47|FIERDE CAPITEL.
Folkesangeren

Adalbert maatte nu hver Formiddag henbringe flere Timer i sin Faders Værelse, for med ham at giennemgaae forskiellige Papirer, og faae en Udsigt over Godsernes Bestyrelse. For end mere at opklare sine Begreber med Hensyn herpaa, red han ofte ud alene, og saae sig om i Egnen. Casimir fulgte ham sielden ved slige Leiligheder, men fordrev som oftest Tiden med sine Heste og Hunde. Tidt gik han ogsaa paa Jagt med sin Onkel, til andre Tider ledsagede han Damerne, naar de kiørte ud, hvilket ofte skede, thi Emilie var en stor Elskerinde af slige Kiøretoure, som ogsaa Alexandra for sin Helbreds Skyld maatte foretage; og uagtet Casimir ellers sielden viste sin Kone nogen Opmærksomhed, saa forsømte han dog aldrig ved slige Leiligheder at ledsage hende. Om Eftermiddagen kom der tidt Fremmede til Slottet, hvilke stedse bleve modtagne med Artighed af Litowski, der i 48| det mindste i Pragt og Giestfrihed endnu lignede en polsk Adelsmand fra gamle Dage.

Da Alexandra ofte, formedelst Sygdom, var fraværende fra disse Selskaber, pleiede Emilie at paatage sig Vertindens Rolle. Hermed var ogsaa Starosten meget vel tilfreds, der syntes at nære stor Godhed for Emilie. »Hun besidder den fineste Verdenstone,« sagde han engang til Adalbert, »har du bemærket, med hvilken Anstand hun træder ind i et Selskab; hun har stedse en Artighed at sige Enhver, hun er aldrig forlegen, naar hun skal begynde en Samtale; dette er vigtigere, end de Fleste troe, af den Anstand, hvormed vi fremskride ved vor første Indtrædelse, medens Alles Øine ere heftede paa os, afhænger ofte det Held og den Fremgang, der siden venter os.«

»Har du nu hørt en Forelæsning over Menneskets Bestemmelse i Lord Chesterfields Maneer?« sagde Czernim, der havde lyttet til Starostens Ord; »har du fattet hvor vigtigt det er at bukke paa det rette Sted og paa den rette Maade? Har du begrebet, at den Ziirlighed, hvormed et Brev lægges sammen og forsegles, er vigtigere, end Brevets Indhold? Har du overhovedet vel indpræntet dig den Grundsætning, at man bør bedømme Mennesket efter sin Skal og ei efter sin Kiærne? Læg Mærke dertil, min Dreng! og lær at binde dit Halstørklæde smukt, og at bære din Hat paa den rette Maade, 49| smiil til din Fiende, naar han er nærværende, og spot aldrig din Ven, uden naar han er borte, saa kommer du nok frem i Verden.«

Emilie var i Begyndelsen meget venlig imod Adalbert, hun talte ofte og længe med ham, hun spurgte ham til Raads ved mange Leiligheder, og viste saa stor en Tillid til hans Smag, at hun endog tidt rettede sig derefter i sin Paaklædning. Hun satte sig ogsaa tidt ved hans Side ved Bordet, og viste ham da den høieste Opmærksomhed, ja da hun lærte ham nøiere at kiende, indbød hun ham endog undertiden til at følge med, naar hun spadserede.

Ved slige Leiligheder talte hun meget fortrolig med ham om de huuslige Begivenheder, der havde fundet Sted i hans Fraværelse, ja et Par Gange ledte hun ogsaa Talen hen paa Casimir og Alexandra, og viste da med megen Fiinhed, at denne sidste, saavel ved sine Dyder, som ved sine Feil, satte en uoverstigelig Muur mellem sig og den Mand, med hvilken hun var forbunden.

