171|TRETTENDE CAPITEL.
Czernims Tidsfordriv

Samme Aften, da Adalbert sad i sit Sovekammer ved et aabent Vindue, hørte han To, der hviskede nedenunder. Natten var imidlertid mørk, og han kunde intet see, men en Gang loe den ene høit, og han troede da at gienkiende Casimirs Latter. En synderlig Uro drev ham til at udspeide nøiere hvem det var, han ilede ned, men da han kom nedenfor, fandt han Ingen. Mismodig gik han derfor med langsomme Skridt tilbage igien; han vilde netop aabne en Sidedør, der ikke var aflaaset, for igiennem den, ubemærket, at naae sit Kammer, da Døren pludselig aabnedes indenfra, og en Mand traadte ud deraf; det var hans Onkel Czernim, der holdt en Lygte i Haanden, og havde kastet en stor Slængkappe over sig. I det Øieblik han aabnede Døren, fløi imidlertid Kappen tilbage for Vinden, og Adalbert saae, at hans Onkel bar en stor Pakke under Armen.

172|»Hvor vil du hen saa silde, Onkel?« spurgte Adalbert, »skal jeg ikke hielpe dig med din Byrde?« – »Sine Byrder maa ethvert Menneske bære alene, Adalbert, men hvorfor i al Verden sværmer du her, hvorfor gaaer du ikke i Seng?« – »Hvorfor gaaer du ikke i Seng, Onkel?« - »Ja, seer du, jeg er en Elsker af den fri Natur, naar Vinden blæser, og Stiernerne nedblinke, da har jeg sielden Ro.« – »Hvor vil du da hen, Onkel?« – »Til Skoven, min Dreng! jeg vil jage.« – »Vil du jage foruden Gevær?« – »Jægeren fælder ikke alt Vildt med Gevær, han bruger ogsaa Rævestreger undertiden, jeg har Snarer og opstillede Saxe, hvori Dyrene fanges, dem vil jeg nu eftersee, derfor har jeg Lygten med.« – »Og denne Pakke, indeholder den da Lokkemad for de vilde Dyr?« spurgte Adalbert smilende. – »Hvad!« raabte Czernim halv lystig og halv ærgerlig, »skal jeg nu i Forhør hos min egen Søstersøn? Tro hvad Fanden du vil,« blev han ved, »tro, at jeg er en gammel forelsket Nar, at jeg har Stævnemøder, om du har Lyst dertil, men gaa blot hiem, læg dig og drøm om din egen Kiærlighed, og stands mig ikke paa mine Veie!« Dermed ilede han bort med hurtige Skridt.

Den næste Morgen gik Adalbert ud, for at besøge den syge Kone paa Heden, hvis eensomme Bolig han ret godt huskede fra sin Barndom af; Veien derhen var vanskelig at finde, og det kostede ham Møie, 173| inden han naaede den lille Hytte, der laae omgiven af bruunt Lyng, og havde et saa elendigt Udseende, at den neppe syntes at kunne modstaae de vilde Vinterstorme, der saa tidt hiemsøge de polske Sletter.

Hyttens Indre svarede saa temmelig til dens Ydre, to smalle, korslagte Fyrrepinde havde engang dannet et Slags Vindue, over hvilket et Stykke Papiir havde været udspændt; Papiret var imidlertid sønderrevet, og de to Pinde knækkede; Stuen var sort af Sod, thi der fandtes ingen Skorsteen deri, men Røgen gik ud igiennem flere Huller i Loftet, hvorfra Vinden dog ofte drev den tilbage igien. Klædningsstykker og sort Linned hang rundt omkring paa Stænger. Midt i Værelset sad en lille bleg Pige, der malkede en Ged. I en Krog laae den syge Kone paa et Leie af Straa, hun rørte intet Lem, undtagen de dødblege Fingre, med hvilke hun, rimeligviis uden at vide hvad hun foretog sig, pillede paa et uldent Teppe, der var kastet over hende. Imidlertid bemærkede Adalbert, at dette Teppe baade var heelt og temmeligt nyt. Ved den Syges Side sad en aldrende Qvinde, der vogtede paa hendes Bevægelser, medens hun til samme Tid tyssede paa en lille Dreng der legede ved hendes Fødder.

