Ellevte Capitel

Mit Æresord ligger brudt paa Tærskelen, sagde Otto ved sig selv, da han næste Eftermiddag var stegen af Hesten og gik ind i Præstegaarden.

Men det Væsen indeni ham, der sagde det, sad blot sørgmodig reflecterende og iagttagende i Sjælens Baggrund eller ligesom over hans Hoved, medens den anden Deel af hans Tilværelse gik frem efter den givne Tilskyndelse, endmere sikker efter en stor Frokost, som havde været given hos Justitsraaden, og hvor Vinen havde flydt i rigt Maal. Da han kom ind og saae Damerne fra Omegnen, mellem hvem Emilie gik med sin hemmelige, kun ham bekjendte Elskov, yndefuld fremfor de Andre som et Væsen fra Poesiens Hjem, blev han den livlige og høflige unge Mand, man ventede at see, medens hans Indre gjemte Henrykkelse og Bæven.

Bregning var for Øieblikket kaldt bort. Man tog Plads i Haven, under et stort Æbletræ, hvis vidtstrakte Grene hang ned, tyngede med halvmodne Æbler. Damerne strikkede og samtalede, men efter kort Tids Forløb ikke meget levende. Luften var opfyldt af tunge electriske Skyer, Aftenen var lummer; en Præstekone klagede over nervøs Hovedpine; Kammerraadinde Ravn sagde, at hun havde aldrig Hovedpine, men Veiret laa paa hende, som om der skulde skee en Ulykke.

Et tidlig modnet Æble var faldet ned; Otto tog det og ridsede i det med en Kniv. - Rister De Runer? spurgte Emilie spøgende.

Ja, svarede han, nu skal De see; jeg skjærer to Børn, en Pige og en Dreng under et Æbletræ.

Ak, Gud, der falder han, saa lang han er! raabte en af Damerne, en Præstekone, hvis Børn legede i Haven.

Hvo der holder meest af mig, faaer det største Stykke! sagde Otto med dæmpet Stemme og trillede Æblet over til Emilie.

Hun blev bleg og vaklede paa Stolen, og i næste Øieblik fløi en brændende Rødme over Ansigt og Hals; men strax efter var der ikke Spor af Sindsbevægelse i hendes Ansigt. - Stødte Du Dig? sagde hun til Drengen; kom Du hen til mig! Hun lagde Barnets Hoved i sit Skjød og kjærtegnede det.

Luften blev alt mere tung og ligesom svagt blandet med Svovllugt. Midt i det Lumre kom undertiden et koldt Vindpust. Det er nok bedst, vi komme hjem, sagde en af Damerne. En Anden bemærkede: Maanen staaer tidlig op iaften, saa bliver det ikke til Noget. - Otto følte i sit Sind den vulcanske, fortærende Bund, hvorpaa han stod, og medens hans Tindinger bankede, kom engang imellem et koldt Glimt, som et Febergys. Men han var ikke istand til at finde et fast Punkt udenfor sig selv, i Emilies Selvbeherskelse var noget Dulgt, der gjorde ham svimmel.

Da Theebordet var dækket, kom Bregning og sagde: Jeg maa bede om Undskyldning for, at jeg snart tager bort. Gamle Ole Larsen ligger paa sit Yderste; der er sendt Bud, at jeg maa komme og berette ham. Vil Du pakke min Kjole ind, Emilie?

Bliver der nu endelig løst op for ham? sagde en Dame.

Fru Ravn sagde: Det er jo i Annexsognet. De har en slem Vei at kjøre, Pastor Bregning, og det bliver en styg Nat.

Ja, svarede Bregning, jeg kommer vel ikke hjem før Morgenstunden. Det bliver en slem Nat. Jeg har altid gruet for at skulle berette gamle Ole Larsen; jeg veed ikke selv hvorfor; men de have altid talt ilde om ham i Sognet.

Aa, jeg troer, han var ikke Andet end et fordrukket, ondskabsfuldt Sviin, sagde Fru Ravn. Og der er jo ingen Børn, saa Skaden er ikke stor.

Det kan nok være, svarede Bregning. Man tager sig sommetider Ting mere nær, end de fortjene. Ved høilys Dag vilde det maaskee være anderledes for mig end i denne Aften.

Damerne gjorde sig færdige til at tage hjem, Vognene kjørte for Døren.

