Niende Capitel

Den sidste Deel af Veien gik gjennem en Allee af Kirsebærtræer i lige Linie til Halds Huus.

I et Speil, der hang i Havestuen, havde Camilla seet Otto komme, og da han kom hende nær og hun vendte sig, havde hun Damens gjæstfrie Venlighed, uden at det var ham muligt at opdage Spor af nogen anden Følelse. Idet han i Afstand havde seet hende paany, havde han bævet af Glæde og Angst eller Undseelse over, at han saaledes indfandt sig som Menneske af anden Rang, efter at han som Væsen af første Rang havde taget Afsked. Nu, da hun modtog ham uden Spor af Sindsbevægelse, gik Angsten over; han forekom sig stegen ned til Jordens Paradiis efter at have med hartad urimelige Anstrængelser været ved Grændserne af det himmelske.

Der blev ikke Leilighed til megen Samtale enten med hende eller Hald; thi strax efter indfandt sig Lægen og Præsten, hvem Hald strax havde stiftet Bekjendtskab med. Hald var kommen i lidt skjævt Forhold til dem. Han havde betragtet den lille By som en ubetydelig dansk Kjøbstad og overfor dens Præst og Læge gjort sig gjældende som den store Tourist, der kom fra Paris, Rom og Neapel. Doctoren, en aldrende Mand med et rødmusset, jovialt Ansigt under graa Haar, havde til Gjengjæld for Halds Beskrivelser givet sig til at fortælle smaa muntre Historier først fra Byen, saa fra Canton Schwytz, saa fra nærmeste Cantoner, saa fra fjernere Cantoner, saa fra Sydfrankrig, saa fra Paris - thi han havde været overalt, studeret eller praktiseret overalt - og Hald, der hver Dag haabede, at Doctoren var færdig, blev hver Dag skuffet og overvunden.

Med Præsten havde Hald givet sig til at tale som Verdensmand og skjemtende slaaet paa, at Geistligheden burde have Lov til at gifte sig. Præsten havde med største Høflighed taget dette meget alvorlig og svaret: Vor Herre frie os fra en saadan Ulykke!

Men hvor kan Deres Høiærværdighed kalde det en Ulykke? Geistlighedens Ægteskab er jo først forbudt for faa hundrede Aar siden af Paven og kan tillades af en Pave.

Ja, men Forbudet er i Consequens af vor hele hellige Religion.

Skulde da vor hellige Religion, spurgte Hald smilende, egenlig have til Hensigt at foranledige Menneskeslægtens Ophør?

Præsten svarede med uforandret høflig Alvor: Hvis De vilde læse blot Anden Mose Bog, 19de Cap., vilde De see, at der paabydes Forsagelse endog for Mængden, der forberedes paa at modtage det hellige Bud - hvad maa da ikke fordres af dem, der skulle opbevare og forkynde det, være Ideens Bærere, som det hedder i det moderne Sprog?

Hald kaldte i sit Hjerte Præsten en Hykler, men var overfor denne Alvor i Forlegenhed med sit Smiil. Han slog om og gav sig til at tale om Rom, beskrev smilende Livet der, men mødte pludselig en Modbemærkning, som Præsten i Forbigaaende støttede paa, at han havde levet to Aar i Rom, i Collegio Romano.

Men saa er De jo Jesuit! udbrød Hald, i sit Indre næsten angst.

Nei, desværre; jeg havde kun faaet Tilladelse til at studere der imod at gjøre Afkald paa at blive optaget i Jesu Selskab, og hvis ikke vor hellige Fader selv løser mig fra mit Løfte, bliver jeg vel her til min Dødsdag.

Hald spurgte yderst spændt: Hvad opnaaer man da ved at komme ind i det Selskab?

Præsten svarede: Der er strengere Disciplin. Man staaer kun under Generalen, og gaaer, hvorhen han befaler.

Ja, vist! tænkte Hald.

Ei, der have vi jo igjen Fredens Due med Oliebladet, sagde Doctoren og sigtede hermed til Pigen, der ordnede Whistbordet og bragte Kort. Alle Tre vare udmærkede Whistspillere; det havde knyttet dem sammen, og de fik hver Dag idetmindste en Times Parti med største Andagt.

Denne Dag vilde man af Høflighed mod Otto have en fjerde Mand; men Spillet blev kort, fordi man strax opdagede, at han spillede altfor slet til det Selskab.

Hvor er De tagen ind? Hvor boer De? spurgte Hald.

Camilla havde følt og erkjendt, at hvis Otto tog sin Bolig hos dem eller tæt ved, maatte hun og Hald reise, hvad det end skulde koste. Til hendes Overraskelse svarede Otto, at han boede i Altorf i Canton Uri, ovre ved Enden af Vierwaldstättersø. Altsaa ved Foden af St. Gotthard, ved Veien til Italien og formodenlig til Comtessen!

Men hvad er det for en Urimelighed? Hvad har De for der? Hvorfor skiller man sig saadan fra Landsmænd? Sæt, man laa og kom Noget til her! udbrød Hald.

Doctoren sagde: Der gaaer hver Morgen Dampskib fra Altorf hertil og hver Eftermiddag Dampskib herfra til Altorf.

Naa, det kan da bøde lidt paa Urimeligheden, sagde Hald, medens Camilla vendte sig bort, usikker, forvirret, uden Magt til at beslutte Noget og med en besynderlig Smerte og dog næsten Begyndelse til Smiil over, at Hald ved sin Adfærd kom til at gjøre Forholdet piquant.

Otto havde lidt for meget af Længsel og følte sig for ydmyg overfor sit brudte eller forandrede Løfte, til at der i hans Sind skulde være anden Tanke end med yderste Nøisomhed at benytte den Lykke at være hende nær. Blot han igjen kunde see hende, blot han paany kunde indaande Luften, hvori hun færdedes, saa syntes ham, at han endog kunde opgive at forlange et Blik eller et Ord af hende. Det gav ham en saa god Samvittighed overfor Hald, at han i dette vanskelige Øieblik vedligeholdt en aldeles rolig og sikker Holdning, Noget, der beroligede Camilla ved at fremstille ham med en Koldsindighed - hendes Hjerte ikke troede paa.

De to verdenskloge fremmede Mænd havde alt overskuet Forholdet, om de end ikke saae de indre Kræfter. Paa Hjemveien sagde Præsten om Hald: Det er en Mand, der slet ikke forstaaer, at man frivillig kan bringe store personlige Offre. Mulig, han snart kan komme til at bringe tvungent Offer.

