Sjette Capitel

Otto havde mødt Løvenhjelm. Som han en Dag bøiede om fra Kjøbmagergade til Østergade, hørte han en Ryttersabel klirre mod Brostenene og munter Samtale. Det var Ritmester i østerrigsk Tjeneste, Grev Løvenhjelm, med et Par danske Venner. Efter hvad Otto havde hørt af Bagger, kunde han i Løvenhjelm kun see en uædel Fjende og vilde gaae forbi med en kold, foreløbig Hilsen; men Ritmesteren ilede imod ham med alle Tegn paa Glæde og Venskab og udbrød: Krøyer! Bruderherz! Det var et heldigt Møde! Har De tilgivet mig Skuddet? Jeg kunde ikke Andet, Gud fordømme mig! Er vi gode Venner?

Otto tøvede med at modtage den fremrakte Haand; han fortalte Løvenhjelm, hvad Bagger beskyldte ham for at have skrevet hjem.

Det er en Fordreielse af mit Brev! raabte Løvenhjelm; jeg omtalte Dem kun utydelig, det troede jeg jeg burde. Jeg vil skaffe det tilstede, og i alt Fald erklærer jeg her for disse Herrer, at hvis Dadel kan falde paa Nogen, er det paa mig.

Otto trykkede den fremrakte Haand, medens hans Bryst hævede sig; en svær Vægt var tagen fra hans Skuldre; Luften hvælvede sig pludselig høi og blaa over ham.

Løvenhjelm tog ham under Armen, idet han sagde: Hør nu, vi To ere hidtil komne til at behandle hinanden med en underlig Fjendtlighed; lad os nu være Venner. Jeg bliver her kun fjorten Dage; lad os sees tidt. Kom med hjem til min Fætter.

Otto mindede om Sammenstødet hos Milner og sin Uret mod Greven.

Aa, de Ungdomshistorier! sagde Løvenhjelm. Jeg bringer Dem en Indbydelse - hvor boer De?

Greven indtog en betydelig Stilling som administrativ Embedsmand og havde desuden sine store Besiddelser at passe. Han lod til at gaae aldeles op i praktiske Beskjæftigelser og havde efter Tidsomstændighederne antaget en vis Jevnhed, skjulte sin Personlighed for hverken at synes stolt eller nedladende. I Samtaler med Otto mærkede han snart, at dette ikke behøvedes, men havde en Stund Vanskelighed ved at komme til bestemt Holdning overfor dette energiske, indadvendte Menneske, der uvilkaarlig betragtede Tingene fra Idealets Synspunkt, og hvem han samtidig gjerne vilde være til praktisk Nytte, hjælpe til en dygtig Beskjæftigelse. Paa sin Side søgte han igjen at drage Nytte af det Idealistiske, som Otto bragte ind i Opfattelsen af forskjellige Anliggender.

De talte engang om de materielle Interesser, og Greven sagde med noget Lune: Det er en stor Lykke for de parlementariske Stater, at de materielle Forhold ere saa vigtige; thi disse beroe paa Principer, der ikke kunne fornægtes eller fordreies, uden at hver Borger faaer det at føle, følgelig maa enhver Regering midt i al Partiernes Ensidighed og Sophisteri søge at realisere det Sande.

Otto blev behagelig tiltalt af denne Yttring og svarede: Det bekræfter Mdm. Staéls Sætning: la morale est la nature des choses. Men de materielle Interesser synes mig ogsaa at have en anden Side; de tjene Oplysningen, Videnskaben, Skjønheden, Folkenes Flid og Velvære, men have tillige en hemmelig demoraliserende Magt ved at gjøre Nydelsen til Livsformaal.

Hvad da, hvis begge Paastande ere sande? spurgte Greven leende.

