Ellevte Capitel

I Breno var ingen Organisation mellem de Forsamlede, og Otto var sendt dertil uden nogen Myndighed, han var kun en Deel af Massen. Han saae, at hvor meget Indbyggerne i Byen end politisk sympathiserede med de Fremmede, saa vare de ugunstig stemte imod dem personlig. Om Søndagen bleve Gaderne under Gudstjenesten spærrede med Jernkjæder, og de Folk, der vilde befrie Verden saavel fra Guddom som fra Fyrster, vovede ikke at aftage en af disse Lænker.

Otto var indesluttet, afspærret som paa en Ø i Oceanet. Han var vred over, saaledes at være bleven forviist, vred paa Comtessen, skinsyg uden at elske hende; noget Ondt i hans Natur ønskede, at han kunde hævne sig paa hende og Alle i Costergia; men saasnart han begyndte at undersøge, hvilken Hævn han da kunde attraae, var hans Sind for udviklet, til at han kunde finde Andet tilfredsstillende end at hæve sig selv frem. Men dette var han netop afskaaret fra, og samtidig var der dog i hans Sind Noget saa lyttende, anende og beredt - en saadan hemmelig Samviden med Skjæbnen, syntes ham - at den umulig kunde lade ham i Stikken. Som tidligere havde han da den Fornemmelse, at Noget fulgte ham, og at, naar han ønskede Ondt over Nogen, vilde det gaae i Opfyldelse paa egen Haand, fordi Ønsket kom fra den Sjælens dunkle Baggrund, hvor Skjæbnen sad og hviskede.

Han gjenkaldte i Erindringen den Tid, da han hjemme ved Folkefesten havde havt en usikker Fornemmelse af Folkeslagenes Opgave, af deres fælles Kamp mod noget Ondt, og nu havde Skjæbnen ført ham til at være med ved Opgavens Løsning. Noget Uforklarligt var kommet i Veien, egenlig allerede ved hans Fødsel; derfor var han ikke stillet klart, høit og gunstigt; han havde en trist, vildsom Skov at gjennemvandre, inden han naaede det fulde, rige Lys. Menneskene, han havde sluttet sig til, vare ligesom fortryllede: Idealet laa paa Bunden af dem, men naar de talte, blev det i deres Mund forvrænget, dog kun, indtil Tidens Fylde kom, og den vilde komme!

Hver Morgen, naar han vaagnede, syntes det ham, at den frembrydende Dags Solskin vilde bringe Opfyldelsen, og altsom Dagen gik, kom Hadet og Fortvivlelsen. Saa kunde han søge Ro og Styrke ved at betragte Medaillonen med Apollohovedet, som Camilla havde givet ham den sidste Carnevalsdag. Hvilken Dag, hvilken Rigdom, hvilken Bebudelse! Men tillige; hvilken bitter Smerte ved at tænke tilbage! Hvilket Opraab til Energi!

Jeg er saa forladt som dengang hjemme i Kjøbenhavn, da jeg troede at ligge paa Jordens yderste Rand, med Ryggen til Uendeligheden. Nu ligger jeg paa samme Sted; men Randen hedder Alperne! Og Han seer paa mig! Den stærke, skjønne Gud! Det maa dog betyde Noget!

- Som Vaabenøvelse valgte han at gaae paa Jagt høit tilfjelds, og en Dag traf han, da et Uveir nærmede sig, sammen med nogle af sine Kammerater, der ligesom han havde været paa Jagt og søgte Ly. Stedet var en uhyre Granitklippe, der ludede ud over Stien, saa at man var som under en Baldachin. Ovenover var den høie Bjergtinde; i et Par Skridts Afstand gik Fjeldet brat ned, og en Bjergstrøm skummede i sit dybe, snevre Løb, der var som en uhyre Ligkiste, indvendig bedækket med grønt Buskads og fugtige, sorte Klippestykker.

Man var i Læ og kunde tænde Ild; En havde lidt Mundforraad tilovers og bød det til Deling; men Uveiret forjog al Hyggelighed. Tordenslagene gjenlød saa voldsomt, at det var, som om Bjergene tørnede sammen, og som om Klippestykket over deres Hoveder bævede; men udenfor var endnu farligere, i Mellemrummene mellem Tordenslagene hørte man Laviner rulle med hiin særegne forfærdende Lyd, Blanding af Bragen og Brøl.

Kunde man monstro, naar det kneb, glide ned ad Skrænten til Bækken? sagde En for dog at sige Noget.

Man blev snart enig om, at det var umuligt.

Otto sagde: I gamle Dage have Folk fra Norden gjort det.

Ja, svarede En, Folk fra Norden, det har nu altid været Pokkers Karle.

En Solothurner sagde: Jo, det er vist; det var Cimbrerne og Teutonerne; de lod dem paa deres Skjolde glide ned over Alperne, da de vilde erobre Italien.

Bah, det er opdigtet af Folk, der aldrig have seet Alperne! Jeg skulde troe, at jeg kjender dem og kan tale med!

Det blev bekjæmpet af Andre, og imidlertid, medens man talte, fik Bjergene en ganske ny Interesse, vare ikke blot Dynger af Steen og Jord: her var Noget skeet. Endelig spurgte Tvivleren: Men hvordan gik det dem, de Folk?

Otto, til hvem det var henvendt, svarede: Tak, godt; i Førstningen havde de betydeligt Held; men saa kom det til en stor Bataille, og saa blev de slagtede som Sviin, alle Mand.

Fy for Djævlen! De skulde ikke sige det paa saadan en Maade .... Var det Forræderi, eller kneb de ud?

Nei; man siger, at Soldaterne i første Geled endog vare lænkede sammen for at staae fast og kammeratlig, og Fjenden gik lige løs paa dem.

Den Anden blegnede synlig og spurgte: Var det Østerrigerne?

Solothurneren lo ham ud; men Samtalen interesserede nu Alle i høi Grad; man vilde vide Grunden til, at Fjenden havde seiret.

Otto svarede: Fordi han sloges for det, der er Mennesker kjærest, for Kvinder og Børn, for Huus og Hjem.

En svarede: De, som ikke have det og ville erobre det, slaaes endnu bedre! Der er større Magt i Angreb end i Forsvar.

Ja, maaskee; men saa vare Romerne lænkede sammen af en stor Anførers Villie, af Troskab mod Fanen og dygtige Officierer. - Otto fortalte dem om den romerske Krigsmaade og Krigstugt, om den uhyre Virkning, som frembragtes af Legionernes samlede Anfald, om den Selvtillid, som opkom i hver Legion, og om de umaadelige Landstrækninger, der faldt i deres Magt. I hans Sind laa Erindringen om Rom, om alt det Mægtige og Skjønne, han havde seet; de vilde Scener, han selv havde oplevet, stod for hans indre Blik, og en vred, mørk Længsel efter at komme ud fra det nærværende Fængsel kogte i ham, medens hans Ord vare korte, skarpt betegnende og ligesom aristokratisk kolde. Han udøvede en dæmonisk Tiltrækning paa sine Tilhørere, rørte op i deres Sind, bragte det til at koge og slog Iis i det, hvergang det vilde koge over.

Han førte pludselig Talen fra Romerne til Hannibal. Flere af Tilhørerne kjendte godt Navnet og Adskilligt af Heltens Historie; men det var ikke faldet dem ind, at de vare i Nærheden af de Bjerge, han med sin Hær havde overskredet, og at i Søen Bourget, som de havde seet, var en Mængde af Hannibals Heste og Lastdyr styrtet ned. Otto beskrev nu, hvorledes han seirrig var dragen frem, idet han med sin Personlighed havde gjort sin af mange Nationaliteter sammensatte Hær til en uimodstaaelig Organisme, der bragte Rom til at skjælve og rimeligviis vilde have styrtet den romerske Magt, hvis ikke Partivæsen og Tvedragt i Karthagos Regering Skridt for Skridt havde ført til Slaget ved Zama.

De sad eller stode dybtaandende, uden at lægge Mærke til, hvorledes Tordenen fjernede sig. En udbrød: Bare de fordømte Civilister i Karthago dog ogsaa havde ladet være at klamres!

Hvorfor? spurgte Otto.

Jo, for saa havde Hannibal seiret!

Ja, men han skulde falde! Paa Romernes Side stod Civilisationen.

Da Regnskyllet var forbi og man reiste sig for at gaae, lod Enhver Otto gaae først.

Ved Hjemkomsten traf man Adjutanten, der var kommen over for at aflægge et Besøg. Han kunde ved at see Otto i disse Omgivelser godt forestille sig, hvor ensom han var, og følte nu megen Hjertelighed for ham. Han fortalte de Andre Scenen, Otto havde havt med Rossolani, og disse Mennesker, der just ikke vidste, hvordan det var at hævde en Personlighed, kjendte dog Vanskeligheden derved overfor saadanne Folk som Rossolani og Generalen og kunde sætte Priis derpaa.

Næste Dag fik Otto en Anmodning fra to af sine »Kammerater« om at møde dem paa et afsides Sted. Det var en forhenværende Tømrer og en Bøssemager, der havde arbeidet i Paris og været Medlemmer af et hemmeligt Selskab. De havde Hang og Lyst til Intrigue, men vidste ikke rigtig, hvorledes man bar sig ad dermed. De foreslog Otto, at de vilde hjælpe ham til Indflydelse i »Bataillonen«, hvis han vilde dele Magten med dem. Han spurgte, hvad der saa skulde gjøres; men det vidste de ikke.

Næppe var han kommen tilbage, før han modtog en Indbydelse til at møde ved en Generalforsamling, som Bataillonen holdt. Der optraadte Solothurneren og erklærede paa alle Tilstedeværendes Vegne, at de vilde vælge ham til Bataillonens Fører under Forbehold af Comiteens Ret; de indsaae, at de trængte til Orden, naar de skulde slaaes, og de troede, han var Manden til at føre dem; de troede, han bragte Lykke.

Otto tog det med dulgt, opblussende Glæde som en Ting, der fulgte af sig selv: Hanken, der havde svævet i Luften, blev nu virkelig rakt ham, og han greb den. Han troede nu selv paa sin Lykke.

Han sagde, at hvad han kunde udrette til det store Formaals Fremme, vilde han gjøre af yderste Evne, men paa den Betingelse, at Enhver af dem nu skulde være forpligtet til at lyde ham saa ubetinget og hensynsløst, som om de vare udskrevne og tjente hver i sin Fødestavns Hær. Man studsede og tænkte tilbage paa, hvordan Fødeegnens Skik var; med en Bevægelse, som om man havde gjenfundet noget Tabt, gav man Løftet, først med et pludseligt, fælles Raab, saa enkeltviis, Mand for Mand.

Det viste sig vanskeligt at faae en Enhed ud af de mange forskjellige Love, som her vare repræsenterede, og Otto foreslog derfor, at man skulde holde sig til den gamle, simple, tydske Landsknægtlov, og gav i korte Træk en Fremstilling af denne. Ogsaa dette gik man ind paa.

Godt, sagde Otto, saa vil jeg dele Godt og Ondt med Eder og lover, at jeg med Hensyn til Eder ikke skal have anden Tanke end trolig arbeide for et hæderfuldt Udfald.