Jeg har ret Lyst til nærmere Bekjendtskab med det unge Menneske, sagde Doctoren. Han forekommer mig som en Sky svanger med Lynild, der en smuk Foraarsdag ganske stille seiler ind til os. Hvilken Elasticitet og Energi der seer ud til at være i hans hele Sjæl og Krop!

Han seer ikke ud til at ville afstaae fra Noget. - Den Slags Mennesker, vedblev Præsten, har ingen Skriftefader; man kan ikke blande sig i deres Sager. Han tilføiede efter en Pause: I Rom saae jeg noget Lignende begynde mellem nogle protestantiske Fremmede; det endte med, at de Overlevende gik tilbage til vor hellige Kirke.

Man maatte hellere hjælpe dem til at finde sig tilrette i den hellige Natur, tænkte Doctoren.

Saa ofte Præsten var ene med Camilla, gjorde han Forsøg paa at drage hende til Katholicismen. Men Maaden, hvorpaa det skete, befordrede et ganske andet Formaal end det, der stod ham for Øie; thi han bestræbte sig for at vise, at man bør gjøre Alt af Kjærlighed til Christi Person, og udhævede derfor Christi Elskværdighed, anbefalede ham som Gjenstand for ekstatisk Tilbedelse, som en Brudgom, hvem saa mange Tusinder af Brude havde helliget sig, og som bør foretrækkes for alle Andre. I et Hjerte, der bærer Spiren til »den søde Lidenskab« i sig, er den Slags Tale som en varm Aande, der bringer Spiren til at voxe, uden at Hjertet ret veed, i hvad Retning det skeer. Naar han fik hende i Kirke og hun overværede Messen, hvor et veløvet Chor med smukke Stemmer sang de herlige Melodier og Røgelsen ombølgede hende, saa kom usigelige, bløde Længsler efter noget Idealt, og hvordan hendes Tanker end gik, saa endte de ved det Øieblik, da Otto havde opgivet Alt for at lyde hende. Og saa besynderligt var det, medens Duften lagde sig om Sjæl og Sandser, at hun ikke kunde bortstøde ham nu, da han ulydig var kommen for maaskee at hente Lydighedens Løn. Hendes tidlige Ungdom med dens stærke, hemmelige Følelser, med Alt det, hun havde betvunget, da hun havde uddannet sig selv til Huusmoder og Dame, reiste sig paany i hendes Sind, forenede sig med Hjertets høie, ideale Raab: Ubetinget, sand Hengivelse til En! Hun mindedes ogsaa Dalbergs Lære om Eden: at den aldrig kunde binde Personligheden .... og det syntes hende, at for hele Verden var kommet den Befrielsestid, hvori Personligheden blev unddraget gamle, trykkende Forpligtelser for at indtræde i nye, ideale Forhold.

Noget syntes at være foregaaet, der tyngede hendes Sind. Engang, da det hele Selskab var samlet, sad hun nærved Hald, og han bøiede sig over og strøg kjærtegnende hendes Nakke. Hun flyttede sig hastig tilside og spurgte derpaa: Var det en Oldenborre, Du holdt hen paa mig?

Kun Doctoren forstod denne Scene, begreb, at Camilla med overordenlig Aandsnærværelse havde opdigtet Tanken om Oldenborren for at skjule den Hast, hvormed hun havde flyttet sig fra sin Mands Kjærtegn.

Otto opfattede og optog Alt som et Daguerreotypi, gjemte Alt, hver Nuance, med yderste Nøiagtighed; men hans Sjæl stod stille, reflecterede ikke, vovede ikke at uddrage et Resultat. Thi, hvis hun elskede ham? Der kunde aldrig komme Vished nok for dette Ord, der maatte afgjøre hans Liv.

Han turde ikke udfordre Visheden; hans Sjæl bevarede Sky overfor den lukkede Rose og vilde ikke aabne den til Ja eller Nei. Men han var sikker paa Velvillie og Sympathi, han fornam al den Lyksalighed, der gjennem Luften kan bæres fra en Kvinde til en Mand. Al Naturen forvandlede sig for ham. Tstedenfor ubestemte Masser blev ved hendes Side Bjerg, Skov og Sø til Hieroglypher, hemmelighedsfulde, smilende, hellige Tegn paa Fryd og Medfølelse. Alt syntes ordnet for hendes Skyld netop saaledes, stod i Forhold til hende, og han blev klog paa utallige Ting ved hende. Han gik forbi Kirken og bemærkede tilfældigviis en Arabesk, der slyngede sig opad Portalen, ganske som en Lok i hendes Haar, syntes ham. I samme Øieblik blev ham den venetianske Bygningskunst paa Piazetta forklarlig. Han forstod, at det mægtige Stof ikke var blevet saa blødt, ikke havde antaget saa villige Former under Bygmesterens Haand formedelst Studium af Mathematik o. desl., men at Kjærlighed havde givet ham Magt, saa at Stenene vare blevne som Kniplinger. Han begreb, at mangfoldigt Stort i Verden, hvorom man havde lange Beskrivelser, var kommet af Kjærlighed, og at Alt, hvad der var skjønt i Menneskelivet saavelsom i Naturen, var Symbol paa den; han begreb det, fordi han oplevede og erfarede det.

Ofte seilede han ikke tilbage til Uri, men gik, naar han forlod Halds, den modsatte Vei, ind i Bjergverdenen. Det hændtes da jevnlig, at han ved Ave Maria naaede til en lille By, en Fjerdingvei borte, udenfor hvilken stod en gammel Kirke og et Kloster for barmhjertige Søstre. Egnen var besynderlig smuk. Den snevre Dal var besaaet med Frugthaver og gjennemstrømmet af en Skovbæk, der korn ud fra de himmelhøie Bjergmasser. Især naar Nonnernes Aftensang lød, syntes Klostret at hvile i Bjergenes Skygge med forunderlig, overjordisk Tryghed. Nonnesangen steg mod Himlen saa reen og længselsfuld, helligende Jordens trodsige Masser. En Stemme var der især, som forekom Otto mærkværdig blid, from og inderlig. Mere end een Gang, naar Sangen ophørte, aftog han sin Hat og raabte paa Dansk, sikker paa ikke at blive forstaaet: Tak, Du skjønne Nonnestemme! Saa gik han videre opad Bjergstien til en eller anden Sennhytte. Sennpigen redte ham Seng i Forstuen udenfor hendes Kammer; der var efter Egnens Skik hverken Laas eller Slaa; men Alting syntes ham at vide og forlade sig paa, at hans Troskab var bunden andensteds. Han gik videre ved Solopgang, naar Pigerne paa det grønne, vide, dugvaade Bjergplateau begyndte at kalde og synge, naar Kvægets Klokker lød rundt om i den tynde Luft, naar Alpehorn hørtes fjernt, naar al Naturen syntes at istemme en mægtig, høitidelig Morgenpsalme. Med eller uden Ledsager besteg han høie Fjeldtinder, medens han digtede Ord til de Melodier, der lød om ham. Gjennem Husets Folk naaede til Camilla Fortællinger om, hvor rask, uforfærdet og gavmild den unge Fremmede var, og hun kunde ikke værge sig imod at lytte med Velbehag og Stolthed.

