Ottende Capitel

Otto havde meldt Greven sit første, mislykkede Forsøg og var, medens han ventede paa Svar, tagen hjem til sin Moder.

Han sad atter ved Svogerens Bord, og skjøndt den dybe Antipathi ikke brød ud som tidligere, var den dog følelig tilstede. Han vilde gjerne tale, men vidste ikke, om hvad. Da kom pludselig, ligesom hiin Middag, Justitsraad Paulsen, og strax bleve alle Ansigter livlige.

Nei, det er dog ikke for at tale med Dem, jeg kommer idag, sagde Justitsraaden, jeg søger Hr. Krøyer. Jeg skulde hilse og spørge, om De vil være vor Rigsdagsmand?

Alle stode som himmelfaldne. Svogerens trinde Ansigt blev ganske langt. Mdm. Krøyer slog Hænderne sammen.

Ja, vil De saa have den Godhed at følge med hjem til mig, der er ingen Tid at spilde, vedblev Justitsraaden.

Underveis søgte Otto lempelig at erfare, hvordan Tanken var falden paa ham, men fik ikke noget tydeligt Svar. Saa spurgte han om Familien, og derom var Justitsraaden mere talende. Især dvælede han ved sin ældste Søn, med hvem en stor Forandring var foregaaet, sagde han. Han var bleven stille og dygtig. Han havde nok et Rencontre med Dem, da De engang var herovre paa Egnen, tilføiede Justitsraaden; De var nok noget slem ved ham; men det har gjort godt, og De bar Dem til Slutningen honnet ad. Han er flink nu, det er det Vigtigste. Sommetider gaaer han isøvne, fortæller man mig. Jeg vil see at faae ham godt gift.

De kom til Gaarden, og Otto blev modtaget, om ikke hjertelig, saa dog meget høflig og venlig.

Justitsraaden tog Sagen med en Alvor og Nøiagtighed, der i enkelte Tilfælde grændsede til det Komiske, og det var paa hans tørre Adfærd umuligt at see, hvorvidt han selv mærkede det og stod ironisk til det Hele, eller ei.

Imorgen, sagde han, maae vi om til Præster og andre pæne Folk; nu maa De see at være en Pelham.

Og da Otto kom op paa sit Værelse, fandt han Pelhams canvassing eller Vælger-Frieri ligge opslaaet paa sit Bord.

De kjørte ud den næste Dag og besøgte først den fjerneste Præstegaard, to Mile fra Godset. Den var ganske ny, Hovedlængden opbygget i en Stiil, der øiensynlig skulde være gothisk. Justitsraaden forklarede Otto, at den nylig havde brændt og var gjenopbygget af den nye Præst, der var meget nordisk og havde bestræbt sig for at faae en Bygning med gammeldags Kraft og Hyggelighed, et ægte Hjem for Familielivet. Blot vi maae træffe ham hjemme, tilføiede Justitsraaden; thi de er altid paa Farten; han siger, at Guds Børn skulle altid være glade.

Men hvordan kan han saa passe Kaldet med alle de mangfoldige Forretninger og udarbeide sine Prædikener? spurgte Otto.

Det kan han vist magelig, for han er et Geni, svarede Justitsraaden. Han har ogsaa sin egen Maade at tale paa; jeg var engang i Kirke hos ham, og saa hørte jeg ham pludselig sige: »For Vorherre er nu ikke saadant et Snøvl som Du, Niels Jensen.« Den Slags Prædikener behøve ikke saa stor Forberedelse; men de kradse.

Da de kom ind i Gaarden, holdt Præstens Vienervogn for Døren, og det var tydeligt, at de vare komne i det yderste Øieblik. Præsten kom ud, og Otto gjenkjendte Viggo Gram.

Pastor Gram modtog dem med alle Tegn paa gjæstfri Glæde; hans Øine smilede under de buskede Øienbryn, medens han djærvt gav dem Haanden. Justitsraaden vilde forestille Otto; men Gram sagde: Vi behøver slets ingen vælske Complimenter, og desuden husker jeg godt Otto Krøyer. Nu skal De, min Tro, lade spænde fra.

Nei Tak, Hr. Pastor, vi tage strax bort.

Nei, det gjør De, min Tro, ikke! ..... Jørgen, tag Du og spænd fra min Vogn; vi har ingen Hast .... Gaa nu indenfor I gode Mænd; Guds Fred og god Dag og velkommen i Huset!

