Tiende Capitel

At drage en Foraarsnat, henad Morgendæmringen, fra Dalen op i Alpeverdenen mod Italien!

Luften er kjølig og hænger stille ligesom sovende; Stjernerne skinne blegt, og en efter anden synes de at opsluges af noget Mørkt: det er Bjergene, man kommer nærmere og kun paa denne Maade opdager. Sindet er besynderlig grebet; det veed, at Mørket snart skal vige, og aner rigt Lys og herlige Farver; hver lille Lyd tiltaler som en Forjættelse. Veien stiger gjennem Skove, en rødlig Strime kommer paa Himlen, Luften synes at vaagne, omgiver Vandreren med en hærdende Friskhed, der er næret af Snee-Kjølighed, Graners og Alpe-Urters Duft. I det Fjerne høres nu og da en bragende, brølende, hastig farende Lyd som af et uhyre, vildt Dyr, der springer paa Bytte; det er en Lavine. Ved en af Veiens mangfoldige Bøininger farer det pludselig forbi Vandreren som en hvislende Slange eller som et vandrende Vandmøllehjul eller som en Undine, der vil gribe efter ham; det er en af de utallige Bjergbække. Sjælen smiler ad Drilleriet og ad Faren. Himlen bliver lysere, og man seer nu, hvor ene man er: mellem umaadelige Masser, der hæve sig mod Himlen, udstrække sig i alle Retninger og i de mangfoldigste Former og betage Sindet med Fornemmelsen af Storhed og Styrke. Endnu høiere, i Alpeluften, der giver Legemet en forhen ukjendt Fornemmelse af Elasticitet og Kraft, falder Solens Lys paa Græs og Buske, og det seer ud, som om alle Verdens Bjerge have deres Diamanter ude at sole paa denne Afhang, og saa lidet betyder Mennesket, der vandrer forbi, at man ikke engang har sat en Vogter for Skattene. Ensomhedens og Stilhedens Majestæt griber Vandreren; Phantasien kan ikke overvælde disse Masser; Tankerne vende sig indad og dvæle der med drømmende Tungsind ved Alt, hvad der er til Hinder for en Storhed og Høihed, som Bjergverdenen ved sit Exempel synes at udfordre. Men end alvorligere, barsk og vild, fremtræder Bjergnaturen, jo mere den Veifarende naaer op over den og bliver istand til at beherske og oversee den. Fra det romantisk Sammenslyngede og mægtig Bølgende er man kommen til et uhyre Taarn, paa hvis udvendige Side man stiger langs Afgrunden, og derpaa til et engt Pas mellem sønderrevne Klipper, bedækkede med Iis og Snee. Hist og her fremtræder Klippen nøgen og sort, ligesom forbrændt, som et Liv af Lidenskab, der er slukt under en ensom, glædeløs Alderdom. Passet udvider sig, og Veien fører forbi en Sø, maaskee dyb som Erindringen, men frossen. Alt er glædeløst og tankeforjagende; man stræber kun at ovevinde Besværligheden, at komme ud gjennem Sneen, der koldt beskinnes af Solen og snart haard, snart løs, gjør Vandreren hvert Skridt stridigt.

Saadan vandrede Otto fremad, efterat han havde været i Bern og faaet den attraaede Underretning. Der havde han ogsaa erfaret Revolutionerne i Wien og Berlin, og til det Øvrige, han bar paa, korn ogsaa en Følelse, der drog ham tilbage, mod Nord. Men, sagde han til sig selv, nu skal jeg visselig aldrig mere forlade nogen Plan eller udtalt Beslutning, »brister Hjertet end derved«.

Vandringen var tungsindig, indtil han kom op over Kammen, da det begyndte at gaae nedad, da han pludselig saae Mennesker og bemærkede, at de ikke længer vare tunge og fiirskaarne, i smagløs Dragt, men at der stod en Gruppe Arbeidere med smukke, skjæggede Ansigter og let Holdning, En med den slidte, brune Fløielstrøie kastet paa den ene Skulder, næsten som en Romer, og over dem hang ungt Viinløv. Saa var det, som om han var kommen over den Linie, der skiller Verden i to Dele: den tunge, klamme Virkelighed fra den deilige, ideale Sandhed, og som om han nu, hærdet i Erfaring, ført af en venlig Fee, kom hjem igjen til Skjønhedens Verden. Italien! Italien! Der laa det atter! For anden Gang i sit Liv vendte han Ansigtet imod det. Forrige Gang var han en ganske ung, sorgløs Reisende uden bestemt Maal og Meed; nu var det Ungdommelige borte, Alt havde taget fastere Former, det smukke Stævnemøde, der dengang lokkede som et Eventyr, var nu forvandlet til et alvorligt Stævne, hvortil Tusinder af væbnede Mænd samlede sig, uden at Eventyret var udelukket. »Skjønt at udvikle sin Menneskelighed«, sætte Livet ind ved Verdens uhyre Tærningekast - hvad kunde han forlange Mere, hvilken høiere Lyksalighed havde han begjært, enten da han stod udenfor Kirken ved Halds Brudefærd, eller da han med Paraplyen kjæmpede mod Vinden paa Kjøbenhavns Gader, eller da han i Colosseum bad til Guderne? Norden, Hjemmet - var ikke Jorden rund, og vilde ikke alle Bedrifter føre til samme Maal, saa vist som Folkeslagene nu havde reist sig som een Mand! Sindet bortkastede alt Trykkende, reiste sig med overordenlig Livskraft, og midt i Tanken om store Gjerninger frembrød en aldeles barnlig, ubetvingelig Glæde over, at han maaskee skulde kjæmpe tilhest, at han skulde føre Vaaben. Han tænkte paa de første Scener med Comtessen, da hun havde antaget Vaabnene i Vognen for hans, og smilede over det sære Skjæbneagtige, som var antydet heri.

