Fjerde Capitel

Digtningen om Karthagos Kamp eller den første, selvstændige Deel af den paatænkte store Cyclus var fuldført. Den svarede til hans egen Tilværelse: Han havde oplevet Meget, og selv det Oplevedes Betydningsfuldhed havde gjort, at han ikke kunde sætte sig et lille Formaal. Synet af en Hovedstads fortvivlelsesfulde Kamp og Brand, af en Munks Fanatisme, Hengivelse og Lidelser, af morderisk Dom og Straf over en Hærfører, fremkalder Tanker, der ikke rummes i en Idyl, og dem havde han udført med Liv og Ild. Men idet han vilde skildre Mænd som Scipio og Hannibal og gjøre dem til symbolske Repræsentanter for Menneskehedens Udvikling, mødte ham en anden Erfaring i hans Indre: han havde svigtet eller unddraget sig det Store, da det mellem Costergia og Ponte di Cretto blev fordret af ham, han bar paa en sjælelig Ydmygelse; der var Noget i Veien med hans Sjæl, den kunde ikke udstraale den Høihed, som Opgaven paa sine Steder fordrede. Det stillede sig ikke bestemt og tydelig for ham. Det, han digtede, var dog stadig større og skjønnere end det virkelige Liv, han i Øieblikket levede. Idet han daglig bestræbte sig for at holde sig »i Stemning« - som det er Digternes Sædvane - og uden at være sig det bevidst havde en jevn, behagelig, nydende Tilværelse for Øie, virkede det tilbage paa hans hele Sjælstilstand, hans Productionsevne og hans Selvkritik. Først da det Hele var færdigt, ude af hans Magt, overgivet til Læserne, saae han paa det fra Idealets Standpunkt og blev sørgmodig over, at det ikke var stort, ikke en saadan verdslig-hellig Sang, som det skulde været. Men saa tænkte han, at Kræfterne dog laae i hans Indre, og at Fremtiden nok vilde udvikle dem, især hvis en eller anden stor Lykke blev ham tildeel.

Hvad Mangler han nu kunde see, kunde Andres kritiserende Blik ogsaa opdage. Medens Poeten i sit eget Indre maa have realiseret det Ideal, han vil skabe, behøver Kritikeren kun at have Kundskab om Idealet og kan føle sig selv opløftet ved at træde i dets Tjeneste som dets Hævner eller Skarpretter. Kritikeren kan ved at see sine egne Mangler, mislykkede Kampe og Forsøg, slutte sig til Andres, fremstille dem med Skarphed og slaae paa dem som paa Noget, hvori han selv er udeelagtig. Endog om hele Samtiden lider under mislykkede Kampe og er udygtig til at frembringe en stor poetisk Composition, et freidigt Glædes- eller helligt Smertensbudskab, kan Kritikeren have Sands for, hvad der burde ydes af Digtekunsten. Saa kan han desuden vælge imellem, hvilken Side han meest vil fremhæve, den heldige eller den mislykkede, han kan gaae et Ærinde, der er deels hans eget personlige, deels et literairt; men altid er det tillige Skjæbnens.

Helzen skrev en Anmeldelse, hvori han med Held udhævede Manglerne, men tilføiede, at de vare ganske naturlige som Følge af, at Digtets egenlige Hensigt var at tage Parti for den tydske Civilisation mod det danske Barbari og fremstille Karthagos Skjæbne som Symbol paa, hvad der ventede Danmark.

Med dette Skudsmaal var Digtet, i den nationalt bevægede Tid, slaaet ihjel, og Otto stod vaabenløs; Fødelandet blev taget bort under hans Fødder.

Medens han næsten bedøvet stod overfor denne Afgrund, fik han Brev fra sin Moder. Han havde skrevet hjem for at bede om de Penge, han tidligere havde afslaaet, og fik dem nu tilligemed ny, indtrængende Skrivelse angaaende den evindelige Proces. En Mængde Thingsvidner vare nu efter erhvervet Bevilling paany optagne, og Sagen kunde fremmes, naar blot Bagger udleverede de Papirer, som beroede hos ham, og som han i en tidligere Samtale havde lovet Otto at tilveiebringe, naar Tiden kom.

