Femte Capitel

Otto skrev:

Jeg kan ikke bestille Andet end være sammenbøiet over mig selv og passe paa. Opgaven er saa vanskelig, Kampen fornyes hver Time paa Dagen, jeg er ikke Andet end bare Legeme med et sugende Savn; kun et lille lyst Punkt i Hjernen holder fast ved Løftet. Men det er ogsaa nok. Det lille Stykke Træ bag Skibets Agterdeel tvinger det til at holde den lige Linie trods Vind og Vove, og om Aftenen er det dog en Triumph at have holdt Roret fast om Dagen.

- - Alle de Mennesker, som sætte Sjælens Liv over Legemets, Mennesket i os over Dyret i os, føle, at de ikke kunne gjøre det ved dem selv alene; de behøve et fast Punkt udenfor dem selv, og dette er Menneskehedens Ideal: Gud.

Imellem disse to Verdener er en Mellemtilstand, hvor Dyret er forenet med Talent, Skjønhedssands og mangfoldige blinkende Anelser om noget Godt.

- - O, hvor han havde Ret, da han sagde, at man maatte prøve, erfare det! Først naar man alvorlig stræber efter det Gode, faaer Indbegrebet af alt Godt Personlighed, saa bliver Gud til for En, saa behøver man at tage personlig Tjeneste hos ham - og saa gjælder det om, ikke at narre sig selv ved at tale i hans Navn, men stadig holde det klart, hvad han, det Godes Personlighed, vilde forlange af En, hvis man talte med ham. Mange lade vel, som de gaae ind til ham, og hente falske Orakler ud til sig selv.

- - Naar det saadan strider og slider i mig og vil rokke mig, er det, jeg maa huske: at den udvortes gode Gjerning vel ingen Betydning har, men at det er Aanden, hvorpaa det kommer an. Og i de Tider, da jeg faaer Aanden til at herske ret levende, bevidst og myndig, gaaer jeg som paa hellig Jord, i helligt Land, tilhører mit Fædrelands Reenhed. Jeg opdager en Lyksalighed, jeg aldrig tilforn har havt Begreb om. Marmorpaladserne staae der, den magiske Nøgle er funden! Den lukker mig ind i en Sjælefasthed, der danner Antipoden til al Sandselighed, til alle Forsøg paa at have Nydelse af sit Legeme. Men skjøndt denne Følelse er saa skjøn, forfriskende og styrkende, er det dog forunderligt, hvor vanskeligt det er at holde fast paa den. Jeg troer, det er, fordi Sjælens Vellyst støtter sig paa et Rige, man ikke seer, medens Legemets derimod er saa sikker og saa tryg; hvad den griber, har den - indtil det er grebet og nydt.

- - Hvor man bliver kræsen og dog nøisom med Lidt, med en godmodig Hilsen en tidlig Morgenstund, med Mørket, der falder, medens Vægteren tænder Lys i Gaderne, med Træerne, der hænge saa dybt med Grenene i den stille Aften. Kun det, hvori der skulde være Aand, men som fornægter Aanden, synes fjendsk. Alt, hvad der stræber, fristes, bøier sig, falder - hvilken Smerte i Naturen, og hvor Hjertet er aabent derfor!

- - For mig synes det en aldeles demoraliserende Tanke, at man efter Døden skulde faae Leilighed til at oprette, hvad man har forsømt i Livet. Evigheden er alt tilstede i Øieblikket. Katholikerne antage Skjærsilden, endeel Protestanter troe, at man faaer Lov til at ligge og speculere sig bedre. Det husker jeg, at allerede Bregning sagde, og det viser sig i vor Literatur. Men er Sjælen først skilt fra Legemet, har den jo ingen Kamp at kjæmpe og ingen Seir at vinde, følgelig er Tanken ufornuftig. Demoraliserende er den, fordi Folk derved faae Haab om, at alle Kræfter ikke behøve at anspændes her paa Jorden, og faae de blot saadan en Udsigt aabnet af Trediemand, saa lade de staae til paa hans Ansvar, skjøndt det gaaer ud over dem selv.

