156|TOLVTE CAPITEL.
Udflugten i Skoven

Da der endnu var to Dage til den omtalte Fest, søgte Czernim paa andre Maader at more sine Giester; den næste Morgen efter deres Ankomst indbød han dem saaledes til en lille Lystreise. Neppe havde de modtaget Indbydelsen, før han strax lod en Vogn forspænde, hvori Emilie og Alexandra stege ind. De Øvrige fulgte til Hest, og det blev bestemt, at man vilde spise paa en fri Plads i Skoven, hvor Damerne skulde opholde sig, medens den mandlige Deel af Selskabet forlystede sig et Par Timer med Jagten.

De vare endnu neppe to tusinde Skridt fra Czernims Bolig, da de saae to Munke, der kom dem i Møde, i den ene af disse gienkiendte de Pater Vincent, der bragte det hellige Sacrament til en Syg. Øiebliklig stege Alexandra og Emilie ud af Vognen, ogsaa Leontine med de to Ynglinger svang sig ned paa Jorden, og da Munken gik forbi, knælede Alle, undtagen Czernim, der blev siddende paa 157| sin Hest, som han dog standsede, saalænge dette Optrin varede, hvorpaa de Alle fortsatte deres Vei.

»Hvorfor bøiede De ikke Knæ for Sacramentet?« spurgte Alexandra, »har De da ingen Religion?«

»Jeg er netop meget fast i min Religion,« svarede Czernim, »jeg har desuden en stor Forkiærlighed for vore catholske Geistlige, jeg elsker dem, ligesom Naturforskerne elske Torbister, Skarnbasser og selsomme Fluer, og jeg kan endog vise Dem en meget sindrig Afhandling fra min Haand, hvori jeg inddeler dem efter et ordentligt System paa Linnées Maade.«

»Lad os høre den!« raabte Casimir leende.

»Det er Skade, at Damerne ikke forstaae Latin,« sagde Czernim, »thi hvis de forstode Latin, vilde de ganske anderledes skatte mit System. Jeg deler vore Geistlige i to Hovedklasser: Ecclesiastici capite triangulariF3, hvilken Inddeling indbefatter alle de catholske Geistlige udenfor Munkestanden, og ecclesiastici capite rotundo,F4 hvortil de egentlige Munke regnes. Disse sidste deles igien i monachi barbati, skæggede Munke, og monachi glabri, glatte eller ragede Munke; end videre adskilles de efter Farven i de hvide, brune, graae og spraglede Afarter; men jeg er ikke bleven staaende herved, jeg har 158| ogsaa undersøgt disse Insecters Sæder og Levemaade, især de forunderlige Veie, hvorpaa de forplante sig, saa de aldrig kunne forgaae.«

»Jeg beder Dem, Onkel, hold dog op med denne letsindige Tale!« sagde Alexandra.

Men naar Czernim begyndte at røre ved den catholske Geistlighed, da var han ikke let at standse. »Jeg har ogsaa undersøgt deres Drifter og medfødte Færdigheder,« vedblev han, »og jeg har funden, at alle Munke, saavel de glatte, som de skæggede, ligesom Hvepserne og Bierne, samle sig i Selskaber, hvorved de adskilles fra de Geistlige med trekantet Hoved, der føre et eensomt Liv. Faa Insecter fortiene for Resten større Beundring for deres Konstdrifter, end netop Munkene, thi de bygge Celler, der endog i Fasthed og Størrelse overgaae Biernes, og ligesom disse flagre de ud og ind, og samle Forraad til den fælles Kube. De forvandle sig ogsaa, ligesom de øvrige Insecter, thi Ingen fødes som Munk, men begynder tvertimod med at være en slet og ret Jordorm, og først siden skifter han Hud og Udseende, og stræber at hæve sig over den Jord, hvorpaa han fødtes. Imidlertid hvor høit jeg af omtalte Grunde skatter disse mærkværdige Skabninger, saa kan jeg ikke negte, at de, ligesom andre Insecter, kunne vorde et Slags Landeplage for de Egne, hvori de for stærkt formere sig, thi de opæde da Alt, hvad de forefinde, og ere overhovedet meget graadige af 159| Natur, derfor bør de vel ogsaa, hvor ondt det end giør mig at tilstaae det, i det Hele snarere regnes til de skadelige Dyr, der bør udryddes, end til de nyttige Dyr, der bør spares.«

»De har aldeles ingen Tro,« sagde Alexandra med blussende Kinder, og med en Heftighed, hvoraf hun stedse betoges, naar hun syntes, at Nogen drev Spot med det Hellige.