En Formiddag var hun paa en Spadseregang med Præsten kommen op ad en Bjergsti, og de mødte Otto, som steg ned. Samtalen blev, som altid med Præsten, religiøs. Han fortalte Begivenheder af sine Sognebørns Liv og udledte Alt fra en uransagelig Villie, der greb ind, hvorimod Otto søgte Forbindelse mellem Aarsag og Virkning og vilde udlede Alt fra to Hovedsætninger: Enhver Ulykke kommer af en Feil, og: Enhver Lykke kommer af en god Gjerning. Han sagde: Fra Vuggen til Graven gaae vi mellem disse to Principer som denne Sti mellem Bjergvæggene paa begge Sider. Dette forkastede Præsten, og medens de kom forbi Kors og Billeder, der efter Egnens Skik betegnede Ulykkestilfælde og antydede deres Natur, standsede han foran et Billede, der forestillede, hvorledes en Mand og en Kone arbeidede sammen, og pludselig var en stor Steen rullet ned og havde slaaet Konen i Hovedet. Mandens Forfærdelse og Konens blodige Hensegnen var tydeliggjort raat, men energisk. Præsten stod foran dette og pegede opad mod det Ubegribelige, i Henhold til Johannis Evangelium 9de Cap. 1-3 V. Men Camilla anlagde Ottos Lære og kom til en vis Klarhed i sit Sind: Hald skulde ikke bestjæles. Hvad der end skulde indtræde, dette skulde ikke skee; ingen forrædersk Utroskab.

- Hald og Otto kom en Formiddag i lang Samtale. Hald yttrede sin Forundring over, at en Præst, der havde faaet en saa storartet Opdragelse, var bleven hensat i en saadan Afkrog, og meente, at der maatte være Noget i Veien med ham. Det, antog Otto, var ikke rimeligt; han var formodenlig netop bleven udvalgt paa Grund af Dygtighed, fordi her var hemmelige Protestanter.

Hvor veed De det? spurgte Hald.

Det har jeg opdaget rundt omkring. Der er et Kloster og en Kirke herinde mellem Bjergene, og første Gang jeg vilde dertil, tog jeg en Dreng herfra med for at vise mig Vei. Jeg kunde mærke paa ham, at han var Protestant, og at han var mistænksom imod mig, fordi jeg vilde til den Kirke. Men jeg fik ham beroliget, og saa skulde De see, hvilken Kjærlighed der kom hos ham, og hvor han fik Trang til Meddelelse, skjøndt paa den Maade, der er egen for de Forkuede. Han er kun en ti, elleve Aar, men har en forholdsvis stor Modenhed; han har vel tidt siddet i en Krog og hørt paa sin Families Klager over Undertrykkelsen og fulgt dem med mere Følelse og Forstand, end de Andre anede. Engang havde en Munk været der og holdt ilde Huus med hans Moder og truet hende med, at hun skulde blive udsultet; han var dengang sex Aar og laa paa en gammel Kuffert og rullede sig sammen og fik Smerte i Underlivet af Vrede. Nu er han glad over, at der er Revolution; han venter, at Krigen skal naae hertil, og at han kan komme til at skyde Munke.

Det er Satan til Dreng! .... Gaaer De saadan om og gjør Bekjendtskaber?

.... Det er interessant at reise saadan .... ak, ja, naar man ikke har et daarligt Knæ. Hvad er det for et Papir, De har der sammenrullet?

Det er et Croquis jeg har optaget af Bjergene ....

Af denne Egn? Til hvad Nytte? Hvortil?

Mens vi ligge her indespærrede, glemmer De reent, at hele Verden er ude af Fugerne. Man kan jo aldrig vide ....

Hvad kan man aldrig vide?

Naar en Jæger vil blæse i sit Horn, som der staaer i Sangen.

Hald stirrede et Øieblik paa ham og sagde endelig: Ja, naar man ikke er gift, saa kan man altid være beredt. - Men den Præst jeg har gjort Bekjendtskab med her, er virkelig mærkelig af en katholsk Præst at være, vedblev Hald og fortalte Otto Yttringerne om, hvad der skulde fordres af Ideens Bærere.

Otto blev alvorlig og tankefuld.

Hald agtede ikke derpaa, men tilføiede: Reent abstract eller overjordisk er det sandt; men det er umuligt i Praxis. Jeg troer forresten, at Coelibatet er upolitisk.

Det troer jeg ikke, sagde Otto. Det er netop snildt; hvis Præsterne vare gifte, vilde de fleste Fruentimmer ikke skrifte til dem.

Hm, sagde Hald og gjorde store Øine, hvor De er klog paa Fruentimmerhjerter!

Eller dum; men saadan har jeg hort eller læst, svarede Otto parerende i Octav med et Smiil. Nu havde han lært det.

Naa, det er ikke Deres egen Opdagelse, sagde Hald beroliget.

Otto kom denne Aften sildigere end sædvanlig fra Halds, og da han gik henad Kirsebæralleen, syntes Byen ham at ligge med usædvanlig Skjønhed under Stjerneskinnet, medens det høie Fjeld ludede ud over dens hvide Mure, og gjennem Stilheden hørte han en svag Musik. Den standsede, medens han gik efter den; men da han kom forbi Kirken, saae han, at der var Gudstjeneste, og gjennem de aabne Døre lokkede Scenen hemmelighedsfuldt; thi der var næsten ingen Lys, og fra det store, mørke Rum lød tactmæssige Døn af en dyb, stønnende Andagt fra en stor Menighed. Det drog ham indenfor; det kaldte ham med dets mysteriøse Inderlighed, med dets Blanding af Lidenskab, Smerte og Fred, hvortil der altid findes en tilsvarende, bævende Streng hos den, som elsker, frygter og haaber.