Tilfreds over at kunne have noget Praktisk at beskjæftige Tankerne med gik Otto Ærindet.

Bagger sagde skjødesløst, at han ikke havde fundet Papirerne.

Ja, men, sagde Otto, De lovede jo at søge efter dern.

Det har jeg ogsaa gjort, og Mere kan jeg ikke gjøre.

De glemmer, at det ikke er en Tjeneste jeg beder Dem om, men en Forpligtelse, De har at opfylde. Jeg maa have Papirerne.

Saa? svarede Bagger; maa De? Kan De bevise, at jeg har faaet dem?

Nei, ikke juridisk; men jeg har jo Deres mundlige Tilstaaelse, og De vil vel ikke fragaae den?

Enhver veed, at naar jeg nægter at have faaet Papirerne, saa er det kun en Form for, at jeg ikke har dem og ikke kan skaffe dem. Enhver veed, at jeg er en honnet Mand.

Er det da hertillands blevet Skik, at Navnet dækker Handlingen?

Hvad vil De sige med det?

Forstaaer De virkelig ikke, hvad jeg mener?

Det er altsaa en Trusel? Den modtager jeg meget gjerne, meget gjerne! Lad os engang see, hvad De formaaer mod en Mand som mig og imod mine Venner! .... True mig, mange Tak skal De have! Jeg vil blot fortælle Dem, hvad der slet ikke skal være nogen Hemmelighed, at man af et Brev fra Grev Løvenhjelm, Ritmester i keiserlig østerrigsk Tjeneste, veed, at De etsteds i Udlandet har gjort noget Schofelt. Det er fortalt hos Kammerherre Hjelmkrones, og jeg tænker, det er nok mellem os To. Adieu, værsgo og hils og sig, at mit Navn er Bagger!

Dermed vendte Bagger ham Ryggen, gik hastig ind i sit inderste Contoir og smak Døren i efter sig.

Den, der havde villet erobre Italien og ladet Opsætsige pidske ud af sin Leir, blev saaledes behandlet! Aarerne svulmede Otto i Tindingerne, hans Blod kogte af Vrede og af en dyb Uvillie, som han vilde have følt, om han end ikke havde været Part i Sagen. Han nærmede sig hastig Døren; men i samme Øieblik dreiede Bagger Laasen om indvendig og ringede.

Otto vaklede bort som en slagen Mand; saa ydmyget og afmægtig følte han sig, at det forekom ham, som om han kun var en Skygge og ikke traadte fast i Steenbroen som andre Folk. Dette var Resultatet, hvortil han var kommen, dertil havde hans Liv ført! Han, som havde villet indblande sig i Verdens største Ideer og i Phantasien holdt Dommedag, kunde end ikke sikkre sin Moder hendes Ret og ikke tugte en »honnet« Mand.

Det var hans Natur imod at tale til Andre om en Sag, der laa ham paa Hjerte, og ved denne Leilighed gik det ham desuden som engang hans Fader; man kunde ikke svare ham uden at blive personlig Ven eller Fjende.

Stakkels Fader, sagde han til sig selv; nu forstaaer jeg tilfulde, hvad Du led med Basse og Spekhøkerne derhjemme. Men hvorfor skulde jeg ikke arve Din Skjæbne?

Han kom hjem og traf Justitsraaden. Det syntes ham, at han dog nu gjerne kunde spille Plat og Krone om den Mands Venskab, og fortalte ham Sagen. Han hørte smilende paa Justitsraadens Svar:

Det kan jeg ikke rigtig troe om Bagger. Den honnette Mand! De maa da vist have fornærmet ham .... Apropos, hvordan staaer De med Kammerherrinde Hjelmkrone? Der er han Pot og Pande.

Aa, ikke videre godt, troer jeg.

Det har jeg nok hørt en Fugl synge om. De skal have yttret Dem noget hensynsløst om Agent Hagemann .... Har jeg ikke sagt Dem, at De bar Dem uklogt ad? .... Men, à propos, siden jeg træffer Dem: Værten har tilbudt at ville reparere iaar, og saa skulde vi begynde med Deres Værelser. De tager vel ikke ilde op, at De saa foreløbig, blot foreløbig, maa tage et andet Logi?