»Hvis De vil høre mig,« svarede Czernim alvorligere, »da skal jeg fortælle Dem en Historie, der maaskee kan berigtige Deres Mening om min Tro.«

»Fortæl Onkel!« sagde Casimir.

»Der levede engang to Venner, der, uagtet de elskede hinanden høit, dog i Troessager aldrig kunde enes. Da de en Aften havde stridt heftigt og længe om Siælenes Tilstand efter Døden, hvorom de især havde meget forskiellige Meninger, bleve de endelig enige om, at den af dem, der først døde, skulde, hvis det paa nogen Maade gik an, vende tilbage og underrette den Efterlevende om sine Erfaringer paa den anden Side af Graven. Efter nogen Tid døde virkelig den ene; hans Ven sørgede længe over ham, men agtede kun lidet paa hans Løfte, thi han vidste, at slige Løfter vare lettere at give, end at opfylde. Dog en Aften, da han sad alene – vær De kun rolig, de Spøgelsehistorier, jeg fortæller, ere neppe af det Slags, der kan forskrække Nogen – en Aften, siger jeg, da han sad alene paa sit Kammer, og tænkte 160| paa forgangne Tider, saae han pludselig ved sin Side en hvid, luftig Skikkelse, i hvis Aasyn han gienkiendte sin afdødes Vens Træk. Han forfærdedes da naturligviis, og betragtede Synet længe, uden at mæle et Ord. »Nu, hvi taler du ikke til mig?« sagde endelig den hvide Skikkelse. – »Er det virkelig dig?« sukkede den anden, »siig, hvi kommer du her?« – »Jeg kommer for at opfylde mit Løfte,« svarede den Døde. – »Nu da, hvordan seer det ud paa den anden Side af Graven?« - »Hverken saaledes som jeg, eller saaledes som du troede,« svarede den Døde, og forsvandt.

»Du troer altsaa dog paa Noget?« sagde Adalbert.

»Paa den Gamle af Dage troer jeg, paa ham, der bandt Jordens Belte om det svulmende Hav, og lod Maanen lyse giennem Skyerne, som en Morgenlænderindes Øine giennem det lange Slør, men med Eders Systemer, der omspænde Religionen, ligesom Edderkopperne de gamle Kirker, har jeg intet at bestille.«

»De er en Hedning,« raabte Alexandra.

»Det kan være,« sagde Czernim.

»Jeg gyser for Eders Naturgud,« blev Alexandra ved, »han er ikke blot en Opholder, men ogsaa en Fordærver, thi vi vide jo Alle, at Skabningsværket, der i Begyndelsen var saare godt, siden blev forstyrret af Synden; fra den Tid af kan vel Naturen forvilde de stolte Hierter, og det er intet godt Tegn, naar Nogen 161| heller vil knæle paa de iiskolde Bierge, end for Herrens Alter, naar han fierner sig fra de ydmyge Forsamlinger, hvori han burde tilbede tilligemed sine Brødre, for at bygge Templer afsides paa Fieldene, og i de sorte Skove, hvor han lærer Grusomhed paa Jagten, Uregierlighed af Vinden, og Troløshed af de rullende Bølger, thi dette er netop Veien til det gamle Hedenskab.«

»Ak, min kiære Svigerinde!« sagde Czernim, »lidt Hedenskab maa De dog taale i denne Verden, eller skal nu den bredmundede Storm manes ind i en snever Orgelpibe og forvandles til en Choralmelodie? Skulle alle Oceanets Døttre nu vorde til grædende Klostersøstre, skulle de lette Sommeralfer, der flagre giennem Skovene, og blæse paa den krumme Lotusblomst og paa Riddersporens Horn, nu med klippede Vinger synge Liigpsalmer i Eders Kirker? Troe De mig, det gaaer aldrig an, thi der slumre endnu mange hedenske Drømme i vore Hierter, og der gives endnu mange vidunderlige Historier, der hverken passe ind i Eders Himmel eller i Eders Helvede.«

»Jeg kiender kun een Historie, der i Sandhed er vidunderlig,« sagde Alexandra, »ved Siden af den forsvinde de andre som Røg i Luften.«

»Et sligt Vidunder overgaaer jo selv det, som en begyndende Digter venter af sin Muse,« svarede Czernim.