Han traf Comtessen paa det angivne Sted, i Bjergbyen Costergia. I det store Værelse, hvor han blev ført ind, fik han et Indtryk som af Flyttedag i aandig og moralsk Henseende, saa forskjellig var den Begrebsorden, han her forefandt, fra det, han var vant til. Men der var tillige en Raskhed og Kraft, som hører til stor Flytning.

Der brændte Ild i Kaminen, og Luen speilede sig i nogle tilstedeværende Bevæbnedes Sabelskeder; men ned over Kaminens Marmorplade hang en tung, fyldig Orangegreen, aabenbart plukket fjernere nede i en af Dalene og bragt til at udfolde sig ved Hjælp af Ilden og et Kar med Vand. En stor guul Hund, der laa ved Comtessens Fødder som en Skammel, foer frem og sprang op ad ham med et kort, høit Glam.

Jeg kan høre paa Glammet, at Birbo sporer en Ven, sagde Comtessen .... ah, jeg vidste nok, at De vilde komme!

Og hvoraf sluttede De det? spurgte han.

Hun svarede, idet hun med sin italienske Accent og pathetiskskjemtende reciterede:

Aus der Welt die Freiheit verschwunden ist o. s. v.

Han vidste ikke, om hun sigtede til Politiken eller tillige med lidt Malice til Camilla og Hald. - Føler De da ogsaa, at han er udenfor Verden? spurgte han.

Nei, svarede hun raillerende, jeg føler, at herfra skal Verden erobres.

Otto mærkede paa Tonen og Atmosphæren og kunde sige sig selv, at hvilken Kraft han end følte i sig, saa var han her kommen til en Verden, der bevægede sig i stærkere eller haardere Former, end han endnu var øvet i, og som ikke mere end høist nødvendig gav sig af med at føle. Han gjenkjendte og hilste paa Comtessens Søster og paa den landflygtige General, han i Genf havde gjort Bekjendtskab med, og som forestillede ham for en Oberst Rossolani. Om Obersten fortalte den yngste Comtesse ham i Hast, at han var en Dalmatier, havde gjort italiensk og russisk Tjeneste, været med i Tscherkessien og gjort stort Bytte; han var flygtet formedelst Politik og var nu en af de Betydeligste blandt de europæiske Republikanere.

Det lod til, at man opgav en Forhandling, som Ottos Ankomst havde afbrudt. Enten for at prøve ham eller af andre Grunde gjorde Generalen ham til Midtpunktet i Samtalen, og saa kunde det ikke undgaaes, at han paa mange Maader kom til at forraade, at han ikke var »ret emanciperet«, men var blødere Stemningers Barn og troede paa adskilligt Overjordisk - eller ikke just troede paa det; men det talte igjennem ham, det hang ved hans Væsen fra de Steder, hvor han havde været, og stillede ham ironisk til de Andres Ord, medens han selv vilde af med det og al anden »vammel Følsomhed« overfor Mænd og Kvinder. Denne indre Tvedragt gjennemskuede man vel ikke; men man mærkede paa ham, at der var noget Vaklende. Generalens Smiil blev alt mere sarkastisk, og endelig gav han sig til at fortælle Selskabet, hvad han kaldte en Anecdote fra Myrernes Selskabsliv: hvorledes de nemlig forstaae den Kunst at bortføre Bladluus, holde dem paa Græs og faae dem til at afgive en sød, melkeagtig Vædske, men hvorledes det saa hedder en Dag: De røde Myrer komme! Generalmarschen gaaer; de sorte Myrer vimse og bævre sammen fra alle Sider; en af deres ypperste Krigere staaer frem, peger paa Bladlusene og spørger, om disse vel skulle falde i Fjendens Hænder? Før døe! En geistlig sort Myre træder frem, velsigner Hæren, overrækker den en Fane, hvorpaa staaer skrevet: Religion, Familie og Eiendom! og lover dem, der falde, Udødelighed. Derpaa komme de røde Myrer, forjage eller dræbe de sorte og malke Bladlusene.