Ikke det Ringeste, Hr. Justitsraad. Jeg kan gjerne strax flytte hen paa et Hotel, hvis det har Hast.

De er saagu dog en charmant ung Mand, naar man rigtig kjender Dem .... Men det er vi i Grunden Allesammen; vi blive blot miskjendte. Hvordan er det, der staaer i den tydske Sang .... Die Welt ist blind ....

Der staaer:

Ja, saadan staaer der; og det er saagu meget rigtigt.

Der rørte sig i Otto en Slags klukkende, lystig Latter, da Justitsraaden saaledes paa det Høfligste havde skilt sig af med ham. Medens det paa Bunden af hans Sjæl laa som sorte Skyer af Vrede og Sorg, havde han en besynderlig Fornøielse af denne Mand, kunde ikke blive vred paa ham, men maatte lee - maaskee fordi Justitsraaden var den, der meest tydelig bragte ham til at føle det Ideale i ham selv.

Han tog høflig Afsked med Familien og sagde til sig selv, idet han flyttede bort: Vor Tid er dog en mageløs Tid! I Form af en Rigsbankseddel bærer man Hotel, Heste og Vogn etc. etc. i Lommen; men idet man gaaer ud af sit Logi, kan man dog bilde sig ind, at man ikke veed, hvorhen man skal vende sig for at finde Tag over Hovedet. Det er aldeles sandt, jeg kunde sværge paa, at jeg ikke har Hjem; men Sandheden er dog tillige, at jeg kun har l'embarras du choix. Skal jeg boe med Udsigt til Christiansborg Slot, til Theatret eller til Schimmelmanns Palais? - Selv er jeg altsaa væsenlig humoristisk og tillige Philosoph over min egen Humor.

Men denne »Philosophi«, der stod paa svag Grund, havde Vanskelighed ved at holde sig, og imedens han tvang de halv lystige Ord frem, bævede hans Ansigt af Uvillie mod Justitsraaden, Bagger og Helzen, og det foer paa besynderlig Maade gjennem ham: at den Bæven i Ansigtet lignede, hvad han havde seet paa Donna Agnes, da han beskyldte hende for at forraade ham for den udsatte Præmies Skyld.

Det var en Efteraarsdag henad Mørkningen, da Otto flyttede ind i Hotellet. Hvilken Forskjel mellem nu og tidligere, paa Reisen, da ethvert Hotel havde forekommet ham som et smilende Sted, bestemt til for et Øieblik at modtage den Lykkelige, der »havde hjemme overalt, hvor Himlens Stjerner skinne og Menneskenes Børn have reist et Tag«, og som »gik bort hver Morgen for ikke at vende tilbage, ud til ny Skjønhed og nye Tilskikkelser«. Nu modtog det Den, der syntes at komme tilbage fra Alt til sit sidste Tilflugtsted. Meublerne, der stode opstillede med en vis mathematisk Tørhed, i størknet Hyggeligheds Form, forekom ham kolde og udeeltagende at modtage en ny Herre, efter at de med lignende Kulde havde seet den forrige gaae bort. Det ruskede paa Gaden, og der kom Røg i Stuen, medens man lagde i Kakkelovnen. Han aabnede Vinduet for at see, hvor langt der var til Jorden. See, sagde han, nu opfører Skjæbnen den Komedie med mig, at jeg skulde troe, dette var virkeligt, og blive fortvivlet og springe ned. Nei, god Karl, det kan man altid gjøre! Sæt, Lykken kom lige Øieblikket efter!

Opvarteren sagde: Her er Ventil; det er snart ovre.

Mener De? Ja, en Ventil er en god Ting, svarede Otto venlig og lukkede Vinduet.

Pigen kom for at lægge Lagener paa Sengen og give ham Vand. Det var samme Maneer som paa de utallige andre, lykkelige Steder; hver af hendes Bevægelser frembragte en forbiflyvende Erindring, Bjerge og Søer, Sommermorgener og Vinteraftener, Solskin og Kaminild, Krigere og Kvinder. Det dandsede for ham som i et Kaleidoskop; han kunde have taget fat paa sig selv og spurgt, hvorfor han var udenfor Kaleidoskopet.