Otto svarede: Jeg tænker, vi komme til den Sætning, som Aristoteles udtalte, at Dyden er den rette Midte mellem to Laster. Idet Folket er nærved at naae den rette Midte, men endnu tarvelig og med Ærefrygt stræber op til den, bryder Skjønhed og Poesi frem. Det er Blomstring; Offret bringes Guden. Saa kommer Nedgangen: Fylde, Overmodenhed og Død: man nyder selv Offret.

Efter en Pause sagde Greven: Jeg sad og betænkte, om Dyden virkelig holder Middelveien mellem to Laster - lad os see, f. Ex. Tapperhed mellem Feighed og Dumdristighed.

Ja, den begeistringsløse Dyd, der ikke udgaaer fra Udødelighedstroen.

- En anden Gang var Greven mismodig over visse udenrigske Forhold og udbrød: Det er dog ogsaa forbistret, at vi ikke ere en Stormagt og kunne indrette os, som vi finde det bekvemmest!

De talte en Stund derom. Endelig sagde Greven:

Velan, min Hr. Philosoph, kan De finde en trøstende Sætning i den Anledning?

Jeg er bange, min Philosophi strækker ikke vidt. Men undertiden, naar jeg har betragtet Danmark som Jordens bedste Land - og man kan jo sommetider ikke lade være at have saadanne Forestillinger om sit Fædreland - saa er det faldet mig ind, at det fortrinsviis har faaet den Opgave at realisere Retfærdigheden mod sig selv og sine Nærmeste, og derfor er det saa lidet. Den Lille har ikke anden Styrke.

- Otto korn først her, i den nye Omgang, til fuld Fornemmelse af, hvad han i de forløbne Maaneder havde udrettet med sig selv, hvilket Præg han havde givet sin Sjæl, hvorledes den gjennem Øieblikket skimtede Evigheden og stræbte at holde fast paa sig selv. Mellem ham og Verden var ligesom et tyndt, fiint Slør, saa at de vel kunde tale sammen, men ikke hørte sammen. Men samtidig blev dog Verden alt niere og mere beskinnet, tindrede i sin egen Herligheds Glands, laa for ham som nyfødt, opdukket efter Syndfloden. Det var en ny Glæde over Tilværelsen, en ny Ungdom, hvis Jubel møisomt blev holdt i Tømme; snart veg den ganske for Villiens Magt og fremkaldte ved selve sit Nederlag Melancholi, snart bebreidede den ham, at der hang et Slør mellem hans Ord og Virkeligheden, og saa stredes ham med sig selv. Han skrev:

Mener jeg af Hjertet, at Retfærdighed er den Svages Styrke, og at han kan være tilfreds dermed? Ligger der ikke dybt i Sindet en sugende Længsel efter at være stærk, have Magt til at være uretfærdig? Saa skulde man tillige have Styrke til at være retfærdig. Det er Idealet! - Men hvis det er sandt, er der saa i Virkeligheden intet Ideal for den Svage? Maa han blot af Feighed eller Afmægtighed dulme sig selv med Tale om Retfærdighed? Der staaer jeg igjen .... O, jeg glemmer Ordene, de Castro anførte:

- - Greven forekommer mig som Personification af Besiddelse, »Familie« og Indflydelse. Jeg opfatter og føler ham som »en Mand af Vægt«. I hans Legeme er der ikke blot en Sjæl, rnen noget Mere: det levende Princip for en Mængde Huse, Gaarde, Legater, Anstalter, hvoraf andre Mennesker leve. Hver Tanke, han har, hver Beslutning, han tager, tynger i Vægtskaalen for Andre. Jeg er en Spirrevip, sammenlignet med ham. Jeg har ikke Andet end en Sjæl og et Legeme, der behøver sex Fod Jord for at faae Ro. Jeg er, ret beseet, en Proletar, der spiller i Lotteriet paa bestemt Udtræk: En Sjæl. Han har Pietet for Alt, hvad der er gammelt og traditionelt; det overveier endog hans politiske eller personlige Fjendskaber. Det er, som om han føler sin Personlighed, ikke som enestaaende, men som Led af en Kjæde.

