© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Aftensang er i dag den mest sungne sang af Carsten Hauch og det eneste af hans digte, der stadig optræder i både Den Danske Salmebog og Højskolesangbogen. Egentlig er det en oversættelse af den tyske digter Matthias Claudius’ (1740-1815) Abendlied fra 1779, selvom Hauch foretrak at betegne sine oversættelser som »frie bearbejdelser«. Aftensang findes i to forskellige versioner, som blev trykt første gang i hhv. 1838 og 1842, med de varierende førstelinjer »Sig Maanen langsomt hæver« (herefter omtalt som salmeversionen) og »Alt Skoven sig fordunkler« (herefter digtversionen).
Til Hauchs digt findes samlet set 15 musikalske kompositioner, hvoraf 10, der stammer fra perioden 1851-1925, udgives her. Når man iagttager, hvordan komponisterne har opbygget deres værker med brug af melodiske figurer og motiver, er det muligt at få et indblik i, hvor forskelligt de søger at understøtte digtet med elementer af genkendelighed i musikken.
Aftensang er efter alt at dømme et bestillingsværk til salmesamlingen Psalmer og Bønner, som blev redigeret af lektor ved Sorø Akademi Peder Hjort (1793-1871) og udkom i 1838. Allerede i sommeren 1834 var Hjort i gang med at udarbejde den første udgave af samlingen, og i den forbindelse leverede Hauch »paa [Hjorts] Opfordring« (Gamle og nye Psalmer 1840: [uden sidetal]) sin oversættelse af Claudius’ aftensang.
Af et brev fra Hauch til Hjort fra juli 1834 fremgår det, at Hauch bragte et manuskript af sin oversættelse til Hjort, som krævede lidt bearbejdelse, før den kunne optages i samlingen. I brevet skriver Hauch, at han har rettet »hiint Vers, saa godt [han] formaaede« (Udvalg af Breve 1867:234-235). Den indforståede henvisning − sandsynligvis til tredje strofe ‒ vidner om, at Hjort og Hauch tidligere har drøftet oversættelsen, og at Hjort måske har ønsket forandringer. Endvidere skriver Hauch, at han har ændret »første Vers« (dvs. strofe), fordi det var »altfor frit oversat«. Og endelig omtaler han tredje strofe, som han har forsøgt at »forbedre«, selvom originalen her »vanskelig naaes«. Han nævner i den forbindelse en ændring af ordet »Lue« til »Bue« (str. 3, v. 1).
Salmeversionen af Aftensang med førstelinjen »Sig Maanen langsomt hæver« blev første gang trykt i Hjorts Psalmer og Bønner i 1838 og overgik i denne form, men med enkelte formelle ændringer, til de to senere, forøgede udgaver, som begge fik titlen Gamle og nye Psalmer, fra 1840 og 1843. Det var versionen fra Hjorts salmesamling, der blev lagt til grund for teksten i Roskilde Konvents prøvesalmebog, Psalmebog. Samlet og udgivet af Roskilde-Konvents Psalmekomite fra 1850, og senere i den autoriserede Psalmebog til Kirke- og Huus-Andagt fra 1856.
Forud for udgivelsen af Roskilde Konvents prøvesalmebog blev Aftensang redigeret. »Den gyldne Stjerne svæver« (1843, str. 1, v. 2) blev ændret til »Frem Aftenstjernen svæver«, hvorved ‘den gyldne stjerne’ altså blev tolket som Venus, der kaldes aftenstjernen, når den er synlig på himlen umiddelbart efter solnedgang. Denne ændring blev kritiseret af Peder Hjorts nevø, præsten Jens Mathias Lind Hjort, i en anmeldelse af prøvesalmebogen (Hjort 1851), hvor han nævner den som et af eksemplerne på »Uheldige Forandringer, hvorved bedre Udtryk ere ombyttede med mindre gode, og Skjønheder i Originalen udslettede,« og skriver, at det forandrede vers slet og ret i »metrisk Henseende« lyder »utaaleligt«. Måske har salmebogskommissionen lyttet til Hjort, for ordlyden blev ført tilbage til »Den gyldne Stjerne svæver« allerede i prøvesalmebogens anden udgave fra 1852. Et par betydelige forandringer blev dog fastholdt i den autoriserede salmebog: »Den ligner stillen Kammer« (str. 2, v. 4) blev ændret til »Ret som et stille Kammer«, og »Saa kold er Nattens Vove, / Nu vil jeg rolig sove« (str. 7, v. 1-2) blev ændret til »Koldt Nattens Vinde sukke, / Mit Øie vil sig lukke«. Den største forandring er imidlertid, at hele sjette strofe, der har sjælens opstandelse som motiv, blev udeladt i både prøvesalmebogen og den autoriserede salmebog.