Uvilkaarlig kom det ham paa Tungen:

Ja, hvor vare de henne, de med hvide Arme og varme Kys? Her, i Sandhed, ikke, sagde han og saae sig om i det klamme, halvmørke Værelse hvor Luen undertiden stod i en lang Tunge ud af Kakkelovnen.

Pludselig paakom ham en Erindring, saa overvældende og lidenskabelig, at hele hans Væsen bævede derved: Comtessen i det mørke Værelse, medens Paris brændte, og medens hun glødede og han var kold og bleg. O, jeg Nar dengang! stønnede han; hvis det var nu!

Det var frugtesløst at længes, at udstrække Armene efter En, der var skilt fra ham ved mere end Afstanden. Erindringen slog ned andensteds og dvælede ved hende, han engang havde givet tyve Daler for at lade ham slippe. Det Bløde i hendes Skikkelse, det Forlegne og Beundrende i hendes Blik stod for ham, og han vilde gjenfinde hende .... eller hvis hun var bleven ældre og forandret, kunde en Anden med en yngre Søsters Lighed indtage hendes Plads; hvert Aar har jo sine Roser. Hovedet er saa træt, det behøver Hvile - sagde han - og Sandserne behøve at dulmes i nogen Duft af Blidhed -og den er vel at finde, tilføiede han med et Smiil og satte sin Hat paa.

Han satte Melodi til og gik nynnende ned ad Trapperne.

I kort Afstand fra Hotellet gik en Dame alene og temmelig hastig. Han var endnu saa lykkelig at være angst, at troe sig nær noget Skjønt og Eventyrligt, som kunde vindes, og en kvindelig Værdighed, som kunde krænkes. Da han kom hende paa Siden og saae et ret kjønt, ungt Ansigt, foer et Minde om Pauline forbi ham, og idet han hilste med Hatten, kunde han ikke sige Noget.

Jeg kjender Dem ikke, min Herre, sagde hun.

Ikke? Sig det dog ikke saa bestemt .... var det ikke Sophie, De hed, før jeg reiste?

Nei, svarede hun leende, Marie.

Naa, Marie, hvordan har De levet saa længe? (Gid jeg sad paa Bloksbjerg!)

Jo, Tak; men jeg husker Dem ikke. Naa, De har været reist? Ja, hvem der var saa lykkelig! Men Mandfolkene kan sagtens! De flyve ud og hjem efter Hjertenslyst.

Naa, De synes jo ikke at have Grund til Klage. De leer saa klart; De lader til at være af et fornøieligt Sind.

Det er jeg ogsaa, Gud skee Lov! Hvad kan det nytte at plage sig med Griller?

Saa De har dog ogsaa Griller? spurgte han i en Tone, der var langt dybere og alvorligere, end han selv vilde.

Hun sagde: De er dog vist er rart Menneske. De taler saa godt. De forlanger ikke, at man skal lee bestandig.

Har jeg sagt det? Tvertimod! Jeg troede, De havde Glæde tilovers og kunde give mig nogen med.

Det mener De ikke. Behøver saadan en fiin Herre som De Noget af mig! Hvad Glæde troer De vel, der er i Verden for en stakkels Pige som jeg?

Men, Marie, for et Øieblik siden sagde De jo, at De tog Verden fra den lette Side og havde et sorgløst Gemyt! Hvordan kan Livet være tungt for Dem?

Bliver ikke Alting hver Dag dyrere? Hvorledes skal man tilsidst faae Brænde i Kakkelovnen?

Ja, seer De, Marie, det er Brænde i Kakkelovnen, Alting kommer an paa. Jeg har den fortræffeligste Kakkelovn af Verden; men om De saa fyldte den med Brænde, blev den ikke varm.

Saa kan De troe, at der er noget i Veien med Spjeldet, eller De skal lade sætte Steen op indvendig.

Det har jeg ogsaa tænkt paa, lille Marie. Vil De tage imod Noget at kjøbe Brænde for?