Maaskee er der Meget deri, maaskee en hemmelig Natursandhed. Naar man lægger Mærke til den nøie Forbindelse, som er mellem Forældre og Børn - selv hvor Stamtræet ikke videre paaagtes - den skjæbnesvangre Paavirkning af Blodet, som Ingen kan unddrage sig (saa at vi endog kunne føle to Naturer, den givne og den erhvervede, kjæmpe uden Udsigt til Afgjørelse), saa falder man let paa, at den personlige Udødelighed maaskee vil være at modificere til en Slags Slægt-Udødelighed: en lang Suite (Traad) af Forældre og Børn, ordnet paa os ufattelig Maade, hvorved Familielivet fortsættes. Man vil saa i den anden Verden være lænket til, indoptaget i, Fader og Barn - en uendelig Lyksalighed for dem, der have elsket og frembragt Afkom af høiere Art, en forfærdelig Ting for dem, der ikke have elsket eller sat slet Afkom i Verden, som de da maae optage i sig.

- - Imedens jeg gjennemgaaer og udarbeider de Planer og Udkast, Greven har overgivet mig, vender mit Sind stadig tilbage til disse Tanker og især til Retfærdigheden, der gjør Verden saa skjøn, medens den selv er saa streng. Selv Elskov falder ind derunder. Vi ere sandsynligviis satte i Verden for at forædle os og frembringe ædlere Væsener. Naar Mand og Kvinde, idet de favnes, ere gjennemtrængte af sand Kjærlighed, af Ømhed og Gudsfrygt, naar Sjælen, det Ideale, er levende i dem, saa ville de Atomer eller Moleculer, hvoraf deres Barn bestaaer, være gjennemtrængte af denne Sjælelighed og blive et udmærket, elskeligt og begavet Væsen. Men hvilken Fortid baade i sjælelig og legemlig Henseende der hører hertil! Hvilken lykkelig, brav, sund Udvikling hos Manden, og hvilken sund, kraftig, elskelig Uskyldighed hos Kvinden! Hvilken passende Erfaring og Sorg de ogsaa maae have; thi Sorgen forædler. Sorgen er ikke noget Guddommeligt, men en Salve, der aabner Øinene for det. Alt dette vidste de Gamle; man kan see det af Tobiæ Bøn i Brudekamret. - - O, en Brud! Men saa skulde man da selv være en ret Brudgom.

I det ene Udkast, Greven har givet mig, forekommer den Yttring, at man maa forebygge tidlige (letsindige) Egenskaber. Men saa henviser man jo mange Mennesker til et vildt Ungdomsliv. Saa komme ved mange Leiligheder Mennesker sammen, der, selv uædle, frembringe uædlere. Hvordan skal man raade Bod herpaa og hjælpe os stakkels Mennesker? Og hvordan skal man tidlig gjennemtrænge dem med den sjælelige Essens, hvis Frugt er en stor, skjøn Menneskefremtid - ak, den Fremtid jeg ikke skal see!

- - Hvordan skal denne besynderlige Smerte, der kommer til min Sjæl som en Trækfugl og synger de Sange, den bedst forstaaer, blive forvandlet til noget Virkeligt og gjøre sig gjældende i Handling?

Der er en Fornemmelse, som bestandig bliver mig mere bevidst og tillige mere piinlig, og den er, at jeg i Ensomhed og Stilhed synes at have Idealet nærværende i mig, men saasnart jeg kommer ud i Verden, træder det afsides, og ligesom en anden, ikke modsat, men forskjellig Personlighed, med særskilt Historie, tager Magten, fører mig, er mit egenlige Jeg. Den tænker, taler, handler med fuldstændig Bestemthed, har en vis Holdning overfor Menneskene, er i visse Maader stærkere og mandigere end mit stille Jeg, haard, urolig, staaende paa sin juridiske Ret. Er jeg saa igjen ene, saa gaaer denne Personlighed atter til Ro, og det Ideale kommer frem igjen. Næsten som i et Glas Kalkvand, hvor Delene efter at have været rystede adskilles og Klarheden efter nogen Tids Forløb indtræder. Men der er noget Forstyrrende og Smerteligt i denne Maade at være paa. - Døden, ja den hæver Forstyrrelsen. Men det vanskeligste af Alt er netop at døe godt.

