FØRSTE DEEL

[1]|FØRSTE CAPITEL.
Mødet

Udenfor den lille Stad S., nærved Grændsen af Kongeriget Polen, og omtrent fem Mile fra den gamle Hovedstad Krakau, ligger et anseeligt Slot og et Herresæde, der endnu tilhører den i Polens Historie ikke ubekiendte Familie Litowski. Den nuværende Eier af dette Herresæde er Stanislaus Litowski, der, paa den Tid, vi her omtale, allerede med stærke Skridt nærmede sig Oldingsalderen. Han havde i sin Ungdom staaet i Forbindelse med flere af Polens mægtigste Mænd, og blev i Følge heraf udvalgt til Starost over flere Godser i den Egn, hvori hans egne Eiendomme laae, han var for Resten en af de Sidste, der førte denne Titel, der nu næsten er gaaet af BrugF1. Med Hensyn paa de vidtløftige Besiddelser, han saaledes bestyrede, benyttede han 2| de Vink, som de polske Sletter ved deres Frugtbarhed give, og Følgen var, at flere omliggende Egne, der i lang Tid havde ligget øde og udyrkede, nu gienvandt det blomstrende Udseende, som de i længstforsvundne lykkeligere Tider havde havt. Det var derfor et overraskende Syn, naar man fra de sandede Sletter, de dunkle Skove, de mangfoldige Moradser, de slet vedligeholdte, ureenlige Landsbyer, hvormed den største Deel af Polen er opfyldt, nærmede sig til Litowskis Eiendomme. Her vare Bøndernes Huse mod Sædvane ikke opførte af raat Leer, men af brændte Stene, Vaaningshusene vare adskilte fra Staldene, de store Skove havde veget Pladsen for frugtbare, vidtudstrakte Agre og for frodige Kløvermarker, hvor Qvæget græssede, halv skiult i det høie Græs. Giennem Agre og Kløvermarker løb konstige Canaler, hvorfra Vandet i den stærke Hede om Sommeren kunde udkastes over Græsset og Sæden. Ved de smukt byggede Huse laae Frugttræer, levende Gierder giennemskare Markerne, og adskilte dem fra hverandre. I de faa Moradser og halvudtømmede Indsøer, der endnu vare tilbage, stode flere af de Maskiner, der føre Navn af Vandsnegle, hvilke dreves ved Vindmøller, og giennem hvis hule Skruegange Vandet blev hævet i Veiret og bortført. Kun langt borte saae man endnu en Krands af Skove, der, ligesom mismodige, havde trukket sig tilbage i Baggrunden, hvor de store Træer, hver Gang Vindmøllerne 3| gik, rystede paa Hovederne, medens de med melancholske Miner syntes at betragte den fremskridende Cultur, der havde fortrængt deres Brødre fra de Steder, over hvilke de, endnu for faa Aar siden, udstrakte deres dunkle Skygger.

Giennem disse Skove red, mod Sommerens Ende, i Aaret 1829, et ungt Menneske, hvis smagfulde og fine Paaklædning uden Tvivl bedre passede til en Pariserkreds, end til de mørke Skove, hvori han nu befandt sig. Dog syntes han ei ubekiendt med de mange labyrinthiske Gange, der snoede sig derigiennem, thi han fulgte ikke den almindelige Vei, men valgte med Flid Omveie, der for Enhver, som ikke vidste nøie Besked, maatte være ufremkommelige, i det mindste til Hest. Undertiden holdt han stille paa de Steder, hvor en nyanlagt Vei krydsede den ældre Sti, men efter at have seet sig om og betragtet Egnen nøiere, fandt han sig let igien til Rette. Endelig var han kommen til Skovens Ende, og saae den store Dal ligge for sig, hvor Szreniawafloden, liig en glindsende Søslange, der ikke befinder sig vel paa Landet, ilende søger Vei til det store Ocean.

Ved Synet af de vidtudstrakte Kornagre og de halvudtørrede Søer med Vindmøllerne standsede atter den Fremmede sin Hest, men efter at have kastet et Blik, paa Floden, travede han igien hurtig afsted, indtil han kom til Indgangen af Byen S., hvor en Slagbom hindrede ham fra at trænge videre frem.