Otto havde ikke antaget om Viggo Gram, at han kunde blive en saa elskværdig Vært (skjøndt det er lettere at være Vært end Gjæst). Der blev dækket Bord, Familien, bestaaende af Grams Hustru, Svigerfader og to Svigerinder, der vare i Besøg hos ham, satte sig igjen til Frokosten for at gjøre de nye Gjæster Selskab.

Gram gav sig til at examinere Otto og blev meget ivrig, da han hørte, at Otto ikke troede paa Djævlen. Det Menneske, som ikke troer paa Djævlen, er en Hedning, en Jætte! raabte Gram; ja, han er, min Tro, en Jætte!

Den gamle Svigerfader, der ligeledes var Præst, tog sagtmodig Ordet, og meente, at man maatte være mild i Dommen.

Men, sagde Gram til Otto, troer De da ikke, at Djævlen har besat Tydskerne, saa at de med Vold og Magt ville gjøre os Fortræd og drive os ud af vort Paradiis? Troer De ikke, at man skal slaae Dem ned med Thorshammeren som ved Thrymurs Bryllup?

Otto kunde ikke tilbageholde sin Forundring over, at en Præst var saa ivrig for Nationalhadet, og mindede om hiin Præst i et blandet District i Nærheden af Straßborg, den herlige, fromme Oberlin, der selv var tydsk, men lærte Børnene af franske Forældre at tale reent Fransk.

Saa? sagde Gram; ja, det kunde da kun en Tydsker gjøre; men jeg vil bare sige Dem, at Nationalitet er meer end Tro; for vi fødes nationale, men blive troende.

Det kan Du vist ikke forsvare, sagde Svigerfaderen smilende.

Troer Svigerfa'er ikke det? Ikke? Naa; men troer Svigerfa'er ikke, at Nationalitet er meer end hans Tro der? Seer han ud til at have Tro? Jeg seer prophetisk i mit Hjerte, at han ingen har, og jeg er ikke bange for at sige det. - I dette Øieblik satte Gram pludselig paa sin gamle Maade sit Ansigt tæt ind imod Ottos og udbrød: Jeg vil sige Dem, min gode Mand, at De er lunken! Jeg vil spytte Dem ud af min Mund.

Men Gram dog! sagde hans Kone.

Gram svarede hende: Vær Du kun rolig; Krøyer er klog som alle Jætter og veed, at jeg kun taler billedlig.

Man brast i Latter over denne Naivetet, og Gram lo selv hjertelig med, idet han forsonende rakte Otto Haanden over Bordet.

Nu vil vi synge en Vise! sagde Gram og begyndte med en overraskende smuk Das Kjæmpevisen om Dronning Dagmar, og Alle stemmede i. Da den var sungen, sagde Gram: Han har været for meget udenlands. Skal han være vor Rigsdagsmand, maae vi dyppe ham ned i Danskhed over Ørene. Han har et Øie for meget. Odin bortgav sit ene Øie for at blive rigtig klog.

Denne underlige, geniale Paradox gjorde et Øieblik en slaaende Virkning, og Grams Øine tindrede af Fornøielse ved at bemærke det. Han vedblev lidt efter: Det er Skam godt at synge Viser. Ovre i Forstanderskabet har jeg tidt noget Vrøvl. Saa bryder jeg af og foreslaaer en dansk Vise, og dertil sige de ikke gjerne Nei. Har jeg saa sunget dem igjennem, saa blive de fornuftige og tie stille og give mig Ret. Vi skulle være snilde som Slanger og uskyldige som Duer ..... Ja, min gode Krøyer, jeg veed Skam ikke, om jeg kan stemme paa Dem; men det gjør ikke Noget, for jeg er næppe herovre paa Valgdagen, jeg tager til Kjøbenhavn. Jeg skal sige Dem, Justitsraad Paulsen, jeg søger Kald derovre, jeg vilde helst have et Kald, hvor jeg kunde holde Capellan.

Det har De, min Tro, Ret i, svarede Paulsen med sin urokkelige, tørre Alvor.

Gram fulgte dem tilvogns, og sagde som Afskedshilsen til Otto: Husk nu paa, hvad jeg har sagt Dem!

