Syvende Capitel

Otto havde i Førstningen ikke Lyst til at sige Schiøtt Noget om sit egenlige Formaal, men kunde allerede i den første Samtale Intet dølge, og til hans Forundring tog Schiøtt Sagen med større Alvor og Interesse, da han hørte, at der var et personligt Øiemed. Det er godt, sagde han, der er ingen Phraser. De kommer paa Torvet og vil have en Gaas; De faaer den til Torvepriis og behøver ikke at takke.

Ja, hvad er Torveprisen?

Ganske simpelt: den Afgift, Partiføreren hæver, fordi han er kommen først og har dannet Parti. De maa forpligte Dem til at tjene i en Session og stemme med os, saa kan De reise.

Det finder jeg klart og tydeligt. Men jeg maa dog vel først faae at vide, hvorom der stemmes og hvorledes?

Anseer De mig for en Seelenverkooper, siden De siger dette spørgende? Alting skal blive Dem saa tydeligt som ved en Licitation, hvor Conditionerne ligge til Eftersyn paa Thinghuset. Imorgen kan De, hvis De har Lyst, tage med til et foreløbigt Valgmøde.

Mødet blev holdt i en Kro, og ved deres Ankomst var alt en stor Mængde samlet. Atmosphæren, der slog dem imøde, var meget beklumret; men Otto sagde til sig selv: Det er det praktiske Liv; her nytter det ikke at være Poet. Bonden bliver ikke kraftig ved fiint Arbeide og gjøder ikke sin Mark med Patchouli.

Men en anden Atmosphære var værre, idetmindste for ham. Ifølge den Udvikling, han havde gjennemgaaet, var han aldeles fremmed her. Hans inderste Naturs Formaal var Personligheden, den indadvendte Individualitet, der afgjorde Alt i Eenrum med sig selv og stod ved sin egen Magt. Her havde hver Enkelt et dybt, stærkt Instinct om, at han Intet var ved sig selv, at al Betydning kun laa i de Manges Sammenhold. Han havde ført en kort, men haardnakket Kamp mod Begjærligheden, hans Sjæl havde faaet et uudsletteligt Præg deraf, og her var Begjærlighedens Møde. Alle forlangte for Alle; men det Samlede var Summen af hver Enkelts Attraa, og det var hovedsagelig anden Mands Gods, de vilde have sig udlagt til tvungen billig Priis. Den Sætning, der blev anført som Grund, havde han alt under Revolutionen hørt i Rom og i end større Almindelighed: »De Fattige havde længe nok arbeidet for de Rige, de havde erhvervet Medeiendomsret til Rigdommen.« Med en uvilkaarlig Tilbøielighed til at komme dem imøde udmalede Otto sig Fremtiden: mangfoldige enkelte Familiers større Velstand og Dannelse. Men uovervindelig stod det for hans Sind, at Grunden, hvorpaa der skulde bygges, var udhulet af Nemesis, at naar man flyttede ind i et Huus, erhvervet ikke ved Anstrengelse, men ved Afstemning, flyttede Velsignelse ikke med. Han kjendte ikke Folket igjen saadan, som han gjemte det i Erindringen og havde bedømt det efter de Enkeltes Ansigtstræk. Idet de kom sammen her, syntes Førerne at lokke Alt frem undtagen det Ideale. Han mærkede en vis styrkende Aande af Nyttigheds- og Hensigtsmæssighedsprincipet, men følte ved sig selv, at hvis der var Fortjeneste derved, maatte han overlade den til Andre; hans Rolle var det ikke. Hvad der ogsaa slog ham, var Schiøtts Holdning. Schiøtt var her mere behersket end Leder; han havde intet andet Valg end tjene Interesserne og maatte møisommelig arbeide sig gjennem mange modstridende Fordringer og give tvetydige Svar, som kun tilsyneladende skuffede. Tilhørerne bleve i den Henseende ledede af en beundringsværdig, instinctmæssig Snuhed; de brugte Jægermesteren, netop ligesaa meget som de vidste, at han brugte dem, og der viste sig Udsigt til, at han kunde blive afbrugt, kastet tilside, naar han var udpresset af Mængden.

Da de kjørte hjem, var Schiøtt meget træt og meget nedstemt. Otto havde aldrig før tilbragt fem Minutter med ham, uden at han talte; nu var han taus hele Veien.

Hvad grunder De saa dybt paa, Schiøtt? spurgte Otto endelig, da de nærmede sig hans Gaard.

