vi ville seile herfra over til Luzern og saa kjøre lempelig til Genf.

Det kan jeg magelig, svarede Peter Krøll.

Underveis, i deres Samtaler, kunde Otto ikke undlade at yttre Troen paa, at der dog var en særegen Kraft og Freidighed i Haandværkernes frie Vandreliv.

Aa, ja, sagde Peter, naar man ikke saa tidt følte Tomhed i Maven og Mangel paa Noget at hylle sig i. Friheden, den er ikke saa stor endda. Man har dog ogsaa i den Stilling et Navn at holde i Hævd og Ære. Opfører man sig ikke honnet, gjør man ikke i alle Maader sin Skyldighed, saa kommer man i Verschiß. Folk troe, at det gaaer som i Lumpazivagabundus, at man tager sin Ziegenhainer i Haanden og gaaer fra den By, hvor man finder det ubehageligt, til en bedre By. Jo, vist! Nei, det gaaer i Livet ikke til som paa Theatret. De lave et Theaterstykke af Randsien, men ikke af Mandens Liv, der bærer Randsien. Naa, man skal da opføre sig honnet, og saa pines man af Concurrencen. Det er en Spore, der altid ligger En i Siden, og man drives frem til uafladelig Anstrængelse. Og hvo siger En et godt veiledende Ord? Hvo raader En til at gaae tilhøire eller tilvenstre? Ingen. Dumper man, saa lee de. Haandværksvenden slaaer ud til det Yderste, i Glæde og i Sorg; han kjender intet Bedre; han har nok Spore i Siden, men intet Bidsel i Munden. Man lærer ogsaa saa lidt. Derfor gaae saa mange, ja Totrediedelen kan man vel regne, i Hundene.

Med saadanne Samtaler gik Tiden. Peter kunde fortælle mange smaa Begivenheder, som han havde oplevet, og som interesserede, hvorimod Otto ikke kunde gjøre Gjengjæld med det Ringeste af sit Liv; thi ingen Begivenhed havde Interesse uden som Deel af hans indre Historie eller fik kun ved denne sin rette Farve.

De vare komne nogle Mile fra Luzern og holdt udenfor et Gjæstgiversted. Peter blev paa Vognen, medens Hestene fik Vand, Otto gik ind i Gjæstestuen og gav sig til at blade i Fremmedbogen. Som han havde anet, stødte han paa Halds og Camillas Navne midt iblandt endeel andre Reisendes. Han kaldte paa Værten og spurgte, naar de To havde været her. Værten maatte huske sig om og svarede endelig: Aa, han med den smukke, rare Dame, jo, de sov her iforgaars Nat og reiste herfra igaarmorges.

Det løb rundt for Otto. Hvis han ikke havde opholdt sig i Altorf for Peters Skyld, vilde han have mødt dem her, været sammen med dem en Aften og en Morgen!

Trods den Umage, han gjorde sig for at skjule sin Sindsbevægelse, mærkede Værten den og sagde: De vilde til Einsiedeln og blive der en Dags Tid; de reise langsomt; De kan godt indhente dem. Jeg kan leie Dem en Hest.

Saa lad den sadle! sagde Otto, ilede ud til Peter og raabte: Paradiset er i Einsiedeln, Peter! Lad mig reise derhen! Jeg skal give Dig Breve med til Hr. de Castro og til Alfons Mendoza, vort Byesbarn. Han vil sørge ligesaa godt for Dig som jeg.

Peter taug, og Otto skyndte sig tilbage til Værten, der førte ham op i sin bedste Stue og bragte ham Skrivematerialier.

Men da Otto skulde skrive og opstille sin Beslutning i bestemte Ord, kom Kampen. Han huskede sit Løfte, og han syntes sig selv at svigte sin lidende, fattige Barndomsven. Som en rivende, bortskyllende Strøm kom saa igjen Tanken om Camilla; men i næste Øieblik huskede han paa Hald og tænkte sig hans Mine, hans stille, vidende Smiil, hvis han havde mærket eller erfaret Noget. Striden bølgede saa voldsomt i Otto, at den oprørte hans hele Tilværelse, og det var da for ham, som om fra hans Væsens Dyb reiste sig hans egen Skikkelse eller Billedet af ham, som han havde været i Barndommen, eller egenlig heller ikke dette, men Billedet af hans Sjæl, som den oprindelig var anlagt, hans eget Ideal, og han saae paa det, skjøndt det var skjult i ham selv, og han følte Medlidenhed over, at det skulde føres hen og være Gjenstand for en fremmed Mands Haan. Det forsvandt saa hastig, som det af den stærke Sindsbevægelse var blevet fremmanet; men nu kunde han ikke reise. Nei, sagde han jeg skal til Genf, jeg skal! og paa Ære, jeg vil! Han opløftede uvilkaarlig Øinene og saae, at der paa Væggen vare flere Indskrifter, og over Døren stod med store Bogstaver: Nehme mein Kreuz auf Dich und folge mir!