Strax efter at han havde faaet Plads i en Krog, steg Præsten op paa Prædikestolen; men det var ikke Sognepræsten, Otto gjenkjendte med nogen Overraskelse Pater Dauw. Han var altsaa her paa Mission, han havde sandsynligviis faaet det Hverv at virke paa de blandede Cantoner.

Efter en Bøn, holdt med blid og blød Stemme, og hvori hentydedes til Farerne, der omgave den hellige Religion, begyndte Pater Dauw sin Prædiken. Hans Foredrag havde noget særeget Fortroligt, som om Fjender stode udenfor den lille Kreds, og paa mærkelig Maade kom derved noget Lidenskabeligt i Luften. Han sagde, at Kirken til forskjellige Tider, naar den var i Trængsel, havde behøvet Kræfter af forskjellig Art, og Herren havde altid vakt dem, der netop behøvedes. I den første Tid, da man havde havt at kjæmpe mod Hedningedommens Sandselighed og Begjær, havde Kirken behøvet Mænd og Kvinder, der ganske forsagede Legemet, i Ørkenerne øvede sig i Afholdenhed og Kydskhed og derfra bragte denne Aand ind i Byerne, hvor den efter haard Kamp blev seirende. I den næste Periode, da Kirken var bleven stærk, havde den herskende Fjende været Rigdom, og da havde Herren vakt saadanne Mænd som Frants af Assisi, der især tilbageførte Nøisomhed og Fattigdom. Atter kom en Trængselsperiode, det var Frafaldets, Vantroens, Protestantismens Tid, og da havde Herren vakt den hellige Ignatius Loyola, hvis Ildsjæl bøiede det Haarde og Stridige og tvang det under Lydigheden. Jesu hellige Orden gik i Striden under Lydighedens Fane, holdt ud med Lydighed, døde med Lydighed. Nu var kommen en ny Prøvelsens og Trængselens Tid: Gemytterne vare blevne lunkne og ligegyldige, Aanden var svag og smaalig. Nu fordrede Herren Iver. Men Herren fordrede Alting heelt. Man maatte være heelt ivrig for det Helliges Seir, man maatte stille sig fuldstændig i Kirkens Tjeneste; med Kjendskab til sin egen Kortsynethed maatte man hos Kirken søge Oplysning om, hvo der var Ven, og hvo der var Fjende, i Tillid til Kirken gaae løs paa Fjenderne med Iver, ja med blindt troende Iver; thi denne Blindhed i Guds Tjeneste var det rette Klarsyn. Men hvordan kunde Nogen komme til en saadan Iver, medmindre han først bekjendte sine Synder og fik Aflad og da som luttret Stridsmand gik tilbage i Verden under det hellige Banner! Nu var Tiden kommen, da de Lunkne skulde udspyes, men de varme Hjerter samles om det Hjerte, der var blevet gjennemboret af syv skarpe Sværd. Hvad er det for et Dyr, som I see udhugget foran mig paa denne Prædikestol? vedblev Pater Dauw. Det er en Høne. Det er Sindbilledet paa vor hellige Kirke; I ere Kyllingerne. Gaa, hvorhen I ville, I kunne ikke hjælpe Eder selv; Eders Sandser ere for svage, Eders Forstand for slap! Hvorledes ville I hjælpe Eders kjære Forudgangne, som ere i Skjærsilden? Kun ved Kirkens Forbøn; den har Magten dertil. Hvorledes ville I selv hjælpes ud af Pinen? Kun ved Kirkens Forbøn! Dømmer nu, hvad det er for Mennesker, der fornægte vor Kirke, ja angribe den! En Slægt af Hedninger lig Cananiterne. Saasnart de have menneskelig Følelse i Livet, komme de til os. Jeg har nylig gjenoptaget en protestantisk Dame i Kirkens Enhed. Det, som førte hende til os, var Afskyen for den evige Fordømmelse; hun fandt, at der maatte være et tredie Sted, hvis Gud var Gud. Man er umenneskelig, naar man ikke føler saadan. Jeg har gjenoptaget andre Vildfarne, der erkjendte, at naar der er en Udødelighed, saa kunne ogsaa de kjære og store Afdøde fornemme os og gaae i Forbøn for os. Man er ikke noget heelt Menneske, naar man ikke er Katholik. Men heel Katholik er, som jeg alt har sagt Eder, kun den ivrige. Hvad er et Regiment uden Fane? Hvilken helligere Pligt har Soldaten end følge Fanen? Hvad Ret har han til at raisonnere, naar Fanen er i Fare? Velan, den hellige Fane er i Fare! Den begjærer Eder! I skulle komme heelt og holdent, med Iver! Jeg kommer fra Steder, hvor Atheisterne have Magt og undertrykke Eders Brødre. Jeg kommer fra Egne, hvor det er en Forbrydelse, en Latterlighed, et Martyrium at være Katholik. Jeg er sendt af Paven, Christi Statholder; mig er givet Fuldmagt til at føre og lede, til at løse og binde. Naar jeg siger: Tal, skulle I tale; naar jeg siger: Ti, skulle I tie; naar jeg siger: Slaa, skulle I slaae. Saadan skal det være formedelst Kjærligheden til Eder, at I kunne have Noget at forlade Eder paa i denne Forstyrrelsens Tid, at I kunne blive frelste i den Herre Christi Navn, forsaavidt I bekjende Eders Synder og faae Indvielsen ved at være ivrige.

Talen sluttede med Underretning om, naar og hvor Skrifte fandt Sted, og med Meddelelse af Betingelserne, hvorunder fuldstændig Aflad kunne erholdes.