Hauch godkendte ændringerne i et brev fra den 6. juli 1854 til B.S. Ingemann, der havde fået til opgave at gennemgå salmebogen (Hauch og Ingemann 1933:104). Og det er stort set i formen fra Roskilde Konvents autoriserede Psalmebog til Kirke- og Huus-Andagt (1856), at »Aftensang« er blevet videreført i senere tiders salmebøger helt frem til i dag (Malling 1964:342-344; Otzon 1995:77-84; Kjærgaard 2003, bd. 2:714).
Hauch kaldte ikke selv sine oversættelser for oversættelser, men frie bearbejdelser. I sit brev til Hjort fra 1834 skriver han, at han mere har fulgt »Meningen end Ordene«, da man ikke ordret kan overføre et digt fra et sprog til et andet, uden at det mister »det Naive og Lethenaandede, fra hvilket [dets] største Tryllekraft kommer« (Udvalg af Breve 1867:234). Ligeledes skriver Hauch i forordet til sin første digtsamling, Lyriske Digte fra 1842, at han aldrig har oversat et digt »ligefrem«, men har forsøgt at »overføre Aanden« i digtet og bevare dets »Grundtanke […] uden at holde [sig] strengt til Ordet i det Enkelte« (Hauch 1842:IV). For Hauch handler oversættelse altså mere om at overføre originaltekstens tanke- og stemningsindhold end dens ord til målsproget.
Den anden version af Aftensang blev trykt første gang i Lyriske Digte. Selvom denne digtversion udkom senere end førsteudgaven af Hjorts salmesamling, var det sandsynligvis en form af denne, Hauch skrev først og leverede til Peder Hjort i 1834. Den er nemlig noget friere oversat, og især første og tredje strofe – som netop omtales i Hauchs brev – afviger betydeligt fra salmeversionen.
Hvor den tyske original og oversættelsen fra Hjorts salmesamling begge tager udgangspunkt i himlen og beskriver månens opgang i første vers – »Der Mond ist aufgegangen« og »Sig Maanen langsomt hæver« – begynder versionen fra digtsamlingen på jorden og beskriver skovens tiltagende skumring: »Alt Skoven sig fordunkler«. Således nedbryder digtversionen den antitetiske opbygning af den tyske originals første strofe, hvis første tre linjer beskriver de himmelske fænomener (månen, stjernerne og himlen), og de sidste tre linjer de jordiske (skoven, engen og tågen) (Beutel 1990:499). Og hvor den tyske original og salmeversionen giver en nær og konkret beskrivelse af skovens aftenstilhed i fjerde vers – »Der Wald steht schwarz und schweiget« og »Vor Skov er taus og stille« – taler oversættelsen fra digtsamlingen om den generelle natur og hentyder til de naturlige lovmæssigheder, der nødvendiggør hvile og søvn: »Sin Ret Naturen kræver«.
I tredje strofe er fjerde til sjette vers helt forskellige, mens en mindre variant i tredje vers – »Og er dog heel og rund« (1838) og »Og er dog skiøn og klar« (1842) – som i den tyske original lyder »Und ist doch rund und schön«, har stor betydning, idet salmeversionen og den tyske original her understreger begrænsningen af den menneskelige erkendelsesevne: Vi ser kun halvdelen af månen (eller af månens bue på himlen), om end vi ved, at den er hel og rund.
