238|ATTENDE CAPITEL.
Indvielse og Drøm

Det blev aftalt, at de tre Sødskende tilligemed Czernim og Adalbert den næste Aften skulde besøge Kosciuszkos Capel, hvori Broder Vincent, efter Bonaventuras Beretning, vilde holde en Tale. Da de kom derhen, fandt de mange Mennesker samlede, Porten var desuden spærret, saa at de alene kom frem ved at nævne deres Navne. Udenfor Capellet bemærkede Czernim flere mistænkelige Personer, og blandt andre Toldbetienten Iwan, der vilde ind i Kirken, dog lykkedes det dem ikke, og det var aabenbart, at man med Villie spærrede dem Adgangen.

Da Czernim og hans Ledsagere kom ind, stod alt Broder Vincent for Alteret, og læste en Siælemesse, hvilken denne Gang ikke blev holdt over nogen Død, men over en levende Kriger, der med Magt var bortført fra Republikens Grændse til den russiske Hær, og som man nu, fordi man aldrig ventede at see ham mere, efter den Skik, der hersker i disse Lande, ganske behandlede, som om han ikke mere hørte Livet til.

239|Efterat Siælemessen var endt, forlod Broder Vincent Alteret, besteg et ophøiet Sæde, og holdt en kort Tale, hvoraf vi, da han, med usædvanlig Frimodighed, udtalte sine inderste Tanker, ville fremhæve det Vigtigste.

»Hvis denne Mand,« begyndte Munken, »hvilken I nu betragte som død, efterdi han er bortført med Magt, og I aldrig see ham mere, nu virkelig var bortgangen til det evige Liv, og jeg saae hans Venner og hans gamle Fader, og den blege Jomfru hist ved hans Dødningbaare, da kunde jeg dog maaskee lettere finde Trøst for dem, end jeg nu kan. Hvi ville I frygte Graven, kunde jeg da sige, hvi ville I sørge, fordi en byrdefuld Dag er til Ende? Er det ikke, ligesom Dagleieren, naar han er træt af at arbeide, vilde frygte for Søvnen, hvori han skal glemme sin Møie? Er det ikke ligesom Slaven, der træller i Lænker, vilde frygte det Øieblik, da Fangefogdens Pidsk ikke mere skal høres? Troe I, at en slig Frygt bør finde Sted, mine Venner? Eller er det ikke meget rimeligere, at Arbeideren vil glæde sig, naar Aftenklokken og den klare Stierne kalde ham til Hvile, og naar den sure Møie ophører? O, lykkelig er den, der har naaet de Boliger, hvor Tyrannerne ligge blege og henkastede, hvor de Ugudelige maae aflade med deres Rasen, hvor Lænkernes Lyd ikke mere høres, og hvor salig Fred er over den Slumrende.

Ak, men saavidt ere vi ikke endnu, endnu hører jeg kun de 240| stærke Raab, der kalder os til Kamp, og Lyden af Stridsvognene og de trampende Heste, der ville knuse vore Brødres Hoveder. – En af vore Landsmænd bortføres igien imod Lovens Ord, han bortrives fra sin Faders Huus, og fra den blege Piges Favn, der skienkede ham sin Tro; han er skilt fra os ved en uoverstigelig Muur, og vi læse Siælemesser over ham, som over de Døde, og dog er han ikke død, han er ikke indgaaet i Skærsilden, og dog føler han alt Skærsildens Plager her paa Jorden. Hvad er det da for et Dødsbillede, der er værre, end Døden? Hvad er det for et Dyb, hvori den Levende nedstødes, for at vorde begraven, medens han lever? Ja de have bygget en Grav for den Levende og et Iisfængsel for Eders varme Hierter.

Skulde der da kun findes Trøst, hvis den Bortgangne virkelig var død, men aldeles ingen nu, da han er bortført til et fiendtligt Land? Jo, ogsaa i denne Ulykke gives der Trøst, thi det Liv er ikke fortabt, fra hvilket Aanden ei er bortvegen, og ligesom Eders Hænder knytte sig ved Tanken om Fiendens Overmod, og Eders Øine glimte ved Synet af Voldsmanden, saaledes knytte sig tusinde Hænder, og glimte tusinde Øine paa andre Steder i disse Lande; thi Aanden er een, der forbinder dem, og den kan aldrig sønderskæres med Sværd.

