Niende Capitel

Justitsraaden sagde næste Morgen til Otto: Nu er der mange Folk, jeg maa ilav med; kunde De ikke imidlertid tage over og gjøre Dem gode Venner med Folkene paa den store, nye Fabrik? Manden hedder Krøll. Det er rigtignok en lang Vei; men tag min Brune; den løber godt.

Dertil var Otto strax beredt, og da Justitsraaden tilbød ham Brev til en Præst, der kunde føre ham ind paa Fabriken, sagde Otto: Det behøves ikke; Krøll kjender jeg; hvad han har Magt over, er mit, naar jeg blot kalder.

Saa værsgo og rid og kald, svarede Justitsraaden og sagde ved sig selv: Vindbeutel.

Otto mærkede det og tænkte: I Grunden har jeg dog ikke villet prale med mig selv, men forkynde et andet Menneskes Troskab.

Det var en lang Vei, først varm og besværlig paa tung, nøgen Hede, saa gjennem Skovegn, der langsomt høinede sig, medens den frembød rig Afvexling af Bakke og Dal og udbredte sit svære, tætte Løvtag som kjølende Skjærm mod Sommersolen.

Ved en Bøining af Skovveien saae Otto et Syn, der i lang Tid fængslede ham til Pletten. En temmelig bred, rask strømmende Aa viste sig i ringe Afstand tilvenstre, og paa hiin Side af Aaen laa en lille, lys, grøn Plads, omgiven i en Halvcirkel af den uoverskuelige Skov. I Ly af Skoven havde Græsvæxten paa den aabne Plads udviklet sig til en frodig Fløielsgrønhed, der er sjelden i disse Egne; men hvad der forunderlig hævede det Hele, var et ganske nyt, øiensynlig ubeboet Huus, nylig hvidtet, med Straatag og Teglsteen til Tagskjæg, der stod midt paa Pladsen. Tagets Straa var endnu guult og Teglstenene endnu lyserøde.

Otto steg af og trak Hesten ned til Aabredden og satte sig der, med Tøilen om Armen, stirrende over paa det ubeboede Huus og den grønne, skovhegnede Plet. Imod tidligere Tids Sædvane sang det ikke i ham; Synet vakte hverken Minde om fremmede Digte, ei heller bragte det ham selv til at frembringe Poesi. Han var hvilende, betagen som af Forkyndelsen om hemmelighedsfuld Fred; knap rørte sig Længsel eller Veemod, skjøndt den rask strømmende Aa saa betydningsfuldt skilte ham fra Freden histovre. Et Øieblik, naar Vandet af ubekjendt Grund gav Lyd som af Rislen og slæbende Dandseskridt, kunde det fare forbi ham som Minde om Rhonen hiin Aften med Halds og Mendoza eller om Elven ved »die Krähe«; saa syntes Aaen ham pludselig at være noget Symbolsk, i hele Verden Hjemmehørende; men i næste Øieblik, naar han paany saae Skoven, Grønsværet, Huset og det strømmende Vand, traadte Alt igjen ind i Øieblikkets Virkelighed, den simple, uomdigtede, uforklarede Virkelighed. Han lagde sig ned for at hvile af al Magt; saa hørte han i det Fjerne stampende Lyd, begreb, at Fabriken var nær, og steg igjen tilhest.

Han kom ud af Skoven og saae foran sig en Bro over Aaen og hinsides Aaen et Par store Bygninger, hvis Skorstene røg stærkt, og hvorfra kom en stærk, buldrende Lyd; rundt omkring laa temmelig uordnet en Mængde mindre Huse eller Hytter. Paa Broen stod en sexaars Dreng, hvis Klædedragt befandt sig i aldeles omvendt Forhold til de Regler, Sundhedsvidenskaben pleier at foreskrive. Paa Hovedet havde han en tyk, ulden, spidst opløbende, stribet Hue med Kvast i; hans Trøie eller Kofte var af guult Vadmel, hans Beenklæder af Lærred, men sønderrevne, og Fødderne vare nøgne. Alligevel saae Drengen ud som Sundheden selv; kun syntes det, at den i Hovedet samlede Varme ikke tillod hans Ideer at bevæge sig. Da Otto spurgte, om han vidste, hvor der boede en Mand, som hed Krøll, traadte Drengens blaae Øine stærkere frem, hans Kinder bleve dybere røde; men han stod som en Muur og taug. Utaalmodig red Otto frem til den nærmeste store Bygning, og da han gjennem en Aabning, som endnu ikke var fuldstændig Port, kom ind paa en Gaardsplads, saae han Peter Krøll staae og give Anviisning til, hvordan en svær Bjælke skulde hidses op.