At digtversionen er tættere på det første udkast, Hauch leverede til Hjort i 1834, fremgår dog tydeligst ved, at første vers i tredje strofe i digtsamlingens oversættelse har ordet »Lue«, mens salmeversionen har »Bue«, ligesom Hauch beskriver i brevet.
Hauch foretog kun få, formelle ændringer af digtversionen af Aftensang, før han genudgav den i sin anden, forøgede udgave af samlingen fra 1854. Og mens versionen fra Hjorts salmebog vandrede videre over i senere tiders salmebøger, var det i digtsamlingens version, at den blev ført videre til Hauchs Samlede Digte (1891) og i Poul Schjærffs videnskabelige udgave af Hauchs Poetiske arbejder (1929).
Hauchs Aftensang blev udgivet første gang med henblik på at blive sunget, men hvilken melodi man brugte i begyndelsen, er ikke klart. I tredje udgave af Hjorts salmebog (Gamle og nye Psalmer 1843) og i de to salmebøger fra Roskilde (1850 og 1856) ses en henvisning til »Nu hviler Mark og Enge«, oversættelsen af Paul Gerhardts også indholdsmæssigt beslægtede salme Abendlied (»Nun ruhen alle Wälder«) fra 1647, der synges på en verdslig melodi af Heinrich Isaac fra slutningen af 1400-tallet. Koblingen af Hauchs aftensang til Gerhardts salme er naturlig, da Claudius’ salme fra 1779 oprindeligt skulle synges på Heinrich Isaacs melodi (Fischer 2008). Brugen af denne melodi synes at fortsætte i Danmark, indtil melodien af J.A.P. Schulz blev indført med melodisamlingen 130 Melodier til Salmebog for Kirke og Hjem i 1936 (Glahn 2000:203). Schulz skrev sin melodi til Claudius’ tyske tekst og udgav den i Lieder im Volkston (Schulz 1790:52), mens han var kongelig kapelmester i København. Schulz er ikke den eneste komponist, der har tonesat den tyske tekst, men hans melodi er nok den mest udbredte. Den tyske tekst skulle være sat i musik over 70 gange (Görisch 2003).
Til Hauchs Aftensang findes der 15 kompositioner, og de 10, der udgives her, kan opdeles i solosange med akkompagnement (Heise 1851-1857, Rung 1865, Fenger 1869, Attrup 1874, Birkedal-Barfod 1879, Matthison-Hansen 1925) og i korværker (C.J. Hansen 1859, O. Hansen 1874, Nielsen 1908). Dertil kommer en melodi af Peter Heise (Heise 1908), som kun er overleveret i en posthum version til brug for fællessang. Eftersom melodien af Schulz ikke har været alment kendt og heller ikke har været forbundet med Hauchs digt før begyndelsen af det 20. århundrede, har komponisterne til de 10 værker, der udgives her, skrevet deres musik som alternativ til Isaacs melodi snarere end Schulz’. Ingen af dem synes dog at have udkonkurreret Isaacs melodi. Efter melodien af Schulz var blevet almindelig kendt blandt de syngende, har den stået uantastet hen, når »Sig månen langsomt hæver« synges som fællessang.
De 10 kompositioner har med undtagelse af Carl Nielsens korværk (Nielsen 1908) haft en begrænset udbredelse. For to af værkerne (Heise 1851-1857 og Rung 1865) skyldes det, at de ikke har været udgivet før og derfor har været utilgængelige uden for komponisternes private kredse. De øvrige værker har, trods genudgivelse af Birkedal-Barfods samling (1879) i 1915, tilsyneladende ikke haft et væsentligt efterliv.