Otto stod et Øieblik alene ved Siden af Emilie i Dagligstuen nær et aabent Vindue. Hendes Blik gled over hans Ansigt uden at standse. Han sagde: Luk ikke dette Vindue, Emilie! - Da han havde sagt dette, følte han, at en Atmosphære af Ild omgav dem Begge.

Han fulgte Vognene, indtil Veiene skiltes, saa red han endnu et Stykke frem, bøiede til Siden og kom ad en stor Omvei til Præstegaardens Mark, bandt her Hesten ved et Led og gik igjennem Haven.

Den opgaaende Maane var skjult af Skyer, men havde alt begyndt at udøve sin Magt og lammet Tordenveiret. Før Otto steg af Hesten, havde han seet Stjerner skinne lige over sit Hoved; da han gik gjennem Haven, vare igjen mørke Skyer drevne for. Nu lukke de Skodderne for mig deroppe, sagde han uden tillige at fordybe sig i sine egne Ords Betydning.

Hvis hun nu venter mig? ..... Nei, jeg kan ikke, og jeg vil ikke

vende om! ..... Der er blevet saa plumret i mig, der er kommet et

saadant Oprør af alle urolige Kræfter, at jeg i alt Fald ikke faaer Magt over mig selv uden at synde mod Idealet og saa fortryde. Man kan dog ikke komme videre, før man er bleven en gammel Mand .... Jeg kan ikke, det er stærkere end jeg. ..... Hende gaaer det

maaskee ligedan, og saa er det jo godt, at jeg forlader Danmark for lang Tid, maaskee for bestandig.

Vinduet stod aabent. Men han kunde ikke see Nogen i Stuen, og hvis Emilie ikke selv kom til Vinduet, vilde han ikke gaae nærmere. Denne sidste Dæmning kastede han endnu op for sig selv, eller denne sidste Undskyldning begjærede han. Han mindedes uvilkaarlig Versene af Kjæmpevisen:

og ved dette Minde kunde han gaaet fremad, selv gjennem Ildsluer, syntes ham, hvis hendes Villie var tilstede.

Et Øieblik efter, medens han stod saaledes bag et af de store Træer i Alleen tæt udenfor Vinduet, kom Emilie tilsyne. Hun udstrakte Haanden som for at lukke Vinduet; men Haanden faldt slap ned, og hun sank hen paa en Stol og lagde Hovedet mod Vindueskarmen. I dette Øieblik vilde han træde frem; da foer Emilie pludselig op og lyttede, men indad mod Huset, og strax efter brød en Lysstrøm ind i Stuen: Bregning kom med Lys.

Emilie sank sammen, og Otto troede, at hun besvimede; men hurtig som Tanken reiste hun sig igjen, ilede henimod sin Mand, kastede sig ned for ham og raabte: Gud være Lov, at Du kom!

Min kjære Pige, fat Dig, sagde Præsten, satte Lyset fra sig og løftede hende op.

Lad mig ligge! raabte hun; jeg har været ond! Der har været onde Tanker hos mig! Men jeg vil sige Dig Alt.

Ord kunne gjøre meget ondt, svarede Bregning; Du skal Intet sige mig, hvis det Onde kun har været i Dine Tanker.

Hvor Du er god og stor! sagde Emilie og reiste sig. Men Du har Ret; jeg vil Intet sige Dig uden det, at jeg fremtidig vil være Dig en sand christelig Ægtefælle. Saa sandt hjælpe mig Gud!

Amen! sagde Bregning, og Ægtefolkene omfavnede hinanden med et Udtryk af reneste Tillid og Hengivenhed.

Ole Larsen er død, sagde Bregning lidt efter. Den underlige Praas Haundrup eller Sem, der saa tidt kommer her i Sognet og vil fuske mig i Haandværket, havde været hos ham og mødte mig paa Hjemveien. Det arme Skind, han var gaaende for min Skyld; saa laante jeg ham Vognen for at komme tilbage ..... Hvor det er skummelt ude! Jeg vil lukke Vinduet, min Pige; Du har ikke godt af Natteluften.

Med disse Ord lukkede Bregning Vinduet.

Otto gik ud af Haven og følte, hvorledes en aldrig før kjendt Feighed ved hvert af de sagte Fjed listede sig paa ham.

Han havde ingen Tanker mere; han gik dump og flov henad Marken i Læ af Gjærdet. - Jeg kan Intet sige mig selvjeg veed Alt, sagde han i tung Fortvivlelse.

