132|TIENDE CAPITEL.
Erklæring

Emilie havde ikke blot vunden Casimirs Kiærlighed, men hun frembragte ogsaa, som vi alt have antydet, et stærkt Indtryk paa Adalbert, hvilket Indtryk vel tildeels grundede sig paa hendes Elskværdighed og Skiønhed, men tildeels ogsaa paa det Haab, at det ei vilde være saa vanskeligt at vinde hendes Gienkiærlighed.

Vist er det ogsaa, at hun i lang Tid nærede dette Haab; hun syntes ikke blot gierne at lytte til Adalberts Ord, naar Andre vare tilstede, men hun talte ogsaa tidt, som vi alt have bemærket, i hele Timer med ham alene. Uvilkaarlig mødtes da deres Øine, ja naar hun sad ved hans Side ved Bordet, traf det sig mange Gange, at hendes Fingerspidser berørte hans, og det var ham da, hvor nøie han passede paa, umuligt at mærke, om dette skede ved en Hændelse, eller med Forsæt. Imidlertid talte hun som oftest kun med Tegn, og det Lys, hendes Øine spredte paa hans Vei, var saa gaadefuldt, at han ikke vidste, om han skulde betragte det, som Glimt af 133| vildledende Lygtemænd, eller som Blus fra Amors Fakkel, der skulde føre ham til en Sammenkomst med hans Elskede.

Enkelte Gange udtalte hun dog ogsaa mystiske Ord, der maaskee antydede en skiult Følelse. En Dag havde Adalbert saaledes besøgt en Ungdoms Ven, hos hvem han blev opholdt længere, end han ønskede, og fra hvem han først kom hiem den følgende Aften. Emilie syntes da kold og forstemt, og svarede kort, naar han henvendte Talen til hende. Da han imidlertid noget efter fandt hende alene, og venligt spurgte, om hun fattedes noget, kastede hun et selsomt Blik paa ham og sagde: »Ja i Sandhed, mig fattes noget, saa svag troede jeg aldrig, at jeg skulde blive.« Her afbrødes Samtalen pludselig ved Andres Ankomst, saa han den Gang ikke fik mere at vide.

Da han siden vilde lede Talen hen paa disse Ord, paastod Emilie, at hun ikke erindrede dem; hun havde heller aldrig, som hun sagde, befunden sig bedre, end netop nu, overhovedet smuttede hun ham, som en Aal, af Hænderne, naar han troede at holde hende fastest. Ja, der gaves Dage og selv Uger, hvori hun forekom ham ganske fremmed og forandret. Til slige Tider opstode stærke Tvivl i hans Inderste, thi da lykkedes det ham sielden at fængsle hende længe, da syntes hun endog at flye hans Selskab, og havde kun Øine for Casimir. Og hændte 134| det sig endog, at hun paa slige Dage nærmede sig Adalbert, og viste ham Venlighed, da var dette dog, ligesom de korte Solblink, der undertiden sees mellem Skyerne, naar Veiret er uklart, ja naar hun af og til talte med ham, endte hun flere Gange Samtalen med de Ord: «Det er overordentligt, hvormeget De ligner Deres Broder, Adalbert.«

I den Tid Major Zeltner opholdt sig paa Slottet, antog Emilie et meget fremmed Væsen mod Adalbert. Utaalmodig over denne Vankelmod, besluttede han at affordre hende en Erklæring, og at tvinge hende til med Ord at afsige hans Dom, thi selv et Afslag meente han lettere at kunne bære, end denne piinlige Uvished.

Men denne Uvished ønske tidt Qvinderne, naar de selv endnu ere Herrer over deres Følelser, at forlænge, thi denne Leeg er deres Triumph, og det smigrer dem at mærke, hvorledes Kiærligheden vinder Kraft i dette Halvmørke, i hvilket Phantasien, som det almindelig skeer i det skuffende Dæmringslys, forstørrer alle Gienstande, og laaner dem et vidunderligt Udtryk.

Morgenen efter Zeltners Afreise mødte Adalbert Emilie i Haven, men da han vilde tilstaae, hvad der bevægede hans Hierte, var det ligesom hun giennemskuede, og med tusinde fine Konstgreb søgte at modarbeide hans Plan. Naar han var alvorlig, spøgede hun, naar han yttrede Følelse, syntes hun, dog med megen Artighed, at 135| spotte ham, naar han søgte hendes Øine, vendte hun dem, ligesam af en Hændelse, bort, og mødte han engang hendes Blik, da fandt han ikke det Udtryk deri, hvormed hun betragtede ham i forrige Tider, ja da han endelig med nogle Ord berørte sin Hensigt, afbrød hun ham hvert Øieblik deels med lystige Indfald, deels med ligegyldige Anmærkninger, saa han vel indsaae, at han ikke havde truffen det heldige Øieblik til Udførelsen af sin Plan.

