Tredie Capitel

Paany en lyksalig Tid, paany en Tilværelse, hvori det syntes Otto, at Skjæbnen betalte ham, hvad Livet gav ham Fordring paa. At have glemt Alt og dog leve erindrende, at sysle med store Planer, hvortil han ikke behøvede anden Hjælp end sit eget Indre, at forberede sig til Udførelsen ved Studier, kjæmpe den ideale Kamp med Vanskeligheder og beseire dem, at fornemme Troen paa en lys og herlig Fremtid som Frugt af hver Dags Møie, hver Dags Glæde, hver Dags rhytmiske Sang!

Det var den gamle Tanke om Dommedag, der trængte sig frem i ny Skikkelse, omtrent som den havde foresvævet ham, da han om Natten stod paa Colosseums Ruin. Sangen skulde indledes med Paradiset og dets Tab og dernæst vise Menneskehedens Kamp i en Række store Epoker og store Personligheder samt Maalet, hvortil den stundede. Dette Maal kjendte han ikke; men dybt i hans Sjæl var en dunkel, glødende Fornemmelse eller Anelse derom, og han haabede, at den vilde slaae ud i klar Lue under selve Arbeidet. At det Hele skulde ophøre, naar man var kommen til Erkjendelse og Skjønhed, at Menneskene skulde naae saa høit, at de udtalte det hemmelige Ord, der førte Jorden ind i Himlen - saaledes som han tidligere havde sagt til Schiøtt og de Castro - troede han tildeels endnu; men han var ikke ganske enig med sin tidligere Mening om, hvad Erkj endelse og Skjønhed egenlig var. Han vilde behandle hver stor Epoke som et særskilt Hele, og den første, han tog for, var Roms Kamp med Karthago, Hannibals Geni i Spidsen for Barbarer og Scipios Seir i Spidsen for Civilisationen. Ligesom skjæbnesvangert dreves han til dette, hvorom han havde talt paa Bjergene ved Italiens Grændse, og som indeholdt Scener svarende til, hvad han selv havde oplevet.

Han havde truffet paa Justitsraad Roed og var kommen til at boe i et Par Værelser, som Justitsraaden havde tilovers i sin store Etage og pleiede at leie ud. Dette var ikke skeet ganske tilfældigt. Der var hos Otto altfor meget Præget af, at han var fyldt med Noget, en Energi, Dybde eller Glød, til at han ikke skulde tiltrække, skjøndt rigtignok ogsaa frastøde og ængste en Mand som Justitsraad Roed; men den sidste Slags Fornemmelse blev hos Justitsraaden overvunden af et andet Hensyn. Han havde mærket, at Tiden var forandret; Magt, Indflydelse og Betydning trak sig andenstedshen end til de stille, adstadige Embedsmænd; en vis Uro var paa Dagsordenen, og han antog, at der kunde komme noget Fortræffeligt ud af hans Modenhed og Klogskab forenet med en ung Mands Energi, især naar denne unge Mand blev knyttet til ham ved Familiebaand - hans lidet smukke Datter. Han antog efter den Maade, hvorpaa Otto fremtraadte, at han besad Formue eller havde den ivente, i alt Fald troede han uvilkaarlig paa en Fremtid for ham og glemte gjerne sit tidligere Mishag.

Naar en Mand som Justitsraad Roed gjør Beregninger, blander han altid lidt Gemyt deri. Saaledes kom det, at han uvilkaarlig overfor Otto antog en Tone af faderlig Velvillie, af en upartisk og ærlig Mands jevne Oprigtighed, som det var vanskeligt at afvise, især for Otto, der kunde høre paa Alt. Otto modtog de jevnlige Indbydelser, tildeels af en Grund, som Justitsraaden, hvis han havde kjendt den, vilde have kaldt forfærdelig. Der var noget Særeget ved hans Erindringer; Sjælen vægrede sig ved at drage dem frem i deres hele Sandhed og Betydning, og medens han vilde bruge dem, trak de sig tilbage og bleve ubestemte, hans Sind blev som et bedugget Speil. Han behøvede noget oplivende, styrkende, opløftende Liv i Omgang og Omgivelser og fandt det ikke. Han holdt sig ogsaa meget tilbage af Ulyst til at træffe sammen med Camilla. Men i Tusmørke, hos Justitsraadens, naar Kakkelovnsskinnet faldt paa en af Damerne, saa kunde en uvilkaarlig Bevægelse, en Fold af Kjolen eller Spidsen af en Fod ligesom aabne en Sluse for Tanker og Stemninger, fremtrylle en forgaaet Verden i ny, omskabt Skikkelse, fylde hans Sjæl med en Duft, som den vedkommende Dame selv ikke var istand til at frembringe, og saa kunde han leve længe af denne Bevægelse. Han brugte, hvad der korn ham for, som Malerne deres store Dukker, som Skelet for en ideal Beklædning. I nogle Øieblikke kunde da hans Stemme og hele Adfærd bære Præg af en Inderlighed, der gjaldt det Fjerne, men blev tagen til Indtægt af de Nærværende, og som forøgede Justitsraadens faderlige Velvillie.