Samtalen tog igjen en alvorligere Vending; Comtessen spurgte om Rom. De nye Forhold førte Tanken til de gamle Minder, hvormed alle Italienere ere saa fortrolige, og blandt de Mænd, som i urolige Tider havde bemægtiget sig Rom, udhævede Generalen Marius som Helt. Otto mindede om det skrækkelige Øieblik, da den gamle Kriger udenfor Porten modtog de Bønfaldende i Spidsen for sin Armee og ironisk vægrede sig ved at drage ind, før den Lov, der havde gjort ham fredløs, var hævet, men saa rykkede ind og nedsablede for Fode. Otto tilføiede: Han var oprindelig en brav Mand; men han forgreb sig paa noget Helligt, og fra den Tid af blev han alt mere rasende mod sine Fjender og hug dem ned, skjøndt den egenlige Smerte sad indvendig.

Generalen reiste sig rask og gik ud, idet han, som man troede, pludselig mindedes en Forretning. Der blev talt om en Udflugt, som skulde gjøres i Løbet af Ugen, og Oberst Rossolani spurgte Otto med en ironisk Høflighed, som det var umuligt at blive vred over, om han kunde ride, eller om man skulde lade komme en Vogn til ham.

Otto svarede sagtmodig, at han vilde forsøge at ride.

Senere gjorde den yngste Comtesse ham bekjendt med sin Forlovede, en slet og ret Boghandler, der vilde nedsætte sig i Nordamerika. Otto kunde ikke tilbageholde - hvad han selv følte, var galt - et svagt Udtryk af Forundring eller Overraskelse over, at Comtessens Forlovede var en Boghandler. Han tog ogsaa feil ved at troe, at denne Mand var forstandigere eller spidsborgerligere end de Andre, at han havde Tvivl om Kampens Udfald og vilde vælge en solid Post. Han vilde kun gaae over Atlanterhavet som den nye europæiske Friheds literaire Agent; det var et Ærinde, som kunde vare Livet igjennem, men ingen Udvandring.

Selskabet her syntes kun saa ugeneert, fordi det paalagde Tvang paa en anden Maade end det sædvanlige Selskabsliv, og det piinte Otto, at han øieblikkelig var kommen ud af Ligevægten og trods sit bedre Vidende ikke kunde finde sig tilrette. At der var Noget ved ham, som desuagtet behagede, og som havde bragt Generalen og Rossolani til at ville tage Overmagten over ham, faldt ham ikke ind. Hovedspørgsmaalet var for ham ikke, om han havde valgt det Bedste, men om han mandig kunde staae sig i det, han havde valgt, og holde alt Uskjønt, alt Ydmygende fra sig. Men saa maatte man blive en saadan Mand som Generalen, med saa ubevægeligt, haardt Ansigt, en Mand, der stod ved sig selv, uden at trænge til falsk Haab, uden barnagtig Tro, beredt til at taale uden Klynken og falde uden Kny. Han havde, da han gik tilsengs, nær givet sig til at bede Fadervor for at opnaae det.

Næste Dag traf han sammen med Generalen og Obersten. De stode ved et Bord i Haven og ladede Pistoler; i en Snees Alens Afstand var en Skive.

Aa, kom nærmere, sagde Rossolani til Otto, saadan, bliv staaende der, læg Haanden paa Hoften, saa skyder jeg under Deres Arm. Paré, jeg gjør sex Points! Ti Ducater!

Jeg holder, sagde Generalen.

Otto tvang sig med overordenlig Anstrengelse til at blive staaende i den forlangte Stilling, og Obersten skjød.

Fem! raabte Generalen, da Skuddet var faldet.

Nei, det er nærmere, sagde Rossolani, men indrømmede dog, at han havde tabt.

Otto var traadt hen til Bordet og havde taget en Pistol.

Jeg holder ogsaa ti Ducater, sagde han.

Godt, de er holdt, svarede Obersten skjødesløst.

Ja, men, vedblev Otto og løftede Pistolen, De glemmer at gaae hen og lægge Haanden paa Hoften.

Jeg? raabte Obersten.

Ja, ganske vist, svarede Otto. Det er jo, ligesom naar man springer Buk: Først staaer jeg, og De springer, saa staaer De, og jeg springer.

Det er ganske rigtigt, sagde Generalen.

Rossolani stillede sig hen, men var blegblaa i Ansigtet.

Otto havde ikke Tid til at tænke eller blive betænkelig, han handlede af bydende Trang og Drift til at hævde sig og af dyb, vred, freidig Tillid til sin Lykke og gamle Øvelse. Et Billede, en Tanke, foer i Hast gjennem hans Sjæl som det Ideal, den uvilkaarlig paakaldte: den belvederiske Apollo med Uvilliens Smiil, da han skyder.

Hvormange Points? spurgte han, da han havde skudt, og lod, som han ikke tænkte paa Obersten.