Peter saae i nogle Øieblikke paa den fremmede Rytter, men gjorde pludselig, som om en Fjer var gaaet løs, et langt Spring; inden han imidlertid havde naaet Otto, var han ganske rolig og modtog sin Gjæst hjertelig, men uden Spor af videre Sindsbevægelse. Kun havde han ganske glemt Bjælken, og Otto maatte minde ham om, at den hang der og svævede, og blev staaende, indtil den kom i Orden, medens en Karl tog hans Hest.

Peter førte Otto ind i sin Stadsstue - et simpelt, hvidtet, men dog gibset tre Fags Værelse, med en haard, rødtbetrukken Sopha, et aflangt Birketræes Bord og nogle Stole - og lod bringe »Brød og Brændeviin«. Derpaa viste han ham om i hele Fabriken, til Vandhjul og Dampmaskiner, forklarede Betydningen og angav, paa Ottos Forespørgsel, hvad der var hans egen Opfindelse.

Da de kom tilbage, stod Middagsbordet dækket; men før de skulde gaae tilbords, sagde Peter Krøll med nogen Geneerthed: Jeg vil nu bede Dem spise og tage tiltakke ..... Jeg har tidt tænkt mig, hvordan jeg skulde være tilmode, og hvad jeg skulde sige, naar jeg engang havde Dem ved mit Bord og kunde sige Tak for Uri og Veien ... underveis ..... jeg glemmer det ikke .... Og saa vilde jeg sige: Mit Bord er ogsaa Deres Bord. - Værsgo nu at tage tiltakke.

Peter, Du lønner mig mere, end jeg har fortjent, sagde Otto; lad os nu være Dus som i gamle Dage.

Otto vedblev lidt efter: Saa har jeg en Tjeneste at bede Dig om, Peter.

Den kan Du nok vide jeg gjør Dig, naar jeg kan.

Ja; jeg vil gjerne være Rigsdagsmand for Districtet, og saa vil jeg bede om Din og Dine Arbeideres Stemmer, forsaavidt de holde Dug og Disk og have boet her et Aar.

Nei, dog! Det var rart, at Du skal være Rigsdagsmand. Ja, min Stemme kan Du nu være saa evig sikker paa; men .....

Men?

Men mine Arbeidere har jeg ingen Magt over.

Ikke det? Jeg troede, at en Fabrikherre førte sine Arbeidere ligesom en Capitain sit Compagni.

Aa, ja. Men deels er jeg dog ikke rigtig Fabrikherre, jeg skal staae til Ansvar for Hr. de Castro i London, og deels har jeg indrettet mig paa en anden Fod med mine Arbeidere.

Hvordan da?

Ja, det er vanskeligt at sige, hvordan. Men siden kan Du jo, hvis Du vil, gaae med mig og gjøre deres Bekjendtskab.

Saavidt Otto paa faa Timer kunde faae et samlet Billede, syntes det ham, at der hos disse Mennesker var en besynderlig Blanding af Stolthed over Arbeidet og Ydmyghed eller Skamfuldhed over, at de vare Arbeidere; Mistænksomhed, Spottelyst og næsten Had til saadanne Folk som ham og overhovedet »de fine Folk«, og en uvilkaarlig Fornemmelse af Afhængighed; uhyre Tro til deres Viden, forsaavidt de vidste Noget, og et hemmeligt, dybt Savn af Kundskab og Klarhed, forenet med Længsel efter at lære - hvis det kunde skee uden at tilstaae Uvidenhed - og hos de Gifte end stærkere Længsel efter at faae deres Børn rigtig godt oplærte, men dog bevare dem hos sig til Hjælp ved Arbeidet. Næsten uden Undtagelse syntes de at vente, at Staten skulde gjøre noget Særligt for dem, som de havde Ret til; men at Nogen upartisk og idealt kunde nære Interesse for dem, troede de ikke, og vilde helst vise en Slags Tillid til den, hvis Interesseerthed de tydelig kunde see, og som de lønnede paa tydelig Maade. Nogle havde et behageligt Væsen, Flere et frastødende og syntes at lure paa, at den Fremmede skulde give en eller anden Blottelse, de hemmelig kunde lee af. Tilsammen gjorde de et Indtryk af Agtværdighed - hvad der altid hviler over det kraftige, ærlige Arbeide - og tillige af Veemod formedelst den Tvang, der var over dem; jevnlig frembragte de ogsaa Uvillie over den Brutalitet, der tittede frem. Et Øieblik kunde Otto føle Lyst til at tjene dem af ganske Hjerte, et andet Øieblik Lyst til at betvinge dem med Vold og Magt. Hvad de i Politiken kunde og maatte stemme for, var han ikke istand til at afgjøre; men at de ingen Grund havde til at stemme for hans Amerika-Reise, var ham klart.