Men det er ikke for Intet, at disse Trængsler ere komne over Eder, thi netop de skulle vække og løsbinde 241| Aanden i Eders Bryst. Eller ville I hellere være liig Hine, der have nok af Jordens Goder, og der ikke vide, hvad det betyder, at ligge vaagen paa sit Leie af Bekymring for sine Brødre, der ikke vide, at de ere skabte til noget Mere, end til at sammendynge for sig alene, hvad de dog ikke alene kunne fortære, der ikke føle Hiertets Kald til at offre Liv og timeligt Gods for det, der er høiere, end begge? O, mine Brødre! I have midt i Eders Armod samlet større Skatte, end Hine, og I ville aldrig glemme, at det var her, paa disse Høie og i disse Skove, at Friheden sidste Gang hævede sit dristige Banner; I ville aldrig glemme, hvorledes I den Gang stode ved hverandres Side under Teltet og i de dunkle Lunde, og hvorledes I kæmpede trofast imod den overlegne Fiende. Ja, den Gang seirede den evige Kraft i Eders Hierter, og der var een Villie i det sønderrevne Land, og I flettede Alle det Baand, som ingen Avindsmand mægter at løse, og I bleve til eet Folk i Ulykken.

»Vel den!« blev Munken ved, og en stærkere, næsten sværmerisk Ild funklede i hans Øine, »vel den, der seer Undergangen for Øie, og dog troer paa Opstandelsen, thi kun dit Haab og dit Hiertes Troskab frelser dig fra Døden! Om denne Troskab taler alt den trækkende Vagtel og Svalen, der flyver fra Syd, for at gienfinde sin Rede, og Lærken, der stiger, naar Morgenrøden viser den sin dugbesprængte Rose, om den tale selv Midnattens 242| Verdner, naar de hænge, liig unge Bier, der ville sværme, om den store Melkevei; om den taler ogsaa Maanen, naar den nærmer sig til Morgenstiernen, for at hviske den et hemmeligt Ord i Øret, hvorved dens Straaler blinke stærkere. Ja, havde ikke disse Verdner den evige Troskabsdrift i deres Hierter, hvorledes kunde de da vandre saa roligt, og blinke saa trygt med deres lyse Øine; vel Eder da, I, som troe, thi sandelig I ere bedre, end alle disse, og I skulle fuldbringe en Bane, der er lysere, end deres, og kun den Tvivlende skal blegne og vakle og forvildes paa sin Vei!«

Da denne Tale var endt, hørtes der Toner, der, for Adalberts Øren, klang, som halvundertrykte Krigsraab. Havde Munken derpaa igien hævet sin Røst, for at benytte denne Stemning, da var rimeligviis Stormen allerede den Gang udbrudt, men han giorde det ikke, og forlod stille Talerstolen, hvorefter det blev taust igien.

Da Adalbert kom hiem, var han meget tankefuld, tilsidst, efter en lang Taushed, rakte han Bonaventura Haanden og sagde: »Jeg seer, at jeg kun har Valget imellem min Fader og mit Land, og jeg vælger det sidste.« – »Saa vær velkommen iblandt os,« svarede Bonaventura, og trykkede ham til sit Bryst. Kort efter kom ogsaa Czernim og adskillige Mænd, som Adalbert ikke kiendte, og for hvilke han blev forestillet, som et nyt Medlem af deres Selskab; de Fremmede gik imidlertid snart igien, 243| og Bonaventura fulgte deres Exempel. Adalbert blev derimod hiemme, og anvendte Tiden til nøie at udspørge Czernim om de Forbundnes Planer, og han erfoer saaledes Meget om de hemmelige Selskabers Oprindelse og Tilvæxt, om de Farer, der truede dem, om deres Hielpekilder og virksomste Medlemmer, og især om Patrioternes dristige Haab.

