Mendel Hertz

Et tilfældigt Møde paa Gaden bringer mig ham i levende Erindring fra den Tid, da jeg var i en Alder af 12-15 Aar.

Han var da noget over de tredive, af Haandværk Skomager, og levede sammen med sin Moder, der gik om og handlede med brugte Dameklæder. De boede i en lav Stue i Mikkelbryggersgade, og der var naturligvis tarveligt nok hos dem. Men Fredag Aften eller Løverdag, naar deres Dagligstue - hans Værksted - var gjort istand, hans Værktøj lagt i en Kasse og skjult i Alkoven, det gamle Bord, der til hverdags krøb halvrundt sammen ved Væggen, slaaet ud i Rundhed og stillet midt i Stuen og dækket med den hvide Sabbatdug, hvorpaa om Aftenen stod to skinnende, pletterte Lysestager, om Dagen en gammel kinesisk Potpourri-Krukke - saa var der i Stuen den dæmpede Højtid, som hører de gammeldags Jøder til: Alt stille, mens Noget ventes; man »haver andensteds hjemme«, og selv i det midlertidige Hjem synes der ikke at være Fattigdom, men en Tilstand fra Tider, da Rigdom ikke var opfunden eller ikke blev baaren til Skue.

Men heraf følger ingenlunde, at Hverdagene eller endog Sabbaten altid gik hen uden Storm.

Naar man for første Gang kom ind og saa Mendel sidde ved sit Arbejde, var der noget Anseligt ved ham, formedelst det store Hoved, omgivet af temmelig lyst, brunt, krøllet Haar og det langlige Ansigt med de klare Øjne. Han syntes meget for betydelig til det lave, firkantede, lille Bord med Stumper af Læder, Beg og Traade. Men naar man fik ham nøjere set, var det Store som en Ramme, der ikke var ganske udfyldt; snarest fandt man i Ansigtet noget Usikkert, Barnlig-Uudviklet, med et højst godlidende og blidt Udtryk. Rejste han sig, var det ikke til hans Fordel med Hensyn til Skjønheds-Virkning, eftersom han, uden at være dværgagtig, var for lille til sit Hoved, hvortil kom, at han ikke gik godt, paa Grund af, at hans ene Ben var lidt kortere end det andet. Denne lille Fejl havde maaske været Aarsag i, at han som Barn blev sat til Skomageriet og saa i al sin senere Levetid overvejende fik brugt Hovedet (samt Armene, naturligvis). Saa vidt mig bekjendt, forskede han aldrig selv i den Retning, klagede ikke, men var stadig barnlig tilfreds med Tilværelsen og sig selv. Jeg tror, at han, skjønt han aldrig sagde det ligefrem, ansaa sig for Verdens eller idetmindste Danmarks første Skomager. Men en eller anden Følelse af den Art maa man jo have for at kunne bære det daglige Liv. Ogsaa er det muligt, at han ved fortrinsvis at se paa sit Hoved - og det er det, man ser for Spejlet - var kommen til at anse sig for en smuk Mand. Endelig kunde maaske siges, at han var langt fra at tro sig selv dum. Men hvo gjør det? Og hos ham var Sligt saa dæmpet, fordi han sit hele Liv havde hørt til de Fattige og Smaa, kun med Ret til en ganske lille Krog.

Hans stille, jævne Tilfredshed forhindrede imidlertid slet ikke, at han jo ogsaa var overordenlig vemodig, mest i Sager, der ikke egenlig angik ham selv. Saaledes overfor Moses. Mendel havde, det maa i Forbigaaende siges, tænkt meget over Religionen og var derved blevet fritænkersk. Han fandt det aldeles urimeligt, at der skulde være gaaet et Par af alt Levende, af Kvæget og af Fuglene, ind i Arken. Medens han behændig lod den begede Traad glide gjennem Hullerne, som Sylen havde gjort, eller udhamrede en Saal, kunde han føre strængt Bevis for, at der umulig kunde have været Føde til dem i Skibet.

»Man er jo dog ikke et Barn«, sagde han; »hvor kan Moses forlange det af Ens Forstand! - Der er mange andre Ting«, vedblev han hovedrystende; »men saa længe Moder lever, og Gud lade hende leve til min Død, siger jeg ikke Noget, for ikke at gjøre hende Sorg. Men hvis det blev sagt!«

Helt anderledes blev Tonen, naar han talte om Moses' Død. »Gud«, sagde han, »tog ham op paa Bjerget Nebo, paa Grund af en Fejl, og sagde til ham: Her skal Du sidde og se det forjættede Land med Dine Øjne! Derind kommer Du ikke! Og saa sad Moses der og stirrede og døde af Længsel.« - Mendels blege Ansigt blev endnu blegere, som om han selv skulde dø ved det. »Men det forstaar sig«, tilføjede han for at trøste sig selv og mig, »vi er Alle Vorherre en Død skyldige; det plejede min salig Fader at sige.«