Jeg grunder ikke; jeg sidder og glæder mig til det Bedste, svarede Schiøtt sløv.

Glæder De Dem? Naa, saa tager jeg min Medfølelse tilbage. Jeg troede, De var mismodig over al den Uro og Piinsel.

Netop derfor skal man have Glæde ..... Veed De vel, at jeg endnu iaften bliver Theaterdirecteur ved Verdens største Theater?

Schiøtt! sagde Otto og tog ham i Armen, ganske bange for, at han talte i Vildelse eller Vanvid.

Heiberg har engang i sin flyvende Post skrevet en Afhandling om upassende Berørelser paa Scenen; Deres Berørelse er upassende eller unødvendig ..... men det er sandt, De mangler Forudsætningen. Sig mig, kjender De Hadchi?

Mener De Hadchi Babas Eventyr?

Baba? Bah!

Det Sprog forstaaer jeg ikke. Det lader ikke til at have mange Vocaler.

Lad os nu ikke løbe surr. Jeg mener den Spise eller den Delicatesse, den Gelee Hadchi.

Det er jo en Slags Opium!

Ja, ligesom en Diamant er en Slags Steen. Opium er en brutal Person, der tager En i Kværken, Hadchi er en let østerlandsk Tjener, der kaster et Slør over Verden og En selv, og man kan ved Forsøg bringe det til nøiagtig at bestemme, hvorledes Sløret skal være, hvilke Blomster og Figurer der skal være indvirket deri, ligefra den mysteriøse Lotus til den duftende Viol, ligefra de indiske Tempelruiner til den luftige Sennhytte, ligefra Zenobia til Sypigen, og naar man vaagner, er man ikke sløv.

Nu?

Nu, det er den Panacee, Guderne have bestemt Menneskene for at erstatte dem alle Ungdommens Illusioner. Alt, hvad De har drømt om, faaer De ved Hadchi og faaer det som en saadan Virkelighed, at De kan bilde Dem ind, at den Tid, De ellers tilbringer, er en Drøm, en styg Virkning af det vilkaarlige Opium.

Og tager De Hadchi?

Med Maade. Naar Opiumsrusen bliver ubehagelig, maa man søge at komme lidt tilbage i den skjønne Virkelighed.

O, Schiøtt! sagde Otto.

Hvad behager? raabte Schiøtt; taler De i den Tone? Jeg troede, jeg sad ved Siden af den praktiske Mand, og saa hører jeg pludselig Studentens Stemme. Jeg troede, at jeg for Deres beundrende Blik skulde oplade et af de Naturmysterier, som verdenskloge Mænd have slaaet Tæppet tilside for, og saa gjenkjender jeg paa Deres Røst den altkluge Spidsborger, som maaskee endog kan misbruge min Fortrolighed.

Det skal jeg ikke, Schiøtt, jeg skal for min egen Skyld stræbe at glemme. Lad mig blot sige Dem, at De kun kommer til at gjøre mig til Rigsdagsmand i Hadchi.

Camilla og Hald sad sammen ved Theebordet; Hald havde taget endeel Papirer ind med fra sit Arbeidsværelse og bladede i dem, medens han spiste og drak.

Troer Du, det er sundt at spise saadan? spurgte hun smilende.

Hvad skal jeg gjøre? svarede han. Du veed jo, at jeg er Formand i den Comitee, der skal lede Valgene, og den Ting kan saagu ikke forsømmes.

Efter en Pause lagde han Papirerne fra sig, saae paa hende og sagde: Andre Mænd, som jeg ikke vil nævne, have dog ogsaa en ganske anden Nytte af deres Koner, end jeg har af Dig ...... Gud bevare's,

jeg dadler Dig ikke. Du er en god og rar og religiøs lille Kone, hele Verden seer op til Dig, tidt er jeg ganske stolt af Dig .... ja, det er

virkelig sandt. Men naar Du med Dit lille Hoved vilde hjælpe mig

- kan Du huske, Camilla, i det første Aar efter vort Bryllup, hvor Du tog Deel i Alt, og hvor Du oplivede os Allesammen!

Kan Du huske, svarede hun, at dengang var Du og Dine Venner ogsaa noget anderledes? Naar I talte, var der Begeistring for Friheden uden Tanke om Eders egne Personer - idetmindste ganske lidt

- nu er det Eder selv, Magt og Embede, der altid kommer med i Spillet.