Justitsraaden kom en Dag ind og aflagde ham et Besøg.

Efter nogen Tale om Veirlig og Bynyt sagde Justitsraaden: Hør, jeg kunde have Lyst til at tale rigtig ligefrem med Dem, hvis De tillader det.

Med største Fornøielse Hr. Justitsraad.

Ja, saa vil jeg da sige Dem, at De er et underligt Menneske.

Hvorledes mener De, Hr. Justitsraad?

Jo, for jeg har lagt Mærke til, at første Gang De træffer sammen med Folk, kan De nok være elskværdig og behage; men anden eller tredie Gang er det forbi, og saa støder De blot Menneskene desto stærkere fra Dem.

Ligger det ikke i, at første Gang man træffer Mennesker, har man Øie for, hvad Ideen har havt til Hensigt med dem, da de bleve skabte; anden eller tredie Gang opdager man, hvor lidet de svare til Hensigten.

Det er saa subtilt. Ingen af os er Engel; men Alle have dog noget Brugbart; Enhver kan gavne En paa sin Maade. Jeg betragter Venskaber og Bekjendtskaber som Støvler; man skal træde dem ud, før de rigtig passer En.

Ja, saamæn. Men hvad skal man da bruge alle de Støvler eller Tøfler til?

De maa ikke holde altfor meget fast paa Lignelsen. Har man gjort et godt Indtryk paa Folk, skal man cultivere det. Man behøver hverken at være Smigrer eller Spytslikker for at lægge Mærke til Folks Svagheder, give lidt efter for dem o. desl. I vor Tid maa man gjøre sig selv lille, som der da ogsaa staaer i den hellige Skrift: Hvo sig selv fornedrer, skal ophøies. Det er virkelig et Ord at lægge paa Hjerte, naar man vil frem i Verden. Det er ikke for at rose mig selv; men dengang Grundloven forhandledes, talte jeg tidt med Ministeren og gav ham mange Vink uden at lade, som om de kom fra Andre end ham selv, og han tog virkelig meget Hensyn til dem. Det er nu en af Folks Svagheder, som man maa skaane, at skjøndt de ere Gjøgemødre, ville de selv have lagt Æggene. Hvis han havde vedblevet at være Minister, var jeg vel ogsaa kommen endeel videre, end jeg er; men med den velsignede Tilstand, som vi have, kan man jo knap skrive Udskrift paa en Indstilling; for man veed jo ikke, hvad der kan indtræffe, medens Brevet er underveis.

Men i den Usikkerhed er det altsaa til ingen Nytte at behandle Folk saa klogt.

Jeg be'er om Forladelse. Der har jeg nu en Ven, og Ingen kan vide, naar Hjulet dreier ham op igjen. Ingen er saa ubetydelig, at han eller hun jo kan blive En til Gavn eller idetmindste til Skade. Især Fruentimmerne; naar de kjende et Menneske og synes om ham, og han taler, skriver eller udfører Noget, saa tale de om det i alle Selskaber, sværme for det, finde det guddommeligt. En klog Mand forstaaer at behage dem Alle uden at binde sig, uden at vise den ene mere Opmærksomhed end den anden, og naar de have løbet om og sværmet og hjulpet ham fremad, saa gifter han sig. En klog Mand i vor Tid er forekommende imod Alle, tager Hatten dybt af selv for sin Flødebonde og tænker ved sig selv, hvad han vil.

Man kunde da ogsaa tænke sig en anden Vei.

Hvilken da?

F. Ex. gjøre sig saa stærk og udføre noget saa Kraftigt, at Alle maatte staae stille og see op.

Ja, men det er svært. Men kanskee De har saadant Noget for. Maa jeg uden Indiscretion spørge derom? De har i Huset Ord for at være meget flittig - hvad tager De Dem for?

Dersom det kan interessere Dem, kan jeg gjerne meddele Dem Noget deraf, sagde Otto og forelæste Justitsraaden et Stykke af sin Digtning, der bl. A. omhandlede Karthagernes Uro og vexlende Stemninger, deres Ulyst til at høre Andet end det Behagelige, deres Forkjærlighed for de Talere, der nedsatte og haanede den romerske Magt og benægtede Nødvendigheden.