162|Neppe var Selskabet ankommen til det bestemte Sted, før Czernim, tilligemed de to Ynglinger, fulgte af Fidelio og et Par langhaarede Vandhunde, ilede ind i Skoven. »Mine Drenge!« sagde han, »nu gielder det at nytte Tiden, vi have kun to Timers Frist, men jeg vil føre Eder til Steder, hvor Vildænderne med de brune Vandhøns skiule sig mellem Sivene. Der skal vi see Adalbert, om du endnu husker vore gamle Konster, da vi hentede Fiskeørnen og den svævende Glente ned af Luften, hvis ikke bliver du til Spot for vore Qvinder.« Dermed forsvandt de mellem Træerne.

»Jeg hører gierne Hundene giøe i Skoven og Knaldet af Skuddene og Jægerhornets Toner,« sagde Emilie, i det hun smilende saae efter dem, »jeg kunde da fristes til, ligesom De, Leontine, at ønske den gamle Tid tilbage, da ogsaa Qvinderne, i deilige Jægerdragter, og med vaiende Strudsfiædre paa deres Hatte, fulgte med paa den lystige Jagt.« – »Nei,« svarede Leontine, »i Skoven elsker jeg Stilhed, der kun afbrydes af Træpikkerens Banken og af Drosselens eensformige Sang; Hundenes Biæf derimod hører jeg helst om Natten i den fierne Landsby, eller om Aftenen, naar de dæmpede klinge over den stille Sø.«

Imidlertid slog en Tiener Ild, og antændte derved en Haandfuld tørt Løv, som han havde samlet, derpaa hentede han Qviste, og smaa Grene i Skoven, som 163| han lagde over Løvet, og det varede ikke længe, før en stærk Lue blussede i Veiret, ved hvilken de Spiser bleve varmede, som vore Reisende havde taget med. Emilie paatog sig Overopsigten hermed, en hvid Dug blev udbredt over det grønne Græs, og Alt ordnede sig smukt under hendes Hænder.

Imidlertid gik Leontine rundt, og søgte efter et Sted, hvorpaa Alexandra kunde hvile sig; endelig fandt hun en Plads, som hun ønskede den, under et stort Egetræ, der strakte sine knudrede Kæmpegrene ud over Græsset, hvorved der opstod en Løvhvælving, der skyggede for Middagssolen, uden at udelukke den friske Luft. Her udbredte hun nu en stor Kappe, og indbød Søsteren til at slumre derpaa. »Jeg føler mig bestandig mat,« sagde denne, »der er ingen Kraft i mig meer, jeg vil derfor modtage dit Tilbud.« – »Sov du!« sagde Leontine, »jeg skal vaage over dig og hindre, at Skovens Kryb nærme sig til dit Leie.«

Alexandra, der var træt, faldt da snart i Søvn, medens Leontine sad ved hendes Side, og speidede opmærksom til alle Sider; flere Gange sprang hun op, naar et Fiirbeen pludselig kom frem, og legede med sin lange Hale, eller naar en nysgierrig Fugl rakte Halsen ud fra et nærliggende Træ; men da hun tilsidst mærkede, at der ingen Grund var til Frygt, blev hun endelig rolig, og begyndte at flette en Krands af de blaae Blomster, hvoraf Græsset rundt om hende var fuldt; saasnart hun 164| var færdig, bøiede hun sig over sin Søster, og trykkede Krandsen sagte ned om hendes Tindinger, hvorefter hun betragtede hende med inderligt Velbehag, og virkelig tog den sig meget godt ud om Alexandras Hoved, hvis blege, ædle Træk meget forskiønnedes, naar de vare i fuldkommen Ro.

Efter et Par Timers Forløb hørtes Hundebiæf i Skoven, og kort efter kom de tre Jægere frem bag Grenene. Czernim fremviste flere Vildænder og Vandhøns, som han og Adalbert havde skudt. Casimir derimod bar i Haanden en stor Steenørn, hvis bruunrøde Hoved vendte ned, og slæbede langs ad Jorden.

»Hvor nænte De dog at skyde den Fugl?« sagde Leontine, »Ørnen er jo Polens Vaabenmærke, den burde dog finde et Fristed i disse Skove.« – »Der gives jo ogsaa russiske Ørne,« svarede Czernim, »og en Jæger skyder den vilde Fugl, hvor han finder den.«

»Den Krands har Leontine bunden,« sagde Alexandra, der nu var vaagnet, og kom med den blaa Krands i Haanden. – »Ja,« svarede Leontine, »og her er en endnu, den skal tilhøre den, der paa to hundrede Skridts Afstand rammer et Maal midt i Barken af hiint Træ.« - »Bravo!« raabte Czernim, »kommer, I unge Mennesker! jeg er for gammel nu, til at beile til Pigernes Krandse, jeg vil derfor nøies med at være Voldgiftsmand.«

165|Nu hentede han et Stykke Kul, hvormed han tegnede et sort Mærke i Træet; derefter afmaalte han Skridtene, endelig lod han de to Brødre trække Lod om, hvem der skulde skyde først. Loddet traf paa Adalbert.