Endelig huskede han paa Hesten. Da han nærmede sig den, snøftede den fornøiet ad ham, strakte Snuden imod ham og greb kjærtegnende fat i ham med Spidsen af Læberne.

Stakkels Bæst, Du veed ikke, hvem Du kjærtegner, sagde han og steg op. Hesten gik, som den vilde, og efter en Stund, der forekom ham baade uendelig lang og uendelig indholdsløs, saae han i den matte Dæmring, at han kom forbi Sandbergs Sted. Madam Sandbergs og Marie Elisabeths Ansigter stode for hans Erindring, men fjerne, i en anden Verden, hvortil han ikke længer hørte. - Det var mig, som meente, at vi Alle skulde udstraale det Magiske, der frelser! ..... Hvis Bregning var kommen fem Minutter senere - Gud forbarme sig! .... Det var den sidste Tjeneste, min Skjæbne kunde vise mig. Skodderne ere lukkede. Naaden er slukt ..... Ere I tilstede, I gode Aander - hører Du mig, saa beder jeg om Naade, hvad det saa skal koste, uden Betingelser! ..... Men mig kan vel Intet hjælpe. Bregnings uskyldige Haand lukkede mig ude i det Skumle. Jeg kan ikke stole paa mig selv. Nu vælge de mig, og saa bliver jeg en Pjalt; saa reiser jeg og bliver en Pjalt. Kunde jeg endda tale til Nogen - o, Fra Jacobeo!

Hesten standsede udenfor Justitsraadens Port. Han vilde stige af for at gaae gjennem en Laage og i al Stilhed lukke Porten op indvendigfra og komme ubemærket hjem; men i dette Øieblik kom den unge Paulsen tilsyne i et Vindue. Han var afklædt, havde et Gevær i Haanden og sagde med huul Stemme: Skuddet bliver usikkert! Staa! Nu skyder jeg!

Otto huskede paa, at Paulsen havde Ord for undertiden at gaae isøvne; men han havde tabt sit Mod og var ikke vis paa, om Paulsen ikke maaskee var vaagen og havde passet paa ham eller kunde vaagne og virkelig skyde, hvis Porten gik, og derved bringe hans Nattetour for Dagen. Uvilkaarlig trak han Hesten bort om et Hjørne, steg igjen op og red Fod for Fod, i Haab om, at Paulsen imidlertid skulde gaae fra Vinduet, eller uden at haabe eller tænke noget Bestemt. Han kom op paa Banken i nogen Afstand fra Sandbergs Gaard og blev holdende der, lyttende eller grundende.

Med Et saae han en guul Tunge slikke op ad Sandbergs Tag. Det, der egenlig beskjæftigede ham, var af saa overveiende og intensiv sjælelig Natur, at han ikke ret havde Sands for Virkeligheden og blot ansaae denne gule Tunge for et fra Naturen udgaaende Symbol, han havde tabt Evnen til at forstaae. Da det brændte i Paris, havde han endnu havt Magt til deri at see et stort og forfærdeligt Tegn og begribe dets Betydning; nu var han for meget kuet til aand- og sjælfuldt at ville følge Verdens ledende Kræfter og ane deres hemmelige Sammenhold baade i moralske og physiske Fremtoninger. Men Tungen bredte sig hastig ud, andre, røde Tunger piblede ud og forenede sig med den; det bævede og dandsede og slog derpaa høit op i en stor Flamme - der var Ildebrand. Han begreb det og vaagnede, fik hele sin Energi igjen, jog Sporerne i Hestens Sider og kom i et Par Minutter til Gaarden.