Fem og et halvt, svarede Generalen og sænkede en Pistol. Otto holdt sig overbeviist om, at Generalen øieblikkelig havde skudt ham ned, hvis han havde ramt Obersten.

Generalen trak sit Uhr frem og sagde: Det er snart Frokosttid.

Der er serveret hos mig, hvis mine Herrer behage, sagde Rossolani med soldatermæssig Høflighed.

Otto følte, at han havde erobret sig sin Stilling.

Vanskeligere var det overfor Comtessen at afværge Ironien. Ligesom en Kanarifugl kan synge, saa at hele Luften i Værelset ryster og enhver anden Lyd beherskes, saaledes havde hendes Latter noget Luftrystende og Beherskende, og den, det gik ud over, blev ganske bedøvet. Det var Otto umuligt at opdage, om denne Latter var kold eller skjulte Følelse og værgede for Personligheden, om hun meest var sig selv nu eller ved deres første Møde. Hun skaanede Ingen, men mindst ham. Næsten alle Danske have et gemytligt Hang til at give sig hen i Samtale og efter kort Tilbageholdenhed vise Tillid mod den, de tale med. Otto var tidlig, især ved Schiøtts Spot, bleven vænnet af hermed, men sammenlignet med de koldt afsluttede Fremmede havde han endnu Meget tilbage, og et poetisk Gemyt holder desuden aldrig op med at have sin Barnlighed. Enten det nu morede hende, eller fordi hun vilde bringe ham til at være paa Post imod Alle, var hun ubarmhjertig, saasnart hans Sind begyndte at læne sig og ikke stod en garde.

Der var indløbet Depescher fra Mailand og Venedig, og Otto kom til at overvære Slutningen af Forhandlingerne. Det lod til, at man ikke stod i godt Forhold til de Partier, som nu herskede i disse Byer, og Comtessen var i en lidenskabelig Bevægelse, hvorunder hun yttrede sig mod al Skaansel og meente, at Krig var uforstaaelig, naar man brød sig om Midlerne, da alle skulde tjene eet Maal, Fjendens Død.

Rossolani sagde spottende: Har De Nogen, der vil gjøre sig til Martyr?

Der blev Taushed. Hun satte sig ved Vinduet, hvorfra man saae ned over de bølgende Høie, der stode med grønt Løv og mangfoldige Blomsterfarver om de adspredte, hvidtede Hytter. Otto gik hen til hende, tiltrukken af det stærke, dæmoniske Sind, der vaandede sig under noget ham Ubekjendt. Hun syntes ikke at ville tale, og efter en Stunds Forløb, medens han hengav sig til sine Tanker, bortknipsede og dræbte han uvilkaarlig nogle Gedehamse.

Hun sagde pludselig: Aa, nei, lad det være; dræb ikke saadan de arme Dyr.

Han forstod godt, at hun, hvis hun følte Smerte, kunde have uvilkaarlig Medlidenhed med Smerten i Verden; men han sagde: Det siger De, som ikke vil skaane Menneskeliv! - Hun svarede efter en Pause med en Stemme, der var præget af lidenskabelig Bitterhed: De Planter dernede, de Blomster og de Bjerge ere smukkere end Menneskene!

Ja, svarede Otto og glemte Forsigtigheden, det er sandt, hvis man ikke tager den moralske Skjønhed med.

Hvad mener De dermed? spurgte hun.

Han svarede: Jeg mener dermed, at vi Mennesker gjøre mange daarlige Ting; men hver Feil kan være et Trin, hvorpaa vi stige op og blive høiere derved. Det er vor Ret til at leve.

O, ja, lev! tilsidst vil De staae paa Montblanc! svarede hun med Udbrudet af sin hele Ironi.

Rossolani nærmede sig og spurgte, hvad der gjorde Borgerinden saa munter. Hun sagde: Vi talte om Syndefaldet, hvis De erindrer at have læst derom. Hr. Otto mener, at Menneskene stege i Veiret derved. Hvad mener De?

Min Tro jeg er ikke Philosoph, svarede Rossolani; men jeg troer, at Mennesket hverken gaaer op eller ned, men gaaer rundt; der Mensch irrt bis zum Grabe, har jeg engang læst i en tydsk Bog, da jeg kjedede mig i Rusland.

L'homme est une Ève permanente, udbrød Comtessen; men da hun i samme Secund af Oberstens glødende og af Ottos forskende, dybe Blik begreb, til hvilken Udstrækning Ordet var blevet opfattet, vedblev hun med uforlignelig Aplomb: C'est à dire, qu'il faut un serpent .... comme il faut.

