Tredie Deel
Hjem

Første Capitel

En Baad seilede en Morgen over Lillebelt, fra fyenske til jydske Kyst. Hindsgavls Skovkuppel prangede i Efteraarets Farver, det dybe Mørkegrønne, Broncerede, Gule og Røde, hvormed Livets Henvisnen begynder, men som i Afstand synes en ny, stærk Sundhed. Skoven saavelsom Middelfarts røde Tage speilede sig i det klare, grønlige Vand, medens en frisk Luftning foer hen derover og enkelte Bølgetoppe spillede i Morgensolens Straaler. Land og Sø var uforandret, som da Otto forrige Gang seilede her, kun var det dengang tidlig Sommer, og Forandringen forekom ham et Øieblik som Symbol paa, hvad han havde oplevet. En af Menneskehedens store Kampe var tilende, Forhaabningerne, der vare stegne rosenrødt i Veiret og havde farvet Himmel og Jord, vare bristede, han ene syntes den Overlevende, han bar paa det Hele indvendig, medens det udenfor, i Virkeligheden, sank i Forstyrrelse eller gik til Hvile. Han var deelt imellem to Fornemmelser, Vemod over det Tilintetgjorte og gjærende Kamp med det indre, erhvervede Liv, der var saa indholdstungt, at Baaden syntes ham at maatte gaae dybt i Vandet, hvor han sad. Den Følelse, som altid havde været hos ham - at han var udvalgt til Noget, at han gik i en Mission - og som havde givet ham en hemmelig Berettigelse overfor Alt, hvad han søgte, og Alt, hvad han forlod, var nu dybere end nogensinde, men i sin Stolthed blandet med en melancholsk Uro efter, endelig engang at gribe den og gjøre den Fyldest.

Han bar derhos paa en Tanke, han ikke gjorde ret klar for sig selv, og den var, at han skulde have Noget at leve af. Denne prosaiske Tanke vilde ikke ret harmonere med den større og vigtigere. Skjæbnen, syntes ham, maatte paa denne Reise gjøre ham et passende Tilbud, uden at han forskede og anstrengte sig med dette Underordnede. Han syntes sig selv en Rigmand, der havde sine Capitaler udestaaende, men i Øieblikket ikke erindrede sine Creditorer.

Sindet rummede endnu en Kamp. Han var først nylig hjemkommen fra Sydens Jord, Luft og Farver, dens rige Natur og Kunstherlighed. Han forekom sig selv gjennemtrængt deraf, han havde en Fornemmelse som af en Silke-Tilværelse, medens det, han nu færdedes i, var Vadmel og Hvergarn. Vadmelet frastødte ham ved dets Simpelhed og tiltrak ham ligesom med utydelig Hvisken om Trohjertighed og Kraft. De to Sømænd i Baaden vare Repræsentanter derfor, og han gav sig i Samtale med dem; men det, der gjærede inden i ham, var for mægtigt til, at han mere end i faa Øieblikke kunde holde sig i deres simple, jevne Forestillingskreds. Idet Baaden nærmede sig til Land, blev Vandet farvet ganske gyldent-rødt af Solen, og Kysten speilede sig saa eventyrlig, saa hemmelighedsfuldtpersonliggjørende deri, at Jord og Hav syntes ham at forestille liden Gunver og Havmanden, og han hviskede: O, mit Fædreland, forkynder Du, at Du eier skjøn Virkelighed, eller at Skjønhed og Lykke kun findes i Livets Afspeiling? Jeg beder en Bøn til Dig: Giv mig, hvad Du under mig bedst.

Strax efter at han var landet, kom en Vogn hastig kjørende, og Alfons Mendoza sprang ned og hilste Otto: Velkommen! Velkommen hjem! Saa naaede jeg dog hertil i rette Tid! Kom nu hjem til mig og bliv et Par Dage!

