© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Schiøtt havde modtaget Livskampen paa det Punkt, hvor den bødes ham: vred og mishandlet havde han benyttet, hvad der faldt ham ihænde, for at have Fornøielsen af at leve godt trods sine Fjender, indtage en Position og gjøre dem Fortræd. Han havde theoretisk vidst, at det at skaffe sig Forbindelser, ikke foragte noget Middel, blive stærk til at skade og derhos dække sig med smukke Phraser var Veien til at »sætte sig i Respect«; nu udøvede han det i Praxis, hjulpen af sin Hustru eller ført af hende, og der var kun den Forskjel imellem dem, at hun gik fuldstændig op deri og ansaae det for Verdens virkelige Orden og Sammenhæng, medens han tillige stod ironisk dertil. Han havde faaet en vis diplomatisk, kold og fornem Holdning; den hjalp ham til, med Anstand at forhandle Sager af almindelig Interesse fra den personlige Interesses Standpunkt og dog skjule dette sidste; men det kunde træffe sig, at han pludselig med et Smiil eller en skjærende Tone antydede den Haan, hvormed han vidste, at hans Ungdoms Idealisme saae ned; var denne Tribut betalt, gik han videre. Han var for lidet naiv til at kunne skuffe sig selv og troe, at han havde en ædel Hensigt, der helligede Midlet.
Da han igjen mødtes med Otto, var der et øieblikkeligt Indtryk af Glæde, en Duft fra Ungdommen, som fra en Høstak, men i samme Øieblik Lyst til at beherske Otto som tidligere, Mismod over, at han havde udviklet sig, Lyst til at miskjende det og et overordenligt skarpt Blik for, hvad Otto endnu manglede. Han anlagde strax hele Idealitetens Maalestok, og Otto, der ogsaa fornam Høduften, kunde ikke som overfor andre Mennesker være myndig og afsluttet, men blev i Førstningen Barn igjen, stod som Disciplen overfor sin gamle Lærer.
Maa jeg forestille Dig en gammel ubekjendt Bekjendt, sagde han, idet han førte Otto ind til sin Kone; Du saae ham nok knapt, dengang Du kjørte mig over. Det er ham, som skrev og forespurgte, om Bagtalelsen var sand: at vi vare gifte. Lad ham nu selv gjøre Dig sin Undskyldning. Han er forresten et godt Gemyt, der staaer med den ene Fod i gothisk Christelighed, med den anden i det, Gotherne kalde Synd; saaledes halter han paa begge Benene, men saa ligelig, at det knap kan sees.
Ved denne Præsentation var intet Andet at gjøre end at overhøre den, og det gjorde Begge.
Otto gjenkjendte det runde Ansigt med de kraftige, lidt fremstaaende Kindbeen og den bestemte Mund og Hage. Hun var ikke saa smuk som før; men hun havde visse fine Manerer, som gjorde det vanskeligt, strax at afgjøre, om hun var en fiin Natur eller ei.
De har gjort en lang Reise, sagde hun efter at have budt ham Velkommen, og førte Talen over paa Udlandet.
Ja, sagde Schiøtt, lad ham kun fortælle om sin Reise, det holde alle Reisende af, ligefra Odysseus til Geert Westphaler.
Otto fulgte hendes Opfordring, og da hun vilde vide, hvor han havde fundet et rigtig smukt Sted, nævnte han Schwytz, uvilkaarlig, skjøndt modstræbende, og beskrev Egnen som et Paradiis -
Hvor der vel ikke manglede Slangen? spurgte hun med et Blik og et Smiil, hvoraf Otto følte, at hun ikke var nogen fiin Natur, og nu for sit Vedkommende var paa det Rene med hende.
Da hun efter en Stunds Forløb lod dem ene, sagde Schiøtt: Ei see, De er interessant, De kan tale med Damer, De kan behage. Men kom ikke her og stik mig selv ud.
Otto gjorde en utaalmodig Bevægelse.
Det var nu det dydige Been, der blev sat frem, sagde Schiøtt. Og det er ganske i sin Orden; overfor Ægtemanden er man dydig. Det er maaskee endogsaa Coquetteri; naar jeg fortæller det videre, skal det vække Interesse for Dem - naa, vær nu ikke sentimental, men bliv siddende i Deres Menneskelighed overfor Deres gamle Ven. Hvilke Danske traf De i Udlandet?
Otto nævnte Forskjellige og blandt dem Hjelmkrones.