4|Den Fremmede, som vi herefter ville kalde med hans Fornavn, Adalbert, syntes med Utaalmodighed at vente paa Bommens Aabning. Det varede heller ikke længe, før Døren til et lille Huus oplukkedes, paa hvilket den russiske Dobbeltørn stod malet, og en undersætsig Mand, med en rød Foderskindshue paa Hovedet, traadte ud deraf. Denne Mand lignede snarere en Mongol, end en Polak, thi hans Ansigt var fladtrykt, hans Hudfarve smudsig, og de smaa, skievtliggende Øine funklede mistroiske under den lave Pande. Han nærmede sig for Resten med den samme Myndighed, som selv en Hund, efter Shakspeare, skal besidde, naar den er i sit Embede, og spurgte Adalbert, om han ingen forbudne Varer førte med sig. – »Det kan han see.« svarede denne, »jeg har kun mine Reiseklæder og min Hest med, Ingen af dem høre til de forbudne Varer.« – »Ja, saaledes tale de Alle,« svarede den moderne Cerberus, der bevogtede Indgangen til Staden S., uden endnu at giøre mindste Mine til at aabne Bommen. - »Han vil dog ikke undersøge mit Legeme?« spurgte Adalbert. – »Jeg er af hans Keiserlige Majestæt og af hans Kongelige Høihed, Storfyrsten, sat til at vaage over Orden og Sikkerhed,« svarede Toldbetienten, i det han lod sin Haand glide hen over Adalberts Vadsæk, der var fastbunden bag Sadelen. I dette Øieblik kastede den unge Mand en Sølvmynt ned i Græsset; Toldbetienten slap da Vadsækken, og bøiede sig 5| ned efter Sølvpengen, som han ogsaa snart lykkelig fandt. – Han blev da meget høfligere, og mumlede et Par Ord, der skulde undskylde hans forrige Opførsel, paa samme Tid tog han sin Hue af, og fremviste en bred, skaldet Isse, der var saa fladtrykt, som om Trældommens Jernhaand havde berørt den i Fødselsøieblikket, og som om alle høiere Evner derved vare standsede i deres Udvikling. - »Herren er maaskee en Russer?« spurgte han. – »Jeg er en Polak, kan han ikke mærke det?« sagde Adalbert med en stolt og halvfornærmet Mine. – »Men dog en tro og underdanig Undersaat af vor allernaadigste Keiser?« gienmælede Toldbetienten, i det han rakte ham en Bøsse i Møde, hvori Adalbert kastede en lille Kobbermynt. Strax efter vinkede Toldbetienten til en bredskuldret Karl, der syntes at vente paa hans Befaling, og der nu langsomt heisede Bommen i Veiret.

I dette Øieblik nærmede endnu en Rytter sig fra den modsatte Side, han var klædt i en polsk Frakke, der rigelig var besat med Silkesnore, og kunde sees under hans Reisekappe, ved Siden bar han et bøiet Sværd, thi et saadant havde enhver polsk Adelsmand Ret til, at bære, skiøndt de russiske Magthavere ikke gierne saae, at man benyttede denne Ret. Den undersætsige Toldbetient tog med en halvspottende, halvkrybende Mine igien sin Hue af, men den polske Adelsmand syntes ei at agte herpaa. Dog standsede han sin Hest et Øieblik, svøbte 6| sig fastere ind i sin Kappe, og kastede med de Ord: »Før vare Landeveiene frie i Polen,« en Kobbermynt ned i Græsset, hvorpaa han hurtig fortsatte sin Vei. »Hvem er det?« spurgte Adalbert. – »En ung, fornem Herre, der maaskee snart vil reise længere bort, end han vel har i Sinde,« svarede Toldbetienten, i det hans brede Læber fortrak sig til et Griin, hvorved to spidse Hiørnetænder traadte frem af Munden, hvilke gave ham en øiebliklig Liighed med en Hyæne, der, bag sit Fangebuur, betragter et forbiilende Menneske, som den gierne vilde sønderrive, men ikke mægter at naae.