- Det blev Otto tydeligt, at han ikke havde mødt den Slags Dame før. Han vidste ikke, hvor han skulde føre hende hen formedelst det store Omfang, hendes Sind, Tanke og Temperament syntes at have. Noget i hendes Væsen, den udfordrende, skjæmtende Friskhed, der var forenet med det Ukvindelige i hendes hele Stilling, vakte hos ham Overbeviisningen om, at hun ikke var antastet af det Raae og Slette; men paa samme Tid følte han, at det, som holdt hende opreist, var ikke Principer, men en Personligheden iboende Stolthed. Hun syntes som et modent Æble paa en yppig nedhængende Green; men Træet stod paa et Bjerg. Dette gav hende til sine Tider noget Berusende; men saa snart hun vilde, talte hun saa koldt, klogt og alvorlig som en Mand, drog al Tanke fra sig til det, hun sagde.

En enkelt Gang lod det til, at hun vilde prøve sin berusende Magt paa ham. Det skete kun ved en Bevægelse med Foden. Der er Hieroglypher, som Ingen har lært Menneskene at tegne eller forstaae, men som dog ere et Sprog, uden at samme Tegn nogensinde kan gjøres to Gange. Deres Øine mødtes, og hun fik en pludselig Overbeviisning om, at der var et langt mere uudgrundeligt Dyb i ham end i de Andre, og at han ikke var at lege med.

Engang, da han traf sammen med hende, røg hun en Cigar. Det var ham saa frastødende, at han indskrænkede sig til den allernødvendigste Høflighed. Hun følte det. Uden at han vidste det, var der en Afglands over ham af den Kjærlighed, der havde beskinnet ham. Noget ved ham vidnede bestandig om, at han havde været nærved noget Godt og Idealt. Hun blev ved ham, ved dette Ubeskrivelige, mindet om den Kvindeligheds Verden, hvor hun dog hørte hjemme, og ved hans pludselige Kulde blev det for hende, som om Sollyset falmede. Uden at nogen Tredie kunde opdage et Sammenhæng deri, kastede hun pludselig Cigaren ud ad Vinduet, medens et lynsnart Sideblik vogtede paa, hvad han meente derom. Han opfangede det og nærmede sig hende. Hun førte Samtalen bort fra Alt, hvad der omgav dem, til Poesien, og da hun havde bragt ham til at udtale sig derom, havde hun pludselig en adelig Dames Stolthed, yttrede sig anerkjendende om Digte, fordi de besang Bedrift og store Familier, men ringeagtende om Digterne, fordi de vare en daadløs og drømmende Art Mennesker.

Otto søgte at trække sig fægtende ud af Sammenstødet og sagde, at i Norden havde man havt Skjalde, der selv gik med i Striden, og i Schweitz havde man havt Veit Weber:

Ja, Haanden paa Sværdet, svarede hun.

Hans Tanker gik tilbage til den Tid, da Alfons havde sunget disse Vers for ham, og maalte den store Forandring, der var indtraadt fra den Tid indtil det Øieblik, da han betvang Rossolani. Ved dette Tilbageblik kom i hans Sind en luende Fornemmelse af, at der var noget Skjønt og Stærkt derinde, at hans Skjæbne ikke havde sagt sit sidste Ord og ikke vilde lade ham gaae tilspilde, saa at han ikke behøvede at tage sig hendes smaa Drillerier nær.

Hendes Tanker fulgte det stille, stolte Smiil, der drog sig om hans Mund, og hun mærkede, at han havde en Dør, hvorigjennem han undslap hende.

- Imidlertid var Otto ogsaa bleven gjort bekjendt med endeel af Mandskabet, som laa i Byen og den nærmeste Omegn. Generalens Adjutant havde forestillet ham.

Der var baade Italienere, Polakker og Tydske, og de forskjellige Grupper afgave et broget Syn i den store Viinkjælder, hvor billig Viin blev tappet af Tønder, næsten ligesaa store som det berømte Heidelbergerfad. Deres Uniform bestod i en bred, graa Filthat, opkrampet paa den ene Side og med kort sort Fjer. Forresten var Enhver klædt efter Lune eller Formue; Lunet var undertiden rigt nok, men Formuen desto tarveligere. Den hele Hærskare bestod saagodtsom af lutter Officierer, eftersom hver Mand var gaaet med for sin selvstændige Menings Skyld, havde stor Øvelse i Kritik og lagde store Planer. Ved Tydskernes Bord, hvor ogsaa nogle Appenzellere, Solothurnere og Glarnere havde taget Plads, var der ved Ottos Indtrædelse ivrig og høirøstet Tale om en stor, almindelig europæisk Tidende, der fra Alperne skulde udgives i fire Sprog og lig St. Gotthards fire Floder strømme fra eet Punkt til forskjellige Sider og befrugte Demokratiet. Der var allerede i Bern trykt et Prøvenumer, som en af de Tilstedeværende var kommen i Besiddelse af og oplæste, og hvori bl. A. forekom det Løfte, at Tidenden vilde beflitte sig paa, ikke at have nogen skjøn Form.