Traf De ikke Halds.
Jo, svarede Otto og kunde ikke holde Rødmen fra sine Kinder.
Naa, gjorde De dog! Fik De et Kys af Fruen? .... Jeg veed nok, hun lader det ikke komme for vidt.
Har Fru Hald nogensinde budt sig til at kysse Dem eller Nogen, De kjender? spurgte Otto.
Schiøtt vilde gjerne gjort sig den Fornøielse at svare tvetydig; men Situationen blev for alvorlig, og han svarede: Nei.
Otto lod det blive herved, tilmed da Schiøtt hurtig vedblev: Saa De traf Hjelmkrones? Ja, det er et Bekjendtskab, som De skal cultivere. Hun gjør Figur, fører Huus, har Indflydelse, samler et politisk Parti hos sig, intriguerer og coquetterer. Hun hører rigtignok til et fjendtligt Parti, hvad mig angaaer; men hende maa De, Pinedød, gjøre Deres Opvartning.
Jeg troede, De snarere vilde give mig Anviisning paa Deres egne Venner.
Hm; troede De? Ja, mine Venner .... de ere noget kræsne, skal jeg sige Dem .... Eller hør nu: jeg kommer ikke med Phraser, som Ingen troer paa, men siger Dem: Gjør Lykke! Det skriger til Dem ud af Samfundets Indvolde, og har De gjort Lykke, kan De tale salvelsesfuldt.
Otto svarede smilende: Kan De huske, da De sagde, at det gjælder ikke om at gjøre Lykke, men at blive lykkelig i Verden? Nu har jeg paa Deres Ord reist Verden rundt efter Lykken, og saa modtager De mig med: Det er galt, bliv ikke lykkelig, men gjør Lykke.
Min Hr. Lykkens Franklin eller Columbus eller commis voyageur! Behag at mærke Dem, at jeg ikke er stædigt Æsel nok til ikke at strække Gevær overfor Fornuft og Erfaring. Gjøre Lykke - hvor gjerne vil De ikke! De vil kanskee bilde mig ind, at De kommer fra Rom og Paris som et uskyldigt Barn, der troer paa Paradiis og Papa Gud, der hjælper de artige Børn, naar blot de ere kjønt artige ....
Lad nu blot være at declamere, gamle Schiøtt. Om mig vil jeg give den Oplysning, at jeg i gamle Dage troede paa Marmorpaladser bag Husene og troer derpaa endnu, men paa anden Maade. Jeg troer paa Marmortemplet ogsaa i Dem, Schiøtt, skjøndt jeg ikke veed, hvordan det skal fiskes op.
Kan sgu gjerne være, sagde Schiøtt; men De gjør dog Samfundet Uret, idet De antyder, at det ikke er smukt udvendig. Der er en Fernis udbredt over Samfundet, og jeg finder, at den er baade smuk og nødvendig. Hvo, der om Søndagen seer Folk gaae i Kirke, hvo, der i Bladene læser Domfældelserne, hvo, der seer de offenlige Beretninger om Velgjørenhed, vil ikke være saa uretfærdig som De og tale om Marmor i Baggaarden. Og det er Altsammen ikke blot kjønt, men ogsaa rigtigt. Uden det vilde Uhyret, Massen, bryde frem for at tage os Stegen af Munden; uden Respect for disse Scener, vilde Mængden ikke blot føle, men benytte sin virkelige Magt. Nu bøier den sig. Og hvor meget Smukt foraarsages ikke derved: Fattige Familiers naive Lidelser, deres gemytlige Tro, deres inderlige Overbeviisning om, at istedenfor dette glædeløse Liv, hvorunder deres Legemer visne, skal gives dem et bedre Liv! Ja, det er godt, at de Fattige troe og blive dydige. Men gaa bag Coulisserne, see efter i Historien: Hvo har udrettet Noget, hvo har nydt, hvo er bleven beundret, tilbedet? Den, som nød med store Evner! Den, hvis Lunger vare Blæsebælge! - Forholdet til Kvinden - læs Michelet. See, hvorledes i Aarhundreder alle theologiske Kampe havde det Formaal at nyde, at blive elsket, hemmelig elsket af Kvinden. See, hvorledes undertiden Samfundets virkelige Tilstand viser sig, som ved et vulkansk Udbrud, der lyser milevidt. Under de fine, rige, velhavende Klassers Fernis ligger en umaadelig Nydelsessyge, der