Det Første, han bød, var, at de Alle skulde opgive deres Logi i Breno og danne en Leir i nogen Frastand fra Byen. Der stod paa en Afhang mod Syd to store Magasiner eller Skure; dem maatte man søge at faae til Afbenyttelse; de, som ikke fandt Plads her, kunde boe i Telte eller Hytter. En Leir skulde strax afstikkes. Han bød dem selv vælge de underordnede Førere, men anbefalede dem, som havde tjent før, især de Schweitzere, der havde været i Ilden.

Allerede et Par Dage efter erklærede Tømreren og Bøssemageren, at de igjen vilde boe i Byen, gave sig til haanlig at afvise enhver Commando og true med, at de vilde slaae Enhver fordærvet, som vilde være Herre over dem.

Otto lod Bataillonen slaae Kreds og begyndte at fortælle den om Georg af Frundsberg, der havde ført Landsknægtene mod Italien, om den Justits, hvorved han havde holdt dem sammen til Seir og Magt, om Maaden, hvorpaa han havde ladet Regimenter danne en Gade og jage Rebellerne ud imod fældede Spyd. Han talte med en saa dæmonisk Magt, at de to Syndere blegnede, skjøndt de af Forfængelighed søgte at smile haanlig. Og nu, sagde han sluttelig, andrager jeg paa, at I danne en Gade og pidske disse to Mænd ud af Leiren. I kunne vælge en Jury til at svare Ja eller Nei; svarer den Nei, er min Commando til Ende.

Juryen traadte sammen og svarede Ja, og Solothurneren lod øieblikkelig Executionen gaae for sig.

Umiddelbart derefter befalede Otto den ene Halvdeel af Mandskabet at arbeide paa Leiren, den anden at gaae til Vaabenøvelse. De raae Mennesker lystrede med en hemmelig Fornøielse over at blive commanderede, med en besynderlig, styrkende Følelse af hensynsløst at tjene et Formaal, over at have et Menneske for sig, der syntes at have de samme Egenskaber som en Fane, paa en gaadefuld Maade, baade koldt og begeistrende at tjene deres Formaal og bydende føre dem til det.

Faa Dage efter at denne Forandring var foregaaet, kom en af Cantonets Regeringsraader silde om Natten til Otto. Det var den Samme, som han havde gjort Bekjendtskab med i Rom hos Sir James, og det var temmelig tydeligt Regeringsraadens Tro, at Otto var kommen hertil paa de Castros Foranstaltning, og at den engelske Regering havde en Haand med i Spillet. Men da Sligt i alt Fald skulde være hemmeligt, spurgte han ikke og havde selv en særegen diplomatisk Maade at tale paa, hvorved han altid sagde det Modsatte af, hvad han vilde have forstaaet. Han lykønskede med det roligste Ansigt Otto til, at han havde faaet de Landflygtige til at forlade Cantonet og opgive Tanken om at forurolige Nabostaten. Det var saa meget heldigere, som Cantonet i en nærliggende lille By havde nogle særdeles gode Feltkanoner, som de Landflygtige kunde have faldet paa at laane til Krigsbrug, da de vare ganske uden Bevogtning; han tvivlede ingenlunde paa, at de med den største Ærlighed vilde have bragt dem tilbage efter endt Felttog, endog i Selskab med flere; men han var dog glad ved, at dette nu var forhindret, saa at Cantonet ikke syntes at bryde sin Neutralitet. Ogsaa var paa samme Sted nogle paalidelige Kort over den Egn, hvor Urostifterne mulig havde havt isinde at slaaes; lidt Ammunition var der ogsaa. Alt dette var nu sikkret imod at blive taget og benyttet mod Østerrigerne.

Den indirecte Tales Mening var tydelig nok. Næste Dag drog Otto med nogle Bevæbnede til det angivne Sted og forlangte Kanonerne udleverede tilligemed Ammunition og Kort. Regeringsraaden, som netop var tilstede, nedlagde høitidelig Protest, idet han gav efter for Overmagten; et venligt Tilfælde havde føiet det saa, at der udenfor græssede nogle Mulæsler, som tilhørte Cantonet og strax kunde forspændes. En Time efter kom en Trup af Landstormen tilstede; den forfulgte Sporet af Kanonerne lige til Breno, skjød adskillige Gange, søgte i hele Byen efter de Skyldige og fandt de To, der vare pidskede ud af Leiren. Næste Dag stod i Bladene en Beretning om, at der havde fundet en Kamp Sted, og at de Landflygtige vare dragne tilbage med uforrettet Sag og havde efterladt to Saarede, der nu vilde blive bragte over Grændsen. Samme Dag meldte der sig frivillige Artillerister. I Leiren steg Troen paa Fremtiden til en Slags Idealisme; man fandt sig i uafbrudte Øvelser og Disciplin, stolt og spændt paa, hvad Italienerne og Polakkerne vilde sige, naar de saae, hvordan det stod til i Breno.

Regeringsraaden kom flere Gange om Natten til Otto. Han nærede et theoretisk, men haardnakket Had til Østerrig og gjorde Alt, hvad han kunde, for at bidrage til Italiens Seir. Han havde en Mængde Forbindelser i Lombardiet og gav Otto Underretning om alle Tildragelser, idet han med jovial, godmodig Mine sad og omtalte, hvilke urimelige Rygter der vare i Omløb, især angaaende Østerrigs Planer og Udsigter til at gjenerobre Venedig og Mailand, medens det gjærede saa stærkt i Böhmen og Ungarn. Hvert Punkt er i denne Tid lige vigtigt, gjentog Regeringsraaden; Europa er en eneste stor Valplads, hvor en enkelt Bataillon, der gjør sin Pligt, enten den staaer i Centrum eller i Flanken, kan afgjøre Slaget. Her nedenfor disse Bjerge er Østerrigs blottede Flanke, og vi maae sørge for, at den ikke foruroliges. Schweitz er neutralt, ellers vilde vi tage Parti .... naturligviis for Østerrig.

- Dersom Otto skulde have gjort Afregning med Skjæbnen, vilde han have givet Qvittering for fuldstændig Lykke.

Der var kommet noget Mandigt i hans Tilværelse, han var beskjæftiget, han havde havt Held, og Heldet skjærpede alle hans Evner. Fremtiden syntes ham en uafbrudt Række af lykkelige Tærningekast.

I et af de Øieblikke, da han fik Tid til at give sig af med Indadskuen og Reflexion, sagde han ved sig selv: Det er dog en anden Ting end at blive Byfoged! Jeg lever. Lad saa være, at Livets Intensitet skal betales med Varigheden! Blot det maa gives mig at udrette Noget, der aftvinger Verden et Beundringsraab! ....

Hvad Omgivelserne manglede i at være, som han egenlig ønskede, tilføiede han i Haabet uden at bemærke, at han digtede. Han overraskede en søvnløs Nat sig selv i, at han digtende havde ført det Hele til Danmark, hjembragt det som Attest for sig selv, som Adkomst til Beundringsraabet. Den Drøm var baade smuk og feig, sagde han; jeg kan jo ikke komme bort uden at løbe herfra, og saa følger mig Intet. Hvad man rører ved, holder En, tilføiede han med et Smiil.

Selv om man veed, at det ikke er sandt, hvad der staaer i Aviserne, antager man dog, at der maa have været nogen Ild, hvor Røgen kom fra. Comtessen og hendes Søster gjorde en Udflugt til Breno for at see Stedet, hvor der var blevet kjæmpet. Desuden vilde Søsteren sige Farvel, hun skulde nu reise med sin Forlovede.

Otto førte dem til Leiren, hvor Bataillonen stod i Slagorden og præsenterede Gevær ved deres Ankomst. Saa forbausende som dette Syn var for Comtessen, og saa fornøiet hun end blev over denne Dronningehilsen, var det dog ikke at sammenligne med hendes Bevægelse ved Synet af Kanonerne. Hun havde før seet Feltkanoner og Mænd i Slagorden; men dette Uventede, der mødte hende i den fjerne Fjelddal, forekom hende som et Vidunder; Vaaben, Heste, Mandskab syntes skabte af Chaos.

En Tidlang var hun afmaalt i sine Yttringer og spurgte Otto, hvad han nu havde tænkt sig, der først skulde gjøres.

Han svarede: Siden De spørger mig, saa tillad mig et Spørgsmaal: Hvorfor drage vi ikke til Mailand? Staden er jo fri, men kan snart behøve Forsvar nok mod Østerrigerne.

Til Mailand! Men det er jo slet ikke vort Parti, der nu hersker i Staden!

Og det kan holde Dem borte fra Deres Fædrenestad! Jeg har frygtet det, men ikke villet troe det! I Dem saae jeg, idetmindste tidligere, Datteren af den store italiske Slægt, der tæller Camillus og Cincinnatus blandt sine Forfædre.

Nu, ja, jeg modtager Complimenten; de Mænd vilde bringe Rom til at herske og ikke lade den bøie sig for nogen anden italiensk By.

Ja; men om de end i Fredstid stredes bittert med andre Romere, saa stillede de sig dog i Krigstid strax under romersk Fane!

Saa koldsindig kan man tale som Fremmed. Vi elske ikke Mailands Huse og Muursteen; der er Mennesker, vi elske, Andre, vi hade. Vi anvende al Magt og Kløgt paa at faae dem tugtede, vi hade. Saadan ere vi; vi ere Mennesker.

Det er et Spørgsmaal.

Men De, De selv! Hvorfor staaer De ikke under dansk Fane?

Fordi mine Landsmænd ikke behøve mig. Sidst jeg hørte fra dem, havde de beseiret en oprørsk lille Prinds. Man holder ikke af at komme hjem og dele en Glæde, man ikke har gjort Noget for at erhverve. Her har jeg troet at tjene noget Menneskeligt .... og mig selv.

De kan altsaa komme hjem? De er ikke landflygtig?

Nei, aldeles ikke. Hvordan er De falden paa det?

Jeg veed ikke; fra Først af stod det utydeligt for mig, at De ikke havde noget Hjem og Tilhold, og nu, da De fandt Dem i at drage her til Breno, troede vi, De kunde ikke Andet; Alle troede det; jeg er vis paa, at selve Bataillonen ikke vilde have Tillid til Dem, hvis den ikke troede, at De var idetmindste Majestætsforbryder ..... Hvorfor drog De her til Breno?

Men jeg havde jo paataget mig at være med!

Sig mig: Hader De da slet ikke? Er De af Træ? ....

Han svarede: Jo, jeg hadede for faa Dage siden af ganske Hjerte, f. Ex. dem, der koldt sendte mig hertil. Men man kan da heldigviis ikke beholde det gnavende Sand i Hjertet, naar Lykken kommer og synes at sige, at man skal tjene Guden og gjøre Verden ny. Jeg troede engang, at De havde den Slags Længsel og det ideale Had; jeg troede, Deres Hjerte var som Orangegrenen, jeg saae hos Dem, rigt og fyldigt og udfoldende sig, skjøndt fjernet fra den moderlige Jord. Jeg saae i Dem vor Fane.

Hvor han er voxet! ..... hvor han taler du haut en bas! sagde hun.

