101|OTTENDE CAPITEL.
En ny Giest

Efter Starostens Afreise blev det meget eensomt paa Slottet, thi med Undtagelse af Fru Tarnow, en Veninde af Emilie, der i denne Tid opholdt sig i Starostens Huus, kom der nu sielden Fremmede.

Desmere overraskedes Familien en Aften, da flere Ryttere travede ind i Gaarden; kort efter blev det anmeldt, at Major von Zeltner fra Warschau ønskede at opvarte Damerne.

Alexandra kastede, da dette Navn blev nævnet, et ængsteligt Blik paa Casimir, der allerede var sprungen op, for at ile den ny Giest i Møde. – »Hvem er Major Zeltner?« spurgte Adalbert. – »En udmærket Officeer,« svarede Casimir, »en brav Karl, uden mindste Hovmod, der giør Alt med, ligesom vi Andre.« Efter disse Ord ilede han ud, for at hente ham.

»Hvorfor saae De saa betænkelig ud, da denne Mands Navn blev nævnet?« spurgte Adalbert Alexandra. 102| – »Fordi han ikke er noget godt Selskab for Casimir,« svarede hun, – »i øvrigt siger man, at han staaer i større Anseelse i Warschau, end man, efter den Stilling, han i Armeen beklæder, skulde troe.«

Kort efter traadte en Mand ind, der, uagtet han saae ud til at være over fyrgetyve Aar, dog endnu havde en ungdommelig Holdning, hans Hud syntes hærdet mod Vinterens og Kuldens Paavirkning, og hans Farve var af det Slags, som Almuen giver Navn af veirslaaet; hans Træk vare for Resten regelmæssige, kun hans Øine syntes hæslige, og det Hvide deri var desuden giennemtrængt af røde Aarer. I øvrigt bar han en glimrende Uniform, behængt med flere Ordener, hvoraf et Par vare af det Slags, der sielden erhverves uden paa Valpladsen.

Efter at have aflagt en flygtig Hilsen, tog han strax Plads paa Sophaen. »De tillader,« sagde han, »jeg er temmelig træt. De er den yngste Søn, ikke sandt?« Med disse Ord henvendte han sig til Adalbert. – »Ganske rigtig.« – »Godt! jeg kommer ligefra Warschau, og da min Ven, Herr von Litowski hørte, at jeg skulde forbi hans Slot, bad han mig, at overbringe Dem denne Billet.« Dermed tog han sin Brevtaske op, hvori der vare mange Papirer, og rakte Adalbert en aaben Seddel, hvoraf Indholdet var følgende:

103|»Jeg sender dig disse Linier med Major Zeltner, en gammel og særdeles kiær Ven af mig, der paa nogen Tid, for sin Sundheds Skyld, vil fierne sig fra alle Forretninger, og agter at opholde sig i Staden Krakau. Han er en Mand, paa hvem man kan forlade sig, hans Grundsætninger ere fortræffelige, og jeg skatter derfor ethvert Huus lykkeligt, som han beærer med sin Nærværelse. Han har alt flere Gange viist mig den Ære at besøge mig, og Casimir vil erindre ham fra forrige Tider af. For Resten troer jeg ikke at kunne sige nogen større Roes om ham, end den, at han er yndet af Storfyrsten selv, som er en Mand, der vel forstaaer at bedømme Fortienester.

Din hengivne Fader,
Stanislaus Litowski.«

I Følge dette Brev blev den ny Giest paa det venligste modtagen, især viste Emilie ham al mulig Opmærksomhed, denne søgte han ogsaa med megen Artighed at giengielde, men dog hvilede hans Øine især paa Leontine, til hvem han ved enhver Leilighed stræbte at nærme sig.

Han havde, som det lod, oplevet Meget, og fortalte med Livfuldhed sine Eventyr; dog syntes der at være nogen Overdrivelse i hans Fremstillinger, og han selv spillede, som oftest, Hovedrollen deri. Tilsidst blev han, 104| uagtet han i Begyndelsen klagede over Træthed, siddende hos Adalbert og Casimir en lang Tid, efterat Damerne vare borte, og saavel han, som Casimir, overlode sig da til en stærkere Nydelse af Viin, end det, efter Adalberts Mening, til at opildne Samtalen, var nødvendigt.