bliver til Forbrydelse, umaadelig Forbrydelse, fordi den har at vedligeholde Dydens Fernis! Vor Tids Bourgeoisi udmærker sig ved at have alle disse Laster og Forbrydelser i det Smaa og alle Dyder ligeledes i det Smaa! - See frem og see tilbage! Hvad seer man? Den ene Slægt efter den anden, Fødsel, Liv og Død, et evindeligt Kredsløb. For os synes Livet at staae stille, at være noget Vigtigt, vi selv synes vigtige. Det Samme have de Andre bildt sig ind! Først naar man bliver ældre, mærker man, at det Hele var Indbildning. Man blev født for at leve, for at bevæge sig i Solskin, være glad, ogsaa for til Afvexling at være sørgmodig og lide. Der blev tidlig indprentet os Regler for, hvordan vi skulde bære os ad for ikke at gjøre Andre Skade og paadrage os selv Fortræd. Disse praktiske Regler bleve kandiserede med noget Mystik og kaldtes saa Religion; man prædikede derover i Kirkerne. Man talte overhovedet, for at fornøie sig, en heel Deel om udødelige Ting, om Ideer og Idealer, og Digtere gjorde Vers derom. Det var meget kjønt. Man har havt sin Fornøielse deraf. De som tidligere døde, havde lignende Fornøielse, de brugte alle disse Skuffelser til at pynte Livet. Saa døde de, nøgterne, forstandige, desillusionerede! Nei, kom til mig, naar De har tabt Illusionerne - saaledes sluttede Schiøtt med et sært Blik - saa skal jeg maaskee lære Dem, hvor de i Virkeligheden findes igjen.
Farvel saalænge, Schiøtt, og Tak for god Modtagelse! sagde Otto.
Naa, vil De bort, hvor vil De hen?
Ind i den slemme Verden med alle de Illusioner, jeg har tilovers, »og dem er der endnu, Gud skee Lov, mange af«.
Ei, han citerer endnu danske Digtere! ....
Der er serveret, hvis Jægermesteren behager, sagde en Person, der traadte ind, sortklædt og med hvidt Halstørklæde.
Sem! Haundrup! raabte Otto. Sem! hvordan har De det?
Otto Krøyer .... Hr. Krøyer .... ham selv .... velkommen! .... jeg beder om Forladelse.
Men, Schiøtt, hvad har De gjort med Sem? Er han bleven Deres Kammertjener?
Huushofmester, Hr. Krøyer, sagde Sem og rettede sig i Veiret.
Dyden vilde ladt ham komme paa Ladegaarden for ikke at saare ham, Udyden gav ham Brød, sagde Schiøtt. Men kom nu med tilbords.
Nei, jeg vil ....
Vist ikke, nei! Gaa ind og byd min Kone Armen. Sem, viis Hr. Krøyer Vei og bring os saa den bedste Viin, Deres Høiærværdighed kan finde.
Det skal jeg, Hr. Jægermester!
- Otto lagde Mærke til, at Schiøtt havde en stor Nydelse af hver Ret og behandlede Maaltidet som en Sag, der fortjente et Menneskes hele Opmærksomhed. Schiøtt var deri aldeles forskjellig fra Otto, der ikke var istand til at afvinde Gourmandisen mere end et Øiebliks Interesse og desuden ved Samtalen havde tabt Appetiten.
De er og bliver en Spurv, sagde Schiøtt.
Hr. Krøyer spiser rigtignok som en Fugl, sagde Fruen. Hvad maa jeg dog byde Dem?
Vent nu lidt, han pimper hellere. Maa jeg drikke et Glas Chambertin med Dem .... Libertin, havde jeg nær sagt, hvis jeg ikke havde husket Ben Jonsons Ord, at den Mand, der kan gjøre en Kjeldermand, ogsaa kan blive Lommetyv.
Schiøtt blev alt mere oprømt, og da de vare ene ved Kaffe og Cigar, begyndte han at tale om Kvinder paa sin gamle Viis, maaskee kun lidt mere materielt. Han var af den Mening, at der burde udarbeides et stort Conversationslexicon over erotisk Erfaring og foreslog Otto at overtage Italien.
Otto var ikke kommen videre end til at kunne fatte en Lidenskab og vilde ikke videre; Frivoliteten havde han ingen Sands for. Han sagde: De sidder altsaa stadig som en Tannhäuser i Venusbjerget.