Da han havde endt, sagde Justitsraaden: Det var som Pokker! Gik det virkelig saadan til? Var det virkelig en capuansk Dame, som forraadte den romerske Consul den Vei, Hasdrubal vilde tage for at komme Hannibal tilhjælp? Stakkels Hannibal! Det maa have været et haardt Øieblik, da de kastede Hasdrubals Hoved ind i hans Leir .... Men seer De, med Deres Tilladelse, der har De igjen været uklog. Den Maade, hvorpaa De har behandlet Raadet og Folket i Karthago, kan let blive tagen for en Allusion. De haaner Folketalerne og maaskee Karthagos Constitution og driver Afguderi med en enkelt Mand, fordi han sætter sin Person ivove. Hvordan troer De, det vil blive optaget? Hvem kan være Deres Ven, naar det gaaer galt?

Ja, der skulde rigtignok Venskabet vise sig .... men hvordan skal Poesi da være i vor Tid?

Den skal gjøre Folk fornøiede. Den skal skildre det huuslige Liv og være moralsk og alligevel kildre lidt .... De forstaaer? - Tro De mig, var jeg Digter, jeg skulde skrive et Digt, der skulde gjøre Lykke, for jeg veed, hvordan Folk skal ha'e det.

Jeg troer, Folk skulle have det saadan, at enhver Digtning opslaaer Uendelighedens Porte for dem, sagde Otto.

Justitsraaden tog sig en Priis og bød Otto en. Otto modtog den høflig. Han fortrød at have udtalt dette Ord til Justitsraaden, og efter sin pathetiske Yttring fortsatte han med hemmelig Ironi: De har dog vist skrevet Digte, Hr. Justitsraad.

Hvem har ikke det? Men egenlig Poet har jeg aldrig været; jeg er en praktisk og ligefrem Mand.

Samtalen endte med en Indbydelse til Thee.

Da Justitsraaden var gaaet, blev Otto siddende en Stund i Tanker. Hans Blik faldt paa den gamle Sopha; den stødte hans Øie, og uvilkaarlig kom han til det Ønske og den Plan, naar hans Digtning udkom og gjorde Lykke og indbragte ham Penge, saa at kjøbe sig en smuk, ny Sopha. Med den Følelse af Rigdom, han bestandig bar i sig, kunde det ikke falde ham paa Sinde, at han egenlig var fattig, og Tankerne tyngede ham heller ikke nu. Efter at have i Tankerne kjøbt Sophaen anskaffede han sig endvidere et heelt Indbo, indrettede Værelser derefter, byggede sig et Huus efter sin egen Smag, skulde saa ogsaa have et Gods, kjøbte en stor Strækning, anlagde en Havn, byggede en Flaade, gjorde Tog og Erobringer - og var saa igjen inde i Hannibal og Karthago.

Justitsraaden fornyede undertiden den Slags Samtaler, og trods al Forskjel imellem ham og Otto, var der dog Noget, hvori de hemmelig stemmede overeens. Otto ønskede Livsnydelse og blød Tilværelse for at kunne holde sig i Stemning til at digte uforstyrret; den sande Digter skulde ikke plages med uopfyldte Ønsker; Skjæbnen skulde hæge og pleie ham, for at han kunde synge om det Mægtige og Store, om Menneskehedens Formaal.

Justitsraaden nærede sine Planer uden just at turde gjøre Noget for dem. Men engang, da Kammerherrinde Hjelmkrone besøgte ham, fik han sin Datter til at synge en af Ottos Sange, som Alfons havde sat i Musik. Det var en af de Sange, Otto havde digtet paa Bjergene, da han havde forladt Camilla i Genf, og der var hele Udtrykket af den ideale Lykke og Veemod, som dengang havde fyldt hans Sjæl. Kammerherrinden blev tiltalt deraf og roste Sangen. Ja, udbrød Justitsraaden fornøiet, er det ikke sandt, at han er Noget? Der ligger Noget i det Menneske! Han boer forresten hos os, ovre paa den anden Side.

Hvad hedder han? spurgte Kammerherrinden.

Otto Krøyer.

Saa? .... Naa, jeg troer næsten jeg har seet ham i Italien.

