© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Kort efter lod Litowski Adalbert kalde, og modtog ham med et meget alvorligt Ansigt. »Jeg hører, at du nylig har givet os en Prøve paa dit ridderlige Mod,« sagde han, »imidlertid frygter jeg for, at du paa denne Vei, ligesom Ridder Don Quixote i gamle Dage, vil finde flere Krænkelser, end Laurbærkrandse.«
»Jeg satte mig kun til Modværge, fordi jeg vidste, at De selv, naar De erfarede Sagens rette Sammenhæng, vilde billige min Adfærd,« svarede Adalbert.
»Og hvoraf vidste du det?«
»Jeg vidste det, fordi jeg kiender Deres Tænkemaade, min Fader! En henaandet Klang, der bortveires i Luften, et Digt om en forglemt Kiærlighed, om en længst forsvunden Sorg, er dog ingen Forbrydelse; der kan jo heller ikke være nogen Hentydning paa det Nærværende i Sange, der rimeligviis ere digtede for flere Aarhundreder siden.«
65|»Ikke?« gienmælede Starosten, »veed du da, hvad hine gamle Sange betyde? Disse Landløbere synge ikke blot om Kiærlighed, de synge desuden om Oldtidens Konger og om Tartarernes Grusomhed. Nei ti kun! jeg forudseer din Indvending: »Hvad bryder vor Almue sig meer om Tartarerne?« vil du sige, »deres Tid er forbi, deres Herredømme er længst sønderbrudt og forglemt.« Men dette er kun en Maske, siger jeg dig, Fortiden med sin dunkle Kaabe maa tiene til Skiul for Nutidens Anslag; Russerne ere de Tartarer, man nu tænker paa, de gamle Sange forvandles saaledes til en Allegorie, et Sindbillede, ved hvis Hielp Ulydighed og Oprør forkyndes, hvorledes kunne da vor ædle Keiser og hans ophøiede Broder taale dem?«
»Hvis man ikke paa høiere Steder lagde en saa dyb Betydning i disse Sange, saa bleve de heller ikke saa vigtige.«
»De ere vigtigere, end du troer, kortsynede Yngling! Folkets Erindringer hænge ved disse gamle Stemmer, ved disse Eventyr, ved disse Billeder fra en forsvunden Verden. Af alt dette knyttes det usynlige Net, hvori Aanderne fanges, og hvorved de bindes til en forældet Tingenes Orden, der ikke mere kan og ikke mere skal bestaae. Saalænge Hierterne hænge ved disse Sange, saalænge hænger Folket ogsaa fast ved sine Sværmerier, ved sin gamle Dovenskab, ved sine faldefærdige Boliger. 66| Betag Almuen sine Eventyr, saa tilstopper du Kilden til dens Daarskaber, thi Polen ligner nu hiin gamle Konge, der med en magisk Ring var bunden til et Liig, tilintetgiør hine Sange, og du har knust den magiske Ring, og Fortryllelsen er ophørt.«
»Men, min Fader! have vi Ret til at berøve Folket sine kiæreste Erindringer, og til at overskære de Baand, der binde det til dets Fortid?«
»Ret! Daarskab!« sagde Starosten, »have vi Ret til at berøve Drengen sin Kiephest, og drive ham fra sin kiæreste Leeg, paa det han kan lære Noget? Havde vi ikke denne Ret, hvorledes skulde han da vorde til Yngling og til Mand? Betragt engang den Verden, hvori vi leve, min Søn! Det er nu Tid, at du henvender dit Blik paa de store Forhold, der omgive dig. Hvad vil nu den kloge Regent? Hvad ville de Mænd, der forstaae deres Tid og skride frem med den? Hvorfor er Polen ikke meer noget selvstændigt Land? Kan du sige mig det? Eller var det maaskee ved Feighed, at vi tabte vor Rang blandt Europas Folkeslag?«