Klokken elleve kom Bonaventura tilbage, og spurgte Adalbert, om han ikke havde Lyst til endnu engang at besøge de døde Helte i Domkirken. »Det er en underlig Tid at besøge dem paa,« sagde Adalbert. »Denne Time er den allerbedste,« svarede Bonaventura, »thi nu blive vi mindst forstyrrede; frygt ikke!« blev han ved, »Præsterne ere vore Venner, og i Kirken ere vi derfor sikkrere, end paa noget andet Sted.«

Adalbert kastede sin Kappe over Skuldrene, og erklærede sig beredt til at følge.

De gik da giennem flere smalle Gader, i hvilke Adalbert aldrig før havde været; pludselig standsede Bonaventura ved en Haveport, hvorfra, efter et givet Tegn, en qvindelig Skikkelse traadte frem, i hvem Adalbert strax paa Gangen gienkiendte Leontine. De ilede videre, og naaede snart de store Træer, hvorfra Veien hæver sig op til Domkirken. Da de kom til Kirken, gik de forbi Hovedindgangen, og standsede ved en mindre Dør, der endnu ikke var lukket, men stod paa Klem. Ind ad denne 244| gik de alle tre. Ved Kirkedøren stod den samme gamle Præst, der havde ledsaget dem den forrige Dag, og holdt en brændende Lampe i Haanden. Neppe vare de indenfor, før han, uden at sige et Ord, lukkede Døren i Laas, hvorefter han skred frem, og vinkede med Haanden, at de skulde følge ham.

En kold Febergysen foer igiennem Adalberts Legeme, i det de traadte ind i den store Kirke, thi det forekom ham, som selsomme Skygger løb henad Væggen. Maanen stirrede et Øieblik paa de høie Vinduer, hvor Edderkopperne vævede et Slør over Nattens Hemmeligheder; kort efter syntes den at bæve for sin egen Nysgierrighed, og svøbte sig i Skyen og forsvandt. Pludselig klang tolv Slag af den uhyre Klokke, ligesom Røsten af en Aand, der kalder de Døde fra Graven; da forekom det Adalbert, som om han hørte Ormene banke i de gamle Kister, for at aabne sig en Vei giennem Bræderne til de Døde, alle de malede Billeder bleve ligesom levende i deres Rammer, hver Gang et Skiær fra Lampen faldt paa dem, ja selv de udskaarne Helgene og de blege Ansigter paa Ruderne syntes at nikke i Maanelyset, der nu igien blev synligt, og han troede at opdage hvide Dødninger i Krogene, medens de store Marmorgribbe paa Gravene ligesom sloge med deres Vinger.

Fra denne vaagne Drøm blev han først befriet, da de kom forbi Alteret, hvor Nedgangen var under Jorden; 245| ogsaa her skred den Geistlige foran med den tændte Lampe i Haanden, og de giennemvandrede nu de samme Gange, giennem hvilke de allerede Dagen tilforn havde gaaet. Da de endelig stode i Capellet, hvor den eenlige Lampe brændte, slukkede Præsten sit Lys, og traadte tilbage i Baggrunden.

»Knæler!« sagde Bonaventura, og Adalbert og Leontine knælede foran Liigkisterne. »Sværger, at I ville være tause, som disse Gravhvælvinger,« blev han ved, »at I aldrig med et Ord eller med en Mine ville forraade nogen af dem, der komme til Eder i Eders Fædrelands Sag, at Enhver, der vil kæmpe derfor, han være høi eller ringe, fremmed eller indfødt, skal finde Hielp og Understøttelse hos Eder.« – »Vi sværge,« sagde de begge. - »At I ingensinde ville opgive Eders Fædreland, selv om Tiderne synes aldrig saa haarde, og om Fiendens Tilbud ere aldrig saa lokkende, at intet Offer skal være Eder for stort, selv om Eders Forstand siger Eder, at Offeret og Kampen, efter Verdens almindelige Maalestok, ere til ingen Nytte.« – »Vi sværge,« gientoge de begge. – »At Fædrelandets Fiender skulle være fremmede for Eders inderste Tanker, og at I ville tillukke Eders Bryst og Eders Hierter for dem, selv om de vare af Eders egen nærmeste Slægt.« – »Vi sværge,« sagde Leontine, men Adalbert syntes et Øieblik at betænke sig, endelig udsagde han Ordene efter hende.