Nu var ogsaa Emilie kommen til, og alle tre Damer toge Plads i Græsset, medens Czernim rakte Adalbert et ladet Gevær; denne tog det, og sigtede meget længe, endelig skiød han, og Kuglen trængte ind i det sorte Mærke, ganske nær ved Midten. »Godt truffet!« raabte Czernim, »han har skudt, som det anstaaer en Polak!« Alexandra smilede, Emilie klappede i Hænderne, og Leontine stod beredt til at række ham Krandsen.

»Bi lidt!« sagde igien Czernim, »Casimir er en god Skytte, han kan maaskee komme ligesaa nær.« Nu traadte Casimir frem, men han afslog det Gevær, Czernim rakte ham, greb sit eget, ladede det selv, stillede sig i tilbørlig Afstand, og sigtede kun et Øieblik, hvorpaa Kuglen hvinede giennem Luften. »Lad see!« raabte Czernim, og ilede hen til Træet. »Truffet!« raabte han kort efter, »paa et Haarsbred, lige i Midten! Krandsen er Casimirs.«

Nu erkiendte ogsaa Adalbert sig for overvunden, og tog Seierherren ved Haanden, for at føre ham hen til Leontine, der stod med Krandsen i Haanden; hun hævede den da langsomt og holdt den over Casimirs Hoved, men pludselig betænkte hun sig, trak sin Haand tilbage, og rev 166| Krandsen i to Stykker, som hun lod falde for Casimirs Fod med de Ord: »Den, der dræber de polske Ørne, skal ikke have min Krands.«

»Ha! ha! slap det derud?« sagde Czernim, »kom til Bords, min Dreng! Qvinderne ere fulde af Luner og Griller; fik du ikke Krandsen, saa fortiente du den dog, dermed maae saa mange store Mænd trøste sig i denne Verden, saa kan du det ogsaa.« – Imidlertid havde Emilie afrevet en Qvist, fuld af Løv, hvilken hun bøiede i en Kreds, derpaa forenede hun begge Enderne med en Sløife, som hun tog af sit Bryst. »Vil ikke Leontine være retfærdig, saa vil jeg,« sagde Emilie, dermed trykkede hun den ny Krands paa Casimirs Hoved. »Dem Adalbert kan jeg ingen Krands give,« sagde hun, »men Qvinderne maae tage sig af den, som Lykken forlader, kom De og sæt Dem her hos mig!«

Vore Venner vare endnu ikke til Ende med deres Maaltid, da de atter saae en Munk nærme sig imellem Træerne, i hvilken de dog snart gienkendte Pater Vincent. Han gik langsomt frem, og syntes besværet af Heden, hans Aasyn var blegt, hans Skoe vare forslidte, ligesom Apostlernes Sandaler, og Veiens Støv bedækkede hans lange Kaabe.

Alexandra, Leontine og selv Emilie reiste sig, da han nærmede sig, og bade ham tage Plads hos dem. »Gierne,« svarede han, »dog kan jeg ikke dvæle længe, 167| jeg har vandret over Heden og giennem Skoven, jeg har fulgt Sporene af Deres Vogn, jeg spurgte mig for hos de Mødende, paa det jeg kunde finde Dem.« – »Nu, saa sæt dig ned, og spiis og drik, ærværdige Fader!« sagde Czernim. – »Jeg ønsker Intet for mig selv,« svarede Munken, »men der boer en Qvinde paa Heden, nærved Deres eget Slot, det er for hendes Skyld, jeg kommer.« – »Hvad trænger da hun til?« spurgte Emilie. – »Hendes Nød er snart forbi,« svarede Munken, »thi hun lever maaskee ikke til næste Morgen, men to blege Børn staae ved hendes Leie, og smægte efter jordisk Næring, efter en ringe Deel, af de Smuler, der falde fra den Riges Bord.«

Neppe vare disse Ord udtalte, førend de tre Damer kappedes om at forsyne Broder Vincent med Alt, hvad de kunde undvære. »Nok, nok, mine Venner!« sagde han endelig, »Gud vil giengielde den, der lindrer sine Brødres Nød.«

»Kan hun ikke bruge Penge?« spurgte Casimir og kastede et Guldstykke paa Bordet; dette var et Vink, som Alle fulgte, og en lille Sum Penge blev bunden sammen i et Tørklæde, og overleveret til Munken, kun Czernim sad ganske rolig, og yttrede ingen Lyst til at give det Mindste.