»Vore Naboers Rænker have fældet os,« svarede Adalbert blussende, »thi Feighed kiendes ikke i Polen, i Mod og Begeistring viger vort Folk ingen af dem, hvis Gierninger opfylde Verdens Aarbøger.«
»I Sværmeri viger vort Folk ingen, det er vist, men det har ikke forstaaet sin Tid, deri viger det for de 67| Fleste, det har afsondret sig, hver Enkelt vilde være uafhængig og en Konge i sin Kreds, Alle vilde herske, Ingen vilde lyde, derved søndersplittedes Landet, og Intet kunde trives, der skulde skee med forenede Kræfter. Paa samme Tid da i andre Stater Masserne sammensmeltede, da de Enkelte der lærte at underordne sig, blev hos os hver Enkelt mere og mere selvraadig; hvor denne Selvraadighed hersker, der forvandles selv Heltemod til fordærvelig Forvovenhed; thi hvor Midtpunktet har tabt sin bindende Kraft, hvor de særskilte Organer ikke ville underordne sig, der tiener enhver Kraftyttring i de enkelte Ledemod kun til end mere at sønderrive det Hele, og til at fremskynde Døden.«
»Sikkert findes der dog en Middelvei, paa hvilken det Enkelte kan blive i sin Værdighed, uden at det Hele forstyrres?«
»Ingen Middelvei er her mulig, et Folk, der endnu vil staae paa samme Trin, hvorpaa det stod i Middelalderen, maa gaae til Grunde; det gamle Haab, de gamle Drømme, de gamle Sange, de gamle Eventyr ere Polens Pest og dets Ulykke. Deraf opstod den sørgelige Foragt for ethvert Fremskridt, deraf kom vor Mangel af Sammenhold, vor Trods mod Fornuft og Orden, deraf kom den stærke Kløft mellem Folk og Fyrste, ja deraf kom ogsaa Almuens Dovenskab og Ureenlighed, thi saaledes 68| vare deres Fædre før dem, og saaledes vilde de ogsaa være.«
»Alt dette kunde vel afhielpes ved mildere Midler, uden at en fremmed og fiendtlig Magt udstrakte sit Jernscepter over os.«
»Netop hiint Folk,« giensvarede Starosten, »hos hvilket den Herskendes Villie er Alt, og hos hvilket den Enkelte taber sig i Massen, hos hvilket Lydighed er den høieste Pligt, og Selvraadighed den høieste Brøde, netop hiint Folk, siger jeg, er bedst skikket til at være Formynder over slige forvildede Børn, som Polakkerne ere.«
Trods alle Starostens Indvendinger, hviskede dog en Røst i Adalberts Indre, at hans Landsmænd ikke havde Uret, naar de grebe til Modværge mod en Magt, der vilde udslette deres folkelige Præg. Imidlertid var han fra Barndommen af vant til at tie ved Starostens Ord, og til at vige for hans Overbeviisning. Han nærmede sig derfor til Døren, og vilde stiltiende gaae, da hans Fader pludselig traadte ham i Møde, greb hans Haand og trykkede den med en Følelse, der overraskede ham. »Adalbert!« sagde Starosten, »tro mig, jeg mener det godt med dig, jeg tilgiver dit falske Skridt i Dag for din Ungdoms Skyld; ja jeg skal aldrig vredes ved din dristigste Tvivl, forudsat at du ærlig tilstaaer mig den, thi jeg føler vel, at det ikke er let for en uøvet Haand at finde Traaden i den Labyrinth, der omgiver os Alle. 69| Jeg opgiver derfor min første Plan, du bør i lang Tid endnu blive her under min Opsigt; thi kom du strax til Warschau, vilde du neppe medbringe den rette Maalestok for din Omgivning, og den almindelige Svimmelhed, der har henreven saa Mange, vilde maaskee ogsaa henrive dig.«
Adalbert blev rørt ved sin Faders Venlighed, og lovede at føie sig efter ham i Alt, og at følge hans Raad.