Engang faldt ogsaa Talen paa Leontine, over hvem Emilie da meget beklagede sig. »Jeg har lidt utroligt for Leontines Skyld,« sagde hun, »jeg kan neppe troe, at hun besidder et godt Hierte, i det mindste har hun aldrig viist det imod mig; medens hun var yngre, fandt hun sin største Lyst i at drille mig og bedærve Alt, hvad jeg satte Priis paa, saaledes brændte hun engang med frit 50| Forsæt Hul i et smukt Tørklæde, som Casimir havde foræret mig; næsten hver Gang jeg sang i Selskaber, væltede hun et Skiermbræt, et Bord, en Lænestol, eller en anden tung Gienstand, og larmede tidt saaledes, at Ingen kunde høre et Ord; ja en Aften, i en stor Forsamling, slap hun et Par Oldenborrer løse lige ved min Side, thi hun veed meget godt, at jeg ikke kan fordrage disse Dyr, og ganske rigtig fløi de mig da lige i Haarene, og piinte og forskrækkede mig, saa jeg skreg høit, og bragte det hele Selskab i Forvirring.«

En anden Gang talte ogsaa Emilie med Bitterhed om Alexandra, ja gav endog Vink om, at det var denne, der ledet af en urimelig Mistanke, havde ophidset Leontine imod hende.

Jo mere Adalbert saaledes gav sig af med Emilie, desmere tiltrækkende fandt han hende. I Begyndelsen var hendes Selskab ham blot behageligt, tilsidst blev det ham næsten uundværligt. Denne Følelse syntes Emilie at dele, og Adalbert bemærkede til sin store Glæde, at hun viste Mismod, naar han i lang Tid talte med Andre, og at hun blev venlig og tilfreds, naar han igien nærmede sig til hende. Herved og ved tusinde andre Konster vidste hun saaledes at fængsle ham, at hun i lang Tid blev Middelpunktet for alle hans Tanker; ja af Blik og henkastede Vink og halve Ord, som Ingen hørte, uden han, dannedes der tilsidst en magisk Ring, 51| i hvilken han hver Dag maatte dreie sig, uden at komme videre.

En Eftermiddag udeblev Emilie længe, flere Fremmede vare imidlertid ankomne, hvis Underholdning kun lidet morede Adalbert. Endelig, efter en kiedsommelig Time, der langsomt hengled i en stiv og ligegyldig Samtale, saae han Emilie, der, tilligemed Casimir og en Veninde, en Fru Tarnow fra Byen Krakau, kom over Gaarden. Kort efter traadte de alle Tre ind. »Hvor har du været?« spurgte Adalbert sin Broder. – »Hos Fidelio,« svarede Casimir, »thi han er syg.« – Adalbert studsede, thi han sluttede heraf, at Emilie ogsaa havde besøgt Fidelio, hvilket, efter hans Mening, aldeles ikke passede til den fine Anstand og Tact, for hvilke hans Fader saa høilig berømmede hende. Denne Begivenhed forstemte Adalbert en Stund, uden at han var sig Grunden tydelig bevidst.

Nogle af Giesterne bade nu Emilie om at synge, hvortil hun ogsaa strax var beredt. Casimir satte sig ved Pianofortet, og greb et Par Accorder, hvorpaa Emilie nærmede sig, og udførte, med en af de fremmede Damer, en Vexelsang, som Casimir accompagnerede. Kort efter traadte den fremmede Dame tilbage, og Emilie sang alene til Casimirs Spil. Hendes Stemme havde et stort Omfang, og var usædvanlig uddannet. Casimirs Spil var mindre fuldkomment, dog vidste han saaledes 52| at underordne det under Emilies Stemme, at denne betydelig vandt derved. Næsten Alle roste Emilies Sang, medens den gamle Starost, der stod bag hendes Stol, viste sig meget tilfreds med det Bifald, hun indhøstede. Adalbert undrede sig over sin Broders Talent, thi uagtet denne i sin Barndom havde lært Fingersætningen paa Klaveret, saa var han, formedelst sin Ustadighed, dog ikke kommen synderlig vidt før Broderens Afreise.

Paa Adalbert frembragte for Resten Emilies Spil en stor Virkning, især i Begyndelsen, da hun sang flere italienske Sange med sielden Smag. Det forekom ham, der saalænge havde levet i England, langt borte fra de Lande, hvori Sangen har sit Hiem, som om han hørte en deilig Nattergal, der sad i en af Italiens duftende Myrthelunde, og udaandede sin Siæl i Toner. Siden efter sang hun, paa Opfordring, nogle franske Sange, der ogsaa vidnede baade om Færdighed og om et udmærket Foredrag.