Saadan er det rigtigt! raabte En og slog i Bordet; det er den vælske Kjønhed, der har fordærvet os! Lad dem mærke, at vi igjen ere blevne tydske Landsknægte! Tre Tommer Jern mellem Ribbenene!

Nogle dadlede Brugen af Ordet Landsknægte som stødende for de italienske Brødre, blandt hvem Landsknægtene engang havde holdt slemt Huus.

Man oplæste Mere af Bladet, og Otto var overrasket af det Fjendskab, som var udtalt mod Dannelsen og Civilisationen. Udtrykket var ofte brutalt, undertiden uhøvisk, men overordenlig kraftigt og syntes udgaaet fra Mennesker, der virkelig følte sig istand til at fornye Folkevandringens Tid og sætte en raa Friskhed istedenfor det saakaldte høiere Aandsliv med dets Fernis og Fordærvelse.

En Mailænder, der forstod Tydsk og i sin blotte Egenskab af Italiener troede sig forpligtet til at sige et Ord for Kunsten, havde nærmet sig og vilde, naar man nu brød ned over Italien, have Kirkerne skaanede for Maleriernes Skyld.

Derom blev megen Strid. Nogle erklærede Skjønheden for aristokratisk. En raabte, at den Fremmede eller Nysankomne skulde drikke et Velkomstbæger og sige sin Mening. Otto efterkom Opfordringen, drak Hilsen og sagde, at efter hans Mening var Skjønheden netop demokratisk, den virkelige Skjønhed var uadskillelig fra Sundhed og Kraft, og det var ad den Vei, at Demokratiet kunde sætte sig i Aristokratiets Sted. Ordet overraskede og fandt stærkt Bifald; men en Appenzeller nedlagde Protest og paastod, at naar en af deres Brydekjæmpere fra Høilandet blev slikket og kjøn, saa duede han ikke noget, og naar man blev poleret i sin Mund, saa hørte Forfædrenes Ærlighed op. Otto svarede: Den græske Gud for Skjønhed var ogsaa den bedste Skytte. Der kom nyt Bifald; men det varede dog kun et Øieblik; thi Menneskene ville helst have det rost, hvoraf de selv ere i Besiddelse; at elske en ideal Ting, der er udenfor dem selv, er dem besværligt, og den, som fordrer det, bliver uvilkaarlig deres Uven. Der var ikke En, som jo i det næste Øieblik var paa det Rene med Hensyn til Otto og ansaae ham for Aristokrat.

Adjutanten sagde: Det, som skal ødelægges, er ikke de blotte Kirker og Bygninger, men Historien. Al Fortid maa afrystes, naar Menneskene skulle frelses; thi Historien, der saa meget beundres af de Dannede og ved Universiteterne, har sit Ophav fra Eiendomsretten. Da Folk begyndte at eie Noget for deres særskilte, egoistiske Personlighed og Eiendommen skulde gaae i Arv, maatte man huske paa, hvem der var Faders Søn, og da begyndte Historien.

Dette var en ny Overraskelse for Otto; thi af dansk Vane havde han uvilkaarlig antaget, at Adjutanten var fornemmere end de Andre, og glemt, at han kun beklædte en høiere Post, fordi han var et stærkere Udtryk af det, der bevægede de Andre. Han gav sig til nærmere at betragte Adjutantens Physiognomi og blev overrasket ved dets Udtryksfuldhed eller rettere: dets Egenskab som Samlingssted for en Mængde Udtryk. Panden var temmelig høi og vidnede om Kløgt og Tankemagt; Øinene vare smaa og livlige og sad paafaldende tæt sammen, hvorved fremkom noget Uglspilagtigt; Næsen var opstaaende, tilkjendegav baade Snuhed, Trods og Drilleri; Munden bred, Læberne bevægelige, falmede som af letfærdig Tale, men havde til begge Sider fremstaaende Muskler med et forunderligt, afvexlende Spil af Bitterhed og Ironi.

Han mødte Ottos forskende Blik og foreslog ham strax at drikke Dus, og Otto fandt sig i at modtage dette Tegn paa Kammeratskab.

Da de fulgtes ad tilbage, sagde Adjutanten: Det kan gjerne være, at jeg dernede sagde noget Snak, som Du formodenlig var lærd nok til at bedømme. Men det var Mad for Mons, og det er det Vigtigste.

Saa det ansees for det Vigtigste at lade de simple Folk blive i Uvidenhed og nære dem med Snak? sagde Otto leende.

Ja, for nu er ikke Tid til Lærdom; den vilde slappe dem og gjøre dem usikkre. Saadan som Fyrster og Fornemme have gjort dem, maae vi beholde dem, for at de blindt kunne gaae paa imod Fyrster og Fornemme. Efter Seiren skal Folket i Fred udvikle alle sine herlige Anlæg.

Og nu gav han sig til med en Begeistring, der forbausede Otto, at tale om »Folket« og dets Savn og Lidelser, og med lidenskabelig Bitterhed og Haan om Konger, Adelige, Præster, Fornemme og Rige, i hvem han saae alt Lastefuldt og Lumpent personliggjort.

