145|ELLEVTE CAPITEL.
En Reise

Czernims Billet virkede i det mindste saa meget paa Adalbert, at han mindre lidenskabelig begyndte at overveie Emilies Fremfærd, og da han ikke kunde negte sig selv, at hun virkelig havde drevet en Leeg med ham og Andre, saa foresatte han sig alvorlig at sønderrive de Baand, hvormed hun hidtil havde fængslet ham. Paa det han kunde naae dette Maal, besluttede han, med større Iver, end nogensinde, at give sig af med alvorlige Forretninger, og naar han trængte til Adspredelse, da heller at søge den i Alexandras og Leontines Selskab, end i den farlige Emilies. Til denne Beslutning bidrog maaskee Leontines opblomstrende Skiønhed, og det stille Velbehag, hun i den seneste Tid havde vakt hos ham, meer, end han selv anede.

Med Casimir var der ogsaa foregaaet en mærkelig Forandring, thi alle Skyer vare bortvegne fra hans Pande, og hans onde Lune var, ligesom ved et Trylleri, forsvundet, saa han loe og spøgede den hele Dag, og var 146| ligesaa venlig mod Adalbert, som han nogensinde havde været. Adalbert sluttede heraf, at ogsaa Casimir var nærved at overvinde sin Lidenskab, i denne Mening bestyrkedes han end mere ved Casimirs Opførsel mod Emilie, som han nu sielden tiltalte, og der ogsaa paa sin Side snarere syntes at skye, end at søge hans Selskab.

En Morgen traadte Casimir med sin Jagtpidsk i Haanden ind til Adalbert, der, som sædvanlig, var sysselsat med Bøger og Regnskaber. »Der er igien kommet Brev fra Onkel Czernim,« sagde han, »hvori han indbyder os Alle til sit Høstgilde. Da nu Fru Tarnow i Dag vender tilbage til Krakau, saa ere vi blevne enige om at reise strax, du er dog med?« – »Lad mig blot endnu giennemgaae dette Papiir, saa kommer jeg,« svarede Adalbert. – »O, lad dog ikke den Gamle saaledes faae Magt over dig, at han spærrer dig inde som en Fugl i et Buur! bort med hans skimlede Regninger! siger jeg,« dermed slog han til Papirerne med sin Pidsk, saa flere af dem faldt paa Gulvet. – »Den Reise er hurtig bleven bestemt,« sagde Adalbert smilende, i det han samlede Papirerne op fra Gulvet igien. »Ja vist,« svarede Casimir, »Sligt maa skee, medens den Gamle er borte, luk nu de dumme Bøger til.« – »Du skulde ikke foragte dem saameget, Casimir, du kunde tvertimod have godt af at see deri engang imellem, i det mindste er det din Faders Ønske.« – »Min Faders Ønske!

Er han 147| gal! I mit Liv har jeg aldrig læst nogen Bog til Ende.« – »Men i vor Tid kommer man ikke vidt uden Kundskaber.« – »Jeg begierer heller ikke at komme vidt,« svarede Casimir, »jeg vil kun handle, som jeg har Lyst til, lad saa den Gamle brumme saameget, han gider.« – »Du taler tidt om din Fader i en Tone, som jeg ikke kan billige, i det mindste maa du dog, hvis du ei er aldeles blind, beundre hans Forstand, hans Villiekraft, hans utrættelige Arbeidsomhed.« – »Nu ja, Arbeide er jo hans Lyst, min er at være doven og forelsket, og at gaae paa Jagt, lad Enhver drive det, han har Fornøielse af, og dermed Basta.«

Efter disse Ord ilede Casimir syngende ned ad Trapperne og ud i Gaarden. Her gav han med megen Iver sine Befalinger, lod to Vogne trække frem, en til Fru Tarnow, og en større til det øvrige Selskab. Han undersøgte dem begge selv, ja lagde endog Haanden paa med, da Hestene skulde forspændes. Midt i Arbeidet slap han det imidlertid, for at knalde med en stor Pidsk, og for at lege med Fidelio, der syntes ligesaa glad, som han selv, over den Reise, der forestod. Saasnart Alt var i Stand, sendte han Bud efter Damerne, men da disse ikke strax kom, blev han utaalmodig, og gik selv for at hente dem.