- - Jeg begynder nu at forstaae mange Ting; jeg troer, jeg forstaaer Skabelsen. For Menneskene vilde den jo ikke være til, hvis de ikke selv vare blevne til, og den har derfor kun Betydning for os i dens Forhold til os. Der er maaskee Væsener, som kunne see Gud. Men for os, der have faaet en særlig Opgave og særlige Organer, mulig blot ere rykkede et Trin op paa Tilværelsens Stige, bestaaer den i, at Gud, som for andre Væsener maaskee eller rimeligviis er synlig, for os dulgte sig og blev usynlig, blev skjult tilstede i alle synlige Ting, saa at vor Opgave er at opdage ham, især inden i os selv. Have vi gjort det, saa skulle vi rykke end høiere op og komme til at see ham. Han aandede sig ind i os og blev dulgt. Vort Liv ligner derfor hiin Leg, hvor Noget er skjult i Værelset, og hvor en Dame sidder ved Claveret og veileder den Søgende. Fjerner han sig for meget fra det Skjulte, saa tier Musiken; jo mere han nærmer sig, desto høiere stiger Musiken, indtil den ender med en Fanfare.

Ja, Kvinden sidder ved Claveret, men spiller sommetider høiest, jo nærmere vi komme hende selv.

- - Er det sandt, at Gud aandede sig ind i os, indpustede os Livets Aande gjennem Næseborene, som der staaer i Skriften, saa falder Christi Fødsel som en ganske naturlig og ligefrem Ting. Gud dulgte sig igjen, men mere bestemt, i menneskelig Form; han blev noget tydeligere. Børnene ville ude i Skoven ikke troe, at deres Kammerat er at finde, medmindre de faae et Tegn. »Kuk, hvor Du er!« Vel, Gud udsendte det forunderlige, dybe, glade, bævende, smertelige Tegn, som er Christus. I Adam og Eva var det jordiske Stof overveiende, fordi Formaalet var Formerelse; i Christus var det modsat, fordi Opgaven var at gaae dristig over Dødens Bro i Tillid til, at den er en Bro mellem to Bredder.

- - Jesus sagde til Kvinden: Jeg fordømmer Dig ei heller, gak bort og synd ikke mere.

Fik hun med det Samme Evnen til ikke at synde mere? I saa Fald var det ved, at hun ikke blot fik Budet, men fornam det af en Personlighed, blev paavirket af den hellige Stemme og Blik. - Hvad vi savne, er enkelte Mennesker eller en Classe Mennesker, der have helliget sig til Idealet og hjælpe os ved at give de hellige Bud en imponerende Personligheds Medhjælp.

- - Et Exempel paa Bourgeois-Idealitet oplevede jeg idag, idet jeg gik forbi en gammel Kone udenfor Nørreport og følte Medlidenhed med hende; hun sad paa en Bænk og gumlede lidt bart Brød; jeg vendte om og gav hende en Mark. Jeg befandt mig saa vel ved at have foraarsaget hende Glæde! Lidt efter tænkte jeg: Naar man bærer sig saadan ad, vil Gud (Ideen) tilgive En smaa Egoismes- og Sandselighedssynder. Dette er Principet i Bourgeoisi-Velgjørenhed; forsvandt Fattigdommen, mistede man sin Idealitet.

Bourgeois-Naturen er den, der har indrettet sig honnet, men ikke opoffrer en Tilbøielighed for Udødelighedens (det Usikkres) Skyld, hvorimod, hvis Udødeligheden er til og kan komme som Bilag til et angenemt Jordeliv, er den dem velkommen.

