Tiende Capitel

Emilie havde med voxende Forbauselse gjenseet den Otto, hun i dobbelt Forstand havde leget med i sin tidligste Ungdom. Ham havde hun ikke tiltroet Noget, deels fordi hendes Fader var langt rigere end hans, deels fordi han ikke var gammel nok til hende, og tillige fordi hendes coquette Natur behøvede Nogen at øve sig paa for at blive stærk overfor den Ventede, den Store, den Ideale. Skjæbnen havde ført hende til Bregning, der istedenfor at hæve hende høit og virkeliggjøre hendes Drømme var og blev en simpel Landsbypræst og med en Hang, der forekom hende som Indolens, kun sjelden attraaede Andet. Af Arven efter hendes Fader var der kun blevet Lidet, saa at hun, der var født i Rigdom og ved Opdragelsen havde faaet en vis aristokratisk Fornødenhed til at være hævet over det hverdagslige Liv, nu ofte maatte kjæmpe derimod, »tage Alting nøie«, men stadig fandt sig som Fremmed overfor denne Pligt.

Nu kom Otto og var - især overfor hendes lidt nedstemte Fordringer - selve det Drømte, det Begjærede, Idealet. Ung, kraftig og enten formuende eller med næsten ubegrændset Evne til at skabe Formue, hyldet og feteret, bestemt til en Hædersplads i Rigets Politik, dristig, livlig og poetisk begavet, stillede han Bregning saa dybt i Skygge, at hun, naar Otto var borte, kunde undres over, at hun endnu var i Præstegaarden. Hun var ikke vant til den Slags Kamp, hvori man lægger Mærke til sine Følelser, beregner, hvorhen de kunne føre, og i rette Tid paalægger dem Tvang. Hun tænkte ikke, men følte; hun vidste godt, hvad Verden forlangte, og hvad hun skulde skjule; men Et var at skjule, et Andet at slukke Ilden, og naar hun vilde raisonnere og gaae i Rette med sig selv, kom en afgjørende Følelse: Skjæbnen skyldte hende Noget, hun havde ikke havt den Lykke, hun syntes sig bestemt til.

Hvad vilde hun da? Det kunde hun ikke sige, eller det forskede hun ikke efter. Hun levede i det nærværende Øieblik, i Glæden over at see Otto, føle sig ved utallige Minder tiltrukken af En, der ikke behøvede og ikke begjærede hende, igjen fornemme Ungdommens Liv, opleve et nyt Foraar, længes, være mismodig og bange, dølge alle sine Stemninger, gaae omkring i Hjemmet med en indsmuglet Verden, der hørte til udenfor.

Otto havde glemt Fortiden, hvis det kan kaldes at glemme at have Noget dybt begravet i sit Sind og have afbrudt Forbindelsen dermed. Man fortæller om Bomber, som ere kastede ind i en Stad uden at springe og ligge længe begravede i Gruus; da findes en saadan, og den Umistænksomme, der pusler dermed, kommer til at røre ved »Satsen« og frembringer Explosionen. Otto saae i Emilie kun Mindet om Barndommens lykkelige Tid, om Alt det, der var saa ubetydeligt og dog stod i et helligt Skjær. Ved at see hende og være hende nær blev han glad paa en ganske anden Maade end ved andre Mennesker; hun var ikke Fortidens Emilie, men heller ikke Fru Bregning; hun var et Tegn; altid syntes hun ham paany at komme frem ud af Fortiden, at medbringe en Luftstrøm og en Duft, som forunderlig tiltalte ham. Ogsaa syntes det ham, at han imod hende kunde være fortrolig som imod ingen Anden; men naar de saa kom til at tale sammen, var det dog ikke egenlig hende; de bleve pludselig begge To saa voxne. Han huskede ikke, at hun havde gjort ham Fortræd; hans Forstand kunde sige ham det, men Hjertet kunde ikke mindes det. Ei heller huskede han paa, hvorledes hun engang havde villet lege Mand og Kone. Det var ham som en Hemmelighed, der tilfældig var bleven betroet ham om en lille Pige, som Fru Bregning ikke behovede at kjendes ved.