Da han naaede Emilies Kammer, hørte han hende tale med hendes Veninde. Han gik nu sagtere, ja neppe 148| mærkede han, at Emilies Dør stod paa Klem, før han erindrede sig Major Zeltners Lære, og standsede for at lytte efter hendes Ord.

»Den stakkels Alexandra er rigtignok ualmindelig bleg,« sagde Emilie, »det er ubegribeligt, at hun ikke sminker sig.« – »Dertil er hun altfor dydig,« svarede Fru Tarnow, »hun vil langt hellere see ud, som et Gienfærd, end hun vil skuffe med laante Farver.« – »I det mindste burde hun ikke stedse klæde sig i Sort, derved synes hun kun endnu blegere.« – »Hendes Dragt hører med til hendes Religion, hun bilder sig vel ind, at hun aldrig blev salig, hvis hun gik klædt, som vi Andre.« – »Hun har Uret,« sagde Emilie, »selv den, der virkelig er smuk, burde aldrig forsømme sit Ydre, en yndig Dragt, ja den ubetydeligste Blomst, naar den kun er befæstet med Smag, har oftere, end de Fleste troe, ført en flygtig Elsker tilbage igien.« – »Det Samme har jeg sagt hende selv«. – »Var jeg i hendes Sted,« vedblev Emilie, »da« – »Nu i hendes Sted kan De vel engang komme.« – »Men dertil føler jeg ingen Lyst,« svarede Emilie, »dog var jeg i hendes Sted, da vilde jeg være venligere mod ham, end hun er, jeg vilde udforske hans Smag, jeg vilde deeltage i hans Tidsfordriv, jeg vilde spadsere, ride, jage med ham, selv om jeg i Hiertet ikke havde mindste Lyst dertil, og alt dette vilde jeg fortsætte saa længe, til han skulde troe mig ligesaa nødvendig til sin 149| Fornøielse, som Aandedrættet til Livet.« – »De taler med meer Erfarenhed, end man, efter Deres Alder, skulde tiltroe Dem.« – »Ja var jeg gift med ham, eller med en Anden,« blev Emilie ved, »da skulde dog min Mand aldrig overraske mig i nogen skiødesløs Dragt, jeg vilde have mit eget Sovekammer, eller ogsaa skulde der hænge et Teppe mellem os, hvilket først maatte trækkes til Side, naar jeg var fuldkommen paaklædt og pyntet, bestandig vilde jeg træde ham ziirlig i Møde, og endnu efter mange Aars Ægteskab skulde han i mig gienfinde sin unge Forlovede, ja han skulde, om muligt, vænne sig til den Tanke, at jeg var voxet frem i al denne Pragt og Herlighed, ligesom Lilierne paa Marken.«

»Den der offrer Alt for det ydre Skin, bør maaskee bære sig saaledes ad, vilde Alexandra svare.«

»Nu ogsaa han skulde drage Omhu for sit Ydre, lige saavel, som jeg, han skulde aldrig vise sig saa skiødesløs klædt for mig, som Casimir tidt finder for godt at vise sig for Alexandra; heller ikke vilde jeg af ham taale de Uartigheder og Tilsidesættelser, som de sædvanlige Ægtemænd byde deres Hustruer, jeg vilde aldeles ikke være nogen Bold for hans Luner, og tro De mig, jeg skulde opdrage ham paa den artigste Maade af Verden.«

»Men naar Deres Mand saaledes var opdraget til Deres Behag, troer De da ikke, at han ogsaa kunde behage Andre?«

150|»Den, der ikke kan behage Andre, behager heller ikke mig,« svarede Emilie.

»Ja, ja, De veed, at De ingen Medbeilerinde har at frygte.«

»Troer De?«

»Den stakkels Alexandra er i det mindste ikke saa begunstiget af Naturen, at hun kunde vove en Kamp med Dem.«

»Hvi nævner De netop hende?« spurgte Emilie.

»O, jeg har ogsaa Øine,« svarede Fru Tarnow, med et Blik til Døren, »og til Straf for Deres Mangel af Fortrolighed har jeg i Gaar Aftes lagt mig efter at være Spion, thi det bliver Mode nu, siden Major Zeltners Ankomst.« – »Hvad saae De da?« – »Jeg saae Dem i Selskab med« – »Med hvem?« sagde Emilie. – »Med en Mand, der er os nærmere, end De troer,« svarede Fru Tarnow, og i samme Øieblik traadte Casimir ind.