- - Var oppe i en Varmestue. Der sad et Par hundrede Mennesker og varmede sig. Nogle spandt. De fik endog Kaffe. Ikke et Menneske var hos dem, der forstod at tale med dem, give dem sit Selskab, udstraale Kjærlighed; jeg kunde heller ikke. Hvad har man dog faaet Viden til, naar man ikke har lært, imellem Fattige at være en Personlighed, beherske deres Opmærksomhed, gjøre Indtryk paa dem. De sidde som Parias, alene. De kunne sige (og føle det vel): Her er det slette Selskab, som varmer sig og faaer Kaffe.

- - Hvad der hjælper mig overfor Tvivl og Anfægtelser, er Fornemmelsen af, at den Vei, jeg er paa, er den protestantiske. Det er protestantisk, med Opbydelsen af alle sine Kræfter at udvikle og trainere sig selv, saa at man bliver dygtigere til Livet og frembringer en større og stærkere Sjæl.

Paa Restaurationen - hvor Opvarterne nu have vænnet sig til min »Særhed« - gjorde jeg igaar Bekjendtskab med en Tydsker, der sagde, at han var Lector i Berlin; en Mand oppe i de 30, af ret behagelige Manerer. Efter faa Minutters Forløb disputerede vi om Slesvigholsteen, og han frem med Tractater o. s. v. Jeg sagde, at naar alle Vedkommende vilde give sig til at leve med Tanken paa Døden, ikke begjære Mere end det Nødvendige, ikke leve for at nyde, saa vilde der komme en Tilstand, hvori de nuværende Stridigheder som ganske smaa kom i Orden af sig selv, fordi man fandt høiere Formaal at forene sig om. Hvis Modstanderne prøvede at komme sammen, naar de for Guds Skyld f. Ex. havde nægtet sig Equipager, Viin, Cigarer! Han gav mig Ret og blev saa fornøiet, at han vilde tractere mig med en ægte Havannacigar; han blev ganske overrasket, da han mærkede, at jeg handlede efter mine Ord, og indbød mig til at boe hos sig, naar jeg kom til Berlin.

Ak, hvordan har jeg før snakket om Protestantisme! Gid jeg kunde glemme det! Jeg har pyntet mig med Ordet eller havt et ubestemt Begreb om den eller villet paalægge Andre dens Krav. Nu er jeg paa det rette Punkt, paalægger mig den selv og tænker, at jeg voxer derved. Jeg har snakket til Schiøtt om Gustav Adolph; egenlig stod han dengang for mig som enhver anden Feltherre og Konge; det var kun tilfældigviis, at netop Protestanternes Stilling i Tydskland kaldte ham til Kamp, gjorde ham stor og kostede hans Liv. Men nu begriber jeg, at Protestantismen, Hengivelsen, Opoffrelsen var i ham, og idet jeg føler noget Beslægtet i min Sjæl, tvivler jeg aldeles ikke om, at jeg kan faae en lignende Mission, skjøndt det vilde see ud som Mirakel. Men Mirakel vilde det kun være, hvis jeg fik Opgaven uden at have det indre Kald. Hvad skal jeg tvivle om? Førte ikke Mendozas Sang mig ind i Sir James's Palads! Hvad kan da ikke skee nu ved den ringeste Foranledning! Paa den Maade forstaaer jeg nu, hvad jeg engang sagde til Alfons, at Noget i Luften hører En. Saadan lærer man at forstaae sine egne Ord!

- - Idag var Maaneden udløben, og jeg har taget ny Tjeneste paa en Maaned. Det er egenlig Spøg; thi den kan jo kun være paa Livstid.

- - En god Natur gjør et behageligt Indtryk, en tilkjæmpet god Natur et opløftende; den frembringer Beundring blandet med Vemod, men hos sædvanlige Mennesker ingen Sympathi. Sædvanlige Mennesker have Instinct imod alt det Stærke. Det er dem en Bebreidelse.