Otto sagde, at han helst vilde besøge sin Moder først; men Alfons svarede: Din Moder bliver her i Landet; men jeg reiser om faa Dage; lad os nu tilbringe den Tid sammen .... Jeg har sat Musik til et af Dine Digte, og den maa Du da i alt Fald høre, tilføiede han spøgende.

Ja, den Grund er afgjørende, svarede Otto.

Mendozas Svigerfader havde kjøbt en Gaard til ham nogle Mile høiere mod Nord. Gaardens Jorder vare bortforpagtede, saa at Alfons ikke havde videre at gjøre dermed end leve som paa et Landsted. Der var en af de herlige Skove, som paa Jyllands Østkyst række sig heelt ud til Skrænten ved Havet; i Nærheden af Gaarden forvandlede Skoven sig til en Planteskole og Park, der til den ene Side umærkelig gik over i Have, til den anden Side gjennem et Led udmundede i en Allee, som førte til Hovedindkjørslen. Paa den brede Steentrappe stode to Damer, som hjertelig modtoge de Ankommende; det var Mendozas Hustru og hans Søster. Idet Fru Mendoza rakte Otto Haanden, huskede han, at han ikke havde berørt denne Haand siden hiin feeagtige Aften ved S. Onofrio, og da han saae paa Alfons's Søster, mindedes han Børneballet og den spanske Dands. Medens han hilste i de sædvanlige Høflighedsformer, foer Fortiden med alle dens Forjættelser i store, lysende Omrids forbi ham og reiste det Spørgsmaal: Kunde Du have bragt Andet ud deraf, end Du nu bringer hjem? De Andre vare ligeledes grebne; for hver af dem betød han Noget, vakte Minder, bragte Poesi i Huset.

Fru Mendoza sagde: Saa indhente vi Dem endelig, slemme Menneske, der ikke vilde blive i Genf!

Nei, tillad, Frue, svarede Otto, det er aabenbart mig, der indhenter Dem; jeg er kun reist en Omvei.

Da maa da strax gjøre Bekjendtskab med min Søn, sagde Alfonses's Søster, idet hun førte en lille Dreng frem til Otto.

O, jeg gratulerer ..... jeg vidste ikke engang ..... sagde Otto, der først nu erfarede, at Isabella var bleven gift med Kjøbmanden, som havde taget sig saa ivrig af Tilberedelserne til Alfons's Reise.

Hvad hedder den Lille?

Alfons svarede leende og glad: Vi have opkaldt ham efter Dig, han hedder Otto.

Med en Følelse, der var ham ganske ny, med en Kjærlighed, han ikke kunde begribe, og som var forenet med en forunderlig Vemod - som om han først i dette Øieblik fik Begreb om sin egen Forgængelighed - vilde Otto tage Barnet; men det trak sig tilbage, uden Angst, stirrende ligesom med forskende Blik. De Andre saae derpaa som et lille Lune af det kloge Barn; men Otto saae i dette Barneblik selve Skjæbnen, der stirrede paa ham. Man er til for Fremtidens Skyld, men hvorledes? Man skulde som Isabella finde Lykken for at lade den gaae i Arv, men hvorledes?

Du havde vel været i Paris, siden Du skrev mig til fra Dünkirchen, sagde Alfons.

Ja; jeg vilde gaae ombord der; men jeg havde Noget at anmelde eller klare for Øvrigheden, og det opholdt mig temmelig længe. Der fik jeg da Tid til at blive bekjendt med vor nyeste Historie.

Kunde Du ikke have studeret den før?

Nei, jeg var tagen ind i Bjergene til Elverfolket, og de holde ikke danske Aviser .... men de have Musik, Alfons. Kan Du huske, det blev raadet Dig at tage derind, da vi holdt Gilde i Ermelund?

Det gjorde jeg jo ogsaa, og jeg narrede min Elverpige, saa hun maatte med! raabte Alfons, idet han omfavnede sin Kone. - Men hør, det er sandt, vedblev Alfons, hvis Tanker gik hastig: jeg har glemt at fortælle Dig, at de Castro har kjøbt en Strækning længere oppe i Landet og anbragt Peter Krøll der. Han ligger nu i Bygning og Roderi, men see at besøge ham senere. De Castro vilde saa gjerne havt Dig med dengang ....