Nielsens korsats blev komponeret til mandskoret Bel Canto, som beholdt værket på sit repertoire og jævnligt opførte det. Også andre kor, såsom Studentersang-Foreningen, Canzone-Koret og Musica Ficta, overtog satsen og indspillede den. Matthison-Hansens komposition blev i 1995 genudgivet af Dansk Organist og Kantor Samfund. Her indgik Aftensang i samfundets nytårspublikation, der stiller dansk kirkemusik til rådighed for medlemmerne.
For at omsætte en tekst til en enstemmig rækkefølge af toner kræves det, at komponisten vælger, hvilke melodiske figurer, motiver eller populært sagt byggesten forløbet skal bestå af. En figur på to eller tre toner, fx en brudt treklang (c-e-g eller g-e-c) eller udsnit heraf (c-e-c eller g-e-g), er konventionel i dur-mol-tonale stilarter. Det samme er trinvise bevægelser (c-d-e eller e-d-c) hvor som helst på skalaen. Med brug af sådanne figurer kan en komponist skabe genkendelighed i en komposition. Det svarer til, hvad J.A.P. Schulz formulerede som »Schein des Bekannten«, nemlig at en nykomponeret melodi kan have et præg af det tilsyneladende velkendte (Schulz 1785).
Leder man efter sådanne konventionelle træk i Peter Heises melodi nr. 1 (Heise 1851-1857), kan man iagttage, at begyndelsen starter med et udsnit af en akkordbrydning op til toneartens grundtone efterfulgt af trinvis bevægelse videre op til oktaven over melodiens starttone. Begyndelsen har lighedstræk med Carl Nielsens melodi til Jeppe Aakjærs digt Jens Vejmand. Faktisk er de første seks toner helt identiske, også hvad rytmen angår. Brugen af konventionelle melodiske elementer forklarer, hvorfor Heise og Nielsen uafhængigt af hinanden og på baggrund af to forskellige tekster kunne komponere begyndelsen af deres melodier på helt samme måde.
Når C.J. Hansens melodi rummer nogle figurer (på »langsomt hæver« og »Stjerne svæver«), der er identiske med P.C. Krossings melodi til Nu lukker sig mit Øje fra 1836 (Berggreen 1836:8), kan det skyldes Hansens ønske om at skabe genkendelighed hos de skolebørn, som både han og Krossing havde komponeret til. De kendte sikkert Krossings melodi, som har samme versemål som Aftensang. Selvom de syngende ikke var bevidste om, hvori det genkendelige ved melodien bestod, ville den nok være nemmere for dem at synge alligevel.
En melodi kan også etablere noget genkendeligt ved at gentage sine egne motiver og på den måde være selvreferentiel. C.J. Hansens melodi rummer to sekvenser, dvs. det, at en frase gentages blot fra en ny starttone. Den første sekvens består af frasen f-g-a-bb-c’-bb-a, der bliver til g-a-h-c’-eb’-a-bb, mens den anden sekvens er frasen f-f’-eb’-d’-c’-c’-h, der bliver til g-eb’-d’-c’-bb-bb-a (g skulle have været eb for at sekvensen var helt nodetro). På den måde får Hansen de to parvise sætninger (»Sig Maanen langsomt hæver / den gyldne Stjerne svæver« og »Vor Skov er taus og stille, / og hvide Taager spille«) til at hænge sammen og referere til hinanden. Sekvenserne underbygger samtidig digtets rimskema. Musikalsk set kan en sekvens således være en måde, hvorpå melodiske fraser kan ‘rime’ på hinanden.
Johanne Fenger bruger også sekvenser (i versene »Vor Skov er taus og stille« og »Og hvide Taager spille«) og gør ligeledes brug af gentagne rytmiske motiver. I vers 1, 2, 4, 5 genbruger hun en figur (punkteret fjerdedel og ottendedel), som dermed giver en sammenhæng i hele melodien. I vers 1 og 2 ligger figuren i slutningen af frasen (på »hæver« og »svæver«), mens figuren ligger i begyndelsen af vers 4 og 5 (på »Skov« er og »hvide«). Som syngende (og som lyttende) får man dermed en opfattelse af, at fraserne er knyttet parvist til hinanden. Det giver en sammenhæng i melodien og skaber genkendelse i den melodiske struktur.