Det er næsten en Skam .... De er saa god.

God Nat, lille Marie.

Men ham syntes, han havde ikke noget Andet at glædes og varmes ved, og han maatte i Stemning, der maatte sendes ham Noget til at vække Livsaanderne, om ogsaa blot for et Øieblik; ja selve Angsten og Attraaen og den strax paafølgende Skuffelse var dog bedre end den klamme Ensomhed i hans Værelse.

Og nu gav han sig til at vandre omkring som engang i hans tidligste Studenteraar, med Længslen efter hiint »ewig Weibliche«, med Vished om, at det ikke fandtes, med den seige, halv afsindige Villie til at trodse det frem, med dulgt Smerte over den Naturdrift, som higede og søgte og ydmygede hans anden, finere Natur, og søgte at stikke alle Minder ned i Pølen.

Da han vaagnede næste Morgen, havde han en Følelse, som om hans Legeme, hans Person var en Karklud. Han havde Rædsel for det, der laa i Sengen hos ham, og det var dog ingen Anden end ham selv.

Han var kommen op, og for at blive fri for alle de piinlige Fornemmelser og Minder tog han en Bog, et nys udkommet Digterværk, og gav sig til at læse deri. Snart var han ogsaa Herre over sine Tanker, tvang dem til Bogen og fulgte Værket med udeelt Opmærksomhed. Begyndelsen var meget smuk og livlig, Formaalet, som Digteren havde sat sig, aabnede sig for det opmærksomme Blik, og det var, som om man kunde see selve Digtersindet, der glad, ungdommelig-stærkt og haabende drog frem med Sang. Det tiltalte og oplivede Otto; men hele Tiden var der tillige en ham selv ubekjendt Følelse tilstede, ligesom en Skygge, der stod ved hans Side og ikke vilde bort. Han troede, at det var hine piinlige Tanker, og søgte at fordybe sig endmere i den æsthetiske Nydelse. Men pludselig, da han var kommen til et Sted, hvor det blev ham øiensynligt, at Digterens Kræfter ikke strakte til, at han slog ind paa en Afvei, at Værket som Heelhed maatte forfeiles - opdagede han, at han havde en Fornemmelse af Glæde.

Han greb sig i denne Følelse, det stod aldeles umiskjendeligt for ham, hvad den var, han var tilmode, som om han havde opdaget en Snog i sit Hjerte. Han begreb baade den og Skyggen. Han havde misundt Digteren hans Friskhed, Styrke og Haab, og han var bleven glad, da han saae, at et andet Menneske dog heller ikke var stort.

Saavidt er det kommet med mig! sagde han, sjælelig bøiet sammen over sig selv. Jeg, som har villet kjæmpe for det Største og Skjønneste, er glad over, at see noget Smukt mislykkes! Jeg, som har tiltroet mig selv en Mission i Menneskehedens Tjeneste, føler en hemmelig, dyb, schofel Glæde over, at Menneskeheden møder en Steen paa sin Vei og vælter .... bare fordi jeg selv ligger paa Landeveien.

Det kan ikke nytte, Fornemmelsen er der! Jeg har godt ved at skjælde mig selv ud for den og tvinge mig til at ønske Bogen fortræffelig - det er Tvang, inden i mig er den skrækkelige Følelse, at naar det lykkes de Andre at komme frem, er det min Ulykke og Ydmygelse.

Og jeg, som har været stolt af, at min Organisme ikke havde Plads til Misundelse! Saadan har jeg handlet med mig selv, at den er gaaet over i mit Blod. Hvordan maa et Menneske blive tilmode, naar han erfarer, at han har Tubercler i Lungerne? Og jeg, som har Tubercler i Sjælen!