Isabella mærkede eller anede, at Otto gjerne vilde ud af den Samtale, og med lidt dulgt Skjemt hjalp hun ham ved at synge:

Otto sagde: O, Frue, De har endnu Deres deilige Stemme; det er smukt, at De vil synge.

Alfons meente, at de efter Bordet kunde faae Musik, og indbød Otto til, inden den klamme Aften kom, at gjøre en lille Tour; han havde sendt Bud til Ottos Broder, og de kunde møde ham. Otto beundrede underveis paany Gaardens Omgivelser, den smukke Or den og den kraftige Natur, især de store Ege, der stode saa høitids- _ fuldt stille i den begyndende Skumring, og mellem hvis Kroner man saae den fiintfarvede Himmel som et Loft eller udspændt Telt over Jordens Fred, medens man etsteds mellem Stammerne fik et Glimt af den opgaaende Maane, som af en Terne, der betids bringer Lys i Salen.

Han sagde efter en Pause: Du talte om, at Du vilde reise bort, Alfons; hvorfor vil Du forlade et saa smukt Sted?

Alfons svarede: Det er ikke Alt Guld, der glimrer.

Har Du nu tabt Nøisomheden? Gjør Rigdommen Dig utaalmodig overfor smaa Mangler, som dog maae findes overalt?

Nei, Du misforstaaer mig. Men hvad hjælper Alt, naar man ikke tør kalde det sit Eget, naar man har Fornemmelsen af, at det er ligesom ulovligt Gods, naar det er, ligesom Jorden bestandig farer bort under Ens Fødder?

Men, Alfons? Din Kone og Du ere jo Et; hvad Formue hun har bragt Dig, er jo lovlig og ærlig Din!

O, min rare, lille Kone, hun har saamæn ingen Deel i de Fornemmelser. Men seer Du, Otto, og det giver Du mig vist Ret i, man skal dog være Noget i Verden, man skal arbeide og høre til etsteds. Ikke sandt?

Jo.

Da jeg kom hjem, modtog man mig godt og roste mine Compositioner. Men saa var der en Post, jeg søgte, Lønnen var ikke værd at tale om; men jeg ønskede en Virkeplads og en Tillidspost. Men saa sagde de, at jeg og min Musik var ikke national, jeg var blot en Fremmed, uden Sands for dette Land. Og jeg, som netop elsker det og dets Kunst! Siden den Tid har det været mig en forfærdelig Ting at høre den ægte, nordiske Musik; thi jeg har Sands for al dens Deilighed; men netop saa husker jeg, at derfra skal jeg være udelukket, her maa ikke være min Hjemstavn, uagtet jeg intet andet Hjem har. Her kan jeg ikke udholde at være udelukket; jeg vil hellere søge til et fremmed Folk, hvor jeg ikke forlanger at være med, hvor jeg kun er Gjæst.

Bedre var dog at blive og kjæmpe og vise, at Du har Ret til at være med.

Ja; men Sindets Tilforladelighed borttages ved saa mange Leiligheder. - Præsten her i Sognet har en Datter, der er forlovet med en theologisk Candidat; men de ere fattige. Candidaten kom hertil i Besøg og skulde prædike, og jeg indbød dem Alle til Middag. O, det gjorde mig saa ondt at mærke, at han og hans Forlovede tænkte: denne Fremmede har Grund, som vi kunde bygge vor Lykke paa. Jeg kom i Disput med ham, fordi han paastod, at Jøderne kun kjendte Lovens Gjerninger og ikke brød sig om Lovens Aand, og jeg fortalte ham Noget af, hvad jeg havde fra de Castro. Jeg viste ham ogsaa, at Stedet i Johannis Evangelium 13de Capitel, hvor Jesus taler om Jøderne i Modsætning til Apostlene, maatte være forfalsket, eftersom Jesus jo var mellem lutter Jøder. Men næste Søndag, i sin Prædiken, talte han netop imod Jøderne paa Grund af Alt dette.