Naar rejser De? spurgte hun, da han var kommen i Besog.

Om en halv Snees Dage, tænker jeg, strax efter Valget.

Det er jo ogsaa sandt! ..... Folk sige, at De saa bliver sendt i et vigtigt Ærinde og langt bort.

Det er i alt Fald mere langt end vigtigt. Mulig fører det til, at jeg kommer til at see Sydamerika.

Herregud, hvad De dog oplever!

Ja, man gjør Bekjendtskab med den Kugle, man ruller paa, og kan, hvis man kommer tilhimmels, afgive Beretning.

Hvad Vei reiser De?

Jeg tænker, med Orlogsskibet til Vestindien og saa med en amerikansk Dampbaad videre.

Er De nu slet ikke angst for Valgdagen?

Nei .... for jeg er overtroisk.

De?! - Men hvordan mener De? Hvad er det for en Overtro?

Det skal jeg sige Dem. Jeg antager, at et Menneske skal fuldføre et vist Kredsløb. Nu forekommer det mig paafaldende, at jeg i min Barndom var i Huset etsteds, hvor man bestandig talte om de tropiske Egne og beskrev dem med overordenlig Kjærlighed. Der, troer jeg, lagdes den første Grund til min Længsel udad ..... Og saa har jeg skullet møde Dem, ligesom for at faae taget Afsked med Alt, hvormed mit Liv begyndte.

Men, Gud bevare's, det er jo, ligesom De tænkte paa at døe.

Aa, nei, men paa et nyt Kredsløb. Man maa tage sin Skjæbne, som den er; havde jeg Valget, blev jeg maaskee helst her hjemme i en Kreds, der tiltalte mig.

Det mener De ikke!

Han mærkede, at hun ikke forstod ham, og smilede som for at give hende Ret i, at han virkelig havde talt i Spøg.

Emilie hørte nu engang til den Slags Kvinder, der finde meest Behag i, at man taler ironisk til dem og gjækkende stikker andre Følelser frem end dem, man har. Han lod hende blive i Troen, beholde den Helteskikkelse, hvori hun ønskede at see ham.

Da han red bort, sagde hun til sig selv: Jeg viser ham for megen Hylding. Men hvordan kan jeg Andet.

Hvor hendes Stemme er blød og behagelig og Blikket mildt, tænkte han, idet han fjernede sig.

Næsten en Uge hengik, Afgjørelsen nærmede sig. Otto skulde til et Prøvevalg i Byen og standsede underveis i Præstegaarden.

Kan De nu give mig Lykke med? sagde han spøgende til Emilie. Det skulde helst være Ens Fødeby, hvori man traadte op; der kunde man selv udsøge sig de bedste Agitatorer. Derinde skulde være saadan en Mand som Dr. Siemsen ..... kan De huske Dr. Siemsen?

Om jeg kan! »Saa ta'er vi en Skeefuld Vandgrød«, sagde hun, idet hun heldig efterlignede Siemsens Tone.

Og Green, kan De huske Green?

Uf, ja, det ondskabsfulde Menneske! »I Kongens Navn arresterer jeg Jer, I Kjæltringer!« Aa, han var kostelig!

Kan Du huske .... Kan De huske det: Dengang vi vare oppe i Dueslaget?

Ja, og Christian Foss, der løb! Hvor han var angst! Accurat som en Hare løb han ..... jeg troer virkelig, han lagde Ørene tilbage.

Hvor I er høirøstede og muntre, sagde Bregning, der korn hjem fra et Sygebesøg. Lad mig høre lidt med .... Aa, Emilie, send lidt Suppe hen til den gamle Niels Christopher, jeg troer ikke, der feiler ham Andet...... Naa, Krøyer, nu skal Slaget nok snart staae.

Ja, der er Prøvevalg inde i Byen idag, og jeg haaber, De følger med ind og hjælper mig lidt. De handler jo hos den fornemste Kjøbmand.

Jeg faaer vel, svarede Bregning; men hvor er Justitsraaden?