Der er i Maaden, hvorpaa Ilden tager fat og udbreder sig, undertiden Noget, som kunde lede til Troen paa en overnaturlig, dæmonisk Indflydelse, skjøndt Alt gaaer saa naturlig til. Hvor vanskeligt kan det ikke sommetider være for Børn at faae en Troldkjærling til at fænge eller for Jægeren at faae et Skud til at gaae af, og til andre Tider er den ubetydeligste Bevægelse nok til det usalige Vaadeskud eller en forglemt, halvt udslukket Glød, et faldende Fnug tilstrækkeligt til at antænde den største Ild. Birgitte havde ventet Otto ifølge hans Løfte og, hvor mange end Klokken blev, holdt kogende Vand og nogle Kager, hun havde bagt, tilrede for ham. Tilsidst vilde hun overvældet af Søvnighed gaae tilsengs, og enten trillede en Glød ned paa urette Sted, eller fra det flagrende Lys faldt en Tande, en Trækvind førte Fnuget hen etsteds, hvor det fandt sin Leilighed, medens hun gik til sit Kammer og faldt i Søvn. Naar saa Ilden faaer listet sig op til et Straatag, er den som en Samling af Aander, der for at bedøve deres Offer istemme en sagte, dulmende Sang. En eensformig, søvndyssende Hvisken sniger sig om Huset, Ildens Knittren gaaer paa Kattepoter, dandser foran de Sovendes Senge, puster varm Aande over dem, saa at de ikke troe deres Øren, naar Sparre- og Bjælkeværk begynder at knage, men trække Dynen høiere op over Hovedet for uforstyrret at drømme om den sagte Dands.

Op Folk! Brand! skreg Otto og stødte Ruderne ind til Karlekammeret, der var ham nærmest. En kom farende ud og lukkede Porten op; da greb Ilden alt fat i Langhalmen, der laa i store Knipper udenfor Vinduerne. Man hørte Skrig fra Pigerne, og Kjøkkendøren blev aabnet. Kvæget brølede i Stalden, Hestene vilde ikke ud af Frygt for Lysningen, Karlene sloges med dem. Hvor er Madamen og Jomfruen? skreg Birgitte, der halv nøgen havde frelst sig. Taget styrtede over Kjøkkenet, og ved dette Syn hævede Pigerne et Rædselsskrig; thi nu syntes Madamens og Jomfruens Sovekammer omspændt af Luerne, og der var ingen Tvivl om, at de endnu vare derinde.

Birgitte, hvor er deres Sovekammer? spurgte Otto, idet han tog hende haardt i Armen og tvang hende til at tænke rolig et Øieblik.

Der! sagde hun og pegede paa et Sted, hvor Luerne nu sprængte Ruderne, og hvor Døren var spærret af brændende Tæggehalm. Der! Det er lige overfor Dagligstuen! Herren forbarme sig!

Otto saae i nogle Alens Afstand derfra et Vindue staae aabent. - Velan, sagde han til sig selv, der er det Vinduejeg skal ind ad inat.

Han ilede frem mod det Forfærdende, hjulpen af den uvilkaarlige, mandige Drift, man maa have i sin Natur, og af Hengivenhed for de To, der vare stedte i Dødsfare; men for en stor Deel var det hans bevidste Villies og Tankes Gjerning, det var en Afregning, han havde for sit eget Vedkommende, og samtidig med, at det Hele var fuld Virkelighed, blev det tillige et Symbol, med Uvillie mod sig selv drev han sig frem til igjen at faae Himlens Skodder aabnede, hvad det end skulde koste. I dette Øieblik, da Sjælen opbød sine dybeste og hemmeligste Kræfter, saae han midt i Røgen og Lueskinnet sin Faders Ansigt, saadan som det blegt havde seet paa ham sidste Gang, og det lignede trods dets blege, strenge Alvor Barnebilledet, han engang i svær Kamp havde fornummet indvendig. Og medens det saa stærkt bevægede sig i ham, mumlede han under sin hastige Gang eensformig: Men fri os fra det Onde! Men fri os fra det Onde!

Da han kom ind i Sovekamret, laa Mdm. Sandberg i Sengen med vidtopspilede Øine og fægtede med Armene i Luften, men ude af Stand til at reise sig, og Marie Elisabeth stod ved Sengen med en Hovedpude i den ene Haand og gjorde med den anden fortvivlede Anstrengelser for at reise Moderen. Ved at see Otto udstødte Marie Elisabeth et Glædesskrig; men i samme Øieblik slog, foranlediget ved Lufttrækket, en Røgsøile ned om Moderen og kastede Datteren blendet og halvkvalt tilside. Otto tog Mdm. Sandberg i sine Arme, idet han sagde til Marie Elisabeth: Grib mit Frakkeskjød! Kan De? - Ja, ja! - Saa afsted! - Loftet brændte og knagede. En Sparre faldt ned, og den brændende Spids ramte Otto i Siden; det syntes ham, at det var hans Fader, der rørte ham, halvt i Vrede, halvt med forunderlig Kjærlighed. Faa Secunder efter vare de ved Vinduet, endnu et Par Secunder, og de vare frelste, medens Taget sank sammen bagved dem, og medens Menneskene udbrøde i et voldsomt Jubelskrig.