»Mit første Raad er: Tro Ingen, der vil vække din Misfornøielse med det Nærværende! Betragt med hvor megen Møie vi have erhvervet, hvad vi have! Betragt den Ulykke, den Blodsudgydelse, den Tøilesløshed, der stedse fulgte med enhver Folkebevægelse, og du vil da sikkert tilstaae, at selv en slet Regiering er bedre, end aldeles ingen, at selv en Tyrans Herredømme bør foretrækkes for den rasende Mængdes, der med tusinde Hænder sønderslider sine Offere, og med tusinde Tunger lædsker sig i deres Blod. Tro heller ikke dem, der forkynde et nyt Evangelium, en ny Tingenes Orden, hvori alle gamle Baand skulle briste, al Tvang, al Standsforskiel ophøre, og hvori Menneskene skulle leve, som Brødre med hverandre, alt dette er kun en Madding, der sættes paa Krogen, for at fange den uerfarne Ungdom; det himmelske Paradiis, den himmelske Fred, der maaskee undertiden svævede, som en Drøm, for Sværmerens Øie, brugtes endnu oftere som Paaskud for Bedragerens Planer, 70| og de Herrer, der skrige heftigst imod Herskesyge og Magtens Misbrug, skrige kun saa høit, fordi de selv ville have denne Magt, fordi de selv ville herske og sidde øverst, og have de naaet dette Øiemed, da herske de almindelig saaledes, at deres ivrigste Tilhængere tilsidst nødes til at vriste dem Magten af Hænderne.«
»Men dette taler jo netop for det, der bestod fra gammel Tid,« sagde Adalbert. »For det, der nu bestaaer,« svarede Starosten, »men ei for det Forældede; hvad nu bestaaer, er Forbundet med Rusland, intet Andet.« – »Men dette Forbund har ikke sin Rod i Folkets Villie.« – Nu taug Starosten et Øieblik, endelig sagde han: »Saa har min hele Tale da været spildt; det er meget nødvendigt, at du dvæler her,« blev han ved, »for Resten mishager din Onkels Færd mig endnu mere, end din, han, som en ældre Mand, burde allermindst skienke slige Landløbere sin Opmærksomhed; men der gives Mennesker, der, hvor gamle de end blive, aldrig komme ud over Drengeaarene.«
Trods denne strenge Yttring, vedblev dog Litowski at behandle sin Svoger med stor Artighed, som om Intet var forefaldet; i øvrigt omtalte han aldeles ikke, i de Andres Nærværelse, den fremmede Sanger, og da Leontine endelig spurgte ham om dennes Skiebne, gav han et undvigende Svar.
71|Det hændes vel undertiden, og især i Ungdommen, at Mennesket befinder sig midt imellem to Veie, uden at han dog saa let, som Herkules, er i Stand til at opdage, hvilken, der er den rette, og hvilken den urette. Der opstaaer da en Giæring, en Kamp i Siælen, og en deraf følgende Uklarhed, der, saalænge den varer, ikke tillader Handlingen at komme til Giennembrud, hvorfor en eensidig Bestemthed af de Fleste agtes langt høiere, end en slig vaklende Tilstand. Imidlertid oprinder denne Vaklen tidt af de ædleste Bevæggrunde, ja undertiden kunne de, der befinde sig i en slig Uvished, naar de endelig komme ud deraf, og vide, hvorhen de skulle vende deres Kræfter, udvikle en Siælsstyrke, der overrasker dobbelt, fordi man mindst hos dem havde formodet den.
I en slig Uvished befandt Adalbert sig, der, saasnart han havde forladt sin Faders Kammer, ilede ud i den fri Luft, og overlod sig til sine Betragtninger. Da han i nogen Tid saaledes havde vandret, nedsiunken i Tanker, og endelig hævede Øiet, bemærkede han, at han stod nærved det gamle Slot, hvori den blinde Sanger sad fangen. Med dette Slot var han fra sin Barndom vel bekiendt, han havde dengang tidt løbet igiennem de lange Gange, og leget i de øde Sale, hvori endnu enkelte Tapeter med afblegede Billeder mindede om den forgangne Tid. Det var i øvrigt kun Hovedbygningen med sit høie Taarn, der endnu stod tilbage, Sidebygningerne vare derimod ned72|revne. De Steenmasser, man saaledes vandt, vare saa betydelige, at man deraf kunde bygge det ny Slot, uden at angribe Hovedbygningen. Dette var vel den vigtigste Aarsag, hvorfor den hidtil var bleven forskaanet. For Resten bar den, selv i sin forfaldne Tilstand, det Præg af Storhed og Betydning, hvorved Fortidens Bygninger saa tidt udmærke sig fra dem, der opføres i vor Tid, og Adalbert maatte, da han saae dette Slot, tænke paa sit Fædreland, der, sønderrevet, og skilt ved saa mange Provindser, dog endnu mindede om en betydningsfuld Fortid, hvoraf der ikke var meer, end en stor Ruin tilbage.