O, han er næsten ivrigere end jeg selv; han holder Møde i en Kro med endeel Forvaltere, Forpagtere, Godseiere og Præster. Han commanderer høire Fløi, som staaer imod Jægermester Schiøtt, der er os slemt paa Nakken. Selv fører jeg Centrum. Vil De føre venstre Fløi, gode Pastor?

Nei, min Sandten, vil jeg ei! De skal af et godt Hjerte faae min Stemme; men slaaes med vil jeg ikke.

Ja, jeg kan trøste Dem med, at der er heller ingen venstre Fløi. Jeg vilde gjerne have nogle graae Kofter ligesom Kong Valdemar paa Grathehede; men Kofterne ville ikke.

Aa, det gaaer vel nok alligevel.

Ja, i alt Fald maa man opstemme Sangen:

Til Seir og Lykke blev Volmer født!

Er De ridende?

Nei, jeg er kjørende idag, saa jeg kan byde Dem Plads.

Det var rigtignok rart, for man vil jo gjerne spare sine Bæster.

- Der kom en lille Pige med et Brev til Præsten.

Er Du gaaende Stafet idag, Anne Kirstine?

Ja, vor Fa'er er paa Arbeide, svarede den tiaarige Pige, der var støvet, solbrændt og svedt.

See, hvor kjøn hun er! sagde Bregning paa Tydsk til Otto.

Det er hun virkelig, svarede Otto; en ægte dansk Profil, og hvilket reent Blik! ..... Jeg er saa inde i Tanken om at skulle bort, at jeg ordenlig føler Hjemvee ved at see noget smukt Dansk ..... Hør, lille Anne Kirstine, Du er vist tørstig, vil Du have Kirsebær?

Den Lille var saa undseelig, at hun hverken kunde svare Ja eller Nei. Anne Kirstine skal have Kirsebær, vedblev Otto, nu skal jeg gaae ud og plukke nogle til Dig.

Lidt efter kom han tilbage med et Par Haandfulde og gav den Lille dem.

Emilie sagde: Det er bedst, Anne Kirstine faaer lidt Mad først; kom Du med mig ud i Borgestuen.

Nu vil jeg lade spænde for, sage Otto, da de vare gaaede. Idet han gik ud gjennem den lange Gang, der førte til Gaarden, blev han staaende et Øieblik foran en Glug til Borgestuen for endnu engang at see det smukke Barn.

Samtidig kom Emilie ind i Stuen og sagde til Barnet: Her har Du en heel Kurv Kirsebær, mit Barn, saa behøver Du ikke det Par der. - Med disse Ord tog hun de Kirsebær, Otto havde plukket, og i samme Øieblik faldt hans Øine paa hendes Ansigt, og saa var det, som om hun nu havde antaget sin virkelige Skikkelse, den, hun havde som Barn, det forunderlige Udtryk, der fra hans tidligste Tid havde fyldt ham med ubestemte Forjættelser om Livets største Lyksalighed.

Efter en Stunds Forløb sad han paa Vognen ved Siden af Pastor Bregning; men hvorledes han var kommen derop, vidste han ikke. Det sang inden i ham: »Munken gaaer i Enge« og »Der stander et Kloster i Østerrig«. Alle Melodier brøde frem som Strømme om Foraaret, Alt var skjænket og givet ham: Hans Barndoms Poesi var bleven voxen og moden og virkelig, Skjæbnen havde betalt ham al dens Gjæld.

Saa stor var Lyksaligheden, saa reen og ideal stod den for ham, at han syntes, han kunde have fortalt den til sin Sidemand som Exempel paa sær og mærkværdig Menneskelykke; men, da han vendte sig om og saae paa Bregning, huskede han, at det var hendes Mand, og at han neppe ganske upartisk kunde bedømme en saadan Lykke.

Nu har vi kjørt en Miil, sagde Bregning.

En Miil!? svarede Otto.

De sad og udtænkte Deres Tale, kan jeg tænke, og saa gaaer Tiden. Jeg vilde ikke forstyrre Dem. Efter Deres Udseende antog jeg, at Talen blev meget god. Saa sad jeg og tænkte paa det Vers, De sang.