Tiltrods for Mendels Fritænkning var der hos ham ikke Sammenligning mulig mellem Moses og Napoleon. Han kunde knap tænke samtidig paa dem Begge. Men naar Tanken dvælede ved Napoleon paa St. Helena, følte han omtrent ligesaa dyb Sorg og Vemod som ved Moses paa Nebo. Dette viste sig i Særdeleshed, naar han sang sin Yndlingssang, General Bertrands Afskedssang. Saa satte han sig gjerne stille hen, med Albuerne paa Knæerne og med Hovedet mellem Hænderne, og saa ud som en Grædende, og han græd ogsaa indvendig eller var inderlig dybt rørt. Han læspede lidt, og Bogstavet l faldt ham meget vanskeligt. Han sang:

Saa dybt vemodigt var Udtrykket, at det for mig, som af ham lærte Sangen, blev forunderlig stort og skjønt, at Bertrand havde staaet i gylden Kejsersadel, og jeg er ikke blevet rigere ved senere at erfare, at det skulde være Sale. Ligeledes syntes det saa aldeles rigtigt, naar han med det blege Ansigt og den sorgfulde Stemme, ligesom selv døende af Trofasthed, sang: »tro indtil min Død« istedenfor: »hans Død.«

Mendel følte ogsaa for anden stor Menneskeskæbne, især den sørgelige. Han kom meget sjælden i Theatret, men skete det, saa var det til en Tragedie, helst »Axel og Valborg«. Jeg havde ikke set Stykket og nok kun læst det til Skolebrug, uden dybere Sans og Forstaaelse. Det brød Mendel sig ikke om; han havde ikke paataget sig min literære Opdragelse; han var personlig sysselsat og gav sig Luft. Næsten lige som jeg engang kom ind ad Døren, fremsagde han, bøjet over sit Arbejde:

Men saa kommer Valborg. Før var hun en Knop, nu er hun sprungen ud:
Hvor Du er bleven dejlig, dejlig, dejlig! Men saa kommer Tragedien; de kan ikke faa hinanden for Præsten, og saa siger hun (her rejste Mendel sig i sin fulde Højde og fremsagde med saa vidt mulig kvindelig Stemme):

Oh!«

Det var uden al Tvivl komisk; men, som det staar for min Erindring, studsede Noget i mig og fik Anelse om ædel Menneskesorg.

Alt Saadant antog jeg dengang for Noget, der sad ganske løst paa Mendel, eller jeg tænkte slet ikke over det; han var for mig den stille, tilfredse Skomager, der morede eller adspredte sig med det Sørgelige. Jeg maa da ogsaa tilføje, at jeg af ham hørte ikke blot tragisk, men lejlighedsvis lettere, gladere Poesi. Men dette fører lidt tilbage.

Mendel havde en Moster, og hun havde en Steddatter, der forresten ganske var som hendes egen Datter og Mendels kjødelige Søskendebarn. Hun var et Barn paa fjorten Aar, men voxede naturligvis. Hun hed Salome; men et Pust af samme frie Tanke, som Mendel bar i sig, var ad anden Vej naaet til hendes Kreds, og man havde oversat Salome til det danske Fredrikke. Mendel holdt fast paa, at hun hed og skulde hedde Salome, og kaldte hende aldrig anderledes. Det var en skjelmsk lille En; men hun havde tillige Ord for at være meget sikker og paalidelig. »Hende kan man sende Verden rundt«, sagde Moderen. Hun gik i Friskolen, Karoline-Skolen, og blev godt oplært. Mendel kunde ikke ret lide denne Lærdom; i den Henseende var han gammeldags orthodox, mistænksom mod Pigebørns Lærdom ud over Husfaget. Især hendes Skrivning mishagede ham; man skulde troet, at han som en Fader var bange for de Breve, hun engang kunde skrive. Men hendes Syening beundrede han af ganske Hjerte. Naar han fik et Prøvestykke, som hun havde syet, mellem Hænderne, kunde han sidde og glæde sig over det med en Slags kunstnerisk Andagt, og saa kunde det hænde sig, at han brød ud i Sang:

Om han havde lært Visen i Haandværket eller selv lavet den, skal jeg lade være usagt; men han sang den paa særegen blød, fornøjetkjærtegnende Maade og med et Tonefald, der længe blev i Ens Øre. Engang var jeg Vidne til, at Salome gav sig til at danse efter den; det var kun et Øjeblik, hun holdt strax op, som om det ikke var sømmeligt; men hvor hun og Sangen tog sig ud i de faa Sekunder!

Salome voxede umærkelig op og blev atten Aar.

I det Tidsrum mødte jeg en Dag Mendel paa Gaden. Det var et overraskende Møde af den Grund, at det var høj, lys Dag, en Hverdag, da Mendel ellers aldrig forlod sit Arbejde.