Da han havde betragtet Slottet, og endelig nærmede sig til Hovedindgangen, mødte han den gamle Michael, der standsede, da han saae ham, og tog sin Hue af. »Hvor sidder den Fangne?« spurgte Adalbert. »Frøkenen er inde i Riddersalen,« svarede den gamle Tiener, der var lidt tunghør. – »Er det Frøken Emilie?« – »Ja,« svarede Michael, »Frøkenen kommer ofte herover, thi hun er ikke, som den unge Verden pleier at være, der kun løber efter, hvad der er paa Moden.« – »Føer mig da ind i Riddersalen!« sagde Adalbert, hvorpaa den Gamle gik ind i Bygningen, og Adalbert fulgte ham gjennem en Række af Værelser.
Paa enkelte Steder standsede Michael, og pegede paa de sønderrevne Tapeter, hvori man endnu saae Levninger af store Jagtstykker, der vare indvævede deri. 73| Adalbert bemærkede i Forbigaaende flere Damer og Herrer til Hest, de Sidste vare kiendelige paa deres med mangfoldige Silkesnore forsynede Kurtka, og paa deres polske Huer; ved Siden af dem stode Jægere, og høit i Luften fløi Falke, der søgte at overliste et Par Heirer, der strakte deres Neb, som spidse Landser, ud imod dem; ligeledes saae man flygtende Elsdyr, og længere borte en trodsig Biørn, der satte sig paa Bagbenene, for at forsvare sig imod Hundene. Alle disse Figurer vare imidlertid blege, som Skygger, og halv fortærede af Møl, som havde arvet de Kostbarheder, der vare de hensvundne Slægters Stolthed. Endelig traadte Adalbert, med sin Ledsager, ind i Riddersalen, hvori selv Tapeterne vare borte, og hvori intet levende Væsen saaes, med Undtagelse af dem selv, og to Tusmørkefugle, af det Slags, der kaldes Dødningehoveder, hvilke, bedragne af den Dunkelhed, der var udbredt overalt, svævede omkring midt om Dagen.
»Frøkenen er ikke her,« sagde Michael, »hun er sikkert paa egen Haand gaaet op i Taarnet.« – »I Taarnet!« gientog Adalbert forskrækket, »Opgangen dertil er farlig, hvis jeg husker ret.« – »Det er ikke første Gang, hun gaaer den Vei,« svarede Michael, »hun 74| forstaaer næsten Konsten bedre, end jeg selv, der dog fra Ungdommen af er vant til at klavre paa disse Trapper. I Dag vilde hun imidlertid endnu høiere op, end sædvanlig, for at see det store Uhr; jeg skulde følge hende, men da jeg ikke kunde komme strax, gik hun i Forveien, efterat vi havde sat hinanden Stævne i Riddersalen.« – »Lad os ile til hende,« sagde Adalbert.
De gik nu op ad en Vindeltrappe, der i Begyndelsen var bred, men blev smallere og smallere, jo høiere de kom; ja tilsidst hørte Trappen op, og de maatte klattre videre frem paa Stiger, og ile hen over Tværbielker, fra hvilke et eneste falsk Skridt vilde have styrtet dem ned i den dybe Afgrund, som de saae under deres Fødder.