Jeg har opdaget, at den Karl, der gaaer Ærinder for mig, har været i Forbedringshuset. Da han fortalte, at han havde kjendt Peter Krøll, og at de tilsammen havde villet lave et Perpetuum Mobile, vidste jeg Besked, men lader som Ingenting. Hvis han efter tyve Aars Forløb er bekjendt som skikkelig Borgermand, og det saa opdages, at han har været i Forbedringshuset - hvad saa? Jeg troer, saa falder han hos sine Nærmeste i Foragt; men Fjerntboende, der f. Ex. kom til at læse hans Skjæbne i Aviserne, vilde udbryde i Beundring.

- - Det er saa vanskeligt! Jeg gisper som en Hund paa en hed Dag. Den Mangel paa Liv kvæler mig.

Saadan synger Uhland. Han har altsaa ogsaa prøvet det. Men det trøster dog at læse endog Mistrøstighed, blot den er brav og ærlig.

- - Jeg har været omkring i en Mængde Skoler, ogsaa i Fattigskolerne, for at høre paa Underviisning i det Vigtigste: Kundskab om Livet, Sjælen, Døden. Hist og her traf jeg Mennesker, der havde det Eiendommelige i sig, den ædle Essens, som jeg savner eller søger at udvikle, og overfor hvem jeg undseelig og urolig kommer til at føle, at den endnu kun er tilstede i flygtig Form, ikke er bleven Part af mig, min Sjæls Vane. De gjorde mig godt ved deres Blik. Jeg glædes over, at mit Fædrelands Jord bærer saadan Grøde. Men de længes dog i Reglen bort - til et fordeelagtigere Embede; de have ikke Hjem i deres Kald. Det Sædvanlige, jeg traf, var uskjønnere. Man forstaaer ikke at fremstille Gud som Friheden, men som Tvangen, rigtignok i mild, patriarchalsk Skikkelse; men antager han ikke denne Mildhed, fordi han har Tvivl om sin Ret? Noget Saadant, synes mig, maa dunkelt foresvæve Børnene og har vistnok foresvævet mig. Jeg kan ikke forstaae den plumpe Christus, de give Børnene ind. Det Første, man maa gjøre, naar man staaer paa sine egne Been, er at slaae ud, saavidt Verden tillader det; thi den egenlige Religiøsitet: Trang til Reenhed og Frihed (Sjælens Herredømme), har man ikke, og man troer i Grunden, at Loven er given vilkaarlig, istedenfor at den er Naturens egenlige og sande Orden.

Men er det at undres over, naar endog Luther kommer med en saadan Beviisførelse som denne: Hvis Christus ikke er Gud, saa er hverken Faderen eller den hellige Aand Gud; thi vor Troesartikel siger, at Christus tilligemed Faderen og den hellige Aand er Gud. - Beviset kunde snarere føre til at sige: Hvis Christus ikke er Gud, saa er vor Troesartikel falsk. - Man beviser Biblens Guddommelighed med et Skriftsted og Skriftstedets Ufeilbarhed med Biblens Autoritet. I det Øieblik, da Præsten allermeest skal gjøre en religiøs Sandhed indlysende, da man skal mærke, at han taler af dyb sjælelig Erkjendelse og Erfaring - citerer han et Skriftsted. Saa læser man engang en Bog, hvori historisk paavises, at Evangelierne ere opskrevne over hundrede Aar efter Christus, og at de ere sønderlemmede og sammenføiede, og dermed styrter hele Troesbygningen, der ikke var Andet end en omvendt Pyramide hvilende paa sin Spids.

- - Kagekonen derude har faaet sig bygget et lille malet Skuur istedenfor den skrøbelige og aabne Tingest, halv Telt, halv Paraply, hvorunder hun hidtil har siddet. Jeg kom der forbi tidlig imorges og gav hende Handsel. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde kjøbe, og tog derfor Noget, hun anbefalede som saare deiligt, nogle røde Sukkersager, som hun kaldte Dameconfect og skulde være fyldt med Liqueur. Den Liqueur smagte mig afskyelig vammel; men jeg gjorde gode Miner, slugte Confecten og roste den, for at hun ikke skulde tage det for ondt Varsel, at den første Kunde fortrak Ansigtet eller spyttede ud. - I Eftermiddag er det pludselig faldet mig ind, at det er første Gang i mit Livjeg har gjort Saadant for Andre, havt lidt Kjærlighed til dem og tænkt mere paa dem end paa mig selv. Mit hele Liv har været en Stræben efter at smage paa det Bedste, betragte Alt som skatskyldigt til mig, spytte ud, hvad der ikke behagede mig, og derved tillige vise min fine Smag for den forbausede, beundrende, men ulykkelige Kagekone, der kom mig for.