»De er meget lunefuld, Emilie,« sagde han tilsidst, »De ligner« – »Hvad ligner jeg, Adalbert?« – »Hine Foraarsvinde, der smigre os et Øieblik, men paa hvilke man dog aldrig ret kan stole.« – »Det er den gamle Klage,« sagde Emilie pludselig alvorlig, »man beskylder os for Ubestandighed og Vægelsind, man fordømmer os, uden at høre vort Forsvar, og dog kan vel denne Sag, ligesom de fleste, sees fra to Sider.« – »Jeg kan virkelig her kun see den ene,« svarede Adalbert mismodig. »Mændene ere fordringsfulde,« blev Emilie ved, »de ere saa indtagne af dem selv, saa overbeviste om deres egen Uimodstaaelighed, at endog den alleruskyldigste Venlighed fra vor Side betragtes som Tegn paa Hylding og Underkastelse, og naar de saa finde dem skuffede i deres overspændte Forventninger, da skulle vi bære Skylden, det falder af sig selv.« – »Og hvis jeg havde haabet, at De nærede nogen Godhed for mig, er De da saa ganske uskyldig deri, Emilie?« – »Fordi en Mand til 136| en vis Grad behager os,« vedblev Emilie, »eller fordi vi af Grunde, der maaskee aldeles ikke vedkomme hans Person, søge hans Venskab, og fordi vi tilsidst, naar vi mærke, at han har misforstaaet os, trække os tilbage, ere vi derfor strafskyldige? Ere vi derfor grusomme og falske, som den fornærmede Egenkiærlighed da saa tidt finder for godt at kalde os? Jeg mener snarere, at det er vore ubeføiede Anklagere, der fortiene Dadel.«

Da Adalbert hørte disse Ord, svarede han intet, men vendte sig bort og gik, med Hiertet giennemtrængt af bitter Smerte. »Det er sandt, jeg kan ikke juridisk overbevise hende om hendes Troløshed,« sagde han, da han befandt sig alene, »hendes Øiekast, Smiil og Haandtryk vare kun stumme Vidner, der ikke gielde for nogen Ret, men dog er hun troløs,« blev han heftigere ved, »dog spiller hun et bedragersk Spil, og alle de Fortrin, hvormed Naturen udstyrede hende, vorde til falske Tærninger i hendes Hænder.«

Det var en deilig Morgen, Fuglene sang i Skoven, Blomsterne duftede, Kilderne rislede, men Adalbert mærkede det ei, han vandrede den hele Dag igiennem Sletter og Skove, og vidste neppe, hvorhen hans Fødder bare ham. Saaledes traf det sig, at han, uden at mærke det, dreiede sig i en Kreds, og tilsidst, da Solen dalede, kom han igien tilbage til den store Have ved Slottet, hvor han endelig udmattet satte sig paa en Bænk, der beskyg137|gedes af Valnøddetræer, hvis Grene strakte sig henimod Bygningen.

Da hørte han følgende Sang, der tonede fra et aabent Vindue over hans Hoved:

Denne Sang, der blev siungen af den reneste Qvindestemme, frembragte samme Indtryk paa Adalbert, som en Klosterklokke om Aftenen tidt frembringer paa den urolige Vandrer. »Hvem kan synge saaledes her?« sagde han ved sig selv. »Emilie er det ikke, hun synger ingen slige Sange, Alexandra har kun en svag Stemme, og Leontine bryder sig jo, som hun selv siger, kun lidet om Musik og Sang.«