Imidlertid vedblev Zeltner med sine Fortællinger, der bestandig fik et vildere Udseende, og hvori de barbariske Mishandlinger, der endnu hist og her i Armeerne træde istedenfor Straf, tilsidst spillede Hovedrollen. Da Adalbert endelig i stærke Udtryk yttrede sin Afsky for slige Grusomheder, smilede den fremmede Officeer, i det han reiste sig op. »Ja, ja,« sagde han, »slige duunhagede Ungersvende, som De og min Ven Casimir, ere bestandig medlidende, Strengheden kommer først med Skægget, da indseer man, hvor nødvendig Krigstugt er, lad kun mine Undergivne hade mig, naar de kun frygte og adlyde; min Hest maa skiælve for Pidsken, ellers maa jeg tilsidst skiælve for den, det er mit Valgsprog.«

»Har Anvendelsen af dette Valgsprog aldrig forstyrret Deres Nattero?« spurgte Adalbert. – »Det formaae kun Qvinderne,« svarede han, »hvis Noget skal forstyrre min Ro i Nat, da bliver det Billedet af den skiønne Leontine.« – »Finder du hende virkelig saa skiøn?« spurgte Casimir. »Tilvisse, naar denne Knop bryder op, da vil den vorde den deiligste Rose i hele Egnen.« – 105| »Vogt dig for at stikke dig paa Tornene,« sagde Casimir leende, dermed skiltes de ad.

Tidlig næste Morgen indfandt Iwan sig, og spurgte efter Major Zeltner, denne modtog ham strax, og talte længe med ham inden lukte Døre. En stor Deel af Dagen tilbragte han derefter paa Jagt med Casimir, i den øvrige Tid deelte han sin Opmærksomhed mellem Leontine og Emilie. Om Aftenen gik den qvindelige Deel af Selskabet tidlig bort, og da Adalbert ogsaa noget efter anbefalede sig, foreslog Casimir sin Ven at trække frisk Luft i Haven i det smukke Maaneskin. – »Lad os hellere tømme Bægerne, ligesom i Gaar,« sagde Zeltner, »det huer mig bedre, af Maaneskin har jeg faaet meer, end jeg behøver, i mine Dage.« – »Men jeg har seet to af de unge Damer gaae ned i Haven,« anmærkede Casimir. - »Det er en anden Sag, saa ville vi følge dem,« svarede Zeltner.

Da de kom ned, saae de aldeles ingen. »Lad os gaae ned til hiint Lysthuus,« sagde Casimir, »det er Emilies Yndlingsplads.« – »Altsaa Emilie er det Vildt, du jager efter, jeg kunde misunde dig din Lykke, Casimir.« – »Min Lykke!« sagde Casimir spottende. – »Ja tilvisse, du er ung, du er smuk og bliver med Tiden riig, og du har en Kone, der finder sig i alle dine Luner, hvad forlanger du meer?« – Casimir sukkede dybt, uden at svare et Ord. »Veed du vel at jeg endog 106| finder hende smuk,« sagde Zeltner, »hendes Bleghed klæder hende ikke slet, og intet Klosterslør kunde friste mig mere til Synd, end hendes fromme, ubeslørede Aasyn.« – »Gud give, hun var i et Kloster!« udbrød Casimir. – »Du forstaaer ikke at bruge din Stilling; gav du hende blot et Øiekast, da kunde du holde dig ti Elskerinder lige for hendes Næse, og hun vilde ikke tage det ilde op, ja neppe see det engang.« – »Og jeg siger dig, at mit Ægteskab er en død Mands Aandedræt, en slukt Lampes Flamme, lad os ikke tale derom.« – »Hun sørger dog saa venlig for dig ved enhver Leilighed.« – »Ja, hun skræller Æbler til mig, og skienker Kaffee for mig, og ængster sig hver Gang, jeg gaaer ud i Regnen, og vilde gierne sætte mig i Buur, som en Papegøie, og fore mig med Mandler og Sukkertøi, det skulde da være Erstatningen for et ulykkeligt Liv, for Alt, hvad hun ellers ikke kan skienke mig.« – »Nu Penge har hun dog ogsaa skienket dig.« – »Endnu har jeg kun seet lidet deraf, og desuden vil jeg sige dig Noget, som Faa endnu have mærket, hun er min Siæl gierrig, det er netop en af hendes værste Feil.« – »Hvor vil du hen? jeg har sikkrere Efterretninger om Alt i denne Egn, end du troer, og jeg veed vist, at hun er meget godgiørende.« – »Ja, hun henkaster rigtignok en Deel Penge til de Fattige, i det Haab at faae en tidobbelt Erstatning i Himmelen; men dette er jo kun et 107| Slags Aager, hun driver med Vorherre, og for Resten er hun saa gierrig, at hun knap gider anskaffe sig en ny Kiole, naar hun trænger dertil.«