Naa, ja! Kan Du huske, da Du spillede hos Kongen, lod man dog ogsaa til at huske, at Du var Jøde, uden at Du blev saaret derved.

O, dengang! de Folk! Ja, de vilde maaskee nok have mig omvendt; men hvor humane og kjærlige vare de tillige! De vare tolerantere end deres Love, nu er det omvendt.

Hvad vil Du bryde Dig om de Smaating! Det danske Flag vaier dog over os Allesammen, som tale den danske Tunge!

Det troede jeg ogsaa. Da jeg var flyttet ind, var det krigersk rundt omkring. Jeg hørte, at man vilde øve Soldater og behøvede en Plads dertil; saa kjørte jeg over for at tilbyde et Stykke Land. Jeg var saa glad ved at træffe sammen med Mænd, der havde staaet i Ilden; det foer igjennem mig som store Digtejeg kunde sætte i Musik. Den Officier, jeg blev viist til, var en Reservelieutenant Paulsen, der havde gjennemgaaet Centralskolen i Kjøbenhavn, Søn af Justitsraad Paulsen.

Min gamle Ven! hvad han?

Han sagde ubeseet: Jeg troer ikke, den Jord er kauscher, og vendte mig Ryggen.

Det gjorde han ikke af pure Jødehad, Alfons! Paulsen er ikke saa ideal.

Nei, det kan nok være. Han vilde havt Gaarden her; men de Castro bød ham over. - Men, seer Du, ingen Officier tog mit Parti, og jeg maatte jo tie. Siden den Tid syntes mig de danske Kanoner ikke længer at ville tillade, at jeg ansaae dem for mine. Jeg afbryder mange Forhold eller kommer skjævt til dem, blot fordi jeg har Tanken herpaa og ikke Tilforladelighed i Sindet .... Der kommer Din Broder! Tænk ikke videre paa, hvad jeg nu har sagt Dig. Lad os Alle være glade iaften.

Vilhelm kom i en stadig, men kraftig Gang, uden Bøsse, men ledsaget af sin Hund. Han opholdt sig som Forstcandidat eller »Forstjunker« paa et nærliggende Gods og var klædt i sin grønne Uniform med Sølvknapper. Idet Brødrene kjærlig hilste hinanden, optoge de opmærksomt en Synsforretning over hinanden. Vilhelm skottede til Broderens kloge, udviklede Træk, Otto saae beundrende paa Vilhelms sunde, brunede Kinder og fandt i hans jevne, klare Blik ligesom en anden Udgave af sin egen Barndom.

Det gik, som Alfons havde ønsket; man tilbragte en livlig, om end ikke larmende glad Aften. Vilhelm blev der om Natten og næste Dag. Det herlige Efteraarsveir lokkede Selskabet det meste af Dagen ud i det Frie, ud mellem det gule, nedfaldne Løv under mangefarvede, af Blæst lidt fortyndede Kroner, hvor Egen i Modsætning til de andre Træers rødlige og guldagtige Løv stod kold og streng mørkegrøn, hvor den friske Luft hævede Hjertet, medens man hemmelig »tog Afsked med Aaret«; i nogle Hjerter var Afskeden dybere. Otto havde sin stille Glæde af at bemærke, hvor fortrolig Vilhelm var med alle Røster i Naturen, hvordan han havde et Øie med hver stor og lille Fugl, kunde forklare, hvad hvert Pip eller Skrig betød, og i Hunden havde ligesom en Adjutant, der foer omkring og snart slukøret kom hjem med Melding om et Pindsviin, snart stod agtpaagivende og klog foran en Flok Agerhøns. Han var saa hjemlig paa Jorden og syntes ikke at have Anelse om, at det kunde være anderledes.