Hverken Otto eller Kammerherrinden vidste bestemt, hvordan de stode til hinanden. Han havde i Rom mærket Afkjøling i Venskabet, men ikke lagt Vægt derpaa og næsten glemt det, da han kom mellem ganske andre Omgivelser og i en Strøm af Begivenheder. Det stod nu kun for ham, at han ikke uden Paatrængenhed kunde opsøge Kammerherrens som gamle Venner. Hun vidste ikke, hvor meget han havde erfaret om hendes Færd, og hvilken Afregning han mulig bar paa. Forsvandt han i Mængden, var det ligegyldigt, hævede han sig op, kunde det blive hende ubehageligt i de nye Forhold, hvorunder hun med sine Evner til at behandle Menneskene havde faaet Betydning i sin fornemme Familie og hjalp den til at spille en Rolle. Hun havde endnu ved Siden af sit Nag en vis Sympathi for Otto. Hun havde dog engang »læst en Fremtid i hans Øine«. Det forekorn hende ogsaa, da hun nu et Øieblik havde seet ham, at der var en stærk Udvikling tilstede; det Samme, han følte selv, mærkede ogsaa hun: han bar paa Noget.

Kammerherrinden og Helzen havde en Samtale. Hun sagde: Jeg var forleden hos Justitsraad Roeds - man maa jo holde sig gode Venner med sine halve Fjender - og der lod man til at gjøre overordenlig meget af en ung Mand, som nylig er kommen hjem fra Udlandet. Man venter sig nok store Ting af ham; formodenlig skal han bringes frem og i Veiret.

Saa? sagde Helzen urolig. Deels var han ivrig for sit Parti indtil Grændsen af Fanatisme, deels vilde han ikke, at noget Talent skulde komme frem, medmindre det stillede sig under hans Beskyttelse og tjente ham imod Gjentjeneste.

Hun spurgte: Hvorledes kunde man forekomme det og tilintetgjøre en saadan Person?

Hvis han hører til den slettere Deel af vort Bureaukrati og er skadelig for Land og Rige, ligger jo Midlet nær.

Ja, men skulde Midlet ikke netop være at bevise hans Skadelighed?

Helzen svarede: Hvis det var en høiere Sandhed, at han burde ødelægges, bleve alle Midler underordnede i Forhold til Sandheden.

Det vil sige - bemærkede hun halvt spøgende - at man maatte virke saaledes, at den Vedkommende følte sig stillet fjendtlig til Folket og blev overstrømmet af Bitterhed imod det og tilintetgjorde sig selv?

Helzen saae beundrende paa hende, næsten skræmmet ved at høre sine Ord oversatte, og svarede: Saa omtrent.

Hvem er det? spurgte han efter en Pause.

Først vil jeg sige Dem, at jeg ikke absolut vil troe ham skadelig. Jeg har indbudt ham til imorgen Aften og vil gjøre et Forsøg. Han hedder Otto Krøyer.

Saa kan Deres Naade spare Deres Uleilighed. Det er et Menneske uden andet Formaal i Verden end sin Egoisme. Jeg kjender ham fra gammel Tid. Han er som en Edderkop, der sidder i sit Væv som i Verdens Centrum og kun har den Opgave at fange Fluer.

Ja, maaskee; men jeg vil dog først prøve ham. Og skulde det saa gaae anderledes, end De venter, saa maa De holde vor Aftale og være hans Ven, ligesom jeg er Ven af Deres Venner.

Ganske sikkert, De kan stole paa mig.

Giver jeg Dem et Tegn, saa maa De komme og lade Venskabet blive indledt.

Saa kan jeg maaskee staae længe paa Post.

Godt; hvis jeg finder det Modsatte, saa skal De betragte Dem som afløst, naar jeg bryder en Ubetydelighed i Stykker.

Naar De bryder Staven over ham - godt! svarede Helzen leende.

Da Otto havde modtaget Indbydelse til Kammerherrens Soiree, sagde han til sig selv: Min Lykkes Posthorn lyder atter. Den har fundet, at jeg for ikke at synke sammen maa ind i en Atmosphære af Dygtighed og Skjønhed. Nu aabnes mig Dørene til en ny Selskabskreds, saadan som jeg engang gjorde Regning paa. Lykken honorerer endnu de Vexler, jeg trækker paa den. - Om jeg skulde træffe Camilla Hald? Aa, nei, man siger jo, at hun lever ganske indgetogent og religiøst. Hun er vist et mærkelig sammensat Væsen, Blanding af Lidenskab og Frygt, saa at hun altid, naar man forlader sig paa hende, maa vise sig troløs .... Hm, jeg troer, jeg trods al min Erfaring er ligesaa glad og urolig, som da jeg skulde til Grevindens Bal; men naar jeg kommer under Folks Øine, er det borte. Der viser man sig i sit Resultat, ikke i sit Maskineri.

