»Vandcommissionen«

...... Torsdagen den 13de Juni 1844, om Aftenen Kl. 11, sad Vandcommissionen i sin Lænestol; den havde lukket Øinene, trukket Nathuen endnu dybere ned i Panden, og skulde til at virke til Stadens Gavn.

Neppe havde Morpheus begyndt at vifte med Vingerne over sin elskede Søn Vandcommissionen, da Døren paa en voldsom Maade blev reven op, og Kjøbenhavnsposten traadte ind. Vandcommissionen aabnede Øinene, og Kjøbenhavnsposten troede at have vakt den.

»Naar faae vi taaleligt Vand?« tordnede Kjøbenhavnsposten.

»Det veed jeg ikke, giv Tid«, lød Svaret.

Kjøbenhavnspostens Lunger samlede al deres Kraft, og udbrød: »Naar man læser om enkelte asiatiske Anførere, som have ført Beleiringskrig ved Kilders, Vandrenders, Canalers, Brøndes Forgiftning, saa finder man det grusomt, barbarisk, oprørende!«

»Ja, Gud bevare os«, sukkede Vandcommissionen og dreiede Tommelfingrene om hinanden.

»Men hvad skal man da sige om dem, som i Fredstider have paataget sig den ansvarsfulde Forretning at forsyne deres Medborgere i en stor Stad med Vand og ubekymrede om Vandværkernes Forfald, Uhensigtsmæssighed eller slette Tilstand, tage sig det meget let, om Vandet bliver saa slet, at omsider epidemiske og endemiske Sygdomme udbredes og næres derved?«

»Ja, hvad skal man sige? Man skal holde sin Mund og overlade det til Vandcommissionen.«

»Ha, vi skulle holde Mund, medens den Sætning, at fordærvet Vand, ledet igjennem Trærør, dræber i tusindvis, er en Erfarings-Sandhed, som længe har været anerkjendt af de mest tænksomme og dannede Nationer.« 190 | »Ja, da anerkjende vi den ikke. Vort Vand er godt, naar det er kogt.«

»Pyh! En slet og stagnerende Vandforsyning i store Byer virker ødelæggende for Liv og Sundhed, idetmindste paa to Maader.«

»Paa to?« spurgte Vandcommissionen i en tvivlende Tone.

»Ja, dels ved Vandets egen Slethed, dels ved Luftforgiftning«, vedblev Kjøbenhavnsposten. »Man kunde aarlig spare 17 Mennesker af hvert 1000 fra Døden, og altsaa kunde for Kjøbenhavn 344 Mennesker ved bedre Sanitets-Indretninger aarlig reddes fra Døden. Følgelig kan den, som forestaaer et saadant Vandvæsen blot i 22 Aar, gaae i sin Grav med den Overbevisning, at han paa en særdeles nem og let Maade, uden mindste Anstrængelse - nullo negotio - har ombragt 7,568 Medborgere.«

»Gud forbarme sig!« raabte Vandcommissionen.

Stolt af sin Triumph tilføiede Kjøbenhavnsposten: »Det er alene ved Luftforgiftningen; regner man nu ligesaa Mange ved Vandforgiftningen, faaer man en Sum af 15,136 Dræbte i 22 Aar ved det slette Vandvæsen, eller 688 om Aaret.«

»Naade, Naade!« bad Vandcommissionen, »lad mig dog døe med en rolig Samvittighed.«

Med skrækkelig Kulde saae Kjøbenhavnsposten paa den sønderknuste Vandcommission og sagde: »Nei, Du skal ikke døe med en rolig Samvittighed! William Burke, som myrdede nogle og tredive af sine Medborgere og Medborgerinder, blot for at sælge deres Lig til Anatomerne, vilde staae næsten som en Engel ved Siden af den kgl. Vandcommission i Kjøbenhavn. Hører Du?«

Vandcommissionen stønnede høit.

»Naar jeg tænker mig«, vedblev Kjøbenhavnsposten og saae rørt mod Himlen, »at et saa skikkeligt Menneske som Ole Kollerød, der kun havde dræbt 1, høist 2 Mennesker, og endda gjort det hurtigt af med dem, at han, siger jeg, blev halshugget, og at I sidde her, saa veed jeg ikke, hvad jeg skal troe om den guddommelige og menneskelige Retfærdighed.«

»For Guds Barmhjertigheds Skyld!« raabte Vandcommissionen, »skaan mig for disse frygtelige Ord, der knuse mit Hjerte. Jeg drikker jo selv af Vandet; er det Gift, drikker jeg den selv.« Kjøbenhavnsposten var paa Vei til at gaae lidt fra Concepterne, men opmandede sig snart og raabte med skrækkelig Stemme: »Uhyre! Det manglede endnu! At Du til alle de øvrige Mord skulde føie Selvmord!«