- - Jeg saae idag et sørgeligt Syn paa Østergade. En lille, net klædt Dame kom til, med Krogen af sin Parasol at gribe fat i et fattigt Fruentimmers Klæder, og da hun skulde befrie Parasollen, saaes det, at den havde grebet ind i Pjalter. Det gik saa hurtig; den net klædte Pige sagde uvilkaarlig om Forladelse og ilede videre. Jeg formoder, at hun i sit Hjerte var undseelig og ulykkelig over at have blottet den Andens Fattigdom, og jeg formoder, at den Fattige har følt det dybt og bittert, at et elegant Pigebarns Parasol skulde gjøre det. Saa megen Vee i et Secund, og saa lidt Resultat! Ganske, som om Mødet skete paa en rivende Strøm. Og dog, hvo siger, at det er uden Resultat? Sæt, at Pigebarnet i det Øieblik gik med en Fristelse i sit Indre, allerede var lidt glidende nedad, og at det lille Ryk, da Parasollen hang fast, standsede hendes Tanker og viste hende symbolsk, hvad hun stod i Begreb med at fange paa sit Livs Krog. Eller den bittre Sorg, som sagtens vaagnede hos den fattige Pige og maaskee traadte istedenfor Sløvhed og Glemsel af det Bedre. Maaskee Vorherre fangede hende paa Krogen!

- - Jeg vaagnede op inat ved, at der paa Gaden blev skreget: Gevalt! Vægter! Jeg havde nær troet, det var mig. Det var Fortsættelsen af min Drøm. Det er mig, som skriger. Jeg kan ikke udholde den Tanke, at jeg igaar gik som Tilskuer og reflecterede over de to Fruentimmer og maaskee idag, imorgen o. s. v., til min Dødsdag, vil gaae som Tilskuer. En Krog, en lille Hægte! Et Kongerige for en Hægte! kunde jeg sige med trivial Parodi. Det er Sliddersladder med min Tanke om at være eller blive en Gustav Adolph. Var jeg det i mit Sind, blev jeg det i Virkeligheden; thi Himlen er retfærdig. Til i hvilkensomhelst Henseende at være et Geni i vor Tid hører langt Mere end i Fortiden, fordi Udviklingen er stegen og alle Livsforhold ere blevne finere og mere sublimerede. Men paa samme Tid forlange vi stærktbegavede Mennesker en lang Tid af vort Liv Mindre af os selv, ansee Begavelsen for et personligt Privilegium, medens Geniet er et Privilegium i Menneskehedens Tjeneste. Fra Jacobeo sagde med Selvbebreidelse, at han var ulydig og begjærede de store Kampe, fordi han ikke kunde seire i de smaa. Hvorfor begjærer jeg det Store, en kjæmpende og seirende Stilling ude i den mægtige Verden, da jeg igaar ikke engang kunde optræde i Ideeris Navn og anbringe min Intelligens til Hjælp for et af de to Fruentimmer? Det var saa vanskeligt; men hvorfor? Fordi jeg dog i Hjertet ikke havde den rette kjærlighed, der udstraaler og ikke bliver miskjendt og ikke vækker Latter. Fordi jeg ikke har Høiheden. Fordi jeg er et lille, ubetydeligt Menneske, der bestandig, trods Alt, gaaer og bærer paa min store Egoisme. Hvor er der Befrielse fra denne Smerte? Bønnen gjør den dybere og blidere, men bevirker intet Mirakel.