Det gik i den Henseende, som han havde ventet; han var hverken glad og urolig eller imponeret, da han traadte ind i de smukke oplyste Værelser, i det talrige, smukke Selskab. Personligheden mindedes ligesom uvilkaarlig, hvad den havde oplevet, og stod afsluttet paa Erfaringens Høide. Han troede desuden fuldt og fast, at han gik sin Skjæbnes Ærinde, at den havde indbudt ham, at Alt, hvad der omgav ham, var Midler eller Vidner.

Han hilste paa Vært og Værtinde, og Kammerherrinden forestillede ham strax for Milner, hvem hun forresten godt huskede, at han kjendte. Det blev ikke Otto paafaldende, at hun forsigtig forbeholdt sig at forestille ham for nye Folk.

»Hr. Etatsraad Milner« - »Digteren Hr. Krøyer«.

Ih, Hr. Otto Krøyer, hvor det er længe, siden vi saaes! sagde Milner, der altsaa nu var bleven Etatsraad. De har nok været reist? Ak, ja, Reiselivet! den gyldne Frihed! .... De har vel hørt om min Ulykke?

Nei, svarede Otto og opsatte efter Høflighedens Regler et uroligt, medfølende Ansigt.

Min Dagmar er død, sagde Milner og bøiede Hovedet.

Otto var i Forlegenhed; han vidste ikke, hvem eller hvad Dagmar havde været.

Milner vedblev: Der stod i Bladene et Digt om hende, hvori blev sagt, at hun vil vente mig mellem Cheruberne. Man veed jo ikke, om der er Cheruber; men, enfin, det er smukt. Der er ogsaa en Musiker, som for at trøste mig i min store Sorg har componeret en Fuga over Navnet Dagmar Milner ..... De troer vel paa Udødeligheden, Hr. Krøyer?

Ja, Hr. Etatsraad.

Det gjør jeg ogsaa. Derfor seer De mig ikke sørge efter de gamle Regler; thi naar man er ganske vis paa Gjensyn, er det jo urigtigt at sørge overmaade meget .... Ah, monsieur le baron! .... au revoir, Hr. Krøyer.

Og Milner kom i Samtale med den fremmede Diplomat.

Conferensraad Dalberg - thi Dalberg var bleven Conferensraad - sad i en Sopha i Samtale med et Par andre Herrer. De syntes at tale om alvorlige Ting og havde i deres Udseende noget Tiltalende, som kom af, at de havde arbeidet med samlet Kraft, udrettet Noget og erhvervet sig Specialdygtighed. Dalberg havde sit tidligere livlige og aandfulde Ansigt, hvori tillige hans Yndlingstilbøielighed havde faaet sit Udtryk: Ønsket om at synes Martyr for Ideen. Det blev understøttet ved, at han for Øieblikket havde en syg Fod og maatte lægge den paa en Gyngeskammel. Da Otto nærmede sig, saae Dalberg op paa ham med en Blanding af Smerte og høflig Overraskelse.

De har været udenlands, sagde Conferensraaden; ja, Ungdommen er lykkelig; vi Andre opslides af Staten.

Er De bleven Invalid i Statens Tjeneste? spurgte Otto.

Conferensraad Dalberg vendte sig til den anden Side; han led af Podagra.

Det var nok galt, tænkte Otto, idet han gik videre, ind i et andet Værelse.

Der sad imellem Damer og Herrer Ottos gamle Bekjendt Carlsen. Carlsen var bleven Skoleinspecteur og havde lagt sig betydelig ud; han havde brede Skuldre og runde Kinder. Han forestillede Otto for sin Kone, der ligeledes var rund og fyldig og havde et meget blidt, godmodigt Udseende. Efter nogen Samtale forlod Carlsen Kredsen, og hans Kone begyndte nu at omtale ham med stor Beundring. Og saa er han saa dansk, sagde hun endelig; det kan sommetider gjøre mig ondt for ham, fordi han føler saa inderlig. Medens Tydskerne vare i Jylland, tjente i Huset hos os en tydsk Pige, og Carlsen havde virkelig ikke Ro, førend hun blev sagt op. Han kan heller ikke lide, at der ved Skolebal bliver spillet Musik af tydske Componister - er det ikke ogsaa meget rigtigt, Hr. Major?

Majoren svarede: Det er jeg vist en daarlig Dommer over, Frue. Jeg maa selv tidt dandse efter tydsk Pibe; jeg er nylig bleven gift med en tydsk Dame.

Fru Carlsen gav sig i Samtale med en anden Dame. Otto havde siddet og tænkt over den Forandring, som var foregaaet med Carlsens Sømandsnatur, enten nu Følelsen var ærlig eller tillige lidt snu og kunstlet. Han blev opmærksom paa Majoren og sagde: Med Tilladelse, er De ikke forhenværende Lieutenant Holm?