»Tys! seer du de to hvide Skikkelser langt borte i Maaneskinnet?« – »Det er Emilie med hendes Veninde.« – »Skulle vi bruge Krigspuds? De have ikke seet os endnu, skulle vi nytte Leiligheden og udspeide deres Tanker? Hvem veed hvad de have at betroe hinanden! Kom, vær hurtig!« Med disse Ord trak Zeltner Casimir ind i Buskene.

Virkelig nærmede Emilie sig med sin Veninde, Fru Tarnow, og tog Plads nogle Skridt fra det Sted, paa hvilket de to Venner havde skiult sig. Efter flere Omsvøb faldt endelig Talen paa den nylig ankomne Giest. – »Major Zeltner er en smuk Mand,« sagde Fru Tarnow. »Det kan være, jeg har ikke betragtet ham saa nøie,« svarede Emilie. – »Han er ogsaa meget artig.« – »Ja især mod den lille Leontine, hun har virkelig fængslet ham.« - »Efter min Mening er der snarere en Anden, der har fængslet ham.« – »Og denne Anden,« spurgte Emilie, »viser hun ham nogen Opmærksomhed igien?« – »Nu, nogen Opmærksomhed viste hun ham, det er sikkert.« – »Var den for stærk?« – »En Smule for stærk maaskee.« - »Var hun uforsigtig?« – »Lidt uforsigtig, troer jeg.« – »Mærkede Nogen det?« – »Ingen uden jeg og den Paagieldende, 108| haaber jeg.« – »Hvad mærkede De?« – »Jeg overraskede begge i et Sideværelse, da de troede dem alene, og saae at han kyssede hendes Haand.« – »Nu, og hun?« – »Jeg mener, hun blev ikke vred derover.« – »De tager feil.« – »Neppe.« – »Jo, men man bør Ingen bortstøde, Fru Tarnow, Ingen giøre til sin Fiende, man veed ikke hvad der kan skee.« – »Ganske rigtig! og hvis en lille Haand er saa behændig, at den kan føre To, Tre eller Fire ved den samme Tømme, uden at de blive vilde derover, hvorfor skal den ikke anvende denne sin Behændighed?« – »De er klog, Fru Tarnow.« – »Naturligviis, ellers fortiente jeg heller ikke at være Deres Veninde.« – »De har gode Øine.« – »Ja, ikke sandt?« – »Men De tager dog feil, jeg bryder mig ikke i mindste Maade om Major Zeltner.« – »Men om Casimir bryder De Dem dog?« – »Nei, han er letsindig, paa ham kan Ingen stole.« – »Saa er Adalbert den Lykkelige?« – »Ja, ja, De har gode Øine,« sagde Emilie leende, »for Dem maa man vogte sig.« – Efter disse Ord stode de begge op og ilede bort, og det var ikke muligt for Zeltner og Casimir at høre, hvad de videre talte.