Adalbert red nu igiennem Byen, og standsede først udenfor den, ved et temmelig stort Vertshuusskildt, paa hvilket en springende Hest, der vel engang havde været forgyldt, syntes at sparke til den skriftlige Forsikkring, der i uorthographisk Stiil blev givet alle Forbireisende, at baade de og deres Dyr der skulde vorde fortræffelig beværtede.

Neppe var Adalbert ankommen hertil, før han hørte en Hund tude indenfor. Paa samme Tid sagde en Røst, som han troede at gienkiende: »Der er han vist, thi Fidelio bliver saa urolig.« Kort efter styrtede en ung, smuk Mand ud, hvis Paaklædning, uagtet den bar Præg af Skiødesløshed, dog havde et fiint og desuden et halv militairt Udseende. »Casimir!« raabte Adalbert, »er det dig?« – »Velkommen, Broder!« svarede den unge Mand. »Joseph!« 7| blev han ved, »slip Fidelio ud, hører du ikke, hvor det stakkels Dyr tuder? Velkommen, velkommen! Gud være lovet, at vi have dig igien!« Dermed greb han Adalberts Haand, som denne rakte ham, og trykkede den imellem begge sine.

Paa samme Tid kom en stor hvid Jagthund frem, med brune nedhængende Øren, der, med Logren, Biæffen og tusinde Spring, lagde en ligesaa stor Glæde for Dagen, som dens Herre. – »Hvor du er voxet«, vedblev denne med alle Tegn paa en inderlig Tilfredshed. »Har du ikke glemt din Broder endnu, skiøndt du har vandret saa vidt omkring? Vær ikke vred, fordi jeg ikke svarede dig paa dine Breve, jeg er en doven Knegt, veed du vel, der aldrig gidder sætte Pen paa Papiir, men derfor har jeg dig dog ligesaa kiær, som om jeg hver Postdag havde skreven dig et Brev, saa langt og kiedeligt, som de, Alexandra skriver!« – »Jeg kiender vel din Troskab, min brave Casimir, og behøver intet skriftligt Beviis derpaa,« sagde Adalbert, i det han svang sig ned af Hesten, hvorpaa Casimir med Taarerne i Øinene kastede sig om hans Hals. Et Øieblik derefter loe Casimir høit, og Munterhed og Taarer forjoge hverandre ligesaa hurtig i hans bevægelige Aasyn, som dette pleier at skee hos Barnet i den spædeste Alder.

»Har du ventet mig længe?« spurgte Adalbert. – 8| »Den hele Nat, min Broder! og den hele Morgen, jeg har ikke været af Klæderne; hver Gang jeg hørte en Hest trampe, troede jeg, det var dig, endelig kunde jeg ikke længere holde det ud, men travede herhen, for at jeg dog kunde være den Første blandt dem Alle, der fik dig at see.« – »Hvordan lever min Fader, Casimir?« – »Den Gamle! Der er ingen Forandring at see paa ham, og paa Fidelio heller ikke. Seer du, hvor godt han kiender dig, hold nu op med den Tuden, du dumme Hund! Ogsaa Emilie længes efter dig, der skal du see en Pige, hvis Lige du neppe har funden, hverken i Paris eller London, for Resten ligner hun dig noget, det er vel derfor, jeg kan saa godt lide hende.« – »Hvordan gaaer det den gamle Michael?« spurgte Adalbert. – »Michael! Han er afsat fra alle sine Bestillinger, og bruges nu kun til at forsegle min Faders Breve. Pas paa Hesten, Joseph! læg et Teppe over den, og vent en Stund, før du giver den at drikke.« Med disse Ord greb han Broderens Haand, og førte ham ind i Vertshuset.

Uagtet dette Vertshuus laae omgivet af Litowskis Besiddelser, havde dog hans Exempel kun lidet virket derpaa, thi det var ikke stort bedre, end de Kroer, der almindelig findes ved de polske Landeveie. I et eneste stort Værelse vare Kiøkken og Dagligstue forenede, Ildstedet, der laae midt i Værelset, var uden Røgfang, og Røgen bortførtes giennem et Hul i Loftet, Gulvet be9|stod kun af stampet Leer; i Kiøkkenet selv stod en Ko fastbunden, der dreiede Hovedet henimod Ildstedet, og med Begierlighed indaandede den varme Røg, hvilken derimod var Menneskene til stor Besvær; Høns og Ænder vandrede frit omkring paa Gulvet, medens en rødspraglet Hane var fløiet op paa en Bielke under Loftet, hvor den galede høit, og skuede stolt ned paa de øvrige Indvaanere i Værelset. Rundt om Ilden sadde flere pialtede Børn, hvis Træk, der for Resten vare smukke, bare den israelitiske Races umiskiendelige Præg. Ved Siden af dem stod en gammel Pige, sysselsat med at knuse en Mængde kogte Kartofler, der oven i Kiøbet ikke vare skrællede, hvilken Forretning Børnene med megen Deeltagelse betragtede.