Sang jeg et Vers? ..... Ja, jeg kom til at tænke ..... Det kan løbe En saa underlig rundt ..... »Munken gaaer i Enge« kom mig paa Tungen.

Nei, det var ikke »Munken gaaer i Enge«, den Barnevise! Nei, det var: »Til Seir og Lykke blev Volmer født«. Jeg sad og tænkte paa de andre Vers, om, at »Lykken sig vende kan om til Nød«, og hvordan saadant et Verdens Barn som De, der vel aldrig har kjendt Sorg, vilde finde sig deri.

Ja, det maa De nok sige, gode Pastor. Der sidder De nu og ryger Deres Pibe og befinder Dem saa vel, medens saadant et Verdens Barn som jeg sidder med tør Mund.

Bregning vendte sig forundret om og sagde: Men hvad Pokker kommer min Pibe den Sag ved? Ryger De ikke, saa er det vel, fordi De ikke har lært det!

Jo, jeg har lært det og lagt det af.

Saa var det vel, fordi De ikke kunde taale det?

Nei, det var for Ideens Skyld.

Hvad vil det sige? spurgte Bregning opmærksom. Men Otto havde allerede gaaet sin sjælelige Undseelse for nær og vilde ikke videre.

Nei, hør nu, sagde Bregning, De slipper ikke saadan fra mig. Er der virkelig Noget i Dem, saa De kjender til Selvfornægtelse, saa vil jeg kjende det og tage Hatten af for Dem ..... Men De skal sandelig frem og sige, om De anseer min Tobaksrygning for Synd mod Ideen.

Nei, ikke Deres; det kan gjerne være, at De ikke har opstillet Dem første Ideal.

Første Ideal? Der er ikke et andet eller tredie. Der er kun eet Ideal for alle Mennesker, kun een Herre, den Herre Christ.

Naa, ja, saa reent ud talt, jeg troer, at ethvert overflødigt Maaltid og enhver overflødig Nydelse er Synd. De føre Sindet bort fra Dødstanken; man har ikke Lov og Ret til Andet end det, der behøves, for at Legemet kan bære og tjene Aanden. Alt Overflødigt giver Legemet Overvægt, og saa fører det Ene til det Andet, til Letsind, Haardhed og Vellyst.

De tager feil! De tager feil! De kan see af Pauli Breve, at der ikke fordres Askese.

Nei, ikke af dem, der høre til anden og tredie Classe! Men Paulus selv, Manden af første Classe, paalagde sig den fuldstændige Tvang. Der har De netop første Ideal.

Bregning kunde i Hast ikke finde sig tilrette, da han saaledes selv var Gjenstand for Kritiken, og meente, at et jevnt, hyggeligt og godt Familieliv var Formaalet; man maatte paa honnet Maade tage Verden, som den er; naar det kneb, skulde man bede Gud om Forladelse og om mere Styrke, saa vilde Naaden ikke mangle.

Troer De, Pastor Bregning, at det Mægtige og Store i Verden er blevet fuldbragt gjennem det hyggelige Familieliv? Men saa de, der ikke have kunnet danne Familie? Hvordan skulle de staae sig overfor mange Fristelser?

De maae see til at gjøre saa lidt Skade som mulig .....

Tag Dem iagt for, hvad De siger, gode Pastor! - Er ikke det, jeg nu siger, i Grunden det Samme, som laa i Deres Ord for rum Tid siden, da jeg saa ængstelig spurgte mig for (men De mærkede rigtignok ikke Angsten). De stillede da Lovens absolute Bud op. Nu kommer jeg med Consequenserne, nu er Deres egen Tilværelse med paa Spil, og nu gaaer De paa Accord!

Jeg gaaer ikke paa Accord. Jeg holder mig til den hellige Skrift. Har Christus ikke selv billiget lidt Luxus? Roste han ikke Maria, fordi hun havde kjøbt kostelig Salve og salvede ham dermed istedenfor at give Pengene til de Fattige?