Deels for endmere at hæve sig og ydmyge hende, deels ganske oprigtig vedblev han: Og lad mig saa sige Dem det, lad mig tale ud; jeg er træt af at gaae her og lægge Baand paa mig selv og taalmodig høre Theorier om Bladluus og om Dictatur og Hjernebygninger, som, naar jeg ret kommer til at føle, ere min inderste Sjæl imod! Dette Tog er domfældt og forbandet, det vil være saa goldt som Ørkenens Vind, naar det skal føres af Smaalighed og Had, naar det ingen Fane og ingen Guddom har!

I de Øine, der see paa En, medens man taler, kan der være en Tilbagestraaling, saa at Ordene vende tilbage i En selv, søge efter flere Ord af samme Slags, nære Sindet som med Drivhuusvarme.

Han vedblev, paa saadan Maade paavirket: Hvad kan det hjælpe at ville erobre Italien uden at bringe det en ny Religion istedenfor Katholicismen, uden at tilføre det Protestantisme!

Hvad er da Protestantisme? spurgte hun simpelt.

Dette Spørgsmaal var for ham et pludseligt, standsende Ryk. En heel Række af Erindringer aabnede sig i hans Sind ligefra hans Samtaler med Schiøtt om Lyksaligheden af at være en Gustav Adolph til Pater Dauws Prædiken. Hans egne Tanker og Ord syntes ham tørre Floskler sammenlignede med den korte, stærke Følelse af, hvad der behøvedes overfor Katholicismens farverige Inderlighed og dunkle Lidenskab. Men Billedet blev strax forvirret. Med en Blanding af Letsind og stolt Selvfølelse over at have betvunget Rossolani og Bataillonen syntes han sig selv at have realiseret Alt, at være et stort og udmærket Menneske, mægtig ved sin egen Kraft, og han svarede: Velan, Protestantismen er at leve for en Idee, at føle den lue i sig og føre Menneskene efter sin Villie! .... Mængden troer aldrig paa Ideen, før det kniber, og saa troer den paa en Fetisch.

Nu, ja, saa gjælder det jo blot om at finde en Fetisch.

Ja. Og en lille Fetisch gjør smaa Gjerninger, en stor Fetisch gjør store.

Comtessen begyndte at troe, at han indirecte gjorde Cour eller havde Hensigter paa hende for at faae et Begeistringens Ophav, og sagde: Naa, lad os saa høre, hvad det er for en Fetischdyrkelse, De vil indføre, og ved hvis Hjælp Deres tappre Hær skal blive uovervindelig.

Han var bleven altfor kløgtig til ikke at mærke Skalken i hendes Sind og svarede med hiin Kulde, der gjør et saa særegent Indtryk, naar Sjælen samtidig synes med Varme at omfatte en anden Gjenstand: Det har jeg jo alt sagt Dem. Lad os blive frie for de smaae Formaal.

Der er hans Fetisch! raabte den yngre Comtesse og greb skjelmsk i den Snor, hvori Camillas Medaillon hang om hans Hals.

Lad os see den! - -

Apollo! Vor Apollo! raabte begge Italienerinder, og Comtessen fæstede et Øieblik sine Øine med et ubeskriveligt Udtryk paa ham.

Hun udbrød i Ekstase: Han skal ikke see med Uvillie paa mig! Det er mig, det Smiil gjælder! .... Jeg vil, jeg vil! ..... Jeg vil see opad og glemme de smaa Mennesker nedenfor .... mig selv med. - - Skjøndt, hvad kan det hjælpe, at jeg vil!

Det er sandt, vi ere faa.

O, det er ikke det! Vi ere ikke saa faa; fra Grændsen af Genf hertil ligge otte til titusinde Mand adspredte. Det er ikke saa lidt..... Blot mit Hjerte kunde komme til at slaae i Vincentios Bryst! ..... Jeg vil gjøre, hvad jeg kan ..... O, det er sandt, Verden bliver større! Og det er Dem, som har gjort det! Havde jeg blot kjendt Dem tidligere .... men kan De huske, jeg anede det, jeg paastod, at Sablen og Pistolerne i Vognen vare Deres! ..... Nu vil jeg kysse den Pande, hvorfra Kanonerne ere sprungne ud - saa! .... Kys Du ham ogsaa, Søster! Men kys hans Læber!

Det var en farlig Tak og Beundring af en Kvinde, der forhen havde talt saa frit som Comtessen. Hendes Læber rørte kun hans Pande; men hans Skulder følte i samme Øieblik det bløde Tryk af hendes Skikkelse, og det syntes snedig at hviske: Der er Noget høiere end det Høie, Du saa forstandig taler om.

Vincentio og Rossolani kom. Generalen yttrede sig smigrende om Troppernes Holdning. Rossolani blev, efter at Generalen var tagen bort, og sagde til Otto med en Mine, der var baade snu og spodsk: Naa, det har De jo udført meget klogt.

Otto kunde ikke lide, at det, han betragtede som sin hele Personligheds Værk, skulde blot kaldes klogt, og begreb desuden ikke, hvori Klogskaben skulde have bestaaet. Men Sagen var, at Rossolani, der levede og aandede i indviklede Planer, havde Mistanke om en Intrigue, hvori Generalen eller Comtessen havde Deel. Han vedblev: Men lige meget! Det er godt gjort. - Nu vil jeg gjøre Dem et Forslag. Jeg vil give Dem en Mission til Rom.

Til Rom? udbrød Otto.

Ja. Vi skulle have en Mand derhen. Sendelsen er ikke vanskelig. De kan med gode Creditiver gaae derfra til Madrid, eller ogsaa hvorhen De selv vil.

Det var en Maade at komme hjem paa efter at have udrettet Noget og uden at løbe sin Vei. Men deels havde han ikke Lyst til at komme tilbage i Nærheden af Donna Agnese og Pater Benedict, deels blev det Nærværende og dets Fremtid ham tillokkende netop ved Muligheden af at kunne forlade det, især efter den Samtale, han havde havt med Comtessen. - Nu skal jeg spidsborgerlig holde op midt i Spillet! Nei, va banque! tænkte han.

Han svarede: Tak, jeg foretrækker at blive her.

Rossolani sagde: Som De vil. Men jeg giver Dem saa et Raad: Glem ikke, at jeg er den Mand, der sønderbryder som et Leerkar, hvadsomhelst der ikke vil tjene min Villie.

Otto svarede: Maaskee har De hidtil meest forsøgt Dem paa Leerkar.

Istedenfor at yttre Vrede smilede Rossolani.

- Nogle Dage efter modtog Otto en Anmodning om at møde Generalen og Comtessen i et afsides Huus mellem Bjergene. Det var tydeligt, at man ønskede at holde Sagen saa hemmelig som mulig, og Otto handlede i Overeensstemmelse hermed.

Comtessen sagde: Jeg har talt med Vincentio, og han vil nu forklare Dem Alt.

Af den Forklaring, som Otto nu fik, skimtede han kun, at der mellem Obersten og Generalen var kommet eller længe havde været et dybt Nag, og at Generalen vilde afkaste sin Stabschefs Aag. Dette skulde skee ved, at Otto med den Magt, han havde erhvervet, forpligtede sig til, ikke at lyde andre Ordrer end Generalens hemmelige.

Det var altsaa en Revolution i Revolutionen, og hvo borgede ham for, at Planen ikke var anlagt mod ham selv for at bringe ham i en falsk Stilling, tilintetgjøre ham? Hvordan havde de ikke sendt ham afsted, da han i Costergia tillod sig at tale med! Og med hvilket Blik havde Comtessen dengang taget Afsked med ham!

Han saae paa hende, og som om hun kunde læse hans Tanker, havde hendes Øine et forunderlig talende, undskyldende, kjærtegnende Udtryk.

Han spurgte: Hvorfor skulle vi da ikke gjøre kort Proces og tale ligefrem til Obersten og, naar han uden tilstrækkelig Grund gjør Modstand, bemægtige os ham levende eller død?

Der blev svaret: Fordi vi ikke vide, hvormange Tilhængere han har, og den ringeste Tvedragt her paa Grændsen kunde blive os Alle fordærvelig.

Comtessen sagde: De nøler, og det er dog det Samme, som De for faa Dage siden forlangte af mig!

Nu, ligefrem og ærlig talt - svarede han endelig - hvis saa er, hvad Garanti har jeg da for, at Generalen mener det fuldstændig og alvorlig?

Det er paa en Maade rigtigt, svarede Comtessen fortrydelig.

Garanti? sagde Generalen mørk; han skal faae Garanti, naar vi ere ene.

Efterat Comtessen havde fjernet sig, blev der en lang Pause. Generalens lange, magre Ansigt var saa haardt som ellers; paa den høie, smalle Pande laae de sædvanlige lange Furer Lag paa Lag; kun de mørkerøde og hvide Flader, hvoraf hans Ansigtsfarve bestod, vare stærkere end ellers og gjorde en Virkning, som om Noget kogte indvendig. Han fyldte i et Værelse; man kunde ikke let see Andet end ham; han gav Luften Electricitet.

Med sin vante, rolige Stemme, hvori endnu syntes at ligge en Nuance af Haan, sagde han til Otto:

Hvad er De egenlig? Jeg har tænkt nøiagtig derover. De er kun Enthusiast til en vis Grad. De er i nogle Henseender ganske som et Barn og synes mig ikke at attraae noget Personligt, selv naar De handler som Mand; men Noget har De bag Øret.

Generalen fortsatte: Jeg har spurgt mig selv, hvad det kan være. Comtessen sagde engang, at De var Poet. Nu siger hun, at De er en Napoleon. Saadan ere Fruentimmerne. Hvad er det at være Poet?

Det er at forholde sig idealt til Livet.

Generalen rynkede Panden. Som overhovedet Folk af hans Slags kunde han ikke lide Ordet Ideal. Han sagde: Ja, ja. Men hvad er et saadant Menneske saa bundet af? Hvordan kan man vide, at han ikke smøger ethvert Forhold af sig?

Otto svarede: Hvordan kan man vide, at de Andre ikke smøge af sig?

Det er sandt! Det er sandt! Alt kommer an paa et Skjøn .... Men man bedømmer Menneskene efter, hvad de attraae .... Vidste jeg blot, hvad De attraaer! Hvad er Deres dybeste Attraa? Vil De betroe mig det? .... ikke saadan med Hensyn til Ideer, men for Deres eget personlige Vedkommende.

Velan, svarede Otto efter et Øiebliks Nølen, det er: at naae høit, at naae saa vidt, at jeg kan ydmyge dem, der have tvivlet om mig, og dem, der have hadet mig .... ogsaa at faae Fylde i mit Liv, at udrette Noget, blive tilfreds .... saadan omtrent.

Godt, det er menneskelig talt, det kan man forstaae.

Angaaende »Poesien« - vedblev Otto - vil jeg sige Dem, hvorledes det forholder sig dermed. Ethvert Menneske søger noget Heelt at blive udfyldt med; Poeterne ere dem, som naar de kun møde noget Halvt og Brudt, forstaae at omskabe og fuldstændiggjøre det i Phantasien og trøste sig med dette Phantasiværk. Paa samme Maade slippe de ogsaa for meget Had; som Michael Angelo sætte de den hadede Gjenstand i den Dommedag, de digte. Men møder os noget Heelt, saa ere vi hele, og Poesien, der i hine Øieblikke syntes os det Høieste, bliver da bleg overfor den pulserende Virkelighed. Derfor skal man have heel Tillid til os eller slet ingen; saasnart der mangler Noget, smøge vi af os ind i Phantasiens Land.