- - Blot jeg kunde forstaae det Mysterium, at Christus ved at lade sig korsfæste har taget mine Synder paa sig og givet mig Adgang til Naade! Min Natur vægrer sig ved at fatte Andet end, at han har viist mig Veien, at hans Exempel er den største Opmuntring, at der er personligt, hjerteligt Forhold mellem ham som Ideal og mig. Men hvorledes jeg skal blive helbredt fra min Fortid saadan, at jeg beholder det Gode af Feilene (Erfaring og Intelligens), men fries fra Syndens onde Følger (tabt Tid, slet Hang, tynget Villie), er mig ubegribeligt. Dette Vidunder mangler, og netop fordi det vilde være et Vidunder, skeer det ikke.

- - Jeg vilde saa gjerne gaae til Alters og blive Deel af en Menighed, høre til etsteds. Men jeg kan ikke finde nogen Personlighed, der forsoner mig med den sorte Kjole og hvide Krave. Jeg kan heller ikke bekvemme mig til at opgive mig selv og antage, at nogen hellig Magt, som jeg ikke med Villie og Bøn kan frembringe i mit Indre, kan indgives mig udvendigfra og virke mirakelmæssig. Hvis der var et saadant Mirakel i Tilværelsen, hvorfor viser det sig da aldrig, hvorfor seer man blandt Alle dem, der give og modtage Nadveren, aldrig en Eneste blive begeistret, hengive sig selv, henkaste sin Person til Bolværk for Sandheden? Hvorfor er der saa lidet idealistisk Opsving, naar Verden saa hyppig optager en ideal, miraculøs Kraft? - Saavidt som jeg er kommen, er jeg kommen uden at tye til Mirakler, og naar Alt kommer til Alt, staaer jeg saa ikke høit nu? Og jeg har dog ikke pharisæisk opgivet Haabet om at naae høiere paa samme Maade.