Jo, svarede Otto; men dengang følte Alle, at noget Forfærdeligt nærmede sig Jesus, en tung, dyb Anelse laa over Gemytterne, alle menneskelige Ting tabte i Værdi og fik kun Værd, forsaavidt de forherligede hans sidste Timer paa Jorden. Og Maria havde jo desuden selv ingen Nydelse af Salven.

Medens Otto talte saaledes, tænkte han ved sig selv: Jeg kan dog ikke være en saadan Kjæltring og Hykler at tale paa denne Maade og imidlertid tænke med Længsel paa hans Hustru! Det gaaer ikke an. Jeg kan ikke see hende igjen, jeg vil ikke! Nei, paa Ære!

Imidlertid sagde Præsten: Ja, hvor Mange opfatte det saa poetisk som De?

Hvor Mange eller hvor Faa er jo ligegyldigt; den Sag afgjøres ikke ved Haandsoprækning. - O, Marie Elisabeth! sagde han paa samme Tid til sig selvjeg vil hellere tænke paa hende.

Men hvad kunde det nytte? Dybt i hans Natur var opsteget to Følelser, der mødte hinanden: den uovervindelige Forkjærlighed for det Ansigt, der i hans Barndom havde vakt hans Sjæl til Ømhed, Beundring, Smerte, Poesi, det henrykkende, blide, skjælmske Ansigt, som han endnu saae med Erindringen, og som ikke var udslettet i Virkeligheden - og den af hans Ungdomsliv udviklede Hang til det Frie eller Forbudne. Uden Emilie, uden det synlige Beviis paa hendes Kjærlighed kunde han have elsket Marie Elisabeth; nu formaaede han kun at betragte hende som en Søster, et elskeligt Barn; Kvinden var Emilie. Skulde der være Tale om at vælge, laa al Tyngde i Emilies Vægtskaal; men han kunde, naar han samlede sig selv til yderste Anstrængelse, forsage Begge. Men saa rakte hans Sind sig ud med dyb Længsel og Trang til noget Heelt og Stort, der vilde sysselsætte ham og fordre en uforbeholden Hengivelse, eller til den strenge, eensomme Kamp fra afvigte Vinter hjemme i hans lille Værelse. Og saa traadte han samtidig frem i det tilsagte Møde for at tilkjæmpe sig Behagelighed, Gage og Reise eller for at love Andre Livsnydelse og Herredømme, tale i en Aands Tjeneste, der ikke var hans, love Opposition mod Foranstaltninger, hvis Nødvendighed han erkjendte, og smigre Følelser, som kun vare berettigede hos de ganske Naive, hos dem, der troede saa fast, at de vilde besegle Ord med Handling, ja med Døden.

Alligevel kom han temmelig vel derfra ved at tale i Almindelighed, som saa mange Andre, og hovedsagelig dvæle ved de Punkter, hvori ingen Uenighed kunde finde Sted. En Interpellation fra en Slagter om, hvorvidt det skulde tilstedes Landsbyslagtere at falbyde Kjød paa Axeltorvet og ruinere Kjøbstæderne, besvarede han med, at han vilde søge det Retfærdige.

Alt gik forresten stille og høitidelig til. Byfogden havde foreslaaet Præsten til Dirigent og holdt selv først en kort Indledningstale, derpaa en længere om Byens Tarv, som han lagde Valgcandidaten paa Hjerte, og som fandt meget Bifald.

Otto blev tilligemed Bregning indbuden tilaften hos Byfogden, hvor der var meget elegant og en oprømt Stemning.

Fødelandets gemytlige Blødhed, Livets sorgløse Velbehagelighed tog ham i sin Favn. Her vare hans Venner. De aabnede Verden for ham, ikke hiin store ideale, kjæmpende, hvor Livet var sat paa Spil, eller hvor Dødens Alvor sluttede den daglige Udsigt, men den jevnt fredelige, kjønne, discuterende, nydende, hvor man accomoderede sig og gik Arm i Arm baglængs til Døden. Han følte paa den bløde Stol, hvor han sad, og fik Længsel efter at sætte Bo og føre et elegant Huus; han vilde være fornuftig og gifte sig, han vilde frie til Marie Elisabeth.