Medens Emilie sang, stod Adalbert ved Siden af Alexandra og Leontine, da hun var færdig, vendte han sig til den sidste med de Ord: »Frøken Emilie har en meget smuk og udtryksfuld Stemme.« – Leontine syntes ei at høre hans Ord, thi hun svarede Intet derpaa. – »Elsker De ikke Musik?« spurgte han endelig. – »Nei,« svarede Leontine, og fæstede sine dunkle Øine paa ham med et Udtryk af Strenghed og Misfornøielse, »jeg hader Musik.« – »Tro hende ikke!« sagde 53| Alexandra, men Adalbert maatte vel tænke paa de Beskyldninger, Emilie havde fremført imod hende, hvilke, ved denne Opførsel, endnu syntes at vinde i Vægt.

I dette Øieblik klang ogsaa Musik udenfor, en dyb mandig Stemme lod sig høre, der ledsagedes af Harpetoner. – »En Folkesanger!« udbrød Leontine, medens en stærk Rødme bedækkede hendes Kinder. – »Det er en Mand, der endnu husker gamle Melodier og bedre Tider!« anmærkede Czernim, men Litowski vinkede en Tiener, til hvem han hviskede et Par Ord i Øret, hvorpaa Tieneren gik ud, og kort efter taug Musiken. – »Har De sendt ham bort?« spurgte Leontine. – »Storfyrsten ynder ikke disse omvankende Sangere,« svarede Starosten, »det er mig derfor heller ikke tilladt at beskytte dem.« – »Men derfor er det dog os Andre tilladt at ynde dem,« gienmælede Leontine. – Starosten blev meget alvorlig ved disse Ord, men Emilie gav atter Samtalen en mildere Vending: »Lad os dog høre ham,« sagde hun, »Herr von Litowski er saa bekiendt for sin Troskab, at han vel kan tillade sig, hvad Andre vilde betænke sig paa.« – »Det smerter mig, at jeg ikke kan opfylde Deres Ønske,« svarede Starosten, »nylig er der kommen en streng Ordre mod alle disse syngende Landløbere, det er derfor min Pligt at advare denne Vagabond, og hvis han ikke opgiver sit Haandværk, da maa jeg fængsle ham.«

54|»Sikkert findes der dog nogle af vore Nationalsange, der tiltale Dem,« sagde Adalbert. – »Jeg tilstaaer, at jeg, uden Hensyn til den Skade, de stifte, ingen Sands har derfor,« svarede Starosten, »thi de minde alle om en barbarisk Tid, og hvorledes kunne de Andet, da det er bekiendt, at de ere digtede af raae, uvidende Mennesker!« – »De Sange, der nu digtes, ere rigtignok regelmæssigere,« sagde Emilie, »de have desuden det Fortrin, at ogsaa de, der ere fødte udenfor Polens Skove, kunne forstaae dem.« – »Det gaaer her, som i den gamle Fabel,« svarede Czernim, »Nattergalen synger for vildt og uregelmæssigt, Giøgen derimod holder en fastere Tact, den kan man derfor bedre forstaae.«

Adalbert forlod denne Aften Selskabet med stærke Fordomme mod Leontine, hvis lunefulde og sig selv modsigende Opførsel, efter hans Mening, ene lod sig forklare af Misundelse over Emilies Fortrin.

