218|SEXTENDE CAPITEL.
Domkirken i Krakau

Den næste Morgen, da Czernim var alene paa sit Værelse, lod Toldbetienten Iwan sig melde hos ham. »Jeg haaber i al Underdanighed,« sagde han, i det han traadte ind og bukkede ydmygt, »at Herr Obersten ikke lader mig vandre bort, uden at skienke mig et ringe Tegn paa sin Velvillie.« – »Et Tegn paa min Velvillie, Menneske! hvad Diævelen har du giort, hvorfor jeg skulde skienke dig min Velvillie?« – »Jeg er ansat af Hans Kongelige Høihed, Storfyrsten, og af Hans Keiserlige Majestæt, og bør derfor strengt paasee, at ingen utilbørlig Patriotisme i disse Egne finder Sted, thi en slig Patriotisme bliver nu at henregne blandt de forbudne Vare.« – »Og derfor giør du altsaa Fordring paa min Velvillie.« – »Jeg har desuden havt den Ære at være sat fast af Herr Oberstens Svoger, den for sin Retfærdighed vidt bekiendte Starost Litowski.« – »At du har været sat fast, vidner meer om hans Retfærdighed, end om din, mener jeg.« – »Men han, der vel kiendte min Uskyldighed og min Brugbarhed, slap mig snart løs igien.« – »Hvad 219| skal dog al den Snak til? Har du Noget at sige mig, Karl, saa siig det uden Omsvøb.« – »Da jeg sad fangen, havde jeg Leilighed til at høre Adskilligt, som Herr Obersten sagde til den gamle Landløber og Folkesanger i den Nat, han undveg.« – »Ja saa, nu begynder jeg at fatte Meningen.« – »Dette burde jeg vel, som en tro Tiener af Keiseren, have indberettet paa høiere Steder, men, af særdeles Godhed og Høiagtelse for Herr Obersten, undlod jeg det indtil videre.« – »Karl, du har jo sagt det til Starosten.« – »Kun af lutter Godhed for Herr Obersten, paa det Starosten, som en god Slægtning, kunde være betænkt paa Herr Oberstens Forsvar.« – »See der!« sagde Czernim, i det han kastede en fyldt Pengepung for Iwans Fødder, »der er din Løn, og nu strax afsted, Karl! ellers lader jeg dig kaste paa Porten, forstaaer du?« – »Meget vel, jeg takker for den høie Naade, og skal ikke mankere,« sagde Iwan, i det han bukkede sig, og tog Pengene, – »Siger du et Ord om din Formodning, slipper du ikke levende ud af Landet, Karl!« – »Fra nu af er min Mund forseglet, og er der for Resten Noget, som Herr Obersten eller nogen af de andre Patrioter ønske at vide, da tiener jeg dem for gode Ord og Betaling ligesaa godt, som mine egne Landsmænd, thi Penge ere gode, hvor de saa komme fra, det er mit Valgsprog.« Efter disse Ord forføiede Iwan sig bort.

220|Da Czernim igien var alene, blev han staaende et Øieblik, ligesom hensunken i Tanker, endelig lod han sin Haand glide over Panden og udbrød: »Det maa nu briste eller bære, saa maae vi fremad.« Dermed gik han ud, og erklærede sine Giester, at han selv vilde ledsage dem til Krakau.

Omtrent ved Middagstider begave de sig paa Veien. De kom nu atter forbi sletdyrkede Agre og halvforfaldne Landsbyer, ogsaa de vilde Egne, de øde Steder, de store Fordybninger i Jordens Indre saae de igien. »Det er dog sørgeligt, hvor ufrugtbar denne Jord er,« sagde Adalbert. – »Jorden er ikke ufrugtbar,« svarede Czernim, »det viser den hvide Kalk, der skinner igiennem paa alle Bierge, men den er kun slet dyrket.« – »Hvorfor dyrkes den da ikke bedre?« – »Fordi Lysten og Modet er borte, fordi de Fleste, der skulde dyrke den, sidde, som Fanger, i Warschaus Caserner.« – »Og de, der ei ere Fanger, see ud, som Betlere,« sagde Emilie. – »Ja, saa stor er vor Elendighed,« sagde Adalbert, »at man endog langt borte kan kiende vore Landsmænd paa deres smudsige og forrevne Dragt.« – »Reis til Warschau,« gienmælede Czernim, »betragt Exerceerpladsene og see, om ikke vore Landsmænd ogsaa kunne pudse og pynte sig! jeg mener endog, at de blankeste Knapper og det prægtigste Lædertøi i hele Verden findes i den polske Hær.«