Naa, og De, Høistærede, De er som den dumme Tannhauser gaaet ud af Bjerget og vandret til Rom uden at faae Syndsforladelse.
Aa, ja, det kan nok siges.
Saa er De jo fuldstændig hjemløs! Kirken vil ikke vide af Dem, og Venusbjerget har De forskjærtset.
Aa, ja, det kan nok siges.
Jeg har aldrig kjendt noget Menneske, der er voxet saa lidt som De.
- Men da Otto kom udenfor og red videre paa den Hest, hans Broder havde laant ham, sang han i høien Sky. Han var ene i Skov og paa Mark, Livskraften slog op i Lue efter at være henviist til sig selv som eneste Støtte. Den kastede Sangen som et Slør over Fortid og Fremtid, tog midt under sin egen Larm sin stille Beslutning og beredte sig paa det venlige, korte Møde med Moderen.
Man seer et Land ganske anderledes, naar man reiser ene og tilhest, end fra et Diligencevindue. Otto indaandede Storheden af de Former, hvori Egnen undertiden strakte sig, de lange, bølgende Linier, hvori Jorden ligesom jevnt skyndende sig med Efteraarets Vind skraanede mod et Vanddrag eller en Mose og hævede sig igjen, medens de halvt afbladede Trægrupper paa Skraaningerne alle stode bøiede mod Øst - men seigt og haardnakket beredte til igjen at optage Kampen med Vesterhavsstormen - og medens den brune Lyng kantede det dyrkede eller pløiede Land. Enten Tilfældet var ham gunstigt, eller hans Øie var opladt, traf han faa Mennesker af stygt Udseende, med Tegn paa at være af slet Race. I Reglen var der noget Opvakt i Blikket, og undertiden hilste han glad-beundrende Physiognomier med tydelige Præg af en ædel Race. Han syslede med at sammenligne det Fremmede og det Hjemlige og udfinde Forskjellen f. Ex. mellem et regelmæssigt italiensk og et regelmæssigt dansk Ansigt. Hiint Fremmede tiltaler ofte kun ved sin Form og sit Præg af Lidenskab, uden at noget Præg af Indhold i Længden kan tilfredsstille Beskueren; undertiden har det dog ogsaa et Udtryk af idealt Sværmeri, som Norden sjelden opviser, og som Nordboen aldrig glemmer, naar han har seet det, men beholder dybt i sin Sjæl som en Tilskyndelse. I Norden er det ædle Ansigts Udtryk det Dybe, Tænksomme og Trohjertige, forenet med en vis Jevnhed; et særeget Træk, ofte endog hos Børn, et Træk af Vemod, staaer som Minde om, at denne Races bedste Afkom har saa mægtig Fornemmelse af Godt og Ondt og af Livets svære Kamp for Seir.
Med Hensyn til Hjemmet gjorde Otto sig ingen Illusioner; han vilde mere bringe end hente Glæde og havde i sit Sind Fornøielsen, der kommer af en saadan Forvisning og af Længsel efter at bringe glad Overraskelse. Det lykkedes ham ogsaa, da han red lige hen til Vinduerne, bøiede sig ned og nikkede ind til Moderen; hun kjendte ham uden at tage Briller paa; Moderhjertet har sine egne Øine.
Alting var uforandret: de samme kjære, gamle Meubler fra Barndommen, der fyldte i de smaa Stuer, den samme stille Eensomhed og simple, blanke Reenlighed. Som forhen havde Moderen det strengt kirkelige Væsen og syntes efter den første hjertelige Modtagelse hurtig at tye dertil som Middel til at bevare Overmagten og trykke ham ned. Kun havde hun nu ogsaa lagt sig til at bruge Snuustobak. Det var for hendes Øines Skyld, og medens det generede ham, kunde han just ikke blive vred paa Moderen derover, men paa Skjæbnen, der syntes at drille ham med at gjøre det uskjønt, som var ham nærmest, og bestandig niere skjule det, han vilde elske, under en frastødende Form.