Hm, ja. Byron kjæmpede trofast for Grækerne.

Ja, fordi deres Forfædre havde frembragt skjønne Billedstøtter og Tragedier.

Generalen overhørte de sidste Ord. Han sagde næsten mumlende: Alt kommer an paa et Skjøn. Jeg kan bedre lide Dem, naar De er mig nær, end naar De er borte. Det er et godt Tegn.

Derpaa reiste han Hovedet, saae stivt paa Otto og sagde: Har man i Deres Bataillon aldrig talt om mig? Jeg mener: ilde. Har man ikke sagt, at jeg var - en Forræder? Svar mig kun ligefrem.

Otto svarede: Jeg har hørt sige, at Nogle beskylde Dem for at bringe Ulykke.

Godt. Naa, siger man det? - Sig mig, troer De ikke, at de fleste Mennesker have begaaet en Forbrydelse?

Ih, Gud frie os, nei!

De ynder undertiden at tale i gamle, afdøde Former. - Velan; men Forbrydelse og Forbrydelse er To. Man kunde tænke sig en Mand, som havde foranlediget sin Hustrues og sit ufødte Barns Død .... ved en Slags Tilfælde, ved Vaade.

Generalen gjorde en Pause, medens Otto stirrede paa ham og lyttede til den kolde Tone, der jernhaard syntes at betvinge en Jamren. Han vilde ikke discutere Begrebet Tilfælde; han indsaae, at det skulde ikke undersøges.

Godt, vedblev Generalen; Ingen sagde Andet end, at det var Vaade; kun een Mand, Krigsministeren, af hvis Slægt hun havde været, vilde ikke gjerne mindes om Ulykken og strøg derfor Obersten af Officierslisten - og da Obersten vil gaae ud for at forlange en Krigsret, træder det ufødte Barn frem for ham og siger: Det var ikke Vaade.

Hvad siger De til det, vedblev Generalen med en besynderlig, kort, ligesom gryntende Latter: Det blev Oberstens Metier at anføre ved Revolutioner. Det blev hans Næringsvei, og han kaldtes General. Naar en svindsottig Revolution skal tilrides, saa skal han være Berideren, og naar Øget styrter under ham, saa er det hans Ulykke eller Forræderi! Hvorfor kan denne Soldat ikke faae Lov at kjæmpe under den Fane, han vil? De husker vel Historien om Barberen, der havde seet, at Kong Midas havde Æselsøren, men ikke turde sige det og dog ikke kunde tie, saa at han tilsidst gravede et Hul i Jorden og hviskede sin Hemmelighed ned deri. Det skal siges! Det skal ud! skreg Generalen pludselig ude af sig selv. Det er sandt! raabte han med blodrøde Øine; Barnet har Ret! Det var ikke Vaade! Men endnu efter at den er død, vover Ungen ikke at kalde mig Fader!

Otto havde aldrig seet et saadant Udbrud af Raseri, Lidenskab og Fortvivlelse som det, Generalen gav sig hen til.

Efter en Stunds Forløb havde Generalen faaet sin Fatning tilbage og sagde: Nu er det ovre. - Jeg maatte grave et Hul i et menneskeligt Bryst. Jeg har anseet Dem for et Menneske.

Kan jeg være Dem til nogen Nytte, min General, saa befal, sagde Otto.

Ja. Lad os nu komme til alvorlige Ting. Det er blevet mig tydeligt, at vi have staaet her som Fjender af Alt ..... Saasnart jeg ophører at hade de andre italienske Partier, tier Barnet ..... Det maa være den rette Vei, og jeg vil gaae den. Men rykkede vi nu ned til de Andre, vilde de foragte og haane os. Vi maae udføre en Bedrift, slaae Østerrigerne nedenfor disse Bjerge, komme med Trophæer til Mailand og byde Forsoning og Alle udfolde Italiens store Fane. Det er et hæderligt Liglagen for en Soldat. Her har jeg foreskrevet Dem Deres Marsch. Tre Miil herfra er en Bro, Ponte di Cretto; den maa De bemægtige Dem og afbryde; saa marscherer De tilhøire og kommer Fjenden i Ryg og Flanke, medens han er engageret med mig og mine Mailændere. Lykkes det, saa er Veien aaben. Lyd ikke nogensomhelst Ordre, der befaler Dem at gaae over Broen. Hvad De har hørt idag, er Dem vel Garanti. De har at bryde op imorgen Aften ved Midnat. Farvel! ..... Husk, hvad jeg nu siger Dem: Naar De seer mig næste Gang, rammes jeg af en Kugle ..... Snak, Barn, en gammel Soldat tager ikke feil af Sligt.

Generalen kunde ikke maale hele den Virkning, han havde gjort paa Otto. Det var ganske rigtigt, at han hos ham havde vakt en Blanding af Sympathi og Forfærdelse, en energisk Villie til ikke at svigte ham i en Kamp, der paa en Maade var ædel og lys, paa en anden Maade syntes at være omgiven af Dæmoner. Men han længtes bort fra det Hele uden at kunne slippe det. Han tænkte paa Danmark og fik Hjemvee. Han tænkte paa den danske Fane, de danske røde Kjoler, og kunde have kysset et dansk Bandoleer. Han tænkte paa Rendestenen udenfor sin Faders Gaard og følte det som en Lyksalighed, om han kunde stirre ned i den. Han tænkte paa sin Moder og hendes Svoger, paa Venner, paa Fjender, og over Alle var gydt et magisk Skjær, saa at han længtes efter Alle næsten uden Forskjel. Han begyndte at tænke efter, hvordan han var kommen hertil, gjorde Regnestykket op og fandt det rigtigt, men uforklarligt. Intet ventede ham hjemme; der var Ingen, som baade elskede og forstod ham, Ingen, der heelt udfyldte hans Hjerte og Sind, og dog var i dette Øieblik hans Hjerte fyldt med en Vee, som om hist det Bedste og Kjæreste i Verden var udsat for Ondt, var ladt alene og behøvede ham, eller som de Alle behøvede hinanden for at lide i Fællesskab. Han følte sig pludselig saa træt af at tale fremmede Sprog; han gav sig til at tale Dansk høit, men fandt sig desto mere ene derved. Hjemvee er uden Bund; thi med al dens Smerte har den en forunderlig Sødme og Blødhed, der lokker Sindet til at hengive sig mere og mere og slapper det. Otto mærkede, at han tilsidst sad ganske kvindagtig, og begyndte at betvinge sin Stemning. Men efterhaanden som han betvang den, mærkede han, at det, der feilede ham, ikke blot var Hjemvee efter Danmark, men at Hjemveen skjulte noget endnu Dybere. En uovervindelig Fornemmelse sagde ham, at Den, der stod truende i Veien, var den snue og voldsomme Oberst, og at han maatte gjøres uskadelig, og det kunde kun skee, naar han selv havde et saadant idealt, hensynsløst Mod, at han kunde staae over Generalen og Comtessen, beredt til at skille sig fra dem, hvis de ikke vilde gaae aabent løs paa Rossolani, men, hvis de vilde dette, da selv kunde træde frem for sin Bataillon og rive den fuldstændig med efter sin Villie. Han kunde blive en stor Mand, en Mand af første Klasse, ved dette, enten det endelige Udfald var heldigt eller ei, i alt Fald stor i sit eget Indre, en mægtig Personlighed, der udrettede Alt ved sig selv. Men hvergang han var nærved at faae det himmelblaat og stjerneklart i sit Indre, trængte en anden Fornemmelse, det røde Lys, frem og fandt hjemlig Modtagelse i Sindet; saa tænkte han paa Comtessen, saa var han skinsyg, saa var og blev hans ideale Mod lammet, saa følte han uvilkaarlig, at han maatte byde Bataillonen Udsigter, der lignede hans egne, maatte smigre de Enkeltes Lidenskaber og vinde dem ved en personlig og elskværdig Kammeratlighed, han ikke besad og aldrig havde villet besidde. Han søgte at holde fast paa det røde Lys og forherlige det til Blaahed; han tænkte paa den første Gang, han havde seet Comtessen, paa det mægtige, ideale Opsving i hans Sind - men Noget laa imellem før og nu; nu havde han Udsigt til at naae, hvad han dengang begjærede som det Høieste; men nu var det ikke længer saa høit, opløftede ham ikke, saadan som Camilla kunde have gjort. Engang imellem standsede Kampen, og han undrede sig over, at den kunde være til, at Opgaven saadan voxede, at Sindet kunde slides frem og tilbage mellem saadanne Nuancer, og dog vare disse, hvergang han paany betragtede dem, ligesaa store og brede som gabende Afgrunde. At man dog ikke, naar man endelig kom i det Store, selv var heelt stor, men trods alt Opsving og netop i de vanskeligste Øieblikke beholdt Sjælen præget af Fortiden!

Han sagde: Fik jeg blot et Tegn, Noget udvendigfra at støtte mig paa! Jeg begriber, hvordan Folk kunne være i Vaande og tage Varsler for at have Noget at følge blindt. Et Tegn!

Hvad er det for et Sprog, De taler? spurgte Comtessen udenfor Vinduet.

De her, Comtesse! Jeg troede, De var taget bort.

Jeg maa da gjøre Undskyldning for min Nærværelse, sagde hun spøgende.

Nei, misforstaa mig ikke.

Jo. Jeg var nødt til at blive, fordi jeg ikke kunde vide, naar Vincentio tog bort, og vi ikke maatte synes at have været sammen paa en Udflugt ..... Hvad Sprog talte De? Hvem kaldte De paa?

Jeg talte mit Modersmaal. Jeg begjærede et Tegn, en ledende Stjerne i dette Virvar.

Her er et Tegn! sagde hun og rakte ham sit røde Skjærf ind ad Vinduet. Følg den Plan, Vincentio har lagt. Jeg stiller mig under Deres Beskyttelse. I Mailand eller Venedig indløser jeg Tegnet ..... Farvel, til vi sees i Mailand eller Venedig!

Hun sagde dette med et Smiil, der med dets Blanding af Alvor og Ømhed end mere forhøiede Virkningen af hendes kraftige, skjønne Skikkelse, saa at Ordene nu bleve til fuld Virkelighed:

Det røde Lys blev forherliget til Himmelblaat. At opleve skjønnere Ting syntes ham ikke sunget for hans Vugge. At kaste sig ud i Eventyret og lade Skjæbnen raade - hvad havde han dog i Grunden begjært mere!

Da han kom tilbage og gjensaae Leiren, følte han sig ikke saa fri som før. Men paa den anden Side var han heller ikke stemt til at ville indrømme Bataillonen Ret til at raisonnere. Den maatte blindt føres til, hvad den selv vilde valgt, hvis den havde tilstrækkelig Sands og Forstand, fordi det var det Bedste. Det var jo Politikeres almindelige Maade overfor Massen. Og vil jeg ikke selv gaae med og dele Faren med de Andre? sagde han.