Brandklokkerne lød i Egnen, og der samlede sig Folk. En Sprøite indfandt sig, og hjulpen af Vestenvinden fik man Haab om at redde Lo og Lade, medens det Øvrige nedbrændte med stor Hast. Bregning kom og tilbød Mdm. Sandberg og Datter Huusly og gjorde Anstalter til strax at faae dem hjem. Til Otto sagde han: Det er dog en sand Herrens Tilskikkelse, at De skulde komme fra Kjøbenhavn hertil for at redde disse Mennesker. - Saa De er ude om Natten at redde Mennesker paa min stakkels Brune! raabte Justitsraaden, der nu var kommen tilstede tilligemed sin Søn. Men godt gjort var det! vedblev han og gav Otto et varmt Haandtryk. Et Øieblik var hele Gruppen samlet om de to Damer, der nu skulde til at kjøre, men ikke kunde blive færdige med at række Otto Haanden. Paulsen omfavnede ham fra Siden uden at sige et Ord. Da de vare kjørte, sagde Justitsraaden: Præsten meler altid sin Kage og faaer det Bedste. Han tilføiede høit raabende: Alle dem her, der ikke har Huusly, byder jeg hjem til mig!

Hans Stemme lød trøstende over den mørkt glødende Tomte og blev besvaret med Tak fra Karle og Piger.

Da Otto vaagnede den næste Morgen, blev han, hvis ellers Mindelse var nødvendig, erindret om Nattens Begivenheder af Brandvabler paa Hænderne, svedet Haar og en stikkende Smerte i Siden. Fornemmelsen i Siden gjenkaldte med yderste Bestemthed hans Faders Billede og førte ham heelt tilbage i den store Sindsstemning, da Alt var sat paa Spil, og i det store Uveir, der var gaaet igjennem hans Sjæl. Som i Skoven efter Lynild, Storm og Pladskregn Grene hænge knækkede og Alt staaer tungt og bøiet, men dog forfrisket, saadan var hans Sind. Han havde ikke troet at kunne opleve noget Nyt i sjælelig Henseende, og dog var der kommet en ny Følelse: Ydmyghed, ikke den Slags Ydmyghed, hvormed han havde kaldt sig selv en Pjalt, men en Tilstand, hvori han var ømslaaet, forfærdet og ekstatisk greben af Tilværelsens forunderlige Blanding af Strenghed og Gunst, og hvori alle Sjælekræfter stode harmonisk til hinanden i at anerkjende Livet, ikke som et Krav, men som en Gjæld. Han øinede med Tydelighed en dyb, mægtig Lyksalighed i at leve for denne Gjælds Betaling, for Livets uafbrudte Alvor, uden Hensyn til dets Storhed eller Lidenhed, i sand, activ Tjeneste, og i at tage den strax, ikke vente, til den kom efter hans Behag, men indrette sig og sit Behag efter den.

Som en stor Guds Gave tænkte han paa Peter Krøll og hans Fabrik og begav sig derover.

Peter modtog ham muntert med den Forsikkring, at han troede nok, at nogle af Arbeiderne vilde stemme paa ham.

Men nu har jeg en ganske anden Ting at bede Dig om, Peter; vil Du lade mig faae et Værelse i Huset ved Aaen og antage mig til Lærer her paa Fabriken?

Dig, Otto? Det er da ikke Dit Alvor!

Jo; jeg har kun den Frygt, at Du nu skal afslaae mig det af misforstaaet Venskab. Jeg beder derom som en stor Gunst. Du maa ikke troe, at jeg vil gjøre Fordringer og genere Dig.

Det er ikke det, sagde Peter, men kunde dog øiensynlig ikke finde sig i den Tanke at faae Otto i sin Tjeneste.

Da Otto bemærkede det, sagde han: Peter Krøll, for første og sidste Gang minder jeg Dig om Uri. Skylder Du mig Erkjendtlighed, saa betal den, jeg beder Dig derom; hvis ikke, maa jeg gaae andenstedshen og søge Tjeneste.

Tro dog bare ikke ondt om mig! Jeg vil Alt, hvad Du vil. Men hvad vil Folkene sige?

Lad mig blot komme til at tale med dem og fortælle dem, at jeg vil boe og bygge hos dem og leve med dem. Og lad dem saa prøve mig.