En effektfuld melodisk opbygning ses også i Henrik Rungs musik til Aftensang. Vers 4 (»vor Skov er taus og stille«) gør brug af konventionelle melodiske figurer, først udsnit af en akkordbrydning, derefter trinvis bevægelse og til slut atter udsnit af akkordbrydninger. Frasen udspiller sig i C-dur. Den efterfølgende frase (»og hvide Taager spille«) er dannet på samme måde og begynder fra samme tone, men udspiller sig i c-mol. Set fra komponistens synspunkt er det en effektiv måde at skabe nyt melodisk stof på ved blot at ændre skalaen. Men mere interessant er det, at det viser komponisten som læser. Skiftet fra dur til mol er en måde, hvorpå komponisten kan markere en divergens i teksten: Skoven er tavs og stille (C-dur), men med erkendelsen af, at det er tåget, ændres situationen (c-mol).
En tæt relation mellem melodi og tekst kan være vanskelig at sandsynliggøre. Frederik Matthison-Hansens melodi begynder med en trinvis opadgående bevægelse i sangstemmen. Det er en helt konventionel bevægelse, men kombineret med teksten »Sig Maanen langsomt hæver«, kan man få den tanke, at tonerne skal illudere den opadstigende måne. Det konkrete musikalske materiale er imidlertid så almindeligt, at sammenhængen kan være resultatet af en tilfældighed. For at underbygge tolkningen kan man kaste et blik på forspillet, der lægger op til sangen. Det baserer sig på et oktavspring op efterfulgt af en bevægelse, der er kromatisk nedadgående. Motiverne overtages af understemmen, hvorefter en opadgående linje introduceres som modstykke til understemmens nedadgående. Dette sandsynliggør, at retningerne ‘op’ og ‘ned’ er et musikalsk tema for satsen. Om det er en efterligning af månens bevægelse eller en skildring af bevægelsen i første strofe mellem himmel (vers 1-3) og jord (4-6), må stå hen i det uvisse.
7 strofer a 6 vers
Versemål: Jambisk
Stavelsesantal: 7 7 6 7 7 8
Rimfølge: aabccb; a ♀ b ♂ c ♀
130 Melodier til Salmebog for Kirke og Hjem, Jens Peter Larsen, Finn Viderø & Mogens Wöldike (udg.), København: Wilhelm Hansen, 1936.
Carl Attrup, Romancer og Sange for een Syngestemme med Pianoforteaccompagnement. Hefte 5. 6 aandelige Sange, op. 5, København & Frankfurt: Wilhelm Hansen, [1874], s. 6.
Andreas Peter Berggreen, Sange til Skolebrug, bd. 2, København: C.A. Reitzel, 1836 (digitalisering).
Albrecht Beutel, »‘Jenseit des Monds ist alles unvergänglich’: Das ‘Abendlied’ von Matthias Claudius«, i: Zeitschrift für Theologie und Kirche, bd. 87, nr. 4, 1990, s. 487-520.
Ludvig Birkedal-Barfod, Syv Sange med Pianoforteaccompagnement, op. 2, Svendborg: Theodor Hindings Forlag, [1879], titeloplag fra Wilhelm Hansens forlag, 1915, s. 9.
Johanne Fenger, Sex Sange med Accompagnement af Piano, componerede og Fru Edel Holm tilegnede, København: Jacob Lund, 1869, s. 6 (nr. 4) (digitalisering).
Michael Fischer, »Nun ruhen alle Wälder«, i: Populäre und traditionelle Lieder. Historisch-kritisches Liederlexikon, 2008, <http://www.liederlexikon.de/lieder/nun_ruhen_alle_waelder/> (besøgt 10. oktober 2024).
Gamle og nye Psalmer udvalgte og lempede efter vor Tids Tarv til Brug saavel ved Underviisning som ved huuslig Andagt. Anden meget forøgede Udgave, udg. af Peder Hjort, København: Gyldendal, 1840.