Du kan troe mig - saaledes sluttede han - jeg kjender Civilisationen; jeg har ogsaa gaaet i sort Kjole og været til Middagsselskab. Sort Kjole og Middagsselskab, det er Civilisationens Blomst. De pæne Folk misunde hinanden saa giftig, at det er høist forunderligt, at de ikke døe af gjensidige Bid ..... men de ere da ogsaa tandløse eller have forlorne Tænder. Og saa have de en Gud! Hjemme, hvor jeg er fra, vare vi nu saa overmaade godt forsynede, der havde vi baade Protestantisme og Katholicisme. Katholicismen er i Gruriden en ganske net Religion. Der er en Bogholder, som holder det nøiagtigste Regnskab over Alt, hvad der passerer paa Jorden. Enhver god og enhver ond Handling bliver opført, respective paa Creditog Debetcontoen; en Mand eller en Kvinde kan være ganske vis paa, at hver stor eller lille Synd bliver omhyggelig indført og behørig tugtet. Men man kan træffe en Overeenskomst; der er en temmelig nøiagtig Taxt, hvorefter man betaler, fra store Summer indtil et Voxlys, og saa taber Bogholderen en Blækklat over Synden, og saa faaer man den ikke paa sin Nytaarsregning. I alle Himlens udenrigske Forhold hersker den smudsigste Bestikkelse; jeg vil gjerne troe, at der er ærlige Folk mellem dem selv; men hele Departementet for de jordiske Anliggender, alle Forhandlinger med Udenrigsministeriet og Consulerne hernede, Præsterne, gaae ud paa at tage Stikpenge. - Saa Protestantismen .... jeg veed En, der vilde forføre en lille Kone, og medens hun kjæmpede, vilde hun sætte ham og hans Lærdomme paa Prøve og forlangte, at han skulde gaae med hende i Kirke. Det gjorde han, og Præstens Prædiken var saa dogmatisk tør og kjedsommelig, vidnede i den Grad om Mangel paa ærlig Varme og Begeistring, at det med Sandhed kan siges: Præsten leverede hende i hans Magt.

Fy! udbrød Otto uvilkaarlig.

Ja, det havde Du ikke sagt, hvis Du havde seet hende, for hun var kjøn ..... Eller anseer Du det kanskee for »Synd«? Generalen har ymtet Noget om, at Du har en Slags præstelig Lugt i Dine Klæder .... Synd? Hvad er Synd? Er det Synd at spise? at drikke? at elske Kvinder?

Kan man da slet ikke begaae Synd mod Kvinder?

Jo, ved Voldtægt, for saa forhindrer man dem fra, med egen fri Villie at gjøre, hvad man vil; Tvang er Synd.

Men naar jeg nu ifølge det System ikke anseer Tvang for Synd?

Vel saa anerkjender Du Tvangen som ikke syndig, og saa ville vi Andre, Majoriteten, tvinge Dig. Kom ikke her at bide Skeer itu, vi kan ogsaa disputere.

Godt, sagde Otto; naar nu Alt er fuldbragt, hvo skal saa lede og opdrage Folket?

Det skulle vi.

Men naar Folket ikke vil lade sig lede, naar Lederne komme i Minoriteten, hvad saa?

Intet skal være mig kjærere end komme i Minoriteten, det vil sige: den rigtige Minoritet. Sandheden er, at den virkelige Majoritet er ikke Antallet, men Kraften og Dristigheden, og den sande Majoritet er derfor altid en lille, energisk Minoritet, der tænker og handler og faaer Resten til at sige Ja.

Men derved blive jo alle Principer satte paa Hovedet!

Ja, vel, det blive de! For i saadanne Tider som vore gjælder ingen Regel. I Inconsequensen er den egenlige, sande Kraft; den er Udbrudet af den geniale Personlighed overfor Øieblikkenes vexlende Fordringer. Noget skal skee, Nogle maae lystre. Det civiliserede Vrøvl om Retfærdighed afveiet paa en Spindevævs-Vægtskaal kommer os ikke ved. Vi ville. Ved dette Ord reise vi Mennesker os i vor Guddomsherlighed og Kraft og tage Verden, vor Arv, i Besiddelse. Vi ville! Lad kun alle Villier tørne sammen; der fremstaaer nok en Mand med en saadan særlig gunstig Hjernebygning i sig, at han overvinder og behersker de andre dyriske Hjernebygninger, som kaldes Mennesker, præger dem med sin Villie og skaber en ny Æra i Verdenshistorien. Det er Dictaturet, Manden, vi behøve. Der er mit sidste Ord.

Hm! sagde Otto og tilføiede efter en Pause: Og den, der siger dette sidste Ord, vil kanskee selv være Dictator?

Nei, jeg troer ikke, at jeg driver det høiere end til at være Adjutant. Min Hjernebygning er en Adjutant-Hjernebygning.