»Hvad siger du til den Samtale?« spurgte Major Zeltner. – »Var hun virkelig saa venlig imod dig?« – »Ja vist var hun.« – »Saa er hun den falskeste Skabning under Solen,« raabte Casimir. – »Ja, ja, Qvinderne ere fødte Diplomater, paa deres Venlighed 109| kan Ingen forlade sig; men kommer hun ikke der tilbage?« – »Nei, det er Leontine,« sagde Casimir. – »Ja, det er hende, hun bærer en lille Kurv i Haanden.« – »Vogt dig for den!« sagde Casimir spottende. – »Nu staaer hun stille, og vikler sit Slør fast om Hatten, hvor mon hun dog vil hen?« – »Det kan være mig det samme.« – »Let, som en Sylphe, iler hun afsted i Maaneskinnet, jeg vil dog ikke haabe, at hun alt har Stævnemøder i Skoven; kom! det maae vi udgrunde.« – »Jeg er ikke oplagt til at udgrunde Sligt nu, gaa du heller alene.« – »Ja gierne, paa slige Toure er jeg helst alene, men hun gaaer hurtig, der er ingen Tid at spilde, farvel!«

Dermed ilede han afsted, og det var ogsaa nødvendigt, hvis han vilde indhente Leontine, der alt var langt udenfor Haven; han saae hende skride frem over Marker, Grøfter og Gierder, saa at han kun med Møie kunde følge hende, endelig naaede hun Skoven, hvor hun forsvandt bag de dunkle Træer. Han troede alt at have tabt hendes Spor, dog varede det ikke længe, før han atter saae hendes ranke Skikkelse i Maaneskinnet, let, som en Hind, ilede hun forbi de brune Stammer, hvis høie Kroner rystede i Nattevinden, og legede med Maanens Straaler, medens dens gule Skive snart skiulte sig, snart blev synlig imellem Grenene.

110|Uagtet det ikke var let at finde sig til Rette i den dunkle Skov, skred dog Leontine frem med stor Sikkerhed; hvor Veien syntes mest ufremkommelig, fandt hun bestandig en Sti, og det lod, ligesom Torne og Tidsler vege til Side, for ei at saare hende. Zeltner derimod var ikke saa behændig, han mødte bestandig større Modstand, jo dybere han kom ind imellem Træerne, og ridsede sig endog flere Gange til Blods paa den hvasse Hvidtiørn, paa Slaaengrenene og paa de krybende Brombærbuske, der hvert Øieblik udstrakte Armene, og grebe ham i Klæderne, ligesom for at holde ham tilbage.

Da han saaledes idelig blev standset, kom Leontine endelig saa langt forud for ham, at han neppe meer kunde øine hende. Kun et Par Gange saae han endnu hendes hvide Dragt imellem Træerne, men endelig tabte han hende ganske af Sigte. Dog da han var en Mand, der ikke saa let lod sig afskrække af Hindringer, fortsatte han sin Vei, uden at agte paa de Saar, Tiørnene gave ham, tilsidst syntes virkelig ogsaa hans Iver at belønnes, thi det forekom ham paa engang, som om han tydelig igien skimtede Leontines lange Slør, der var rullet ned, og viftede frit imellem Grenene; dog da han kom henimod det Sted, hvor hun efter hans Mening skulde være, mærkede han vel, at han havde bedraget sig, 111| thi han stod foran en stor Mose, hvori kun nogle smaa Elletræer vare tyndt spredte paa de tørre Steder, og han mærkede da, at det, han havde taget for Leontines Slør, ikke var Andet, end Luften, der her, hvor Træerne stode tyndere, kunde sees igiennem en Aabning i Skoven.

Bandende og mismodig maatte han nu endelig opgive sin Plan, og kun med Møie fandt han, efter at have arbeidet sig igiennem Krattet, sprunget over Gierder, og vandret igiennem Moser, en Sti, der førte ham ud af Skoven til et Par Bondehytter, hvori han vakte Folkene, og endelig fik en Veiviser, der bragte ham tilbage til Slotshaven igien. Her sad endnu Casimir i dybe Tanker paa samme Sted, hvor Zeltner havde forladt ham. »Sidder du der, og grubler endnu over Qvindernes Troløshed?« sagde Zeltner spottende, »kom, gaa i din Seng! Natten er vaad og kold, og Qvinderne ere fødte Bedragersker lige fra Vuggen af; det er derfor bedst at bedrage dem igien, og kunne vi ikke det, da ville vi trykke en Vedbendekrands dybt ned over vore Pander, og drukne vor Sorg i Forglemmelsens Bæger.« – »Eller i Dødens,« svarede Casimir, i det han reiste sig og gik.