Hans Følelser svarede virkelig til Atmosphæren, hvori han befandt sig. De vare saa fornuftige, medens Marie Elisabeths Billed paany hævede sig tydeligt og smukt. Han holdt dog af hende; det Eneste, han ikke kunde give hende, var Hjertets Begeistring - det Eneste, som saa mange Kvinder savne i Ægteskabet, indtil de faae »alvorligere Sorger«. For første Gang i hans Liv kom ogsaa den Tanke, at Marie Elisabeth maaskee havde Formue; de behøvede saa ikke at reise til Amerika for at søge Fremtiden, men kunde blive hjemme.

Netop som han, under den omgivende Samtale, havde ordnet dette med sig selv, sagde Byfogden: Nu, da De bliver vor Rigsdagsmand, maa De tage mere Deel i Districtets Glæder og Sorger end før og jevnlig komme herover. Vi faae snart et stort Knald, hvor vi da vil have den Fornøielse at møde Dem. Det er egenlig en Hemmelighed: Der er idag skrevet efter Kongebrev for unge Hr. Paulsen og Jomfru Sandberg paa Tjørnelund.

Ja, saa? sagde Otto, i den Tone, man ved Omgangslivet faaer Færdighed i at anslaae ganske uvilkaarlig.

Indvendig stod det ganske anderledes til. Menneskets Sind er jo saaledes, at noget Attraaet ofte kun faaer det sidste, poetiske Skjær ved Vanskeligheden, der spærrer Adgangen til det. Marie Elisabeth fik pludselig sit hele fulde Værd i hans Øine - i samme Øieblik, som hun var fuldstændig tabt. Fra alle Hyggelighedsforestillinger rev »Skjæbnen« ham ud med eet Ryk og viste ham Oceanet. Men den gjorde det paa en fjendsk Maade, syntes ham, og i hans Sind kom en bitter, vild Lyst til Rebellion mod al denne Førelse, hvori han nu ikke kunde see Retfærdighed.

Man udbragte Toaster; han drak den ene Skaal efter den anden og udbragte selv et Par, først en lunefuld, for Forsoning mellem Kjøbstadslagter og Landsbyslagter, Enighed mellem By og Land, saa efter Skyldighed for Huusfruen som Repræsentant for Hjemmets Fred og Poesi, for Alt det, Mændene kjæmpe om.

Der blev bragt Cigarer, og Bregning sagde til ham: Nu skal De, sandt for Herren, ryge med og ikke ville være bedre end os Andre.

Otto modtog Cigaren, idet han svarede: Aa, ja, har en vis Mand taget Hesten, kan han tage Grimen med.

De er dog let at forføre, sagde Bregning overrasket over at have mødt saa lidt Modstand eller blot Skin deraf.

Troer De? Ja, jeg er næsten kommen til samme Tro.

Der er dog endnu nogen Troeseenhed i Verden! raabte Bregning høit leende; han var kommen i det meest oprømte Lune.

Da Otto om Natten havde kjørt Bregning hjem og satte ham af udenfor Præstegaarden, sagde Bregning: Kommer De over til os imorgen Eftermiddag?

Nei, ellers Tak, Hr. Pastor. Nu faaer jeg vist ikke aflagt flere Besøg.

Hvad er det for Passiar! Hvad har De at bestille?

Otto nævnte Adskilligt og tilføiede, at han havde lovet Birgitte at see ind og sige Farvel næste Eftermiddag, og saa vilde han med det Samme tage Afsked med Sandbergs.

Aa, det kan De jo gjøre paa Hjemveien fra os! ..... Jeg vil lade Dem vide, at Kammerraad Ravn idag meldte mig sin Kones Besøg, og at jeg sagde, hun vilde træffe Dem. De maa ikke støde en Vælgerinde!

Aa, ja, naar det er en Forretningssag.

Ja, nei, det skal Pinedød ogsaa være Dem en Fornøielsessag, nu bandede jeg og Pastor Bregning, hvad vi ellers ikke pleie van.