Jeg veed godt, hvad det er! Jeg er passeret forbi Idealet! Jeg har ladet det ligge til Siden og er ført videre af Strømmen. Den store, skjønne Menneskehed fortsætter sin Vei hen imod det, jeg er ikke længer med. O, jeg husker det! Den Nat i Rom sagde jeg, at jeg vilde sælge en Stump Evighed for at faae Øieblikket - jeg har solgt min Evighed, udstykket den i lutter Øieblikke! Jeg har elsket Mange og tabt min Sjæl derpaa, istedenfor at elske En og faae mere Sjæl! Jeg veed det godt, og det er uopretteligt; jeg er bleven en daarlig, ubetydelig Person, der maa misunde. Jeg er død, mit Legeme løber omkring efter Sjæl og kan løbe til Dommedag .... ak, jeg har villet holde Dom over Menneskeheden! Jeg! .... Hvad kunde jeg ikke være bleven til! Det er mig, som bad i Colosseum og lovede Troskab, men kun holdt den, til Donna Agnes stod ved Lampen! Det er mig, som med høitidelig Ridderlighed tog Afsked med Camilla Hald, men strax kom tilbage igjen! Det er mig, der talte til Comtessen om Protestantisme, men -! Det er mig, som vilde være en Fra Jacobeo! Derfor er jeg forladt af alle gode Aander, priisgiven til Smaalighed, uden Haab eller Udsigt til Nogetsomhelst, henkastet i dette Hotel, Dødens Forværelse!

Opvarteren kom og bragte hans Frokost, idet han bad om Undskyldning for, at Smørret mulig ikke var rigtig godt; men Hotellet var blevet narret, og Herren skulde nok faae fiint Smør næste Morgen.

Otto svarede ikke, men sagde til sig selv, da Opvarteren var gaaet: Fiint Smør! Er jeg værd det Brød jeg æder?

- En Tanke kom over ham, saa hurtig, saa mægtig og indholdsrig, at Tusinder af Ord ikke kunde gjengive den.

Er jeg værd det Brød jeg æder?

Menneskene af 1ste Klasse ere dem, der udbrede Schechina, som de Castro sagde, eller udstraale det Ideale. Hvad kan udstraale fra mig? .... Men jeg vil ikke døe saa lumpent! Jeg vil ikke lade Sjælen raadne i mig! Dette forbandede, stridige Legeme skal betvinges og renses! - - Men nu blot Ro, Ro! ingen spruttende Begeistring ....

Idet Sjælen saaledes tænker og fordyber sig i sig selv, kan den være som en Armee, hvis Hovedcorps slutter sig sammen, medens en Skare lette Tropper spreder sig foran og til Siderne. Phantasien og Erindringen ere saadanne lette Tropper, der gjøre sondret Tjeneste, Phantasien ofte paa en udisciplineret og upaalidelig Maade, plyndrende og ildspaasættende, let skræmmet og raadende til Flugt, men Erindringen trofast trods dens lette Vinger. Erindringen er ikke en Magt, der gaaer paa egen Haand; den faaer Ærinde af Stemningen, den henter det Sæt af Minder frem, som Sjælen i Øieblikket begjærer eller behøver.

Ottos Erindring ilede bort fra de smaa Forhold, hvori Virkeligheden holdt ham, aabnede Udsigten til Rom, svævede om Domine quo vadis og Fra Jacobeo og dalede ned til den lykkelige Soldag, da han i Osterien ved Piazza Barberini havde lyttet til den lille Dreng, der lovede St. Aloysius en Maaneds Tjeneste. Men hvor Scenen nu var forandret! Istedenfor den lette Skjønhedsglæde over det lille, æsthetisk smukke Syn, var nu kommet en dyb, smertelig Erkjendelse, Barnet syntes ham Symbol, at betyde ham selv, det mørke Skuur var Virkeligheden, og det rislende Vand var Budskabet fra den sande Tilværelse ligesom Kildevældet paa Bunden af de mamertinske Fængsler.

Velan, sagde han, jeg vil ogsaa tage en Maaneds Tjeneste, paa Prøve, hos det Ubekjendte, Rene, Ideale. Jeg giver mit Æresord paa, at i en Maaned fra nu af vil jeg ikke tilstaae Legemet Andet end det aldeles Nødvendige. Det skal ikke have anden Magt end til at tjene, det skal være Tempel for Aanden. Og saa vil vi see ..... jeg vil give mig selv en ny, haardfør Opdragelse .... O, jeg kan endnu blive frelst!