Brødrene bleve en Stund ladte alene, og Otto, der ikke vilde have talt om sig selv, spurgte om Broderens Forhold, om hans Overordnede o. desl. Vilhelm talte snart alvorlig, snart lunefuldt om dem, udhævede adskillige Urimeligheder, ja Uretfærdigheder, de tillode sig.

Naa, hvad gjør Du saa? spurgte Otto.

Hvad jeg gjør? Det blander jeg mig ikke i; jeg passer Mit.

Og mig koger det i blot ved at høre derom! sagde Otto; de Mennesker ere jo hjemme! Jeg vilde i Dit Sted ikke have Rist eller Ro.

Ja, saa er det godt, Du ikke er i mit Sted.

Otto taug. Han havde i dette Øieblik Fornemmelsen af, hvor inderlig han stod i Forhold til den ideale Retfærdighed, hvorledes hans Væsen var gjennemtrængt deraf, saa at han i den Henseende ikke var i Slægt med sin Broder. Men han følte sig nu paa sin Maade hjemme og stærk.

Da man spøgede med, at Vilhelm som Salomo havde lært Dyrenes Sprog, og som Prøve paa hans Viisdom forlangte, at han skulde sige, hvad en Mængde Spurve skreg saa høit om i en Tjørn, svarede han: Den Opgave er let nok. For lidt siden var hele Flokken inde paa Marken for at fouragere. Den havde efter Sædvane udstillet Poster; men Skildvagterne maae have holdt daarligt Udkig; thi jeg saae en Spurvehøg flyve langs Hækken, sætte over og pludselig slaae ned i Flokken. Saa foer de forfærdet ind i Tjørnen, og da de vare komne sig af deres første Skræk, begyndte de en Proces mod de forsømmelige Skildvagter, som nu hjulpne af Slægt og Venner forsvare sig paa det Bedste og love, at det i alt Fald skal gaae bedre næste Gang; men det gjør det ikke.

Man kom i Samtale om, hvorvidt det gik Menneskene bedre, om de virkelig bleve kloge af Erfaring, og i Talens Løb bleve mange af Egnens Forhold bragte paa Bane, og Damerne talte især om en Jægermesterinde Schiøtt, som de dog lode til kun at kjende efter Rygtet.

Sig mig, min gode Hr. Forstjunker - sagde Otto - Du maa da i Embeds Medfør kjende den Jægermester Schiøtt.

Den Grinebider! nei, det gjør jeg ikke. Jægermester, det er jo blot en Titel, Konen har skaffet ham.

Er han en Grinebider? Det havde jeg ikke troet efter Omtalen.

Ja, det vil sige, han griner maliciøst, naar han kan komme til. Men jeg sagde engang til ham, at naar han vilde slaae sig til Ridder paa mig, saa kunde han selv let blive Ridder af det brune og blaae Baand.

Bravo, Hr. Broder! Hvad svarede Rasmus, da Jesper talte saa?

Han hedder ikke Rasmus og jeg ikke Jesper; men siden den Tid skjøtter han sig selv.

Og han hedder Schiøtt? Var han ikke Jægermester, kunde jeg troe, det var min egen Schiøtt!

Men det er jo Din egen Schiøtt! raabte Alfons; jeg tænkte, Du vidste det.

Saa vil jeg profecto ogsaa besøge ham. Hvor langt boer han herfra?

Aa, en fire, fem Miil, svarede Vilhelm. Men vil Du tage den Omvei, kunde Du da med det Samme komme over til os. Du kunde være med paa en Andejagt imorgen; jeg har lovet at gaae ud med en Lieutenant Paulsen, som er i Besøg paa Gaarden.

Er det Reservelieutenanten, Justitsraadens Søn?

Ja.

Saa vil jeg nok være med.

Alfons saae misbilligende dertil, men kunde, da Vilhelm tillige indbød ham, ikke undslaae sig.

Jeg maa vel som Din Vært, Otto, sagde han.

Ja, vel - svarede Otto fornøiet - eller maaskee som min Gjæst.