Han sang efter dem med sin smukke stærke Stemme:

»Dansken er Herre i Danmark!«

- Hvad tænker De nu saa alvorlig paa? spurgte Justitsraaden efter en Stunds Forløb.

Aa, jeg tænkte paa, om den Mand vilde holde ligesaa meget af det Danske, hvis han var miskjendt, forfulgt og ene.

Justitsraaden kastede et Sideblik paa Otto og svarede ikke.

Lidt efter saae han paa Uhret og sagde: Nu maae vi beregne, hvor vi skal spise til Middag. Vi vil blive budne allevegne; men jeg tænker, det Klogeste er at tage Kammerraad Ravns paa Lykkensgave. Han er gift med sin Malkepige, vil jeg sige Dem. Kan De engang i Talens Løb slumpe til at kalde hende naadige Frue, saa lader Manden sig slaae ihjel for Deres Valg, ellers -

Ellers?

Ellers indestaaer jeg ikke for Noget.

De fleste Steder, hvor de kom, var Otto tilbageholden og taus, ligesom undseelig. Han følte sig ikke i sit eget Ærinde, men var bugseret af Justitsraaden, havde ikke Brug for sin Personlighed. Til Fru Ravn kunde han ikke en eneste Gang faae »Naadige Frue« over Læberne, netop fordi hun tiltalte ham. Det var en høi, fyldig Kone med havblaa Øine, alvorlig og djærv i hele sit Væsen, sommetider keitet, uden at det egenlig stødte; Kammerraaden var lille og vissen, og Otto var stemt til at opfatte det Tragiske i denne »hjemmebagte Skjæbne«, et forspildt Liv med lang Bod for en ufornuftig og dog i visse Maader berettiget Ærgjerrighed. Han behandlede hende med stille Sympathi, med Tro paa, at hun var, som hun saae ud til; det forundrede hende som noget Nyt og i Førstningen Uforstaaeligt, men endte med uvilkaarlig at vinde hende, medens Justitsraaden sad med hemmelig Ærgrelse over sin spildte Formaning.

Da de kjørte videre, sagde han: Nu kan vi ligesaa godt ende Dagen, som vi har begyndt, i en Præstegaard. Saa har vi kjørt næsten rundt om min Gaard og har halvanden Miil hjem i Maaneskin. For Maanen staaer op, inden vi faaer drukket Thee.

Ja, det kan vi jo gjerne, svarede Otto.

Ja, for det Mæhæ er Alt lige fedt, sagde Justitsraaden ved sig selv.

- Er han selv hjemme? spurgte Justitsraaden ned fra Vognen til et Vindue, da de med det sædvanlige Pidskeknald vare kjørte for Døren.

Ja, vær saa artig! velkommen, Hr. Justitsraad! svarede en Damestemme.

Ja, her er jeg! sagde Præsten strax efter og stod i Døren.

Jeg bringer vor Rigsdagsmand med, sagde Justitsraaden og vilde præsentere, men gjenkjendte knap Otto, da han saae paa ham; thi Otto havde faaet sig selv igjen, han stod ikke længer overfor Politiken, men overfor sin egen Skjæbne. Præsten var Bregning, og Damen, hans Hustru, var Emilie.

Justitsraaden var ikke hurtig Iagttager nok til bemærke det Udtryk af Forbauselse, der kom og forsvandt paa Emilies Ansigt.

Ei, see! det fornøier mig sandelig! sagde Bregning.

Naa, saa De er ogsaa kjendt her? udbrød Justitsraaden til Otto.

Gamle Bekjendte og Kamphaner fra Kjøbenhavn, svarede Bregning.

Hvor det fornøier mig at see Dem igjen, Frue! sagde Otto til Emilie med fuldstændig Sikkerhed, skjøndt greben paa en dobbelt Maade. Hans hele Fortid blev lille og trak sig sammen om Haven med den grønne Plads og det lille Æbletræ, og samtidig blev det dog saa rummeligt indvendig, han følte sig voxen og stærk af meget Oplevet, og Duften fra Hjemmet syntes ham Budskab om Seir og Lykke.

Saa Du kjender ogsaa Krøyer, Emilie? spurgte Bregning.

Vi er Byesbørn, svarede hun og rakte ham Haanden.

Byesbørn ..... det er jo ogsaa sandt! sagde Bregning.