Otto gjenkjendte Aanden ligesaa vel som Manden. Der var den Forskjel, at det nu var fuldstændig Alvor istedenfor den tidligere halv æsthetiserende Discussion. Det Hele forekom Otto at lyde som Jægerhornet, ja som Generalmarsch og Allarmtromme. Trommen rørtes nu endog imellem Bjergene, hvor han var skjult, og ligesom af en høiere Magt var han bleven ført hen i denne Kirke. Egoismen sagde: Hvad kommer det Dig ved? Du har det godt; Du oplever Alt dette som Tilskuer. Men en anden Følelse i Sjælens Dyb oprørte sig mod en saadan Aandens Thronfrasigelse. Han havde hjemme paa Jorden; de andre Menneskers Sag var ogsaa hans; de havde Krav paa ham; han bævede af Uro. Men hvad skulde man gjøre? Verdens Hank viste sig for ham; men den var af Taage. Og hvem kunde man ønske fuldstændig Seir? Han vidste, at begge Parter forsaavidt havde Ret, som de undertrykte hinanden, hvor de fik Magt. Man skulde selv have en saadan Vælde, at man kunde tilmaale dem deres Ret og bringe dem til at være Mennesker. Man skulde være et Grevebarn, en Fyrstesøn, have et Billede som Camillas i Hjertet og bringe hele den Kjærlighed, som knyttede sig hertil, og den Viden, han havde indsamlet, til Herredømme. - Maaskee ved en flygtig, men skarp Tanke om hans Forhold til Halds Huus, dukkede i dette Øieblik hiint Barnebillede op i hans Indre og vaandede sig. Det medførte en glimtende Forestilling om, at der var et Ridder- eller Fyrstendømme at erhverve trods Fødsel, og at det var allestedsnærværende, naar man kunde opbyde den rette, men overordenlige Kraft.

Da han kom ud af Kirken, var Maanen staaet op og gjød sit fortryllende Lys over den stille By og den stille Bjergegn. Atter og atter stillede Naturen sig op for ham i uhyre Modsætning til Menneskelivet; den syntes at ville nægte Verdens Bevægelse og Aandens Kampe, ja standse selve Aandedrættet i en Lyksalighedsfornemmelse, der var heelt forskjellig fra den, han i Kirken havde begjært. Ingensteds var tilforladelig Varme og Sympathi uden hist, det Dulgte i det hvide Huus, Camillas Skikkelse, hendes Blik, hendes Smiil, hendes Bifald. Hist hen droges alle hans Tanker; han sagde: Lad det føre mig; jeg kan ikke føre mig selv.

Hald begyndte at komme sig; han kunde alt gaae nogle Skridt i Haven. Nu var det umuligt længer at drømme sig ind i Forholdet som stillestaaende og uforanderligt; nu kom Udsigten til Skilsmisse med sin Uro. Imellem Otto og Camilla var ikke blevet talt et kjærligt Ord, enhver Hentydning til Scenen i Genf var bleven undgaaet; men det kommer i saadanne Forhold, indtil en vis Grad, ikke an paa, hvad man directe og udtrykkelig siger. De retfærdiggjorde sig for hinanden; Camilla gav Otto Oplysning om, i hvilket fjernt Forhold hun havde staaet til Schiøtt, og hvor lidet hun havde havt Skyld i Katastrophen, skjøndt hun beklagede, ikke at have viist mere Mod. Han talte til hende om sine Bekymringer, om de Ideer, der vare i Bevægelse, og altid laa det under hans Ord, skjøndt det ikke blev sagt, at han og hun vare sammen i Fremtiden. Hun lagde ikke selv Mærke til, at saadan, som hun talte, taler man kun med den, man indrømmer en Ret til at vide Besked, og Otto havde heller ikke kold Reflexion nok til at blive Stillingen vaer og mærke, hvilken Gunst han nød.

Men endelig maatte dog en bestemt Udtalelse komme. I nogen Afstand fra Vandfaldet kan Baaden endnu vende om; men er den først kommen til Stedet, hvor Strømningens Magt griber den, saa følger den blindt sit Fatum.

Doctoren bemærkede, at Otto med særlig Iver talte om den smukke Egn ved Nonneklostret, og han meente maaskee, at naar de to unge Folk dog skulde og sandsynligviis vilde mødes, kunde det bedst skee under hans Beskyttelse. Han foreslog Camilla en Spadseretour til Stedet, og som han havde ventet, traf de Otto. Efter nogen Samtale om Egnen spurgte Doctoren, om de ikke havde Lyst til at besee Klostret, og da Camilla bejaede det, bad han dem vente lidt, til han havde forhørt sig. Der er nogle Omstændigheder, og det kan vare et Qvarteers Tid, sagde han og fjernede sig.

De havde altsaa et Qvarteer til at afgjøre deres Fremtid, deres Vee og Vel, deres Salighedssag, og dog hengik de første Minutter i dødelig Taushed. Han kunde ikke overvinde sin Ærbødighed og Angst; han bævede indvendig som af Feberkulde.

Hun sad paa den lille Bænk under Træet; i sin hvide Dragt saae hun i den mægtige Skyggekreds ud som Træets Dryade. Foran sig kunde hun gjennem en Rift i Bjergene øine Toppen af det mægtige Pilatusbjerg ovre paa den anden Side af Søen.

Hun brød Tausheden og sagde: Hvor man saa gaaer i denne Egn, følger det Bjerg med, og altid seer det saa alvorlig ned, som om det havde Noget at sige mig. Jeg kommer til at tænke paa salig Fader.

Hvad siger det da? spurgte han med blød, kjærlighedsfuld, bævende Stemme.

Denne Lyd virkede tilbage paa hendes Stemme, maaskee ogsaa paa hendes Ord, idet hun svarede: Det siger, at det var bedre, om De ikke var kommen hertil. De havde jo ogsaa lovet det.

Troer De da ogsaa, at det Bedste er den bittre Forsagelse, Opgivelse af Alt, hvad der gjør Livet lykkeligt? For den abstracte Idees Skyld at miste, hvad der har Fylde og Farve?

O, min Ven, sagde hun stirrende, hvo der er meest elsket af Ideen, faaer ofte det mindste Stykke af Lykkens Æble.

Tænkte hun fuldstændig paa disse Ords Betydning, og sagde hun dem med bevidst Hensigt, eller var der i hendes Sind hiin besynderlige Dobbelthed, der med sær List blander det Bevidste og Ubevidste sammen?

Men han forstod Ordene; et Øieblik stirrede han paa hende, forbauset, næsten ikke istand til at fatte den Lykke, at hans ubekjendte Genius aabenbaredes i hendes Person.

Er det Dem! raabte han, idet han bøiede Knæ. Kommer De endelig? Saa faaer jeg da Alt, hvad jeg har bedet Himlen om! O, Du meest velsignede af alle Kvinder!

Stille, tys! sagde hun, idet hun med den ene Haand strøg ham om Haaret, med den anden trykkede hans Hænder.

Ja, sagde han, De har Grund til at tysse. Men jeg har nu faaet Alt, og nu kunde jeg døe af Lyksalighed.