»God Dag,« sagde Adalbert, »hvordan staaer det sig med den stakkels Kone?« – »Hun reiser sig aldrig meer,« svarede Qvinden. – »Er du i Slægt med hende?« 174| – »Nei, men jeg boer i det nærmeste Huus paa Heden, derfor maa jeg hielpe hende i hendes sidste Time.« – »Trænger hun ellers til Noget?« – »Nu ikke meer, thi den gode Munk, Pater Vincent, har været her, og i Nat sendte desuden den hellige Stanislaus en Engel ned for at hielpe hende.« – »Hvorledes gik det til?« – »Det var henimod Midnat, begge de Smaa sov, da bankede det stærkt paa Ruden, Vinduet var den Gang heelt endnu, da var der En, der raabte udenfor, at jeg skulde lukke op, men jeg slog Kors for mig, og blev siddende, thi jeg tænkte, det var noget Slemt, men da den, der stod udenfor, mærkede, at jeg ikke vilde lukke ham ind, knækkede han Vinduet, og før jeg kunde dreie en Haand om, fløi en Pakke ind midt paa Gulvet. I Pakken laae det varme Sengeteppe der, og desuden en Pung med Penge. Da jeg saae, at den, der stod udenfor, meente det saa godt, løb jeg til Vinduet, for at takke ham, men der skinnede kun et Lys langt borte. Natten var sort, og der var Ingen hverken at høre eller at see.«

Nu begreb Adalbert vel, hvorhen hans Onkel vilde med sin Pakke den forrige Nat, og han glædede sig ved at opdage denne Hemmelighed.

»Men naar nu den stakkels Kone døer,« begyndte han derpaa, »hvordan skal det da gaae hendes Børn?« – »Naar hun er død, følge Børnene hiem til mit Huus, 175| det er alt for flere Dage siden aftalt med Pater Vincent. De Penge, godt Folk har skienket dem, skulle giemmes til de blive store, og saalænge jeg selv har Noget, skulle heller ikke de lide Nød.« - »Det er smukt handlet af dig,« sagde Adalbert. – »Dersom ikke vi Fattige holdt sammen, hvorledes skulde det da gaae?« svarede hun. Adalbert lagde nu en lille Foræring paa den Syges Leie, hvorefter han gik, uden at sige Mere; men i sit Inderste kunde han ikke andet, end beundre den Beredvillighed, hvormed den, der har Lidet, ofte deler sin Fattigdom med den, der endnu har Mindre.

Paa Hiemveien kom Adalbert ind paa en indsluttet Plads i Skoven. Her overraskedes han ved Synet af flere unge Mænd, der vare bevæbnede med Landser. En ældre Tiener, der før havde været Soldat, øvede dem i at bruge Vaaben. Da Adalbert kom, standsede Vaabenøvelserne, hvorpaa Tieneren traadte ham venlig i Møde, og spurgte, om han ikke vilde besøge Carruselpladsen, thi der var Obersten med det øvrige Selskab. Da han bejaede dette, gik Tieneren med ham, og førte ham til en Plads udenfor Haven, hvor en stor Gynge dreiede sig i en Kreds, og satte fire meget vel forarbeidede og opsadlede Træheste i Bevægelse. Alexandra, der let blev svimmel, deeltog ikke i Legen, derimod havde Czernim, Casimir, Leontine og Emilie taget Plads, hver paa sin Hest, og søgte nu, medens Hestene dreiede sig, med lette Spyd at 176| gribe de Ringe, der vare ophængte paa Siderne af Gyngen. Emilie var ikke heldig i denne Leeg, og blev snart kied deraf, hvorfor hun, saasnart Gyngen standsede, sprang ned, og overlod Adalbert sin Plads. Denne var imidlertid ikke heldigere, end hun, hvorimod Casimir og Czernim med temmelig Sikkerhed greb flere Ringe; allerbehændigst var dog Leontine, thi medens hun hævede sig i Stigbøilen og holdt sig fast med den ene Haand, greb hun, uden synderlig Anstrengelse, en af Ringene næsten hver Gang, hun red dem forbi; kun en eneste Gang, da Alexandra kom hende saa nær, at hun blev ængstelig for hendes Sikkerhed, forfeilede hun sit Maal.