Han sagde ikke Goddag, spurgte heller ikke: Hvordan har Du det? eller Sligt, men sagde, idet han standsede, med sit vemodsfuldeste Blik fæstet paa mig: »Der kan ske Meget, imens man syer et Par Støvler.«

For dog at svare Noget sagde jeg: »Ja, især hvis man er længe om det.«

Han stirrede ud i Luften, gav sig til at fløjte »Napoleon, Din Stjerne monne dale«, og gik fra mig uden at sige Farvel.

Der maatte være sket Noget - og det var der ogsaa.

Hans Fødselsdag faldt sammen med den første Dag af Purim, Mindefesten over Haman, da man gjør sig lystig, holder Gjæstebud, gaar (gik) maskeret i Besøg hos hinanden, men ogsaa tør arbejde.

En Aften kort før Festen var Salome i Besøg i Mikkelbryggersgade, og man talte da om, hvad Folk nu havde for med Hensyn til Morskab, og om Mendels forestaaende Fødselsdag.

Mendel sagde halv-muntert: »Jeg skal ingensteds hen, og jeg ved udenad, hvad jeg skal have i Foræring. Af Moder faar jeg en Butterkuchen og enten to Nattrøjer eller et Silkelommetørklæde, og af Dig faar jeg et syet Tøj.«

»Du vil jo ikke have Andet!«

»Jeg vil ikke have Andet? Nej jeg vil ikke have Andet.«

»Hvad er det da, Du vil?«

Han kom nølende og usikkert frem med det: »Jeg har saa tit talt ilde om Dit Skriveri, og det er vel stor Uret af mig ... Du har lært Noget ... Naa, lad mig faa et lille Brev ... Jeg har aldrig faaet noget Brev. Lad mig ogsaa engang se, hvordan det er at faa et Brev paa sin Geburtsdag.«

Hun klappede i Hænderne og raabte: »Saa kan Du faa efter Bestilling og alligevel blive overrasket!«

»Blive overrasket?«

»Ja, for Du ved jo ikke, hvad der staar i Brevet!«

»Det er ogsaa sandt! Det ved jeg ikke!«

Højtidsdagen kom, og Fodposten bragte et Brev, som han aabnede glad og spændt. Der stod:

»Gid Du iaar maa faa et Kys af den, Du helst ønsker.«

Ved disse Ord brød den Ild, som vel havde ulmet længe, ud i lys Lue. Han vilde øjeblikkelig ile til hende, flyve paa Kjærlighedens Vinger. Men han skulde gjøre et Par Støvler færdig til en Kunde, som betalte godt og strax, og hvis han nu skulde pynte sig og fri, vilde maaske hele Dagen gaa med. Desuden var hun rimeligvis ikke hjemme, men paa Systuen; Alt ret betænkt, var det bedst at vente det Par Dage, til Sabbaten.

Tiden gik for ham i lykkelige Drømme om Salome, om at aabne Butik og holde Svend og Dreng.

Paa Sabbaten traadte han ind ad Døren, netop som Salome og Moderen stode midt paa Gulvet i ivrig og vigtig Samtale. Hun, Salome, havde faaet et Kys af den, hun helst vilde, nemlig Isak Davidsen, der stod hos en Manufakturhandler, men nu vilde bosætte sig og indrette en Handel med Alt til Syfaget henhørende.

»Saa bejler jeg til Dig som Jakob til sin Rachel!« sagde Mendel Hertz med udbredte Arme.

Salome blev blodrød og veg tilbage. Moderen maalte ham forbavset fra Top til Taa og udbrød: »Frisch und gesund und meschugge!¹ Mendel, er Du en Mand til at gifte Dig? - Og er hun ikke forlovet med Isak Davidsen? Hvad stod vi og talte om? - Hvad er det for et Papir? Du ved jeg læser ikke Skrift.«

Mendel oplæste mekanisk: »Gid Du iaar maa faa et Kys af den, Du helst ønsker.«

»Naa«, sagde Moderen formildet, »det er en anden Sag! Du gaar verstellt². - Det Kys faar hun nok af Isak Davidsen. - Vil Du spise et Stykke Kjød og en Lageagurk?«

Uden at svare et Ord gik Mendel hjem.

»Moder«, sagde han, »Du skal faa at se, at nu gaar jeg fra Forstanden, og inden Aaret er omme, vil de bringe mig paa den guten Ort³.«

»Hvem siger saadant Noget til sin Moder? - Jeg skal først! - Mendel vær nu ingen Nar!«

Det slog ikke til nøjagtig, men omtrent, som han havde sagt. Nu har han for længe siden overstaaet det, og, som hans Fader og han selv havde sagt: Vi ere Alle Vorherre en Død skyldige.

1. Fejler Intet uden paa Forstanden.2. Maskeret. Du spiller en Rolle for at lykønske.3. Kirkegaarden.