Og er De ikke Krøyer? Syntes mig det ikke nok? Hvordan staaer det til? Hvor har Vorherre havt Dem?

De reiste dem og gik op og ned ad Gulvet sammen. Major Holm fortalte, at han kun var i Kjøbenhavn paa kort Permission, uagtet Alt tydede paa Fred; om sine Bedrifter i Felten sagde han Intet; men hans Udseende, den stærkere og sundere Skikkelse, det Mandige og Commanderende i Holdningen talte derom. Af Letfærdigheden fra hans tidligere Garnisonsliv var ikke blevet andet Synligt tilbage end et skjelmsk Træk ved Øinene. Ridderkorset hang paa hans Bryst som Noget, der var voxet ud indenfra.

Otto sagde ved sig selv: Han bærer sin Kamp udenpaa som et Hæderstegn; jeg bærer paa min som en Hemmelighed.

Der paakom ham en Fornemmelse, som om Skjæbnen havde indbudt ham til dette Sted for at fordre hans Liv til Noget, den ønskede, til en stor Opgave, den vilde meddele ham. Loftet blev høiere for ham, Lyset stærkere; blandt Alle, der samtalede, kunde Opgaven forhandles, Enhver, der nærmede sig, kunde være Sendebudet.

Major Holm traf en anden Bekjendt, og et Øieblik efter stødte Otto paa Vilhelm Berg, den forhenværende Digter, der nu var bleven Contoirchef.

Hvad? De her? Er det Dem? Hvor har De alt været? udbrød Berg.

Det kan gjøre et underligt Indtryk paa En - vedblev han efter de første hurtige Svar - naar man saadan pludselig seer et Menneske igjen efter saa store, mellemliggende Begivenheder .... Husker De, da vi sad sammen derude i Ermelundshuset? Vi To talte sammen om Livet, kan De huske? Der var dengang noget Ungt og Idealt i Deres Opfattelse, har De faaet det slidt af Dem? ..... Ja, Guds Død, nu seer De jo heelt anderledes ud ..... De er bleven praktisk, hvad? Ligesom vi Andre .... Det er meget klogt, at De har banet Dem Vei til dette Huus .... Tag ikke mine Ord ilde op, jeg er egenlig uforskammet, jeg kommer fra et svært Middagsgilde, tolv Retter og tolv Slags Viin .... korn, sæt Dem lidt ned og fortæl om Rom .... Traf De maaskee der sammen med Kammerherrens? Og Mendoza, har De nylig hørt fra ham? Vare De sammen paa Carnevalet i Rom?

Otto fortalte; Tjenere bøde Iis; Vilhelm Berg blev mere samlet.

De taug lidt og bleve tilfældigviis Vidner til en Conversation, der førtes i ringe Afstand. En Kreds af unge Damer og Herrer var samlet om en Skuespiller; dramatiske og sceniske Ubetydeligheder bleve forhandlede med dybeste Interesse; Anecdoter om Kunstnere modtoges som himmelfalden Manna. En ung Pige, der stod yderst i Kredsen, udbrød dæmpet: Hvor han er sød! hvor han er guddommelig! og slog Øinene mod Himlen eller Loftet med et Udtryk, som om det, hun hørte, oversteg alle hendes Forestillinger om det Beundringsværdige.

Otto sagde, idet han reiste sig og drog Berg med sig: I Afstand er man tilbøielig til at tage et saadant Pigebarn for en Engel med hvide Vinger. Har man været Vidne til en saadan Scene og seer efter hende, saa bliver hendes Kjole til Duun og hendes hvide Atlaskes Sko til røde Svømmefødder.

Vilhelm Berg lo og sagde: Det er at idealisere i omvendt Retning! Ha, ha! Det er sommetider den eneste Fornøielse, man har tilbage .... Nu skal jeg give Dem en Mundsmag til Gjengjæld ..... Seer De den tynde Mand derhenne i Krogen? Han er Philosoph og Forfatter og arbeider især for Religion og Velgjørenhed. Naar der kommer en fattig Dreng til ham, saa jager han ham bort, men fortryder det og skriver saa en ypperlig Afhandling om, hvordan man skal behandle fattige Børn. Han jager Barnet bort, fordi hans Nerver blive ubehagelig berørte af dets Tegn paa Nød, af dets fattige og ikke ganske reenlige Ydre. Han kan aldrig finde sit Ideal for Fattigdommen saaledes repræsenteret, at han personlig kunde tage sig af det, nemlig en sund, smuk, reen, net, intelligent og velhavende Fattig.

Otto sagde: Er der ikke i den Historie ogsaa et Hib til os Andre?