- - Det kan ikke nytte! Jeg kan vaagne op som et Menneske, der har glemt Alt. Hvad jeg fandt uafviselig rigtigt igaar og fandt Fred i, synes mig urimeligt, latterligt, Frugt af en sygelig Stemning eller endog af Feighed. Paa en vis Tid, synes mig da, har Noget i min Natur faaet et Knæk; jeg gaaer ikke freidig og med Lidenskab løs paa et Formaal, handlende ifølge Alt det, som er i mig, og bidragende min Deel til det Hele. Om hele Verden vilde gjøre som jeg og tænke paa Døden? Naar den blot vilde passe paa sig selv, at den ikke syndede? Saa levede den ikke. Om det saa er det sagte faldende Sneefnug, der i Selskab med de andre, utallige, Millioner Fnug udbreder et hvidt Tæppe over Jorden, synes det mig at kalde mig en Nar, der anstrenger sig til ingen Nytte. Lyset bagved Gardinerne, hvor Menneskene ere sorgløse og aande frit og ved hvert Aandedræt komme nærmere til Døden uden at tænke derpaa, synes mig at sige, jeg er en Nar, fordi jeg har ombyttet min Ungdoms Phantasi om de skjulte Marmorpaladser bagved Murene med Tanken om, at Døden er bagved det Hele. Solstraalen, der om Morgenen falder paa Sneen og bringer dens Krystaller til at blinke, gjenopvækker de deilige Drømme, jeg engang havde paa Bjergene, de usigelige Haab og Længsler, den forunderlige Tro paa, at Livet, Solglandsen, Horizonten skjuler Saligheden - og kalder mig en Nar. O, den forunderlige Ungdom i mit Hjerte, der troede paa det forgaaede Skibs Gjenkomst, paa en Guddom i Lunden, paa Feer i Luften, Havfruer i Vandet og paa Rübezahl i Bjergene - og som ikke vil døe. Det kommer over mig, lister sig paa mig, taler med utallige, fine Røster og ender med at synge den forbandede Sang om »Vignen, hvor Rankerne groe«, hvormed jeg er bleven forgiftet som med saa meget Andet. Saa synes mig, jeg har Kjæmpekraft til at erobre, gribe og nyde Alt, og at ingen Skranke er opstillet uden Mangel paa Nydelsesevne eller Mangel paa Mod. Og saa vaagner den vrede Mismod, den inderlige, stærke, ubændige Længsel efter Strid, efter at tilintetgjøre Mennesker, som staae i Veien. Der gaaer dog ogsaa en Mængde Labaner omkring, hvis eneste Ret til at leve, nyde, hovmode sig og være raae i deres Sjæls Inderste er den feige Fredstilstand, som befrier dem fra at sætte Personligheden ivove. Overfor en ladt Pistols Løb vilde de blive som en »Vandmand«, der kastes paa Land: tørret Sliim. Det er ikke fromt tænkt, det veed jeg nok; men, naar Alt kommer til Alt, er det saa ikke bedre at være endog Stratenrøver end et fromt Hængehoved? - - Disse Fornemmelser gjøre ikke godt i Sindet; jeg har ligesom Sand i Hjertet; Bølgegangen indvendig oprører Grunden. Jeg kan med Forstanden, men ikke med Hjertet huske, hvordan jeg var igaar. Den helligste Bog er til ingen Nytte i den Stemning; thi jeg savner Trangen til at læse i Bogen, og jeg begriber, hvordan Fra Jacobeo maatte forfalde til at hudflette sig selv for at tvinge det stridige Legeme. Jeg begriber Munkevæsenet, skjøndt jeg veed, at det er forkasteligt. Jeg vil ikke gjerne opgive det Hellige, men bevare Skinnet deraf og samtidig nyde Verdsligheden, bevare Idealet som Princip og Naturen, som den er. Jeg forstaaer hele Hyklervæsenet. Det er oprindelig slet ikke Andet end Forsøg paa at holde Fanen opreist, medens man engang imellem svigter den. Jeg forstaaer de utallige Theorier, som Menneskene have fundet paa for at lette sig Livet, f. Ex. Aflad eller det, at en Hellig kan have Sjælen hos Gud, medens Legemet synder, og ikke tage Skade deraf. Jeg forstaaer Molina som docerede, at det var Djævlen, som i Sjælens Fraværelse bevægede Legemet. Jeg forstaaer, hvordan den stakkels Mand kom dertil; men min Hjerne er endnu for sund til at komme i saadan Forvirring.

Hvis jeg energisk vendte om igjen? .... Men Tilbagegangen er mig jo afskaaret. Bagved mig er Afgrunden og foran mig den steile Bjergtop, der skjuler sig i Himlen eller - i Taage.

- - Man kan ikke gjøre sig bedre, end man er af Naturen. Man bestaaer af Atomer, og efter deres Natur og Sammensætning har man Hang til Reenhed, Sands for det Skjønne, Ophøiede o. s. v. eller ei. Endvidere har man ifølge deres Sammensætning en Villie til at beherske sine Tilbøieligheder eller ei. Man hører til de Udvalgte eller til de Forskudte; selve Christendommen lærer det. I Joh. Aabenbaring er Tale om, hvo der skal vorde frelst. I selve Herrens Bøn er Tale om, at Gud leder os i Fristelse. Alting er et Spil af Kræfter, som Ingen forstaaer! I Joh. Evangelium 6te C. 65 V. siger Jesus: »Ingen kan komme til mig, uden at det er givet ham af min Fader«. Vil det sige Andet end, at man maa være født til det, have faaet Organer, Hjernebygning dertil?

- - Det nytter ikke at ville tænke paa Dødens Stund; thi Livet har en virkelig Letsindighed.

- - Jeg tog en Hest og red sex Miil trods Snee og Iis. Det trættede dog.

- - Jeg red igjen idag og gjorde Bekjendtskab med en Berider.