Verten, i hvis Aasyn Godmodighed syntes at kæmpe med Snuhed, ilede strax til Døren, da Adalbert traadte ind, bukkede og yttrede stor Glæde over hans Ankomst. Derefter aabnede han en anden Dør, og førte begge Brødrene ind i et Sideværelse, der rigtignok var mindre, end Kiøkkenet, men derimod saae meget ordentligere ud. Et stort Egeskab stod i en Krog, og paa de hvidkalkede Vægge hang adskillige Portraiter af russiske og polske Generaler, hvilke just ikke vidnede om noget Mesterskab i Konsten. Blandt disse udmærkede især General Diebitsch sig, der saaes ridende paa Spidsen af Balkanbierget, 10| medens hans Hest med et eneste Spring syntes at ville styrte sig ned i Dalen.

»Du har smukke Billeder,« sagde Casimir, »men af dem kunne vi ikke leve, hvad har du for Resten at beværte med?« – »Excellence, jeg er en fattig Mand,« svarede Jøden. – »Har du ikke et Stykke Skinke, Salomon?« – »Herren veed jo nok, at det er vort Folk forbudt at spise af Svinets Kiød.« – »Det er det Samme, om det er forbudt Salomon, naar du blot har eller kan skaffe det.« – »Nei, jeg har det Gud straffe mig ikke, men jeg kan nok skaffe det.« – »Saa skaf det da!« – »Ja ja, men eftersom det er forbudt, koster det mere, som den unge Herre begriber.« – »Det er ligegyldigt, skaf det blot!« – »Strax,« sagde Salomon og gik bukkende sin Vei.

Kort efter kom han ind igien med den forlangte Skinke og med en Flaske Viin, som han opstillede paa Bordet, dernæst aabnede han Egeskabet, og tog et Par Sølvbægere ud deraf, som han satte foran Casimir og Adalbert. – »Du har vist mange Penge i det Skab?« sagde Casimir. – »Gud straffe mig ikke en Skilling, Excellence! Franskmændene have allerede plyndret det for sytten Aar siden, og da jeg ikke havde mere, tvang de mig dog endnu til at betale dem tohundrede polske Gylden.« – »Tohundrede polske Gylden betalte du endnu, da du ikke havde mere, det var et Konststykke, som Faa skulle giøre dig efter.« – »Ja, og oven i Kiøbet vilde de hænge mig, 11| fordi jeg ikke kunde skaffe dem Guldpenge.« – »Hvorfor blev du da ikke hængt, Salomon?« – »Fordi jeg gav dem Anslag paa en Anden, som de kunde hænge i mit Sted,« svarede Salomon med en snu Mine. – »Deri handlede du vel, men hør nu: Hvormeget vil du have for at spise det Stykke Svinekiød, der ligger?« – »Ikke for alle de Skatte, der vare i Jerusalems Tempel,« svarede Salomon forskrækket, »thi Svinet er et ureent Dyr.« – »Saa lad den ene Urene fortære den anden,« sagde Casimir, i det han kastede en Guldpenge paa Bordet; »spiis Salomon, saa hører denne dig til.« – »Den er Gud straffe mig beskaaren,« sagde Salomon, i det han begierlig greb efter Guldpengen. - »Naturligviis,« svarede Casimir, »thi den kommer jo fra dig selv, den var iblandt de Penge du sidst laante mig.« – Nu greb endelig Salomon Skinken og spiste den, i det han bestandig kastede sine Blik paa Guldpengen. »Fidelio!« raabte Casimir, »sid op, min Dreng, og vær andægtig, medens Salomon spiser!« – Fidelio reiste sig strax op paa to Been, og blev saaledes siddende, medens Salomon spiste. Endelig da han var færdig, kastede Casimir Guldpengen til ham under høi Latter. »Der har du den,« sagde han, »men kun paa Vilkaar af, at du laaner mig hundrede Ducater endnu, thi denne er en af de sidste, jeg eier.« – »En anden 12| Gang kunne vi tale derom,« svarede Salomon, i det han atter bukkede og gik ud af Døren.