De vil troe, at Du gjør det for at faae deres Stemmer.

Men jeg vil ikke være Rigsdagsmand.

Ikke? spurgte Peter. Vil de Andre ikke have Dig?

Nei, der er dem, som ikke vil have det.

Ja, men Du skal ikke lade Dig gaae paa! raabte Peter, og Blodet steg ham op i Kinder og Pande. Nu vil jeg ride Landet rundt for Dig! Og saa vil jeg sætte hele Fabriken til derpaa, om det skal være! Lad mig nu see, hvem af Folkene her der vil mukke! Lad mig høre et Kny! Saa kan Hr. de Castro bagefter jage mig herfra, om han vil.

Peter, Peter! Her havde jeg tænkt at faae den mindste Kamp, og her faaer jeg den stor nok. Gjør dog blot, som jeg beder Dig.

Det er sandt; Du vil have det. Men jeg kan ikke begribe det. - Ja, men jeg skal nok rydde et Stykke Skov, og til Foraaret skal Du faae en Have paa en halv Tønde Land.

Otto smilede. Er jeg saa antaget nu? spurgte han.

Ja, svarede Peter, endnu nølende. Men da han følte Ottos Haandtryk, udbrød han: Det er dog en stor Lykke, hvis det er Din rigtige Mening, Otto! - Naar vil Du komme?

Jeg er kommen. Her er mit Hjem.

Saa maa jeg da sige: Velkommen! Og til Lykke!

Det blev næsten endnu vanskeligere at forsone Justitsraad Paulsen med den Tanke, at han havde gjort sig saa megen Møie forgjæves, »gjort sig til Nar«. Vanskeligheden var især, i en Hast at faae en anden Rigsdagsmand, indtil det faldt ham ind, at han selv kunde stille sig, hvilket han ogsaa gjorde.

Havde det paa Herregaarden og andre Steder noget Uforklarligt, at Otto saaledes forsvandt, saa vakte det endnu mere Forbauselse paa Fabriken og i dens Omegn, da man erfarede, at han frivillig havde trukket sig tilbage til den. I nogen Tid bevarede man en vis Sky overfor dette Usædvanlige, der næsten syntes at fjerne sig fra den sunde Menneskeforstand; men desto større og dybere blev lidt efter lidt Anerkjendelsen hos dem, han daglig færdedes med, og som ikke fuldstændig begreb, men troede paa, optoge, hvad der udstraalede fra ham. Han blev hjulpen i sit Kald af Smerten i Siden; den var ham en Paaminder. Sjælen stirrede ind i den Verden, der ligger bag den virkelige. Hans indre Øie saae, naar han var sammen med Mennesker, en Baggrund, hvor Faderens blege Ansigt var tilstede mellem andre, ubekjendte, og hans Øre havde faaet Evne til, naar Mennesker talte, at høre det Udødelige af deres Sjæls Liv og beholde dette som det Egenlige. Med denne dybe, vemodige Sands kunde han høre Sjælen, det Gode, Udødelige, endog naar det ligesom laa begravet i Gruus; Gruset er altid forholdsviis let at rydde tilside, naar rnan veed, at Nogen, Ens Slægtning eller Ven, lever dernede. Undertiden opkom i hans Sind en forunderlig, ham hidtil ubekjendt Ironi. Den sædvanlige Ironi - som Schiøtt engang havde lært ham - bestaaer i, at man mærker det Daarlige paa Bunden trods alle kjønne Ord; han saae nu det Modsatte: Det Gode, forundret over enhver Haandsrækning, kjende sig selv som den egenlige Natur og kjæmpe sig op, medens ofte Ordet endnu var præget af det Ondes Vane. Med dyb Lystighed kunde han opfatte Livet som en besynderlig Komedie, hvor Verden er god, men handler ondt og taler værre, og hvor Alt det, der adsplittet er ondt, tilsammen er godt.

Efterhaanden blev Smerten i Siden til mere end en Paaminder, til en tung og besværlig Kamp, og endelig raadspurgte han en Læge. Han saae paa Lægens Ansigt, at der var Fare, og bad ham sige sin Mening tydelig og bestemt.

De kan jo komme Dem, sagde Lægen.