Ja, Han er Æren, hviskede Otto, gik ud og betalte med nedslagne Øine for den sadlede Hest, steg op ved Siden af Peter og kjørte videre.

Peter kunde godt see, at der havde været en usædvanlig Kamp, men havde for megen fiin Følelse til at spørge. Men da Otto lidt efter begyndte at tale, i saa mild og blid, men dog alvorlig Tone, som man sjelden hører, greb Peter hans Haand og sagde: Otto, dersom jeg glemmer denne Dag, saa glemme Gud mig i min Dødsstund.

Otto svarede: Han glemmer heller ikke mig den i min Dødsstund.

Mere blev der ikke talt om denne Sag, og de ankom til Ouchy, gik ombord paa Dampskibet og seilede over til Coppet.

De Castro var tilstede, og efter de første venlige Hilsener gjorde Otto ham bekjendt med Peter Krøll og med Aarsagen, hvorfor han havde ført ham hid. Snart talte de Castro og Peter som gamle Bekjendte eller Venner, og Otto kunde mærke, at Alt, hvad der paa fornuftig Maade kunde gjøres, vilde blive gjort.

Han stillede sig ved Vinduet, saae ud over Søen til Genf, og da et Dampskib, som vilde lægge til ved Coppet, var i Sigte, sagde han, at han vilde tage over til Byen og see efter Breve; han havde skrevet til Postcontoiret i Rom og bedet det forandre Adressen til Genf. De Castro sagde, at saa vilde han rimeligviis træffe Damerne, Sir James og Alfons, som vare seilede over for at gjøre Indkjøb.

Paa Postcontoiret forefandt Otto Brev fra Schiøtt. Efter at have beskrevet nogle af de nyeste Begivenheder, vedblev Schiøtt:

Man vil vistnok adskilligt Sundt og Alvorligt. Man har den gode Samvittighed, den Tilfredsstillelse at være Patriot, at ville det elskede Fødelands Vel, og det elskede Fødeland bestaaer af lutter Jeg'er. Men Egoismen idealiseres ved ikke længer at sige Jeg. Forandringen er foreløbig, at det gamle Danmark er baaret til Graven, det gamle, gemytlige, snakkesalige Danmark, der sværmede for Poesien og i sin høie Alderdom havde bevaret adskillige gode Traditioner. Nu staae Partier beredte til at bekjæmpe hinanden, og de ville sandsynligvis skaffe os al den Frihed, de behøve til at kjæmpe. Vi ere allerede blevne i høi Grad parlementariske og gjøre gode Feinter; vi ere i den Henseende som de unge Confirmander; det første Mandige, de lægge sig til, er den Last at smøge m. M.

Mit lille Jeg vil ikke raade Deres høistærede Jeg til at forhaste Hjemreisen. De kommer for sildig til at hæve Dem frem og falder blot som en Dryp i Tønden under Taget. Hvis De kan opleve store Ting og i Dem selv gjemme Noget til bedre Tider, saa vil jeg riskere det Utaknemlige at give Dem et godt Raad, hvilket er, at De skal tage, hvad der bydes Dem derude. Har De Lyst til daraussen at gaae tilveirs paa en Krudttønde, saa kan De jo ogsaa. Hvis jeg med mine ringe Kræfter kan gjøre Noget for, at De til Belønning bliver sat mellem Stjernerne, tilbyder jeg mine bona officia. Ønsker De Plads nærved Orion, hiin vældige Jæger, eller ved Berenices Haar? Min Smag er for det Sidste. Skulde De sætte Priis paa at medtage et subjectiv sandt Budskab om vor lille Hær, saa indlægger jeg til saadan Brug en lille Avisartikel.

Jeg haaber, De paaskjønner den Anstrængelse, hvormed jeg besvarer Deres forskjellige Epistler, og forbliver Deres

velaffectionerede Schiøtt.

Otto stak smilende Brevet i Lommen; han saae Hjemmet fra et andet Standpunkt og kunde ikke paavirkes paa denne Maade, og selv mellem Linierne af Brevet laa Antydning af Friskhed.

Han vilde endnu kun over paa Rousseaus Ø for end engang at hengive sig til Minde og Længsel og saa lukke Alt dybt ned i Erindringen.