»Det kalder jeg en polsk Pige,« sagde Czernim, da Legen var endt, »havde vore Mænd saa sikker en Haand, da skulde vi give vore Fiender nok at bestille.« – »Ak, det er jo kun en Leeg,« sagde Leontine. – »Det Land er uindtageligt,« svarede Czernim, »hvis Indbyggere ere veløvede i den Leeg, aldrig at forfeile Maalet.« -

Noget efter fortalte Adalbert sin Onkel, hvorledes han havde udforsket hans Hemmelighed. »Det kunde jeg vel tænke,« svarede Czernim, »det hielper ikke at skiule sine Dumheder, thi indhyller du dem i Nat og Mørke, saa vil dog Maanen og Stiernerne røbe dem.« – »Af slige Dumheder har du ingen Skam, Onkel.« – »Jeg har den Svaghed undertiden at ville hielpe den Enkelte,« sagde Czernim. »men hvad gavner det i et Land, hvori 177| det hele Folk smægter i Elendighed? Hvad gavner det, naar hele Huset brænder, at redde en Spaan deraf?«

»Det Eneste, vi kunne gøre, er at frelse den Enkelte,« svarede Adalbert, »thi Alle mægte vi dog ikke at frelse.«

»Maaskee følger jeg dig til Krakau, der ville vi tale nærmere om denne Sag,« svarede Czernim.

»Lad os heller tale derom strax,« sagde Adalbert.

»Hæv blot det Tryk, der hviler paa det Hele, anvend al din Kraft og alle dine Midler herpaa, saa vil det Andet komme af sig selv,« sagde Czernim, i det han venlig trykkede Adalberts Haand.

Ved at høre sin Onkels sidste Ord, maatte Adalbert uvilkaarlig tænke paa de Vaabenøvelser, hvortil han nylig havde været Vidne, og han besluttede nu nøiere, end nogensinde før, at agte paa, hvad der foregik omkring ham, for, om muligt, at opdage, om Czernims Ord blot grundede sig paa Drømme om en Befrielse, der aldrig i Virkeligheden kunde finde Sted, eller paa virkelige Planer og alvorlige Forsætter, som man med Tiden haabede at udføre.

Hvad der strax faldt Adalbert i Øinene, var det patriarchalske Liv, hans Onkel førte med sine Undergivne, thi her var aldeles intet svælgende Dyb befæstet mellem Befalende og Adlydende, tvertimod blandede Husets Folk sig tidt i den almindelige Samtale, og yttrede, vel med 178| Ærbødighed, men tillige meget frimodig, deres Meninger om, hvad der foregik, og Oberst Czernim var saa langt fra ved slige Leiligheder at vise dem tilbage, at han tvertimod ofte selv opfordrede dem til at sige deres Tanker om forskiellige Gienstande.

For Resten mindede Alt paa dette Sted om en forsvunden Tid, ja selv med Hensyn paa de legemlige Fornødenheder fulgte Czernim Sædvaner, der i Adalberts Fædrenehiem længst vare afskaffede. Der fandtes saaledes ingen Slagter eller Bager i den hele Egn, men alt Brød, hvoraf der dog ikke brugtes meget, blev bagt af Czernims egne Folk. Skoven forsynede Huset med Vildt, naar dette slog feil, da blev en Ged, et Faar, eller et større Dyr slagtet, og hvad der ei kunde fortæres strax, blev nedsaltet. Drikkevarerne tilberedtes ligeledes paa Stedet selv, men hvad der meest undrede Adalbert var, at der paa Bordet kun blev sat et eneste Bæger, hvoraf Enhver, der følte Tørst, drak, uden at agte paa, hvem der først havde benyttet det. Kun Emilie fik, da hun bad derom, et Glas for sig alene, hvilket imidlertid af Husets Folk blev udlagt som en Stolthed, hvorved de end stærkere mindedes om hendes fremmede Herkomst, som de alligevel kun vare lidet tilbøielige til at forglemme.

Adalbert bemærkede mange Mænd, Qvinder og Børn, der levede paa Gaarden, og der dog ikke hørte 179| til det egentlige Tyende. Da han spurgte sin Onkel om, hvad de bestilte her, svarede denne: »Det er nogle af mine Undergivne, for hvilke den forrige Høst er slaaet feil, og der nu komme, for at nære sig af deres Herres Overflod, det er en gammel Vedtægt mellem os, at vi saaledes hielpe hverandre.«

Adalbert kunde ved disse Ord ikke tilbageholde et Smiil, thi han troede her igien at gribe sin Onkel i Strid med sine forhen opstillede Grundsætninger.