Kan sgu gjerne være! Kan De huske gamle Schiøtts Taler om Ideal og Natur? Han havde saagu meget Ret! svarede Vilhelm Berg leende og vedblev at fortælle om flere af de Tilstedeværende.

Otto var ligesom to Mennesker. Det ene smilede og kom til samme Resultat, som han engang havde fundet ved Ballet i Kjøbstaden: at imod at betale sin Penning til Bagtalelsen, kan man uhindret dandse videre, Livet er kun en Dands - det andet var et opstræbende, smerte- og vaandefyldt Væsen med et Skjær af Barnet, han engang havde seet i sit Indre; det vilde gribe det Hele, rive det opad, men var selv heftet til hiint første.

Imidlertid fortsatte Vilhelm Berg: Men naar Alt kommer til Alt, er her dog megen Dygtighed. Vi gjøre os nyttige Allesammen, imod Gage, naturligviis, og vi ere næsten uden Undtagelse respectable Folk, der ved en Gage af 2000 Rdl. eller derover ere sikkrede mod mange Fristelser .... jeg føler mig dog vel her, jeg holder af hele Klatten, Gud ford- mig! .... Ei, derhenne seer jeg Agent, Grosserer Hagemann, om ham skal jeg dog fortælle Dem Noget. Han boede tidligere i en Kjøbstad og var meget gode Venner med en Kjøbmand, men især med hans Kone. Engang overraskede Kjøbmanden ham i dette Separatvenskab og kastede ham ud; saa opkjøbte han alle Vexler paa sin Ven, lukkede hans Boutik og fik ham ruineret.

Viis mig nu noget Smukt, noget rigtig Smukt og Kraftigt, det Bedste! udbrød Otto.

See Dem selv om blandt de rare, elskværdige Damer! .... Det Kraftige og de Bedste .... hvad er det for en græsk Forfatter, der siger, at de Bedste ikke høre til et Parti, men tage Parti? ..... Stop lidt, derhenne sidder En, vedblev Vilhelm Berg, og gjorde Otto opmærksom paa en Mand med et bredt, smukt formet Ansigt og tykt graaligt Haar, som i dette Øieblik syntes at føre Ordet i en lille Kreds.

Han led engang Uret, sagde Berg, og blev afsat fra sit Embede med en lille Pension. Men han var uforsagt, tog Tjeneste hos en Grosserer som Pakhuusforvalter, men skrev og talte tillige med stor Iver for Frihed og Almeenvel. Jeg kom engang en Morgen forbi hans Dør, og saa saae jeg ham selv læsse Tørv af og bære sin Sæk op. Senere, efter Omvæltningen, kan han til Indflydelse ....

Naa, og nu? spurgte Otto ivrig.

Ja, nu har han ingen Indflydelse, fordi han har lært endeel og forandret sine Anskuelser; nu siger man, at han er et forvirret Hoved og bare vil høre sig selv tale.

De kom i det Samme forbi Gruppen, og den omtalte Mand saae tilfældigviis op. Otto standsede og gjorde et dybt Buk; Manden reiste sig med militair Anstand, gjengjældte Hilsenen og satte sig igjen.

Otto var saa vel tilmode, som om han havde gjort en god Gjerning; den bittre Smerte i hans Sind var for et Oieblik dulmet.

De traf paa Kammerherrinden, som syntes at ville indlede en Samtale med Otto. Berg forlod dem og kom i Nærheden af den nys omtalte Herre.

Hvem var den unge Mand, De gik med? spurgte han Berg.

Berg nævnede hans Navn.

Manden sagde: Jeg husker ikke at have seet ham før og begriber ikke, hvorfor han hilste saa dybt, saa usædvanlig ....

Han var nok i Formiddags oppe i Rigsdagen og hørte formodenlig en af Deres Taler, svarede Berg.

Det var forresten en vakker ung Mand, sagde Herren og saae et Øieblik efter Otto.

- Hun sagde: Naa, nu har De nok slaaet Dem til Ro her hjemme?

Han svarede smilende: Ja, forsaavidt det Ønskelige er Ro?

De tager Ordene i hele den Betydning, der kan ligge i dem - jeg husker nok, det er Deres Sædvane.

Og det er maaskee en Feil, svarede han; hvor tidt siger man ikke Noget, hvis Betydning for Tilhøreren man selv ikke aner?

Hun tænkte: Er det en Imødekommen, en Afbigt? Eller skulde han dengang have talt tilfældig?

Men, vedblev han, jeg hentydede kun til, hvad i Øieblikket saa tydelig viser sig: Deres Naades beundringsværdige Talent til at samle saa megen Bevægelse og Uro, der gjør et harmonisk Indtryk.