Han blev udreven af Tanker og Reflexioner ved Adjutantens Komme. Schwaberen sagde, at han havde ladet sig sætte a la suite hos Generalen og nu vilde tjene her ved Bataillonen .... Naa, Du byder mig slet ikke Velkommen?

Nei, for Du glemmer, at Din Natur gjør Dig uskikket dertil; Din Hjernebygning er en Adjutant-Hjernebygning.

Det er sandt; men saa kan jeg jo være Din Adjutant.

Hvor vil Du hen! Stige fra Generalen ned til mig! Hvad har Du spiist, der saaledes har paavirket Dine Stoffer?

Hør, kort og godt, jeg vil.

Naa, Du vil?

Ja; Folkene her ere mine ligesaa godt som Dine .... Hvem vinker Du efter?

Jeg vil med største Beredvillighed lade dem træde sammen og vælge.

Adjutanten svarede hastig: Nei, lad være; Sagen er, jeg skal. Ja, jeg er sendt herhen for at være Inspecteur eller Opsynsmand eller Spion .... naar man selv siger, man er det, er man det ikke .... og desuden, en fattig Djævel som jeg, der er for stolt til at gaae Skjørteveien, maa tage tiltakke med, hvad der paa ærlig Maade falder af.

Hvor er Beviis for, at Du skal?

Her, Ordre fra Stabschefen.

Rossolani! sagde Otto ved sig selv.

Ja, der kan Du see, Alt i Orden, og uden at gaae Skjørteveien!

Hør, gode Schwaber, hvad skal den Skjørteveistale betyde?

Bah, forstil Dig nu bare ikke! Troer Du ikke, Alle vide, at Du har faaet denne Post igjennem Comtessen?

Otto følte, hvorledes Misundelsen gnavede Adjutanten og bragte ham til at være ondskabsfuld. Det var Fjenden, han fra gammel Tid kjendte og ansaae for saa lav og ynkelig. Han opgav Schwaberen i menneskelig Henseende og følte sig selv styrket ved at sammenligne sig med ham.

Han sagde koldt: Jeg skal underrette Bataillonen om, at vi have faaet en Inspecteur.

Adjutanten sagde med Vigtighed: Ordren lyder paa at bryde op ved Midnat i Retningen mod Ponte di Cretto.

Ja, svarede Otto og tilføiede ved sig selv: Gud være Lov, der er ingen anden Ordre!

Og nu, tryg ved, at hans Sag var aldeles reen, besvarede han det sidste Spørgsmaal, hvormed Adjutanten holdt Døren til Venskab aaben: Har Du ... De Mere at befale? - med et iiskoldt Nei.

Saa kanskee jeg har, mumlede Adjutanten, idet han gik ud af Døren.

- Ud paa Eftermiddagen kom endnu to Chirurger fra Hovedkvarteret, og Regeringsraaden sendte Otto til Foræring en Kurv med Viin. Efter at alle Forberedelser vare trufne, beholdt Otto en Times Tid for sig selv, inden Alpehornet henad Midnat skulde give Tegn til Opbrud. Det var dyb Nat i Dalen, en stille Juninat uden Stjerneskin. Stilheden hvilede saa tryg og inderlig over den hele Egn, som om den vilde benægte Muligheden af den forestaaende Kamp; men for den, der vidste, at Kampen vilde finde Sted, indtraadte det Modsatte: Naturen tabte sin Tilforladelighed, Sjælen rakte sig ud efter det Kommende og forestillede sig Faren, som Mørket skjulte, i desto større Omrids. Otto følte en Beklemthed, som han ikke kunde blive Herre over; den laa udenfor hans Aands og Villies Omraade, sneg sig igjennem hans Organisme og foraarsagede ham Kulde. - Blot jeg var i Virksomhed og kunde tænke paa andre Ting! Blot ude i Handling og næste Dag overstaaet! sagde han til sig selv.

Han kom forbi en Soldat, der sad paa et Klippestykke og rystede en Flaske. Han vilde ikke spørge for ikke at lade sin Stemme forraade Sindsstemningen; men Soldaten fandt noget Spørgende i hans Holdning og sagde: Det er Brændeviin og Krudt.

Otto maatte nu sige Noget og blev selv forundret over den dybe, rolige Stemme, hvormed han svarede: Det er jo Synd at spilde Krudtet saadan.

Soldaten svarede: Ja, De!

Tonen blev Otto paafaldende, og endskjøndt han mærkede paa Soldatens Aande, at han alt havde smagt sin Brændeviin med Krudt, gav han sig i Samtale med ham.

Otto fik nu indirecte og ad mange Omveie Oplysning om, hvordan han stod overfor Folkene.

Han havde aldrig talt til nogen af dem med Deeltagelse eller Sympathi for deres smaa Forhold, deres Leveviis, deres forrige Livsomstændigheder eller deslige, knap spurgt om deres Navne. Dette, som fra hans Side, idetmindste tildeels, var Høflighed og Discretion, en Ret, han tilstod de Andre og forlangte for sig selv, var fra de Andres Side fuldstændig blevet opfattet som Noget, det tildeels ogsaa var: stolt Kulde. De syntes for ham ikke at være Andet end Schakbrikker. Selve Spillet troede de, at han havde Varme og Interesse for; men ikke for dem. Dette Spil, dette Ideale, hvormed han havde grebet dem, var i deres Øine kun et nødvendigt Onde. De hjemløse, eventyrlystne, i de fleste menneskelige Forhold fortvivlede Mennesker begreb ikke selv ret, hvorfor de anerkjendte det, men ansaae Seirens Øieblik for det, hvori de ikke længer skulde have det nødig. Nogle af dem betragtede idetmindste nu, i Farens Øieblik, en sorgfri, ubemærket, smaaborgerlig Tilværelse for det Attraaværdigste, og meente i Grunden, at al den store Revolution gik ud paa det Samme. En Høne i Gryden om Søndagen! som hiin franske Konge havde sagt. For den Sags Skyld rystede nu Europa convulsivisk. Nogle havde to eller flere Høns i Gryden, Andre slet ingen, det var hele Sagen, hvori Spørgsmaalet om Gud og Evighed, Monarchi og Republik, var indbefattet. De første Livsfornødenheder, Befrielse fra materiel Nød, ansaae ogsaa Otto for vigtig, men kun som Grundlag, som uundgaaelig Betingelse; han havde aldrig tænkt, at de kunde undværes, men heller aldrig tænkt videre over dem. At han havde Blikket andensteds henvendt og kunde leve saa ensom, uden Kammeratforhold, forekom de Andre at grændse nær til det Fuldkomne; men denne kolde Fuldkommenhed forekom dem dæmonisk. De ansaae ham ikke rigtig for Menneske; derfor havde Soldaten, da han lod haant om Brændeviin med Krudt, sagt: Ja, De!

Otto maatte erkjende noget Sandt deri, men tænkte: Jernet tiltrækkes af Magneten; hvorfor ere I ikke Magneter? Længes Nogen mere end jeg efter at blive sympathetisk tiltrukken og kunne give sig uforbeholdent hen?

Men der var tillige i Maaden, hvorpaa man saae op paa ham, Noget, der opløftede ham, samtidig med, at det fremkaldte en smertelig Fornemmelse. Hvor han vilde tage sig af dem og elske dem Alle, blot det Nærmeste, Uundgaaelige, uforanderlig Indledte var overstaaet! Hvordan turde han nu gaae og være beklemt, han, som havde paataget sig at være deres Skjæbne!

Han tog Afsked med Soldaten, idet han sagde: Jeg skal sige Dig, det er ikke min Skjæbne at falde her mellem disse Bjerge, og jeg troer, det er heller ikke Din.

Ikke? - udbrød Soldaten med møisom tilbageholdt Glæde - ikke?

Otto hørte ham gaae tilbage i Teltet, nynnende en lystig Sang.

Man var dragen afsted ved Midnatstid, og henad Morgenstunden traf man paa Fjendens Forposter, der langsomt og kjæmpende trak sig tilbage. Fremrykningen tog meget lang Tid; de fleste af Soldaterne gjorde deres første alvorlige Forsøg og vilde nødig ud fra en dækket Plads; men lidt efter lidt vænnede de sig til Kampen, især ved at see Schweitzerskytternes store Sikkerhed. Ogsaa Terrainet, der bestandig gik nedad, var dem gunstigt, og tilsidst mærkedes det, at Fjenden for Alvor ønskede at komme bort.

Henad Middag var man avanceret tre Miil og havde naaet Ponte di Cretto. Otto lod gjøre Holdt, for at Folkene kunde hvile; Nogle bleve beordrede til at afbryde Broen, medens Kanonerne, som med stor Vanskelighed vare medbragte, bleve opkjørte for at holde Fjenden i Afstand paa den anden side af Floden.

Næppe havde man begyndt med at afbryde Broen, før Adjutanten ankom og med høi Røst spurgte, hvad det skulde betyde.

Otto svarede, det skulde betyde, at man nu vilde drage tilhøire og forhindre Fjenden fra at komme over og forurolige Marschen.

Adjutanten fremtog et Papir og sagde: Ordre fra Stabschefen. Man har at rykke frem over Sletten til næste Bro.

Soldaterne stimlede sammen. Otto sagde: Hvis I ville lægge Øret mod Jorden, kunne I høre, at man slaaes mod Vest. Der er Generalen; jeg vil komme ham tilhjælp ad Bjergveien der tilhøire.

Adjutanten raabte: Ingen har at gaae paa egen Haand, Enhver skal lyde Overcommandoen! Man har forudsat Muligheden af en saadan Opsætsighed, og for det Tilfælde er her Ordre til, at Solothurneren overtager Commandoen over Bataillonen. Derovre er Fjenden og rigt Bytte! Fremad, i Comiteens Navn!

Solothurneren tøvede; men den Soldat, hvem Otto havde spaaet, at han ikke vilde falde, istemmede: Fremad! og løb ud paa Broen.

Du Taabe! tilraabte Otto ham; det er kun i Bjergene, hvor det er Din Skjæbne ikke at falde!

Hans Ord naaede ikke til Soldaten.

Følger mig! raabte han til Bataillonen. Hvis jeg skuffer Eder, kunne I handle med mig efter vor Lov!

Der var hos dem blandt andre Stemninger et Ønske om at ydmyge ham ved at kunne være ham ulydige og bøie ham under deres Villie.

Det er kun en Dansk! Skyd ham ned! skreg Adjutanten.

Solothurneren forlangte at see Ordren, og da han havde læst den, commanderede han en Peloton frem for at skyde Otto. Men nu bød Otto Artilleristerne vende Kanonerne imod Bataillonen, og de adlød. De vare i Virkeligheden Regeringsraadens Folk og vare sendte med Otto, ikke med Andre. Han vilde have drevet Sagen videre og hellere ladet Bataillonen tilintetgjøre end taalt dens Ulydighed; men nu faldt Skud fra fjendtlige Skarpskytter, der havde sneget sig nærmere, og man blev enig om, at Kanonerne skulde blive tilbage og i fornødent Fald dække Tilbagetoget, og at Otto kunde commandere dem; men han erklærede at ville gaae ad Fjeldveien og bringe Generalen Budskab. Adjutanten satte sig tilhest »for at bringe Stabschefen Melding«. Bataillonen gik over Broen og var snart i Fægtning med de fjendtlige Tirailleurer, som bleve drevne tilbage.