Da han og Peter Krøll vare alene og gik lidt afsides, ind ad en Skovsti, sagde Peter: Jeg har jo selv været Haandværker og Arbeidsmand, saa jeg veed, hvordan de Folk skal behandles; derfor talte jeg ikke med; ellers havde de strax lugtet Lunten.

Hvordan skal de da egenlig behandles? spurgte Otto.

Saadan i det Hele taget? Ja, Gud give, man kunde det! ..... Men Du har vel Andet at tænke paa end gaae her og høre min Snak om de Dele.

Nei, slet ikke; tal Du bare.

Ja, seer Du, Ottojeg havde nu altid troet, at naar jeg engang blev til Noget, saa skulde jeg blive anderledes imod mine Folk end andre Mestre eller Fabrikanter. Men det er lettere sagt end gjort. Og alligevel synes det mig altid, at her kunde blive et lille Paradiis. Iaar faaer nu hvert gift Par udlagt sin lille Havelod, og jeg har forskrevet Frø og Planter. Jeg bygger en stor Sal, hvor de kan komme sammen om Vinteren til Belæring og Morskab, saadan havde jeg drømt mig det.

Naa, kan Drømmen da ikke gaae i Opfyldelse?

Hvem skal jeg faae til at belære og more os? - Nogle Mile herfra er en anden Fabrik. Der er allerede flyttet Kjøbstadfolk til. Om Vinteren holde de Baller og Assembleer, men Kjøbstadfolkene for sig og Arbeiderne for sig. Der er forskrevet en Skolelærer for Kjøbstadfolkenes Børn, Arbeidernes Børn gaae i Almue- eller Bondeskolen. Her vil det gaae ligedan, for naar Kjøbstadfolk flytte hertil, ville de ikke lade deres Børn gaae hos vor Skolelærer, som driver Politik og ligger i med Jægermester Schiøtt og sgu ikke kan Meer end jeg.

See her - vedblev Peter og førte i det Samme Otto ud paa den grønne Plads, han havde seet fra den anden Side af Aaen - her har jeg bygget dette Huus, om det mulig kunde friste en lille Familie, som man kunde have Gavn af, og som vilde sætte Bo her for bestandig.

Har Du hørt Historien om Alexander? spurgte Otto. Han sagde, at hvis han ikke var Alexander, vilde han være Diogenes. Hvis jeg nu ikke skulde gaae den Vei, jeg har valgt, vilde jeg blive her.

Ja, Du! Saadan som Du kunde fortælle for mig og Sem og Birgitte! Men Gud frie mig fra at tænke paa, at Du skulde holdes borte fra Din Lykke! Nei; men finder Du Nogen inde i Kjøbenhavn, saadan et Par nygifte Folk - bare jeg selv kunde skabe nogle Mennesker, saa vilde jeg gjerne bygge end et Huus til dem. Jord har vi nok af, og kneben paa det er Hr. de Castro ikke.

Jeg tænker, Maanen staaer tidlig op; jeg kan nok finde Veien hjem, skjøndt det bliver sildig ..... see, hvor rødt Aaens Vand bliver, og hvor det skinner paa Træerne.

Ja, vi faae smukt Veir imorgen ..... Du vil altsaa ikke tage tiltakke her inat? - Det er sandt, Dit Valg; ja, nu skal jeg gjøre Mit. Mig seer Du i alt Fald paa Valgstedet og maaskee før ..... Giv nu ikke for mange Drikkepenge, naar Du rider bort; fordærv mig dem ikke her.

Dagene hengik nu rask med Valgagitationer og Selskabelighed. Otto kunde stadig ikke begribe, hvorfor Justitsraad Paulsen var saa ivrig for ham og gjorde sig saa megen Uleilighed. Dette laa deels i, at Justitsraadens Natur ikke tilstedte ham at begynde paa en praktisk Sag uden at anvende al Magt paa at føre den igjennem, deels vilde han indlægge sig en Fortjeneste og træffe saadanne Forberedelser, at han selv snart kunde blive valgt til Landsthinget, ikke fordi han selv havde megen Lyst til at være Lovgiver, men fordi hans Kone vilde til Kjøbenhavn nogle Maaneder af Aaret og indtage en Stilling. Otto valgte overfor det Uforklarlige at anvende sin sædvanlige Benævnelse: at hans Skjæbne tog sig af ham, og han lod den have saa meget Arbeide, som den vilde paatage sig.