Da Adalbert næste Morgen besøgte sin Broder, fandt han ham i en ivrig Samtale med Alexandra, der stod sortklædt foran ham med sin Rosenkrands i Haanden. – »Nei,« raabte Casimir, i det hans Broder kom ind, »jeg er ikke stemt dertil, jeg gaaer ikke med dig.« – »Ak, du har ingen Tro, Casimir!« – »Det vil sige, jeg er et slet Menneske, ikke sandt?« – »Slet! derom er ikke 55| Talen, men hvormange spilde ikke deres Tid paa Letsind, uagtet deres Hierter ere gode! Hvormange ere ikke forvildede, som dog ei kunne kaldes slette!« – »Hielp mig, Adalbert! Du hører hvilke Sparlagensprækener jeg maa døie.« - »Mig synes, at Alexandra er for streng i sine Fordringer,« sagde Adalbert smilende. - »Adalbert,« svarede hun og betragtede ham med et alvorligt og giennemtrængende Øiekast, »tilgiv mig! men, som en af Deres nærmeste Slægtninge, har jeg Ret til at tale fortroligt med Dem, De synes heller ikke at bryde Dem stort om Religionen, ja De glemmer, at det er den Fornemmes Pligt, for Exemplets Skyld, at besøge de hellige Steder, selv naar hans Hierte ikke drager ham derhen.« – »Forstaaer du?« sagde Casimir, »du hænger ikke nok med Hovedet, det har hun allerede mærket paa dig.« – »Vogt dig, Casimir, at du ikke reent fordærves!« sagde Alexandra, medens en svag Rødme, som et Lynglimt, foer over de ellers blege Kinder. – Casimir gik nu hen i et Vindue, uden at svare, og fløitede en Marsch, Adalbert sagde derimod alvorlig: »Nu et Svar fortiener Alexandra sikkert, thi om hendes Iver end gaaer forvidt, saa er den dog velmeent.« - »Velmeent!« raabte Casimir og vendte sig om mod sin Broder, »o ja, overtaler hun mig først til at hænge med Hovedet, og bære Bønnebogen efter hende, da mener hun at have Magten over mig, og deri har hun ogsaa Ret.« – »Jeg begierer ingen uretfærdig 56| Magt, Casimir, hvad jeg sagde, var til dit eget Bedste, thi sandelig jeg har inderlig Medlidenhed med dig og med Enhver, der miskiender det eneste virkelige Gode, han eier.«

Dermed gik hun, men Casimir loe høit og sagde: »Der seer du, fordi jeg ikke hver Time paa Dagen slaaer Kors for mig og besprøiter mig med Vievand, fordi jeg foretrækker Jægerhornets Lyd og Hundenes Glam i Skoven for den enfoldige Pladder i Kirkerne, derfor skal jeg være fortabt i Tid og Evighed, og hun har Medlidenhed med mig, men jeg foragter hendes Medlidenhed, jeg hader den og trænger ikke dertil; lad hende have Medlidenhed med sig selv, med sine dødblege Kinder, med sine blodløse Læber og med sit indfaldne Bryst, der ligger, som en siunken Liigsteen, over et Hierte, der alt hører Graven til.« – »Du er meget grusom mod hende, Casimir!« – »Det forekommer mig undertiden, naar hun staaer for mig med sit iiskolde Blik, som om jeg var viet til en Dødning,« sagde Casimir, »og naar hun nu oven i Kiøbet seer ned paa mig, som paa et Væsen af en lavere Art, naar hun viser mig denne huldsalige Medlidenhed, der dog ret godt kan forenes baade med Bitterhed og Vrede, da føler jeg ordentlig, at jeg hader hende.«

I dette Øieblik traadte Alexandra ind paa ny, hun nærmede sig med et venligt og frygtsomt Blik paa Casi57|mir, og blev staaende et Par Secunder, endelig rakte hun sin Haand til Adalbert. »Tilgiv!« sagde hun, »jeg føler, at jeg har overilet mig; naar vi troe at forsvare en hellig Sag, da kan det Onde allerlettest faae Magt, men jeg kunde ikke gaae bort, førend jeg havde faaet Deres og Casimirs Tilgivelse!« – »Vi have kun lidet at tilgive,« svarede Adalbert, »thi vi kunne ikke miskiende den ædle Grund til Deres Iver.« – »Bærer over med mig!« sagde hun venlig, »thi jeg føler, at jeg ikke lever længe med Eder.« Dermed gik hun igien.

»Det var for din Skyld, at hun i Dag spillede den Forsonliges Rolle,« sagde Casimir; »mig behandler hun sielden med saamange Omstændigheder.«-»Hun spillede sikkert ingen Rolle, Casimir, hvad hun sagde, kom fra hendes inderste Hierte!« – »Jeg veed ikke hvad jeg skal troe, men det veed jeg, at hun aldrig er vredagtigere, end naar hun skal til Kirke, eller kommer derfra, saa jeg da ikke behøver andet Vidnesbyrd om, at hun er andægtig stemt, end hendes Vrede og Bitterhed, dog dette skal jo være de Frommes almindelige Skiødesynd.«

Noget efter ledsagede Adalbert sin Onkel paa en Lystvandring, under hvilken han meddeelte ham det Optrin, hvortil han nylig havde været Vidne. – »Ja, ja,« svarede Czernim, »Alexandra er en af dem, der gierne spærrede den hellige Petrus Veien til Himmelen, fordi han 58| engang fornegtede Christus, hvorledes kan da den stakkels Casimir finde Naade for hendes Øine«?