Svogeren havde heller ikke forandret sig. Han havde ikke glemt Otto Noget og veiede ham med samvittighedsfuldeste Nøiagtighed paa sin Guldvægt. Hvad var han? Hvad duede han til? Hvilken Anseelse stod han i hos Byfoged og Præst? Af hans Breve fra Udlandet havde Moderen med Stolthed spaaet noget Stort; denne Søn, overfor hvem hun gjerne gjorde sig haard og opstillede religiøse Fordringer, var dog tillige hendes eget verdslige Haab, medens han af samme Grund var Søsterens og Svogerens Frygt. Fra sit lille Huus havde hun kun ham at sætte imod Svogerens store Huus, og ved hver stolt, selvtillidsfuld Yttring i hans Breve havde hun gjort ham høi, saa høi, at han ragede op over Skorstene og Fløie paa det høieste Huus i Byen. Nu kom han, og medens Moderhjertet bankede af Glæde over det Energiske, Trodsige og særegne Poetiske, Vidnesbyrdet om Lykke, Sorg og Elskov, og gjerne tog dette Udseende som Valuta, hvorpaa der kunde udstedes gyldige Vexler paa Fremtiden, sagde Svogeren: Jeg kan sgu ikke see, at han er bleven en Døit mere, end han var, da han ikke undte mig Maden i Munden. Kjønne Klæder har han paa, og Skjæg har han; men det kunde jeg da ogsaa faae, naar jeg ikke vilde lade mig barbere.
Moderen spurgte Otto: Hvad er Du nu egenlig bleven, Otto?
Jeg tænkerjeg er bleven mere Menneske, Moder.
Moderen tænkte paa det skrækkelige Ord om Skjæget og fandt, at Svogeren ogsaa kunde trumfe Otto med Hensyn til »Menneske«. Hun vedblev: Ja, men hvad er Du? Hvad Titel har Du eller tænker Du at faae?
Jeg tænker, jeg er Digter; men det Navn er for stort til, at man kan give sig det selv.
Blot Du ogsaa er bleven god og from! sagde hun, men ventede ikke paa Svaret.
Mdm. Krøyer gik ind til Svogeren og sagde: Otto er Digter.
Svogeren svarede med et meget langt: Pyh- hvad er en Digter?
Mdm. Krøyer gik tilbage igjen, og ad lange Omveie og med stor Fiinhed, som hun troede, førte hun igjen Talen tilbage til det Forrige og spurgte: Hvad er en Digter?
Derpaa kunde Otto ikke let give Svar; men han sagde efter nogen Nølen: De have i Udlandet opfundet den Kunst at lave et kostbart Metal af Leer; en Digter laver Guld og Sølv af Menneskeleer. Endogsaa af Din Svogers Sjæl kan jeg hente lidt Leer frem og forvandle det til Guld eller idetmindste til Sølv.
Moderen sagde: Du er ikke barmhjertig og god imod Din Onkel, Otto. - Hun gik tilbage og sagde til Svogeren: Jeg veed nok, hvad jeg veed.
Svogeren svarede: Ja, det veed jeg ogsaa.
Otto overskuede det hele Forhold og følte, at det slappede ham. Enten maatte han gjøre det lille Huus stort, eller det maatte gjøre ham lille. Han sagde til sig selv, at han kunde ikke som Antæus kaste sig til den moderlige Jord for at fordoble sine Kræfter; han maatte kaste sig til sig selv, til sin Verden derinde, opgive Virkeligheden for at skabe en ny gjennem Phantasi og Digt.
Digter, sagde han; ja, hvad Fortjeneste er der ved at være Digter, naar man ikke skaber noget Betydningsfuldt og Stort, naar man ikke bringer Tiden fremad, naar man ikke i sit eget og andre Menneskers Indre har læst en stor Hemmelighed. Mig synes, der er saa dybt, saa glødende hedt og smertefuldt inden i mig. Blot komme i Ro, være ene med mig selv! Og hvor er man ene som i en stor By!
Moderen spurgte, om han ikke før sin Afreise vilde tage ud og see til Birgitte, som var hos Sandbergs; Forpagter Sandberg var død, men hans Enke og Datter vare endnu paa Gaarden. Han svarede, at saadanne vemodige og behagelige Gjensyn nu maatte vente til en anden Gang.
Hun sagde: Jeg har ikke brugt alle de Penge, Du gav mig, før Du reiste; vil Du have dem tilbage?
Det vægrede han sig ved; han sagde, at han havde endnu nogle af sine Reisepenge, med dem vilde han spille i Lotteriet.
I hvilket, Otto?
I Livets.
Hvor Du taler sært! - Hun endte med at bede ham tage sig lidt af den gamle Proces; den var nu for Høiesteret, og der var nogle Papirer, som beroede hos en Hr. Bagger, og som denne skulde udlevere.