Samtalen gik videre i denne Retning. Hun kunde ikke opnaae at faae ham til at tale om sig selv, men mærkede, at hun af ham blev ført til at tale om sig og sit Selskab. Endelig benyttede hun et Øieblik til at fornye Angrebet.

Helzen gik forbi i nogen Afstand og kastede et Sideblik til dem.

De kjender Hr. Helzen? spurgte hun.

Ja, noget, Deres Naade.

Hvad synes Dem om ham?

Alt hvad Deres Naade behager.

Han er bleven en Mand af Indflydelse.

Det er han vist.

Forholdene have forandret sig meget. Magten i Riget er virkelig gaaet over i andre Hænder. Alt hvad Menneskene ansee det for Umagen værdt at strides om, Ære, Bifald, Indflydelse, Formue, kan nu opnaaes af dem, der slutte sig sammen og seire.

Ja, det er sandt.

De fleste af dem, som nu ere unge, have havt en Tid, da de af al Magt ønskede at faae en Kampplads, hvor Livets Herlighed var at erobre; men de tvivlede om, at det nogensinde kunde skee for ramme Alvor paa Fødelandets Jord og Bund. Man troede, at det var i Udlandet eller i en magisk Verden - er det ikke sandt? Men nu tilbyder Virkeligheden dem Alt, hvad de forlangte af Drømmen .... De seer ud, som om De vilde nægte det.

Jeg vilde kun sige, at Ungdommens Særkjende er at elske Sandheden og Retfærdigheden hensynsløst. Men naar man danner Partier og kan opnaae saa Meget ved dem, faaer man let andre Hensyn, og saa mærkes Partiskheden.

Hun svarede: Saa udvikles andre Dyder, Mænds Sammenhold om et Formaal. Livet faaer ogsaa Varme og Farve netop ved Partier, og Sandheden lider i Grunden ikke; thi naar man udhæver det Gode hos sine Venner, er det overladt Modpartiet at sige det Ugunstige. Det stemmer næppe med den menneskelige Natur at hæve sig ud over det daglige Livs Sympathier og være kold som Gudinden, der holder Vægtskaalen udenpaa Nørreport.

Mere end selve hendes Ord virkede den bløde, behagelige Stemme og de bløde Omgivelser, og han var fristet til at lade det gjælde, at hun satte Gudindens kolde Steenbillede istedenfor Gudinden selv. Det ene Menneske i ham havde Lyst til kjækt og smilende at komme hende imøde og bede om Optagelse; men Barnestemmen var vakt, og medens Hovedet tænkte, talte den, maaskee understøttet af de store Minder fra Rom. Han sagde: Det er vistnok saa, at der maa være Partier, og det er en Lykke, naar Damer tage Deel i dem; de kunne gjøre en heel ideal Revolution.

Hvorledes mener De? spurgte hun.

Han hentydede til Agent Hagemann, til Maaden, hvorpaa - efter hvad han havde hørt gjennem Camilla - hans Formue skulde være grundlagt, samt Vilhelm Bergs Fortælling, og tilføiede: Sæt at en Dame sagde, at ham vilde hun ikke have med, selv om han eiede Millioner!

Hun sagde, idet hun legede med sin Vifte: Det var store Fordringer at gjøre til Damen.

Der kunde svares, at Fordringen stod i Forhold til Agtelsen.

Samtalen kunde nu ikke gaae videre. Hun havde overbeviist sig om, at i det beregnende, praktiske, sagte bevægede Liv kunde han ikke blive hende farlig. Et lille Blad var gaaet løs paa hendes Vifte; hun brød det af. Ved den lille Lyd fjernede Helzen sig.

O, der gik det istykker! sagde hun og viste Otto det brudte Blad.

Den kan vist let gjøres istand; det ene Blad meer eller mindre vil ikke savnes i den Rigdom.

Jeg faaer vel forsøge det, svarede hun og reiste sig.

Han anede ikke, hvad den lille Lyd havde betydet, men havde alligevel en Fornemmelse af, at der samtidig var et Brud imellem dem, og at han maatte følge sin Naturs Drift og vende tilbage til Ensomheden. Han kastede et Blik ud over de oplyste Værelser og det elegante Selskab for at tage Billedet med sig i størst mulig Skjønhed. I samme Øieblik nærmede sig en Nabostats Gesandt til Kammerherrinden og udtalte sit Haab om, at de skulde mødes i hans Land næste Sommer. Hun svarede med smilende Ansigt, og Otto tog sluttelig dette med, idet han tænkte, at det Ansigt kunde idealiseres til Cleopatra og Diplomaten til en romersk Gesandt eller endog Cæsar.