Kort efter faldt ogsaa Talen paa Emilie. »Min Fader har stor Godhed for hende,« sagde Adalbert. – »Din Fader har en Deel tilfælles med vore Geistlige,« svarede Czernim, »kiender du noget til dem?« – »Ikke stort!« – »Det er Skade, af dem kan du ellers lære, hvorledes man kan have et ærbart Udseende, og dog være en vild Fugl i Grunden.« - »Emilie har et smukt Ydre og en sielden Anstand, derpaa sætter min Fader megen Priis.« - »Tro du mig, al denne Anstand er intet Andet, end et Skiul for Ærgierrighed og Intrigue, og feiler jeg ikke, da er hun dristigere, end Nogen af Eder aner, saasnart det gielder om at tilfredsstille sin Lidenskab.« -

De to Vandrende vare ikke komne langt, da de saae en Mængde Mennesker, samlede i en Kreds, hvorfra der hørtes Sang og Harpetoner. »Der have vi Folkesangeren fra i Aftes,« sagde Czernim, »erfarer din Fader, at han er her endnu, gaaer det neppe godt.« – Begge ilede nu hen til Forsamlingen, der ærbødig aabnede Vei for dem, hvorved de fik Plads inderst i Kredsen, nærved Sangeren, der ikke var ung, men hvis Lokker dog syntes at være blevne graae før Tiden, og paa hvis stive stirrende Øine man mærkede, at de manglede Seekraft; imidlertid slog han Harpen med megen Sikkerhed. 59| Ved hans Side stod en ung Qvinde, der, som Adalbert siden erfarede, var hans Datter. Begges Dragt vidnede om ringe Kaar, og deres blege, kummerfulde Ansigtstræk røbede, at de, hvis Kald det var, at udbrede Glæde omkring sig, ikke selv vare lykkelige.

Efter et Par Ord af Datteren, holdt den blinde Sanger inde et Øieblik, medens Adalbert og hans Onkel nærmede sig. – »Hvad! er du blind?« sagde den Sidste, »ja, ja, hvor kan det være Andet! Sangerne maae være stokblinde i dette Land, thi kunde de skimte Dagen, da maatte de strax see, hvortil deres Haandværk fører.« – »Mit Haandværk er uskyldigt,« svarede den Gamle, »jeg synger kun om det Længstforsvundne, det skader jo Ingen.« - »Hvor de Blinde skulle vise Vei, der gaaer det mod Mørke og Undergang,« sagde Czernim, »hvad var det ellers du sang? Det klang ret smukt.«

Den Gamle bukkede, og han og Datteren begyndte nu følgende Sang, hvori hun bestandig sang de to Begyndelsesstropher, og han Endestropherne i hvert Vers:

Neppe var denne Sang endt, før flere Retsbetiente nærmede sig, der befalede Sangeren og hans Datter at følge dem. Da Bønderne hørte dette, klyngede de sig tæt om Sangeren, og deres Ansigter bleve saa truende, at Starostens Folk et Øieblik stode i Tvivl om, hvad de skulde foretage, dog, efter kort Betænkning, grebe de til deres Værger, og da Bønderne syntes fast bestemte til før at lade Livet, end at forlade den blinde Sanger, var det upaatvivlelig kommen til et blodigt Slagsmaal, hvis ikke Czernim havde lagt sig derimellem.