»Disse Mænd,« blev Czernim ved, »der nu ere forladte og elendige, og synes en Byrde for deres Herre, ere dog i Grunden en Skat, der ikke kan opveies med Guld, thi naar det engang gielder, ville de gaae i Døden for mig paa første Vink, slige Undergivne skal din Fader neppe kunne opvise, trods al den Vinding, hans Forbedringer kunne skienke.« – »Og hvorved har du saaledes vunden dem?« – »Ved at understøtte dem paa den Maade, de ønske, og hvortil de ere vante, ved at leve med dem ikke som en Herre, men som en Fader, og ved ei at hindre dem i det Drømmeliv, hvori de nu engang sætte deres største Lyksalighed.«

»Det er besynderligt,« gienmælede Adalbert, »at du, der i alt Andet retter dig efter vore Forfædres Meninger, dog i den egentlige Tro saa stærkt afviger derfra.« – »Jeg retter mig kun efter deres Meninger, forsaavidt jeg anseer dem for gode eller i det mindste for 180| uskyldige, men jeg er ikke forpligtet til at agte en skadelig Overtro.« – »Og hvem har sagt dig, at Alt, hvad du forkaster, er Overtro?« – »Jeg vil kun,« sagde Czernim, »leve fri i min Kreds, som mine Fædre levede, fri, som Luften paa Biergene, og som Vildtet, der vandrer igiennem Skovene, og hvert Baand, der hindrer denne Frihed, sønderriver jeg, hvis jeg kan, enten det saa er flettet af fremmede Voldsmænd, eller dets Traade ere spundne af Overtroens Hænder i en forsvunden Tid.«

Om Aftenen, efterat Qvinderne vare borte, foreslog Czernim at besøge Spindestuen, hvor hans Folk vare samlede, da Casimir imidlertid ikke yttrede synderlig Lyst dertil, gik Czernim og Adalbert derhen alene.

Spindestuen kaldes i Polen det Sted, hvor alle Piger og Ynglinger paa Gaarden forsamle sig i de lange Høst- og Vinteraftener. Her spinde Pigerne Hør, og synge Sange, medens Traaden løber, og Hiulene dreie sig, Ynglingerne derimod forrette adskillige Haandgierninger, holde Ilden vedlige paa Arnestedet, og fortælle gamle Sagn og Eventyr, den, der fortæller det smukkeste Sagn, eller synger den bedste Vise, faaer et Baand, der bliver baaret, naar Byens Ungdom næste Gang forsamler sig til Dands.

Da Czernim og Adalbert kom ind, saae de med Forundring Leontine, der allerede paa egen Haand havde 181| funden Vei herhen, og der sad med sit Haandarbeide midt i Kredsen iblandt de unge Piger.

»God Aften, mine Venner!« sagde Czernim, »bliv ved, lad Eder ikke forstyrre. Er De her Leontine? Jeg troede alt, at De laae i Deres Seng. Nu Børn, syng os nu en smuk Vise!«

»Gud skienke Dem blide Dage, som Musik og Honning,« sagde en af Pigerne, »vi ville synge den gamle Sang om Piletræet.« Derpaa begyndte hun tilligemed en anden Pige følgende Sang:

»Det er dog forunderligt, at deres Tanker saa gierne dvæle ved Graven,« sagde Adalbert til Czernim. – »Derover vil du ofte kunne forundre dig paa disse Steder,« svarede Czernim. – »I ere unge og friske,« sagde igien Adalbert, i det han henvendte sig til Pigerne, »Eders Kinder blusse liig Skovens Roser, hvoraf Regnen endnu ikke har afvasket Farverne, hvi ville I bestandig synge om Graven og om en Qval, som de fleste af Eder neppe kiende?« – »Det er bleven Vane, blandt os,« svarede en af Pigerne, »vore Mødre sang saaledes før os, og deres Mødre før dem igien.« – »Kan du da ingen muntre Sange?« spurgte Adalbert. - »Skal jeg synge om den lykkelige Frier, om Brudekrandsen,« sagde Pigen smilende, »eller om Jomfruen med en Stemme, som Nattergalens, og med Læber saa 183| røde, som Himbær?« – »Der sidder en Jomfru, som du beskriver hende,« sagde en Anden, og pegede paa Leontine, »hende hører den unge Herre vist heller, end dig.« – »Jeg kan ingen muntre Sange,« svarede Leontine, »jeg vil hellere fortælle et Eventyr.« – »Det er ogsaa godt,« gienmælede Czernim, og Leontine begyndte nu følgende Fortælling.