»Er De da den Eneste, hvis Hierte er tillukket for den Ulykkelige?« spurgte Alexandra, og Alle saae for168|undrede paa ham. – »Ja mit Hierte er tillukket, og jeg giver ikke en halv Skilling,« sagde Czernim. »Oberst Czernim maa handle, som han vil,« sagde Munken, »dog kiender jeg ham vel, og veed, at han ikke er saa haardhiertet, som han nu giver sig ud for, Gud veed af hvilken Grund.« – »Jo vist er jeg haardhiertet,« sagde Czernim, »jeg har nok at sørge for i mit eget Huus, og min Tiltro er saa tidt bleven misbrugt, at den nu har forvandlet sig til Tvivl og Mistro.« – »Siig hellere til Vantro,« gienmælede Leontine. – »Ja,« sagde Alexandra, »kunde du læge dette tvivlende Hierte, ærværdige Fader! da vilde du maaskee fuldbringe en Gierning, ligesaa god, som den, at understøtte en Ulykkelig.« – »Hvo kan læge et vantro Hierte?« svarede Munken, »hvo kan skienke Tvivlen Tro? Hvis de Døde gik frem af Graven og prædikede, vilde han da ikke i sin Siæl finde en Udvei, for at negte, hvad han saae og hørte? Vilde han ikke sige: »Mit Syn var forvildet, min Hierne forvirret, og jeg drømte lysvaagen?« Og hvis han hørte de himmelske Hærskarer synge, vilde han da ikke sige: »Dette er en Sygdom i mit Øre, jeg vil hente en Læge, der skal fordrive den?« Ja hvis den Evige selv skrev sit Navn med glimtende Ziffre paa Himlen, vilde Tvivleren da ikke sige: »Dette er et Tilfælde, en selsom Grille af Elementerne, et besynderligt Sammenstød af Luftsyn, derfor agter jeg ikke derpaa.«

169|»Naturligviis,« svarede Czernim, »hvad Andet skal den, der ingen Sværmer er, ved saadan Leilighed, sige?«

Munken svarede intet hertil, men sad en Stund ganske stille. – »Naar du igien kommer fra den syge Qvinde, vil du da ikke kiøre med os, ærværdige Fader?« sagde Alexandra, »thi det tænker jeg dog, at Oberst Czernim tillader.« – »Nei, min Datter! jeg kiører aldrig.« – »Det er dog besværligt, at vandre i denne Solhede paa Sletten, og der er nu liden Skygge paa Veien.« – »Min Herre og Mester vandrede mangen Vei, der var hedere og besværligere, end denne,« svarede Munken. – »Naar sees vi da igien?« spurgte Alexandra. – »Korn til Krakau om to Dage, da skulle I see mig ved Solnedgang i Kosciuszkos Capel,« svarede Munken, og stod op, men Alexandra talte et Par Ord hemmelig med Leontine. Begge nærmede sig derpaa til Munken, og greb hans Klædebon, som de kyssede, men han giorde Korsets Tegn over deres Pander og Bryst, velsignede dem og gik.

Adalbert vidste denne Gang aldeles ikke, hvad han skulde tænke om sin Onkels Opførsel, thi han kunde ikke paa nogen Maade forene den Ligegyldighed, han her lagde for Dagen, med den Iver, han forhen havde viist for den gamle Folkesanger. Ja, ikke blot Adalbert, men ogsaa Casimir syntes denne Gang misfornøiet. »Den, der ikke kiendte dig bedre,« sagde endelig den sidste, »maatte 170| jo troe, at den Gamle havde smittet dig med sin fordømte Gierrighed.« – »Naar du bliver saa gammel, som han,« svarede Czernim, »da vil du vel ogsaa mærke, at Penge due til Andet, end til at kaste hen i Veir og Vind.« - »Nei, ved alle Helgene, det vil jeg ikke,« svarede Casimir.

Paa Hiemveien spurgte Adalbert, hvor den blinde Harpespiller var bleven af, og erfarede, at han, for fire Dage siden, tilligemed sin Datter, havde forladt Czernims Slot og var vandret mod Syden.

Kort efter foreslog Alexandra, naar den store Fest var forbi, at foretage en Reise til Krakau, hvor hendes Broder Bonaventura boede. Dette fandt Bifald hos Alle, thi Emilie ønskede at besøge sin Veninde, Fru Tarnow, Casimir vilde besøge Major Zeltner, og Adalbert havde alt ofte yttret det Ønske at see Krakau igien, hvorfra Czernims Gods ikke laae mere, end fire Mile.