En Deel af næste Dag henbragte Major Zeltner og Casimir igien paa Jagt, hvor denne ganske syntes at glemme sin Sorg, og hvor han, med stor Iver og 112| Heftighed, opjagede Dyrene, og skiød en heel Mængde Vildt. Da han og Zeltner om Aftenen igien vare alene, sagde den sidste: »Der er et andet Slags Vildt, som jeg nu ønsker at jage, og da jeg i Dag har seet, at du paa det nøieste kiender alle Stier og Veie i Skoven, beder jeg dig at lede mig paa Spor.« – »Hvor vil du hen?« – »Jeg vil see, hvor Leontine har sin Gang hver Aften.« – »Hvem har sagt dig, at hun gaaer ud hver Aften?« – »Ingen har sagt mig det, men den Gang, en Qvinde gaaer en Aften, pleier hun at gaae oftere.« – »Jeg er træt,« sagde Casimir, »og jeg bliver helst hiemme.« – »Led mig blot paa Spor denne Gang, saa skal jeg ikke besvære dig oftere,« sagde Major Zeltner.

Uagtet Casimir ikke var i det bedste Lune, og hellere havde undslaaet sig for dette Eventyr, kunde han ikke modstaae Zeltners Bøn, og de gik begge igien ned i Haven, og skiulte sig bag Buskene. De havde heller ikke ventet længe, da Leontine virkelig viste sig paa Terrassen. Hun ilede giennem Haven, aabnede Laagen, vandrede over Marken, og sprang behændig over Grøfter og Gierder, ligesom forrige Aften. Zeltner og Casimir fulgte hende i Frastand. Mellem Træerne tabte de hende vel nogle Øieblikke af Sigte, men Casimir udpegede stedse en Sti, paa hvilken de snart opdagede hende 113| igien. Hun ilede langt ind i Skoven, og standsede ikke, før hun havde naaet en stor fri Plads, der laae omringet af Træer. Her stod hun pludselig stille, og saae sig om. Kort efter klappede hun i Hænderne, hvilket hun flere Gange gientog, uden at Zeltner og Casimir i Førstningen kunde begribe, til hvem dette Tegn blev givet. Endelig hørte de det rasle i Buskene, og pludselig kom et hvidt Daadyr frem. Det gik lige hen til Leontine. Hun tog nu Brød af sin Kurv, hvilket hun rakte det, og Dyret spiste det af hendes Haand. Da hun havde givet det Alt, hvad hun havde medbragt, stod hun endnu længe, og klappede Daadyret, der syntes at begribe og svare til hendes Kiærlighed, endelig satte hun sig ned paa en mosbegroet Steen, hvorefter den hvide Daa endnu dvælede ved hendes Side, dog lagde den sig ikke ned, og dreiede tidt Hovedet hen mod de Buske, hvori Zeltner og Casimir havde skiult sig.

»Det er en af Dianas Nympher,« hviskede Zeltner, »kom derfor, lad os spille de dristige Fauners Rolle!« Dermed sprang han pludselig frem af sit Skiul, medens Casimir fulgte ham med langsomme Skridt. Ved den første Raslen af Buskene ilede Daadyret bort og forsvandt. Leontine sprang imidlertid op, dog flygtede hun ikke, men dreiede sig mod den Side, hvorfra Lyden kom, og syntes med spændt Opmærksomhed at vente paa, hvad der skulde skee.

114|»Skiønne Nymphe!« raabte Zeltner, »nu er du i Faunernes Magt, Dianas Vogn staaer rigtignok over dit Hoved, men hendes Pile have ikke mere den gamle Kraft, og selv om de havde den, saa kiører hun nu alt for høit i Luften, til at kunne ramme mig.« Med disse Ord strakte han sin Arm ud, for at omfavne Leontine.