»Det er dog vel ikke dit Alvor, Casimir, du behøver jo dog ei at laane Penge af Nogen?« sagde Adalbert. – »Jo vist behøver jeg, den Gamle er altfor paaholdende, han kan desuden ikke lide mig, som du veed, og giver mig næsten Intet.« – »Men du er jo gift med en rig Kone.« – »Det er sandt,« svarede Casimir med letsindig Latter, »jeg er en gift Mand, men det husker jeg aldrig paa, uden naar Nogen minder mig derom, imidlertid er min Kone ogsaa gierrig, min Fader har desuden taget det Meste under sin Bestyrelse, og jeg selv eier det endnu kun i Haabet, forstaaer du, og maa derfor være Salomon meget taknemmelig, der forvandler Haabet til Virkelighed.« – »Du er endnu ligesaa letsindig, som du altid har været.« »Rigtig, og det vil jeg blive til min Dødsdag, Broder.«

Nu tog Samtalen en anden Retning, og Brødrene begyndte at omtale flere Familieanliggender, der, forsaavidt de kunne interessere os, med Tiden skulle vorde fortalte. Blandt Andet erfarede Adalbert, at den unge Mand, han mødte ved Indgangen til Byen, var Casimirs Svoger, Bonaventura Zaleski, der nylig havde aflagt et Besøg hos sin Søster. For Resten fandt Casimir ligesaalidet Behag i denne Svoger, som i nogen Anden af sin Kones Familie, især yttrede han sin Uvillie mod Frøken 13| Leontine Zaleski, en Søster af hans Kone, der bestandig opholdt sig hos denne, og som han erklærede for en af de egensindigste og koldeste Skabninger, han nogensinde havde seet. Endelig kaldte Casimir paa sin Vert, og kastede et Guldstykke til ham. »Det er for Fortæringen,« sagde han. »Det Guldstykke er ti Gange saameget værdt, som vor hele Fortæring,« indvendte Adalbert. – »Det bryder jeg mig kun lidet om,« svarede Casimir, hvorpaa begge Brødrene igien stege til Hest og rede bort.

Kort efter at de to Fremmede vare bortredne, hørtes en sagte Banken paa Salomons Rude. - »Hvem er der?« spurgte Salomon. – »Det er mig,« svarede en Mand udenfor, medens Toldbetientens Ansigt blev synligt nær ved Vinduet. – »Hvad vil du, Iwan?« spurgte Salomon. – »Hvem var den fremmede Herre, der nylig red igiennem Byen?« spurgte Iwan. - »Ei, det var den yngste af Starostens Sønner, der nu er kommen hiem fra sin udenlandske Reise.« – »Det er en anden Sag,« svarede Iwan, »han er skudfri.« – »Har du havt ham mistænkt, Iwan?« – »Nu, derom ville vi ikke tale, jeg mistænker alle Mennesker, naar jeg ikke kiender dem, men Starosten er en brav Mand.« – »Ja, han er en mægtig Mand, de sige, at han gaaer ind og ud hos Storfyrsten, naar han har Lyst dertil; men hvorfor mistænkte du ellers den unge Herre?« – »Fordi han ikke vilde svare mig, da jeg spurgte ham, om han 14| var en tro og underdanig Undersaat af Keiseren,« sagde Iwan, og vendte sig om og gik.

Men før han endnu havde naaet sit Hiem, blev han pludselig standset af et Par Ryttere, der i Starostens Navn befalede ham at følge dem. Iwan blev da rolig staaende, og lod, uden Modstand, ja uden at mæle et eneste Ord, sine Hænder binde fast til Halen af den ene Hest. Derpaa galopperede Rytterne bort, og Iwan maatte anspænde alle sine Kræfter, for til Fods at følge dem.