© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Medens jeg skrev paa sidste Trediedeel af denne Fortælling under Trykket af mine brudte Løfter til Publicum, syntes det mig, at jeg havde overordenlig Meget at sige Læserne i den Anledning, naar Bogen var fuldført. Men nu, da den foreligger trykt, kan jeg knap selv forstaae, hvorfor den ikke for længe siden er bleven færdig, og det, jeg kunde fortælle, forekommer mig at være lutter ubetydelige eller for Andre ligegyldige Ting. Det veed jeg, at jeg til ingen Tid opgav Arbeidet, men heller ikke vilde skille mig fra det, før jeg havde realiseret den udkastede Plan, og deri, at jeg har anvendt endeel Aar af mit Liv derpaa, ligger min Undskyldning. Man kan indvende, at saa skulde jeg ikke ladet Begyndelsen trykke saa tidlig, og det er sandt; men jeg troede dengang, at jeg kunde blive færdig i den angivne Tid.
Med Hensyn til Bogens Indhold, da veed jeg, at hverken For- eller Eftertale kan bøde paa, hvad der ikke er tydelig og bestemt tilstede i Værket. I Betragtning af de særegne Omstændigheder - at det er tænkt og udarbeidet som Enhed, men udgivet i Stykker - bør jeg maaskee gjøre en orienterende Bemærkning, men i alt Fald en meget kort. Der vises en Tid og en Personlighed paavirket af Tiden; de gaae ved Siden af hinanden og vise bestandig stærkere et Tredie: de Magter, der beherske begge. Helten er ikke skildret for at vække sværmersk Beundring, og om Bogen forventes ikke, at den skal blive kaldt en spændende eller en morsom Bog. Læsernes Tilfredsstillelse maa ligge i de Tanker, Begivenhedernes Sammenhæng og Personernes Skjæbne formaaer at vække.
Da et betydeligt Stykke alt længe har været trykt, har det kunnet være Gjenstand for adskillig kritiserende Samtale, og bl. A. er blevet bemærket, at jeg kunde have behandlet Helten med mere Humor, staaet ironisk til ham. Selv forudsat, at jeg havde havt Evne dertil, vilde dette ikke ligget i min Plan, eftersom Humoren - om jeg tør bruge dette Ord - ligger skjult i selve Compositionen. Helten stræber efter det Store, gjør uendelige Fordringer paa sin Personligheds Vegne; men jo mere han kommer ind i Livet, desto mere bliver han uden at vide det Redskab til Udviklingen af Andres Skjæbne (jvfr. 2den D. Pg. 418, 644 og 1118, samt 1ste D. Pg. 11, 2den D. Pg. 427 og 3die D. Pg. 207) og føres samtidig selv til en ganske anden Uendelighed, end han havde tænkt. Dette forhindrer lidt efter lidt al humoristisk Farve i Enkelthederne. I Yttringen om, at der under Tilværelsen ligge Traade, som gaae ind til Nemesis, og at man ved at berøre dem bringer Klokken til at lyde hos Gudinden, er i denne Henseende Bogens Tanke. Men om der ogsaa er flere Grundtanker, hvorom ingensteds i Fortællingen har kunnet gives tydelige Vink, og om jeg ogsaa har stræbt at holde en Forbindelse mellem tilsyneladende meget fjerne Punkter - man sammenholde, som lidet Exempel, Milners Yttringer til Camilla 2den D. Pg. 394 og 413 med Pg. 980 og hendes Brev til Otto Pg. 1110 - skal jeg dog ikke videre foregribe Læserens selvstændige Opfattelse. Alting maa komme an paa, om Bogen kan taale at læses to Gange.
En Følge af Planen var, at der hist og her maatte brede Skildringer til. Et Par af disse maa jeg selv erkjende at være for brede. Begivenheden paa Klampenborg tynges af Schiøtts Tale om Guden Vatch (2den D. Pg. 408 og 9); jeg brugte Mere af indisk Mythologi, end der til at begrunde en Yttring i 3die D. var nødvendigt. Ved Selskabet hos Milner (2den D. Pg. 457 og flg.) er der ligeledes overfyldt, men af en anden Grund. Samtalen om Præsterne skulde været Foranledning til noget Senere; men imidlertid udbrød den Kierkegaardske Polemik, og man vil let forstaae, at jeg saa meget som mulig stræbte at undgaae, hvad der end ikke kunde blive Rivalisering, men blot Efterklang.
Der er andre Steder, hvor Værket kunde havt godt af at være blevet eftergaaet, naar det var fuldstændig færdigt; jeg overseer det ikke; men det er ikke min Opgave at udhæve det her. I dets Heelhed er det, hvad jeg har formaaet, og hvad jeg har villet.
Retskrivningen har jeg i det Væsenlige holdt eensformig i hele Bogen, skjøndt jeg i Mellemtiden har forandret den i »Nord og Syd« med Hensyn til dobbelte Vocaler. Jeg beklager, at der hist og her har indsneget sig Afvigelser og Unøiagtigheder bl. A. ved Brugen af c og k i fremmede Ord. Man kan i Correcturen komme til at oversee den Slags Ting uden at være ligegyldig for vort Sprogs Retskrivning. Desværre er det jo saagodtsom umuligt at gjennemføre denne systematisk.
Endnu staaer tilbage at opfylde en Pligt, men en behagelig. Den er at bringe Forlæggeren, Hr. Cancelliraad Høst, min hjertelige Tak for hans Adfærd under Værkets Gang. Enhver vil indsee, at det ikke er et ubetydeligt pecuniairt Anliggende at forlægge en saa stor Bog, der trykkes i 3000 Expl., og at Risicoen, der kunde foranlediges ved Standsningen, var stor. Ved skriftlig Contract var jeg forpligtet til at levere Slutningen paa bestemt Tid; men Hr. Høst løste mig beredvillig fra alle Forpligtelser uden at forlange sig selv befriet fra nogen. Efter at han havde sendt mig et Brev, hvori han gav mig fri Haand og bad mig, ikke at bekymre mig om andre Hensyn end de blot literaire, har han senere, hvor langsomt det end gik, ikke et Øieblik, ikke med det ringeste Ord, viist Tegn paa Utaalmodighed. Enhver, der veed, hvor ugjerne Folk opgive deres Ret, og hvor vanskeligt det er dem, efter Opgivelsen ikke at minde derom, vil kunne vurdere denne Adfærd; men Ingen kan i dette Tilfælde føle den saa dybt og paaskjønne den saa hjertelig som jeg. Uden Hr. Høst's Humanitet kunde jeg ikke have fuldført Bogen i Fred - maatte det nu blot ikke af Samtiden befindes, at dette Gode og Velsindede har været ilde anbragt.