Endelig stode de foran det Uhr, om hvilket Michael havde talt; paa den anden Side deraf sad, til Adalberts Forundring, ikke Emilie, men Leontine, der syntes nedsiunken i dybe Drømme. »Gud være lovet! der er Frøkenen,« sagde Michael, »her er ogsaa det store Uhr,« blev han ved, »som Herren vel erindrer fra gamle Dage, thi her maatte jeg tidt føre de unge Herrer op, uagtet Starosten strengt forbød det.«
»Kan det da aldrig mere gaae?« spurgte Leontine, der nu vaagnede af sin Drøm. »Nei desværre,« svarede Michael, »men i min Ungdom gik det endnu, det var den Gang det kostbareste Værk i hele Egnen, saa Fremmede kom herhid for at see det. Det viste ikke blot Timer, 75| men tillige Solens og Maanens Løb og Qvarteerskifterne; paa den ene Side stod Døden med sin Lee, paa den anden Side derimod stod Tiden, som en gammel Mand, med Vinger og Timeglas, og hver Gang en Time var udrunden, slog den med Vingerne, og Timeglasset vendte sig af sig selv, medens Døden paa samme Tid hævede sin Lee og svingede den frem og tilbage, i det Klokkeslagene lød; men nu er Timeglasset knust, Viseren er sønderbrudt, og Hiulene ere rustne, kun Døden med sin Lee staaer der endnu, som Frøkenen seer.«
»Dette Uhr burde istandsættes igien,« sagde Adalbert.
»Ingen Uhrmager i vor Tid kan bringe det i Orden,« svarede den Gamle, »skiøndt Mange have forsøgt derpaa, baade Fremmede og Indfødte. Det var kun i gamle Dage, man forstod sig paa Sligt, og det er da heller intet Under, thi Værket blev drevet med Trolddomskonst, efter hvad jeg har hørt, og Aander vare bundne til Hiulene, der dreiede dem rundt; derfor blev det kun optrukken een Gang om Aaret i Midnatsstunden, da Frelseren blev født.«
»Ja ja, det fortalte du mig tidt nok i min Barndom,« sagde Adalbert smilende.
»Det er ogsaa vist,« blev Michael ved, »at Uhret og Bygningen paa en egen Maade hænge sammen, thi fra det Øieblik Uhret standsede, begyndte ogsaa Bygningen 76| at forfalde; det sidste Aar, hvori det gik, var det, i hvilket Russerne rykkede ind i Warschau.«
»Var jeg en Mand,« udbrød pludselig Leontine, »da vilde jeg reise udenlands, og vandre saalænge rundt, til jeg fandt en Konstner, der kunde sætte dette Uhrværk i Stand.«
»Den gamle Herre har ofte talt om at sælge Hiulene og Jernstængerne,« sagde Michael, »men det haaber jeg vil ikke skee, medens mine Øine ere over Jorden.« – »Bruges den gamle Borg nu ikke meer til Noget?« spurgte Adalbert. – »Flere af de Sale, hvori Herskabets Forfædre levede i Frihed og Lystighed med deres Giester, bruges nu til Fængsler,« svarede Michael.
Adalbert tog heraf Anledning til at spørge om, hvorledes det gik den gamle Sanger. »Ham gaaer det ganske taaleligt, jeg har bragt ham hans Harpe i Fængselet, men han vover ei at spille paa den af Frygt for Starosten.« – »Kan jeg faae ham at se?« spurgte Adalbert. »Det lod sig vel giøre,« svarede Michael, »hvis der ikke i Værelset ved Siden af ham sad en farlig Fange, der let kunde mærke Uraad, og røbe os for Starosten.«
Efter disse Ord stege de ned af Taarnet igien, og Adalbert kunde ikke Andet, end beundre den Behændighed og Sikkerhed, hvormed Leontine skred hen over de farligste Steder, ligesom en Fugl, der rolig svæver over Afgrundene, vel vidende, at den i sine Vinger besidder en 77| Talisman, langt stærkere, end den Kraft, der drager den nedad imod Dybet.
Da de vare komne udenfor, blev den gamle Michael staaende, og betragtede det faldefærdige Slot. »Hvad tænker du paa?« spurgte Adalbert. Da den Gamle ikke svarede, gientog han sit Spørgsmaal med høiere Røst. »Jeg tænker paa, at dette gamle Slot, saa skrøbeligt det synes, maaskee dog vil staae længere, end det ny,« svarede Michael, men Adalbert kunde ikke Andet end smile ved denne Spaadom, hvortil neppe Nogen, der betragtede den gamle Bygnings Brøstfældighed, kunde fæste Lid.