- - Sneen laa for høit idag, og jeg red i Ridehuset. Der red hun, som jeg engang traf paa Grevens Bal, Frøken de Vega. Hun er nu gift, temmelig trind, rødmusset, men endnu kjøn, med det Fornemt-Dristige i sit Væsen. Berideren talte ganske ugeneert til mig om hendes Mands Hovedprydelse, men smilede derved; thi det gjør ikke Noget, hun er rig. Jeg hilste hende, og jeg kunde ikke gjøre ved, at jeg red med større Fornøielse under hendes Øine; selv Hesten syntes at blive livligere derved. De Andre red og converserede hende og lo med hende, og mig paakom en dyb Hjertevee over at være udelukket, at have udelukket mig selv, at skulle være udelukket derfra. Jeg kan snart ikke mere skjelne Godt fra Ondt, Skjønt fra Uskjønt.

- - Jeg beder til Gud om Hjælp, men uden Haab og uden rigtig Villie. - Ere saadanne Personligheder som de glade, fristende, livslystne, sødtsmilende, snildtskuende Kvinder virkelig af en slettere Race? Er det ved at »faae Deel i dem« eller ved andre Omstændigheder, at man taber det kraftige Greb paa Livet, den overskuende Magt, den dybe Sandhedsfølelse, Opoffrelsens Evne og Dygtigheden til at døe? Hvor jeg føler mig sønderslidt, af Længsel, og af den høie Smerte, af Begjær og af Aand! Hvor hun og de, hun leger med, synes mig at være hjemme paa Jorden, og jeg, den Ensomme, Stræbende, Stridende, at være hjemløs! Thi kun det Usynlige er mit Selskab, og man mærker ikke dets Tilværelse, naar Savn og Længsel gjør Hjertet tungt. Og jeg skulde og vilde jo netop opdrage mig selv til at troe paa det og holde det fast! Min Gud, min Gud, hvor Livet er alvorligt, og hvor Alvoren er vanskelig!

- - Jeg mødte Hende. Jeg troer ikke, hun saae mig. Hun var ovre paa den anden Side af Gaden. Ak, det er det samme Ansigt, skjøndt blegere end forhen. Jeg elsker hende ikke længer; men dette velsignede Træk om Munden, denne rene Profil, dette Ansigt, der sendte mig Bud om Rom og Genf og Schwytz, om det Øieblik, da jeg sagde: »Har De Budskab hjem til Danmark, Frue?« - om Værtshuset, hvor jeg vilde forlade Peter Krøll, og hvor Ordene mødte mig: Nehme mein Kreuz auf Dich und folge mir - om Klostret, udenfor hvilket hun forlod og opgav mig - med Rette. O, Herre jeg takker Dig, at Du ikke har taget det Retfærdige og Skjønne bort af Verden, at Du har ladet hende leve for at paaminde mig og bringe Smerte og Fred tilbage i min Sjæl. Jeg kryber igjen ind under min Smule Kors og slæber det videre.

- - Nu veed jeg det. Det forlanges med bydende Magt af mig, at jeg skal hengive mig fuldstændig, gaae ud i Verden og taale Alt for at udbrede, hvad han kaldte Schechina, og som vi Alle kalde den hellige Aand eller Guds Rige. Det forlanges, at man skal handle efter hele sin Erkjendelse; jeg har ikke for Intet faaet det selvkritiserende Blik, Hadet til Selvskuffelse og denne dybe Fornemmelse af, at Livet er saa forfærdelig alvorligt og saa herligt i denne Alvor, at der ikke er en eneste Feriedag og ikke ringeste Affald. Ingen ydre Magt forlanger Noget af mig; men Betingelsen for Sjælefred og en værdig Død er, at de engang givne og udviklede Kræfter skulle bruges. Man kan ikke røre letsindig og ustraffet ved de høie Ideer. Man kan ikke mane dem op, slaae Kreds om sig og byde dem blive udenfor; de maae optages i Ens Sjæl, ellers sønderrive de En.

- - Traf Løvenhjelm ....

- - Nogen Glæde maa man da finde sig i at modtage i denne Verden.