246|»Betænker, at ikke blot de Levende have hørt Eders Eed,« sagde Bonaventura, »at I her og hisset skulle svare derfor, at I her og hisset skulle være udelukkede af de Bedstes Kreds, at I skulle være forbandede i Tid og Evighed, hvis I svigte Eders Løfte, thi Flere ere her tilstede, end I kunne see, og selv de Døde hefte deres Øine paa Eder i denne Midnatsstund.«

Det forekom virkelig Adalbert, som om der stode graae Skikkelser i alle Kroge, men om de vare levende eller døde, eller kun Fostere af hans egen Indbildning, vidste han ikke. Han gysede stærkt, ligesom ved sin Indtrædelse i Kirken, da hævede Leontine sine klare Øine mod ham, og rakte ham sin Haand. »Vi ere nu evig forbundne til det samme Maal,« sagde hun, og det syntes ham fra dette Øieblik virkelig, som om han for bestandig var bunden, ikke blot til sit Fædreland, men ogsaa til den skiønne, vidunderlige Pige, der, knælende ved hans Side, havde rakt ham sin Haand.

Tause gik de op i Kirken igien; den Geistlige aabnede Kirkedøren, og de vandrede tilbage paa den samme Vei, ad hvilken de vare komne.

Da de nærmede sig til Leontines Hiem, opdagede de, ved Hielp af Maanelyset, en Mand, der listede sig langs med Havemuren. Han agtede ikke paa dem, før de kom ham ganske nær, men da vendte han sig om og flygtede. »Det Menneske lignede Casimir,« sagde Leontine. »Ri247|meligviis var det dog ikke ham,« sagde Bonaventura, »med mindre han har besøgt Alexandra.« – »Alexandra er for lang Tid siden gaaet til Ro,« svarede Leontine, og ilede ind ad Haveporten, fulgt af sin Broder og Adalbert. Da de kom indenfor, saae de Emilie, der traadte dem rask i Møde. »Er det Dem,« sagde hun til Leontine, »hvor i al Verden har De været?« – »Har Alexandra mærket min Fraværelse?« spurgte Leontine. – »Nei, men jeg har været i stor Angst for Deres Skyld, thi jeg mærkede vel, at De gik ned i Haven og forsvandt.« – »Er Alexandra rolig, saa kan det Andet være mig ligegyldigt.« – »Det er den anden Aften, paa hvilken De saaledes forlader os,« anmærkede Emilie. »Begge Aftener var hun under sin Broders Varetægt,« svarede Bonaventura. »Ja ja, jeg er ligesaa overbeviist om hendes Uskyldighed, som De, men Verden kunde dømme anderledes.« Leontine svarede intet hertil, men Adalbert troede at bemærke et bittert Smiil paa hendes Læber. »Vi have nylig faaet Brev fra Starosten,« sagde Emilie, »han forlader i disse Dage Warschau, vi maae da vel reise hiem i Morgen. Farvel, mine Herrer.« Efter disse Ord ilede hun bort med Leontine.

»Jeg kunde fristes til at troe, at Frøken Emilie selv har havt et Stævnemøde i Nat,« sagde Bonaventura. Adalbert studsede vel ved disse Ord, dog var allerede hans Følelse for Emilie saa kølnet, at de langt fra ikke 248| virkede saaledes paa ham, som de tilforn vilde have virket; ja de vigtige Planer, hvori han nylig var bleven indviet, sysselsatte ham nu saa udelukkende, at han, efter faa Minuter, ikke mere tænkte paa, hvad der for en Maaned siden vilde have vakt hans heftigste Skinsyge.