Det lod et Øieblik til, at Paulsen ikke befandt sig ganske vel i Selskabet; men netop derfor forcerede han sig efter en Stunds Forløb, og som det hyppig er Tilfældet, kom han til hverken at have Holdning med Hensyn til sig selv eller til Andre.

Nu skal vi see Kjøbenhavneren skyde Vildænder! raabte han, da de gik ned til Søen. Du kan da kjende en Vildand fra en tam, hvad Krøyer? ..... Ja, Du skal ikke see saa hoven ud. Ifjor havde vi en Kjøbenhavner hjemme hos os, og han holdt saa grumme meget af at gaae paa Jagt, sagde han. En Morgen, før Fanden fik Sko paa, listede han sig ud med Bøsse og Jagttaske, og snart hørte jeg det ene Skud efter det andet nede fra Søen ved vor Gaard. Jeg gik derned. Han skreg til mig: Hvad her er for Jagt! Ved mit første Skud blev Gjæssene som vanvittige og skreg og svømmede imod mig, ligesom de vilde angribe mig; jeg kan ikke skyde hastig nok. - Det maatte jeg troe, det var vore egne Gjæs.

Man lo. Vilhelm sagde: Min Broder er da ikke egenlig en Kjøbenhavner, og han er jo ogsaa nylig kommen fra Udlandet.

Ja, pyt, svarede Paulsen, lærer man der at skyde? Nei, der bliver man skudt .... i Italienerinderne, hvad Krøyer?

Sommetider, svarede Otto.

sang Paulsen.

Det kan komme, naar man mindst venter det, sagde Otto.

Det er et sandt Ord, Krøyer. Der kommer strax en And derude.

Hvor?

Der, svarede Paulsen og blinkede til de Andre.

Vilhelm kastede et Blik paa sin Broder og sagde: Men Du har jo en Riffel, Otto.

Ja, Paulsen gav mig den; han sagde, at man her maa skyde Ænderne med Kugler, fordi de holde sig i Afstand.

Vilhelm undertrykte et Smiil, men gik hen til Paulsen og hviskede: Tag Dig ivare, at Otto ikke mærker Uraad.

Aa, sagde Paulsen og vedblev høit: Jeg har selv ladet begge Løbene, og Bøssen er udmærket. Tag nu Anden, Krøyer!

Men hvor er den, Paulsen?

Den lille sorte Plet derude, der!

Naa, er det en And?

Han troer, at et saa lumsk Dyr viser ham sin hele Krop til Skive! Han er god! Skyd nu!

Otto skjød, og i samme Øieblik lo Paulsen høit; men Latteren hørte ligesaa hurtig op; thi det lille Stykke Træ, han havde kaldt en And, var truffet, og paa Stedet saaes kun Skum.

Det var da Satan til Skud! udbrød Vilhelm.

Aa, Svineheld! sagde Paulsen.

Det kan vi strax afgjøre, sagde Otto; der kan blive Mere at lee af. Jeg holder paa, at jeg, som Du nu staaer, skyder Dig Huen af Hovedet, Paulsen.

Ja, men jeg holder ikke!

Ja, men saa gjør jeg det gratis, sagde Otto, spændte Hanen til det andet Løb og lagde an.

Paulsen saae paa Bøssepiben, der pegede mod hans Hoved, og paa Ottos Øine og blev som fortumlet. Lad være med de Narrestreger! raabte han og veg baglængs hen imod et Træ for at dække sig.

Narrestreg mod Narrestreg! Skuddet bliver usikkert, naar Du ikke staaer stille! raabte Otto. Staa! Et Secund efter trykkede Otto af - Bøssen klikkede.

Ved den lille, skarpe Lyd af Hanen, der smækkede paa Knaldhætten, sank Paulsen i Knæ.

Det varede en Stund, inden han kom til sine Sandsers Brug; han syntes mærkelig betagen og sagde endelig: Var det blot fordi jeg lo, Otto Krøyer?

Nei, det var ogsaa for andre Ting.