Terrainet, som Bataillonen nu havde begivet sig ud paa, var en jevn Slette, hist og her besaaet med Smaahøie, der saae ud som store Muldvarpeskud; den var tilhøire omgiven af Bjerge, tilvenstre strømmede Floden i en Halvcirkel, og i en halv Miils Afstand, næsten ligefor Ponte di Cretto, var den næste Bro.

Otto var stegen op paa et Klippestykke og dvælede, tiltrukken af Bataillonens Marsch og Kamp, og deelt imellem de heftigste Sindsstemninger, Vrede og Fortvivlelse over at være forladt, Længsel efter at være med, Fortrydelighed over, at hans Sag ikke havde været aldeles klar, Frygt for, hvorledes det vilde gaae Vincentio.

Pludselig, medens Bataillonens høire Fløi stormede op ad en af Høiene, saae man de Øvrige standse, vakle, vende om i vildt Løb. Kun faa Secunder blev dette uforklarligt: Fra deres Skjul bagved Høien fremkom Ryttere; deres Trompeter skingrede, deres fremstrakte Sabler blinkede i Sollyset, de kom buldrende og hastig som en Lavine. Istedenfor at slutte sig sammen løb Bataillonen, skjøndt hver Mand maatte vide, at de frygtelige Ryttere vare endnu hurtigere. Der var ikke Udsigt til, at en Eneste kunde undkomme, snart saae man dem ogsaa kaste Vaabnene og blive tagne tilfange.

Man var ved Kanonerne saa betagen af dette Syn, at man ikke bemærkede en lille Trop Ryttere, der et eller andet Sted havde været skjult af Terrainet og nu med Lynets Hast kom frem og foer over Broen. Inden man fik Tid til at samle sig, vare Rytterne midt imellem Kanonerne og hug ned, hvad der satte sig til Modværge. En fjendtlig Officier red hen til Klippestykket, hvor Otto stod, drog en Pistol ud af Hylstret, skjød, men feilede.

Saa skal dog En gaae foran og melde mig! skreg Otto, idet han sprang ned, greb Hestens Tøiler, og førte Haanden tilbage til et Stød med Kaarden.

Holdt! Hvad S-! Dansk! lød det fra Officieren.

Løvenhjelm! raabte Otto og lod Armen synke.

Det havde jeg da mindst ventet! udbrød Løvenhjelm ..... skjøndt, af Dem kan man jo vente Alt. Men Deres gamle Held har forladt Dem.

Hvordan da?

Hvordan? Det spørger De om?

Nu, jeg synes, det gaaer ganske godt endnu; den Hær, jeg staaer ved, gjør en tilbagegaaende Bevægelse jeg bliver lidt afsides og gjør en Fange ....

Fange? Hvor? Jeg, Deres Fange, Krøyer? Men hvordan vilde De føre mig bort, selv om jeg gav mig? De er jo midt imellem mine Folk.

Det er der ikke Spørgsmaal om. Saasnart vi høre op at være Danske, saa indtræder status quo ante, jeg har Deres Hest i Tøilen og Kaardespidsen paa Deres venstre Side.

Det er da ikke Deres Alvor? .... Krøyer, vær hellere fornuftig og bliv hos os ....

Saa vist mit Alvor, at jeg nu for det Første tager Tøilerne tilbage .... De maa ikke trække den anden Pistol op! .... De maa heller ikke see op og kalde.

Men, Krøyer, dræber eller blot saarer De mig, saa hugge mine Husarer Dem, Gud døde mig, til Plukfisk!

Derfor vil jeg ogsaa foreslaae Dem, at De følger mig ud herfra, lidt op ad Bjergstien. Der giver jeg Dem Deres Frihed, og De kan sige Deres Husarer, at De har givet mig min Frihed.

Hør, Krøyer, er det Deres Alvor? Vil De sætte Livet ind paa den Galskab?

Det vil jeg, paa Ære! Og nu maa De skynde Dem.

Hm, sagde Løvenhjelm og saae ned, der tabte jeg min høire Stigbøile ..... Det er da underligt, jeg kan slet ikke komme i den igjen.

Otto forstod ham, lettede ham ud af Sadlen, svang sig op og foer afsted.

Løvenhjelm havde i Faldet grebet sin anden Pistol, og endnu medens han laa paa Jorden, skjød han og ramte Hesten. Den sprang rasende op ad Breno-Veien, hastigere end nogen af de forfølgende Husarer, og da den styrtede, var der ikke længer Fare for nogen Forfølgelse.

Paa Bjergstien, ikke langt fra Breno, mødte han Comtessen. Hun sad ganske ene paa et Klippestykke som et Billede paa Sorg og Forladthed, og det syntes ham i første Øieblik ganske naturligt. Heller ikke hun blev overrasket ved at see ham ene og blodig; snarere kom et Udtryk af Glæde, idet hun gav ham Haanden.

Det blev ham tydeligt, at noget særeget Smerteligt eller Ulykkeligt maatte være vederfaret hende selv, og at hun dulgte det, medens hun fortalte, hvad der forøvrigt var hændt. Kort før Afmarschen skulde finde Sted, saaledes fortalte hun, var der fra Comiteen kommet Depescher, der fraraadede enhver Bevægelse paa Grændsen; saa mange vaabendygtige Mænd som mulig skulde bryde op og møde i Paris: der vilde Slaget være at slaae, og hvo som seirede der, vilde afgjøre ogsaa Italiens Skjæbne. Det var for sildig at sende Contraordre til de forskjellige Afdelinger, og desuden var Befalingen i andre Henseender urimelig, idet Comiteens franske Medlemmer altfor hensynsløst og egoistisk tog Alt i Beslag for sig og kun tænkte paa Paris. Saa var man afmarscheret; men allerede henad Morgenstunden kom Flygtninge og meldte, at Alt var tabt; selv var hun flygtet ned til denne Side i Haab om her at møde bedre Efterretninger.

Han foreslog, at de skulde begive sig tilbage til Costergia. Nei, svarede hun med en for hende usædvanlig Angst, lad os følge Bjergstier og søge at komme til det franske Schweitz.

Og hvad saa? spurgte han.

Det vidste hun ikke bestemt; man maatte først indhente Efterretninger; hun var betagen af en stor Rædsel.

Han fulgte hende, bedøvet, stille taknemlig mod det Ubekjendte, som havde hjulpet ham, ulykkelig over det Indtrufne.

Da de vare komne heelt ind mellem Klipperne, mærkede hun hans Sorg og begyndte at tale.

En Kvinde trøster saa gjerne. Selv om hun har villet emancipere sig ud til Mandens Gjerning, griber hun dog strax, naar det frembyder sig, det trøstende Hverv som sit rette Kald, betvinger sin egen Angst og Tvivl, opfinder Argumenter imod sig selv, frembringer Smiil, der virke blidt og oplivende som Foraars-Solskin.

Hun sagde, da de havde vandret længe og nærmede sig en ensom Gaard: Kom, nu skal jeg igjen lave Kaffe til Dem ligesom i Böhmen!

Den uafbrudte Anstrængelse i næsten et Døgn virkede tilsidst paa ham, saa at hans Sandser ikke længer opfattede skarpt; hvad der var hændet, laa fjernt og ubestemt, hans egen Skikkelse forekom ham overnaturlig udstrakt eller lille, ligesom givende efter for de bølgende Tanker, Stemninger og Begivenheder, og medens hans Hoved svimlede, syntes ham, at han blev ført af en Fee, der bøiede Skove tilside, for at Grenene ikke skulde pidske ham i Ansigtet, holdt vilde Ryttere fra at ride ham overende eller forhindrede ham fra at drukne i en af Veiens Furer, hvor et Kildevæld piblede.

Næste Dag afgik Bud til forskjellige Sider. Værtinden i Huset syntes efter en kort Samtale ganske vunden for Comtessens Hensigter og gav med rolig Omhu de fornødne Befalinger. Man erfarede, at Vincentio var undkommen. Ottos Bagage kom tilstede, men Comtessens ikke; hun kjøbte sig en Schweitzerpigedragt og gav sig til at sye paa den hjulpen af Værtinden.

Stedet laa paa Grændsen af et tydsk Canton og hed »die Krähe«. Nedenfor den Bakke, hvorpaa det var bygget, strakte sig Eng og Ager, og i nogen Afstand var en Høi, paa hvis sydlige Afhang voxede Viin. Imellem Viingaarden og Huset flød en Bjergstrøm, der lige under en Eng dannede et Vandfald, hvis susende Bulder lød op til Huset. Rundt omkring hævede sig Dalens Jordbølger op til Bjergene, nogle lave og med yppigt Græs, andre, fjernere, taarnede sig mod Skyerne, paa deres Toppe laa Snee, medens Siderne vare bevoxede med Skov, der saae ud som stride, mørke Haar eller Børster.

Værten gik ud til Strømmen for at fange Foreller til Middagsmaaltidet, og Otto fulgte ham og fik en Snøre. Men paa Engen laa nyslaaet duftende Hø, Solen spillede paa Elven, Regnbuefarver stode i Vandfaldet, og over den bølgende Dal laa Lyset varmt og fuldt, blandet med de store, friske Skygger fra Bjergene. Otto kunde knap forstaae, at han nylig havde været i saa vilde Begivenheder og saa sjælelig anstrængt. Glæden over Livet, over Jorden og dens Skjønhed, over hans egen Lykke greb ham med al Magt; han kunde ikke holde ud at sysle med det sløve Fiskeri, men gik op til Comtessen for at gjøre Gjengjæld mod hende og bringe hende Noget af den Glæde, han selv var bleven saa rig paa. Da han kom derop, var hun omklædt i sin Schweitzerdragt. Den syntes at tale om den indtrufne Ulykke, medens hendes Miner og Skikkelse hævede sig aristokratisk og skjemtende ud derover, og han stirrede paa den skjønne Kvinde, der var saa kjæk og stærk og fornem, Datter og Søster til Mænd, der vare hængte i en Galge.

Han førte hende ned til Vandfaldet, og de sad der paa Randen og lyttede til Fossens Bulder og til deres egne Tanker.

Han kunde og vilde ikke forklare hende sin Sindsstemning.

Han var fyldt af en dyb, usædvanlig Sands. Hvad han havde erfaret, hørt og oplevet, havde frembragt en Følelse i ham, som om Verdens Hemmeligheder vare aabenbarede for ham, som om det var blevet givet ham at vide Besked om Lovene og deres Anvendelse, om Retfærdighed, Lidenskab, Synd, Ulykke, om Dommedag. Men ved Lykken, han havde med sig, var han bleven hævet derover og saae ned paa det som et Skuespil, hvori han selv i visse Maader var med og undergiven de fælles Love, men ikke heelt med, hans egenlige Jeg svævede begunstiget, som Undtagelsesvæsen, derover og kunde have Nydelse endog af hans egen Skjæbne, hvordan den saa blev. Det var Poesien, der bar ham paa sine stærke Vinger.