Da Adalbert kom paa sit Kammer, lagde han sig strax til Hvile, thi han følte sig meget udmattet, dog faldt han heller ikke denne Gang i nogen rolig Søvn, tvertimod laae han længe i den Halvslummer, hvori Drømmenes Genius dristig henstiller sit Huulspeil paa Grændsen af de Vaagendes Land, saa det henkaster sine Billeder i Luften, i en bekiendt Omgivning. Tusinde phantastiske Skikkelser, den ene selsommere, end den anden, stege da frem ligesom af en uendelig Afgrund. Først efter lang Tid faldt han i en dybere Slummer, hvori Drømmene ganske droge ham ind i deres Kreds, og hvori de flygtige Billeder ordnede sig til et større Heelt.

Det forekom ham da, som om han igien befandt sig i den store Domkirke, hvori han, istedenfor de gamle Mindesmærker over polske Konger og Biskopper, opdagede flere prægtige Capeller, hvori de mægtigste Erobrere fra Nabolandet vare begravne. Paa disses Marmorkister sadde Griffer og vingede Sphinxer, der bare Kroner paa deres Hoveder, og der i Pragt langt overgik Alt, hvad han nylig i Virkeligheden havde seet. Uagtet de syntes dannede af Steen, mærkede han dog snart, at de levede, thi 249| efter nogen Tid reiste de sig op, og viftede med Halerne og Vingerne, hvorfra der udgik en stærk Kulde, saa Vievandet frøs til Iis i de store Kar. Endelig hævede de sig i Veiret, og flagrede giennem Kirkens Skib og i alle dens Sidegange, hvorved de saa ofte og stærkt stødte an mod Kirkemuren og det hvælvede Loft, at der opstod Aabninger deri. Da disse Aabninger ved gientagne Slag vare blevne store nok, fløi de med Skrigen, ligesom vilde Rovfugle, ud derigiennem, og forsvandt i Luften. Efter nogen Tid kom de alle tilbage, og der neddryppede Blod fra deres udrakte Tunger, og de holdt Liig i Kløerne, som de lode falde mod Kirkegulvet, der strax aabnede sig, og opslugte Ligene, hvorpaa det lukkede sig igien. De selsomme Fugle dalede nu atter, og toge Veien til de forskiellige Gravcapeller, hvortil de hørte, hver af dem lagde sig paa den Marmorkiste, hvorpaa den i Begyndelsen sad, og de knugede Marmoret, saa Stenen gav efter, og Laagene sank, hvorved de Dødes Bryst bleve knuste i Kisterne, hvilket lydeligt kunde høres i Kirken.

»Det er de Mægtiges hemmelige Tanker,« sagde pludselig en høi Røst, »hvilke have faaet Vinger, og flyve fortærende giennem Verden, men tilsidst vende de tilbage, og sætte sig paa det Bryst, hvorfra de udgik, og trykke det, saa det knuses til Støv.«

»Til Vaaben, til Vaaben! til Kamp mod de Rovdyr, der sønderrive Folkenes Indvolde!« raabte en anden 250| Røst endnu høiere, end den første, og nu rørte de gamle Landser sig paa Gravene og i de mørke Kroge, og det sukkede i Dybet, og af Jorden kom knuste Hoveder frem, af hvis Vunder dryppede Blod.

»Vi ere de Mænd, hvis Navne aldrig forglemmes,« hviskede en Stemme fra en af Marmorkisterne. »Længere skal den forstenede Musling i Biergenes Indre vare, end de Navne, for hvilke I bortgave Eders Salighed,« raabte igien den anden Røst.

Pludselig troede Adalbert at befinde sig under Jorden i Kosciuszkos Capel, hvor Leontine igien knælede, og hvor han saae Helten staaende i fuld Rustning paa sin egen Liigkiste, hvorfra han rakte ham sit store Slagsværd. Da Adalbert vilde gribe det, svævede et Billede frem af Krogen, i hvilket han gienkiendte sin Fader, der hævede Fingeren advarende imod ham; men nu reiste Leontine sig pludselig, heftede sine klare Øine paa ham, og rakte ham Haanden med de Ord, hun havde sagt i samme Nat: »Vi ere evig forbundne.« Derpaa trykkede hun et Kys paa hans Læber, som han følte i sin inderste Marv, endelig istemmede hun den berømte Folkesang: »Endnu er Polen ei forloren,« og det var ligesom et usynligt Chor i Luften understøttede hendes Røst. Derved vaagnede Adalbert, men i det han tænkte over sin Drøm, hørte han endnu en svag Gienklang af den Melodie, der i Søvne havde tonet for hans Øren. Forundret sprang 251| han op fra sit Leie, og opdagede i Morgendæmringen, at der sad en Vagtel i et Buur tæt under Loftet, hvilken fløitede Melodien til hiin Folkesang; dette havde formodentlig givet Anledning til Slutningen af hans Drøm.