Alting var uforandret, kun at den lille Plet var torn. Grenene med det unge, fine Løv bøiede sig ned over Stedet; Floden skyndte sig uforandret susende forbi. Han satte sig, hvor han hiin Aften havde siddet, ligeoverfor Camillas tomme Plads, og han manede det Forsvundne op og holdt fast paa det med den forunderlige, aandedrætstandsende Vemod, som Hjertet har ved en saadan Leilighed. Hjertet flyver op som en Fugl, der paa Ruinerne af den nedbrændte Bygning søger sin Rede, søger forgjæves og slaaer med Vingerne.

En Opvarter fra Hotellet kom forbi, og Otto bad ham bringe Viin og Brød; han vilde til Afsked holde Kjærlighedsmaaltid paa dette Sted.

Opvarteren bragte det Forlangte og kom lidt efter hastig tilbage med et Brev. Det var lige ankommet, i Convolut til Værten, med Anmodning at faae den Fremmede, det var adresseret til, opspurgt, og Opvarteren erindrede at have seet Otto i Selskab med Brevskriveren. Brevet var fra Hald og for en Sikkerheds Skyld adresseret baade til Otto og Alfons; det lød saaledes:

Gode Krøyer!

Jeg har havt det Uheld at falde paa et af disse velsignede Bjerge og støde mit Knæ, saa jeg formodenlig en god Stund maa holde mig stille. Hvis dette Brev - som jeg haaber - træffer Dem, saa gjør mig den Tjeneste at kjøbe endeel Bøger og sende mig dem tilligemed saa mange af de nyeste tydske og franske Aviser, De kan overkomme. Veed De Nyt fra Danmark, saa tjen mig i at skrive det til mig, og kunde De bekvemme Dem til at gjøre en lille Omvei paa Hjemreisen og besøge en falden Landsmand, saa gjør det. Jeg har skrevet til Værten i Hotellet om Bøger; men ham kan man vel ikke forlade sig paa. Jeg lader mig bringe over til nærmeste Flække, Schwytz; der træffes jeg.

Deres meget forbundne

H. N. Hald.

E. Sk. Hvis Hr. Krøyer ikke skulde være i Genf, henvender jeg samme venlige Anmodning til Dem, gode Hr. Mendoza.

Fra dette Øieblik var Otto ikke mere sig selv mægtig, havde kun een Tanke, der rev ham med som en Stormvind: gjensee Camilla. I Alting saae han Skjæbnens Villie, selv i de Omstændigheder, der havde forhindret ham fra at møde Halds underveis, eller i Beslutningen om at reise til Genf, i Æresordet, han havde givet sig selv, og hvorved han havde undgaaet at blive latterlig ved at ile efter dem, medens Hald nu selv kaldte og indbød, og medens Skjæbnen smilede. Og var der Noget i hans Natur, som gjorde Modstand mod denne Skjæbne, saa var det ingen Jernstang.

Han gav sig øieblikkelig ifærd med at besørge det Nødvendige og traf endelig efter nogen Søgen Alfons.

Naa, velkommen! raabte Alfons; seiler Du med over til Coppet?

Nei, jeg har været der, og nu reiser jeg.

Reiser Du? Hvorhen? Og naar kommer Du da tilbage?

Det veed jeg ikke.

Men betænk dog, Otto, vi skulde jo følges ad Allesammen, og vi Andre reise i overmorgen!

Hør, Alfons, der er indtruffet Noget i mit Liv, som jeg ikke kan beherske. Det er maaskee galt, hvad jeg gjør; men fulgte jeg Jer, saa blev jeg aldrig Menneske, jeg vilde være som en tør Gane eller afsvedet Græs. Jeg har engang for alle bedet Skjæbnen om at sende mig Lykken; den byder mig den nu paa sin Maade, og jeg tager den.

Er det den italienske Comtesse?

Nei. Spørg ikke.

Hvor det vil gjøre de Castro og dem Allesammen ondt!

Ja, jeg kan indsee, at jeg aldeles fordærver det med de Mennesker.

Tal om mig, saa godt Du kan, Bring dem uendelige Taksigelser, alt det Hjerte jeg har tilovers! Og lev vel, Alfons, kjære Alfons!

Saa det er ramme Alvor? Vil Du da ikke hilse paa Baronessen og .... min Forlovede?

Miss Mirjam? Saa Du er forlovet med hende! Gud skee Lov! Det glæder mig! Til Lykke!

Kom ned og hils paa dem!

Nei, der er Skibet, som skal føre mig og min Skjæbne! Farvel! farvel!

»Til Seir og Lykke blev Volmer født«, sang Otto indvendig for at tvinge Sindet til ikke at vakle.