Han følte, at han i de foregaaede Begivenheder ikke havde løst en stor Opgave enten i sit Indre eller udadtil. Men han bortgjennede Bebreidelsen ved at sige, at hvis han havde været heldigere stillet, blandt Landsmænd, i Hjemmets Tjeneste, vilde han havt en ganske anden Sikkerhed. Noget havde han erhvervet ved sin egen Energi, og det var dette Øieblik, Opholdet i denne Dal. Han havde kjæmpet sig ud i noget overordenlig Smukt, i denne Egn, denne Luft, dette Selskab - der ingen Fremtid havde. Der var en stille Vee og Vaande, som omgav det Hele; men derved blev det tillige saa forunderligt og eventyrligt - medens en ny, stor og lykkelig Prøve kunde forestaae. At selve Øieblikket kunde være en Prøve, at Livet aldrig har Hviledag for den, som vil erobre det, tænkte han ikke paa.

Han kunde, naar han saae op paa hende, have tiltalt hende med poetiske, urimelige, phantastiske Ord: Er Du Reiselivets Genius, Du, som modtog mig nærved de første Bjerge jeg saae? Eller er Du Nutidens Fee, Incarnation af dens gaadefulde Skjønhed og vilde Uro? Hvorfor er jeg sammen med Dig? Hvilken Gaade hviler over Dig, siden Synet af Dig vækker saa smeltende Glæde og ubestemt Smerte, træder til ved al den sære Fryd og Vaande, der er i min Sjæl? Faaer jeg desto mindre Part i Dig, jo høiere jeg elsker Dig, og kommer Du skuffende, fristende nærmere, jo mere mit Sind drages til andre Regioner uden dog at kunne slippe Dig?

Hun havde ingen Anelse om, hvad hans spørgende, tungsindige eller luende Blik egenlig betød. Hun saae i ham den, der troede paa noget Idealt, men havde givet sig selv og dette i hendes Tjeneste. Hun tilgav gjerne den Synd, hvis hun troede, det var nogen. Hun havde den Tro, at i hvilkesomhelst Forhold vilde han bryde Vei for sig og for hende, netop fordi hun begeistrede ham. Der var i hendes Væsen, Skikkelse, Blik og Smiil en Sympathi, en Varme og Energi, der udrev ham af hans Drømme og fremkaldte en ny glad Forundring over, at den levende, skjønne Virkelighed var givet ham.

Han mødte hende tidlig om Morgenen i Haven. I Afstand, da Bedene vare imellem dem, da Duften fra de simple, friske, duggede Blomster angav ham, da Kirsebærtræernes Grene ved en ringe Berørelse rystede Draaber og fine Blomsterblade ned over ham - paakom ham et pludseligt Minde om den Morgen, da han hjemme havde mødt Skuespillerinden i Havens Gange. Hvilken Ængstelse havde der dengang været over ham, hvilken undseelig Attraa efter Liv, efter al Verdens Liv! Nu var denne Ængstelse borte; nu var det, som om Alt indeni ham var blevet bygget af stærkere Stof; nu slog Hjertet med Sikkerhed overfor den kjække, skjønne Comtesse, en virkelig Dame, paa en Maade en Heltinde, men ikke fra Scenen. Der var kun kommet en anden Følelse, ikke just af Angst, men beslægtet dermed, en Fornemmelse af, at under alle Forhold laae hemmelige Traade, der gik ind til Skjæbnen, gave Lyd og kaldte derinde, ligesom i Sagnet om Røverne i Skoven. Men saa tog hun hans Arm og gik saa sikker ved hans Side i al denne Naturherlighed. Hvorfor ikke være fuldstændig sorgløs i Øieblikket? Hvorfor ikke stræbe at være harmonisk og heel som den antike Tids Mænd og bortjage Baggrundens underlige Skygger?

De vandrede tilsammen ud i Bjergegnen. Til den ene Side gik Veien over en Bro af Træstammer, under hvilken Elven skummede, og førte til et grønt Plateau, der skraanede opad mod den mørke Skov. Derinde gled Foden paa de tørre Grannaale, hvormed Jordbunden var bedækket, og de hjalp hinanden, glade over hver ny Berørelse, som den listige Jord fremkaldte. Sporet forsvandt for dem; men de bekymrede sig ikke derom; de vare hjemme hos hinanden og tænkte ikke paa andet Hjem. Paany mødte de Elven, men dennegang som en ganske smal, rivende Bæk, og paa den anden Side af en raa, fugtig Bro laa en faldefærdig Hytte. De gik ind for at spørge om Vei op til Bjergtoppen, og fandt i et lavt, mørkt Værelse fem smaa Børn ganske alene; den Ældste havde den Yngste paa Skjødet. Billedet af disse Børns Forældre, der levede i yderste Afslutning fra Verden og kun havde sig selv, stod levende for dem i al dets Modsætning til dem selv, der begjærede et lignende Liv, men hørte til og skjæbnesvangert droges til den fjerne, urolige, af Aanden gjennembævede Verden.

De traf Moderen fældende Træ høiere oppe paa Bjerget. Hun var lille og sammenbøiet, Ansigtet furet og Hænderne krogede af bestandigt Slid; men hun var venlig og tænkte strax paa at skaffe dem en Fornøielse; hun viste dem en Sti, der vilde føre dem ud af Skoven til »saadan en kjøn Sø«, og hvorfra de ad en Gjenvei kunde komme tilbage til »die Krähe«.

Imedens de gik frem, sagde Comtessen: Hvor det er underlig fordeelt! Den fattige Kone, der her slider og slæber og visner, tager det som Noget, der følger af sig selv, at vi kun gaae forbi for Fornøielses Skyld, og byder sig strax til at vise os Vei! Som om hun hørte til en Race, der kun er Portner for Lykken!

Han svarede: Ja, og som boer frit i den lave Kjelder. Vi Andre maae betale.

Han sagde det med den Energi, der er beredt til at betale, og hun lyttede mere til den end til Ordene.

Strax efter aabnede Skoven sig, og de saae Søen. Der var en Kreds af gule, takkede Klipper, hvis Sneetoppe skinnede i Sollyset. I denne Kreds laa Søen mørkeblaa; men imellem den og dem var et yppigt Grønsværstæppe, til hvis øverste Rand Søens Vande naaede, og det saae ud, som om det svulmende, smilende Blaa hvert Øieblik kunde gyde sig ud over Smaragdtæppet og kun af de mægtige alvorlige Bjerges Blik blev holdt til adstadig Ro. De vendte sig om og saae, hvorledes Skoven, de havde gjennemvandret, strakte sig opad Bjergene, men ligesom var vegen tilside for at gjøre Plads til den lille Dal og nu dannede en mørk Vagt om den.

Hun sagde dybtaandende: Hvor her er deiligt!

Ja, usigelig stille og stort!

En Lavine, der skjød ned fra en af de fjerne Fjeldtoppe, og hvis rasende Fald de kunde see, mindede dem om, at her ikke var blivende Sted.

Om Aftenen, da hun var gaaet til sit Værelse, gik han udenfor i den lille Have og forsikkrede sig om, at hun kunde sove trygt, at Ingen med Lethed kunde trænge ind i Huset. Hendes store Hund gik snusende omkring og syntes, medens den anerkjendte ham som Ven, at ville trofast vogte paa, at den majestætiske Stilhed, der laa over Bjerg og Dal, blev uforstyrret.

Næste Aften ved samme Tid begyndte Hunden pludselig at glamme. Comtessen kom til Vinduet, og efter at man havde overbeviist sig om, at kun noget Tilfældigt paa Bjergene havde for et Øieblik foruroliget Hunden, blev hun længe staaende i Vinduet i stille Samtale med ham.

Den følgende Aften kom hun af sig selv til Vinduet; Samtalen blev længere og blødere end forrige Aften, og der kom et Øieblik, da hendes varme Kind sagte berørte hans. - Uden Ord bleve de enige om, at Mailand var der, hvor man elskede hinanden. Vinduet blev til en Dør.

- De gjorde en ny Udflugt, gik til den anden Side, steg over Bjergaase og kom saa langt, at de fra en Høi kunde skimte en fjern By. I ringere Afstand saae de Noget, der tog sig ud som et Capel eller en Pavillon bygget i en Slags Buskads paa en Bakke. De gik derover, og efter at have fundet Indgangen til Anlæget, opdagede de, hvad det var: hiin Byes Calvariebjerg. Hver katholsk By har et saadant, hvortil de Troende valfarte i Paaskeugen og symbolsk følge Frelseren paa hans Lidelsesvei. Dette Calvariebjerg var anlagt saaledes, at Veien, beskygget og formørket af tætte Træer, bugtede sig opad rundt om Høien, og i nogen Afstand fra hverandre var i Nicher anbragt raae, men energiske og udtryksfulde Malerier af Passionshistorien, begyndende med Indtoget i Jerusalem og endende med Korsfæstelsen. Luften selv syntes svangret med Begivenhedens store Smerte, med Legemets Lidelse for Aandens Skyld, og pludselig opdagede Otto Indskriften: Nehme mein Kreuz auf Dich und folge mir.

Det mindede ham mægtigt om, i hvilken Sindsstemning han forrige Gang havde seet disse Ord, og stillede Aandens store Fordringer frem for hans indre Blik. Han stod over sig selv og dømte, som om det gjaldt en Anden, at hans nuværende nydelsesfulde Liv ikke kunde være Indledning til noget Stort og Herligt; men hvad skulde skee?

Hun saae opmærksomt paa hans Ansigt og sagde, idet hun blidt trykkede hans Arm: Jeg veed, der er Noget, Du gaaer og tænker paa, og som jeg skylder at forklare Dig.

Han tvang sig til at smile fornøiet og svarede: Saa? Kan Du virkelig gjætte det?

Ja, Du tænker paa, at jeg ikke har sagt Dig hele Sandheden, i Anledning af, at Du mødte mig alene og flygtende.

Jeg skal ikke nægte ....

Vidste jeg det ikke nok! Men, velan, jeg kan nu fortælle Alt. Det var ikke Flygtninge, der kom og skræmmede mig bort; det var Rossolani.

Rossolani!?

Ja. Jeg var gaaet op ad et Bjerg for at lytte efter Kampen; saa saae jeg i Afstand Ryttere komme farende sydfra. Noget efter kom min Kammerpige aandeløs og fortalte mig, at Rossolani var brudt ind i mit Huus og søgte efter mig. Hun havde sneget sig bort med nogle af mine Juveler, som hun troede at burde bringe i Sikkerhed. Lidt efter havde de fundet Sporet, vi kunde høre dem. Hun bad mig skjule mig bag et Klippestykke og skyndte sig afsted for at lede dem paa Vildspor. De fore lige forbi mig. Jeg vendte om og ilede ind i Byen. Jeg vidste ikke, hvor Rossolani havde stillet Vagt. En gammel Bonde, der stod og saae efter det Virvar, og hvem jeg betroede mig til, raadede mig at gaae igjennem Rossolanis Huus; det havde Udgang til den anden Side, ind til Bjergene. Det gjorde jeg. Jeg troede, han var en Forræder, og da jeg i en Stue saae en Mappe med Papirer, tog jeg den med. Jeg kom ad Veien til Breno, uden at vide det, eller mit Hjerte drog mig. Men underveis erfarede jeg, at man flygtede.