Han tog en Dag ned til Tjørnelund for at aflægge et mere passende Besøg hos Mdm. Sandberg end forrige Gang og gjensee Marie Elisabeth og Birgitte. Han overraskede sig selv i at føle en glad, fredelig Længsel efter dem, uden bestemt at kunne sige, om det var Birgittes taknemmelige, trofaste Ansigt eller den unge, smukke Jomfru med Skibets Navn, som havde meest Deel i denne Længsel. Han huskede paa Scenen i Skoven, da han havde seet den lille Marie Elisabeth med Hindbærkrukken; dengang var han kommen fra Veilaa Vandmølle med urolige Tanker opløste af Naturglæde; hans Gjenkomst var nu en lignende, kun efter Begivenheder i langt større Stiil, hvor Alt, hvad dengang laa sammenfoldet, havde udfoldet sig i store Dimensioner. Og i al den Tid havde hun ikke forandret sig; Barnet var blevet voxen Jomfru, men havde samme uskyldige Blik, og den blotte Tanke om dette Blik gjorde hans Sind barnligt, bragte alt det Udfoldede til at lukke sig sammen.

»Moder, det er ham!« Saadan havde Hilsen og Velkomst engang lydt, da han aabnede denne samme Dør.

Det er Hr. Krøyer! sagde Birgitte, der modtog ham i Forstuen og aabnede Døren paa vid Gab, som om den ikke kunde gjøre sig stor og bred nok.

Et Øiebliks Rødme forsvandt hastig paa Marie Elisabeths Ansigt. Hun sagde, at hendes Moder var i Haven, og indbød ham til at gaae med derud.

Der blev tægget, og Port og Gaard laae fulde af Langhalm, saa at Stedet syntes ham fremmed; men da de kom til Havelaagen, udbrød han: O, den husker jeg godt! Der er endnu det lille Hul forneden, hvorigjennem Hønsene smuttede ind.

Ja, og der staaer endnu de Bogstaver, De begyndte at skjære.

Han saae glad paa hende, idet han udbrød: Ja, og husker De .....

Men Marie Elisabeth kunde nu aldeles Intet huske mere; og da Otto mærkede hendes Hukommelses Utilbøielighed, vovede han ikke at minde hende længe. Strax efter saae de Mdm. Sandberg sidde i et Lysthuus og strikke, øiensynlig i dybe Tanker. Hun modtog ham høflig, skjøndt han ikke var hende velkommen. Hun bad ham sidde ned hos sig og fortælle om Udlandet, og det gjorde han saa godt som mulig; men saa forunderlig var denne stille Kones Magt, at det forekom ham, hun kunde see igjennem ham og mærke, at han udelod det Vigtigste.

Marie Elisabeth var sendt op i et Ærinde, men kom strax efter tilbage og meldte, at Fru Bregning holdt udenfor tilligemed et Par unge Piger, hun havde i Besøg, og forespurgte, om de ikke vilde kjøre med op til Snakkebækken.

Det kan vi ikke, mit Barn, vi har jo selv Besøg, bed dem hellere tage tiltakke hos os i Eftermiddag, sagde Mdm. Sandberg, hemmelig fornøiet over, at Otto nu maatte tage Afsked.

Han gjorde det ogsaa strax; men da han kom udenfor, udbrød Emilie: O, der have vi jo en Cavaleer, og det Hr. Krøyer! De maa tage med og see vort Bjerglandskab!