Ved at tænke paa Alexandra, faldt det ham ind, at han ikke var den Eneste, der paa dette Sted led af skuffede Forventninger: ja, trods den Smerte han følte, hviskede en Stemme i hans Inderste, at der vel gaves Lidelser, der gik dybere til Hiertet, end hans; han rødmede over, at han, henreven af sin selvkiærlige Lidenskab, havde glemt, hvad han den forrige Dag var Vidne til, 139| ja, at han havde undladt, hvad dog den simpleste Høflighed bød, at erkyndige sig om den ulykkelige Alexandras Tilstand. Han ilede øiebliklig afsted, for at indhente det Forsømte. Paa Gangen mødte han igien Emilie, der nu traadte ham venlig i Møde, og syntes at have skiftet Lune. »Tilgiv min utaalmodige Adfærd,« sagde hun, og rakte ham Haanden, »hvor sikkert man end troer at beherske sig selv, saa kommer dog den gamle Uartighed fra Børneaarene engang imellem frem; imidlertid kan De stole paa, at De har en tro Veninde i mig.« Efter disse Ord forlod hun ham ligesaa hurtig, som hun var kommen.

Adalbert bankede flere Gange paa sin Svigerindes Dør, før Nogen hørte ham; endelig kom Leontine, og lukkede ham ind. »Min Søster er ikke her,« sagde Leontine, »hun er i mit Værelse, vil De see hende, kan De følge mig.« Efter disse Ord ledte hun ham igiennem Alexandras Kammer ind i et Sideværelse, i hvilket et Par Vinduer vare aabnede til Haven, hvori de store Valnøddeblade, nærved Ruderne, ligesom grønne Vifter, kæmpede med Solstraalerne, for at holde dem borte. Fra et tredie Vindue, der vendte mod Vest, var der en deilig Udsigt over Skoven og til den fierne Flod, der luede med gyldne Straaler i Aftensolen. En forunderlig Fred var udbredt over det hele Landskab og over Værelset selv. Men i Baggrunden hang et stort Kort over Polen, hvorpaa Adalbert ved nøiere Eftersyn opdagede, at 140| alle de Lande, der i gamle Dage havde hørt til Kongeriget, ligefra Østersøen til det sorte Hav, og ligefra Oderen til Dniperfloden, vare indstregede og omcirklede med Rødkridt.

Alexandra sad nærved det tredie Vindue, hvorfra der var den skiønneste Udsigt, hun saae langt bedre ud, end Adalbert havde ventet, thi den milde Aftenluft udbredte en svag Rødme over hendes Kinder. Paa hans Spørgsmaal om, hvorledes hun befandt sig, rakte hun ham Haanden og sagde, at hun befandt sig bedre og aandede friere, end hun i lang Tid var vant til. »Pater Vincent har været her,« sagde Leontine, »hans Ord ere den bedste Lægedom for Alexandra.« - »Ja,« svarede denne, »ved hans Tale veg Ufreden fra min Siæl, og min Sorg forekom mig, ligesom et tungt Klædebon, der ikke hørte mit Væsen til, og som jeg kunde kaste fra mig, naar jeg blot havde Villie dertil.« – »Og naar man saa hører Fuglene qviddre, og seer, hvorledes Bølger og Blade lege med Solstraalerne, da mildnes enhver Sorg,« sagde Leontine. »Og naar man dertil har en tro Veninde, som du, der kan synge Sorgen bort,« sagde Alexandra, »det hielper ogsaa.« – »Altsaa var det Dem, der nylig sang hiin Psalme, som jeg hørte fra Haven?« spurgte Adalbert. »Ja, det var mig,« svarede hun. »Psalmen er digtet af Pater Vincent,« anmærkede Alexandra. – »Men De sagde jo engang, at De hadede Musik.« - »Det er kun 141| Emilies Musik, jeg hader,« svarede Leontine, »Hun har elsket Musik og Sang fra sine første Børneaar af,« sagde Alexandra, »hun har en skiønnere Stemme, end Emilie, men hun synger ikke saa konstigt som denne, og lader sig aldrig høre i store Selskaber.«

Da Adalbert siden traadte ind i den store Sal, hvori Familien pleiede at samles, sad Emilie paa Sophaen og læste i en Bog. Kort efter kom ogsaa Casimir, han saae misfornøiet ud, og efterat han i nogen Tid havde gaaet taus op og ned ad Gulvet, satte han sig ved Pianofortet og spillede flere vilde Phantasier, tilsidst spillede og sang han følgende Vers, under hvilke Emilie vedblev at blade i sin Bog, uden, som det lod, at skienke Sangen synderlig Opmærksomhed.