Hvor har Hr. Krøyer før truffet gamle Bekjendte idag? spurgte Emilie, da de vare komne til Sæde i Stuen.

Der blev nu fortalt lidt om Pastor Gram, og saa førte Bregning Talen hen paa Udlandet og Ottos Reise. Emilie blev frapperet ved, at hendes Mand spurgte saa vaklende og saa spidsborgerlig-beundrende, medens Otto svarede saa sikkert og ligefrem.

Paa Tjørnelund stod Birgitte samme Aften ude ved Leddet under et Piletræ. Det var ikke Gaardens kjønneste Sted; der var ved Grøfteranden ikke engang Grønsvær at sætte sig paa; men der samledes nu engang jevnlig Gaardens Piger efter Dagarbeidet, medens Karlene rede Heste tilvands i Kjæret tætved, eller de hjemvendende Markarbeidere langsomt og trætte korn forbi, eller Gaaseflokken i Tusmørket forstandig trippede tilbage til Gaarden ligesaa meget førende som ført af Gaasedreng eller Gaasepige.

Birgitte var kommen lidt tidligere end sædvanlig; hun stod og strikkede, nynnede en Sang og slog Tacten med Foden.

Hvor Du er glad iaften! sagde en anden Pige, der kom til, strikkende paa en stor graa Strømpe.

Det er jeg ogsaa! svarede Birgitte. Hr. Otto Krøyer er kommen og boer hos Justitsraad Paulsen!

Naa, er han Din Hjertenskjær kanskeesens?

Vorherre Jesus frels' mig, Maren! Han er jo en fiin og stor Herre! Han tog sig af mig, da jeg var lille, og læste med mig. Han lod mig komme her ud paa Landet. Siden har han reist hele Verden rundt. Han skal være bleven saa smuk, skjøndt det var han da altid i mine Øine!

Ja, hvad han ikke er, kan han jo blive, svarede Maren.

Tal nu ikke saadan, Maren!

Naa, ja, kanskee Du har en Anden i Kikkerten. Hvad Synd er der deri? Som nu hun, de taler saa meget om, Madamen, der er bleven gift med Jægermesteren. Hvad har hun ikke gjort, efter hvad Folk sige? Nu er hun Jægermesterinde. Hvorfor skulde en Anden da?

Det veed jeg ikke, svarede Birgitte; men jeg tør intet Ondt gjøre for ham. Saalænge de to Øine staae aabne, see de paa mig, om saa i det sorteste Mørke, eller om han er tusinde Mile borte.

Det var langt, sagde Maren.

Jeg synes, Jomfruen kaldte, sagde Birgitte og gik ind.

Derinde sad Marie Elisabeth alene og syntes mod Sædvane meget sørgmodig uden at kunne angive nogen bestemt Grund. Der havde den Dag været Begravelse i Egnen, og overfor den stærke Paamindelse om Faderens Død og eget Ophør, var det formodenlig gaaet op for hende, at hun ikke ret levede, at hun var afspærret og ingen Udsigt havde; det kjærlige Samliv med Moderen vilde i dette Øieblik ikke ret forslaae, og hun nænnede ikke at forstyrre Moderen med sine Følelser, der kunde vække Smerte.

Paa Birgittes deeltagende Spørgsmaal svarede Marie Elisabeth, at der slet ikke var Noget i Veien; men hun tænkte paa Begravelsen, og den havde gjort hende trist.

Det var jo dog en gammel Kone, sagde Birgitte trøstende, og alle hendes Børn er jo forsørgede.

Ja, Gud skee Lov, svarede Marie Elisabeth; men der er dog Noget ved Døden .... noget Utaaleligt. Hvordan kan man forstaae, at den er en Begyndelse? Man veed det ikke og troer det knapt. Man gaaer bort, og det er, som man aldrig har været. Ak, Birgitte, har Du nogensinde følt det? Jeg synes, man er saa ulykkelig.

Tys, Jomfru, lad ikke Deres Moder høre det!

O, nei, men jeg vilde ønske, at Gud hørte det.

Det gjør han nok, Jomfru. Men jeg skal fortælle Dem, hvad Hr. Otto Krøyer engang sagde til mig, da han hørte mig i Bibelhistorien?

Naa, hvad sagde han?