»O, den Afskyelige! han har lyttet,« raabte Emilie. – »Skynd Dem!« sagde Casimir, »Veiret er deiligt, Vognen venter, lad os nytte Tiden, medens min Fader er borte, thi naar han vender tilbage, er dog den bedste Fornøielse borte.«

Fru Tarnow ilede nu ind i et Sideværelse, neppe vendte hun Ryggen, før Casimir pludselig omslyngede Emilies Liv, og trykkede et Kys paa hendes Læber. – 151| »Vær dog forsigtig,« sagde Emilie forskrækket, »De styrter mig i Ulykke ved deres Ubesindighed.«

»Nu skulde De overtale Emilie til at besøge mig i Krakau,« sagde Fru Tarnow, i det hun igien traadte ind i Reiseklæder. »Oberstens Slot ligger jo tæt ved Grændserne.«

Kort efter kom ogsaa de Øvrige, og det varede ikke længe, før de to Vogne rullede ud af Porten.

Neppe havde vore Reisende forladt Starostens Besiddelser, før de mærkede en sørgelig Forandring. De fleste af de Huse, de saae, vare faldefærdige, de dyrkede Agre bleve sieldne, og selv paa disse voxede Torne og Tidsler i Mængde mellem Sæden, ja undertiden bemærkede de hele Landsbyer, der laae, som Ruiner fra en forsvunden Tid.

Kort efter kom de over Stepper og lyngbegroede Heder, der vidnede om, at man her havde overskredet Grændserne for den europæiske Cultur. Kun langt borte paa Biergene hævede Klostere sig, der syntes bedre vedligeholdte, end de øvrige Huse, og hvorfra Klokkerne endnu med deres Malmtunger hilsede Menneskets Glæder og Sorger, ligesom de havde været vante til i længst forsvundne, lykkeligere Dage.

De fleste af dem, de mødte paa Veien, vare pialtede og halvnøgne; af og til vandrede dog ogsaa en rank Skikkelse forbi, hvis stolte krigerske Holdning Armoden 152| ikke kunde kue, ja ligesom der midt under Tiørne og Tidsler undertiden fandtes Spor af en frugtbar Jordbund, saaledes fandtes der ogsaa tidt kraftige Legemer under den elendige Dragt; men især bemærkede vore Reisende en Mængde Jøder, der vare kiendelige paa deres Skæg, paa deres sorte Dragt og skarpe Ansigtstræk, og der, som en Art af Rovbier, spredte sig over Landet, for at bemægtige sig den Honning, der endnu hist og her kunde være levnet.

Veien snoede sig tidt imellem Høie og smaa Bierge, der stode, som Forposter for Karpatherne, hvilke hævede deres skovklædte Hoveder i det Fierne. Paa mange Steder saaes ogsaa dybe Huler, hvori Bække styrtede sig ned, der nu kun indeholdt lidet Vand, men der, efter Kudskens Sigende, ofte efter en stærk Regn svulmede saa stærkt, at de nærliggende Huse bortskylledes derved.

Efter nogen Tid forsvandt igien disse Huler, tilligemed de nedstyrtende Bække, og de saae atter enkelte Haver og Frugttræer, tilsidst kom endog Vognen igiennem en Landsby, der syntes taalelig vedligeholdt, ja endog smuk, thi høie Træer gyngede deres Toppe over Husene, hvoraf de fleste vare overstrøgne med Kalk.

»Skulde det være muligt her at faae et Glas Vand?« spurgte Alexandra. – »Det havde du lettere faaet inde mellem Biergene, hvor de sølvklare Bække løbe,« anmærkede Leontine. Paa Adalberts Vink holdt nu Vognen 153| udenfor et anseeligt Huus, hvis fremspringende Tag støttede sig paa en Søilerad, hvorimod han rigtignok ved nøiere Eftersyn opdagede, at en af Gavlerne var halv indstyrtet. Adalbert steg selv ud, og bad en bleg, mager Qvinde, der, indhyllet i lodne Skind, stod i Døren, at opfylde Alexandras Ønske. »Der finder De en Brønd,« sagde den blege Qvinde, og pegede ind i Gaarden, »har De et Glas, kan De hente Dem saameget Vand, De forlanger.«