En saadan Fare maatte Du udstaae! sagde han ømt, idet han lagde Armen om hendes Liv. Men Rossolani, den -! Er han en Forræder? Har Du læst Papirerne? Er der noget Vigtigt deri?

Nei, jeg har i den Henseende gjort ham Uret. Det var en Correspondance, hvori man netop yttrede sig glad over, at han vilde føre sine Venner efter den aftalte Plan og understøtte det velsindede Parti i Paris. Jeg kjender forresten ikke Correspondenten; de fleste Breve ere blot underskrevne med et D. Kun tilfældigviis opdagede jeg, at det var en Pater Dauw.

Pater Dauw! Pater Dauw! raabte Otto. Veed Du, hvem det er? En Jesuit, der har reist omkring og bearbeidet Katholikerne!

Jesus Maria! Saa er det Forræderi! Saa vare vi solgte Allesammen! .... O, men saa ere de Breve af stor Vigtighed i Paris! De sige Et og betyde et Andet! Kan Du give Nøglen til dem, saa vil Du være velkommen; der aabner sig en bred, stor Udsigt for Dig i Paris! Lad os komme afsted! Der er intet Øieblik at spilde!

De nærmede sig Paris. Det var en lummer Junidag henad Aften; i det Fjerne troede de alt at høre Torden, medens der viste sig røde Glimt paa Himlen. Men i en Landsby udenfor Forstaden erfarede de af Indvaanerne, der stode blege og ængstelige i Grupper, at Tordenen og Glimtene ikke kom fra Himlen. Det var Cavaignac, der nedskjød Huse og Oprørere, Kampen havde alt varet i fire Dage. De kunde ikke komme ind i Forstaden. I nogen Afstand fra hinanden stode Skildvagter og tilraabte hinanden, og paa deres Blik, Miner og korte, barske Ord var tydeligt nok at mærke, at de ikke taalte ringeste Indsigelse. Man hørte Trommehvirvel og Commandoord, Alt bevægede sig med mørk, energisk Hast. Altsom Mørket faldt paa, saae man Himlen lyse af Ildebrand, medens Kanonerne uafbrudt tordnede og vakte Billedet af de Rædsler, mellem hvilke de lød.

De maatte blive i et Gjæstgiversted i Landsbyen og bleve her temmelig overraskede ved at møde Mænd fra Bjergene. Ud paa Aftenen blev Otto opfordret til at give Møde i et afsides liggende Huus.

Der vare en Snees Mænd forsamlede og blandt dem Vincentio.

Generalen sad paa en Bænk og var bleg. Da han saae Otto, hilste han med Øinene, men saae forresten ud som en Mand, hvis Tanker vare langt borte. Otto vilde nærme sig ham, men blev anmodet om at holde sig i Afstand.

Der begyndte et Forhør under retslige Former. Vincentio var anklaget for Forræderi, og En fremførte Anklagen, som blandt Andet gik ud paa, at han havde givet Bataillonen ved Breno en Ordre, der vidnede om en ganske anden Plan end Comiteens, og som, hvis den var bleven udført, vilde have ført Tropperne til Mailand. Adjutanten var tilstede og aflagde med urolige Ansigtsmuskler Vidnesbyrd imod ham. Man opfordrede Otto til at afgive Vidnesbyrd. Han benægtede de Tilstedeværendes Ret til at spørge eller dømme. Man svarede med skjærende Kulde, at han kunde spare sig al Slags Indsigelse; kunde han ikke vidne til Fordeel for Vincentio, saa var hans Taushed tilstrækkelig. Han svarede, at efter hans Overbeviisning havde Ordren til at gaae over Ponte di Cretto været den virkelige Aarsag til Ulykken. Dette, svarede man, hørte aldeles ikke til Sagen; Spørgsmaalet var, om han havde en Ordre fra Vincentio, der bød ham gaae over Broen, eller om han kunde skaffe Sandsynlighed for, at den havde været givet ham. Dertil maatte han tie.

Hvad svarer den Anklagede? spurgte den, som syntes at præsidere. Har De, General Ottavio Maria Vincentio, givet den Ordre, som Deres Adjutant beskylder Dem for?

Vincentio svarede: Ja.

Den Præsiderende sagde: General Ottavio Maria Vincentio er ved egen Tilstaaelse og alle sammentræffende Omstændigheder overbeviist om Forræderi. Lad vore Love skee Fyldest!

En nærmede sig Vincentio og sagde med hiin forfærdelige, skjærende Ironi, som kun Italienerne have: Det gjør mig ondt, Broder, at der kun er een Død - og satte en Pistol for Vincentios Tinding.

Otto saae Hanen spændt og Fingeren paa Aftrækkeren og i næste Øieblik, samtidig med Knaldet, Hjerneskallen løfte sig og sprænges og Blod og Hjerne strøes rundt, endnu inden Vincentio var falden til Jorden som Lig.

I næste Øieblik fore Alle som drevne af en panisk Skræk ud af Værelset. Otto vaklede efter.

Han korn tilbage til Comtessen.

Værelset var i tredie Etage, og hun havde fra Vinduet Udsigt over Staden, hvor enkelte Huse hist og her stode i Lue, medens fra mangfoldige Punkter Skuddenes røde Glimt viste sig, lidt før Drønet kom rullende. Og hver Gnist var Tegn paa dødelig Forbittrelse, paa Mænds rasende Kamp, paa Død og Tilintetgjørelse. Scenen havde en særegen Virkning paa Italienerindens Nerver og Sandser, en Virkning, lig den, Gladiatorernes Kampe havde paa de romerske Kvinder, og som maaskee tildeels kommer af, at Kvinden ved en saadan Leilighed ikke føler sig personlig truet af Faren. Hendes Øine flammede, hendes Læber vare aabnede, og de hvide Tænder, som saaes, toge sig i det rødlige Halvmørke ud som en fiint Skum.

Otto fortalte hende dødbleg, hvad der var skeet. Hun studsede ved det, men sagde strax efter: Velan, vi ville hævne ham! Hvo, der ogsaa seirer dernede, han skal blive hævnet! ..... I Frankrig formaae Kvinder Alt. Naar Alt kommer til Alt, er det for Kvindens Skyld, de nu slaaes.

Otto sagde: Kjendte De Vincentios Historie? Vidste De, hvad der plagede og piinte ham?

Nei .... ja, jeg har hørt Noget om hans Kone, som foretrak en smukkere Mand, og saa skal han have hævnet sig.

Ja. Og den, der nu skjød ham, var hendes ufødte Barn.

De har Syner, gode Ven.

Det er let at have Syner, naar man kun behøver at aabne Øinene.

Det var en levende Mand, og han maa døe tilligemed de Medskyldige!

Ja, den døde Vincentio dræber nok sin Morder.

Bah, det Døde! Livet er Kjærlighed og Had! Jeg har aldrig levet meer end nu .... Luften er Ild .... ryst Blegheden af Dig .... bring mig ikke til at fortryde ....

Comtesse, vil De nu drage hjem med mig til Danmark?

Hvad skal jeg der?

Dersom De saa behager, blive min Kone.

Tiden er godt valgt til et anstændigt, borgerligt Menageforslag!

Ja, det mangler ikke paa Brudefakler og Festskud.

Hvad skal jeg i Dit kolde Land, der vel er ligesaa blegt som Dit Ansigt i dette Øieblik? ..... Er Italien tabt for mig, saa er mit nye Fædreland i Amerika .... Eller spørger De blot, min Herre, for at faae Qvittering for at have gjort Deres spidsborgerlige Pligt? Velan, jeg qvitterer!

Han gjorde uvilkaarlig et let Buk.

Bi lidt! sagde hun og tog ham i Skjægget, og det var i første Øieblik maaskee umuligt for hende selv at sige, om det skulde være et Kjærtegn eller ei; men det blev et smerteligt Kjærtegn, saa krampagtig haardt holdt hun fast.

Comtesse! raabte han, idet han greb hendes Arm, saa at hun slap.

Jeg veed det, raabte hun, De har aldrig været ærlig imod mig! Der har manglet Noget, jeg har følt det. De er Blanding af Barn og Olding, men ingen Mand! Jeg har tænkt det før: De er en borgerlig Natur! De er Poet!

Behersk Dem - sagde han, hemmelig truffen og overrasket -opfør Dem ikke uværdig! Endnu engang gjør jeg mit Andragende, drag med til mit Hjem og bliv min Hustru.

Jeg har den inderligste Forvisning om, at han ikke mener det! Mener Du det ærlig, saa bliv hos mig og mand Dig op; der er Meget at udrette, Spillet har mange Chancer ....

For mig ingen. Jeg har troet, at Menneskene under denne Kamp skulde stige ind i Himlen; det Hele er sunket Skridt for Skridt, og de ere i Helvede. Det forgaaer end ikke som Stjerneskud, men som Mordbrand. Det er det Eneste, jeg veed. Og det Eneste, jeg seer, er mit personlige Forhold til Dem. Jeg forstaaer Intet jeg svimler, jeg er træt.

Det er god borgerlig Natur; den maa gaae hjem, til Hvile!

Han vidste ikke selv, hvordan han kom bort, hvordan det udtalte Ord gik over i Handling, fordi Intet stillede sig hindrende i Veien.

Først efter flere Dages Forløb vaagnede han af Bedøvelsen. Han var trykket af det Rædselsfulde, som om han havde seet Verden forvandlet til Chaos, og ydmyget af hende. Baade Kvinde og Ideal havde vendt Vrangsiden til ham. Men det begyndte at dæmre i ham, og han sagde, at han dog saa nogenlunde havde gjort, hvad han kunde.

Det Ægteskabsforslag, han havde gjort hende, var idetmindste i Tilblivelsens Øieblik oprigtigt, om end umiddelbart fulgt af Forvisning om, at det kun var en Form, en Maade at tale paa. Det havde sin Oprindelse fra en uvilkaarlig Stræben efter og Trang til, i den umaadelige Forstyrrelse at finde sig selv, finde fredelig og fast Grund, og det, man saa griber efter, er ligesaa uvilkaarlig: Pligten. Efter alle Kampe om Frihed, Lykke, Storhed, begynder man at opfatte Friheden og Lykken som det, de ere: Pligtopfyldelse, den absolute Pligtopfyldelse, uden Hensyn til, om man selv i Betalingen ikke er Andet end Mynten. Men det er det Mærkelige, at saa kan man endda have en lang Vei, inden man finder Modtageren, den rette Creditor.

Han havde saa nogenlunde gjort, hvad han kunde, sagde han. Og Alt var ikke tabt; han havde mistet en kjær eller interessant Verden; men ret undersøgt var det dog en fremmed Verden; hans egen stod endnu urørt, han kunde komme hjem.

Og ikke for at hvile, for at sove! Han elskede det derhjemme; nu forstod han at sætte Priis paa Fødelandet og være det en Søn. Ak, hvor dets Kyster vinkede ham, hvor hellige de syntes ham! De stode for hans Blik som den stadbyggende Athenes Tempel for Orest, da han bad:

Versene gik som et stort og opløftende Oldtidsminde igjennem hans Sind. Havde han ikke kunnet blive en stor Mand i Handling, saa kunde han blive det i Digt. Han kunde synge Menneskene en stor og høitidelig Sang, han havde levet, han medbragte Noget til sine Landsmænd, til sit Hjem.