Det var Saras Død, jeg havde. Hun døde i Kiriath-Arba, som er Hebron i Canaans Land. Saa sagde Hr. Krøyer: Da hun nu var død, saa vilde han have en stor og smuk Begravelsesplads til hende, og han henvendte sig til de Omboende, som eiede Landet, og bad dem sælge sig et Stykke Jord. Men Sara havde været en saa honnet Kone, og Abraham sørgede saa inderlig, at de ikke vilde have Betaling for Jorden. Saa sagde Hr. Krøyer: Nu kan Din dumme Tøs see til, at Du ogsaa bliver et honnet Fruentimmer, saa er der ogsaa En, som savner Dig, og saa kan Du faae Fribegravelse.

Det var ikke videre kjønt sagt af Hr. Krøyer, sagde Marie Elisabeth.

Jo, det var det rigtignok, for han meente det ikke! svarede Birgitte.

Meente han det ikke, Barn?

Nei, for han meente det bare godt. Han var bange, jeg skulde troe, at han brød sig om mig. Men naar han ikke brød sig om mig, hvorfor læste han da med mig? De skal aldrig troe, hvad han siger eller gjør, der seer ondt ud; for han mener det bare godt. Veed De, hvad jeg troer, Jomfru?

Nei, hvad troer Din lille Gaas?

Er det nu videre kjønt sagt af Dem, Jomfru? spurgte Birgitte leende.

Man maa vel! Du bilder Dig ellers ind, at Du er saa klog, fordi Din Hr. Krøyer har læst med Dig.

Ja, saa troer jeg ikke mere, hvad jeg før troede.

Hvad troede Du da før?

Jeg troede, at det var Mandfolkene, som var bange for, ikke at være storagtige nok; men det er vistnok ogsaa Fruentimmerne.

Du lille Strik kan ordenlig forslaae En Grillerne. Nu vil jeg gaae ind til Moder. Gud veed, hvad Moder har paa Hjerte idag, hun er saa taus .... Du maa ikke bilde Dig ind, at det er Dig, der har opmuntret mig, Birgitte. Kom, her er det lille Ravhjerte, Du altid har ønsket Dig, vil Du nu have det? Vil Du bære det til Erindring?

Da Marie Elisabeth kom ind, meddeelte Mdm. Sandberg hende, at Justitsraad Paulsen havde friet til hende for sin ældste Søn. Verdslig taget, tilføiede Moderen, er det en overraskende Lykke, og Folk sige jo, at den unge Paulsen i den sidste Tid skal være bleven saa stille og god. Holder Du af ham, mit kjære Barn?

Det troer jeg ikke, Moder.

Holder Du af Nogen Anden, Marie?

Nei, søde Moder, svarede Marie Elisabeth rødmende og skjælvende.

Saa vil vi ikke forhaste os, sagde Moderen.

Birgitte var igjen gaaet ud ved Leddet, og som hun stod der, kom Justitsraaden og Otto kjørende. I Maanelyset kjendte hun ham og raabte: Hr. Krøyer! Hr. Krøyer! Velkommen!

Prr! Holdt, Hr. Justitsraad! raabte Otto, sprang ned og tog begge Birgittes Hænder og havde nær kysset hende.

Saa, har han nu ogsaa Kjærester staaende paa Egnen? sagde Justitsraaden.

Ei, Birgitte, hvor Du er voxet, hvor Du er bleven - Du ligner jo et Tyltebær! ..... Det er min og Moders Pleiedatter, Hr. Justitsraad.

Vær saa artig, Hr. Krøyer! Her boe vi. Vil De hilse paa Madamen og Jomfruen!

Justitsraaden fulgte mismodig og brummende. Otto antog, at det Stive og Forlegne, der viste sig, hidrørte fra den upassende Tid, hvorpaa Besøget blev aflagt, og tog Afsked saa snart som mulig.

- Tyltebær? sagde Justitsraaden, da de igjen sad tilvogns. Hvorfor kaldte De Pigebarnet et Tyltebær?

Aa, man har jo Vanskelighed ved at komme af med den Tone, man engang har anslaaet overfor et Menneske. Men har De ikke lagt Mærke til Tyltebærret, hvordan det staaer i Nærheden af Lyngen, med de friske grønne Blade og saa simpelt, smukt rødt, lavt ved Jorden?

Efter en Pause sagde Justitsraaden: Hør, vi har Stikkelsbærviin hjemme. Naar vi komme hjem, skal De smage en Flaske.