»Hvorledes ere disse dybe Huler blevne til?« spurgte 221| Adalbert. – »Hvorledes de ere blevne til, veed jeg ikke,« svarede Czernim, »men for Resten ere de et stort Beviis paa Naturens Omsorg for dine Landsmænd, thi naar de ere kiede af deres Armod og elendige Liv, saa finde de her den eneste Grav, de kunne betale, thi den koster Intet. Men ved den hellige Stanislaus og alle hans Underværker, er ikke Casimir falden i Søvn! Vaagn op, Casimir! thi nu ere vi komne til den fri Republik, som den kaldes.«

Neppe havde Czernim udtalt disse Ord, før en Bom pludselig spærrede Veien, og tvang Vognen til at holde. Kort efter nærmede et Par Kosakker sig, der vare bevæbnede med Landser. Adalbert og Czernim sprang ud af Vognen, og gik hen til den vagthavende Officeer, der, da han hørte Litowskis Navn, ingen Vanskeligheder lagde dem i Veien, men tillod dem ufortøvet at fortsætte deres Reise.

Jo videre de kom, desmere bakket blev Egnen, og deshøiere hævede Karpatherne sig i Baggrunden. Da de endelig nærmede sig til det gamle Krakau, saae de tre Høie, der ragede dristig i Veiret; paa den mellemste og største af disse stod et Capel, forbi hvilket ingen Polak lettelig gaaer, uden at blotte sit Hoved, thi det er bygget til Ære for Kosciuszko. Uagtet de alle kiendte dette Capel, havde de gierne betragtet det igien, dog var Solen alt saa langt paa den anden Side af sin Middagshøide, at de maatte ile, hvis de endnu ved Dagens Lys, som 222| de ønskede, vilde see den store Domkirke; de opsatte derfor deres Besøg i Capellet til den følgende Aften.

De kiørte nu ind i Byen, der i Udseende ligner en af Tydsklands gamle Hansestæder. Flere Huse vende Gavlene ud mod de smalle Gader, andre erindre dog om den sydlige Himmelegn, og have flade italienske Tage; enkelte anseelige Bygninger hæve sig høit over de øvrige. De lavere Steder i Byen saae mørke ud, og kun paa de høieste Gavle og paa Taarnene af Byens to og halvfierdsindstyve Kirker legede endnu Solstraalerne. Paa Murene saaes underligt dannede Fiirbeen, hvoraf nogle snoede sig hurtig afsted, ligesom Slanger, andre sadde stille, og varmede sig i den dalende Eftermiddagssol; Gaderne vare for Resten øde og forladte, og naar de gamle Porte undertiden aabnede sig, da strømmede Gravlugt ud derfra, hvilken vidnede om, at disse Steder nærmere hørte Døden, end Livet til.

»Saa mange Fiirbeen saae jeg aldrig før paa engang,« sagde Adalbert. – »Naar det høiere Liv forsvinder, trænger det lavere sig frem,« svarede Czernim, »naar disse Fiirbeen stikke Hovederne frem mellem Stenene, eller snoe sig igiennem Mosset, om vore forladte Mure, da danner det Hele en levende Arabeske, der vel kan vække vor Eftertanke.«

Vognen rullede nu henimod den store Domkirke, der ligger paa en ophøiet Plads, omgivet af grønne Træer, 223| og der synes at beherske den hele By. Før de kom derhen, bød Casimir Kudsken at holde. »Jeg vil ud,« sagde han, »thi med de døde Konger har jeg intet at skaffe, jeg vil besøge Major Zeltner, i Morgen sees vi igien.« Dermed sprang han ned. Emilie saae efter ham, ligesom hun havde Lyst til at følge hans Exempel; dog taug hun, og snart holdt Vognen ved Domkirkens Indgang.

Kirken var, som det er Brug i de catholske Lande, aaben den hele Dag, paa det Ingen skulde hindres fra at holde sin Andagt deri paa hvilken Tid af Dagen, han ønskede. Foran Høialteret sees den hellige Stanislaus's Liigkiste, der bæres af fire Sølvstatuer, og over hvilken en lueforgyldt Kuppel svæver. Halvtredsindstyve mindre Altre ere spredte rundt i Kirken, over hvert af dem findes Helgenbilleder, flere af disse ere malede, og omgivne med Rammer, hvori kostbare Stene glimre. Ogsaa Afbildninger af Hænder og Fødder findes der baade i Sølv og Guld, hvilke de Troende have offret, paa det de kunne befries fra Sygdomme i de Ledemod, Afbildningerne forestille. Foran Helgenbillederne brændte Lys, rødt Atlask smykkede de høie Piller, hvorpaa Lysene henkastede deres Straaler, saa der opstod et broget Farveskiær overalt. Selsomt afstak herimod de graae ag hvide Liigstene, hvoraf flere sees indmurede i Kirkevæggene, og hvorpaa de Dødes Billeder almindelig staae udhuggede i halvophøiet Arbeide. Paa Kongernes og Bispernes Grave fin224|des desuden mange Prydelser, især forunderlige Dyr, der synes at vogte paa Gravene.