Gamle og nye Psalmer udvalgte og lempede efter vor Tids Tarv, til Brug i Skolen, Hjemmet eller Kirken. Forsynet med flere mindre kjendte Melodier, Peder Hjort (udg.), København: Gyldendal, 1843.
Henrik Glahn, Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973, København: Anis, 2000.
Reinhard Görisch, »482 – Der Mond ist aufgegangen«, i: Liederkunde zum Evangelischen Gesangbuch, Gerhard Hahn, Jürgen Henkys (udg.), bd. 8. Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2003, s. 68-73.
Christian Julius Hansen, »Aftensang«, i: Tostemmige Sange til Skolebrug, Christian Julius Hansen (udg.), bd. 2, København: Jacob Erslevs Forlag, 1859, s. 9 (nr. 7) (digitalisering).
Oscar Hansen, Sex Aandelige Sange for Sopran, Alt, Tenor og Bas, København: Horneman & Erslev (S.A.E. Hagen), [1874].
Carsten Hauch, Lyriske Digte, København: C. Steens Forlag, 1842.
Hauch og Ingemann. En Brevveksling, udgivet og indledet af M. Hatting, København: Gyldendal, 1933.
Peter Heise, »Aftensang«, autograf, [ca. 1851-1857] (København, Det Kgl. Bibliotek, C II, 144 mu 7107.2163).
Peter Heise, »Sig månen langsomt hæver«, i: Tillæg til Melodier til Sangbog udgivet af foreningen for højskoler og landbrugsskoler, M.T. Bredsdorff (udg.), Nyborg: C. Schønemann, 1908, s. 15-16.
J.M.C. Hjort, »[Anmeldelse af] Psalmebog. Samlet og udgivet af Roskilde-Konvents Psalmekomite« i: Nyt Theologisk Tidsskrift, bd. 2, 1851, s. 83-127.
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog, bd. 2: Salmekommentar, København: Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2003.
Anders Malling, Dansk Salmehistorie, bd. 4, København: J.H. Schultz Forlag, 1964.
Frederik Matthison-Hansen, Tre Aftensange af Ingemann og Hauch komponerede for to Stemmer (Sopran og Alt) med Klaver eller Orgel, København & Leipzig: Wilhelm Hansen, [ca. 1925], s. 6-7 (nr. 3).
Carl Nielsen, »Aftenstemning«, i: Wilhelm Hansen Kor-Bibliotek (Mandsstemmer), nr. 100, København & Leipzig: Wilhelm Hansen, [1908] (digital udgave).
Benedikt Otzen, »Peder Hjort og Carsten Hauch« i Hymnologiske Meddelelser, 24. årg., nr. 2, 1995, s. 73-85 (digitalisering).
Psalmebog. Samlet og udgivet af Roskilde-Konvents Psalmekomite. (Fremlagt for Konventet), København: C.A. Reitzel, 1850.
Psalmebog til Kirke- og Huus-Andagt, København: Det Kongelige Vaisenhuses Forlag, 1856.
Henrik Rung, Aftensang, manuskript, 1865 (København, Det Kgl. Bibliotek, C II, 12).
J.A.P. Schulz, Lieder im Volkston, bey dem Claviere zu singen, bd. 1, 2. udg., Berlin: George
Jakob Decker, 1785 (digitalisering).
J.A.P. Schulz, Lieder im Volkston, bey dem Claviere zu singen, bd. 3, Berlin: Heinrich August Rottmann, 1790 (digitalisering).
Syv sange. For to stemmer med orgel eller klaver, Dansk Organist og Kantor Samfunds nytårspublikation, København: Dansk Organist og Kantor Samfund, 1995.
Udvalg af Breve fra Mænd og Qvinder skrevne gjennem en lang række Aar til P. Hjort og nu udgivne med biografiske og literærhistoriske Anmærkninger af Modtageren, København: Gyldendal, 1867.