Nei, De skal leve! sagde hun, løftede ham op og kastede sig til hans Bryst. Da var hun fuldstændig den frygtløse, lidenskabelig elskeride Kvinde, og Otto nød den store, uendelige Lyksalighed at fornemme sig elsket af Den, i hvem han saae Idealet virkeliggjort, at blive kjærlig trykket af den Arm, hvis blotte Berørelse foraarsagede en henrykkende Følelse.

I lang Afstand hørte de Doctoren tale høit.

Camilla sagde: Imorgen Aften maa Hald vide Alt. Imorgen tidlig ville vi mødes her for at aftale, hvorledes Alt skal gaae.

Doctoren kom med en lille Pige og meldte dem, at paa denne Tid var Klostret ikke aabent, men hvilkensomhelst Formiddag Kl. 9. Man behøvede da blot at opsøge den lille Pige, saa vilde hun være Fører.

Idet Klokkeslettet blev nævnt, mødtes Ottos og Camillas Øine; men Doctoren forstod ikke, hvad det betød.

Da Camilla kom hjem og var ene, begyndte hun paa et Brev til Otto, hvori hun vilde bede ham opgive Mødet den næste Dag, men hvori hendes egne Ord førte hende langt bort fra, hvad hun ved de første Linier havde antaget for sin Hensigt. Hun skrev:

.... Det vil være bedre saa, hvis De virkelig elsker mig. Hvis De elsker mig - men De gjør det jo! Kan De huske, hvor De saae mig første Gang? Hvor meget har jeg ikke forandret mig siden den Gang! Da var jeg yngre og bedre end nu, og dengang lagde De maaskee ikke Mærke til mig. Og nu - jeg kan ikke fatte, at Du virkelig elsker mig, Du, som har seet saa megen Skjønhed i Virkeligheden og i Tanken, Du, der synlig er indviet til at leve i Skjønhedens og Storhedens Rige. O, ja, Du er kaldet og udvalgt som de Færreste, Dig er en uendelig Bane af Bedrift og Lykke aabnet, blot ingen Havfrusang fører Dig fra Veien. Hvor jeg nødig vilde være Havfruen! Jeg ængstes og frygter. Naar jeg blot kunde troe mig selv istand til at udfylde Din Kjærlighed og beholde den. Gid Du havde befalet og holdt mig tilbage med Magt, da jeg var hos Dig. Hvorfor have vi lagt denne forfærdelige Overveielsestid mellem os? Jeg er syg her, Luften kvæler mig. Var jeg hjemme, vilde jeg døe, det føler jeg; thi der ere tusinde Øine og tusinde Tunger, der misundelige stille sig op som spidst Jerngitter om den kolde Offersteen, hvor saa mangen Kvindes Lyksalighed hengives, og som de kalde Pligten. Hvilken Pligt er større end Sandhed, Ærlighed i Følelsen, ærlig Kjærlighed! Hvilken Gud er der uden ham, som er Ilden i os, som giver Kjærlighedens evige Ungdom! Jeg vil trofast føre Kjærlighedens Alter med mig til Dig - jeg kommer imorgen - - Ja, jeg kommer! Jeg behøver ikke at skrive dette Brev! sagde hun og sønderrev det, og saa nænnede hun dog knap at bortkaste eller brænde Stykkerne, fordi de havde været bestemte til ham.

Efter det første, dybe Drag af Henrykkelse havde Otto en Fornemmelse, der lignede Smerte. Han ønskede Noget, der med nogen Vanskelighed vilde være muligt at iværksætte, men sædvanligvis er umuligt. Ved mange sammenstødende Omstændigheder var Camilla fra Først af og bestandig kommen til at staae for ham paa ideal Maade, saa at hun repræsenterede det Høieste og Ædleste, han havde Anelse om. Nu, da hun fuldstændig skulde være hans Eiendom, traadte Virkeligheden frem og sagde: Hun er dog kun en anden Mands Hustru. Saasnart han begjærede hende, var hun dette; naar han saae op til hende, var hun Idealet. Han havde haft næsten bogstavelig Ret ved at sige til hende, da hun gav sig tilkjende, at nu vilde han gjerne døe, og hun fra sit Standpunkt havde ligesaa fuldstændig Ret ved at sige, at nu begyndte Livet. De skiftede Roller - hvad der oftere, end man troer, skeer for et Øieblik paa et saadant Vendepunkt i Forhold mellem Mand og Kvinde. Saa tænkte han paa, hvad der forestod, hvorledes han maatte træde op imod Hald, hvor ubehageligt dette kunde blive, og hvor nødvendigt det var, at hun blev holdt fjern fra alle Scener. Derfra vendte Tanken sig pludselig med ny Henrykkelse til det Øieblik, da han havde holdt hende i sine Arme, og overfor dette Billede forsvandt alt Andet eller blev liggende som en ubestemt, dunkel Baggrund, som et enkelt gnavende Sandskorn i Livets lyksalige Blødhed.

Imorgen! Saa skulde Livet begynde, saa havde han sin Genius, saa blev paany, i forædlet Skikkelse, Billedstøtten levende, saa gik Veien til rolig Stræben efter at udrette Noget i Verden og skabe Livet harmonisk.

Imorgen!

Da de mødtes næste Morgen, var der ingen Grund for dem til at besøge Klostret; men den lille Pige kom springende dem imøde og tilbød sig at føre dem, og det forekom dem uvilkaarlig, at de for Folks Skyld maatte vise, at de vare komne i dette Ærinde.

En aldrende tjenende Søster førte dem ind i et lille Værelse med hvide, kalkede Vægge og jernbeslaaede, sorte Døre; paa Væggen overfor det stængede Vindue var et sort Crucifix, med Christus i Legemsstørrelse, saa fortræffelig udskaaret og malet, at Skikkelsen saae ud som levende og udbredte hiin stille, anelsesfulde, smerteblandede Ærefrygt over de Indtrædendes Sind, lagde sig som et Slør over deres dybe Livsglæde og Livslyst; paa Væggen overfor Indgangen var et stort, sort Trægitter.

Ved de Tremmer er Verdens Grændse for de stakkels Piger, sagde Otto; der tør Verden komme og tale med dem.

Camilla trykkede blødt hans Arm; selve den vemodige Medfølelse syntes at forøge hendes Kjærlighed; hendes Hjerte takkede ham, fordi det levede, fordi det i dette Fængsel følte sin Frihed.

En Nonne kom tilligemed en gammel Munk, Søstrenes Skriftefader; hun var klædt i en vid, guul, ulden Dragt med vide Ærmer; om Hovedet havde hun en Slags Hætte af samme Tøi, og idet hun trak den sammen, saae man kun ligesom i Foldernes Baggrund et Øie og det hvide Nonnebind om Panden.