Og det kan vides saa vist?

Ja, den første Regel er at kjende sig selv. Der er en Uretfærdighed i Verden. Allerede som Barn begreb jeg den og ærgrede mig over den. Vor Naboes Dreng blev kaldt en god og artig Dreng og altid foretrukken for mig. Hele Forskjellen var, at han af Naturen ikke havde mine Lidenskaber; de roste ham for de uskadelige Stoffer, der virkede igjennem ham. Der er fødte Kapuner. Der er Ting, vi spise eller drikke, som forandre vor Natur, men aldrig rigtig ophæve den oprindelige Hjernebygnings Magt. Jeg er uden at rose mig selv en prægtig, oprigtig Fyr, modig, kjøn, kammeratlig og letsindig, og jeg mangler Ærgjerrighed. Jeg er nysgjerrig efter, hvad Skjæbnen har havt til Hensigt, idet den byggede mig. Indtil den erklærer sig, trækker jeg min lille Gage som Adjutant.

Alt dette blev sagt med de mangfoldigste Overgange fra Spøg til Alvor, i en Tone, der var saa bøielig og bevægelig som Mundens Muskler.

Otto sagde: Talen, synes mig, er hele Tiden om en Dictator; der kunde dog ogsaa være Mulighed for en Dictatrice.

Ja, hvo har ikke en Dictatrice - eller Du sigter nok til Borgerinden .... eller om Forladelse: Comtessen! Nei, hun har ingen bestemt Magt, Generalen har Comiteens Fuldmagt. Men uden hende gik Mailænderne ikke med. Hun er af stor Familie, og Østerrigerne have hængt hendes Fader og Broder i samme Galge. Den Galge er for en Mængde Mailændere ligesom Symbol paa de fælles Lidelser. For hende lade de sig slaae ihjel, og hun giver sin Formue hen for at faae Hævn. Ja, det er da endelig en Kvinde! Hvor hun er smuk! hvad? .... Ja, det veed Du jo bedre end jeg, der maa staae udenfor med tør Mund, medens Du og Obersten kan summe om hende som en Bi .... Og saa staae vi endda i Vaaben for Frihed og Lighed! Egenlig burde Opstanden begynde her!

Hun skulde dog vel ikke være Fællesgods?

Nei, ikke naar hun var min. Formodenlig heller ikke naar hun var Deres .... ja, jeg maa nok sige De, for Deres Excellence har luunt undgaaet at bruge anden Persons personlige Pronomen i al den Tid jeg med min schwabiske Gemytlighed har gaaet og snakket om Løst og Fast.

Er der ikke andet Godt ved Dig, saa har Du idetmindste en mageløs Oprigtighed, sagde Otto og rakte ham Haanden.

Ja, oprigtig er jeg i al min Tale, og naar vi stige ned paa Sletten, skal Du faae at see, at jeg ogsaa kan slaaes oprigtig - Du kan ogsaa faae det at see tidligere, om Du vil .... jeg mener just ikke strax, men engang ved Leilighed.

Godt; men fortæl mig nu ogsaa Noget om Rossolani.

Adjutanten dæmpede Tonen og svarede: Ham taler man ikke saadan om. Han er Stabschefen. Man siger, han gjør Cour til Comtessen og vil have hendes mailandske Godser; men dem have Østerrigerne givet den mailandske Grev Fulco, der nu er en af den mailandske Opstands Ledere. Følgelig maae vi bekjæmpe Familien Fulco.

Og det kan Du sige leende!

Er det ikke retfærdigt, at Godserne gaae over fra en Aristokrat til en af vort Parti? - Forresten raisonnerer jeg ikke, men gaaer paa.

Med disse Ord trykkede Adjutanten sin brede Hat lidt mere ned paa Siden af Hovedet og gik bort med stolt Holdning.

Han skal maaskee snart lade sit Liv paa en Valplads! Det er den bløde Seng, disse Mennesker for Tiden have Udsigt til! sagde Otto ved sig selv, og denne Tanke forsonede ham med Alt.

Han lukkede sig sammen i sig selv og kastede sig med al sin Intelligens og Energi over de foreliggende Forhold. I en Samtale, han havde med Generalen og Obersten, udtalte han sig bl. A. om det Uordnede og Uorganiske, han havde seet, og dvælede især ved, at ingen passende Sondring skete, saa at de, der bedst hørte sammen, vare sammen og bleve en fast Enhed.

Til hans Forundring gave Begge ham strax Ret og tilføiede, at Tydskerne og de tydske Schweitzere næste Dag kunde drage til Bjergbyen Breno og slutte sig til de der liggende Kammerater, og saa kunde Otto jo følge dem. Der var ingen Indvending at gjøre. Da Comtessen erfarede det, saae hun kold og ligegyldig ud, og Otto tvang sit Blik til ikke at sige Mere end hendes.