- Snakkebæks-Egnen var et »Bjerglandskab« i overordenlig formindsket Maalestok og nedadtil. Imellem to Rugmarker strakte sig en Fordybning, en halv Snees Alen i Brede, men en Fjerdingvei lang. Paa Bunden rislede et Vand, der om Foraaret summede og »snakkede«; om Sommeren kunde man knap see Vandet, saa overgroet var det Hele af Tjørn og mangfoldige Buske og Planter. Paa den ene Side kunde man komme til en smal, græsbedækket Sti, der dybt nede fulgte Vandets Løb, og her fandt man sig virkelig som mellem Bjerge, idetmindste var Udsigten afskaaren til alle Sider, Stien gik snart op, snart ned, snoede sig mellem tæt Buskads, førte undertiden over store Stene, mellem hvilke Vandet randt hastig, foranledigede Hindringer og Besværligheder, som man leende overvandt. I Vandets Nærhed stode mangfoldige Blomster, andre kunde kun møisommelig naaes høiere oppe mellem Tjørnene. Emilie begyndte at samle til en Blomsterkost eller Krands. Der er Øieblikke, da det kan have noget dulgt Coquet ved sig, naar en Dame saaledes begynder at samle Blomster; hvor uskyldigt det er, beroer naturligviis paa hendes Stilling. Emilie plukkede paa en saadan Maade, at hun foranledigede Otto til at hjælpe sig, og skjøndt Mdm. Sandberg gjerne saae, at han ikke beskjæftigede sig med Marie Elisabeth, var hun af en anden kvindelig Følelse imod, at han hjalp Emilie. Desuden undlod han heller ikke at byde Marie Elisabeth en og anden smuk Blomst, medens de to fremmede unge Damer hjalp Emilie. I de fleste andre Tilfælde vilde hendes stille, blide Gemyt ikke have været aabent for den Slags Indtryk; men Moderens Sind følte sig kaldet til Kamp og var modtageligt eller pirreligt. Hun opfattede uvilkaarlig sin Stilling, som om hun var i to Mænds Sted, i Bregnings og hendes afdøde Mands.

Hun søgte at drage ham til sig ved igjen at føre Samtalen paa Udlandet; men den blev til Brudstykker, fordi Otto hyppig skulde hente en ny Blomst frem af Tjørnene, og fordi man kun kunde gaae En for En paa den snævre Sti. Endelig standsede hun paa en lille Plads, hvor man netop kunde rummes, og hvor der var en lille Grønsværbænk.

Hun havde just sagt, at hun ikke kunde lide Paris, og den stakkels Kone meente det i Grunden ikke; dertil stod Byen fra hendes Ungdom altfor mægtig og herlig i hendes Sind. Men da han spurgte, hvorfor, haandhævede hun sin Mening efter bedste Evne, og da Beviset ikke ret vilde slaae til med historiske Mænd, anførte hun, at de franske Romaner vare slette.

Det vilde Otto i alt Venskab ikke lade gjælde i Almindelighed og nævnte med stor Roes Consuelo.

Af hvem er den Bog? spurgte Mdm. Sandberg.

Af Georges Sand.

O, det Fruentimmer!

Ja, det kan man nok sige; men hun har skrevet deilige Ting ved Siden af mislige Sager. De stærke Talenter ere som Bækken; de føre ikke blot reent Vand, men røre op i Mudderet.

Ja, men det maa ikke være lutter Mudder.

Dette var af den Slags Sætninger, som synde ved deres Overmaal af Sandhed, og Otto nøiedes med at svare: Ja, det er ganske sandt.

Mdm. Sandberg følte nogen Fortrydelighed over sig selv, fandt sig ikke velsindet og gjæstfri nok og havde dog Vanskelighed ved at komme bort fra den Retning, Samtalen havde taget.

Hun sagde: Hvad meente De med stærke Talenter? Jeg er jo kun en Landsbykone og skulde ikke tale med om saadant Noget. Men ere ikke de gudfrygtigste Mennesker ogsaa de stærkeste Talenter?

Ja, det maa jo komme an paa, om de Gudfrygtige have Talent. Sæt, at Evnen til Gudsfrygt var et særligt Talent?

Mdm. Sandberg kunde ikke af Ottos lette Tone ane, hvor dybt og angstfuldt han havde forsket i dette Anliggende, og antog ham for frivol. Hun svarede med Bestemthed: Gudsfrygt er Kilden til Alt!

Ogsaa til at blive Rigsdagsmand? spurgte Otto.

Hun taug med en Mine af Uvillie. Han vidste godt, hvorvidt hun havde Ret, og taug ogsaa.

Emilie havde sin Fornøielse af denne Samtale. Marie Elisabeth stod taus med nedslaget Blik.

Man vendte om, og efter tidligere Aftale kjørte man tilbage til Sandbergs for at drikke Thee. De kom igjennem en Landsby, hvor der paa Kirkegaarden var blevet opført et Gravcapel eller Mausoleum for en fornem Mand, og dette Capel var nøiagtig i samme Stiil som den øverste Deel af Kirken. Marie Elisabeth sagde til Emilie: Mig forekommer det altid, at Capellet der seer ud, som om den øverste Deel af Taarnet var hoppet ned.