Ja, dengang vare vi forlovede med Friheden, nu ere vi gifte med den - det er det Hele ..... det kan jeg godt sige med al Respect for Ægteskabet. Sig mig, forlanger Du, at vi skulle opgive Embeder og høie Stillinger og lade vore Modstandere indtage dem? Og lad os saa ogsaa have nogle Feil, saa er man dog kun Mennesker.

Kun Mennesker! sagde Camilla sagte med et eiendommeligt Udtryk, som antydede, at hun ved dette Ord tænkte paa det store Pund, der er betroet Mennesket, i Modsætning til Svagheden, Hald beraabte sig paa.

Ja, veed Du hvad, min Pige - sagde Hald, hvem dette Udtryk var hoist ubehageligt - vi kan min Sandten ikke leve efter Biblen; vi kan ikke, naar En slaaer os paa det ene Øre, række det andet frem.

Hun svarede: Jeg tænkte ikke just paa Biblen, der er andre Bøger.

Ja, Poesier! sagde Hald med et Skuldertræk og tog til sine Papirer.

Nei, her skal jeg læse Dig Noget for af en Bog, du selv har bragt mig. Det er Roms Historie. Der staaer: »Viriathus, en Spanier, tjente i sit Fødelands Hær mod Romerne. Han havde tidligere som Hyrdedreng udmærket sig i Kamp mod Rovdyr og Røvere; nu var han en dristig Høvding for en lille Trop. Den var tilligemed de Andre bleven omringet paa et Bjerg, og man var ifærd med at ville overgive sig til Fjenden. Da traadte Viriathus frem og lovede dem Redning, der vilde følge ham, og det lykkedes. Saa blev han kronet til Herre og Konge; men ogsaa nu forenede han sin fyrstelige Magt med uforandret jævnt Væsen. Fra det rigtbesatte Bryllupstaffel hos sin Svigerfader, Fyrst Astolpa i det romerske Spanien, reiste han sig uden at have berørt de gyldne Kar eller de kostelige Spiser, løftede sin Brud paa sin Hest og red med hende til sine Bjerge. Intet Udmærkelsestegn skilte ham fra Soldaterne; kun paa den mandige Skikkelse og det opmuntrende, træffende Ord kjendte Soldaterne ham, men især derpaa, at han i Maadehold og Taalmod var den Første, aldrig saaes uden i Rustning og gik foran i Slaget.«

Foragter Du os, fordi vi ikke ere drabelige Krigsmænd og harniskklædte Riddere?

Der er lang Afstand imellem at foragte og ikke kunne tage virksom Andeel. Jeg beder jo kun om at turde leve i Stilhed for Dig og vort Barn.

Hvis Du vilde kjøre hen og aflægge det Besøg, Du veed nok ..... det vilde gjøre saa god Virkning for os, og naar Du gjør det, ville Alle finde det velgjort.

Vil Du bruge mig til at være Din Afskriver, kan jeg arbeide for Dig i al Ydmyghed, saa vil jeg, Hald; men misbrug ikke Din Hustru. Jeg er selv skyldig for Gud, og kan jeg besøge en fattig Synderinde og bringe hende Trøst, saa forlang det, men -

Naar Du først begynder at tale saadan, saa har jeg nok, svarede han mismodig, samlede sine Papirer og vilde gaae.

Kom, sagde hun, lad mig hjælpe Dig. Lad mig kun være Din Afskriver. Viis mig Dine Papirer og fortæl mig om Dine Sorger og Anstrengelser. Kom, lad mig nu stryge Folderne af Din Pande.

Og en opmærksom Iagttager vilde i dette Øieblik have seet et Udtryk i Camillas Øine, som om hun paakaldte Noget for at faae Kræfter til at gjøre sin Pligt paa rette Maade.

Naa, kan Du see, vedblev hun, Folderne vare bløde og lagde sig meget artig ned.

Er man ikke saadant et Jern som Hr. Viriathus, sagde Hald, saa er man heller ikke af Jern, desværre. I skulde s'gu prøve at være gifte med Viriathusser.

Skal Du besvare alle de Breve? Det er dog forskrækkeligt! ....

Veed Du hvad, nu kan Du sætte Dig ganske rolig i Lænestolen og dictere, saa skriver jeg. Hvem skal nu være første Mand? ......

Hvor han skriver skjævt ..... Paulsen, hvad er det for en Paulsen?

Det er Justitsraad Paulsen. Han opregner de Valgbare, der kan være at vælge imellem i hans Kreds, og saa melder han, at Otto Krøyer er kommen til Egnen, formodenlig for at gjøre Umtriebe.