Munken var i lignende Dragt; Men Hætten var slaaet tilbage, og man saae hans skaldede Hoved med sølvhvide Øienbryn, usædvanlig livlige, milde Øine og et tyndt, hvidt Skjæg. Han vilde efter en venlig Hilsen gaae bort, men enten af Høflighed eller af andre Grunde betænkte han sig for at gjøre dem Følgeskab. Medens Nonnen ledte i sit store Nøgleknippe og paa samme Tid var bøiet foran Crucifixet, henvendte han sig i dæmpet Tone til Camilla og Otto og fortalte dem, naar Ordenen var stiftet og denne Bygning opført. Endelig havde den barmhjertige Søster fundet Rede i sine Nøgler eller endt sin Bøn og førte dem i Taushed til Hospitalet.

Det Værste her er, at de døe for mig, sagde Munken.

Ja, men det kan jo ikke undgaaes, at der døer Mange paa et Hospital, svarede Otto.

Nei, jeg mener Søstrene. Det er sjelden, at Nogen holder fem Aar ud.

Paa Veien fra Hospitalet ind til Kirken sagde Camilla til Søsteren: Har De været længe her?

Nei, et Par Maaneder.

Er det saa kort, siden De blev Nonne? ....

Nei, jeg kom hertil fra Jerusalem, svarede Søsteren kort og klangløst.

Fra Jerusalem!? Hvordan kom De da dertil? Hvorfor blev De der ikke?

Dengang var der Mangel paa Søstre i Jerusalem, og der var Pest. Jeg fik Befaling at gaae dertil. Saa fik jeg Befaling at gaae hertil.

Otto, sagde Camilla paa Dansk; hun har været i Jerusalem! ..... O, Gud jeg har ogsaa engang længtes efter Jerusalem ....

Ottos Øine mødte hendes, og Camilla vedblev med dæmpet Tone: Jeg har reist langt for at finde det, og nu skal Du være det!

For Guds Skyld! sagde Nonnen med næsten kvalt Stemme; jeg forstaaer Dansk!

Dansk! udbrød Otto og Camilla samtidig.

Nonnens Hoved sank ned, Hættens Folder faldt tilside ....

Pauline! sagde Otto og vaklede tilbage.

Ja, Pauline Bille! sagde Nonnen, idet hun, ligesom samlende sin sidste Kraft vendte sig imod Camilla.

Pauline Bille? ..... Bille? ..... Datter af ham i Middelfart? raabte Camilla og greb i Søsterens Arm.

Nei, en Broderdatter; men jeg var der dengang!

Camilla drog Nonnen tilside og sagde med den Hensynsløshed, som et saadant Øieblik fremkalder: Min Fader talte til mig om Deres Familie i sin Dødsstund. Han havde gjort Alt, hvad han kunde for at formilde Deres Tante; men hun forbandede ham. O, han var saa ulykkelig! For Guds Skyld, for den Barmhjertigheds Skyld, De selv haaber paa - og De kaldes jo barmhjertig Søster - gjem ikke Naget, men tilgiv! Er der Noget, som jeg kan gjøre, saa byd over mig! Forlang af mig, hvad De vil! Tilgiv og bed en god Bøn for ham, for min stakkels Fader!

Jeg har tilgivet ham og Andre! I min Sjæl er intet Had! Jeg velsigner dem, som have syndet imod mig! Gud har givet mig Fred. Hvad de tænkte til det Onde, har Han vendt til det Gode. Hans Navn være evig priset!

Gode Søster! sagde Camilla grædende. Ja, De er for mig som en gjenfunden Søster! Ak, at jeg skal efterlade Dem her!

Her er jeg vel forvaret, svarede Nonnen med et blidt Smiil. Men hun tilføiede med gjenopblussende verdslig Kvindelighed: Her har Den, som engang forkastede min Stemme, takket mig for min Nonnesang...... O, jeg forsynder mig! Hellige Fader, lad mig gaae

bort!

- Da de stode udenfor Klostret, sagde Camilla med halvt lukkede Øine og famlende efter Ottos Haand: De nævnte hende ved Fornavn - hvor kjender De hende fra?

Otto svarede og sank næsten sammen under Svarets Tyngde: Hun har været .... min Forlovede.

Og var det uden Deres Skyld, at hun kom hertil? spurgte Camilla og lagde Haanden paa sin Pande, medens Øinene lukkede sig bange.

Otto taug.

Hun sank ned paa den Bænk, hvor hun Dagen før havde siddet, og holdt Haanden for Øinene.

I samme Øieblik følte hun Liv røre sig under sit Hjerte.

Denne Følelse, mægtig, forbausende og sødtbetagende i og for sig, forenede sig hos Camilla med Stemninger, som hendes Organisme næsten var for svag til at bære: Forfærdelse over, hvad hun havde staaet i Begreb med at gjøre, og ekstatisk, mystisk Henrykkelse over, at hun syntes at faae Bud fra sin Fader, Forkyndelse om, at de Magter, som efter hans Mening havde fordret hendes første Barn til Offer, nu vare forsonede. Hun kunde knap huske paa Otto, der stod ved hendes Side; hvad end hendes Hjerte bevarede imod ham af Kjærlighed, Uvillie, Medlidenhed, saa var han nu pludselig bleven hende en Fremmed, og der var hos hende ikke Spor af Tvivl om, at hun fuldstændig vilde og skulde forsage ham.

Uden Anelse om, hvad der bevægede sig i hendes Sjæl, søgte han at tage hendes Haand.

Hun trak den tilbage saa hastig og bestemt, at det under andre Omstændigheder vilde forekommet hende selv ubarmhjertigt. Hun kunde ikke sige Andet end: Vi maae skilles.

Dette Ord var ham heelt uforklarligt. Havde der i hans Hjerte et Øieblik været ringeste Tvivl om, at hun var det Høieste, han kunde ønske, saa forsvandt den nu, da hun syntes at staae paa Spil og var nærved at tabes. Han kunde ikke troe, at det var Alvor; men hvis det var Alvor, var den sindsforvirrende. Han udbrød: For Guds Skyld, sig dog ikke det! Jeg kan ikke udholde den Tanke! Livet er nu blevet mig umuligt uden Dem ..... uden Dig, Camilla! Vender Du Dig fra mig, er det Døden.