Har Du, vedblev Paulsen saa sagte, at det kun naaede Ottos Øre, hørt om Pigen fra Veilaa Mølle? Tal saa ikke derom til Nogen; lad det være nok.

- Da Brødrene vare ene, sagde Vilhelm: Det var dog forfærdeligt, Otto; det trækker mig krampagtigt i Hjernen, naar jeg tænker paa, om Bøssen ikke havde slaaet Klik.

Du Nar, svarede Otto, den kunde ikke gaae af. Jeg havde i Forveien sat en Kobberhætte uden Sats paa.

Hvad for Noget? Fy for Pokker! Var det Komediespil?

Nyssens gruede Du ved Tanken om, at Skuddet var gaaet af.

Ja, det kan nok være .... Men - ja, jeg vil nu ikke sige Mere.

Tal Du kun.

Hvor kan man være saa kold? Hvor Du har forandret Dig, Otto! Jeg kan huske, da Du første Gang kom herover til os og Du tog mig med ud i Haven. Det var, ligesom Du var en voxen, kjærlig Mand dengang, jeg har altid seet op til Dig.

Hvor Børn kan skjønne og mærke sig Meget af Lidt! ..... Naa, kan Du maaskee nu see ned paa mig? Havde Paulsen ikke en ladt Bøsse i Haanden, medens jeg var vaabenløs? Sæt, han havde trodset! Kunde Du gjøre mig det efter?

Nei; men det var det Satans Udtryk, der var ved Dig, som gjorde det Hele. Du skulde selv seet det. Du ligner os ikke længer.

Det maa Du ikke sige! Du maa ikke sige, at jeg ikke ligner Fader! - Men jeg skal sige Dig, vedblev han leende, jeg kom ud i Verden, og saa udviklede sig min Naturs Vinger. Vi ere Begge af Museslægten; men Du er bleven en Muus, jeg en Flagermuus ..... Ja, jeg maa vel tilføie, at saadant Noget siger jeg kun for Spøg, saa Du skal ikke tage det for Alvor.

Nei, det kan jeg nok vide. - Det er forresten ikke for det, vedblev Vilhelm, jeg under nok Paulsen en Tugtelse; han er fælt kaad. Husker Du Knud Gjedde, hjemmefra?

Ja, hvad han? spurgte Otto opmærksom.

Vi vare engang derovre, medens Fjenden var her. Der laa mange Officierer, og Knud Gjedde blandede sig altid imellem dem og teede sig, ligesom han endnu var Husarofficier, men holdt sig klogt borte fra al Ufred, skjøndt man vilde have ham ind blandt Herregaardsskytterne. En Dag, paa Postgaarden, sad han øverst ved Bordet, og da Stegen kom, paatog han sig at skjære for og sagde: Um gut tranchiren zu können, muß man erstens von Adel sein. Und zweitens Courage haben, sagde Paulsen og trak Stegen fra ham.

Ih, Gud frie os! Hvad sagde Knud Gjedde?

Han troede nok, at Paulsen var en af de Rigtige, der havde været i Bataille. Han sad ganske bleg og kom aldrig mere igjen, og siden den Tid lever han som en Skygge. Og veed Du, hvad han tager sig for? Han spiller Mariage med Dr. Siemsen!

Gudinden var altsaa ogsaa der! sagde Otto ved sig selv. Hvad mon hun nu siger om min Indblanding? - Jeg vil forsone Hende med et Offer, som man gjorde i Oldtiden, naar man uforvarende havde betraadt Eumenidernes Lund.

Han spurgte Vilhelm: Er der Noget, hvorved Du troer, at jeg kan muntre Paulsen op eller gjøre det godt igjen?

Vilhelm blev forundret over denne pludselige Godmodighed, som han ansaae det for, men svarede: Ja, fortæl her paa Gaarden, at han viste sig tapper og tilbød at staae for Skud.

Det vil jeg gjøre!

- De feirede en Afskedsaften med Mendoza, og næste Morgen tog Otto til Schiøtt.