Uvilkaarlig maatte Adalbert studse ved, at han havde tillagt de Toner, der udgik af en saa ringe Fugls Strube, en overjordisk Oprindelse. »Skulde vore Planer og vort dristige Haab ikke hvile paa nogen fastere Grundvold, end denne luftige Drøm?« sagde han ved sig selv. »God Morgen!« raabte i samme Øieblik Bonaventura, der havde sit Leie ved Siden af ham, »har Leontines Vagtel forstyrret Deres Søvn?« – »Hvorfor kalder De den Leontines Vagtel?« – »Ja nu er den egentlig ikke meer hendes, men hun har dog lært den Sangen, og foræret mig den,« svarede Bonaventura.

De to Nyforbundne vare endnu ikke færdige med deres Paaklædning, da de hørte en stærk, gientagen Banken paa Porten. Bonaventura, der, formedelst de farlige Forbindelser, hvori han stod, vel havde Grund til Mistanke, aabnede strax et Vindue, og først da han havde forsikkret sig om, at Besøget ikke var farligt, ilede han ud, og lukkede op. Kort efter traadte Casimir, som Adalbert, efter sin Ankomst til Krakau, ikke havde seet, ind i en temmelig ophidset Tilstand. »God Morgen!« sagde han, »skammer du dig ikke ved, at en saa doven Knegt, som jeg, skal være aarvaagnere, end du?« – 252| »Hvor har du sværmet om i disse Dage?« spurgte Adalbert. »Jeg har levet fri, som en Fugl i Luften; det kommer af, at jeg var skilt fra min Fader og min Kone,« sagde Casimir, »og skelede til Døren, hvoraf Bonaventura endnu ikke var kommet ind, »da befinder jeg mig bestandig vel, og Alt lykkes, hvad jeg ønsker.« – »Mødte vi Dem ikke i Nat udenfor Fru Tarnows Have?« spurgte Bonaventura, der nu vendte tilbage. – »I Nat? Nei, i Nat var jeg med Major Zeltner paa det bedste Vertshuus i hele Krakau.« – »Og der gik det vel lystigt til?« sagde Adalbert. »Saa lystigt, at Zeltner selv overvældedes af den stærke Tokaier, saa vi maatte bære ham, som en Død, igiennem Gaderne. Rigtignok vare der nogle Politiebetiente, der vilde hindre vort Tog, men vi sloge os igiennem som brave Karle; jeg selv gik foran med dragen Pallask og værgede for ham, saa godt jeg kunde, flere brave Kammerater understøttede mig, men tilsidst kom der et saa stort Opløb, at vi nær vare blevne overmandede, da trak vi ned ad en smal Gade til Weichselen, hvori vi vilde redde os ved Svømning, og føre vor Ven igiennem Bølgerne, skiøndt der rigtignok var et Par af os, der havde saa slette Tanker om ham, at de troede, han vilde drukne paa Veien. Dog til den Yderlighed kom det ikke, thi Zeltner reiste pludselig Hovedet i Veiret, og befalede Politiet med stammende Røst at gaae Fanden i Vold. Disse Ord virkede bedre, end den bedste Tale, 253| thi neppe hørte Politiet dem, og mærkede med hvem det havde at bestille, før det selv adspredte Sværmen, og hialp os at bringe ham hiem.«

»Er det blot for at berette denne Heltegierning, at du kommer saa tidlig?« spurgte Adalbert.

»Nei, jeg har endnu en anden Grund,« svarede Casimir, »jeg vil fortælle dig, at den Gamle snart kan ventes hiem, derfor maae vi reise endnu i Dag, siger Emilie. Farvel! Jeg skal hen at see om Zeltner vil leve op igien, før vi reise.«