Men hurtig og undvigende traadte hun et Par Skridt tilbage, og hævede den høire Haand mod sin Nakke, næsten i samme Øieblik stod hun væbnet med den hvasse Piil, der ellers sad fast i hendes Fletninger, og der nu blinkede i Maanelyset, som en sleben Stilet. »Min Haand er øvet og sikker,« sagde hun, »og hvis du blot rører mig med en eneste Finger, da skal Spidsen af denne Naal sidde dig i Hiertet.« – »Det er en vild Satan,« sagde Zeltner, i det han studsende traadte tilbage. – »Bliv borte fra mine Veie!« vedblev Leontine, »eller min Haand skal fælde dig, som den fældede hiin hæslige Bavian, der havde et Par Øine, som lignede dine.«

Major Zeltner blev et Øieblik staaende, endelig gik han langsomt tilbage i Busken igien, medens Leontine stirrede efter ham, med den blinkende Piil i sin Haand, til han var forsvunden, derpaa vendte hun sig om, og ilede ligesaa hurtig, som den hvide Daa tilforn, ind i Skoven paa den modsatte Side.

115|Efter nogle Øieblikke standsede igien Zeltner, ligesom for at overtænke, hvad han skulde foretage sig. – »Nu, saa vilde jeg ønske,« udbrød han endelig, og holdt derpaa inde. – »Hvad?« spurgte Casimir. – »Ligegodt,« svarede Zeltner, »med Ønsker kommer man dog ingen Vei. Veed du ellers, om denne Frøken Leontine er saa tilbageholden mod alle Andre, som mod os?« – »Hun elsker intet Menneske undtagen« – »Hvem?« afbrød Zeltner ham heftig. – »Undtagen Alexandra og maaskee sin Broder,« svarede Casimir. – »Alexandra? Det er godt.« – »Hvad har du i Sinde?« – »At gaae hiem.« – »Men hvad er din Tanke med Leontine?« – »Min Tanke med Leontine? Nu naar Tanken er vorden Kiød og Blod, skal du faae den at vide.« Dermed gik de langsomt tilbage igien.

»Hun saae virkelig ud, som om hun vilde stikke mig ihiel, hvis jeg rørte hende,« sagde Zeltner noget efter. »Det havde hun upaatvivlelig ogsaa giort,« svarede Casimir. – »Hvad meente hun med den Bavian, hun omtalte?« – »Ak, det var min stakkels Abe, den rødnæsede Jocko,« svarede Casimir. – »En meget ærefuld Sammenligning altsaa,« gienmælede Zeltner. – »Himlen straffe hende derfor,« sagde Casimir, »thi hun har virkelig dræbt den.« - »Fortæl, hvorfor.« -»Den stakkels Jocko elskede hende, men hun hadede den, og den maatte staae 116| lænket for hendes Skyld. En Morgen løste jeg den imidlertid, og lod den løbe frit om i den gamle Slotsbygning, hvor den klattrede op overalt paa Mure og Stene, paa de snevre Trapper og fritliggende Tværbiælker, saa enhver af os Andre, der saae det, havde sin Glæde deraf. Til Ulykke har Leontine sin jevnlige Gang derover, hvad enten hun nu holder sin Huusandagt der, eller ogsaa hun har en Kiærlighedshistorie med en af Ridderne paa de afblegede Tapeter. Ogsaa paa hiin Morgen kom hun derfor, og traadte just ind, da Jocko sad i Halvmørket paa en Biælke i Gangen. Den forholdt sig stille, indtil hun kom den ganske nær, da styrtede den sig, før hun vidste et Ord deraf, med et eneste Spring om hendes Hals, men i samme Øieblik sank den ogsaa med et Skrig til Jorden, kun et Par Blodsdraaber faldt paa Gulvet, men dog kunde den ikke leve, thi hun havde giennemboret den med sin spidse Naal.«

»Og den vilde Daa, veed du Noget om den?« – »Vi havde engang fanget en hvid Daakalv,« svarede Casimir, »den var meget sky, og kun for Leontine fattede den Godhed, og efter nogen Tid forsvandt den pludselig. Vi troede at Oppasseren engang havde glemt at lukke for den, men rimeligviis har Leontine selv 117| befriet den, og det er med den, hun nu har sine natlige Sammenkomster.«

»Havde hun levet i tidligere Aarhundreder, og da havt slige Sammenkomster med Skovens Dyr, da var hun bleven brændt, som en Hex,« sagde Major Zeltner.