Med en stille, smertelig Fred, endnu med en sjælelig Bæven efter den udstaaede Angst og Kamp, med Villien resolut heftet paa det Høieste, gav han sig til at holde den Slags Maaltid, som staaer i Ideens Tjeneste, det, hvor Nydelsen bestaaer i Forsagelse for Aandens Skyld, og havde en blid, men tillige mægtig Triumph over, at Friheden og Uafhængigheden voxede i ham, medens Reflexion og Selvfølelse strax efter vaagnede og sagde: Jeg vil gjøre mig selv til en Stridsøxe, der kan slynges imod Fjenden.

Saavidt gik Alt let nok; men anderledes blev det længere op ad Dagen, da han efter at have læst og syslet med forskjellige Ting fik Lyst til efter Sædvane at ryge en Cigar. Den hørte til det Overflødige, men pleiede at sætte ham i behagelig, nydelsesrig Stemning. End værre blev det ved Middagstid, da den legemlige Natur reiste sig i al sin Kraft, understøttet af Vanen, og da Phantasien forrædersk opregnede ham alle Yndlingsretter samt Kaffen og Cigaren efter Maaltidet og dvælede ved den æsthetiske Dygtighed, som pleiede at udvikle sig deraf. Under Legemets Krav og Raab var han næppe istand til at mindes, hvilken Betydning han havde lagt i Sagen, og hvorfor han ikke skulde have Andet end det Nødvendigste. Det Hele kom an paa at gjenfrembringe den høie, ideale Stemning, og den var ligesom fortæret af Legemet.

Han sagde til sig selv: Jeg, som har deeltaget i de store Kampe og staaet imod selve Døden, skal nu tumle mig om i saadanne smaa Uroligheder, have Storm i et Glas Vand! ..... Det syntes mig imorges saa stort, maaskee fordi man nu engang behøver at leve i den Illusion, at man har med store Ting at gjøre, og jeg gav mit Æresord - men hvad kan det hjælpe, at jeg bogstavelig og materielt holder Ordet, naar Betydningen er borte og jeg er som en Munk, der imod sin Villie er i Kloster! Saa bliver det Hele jo kun til Bespottelse. - - - Men hvad forlanger jeg da? Skal idag blive som igaar? Skal det virkelig have Magt endog over mit Æresord? Skal den daarlige Verden i mig og om mig være min Herre? ... Naturligviis, det var behageligere, om jeg nu gik ned til Table d'hôte, lod Vært og Opvartere med skyldig Reverens sørge for min Vom, pleiede mit Legemes Majestæt med tilbørlig Omhu ligesom de andre Probenreutere. Efter Kaffen og Cigaren tog maaskee en af dem, hvis jeg bad meget, mig med paa en Dandsebod eller et finere Sted, og imorgen tidlig kunde jeg igjen spytte mig selv i Øinene. - Det maa være, som jeg har sagt, jeg maa tjene en anden Guddom heelt og fuldstændig! Jeg skal! - Hvo der blot havde lidt Hjælp! tilføiede han, idet han trykkede Haanden mod Brystet. Han følte Medaillonen med Apollohovedet, som Camilla havde givet ham, og tog den frem.

Den gjorde i dette Øieblik en ganske anden Virkning end tidligere. Han gjenkjendte Skjønheden; men Begeistringen for Apollo som frelsende Guddom vilde ikke komme. Med en Slags Lune stod Sjælen overfor denne Gud, fra hvis Attraa Daphne kun slap ved at blive forvandlet til et Laurbærtræ - blive Offret, som Poesiens Gud gjorde til Krands for sig selv - paa en Maade gaae i Kloster, tilføiede Otto .... o, Pauline og Camilla! - Hvor er der Noget at see op til for at blive Menneske, fries fra Ydmygelsen og Misundelsens Dynd? - - Ham selv! »Nehme mein Kreuz auf Dich und folge mir!« O, det er Ham! Han er den Eneste! - - Hjælp mig at tjene Aanden! Før mig ikke ud i Fristelse, men frels mig fra det Onde, fra det, jeg har kaldt Lykke! Gjør det, Du høie Herre! - - - Moderjeg har lært at bede!