Det kunde ikke undgaaes, at hvad der saaledes sysselsatte Otto, viste sig tydeligere i Samtaler med Greven, altsom de bleve mere bekjendte. Otto blev lidt overrasket ved, at Greven kjendte til disse Sindsbevægelser, og Greven viste Tegn paa en lignende Forundring, idet han sagde: Hvad, slaaes De for Alvor med de Tanker?

Otto spurgte: Hvorledes har De da baaret Dem ad med dem, Hr. Greve?

Ja, jeg har sandelig ikke kunnet løse Gaaderne; men jeg veed nok, at de piinte mig, og at jeg ikke fik Ro uden ved at fordybe mig i Arbeide.

Ja, men der er jo Arbeider, hvori man søger at frembringe noget Godt og Idealt, og hvor saa Tanken kommer frem igjen; thi man kan jo ikke frembringe Mere end det, man bærer i sig.

Man maa ikke ville for Meget, man maa ikke forcere sin egen Natur.

Men naar det nu er i En? Naar man momentviis har smagt det Bedste og følt dets Kraft og saa bestandig længes, men ikke kan finde Harmoni og ikke blive af med sin Fortid?

Ja, i den Henseende kan jeg huske, at et Ord af Goethe gjorde stor Virkning paa mig .... nu skal jeg slaae det op. - Det er i Anledning af et ungt Menneske, der ikke kan komme til Ro af Fortrydelse over en begaaet Feil, og Goethe siger om ham: Es war mir nicht lieb, dieses zu bemerken, denn es zeugt von einem zu zarten Gewissen, welches das eigne moralische Selbst so hoch schätzet, daß es ihm Nichts verzeihen will. Ein solches Gewissen macht hypochondrische Menschen, wenn es nicht durch eine große Thätigkeit balancirt wird.

Otto svarede smilende: Det løser ikke Spørgsmaalet, som netop er: hvad Virksomhed tilfredsstiller en saadan Samvittighed? Og er den ikke netop den sande menneskelige? Den indiske Religionsstifter kom ligesaa nær som Goethe eller maaskee nærmere, da han sagde: En Brahmin maa aldrig foragte sig selv, hvad han saa har gjort.

Greven udbrød i et Anfald af Humor: Ja, der kan De see, man muß erstens von Adel sein - - Naa, der har De igjen »den adelige Hovmod«; men dennegang behøver De ikke at blive vred derover i Sandhed, vi danske Adelige faae ikke Lov til at være indbildske; det sørge Bladene for. Gjør mig nu en Tjeneste, lad Dem ikke forstyrre, men tal heelt ud, saa ligefrem som mulig; jeg hører med Venskab, saa stor Egoist jeg ogsaa er. Lad os, siden vi engang ere paa det Capitel, tale som Mænd og forsøge at maale det Piinlige. Hvad vil De? Hvad begjærer De? Hvad staaer i Veien?

Otto svarede: Det vil let blive Klynkeri at tale om, hvad der staaer i Veien indvendig; det afgjør man bedst med sig selv ....

Saa lad os tage fat paa det Udvendige. Man finder sommetider Beroligelse ved at lade sine Tanker revolutionere den hele Verdensorden ....

Og saa lade dem vende tilbage som gode Borgere?

Aa, ja, efter at de have rusket sig trætte i Gjærdestaverne og Alt, hvad der er stillet forkeert.

Jeg har Intet at udsætte paa Verdensordenen. I sit Indre fører man selv en upaalidelig Hær; men Tilværelsen er saa herlig ordnet, at den hjælper til denne Hærs Betvingelse ved at bringe En Smerte. Saasnart Lykkens Sol skinner, voxer Ukrudtet, eller der kommer en jevn Behagelighedstilstand, der kan bringe En til at ende som Conferensraad.