Men jeg vil leve! sagde hun og reiste sig og gik videre med Øinene nedslagne, og medens hendes dødblege Kinder i enkelte Øieblik blussede.

Dette Ord syntes ham saa koldt, egenkjærligt og bittert, at selve Uvillien derover gav ham Styrke og Kulde.

Det er vel fornuftigst, Frue, at jeg følger Dem hjem, sagde han.

Underveis var det hende umuligt at samle sig, at stige ned fra den Høide, hvortil hun var hævet, og hvor Himlens Vinde hvirvlede om hende. Et Øieblik sank hun ligesom fra Pol til Pol; der paakom hende en knugende Angst for, at hun kunde bringe ham til at blive uhonnet og tale til Andre om hende; men hun bebreidede sig den blotte Tanke som uværdig og vilde i alt Fald ikke vove at krænke ham med et Ord derom. Og atter droges Tanke og Sind uimodstaaelig tilbage til Nonnen, til Faderen, til det ufødte Barn, til Vidunderet, der indhyllede hende som en farvet Sky.

Men lidt før de bøiede om i Kirsebæralleen, sagde hun: Jeg kan aldrig forklare Dem, hvad idag er foregaaet. De har ikke Sandser til at høre det, og jeg har ingen Ord. Lad mig blot sige Dem det, at De har været Redskab i Guds Haand, og jeg vil velsigne Dem og bede for Dem til mit sidste Aandedræt.

Han svarede: Jeg er Dem inderlig forbunden, Frue; og dersom det er mig muligt, skal jeg gjøre Gjengjæld.

God Dag, velkommen hjem, Fru Etatsraadinde, Fru Bortløberske, Fru Bjergvandrerske! raabte Hald hende i den største Glæde imøde fra Døren. Nyt hjemmefra! Breve og Aviser! Jeg er bleven Etatsraad! Vi have seiret i et Slag ved en By, som hedder Bau! Oprørshæren er sprængt! Man har sat en Priis paa Hertugen af Augustenborgs Hoved! Hurra!

Og i umaadelig Glæde svingede Hald Papirerne over sit Hoved, medens han raabte.

Reiser De med hjem? spurgte han Otto, da Camilla under Paaskud af Ildebefindende - og det var da mere end et Paaskud - var gaaet til sit Værelse.

Nei, svarede Ottojeg maa nu tage Afsked med Dem. Hør, nu maa De ikke være misundelig over, at de Andre have seiret, medens De optog et Croquis af disse Bjerge, ha, ha! Nei, svarede Otto.

Da han var gaaet, begreb han ikke, hvorfor han havde svaret Hald koldsindig og ikke tugtet ham for den sidste Yttring. I nogle Minutter stod den taarnhøi for ham, skjulte alt Andet, tiltrak sig al den Forbittrelse, som kogte i hans Sind. Vreden blev ham saa utaalelig, at han vendte om; men da han saae Alleen, Klipperne og Stien til Klostret, forsvandt Hald som et lidet Punkt i den uhyre Smerte, Mismod, Skuffelse, og et Billede, der hidtil havde staaet i Baggrunden, traadte kjæmpehøit frem: Pauline.

Han vendte uvilkaarlig om igjen. - Hende syntes Skjæbnen blidt at have taget sig af, medens den saae strengt og skarpt paa ham. Den havde trøstet hende og givet hende Hvile - med hvor megen Smerte, havde han hverken Evne eller Villie til at fordybe sig i. Det gjorde for ondt. Hvorfor ydmygede Skjæbnen ham saadan i Camillas Paasyn? Hvorfor stillede den sig overfor ham op paa Kothurnen i Anledning af et Forhold, der hørte til Hverdagslivet, og hvori han blot havde værget sig imod at gaae tilgrunde? Hun havde nu jaget ham ud af Paradiset, ved hende var han bleven ene, ligesom paa en Kanonkugle skudt bort fra Jorden. Der syntes ham ikke Retfærdighed deri, han straffedes gjentagent og langt mere, end han havde fortjent.

Tankernes Od brødes paa den Klippe, de havde mødt. De søgte ad hine underlige Veie, der aabnes i Smerten, tilbage til hans tidlige Ungdom, til »den lille Nausikaa« med Theemaskinen, Sem, Alfons, Samlivet med dem og Ordene:
»Kvinde, veed Du ei,
At Guders Skyldner jeg ei længer er?«

Ja, det er sandt! - sagde han med pludselig tilbagevendende Energi og Livskraft - jeg er ikke længer Guders Skyldner! Saa fuldstændig have de opgjort Regnskabet med mig, at jeg nu er som en Sjæl kommen ud af Skjærsilden, med Alt opbrændt bagved mig, ene med mig selv og mit Krav paa Livet! - - Disse Bjerge har jeg udpyntet med min Kjærlighed, lagt Guldglands og Regnbuefarver om dem - velan, de ere ikke andet end Steenmasser. Fædrelandet har jeg smykket til et Alfehjem, nu reiser hun hjem og udbreder sin Kulde derover, saa det visner for mig. ..... Ja, vist har jeg optaget et Croquis af denne Bjergegn, medens de sloges og bleve lykkelige; vist har jeg ligget her og uværdig spildt Tiden. Men der er endnu Plads i Verden for en Personlighed, der vil og tør sætte Livet ind for ikke at forgaae i Tusmørke .... At hun nogensinde skulde sige: Gud skee Lov, jeg ikke betroede mig til ham! Jeg tog feil af ham! Der var Intet i ham! - - - Hvordan kan jeg dog klage? Jeg oplever jo kun det Gamle i høiere Potens! Noget voldsommere end før tilføies der mig Ondt, men saa har jeg den hele, frie Verden at tye til. Utallige Mennesker lide Uret; mig synes selve Klippen her at have Anelse derom, igjennem Skov og Bjerg gaaer en forunderlig Bedrøvelse. Hun har ikke gjort Andet end givet mig Ridderslaget, for at jeg skal ud og kjæmpe med mellem dem, som ville indrette Verden retfærdigere. Hun kaldte mig Redskab for Himlen; men hun har selv været Skjæbnens Redskab for mig, hendes ubarmhjertige Ord ere skarpe Sporer imod al Ufrihed og Ubarmhjertighed, der tynger Menneskene. - - Jeg har det, jeg har det! Her er Kortet, hun gav mig i Steyermark, og hvorefter jeg altid kan faae hendes Opholdssted at vide! Italien! Italien! - Ingen komme nu og tage min Hest i Tøilen!