Det gjør det virkelig ogsaa, svarede Emilie.

Mdm. Sandberg gjorde en Bemærkning om det Besynderlige i den Tanke, at det var bestemt til at staae til Dommedag.

En af de fremmede Damer sagde: Dommedag er vist altfor langt borte, til at det kan faae Lov at staae saa længe; det troer jeg!

Og jeg troer, sagde Otto, at den kommer aldrig i den Forstand. - Han meente, at den for Sjælene var tilstede hver Dag, men aldrig indtræder for Legemerne. Men Mdm. Sandberg sagde skarpt: Derom kan ikke disputeres.

Nu vilde jeg ønske at kunne lægge en Laas for min Mund til Solnedgang, tænkte Otto; den lader til at ville bringe mig i Ufred idag.

De kom til Theebordet. Gemytternes Stemning havde nu engang faaet et bestemt Præg; man havde mærket Mdm. Sandbergs underlige Stemning og tilskrev den deels en hemmelig Uvillie over at have ham ene med saa mange Damer, deels et blot religiøst Ophav, og saa tænkte man paa Religion eller kom uvilkaarlig til at berøre den. Emilie kunde have givet Samtalen en lettere Vending, men vilde ikke; hun gjorde sig ikke selv Regnskab for, hvorfor hun gjerne saae Otto komme i Krigstilstand med Sandbergs. Otto kunde ogsaa have bragt Talen i andet Gled, men havde nu engang taget sig for at være forsigtig.

En af de Fremmede kom til at fortælle om et Dødsfald i hendes Familie, et spædt Barns, og før man ret lagde Mærke dertil, var man inde i at tale om smaa Børns Salighed. Et Spørgsmaal, der blev henvendt til Otto, afparerede han ved at tale om, hvad der er vort Eget, og hvad Verden giver os i sjælelig Henseende. Indirecte fremtraadte dog hans Mening; at vor egen Gjerning er vor Salighedssag. Mdm. Sandberg spurgte: Saa troer De da ikke, at smaa Børn kunne blive salige?

Nu kan jeg ligesaa godt springe som krybe i det, tænkte Otto og svarede: Nei. Jeg troer ikke paa det Vidunder, at Daaben skal give et nyfødt Barn Sjæl og Salighed. Saa var der ikke Mening i, at vi Andre skulle leve og kjæmpe.

Har et nyfødt Barn da ikke Sjæl?

Jo, Anlæg til Sjæl, svarede Otto og udviklede Læren om de tre Slags Sjæl og om Tilintetgjørelsen, der bestaaer i, at man ikke bliver udødelig, at man har dræbt sin Idealitet og overlevet sin Sjæl.

Mange vilde være tilfredse, hvis de slap saa godt, svarede Mdm. Sandberg. Og Maaden, hvorpaa hun sagde det, vidnede om en saa dyb, urokkelig Tro, en saadan Hengivelse til det Uforklarlige, at Otto ved at mærke denne Aande af en ubetinget Troende, der stillede sig fremmed, næsten fornem til ham - bøiede sig sammen og tvivlede om, at han virkelig i sin Tanke var naaet til det Høieste. Umuligheden af, sikkert at dømme om hine Mysterier fremstillede sig samtidig for ham, og idet han tænkte paa, om Daaben virkelig skulde have en magisk Magt til at vække en Sjæl og uden dens egen Gjerning sende den ind i Saligheden, sagde han ved sig selv: Vi ere Alle Døbere; vi skulle jo Alle udstraale den magiske Magt, der frelser.

Har De saa faaet mange Vælgere? spurgte Emilie.

Mdm. Sandbergs hemmeligste og dybeste Hensigt med hendes Kamp mod Otto: at lade Marie Elisabeth mærke hans Mangel paa Religiøsitet og indtage hende imod ham, var aldeles forfeilet. Men i dette Øieblik, da Emilie begyndte at tale, saae Marie Elisabeth tilfældigviis paa hans Ansigt og opdagede det dybe, glade Velbehag, hvormed hans Øre opfangede Stemmens Lyd. Hun mindedes med pludselig Tydelighed Udtrykket i hans Ansigt, da han havde siddet i Baaden og lyttet til Skuespillerindens Stemme, og en stærk, hastig Følelse af noget Troløst hos ham fyldte hendes Hjerte og rev hende med et Ryk fra ham.