»Værer rolige!« raabte han, »den blinde Sanger maa i Fængsel, den Sag er afgiort; det er jo ogsaa et skammeligt Foretagende at synge Folkesange i Polen. Vide I ikke, at Fyrst Constantin nylig kiøbte en Papegøie for mange Penge, blot for at have den Glæde at 61| dreie Halsen om paa den, saavidt gik denne store Regent i sin retfærdige Vrede, fordi det oprørske Dyr, i hans Nærværelse, reciterede en eneste Linie af en slig gammel Sang; naar Papegøier ikke mere finde Naade for Herskerens Øine, hvad maae da Menneskene vente sig!« -

Men trods den Ærbødighed, Bønderne nylig havde viist Czernim, syntes de dog nu aldeles ikke at ville afstaae fra deres Forsæt, i hvilken Beslutning de end mere bestyrkedes af Adalbert, der, efter længe at have staaet tvivlraadig, endelig udbrød: »Mine Venner! her ligger en Misforstaaelse til Grund, min Fader vil sikkert ikke fornærme denne blinde Sanger, der, efter hvad jeg selv har hørt, er aldeles uskyldig, lad ham derfor gaae! jeg tager alt Ansvar paa mig.« -

»Starosten har befalet os at fængsle dette Menneske,« sagde en af Retsbetienterne. - »Saalænge jeg mægler at forsvare ham, skal det ikke skee,« svarede Adalbert, hvis heftige Blod nu aabenbar overvældede hans Besindighed.

Efter disse Ord hævede flere af Bønderne deres Hænder mod Starostens Folk, men nu gik Czernim hen til de Ældste i Forsamlingen, og hviskede dem et Par Ord i Øret, disse talte da hemmelig med de Omstaaende, og Følgen var, at den hele Flok adspredte sig, og overlod de to Fremmede til deres Skiebne, som Adalbert, 62| selv med den bedste Villie dertil, ikke længere kunde hindre eller forsinke.

»Altsaa skulle de nu til Siberien?« sagde Adalbert, da de vare borte. – »Naturligviis,« svarede Czernim, »hvad i al Verden skulle vi ogsaa med en Ossian i Polen? Flyt alle slige skadelige Væxter, Laurbærtræer, Frihedstræer, eller hvad de for Resten hedde, jo før jo heller til Siberien! Der kunne de bevares under Isen, som en Art af Forsteninger, og Naturforskerne ville da efter Aartusinder stride om de virkelig engang have blomstret, eller om de vare blotte Naturspil.« – »Maaskee kunde vi dog endnu frelse dem.« – »Ikke med alt det Guld, der findes i Karpatherne, min Dreng! Hvad er du for en Diplomat, som griber til Vaaben for en Patriot, der oven i Kiøbet gaaer i Blinde! Er du gal? Fornemhed, Rigdom og Magt, det er de Guder, du skal tilbede, alt det Andet er Sværmeri; gid Diævelen være Patriot, naar man kan herske over Patrioter, og sende dem til Siberien, det maa være dit Valgsprog.«

»Hvad du saa siger,« gienmælede Adalbert, »saa vil min Fader intet Andet, end streng Retfærdighed, derfor maa han denne Gang være feil underrettet.« – »Din Fader er en klog Mand, der vil hvad han maa ville, for at komme til Veirs, men du og Casimir ere to Galninger, der stampe mod Braaden, og jeg veed neppe mere, hvorledes jeg skal skiule Eders Daarskaber.«

63|Da Adalbert kom hiem, traadte Leontine og Alexandra ham venlig i Møde; den Sidste rakte ham Haanden og sagde: »Vi takke Dem for den Iver, hvormed De tog Dem af den blinde Sanger.« – »Hvor er han nu?« spurgte Adalbert. – »Han sidder fangen i den gamle Borg,« svarede Alexandra, »vi have forgieves bedet om at see ham, dog have de Mænd, der bragte ham did, fortalt os Alt.« – »Gid mine Bestræbelser for ham havde havt et heldigere Udfald.« – »Mod og Villie til sine Brødres Forsvar ere allerede en stor Skat i Siælen,« bemærkede Alexandra. – »Jeg især maa bede Dem om Tilgivelse,« sagde Leontine, »thi jeg troede, at De ikke brød Dem meer om Deres ulykkelige Landsmænd, end Casimir bryder sig derom.« – »Casimir elsker sit Land høiere, end du troer,« svarede Alexandra. – »Han elsker Intet af det, han burde elske,« gienmælede Leontine.