Naa, ja, saa modtag da den Ulykke, end som Conferensraad!

Ja, men saa skal man passe i de Forhold, der høre Conferensraads- og Rangforordningsverdenen til, forstaae den Kunst at accommodere sig, tage Verden, som den er, have Elskværdighed til Hverdagsgjerning, istedenfor bevidst og bestemt at have en Mission til at bringe Verden fremad og gaae hen over Jorden, opløftet af Ideerne. Det er derpaa, det kommer an! - vedblev Otto, og den sagtmodige Tone, hvori han hidtil havde talt, veg Pladsen og lod den dulgte, lidenskabelige Sindsbevægelse komme tilsyne -; det kommer an paa at handle, at faae sine gode Evner holdte i Virksomhed ved Formaal og Omgivelser, at yde Bistand og finde Bistand! De sagde, at De hørte mig med Venskab. Velan, naar nu f. Ex. De og jeg sluttede os sammen og drog Flere til os og gjorde os til Opgave, i alle Anliggender at udforske og sige Sandheden aldeles hensynsløst og ved at indrette en fælles, yderst tarvelig Leveviis gjorde os uafhængige af alle verdslige Hensyn ....

Det var jo et Parti.

Ja, men med den Forskjel, at medens Partier ellers ere til Fordeel for Vedkommende og hæve endeel af deres Medlemmer op til Embeder, Titler og Ordener og forresten bære over med Medlemmernes smaa og store Skrøbeligheder, saa skulde vi gjøre netop det Modsatte og sætte Hengivelse og Opoffrelse som vort Formaal. Saadan var det jo i Christendommens første Tid, og noget Saadant foresvævede ogsaa Sokrates og hans Disciple, og selv Heine har attraaet det, da han sang:

Tænk Dem Virkningen i Politik og Poesi, i hele Livet!

Jeg kjender den Sang af Heine, som De citerede; den ender, troer jeg, saadan:

Ja, saadan forstaaer man en lang Tid Kampen; men engang opdager man, at Opgaven er en anden.

I Praxis bliver den nok altid saadan. Hør, veed De hvad, jeg troer, at Deres Tanke er upraktisk; men De skal gifte Dem.

Otto taug.

- Kort Tid efter sagde Greven en Dag: Nu har jeg Noget til Dem! De skal blive gammel, rolig og tilfreds. De skal gjøre som jeg og slaae de urolige Tanker ihjel ved praktisk Arbeide. Det kan være godt for Dem at komme bort og prøve nogle Aar i et andet Samfund. Der er en lille diplomatisk Post ledig i Amerika; tag den, saa har De Foden indenfor Døren. Vi vil see at faae den til Dem. Det er bedst, De først bliver Rigsdagsmand; min Indflydelse er næppe saa stor, at jeg ellers kan skaffe Dem Posten. Tager De imod mit Tilbud? Det er velmeent.

- Hjemme gjennemlæste Otto det, han havde skrevet efter sidste Gang at have mødt Camilla - om den fuldstændige Hengivelse -, kunde ikke komme tilbage i den Sindsstemning, forstod den ikke mere, men fandt Grevens Tilbud forstandigt, sundt, praktisk og smukt. Han besluttede at modtage det, medens Mængden af nye, livlige Planer og Forhaabninger dulgte sig under et Vers, der kom ham i Minde:

Og saa sang han endnu engang: Til Seir og Lykke blev Volmer født.

Da de talte videre om Planen, sagde Greven: De veed jo, at Regeringen ikke har noget Parti og ingen Valgdistricter til Disposition, jeg heller ikke; men det kan jo ikke være umuligt at komme paa Accord med et eller andet Parti.

Otto meente, at nu var det Tid at henvende sig til Schiøtt, og Greven sagde: Aa, ja! Alle Veie føre til Rom.