»Hvorfor indhyller Hun sig i lodne Skind midt i Solheden?« spurgte Emilie Qvinden. »Taler De til Deres Kammerpige?« sagde den blege Qvinde. »Nei, jeg spørger, hvorfor De indhyller Dem i lodne Skind midt i Solheden?« – »Fordi jeg ingen anden Dragt har, og ikke vil gaae nøgen.« – »Hvem eier dette Huus?« – »En af de ældste Adelsmænd i Polen.« - »Hvem er De?« – »Jeg er hans eneste Datter,« svarede den Fremmede stolt, hvorpaa hun vendte Emilie Ryggen, og gik ind i Huset.

Imidlertid ilede Adalbert ind i Gaarden til det Sted, hvor Brønden skulde være, han fandt den ogsaa, men bemærkede, at Vandet deri var ganske guult; thi denne saakaldte Brønd var ikke andet, end et Hul, gravet i Jorden, hvilket aldeles ikke var steensat, og den laae desuden ved en faldefærdig Kostald, der neppe forbedrede dens Indhold. Adalbert gik derfor tilbage, og berettede, 154| at Vandet var udrikkeligt, hvorpaa Alexandra besluttede at finde sig i sit Savn, og Vognen kiørte videre.

»Er det disse Steder, De foretrækker for Paris og London?« spurgte Emilie Leontine. »Skulde hun elske sit Land mindre, fordi det er ulykkeligt?« svarede Alexandra. »Næsten ikke en eneste Blomst har jeg seet paa den hele Vei,« bemærkede Emilie. »I Polen voxe mange Blomster,« sagde Leontine, »men De kan ikke see dem.« – »Hvor ere de da?« – »Af alle de gamle Gravhøie voxe de frem, og slynge sig opad de forvittrede Kors, og dufte giennem Aarhundreder; men De er en Fremmed iblandt os, der ikke har Øie derfor.« - »Sværmerske!« sagde Emilie smilende, »men i det mindste maa De tilstaae, at den, der begierer Blomster, som man kan see med Legemets Øine, just ikke skal søge dem her.« - »Jeg ønsker dog heller at leve her, end i de frugtbareste Lande,« svarede Leontine.

Kort efter kom de giennem en Egn, hvori flere Grupper af Naaletræer afvexlede med Eeg, Løv og Birk, og hvor Naturen alene, uden Menneskehielp, havde sørget for den frodigste Fremvæxt. Ved Skovens Ende saae de en Landsby, hvori Husene, uagtet smaa, dog syntes bedre vedligeholdte, end de Hytter, de før havde seet fra Veien. Midt i Landsbyen stod en sort Trækirke; omtrent tohundrede Skridt derfra kneisede en Bygning, der, skiøndt den kun bestod af eet Stokværk, og var tækket med Straae, 155| havde et temmelig anseeligt Udvortes. Denne Bygning var det saakaldte Slot, hvorpaa Czernim boede.

Da de kom nærmere, bemærkede de en spraglet Høg, der hang korsfæstet, med udspilede Vinger, over den ydre Port. I Gaarden selv kom to store Jagthunde dem giøende i Møde; i en Krog opdagede Adalbert en sort Biørn, der var lænket fast til Væggen. Nu indfandt ogsaa Czernim sig, der modtog sine Giester med særdeles Venlighed, og førte dem op ad Hovedindgangen, over hvilken store Hiorteog Elsdyrshorn vare anbragte som Prydelser.

Slottet selv var, uagtet sit fornemme Navn, bygget af Træ, og Alt var deri indrettet paa gammel polsk Viis. I Værelserne stode saaledes Bilæggerovne, der, saavidt man kunde dømme efter den uhyre Størrelse, om Vinteren maatte give en, om ikke sund, saa dog stærk Varme. Væggene vare ikke betrukne, Møblerne vare af Egetræ, og mellem de store dobbelte Vinduer stode, efter den polske Sædvane, Vaser med Blomsterbuske, der strakte dem høit i Veiret, medens forskiellige Fugle fløi omkring mellem dem, og gyngede sig paa Grenene.