142|»Er det en Folkesang?« spurgte Emilie, i det hun lod sin Bog synke. »Det veed jeg ikke,« svarede Casimir. »Mig synes ikke, at det sidste Vers egentlig behøves,« vedblev Emilie, »thi Alt er jo allerede sagt forhen.« – »Det skader dog ikke, at man udtrykker sig tydelig,« svarede Casimir, »saa kan Ingen tage feil af Meningen.«

Herpaa svarede Emilie intet, men tog igien sin Bog, hvori hun atter læste nogle Blade, endelig lukkede hun den, og sagde til Adalbert: »Jeg har her læst en ganske artig Historie, tillader De, at jeg i Korthed fortæller Dem Indholdet deraf?«

»Lad os høre!« raabte Casimir.

»To Ynglinge, forbundne ved et fast Venskab, elskede begge den samme Pige, der, uagtet hun viste hver af dem mange Tegn paa Velvillie, dog ikke syntes bestemt at foretrække nogen af dem. Dette stod hen i flere Aar, indtil den Ældste, der mærkede, at hans unge Ven var hans Medbeiler, faldt paa den romantiske Grille at opoffre sig selv for sin Vens Skyld, hvilket vel tildeels kom af den Tro, at den Yngre var den, Pigen foretrak. Den Ældste flygtede da hemmelig til et fremmed Land, hvor han levede kummerfuldt i nogen Tid, og hvor Længsel og utilfredsstillet Lidenskab tilsidst styrtede ham i Graven. Paa Dødsleiet skrev han et Brev til sin Elskede, i hvilket han tilstod sin Kiærlighed, og fortalte Grunden til sin Flugt. Men nu aabenbarede det sig, at 143| den Bortflygtede netop var den, Pigen elskede, hun havde derfor allerede afslaaet den Yngres Haand, og gik endelig i et Kloster, hvor hun henlevede sin Tid i from Betragtning, uden dog noget Øieblik at glemme den Afdøde. Dette er Historiens Hovedindhold, i hvilken Traaden for Resten, paa Romanskrivernes Viis, er udtrukken saa lang som muligt, og hvori Opoffrelsen især, og de Optrin, der nærmest staae i Forbindelse dermed, ere anlagte paa at aflokke Læseren en Mængde Taarer. Hvad siger nu De dertil, Adalbert? De, der besidder saa megen Dannelse og saa stor Dømmekraft, billiger De ganske den Bortflygtedes Opførsel?«

»Jeg ikke blot billiger den,« svarede Adalbert, »men jeg vilde, hvis det Hele grundede sig paa noget mere, end paa en Romanskrivers Indfald, i høi Grad beundre den.« – »De finder da en saadan Handlemaade værdig til Efterligning?« – »Upaatvivlelig.« – »Jeg ikke,« svarede Emilie, »det Naturligste havde vel været først at høre Pigens Mening, thi hun var dog den, der burde give Udslaget, den Forskudte havde siden vel funden Lejlighed til at flye.« Efter denne Tale reiste Emilie sig, og gik sin Vei ud af Værelset.

»Af den Historie ere vi begge endnu ikke blevne klogere,« sagde Casimir; men Adalbert forfærdedes, thi han vidste nu med Vished, at hans Broder var hans Medbeiler. »Du elsker Emilie!« raabte han. »Ligesom 144| du,« svarede Casimir. »Det er en anden Sag, jeg er ugift, men du er med de helligste Baand forenet med en Anden.« – »Ja med en Skygge,« svarede Casimir, »som Underverdenen hver Dag med stærkere Røst kræver tilbage.« Dermed gik ogsaa han, dog tog han først en Seddel frem, som han kastede paa Bordet med de Ord: »Læs dette Papiir! det angaaer baade dig og mig.«

Adalbert greb Seddelen med stærk Spænding, thi han ventede deri at finde nye Beviser paa sin Broders Lidenskab; men snart saae han, at det kun var en Indbydelse fra hans Onkel Czernim af følgende Indhold:

»Til Casimir.

Mellem en Troldqvinde og en Coquette er der megen Liighed, thi de skrive begge magiske Kredse, og bruge dertil Konster, hvis Tryllemagt den Uindviede neppe begriber; de drive begge en Leeg med stærkere Aanders Angst og Pine, og tvinge dem efter deres Villie, uagtet de dog selv ere af svagere og lavere Natur.

Dette maa staae som en Indledning, for at betyde dig, at en lille Luftforandring kunde være dig tienlig; hvis derfor din Armida ikke reent har lænkebundet dig, saa viis det ved at besøge mig jo før jo heller; bed Adalbert at følge med.

Din trofaste Onkel Czernim.«