I Kirken var det stille, kun hist og her knælede enkelte Andægtige, og mumlede sagte Bønner; dette Exempel fulgte ogsaa Alexandra og Leontine. Czernim, Adalbert og Emilie betragtede imidlertid de gamle Malerier, der fandtes i Capellerne, tilligemed Kongernes og Bispernes Gravminder; endelig nærmede de sig til Høialteret, der laae halv skiult bag Stanislaus's prægtige Sarcophag, og hvorfra en gammel Geistlig traadte dem i Møde og spurgte, om de vilde see de tre Liigkister, der indeslutte Levningerne af Polens ædleste Helte.

»Derfor ere vi netop komne,« svarede Czernim, og ilede tillige med Adalbert hen for at hente de andre. Alexandra var imidlertid fordybet i sin Andagt, og vilde ikke følge med. Emilie blev ligeledes tilbage, hvorimod Leontine paa første Vink reiste sig. Den Geistlige førte nu hende tilligemed Czernim og Adalbert ned under den egentlige Kirke, og efter at have giennemvandret flere Gange, kom de ind i et pragtløst, underjordisk Kammer, der oplystes af en eneste Lampe. I dette Capel stode tre store Liigkister, hvorpaa mangfoldige polske Familievaaben vare aftrykkede.

»Her hvile de jordiske Levninger af Johan Sobieski, Thaddæus Kosciuszko og Joseph Poniatowski,« sagde den Geistlige. »Ja, derfor valfarte ogsaa vore ædleste 225| Landsmænd hertil,« gienmælede Czernim, »ligesom de troende Moslems valfarte til Prophetens Grav.« Efter disse Ord knælede Czernim og Adalbert til Jorden. Leontine var strax, da hun traadte ind, sunken i Knæe for den mellemste af Liigkisterne.

Da de havde endt deres Andagt ved de Dødes Grave, og igien stode i Begreb med at gaae, bemærkede de en Yngling i polsk Dragt, som de før, da han stod i Baggrunden, skiult i Halvmørke, ikke havde seet. »Dette Sted forfeiler sielden sin Virkning paa dem, der endnu mindes det gamle Polen,« anmærkede han. – »Bonaventura! skulle vi finde dig her?« udraabte Leontine. »Jeg veed intet bedre Sted at dvæle paa,« svarede han, »thi hvor er vel Polen nu, hvis det ei er under Jorden i dette smalle Kammer?« – »Polen er endnu ikke begravet her,« svarede Adalbert, »det lever i vor Erindring, og i sine Heltes glimrende Daad.« - »Ja tusinde Heltegierninger ere skete,« sagde Bonaventura, »men de ere forglemte af Mængden, vor Historie ligger omspredt paa Europas Valpladse, men Ingen vover at tale derom; meget ringere Bedrifter blive udbasunede rundt i alle Tidender, men for os er Rygtet stumt, Magthaverne have bunden for dets hundrede Munde, og vore hvide Been skulle findes paa Valpladsene, ligesom de store Fortidens Dyr i vore Huler og Høie, og Ingen skal kiende deres Kamp, og vide, hvad der tilsidst styrtede dem i Døden.« 226| – »Ak ja!« sukkede Leontine. »Hellige Guds Moder, hielp dit ulykkelige Folk!« sagde den Geistlige.

»Kun her over disse Grave toner en Røst, som de ikke kunne tvinge til Taushed,« blev Bonaventura ved, medens Klokkerne begyndte at klinge over hans Hoved; »i dette Kammer mærker man endnu Hierteslaget i den døende Kæmpe; derfor sidder jeg ofte her, og speider efter det ægte polske Blod; thi hvor Hiertet er, der maa Blodet samles.« – »Vee os, at disse Mænd ere døde,« sukkede den Geistlige. »Der gives Døde, som ere mægtigere, end alle de, der leve paa Jorden,« svarede Bonaventura, »det Folk, der eier Helte, som disse, kan aldrig ganske forgaae, Flere og Flere ville samle sig om disse Grave, og det glæder mig, at De ogsaa har funden Vei dertil, Adalbert Litowski.« – »De kiender mig altsaa?« spurgte Adalbert. – »Jeg begriber hvem De er, da jeg seer Dem i dette Selskab, og jeg veed, at De trodsede Deres Faders Strenghed, for at redde en af vore ulykkelige Landsmænd.« – »Jeg har skreven ham til om Dem,« sagde Leontine, medens en let Rødme fløi over hendes Kinder. - »Men hvor er Alexandra?« spurgte Bonaventura. »Ovenfor,« svarede Leontine. »Jeg kan vel tænke,« sagde Bonaventura, »at hun ei har Tid, for sine Helgenes Skyld, at see til de døde Helte.«