Otto Krøyer - sagde Camilla, idet hun umærkelig vendte sig fra Lyset - vil Du anbefale ham?

Nei, hvorfor skulde jeg det?

Men naar Du nu anbefalede ham til Justitsraad Paulsen, troer Du saa, han blev valgt?

Det kan nok være. Vilde Du kanskee have ham valgt?

Ja.

En besynderlig Følelse, vred Skinsyge og tillige Glæde over at gribe sin Kone i en Svaghed, bemægtigede sig Hald.

Du har der - sagde han - en særegen Interesse for et Menneske, der levede en Tid med os, men pludselig blev borte og ikke har ladet sig see hos os siden sin Hjemkomst.

Hun svarede: Af alle de Mennesker, jeg har truffet paa, havde Krøyer de største Anlæg til at blive noget Udmærket under en god Ledelse. Men den har manglet ham, og nu er han bleven et aldeles verdsligt Menneske, men med fine Sandser og mærkelige Evner. Vorherre vil forskyde ham paa Dommeris Dag; men jeg synes, vi Andre bør give ham Leilighed til at leve sit Sommerfugleliv paa Jorden; han har jo intet andet. Der er lovet ham en Ansættelse i Amerika, hvis han blev Rigsdagsmand; lad os da ikke lægge ham Hindringer i Veien. Hvo veed?

Der var en logisk Usikkerhed i disse Ord; men den stille, religiøse Tone, hvori hun talte, dulgte den for Hald og maaskee for hende selv. Hald kunde i alt Fald ikke være skinsyg paa En, hans Kone vilde have til Amerika.

Ja, jeg forstaaer mig ikke paa, saadan at arrangere Himlens Affairer, sagde han. Men hvordan har Du faaet det at vide?

Ganske tilfældig. Grev Løvenhjelm tager sig af ham, og Grevens Søster kom til at berøre, da vi fulgtes ad fra Kirke, at hendes Broder havde været ærgerlig over et Brev, der angik den Sag.

Naa, saadan gaae I i Kirke!

Fra Kirke, lille Hald, rettede Camilla i en Tone, hvori der baade var noget Ængsteligt og et Glimt af Fortidens Skjælmeri. Hun tilføiede: Da jeg nu saae dette Brev, var det ligesom et Fingerpeg.

Det er det ogsaa ..... Grev Løvenhjelm ..... Det kunde ikke være saa ilde, underhaanden at vise den Mand en lille Opmærksomhed .... Men der kan Du see, hvorledes Du selv handler med Embeder og Stillinger ...... Men om jeg nu skrev til Paulsen for din

Protegé vilde Du saa ....

Ikke kjøre derop, paa ingen Maade, Hald!

Naa, ja, ja! Men maa jeg saa indbyde Conferensraad - -, og vil Du være rigtig venlig imod ham? .... For Du kan godt tvinge Dig til at være venlig og elskværdig, om Du saa ikke mener det, Du Strik!

Camilla blegnede og svarede Ja.

Hun vilde gaae ind til sit Barn; men hun standsede paa Veien i sit Sovekammer, inden hun oplukkede Døren til Barnestuen. Det forekom hende, at Tanker havde været hos hende og bragt hendes Sind i en Bevægelse, hvormed hun ikke turde være i sit Barns Nærhed for ikke at meddele Luften om det Noget deraf. Hun knælede ved sin Seng, lagde Hovedet ned i Tæppet og tilbragte nogen Tid i lang, dyb Bøn eller kjæmpende Forberedelse til Bøn. Da hun atter reiste sig, var hun meget bleg; men en dyb, vemodig Fred laae udbredt over hendes Ansigt. Hun gik igjen ind til Hald, samtalede lidt med ham om Huset og om Barnet, førte ham langt bort fra al Uro, drog ham med ind i den stille Venligheds og de stille Forhaabningers Egne. Da hun ligesom følte Luften god, gik hun ind til sit Barn, en usædvanlig smuk Dreng, med store, livfulde Øine, med Noget, der uvilkaarlig vakte Anelse om en Fremtid af Poesi, Kjærlighed og Kraft, men hvori Moderens stille Viden tillige læste en Uro, der ved hende skulde besværges og ledes den rette Vei. Den danske Moder var ene med sit Barn, med sit Bidrag til Fædrelandets og Menneskehedens Fremtid. Tæppet falder derfor.