Otto begreb, at det var Døden, og hans hele Væsen bævede ved at staae overfor Fjenden, der er alt Liv uforstaaelig og dog skal gjøre sig forstaaelig for det. Og at skulle bort nu, da han havde begyndt at være lykkelig, at prøve Freden, at elske uegennyttig og føle sig elsket! Men i næste Øieblik, efter nogen Anstrengelse, saae han igjen Baggrunden; han vidste nu blot, at han var nær den smertefulde Bro, som førte derover. Samlende i Erindringen sit Livs store Øieblikke for at møde det største, sagde han til sig selv: Derfor ere vi Adelsmænd; vi maae betale.

Han spurgte: Hvorlænge har jeg tilbage, Doctor? Og vil jeg beholde Bevidstheden til det Sidste?

Til det andet Spørgsmaal kan jeg svare Ja. Til det første: Det kan vare kortere eller længere; men hvad De har at ordne i denne Verden, vil det være raadeligt at besørge inden en Maaned.

Altsaa en Maaneds Tjeneste! mumlede Otto.

Han havde en Samtale med Paulsen og Marie Elisabeth, og - som de senere sagde - han kunde gjøre med dem, hvad han vilde, naar han blot saae paa dem. Til det, han begjærede, vare de alt villige i Forveien; han testamenterede dem sit Kald, og Paulsen flyttede strax over til ham.

Saa havde han den Glæde at forlove Birgitte med Peter Krøll.

Hans Moder kom, og han fortalte hende saa godt som mulig sit hele Liv, betroede hende ogsaa, hvorledes hun havde frastødt ham, hvor kold han havde været i sit Sind, og hvor urimelig, at han f. Ex. ikke havde kunnet tilgive hende, at hun brugte Snuustobak. Nu, sagde han, er det mig netop en Glæde; thi det er mig, der skal fornøie mig over, hvad der kan være Dig behageligt.

Fra det Øieblik paalagde hun sig selv Tvang. Den gamle Kone gjorde alt Muligt for at tage sig ud for sin Søn. Med den forunderlige Evne, som Moderkjærligheden besidder, trængte hun ind i hans Sind, løftede sig op til ham og begyndte ligesom at skabe sig selv paany med stor, smertefuld Opgivelse af megen indgroet Hang.

Som hun engang, medens han sov, sad over ham, med Ansigtet forherliget af Smerte og Kjærlighed, vaagnede han op og stirrede overrasket paa hende. Hvad er der, Otto? spurgte hun ganske angst.

O, Moder, Du er saa deilig! Du er saadan en Matrone, som jeg længselsfuldt søgte, Gracchernes Moder. Men Din Søn er ikke bleven nogen Gracchus, lille Moder!

Hun fik Taarer i Øinene over hans Skjemt, og da hun saae, at han vilde op, sagde hun: Vil Du nu ikke hellere holde Dig rolig? Dø blot ikke fra mig!

Han sagde ved sig selv: Ak, hun forstaaer ikke, at jeg maaskee kunde havt denne Lyksalighed for billig Priis - at jeg kun med Døden for Øie har kunnet faae Sjæl til at døe og leve efter Døden.

Hun vedblev: Bliv nu liggende, Otto; anstreng Dig ikke idag.

Lille Moder, Du veed ikke af, at jeg kun ved Anstrengelse faaer Magt til at leve.

Ja, saa er det en anden Sag, sagde hun beroliget.

Endelig kom Tiden, da Legemet ikke længer formaaede at adlyde; han havde blot faa Dage tilbage.

Marie Elisabeth og Moderen vare hos ham og vege sjelden fra hans Leie; ogsaa Emilie kom over.

Kan Du huske, sagde han den sidste Dag til Emilie, hvordan vi gik ned til Stranden og saae efter Skibet, efter Marie Elisabeth?

Ja, Otto, hvorfor tænker De nu paa det?

Han svarede ikke, men blev liggende længe med lukkede Øine og et lykkeligt Smiil.

Tal til mig, sagde han endelig; lad Eders velsignede Stemmer følge mig. Jeg er dog mageløs lykkelig ..... blot Barnet kom nærmere.

Hvilket Barn, Otto? spurgte Moderen.

Det indvendig i mig .... Det svæver foran mig; det har aldrig

villet komme rigtig nær .... Der kommer Marie Elisabeth seilende

..... Kan Du see, Emilie, det gik ikke under ...... Barnet staaer

ved Flagstangen .... De raabe Hurra ... nu skal vi seile ...... O,

der er Barnet ....... O, Fader, hvor Du er lys.